Fønix #16

I KRISE

LEDER

Det der med at have det svært...

De fleste af os kender dét at gå igennem en periode i livet, hvor det hele er lidt for meget. Det kan være svært at overskue ens situation, og specielt at overskue hvordan man skal komme ud af krisen igen.

Jeg har, siden jeg var 18 år, kæmpet med panikangst. Det har været en lang og sej kamp, som desværre ikke er slut endnu. Der har været gode perioder, hvor jeg har tænkt ”jeg får det aldrig skidt igen!”, og så er der perioder som lige nu, hvor jeg har svært ved at se en vej ud. Min psykolog siger, at jeg skal lære at gøre angsten til min ven. Det er bare rigtig svært, når det er den mest irriterende og belastende ven, jeg nogensinde har haft. Jeg kæmper stadig, og nogle gange bliver jeg virkelig vred på Gud, over at jeg skal have det sådan her, og over at jeg ikke kan mærke ham ved min side. Jeg har svært ved at håndtere de følelser, for jeg får også rigtig dårlig samvittighed over at tænke sådan. Det bunder nok i en kæmpe magtesløshed, og i mangel på bedre, går min vrede udover Gud. Når jeg får det sådan, tænker jeg på digtet ”Fodspor i sandet”, hvor det så fint bliver forklaret, at igennem de sværeste perioder i livet bærer Gud en. Jeg er sikker på at Gud også bærer mig, og det giver mig håb for at få det godt.

I dette nummer af Fønix bringer vi forskellige historier om det at være i krise, og overvinde krisen. Dette er mit sidste blad som redaktør, og jeg vil gerne sige jer læsere mange tak for at følge med, og for ris og ros de sidste to år. Det har været fantastisk at få lov til at lave Fønix! Nu skal jeg lære at gøre angsten til min ven, og så venter der nye eventyr for mig.

God fornøjelse med Fønix #16!

Sasha Gabrielle de Oliveira Redaktør

FØNIX 16/OKTOBER 2015

Forsidebilledet er taget af Nicklas Sørensen og model er Rasmus Arbirk.

Fønix er et katolsk ungdomsblad, som udkommer fire gange årligt i 1400 eksemplarer. Fønix udsendes gratis til alle DUK’s medlemmer over 14 år. Abonnement kr. 100 årligt. Goodwill abonnement kr. 300 årligt. Meninger fremsat i bladet kan ikke tages til indtægt for DUK, bispedømmet eller Den Katolske Kirke. Enhver ytring står for forfatterens egen regning.

UDGIVER:

Danmarks Unge Katolikker

Sankt Kjelds Gade 3

2100 København Ø

E-mail: duk@duk.dk

Tlf: 39 20 20 79 www.duk.dk

Giro: 9 08 32 94

ISSN 0906-107x

Tryk: WERKs Grafiske Hus A/S

REDAKTION:

Sasha Gabrielle de Oliveira (Redaktør)

Nicklas Sørensen (Layouter)

Johanna Clausen Koerner

Kathrine Jørgensen

Christa Lange Baerentsen

Ramesh Premarajah (Fotograf)

Tak til Niklas Rendboe for korrekturlæsning

KONTAKT TIL REDAKTIONEN: foenix@duk.dk

4 6 10 14 16 18 20 22

NYHEDER

Pavetweets, diakonvielse og seneste nyt fra Den katolske Kirke i Danmark og udlandet!

MED TRO PÅ FREMTIDEN - I DEN VÆRSTE TID

Læs om Son N. Habekost Bui, der i 2012 fik stillet en kræftdiagnose. Han fortæller om sin krise, og hvordan hans tro voksede i krisen.

VI KAN IKKE ÆNDRE VERDEN

Viet Pham fortæller rørende om sin rejse til Cambodja med en gruppe frivillige unge katolikker fra Vietnamesisk Team, der ville hjælpe lokalbefolkningen.

LAD GUD VÆRE MED

P. Daniel Nørgaard giver gode råd til, hvordan man kan inkludere Gud, når man har det svært.

KREA-TIVITET

Tag et smut med ind i Malenes kreative verden og få inspiration til dit næste projekt!

KLUMMEN: I GUDS HÆNDER

Den netop diakonviede Jan Hansen reflekterer over Guds plads i krisen, og hvordan smerten kan føre os tættere på Gud.

SOMMERLEJR 2015

Se billeder fra dette års Maxilejr og Juniorlejr. Måske er der billeder af dig og dine venner?

BØN, KRISE & MEDITATION

Den nystartede præstestuderende Daniel Steiner Ebert giver et indblik i bøn og meditation, som redskab ud af krisen.

TIL HELVEDE OG TILBAGE - FÅ HISTORIEN OM SON, DER BLEV SYG OG BRUGTE TROEN SOM SIN KLIPPE.

...man skal have Gud med i alle aspekter af éns liv - også krise.

DUK’ERE DIAKONVIET

Fredag d. 28. august blev de to aktive DUK’ere, Jan Hansen og Kasper Baadsgaard, diakonviet af biskoppen i en stuvende fuld Jesu Hjerte Kirke i København.

