Page 1

1


[ Je· GINgø{ ]

(1200-t. Ekund, af glda. ek ‘eg’ og -und ‘forsynet med’, dvs. ‘(øen) med mange egetræer’), ø i den vestlige del af Limfjorden; 7,9 km2, 517 indb. (2006). Den består af to moræneknolde med højeste punkt 13 m.o.h., og har i nord og vest større strandenge. Mod syd afsluttes øen af den buede odde Jegind Tap. En vejdæmning fra 1916 fører over det 300 m brede Tambosund til Thyholm. Hovedparten bor i øens hovedby Jegind, der næsten er vokset sammen med Kirkeby. Den frodige morænejord dyrkes af spredtliggende landbrug, og engene anvendes til græsning. Siden midten af 1800-t. har landbruget været suppleret med fiskeri efter tilvandring af fiskere fra Agger og Harboøre, og i 1939 blev havnen NØ for Jegind anlagt. Kilde: www.gyldendalsleksikon.dk


På øen er der ingen højdepunkter, ingen skove og hverken vandløb eller søer. Her er intet hotel, ingen biograf, intet diskotek ingen fortidsminder, ingen seværdigheder af nogen art. Kort sagt intet. INTET! Skynd dig at kør igen!

42

4

...eller skulle du måske alligevel blive her og kigge på netop det, som håndbøgerne ikke gider omtale ? www.jegindo.dk

34 18 10

28 Vi tog ud for at kigge

24


Muslingefiskerne på Jegindø FOTO & TEKST AF Jacob Djurhuus STEJSKAL

Fisker Anders Jensen og Frank Kvist fanger muslinger på Limfjorden.

K

lokken er to om natten. Mågerne sover stadigvæk. Den eneste lyd er summen fra de lysstof rør, der oplyser Jegindø kaj. ”Så står vi op”, råber Anders Jensen. Det begynder at rumstere i styrehuset på kutteren Disko. Bedstmand Frank Kvist vågner op til dåd, gabende tager han træsko og bukser på. Snart er den lyseblå og hvide fiskekutter L112 Disko klar til endnu en dags arbejde ude på Limfjordens vande. Frank manøvrerer Disko ud af havnen. Hans rolige blik fortæller, at han har gjort det mange gange før. Uden for Havnen bliver kursen sat mod dagens jagtmarker, farvandet ud for Livø, bestemmer Anders Jensen, som nu kan lægge sig i sin briks under dækket, så han kan sove på turen ud på Limfjorden.

Fiskeriets begyndelse på Jegindø De syv fiskerbåde, som ligger i Jegindø havn, fanger alle sammen muslinger, men sådan har det dog ikke altid været. Jegindø har en lang tradition for fiskeri, der strækker sig mere end hundrede år tilbage. Dengang var fangsten rødspætter, torsk og sild. En meget almindelig fangst dengang omkring århundrede skiftet.

Fiskeriet på Jegindø startede først rigtigt i 1825, da Vesterhavet flød ind i Limfjorden fordi Aggertangen brød sammen. Det medførte, at der kom mange nye fiskearter ind i fjorden, mange fiskere flyttede fra Aggertange til Jegindø. I 1826 boede der fire tilflytterfiskerfamilier. Der blev ved med at komme flere til, og i 1875 forsørgede halvdelen af øens indbygger sig af fiskeri.

Jagten begynder Det er en time siden solen stod op. Der er åbent vand til alle sider. Man kan ane nogle forskellige øer rundt omkring. De andre fiskekuttere tøffer rundt et stykke væk fra Disko. Brummen fra fiskerbådens Volvomotor bliver afbrudt af lyden fra skibets kran, som bliver vækket til live da Anders Jensen styrer bundskraberen ud over siden på båden og lader den falde ned til Limfjordens bund, hvor blåmuslingerne ligger. Der går cirka fem til ti minutter fra bundskraberen er hejst over siden, til den er fyldt op. Disko begynder at sejle i en stor rundkreds, på grund af vægten bundskraben nu har. Skraberen har nu en vægt på et til halvandet ton, med alt godt fra havets bund. Alt lige fra blåmuslinger, krabber og mudder. Da bundskraben viser sig på overfladen igen, kommer Frank Kvist ud fra styrehuset med en rød Cecil i mundvigen klar til kamp med muslingerne. Anders Jensen styrer bundskraberen inde fra styrehuset. Først fires skraberen op og ned i vandet for at fjerne mudderet. Denne manøvre får hele skibet til at tippe hårdt fra den

