I vikingetiden blev Samsø delt i to. Kanalen ved Kanhave gjorde det muligt at trække de lavbundede vikingeskibe mellem fjorden og havet. Herfra styrede de skibsfarten gennem både Storebælt og Lillebælt. Samsø var centrum i Danmark. I dag er kanalen tørlagt, og nord- og sydøen er igen forbundet. Men øen bærer stadig på sine fortællinger. Myter og vandrehistorier lever videre i landskabet, i sproget og i menneskene.
I dette magasin dykker vi ned i nutidens Samsø. En ø, hvor nye kapitler skrives hver dag. Samsø rummer en særlig dualitet, hvor det åbne og det afgrænsede sameksisterer. Nogle vælger øen fra, andre vælger den til. Vi møder unge, der står på tærsklen til at rejse fra øen og ældre, der er vendt hjem igen. Vi møder dem, der er kommet til øen for at finde ro og dem, som altid har været her – og båret øens liv videre gennem generationer.
Samsø er stadig et centrum. Ikke for konflikt og handel, men for liv og sammenhold.
Tak til alle samsinger, der har delt deres historier. Tak for jeres tillid og tålmodighed. Sammen med jer er det blevet til 11 fotografiske fortællinger om livet, som det leves på øen – forankret i fællesskab, formet af naturen og båret af mennesker.
Velkommen til Samsø.
06 16 26 36 46 56 76 86 96 106 116
PLADS TIL AT VÆRE
ELISE DAĞDEVIREN
DER VAR ENGANG EN SOMMERFUGL BENJAMIN KITHLER
I ØENS FAVN KARLA ELLINGSØE
HVOR GRÆSSET GROR
LIVA MILDE
MANDEN, DER FORVANDLEDE SAMSØ SARAH MY LEONORA KIA
BARNDOMMENS Ø
BENDICTE RAMFJORD OG VILMA SØNDERGAARD
DET, VI GIVER VIDERE
KRISTINE BJØRG FRANK BOJSEN
LYSE NÆTTER EMIL MOGENSEN
ASBJØRN BYGGER VIDERE HUSSEIN ALI KAZEM NU ER NU FELIX DE LA FUENTE FONNEST
HVIS VI KAN GØRE ALT SAMMEN JEANNA NATHALIE LUND
PLADS TIL AT VÆRE
af Elise Dağdeviren
Ungdomsklubben Grotten skaber frirum og fællesskab til de unge på Samsø. Her holder man af og med hinanden på trods af ens forskelligheder.
Carsten sidder bøjet ned over telefonen. Tiden går langsomt. Først klokken fem skal de afsted på grilltur til Ballen Havn. “Skal jeg prøve at lave en no foot?”
Drengene får tiden til at gå med at køre rundt på skaterbanen ude foran klubben.
Valdemar og hans ven sidder klar i minibussen. Endelig kører den afsted. Da bussen kommer frem, er molen allerede fyldt med drenge. Solen bager ned denne tirsdag eftermiddag. De skubber hinanden i vandet. Grinende, råbende. Drillerierne tager ingen ende, men bliver en gang imellem afbrudt af en kærlig arm, der lægges over en andens skulder.
Grotten er en ungdomsklub for 7. klasse og op efter. For at kunne komme i klubben skal man have bopæl på Samsø. Her kommer de unge for at hænge ud og mødes med deres venner.
Grotten er ikke til for at beskæftige dem med en hel masse aktiviteter. Stedet giver et rum, hvor man bare får lov til at være – uden pligter eller forventninger fra andre.
Man kan ligge hele eftermiddagen i sofaen og kigge i sin telefon. Man kan tage et spil pool eller bordfodbold. Man kan sidde ved baren med en af pædagogerne og snakke om stort og småt. Der bliver lyttet. Også stilhed er velkommen.
Det er torsdag eftermiddag i ungdomsklubben. Ud af højtaleren pumper skiftevis 90’er rap, pop og elektronisk musik.
Valdemar kan bedst lide MF DOOM. Det hører han med pædagogerne, mens de spiller pool. Sådan har de gjort, siden Valdemar først kom i klubben i femte klasse. Nu skal han snart derfra igen. Efter sommer starter han på efterskole i Odder. Selvom han glæder sig til at komme væk fra øen, har han haft stor glæde af at komme i klubben. Især dage som i dag, hvor der er fællesspisning.
“Jeg kommer til at savne, at man er sammen hernede.”
Han vipper lidt eftertænksomt på stolen og kigger ned på sine hænder, der piller ved et ark papir.
“Grotten giver på en måde en familie. Det er dem man holder sig tæt på og kan snakke med.”
Pædagogerne spiller en stor rolle for samværet i Grotten. Valdemar føler sig fast knyttet til dem, der har været her, siden han startede med at komme i klubben.
“Jeg er her mest, når de også er her. Så snakker jeg med dem.”
De voksne er her ikke for at opdrage de unge, men for at inddrage dem. Der er så meget, de unge skal forholde sig til, så her er der et rum, hvor der ikke sker noget, fortæller pædagogen Ole. Man får lov til at være, som man vil, og som man er.
Valdemar, 15 år, Centralklassen 3
Sigval, 13 år, 6. klasse og Anders Emil, 14 år, 6. klasse
Carsten, 13 år, Centralklassen 2
Ole er ved at gøre klar til fællesspisning klokken 18. Carsten sidder bag baren og prøver kræfter med et nyt spil. Det er ikke lige til at finde ud af i første omgang, men efter noget hjælp fra Ole, løses spillet stolt gang på gang. “Du er jo en klog dreng,” siger Ole. “Eller pige,” retter han sig. Når pædagogerne glemmer det, er de unge i klubben hurtige til at huske dem på at sige hun om Carsten.
Den sorte pengeboks står på midten af bordet bag baren. Den bliver åbnet og lukket. Ligesom fryseskuffen med is bliver hevet ud igen og igen. Carsten mangler én krone. Hun beder vennen om de resterende penge, men han er ikke til at rykke på: “Hvis du får en 5’er nu, skylder du mig 10.”
Til sidst er det Ole, der må frem med pengepungen. Carsten får en krone. Nu burde hun have nok. Hun graver længe i lommerne og opdager til sin store overraskelse, at hun har mistet en to-krone.
Den må være faldet ud tidligere i hængekøjen. Efter nogle minutter kommer hun forpustet tilbage med to-kronen og tager isen.
Stedet bliver en vigtig del af de unges samvær
Der kommer mange forskellige mennesker i Grotten, fortæller Valdemar. Han synes, at folk er imødekommende.
“Man bliver venner efter den første uge, fordi det er svært at være her uden venner.”
Man tolerer og accepterer hinanden. Både unge med store behov og dem med færre behov er fælles om at være i Grotten. Det har ikke betydning, om man er den yngste eller den ældste, om man går i specialklasse eller ej. Selvom Valdemar godt kan synes, at det er lidt irriterende med alle de små. “Men så vænner man sig til det, og på et tidspunkt glider de jo også bare ind, og så er det bare normalt igen.”
Der bliver dækket bord, og Valdemar og Carsten sætter sig. Flere kommer til. De stikker hovedet ind for bare at hilse på, men ender alligevel med at spise med. Det er tydeligt, at sådan har de gjort mange gange før. Grotten er et samlingssted. Den står klar med åbne arme og griber de unge i det, de står med lige nu.
