2 minute read

Gamle kirkestole fra Ishøj får nyt liv i Toronto

En fortælling fra Vejleå Kirke i Ishøj og Den Danske Kirke i Toronto

Tre store kasser med danske stole og højskolesangbøger er landet i Toronto i Canada. Kasserne er til Den Danske Kirke i Toronto og indeholder 16 kirkestole fra Vejleå Kirke i Ishøj og mere end 200 højskolesangbøger.

Advertisement

”Vi er i gang med en gennemgribende renovering af vores kirkerum og skal erstatte vores kirkebænke med stole for at få mere fleksibilitet. Derfor ville vi i første omgang lave et forsøg, hvor vi erstattede to bænke med de danske Børge Mogensen-stole og se, hvordan det fungerer. Bagefter skal stolene bruges i vores konfirmand- og mødelokale, fortæller Simon Kangas Larsen, der er meget glad for den flotte gave fra Danmark.

Stole og salmebøger modtages i Toronto af præst og kirkerådsformand

Stole og salmebøger modtages i Toronto af præst og kirkerådsformand

Nete Agerskov, tidl. formand for menighedsrådet i Ishøj sogn, glæder sig over, at de gamle stole fra Vejleå kirke har fået nyt liv på den anden side af Atlanten:

”Også vi er ved at bygge om og udvide vore mødelokaler, så vi kender godt til det med, at det rejser nye tanker om indretning og funktion. Vi har i Vejleå Kirke gennem flere år haft de gamle stole stående uden at vide, hvad vi skulle stille op med dem. At de nu bliver til gavn for menigheden i Toronto, kan vi kun være glade for.”

Simon Kangas Larsen forklarer, hvordan man fik stolene fra København til Toronto:

”Et opslag på Facebook, lidt netværk og en forespørgsel senere fandt vi ud af, at menighedsrådet ved Vejleå Kirke var udenlandskirkerne meget venligt stemt, og at de gerne ville hjælpe os med stolene.”

Stolene er let brugte. Det samme gælder for Højskolesangbøgerne, der er fra Gellerup kirke og Møllevangskirken i Aarhus samt Møltrup Optagelseshjem ved Herning.

16 stole og 200 sangbøger fylder meget og passer ikke i en kuffert og slet ikke i COVID-tider, hvor man ikke må rejse. Men lokal støtte fra den danske logistikvirksomhed FCL Fisker Customs and Logistics i Toronto gjorde det muligt at få stole og sangbøger pakket og sat på et containerskib over Atlanterhavet.

Sune Overgaard er formand for menighedsrådet i Toronto. Han glæder sig meget over støtten fra Danmark:

”Der er fem danske kirker i Canada. Vi er 100 % selvforsynende og får ingen støtte fra Danmark til løn eller drift. Derfor er en opbakning, vi får i form af de her donationer, noget der gør en forskel. En vigtig ting er at få økonomisk støtte, men med stole og sangbøger er det indholdet og aktiviteterne i vores kirke, der bliver understøttet, siger formanden.”

Den Danske Kirke i Toronto er organiseret igennem Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK), som ansætter og udsender danske præster til udlandet. DSUK er en privat kirkelig foreningen, som fundraiser til en stor del af sit arbejde.

DSUK organiserede i 2020 en folkekirkelig indsats gennem 41 præstestillinger, 11 søfarts- og juniorassistenter samt en forstander. DSUK betjener syv havnebyer via sømandspræst og/eller assistent. Dansk Kirke i Sydslesvig tæller heraf 22 danske præster inkl. en provst. Dertil kommer ansættelse af lokalt finansierede præster for emigrantmenigheder yderligere fem steder i Canada.