Erhvervsfisker Anders Jensen styrer inde fra styrehuset, mens Bedstmand Frank Kvist laver det vådeabejde på dækket.

4

5


6

7


ene side til den anden. For den utrænede fisker kunne det se ud som om, at Anders Jensen er ved at kæntre sin fiskerbåd, men det er en del af fiskeriet. Med vandet fossende ud af skraberen svinger Anders den ind over siden, hvor Frank Kvist hiver i tovspillet, som holder bunden sammen, og skraberen tømmes nu ned i Diskos lastrum. Med en gammel rusten kniv bliver muslingens indre tjekket for størrelsen på kødet og for at sikre, at muslingerne er store nok, så de ikke fanger for unge muslinger. Efter denne første fangst bliver skraberen hejst over bord igen. Nu mangler den kun at hente små 20 tons mere fra havets bund. Så kan Anders Jensen og Frank Kvist begynde at sejle hjemad.

Tiderne ændre alt Udledninger fra Cheminova og landbrug havde ødelagt økosystemet op gennem 70’erne. ”Vinteren 1979 var en hård isvinter i det hollandske vadehav, så det gjorde at de hollandske blåmuslinger forsvandt ud til havs, da isen trak sig ud. Det medførte en stor efterspørgsel på blåmuslinger.” Tørt konstaterer Anders Jensen: ”Den enes død, den andens brød”. Nedgangen i fiskearter i 70’erne fik fiskerflåden på Jegindø til at skrumpe fra 30 skibe til syv.

Kursen hjemad Disko ligger dybt i vandet nu, dagens fangst er næsten i lastrummet, og Frank skovler til muslingerne, så bjerget af muslinger ligger optimalt. Med den sidste fangst fra bunden lægges bundskraberen til ro på toppen af de af tons blåmuslinger.

8

Hjem til Jegindøs trygge havn går det i langsomt tempo. Disko kan højst komme op på 4 knob med en så stor last. I havn skal båden tømmes og Anders styrer kyndigt gravmaskinens skovl, så det tager ikke lang tid før skibet er tømt. Et par dåseøl bliver knappet op, ligeså snart skibet er blevet spulet rent for havets mudder. I dag bliver det dog til mere end en enkelt øl, da de dagen efter kun behøver at fange små otte tons. Weekenden starter allerede onsdag for Anders Jensen og Frank Kvist på Jegindø fordi deres ugentlige kvote for fiskeri er fyldt ud.

9


“ Der er ikke en fremtid herovre � Foto & tekst af Rasmus Flindt Pedersen

10

11


M

alene Laurberg er 17 år. Hun bor i den lille by Jegind midt på Jegindø sammen med sin mor, far og storebror. Hun er en af blot ti unge på hendes alder. De kender alle sammen hinanden, og det giver dem et helt særligt sammenhold. Malene er, ligesom de fleste andre unge på øen, meget stolt af at komme fra Jegindø, men hun ved også godt, at hun bor på øen på lånt tid. Der går ikke mange år, før hun er nødt til at flytte fra Jegindø, hvis hun vil gøre sig håb om at få en uddannelse.

”Det kan være svært at finde ud af den følelse, som man har inden i”, siger Malene, da hun vil forsøge at beskrive, hvad hun føler for Jegindø. Malene sidder med fødderne dinglende ud over den lave betonmur, som for længst er blevet inddraget af Jegindøs sydligste klitlandskab. Hun misser med øjnene i det skarpe sollys, mens fluerne summer irriterende tæt på. Der er helt øde på sydspidsen af øen. Ikke en vind rør sig. ”Det her sted er kendetegnet for Jegindø”, siger Malene og læner sig lidt længere tilbage i græsset.

