Fønix 7

Om at være kaldet - En flænge i Himmelen Årstema: Jeg tror, vi tror - Sankt Ignatius af Loyola - Hvem er den mand? -En invitation til afkald - Bogtip: I dag er Guds dag - Paven takker af

#7 marts 2013 Udgives af Danmarks Unge Katolikker

1

leder

I bladet

Kære læser Om at være kaldet

4

En flænge i Himmelen

8

Jeg tror, vi tror

9

Klummen: Var der en kø?

11

Spot på en helgen: Sankt Ignatius af Loyola

12

Hvem er den mand?

14

En invitation til afkald

16

Bogtip: I dag er Guds dag

18

Ægteskabseksamen?

19

Sede vacante: En pave takker af

20

Mens vi venter

21

Fønix er et katolsk ungdomsblad som udkommer fire gange årligt i 1400 eksemplarer.

Fønix udsendes gratis til alle DUK’s medlemmer over 14 år.

Abonnement kr 100 årligt.

Goodwill abonnement kr 300 årligt.

Meninger fremsat i bladet kan ikke tages til indtægt for DUK, bispedømmet eller Den katolske Kirke. Enhver ytring står for forfatterens egen regning.

Tryk: WERKs Grafiske Hus A/S

Fønix tager denne gang fat på det at være kaldet til at blive katolsk præst, og at vælge dette kald frem for en anden vej i livet. Vi ser også på troen som et svar på Guds kalden, og som en anledning til at give afkald på de ting der adskiller os fra ham. Du får gode tips til katolsk læsestof og inspiration og får et par opmuntrende ord med på vejen af den afgåede pave Benedikt XVI. God fornøjelse og god påske!

UDGIVER: Danmarks Unge Katolikker, Sankt Kjelds Gade 3, 2100 København Ø - e-mail: duk@duk.dk Tlf: 39 20 20 79 - Fax: 39 20 90 79 - Giro: 9 08 32 94 ISSN 0906-107x DUKS HOVEDBESTYRELSE: David Sørensen Rasmus Arbirk Larsen Christopher Nybro Bonde Khao Manh Dinh Vincent Huynh (suppleant)

Redaktionen

2

Julie Benedicte Riis (Redaktør)

Clara Riis Ottosen-Støtt (Layout)

Sasha Gabrielle de Oliveira

Viet Pham

Casper Lindgren Andersen

BREVKASSEN

klogere e r æ v e n r e g u d il V o? på din katolske tr

Så prøv bare i 5-10 minutter at gå ind på www.wordonfire.org Her forklarer den amerikanske katolske præst og teolog Robert Baron i små, korte videoklip om forskellige aspekter af den katolske tro og om aktuelle hændelser og debatter. Han anmelder endda også film og TV-serier.

Siden er rigtig god hvis man lige mangler en ti minutters katolsk vitaminindsprøjtning. Den er fyldt med viden og inspiration om mange forskellige emner, og kan derfor kort sagt anbefales!

PS: Du kan også finde videoerne ved at søge på “Robert Baron” på www.youtube.com

3

Om at være kaldet – interview med p. Bernhard Kofod Af: Sasha Gabrielle Oliveira

Hvordan ved man at man har et præstekald? Og hvornår ved man med sikkerhed at man skal følge det? Fønix har talt med pastor Bernhard Kofod, som både er præst og far. Han fortæller her sin spændende historie, der indeholder både op- og nedture.

4

“

Hvornår mærkede du første gang, at præstekaldet var det rigtige?

Ja, hvornår mærker man det? Jeg har ikke været så gammel da jeg tænkte ”ih, det var da flot at stå deroppe”. Jeg var hele tiden med som ministrant. Jeg ministrerede både til begravelser og bryllupper og var i præstegården konstant.

Mine ferier brugte jeg ovre i præstegården; jeg hjalp med at pudse vinduer, gøre haven i stand og alt muligt forefaldende arbejde. På den måde voksede det jo stille og roligt. Jeg kunne godt tænke mig noget der. Jeg tror det er kommet dengang. Og ja, så fik jeg jo pigen

der, altså min kæreste dengang, og så var der ikke så meget at rafle om, så var det en anden vej jeg skulle gå. Men da det så ikke gik, og ja det var for øvrigt ikke gået alligevel, så har de der tanker altid spøgt.

Så det er ikke noget nyt, men hvornår det kom sådan præcis, det kan jeg ikke sige. Jeg tror Vorherre slår nogle mennesker oven i hovedet, og hvis man er tilstrækkelig tungnem, så bliver man slået en gang til på et tidspunkt, og så gør det måske også lidt mere ondt.

Det kunne jeg egentlig forestille mig. Og så sidder han deroppe og nikker, eller hvad han gør [smiler].

Født i 1951. Bernhard Kofod ministrerede som lille dreng på Amager, hvor familien hørte til. Han ville gerne være præst, men da han blev ældre, og hormonerne tog over, fandt han en pige i stedet. Hun blev gravid, men de blev skilt efter nogle år, og Bernhard fik forældremyndigheden over datteren Tina, der i dag er 28 år gammel. De boede alene sammen og har stadig et meget tæt forhold til hinanden. Præstetankerne blev ved med at spøge, og en dag efter en messe, sagde pastor Gorowski: ”Bernhard, du kan jo prøve”. I 2004 tog han derfor til Würzburg i Tyskland for at læse til præst. Han blev præsteviet i november 2011 af Biskop Czeslaw Kozon i Sankt Annæ Kirke på Amager og er i dag præst i Sankt Albani Kirke i Odense.

“

Var der nogen der inspirerede dig til at følge dit præstekald?

Det må være præstegården. Jeg sagde altid at præstegården, dét var mit andet hjem. Og det var faktisk så meget at min far på et tidspunkt sagde: ”Behøver han dog at være derovre altid?” Jeg er jo af en stor søskendeflok, vi er 11, og jeg er så den tredje yngste, men det blev så til at jeg alligevel var i præstegården.

“

Var det svært at tage beslutningen om at følge dit kald? Og følte du på noget tidspunkt at det var for sent?

Altså, jeg talte med min provinsial. Han kom jo i 2001 første gang til København, hvor vi snakkede sammen ovre i præstegården.

Og han sagde: ”Nu går det, men hvis du var kommet om et par år, så ville det være for sent.” Det koster mange penge at uddanne en præst, altså han talte om at det koster omkring en million at uddanne sådan et menneske.

Men han sagde til mig at vi godt kunne gøre det, og jeg sagde så: ”På den betingelse at vi venter

til min datter er færdig med sin studentereksamen, og så vil jeg gerne prøve.” Og så sagde pastor Hauser til mig: ”Det kan godt være du synes du godt vil, men det kan også godt være du ikke kan holde ud at bo i et fællesskab med de forskellige.” For vi er jo meget forskellige. Og det må jeg nok sige, det er svært nogle gange. Det er svært at leve i et fællesskab, for jeg har altid levet alene med min datter.

