Troshistorier i Comedy-showet

Fra bogen ”Se op og elsk verden”, udgivet på forlaget Eksistensen

En lørdag aften gik jeg ind på Camden Comedy Club i London, en lille klub med plads til cirka 25 publikummer. Der er forestilling hver eneste aften året rundt. Denne aften var vi 15-20 publikummer, flest unge, og på scenen stod stand-up komikeren Ivor Dembina. Briller og kasket. Slank og slidt skjorte, de to øverste knapper åbne. Slidte lædersko. Han virkede dreven, som en der kendte sin metier og sit publikum. Jeg har hørt og læst om ham. Han er jøde, 68 år gammel og har levet en menneskealder i London som stand-up komiker. Jeg ville gerne opleve ham på scenen, og jeg var nysgerrig efter at se, hvad det egentlig var, han kunne, og som havde tiltrukket publikum i årevis på små scener i London.

Fra forestillingens begyndelse var han i levende kontakt med publikum. Især fordi han fortalte træk fra sin egen livshistorie. Hans familie kommer fra Østeuropa. Nogle af dem omkom i Holocaust, andre undslap døden. Han jokede med sin egen livshistorie: “Da jeg fortalte en kvinde, at jeg er jøde, så hun ud til at blive ret interesseret i mig, og hun spurgte mig om mit nummer. Jeg svarede, at nu om dage bruger vi navne.”

Den selvironiske humor skabte en særlig kontakt; den afvæbnede. Der var en bund af alvor i hans komik. Man mærkede respekten for tilhøreren. Som om han forstod; ”jeg har min historie, men jeg ved, at du også har din.” Der var en respekt for kærligheden, for andre mennesker. Igen kom der en joke med baggrund i hans egen livshistorie: “To jødiske kvinder får deres frokost på en restaurant. Tjeneren kommer og spørger: Ladies, er der noget som helst, der er, som det skal være?”

Sådan skabte han via sin egen historie en åben kontakt med publikum. Jeg sad fascineret og fulgte med. Så spurgte han publikum: “Hvad er din religion?” En mand på bagerste række svarede: “Jeg er medlem af den skotske kirke.” En anden mand sagde: “Jeg er vokset op i Australien og er en slags kristen.” Den næste var en kvinde, som fortalte, at hun var muslim, ofte bar tørklæde, og at hun bad hver dag. En tredje, mig selv: “Jeg er præst ved Den Danske Kirke, der ligger 500 meter herfra.” En kvinde fortalte: “Jeg er troende, det betyder meget for mig.”

Og den sidste, en mand på forreste række: “Jeg er ateist.”

Små stumper af livsfortællinger kom frem. Vi smilede og lo undervejs. Det var fantastisk at være med til. Overraskelsen lå i, at det overhovedet skete. At vi nu sad til et comedy-show i London og fortalte om vores tro, og at det var så underholdende, som det var. Der var ikke pres, så ingen fortalte mere, end de selv ville. Ivor Dembina lyttede med respekt til hvert svar. Indimellem lavede han sjov og spillede folks ord rundt i luften og legede med dem, men på den gode måde.

Det var en oplevelse. Der opstod et fællesskab i rummet. Publikum blev til en forsamling af levende mennesker med hver vores religiøse/kulturelle baggrund. Via vores personlige troshistorier mestrede Igor legende og humoristisk at gøre vores individuelle kulturelle og religiøse baggrund til en betydningsfuld del af forestillingen, rummet, virkeligheden. Ved at de enkelte publikummer fortalte en lille bid af deres egen troshistorie, fik Igor skabt et billede, ikke blot af en abstrakt multikulturel virkelighed, men af en række konkrete mennesker, der hver især har en tro, religiøse skikke og i nogle tilfælde en religiøst begrundet påklædning. På samme tid en fantastisk øjenåbner, en fortælling om samtiden og en demonstration af, hvad de personlige trosfortællinger kan.