Fønix 5

WYD Rio 2013 - Juniorlejr 2012Midilejr1- Frit valg på alle hylder -Næsten da! Evolution og tro - Er det en menneskeret at få et barn? - En religiøs opdragelse DUK tager til Paris - Jeg er DUK

#5 september 2012 Udgives af Danmarks Unge Katolikker

leder

I bladet WYD Rio 2013

Hilsen fra Juniorlejr 2012

4

Hilsen fra Midilejr1

8

Frit valg på alle hylder - Næsten da!

9

6

Tema: Evolution og tro

11

Spot på en katolik

14

Er det en menneskeret at få et barn?

16

Flyvske tanker: En religiøs opdragelse

19

DUK tager til Paris

20

Jeg er DUK

22

Billeder fra Juniorlejr 2012

23

Kære læser!

Find læsebrillerne frem og sæt dig godt til rette i den bløde lænestol med en Riesen. I dette sensommer-nummer af Fønix åbnes der nemlig for en række af livets store spørgsmål, og de kræver fordybelse og ro.

Vi ser på, hvordan verden er sammensat og har udviklet sig, og om evolutionsteorier og kirkens lære er modsætninger som man så ofte hører.

Også spørgsmålet omkring menneskelivets værdi og betydning berøres. Dels vores eget liv, vores børns liv, fødte som ufødte og Guds mening med os alle.

Som noget særligt har vi i dette nummer valgt en der ikke er helgen, men alligevel bemærkelsesværdig, til Spot på en helgen.

For at det ikke skal blive en alt for tung omgang har vi dog også i vanlig stil krydret siderne med billeder, beretninger og spas fra sommerens lejre og pilgrimsturen til Paris.

I 2013 går turen så til Rio, hvor der afholdes VUD, skal du med? :) Julie Riis

Fønix er et katolsk ungdomsblad, som udkommer fire gange årligt i 1400 eksemplarer.

Fønix udsendes gratis til alle DUK’s medlemmer over 14 år.

Abonnement kr 100 årligt.

Goodwill abonnement kr 300 årligt.

Meninger fremsat i bladet kan ikke tages til indtægt for DUK, bispedømmet eller Den katolske Kirke. Enhver ytring står for forfatterens egen regning.

Tryk: WERKs Grafiske Hus A/S

UDGIVER: Danmarks Unge Katolikker, Sankt Kjelds Gade 3, 2100 København Ø - e-mail: duk@duk.dk Tlf: 39 20 20 79 - Fax: 39 20 90 79 - Giro: 9 08 32 94 ISSN 0906-107x DUKS HOVEDBESTYRELSE: Nicklas Sørensen David Sørensen Mary Jeyaratnam Ingeborg Jørgensen Rasmus Arbirk Larsen Christopher Bonde Mette Noval Vincent Hyunh

Redaktionen

2

Julie Benedicte Riis (Redaktør)

Clara Riis Ottosen-Støtt (Layout)

Sasha Gabrielle de Oliveira

Petter BeckerJostes

Ingeborg Jørgensen (HB-rep)

Casper Lindgren Andersen

Viet Pham

BREVKASSEN Når Gud er med

Vi sendte et spørgsmål ud i æteren: “Hvornår har du sidst taget et valg, hvor Gud var med i beslutningen?”

Her er et svar som vi fik. (Forfatteren ønskede at være anonym, navnet er redaktionen bekendt).

Vi

n r i Ira a v n a an. H erliv fra Ir t g e n i e tortur n t d g g e y o d fl d t e e n han l r e s ng, fik r med i t fæng e n e n t r g n y e æ v v kone har om fl Vi er e hans mark s ktiv og t n a g a n k D a s l i l r i t t o . For poli l Iran le år f n kom i g a t o h n e r g , r e a e voksen ne tilb et. Eft il. Eft e r t n r e r e ø u h b n r. milie med som sin fa sin fa børn, rejste m g s o n o s a e v h i s is k akt in et af skilsm politis n blev adret s e e m d r i s s æ v t er r å politie ine nyr for at nogle s f n a a t r e k r I d fi er, sma let i ede kunstn fængs d - og , flygt r e t a e m v v i r e g i e d r n, d male men lev f Sønne delse, m han nnen b a o ø l l s s i t , a s m D d ar phol endte rtur. højre r år s n fik o a om to a p s h d t l r e o o v blev d, hv ennem under kenlan da han eje. G æ l g r s o G u , h l i m g a kunne han t mad o n til h n ikke l e e i d t e m n e , å g r 00 n m re a. 40.0 ikke pe r. om gte ny c k a l i e v 0 d 0 e ø de or 15 etalt nd, und af vi derf land, b Tyskla r n g l e i k å t p æ n r syg n i G sønne ing. rigtigt er fik ehandl antatio d l b p , d r s e o n l g a tr ange esmug under få en igtigt m og er ennesk r l m r y a s n v a e er , det søgt kr. til ge måd syntes i l nu har l g e o n k a s t enh e or hvor ndet m ar vakl a d på f h u t i e v G , e r g an redd , ha Hver g fra os gere at i k i t g g i v r e r d r. e res penge, e ferie at det d , e men vo f m , o å n p e s d e o r e m de hele v mindet igt gla at kom t e g d i d d r n e e i r v v li at e kan ag er neskes rigtige t vi ikk - og id t a e e , d d t d d r e a o g e vi r det v Vi ved på, at iv kunn l t s s a n f ø rt! s vens s var su oldt o r h e d d i t u G mme for, at det so m o v l e gøre, s

3

Af: Clara Riis Ottosen-Støtt

“Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple” Det er temaet for næste års Verdensungdomsdag i Rio de Janeiro. Alle der har været til Verdens-ungdomsdag ved at det nærmest er én lang fest med masser af fart og farver. Men fundamentet for det hele er den åndelige dimension. Her får du en introduktion til temaet for Rio. Brug det som en åndelig forberedelse og inspiration til din hverdag.

Under Verdensungdomsdagene i Madrid i 2011 offentliggjorde pave Benedict XVI temaet for 2013 med disse ord: ”Verdensungdomsdagen i Madrid har fornyet kaldet til de unge om at være den gær der får dejen til at hæve og giver verden det håb der følger med troen. Vær gavmilde når I vidner om det kristne liv og hav især den næste Verdensungdomsdag i Rio de Janeiro i tankerne”.

Paven kaldte sine oplevelser med de to million-

er unge i Madrid for: ”en vidunderlig oplevelse af broderskab, et møde med Herren, hvor troen blev delt og voksede; en sand kaskade af lys”.

Det er derfor det er så vigtigt at de unge i hele verden nu tager kaldet om at blive disciple op og deltager i Verdensungdomsdagen i Rio som levende vidner om Kristus.