Jeg synes egentlig det var rigtig svært at tage beslutningen. For jeg havde jo et dejlig job. Jeg var sosu-assistent på en psykiatrisk afdeling hvor jeg havde været i 7 år, og jeg kunne godt lide mit arbejde, men jeg var også ved at køre træt i psykiatrien, for det er hårdt.

Men det jeg så savnede de næste mange år, det var egentlig alle de piger der var, for jeg var vant til at arbejde med piger hele livet.

Og pludselig er det sådan en flok mænd der ikke slår toiletsædet ned, og sådan nogle ting irriterer mig [smiler]. Og den dag i dag tænker jeg stadig at jeg savner det der pigearbejde hvor man er sammen med tøserne, og det er den verden jeg er gået i altid, så det var en helt anden verden for mig.

Så det var en svær beslutning. Dét

“ var det.

Hvorfor valgte du at blive redemptorist?

Primært fordi jeg voksede op i redemptoristordenen, men da jeg så skulle ind tænkte jeg også over at der var andre. Jeg tænkte over det, og over hvad de lavede og hvad de ikke lavede. Jeg prøvede at kigge tingene igennem, men tænkte at hvis jeg skal være noget, så er det redemptorist. Der var også en præst dengang der sagde til mig: ”Du har jo altid været redemptorist.” Det er også rigtigt.

På et eller andet plan har jeg altid været redemptorist.

“

Hvad med den person du var dengang, i forhold til den person du er nu? Hvordan er det i forhold til de venner og bekendtskaber du havde dengang?

Ja, men den er selvfølgelig anderledes. Jeg taler stort set ikke med nogen fra førhen. Men jeg har heller aldrig været den der havde de store omgangskredse. Jeg var altid meget omkring den lille derhjemme, min datter og min

5

familie, men selvfølgelig har jeg da haft forskellige venner. Jeg kan huske da jeg tog ind at en meget god veninde sagde: ”Bernhard, jeg forstår simpelthen ikke hvad du laver mere. Jeg forstår det ikke, vi er så langt væk fra hinanden.”

Og det var vi jo også, for hvis jeg skulle fortælle noget, så kunne jeg mest fortælle om de ting jeg begyndte at lave, og det havde de jo slet ingen forstand på. Så det er to verdener.

“

Tænker du nogensinde over hvordan dit liv ville have været hvis du havde fulgt dit kald fra første gang du fik tanken?

Det har jeg tænkt over nogle gange, og så spørger jeg også mig selv om jeg havde holdt ud. Det er jeg ikke så sikker på. Det tror jeg faktisk ikke jeg havde. Hvis jeg var kommet ind som 15-årig eller 20-årig, altså det er for mig at se en katastrofe at mennesker går i kloster så tidligt. De aner jo intet om livet. Så jeg tror egentlig ikke mit kald havde holdt.

“

66

Så hvad hvis man

sidder som fx 20-årig, og ikke helt ved om man har mod på det, ville dit råd så være at vente eller springe ud i det?

Jeg plejer at sige vent. Også i forhold til mig eget tilfælde hvor jeg havde et barn som jeg var alene med, der ville jeg også sige: ”Nej, det skal du ikke”. Hvis du gerne vil, må du prøve at gøre nogle andre ting inden for Kirken, men du skal ikke give løs på det hele.

Jeg siger ikke at jeg har fortrudt det jeg har gjort, men jeg synes det har kostet rigtig meget. Jeg synes jeg har gået op ad bjerget.

Jeg synes jeg har gået på en masse glasskår og sten. Jeg er kommet i en masse huller hvor jeg ikke rigtig kunne komme ud igen.

Så jeg synes virkelig det har været en sej kamp som jeg ikke er sikker på at alle kan klare. Også fordi jeg var så gammel som jeg var. Jeg var jo 50, da jeg gik ind.

Havde jeg været 40, havde tingene måske set anderledes ud. Netop fordi jeg har det tætte forhold til min datter, det gjorde også at tingene blev sværere. Havde hun haft en mor hun havde kontakt med, så havde det været anderledes.

“

Så det gælder om at have tænkt det godt igennem før man gør noget?

Man skal virkelig tænke sig godt og grundigt om. Man skal ikke bare springe ud i det. Det er det samme med nogle konvertitter, ikke alle, men nogle konvertitter kommer og alting er så fantastisk flot, præsten laver det ene og det andet, og det er så mystisk det hele. Så går der et stykke tid, og så bliver de skuffede over et eller andet, og så går de deres vej, og man ser dem aldrig mere. Det er det samme med et klosterkald.

Hvornår er det et kald? Der er jo som så mange andre kald. Et ægteskab, det er for mig at se næsten et større kald. Det er det vigtigste. Ægteskabet, det skal man værne om, så godt man kan. Men i hvert fald, hvis der kommer en til mig, som 20-årig, så vil jeg sige: ”Slå koldt vand i blodet. Lad os snakke om det hen ad vejen! Men få dig et job, få dig en uddannelse, og så lad os snakke hen ad vejen.” Jeg tror det er vigtigt at man har en solid uddannelse, et eller andet man gerne vil, inden man tager af sted. Det er der hvor vi har hele grundbasen for resten af samfun-

det. Det er for mig at se næsten et større kald. Det er det vigtigste

“

Hvad var det sværeste for dig? Udover at være væk fra din datter, for det kan jeg forstå på dig, har været det værste.

Det gjorde ondt, ja. Men jeg tror egentlig det har været at jeg ikke har haft alle de piger at snakke med. Jeg snakkede altid meget tøsesnak, og pludselig var alle sammen mænd, og det var en helt ny verden for mig. Jeg vidste det godt på forhånd, men ét er at vide, noget andet er at mærke. Det var den værste omvæltning, fra at være inde i socialvæsnet, hvor jeg altid har arbejdet, til at komme ud i noget helt helt andet. Det er jo også to vidt forskellige verdener.

Så det, tror jeg, er noget af det værste.

“

Hvordan er det nu at være far og præst?

Det er vidunderligt. Men det har også sine begrænsninger.

Jeg har altid førhen sagt: ”En katolsk præst, hvorfor søren kan

han ikke gifte sig? Det kan alle folkekirkepræsterne jo.” Men så hørte jeg engang en historie om en folkekirkepræst der var sognepræst, og han ringede så en dag til kontordamen og sagde: ”Jeg kommer ikke i dag fordi min datter er syg.” Han skulle så blive hjemme og passe barn, og det gør jo så at han ikke har mulighed for at være der 100 % for menigheden. Det er ikke så enkelt, men nu når min datter er så stor, så er det udmærket. Og nu har jeg så fået mit andet barnebarn, det fik jeg her i forgårs, og det er jo simpelthen så pragtfuldt. At få børnebørn er en større gave, end noget man kan forstille sig.

