ENERGI & MILJØ
Nyt værktøj til håndværksmesteren Elektronisk regnemodel er genvej til at rådgive kunderne om energioptimering og til at give el- og vvs-virksomheder mersalg. Nu kan håndværkere hurtigt og nemt give deres kunder en beregning på, hvor meget de kan spare ved at energioptimere deres byggeri. Værktøjet klassificerer energibesparelser efter bedste økonomi og gør håndværkerfirmaet i stand til at samle flere energibesparelser i samme beregning. Det nye beregningsværktøj kan både bruges i private og offentlige bygninger samt i virksomheder. Et vvs eller el-firma kan fx beregne, hvor meget kunden kan spare ved at skifte varmeanlæg eller ved at benytte mere energivenlig belysning. Beregningsværktøjet er udviklet i sam-
6 | DS-bladet nr. 8 2013
arbejde mellem Teknologisk Institut, DS Håndværk & Industri, Kuben Management og Fredericia Maskinmesterskole. Målgruppen for det nye værktøj er håndværkere i bred forstand, der gennem deres nuværende arbejde kommer i kontakt med kunder, som har energiforbrugende anlæg og dermed muligheder for energibesparelser. Formålet er at få håndværkerne til i højere grad at medtage energieffektivitet som et salgsargument overfor deres kunder. Herved bør håndværkerne kunne opnå et mersalg, fremgår det af vejledningen til beregningsværktøjet. Ved at bruge værktøjet skal håndværkeren kunne vurdere og præsentere forslagenes totale rentabilitet og sammensætte forslag for energiog driftsoptimering for herved at opnå en større samlet økonomisk besparelse.
Simple målinger Det er hensigten at beregningen fra klassificeringsværktøjet skal være så præcis, at
den kan danne grundlag for en aftale med et energiselskab om indberetningsretten. Derfor er det nødvendigt, at håndværkeren er i stand til at foretage nogle simple registreringer og målinger, som skal bruges som inddata i værktøjet. Hvis beregningerne udelukkende er baseret på erfaringstal og generelle retningslinjer, er de ikke tilstrækkeligt præcise til at sikre energiselskabet den krævede dokumentation. Det betyder, at det i forbindelse med brugen af klassificeringsværktøjet forudsættes, at håndværkerne har en vis teknisk indsigt, så de er i stand til at foretage de registreringer/målinger, der er nødvendige i forbindelse med den aktuelle teknologi. Der vil i de fleste tilfælde være tale om registrering af det eksisterende driftsmønster, måling/registrering af energiforbrug samt en kortlægning af det system, hvori det givne anlæg er placeret. For de typer anlæg, hvor der skal måles værdier, forudsættes det, at håndværkeren er i besiddelse af det nødvendige måleudstyr, og har de nødvendige forudsætninger for at kunne benytte det. En, der har brugt værktøjet, er Jørgen Bjerg fra konsulentfirmaet Vesco i Fredericia: »Med et minimum af indtastninger giver programmet brugerne et overblik over, hvilke energibesparelser der kan opnås inden for de valgte områder. Herved kan værktøjet blive nyttigt i dialogen mellem håndværker og kunde, når det skal besluttes, hvilke tekniske løsninger, der er mest fordelagtige,« fortæller Jørgen Bjerg. I forbindelse med projektet har flere af medlemsvirksomhederne hos DS Håndværk & Industri været med til at afprøve og evaluere værktøjet. Herudover har værktøjet været præsenteret for håndværkere og virksomhedsledere i forbindelse med kurser og fyraftensmøder Regneværktøjet og tilhørende vejledning kan hentes på denne adresse: www.energitjenesten.dk/beregningsvaerktoj.html.