Page 1

Rørt af Kong Midas

AAf Carsten Bundgaard Andersen 1


Sydøst Sulawesi i Indonesien

Kendari, hovedstaden i det sydøstlige Sulawesi, med et indbyggertal på 1,8 millioner.

Ban

dah

t

ave

ve

t

ha

es

or

Fl Tiworobugten

Byen Bombana med mineområdet i en krans rundt om byen

Langkowalafloden der flyder igennem mineområdet inden den ender i Tiworobugten

Øen Kabaena hvor der er store nickelminer og hvor der også er blevet gjort store guldfund

2


Rørt af Kong Midas Midas var konge af Frygien og var berømt for sin rigdom. Grækerne mente, at hans store rigdom var resultatet af hans hjælpsomhed overfor Dionysos´ læremester Silenos. Dionysos blev så glad for, hvad Midas havde gjort, at han tilbød ham alt, hvad han ønskede sig. Midas bad om, at alt hvad han rørte ved skulle blive til guld. Midas var i starten lykkelig for den gave han havde fået, men han opdagede hurtigt, at selv det mad han prøvede at spise og de drikke han prøvede at drikke blev forvandlet til guld. Han blev rædselsslagen, og Dionysos forbarmede sig over ham og fortalte ham, hvordan han kunne slippe af med evnen, ved at vaske den af i floden Paktalos, som sidenhen er blevet kendt for guldstøv fundet på bunden af den. En fortælling om jagten på guld i på øen Sulawesi i Indonesien, og hvilke konsekvenser det har for samfundet og miljøet.

Carsten Bundgaard Andersen, 0206-2022-FO, Bundgaard@mail.djh.dk


4


5


1


8


9


10


11


En scooter kommer susende ned af den støvede vej der er omgivet af de tomme rismarker. Lyden fra scooteren synes malplaceret i de lydløse omgivelser. Der sidder to mænd på scooteren, og den bagerste mand har en stor wok på ryggen og en hakke og en skovl i højre hånd, de to mænd på scooteren danser fra side til side for at undgå de mange huller i den ødelagte vej. De er på vej mod et af de otte mineområder i Bombana distriktet. Sulawesi ligger henslængt imellem Bandahavet og Floreshavet og den besynderlige form leder tankerne hen på et japansk skrifttegn. For enden af den sydøstlige tange, 250 kilometer fra provinsens hovedstad Kendari, bag de bløde bjerge, ligger Bombana distriktet. Det, der før var provinsens spisekammer og leverandør af enorme mængder ris til regionen, ligger nu hen som et knastørt mausoleum. Den ris der blev plantet tidligere på året, ser uspiselige ud. Siden august 2008, hvor der blev fundet enorme mængder guld, er området nærmest blevet støvsuget for arbejdsomme hænder - alle vil have del i den rigdom, der ligger under deres fødder. Higen efter guldet har store konsekvenser for de folk der bor tæt på minen. Tuk tuk tuktuk – larmen fra de mange pumper i mineområdet udsender en øredøvende larm, og den sorte røg fra motorerne stiger dovent op imod en skyfri himmel. Varmen ligger som en glohed dyne over området, og dem, der ikke graver efter guld, søger tilflugt i skyggen fra de træer, der endnu ikke har måttet lade livet for at give plads til de hastigt voksende miner. I bunden af

en af de store minekratere er der stadig en smule vand, der er monsun, men regnen er udeblevet. De sidste dråber bliver vredet ud af Langkowala floden. Alt i området tørster efter vand, men minerne har den største tørst. For at få et gram guld, skal der bruges 100 liter vand. Ifølge Nur Alam, der er guvernør for det sydøstlige Sulawesi, er der en million ton guld i Bombana distriktet. Det levner ikke meget vand til det, der førhen var et landbrugsområde med mange hektar rismarker. Med mudder i hele hovedet står en af mændene nede i bunden af hullet med vandslangen og spuler jorden ned fra siderne af det stadigt voksende krater i landskabet. Arbejdet skrider frem med høj fart, og de ar, der er i landskabet, bliver større og større. Siden der blev fundet guld i Bombana, i august 2008, har transformationen været enorm. Nogle af arbejderne kommer fra lokalområdet, men hovedparten af dem kommer langvejs fra. Java, Kalimantan og Bali er nogle af stederne. Minearbejderne håber alle på, at få del i de mange penge, der er at tjene. De kommer hele familier, og alt, hvad der kan kravle og gå, arbejder i mineområdet. Det er ikke alle, der kan få arbejde i selve minen, så nogle må finde andre måder at tjene deres penge på. Så sent som sidste uge, fangede politiet otte røvere bevæbnet med pistoler, og politiet skønner, at der er omkring 300 røvere i området. Det er midt på dagen, og solen har lagt sig så højt på himlen, som den kan. Skyggerne er korte, nogle enkelte arbejder stadig ude i den stegende sol, men de fleste søger ly under de 12