“

Hvordan har det været for dig at forene dit gamle liv med dit nye?

Det er to verdener, men alligevel er der mange ting man kan kombinere. Jeg har jo altid arbejdet inden for sygehusvæsenet, på fødeafdeling, gynækologisk afdeling, venteafdeling, plejehjem og i psykiatrien, og det jeg lærte der, det kan jeg da i allerhøjeste grad bruge her. Så på den måde synes jeg at jeg har en masse i min

rygsæk som jeg godt kan bruge nu. På den måde synes jeg ikke det er så tosset.

“

Men du er glad og tilfreds for det sted du er i dag?

Ja, det er jeg, og jeg kan mærke at jeg tror jeg kan gøre en forskel.

Ikke at jeg skal frelse verden, redde verden, det er slet ikke det jeg mener. Men jeg tror at jeg med min person og det jeg har i min rygsæk, der tror jeg at jeg kan gøre nogle ting. Derfor er jeg også glad for at jeg blev præst og ikke bare diakon, for som diakon kunne jeg ikke give de syges salvelse når jeg var på sygebesøg, og jeg kunne ikke give bodens sakramente, men det kan jeg som præst. Så der manglede jeg noget. Men jeg er tilfreds med der hvor jeg er nu, og jeg er meget glad for at være i Odense. Jeg synes det er en dejlig menighed, og jeg tror der er masser at bygge på herovre.

77

Svingdøren svinger mig ud af Kastrup Lufthavn. I min ene hånd holder jeg et gammelt skilt der engang sagde "Welcome Back”. De første tre bogstaver på skiltet er med tiden blevet visket væk.

En flænge i himlen

Det er nu tre år siden jeg først gik ud af svingdørene alene. Tiden har gået sin gang, bladene på træerne har blomstret fra små knopper, danset i solskin, forandret sig og faldet af grenene. På overfladen har ingenting ændret sig, tiden er ikke gået i stå, men bag facaden er alting anderledes.

Gud tog dig fra os den 25. januar. Jeg fik aldrig chancen for at sige farvel til dig, og det er nok derfor at jeg vandrer på gangene i lufthavnen som et spøgelse der leder efter slutningen på vores historie. Jeg tror aldrig at jeg vil kunne acceptere det, men sandheden er at du aldrig kommer tilbage, og jeg kommer aldrig til at kunne vise dig de fantastiske byggerier jeg har bygget.

Jeg ville ønske du kunne se de projekter jeg har været en del af.

Hvis du bare kunne se mig nu. Jeg følger din drøm. Jeg håber du er stolt af mig.

Jeg håber du er deroppe sammen med Gud, mens du kigger ned på mig og siger, “Det er min dreng”.

Jeg tror ikke længere at du ville kunne genkende mig, men hvis du så mig nu, ville du så give mig et klap på skulderen, eller ville du skælde mig ud?

Ville du give mig et kram og varme mit iskolde hjerte op?

Lige nu ville jeg ønske jeg kunne høre dig sige at jeg laver alt for meget ballade, men siden jeg ikke kan høre dig sige noget, er jeg desværre nødt til det.

Jeg husker stadig den sidste gang jeg nogensinde talte med dig. Du ønskede mor, mine brødre og jeg alt det bedste i Danmark og håbede at vi altid ville have det godt. Men det er hårdt far, det bliver aldrig lettere. Det er blevet sagt af vise mennesker at tiden læger alle sår, men jeg ved at der er nogle sår der bare aldrig helt forsvinder. Jeg ved noget de ikke gør.

Der dukker stadigvæk dage op hvor jeg mister min tro på Gud. Dage hvor jeg ikke forstår hvorfor mine børn skal vokse op uden deres farfar. Dage hvor jeg ikke forstår hvorfor min far ikke kunne være der da min lillebror Dan blev student, eller første gang min lillebror Nam sendte sine små tropper på fodboldbanen. De værste dage er de dage hvor jeg råber til himlen og spørger hvordan Gud kan se på, imens tårerne løber ned af min mors kinder. Jeg savner dig de dage, far.

Gud har dog en plan med os alle, og jeg ved at det blot var min fars tid til at forlade denne verden. Jeg ved han er et bedre sted, og jeg har lært at værdsætte minderne istedet. Jeg har lært at værdsætte den tid vi havde, og jeg har lært at elske min mor mere end nogen anden pige på jorden.

Jeg har endelig lært at forstå det fjerde bud.

Indtil den dag vi ser hinanden igen, vil jeg fortsætte med at besøge lufhavnen, bare for at sikre mig at vi ikke har overset hinanden.

Din søn Viet Pham

88

Af: p. Christian Noval

Årstemaet ”Jeg tror, vi tror” viser at troen altid har to sider: en personlig og en fælles. "Jeg Tror" viser at troen altid er personlig.

"Vi Tror" viser at troen altid skaber og er i et fællesskab, nemlig Kirken. Troen er det som samler os og skaber Kirken. Troen har således en personlig og en fælles dimension som går hånd i hånd, supplerer og styrker hinanden. Det er troen som skaber Kirken, og her i bispedømmet markeres troens år bl.a. ved at Åbykorset, en kopi af Danmarks ældste krucifiks fra ca. år 1050, er på rundtur i samtlige Kirker

DUK’s årstema for 2013 er ”Jeg tror, vi tror”. Det lægger sig således tæt op af hele Kirkens fejring af Troens År, der begyndte i oktober måned.

”Jeg Tror, Vi Tror” Bibelen som troens historie

På en måde taler hele Bibelen om tro. Den handler om Gud og menneskets historie sammen, hvorfor vi er her, hvordan vi skal leve, og hvor vi er på vej hen. Bibelen er fortællingen om Guds henvendelse til os mennesker helt fra skabelsen til det evige liv.

Tro er vort svar på Guds henvendelse.

I Det gamle Testamente hører vi om hvordan Gud skaber os, udvælger sig et folk og lover at beskytte og frelse os. Således har vi mennesker lige fra tidernes morgen kunnet svare på Guds henvendelse med vores tro. Derfor kan hele Det gamle Testamente også forstås som fortællingen om Guds henvendelse og menneskets svar. Nogle gange gennem enkelte personers historie, så som Noa, Abraham og Jakob. Andre gange som et folks historie, som da Israel blev befriet fra slaveriet i Egypten.

Det nye Testamente starter med at berette om Jesu fødsel. Han er Guds ultimative henvendelse til os. Han er Guds fuldstændige åbenbarelse. I evangelierne hører vi hvordan de 12 apostle og mange andre troede på og fulgte Jesus. Resten af Det nye Testamente beretter om den tidlige Kirke, og hvordan Gud forsat efter Kristi Himmelfart virkede i Kirken, ligesom han forsat gør det den dag i dag.