Det eneste fritidstilbud Naturen er en af de ting, som Malene holder allermest af ved at bo på Jegindø. Hun løber hver dag og går mange ture. Hun har også en hest, som hun bruger meget tid sammen med, men det eneste fritidstilbud til de unge på øen er den lokale FDF-trop. Malene har været spejder i 11 år. Hun er til spejder hver mandag. Hendes mor er leder for en af de yngre grupper spejdere, så de følges derhen. Malene går ikke kun til spejder, fordi det kristne spejderkorps er det eneste, der er at lave for de unge på øen. ”Hvis jeg havde boet i Århus, var jeg nok ikke begyndt til spejder,” siger hun. ”Men når man kommer ud i nogle situationer, hvor man er afhængige af andre, så giver det en et helt særligt sammenhold.”

12

13


Afhængige af forældrene En af de største udfordringer for de unge på Jegindø, er at komme til og fra øen. Selvom øen er forbundet med en bro, så er den kollektive transport meget begrænset. Der går en bus engang i timen, men der kommer ingen busser til øen efter klokken 17. ”På en skala fra et til ti er jeg nok en otter, når det drejer sig om at være afhængig af mine forældre, og det er vi alle sammen,” fortæller Malene. ”Heldigvis gider mine forældre køre mig. Det gider alle forældrene herover, for hvis vi ikke kan komme væk fra øen, så er der faktisk ikke vildt meget at lave”. Malene går i gymnasiet. I 1. g. I Struer. Hun er den eneste i sin klasse, fra Jegindø og det gør det ikke altid lige nemt, at få det sociale liv med klassekammeraterne til at hænge sammen. ”Det er jo ikke altid, at jeg kan komme med til alle de ting, de kan, og jeg går heller ikke til de samme fritidsaktiviteter, som de gør. De går alle sammen sammen, og det kan jeg ikke, fordi jeg bor herovre”, siger hun stille. ”Det er simpelthen for svært at skulle fragte mig så langt hver gang”.

”Det vi laver, det er noget som vi har sammen. Som der ikke er andre, der er med til.” smiler Malene. ”Selvom jeg går i en klasse, hvor der ikke er nogen fra Jegindø, så søger vi tit sammen, når vi har frikvarter. Os der bor og har boet her ovre, fordi vi bare har noget sammen, som de andre bar ikke helt forstår.”

”Ingen fremtid på øen” Solen skinner stadig fra en skyfri himmel nede på sydspidsen af Jegindø. Malene ser ned på sine fødder. Mange af de unge flytter væk fra Jegindø, når de begynder på en ungdomsuddannelse, men indtil videre har Malene valgt at blive, til hun er færdig med gymnasiet. Malene vil gerne være dyrlæge, men for at blive det, er hun nødt til at flytte til København. ”Det bliver mærkeligt at skulle sige farvel til det hele og flytte væk, men hvis jeg skulle vælge uddannelse efter, hvad der lå i omegnen af Jegindø, så skulle jeg næsten vælge alle uddannelser fra. Så må man jo bare indse, at der ikke er en fremtid i at skulle bo herovre.”

“De andre forstår det ikke” Der er mange af Malenes klassekammerater, der aldrig har været på Jegindø. ”Det er svært for mine venner, at få deres forældre til at køre dem her over, så det er altid mig, der transporterer mig ind til dem.” Når det til tider kan være svært at nå alt det sociale med vennerne og veninderne i Struer, så har de unge på Jegindø til gengæld et helt særligt sammenhold. 14