I DUK-regi er både Jan og Kasper stadig særdeles aktive – du kan blandt andet møde

dem i fuldt flor på DSD festival’15 i såvel Købehavn som Horsens. Stort tillykke og mange tak for jeres hidtidige indsats. Måske bliver en af jer Børne- og Ungdomspræst for DUK en gang i fremtiden, så I rigtigt vil kunne styrke danske unge katolikker i troen på DUK’s arrangementer og lokalt arbejde.

VIS BARMHJERTIGHED MOD FLYGTNINGE OG IMMIGRANTER

Vatikanet har offentliggjort temaet for den 102. Verdensdag for Migranter og Flygtninge, der markeres den 17. januar 2016.

Da markeringen falder sammen med Barmhjertighedens år, har pave Frans valgt temaet ’Migranterne og flygtningene udfordrer os. Svaret findes i Barmhjertighedens evangelium’.

Med dette tema ønsker pave Frans at understrege, at vi ikke må forholde os ligegyldige til den krise, som udspiller sig for øjnene af os. ”Må vi gøres deres [flygtningenes, red.] skrig til vores og sammen med dem nedbryde ligegyldighedens barriere, der ofte råder og dækker over vort hykleri og egoisme”, hedder det i bullen Misericordiae Vultus (Barmhjertighedens ansigt) om proklamationen af det ekstraordinære Barmhjertighedens år (nr. 15).

Foto: Nicklas Sørensen

@Pontifex PAVE FRANS’ TWEETS

Pope Francis @Pontifex · 28. aug Lord, help us always to be more generous and closer to poor families.

PAVEN BESØGER TRE AFRIKANSKE LANDE

Pave Frans vil besøge Kenya, Uganda og Den Centralafrikanske Republik Congo i november. Det oplyser ærkebiskop Charles Daniel Balvo, den apostoliske nuntius i Kenya, til Vatikanradioen.

Pavens rundtur begynder i Nairobi. Herefter rejser han til Kampala i Uganda og slutter sit besøg på det afrikanske kontinent i Bangui, hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik Congo.

Pope Francis @Pontifex · 18. aug. When we experience the merciful love of the Father, we are more able to share this joy with our neighbour.

Pope Francis @Pontifex · 4. aug. Let us allow the love of God to take deep root within us. In so doing, we will be able to give ourselves to others.

Pope Francis @Pontifex · 17. jul. When everything falls apart, only one thing sustains our hope: God loves us, he loves everyone!

FÅ HJÆLP TIL ARRANGEMENTER

Savner I nogle arrangementer, som børnene og de unge i jeres sogn kan samles om?

Så vil Besøgsteamet fra DUK rigtig gerne hjælpe jer!

Vi kan give jeres lokalforening et boost med sjove og lærerige aktiviteter, der kan styrke børn og unge i deres trosfællesskab. Vi vil hjælpe med det praktiske såvel som idéer til aktiviteter og udførelsen af disse. De eneste forudsætninger er, at der er min. 10 børn i sognet, nogle ledere og selvfølgelig højt humør!

Skriv endelig, hvis jeres sogn kan bruge os på: bt@duk.dk

MED TRO PÅ FREMTIDEN I DEN VÆRSTE TID

- PORTRÆT AF SON N. HABEKOST BUI

Kæresten havde sagt ja, datoen for brylluppet var sat og gæsterne var inviteret, da Son N. Habekost Bui i sommeren 2012 blev diagnosticeret med kræft. Det blev dermed en helt anden start på livet sammen, end hvad det forlovede par havde troet og håbet på.

Dette er historien om en mand, der kan se tilbage på en rædselsfuld krise, hvor hans tro voksede og blev en fast støtte.

GUD ER KÆRLIGHED

Jeg møder 37-årige Son N. Habekost Bui i det store køkken i hans og hustruen Ingeborgs nye hus. På væggen hænger et indrammet broderi, der med guldskrift fastslår, at »Gud er kærlighed«. Son og jeg er kammerater, og jeg har sat ham i stævne for at tale om en tid i hans liv, hvor denne kærlighed til tider syntes svær at få øje på. Son fik i juni 2012 konstateret kræft i næsesvælget, hvilket betød, at en svulst voksede i hulrummet bag næsen og øjnene. Diagnosen fik han efter et alt for langt forløb på 2 ½ år med gener, som diverse læger og specialister ikke kunne finde årsagen til. Behandlingen mod kræft er hård – desværre ikke kun mod svulsten, men mod hele kroppen, og der skulle en lang og smertefuld proces til, før Son blev rask.

Når jeg ser tilbage på denne proces, står en situation helt klar for mig. Jeg besøgte Son på Rigshospitalet og blev forskrækket over, hvor dårlig han så ud. Hans hævede ansigt stod i skærende kontrast til hans alt for tynde krop, og han havde en slange ind i næsen, der sørgede for, at han kunne få næring.

I al den elendighed, som Son oplevede og dagligt måtte kæmpe imod, spurgte jeg ham om, han havde mistet troen på grund af alt det her? Hans udpinte ansigt slog over i et smil og et grin, der gjorde, at jeg bedre kunne genkende den Son, jeg kendte fra før sygdommen ramte, og han svarede: ”Nej, den er kun blevet stærkere.”