Så når troen er menneskets svar på Guds henvendelse, så taler hele Bibelen på en måde om troen fordi den fortæller om menneskets historie (også kaldet frelseshistorien) med Gud.

99

”Tro” i katekismen

Årstemaet er inspireret af indledningen til den første sektion i Den Katolske Kirkes Katekismus. I KKK 26 læser vi:

”Når vi bekender vor tro, begynder vi med at sige: Jeg tror eller Vi tror. Før vi gør rede for Kirkens tro, således som den bekendes i Credo (trosbekendelsen), fejres i liturgien, leves i overholdelse af budene og i bønnen, så lad os altså spørge os selv, hvad det betyder at tro. Troen er menneskets svar til Gud, som åbenbarer sig og skænker sig selv, idet Han samtidig bibringer mennesket et overstrømmende lys i dets søgen efter den sidste mening med dets liv.”

Prøv at finde din egen katekismus frem. Tag dig god tid og læs fra nr. 26 og frem. Teksten virker måske lidt kompliceret i første omgang, men bare tag dig god tid. Det er faktisk ret spændende og lærerigt.

Du kan selvfølgelig også læse mere om troen i YouCat (særligt nr. 20-24). Du kan også læse mere om årstemaet på DUK’s hjemmeside.

I det første kapitel fortæller katekismen om hvordan mennesket altid søger efter Gud, og at vi mennesker faktisk kan finde Ham. Dernæst beretter katekismen i næste kapitel om Guds henvendelse til os mennesker; det vi også kalder åbenbaringen; og endelig er tredje kapitel om hvordan vi mennesker svarer på Guds henvendelse med tro.

Tro: et svar, en gave og en opgave

Når vi til daglig taler om at tro, mener vi for det meste to forskellige ting. Den første er forstået i forhold til at vide noget. Det kan være at vi tror på at vi består en eksamen, men vi er ikke helt sikre.

Ofte opfatter vi således tro som en modsætning til viden. Det er ikke den måde vi som troende tror på Gud på.

Den anden betydning er at tro på en person, dvs. at have tillid til vedkommende. Vi tror f.eks. på, at uanset hvad, så vil vores forældre altid holde af os. Som troende handler tro i høj grad om at have tiltro til Gud, men dog ikke kun om det, for tro er ikke blot en tiltro til Gud som en sikkerhed, men tro er et svar på Guds henvendelse til os. Denne tro er ikke modsat, ej heller i kontrast til viden, tværtimod så er det en vished (Youcat 21). Vi ved at Gud er trofast fordi han har henvendt sig til os. Så tro er mere en vished end ’ikke at være sikker på’. Vort svar på Guds henvendelse er vor vished om hans trofasthed og kærlighed. Således er troen vores svar på Guds kærlighed.

Uden Guds henvendelse til os ville vi heller ikke tro. Der ville ikke være noget at tro på. Så troen er en gave fordi den starter med Guds initiativ. Men troen er også en nådegave, for ingen kan overbevise sig selv om at tro uden Guds nåde. Tro er jo netop ikke blot at tro på hvordan verden hænger sammen, men at have tillid til det som Gud siger til os i sin henvendelse.

Men troen ændrer os også. Når vi møder Guds uendelige kærlighed og barmhjertighed og får vished om den, så ændres vores virkelighed. I Guds henvendelse ligger ikke kun en forklaring af verdens sammenhæng, men også et kald. Gud ønsker noget for os og med os. Han har en plan og kalder os til at udleve den. Tro er således både et svar, en gave og en opgave.

Personlig og fælles

1010

Troen kommer sjældent som et klart lys fra himmelen. Oftest er troen en del af og et resultat af en livslang proces. Gud henvender sig personligt til os, men vi lever altid i en sammenhæng. Således er Guds henvendelse direkte, men i en sammenhæng. Vi modtager almindeligvis troen som en naturlig del af vores opdragelse i den

familie vi er født ind i. Faktisk lovede vores forældre højtideligt ved vores dåb at de ville videregive os troen. Troen er altid vores personlige svar på Guds henvendelse, men den kommer ofte fra den sammenhæng vi lever i, og det uanset om vi bliver døbt som børn eller voksne.

Således er troen på samme tid både personlig og fælles. Det er to sider af samme virkelighed.

Den ene kan ikke undvære den anden.

Netop ved dåben bliver vi en del af det kirkelige fællesskab. I Kirken kan vores tro vokse og komme til udtryk i fællesskabet. Hver gang vi

samles, og især når vi sammen fejrer messen, er det et udtryk for vores personlige tro i et fællesskab. Det er også i Kirken at vi kan lære mere om vores tro. Årstemaet skulle gerne give udtryk for denne sammenhæng mellem vores personlige tro og troen i fællesskabet. Kirken er ikke blot der hvor vi samles fordi vi tror det samme, men Kirken er der hvor troen lever og blomstrer i forlængelse af det mandat Jesus selv har givet os: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses.” (Mk 16,15-16).

Se mere på katolsk.dk. Klik: Troens År

Var der en kø?

Af: Louise Rogers

Det der med at stå i kø til noget og blive lettere utålmodig og irritabel, ja det kender vi alle. Man står og tripper og får efterhånden lyst til at skubbe sig fremad. Meningen med en kø er trods alt at vente på sin tur. Så hvor passer det egentlig ind at man i stedet for pænt at blive på sin plads, vælger at springe en bunke folk over og samtidig samle sig en lille hadebase på vejen?

Vi kender det alle sammen- at stå ved kassen i sit supermarked i kø. Du har ventet længe, og når du er ved at være helt fremme, åbner en ny kasse. Hvem kommer forrest i den nye kasse? I hvert fald ikke dem der har stået længst i køen. Nej, inden du når at reagere, styrter folk fra højre og venstre frem mod kassen, som var der udsalg i Gucci.

Der er få personer som rent faktisk overholder køen og respekterer de andre der er i præcis samme båd som dem selv. De kan dog ikke være andet end tabere i det her spil hvor det kun handler om at komme først og få egne behov opfyldt på bekostning af andres. Den fuldstændige respektløse opfattelse af almen køkultur er desværre noget jeg oplever ofte. Det drejer sig ikke kun om uretfærdigheden i deres handling overfor os andre, men om almen respekt. Både over for ens medmennesker og over for en selv.

Så til alle jer der endnu ikke har forstået køkulturen, og hvorfor en kø bliver skabt og bør overholdes, er her 2 relativt simple råd at følge: 1. Stil dig bagerst i køen.

2. Vent til det bliver din tur.

Der er sikkert nogen der ikke ser det som et problem, men hvis du – ligesom jeg – blot ønsker en gensidig forståelse, så tænk over hvordan du agerer i samfundet, også selvom det bare er i en kø i supermarkedet.

Vi ses bagerst i køen.