Overhovedet for det teologiske fakultet på det katolske universitet i Rio, p. Gerardo Dondici Vieira, giver her sin udlægning af temaet for Rio 2013: “Temaet for Rio er et der bør gemmes i hjertet til at blive reflekteret og mediteret over. Dette kald til at blive disciple og gøre andre til disciple er helt centralt i Matthæusevangeliet og hele Det Nye Testamente. Men det er en udfordring for de unge i den verden vi lever i i dag, hvor

“Gå hen og gør alle folkeslagen mine disciple” (Matt 28,19) 4

Alt det du ikke troede du gerne ville have vidst om WYD 2013 vi konstant bombarderes med information fra alle kanter – i skolen, i fritiden, på internettet og især også på de sociale netværk som facebook og Twitter.

Men det giver os også en unik mulighed for at sprede det glade budskab og dele det med dem vi møder. Vi har muligheden for at plante et frø i hjertet på andre ved vores kristne vidnesbyrd og inspirere dem til også at blive Jesu disciple.

Men hvad får man så ud af at være Jesu discipel?

Vi får en plads i Guds rige, vi er forsikret om Guds kærlighed til os, vi får muligheden får at blive et tegn på nåde og kærlighed for andre, vi kan videregive og modtage Guds fred. Tilgivelse, barmhjertighed og fred er det som verden virkelig har brug for.

Passagen fra Matthæusevangeliet – Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple - indeholder en stor antropologisk drøm for os alle, hvor kontakten med Gud og det venskab vi får med Ham, vækker alt det bedste som vi hver især har inde i os.

Vi lever i en verden hvor der er meget spild; spild af menneskeliv fordi de aldrig får en chance. Fællesskabet med Gud bringer det bedste frem i os. Kaldet om at gøre alle til disciple er et livslangt kald. Vi kan aldrig tage en pause fra det, for den der er Guds discipel vidner til andre ved sit liv og sin måde at være på, om den skønhed og glæde der ligger i at være et af Guds børn. Det er det vores kirke har brug for. Ofte er vi lammede af alt det der sker i verden, men vi har visheden om at Gud har udvalgt os og har udvalgt de unge til at være et tegn på Hans kærlighed og glæde for resten af verden.”

Hvis du har lyst til at læse mere om WYD2013, så tag et kig på www.rio2013.com.

Rejse: DUK gruppen rejser til Brasilien d. 15. juli med ankomst til Days In The Diocese d. 16. juli.

Efter det officielle WYD arrangements afslutning d. 28. juli, bliver DUK gruppen i Brasilien i 6 dage og er turister ved en endnu ikke fastsat lokation (men det bliver ikke Rio).

Der er hjemrejse d. 13. august.

Tilmelding: Man kan kun tilmelde sig DUKs samlede pakke med afgang d. 15. juli og hjemrejse d.

3. august. De, der ønsker at gøre noget andet, kan ikke rejse med DUK gruppen, men må lave deres egen tur for egen regning.

Alder: DUKs pilgrimsrejse udbydes for personer, som er fyldt 18 år d. 15. juli 2013.

Man må maksimalt være 30 ved selvsamme tidspunkt.

Pris: Deltagerprisen er 12.000 kr.

Det vil være muligt at tilmelde sig fra slutningen af september 2012, og betaling vil kunne ske i 2 – 3 rater, hvoraf den første skal betales ved tilmelding.

Pladser: Der er maskimalt 120 pladser.

ne til

5

Juniorlejr 2012

Af:

Sus

ann

eC amil la

I år var første gang jeg var på Juniorlejr.

Jeg havde tidligere hørt om mine klassekammeraters oplevelser på Øm, og flere gange prøvede de at overtale mig til at tage med.

Endelig lykkedes det så nogle venner at få mig med. Inden turen fortalte de mig, at det var en oplevelse jeg ikke ville glemme og som ville give mig gode minder at se tilbage på.

Zien

iew

Sådan blev det også! Efter en uges ophold på Juniorlejr 2012 har jeg fået meget ud af turen. Jeg har lært en masse ting, som jeg vil tage videre med mig i livet og så har jeg selvfølgelig lært mange søde mennesker at kende.

De første to dage følte jeg og nogle andre piger på lejren, at vi gerne ville hjem. Men pludselig skete der så meget, fordi programmet var fuldt af spændende aktiviteter hver dag. Der var både individuelle opgaver og opgaver, der skulle laves i fællesskab. Nogle ting som f.eks. dagløbet var hårdere end andre, men efter at man var nået i mål var man glad og tilfreds og klar på nye udfordringer.

Skal jeg nævne noget, som jeg ikke havde forventet, var det en overraskelse for mig, da klokken på et tidspunkt lidt efter midnat ringede fordi vi skulle på natløb.

Hele ugen har vi været heldige med vejret, som har gjort en del aktiviteter federe, f.eks. kanosejlads på søen. Det ville heller ikke have været så dejligt at være på dagløb i regnvejr. Alligevel var det nok gået godt i sådan et dejligt fællesskab af søde deltagere der var på Øm.

6

a

Se billeder fra lejren på side 22.

icz

Kære mother.

Jeg nyder lige nu den peanutbutter n’ jelly sandwich som du har made, mens jeg driver home fra den mest fantastic juniorlejr! Den first day da vi ankom, startede vi out med noget latterleg og interviews af hinanden for at lære alle de spændende deltagere og ledere bedre at kende...! Jeg mødte selv en vaskeægte dragon og fik den dejlige fortjeneste at kunne interviewe ham! Og jeg fik da also lige styr på min helt egen special laughter som jeg kan bruge til næste election campaign!

Det var en fantastic day! Der var en masse dejlige ledere som took good care of us under lejren! Man kunne always lige få en snak med Father Joe omkring nye tips til slagord og om what’s best for the people, eller hvis we got real serious, så stod den på det sidste nye gossip about Angela Merkel...! Eller man kunne få en talk med the kitchen-crew som altid levede op til forventninger om good food (ligesom den særlige apple pie du altid laver når det er christmas!). De havde endda et lands-theme for hver dag, hvor America selvfølgelig var ét af landene! Det var damn good dinner siger jeg dig mother!

Som the last thing jeg gerne vil mention mother, så var der as there always is on Øm en dejlig fest! But not just en almindelig fest – en Oscarfest! Og jeg vandt en Oscar for best president on camp mother! Konkurrencen var selvfølgelig tough, men når drømmene er der og jeg vil out to them og gribe dem, så siger jeg altid ”Yes i can!”. Men der skete også noget very scary mother. Der er a game som hedder ”Stella”, og som president måtte jeg of course try it! Det kan jo ikke nytte anything hvis jeg ikke er en brave leader! Jeg havde of course nogle bodyguards with me, bare så jeg var sure of at ingen monstre eller terrorists ville dukke op...! Jeg kom luckily tilbage, og blev hyldet som en hero!