15


Foto af Kristine Kiilerich

16

17


En At Elske

H

Foto & Tekst af Andreas Bang Kirkegaard

an kigger på sit armbåndsur. Det er fjerde gang på fem minutter. Han slår igen benene op på skamlen, og kigger ud af vinduet med foldede hænder. Stadig 20 minutter til bussen går. Tommelfingrene triller roligt rundt og rundt som en meditativ bevægelse. Stilheden bliver pludselig brudt, af det store ur på væggen som ringer. Han trækker forsigtigt ærmet lidt op og kigger igen på sit armbåndsur. 15 minutter. Poul Jensen er 93 år. Normalt besøger han sin kæreste, Edith Pedersen på 84 i weekenderne. Hun bor i Hvidbjerg, syv kilometer væk fra ældrecentret på Jegindø hvor Poul bor. Men denne dag skal han helt ekstraordinært besøge hende en tirsdag. De har to-års dag. De mødte hinanden til et sølvbryllup for to år siden, hvor de fik hinanden til bords. Edith kendte i forvejen Poul en smule fra nogle avisartikler, som havde været i den lokale avis, hvor Poul udtalte sig om de mange fiskeri-restriktioner. Poul kendte dog ikke Edith. “Jeg aede hende lidt på ryggen, og så aftalte vi, at jeg skulle komme forbi med nogle rejer, som jeg fangede, nogle dage efter sølvbrylluppet. Og siden er det jo gået godt,” smiler Poul, med en af sine karaktaristiske Moods filtercigarer i munden.

Ægte Jegindøboer Stuebordet er fyldt med små sorte brikker med hvide prikker på. Poul og Edith er gået i gang med endnu et spil Domino. Ikke mange ord bliver udvekslet. Kun små lyde af brikker, som bliver stablet sammen, høres. De spiller om 50-ører. Lige meget hvem der vinder, går pengene til Ediths opsparing. Hun skal rejse til Moskva til sommer. De har indtil videre samlet cirka 300 kroner. Poul rejser ikke med, det er han blevet for gammel til, siger han. Men han har rejst, da han var yngre. Både til Tyskland og Østrig. Men Poul har altid boet på Jegindø. Bortset fra to år i sin ungdom, hvor han flyttede til Harboøre for at arbejde. Han startede 14 år gaammel som fisker, ligesom hans egen far og farfar havde været det. Senere fik han sit eget skib, som han forsørgede sin famile med. Det var hårde tider. Det første år tjente han 6.300 kroner på et år. Hvilket han forsørgede hans kone og fire børn med.

Tiden efter.... Den 20. april 1988 var Poul oppe at fiske ved Thyborøn, da han blev kaldt over radioen. Hans kone Petra Jensen var død. Petra havde i nogen tid haft problemer med lungerne, og var på vej til undersøgelse på Holstebro Sygehus død i ambulancen. Hun blev 74 år gammel, Poul var på det tidspunkt 73. Tiden efter var svær for Poul. Han var alene efter 51 års ægteskab. Han fortsatte med at fiske endnu to år. Men i 1990 sejlede han i havn for sidste gang, efter 60 år på fjorden. I tiden efter, at Poul stoppede med at arbejde, var der pludselig masser af fritid. Poul besluttede sig derfor for, at tage på Nr. Nissum Senior højskole. Ikke bare en gang men fire gange. Her mødte han en masse nye mennesker. Den 1. april 2006 flyttede Poul fra Havnegade 5 på Jegindø. Et hus han selv havde bygget mere end et halvt år hundrede tidligere. Han flyttede til et lille hus, som er en del af ældrecentret på øen. 18

19


Tryghed Hånd i hånd går de igennem Hvidbjergs landsby-agtige gader. Først forbi Brugsen, så banken, så slagteren. De køber ind til aftenens måltid. Kartofler, bøf og sovs. Faktisk køber Edith ind, Poul følger troligt efter. Udenfor slagterbutikken venter Poul, mens han nyder solen, som brager ned fra en skyfri himmel. Poul besøger altid Edith om fredagen og bliver der som regel nogle dage. Om mandagen eller tirsdagen besøger