Der var engang en sommerfugl
af Benjamin Kithler
Rène Malarik står tilbage i et landskab, der har vendt ryggen til insekterne. Med 2,3 hektar jord, en gammel campingvogn og kompromisløs tro på naturens balance finder den tjekkiske landmand mening i tilværelsen.
Fyn og Himalaya
På knæ ligger 50-årige Rène Malarik med hænderne begravet i mulden. I dag begynder han i kartoffelrækkerne. Arbejdsdagen starter klokken 7:00, og den slutter først, når arbejdet er færdigt. Det er alene Rène, der afgør, hvornår dagen er ovre, da han ingen ansatte har. I hans lille bedrift bliver alt gjort i hånden – fra spiringen af frøene til salget af grøntsagerne.
Rène Malarik kom til Danmark i 2008. Hans første tid i Danmark fandt sted på en campingplads på Fyn. Her slog han sit medbragte telt op. Den tjekkiske mand var på dette tidspunkt stærkt optaget af Himalaya og bjergkædens forskellige kulturer og mennesker. Danmark skulle fungere som en arbejdsplads til at financiere næste tur til bjergene. Inden da havde Rène levet en nomadisk livsstil, boet i et væld af forskellige lande og fundet arbejde, hvor det manglede.
Åbenbaringen
En dag på campingpladsen sidder Rène i fællesrummet og drikker kaffe. Her får han øje på en puppe i vindueskarmen. Han betragter den nysgerrigt. I løbet af de næste to timer overværer han en forvandling. En sommerfugl kommer langsomt til syne. Begivenheden forekommer ham som nærmest uvirkelig. Rène husker oplevelsen som en slags åbenbaring. En åbenbaring, der skulle vise sig at få betydning for han syn på naturen.
Som blommen i et æg I 2018 underskrev Rène en aftale om forpagtning af 2,3 hektar jord på Tyregårdens grund i udkanten af Brundby. Ejeren havde kort forinden valgt at omlægge godt 40 af sine 200 hektar jord til økologi. Det samme ville Rène med sit stykke jord, der lå som blommen i et æg omringet af de sprøjtefri marker.
“Det var som et hjem for insekterne,” erindrer Rène om tilstanden i markerne.
Med sit jordstykke ville Rène starte egen forretning, hvor han ville spire, gro og sælge økologiske grøntsager. Til det nye eventyr købte han sig en gammel campingvogn og fik den placeret klos op ad marken. Uden elektricitet og vandtilslutning flyttede han ind i den hvide campingvogn, hvorfra han til gengæld ikke ville få langt på arbejde.
Efter et par år opgav man drømmen om økologi hos Tyregården. Det krævede for meget arbejde og gav for lille et overskud. Derfor gik man tilbage til sprøjtemidlerne. Rène husker tydeligt, hvordan omlægningen af markerne omkring ham forandrede miljøet radikalt.
“Alt var væk. Ingen insekter i drivhuset, ikke en eneste bi, alt var dødt og borte.”
I praksis havde Rène ikke brug for insekterne i marken, da de fleste af hans afgrøder var selvbestøvende. Ikke desto mindre oplevede han med egne øjne, hvordan alt liv omkring ham forsvandt den sommer. En følelse af afmagt ramte Rène, som nu blot kunne drømme sig tilbage til sommerfuglenes smukke farver.
Øens benspænd
Ejeren af Tyregården hedder Emil Villumsen. Den 28-årige samsing er ligesom sin far uddannet landmand. Emil ser ingen foreløbig fremtid indenfor økologi på sine marker.
“Folk vil ikke købe økologisk til den pris, det skal koste, kontra de udbytter, man får ud af det,” forklarer han.
Desuden giver en ø af Samsøs størrelse ekstra udfordringer, når man vil dyrke økologiske afgrøder.
“Havde Tyregården ligget i Jylland, kunne jeg gratis hente gyllen hos de store gårde”, fortæller han.
På Samsø er antallet af økologiske dyrehold minimalt, hvorfor man må importere gyllen fra fastlandet. Ifølge Emil vil det kræve op mod 100 lastbiler med træk at importere nok økologisk gødning fra Jylland, hvis hans gård var udelukkende økologisk. Og den slags er ikke gratis.
“Det er for svært herovre”, konkluderer han. Ifølge Emil er Rènes fortagende noget for sig selv. Tyregården er knap 100 gange større, og det er netop størrelsen, der giver de store udfordringer.
Tal og statistikker
I Danmark bruger vi gennemsnitligt 11 procent af indkomsten på fødevarer. Danskerne er ikke meget for at spendere på de daglige måltider. Faktisk ligger vi i bunden, når man sammenligner os med andre europæiske lande.
Hvad økologi angår, toppede salget i Danmark i 2021. Derefter fulgte en nedadgående tendens, forsaget af epidemien og inflationen, men nu er den igen på vej op. I 2024 steg økologisalget med 8 procent sammenlignet med året før.
“Det hele går tilbage til kunderne”, erkender René. Han forholder sig knap så meget til tendenser og statistikker, men derimod hvad han sælger i sin bod foran gården. Skulle efterspørgslen på økologi forsvinde på øen, ser Rène ikke meget rationale i at fortsætte kampen. En omlægning til konventionelt landbrug – og dermed udryddelsen af Tyregårdens sidste insekter – virker nemlig utænkeligt.
Uden vand og strøm i sin campingvogn må Rene anvende et hjørne i laden til madlavning.
Ingen dans på roser Dagen nærmer sig middagstid. Det er nu fire timer siden, at Rène fyldte boden op med friske forsyninger. Derfor er det tid til at tjekke op på hylderne. Ude ved vejen holder en grå bil. Rène hilser flinkt på ejeren af bilen, en dame, som tydeligvis ikke handler ind hos ham for første gang. Over årene har Rène etableret en forretning, hvor kunderne, hovedsageligt lokale beboere, vender tilbage efter de friske grøntsager.
Men livet som økologisk landmand på Samsø er ikke den rene idyl, fastslår Rène. En arbejdsuge lyder på syv dage – og i højsæsonen op mod 12 timer dagligt. Det er næppe et arbejde for alle, mener han.
Men Rène er passioneret omkring sit arbejde. For hver sæson bliver han bedre til det, han gør: højere udbytte til mindre anstrengelse. Rène forsætter kampen, hvor de andre slap.
I Øens Favn
af Karla Ellingsøe
Hvert år kommer omtrent 25 nye samsinge til verden. Nogle fødes på øens eneste fødestue, andre på et af fastlandets sygehuse. Uanset hvad, er det øens to jordemødre, som følger samsingerne gennem graviditeten og efter fødslen. Et samarbejde, som ifølge mødrene, giver en helt særlig tryghed og tillid.
“Kan du ikke ringe, næste gang hun skal spise, så kommer jeg ud til dig?” Jordemoderens stemme er rolig i telefonen. Marie bliver nærmest forbløffet. Kommer hun ud til mig?
Ikke længe efter parkerer jordemoderen bilen i indkørslen og bevæger sig op i Marie Obling Møllers soveværelse for at hjælpe amningen på vej. Marie har dagen forinden født sit tredje barn, Rita. Jordemoderen ved, hvad amningen før har voldt af problemer for Marie, og hun ved, hvordan hun kan hjælpe. For hun kender Marie.
På Samsø er der to jordemødre ansat. De konsulterer og hjælper øens gravide gennem graviditeten, fødslen og de efterfølgende to måneder.