SAMMEN OP AD TRAPPERNE

Inden Son fik beskeden om, at han havde kræft, havde han og Ingeborg planlagt stort bryllup, hvor familie og venner fra nær og fjern var inviteret. Den plan blev de nødt til at lave om på, da behandlingen skulle begynde hurtigt, og Son ikke ville være frisk nok til brylluppet. Allerede 19 dage senere blev Son og Ingeborg derfor viet i Skt. Ansgars Kirke i København, og til den efterfølgende fest rejste Son sig fra sin stol og slog på glasset for at holde en tale til sin nye brud.

Et sug gik gennem forsamlingen, da han forsøgte at sætte ord på den rejse, som han og Ingeborg var på vej ud på. I stedet fik han tårer i øjnene, og en stemme der ikke ville lystre.

Skrevet af Nicklas Sørensen

Jeg beder ham om at sætte ord på de tanker og følelser, der gik igennem ham, da han stod dér foran over 120 mennesker, og det hele blev virkeligt for ham:

”På Rigshospitalet har de sådan nogle plakater med inspirerende ord hængende på gangene. Jeg blev især inspireret af en plakat med et citat af Martin Luther King Jr. Der stod: »Tro er at tage det første skridt, selvom du ikke kan se hele trappen«. Det synes jeg passede meget godt til vores situation, og byggede derfor min tale op omkring det,” siger Son, mens han tænker tilbage:

DET SÅ SORT UD FOR SYNET

Men Son og Ingeborg var ikke klar over, hvilken rejse der ventede. De læste en masse om sygdommen, hvor de især bed mærke i, hvordan Kræftens Bekæmpelse understregede, at en kræftsygdom ikke længere er det samme som en dødsdom. Det er et længere sygdomsforløb, men langt de fleste kræfttyper kan behandles. Derfor var det også med en klar optimisme, at Son begyndte sit behandlingsforløb:

Det hele falder sammen i det øjeblik... Det var dér, det hele blev virkeligt.

”Jeg fik skrevet den og tænkte, at alt var godt, men da jeg så stod der til selve brylluppet, og jeg læser det her citat op: I det øjeblik ser jeg for mig, at vi går på trapperne på Rigshospitalet. Jeg ser billedet for mig. Jeg kan se og lugte hospitalet - stemningen og de syge mennesker. Pludseligt bliver det meget nært og virkeligt - og så kommer det hele på en gang. Det hele falder sammen i det øjeblik, og selvom jeg prøver at få fatningen igen, så lykkedes det slet ikke at gennemføre talen. Det var dér, det hele blev virkeligt.”

”Det var ikke noget, som jeg var bange for. Det var bare noget, der skulle overstås, og jeg tænkte, at alt blev godt igen derefter. Det der med bivirkninger og mén var ikke noget, der slog mig. Det hele var meget abstrakt og uklart på det tidspunkt,” fortæller han.

Men behandlingen blev voldsom. Son fik først kemoterapi og herefter fulgte stråleterapi, som var særlig modbydelig, da strålerne gjorde, at Son ikke kunne spise normalt og derfor måtte have mad igennem en sonde. Samtidig viste det sig, at tumoren havde viklet sig rundt om synsnerven, som man måtte stråle direkte på.

Da Son begyndte i behandling faldt håret af i totter, så han barberede det hele af.

Senere i forløbet blev han nødt til at modtage mad gennem en sonde.

På de hårdeste tidspunkter var Son knapt mentalt til stede og kunne intet overskue.

Son fik derfor at vide, at han formentlig ville miste synet på det ene øje og i bedste fald se rigtigt dårligt på det andet.

”Det var en stor nedtur. Jeg tænkte: »Hvornår ville det ske?« Min værste frygt var, at det ville ske henover natten, så hver gang jeg skulle sove, var jeg hunderæd. Og hver gang jeg skulle til strålebehandling, tænkte jeg: »Er det denne gang, at nerven bliver beskadiget så meget, at jeg mister synet?« Så det var en lettelse hver morgen, og efter hver strålebehandling, når jeg åbnede øjnene en af gangen og stadig kunne se,” husker Son.

DET FYSISKE & MENTALE GUDSNÆRVÆR

I takt med at Son fik det værre, begyndte han at mærke en markant ensomhed. Ikke fordi han var alene fysisk, men fordi det var svært for venner og familie helt at forstå, hvad han gik igennem. Her blev troen en fast støtte, og Son begyndte at gå med rosenkrans som en fysisk og mental tilstedeværelse af Treenigheden og Jomfru Maria, hvorom Son fortæller:

”Hvis ikke andre kunne forstå mig, så kunne jeg altid tale med dem. Ikke i den forstand at jeg bad Gud om at fri mig fra alt det onde, jeg var i. Nærmere som samtaler og spørgsmål. Går det her over? Hvad skal der ske?”

”Jeg begyndte at bede mere og blive bevidst om Gud. Min tro blev stærkere, og jeg blev mere bevidst om den. Der skete en klar udvikling – om jeg ville det eller ej.”

ET VIDNESBYRD?