Det har været en dejlig week mother, og jeg kan helt sikkert bruge some of that catholic spirit til min campaign!

Din loving son

-Barack Obama

Af: Peter Riis

Men as always mother, så mødte jeg en real celebrity! Og det var ikke bare en leader of a country eller en nobelprize-modtager...! Nej, nej! Det var ingen less end Danmarks helt egen Catholic Bishop Czeslaw! Det var en stor pleasure at træffe ham, og som always, så fik han en ride i min personlige president helicopter! Men efter a while måtte vi jo fly back siden han skulle passe sine duties som bishop, ved at besvare questions fra ivrige young catholics!

7

Midilejr 1 2012

Mette-Marie Dernehl, 15 år, København N. sige. Og her på kan man vist godt dt fø ev bl g je en hver dag! Øm sid selvom det regner å gs Jeg har nu været på O t! ig el gg hy der vi alle per sjovt og regner så meget, sid t de r Midilejr 1 er det su nå i rd fo d, , og det stemt rigtig go nen er der lanciers te af m O .

Denne her lejr er be ge le r ge gerne r sammen, eller le sse, hvor alle delta ka ev br en så og indenfor, og snakke r er de på. Det kan lide. Nogle gange ksperter” skal svare ”e k flo kan jeg rigtig godt en m so , ål morgenstiller spørgsm v ind. Der er både re sb ed gh skriver breve eller rli kæ le ke sniger sig et lil esse. Og en gang også ske at der mås staftenen er der m fe på og en ag nd is ikke det er om sø b og dagløb, og hv tlø na bøn og aftenbøn, og de bå jo er er e oplæg. D imellem er der nogl enormt langt. uhyggeligt, er det ldig ikke at gå tså hvis man var he al t, ng la er et m lo mer tilbage ing 18 ki r man endelig kom nå æt tr Dagløbet var omkr er og ne er slik, kan t ondt i fødd hold, og en masse dt go r pe forkert;) Man får re su et r ha hvis man bare es, og det kom ke den største succ ik til Øm-borgen, men g do r va t be lø at rundt i, få dagen. N n gruppe man går de i man sagtens klare an m n ka l ve år vi så ugen. Allige op ad hinanden. N t tæ lt he måske ret tidligt på r gå le al kkenet har stemning op, så kakao parat, som kø pisket en uhyggelig rm va og le eg lsn ne år der ka kommer tilbage st . ve brugt tid på at la r Ømsuper meget) var de e gn re at te nd gy idt er det bare, det be ppe i sækkeposer, m ho og , be lø og Om mandagen (sig op og nu meget fedt le ned og svømme vådt! Men det var og t piade, hvor vi skul am kl tig rig lang r vejr. Det va kenholdet bruger så øk K . er ov i et stormende regn sig e æd også noget at gl man bliver rigtig rigtig godt! Selvom alligevel. Maden er tid al m de es kk ly med de gamle , og det jr og være sammen ile id tid ude i køkkenet M på re væ at fantastisk træt er det alligevel t her før. som ikke har være venner og de nye,

8

Frit valg på alle hylder – Næsten da!

Af: Jacob Messerschmidt betydende med, at vi alligevel træffer præcis det samme valg som alle andre. Hvorfor?

For ikke at blive stemplet som unormale, sære eller direkte syge af dem omkring os.

S I det moderne danske samfund, hævder vi ofte vores ret til at bestemme selv. I det lille fredelige Danmark kan vi heldigvis hver især selv bestemme over vores eget liv og skæbne. Men hvad nu hvis denne selvbestemmelse blot er en form for politisk magt, som er mulig fordi vi allerede er blevet opdraget til, hvordan vi skal forvalte denne ret til at bestemme selv?

H

vad nu hvis vi gennem vores ”selvbestemmelse” vælger præcis det, som det politiske system ønsker at vi skal vælge?

Det lyder jo umiddelbart som en konspirationsteori på højeste niveau, men sandheden er, at vores selvbestemmelse måske ikke er så individuelt baseret alligevel.

Vores ret til hver især selv at bestemme over vores liv og skæbne er nemlig ofte ens-

åledes skeler vi alle sammen til hvad sidemanden gør, så vi kan passe ind i skoleklassen, på arbejdet, eller i samfundet generelt.

Vores ret til at bestemme selv er derfor tæt forbundet med vores evne til at tilpasse os det normale, fordi det ikke er sjovt at være udenfor. Det eneste der derfor kræves, for at kunne styre folks frie valg er evnen til at definere, hvad der er normalt.

D

et er i hvert fald tilfældet med nakkefoldsscanning.

Nakkefoldscanning er en scanning, som alle gravide i Danmark siden 2003 er blevet tilbudt for at få målt deres fosters nakkefold i ca. 12. uge af graviditeten. Nakkefoldens tykkelse kan nemlig fortælle om der er en risiko for at fosteret besidder genetiske fejl, især fejlen, der er bedst kendt som sygdommen Downs Syndrom eller mongolisme.

Nakkefoldsscanningen blev

tilbage i 2003 ”lanceret” med det formål, at skulle hjælpe den gravide kvinde med at træffe sine egne frie valg.

Den gravide skulle derved selv have ansvaret for sit foster og de valg der skulle træffes om det. Men netop ansvar er et stærkt magtmiddel til at definere hvad der er normalt og hvad der er unormalt.

Ved at tilbyde en medicinsk undersøgelse af fosteret skabes der samtidig en mulighed for, at noget kan være galt med fosteret. Dette skal ikke forstås sådan, at der ikke kunne være noget galt med fosteret inden nakkefoldsscanningen blev tilbudt.

Blot, at ved at tilbyde en undersøgelse for en specifik ting, bliver de fleste alligevel bekymrede for, om de nu fejler denne specifikke sygdom.

P

å samme måde er det svært at undgå at spekulere på, om man fejler noget med hjertet, hvis man får et tilbud om en gratis undersøgelse af netop dette organ. Hvis man er en person, der tager ansvar for sig selv, vil man derfor vælge undersøgelsen for at være på den sikre side. Ikke fordi man var bekymret for, at man fejlede

9

noget med hjertet inden tilbuddet om undersøgelse kom, men fordi det ville være dumt at have sagt nej til en undersøgelse, hvis man faktisk fejlede noget med hjertet. et er også sådan det fungerer med nakkefoldsscanningen. De fleste gravide får den ikke fordi, de tror, at deres barn fejler noget, men fordi de vil blive set som uansvarlige, hvis de ikke får undersøgelsen og det sidenhen viser sig, at der faktisk var noget galt.