Jordemødrene arbejder på skift – en uge ad gangen. Her er de tilgængelige alle døgnets timer. De kender øens gravide på fornavn. De ved præcis, hvor de er i deres graviditet, hvilke udfordringer de har, og hvilke ønsker, der fylder for den enkelte. På samme måde ved de gravide, hvem de får i røret, når de ringer til vagttelefonen. De kender hinanden.
Alt det har givet Marie et helt særligt forløb. Et forløb, hvor hun har følt sig holdt og hjulpet på en mindre systempræget måde end i sine tidligere graviditeter.
Jordemødrene på Samsø har været investerede og interesserede i, hvordan det gik hende og Rita. En af dem bor tværs over vejen fra Marie og familien.
I graviditeten kom hun jævnligt på besøg for at lindre Maries migræne med akupunktur.
“Det har været så utrolig rørende, trygt og ja… blødt. I virkeligheden burde det være alle steder, som det er på Samsø,” siger Marie.
På Samsø betragtes alle fødsler som hjemmefødsler. Uanset om de foregår i privaten eller på fødestuen i øens gule sundhedshus. For 25 år siden nedlagde regionen øens operationsstue, og siden da har man ikke kunnet udøve kejsersnit på Samsø. Det kræver derfor en ukompliceret og planmæssig graviditet at få lov at føde væk fra fastlandet.
Maries første barn kom til verden ved et planlagt kejsersnit, og med det i bagagen ville det for hende være imod lægeligt råd at føde på Samsø.
Da Marie så øens fødestue første gang, blev hun begejstret for den energi, der gennemsyrer det lille sundhedshus. Et sted af hjemlig karakter. Her er malerier på væggene, fyrfadslys i glasstager og udsmykkede, sirligt malede sten i hvert rum – for god karma. I venteværelset trækker man intet nummer, man skal ikke oplyse sit CPR-nummer, og aftalen for næste konsultation noteres først og fremmest i en fysisk kalender. Det kunne være fedt at føde her, tænkte Marie.
På Samsø er der tid til den enkelte gravide. Ved hver konsultation er der afsat en time. En time, som gerne må blive til halvanden eller to. For oftest venter der ikke en ny patient på den anden side af døren.
170 meter fra øens vestkyst bor Susan Munch O’hare med sin mand, to børn, fem høns og en hundehvalp. Hun venter sit tredje barn. I denne graviditet har Susan valgt alle scanninger fra. Scanninger, man som gravid på Samsø skal tage til fastlandet for at få foretaget.
For Susan udspringer denne beslutning blandt andet af et ønske om mere ro. Ro til ikke at skulle fragte sig fra øen til fastlandet, og i særdeleshed ro til at mærke efter og stole på sin egen krop.
Susan har før oplevet, at både omverdenen og sundhedspersonale har set på hendes graviditet som en risiko. Fokuseret på alt det, som hypotetisk kunne gå galt. Tal, mål og skrækscenarier. Susan kender de forskellige risici og er bevidst om dem. Men hun kan ikke styre dem, og hun vil ikke lade dem styre hende.
Her på øen har Susan følt sig støttet i sit valg om en graviditet uden lægebesøg.
“På Samsø skal du kun gøre det, du selv har brug for”
Hun håber på at kunne få lov til at føde i sit eget hjem, ved vandet. Sammen med sin familie og med en af øens jordemødre. En flok, som hun føler sig enormt tryg i. For på Samsø mærker hun en særlig tilgang, som smitter.
“Det får mig til at hvile mere i mig selv, når jeg kan mærke, at de hviler i deres faglighed og tør at stå med fødslen selv.”
Jordemødrene er vant til at stå med fødslerne selv. For føder man på Samsø, er den nærmeste fødselslæge en færge- eller helikoptertur væk.
På øen er det noget, man skal klare sammen. Her kan det være genboen som tager vandet, giver en et Klyx, og i sidste ende tager imod dit barn.
“Jeg tænker, det er sådan, det også har været way back. Dengang landsbyens vise mødre hjalp de gravide og var med ved fødslen. Det er lidt den følelse, jeg har,” siger Marie.
På fødestuen er der rigget op til den næste. Her er stille. De fleste af Samsøs gravide har først termin henover sommeren.
Hvor græsset gror
af Liva Milde
Rasmus Kjærulff byttede et travlt liv til en hverdag med nærhed til jorden og et arbejde, der både gavner dyrene og den vilde natur på Samsø. Et liv, hvor ansvar, ro og mening vokser side om side med landskabet.
Rasmus går langs hegnet med rolige skridt på den nordlige del af Samsø. Bag ham breder landskabet sig ud – græs, åbne vidder og en horisont så langt øjet rækker. I hånden holder han sin hyrdestav, som han bruger til at løfte hegnstråde, skubbe grene til side eller forsigtigt styre dyrene, når de skal flyttes. Det er her, han arbejder. Som naturplejer på Samsø passer han køer og får, ikke til produktion, men som aktive hjælpere i bevarelsen af øens unikke natur.
For få år siden så Rasmus Kjærulffs liv helt anderledes ud. Han arbejdede i bankverdenen med en hverdag præget af højt tempo, computerskærme og økonomiske mål.
Efter at have rejst det meste af verden tynd, begyndte tanken om at vende tilbage til Samsø at tage form. Øen, hvor han selv var vokset op, trak i ham igen denne gang - ikke som et kort besøg, men som et permanent valg.
Rasmus flyttede tilbage til Samsø i 2018. I dag bor han på øen med sin kone og deres to børn. Familien er en grundsten i Rasmus’ liv. Hverdagen er præget af nærhed og tryghed, og den helt unikke tæthed med dyrene og naturen.
“Det handler om, hvad man vil bruge sin arbejdstid på,” siger han. “Man kan være heldig i livet at finde noget, man brænder for. Noget, der næsten føles mere som en hobby.”
Han passer i alt 226 hektar jord, hvor hans dyr græsser og er med til at holde landskabet åbent og levende. Det er en måde at arbejde med naturen på, hvor hensyn til miljø, arter og biodiversitet vejer tungt.
Når naturen sætter dagsordenen
Når hans får og køer får lov at græsse på udvalgte naturområder, holder de landskabet åbent og forhindrer buske og træer i at tage over. Det giver plads til flere planter, som tiltrækker insekter, fugle og andre arter. På den måde bidrager dyrene aktivt til at bevare og genskabe levesteder for øens vilde arter.
Naturplejen foregår på naturens egne præmisser. Dyrene går ude hele året, og det samme gør Rasmus. Dyrene har adgang til store arealer, hvor de kan udleve deres naturlige adfærd. Dette kræver både planlægning og tilsyn, men med så få indgreb som muligt.
Der er en særlig ro forbundet med arbejdet. Naturen har sit eget tempo, og intet kan fremskyndes.
“Det er bare dejligt at arbejde med dyr og naturen. At følge årstiderne og se, hvordan tingene vokser og udvikler sig. Og at kunne se, det faktisk gør en forskel for blomsterne, bierne, insekterne og fuglene.”
Det betyder også, at resultaterne kan være svære at måle i traditionel forstand. Men over tid viser de sig i form af flere arter, rigere planteliv og bedre balance i naturen. Rasmus lægger vægt på, at arbejde med både dyrevelfærd og naturhensyn som ligeværdige mål.