11

Sankt Ignatius af Loyola Guds soldater. Jesu Kompagni. Jesuitterne. Der er mange navne for Jesu Selskab, og de fleste har en militant klang. Det kan jo være svært at forstå, når jesuitterne herhjemme er så flinke og rolige. Hvis man derimod ser på grundlæggeren af dette kompagni, så giver det hele mening.

Soldat Han blev født som Iñigo de Loyola i 1491.

Navnet Ignatius ville han første tage til sig mange år senere. Han var af adelen og var fra starten indstillet på en karriere ved hoffet. Da han tjente som page hos Kong Ferdinand blev hans talent for militæret opdaget, og han blev straks oplært til officer. I sin tid ved hoffet levede han et liv fyldt med materiel overflod og mange andre synder som han senere foragtede af hele sit hjerte. Vendepunktet kom i 1521 da franskmændene gik i krig mod Ferdinands efterfølger, Karl den 5. Franskmændene kom til Pamplona hvor unge Iñigo var. Han gav sig selv totalt til byens forsvar, men den overgav sig efter at Iñigo blev skudt af en kanon som smadrede hans højre ben.

Helbredelse af krop og sjæl Franskmændene, imponerede af Iñigos store mod, behandlede ham og byen godt og lod ham drage tilbage til sin hjemby Loyola. Her ventede en hård helingsproces, der involverede bl.a. en genbrækning af benet for at sætte det på plads og en tur i strækkemaskinen for at udligne længdeforskellen i benene. Alt det blev gennemført frivilligt af Iñigo og uden brok. Dog var han tæt på at dø af en efterfølgende feber, men på festdagen for Sankt Peter og Paulus fik han det meget bedre.

Mens han lå og prøvede at komme sig, bad han om sine ridderromaner for underholdning. Tjenerne kunne ikke finde nogen og gav ham i stedet bøger om Kristi liv og helgenernes liv. Han læste dem med samme konkurrencelyst som han havde gjort med ridderromanerne og spekulerede i hvordan han kunne slå den og den helgen i faste og den og den helgen i bøn. Det ledte ham til at drømme sine gamle ridderdrømme, men disse efterlod ham nu tom og ligegyldig, mens drømme om hellige gerninger gav ham glæde og styrke.

Han indså hvad meningen var. Fra den dag talte han kun om spirituelle emner, til stor rædsel for hans storebror som ønskede familiefred.

1212

Pilgrimmen Ignatius drog efter sin helbredelse videre fra Loyola uden nogen reel plan for fremtiden, udover at han ville overgå alle helgenerne i bod.

Han endte ved et kloster i Montserrat hvor han skriftede alle sine synder fra hele sit liv og hængte sit sværd og sin dolk ved et Maria-alter.

Her bad han natten væk og drog bort den følgende dag. Han mødte en kvinde som viste ham en bjerghule hvor Ignatius kunne bruge sin tid i fred. Fredeligt blev det dog ikke, da Ignatius gennemgik en meget streng serie af bod. Han nægtede at spise og drikke, indtil man fandt ham halvdød i hulen og bragte ham til hospitalet i Manresa.

Efter sit ophold på hospitalet var Ignatius opsat på at leve i Det Hellige Land. Det lykkedes ham at komme dertil, men han led mange problemer undervejs. Franciskanerne ville ikke tillade hans tilstedeværelse og kunne, med Pavens autoritet, bortvise ham igen. Der havde på dette tidspunkt været rigeligt med problemer i forhold til gidseltagning af kristne pilgrimme, og derfor havde Paven lukket for tilgangen af langtidsophold i Det Hellige Land.

Af: Casper Lindgreen Andersen

Prøvelser

Arven

Så hvad skulle han dog give sig til? Ignatius tænkte at han ville være mere til gavn som lærd.

Det var dog en hård vej for ham: Han måtte lære grammatik blandt skolebørn som ikke var tilbageholdende med at håne ham for hans uvidenhed. Efter mange års hårdt arbejde lykkedes det ham dog at få sin eksamen i teologi fra universitetet i Paris. Under studierne havde han lært meget om at undervise, og dette skulle blive en essentiel del af hans orden.

Det var dog ikke det hårdeste der skulle overgå ham. Et eksempel er hans tid i Barcelona hvor han blevet slået bevidstløs, og hans ven blev dræbt af nogen som var blevet nægtet adgang til et kloster hvor Ignatius opholdt sig. Han blev flere gange smidt foran inkvisitionen. Alt dette fik ham til at kommentere: "Der er ikke nok håndjern og kæder i Salamanca til at holde min iver for Guds kærlighed tilbage"

Så hvad kan vi lære af soldaterhelgenen Ignatius? Som ved alle helgenerne er der utallige lektioner, og man kan aldrig blive færdig med at studere deres liv. Fra Ignatius kan vi lære blandt andet:

Jesu kompagni Ignatius og hans disciple blev i 1537 ordineret til præster på Johannes Døberens festdag. Efter et års forberedelse drog de til Rom for at tilbyde deres tjeneste til paven. Ignatius foreslog at de skulle kaldes "Jesu Kompagni" i den militære forstand. Dog blev deres officielle navn "Societas Jesu", eller Jesu Selskab.

Til forskel fra de mange andre religiøse ordener, så var Jesu Selskab ikke bundet til korbøn eller en særlig ordensdragt. De klædte sig som verdenspræster og var forberedt på hvad som helst paven ville give dem. Mange helgener endte med at udspringe fra denne orden, men det er en hel historie for sig.

I. At være hellig er ikke noget job for sarte sjæle.

Ignatius måtte finde sig i mange pinsler og i meget had fra dem han prøvede at hjælpe. Dette slog ham ikke ud, og han bevarede sin ukuelighed til det sidste.

II. At det aldrig er for sent i dette liv at begynde sin rejse mod Gud. Ignatius havde levet et liv i ambition og løs moral for senere at skifte det ud med helgengerningen.

III. Ordenens motto ”Ad majoriam Dei gloriam” (lat: For Guds større ære) er en fantastisk indstilling at have, selv som ikke-Jesuit. At sige denne lille sætning før en stor udfordring har hjulpet forfatteren til denne artikel mange gange.

Den uforventede, men forventede død I sommeren år 1556 fik Ignatius en omgang romersk feber. Hans læger sagde at der ikke var noget at frygte, men Ignatius vidste bedre. Efter nogle dage bad han om at få de syges salvelse, men blev atter forsikret om at alt var fint. Den næste morgen fandt de ham næsten død og nåede lige at velsigne ham før han gik bort. Da han døde var der allerede 1000 Jesuitter.

13 13

Hvem er den mand?

“Nogle siger du er Døberen; nogen, Elias; og andre, Jeremias, eller en af profeterne” -Matt 16,14.