Og de vil ikke bare blive set som uansvarlige personer, men som uansvarlige mødre.

Og hvis der er noget mødre ikke vil stemples som, er det uansvarlige.

D

P

å denne måde bliver nakkefoldsscanningen et tilbud, den ansvarlige ikke kan afslå.

Problemet for mig kommer dog først for alvor, når det viser sig, at der er noget galt med fosteret. At fosteret har en tyk nakkefold og derfor sandsynligvis er mongol.

Devisen bliver i dette tilfælde, at har man sagt A, må man også sige B. Hvis man er en ansvarlig gravid, der vælger at få sit foster undersøgt for sygdom, hvordan kan man så ansvarsfuldt vælge at beholde et sygt foster?

Hvordan kan en ansvarsfuld person vælge at sætte et barn med Downs Syndrom i verden, vel vidende at barnet, dets forældre og eventuelle søskende vil få et langt sværere liv, end hvis

10

barnet ikke fejlede noget?

Hvis man ønsker det bedste for sit barn, hvilket man som forældre naturligvis gør, vil man ikke ønske at ens barn skal fødes med en genetisk sygdom, der vil følge det hele livet, ofte med svære følgesygdomme. Derfor bør den ansvarlige gravide få en abort, hvis det viser sig at hendes foster sandsynligvis lider af Downs Syndrom.

Hellere slå det ihjel nu, end give det et liv fuldt af lidelser og unormalitet.

D

ette bringer os tilbage til udgangspunktet. I forhold til vores ret til selv at bestemme kunne man tro, at dette betød at nogle valgte at få nakkefoldsscanningen, mens andre ikke gjorde og ligeledes at nogle valgte at få abort, mens andre ikke gjorde. Dog siger tallene, at 90 procent af alle gravide vælger at få en nakkefoldsscanning og at 99 procent af disse vælger at få en abort, hvis nakkefoldsscanningen viser, at barnet sandsynligvis

har Downs Syndrom.

D

et er svært at få øje på den individuelle selvbestemmelse. Ved at gøre det til det normale at få en nakkefoldsscanning og at få en abort hvis ens foster har Downs Syndrom, kan man altså kontrollere hvad næsten hele den danske befolkning ”frit” vælger. Og således bliver det endnu mere unormalt at være forældre til et barn med Downs Syndrom.

P

ersonligt er jeg bare glad for at min katolske opdragelse har betydet, at jeg tror, der også kan være en mening med det unormale.

Jacob Messerschmidt, Far. Har skrevet specialet: ”I’m gonna make you an offer you cant refuse - Fosterdiagnostik som ledelsesteknologi” på uddannelsen Politisk Kommunikation og Ledelse på CBS.

Tema: Evolution og tro Af: Casper Lindgren Andersen og Clara Riis Ottosen-Støtt

Evolution er et emne som har delt vandene siden Darwin fremsatte sin idé om naturlig selektion.

Tanken er gammel og tænkere som Sankt Augustin har spekuleret i den, men det var Darwin som gjorde spekulationen til videnskab. Det er et spørgsmål som vi ofte bliver konfronteret med, da mange bærer overbevisningen om, at en rigtig kristen ikke kan acceptere evolutionsteorien i nogen form overhovedet. Er det tilfældet eller er det muligt for os at se evolution med troens øjne? Først må vi vide nøjagtigt hvad evolution går ud på. Man kan ikke tage stilling til det man ikke ved noget om.

Hvad er evolution?

Evolution betyder udvikling, og kort sagt betyder det at en art ændrer sig over tid, så den får nye egenskaber.

Hvad ligger bag?

Der har været liv på jorden i cirka 3,8 milliarder år.

Videnskaben har stadig ikke nogen forklaring på hvordan livet er opstået, men man mener at kunne se at alt liv stammer fra en fælles forfader, og man ved efterhånden meget om de mekanismer der gør at livet udvikler sig. Det var Charles Darwin der for alvor lagde grunden til den moderne evolutionsteori med sin bog ”Arternes Oprindelse” fra 1859, og hans arbejde har stadig meget stor indflydelse på moderne videnskab.

De mekanismer der ligger bag evolution er: • • •

Variation; hvilket vil sige at individerne er forskellige.

Reproduktion; hvilket vil sige at individerne er i stand til at formere sig.

Selektion; hvilket vil sige at nogle individer har større succes med at formere sig end andre. (Det der også populært kaldes ”survival of the fittest”.)

Variation findes fordi de forskellige individer inden for en art har en forskellig sammensætning af gener. Det er fx det der gør at nogle mennesker har blå øjne og andre har brune øjne, eller at nogen er meget høje mens andre er lave. Disse gener går i arv fra generation til generation.

Selektion betyder udvælgelse. Dvs. at hvis nogle individer har en gensammensætning der giver dem en fordel, fx at en fugl får et større næb og derfor er bedre til at knække nødder, så vil den fugl have en bedre chance for at overleve, og derfor vil der med tiden komme flere og flere fugle med større næb. Så vil arten til sidst have udviklet sig til at se anderledes ud end tidligere.

Fugl eller fisk?

Der er to hovedtyper af evolution: Inden for en art og mellem arterne. Den første type er det vi ser i eksemplet med fuglen, hvor en art udvikler sig og får nogle nye egenskaber, men stadig grundlæggende er den samme art. Dette er meget grundigt beskrevet i videnskaben og ses i næsten alle typer af liv på jorden. Evolution mellem arterne derimod, er det at én art udvikler sig til at blive noget helt andet. Fx at pattedyrene nedstammer fra tidligere livsformer i havet, eller at fugle nedstammer fra dinosaurerne.

Det er især denne type evolutionsteori der har skabt den kløft mellem videnskab og religion som vi ser i dag.

Nedstammer vi virkelig fra aberne?

11 11

Darwin et Deus: Vores tro og evolutionsteorien Af: Casper Lindgren Andersen

En munk i et østrigsk kloster passer sine ærtebælge. Det virker som en ganske uskyldig scene, der sagtens kunne passe ind i filmen “Den store stilhed”. Ikke desto mindre, så er denne munk i gang med et længerevarende biologisk eksperiment, som vil være med til at ændre vores verdensbillede radikalt.

Munkens navn er Gregor Mendel og han er novice i den Augustinske Orden. Mendel forskede i arvelighed blandt hans planter og kunne konstatere, at hvis man tog nogle store planter og krydsede dem med små planter, så ville deres afkom være stort.

Altså, det så ud som om, at man havde udryddet de små planters gener. Hvis man herefter tog afkommets afkom (ja, nu går det hurtigt), så ville man dog konstatere, at nogle af planterne ville være store og andre små. Der var næsten hver gang tre store planter for hver lille plante.