Det ene er ikke vigtigere end det andet, og i praksis hænger de tæt sammen. Dyr som trives skaber bedre natur, og gode naturforhold giver dyrene sundere rammer.
Med fødderne på jorden
Selvom dagene ofte starter tidligt og kræver en fysisk indsats, er der en tilfredshed i arbejdet for Rasmus. Det er tydeligt, at det ikke bare handler om dyr eller arealer, men om en måde at leve på.
At arbejde tæt på naturen, at kunne følge årstidernes skiften og mærke ansvar for mere end sig selv er blevet en del af hans hverdag.
“Hvis vi nu alle sammen gjorde noget, der var meningsfuldt. Noget der måske endda kunne inspirere lidt. At gøre verden til et bedre sted er svært, men man kan i hvert fald gøre en indsats i sit lokalområde.”
For familien betyder det også, at børnene vokser op med naturen tæt på. Det er en anden opvækst, end den mange oplever, men for Rasmus og hans familie er det netop dét, der gør livet rigt.
Rasmus bliver stående et øjeblik og ser ud over landskabet, hvor dyrene græsser spredt i det åbne terræn, vinden løfter stille i græsset, og dyrelyde fylder stilheden. Her, midt i det hele, fortsætter hverdagen roligt og uforstyrret.
Manden, der forvandlede Samsø
På bare ti år blev Samsø selvforsynende med grøn energi fra vind, sol og biomasse. En omstilling, der gjorde øen og Søren Hermansen verdensberømt.
Lyden af insekter danser i luften, mens solen bager over Sørens frodige have på det sydlige Samsø. Han er hoppet i træskoene. Det er midt i maj, og han må ned til køerne for at sikre sig, at deres græs ikke er blevet for tørt i varmen. Søndagen går med at luge i urtehaven og se til dyrene. I et hus han selv har været med til at bygge, bor manden, der satte Samsø på verdenskortet som den grønne energiø.
af Sarah My Leonora Kia
Søren Hermansen er opvokset på Samsø og har boet her stø rstedelen af sit liv. I dag er han at finde på Forbes’ liste over ‘Bæredygtige Ledere’. Det var ti vilde år med Søren som pioner for et projekt, der ledte til, at Samsø i dag er selvforsynende af grøn energi. Sørens evne til at formidle, at hans grønne idé ville være en gevinst for både de lokale bønder og husejere, har skabt et levende samfund på Samsø. De lokale havde en andel i selve forandringen – og det gjorde hele forskellen.
Anerkendelser fra Forbes, FN og The New York Times vidner om, at det Søren har skabt på Samsø, ikke kun har betydet noget lokalt.
Barn af bondegården
Som lille kredsede Sørens verden om forældrenes gård syd på øen. I den lille by Permelille var han tæt på havet og skoven. Han var barn af en tid, hvor oliekrisen rullede over nyhederne, og hvor pligterne i marken begyndte tidligt. Opvæksten på gården gav Søren jord under neglene. Men ølivet gav også en forståelse for det kredsløb, som lokalsamfundet bygger på. “Et levende samfund skal have arbejde og aktivitet”.
Som ung samsing ventede gymnasiet på fastlandet. En årgang på 50 blev til 500. Søren nød det pulserende miljø, der pludseligt var. At vende tilbage til ølivet var svært at forestille sig. “Men jeg indså, at jeg skulle sgu nok ikke være akademiker alligevel,” siger han.
Efter et kursus i miljøstudier vendte han hjem igen. Forældrene var blevet skilt, gården skulle passes, og før han vidste af det, havde han igen fået et liv på øen. Men han så også, hvordan Samsø var ved at miste sin sjæl. Den gamle andelstanke var under pres. Små lokale erhverv lukkede – mejerier, smede, værksteder drejede nøglen om. Landmænd kæmpede, og arbejdspladserne forsvandt.
Verden kommer til Samsø Strålerne fra middagssolen glimter i de mørkegrå solceller. De smelter i ét med taget på den stringente bygning. Den omfavnes af bakkede enge så langt øjet rækker. Græsset vokser højt og bøjer i en mild brise, så de små markblomster kommer til syne. Her ligger Energiakademiet, som Søren er direktør for. Hvor erfaringerne fra projekter formidles videre til hele verden.
Folk kommer ikke for at se vindmøllerne – men for at høre om processen: Hvordan blev man enige? Hvordan fik man alle med? Hvem skulle eje hvad? Akademiet har fundet sin egen model, der fungerer. Og den bygger på fællesskab.
I dag har Samsø fået FN’s pris som ’Klimaleder’– som det første lokalsamfund i verden. En hæder til Søren Hermansen og Samsøs borgmester for en indsats, der kan kopieres og opskaleres globalt.
“Det er jo ret sejt, at lille Samsø kan lære de store øer i verden, hvordan man laver energiplaner,” siger Søren.
Med samsingerne
I starten var mange af de lokale skeptiske overfor Sørens projekt.
“Folk skulle lige forstå, at det ikke var endnu et hippieprojekt af nogle udefra. Det var tværtimod et lokalt projekt, som skulle få vores lille samfund til at fungere på den bedste måde,” siger han.
Øen stod ved en skillevej, og Søren pegede på, at lokal energi ville skabe nye arbejdspladser og roller for samsingerne.
At det blev drevet af borgerne selv gjorde, at både smeden, landmanden og husejeren kunne se, at projektet var en god ide - for øen og dem selv.
“Samsingernes medejerskab og engagement blev en kæmpe del af det. Min rolle var at gøre ideen konkret, så folk kunne se sig selv i projektet.”
Det har vendt øen tilbage til kredsløbet, som flere samfund i dag kan lære af. Et håb om, at bæredygtighed kan være en drivkraft frem for en kilde til modstand - selv for dem, der er konservative overfor en grøn omstilling.
Tilbage på havet
Solen hænger lavere på himlen og kaster et blidt lys over de friske blade på træerne. Sørens rødternede skjorte forsvinder ind bag de høje græsstrå, der er så grønne, som de nogensinde bliver. Hans spor efterlader græsset efter ham en smule bøjet og baner vejen til en råhvid fiskerjolle. Jollen har været hans fars, og har skabt rammen om mange fisketure som barn. Det er tid til, at den får vand under kølen igen. Søren skifter træskoene ud med vaders.
Barndommens Ø
af Benedicte Ramfjord og Vilma Søndergaard
De har gået i vuggestue, børnehave og folkeskole sammen. Delt hverdage, minder og milepæle. Nu skal de videre, væk fra øen. Fastlandet venter som et nyt kapitel med nye venner og vilkår.
Når man vokser op på Samsø, er det med visheden om, at man en dag skal væk. Øen har ingen ungdomsuddannelser. For langt de fleste af øens unge betyder det, at de må flytte hjemmefra som 15-16-årige. Mange vælger at tage på efterskole for at udskyde det store skridt.
Elever, lærere og forældre er samlet for at tage afsked. En lærer stemmer i sang for at sende 9. klassen godt på vej mod fastlandet. “Nu er vi på færgen, og nu er vi på vej, med unge som nu skal afsted ligesom dig. Vi spiller lidt kort og slår tiden ihjel, farvel lille Søren. Fastlandet venter, pas nu godt på dig selv”.