Først et år efter brylluppet kunne Son nyde at have overvundet sygdommen. Først da var han sluppet af med de værste mén, fået den rette mængde kilo på kroppen og fået hår på hovedet. En rask Son N. Habekost Bui kunne konstatere, at synet var og er intakt, og alle efterfølgende kontroller for kræft har vist, at den er væk. Jeg spørger ham derfor nu, om han kan se en mening med, at han skulle være syg og gå igennem alle disse pinsler, hvortil han svarer:

”Nogle gange tænker jeg på, om jeg er et vidnesbyrd på et eller andet. Men det ved jeg ikke, og jeg tør ikke selv sige det. Jeg tænker ved mig selv, at det ikke kunne være bedre. Jeg mangler ikke noget. Jeg har alt, hvad jeg skal have,” fortæller Son og fortsætter:

Jeg tænker ved mig selv, at det ikke kunne være bedre. Jeg mangler ikke noget.

”Måske har jeg fundet mit kald pga. det her. Jeg er i hvert fald blevet meget bevidst om mit liv. Da jeg søgte job efter sygdommen, søgte jeg derfor helt bevidst ikke inden for erhvervslivet – også selvom det ville give mening i forhold til min uddannelse.”

Bønnen blev en vigtig del af Sons daglige rutine, og derfor betød det også meget for ham, at få besøg af sin gode ven og sognepræst p. Daniel Nørgaard. De to bad sammen, og Son begyndte også at komme ofte i den lokale kirke, hvor han bad, tændte lys eller bare sad uden at tænke særlig meget. Det var især rart, fordi han sjældent kunne overskue søndagsmessen.

De gange han alligevel fik taget turen, var det derfor en stor sejr for ham at gå til kommunion og få den lille krumme af Jesu Legeme, som han kunne få ned. En enkelt gang fik Son sygekommunion, da p. Mariano Cardiello fra Skt. Ansgars Kirke lagde mærke til, at han ikke kom så ofte. Det betød rigtigt meget for ham, og han oplevede, at det gav en følelse af nærvær at få Jesus og troen så tæt på. Om sit trosliv fortæller han:

“- Jeg søgte inden for humanitært arbejde. Jeg ville have et værdibaseret arbejde, der skulle give mening. Mit arbejde og mit virke skulle give mening. Jeg vil gøre en forskel – for andre mennesker og ikke blot for min bankkonto. Det kald har nok været der før sygdommen, men ligesom jeg er blevet mere bevidst om mit trosliv, er jeg blevet mere bevidst om mit kald.”

Son arbejder nu som sognekonsulent i Den katolske Kirke i Danmark og har på den måde kombineret at arbejde med sin tro i daglige samtidig med at virke for andre mennesker. Under broderiet med »Gud er kærlighed« kan han derfor nu kigge rundt på alt det, han har i dag: En rask krop, et spændende arbejde, en ny bil og et stort hus. Vigtigst af alt kan han tage sin kone og deres nyfødte barn, i hånden og fortsætte op ad trapperne – ligegyldigt hvor høje trinene så end bliver i fremtiden.

SONS RÅD TIL AT FÅ RO PÅ

”Et generelt råd, som jeg vil give er: Bed et led af rosenkransen. Der er selvfølgelig troen på, at Maria vil gå i forbøn for os, men det er nu også et andet plan jeg tænker på:

Det giver ro på, at sætte sig ned og tvinge sig selv til at bede på den måde. Det virker meditativt. Du får din puls ned, ro på åndedrættet og styr på tankerne. Man kan få de hårde tanker på afstand, fordi fokus er på rosenkransen.”

I dag er Son helt rask og nyder et liv rigt på gode oplevelser.

Foto: Nicklas Sørensen

TEKST & FOTO AF VIET PHAM

VI KAN IKKE ÆNDRE VERDEN

34 danske frivillige fløj i slutningen af sommeren 2015 til Vietnam, kørte i bus over grænsen ind til nabolandet Cambodja, krydsede Pnom Penhs gader i Tuk-tuk og sejlede over Mekongfloden i et fragtskib til en lille skole i den fattige landsby Po Thum.

En fisker forbereder dagens fangst.

Klokken var tæt på 16, da vi ankom til La Salle. Skolen var netop lukket, og børnene væltede ud af klasselokalerne for at se de fremmede ansigter. Skoleuniformerne bar tegn på slid og slæb, men børnenes smil fejlede ikke noget. De smilte, fordi deres smil var alt, de ejede, og det var ægte som støvet under deres negle. Vores ankomst signalerede, at skolen var åben to uger mere.

Cambodja var ikke kun blå himmel og solskin, for om aftenen kunne man høre lyden af regnen banke mod taget af La Salle. Men det var lyden af datterens gråd, der først ruskede i vores verdensbillede. Tårerne fra en 14-årig pige, der snart blev forældreløs. Det var stilheden i hendes stemme, før hun besvimede. Det var en 51-årig enke, der døde for tidligt. Det var lyden af hjerterne, der blev knust i lokalet. Det var de fire børn, hun efterlod. Det var sørgeligt, men hele landsbyen var samlet omkring sorgen.

Det var de historier fra La Salle og de mennesker, der kan fortælle dem. Fortælle livligt og i detaljer, hvordan insekterne multiplicerede hurtigere, end de cambodjanske børn kan opremse 7-tabellen. Fortælle om den altid smilende gråhårede Broder Duc, der havde viet sit liv til at hjælpe de fattige i Po Thum. Fortælle om cykelturen med ham ud til det lokale marked for at udvælge dagens menu.