Så de små planter var ikke udryddet, men deres gener havde levet videre, som det vi i dag kalder recessive. Så vores kære Broder Gregor havde lige grundlagt læren om arvelighed, hvilket skulle udgøre halvdelen af den moderne evolutionære teori.

Sammenstødet mellem Fundamentalismen og Darwinismen

Med ovenstående eksempel kan det virke svært at forestille sig hvorfor al den kontrovers mellem kristne og evolutionslæren har fundet sted. Årsagen skal findes i Fundamentalismens oprindelse i Amerika i slutningen af det 19. århundrede.

Amerikanske protestanter stod på den anden ende over videnskabens fremskridt i studiet om menneskets oprindelse og den samtidige sekularisering af samfundet. Som så mange gange før i menneskets historie, så reagerede mennesket mod den tilsyneladende trussel med ekstremisme.

Denne gruppering af protestanter underskrev en

12 12

Et lidet flatterende portræt af Darwin som samtiden så ham. troserklæring vedrørende de såkaldte “fundamentale kristne læresætninger” og blev herefter kaldet Fundamentalisterne. En af disse læresætninger var, at Gud havde skabt jorden på seks dage... I bogstavelig forstand. Dermed var der lagt an til den helt store intellektuelle skyttegravskrig, som stadig er i gang den dag i dag.

Den katolske reaktion

Den Katolske Kirke tog ikke stilling til evolutionsteorien, da Darwin offentliggjorde sin bog “Arternes Oprindelse”. Mange præster var kritiske, men Kirkens læreembede lagde sig hverken for eller imod teorien.

Kirken tog dog indirekte stilling til nogle fortolkninger af Darwins teori ved Det Første Vatikankoncil i 1869-1870. Man fordømte materialismen, som påstod, at verden kun bestod af materielt

stof, og der var mange, som ville bruge Darwins teori som et argument for netop materialismen. Kirken definerede også, at Gud var kilden til både god tro og god fornuft, så de to kunne aldrig modsige hinanden. Så hvis evolutionsteorien var et produkt af god fornuft, så måtte den være forenelig med troen.

vedrørende evolutionslæren. Han sagde, at “... nye opdagelser har ledt os frem mod anerkendelsen af evolutions som mere end en hypotese.” Han understregede også, at Kirken fortsat fordømmer materialismen, og dette også gælder materialistiske fortolkninger af evolutionslæren.

Paverne taler

Munken fra Østrig

Den første pavelige behandling af Troens forhold til evolutionslæren forekom i 1950, hvor Pave Pius den 12. udgav sit encyklika “Humani Generis”. Her skrev Paven primært om evolutionslærens principper vedrørende menneskets udvikling. Den Hellige Fader valgte at holde sig ret neutral og skrev, at Kirken forbyder ikke forskning og diskussion i hvorvidt menneskets materielle krop er udviklet fra tidligere materialer som evolutionslæren foreskriver. Han skrev, at katolikker er frie til at danne egen mening om evolutionslæren.

Det er dog en indiskutabel trossandhed, at mennesket har en sjæl (modsat materialismen) og at mennesket er skabt af Gud i Guds billede.

Derudover gjorde Paven det klart, at Adam er stamfar til menneskeracen (monogenisme). Polygenisme, der lærer, at menneskeracen nedstammer fra flere ikke-beslægtede “første” mennesker, er imod Kirkens tro og lære.

Et næsten halvt århundrede senere talte Johannes Paul II til det Pontifkale Videnskabsakademi

Gregor Mendel (1822-1884)

Tilbage står vi igen hos Broder Mendel. Munken med sine ærtebælge står som inkarnationen af god tros alliance med god videnskab. Han står også som inkarnationen af forglemmelsen af dette faktum: Stakkels Broder Mendels opdagelser forblev i det ukendte indtil omkring 50 år efter hans død, hvor man brugte dem til at fylde hullerne i Darwins teori.

Dogmer vedrørende evolutionen: • • •

Gud har skabt mennesket specielt i sit eget billede.

Universet består ikke kun af materielt stof.

Tro og fornuft kan ikke modsige hinanden.

Samtidig fremstilling af arternes udvikling fra amøbe til menneske.

1313

“Jeg tager op til himlen, du bliver her sammen med far”

Af: Petter Becker-Jostes

(I dette nummer har vi udvidet Spot på en helgen til at handle om en bemærkelsesværdig katolik der ikke er helgen).

For få måneder siden, den 13. juni i år, døde den kun 28-årige Chiara Petrillo af kræft.

Hun døde, fordi hun havde sagt nej til at gå i behandling for sin sygdom – en behandling, som ville risikere at slå hendes ufødte barn, Francesco, ihjel.

Forud for den skæbnesvangre beslutning om ikke at blive behandlet for kræften under graviditeten havde Chiara og hendes mand, Enrico, to gange ventet et barn. Det unge par var blevet gift i september 2008, og få måneder senere var Chiara gravid med Maria. Men de første skanninger viste, at den lille pige havde svære misdannelser og ville blive født uden hjerne. Alligevel valgte det unge par at beholde Maria, som efter sin fødsel nåede at leve i 30 minutter, inden hun blev ”genfødt i himlen,” som Chiara og Enrico beskrev det: ”Det øjeblik, hvor jeg så hende, er et øjeblik, jeg aldrig vil glemme. Jeg forstod at vi var bundet sammen for livet. Vi døbte hende, og det var den største gave, som Gud kunne have givet os,” sagde Chiara senere.

Nogle måneder senere var Chiara igen gravid.

Og også her viste skanningerne, at den lille dreng, Davide, havde svære misdannelser. Efter fødslen den 24. juni 2010 blev også Davide døbt og levede i nogle få timer, inden han døde.

Uhelbredeligt syg

14

Få måneder efter var Chiara gravid for tredje gang, og endelig viste skanningerne et barn ved godt helbred. Denne gang var det dog Chiara selv, den var gal med. Da hun var i femte måned, fik hun konstateret kræft. Chiara og Enrico stod foran et tragisk valg: Enten kunne lægerne behandle Chiara for hendes sygdom,

hvilket med stor sandsynlighed ville medføre det ufødte barns død, eller de kunne vælge at lade kræften sprede sig, men lade barnet leve.

Chiara og Enrico valgte det sidste, og den 30. maj 2011 blev Francesco født. For første gang bragte Chiara et barn til verden, som var sundt og raskt.

Samtidig spredte kræften sig. Chiara mistede hurtigt synet på højre øje, og de stadig mere drastiske behandlinger, som var blevet sat i værk efter fødslen, kunne ikke gøre Chiara rask.