To andre lærere som nu har overtaget ordet fortsætter. “Jeres fællesskab med hinanden skulle bære bredt. I skulle være hinandens kammerater, uanset fællesnævner og interesser. I skulle skabe plads til alle, I skulle kunne tabe og vinde, sammen”.
Anemone, 15 år
Samsø har altid været hjem for Anemone. Alle kender hinanden, hvis ikke ved navn, så gennem arbejde, familie eller historier, som hurtigt når hele øen rundt. Det har været en god ramme at vokse op i. Til tider begrænsende, især nu, hvor mulighederne bliver færre. Anemone skal på landbrugsskole i Gråsten, og tanken om at forlade øen føles underlig og lidt vemodig.
“Man skal til at ind i nogle nye rutiner. Det bliver mega spøjst,” fortæller Anemone.
Det sværeste er ikke blot at forlade menneskerne, men også stedet. Anemone er næsten sikker på, at vejen en dag fører hjem igen.
“Ellers kunne jeg faktisk også godt se mig selv i Spanien.
To børn, et kæmpe ‘mansion’, fed bil og masser af pengeog ikke skulle tænke på noget”. tilføjer Anemone og griner. En påmindelse om, at store drømme godt kan vokse frem på en lille ø.
Jonas, 15 år
Efter sommeren skal Jonas (tv) på efterskole. Han glæder sig især til at møde nye mennesker og komme lidt væk fra “lille Samsø”. Jonas mindes med glæde barndommen på øen, hvor han, Illia (th) og de andre kammerater var små og kun havde hinanden. Det har skabt et særligt fællesskab, som Jonas kommer til at savne.
“Det har været meget fedt at vokse op her, men jo ældre man bliver, desto mere kedeligt og ensformigt føles det”.
Amro, 16 år
Drømmen er at blive fodboldspiller – helst i FCK. Men for Amro er det ikke let på øen. Her drives fodboldklubben af frivillige, og for at kunne stille et hold, spiller flere aldersgrupper sammen. Amro har boet på Samsø, siden han for ti år siden kom fra Syrien til øen med sine forældre og to søskende. For et par år siden flyttede hans storebror efter 9. klasse til Aarhus, og efter sommeren skal Amro bo hos ham. Han forestiller sig, at det kunne være dejligt at vende tilbage til Samsø – men først, når han bliver 70 år.
Nikola, 16 år
“Jeg tror, andre godt kan tænke, det er meget kedeligt at bo her, fordi der ikke er en skid at lave. Men når man har gode venner, har man jo altid noget at lave”.
Nikola glæder sig allerede til weekenderne, hvor hun skal hjem til Samsø fra efterskolen til de snart gamle venner. Det sværeste bliver at holde kontakten med dem.
Hun er nervøs for at barndomshjemmet nu skal ligge en færgetur væk. For hvad nu hvis man gerne vil hurtigt hjem, og færgen ikke går?
Alma og Esther, 15 år
Bedsteveninderne Alma og Esther bor kun en kort gåtur fra hinanden. Nu skal de på hver deres efterskole. Esther med nogle af de andre klassekammerater. Alma alene.
“Noget af det, jeg tager med mig fra øen, er den måde, folk er på – alle er så høflige og hjælpsomme,” siger Esther. “Folk kender Samsø, og jeg vil gerne vise, at samsinger er venlige og står sammen.”
Alma ville nogle gange ønske, at hun var vokset op i en storby, hvor der sker mere, end der gør på øen. Men samtidig er hun rigtig glad for det sammenhold, der har været, og som de sidste år er blevet meget stærkt.
Efter sangen i salen fortæller læreren, om dengang han selv skulle flytte fra øen.
“Det er et vilkår, når vi bor her, at der er mange, der skal rejse.”
Han var selv 15 år, da han flyttede, og den første nat savnede han Samsø meget.
“Sådan vil I opdage, når I kommer ud i verden, at der er samsinge alle vegne, og de altid er hjælpsomme,” siger han.
“Kunsten er i virkeligheden at bede om hjælp. Det er en stor ting i livet, hvis man kan det. Så husk nu det, når nu I rejser i ud i verden.”
Lærerne runder af og kigger ud over salen. Anemone og resten af klassen sidder på deres pladser, klar til at tage næste skridt væk fra Samsø. Væk fra hinanden. Videre. De to lærer på scenen stemmer i kor med en sidste bemærkning:
“Vi ønsker jer lys og glæde på hver jeres vej, også på de dage hvor I får ridser i hjertet.”
Det, vi giver videre
af Kristine Bjørg Frank Bojsen
Blandt marker og stenstrand, fritgående høns, flaskelam og en gammel digtsamling forsøger Irene og Tom at leve et liv i balance og give noget videre, som kan vare ved.
Irene og Tom går ud på marken. Fårene løber dem i møde. De ved, at der nok falder lidt gammelt rugbrød ud af lommen på Irene, hvis de er heldige. Et af fårene halter lidt. Det betyder, at dens klov er vokset for meget, og det skal fikses.
Irene og Tom. Igen
I de vilde 70’ere, var Irene og Tom ungdomskærester, men voksede hver deres vej. Irene blev skolelærer, blev gift og fik børn. Tom fik arbejde i et børneteater, blev gift og fik børn. For 13 år siden fandt de hinanden igen. Ingen af dem var længere gift, og de begyndte at se hinanden. Denne gang var det ikke ligeså stormfuldt som i 70’erne, og der gik ikke lang tid, før Irene pakkede sine ting og sin hest, og flyttede hele vejen til Samsø. Nu passer de deres gård og prøver at give det videre, de selv elsker ved Samsø til folk fra nær og fjern.
Irene holder fåret stille, mens Tom klipper kloven med en havesaks. Det gør ikke ondt at få beskåret klove, men fåret er ikke tilfreds. Irene bestikker det med tørret rugbrød, og så går det hele lidt nemmere. Da de er færdige, slipper de fåret fri. Det bliver stående, stirrer på dem og vil have mere rugbrød som kompensation for, hvad det lige er gået igennem. Irene giver den resten af krummerne fra lommen.
En gård fyldt med liv
Tom og Irene har begge boet i kollektiv som unge, derfor var det naturligt, at åbne deres hus for fremmede fra hele verden.
I de fleste af årets måneder er huset åbent for wwoofere.
Folk fra hele verden der kommer for at arbejde på økologiske gårde i bytte mod kost og logi. Wwoof er en forkortelse af Worldwide Opportunities on Organic Farms. En non-profit organisation der sætter økologiske landmænd i kontakt med ligesindende verden over.
Hos Tom og Irene deles der bord, badeværelse og samtaler.
De får ikke bare et anneks på den anden side af ejendommen. Her bliver wwooferne en del af hjemmet.
Det er vigtigt for dem, at de besøgende får oplevet øen, og alt den kan.
“Vi har enormt mange gode og lange snakke med folk fra hele verdenen om alt muligt mellem himmel og jord. Det er spændende at lytte på andre folks historier”, fortæller Irene.
De besøgende kommer fra nær og fjern. Det er ofte tyskere, men også folk fra Japan, Indien og Finland.
De hjælper med alt det praktiske på den gamle gård. Vedligeholder bygninger, luger i køkkenhaven og tjekker det elektriske hegn, så fårene ikke stikker af.
Meget af maden dyrkes på egen jord, og Tom og Irene har det, man kalder et landbrug til eget forbrug. Det eneste de køber i supermarkedet er mælk.