“Han siger ikke, hvem siger de skriftkloge og farisæerne jeg er? Men, hvem siger folk at jeg er? Spørgende ind til den almene mands mening, som ikke var blevet korrumperet til ondskab. For selvom deres mening vedrørende Kristus var langt under hvad den burde have været, så var den dog fri fra overlagt ondskab.

Farisæernes mening om Kristus var dog fuld af megen ond vilje” -Johannes Chrysotamos

14

Det er ikke noget nyt at folk har taget fejl af Jesus. Allerede mens Han vandrede på Jorden, var der tvivl om hvem han var. Johannes bemærker dog at der er en væsentlig forskel på en ærlig uvidenhed vedrørende Kristi identitet og så en ondskabsfuld undertrykkelse af samme. Denne forvirring om Jesu

identitet er aldrig helt endt, men har blot påtaget sig forskellige former og faconer.

Arius fremsatte idéen om at Jesus ikke er Gud. Gnostikerne mente at han var ren ånd uden stof, og at han var kommet for at frelse os fra vores materielle eksistens. I artiklen i sidste blad diskuterede vi mest Jesu sande identitet. I denne artikel skal vi se på nogle af de fejl som desværre stadig lever videre i vores tid.

Jesus og Gnosticismen

Gnosticismen var en blanding af mange forskellige religioner. Deres centrale idéer var dualisme og pessimisme. De mente at stof (og dermed kroppen) var ondt, mens ånd var godt. En skole af gnostikerne (Marcionitterne) mente blandt andet at den gammeltestamentlige Gud var ond fordi han havde ”fanget” mennesker i kroppe. Jesus derimod kom fra den sande Gud som ville befri mennesker fra deres materielle fængsel.

Af: Casper Lindgreen Andersen

Dette skete ikke ved Hans død på korset, men ved at erkende en hemmelig viden (gnosis).

De tidlige kirkefædre kæmpede hårdt mod denne idé og med god grund: Deres antimaterialisme førte til forkastelig moral. De mente at ægteskab og det at få børn var ondt, da dette indfangede flere sjæle i ondt stof. Ifølge deres tankegang var det også godt at man fastede sig halvt ihjel, hvis ikke helt til døden.

Disse tanker genopstod på ny i Sydfrankrig i det 12. århundrede med Albigenserne. Deres ideer blev vidt udbredt, dels på grund af uvidenhed, dels på grund af en rig adel der beskyttede dem, og et præsteskab der levede så materialistiske liv sammenlignet med de asketiske Albigensere at de var uoverbevisende. Sankt Dominikus og hans orden opstod som en reaktion på dette, og det lykkedes dem at omvende mange ved prædiken og deres hellige livsførelse. Det endte dog med et korstog der flere steder tog overhånd. Disse idéer er atter genopstået med bl.a. genfundet af gnostiske ”evangelier” i Egypten. Disse evangelier passer meget godt på den nuværende tidsånd med fokus på individets selvrealisering og andre moderne idéer. De ikke-eksisterende dogmer er også tiltrækkende for individualistiske personer der mener der ved bedst selv.

Jesus og Buddhismen

Gnosticismen klinger også godt med buddhismen, der er i fremgang i dag. Her har vi også idéen om individet som skal undslippe det materielle ved at følge en oplyst vej som en oplyst lærer har vist. Modsat buddhismen, som trods alt har en bedre etik, så vil gnostikerne kun opnå hemmelig viden. Der er spekulation i om hvorvidt Jesus baserede sin lære på en synkretisme af jødedommen, græsk filosofi og buddhismen.

Jesus og Marxismen

Det er heller ikke sjældent at se påstanden om, at Jesus skulle være en proto-marxist på grund af Hans kritik af de rige og de etablerede magter. At Hans bevægelse skulle være en revolution mod det imperialistiske romerrige.

Problemet med alle ideerne

Problemet med alle de teorier der er blevet nævnt i denne artikel, er at de tager en del af Jesus og ignorerer resten. Gnostikerne tog Jesu askese og gjorde den til antimaterialistisk pessimisme.

Den buddhistiske teori kan ikke forklare treenighedslæren i evangelierne. Den kan heller ikke forklare buddet om at elske Gud og næsten, da buddhismen påstår at personer er en illusion, og at vi alle er éen.

Endelig bygger den Marxistiske idé på at Jesus fordømmer privat ejendom og rigdom i sig selv, frem for afgudsdyrkelsen af disse.

Disse er meget gode eksempel på at vi har brug for Kirkens læreembede og kirkefædrene for at kunne forstå evangeliet, da en individuel fortolkning så nemt leder os på afveje. Eller som G.K. Chesterton bemærkede (løst oversat): ”Kirkens dogmer er en omringende mur, men inden for muren er der en legeplads”.

1515

Af: Petter Becker-Jostes

En invitation til afkald Fastetiden er Guds og Kirkens invitation til os om at give afkald på noget af det vi sætter pris på. Det kan vi have svært at se pointen ved, men læs her hvorfor det alligevel ikke er så tosset som det lyder.

S

å er vi endnu en gang nået til fastetiden med alt hvad det indebærer: Præsten snakker om omvendelse, der bliver ikke sunget hallelujah inden evangeliet, og i det hele taget er der i Kirken bare en anden stemning.

Men mest af alt spørger du givetvis dig selv om hvad det hele skal til for. Hvad er det, vi skal med det dersens faste? Hvorfor skal vi faste? Hvad vil det sige at faste? Og måske mest af alt: Hvorfor skulle jeg dog selv faste, når det nu egentlig bare er en overfladisk handling der indebærer at man ikke må spise kød og slik?

J 16

a, man må virkelig sige at fasten er en tid rigtig mange af os har svært ved at forholde os til. Især for os moderne mennesker der er vant til instant satisfaction, kan det være svært at se pointen i frivilligt at give afkald på selv små ting i vores hverdag. Og så kommer Kirken og siger at jeg ikke må spise dit og dat, som om det gjorde nogen

forskel på mit forhold til Gud at jeg ikke spiser lakridser i 40 dage.

F

aktisk er det ikke ved siden af hvis vi står lidt uforstående over for tanken om en fastetid hvor det bare handler om at lave lidt om på madvanerne. For i virkeligheden handler fastetiden om det vigtigste i livet: At bringe os tættere på Gud. Hvis du var til messe askeonsdag, hvor fastetiden begyndte, hørte du også læsningen fra profeten Joels Bog: ”Men selv nu siger Herren: Vend om til mig af hele jeres hjerte med faste, gråd og klage! Sønderriv jeres hjerte og ikke jeres klæder, vend om til Herren jeres Gud!” Denne læsning rummer hele fastebudskabet i en nøddeskal: Gud kalder på os og vil have os til at vende om til Ham. Og fastetiden er en af de gaver Kirken har givet os som en mulighed for at sætte Gud i centrum for vores liv.

