Fællesskaber definerer, bærer og holder mig på plads

Fællesskaber definerer, bærer og holder mig på plads

Af Selma Ravn, udlandsprovst. Foto: Sille Arendt

Jeg har aldrig været medlem af en sportsklub. Jeg har heller aldrig været spejder eller gået i fritidsklub eller boet på kollegie. Alligevel har jeg masser af fællesskabserfaringer og en klar fornemmelse for, hvad det fælles kan udrette, og hvor vigtigt det er at kunne finde styrke i hinandens spejlbilleder.

Denne verdens fællesskaber er utallige, de er geografiske og sproglige, nationale, kulturelle, politiske, faglige, sportslige, musikalske, ideologiske – fortsæt selv listen. Der er arbejds- og interessefællesskaber, alders-, køns- og familiefælleskaber. Der er hverdagsfællesskaber og lejlighedsfællesskaber, og så er der de helt store grænseoverskridende trosfællesskaber.

Nogle fællesskaber er tilfældige og perifere, andre er bevidste og veldefinerede. Nogle vælger vi selv, andre lander vi i, nogle favner et utal af mennesker, andre de eksklusive få. De kan være skrøbelige og blive opløst over tid, og de kan være stærke og dannende og leve hen over generationer.

Mine fællesskaber er talrige og afgørende for mig. De er med til at definere mig og bære mig og holde mig på plads. Jeg er dybt taknemmelig for at høre til i mange sammenhænge, jeg var nok slet ikke kommet til mig selv, hvis ikke jeg dagligt blev påvirket og inspireret af alle dem, der krydser min vej eller tager ophold i mit selskab.

Et af de bedste fællesskaber, jeg har været med i, var i en dansk kirke i udlandet. Jeg tror, at mange af dem, der rundt om i verden gør brug af vores præster og kirker, vil sige, at også de opfatter vores steder som rum for levende fællesskaber. Enhver ved, at det er en lykke at være fælles om noget, og vi ved også, hvor smerteligt og sorgfuldt det opleves ikke at kunne finde sin plads blandt andre.

I kirkerne ude løftes der i flok, kun sådan er der overlevelse i sigte. I kampen for at forblive indlysende lever og blomstrer små og store fællesskaber, der tilsammen gør, at vi kan kalde os ”folkekirkens udenrigstjeneste”. Vi tager imod og følges med de danske og dansksindede udenfor landets grænser, vi giver stemme og krop til det særlige fællesskab det er at være udlandsdansker, minoritet, omstillingsvant.

Det er fællesskaber, der er værd at støtte op om, ikke mindst hjemmefra.