20

Edith Poul på Jegindø. De går ture, spiller domino, og så hjælper Edith Poul med hans papirer fra komunen. Han kan ikke længere ordentligt se, hvad der står. To gange om dagen ringer de til hinanden. Mindst. Om morgenen ringer Edith klokken 08.00, og så ringer Poul om aftenen præcis klokken 21.25 - og han har aldrig glemt det! “Vi ringer og siger godmorgen og godnat og sådan. Mest for at høre om der er liv i os. Jeg kan huske en morgen, hvor jeg sov så tungt at jeg ikke var oppe klokken otte. Jeg vågnede heller ikke da telefonen ringede. Da blev Edith

21


nervøs. Hun ringede over på hjemmet og fik dem til at se til mig. Der skulle to hjælpere til at vække mig. Jeg har altid haft et godt sovehjerte,” smiler Poul. Fredag står Poul igen og venter på bussen foran den gamle

22

købmandsbutik på Kongevejen på Jegindø. Han er i god tid og stikker forsigtigt hånden i lommmen, for at finde ti kroner frem til busen. Han er igen på vej de syv kilometer med bus for at besøge Edith.

23


Foto af Niels christensen

24

25


26

27


Haverne på øen På Jegindø er der bemærkelsesværdigt mange pæne haver. Engang var det, fordi fiskernes koner gik hjemme og havde tid til at nusse om dem. Nu er der få fiskere tilbage på øen, så der er andre grunde til, at haverne tager sig godt ud.

Foto & tekst af Kristine Kiilerich

Lizzi Laurberg med barnebarnet Tobias Falsig Laurberg.

Havnevej 9 I en lille have foran et rødt murstenshus går Lizzi Laurberg på 65 år og hakker i bedene. Det er ikke hendes have og heller ikke hendes hus. Men det var det engang. I dag bor hendes søn med familie i huset, og hun bor selv i den lille by Hvidbjerg på fastlandet. “Det var her i år, de spurgte om jeg ikke kunne komme og ordne haven, for de kunne ikke selv overskue det.” Og det gjorde Lizzi Laurberg gerne. I 2003 flyttede hun fra huset, haven og øen. Hendes mand var død nogle år tidligere, og huset var blevet for stort for hende. Men hun savnede øen, og alle hun kender der. “Jeg vil gerne tilbage. Jeg føler mig lidt mere hjemme, når jeg er her. Der er jo ikke den samme kontakt det nye sted, som der var herovre.” Det første år efter hun flyttede, kom hun stadig og passede haven, men tænkte, at hun

28

hellere måtte lade dem prøve selv. Det var jo deres have. Hun fik dog lov at komme igen. Hendes søn og hans kone havde to fuldtidsjob og to små børn, og så var det svært at nå det hele. ”Klippe hæk og slå græs må de dog selv klare,” siger Lizzie Laurberg med et smil, for hun har også sin egen have at passe hjemme i Hvidbjerg. Om hvad hun får ud af at gå i haven, svarer hun: ”Det har jeg altid godt kunne lide. At det ser pænt og rent ud, især når man bor ud til en offentlig vej. Og jeg skal have det sådan, at jeg kan komme ud, og ikke bare sådan ned på et fortov.” Om sommeren kan hun gå ned på havnen på Jegindø, og mødes med alle ‘de gamle’. Og hun er glad for, at haven trækker hende lidt oftere til øen, for som hun siger: “Så kan jeg bedre følge med i, hvad der sker herovre.”

29


Dannebrogstulipaner sendt fra Belgien. Simina Nielsen er drivkraften i haveprojekterne, mens Erik Holm Nielsen står for at klippe græsset. En af Simina Nielsens fødselsdagsgaver til hendes mand.