D

et er 40 dage som vi kan bruge på at tænke over vores liv og spørge os selv om vi virkelig er på rette vej. Gud er kærlighed, og der er ikke noget Han ønsker mere, end at vi er lykkelige. Vores fejl består i at vi skubber Ham til side fordi vi tror at lykken findes uden Ham. Men i virkeligheden er der

Okay, indrømmet, måske er teksten lidt overdrevet. Men mon ikke vi allesammen har godt af at ændre vores vaner en gang i mellem? Heldigvis har vi jo fastetiden! ikke noget der kan gøre et menneske mere lykkeligt end at have et levende forhold til Gud. Derfor er fastetiden en invitation til at spørge sig selv: Lever jeg virkelig et liv hvor Gud er i centrum? Har jeg for travlt med alt for meget til virkelig at være til stede for Gud og menneskene omkring mig?

D

et er altså store ting, det handler om i fastetiden! Og hvor svært og uoverskueligt er det ikke lige at gribe det an på en konkret og håndgribelig måde, hvor ens store ambitioner ikke bare løber ud i sandet!

Her er det, at det med kød og slik kommer ind i billedet igen: Ved at lave om på små vaner i hverdagen kan vi omsætte vores tanker til handling. Og selvfølgelig kan man også i dag lade være med at spise kød, men for mange af os er det måske vigtigere at begrænse vores internet- og mobilforbrug og bruge tiden på i stilhed at reflektere over ens liv, og hvilken rolle Gud har i det.

O

g når fastetiden med alle dens afsavn og afkald er slut, og påskens fest begynder, vil du virkelig kunne mærke hvad det hele har været godt for: Først når man har givet afkald på noget, kan man virkelig sætte pris

på det man har og takke Gud for det!

Gode råd til fastetiden:

Fastetiden er først og fremmest en tid der inviterer os til at sætte Gud i centrum. Det kan gøres på mange forskellige måder, men det vigtigste er at det du gør, har til formål at komme tættere på Gud. Det er vigtigt at du sætter dig konkrete mål for hvad du vil gøre og lade være med at gøre. Det skal kunne mærkes at du faster, men du må heller ikke være så streng ved dig selv at du ikke kan overholde det. Den bedste måde at finde ud af hvordan man skal faste, er ved at spørge Gud til råds!

At give afkald på at spise bestemte ting kan være en god ide, men du kan også vælge at begrænse eller helt lade være med at høre musik, gå i biografen, spille computer eller lignende.

Den tid du ikke bruger foran skærmen, kan du for eksempel bruge ved at læse i Bibelen og/eller reflektere over dit liv. Du kan også downloade app’en Lectio Divina (du kan skifte mellem forskellige sprog, blandt andet engelsk og polsk, men desværre ikke dansk) og bruge fem minutter hver dag på at læse dagens læsninger.

17

Bogtip!

I dag er Guds dag Af: Julie Riis

I denne bog af karmelitermunken Wilfrid Stinissen præsenteres læseren for en lille tekst, skrevet til hver af alle årets dage. Kristen, åndelig læsning der skal inspirere og drage læseren tættere på Gud. For som det hedder i bogens forord, sagde Teresa af Avila (1515-1582, karmeliterordenens grundlægger) engang at gode bøger er "lige så nødvendige for sjælen, som føden er for kroppen".

Stinissen har med sine korte, letlæselige tekster taget højde for det moderne menneskes travle hverdag og manglende overskud til at fordybe sig i denne type åndelig litteratur. Fem til ti minutters stilhed er alt man behøver at afsætte hver dag.

Det er ikke bogens ærinde at tage store teologiske diskussioner op, men blot at sige nogle enkle ord om Gud og hans forhold til mennesket. Hver måned indledes med et bibelcitat, men det er ikke nødvendigt at læse det for at forstå de følgende tekster til hver enkelt dag. Stinissen anbefaler at starte sin daglige læsning med at slippe dagens gøremål, finde ro og eventuelt bede den lille bøn nedenfor.

For som han siger, er hele meningen med at læse i bogen at blive ført "ind i bønnens verden, der hvor du møder Ham, som er større end alle ord."

Læserne siger:

“I dag er Guds dag omhandler ofte lige nøjagtig det jeg går og tumler med af tanker og giver mig på den måde mod, håb, forklaring, trøst og glæde.”

“I dag er Guds dag er fantastisk. Kort, enkel, men dybdegående og på et højt teologisk niveau.”

“I en periode af mit liv har I dag er Guds dag reddet mig. Jeg har læst rigtig meget i den og foræret den som gave. Den rammer plet når du er trist og har brug for trøst.

Den udfordrer og stiller krav.”

Bogen er udkommet fra Ansgarstiftelsens Forlag i 2012 og kan bl.a. købes på www.saxo.com

Herre min Gud du taler til os gennem menneskelige ord og bruger dem som redskab for at drage os nærmere til dig.

Gør mig åben og lydhør så jeg kan tage imod hvad du indefra vil sige til mig, nu hvor jeg bliver stille for at læse nogle ord om dig.

Giv mit indre øje lys til at se sandheden om dig og din skabte verden, og rens mit hjerte så din kraft kan opfylde og forvandle mig. Amen.

18 18

Ægteskabseksamen?

Nej, dog ikke.

Men der kommer nye standarder for Kirkens ægteskabsforberedelse.

Læs mere her.

HVORFOR?: Kirken ønsker at tage forberedelsen til ægteska-

bet avorligt. Det at blive gift er en af de største beslutninger vi nogen sinde skal tage, og vi har som katolikker krav på at blive ordentligt forberedt på hvad det er vi går ind til. Et gennemarbejdet undervisningsmateriale som er obligatorisk for alle, er et skridt i det rigtige retning.

Det nye materiale

løb for alle kommende ægtepar i Den katolske Kirke. Ægteparrene skal gennemgå otte moduler med deres præst og andre undervisere, og også mødes til en kursusdag sammen med andre par.

a

HVAD?: Et obligatorisk undervisningsfor-

HVORDAN?: Hvis man gerne vil giftes i Den katolske

Kirke, skal man gå ind og melde sig til et kursus på www.vivilgiftes.katolsk.dk. Forløbet tager typisk ca. 6 måneder, så det er vigtigt at være i god tid. Man skal tænke på det lidt lige som med førstekommunion og firmelse - der bruger vi jo også god tid til at forberede os inden vi modtager sakramentet.

HVORNAR?: Nu! Programmet er stadig under

udvikling, men allerede nu er de første kurser startet op over hele landet. Snak med din præst, eller tjek www.vivilgiftes.katolsk.dk.

Af: Clara Ottosen-Støtt

19

a c v a n e d t e e S -en pave takker af a Af: Julie Riis

Pave Benedikt XVI holdt sin sidste generalaudiens på Peterspladsen i Rom den 27. februar efter meget overraskende at have meddelt sin afgang d. 11. februar.

Her kan du i uddrag læse hans sidste, opmuntrende ord som pave til alle verdens katolikker.