Vi var kommet for at give, vi havde ikke regnet med at få noget igen.

Om udflugterne med skolebørnene og tankerne til den grædende datter. Det var de tidlige timer, før solen var stået op. Det er de historier, vi holder tæt. Det er dem, vi husker.

Vi var kommet for at undervise, bygge og yde lægehjælp. Vi var kommet for at give, vi havde ikke regnet med at få noget igen.

UNDER DEN SAMME HIMMEL

Dagene i Cambodja blinkede forbi, som et gammelt overhead slideshow. Vi oplevede både de pænere veje og de grusbeklædte gader i Cambodja. Vi oplevede en anden verden udenfor. En verden, der ikke var rig på materialistiske goder, men på bløde værdier. Det var de små gerninger, der betød meget for cambodjanerne, om det var en udflugt for de små skolebørn eller de madrationer vi delte ud, kunne man se taknemmeligheden i deres øjne. Det var den samme taknemmelighed, som man kan finde på de fleste parker og bænke i Danmark, hvis man leder efter den.

Det er anden oplevelse, når vi er på øjenhøjde med familierne. Når vi ser empatisk i stedet for sympatisk i deres øjne. Når vi prøver at se alt det, de har, i stedet for alt det, de mangler.

Når vi prøver at genkende og forstå i stedet for at føle sorg og medlidenhed. Når vi deler vores mad, historier og drømme med dem.

Udviklingsarbejde er ikke let, og vi kan ikke hjælpe, før vi forstår. Fordi det er først, når vi forstår, at vi kan se, at vi alle er fra den samme jord. Måden børnene sang nationalsangen, måden melodien fra Nokor Reach blæste ud af de små lunger, så højt at det gav genlyd i den lille landsby. Det virkede bekendt. Det var smilet på de ældre elever, der ikke kunne tage med på udflugt, fordi de var gamle nok til at arbejde. Det var de 100 skolebørn og 30 voksne, der cyklede gennem de grusbeklædte gader i Po Thum, forbi de små huse med de store familier.

Det var den samme regn, det samme solskin. Det var ligesom Danmark, bare fattigere. Cyklerne var gamle, nogle var piftet, mens andre manglede en pedal, men i det øjeblik var vi alle ens. Et folk under den samme himmel.

HVAD VI IKKE KAN LEVE FORUDEN

Vi lever i et materialistisk samfund, altid på jagt efter den kortvarige glæde. Vi søger den i materialistiske goder, de nye sko, den nye bil, eller lejligheden, der er en smule tættere på centrum. Vi smider gamle ting ud og udskifter med det nyeste. Vi smadrer vasen og køber en ny. Vi reparerer den ikke, ligesom landsbyboerne gør.

I Cambodja havde børnene ikke mobiltelefoner, tablets eller laptops. De var ikke gemt bag ved en smartphone, og selvom de ingenting havde, var de taknemmelige. De havde hinanden, og de var sammen i øjeblikket. Deres hverdag var deres virkelighed. Det er let at distancere sig fra omverden og se verden som skygger af billeder på en hulevæg. Vi kan slukke for TV’et, men det betyder ikke at fattigdom, krig og terror forsvinder. Vi er lænket fast til mobiltelefonen, som tegner skygger på Facebook væggen. Livet er ikke en sommerferie, og alle øjeblikke er ikke mindeværdige. Verden er mere nuanceret, end glansbilledet vi maler på de sociale medier.

Blå himmel og solskin, før skyerne samlede sig over den lille landsby.

To uger i Cambodja er ikke nok tid til at ændre verden, men det er nok tid til at give os en masse sanseindtryk. Nok tid til at give os et billede af en uretfærdig verden. Vi går aldrig sultne i seng, vi skal ikke være bange for at dø i en ung alder, vi skal ikke arbejde som børn for at betale for vores skolegang. Vi er privilegerede. Vi har en masse rettigheder, der kommer med et brunt pas beklædt med tre løver, og det betyder, at vi har et ansvar. Det betyder ikke, at vi skal leve minimalistisk. At beslutte, hvad der er vigtigt i vores liv, handler ikke om at skrælle tilbage på vores ejendele eller give afkald på vores elskede,

men unødvendige fjollerier.

I stedet for at fastlægge, hvor lidt vi kan leve for, handler det om at arbejde på at finde ud af, hvad vi simpelthen ikke kan leve foruden.

FLAMMEN FRA STEARINLYSET

Det var en følelsesladet rutschebanetur, der ikke kan genleves eller genskabes. Vi har kun minderne tilbage. ”See you next year,” siger de små cambodjanske skolebørn, mens de krammer os så hårdt, at deres små arme er lige ved at gå i stykker. Minderne må være vores mest smertefulde velsignelse. Vi kan ikke redde

En god gerning kan ikke ændre verden, men det kan ændre verden for én person.

verden med fem brød og to fisk, men vi håber, at vores arbejde vil multiplicere. En god gerning kan ikke ændre verden, men det kan ændre verden for én person.