Varmen i hjemmet kan mærkes, og tidligere wwoofere kommer gerne tilbage på besøg med familie og venner.
Halfdans søn, Jonas’ far Tom er musiker. Det var noget af det Irene faldt for, da de var unge - hans smukke stemme. Han har i lang tid lavet melodier til faderen Halfdan Rasmussens digte. Både de ikoniske børnerim og også mange af de mere alvorlige digte.
Kreativiteten fylder meget i Toms familie. Både mor og far var digtere, han selv er musiker, og sønnen er filmproducent, tre gange oscar-nomineret.
At være Halfdan Rasmussens søn kan nogle gange komme med nogle forventninger. Men nu joker familien med, at Tom nu er Jonas Poher Rasmussens far i stedet for at være Halfdan Rasmussens søn.
“Jeg synes, det er let nok at lave melodierne til de sange, jeg komponerer, men der skal mere til, før jeg kan sætte mig ned alene og skrive lyrik, ligesom min far gjorde”, fortæller Tom.
Gode snakke år for år
En af deres første wwoofere er på besøg hen over weekenden. Hun boede hos dem for ni år siden. Allerede året efter kom hun tilbage med sin mor og har siden besøgt dem næsten hvert år.
“Det er bare rart at være her, og Irene og Tom er gode at snakke med. De taler aldrig ned til en, selvom der er en stor aldersforskel.” fortæller hun.
Her på gården er der altid noget at lave.
“Vi plejer at sige lidt spøgefuldt, at hvis man går ud på gårdspladsen og siger: Jeg er tilgængelig nu! - Så er der straks 10 ting, der skriger på at blive fikset”, griner Irene.
Men i dag skal de i biografen, og så må gården vente.
LYSE NÆTTER
af Emil Mogensen
Under de samme stjerner, som hun engang kunne se fra sit barndomshjem på Østerbro, lever Eva tæt forbundet til den omkringliggende natur. Kronisk syg og håbefuld omkring livet - og efterlivet.
De gamle bindingsværkshuse blev mindre og mindre bag Eva, som hun bevægede sig længere væk fra hovedgaden i Nordby. Det var eftermiddag, og hun var ude at gå en tur ad markvejene, der ligger som et net over det opdyrkede øland. Få år tidligere havde hun gennemgået en kræftbehandling, og nogle underlige smerter havde på det seneste givet hende bange anelser. Men symptomerne havde ikke givet anledning til bekymring i kræftafdelingen, og Eva forsøgte at slå det hen og vende tilbage til sin vante dagligdag. Indtil dén eftermiddag, på en markvej en halv kilometer fra hendes hoveddør, da Eva pludselig så skikkelsen af en stor fugl oppe i et af træerne. Hun nærmede sig, og det gik det op for hende, at det var en grib. Gribben åbnede gabet, og ud kom et skingert, varslende hvæs, der fik Eva til at vende hjem og insistere på at få en scanning. Scanningen viste, at kræften var vendt tilbage, og denne gang havde kræftcellerne spredt sig til knoglerne.
En tid i opbrud
70-årige Eva Kemp har de sidste 12 år boet på Samsø med sine tre katte og sin livsledsager gennem 50 år, Jonathan. Hun voksede op lige ud til vandet på Østerbro i København og har levet det meste af sit liv på Sjælland. Senest boede hun sammen med Jonathan i et kollektiv på Midtsjælland i 17 år
indtil de midtsjællandske marker og kollektivet blev skiftet ud med øhavet og det 147 år gamle murstenshus. Eva blev langsomt en del af fællesskabet på øen. Hun engagerede sig i kirkekoret og blev ansat på øens plejecenter, hvor hun endte med at tilbringe de sidste otte år af sine i alt 36 år som hjælper i ældreplejen. Arbejdet blev et vigtigt holdepunkt for Eva. Hun dannede tætte relationer med de ældre beboere på plejehjemmet, og de åbnede hendes øjne for den nordlige del af Samsø og den dertilhørende unikke natur.
I 2019 blev Eva kræftsyg første gang, og nogle år inde i hendes sygdomsforløb blev Jonathan ramt af en blodprop, der næsten tog livet af ham. Men parret fandt energi og livskraft i hinanden og den natur, der fortsat omgiver dem. De holdt modet oppe, og Eva vendte tilbage til arbejdet efter sin operation. Her blev hun, indtil hun gik på pension for tre år siden. “Der er ingen mulighed for at blive rask eller gå ind i en god periode, hvis man allerede har besluttet, hvordan ens historie ender. Det er meget vigtigt at holde feltet åbent i alle aspekter af livet.”
På en gåtur på stranden fandt Eva en sten med et aftryk af en englevinge, netop som hun havde stillet sig selv spørgsmålet om, hvorvidt hun var landet det rigtige sted. Stenen blev et symbol på frihed og har nu en fast plads i vindueskarmen i det gamle køkken.
Døden i bjergene
Det er omtrent fem år siden, at Eva fik konstateret brystkræft for anden gang. Kræftforløbene har kostet hende det ene bryst, og hendes lange, røde hår er erstattet af korte, grå kemokrøller. Men Eva omfavner sine kropslige forandringer, der er blevet fysiske påmindelser. Ikke om sygdom, men om livet og om, hvad der er vigtigt. Hun sammenligner det med den traditionelle japanske teknik kintsugi, hvor man reparerer ødelagt keramik ved brug af lim tilsat guldpulver eller bladguld. Herved bliver revnerne en del af det nye værks historie og giver det nyt liv. Eva ser det brugte som et hæderstegn. Ikke en fejl, som man skal være flov over eller ked af. “Hvorfor ikke ære de der sprækker?”, spørger Eva. “Min kvindelighed sidder hverken i mit bryst eller i mit hår. Det gør den virkelig ikke.”
Siden Eva fyldte 70 år sidste år, har hun fået tre scanninger, og ingen af dem har påvist en udvikling i kræftcellerne. Men på trods af, at Eva har det godt og ikke tager sorgerne på forskud, er hun klar over, at intet er givet, og at næste scanning kan være anderledes.
“Jeg er ikke særlig begejstret ved tanken om, at Døden render rundt og holder mig i hånden. Det gør Døden. Før i tiden var Døden oppe i bjergene, hvor man kunne vinke til ham. Nu vil han gerne holde mig i hånden og sidde på mit skød. Vil du ikke godt lade være? Jeg er ikke parat til at dø. Det er jeg simpelthen ikke.”
Orions port
Eva har altid været særligt knyttet til naturen. Her mærker hun Guds nærvær i alt, hun møder. Hun finder den livsbekræftende, og den rummer forbindelser og rødder til hendes opvækst. Havet minder Eva om hendes barndomshjem ved Øresund og om hendes farmors sommerhus ved Gilleleje. Det bølgede bakkelandskab ved Nordby Bakker minder hende om landskabet på Mols, hvorfra hendes slægt går tilbage til 1600-tallet. Naturen er for Eva et symbol på tryghed. På, at hun ikke er alene.
Behovet for tryghed stammer fra Evas teenageår, hvor hun pludselig oplevede at få revet tæppet væk under sig og stå alene. Da hun var 16 år, døde hendes mor af brystkræft, og i de efterfølgende år mistede hun sin far, sin moster og sin farmor. Som 20-årig havde Eva taget afsked med fire omsorgspersoner over en periode på blot fire år. Da jævnaldrende havde travlt med at stifte familie, havde Eva travlt med at navigere i kaosset og forsøge selv at blive voksen.