Ulvkærsvej 4

”Da jeg kom her, var det en vildskov. Og jeg turde ikke gå i haven, for jeg troede, der var slanger i rødderne på de gamle træer.” Når Simina Nielsen fortæller om sin have, går det stærkt, og der følger fagter med til hver en sætning. Sproget er dansk, men stadig præget af en stærk rumænsk accent, der gør udtrykkene endnu mere kraftige. ”Da jeg var lille, drømte jeg altid om at have en flot have, og det skulle være med springvand. I Rumænien bruger man ikke haven til pynt, man bruger den til at leve.” I Simina Nielsens have på Jegindø er der et springvand. Pyntet med sten og planter, og ikke mindst den hvide statue i græsk stil med bar overkrop. ”Jeg fik den af min mand. Han har givet mig alt, hvad jeg har drømt om. Det er derfor jeg elsker

30

ham,” griner hun, og når lige at give sin mand et kys, inden hun fortsætter: ”Men den havde bare bryster. Jeg ville have, den skulle have et klæde på.” Simina Nielsen kommer fra et mere religøst land end Danmark. Statuen fik nu lov at stå, som gud eller fabrikanten havde skabt den, til hendes mands tilfredshed. Hvert år bliver den malet hvid, så den er værd at vise frem. ”Vi giver hinanden gaver til haven,” fortæller Simina Nielsen. Hun har blandt andet foræret en ølbænk til sin mand, Erik Holm Nielsen, der arbejder på vinduesfabrikken i Struer og er spillemand i fritiden. Af andre gaver dem i mellem, er der også den rød-hvid mølle, uglerne og et fuglebad. Alle disse sager er der frit udsyn til fra vejen, for Simina Nielsen fik hurtigt ryddet vildskoven med de store træer, da hun kom til øen for otte år siden. Så hun kunne få sin barnedrøm opfyldt med stor have og springvand i midten.

Pynteugler.

31


Ellen Holm har mere end 70 forskellige blomster.

En rød Azalia. Ellen Holm i arbejdstøjet.

Kongevejen 11 Ellen Holm er i haven hver dag. Når det er vejr til det. Hun starter gerne ude et par timer om formiddagen. Til middag går hun ind og ser et haveprogram i tv. Hvis det ikke er for varmt, går hun måske ud igen om eftermiddagen.

En buksbombusk.

32

”Når det regner, så bager jeg. Så har jeg altid noget at byde til besøgende, der kommer og kigger på haven.” Ellen Holm er 81 år og har boet på øen i 42 år. Hun har, ifølge andre af øboerne, en af de flotteste haver på øen. Man kan ikke se hendes have fra vejen, men alle kender den eller har hørt om den. Hendes mand var fisker, og da han levede, var de to til at holde haven, så det var lidt nemmere. Nu kan det godt være krævende at skulle passe det

hele i en alder af 81 år. “Men man har godt af at røre sig. Det siger de jo man skal,” griner hun. Man kan undre sig over, hvorfor Ellen Holm har så stor en have. “Jamen, den var her da, da vi kom,” siger hun på klingende vestjysk, og fortsætter: “Men da var den ikke rigtig i orden. Min mand gravede den op fra ende til anden. Og så fik vi en havearkitekt til at lave en tegning.” Nu ligger haven der, stor og flot. Ellen Holm nyder at tage sig af den. Hun elsker alle sine blomster og glæder sig over at se dem gro. Selvom det er en stor have og meget arbejde er Ellen Holm glad for, hvor hun bor. ”Hvis jeg skulle sidde indenfor i en lejlighed og glo, så ville jeg blive helt bims.”

33


DRØMMEN ER GLEMT

Foto & tekst af Christian Sølbeck

34

35


Ukrainske Volodymyr Velykyy har en femårig universitetsuddannelse bag sig, men tjener sine penge som arbejdsmand på en minkfarm på Jegindø i Danmark. Han er kommet til landet i håb om en bedre fremtid.

Vinduet i stuen står åbent på vid gab. Rullegardinet er trukket ned for at skærme for eftermiddagssolen, som står direkte ind på vinduet. Temperaturen har sneget sig op over 27 grader i en lille 50 kvadratmeters lejlighed på Kongevejen på Jegindø. Kollegaerne Volodymyr Velykyy og Vasiliy Nechitaylo sidder foran fjernsynet. Koncentreret følger de med i en nyhedsudsendelse fra en ukrainsk satellitkanal. De to mænd diskuterer ivrigt begivenhederne, der har fundet sted langt fra øen og minkfarmen. I køkkenet er Volodymyr Velykyys kone Tartiana ved at lægge sidste hånd på aftensmaden.