Der er et stearinlys, der brænder i kapellet, foran alterbordet i La Salle. Denne dansende flamme, lyser kraftigt, uanset hvor meget vind og blæst fra vifterne og det åbne vindue. Flammen vakler, men lyset går aldrig ud.

Vi kan ikke ændre verden, men vi håber at vores handlinger og historier vil inspirere alle til at forsøge.

Skolebørnene holder en velfortjent pause på vej til Water Park.

LETTERE HVIS JEG VAR DØD

I omkring år 2010 oplevede p. Daniel Nørgaard en svær periode i sit liv; altså en periode i krise. Krisen udsprang fra en mulighed for et liv med en hustru samt en svær tid i præsteembedet. Det blev ikke bedre, da p. Daniel fandt ud af, at det ikke ville fungere med kvinden, han havde mødt samtidig med, at han oplevede, at det ikke var helt sjovt at være præst. Om den hårde periode fortæller p. Daniel: ”Der var tidspunkter, hvor jeg virkelig tænkte: »Ville det ikke være lettere, hvis jeg var død?«”

LAD GUD VÆRE MED

Hvad betyder det for troen at være i krise? Dette portræt af p. Daniel Nørgaard handler om, hvordan han håndterede sin tid i krise, og han giver nogle råd med på vejen til, hvordan man kan håndtere en troskrise eller anden form for krise!

TURDE AT KONFRONTERE KRISEN

Om krise generelt fortæller p. Daniel, at man ikke kan vælge en vej uden besvær, og at hvis man ikke tør at tage besværet på sig, kan man opleve en krisetilstand. Han supplerer med at sige, at hvis man aldrig når at turde konfrontere krisen, når man ikke at leve livet.

...hvis man aldrig når at turde konfrontere krisen, når man ikke at leve livet.

Krisen fik p. Daniel til at søge om orlov, der i alt kom til at vare i halvandet år, før han vendte tilbage. For i sidste ende fandt p. Daniel ud af, at det alligevel var præsteembedet, der fyldte allermest for ham i hans liv.

Omkring troskrise fortæller p. Daniel, “...at hvis man ikke oplever en krise på et tidspunkt i sit liv, vil man heller ikke vokse i troen.”

Som han siger, er der jo ingen mennesker, der er født med den fulde forståelse af Gud. ”En troende, som aldrig i sit liv kommer til at opleve en krise, er en farlig mand, fordi han kan ende med at blive ekstremist.”

SKREVET AF JOHANNA KOERNER FOTO: RAMESH PREMARAJAH

BLIV IKKE FORSKRÆKKET

P. Daniel fortsætter med at fortælle, at det netop er derfor, en krise kan være meget vigtig for ens tro, og at man ikke skal blive forskrækket, hvis det går op for én, at man er i krise.

Når det kommer til at prøve at komme ud af krisen, gengiver p. Daniel, at han selv prøvede på ikke at smide Gud helt væk, men at forblive trofast i bønnen og også tillade sig selv at stille »de ubehagelige spørgsmål«, der fx omhandlede tvivl. Derudover deltog p. Daniel i en række retræter og åndelige øvelser for at få nye input. Netop dette er vigtigt, siger p. Daniel, da man ikke skal lukke sig selv inde i smerten, men prøve på at bevæge sig væk fra éns udgangspunkt. Da han bliver spurgt, om han tror, at alle vil komme til at opleve en krise, svarer han, at han håber, at alle kommer til det.

Men at det også er svært at sige, da der er nogen, som ikke tør at konfrontere krisen. ”Jeg vil håbe, at alle kommer til det” (opleve en krise, red.).

...man skal have Gud med i alle aspekter af éns liv - også krise.

De råd, som p. Daniel kan give med på vejen, er, at man aldrig skal gå helt alene med krisen, men finde nogen at dele smerten med. ”Gud har en mening med det; det her er en del af min vandring, og det er kriserne, som gør os stærkere, og som lærer os de vigtigste ting i livet.” Derudover skal man ikke tro, at andre mennesker ser ned på én, fordi man har det svært.

P. Daniels sidste råd er, at man skal have Gud med i alle aspekter af éns liv - også krise. Man kan hente hjælp i troen og i fælleskabet i Kirken eller spørge en præst om vejledning.

P. Daniel er sognepræst i Københavns katolske domkirke, Skt. Ansgars Kirke

-tivitet

Efteråret er kommet på kalenderen, men hvorfor ikke fortsat nyde udendørsarealerne, fx med nogle blomstervaser eller lanterner i træerne eller på terrassen?

1 2 3

Det samme gøres på modsatte side af glasset.

De hængende blomstervaser, eller lanterner, laves af et rengjort syltetøjsglas og kraftig ståltråd. Klip et stykke ståltråd, der måler ca. 5 cm længere end omkredsen af glasset. Sno enderne omkring hinanden, så ståltråden nu danner en cirkel. Læg cirklen omkring glassets øverste del, tag fat med en hobbytang vandret om ståltråden og vrid det 180 grader rundt, så der nu dannes en løkke.

Klip et nyt stykke ståltråd, målende ca. 20 cm, og lav en krog i hver ende.