“Jeg tog ud i naturen og omfavnede træerne. Så følte jeg mig ikke ensom længere”, fortæller Eva.
“Man er aldrig ensom, når man går ud i naturen, for den er levende. Den tager imod mig uden at dømme mig og uden at forvente noget af mig. Naturen er ligesom stjernehimlen en konstans. Uanset hvad, så vil den rejse sig.”
På Samsø er man langt fra storbyernes lysforurening. Her er stjerneklart, ligesom der var over kollektivet ude på landet på Midtsjælland. I perioder med stjerneskud går Eva og Jonathan ud under nattehimlen og tæller de forbipasserende glimt over Nordby.
“Når jeg cyklede hjem til kollektivet efter arbejde, skulle jeg gennem en skov. Det var næsten som at køre gennem Orions port. Man så altid Orion lige oppe over sig. Den kan man også se herfra. Det er der noget rart ved. Jeg synes, det er rart at tænke på, at dem, der stadig bor på Sjælland, også kan se Orion. På en eller anden måde er vi alle i samme båd.”
Livstræet i Langdalen
På en bakketop i Langdalen ved Nordby Bakker, ikke langt fra Evas hjem, står et træ lænet ind over det vilde græs og kaster den eneste skygge i området. Ved første øjekast er træet ensomt, afskåret fra det øvrige skovområde. Men under jorden forgrener dets rødder sig ud i landskabet til de andre træer og holder det oprejst i al slags vejr. På træets stamme hviler Evas håndflade. Hendes fingre aer barken, og hendes øjne er lukkede. Det er Evas træ. Her kommer hun, når hun har brug for at forbinde sig til naturen og mærke dens energier. “Det handler om, at jeg kan forbinde mig med noget, som er levende og har en ukuelig livskraft i sig, for så tror jeg mere på livet. Jeg tror mere på, at der er håb.”
Eva er ikke færdig med livet. Hun håber, at der er noget efter døden. Men når Evas sidste kapitel engang er skrevet, kan hun godt se netop dette sted på bakketoppen som sit sidste hvilested. Under træets krone, oplyst af Orion og omgivet af havet. “Her ville jeg komme til at hvile med en, som jeg kender godt. Så kunne Jonathan komme op og hilse på mig. Jeg tror også, at han ville synes om det.”
ASBJØRN BYGGER VIDERE
af Hussein Ali Kazem
På Samsø bygger Asbjørn ikke for at blive færdig, men for at være i gang. Han arbejder med brugte materialer, sine hænder og en rodfæstet filosofi: At ægte værdi findes i det, nogen har lavet før dig –og det, du selv gør med omhu.
I en lille by midt på Samsø bor Jens Asbjørn Hansen. Udefra ligner det en samlers hjem: stakke af gamle døre, vinduer, mursten og træ. Men hvert stykke er en mulighed, noget med sjæl. Noget, der kan bruges igen. Han er 63 år, uddannet arkitekt, men har altid arbejdet med hænderne. I dag arbejder han som håndværker og bygningsmand. Mere end halvdelen af året bor han her i Stavns, hvor han bygger, reparerer og former sine omgivelser. Resten af tiden bor han i Aarhus, i en stor lejlighed, han ejer og deler med andre i et lille kollektiv.
Asbjørn er alenefar. Da hans datter var tre år, døde hendes mor. Han havde allerede forældremyndigheden – og fortsatte alene. Det var ikke nemt, men det blev vigtigt. De rejste, byggede, levede. Sammen.
På en ferie til Samsø mødte han en ældre kvinde. De faldt i snak. Hun ringede senere og tilbød ham sin grund. Han havde ikke planlagt at flytte. Men han sagde ja. Der var noget ved stedet, der gav ro.
Siden har han bygget op. Ikke alt på én gang, ikke kun til sig selv. Smukke små boliger lejes ud til gæster og giver ham en stabil indtægt. Det giver frihed – og plads til at sige nej til de opgaver, han ikke har lyst til at tage. Han arbejder, fordi han har lyst. Ikke fordi han skal.
“Jeg har det bedst, når jeg er i gang med at bygge et eller andet. Det behøver ikke være et hus – bare jeg skaber noget.”
Det er både hans levevej og hans måde at være i verden på.
Asbjørn arbejder alene, fordi det giver ham ro. Han kan tænke, mærke og arbejde uden at skulle tage hensyn til andres tempo.
“Jeg slapper enormt meget af, når jeg arbejder selv. Det kan være stressende at have folk omkring sig – så skal man begynde at tænke for dem.”
Det meste, han bruger, er fundet, foræret eller hentet hjem fra nedrivninger. Han samler det, han falder over, og bygger, når det giver mening. Dørene males ikke over. Vinduerne bliver, som de er. Materialerne får lov at vise, hvor de kommer fra. “Der har stået en tømrer og brugt tre dage på at lave sådan en dør,” siger han, mens han står og peger på en gammel trædør med skæve vinduer ind til en af lejlighederne.
“Jeg maler dem ikke. Jeg vil gerne, at man kan se, hvordan døren er sat sammen og fornemme håndværket.”
Hans hus er vokset frem over tid. Ét rum ad gangen. Ikke efter plan, men efter rytme og behov. Når noget mangler, venter han. Når noget dukker op, går han i gang.
Asbjørn samler på mening, ikke bare på materialer. På forbindelser mellem hænder og historie. På det, der er lavet ordentligt – og det, der kan holde. Han bygger stadig. Ikke for at nå et mål. Men for at holde sig i bevægelse. Fordi det giver mening. Fordi han kan mærke det. Og fordi det, han bygger, bærer ham.
NU ER NU
af
Felix de la Fuente Fonnest
Modstanden har præget meget af Lilis liv. Nu har hun fundet mening i at passe på sig selv og andre. Hun skaber fællesskab for queerpersoner, spejderbørn og unge på Samsø.
Lili kan næsten ikke være i sig selv af spænding. Efter fire timer afgøres Eurovision. Hun sidder i sin stue med Kaare, Mai og Cecilie. Lili er medstifter af Samsø Queer Sammenslutning og har inviteret i aften. Tv-skærmen går i splitscreen, og spændingen stiger yderligere.
“178 point to Austria”, hører hun speakeren sige i TV’et, og hun falder sammen i sofaen af lettelse. Hendes favorit vandt. Røde papirhjerter ligger tilbage på kagetallerkenerne, klokken er 1:00 om natten. Begivenheden slutter med et kram og på gensyn til Samsø Pride, som foreningen står for.
Da Lili mødte Kaare, ændredes hendes liv sig for altid. Han er manden, hun forelskede sig i, giftede sig med, og han stillede det spørgsmål, som havde naget hende dybt og længe.
“Tror du måske, at du er en kvinde?”.
Hun havde ikke selv turdet sige det højt, men Kaares ord åbnede op for det, der ledte til Lilis transition. Kaare havde nogle år forinden selv gennemgået en transition. Nu er det rart for Lili bare at være til i verden, uden at hendes køn får så megen opmærksomhed. Lili er glad, når de personer, hun møder i sit liv, er støttende eller neutrale omkring hendes kønsidentitet.
“Selvfølgelig synes jeg, det er det fedeste i verden at have fjer på til pride, men det har jeg ikke en torsdag i november. Kaare og jeg lever vores hverdag som alle mulige andre kedelige danskere”.