Den 4. april i år fik at vide, at hun var uhelbredeligt syg. Efter denne diagnose bad Chiara om et mirakel: Ikke om at hun måtte blive helbredt, men om at hun og hendes nærmeste kunne bære hendes sygdom og lidelse med et fredfyldt sind. En uge før sin død skrev Chiara et brev til Francesco: ”Jeg tager op til Himlen for at tage mig af Maria og Davide. Du bliver her sammen med far. Jeg vil bede for dig.”

Mere levende end nogensinde

Chiara Petrillo blev begravet 16. juni, tre dage efter sin død. I sin prædiken fortalte broder Vito, en ung franciskaner som havde fulgt og støttet Chiara og hendes familie den sidste tid, hvordan han havde set den unge kvinde dø ikke bare fredfyldt, men lykkelig. For Chiara bestod denne lykke i at give sit liv for sin søn. Og inderst inde ønskede hun slet ikke at blive helbredt, som hun fortalte til Enrico kort inden sin død: ”En lykkelig mand og et fredfyldt barn uden dets mor er et større vidnesbyrd end en kvinde, som har vundet over sin sygdom. Et vidnesbyrd som kan redde mange mennesker.”

Og det er præcis det, Enrico vil fortælle sin søn, når han bliver ældre: ”Det er fantastisk at lade sig elske af Gud. Det er det vigtigste i livet: At lade sig elske for at elske andre og dø lykkelig.

Jeg vil fortælle Francesco, hvad hans mor har gjort. Jeg mærker hende mere levende end nogensinde. Og det at have set hende dø lykkelig, virker for mig som en sejr over døden.”

Tilliden gør os hellige Chiaras historie handler om meget mere end spørgsmålet om abort. Hun kan lære os, at det er tilliden til Gud, der gør os til helgener.

Historien om Chiara Petrillo sætter mange tanker i gang hos os. Hvorfor får nogle mennesker lagt så tunge byrder på sig? Hvorfor valgte hun ikke at abortere sine børn? Hvorfor valgte hun ikke at blive behandlet for sin kræftsygdom? Hvorfor valgte hun barnet frem for sit eget liv?

Tja, hvorfor? Når vi stiller os selv disse spørgsmål er det, fordi vi ikke helt kan følge Chiaras tankegang. Hvis hun var overlevet, kunne hun have fået mange børn og gjort mange gode gerninger for andre. Hun var jo tydeligvis en kvinde, som elskede både sine børn og sin mand meget højt. Og hvordan giver det mening at miste sit eget liv for at redde et foster, som ikke engang er et rigtigt menneske endnu?

For ikke-troende og også for mange troende giver det ikke rigtig nogen mening. Nogle vil måske sige, at Chiara bare er endnu et eksempel på, hvor fjollet det er at være imod abort.

Men Chiaras historie handler om så meget mere end abort. For hvis hun blot havde ”nøjedes” med at følge Kirkens lære til punkt og prikke, ville det have været tilladt for hende at gå i behandling. Kirken siger, at det aldrig under nogen omstændigheder er i orden direkte at ville slå et uskyldigt menneske ihjel, også selvom det kan redde andre menneskers

liv. Men man må gerne modtage behandling for en sygdom, på trods af at det bringer barnets liv i fare. Det kan lyde mærkeligt, for resultatet er det samme: Barnet dør. Forskellen ligger i intentionen. Der er forskel på at ville barnets død og på at risikere barnets død, fordi moderens liv skal reddes.

Men Chiara Petrillo gik et afgørende skridt videre. Modstanden mod abort handler om ikke at tage et andet menneskes liv. Chiara gav sit eget liv for en, som hun elskede. Hun gjorde, som Jesus sagde: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner” (Joh 15, 13). Hun viser os, at det at være kristen ikke handler om at gøre en masse gode gerninger, men om tillid. Tillid til, at Jesus har overvundet døden én gang for alle, og at døden derfor ikke er farlig. Tillid til, at hvis bare jeg tager ét skridt ad gangen, så vil Gud vise mig vejen til hellighed – også selvom det gør ondt. Men Chiara vidste, at smerte og lykke er to sider af samme sag. Hendes handling kan virke som ren galskab.

I virkeligheden viser hun os, at det er tillid til Guds kærlighed, der gør os til helgener.

Også selvom vi skal betale med vores eget liv.

K

LI

O T A

K

15

Er det en menneskeret at få et barn?

Af: Kaare H. Nielsen

Byen er stille. Klokken er 2 om natten. Inde i mig er der ikke stille. Ved siden af mig krymper min kone Eva Maria sig i sædet af smerter. Hun er gravid, men begyndte i nattens løb at bløde. Vi havde været ude at spise og havde haft en hyggelig aften. Vi talte om at nu var der ikke længe til at vi skulle være forældre.

Da vi ankommer til sygehuset, falder vi lidt til ro. Ved scanningen ser vi et lille bitte helt perfekt menneske, og vore hjerter slår kolbøtter. Det er nok en lille pige, hun skal hedde Maria.

16

Men den kvindelige læge er hektisk, for hun har for længst lagt mærke til noget, som vi ikke er opmærksomme på. Der er ingen hjertelyd. Hun ved, at alt vil gå sin gang, mens vi klamrer os til håbet om at få et barn. Natten bliver til lange timer, indtil morgenen kommer. En dag vi aldrig vil glemme……

Efter at vi havde mistet vort barn, gik hele det medicinske maskineri i gang: ”Vi kan undersøge, om der findes en genetisk fejl hos jer. Vi kan hjælpe jer med kunstig befrugtning”. Og der blev tilbudt en vifte

af muligheder. Vi stod, som så mange andre, foran spørgsmålet: Hvor langt vil vi gå? Hvad er vi parate til at yde for at blive forældre? Er det en menneskeret at få et barn eller ej?

Naturligvis ønskede vi os intet så inderligt som et barn efter flere spontane aborter. Og det var fristende at bruge alle metoder, for at nå målet. Men vi ville ikke gå med til hvad som helst.

Kunstig befrugtning – en ”god” vej til ufrivilligt barnløse katolikker?

Den katolske Kirke har en klar holdning til de forskellige former for kunstig befrugtning. Her vil jeg kort gennemgå de forskellige muligheder der findes i dag.

Afhjælpning af fertilitetsproblemer: Hvis der f.eks. ikke er fri passage gennem æggelederne, kan det afhjælpes operativt, hvor der skabes en passage gennem æggelederne. Der er ingen moralske problemer forbundet med denne behandling. Der er tale om et almindeligt operativt indgreb. Så den er ok.

Kvinden kan også indtage hormoner, så hun kan ”lægge” flere æg, hvis kvindens hormonproduktion er i ulave og hun af den grund ikke har en regelmæssig ægløsning. Da denne metode ikke står til hinder for et normalt samleje, men kun medicinsk hjælper kvinden, er den tilladt. Så den er ligeledes ok. ”Kunstige”metoder: Anderledes stiller det sig, hvis befrugtningen er såkaldt kunstig. Den vil ikke foregå ved et normalt samleje. Mandens sæd indføres i kvinden kunstigt. Forud er sæden blevet renset, så kun de mest ”brugbare” sædceller er tilbage.