Krogene stikkes op i løkkerne, og så er glasset klart til at blive hængt op, f.eks. i haven, på en mur eller på et søm i stuen.

Skrevet af Malene Kokholm Ladefoged

EFTERARSCLUTCH

Det andet projekt, som kræver, at man kan sy på en symaskine samt sy en lynlås fast, er en lækker clutch lavet af to stk. 17x27 cm kunstlæder, to stk. 12x27 cm uldstof samt en 25 cm lynlås.

Klip stofstykkerne ud, og sy et stykke kunstlæder sammen med et stykke uldstof på den brede led. Gør det samme med de to andre stykker.

Nu skal lynlåsen sys i.

Læg de to læder-uld stykker med vrangsiderne opad, så uldsiderne ligger i forlængelse af hinanden. Fold enden af uldstykket op, læg lynlåsen (med fronten nedad) langs kanten af uldstykket og hæft dem sammen med knappenåle.

Det samme gøres med det andet uldstykke. Se billede.

2 3

Nu lægges de to læder-uld stykker ret mod ret og hæftes sammen med knappenåle langs kanten. Lynlåsen åbnes til ca. midt på, og der syes langs de resterende tre sider.

Klip de to hjørner af (under syningerne!) i bunden og vend nu clutchen med forsiderne udad. Pres evt. læderet ved at lægge et viskestykke mellem strygejernet og læderet.

KLUMME

Skrevet af Jan Hansen

I GUDS HÆNDER

Nyhedsmedierne er ofte fulde af gode råd til os danskere om, hvordan vi sørger for at holde os sunde og raske, eller hvordan vi opnår den størst mulige lykke, mens vi farer rundt på denne jordklode.

Vi bliver bombarderet med så mange gode råd, om hvordan vi kan blive til de mest perfekte mennesker, og dette kan måske være med til at give os en forestilling om, at vi næsten er usårlige.

Det er ofte meget fristende at tænke, at der nok ikke rigtigt er noget, som kan skade os, for det er jo ofte andre mennesker, som smerten og sorgen rammer - eller det gør vi nok kun lige indtil dén dag, vi selv rammes af smerten. Måske har vi mistet én, som vi holdt meget af; måske er vi blevet ramt af en uhelbredelig sygdom, eller vi kan være kommet ud for en eksistentiel krise, som gør at vi bliver fortvivlede og mister glæden

ved livet. I værste fald kan vi endda helt miste troen på, at Gud eksisterer, eller tvivle på, at Han vil os det godt.

Når livet gør ondt, er det ikke et tegn på, at Gud helt har forladt os, eller at Han ikke gider at have noget som helst med os at gøre.

...at vi derfor er nødt til at sætte vores lid til Ham og lægge vores liv og problemer i hans hænder.

Gud er netop hos os i de øjeblikke af vores liv, hvor det gør allermest ondt, og selvom det kan virke absurd, så kan smerten hjælpe os tættere på Gud.

I Biblen finder vi mange eksempler på folk, der oplever sorgen dybt inde på livet. Desparat råber de til Gud i deres søgen efter svar på lidelsen. Svaret, som de i sidste ende finder, er at vi som mennesker intet kan uden

Gud, og at vi derfor er nødt til at sætte vores lid til Ham og lægge vores liv og problemer i hans hænder.

Som kristne tror vi jo på, at Gud efter dette jordiske liv vil give os del i det evige liv hos Ham i Himlen, hvor der ikke længere vil være smerte eller sorg, men en glæde og lykke, som langt vil overstige vores største forventninger. For dem, som ikke tror på det evige liv, er smerten og sorgen fuldstændig meningsløs, fordi døden for dem er den endelige afslutning på livet, og efter døden er det kun minderne, som er tilbage.

Vi kristne har også minderne, men vi har mere end dét. Vi har nemlig også håbet om, at alt det onde, det mørke og smertefulde en skønne dag vil blive visket helt væk, for kun ved troen på Jesus finder vi det eneste håb om den perfekte lykke og glæde.

OM SKRIBENTEN

• Jan Hansen er 31 år gammel og læser til præst.

• Den 28. august blev han diakonviet i Jesu Hjerte Kirke i København.

• Nu virker han som diakon i Århus, hvor han også har været i praktik.

...for kun ved troen på Jesus finder vi det eneste håb om den perfekte lykke og glæde.

JUNIORLEJR 2015

BØN, KRISE & MEDITATION

BØN

Den treenige Gud er levende og ønsker at samtale med hvert enkelt menneske lige meget, hvor det menneske er i livet, eller hvad mennesket har gjort eller kommer til at gøre. Det er denne samtale med Gud, der er vores bønsliv. Det hedder bønsliv, fordi det er levende; det skal plejes, så det vokser og udvikler sig, og det skal fodres hver dag. Vi starter småt, med nogle få mundtlige bønner osv. Men vi må ikke blive hængende det samme sted.

Jo mere vi snakker med og lytter til Ham, des mere udvikler vores forhold til Ham sig. Efter som Gud er Gud, så kan det bedst betale sig at lytte og ikke selv snakke så meget. Selvfølgelig er det altid godt at have den mundtlige bøn med. Men det er i den stille bøn, at vi virkelig rykker os i forholdet med Gud, for det er her vi erfarer, at Gud er i os. Det er her vi hører den sagte susen, det er her vi hører Ordet, Jesus Kristus, og det er her, den indre bøn starter.