tage med sig ned fra minerne og ned til landmændene og fiskerne” siger dekan ved Haluoleo Universitetet i Kendari, Muhammad Aslan og fortsætter: ”Det vil godt nok sætte gang i tingene, men alt det kviksølv, der ligger begravet Universitetet i Kendari har lavet i jorden, vil blive hevet op af vandet foreløbige undersøgelser af vandet i og sendt alle de forkerte steder hen.” Langkowala floden - den flod der flyder Allerede nu bliver det giftige vand brugt igennem mineområdet. Deres målinger til drikkevand i minerne. Mændene står viser en stor overskridelse af den tilladte i vand til anklerne og betjener pumpen mængde af kviksølv i vandet. Mængden på tømmerflåden i det spejlblanke vand. er visse steder cirka 500 gange højere Herfra pumper mændene vandet op end den tilladte grænse. Vandet i floden i store beholdere og sælger vandet til bliver brugt til alt lige fra drikkevand, folkene i lejrene ved siden af minerne. til badevand, og til at holde landbruget i ”Folk er ikke bange for kviksølvet, de live. Kviksølv er et tungmetal, og det kan kan ikke se den umiddelbare effekt, så forgifte mennesker ved direkte berøring, det skræmmer dem ikke, de kender ikke ved indtagelse af for eksempel fisk, og til konsekvenserne på lang sigt, ”siger så er dampene fra kviksølv også giftige. Muhammad Aslan. Fordelene på den Overlægen på hospitalet i Bombana, korte bane overskygger de vidtrækkende Abdul Wahab, vil ikke komme med konsekvenser af guldminedriften. Det er nogle direkte konklusioner endnu, men kendetegnet for et folk, der er desperate han oplever en stigning i patienter med efter et bedre liv. hudlidelser og forhøjet blodtryk, begge Området Rarongkey ligger tæt på havet, dele kan være symptomer på kontakt og meget af området er dækket af med kviksølv. Udover disse symptomer, dambrug. Det er her Langkowalafloden så påvirker kviksølv den gravide og flyder igennem inden vandet ender i hendes foster, det hæmmer udviklingen Tiworobugten. Lugten af stillestående i hjernen og kan lede til deforme børn. saltvand er det første, der rammer Symptomer hos børn kan være tab af sanserne, og lugten af ammoniak river hår, tænder og negle, men i de værste i næsen. Vandet til dambruget bliver tilfælde kan kviksølvsforgiftning være ødelæggende for hjerne, lever og lunger. sluset ind fra havet. En af familierne, der driver et af disse dambrug, familien Sygdommen Minamata er en lidelse Tayeb, bor i et meget simpelt hus på forårsaget af kviksølvsforgiftning. Den stylter midt imellem de sorte søer, der leder i ekstreme tilfælde til sindsyge, ligger side om side, så langt øjet rækker. lammelse, koma og død. Træerne er for længst døde og står Floden ligger udtørret hen og venter tilbage som hvide saltstøtter. Mændene på, monsunregnen skal sætte ind. ”Når og de ældste af drengene piler rundt regnen kommer, vil det sætte gang i og fanger fiskene. Mænd på scootere hjulene, og de fleste vil være glade, kører i pendulfart imellem dambruget men jeg er bange for, hvad floden vil uendeligt mange blå presenninger. I skyggen for solen tager arbejderne en lur, nogle gør risene til frokosten klar, som står og damper i en sort gryde i det improviserede køkken.