Denne metode findes i flere varianter, f.eks. kan der være tale om donorsæd (altså sæd fra en tredje person). Det bryder ægteskabets enhed, som er en pagt mellem en mand og en kvinde. In vitro Fertilisation, dvs. reagensglasmetoden, hvor kvindens æg og mandens sæd forenes i et reagensglas, er den mest kendte form for kunstig befrugtning. De(t) befrugtede æg sættes op i kvindens livmor. Det stærkeste og mest levedygtige udvælges og de andre fjernes senere.

Denne metode er absolut no go for os katolikker. For der er ikke bare tale om et eller andet væv, der fjernes. For os er det et menneske fra undfangelsesøjeblikket, dvs. fra det øjeblik hvor kvindens æg er befrugtet. Det befrugtede æg udvikler sig ikke til et menneske, men som et menneske. For hvis det befrugtede æg udviklede sig til et menneske, måtte vi spørge os: Hvornår bliver det så til et menneske … fra uge 2, uge 7, uge 12? Og spørgsmålet om: Hvad er det så før det bliver til et menneske?, skal besvares. Kunne det befrugtede æg blive til noget andet? Hvis det derimod udvikler sig som et menneske, har det befrugtede æg den fulde menneskelige værdighed og alle menneskerettigheder fra undfangelsesøjeblikket af.

Derfor er fjernelsen af overskydende befrugtede æg det samme som abort og som at dræbe et menneske.

Af samme grund må disse befrugtede æg heller ikke bruges i videnskabens tjeneste til forsøg og forskning.

Der er også andre former for kunstig befrugtning. Indtil nu har jeg mest talt om tilfælde med mandens sæd, enten ens partners eller donorsæd. Men naturligvis er det også muligt at få donoræg, altså ægceller fra en anden kvinde, som befrugtes med mandens sæd og sættes op i hans kone. Eller at begge dele er doneret, altså sæd- og ægceller. En sidste mulighed er at bruge en såkaldt rugemor og her er temaet igen det samme, det kan foregå med mandens sæd, donorsæd, kvindens æg eller donoræg.

Ingen af disse metoder er moralsk forsvarlige for os.

Vores valg

Vi fravalgte disse muligheder. Jeg tror, der var to ting, som hjalp os. Det ene var, at vi indtil da havde oplevet alle graviditeter som en gave. Det barn vi ventede, var et barn, vort barn. Derfor var det utænkeligt at vælge en metode, som kunne skade et sådant barn. Men vi havde også i vor vennekreds oplevet de menneskelige omkostninger, kunstig befrugtning kræver af et par. På tæt hold oplevede vi andre unge par, som blev påvirket af hormonbehandlingen med humørsvingninger, som gjorde dagligdagen vanskelig.

Derudover levede disse par i en konstant frygt for at miste og i et håb om at få et barn. Hvert ”nederlag”

blev næsten opfattet som et personligt nederlag og ødelagde i værste tilfælde deres kærlighed. Det var ingen vej for os. Vi havde venner, som skubbede os i den rigtige retning. De spurgte os ligefrem: ”Vil I virkelig udsætte jer for alt det pres? Har I aldrig tænkt på adoption?”

Og så gik vi i gang. Naturligvis var det ikke en nem og smertefrit vej. Også her var der tider med håb og glæde og tider hvor vi troede, at ventetiden aldrig ville få en ende. Men der kom en dag, hvor vi midt i en kinesisk by ventede på et hotelværelse på vort barn, en lille kinesisk dreng, som skulle være vores.

17

Jeg kan høre ham alt imens jeg skriver dette indlæg.

Han ligger og snorker inde ved siden af i vores seng.

Og når vi lægger os inde i sengen, vil han ligge midt i mellem os. Vi vil få en arm i hovedet, han vil tage vores dyne, han skal have noget at drikke og af og til snorker han så højt, at jeg ikke kan sove. Han er som alle andre børn. Men for os er han noget helt særligt.

Han er vores søn. Kunne jeg elske et ”hjemmelavet” barn højere end ham? Ville et sådant barn mere være min søn? Nej, Daniel er min søn. Og jeg er hans Baba. Jeg er ikke far, for i Kina siger børn Baba til deres far. Og jeg er stolt over at være hans Baba.

Han er vidunderlig og dejlig. Han kan være møgirriterende. Af og til tænker jeg på, om han alligevel skulle have et enkelt af mine gener. Jeg tror det. Ikke biologisk set … men når jeg hører ham diskutere eller argumentere, kan jeg høre mig selv. Han har overtaget rigtig meget fra min måde at være på.

Så kunstig befrugtning ville for os aldrig have været en vej. Måske for nogen, men ikke for os.

Adoptionen gav Eva Maria og mig det hjertebarn, vi længtes efter i mange år. Det var bestemt også forbundet med omkostninger; der går lang tid før et

18

adopteret barn knytter sig fuldt ud til dig. Det er små skridt. Der er meget som man skal tage højde for hen ad vejen. Og selvom han nu har været hos os i 5 år, vokser vi stadigvæk mere og mere sammen.

Han har sort hår. Jeg har næsten intet tilbage. Han har en dejlig lille næse og jeg har en stor tud. Han har skønne små mandeløjne og jeg er typisk dansk.

Men han er min søn og det er jeg bare så taknemlig for. Han er det barn, som Gud den Almægtige har haft i tankerne for os. Tak og lov for det.

Har du/I spørgsmål til det ene eller andet, så kontakt mig blot.

Alt godt og Guds fred til jer alle.

Diakon Kaare H. Nielsen Leder af De Pavelige Missionsværker i de nordiske lande

En religiøs opdragelse Af: Daniella Frandsen

- Og et liv fuld af beslutninger Det er ikke altid nemt at træffe det rigtige valg. Meget spiller ind når en stor beslutning skal træffes; personlige holdninger, samvittighed, religion, andres syn på én. Det erfarede jeg, da jeg stod over for en svær beslutning nogle år tilbage. Jeg vidste hvad min samvittighed sagde, jeg vidste hvad Bibelen sagde, hvad min familie og venner sagde - men mit hjerte var ikke enig.

Hjertet eller forstanden?

Jeg havde mødt den mest fantastiske fyr - det eneste problem var at han var alt det Bibelen og mine forældre havde lært mig at undgå.

Spørgsmålet var nu hvad der var vigtigst for mig - at holde min samvittighed ren og følge Bibelens normer og principper og respektere mine forældre og deres opdragelse, eller følge mit hjerte og lukke øjnene for de principper mit liv var bygget op omkring.