“Jeg havde lovet min onkel, at jeg ville stoppe” NU ER NU, står tatoveret hen over Lilis brystkasse. Det er nogle ord, hendes onkel ofte sagde. Han var et stærkt forbillede for Lili, en faderfigur. Han prægede hende til at gribe livet og til ikke at spilde sit potentiale ved at nedbryde sig selv. Lili har været udsat for vold i barndommen, og hendes vej ud af smerten blev selvmedicinering med kokain. Det stoppede først, da onklen døde af kræft:
“Jeg havde lovet ham, at jeg ville stoppe. Den aften, da jeg fik opkaldet om hans død, tog jeg den sidste streg, og derefter har jeg ikke rørt stoffer”.
“Jeg er rig på det, mit liv indeholder” Lili har siden fundet ro i samværet med sin mand. Hun værdsætter det nære, fællesskaber og det pædagogiske arbejde. På Samsø er hun blevet en del af det lokale foreningsliv og en voksen, som unge ser op til. Både hun og Kaare arbejder begge med børn og unge, Lili som pædagog, Kaare som lærer. Sammen har de engageret sig i spejderarbejde og liverollespil. Hun har været spejder hele sit voksenliv, og da muligheden bød sig, trådte hun til som spejderleder. Til spejder træner de planlægning, organisering, lederskab og meget andet, der er anvendeligt i den virkelige verden. Det er især vigtigt for Lili, at de unge bliver selvstændige nok, til at klare sig hele vejen gennem ungdomsuddannelserne uden at droppe ud. Lili afbrød selv gymnasiet i en periode som ung. Derfor er det særlig vigtigt for hende, at de unge er rustet til at flytte væk fra øen, hvor uddannelsesstederne ligger.
“Jeg bliver nok aldrig rig i økonomisk forstand, men det betyder ikke noget for mig. Jeg er rig på det, mit liv indeholder”.
Hvis vi kan gøre alt sammen
af Jeanna Nathalie Lund
På en gård i Agerup har Tom og Anne skabt et liv, der rækker ud over gårdens rammer – her summer af livsfortællinger og fællesprojekter – og en insisteren på at følges ad hele vejen.
I køkkenalrummet hænger en forårsgrøn mistelten ned fra loftet. Ude i entreen hænger en mere vissen en af slagsen. Med langsomme skridt træder Anne igennem perleforhænget, der hænger i døråbningen, og en rislen følger efter. Sollyset trækker ind mellem træperlerne og lander på de røde klinker. I køkkenalrummet står han og klargør pressen til de forseglede tavler, der senere skal ende som gylden honning.
Tom og Anne Albertsen, på henholdsvis 76 og 71 år, holder til på en 3,4 hektar gård i Agerup på Samsø, og her er de vokset ind i hinanden. Gården emmer af historiefortællinger om et langt liv med delte minder og fælles passioner, der gør det tydeligt:
Livet bliver lidt smukkere, når vi deler det.
Han spændte ben Tom og Anne krydsede første gang hinandens veje i en periode, hvor de begge var bundet til andre. Annes daværende samboende, som hun havde delt livet med i 17 år, var i 1981 med til at starte en motorcykelklub på Sjælland – en klub, som også Tom blev en del af. På det tidspunkt var Tom gift, men med årene kom Tom og Anne tættere på hinanden. I 1992 begyndte følelserne for alvor at røre på sig. Ifølge Anne var det Tom, der “havde spændt ben for hende”, men Tom husker det anderledes. Mundvigen kravler op i et skævt smil og en let latter bevæger sig ud: “Det var Anne, der forførte mig.”
I dag bor de på en gammel æbleplantage, der nu er forvandlet til et sted, hvor de kan udleve deres drømme sammen. Rundt om på gården står nogle af de gamle æbletræer stadig, og imellem grenene gemmer sig vildtvoksende misteltener. Her er der masser af kærlighed at hente, når dem indenfor er falmet og skal skiftes ud.
Det tidligere kælderrum, hvor der engang blev opbevaret æbler, danner nu ramme for parrets fælles interesse for motorcykler. Her står de gamle cykler på rad og række. Støvet har lagt sig og cyklerne venter på det næste træf. Udenfor, hvor alle æbletræerne før stod, er nu fyldt med stader af summende bier, som vender hjem for at fylde cellerne op med pollen. Tom og Anne flyttede til Samsø for 15 år siden og har siden da været biavlere.
Mellem usagte ord I køkkenalrummet er hun i gang med at brygge kaffen. De drikker kun varme drikke, varm te, varm vand, varm kaffe. Det er bedst for maven. Kolde drikkevarer er en sjældenhed her på gården. Kun en gang imellem når gæster kigger forbi, bliver en karaffel med koldt vand stillet frem på bordet.
Tom er uddannet maskinmester, og har tilbragt store dele af hans liv ude på det åbne hav. Det var her, han vænnede sig til udelukkende at drikke varmt – en vane, han siden har givet videre til Anne.
Midt i rummet står et stort aluminiumsbord. Her står han og løfter den ene gyldne tavle op efter den anden. Anne hviler sig op ad køkkenbordet, mens hendes øjne følger processen nøje. Der bliver ikke udvekslet mange ord – ikke fordi de mangler noget at sige, men fordi de begge er opslugt af det, de gør sammen.
Anne placerer nænsomt den sorte færdigbryggede kaffe i to kopper på træbordet ud for vinduet. Bordet er omkredset af blå kontorstole, som gør det ud for spisebordstole. Tom træder ud fra badeværelset, og inde ved bordet bliver bukserne hevet ned om anklerne. En flåt har bidt sig fast i hans lår. Anne skynder sig hen for at hjælpe, og med et snuptag får hun flåten fjernet og lagt op bordet. Hun hiver en lille lup frem for at undersøge den nærmere. Tom tager en tår af kaffen. I baggrunden kører taleradioen, som udfylder rummet med samtaler om verden udenfor.
Sammen i mandeklubben
På opslagstavlen bag dem hænger billeder og priser fra tider med fart under hjulene. På hylderne står de hjemmelavede snaps med honning og estragonspiritus, og på bordet en bøtte med sorte hvidløg, som de spiser som slik.
Foruden motorcykler og biavl har Tom og Anne gang i mange sideprojekter. En af laderne omkring gården er lavet til værksted, men det er ikke kun motorcykler, der bliver arbejdet på her. Når døren trækkes fra, fyldes næsen af en stærk, syrlig luft. Her fermenterer de hvidløgene, som står på spisebordet. Lugten er for kraftig til at have i køkkenet.
Når de en gang imellem tager væk fra gården, mødes Tom med gamle venner i maskinmesterforeningens seniorklub. Ifølge Tom omtaler de andre medlemmer den som en “mandeklub”, og nogle ser med skepsis på, at han altid tager Anne med til arrangementerne. Men han tager ingen steder uden hende:
“Hvis Anne ikke kan komme med, så vil jeg ikke være en del af klubben. Hvis vi kan gøre alt sammen, så gør vi det”.
Benjamin Kithler, Emil Mogensen, Felix de la Fuente Fonnest, Liva Milde, Elise Dağdeviren, Karla Ellingsøe, Hussein Ali Kazem, Bendicte Ramfjord, Vilma Søndergaard, Jeanna Nathalie Lund, Sarah My Leonora Kia, Kristine Bjørg Frank Bojsen
