4 minute read
Fællesskabet giver flere lyst at deltage
Af Charlotte Lykkegren, Christa Lund Herum og Jill Rasmussen
“Hjemmegudstjenester gør helt sikkert oplevelsen mere privat og intim, fremfor gudstjenester i den kirke, som vi har til rådighed i Bangkok. Man kan sige, at det fællesskab, som der er omkring hjemmegudstjenester, har betydet, at flere har lyst at deltage.”
Sådan fortæller Charlotte Lykkegren, som er den danske ambassades repræsentant i kirkerådet siden 2020. Hun er også konsul og leder af visumafdelingen, som opererer fra Bangkok.
OMMØBLERING
Charlotte er en af flere, der har stillet sit private hjem til rådighed for hjemmegudstjenester. Det indebærer, fortæller hun, at dagligstuen bliver ommøbleret, så der bliver plads til deltagerne, plads til musikerne og endelig et egnet sted, der kan fungere som en slags prædikestol for præsten.
Deltagerne er fx fastboende danskere i Bangkok, indimellem med deres gæster på besøg. Af og til kommer unge studerende, som er blevet opfordret af deres forældre til at opsøge kirken. Kirkerådet og deres familie og venner samt folk fra ambassaden udgør oftest den største deltagerskare. Efter gudstjenesten er der fælles frokost, nogle gange sponsoreret og andre gange med egen betaling.
”Udover at repræsentere ambassaden i kirkerådet, er det også en personlig interesse for mig at støtte op om en dansk kirke i Thailand ved at indgå i kirkerådet og det frivillige arbejde,” slutter konsulen, og præst Christa Lund Herum supplerer:
”Det begyndte egentlig som en nødløsning under corona, fordi vi i en lang periode ikke kunne mødes andre steder end i private hjem. Vi samles søndag formiddag fra kl. 11, vi har kirkemusikere, jeg er i præstekjole, og vi uddeler nadver.”
DET HELLIGE RUM
At fejre gudstjeneste i en privat stue kræver fleksibilitet og improvisation af både præst og menighed. Værterne sørger for et lille bord, der fungerer som alter og pyntes med fx blomster og lys.
”Jeg har salmebøger, oblater og vin med, og jeg låner en skål og et bæger til selve nadveruddelingen. Musikken er vigtig ved en hjemmegudstjeneste, for der er jo ingen klokker, kor eller et tydeligt markeret kirkerum, som vi kan navigere efter. Når vores to faste musikere begynder at spille præludiet, så ved alle, at nu er dagligstuen forvandlet til et kirkerum, og gudstjenesten er i gang.”
Det kan kræve en del logistisk forberedelse for præsten at få sig placeret korrekt i rummet og at få alteret til at “fungere”, uden at der opstår forvirring under gudstjenesten. Nadveren stilles som regel på et separat bord, så folk kan komme uden at falde over hinanden eller bumpe ind i alteret.
”Opbygningen af hjemmegudstjenesten er en spændende udfordring. Der er elementer, der er absolut nødvendige, men samtidig må det ikke blive for tungt eller kompliceret. Oftest læser jeg kun selve evangelieteksten og helst i en af de nye oversættelser. Prædikenen er vigtig, men bør ikke være for lang. Højtideligheden sikres altså ved en fast opbygning med tydelige overgange, som markeres ved musikken og med de altid faste elementer; prædiken, nadver og velsignelse.
Menighedens medvirken er også vigtig, og der er i højere grad plads og naturlig anledning til kommentarer eller spørgsmål undervejs i en hjemmegudstjeneste. Improvisationer og kommentarer giver en afslappet atmosfære og sikrer nærvær og dialog mellem præsten og menigheden, hvoraf de forreste jo ofte sidder blot en meter væk.”
AT SIDDE TÆT BRYDER ISEN
Jill Rasmussen, tidligere udstationeret i Bangkok og formand for kirkerådet, har også været vært ved hjemmegudstjenester. Hun beretter:
”Jeg valgte at engagere mig i kirken, fordi det var med til at skabe et kulturelt fællesskab, da vi boede langt væk fra Danmark. Desuden har kirken givet mig et åndeligt rum med plads til tanker, refleksion og udvikling.
Jeg har deltaget i flere hjemmegudstjenester og også selv lagt stue til. At åbne sit hjem for fremmede til en gudstjeneste og efterfølgende frokost har i den grad været berigende.
Først og fremmest har vi siddet tættere, og det har været en ”ice breaker”, første gang folk har været med. I kirken er der jo bænke, og vi havde nok en tendens til at sætte os ”parvist” på hver sin bænk. Men til hjemmegudstjenesterne har vi flyttet rundt på stole, siddet i sofaer, og nogle har sågar siddet på gulvet. Børnene har kunnet lege på gulvet undervejs, og det har været med til at fjerne noget af det stive, der godt kan være i en traditionel gudstjeneste.
Der er ingen tvivl om, at dagligstuegudstjenesterne har appelleret til flere end de traditionelle gudstjenester. Derved er skaren af kirkegængere blevet udvidet, og langt de fleste er kommet igen.”