13


14


15


16


17


18


19


1


21


24


25


26


27


30


31


som bliver forstærket og sendt op imod dæmningen. Dæmningen synes nyttesløs, da der ikke er noget vand at opdæmme, og kanalsystemet fra dæmningen, der skal sende vandet ned til bønderne, er ligeså knastørt. Der er en smule vand nedenfor dæmningen, her tog Universitetet i Kendari vandprøverne for nogle måneder siden, der viste er alt for højt indhold af kviksølv. Nede i vandet svømmer to drenge rundt, og i vandkanten sidder to kvinder og vasker tøj, den ene af kvinderne har en lille dreng på skødet. De to drenge skal rigtig vise sig, og laver halsbrækkende hovedspring ud i det lave vand. Det er her folkene fra Moronenestammen, der bor i Watu Watu landsbyen, tager deres daglige bad, de håber snart regnen kommer, så vandet på ny kan flyde i floden.

og den nærliggende by, her bliver fiskene distribueret til byen Bombana og til storbyen Kendari. Der kommer ikke meget vand fra Langkowalafloden, men regnen er på vej, siger de lokale. Snart vil vandet flyde ind i dambruget, og tage det kviksølvholdige vand med sig. Kviksølvet vil blive optaget af fiskene, og derfra vil det arbejde sig op igennem fødekæden. Langkowalaflodens rejse fra toppen af bjerget ender i Tiworobugten på den anden side af dambrugene. Børnene i landsbyen Watu Watu løber ned af den støvede vej. ”Vi har ingen strøm om aftenen, så indimellem keder vi os”, Asman griner lidt fjoget og nikker med hovedet i retning af de mange børn. Asman tilhører stammen Moronene, og han har lige været nede ved floden for at vaske sin scooter. Den lille landsby emmer af liv, og det til trods for at de forbereder Tadirs begravelse. Tadir havde været syg i tre måneder med cancer i maven, og han efterlader sig en kone og tre børn. Tadir ligger på gulvet inde i sit hus, svøbt i et hvidt lagen, der er en andægtig tavshed inde i huset. Imamen sidder og beder, imens Tadirs bror sidder med bøjet hoved og hånden på det hvide lagen, Tadirs indsunkne kinder og blege hud taler sit tydelige sprog om en langsom død. Men det er ikke døden, der er mest iøjnefaldnene i den lille landsby, det er de mange børn, der er over det hele. En lille dreng, med navnet Ronaldo skrevet på ryggen, agerer målmand imens otte-ni andre drenge, med hvad der synes som uudtømmelige mængder energi, jagter bolden rundt på gårdspladsen.

På gulvet i det lille hus i Kendari sidder Mansour Lababa, han er leder af Moronenestammen. Lababa løfter glasset med den alt for søde is-the, og vandet perler på ydersiden af det kolde glas. ”Min vigtigste opgave i denne tid er at beskytte mit folks rettigheder overfor mineselskabet”, Moronenestammen var tidligere et nomadefolk, men nu har de slået sig ned i området og dyrker jorden. De trues af folkene fra minen, der gerne vil have fingrene i deres jord. ”Jeg mener ikke, at vi skal stoppe folkene i minerne, jeg vil gerne samarbejde, men jeg mener, mit folk har ret til at få noget ud af denne situation.” Siger Lababa. Han har forsøgt at få regeringen ind i sagen, ”Lige nu så gør minerne, som det passer dem, og regeringen gør ingenting, og tingene bliver bare værre og værre, fordi intet bliver gjort for at forsvare