KRISE I BØNNEN FINDES IKKE

Dette lyder måske provokerende eller endda naivt. Men det er sandt, hvis vi har et aktivt bønsliv. Den krise, der kan være, som gør, at vi holder op med at bede, er en rigtig alvorlig krise. Hvorfor findes der ikke krise i bønnen? Jeg kan da opleve, at jeg ikke kan høre Gud, at jeg ikke kan mærke Ham, at jeg ikke oplever Hans nærvær osv. Ja, det er fuldstændig sandt.

Det kan vi, og det opleves som en krise, hvis det står på over længere tid. Grunden til, at det ikke nødvendigvis er en krise, er at det er Gud, der står bag. Kirkelærere som Johannes af korset og Teresa af Avila lærer os, at når vi er i disse situationer, så er det Gud, der står bag mørklægningen. Det er Gud selv, der sørger for, at vi ikke mærker Ham, og at vi ikke ser og hører Ham mere. Det lyder jo helt vildt mærkeligt! Ja, men der er en forklaring.

Johannes af korset og Teresa af Avila lærer os, at Gud gør det, fordi Han gerne vil have, at vi søger længere og længere indad; længere ind mod Ham; lærer Ham bedre at kende og elsker Ham med en inderligere kærlighed. Derfor mørklægger Han det sted, hvorpå vi står, så vi begynder at søge efter Ham igen.

...det er i den stille bøn, at vi virkelig rykker os i forholdet med Gud...

Sjælen spørger: ”Hvor blev du af? Hvorfor har du forladt mig? Har jeg gjort noget forkert?”, og det opleves som om, Han ikke er der. Det opleves som mørke. Nøglen til at komme videre derfra er accept og bøn. Vi accepterer, at der hvor vi er, er efter Guds vilje. Også selvom vi ikke forstår det, men vi accepterer i tillid til Ham. Det værste, vi kan gøre, er at give op. At holde op med at bede, er det samme som at vende om og gå væk fra Gud. Når vi er begyndt på den åndelige vandring med Gud, er der kun én vej, og det er fremad.

Skrevet af Daniel Steiner Ebert

Vi accepterer, at der hvor vi er, er efter Guds vilje. Også selvom vi ikke forstår det, men vi accepterer i tillid til Ham.

Daniel i bøn under diakonvielsen af Jan Hansen og Kasper Baadsgaard-Jensen

Foto: Nicklas Sørensen

MEDITATION

Teresa af Avila beskriver den åndelige vandring og den indre bøn som et slot med syv boliger, som hun deler op således: Bolig 1, 2, og 3 er renselsens og meditationens boliger. Teresa lærer os at meditere ved, at vi skal sætte os ned og læse noget fra Kristi liv og noget fra evangelierne, tage det vi har læst og forstille os, at vi er sammen med Kristus i den situation.

Det kan være korsfæstelsen eller det sidste måltid eller lignende. Vi tager disse ting, sætter os ned med lukkede øjne i stilhed og er sammen med Kristus. Man kan starte med at sidde 15 minutter og så langsomt fylde mere tid på, 20 minutter, 30 minutter, 40 minutter osv. Det er godt at meditere hver dag, altså at have en tid på dagen, der er dedikeret fuldstændigt til Gud.

I 1., 2. og 3. bolig er det os mennesker, der er aktive, da vi bruger vores fantasi og anstrenger

os for at være sammen med Kristus. I boligerne 4, 5 og 6 ligger oplysningsfasen og kontemplationensboligerne. Her efterlader vi altså meditationen og går over i kontemplationen. Det er vigtig at vide, at mennesket kan ikke beslutte sig for at være kontemplativt. Det er en gave fra Gud, som han giver, når han ser, at mennesket er klart. 7. bolig er foreningen.

Menneskets sjæl bliver forenet med Treenigheden, også kaldet det mystiske bryllup. Hvis man ønsker at læse mere om den åndelige vandring og bønnen, kan disse bøger anbefales: Bestigningen af Bjerget Karmel af Johannes af Korset. Wilfrid Stinissens kommentarer dertil: Natten er Mit Lys Sjælens slot af Teresa af Avila. Disse bøger giver et dybt indblik i det åndelige liv og meget mere end, hvad man kan nå at skrive her.

Udgiver: Danmarks Unge Katolikker, Skt. Kjelds Gade 3, 2100 Kbh. Ø. Bladet returneres til udgiver ved varig adresseændring med oplysning om ny adresse

9.-14. oktober for alle mellem

15-25 år!

Til oktober afholdes Katolsk Leder Uddannelse (KLU), og temaet i år er ”Bibel og bønsliv”, og vi har fået mange gode mennesker til at komme og hjælpe til med uddannelsen.

Spændende navne på programmet er bl.a. f. Christian Noval, Kaare Nielsen, Jan Hansen og Premo Gwadera – udover gavnlig viden om at være katolsk leder, så vil der selvfølgelig også som altid være plads til hygge, sjov og musik.

Kom glad og frisk!

– Ledelsesteamet glæder sig til at se dig!