Jeg fulgte hjertets begær - et valg jeg stadig lider under i dag. Ikke at det nødvendigvis var et dårligt valg - fyren er i dag min forlovede og har med tiden gjort mig meget lykkelig, men en stor del af mig føler at jeg har svigtet Gud og mine forældre. De normer mit liv var bygget op omkring var pludselig forsvundet og jeg følte mig på bar bund. Alt hvad jeg før havde støttet mig op af var væk og jeg måtte nu finde mine egne normer og værdier i livet. Men samtidig gav det mig en chance for at starte forfra.

Et positivt udfald Valget har ikke været nemt - men hvem har nogensinde sagt at det skulle være nemt?

Hvem har sagt at alt skal komme til os på et sølvfad

og alt skal være besluttet for os? Nok har beslutningen ført mange hårde følelser og oplevelser med sig, men den har også hjulpet mig til at indse hvor stor en del Gud er af mig. For hver dag der gik, savnede jeg mere og mere det bånd jeg følte jeg havde mistet til Gud. Mere og mere savnede jeg de religiøse aspekter i min hverdag. Hvad jeg før havde taget for givet fik jeg nu i sandhed bygget op i mit hjerte, og mit forhold til Gud var ikke længere blot hvad mine forældre havde lært mig, men i stedet noget jeg selv havde valgt og bygget op. Det var personligt. Jeg begyndte at se det større billede - jeg så hvad jeg var gået glip af ved at trække mig væk fra Gud: glæden, kærligheden, meningen med det hele, og jeg indså at lykken lå i at være tro mod sig selv og sine holdninger. Jeg er i dag glad for den beslutning jeg traf, for det gav mig muligheden for at finde en plads i mit liv til de religiøse aspekter. Det gav mig en mulighed for at knytte et bånd til Gud jeg ikke før vidste at jeg manglede.

Et forræderisk hjerte At træffe beslutninger der går i modstrid med Bibelen er svært og oftest ufornuftigt

- følger man Bibelen har man opskriften på et lykkeligt liv.

Livet er desværre bare ikke altid så sort og hvidt, og det kan ikke undgås at møde fristelser i livet der virker uundværlige. Som det siges i Jeremias 17:9 er ‘hjertet mere forræderisk end noget andet’ og det er derfor nemt at falde for fristelserne. Man må blot overveje om konsekvenserne af ens valg er dét værd.

Gud er trofast Beslutninger er svære - hvad er rigtigt og hvad er forkert?

Og hvem bestemmer dette?

Hvilke regler skal man følge, og hvem laver disse? Min personlige erfaring er at vælger man at gå imod Guds vilje, har det store konsekvenser.

Men Gud er altid trofast, og Han formår at bruge vores fejltrin til at drage os endnu tættere til Ham. Selvfølgelig skal du ikke bevidst gå imod Guds vilje,men hvis du en dag befinder dig i en situation hvor du føler at du har valgt Gud fra, så fortvivl ikke. Se det i stedet som en mulighed for aktivt at vælge Gud til. Det kan være en hård lektie, men nogen gange har vi brug for at træde ved siden af for at kunne få øje på vejen.

19 19

DUK’s årlige pilgrimstur gik denne gang til Paris, Frankrig. Det blev til mange skønne minder, der styrkede os åndeligt og gav os nye venner. Selvfølgelig blev der også taget mange billeder i Paris, og vi vil gerne bringe et par af dem her: Af: Casper Lindgreen Andersen

DUK tager til Paris

1: Sacre Coeur. En kirke, hvor Det Hellige Sakramente er udstillet 24/7.

2: Sidste aften - på dansk restaurant i Paris.

3: Hele det skønne hold.

4: Det er ej nemt at være ung katolik.

5: Her er artiklens forfatter foreviget på den danske restaurant.

6: Smukke glasmosaikker i Saint-Dénys Katedral 7: Morgenmad på hotellet 2020

8: Ingen kommentarer...

2

1

4

3

6

5

8

7 21

Jeg er DUK! Kender du det, at du skal forklare dine ikke-katolske venner om hvorfor du deltager på World Youth Day, Øm-lejr eller Den Største Dag? De er uforstående og undres over, hvad der dog kan være så spændende ved et kirkeligt fællesskab.

Det har jeg prøvet nogle gange og har oftest svært ved at forklare, hvad der er så fantastisk og så unikt ved det katolske fællesskab, at man gerne bruger en masse frivillige kræfter eller måske endda sover på et gulv på en skole i en weekend.

Følelsen efter at have deltaget på et DUK-arrangement tror jeg først man helt kan forstå, når man har været med. Jeg kender den – fordi jeg er DUK. Hvis du også har stået med følelsen er du også DUK! På duk.dk står der: Vi er Danmarks Unge Katolikker. Men hvem er ”vi”? Hvem er DUK? Er det Hovedbestyrelsen, er det sekretariatet eller er det lederne på lejrene?

Svaret er at alle der vil være DUK er DUK! Hovedbestyrelsen, teams’ene, redaktionerne, sekretariatet, lokalforeningerne, lejrlederne, kateketer, deltagerne og ikke mindst medlemmerne er og skal være DUK. Derfor er temaet på Den Største Dag 2012 da også: Jeg er DUK! Så tag ansvar for vores fælles organisation. Tag ansvar ved at deltage, bidrage eller skabe nyt. Og jeg kan love – at hvis du har en god idé til en lokal, regional eller national aktivitet – vil Hovedbestyrelsen meget gerne hjælpe med inspiration, praktiske råd eller eventuelt økonomiske midler.

Vi skal alle være DUK og skabe DUK – dét er visionen.

Nicklas Sørensen Formand

22 22

Juniorlejr 2012

23

Udgiver: Danmarks Unge Katolikker, Skt. Kjelds Gade 3, 2100 Kbh. Ø.

Bladet returneres til udgiver ved varig adresseænding med oplysning om ny adresse

t u d n Ka sen? bok

æ

e nk

f a d

u

Så vær med til at gøre Fønix til et endnu bedre blad!

Ja, det er måske svært at forestille sig at det kan blive bedre, men måske er det netop dig der sidder inde med en god ide, eller bare nogle tanker om hvad du kunne tænke dig at der skulle være i bladet. Så lad være med at holde det for dig selv! Skriv til os med gode ideer, tanker, tips og sjove indfald på

foenix@duk.dk. Det er også her du kan sende spørgsmål eller indlæg til brevkassen.

Redaktionen søger lige nu nye medlemmer, så hvis du har lyst til at prøve kræfter med redaktionsarbejdet, enten fast eller bare en gang imellem, så skriv til os, vi vil meget gerne høre fra dig!