I bunden af den lille kløft kan lyden af latter og plasken høres, en lyd 32


Ashari Usman sidder foran sin gamle pc og den lille mixerpult, der udgør studiet i hans radiostation. Ashari er journalist og sidder i valgkomiteen i Bombana. Han har med egne øjne set de forandringer, minerne har taget med sig. ”Alting er blevet dyrere for borgerne i Bombana, siden byen er blevet invaderet, såsom mad og benzin. Det største problem er inddragelsen af land, det er umuligt for de lokale at købe jord til landbrug, sådan som priserne er eksploderet.” Ashari læner sig tilbage i sofaen, følelsen af falsk læder mod hans bare ryg, synes ikke at genere ham, og han fortsætter, ”Jeg synes ikke, minerne skal lukkes, jeg synes bare, der skal være en mere ligelig fordeling af rigdommen, og så er der selvfølgelig også problemer med miljøpolitikken i minerne, der er ingen!”, siger han og griner højlydt. Inde fra studiet høres lyden af en eller anden generisk vestlig popsang. ”Et andet problem er regeringen i Bombana, de smider tilladelser til at grave efter guld til højre og venstre. De indrømmer da også, at de ikke har styr på, hvor mange tilladelser, de har givet.” Ashari mener, der skal være bedre styr på tingene, og han kan ikke lide de mange, der kommer til området og graver efter guld ulovligt.

os.” Lababas stemme er steget i volume og hastighed, og han vifter sin højre hånd frem og tilbage, som om han var i færd med at lede et orkester. Lababa er også bekymret for situationen med vandet i området omkring Langkowala floden. ”Nogle af dem, der bor ved floden, er begyndt at forstå risikoen ved det forgiftede vand, men de kan ikke se skaderne med det samme, så de gør, som de altid har gjort.” Lababas harme synes afløst af modløshed, og bekymringen lyser ud af manden. Familien Abas, en landmandsfamilie som så mange andre i området, står uden vand. De bor i området Rarongkey. Familiens 16 medlemmer ved ikke deres levende råd, og de kan ikke forstå, der ikke er noget vand. De ved heller ikke noget om, at vandet bliver dæmmet op af minerne. Familiens overhoved Salim Abas synes både, der er plusser og minusser ved guldminerne. ”Jeg synes det er godt, at folk har mulighed for at arbejde og tjene penge, men der er for mange problemer med de fremmede, og jeg synes, det skader landbruget.” Ketut Alik har nogle meget smukke træk, hun rager ikke meget op i landskabet, og i aftenskumringen er hun ude og se til sine køer. ”Sidste år havde jeg en fin rishøst, men der er ingen vand i floden længere”, siger Ketut Alik. Jorden burde være våd og frodig, men siden floden er blevet dæmmet op af minerne, når vandet ikke ned i dalen til os bønder. Ketut Alik er bare en af mange i området, der må finde på noget andet for at klare sig. Hun skal forsørge syv mennesker, og hendes mand ligger syg på syvende år, så hun må se, om hun kan klare sig med de få køer, hun har.

Fem hundrede meter fra en af minerne ligger skolen Rabowatu Utara, her underviser Aloysius i indonesisk. ”Minerne kommer tættere og tættere på byen. I begyndelsen var jeg ligesom alle andre glad for alt den guld, vi havde i området. Folk kunne tjene penge, men nu er jeg begyndt at se færre elever i klasserne, og det bekymrer mig.” Aloysius er en lille buttet mand med et venligt ansigt, og rundt om ham står 33


36


37


38


39


”Udenfor skolen står de mange scootere parkeret, der vidner om øget velstand i det lille samfund. ”Jeg tror, mange af børnene vil søge ud til minerne, når de er færdige i skolen. Før blev de landmænd, men det er en svær tid for landmændene.” Sahidah mener, at regeringen bør skride ind og hjælpe landmændene, for lige nu er det dem, der har trukket det korteste strå.

hans børn og lytter, han fortsætter. ”Jeg er også bange for, hvad der sker, når regnen kommer, andre steder i landet har der været mudderskred, og der er ingen der ved, hvad der vil ske her.” Det er efterhånden tyndet lidt ud i børnene, og de store drenge er ude foran huset, hvor opstemte råb kan høres og hvor fodbolden ind imellem kommer til syne i vinduet. ”Folk her i området er blevet bange for at spise fisk, efter de har hørt om forureningen, men det er en vigtig del af vores kost, og det er billigt, så det er svært at undgå.” Aloysius øjne vandrer rundt på de tilhørende. Han fortæller videre om de andre problemer, minerne har taget med sig, de prostituerede, røverne, og om hvordan folk ikke føler sig sikre på samme måde, som før guldet blev fundet.