KÆRE BRØDRE OG SØSTRE! (...)

I dette øjeblik er jeg opfyldt af en stor tillid fordi jeg ved – vi ved det alle – at evangeliets sandhedsord er Kirkens styrke: De er dens liv. (...)

Da jeg den 19. april for næsten otte år siden indvilligede i at påtage mig Petersembedet, havde jeg en fast overbevisning der altid har fulgt mig: overbevisningen om at Kirken lever af Guds Ord. Som jeg tidligere har nævnt det ved flere lejligheder, lød i dette øjeblik disse ord i mit hjerte: ”Herre, hvad ønsker du af mig? Du lægger en stor byrde på mine skuldre, men hvis Du beder mig om det, vil jeg på din befaling kaste nettet ud – i visheden om at du vil vejlede mig. Her otte år senere kan jeg sige at Herren har vejledt mig; han har været mig nær, og jeg har dagligt følt hans nærvær. Disse år har været en strækning på Kirkens van20 21

dring med sine stunder af glæde og lys, men også sine vanskelige stunder.

Jeg har følt mig som Sankt Peter og apostlene i båden på Genesarets sø.

HERREN HAR GIVET os mange dage med solskin og behagelig brise; dage, hvor fangsten har været rigelig.

Men der har også været stunder hvor søen har været voldsom, og vi havde vinden imod os; sådan har det altid været i Kirkens historie – og vi syntes at Herren sov. Men jeg har altid vidst at Herren er med i båden, at Kirkens båd ikke er min eller vores, men hans. Og Herren lader ikke sin båd synke. Han styrer den, især gennem de mennesker han har udset til at gøre det, fordi han ønsker det således.

Det var og er en vished som intet kan fordunkle. Derfor er mit hjerte i dag fuldt af taknemmelighed til Gud fordi han aldrig på nogen måde har undladt at give Kirken sin trøst, sit lys og sin kærlighed.

VI ER I TROENS ÅR, som jeg har udråbt for at styrke vores tro på Gud i en sammenhæng som mere og mere synes at fortrænge den. (...) Jeg ville ønske at alle kunne føle sig elskede af den Gud der gav os sin søn og viste os sin grænseløse kærlighed. Jeg ønsker

Når du læser denne artikel vil en ny pave formentlig

at alle må føle glæden ved at være kristen. (...)

delig den er, men også med en dyb fred i sindet. (...)

JEG ØNSKER NU af hele mit hjerte at takke alle de mange mennesker over hele verden som de seneste uger har sendt mig rørende tegn på opmærksomhed, venskab og bøn. Ja, paven er aldrig alene. Det erfarer jeg nu på en prægtig og stærk måde som rører mit hjerte. Paven tilhører alle, og mange føler sig tæt på ham. Det er rigtigt at jeg modtager breve fra verdens mægtige – statsoverhoveder, religiøse ledere, repræsentanter for kulturlivet og så videre. Men jeg modtager også mange breve fra helt almindelige mennesker som ganske enkelt skriver til mig ud fra deres hjerte og lader mig føle en hengivenhed der udspringer fra deres erfaring om at vi er sammen med Jesus Kristus i Kirken. (...) Her kan man virkelig tage og føle på hvad Kirken er – ikke en organisation, ikke en forening med et religiøst eller humanitært formål, men et levende legeme, et fællesskab af brødre og søstre i Jesu Kristi legeme som forener os alle. (...)

LAD MIG endnu engang vende tilbage til den 19. april 2005. Alvoren af denne beslutning handlede netop også om at jeg fra dette øjeblik og for altid stod til tjeneste for Herren. Altid!: den, som påtager sig Petersembedet, har ikke længere noget privatliv. Han tilhører altid fuldt og helt enhver, hele Kirken. (...)

DE SENESTE måneder har jeg følt at mine kræfter er blevet svækkede, og jeg bad indtræn gende Gud i bøn om at oplyse mig med sit lys så jeg kunne træffe den rette beslutning – ikke for mit eget bedste, men for Kirkens skyld. Jeg har truffet denne beslutning vel vi dende hvor alvorlig og ualmin-

JEG OPGIVER IKKE korset, men forbliver tæt på Den korsfæstede Herre.

Jeg vil ikke længere besidde magten til at styre Kirken, som hører til embedet, men jeg vil i bønnen så at sige forblive i Sankt Peters gård. Sankt Benedikt, hvis navn jeg bærer som pave, er et stort forbillede for mig i dette. Han viste os vejen til et liv der – aktivt som passivt – helt og holdent tilhører Guds gerning. (...)

JEG BEDER OM at I altid må huske mig i jeres bønner, og at I navnlig beder for kardinalerne der er kaldede til denne vigtige opgave, og for den nye Peters efterfølger. Måtte Herren vejlede ham med sit lys og sin Ånds kraft. (...) Kære venner! Gud leder sin Kirke og støtter den altid, navnlig i vanskelige tider. Lad os aldrig miste dette troens perspektiv, det eneste sande syn på Kirkens og verdens vej. Måtte der altid i vores og i enhver af jeres hjerter findes en lykkelig vished om at Herren er ved vor side, at han ikke svigter os, at han er os nær, og at han omslutter os med sin kærlighed. Tak!

g være valgt på konklavet, som samles den 12. marts.

2221

Mens vi venter...

22

FASTEINDSAMLING 2013

GIV UNGE I UGANDA EN FREMTID!

SMS NØD til 1231 og støt unge i Uganda Det koster 50 kroner + alm. SMS-takst.

Du kan også bidrage med dankort via Caritas´ hjemmeside på www.caritas.dk

23

Udgiver: Danmarks Unge Katolikker, Skt. Kjelds Gade 3, 2100 Kbh. Ø.

Bladet returneres til udgiver ved varig adresseænding med oplysning om ny adresse

PILGRIMSVANDRING

til Den Sorte Madonna i Polen.

Sommer 2013.

Vi pilgrimsvandrer sammen med dominikaner, som er en dynamisk og ungdomsorienteret orden.

Fra den 4. august til den 11. august Ruten er på ca. 70 km.

I år fokuserer vi på økumenisk ungdomsgruppe.

Men, alle aldersgrupper er velkomne.

Er du 16/17 år gammel, skal du have en voksen eller forældres samtykke/ særlig aftale med os.

Koordinator: Beata & Jerzy Golubowski, golubowski@kabelmail.dk, tel.: 21 40 91 88.

24

Pris kun 3000,- kr.

Prisen dækker: fly, delvis forplejning, 2 overnatninger i Krakow og Czestochowa, og 4 pilgrimsdage.

Tilmelding og betaling af depositum på 1700,- kr. senest den 10. maj.

Tilmeldingen er bindende.

Resten af beløbet betales senest den 1. juli.

OBS: Dette er en privat tur og ikke arrangeret af DUK.