Dekan Muhammad Aslan fra universitetet i Kendari sidder i en lidt for stor hawaii skjorte for enden af det blanke bord. ”Jeg startede disse undersøgelser, for at gøre opmærksom på den farlige situation der er ved at udvikle sig i området.” Muhammad Aslan fortsætter, ”dette vil have altødelæggende konsekvenser for miljøet, og de mennesker der lever i nærheden. Konsekvenserne vil ikke kun ramme folk i Bombana distriktet, men også områderne langs kysten i Tiworostrædet vil mærke følgerne af denne katastrofe.” Ifølge Muhammad Aslan så skal der ske drastiske ting, udgravningerne skal stoppes, og der skal laves udvidede undersøgelser baseret på en miljømæssig, social og økonomisk vinkel. Han mener også, at regeringen er nødt til at lukke minerne midlertidigt, indtil der er fundet en tilfredstillende løsning på de miljømæssige spørgsmål.

Sahidah vralter lidt besværet ind på kontoret, under uniformen titter den store mave ud, skoleinspektøren er højgravid. Eleverne er til undervisning, og ude i skolegården er der ikke en lyd bortset fra lyden af en taktfast dieselmotor i det fjerne. En af minerne ligger meget tæt på den lille landsby. ”Minerne er bestemt ikke noget sted for børn, de bliver brugt i tunnelerne, da de er små.” siger Sahidah og forklarer, ”Men jeg er ikke bange for at miste børnene til minerne, jeg mener at forældrene godt er klar over, hvor vigtig skolen er.

40


41


42


44


45


48


49


50


51


52


53


56


57


s.4

s.5

s.6-7

Rødderne fra det døende træ hænger ud i afgrunden i det store krater.

Suparman viser dagens høst frem, han er en af de lokale guldminearbejdere der ulovligt tjener penge til sin familie i guldminen, han kan tjene imellem 50 og 100 kroner på en dags arbejde.

Her er der blevet gravet i lidt over et år, mange mineskakter ligger forladte hen, og de dybe huller er bare en af de mange farer i det arede landskab.

s.10

s.11

Tadir er endelig bukket under for kræften, og Moronene folket fra hans stamme beder for ham og tager den sidste afsked.

Jorden ligner en svamp, mændende graver dybere og dybere og de skal bruge stadigt mere vand til at få fat i guldet.

Der bliver brugt enorme mængder vand for at frembringe guldet. Der skal i gennemsnit bruges 100 liter vand per gram guld.

s.15

s.16

s.17

s.18

Moronene folket bader sorgløst i den smule vand der er tilbage i Langkowalafloden.

Mudderet er sort og gennemvædet af saltvandet fra havet, mændene arbejder hårdt imens solen varmer vandet op, lugten af ammoniak hænger i luften.

Alle børnene er smurt ind i mudder fra top til tå, de er en vigtig del af arbejdskræften i dambruget.

Skyerne hænger truende, men regnen udebliver.

s.19

s.20

s.21

s.22-23

Tid til frokost og afslapning inde i det skoldhede telt.

Som en anden bjergged bestiger hun den stejle væg i minen.

s.9

Krateret er dybt, og turen frem og tilbage til det lille vandhul i bunden af minen bliver længere og længere jo større hullet bliver, de håber på regn.

Dagens arbejde er overstået for Michael, og han tilbringer resten af dagen i skyggen af den blå pressening.

s.8

Pandi på 16 år bliver hejst op fra dybet, det er helt klart det farligste arbejde og den måde at grave efter guld har kostet mange menneskeliv, Pandi er droppet ud af skolen, han kan bedre lide at arbejde i minen, han kan lide pengene og spændingen og at være sammen med de andre arbejdere.

s.14

Det er ulovligt at bruge kviksølv i forbindelse med guldminedrift, men salget af det foregår temmelig åbenlyst, det er en genvej til finde guldet. Efter jorden er blevet siet, og der er en blanding af mudder og guld tilbage, tilsættes kviksølvet, og det binder sig til guldet som en magnet

s.24

s.25

s.26

s.27

Tadir fra Moronenestammen bliver begravet, han døde af cancer i maven.

Arbejdsdagen er ved at være forbi, og manden bader sig i det eneste vand der er i nærheden, nemlig det samme som de arbejder i.

Den hvide fane der signalerer et dødsfald bæres foran den døde, Tadir ligger på en bambus båre og de seks mænd har ingen problemer med at bære den afmagrede mand.

Der er blå presenninger så langt øjet rækker. Minearbejderne sover i de hjemmebyggede bivuakker.

s.28-29

s.30

s.31

s.34-35

Mineomådet SP-3 er ikke et sikkert sted at være om aftenen, politiet i Bombana har ikke nok mandskab til at holde øje med de mange mennesker.

Alle børnene er smurt ind i mudder fra top til tå, og de er en vigtig del af arbejdskræften i dambruget.

I august 2008 blev der for første gang fundet guld i Bombana. Der er ikke mange mennesker tilbage på de mange gårde.

Familien Abas er en landbrugsfamilie, og de er afhængige af vandet fra floden, men floden er tom, minen har lavet en dæmning længere oppe i højlandet.


s.36

s.37

s.38

s.39

Huset ligger tomt midt imellem de mange menneskeskabte søer, alle er ude og arbejde, indimellem bliver den spejlblanke overflade forstyrret af fiskene der synes at lege lige under vandspejlet.

Børnene i den lille fiskerfamilie ser til imens de store drenge og mændene fanger fiskene.

Prostitution er i fremgang i minerne, og det såvel som røverbander er blandt de sociale problemer politiet ikke har mandskab til at tage sig af.

Lyden fra pumpen bliver forstærket på vej op af krateret, og dieselrøgen skygger for solen.

s.44

s.45

Midt på dagen er det for varmt til at arbejde, og arbejderne søger ly for den skoldhede sol.

Minearbejderne sover, spiser og slapper af lige ved siden af minen, og inde under skyggen fra presseningen sover arbejderne ved siden af de 10-15 meter dybe huller hvorfra de henter guldet op fra.

s.42

s.43

For en stund er der ro i minen, pumpen er brændt sammen, og de fire mænd griner højlydt over deres uheld.

s.46

s.47

Ayarudin fra den lille by Slatan arbejder i minen sammen med sin søn og sin kone, han styrer slangen.

Den lille sø foran mændenes telt er fyldt med de kemikalier de bruger til at udvinde guldet.

Vandet suges op fra bunden af minen og bliver ført henover slisken. I bunden af slisken ligger en slags gulvtæppe der skal opfange guldet, der synker til bunds.

s.48

Mændene på scooterne transporterer fiskene væk fra dambrugene og ind til byen, hvor fra fiskene bliver solgt videre.

s.49

Drengen fra det lille hus på stylter imellem saltvandssøerne, nyder at arbejde sammen med de voksne, og sammen med de andre drenge suser de rundt i det sorte mudder og fanger fiskene med deres hænder.

s.50

s.51

s.52

s.53

Luwan har en lille forretning i mineområdet, og har taget hans kone og to børn med ud til minerne, hvor de bor i flere måneder ad gangen.

Folk i alle aldre deltager i arbjedet i minen.

Ketut Alik er alene om at forsørge syv mennesker, og det er blevet meget svært efter vandet i Langkowala floden ikke når hendes marker længere.

Ikke alle ture ned i mineskakten er lige frugtbare, og de skal mange ture op og ned af det 12 meter dybe hul inden dagen er forbi.

s.54-55

s.56

s.57

Bagsiden

Fra statens side var området omkring minerne tiltænkt til kvægbrug, men mange af farmene er forladte, da folk øjner muligheden for at tjene nogle hurtige penge.

Den store flade tallerken er den ældste teknik indenfor guldgravning, og den benyttes stadig i vid udstrækning i minerne. Her er den tekniske kunnen ikke så høj, og guldgraverne tyer derfor til ulovlige metoder, og det er grunden til at forureningen med kviksølv er så høj.

I takt med at minen graver dybere og dybers, så falder vandet i Ketut Aliks brønd, og hun har måttet forlænge rebet i spanden.

Dagens arbejde er forbi.


1

Rørt af Kong Midas af Carsten Bundgaard  

Bachelorprojekt på fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole lavet af Carsten Bundgaard Andersen. En fotojournalist...