Fem år på universitetet 27-årige Volodymyr Velykyy er kandidat fra Ukraines Statsuniversitet for Landbrug og Økologi i Zhytomir. Her studerede han landbrug, management, marketing og økonomi. Egentlig drømte han om at blive historielærer, men opgav det til fordel for en uddannelse, der tilbød flere jobmuligheder og bedre løn.

36

”Jeg har studeret på universitet i fem år, men mit eksamensbevis er ikke noget værd i Danmark,” forklarer Volodymyr Velykyy. I dag arbejder han på en minkfarm på Limfjordsøen Jegindø.

Drømmen om Vesten Volodymyr Velykyy voksede op i den lille by Narodichi - godt 70 km fra Tjernobyl. I sommeren 1991 inviterede den tyske regering børn fra området til Tyskland på ferie. Dette var hans første møde med livet i vesten. ”Jeg så hvordan man kunne leve et bedre og mere stabilt liv,” fortæller han. Da Volodymyr Velykyy blev færdig på universitetet i sommeren 2002 blev han ansat som konsulent på et regionalt socialkontor. Men han havde ingen sikkerhed for sit job. ”Når en ny chef startede, havde han sine egne folk med,” Volodymyr Velykyy trækker på skuldrene: ”Der var ingen garantier.”

37


v

Gennem en ven hørte han om muligheden for at blive landbrugselev i Danmark. Som følge af sin usikre jobsituation og den ustabile Ukrainske økonomi besluttede han at prøve lykken i Danmark.

Ikke medlem af EU Det er nu fire år siden Volodymyr Velykyy kom til Danmark. Han er ikke længere elev, men arbejdsmand og tjener 120 kroner i timen. Han arbejder fem dage om ugen fra syv til fire og mere når der er travlt. Når minkene skal pelses i november og december, arbejder han mellem 60 og 75 timer om ugen. Der er stadig en vis usikkerhed forbundet med hans job. Ukraine er ikke medlem af EU. Det betyder, at han ikke har de samme rettigheder som arbejdere fra EU-lande. For eksempel kan han kun søge arbejdstilladelse for et år ad gangen, og får den kun så længe, der ikke er en dansker, som kan udføre hans job. Det var ønsket om sikkerhed i fremtiden, der bragte Volodymyr Velykyy til Danmark. ”Uvisheden er hård. Min fremtid er kun sikker for et år ad gangen,” konstaterer han.

Prisen “Det er som at have en bil og få en cykel i stedet, men det er stadig en god cykel, og vejen er meget bedre.”

38

Da Volodymyr Velykyy var 18 år, drømte han ikke om at arbejde på en minkfarm i Danmark. Han har glemt sine drømme fra dengang. Nu drømmer han om at få lov til at arbejde i landet i syv år, så han kan få en permanent opholdstilladelse. Social sikkerhed i Danmark er meget vigtig for Volodymyr Velykyy. ”Danmark har et godt system. Hvis man ikke har sikkerhed, er det svært at tro på fremtiden. Det kan mit eget land ikke tilbyde,” siger han. Drømmen om sikkerhed har sin pris. Hårdt fysisk arbejde. Lugten. Lopperne. Minkene, der bider. Savnet af familie og vennerne hjemme i Ukraine. Men Volodymyr Velykyy er rede til at betale. Det er håbet om en bedre fremtid for sig selv og sin familie, som har bragt ham til Danmark. I efteråret blev han gift med Tartiana. De har endnu ingen børn, men de er med i Volodymyr Velykyys planer. ”Det er bedst for den næste generation at blive her. At være født i det rigtige land er halvdelen af succes. Alt er muligt, hvis man har sikkerhed for fremtiden,” slutter han.

“At være født i det rigtige land er halvdelen af succes”

Nyhedsudsendelsen er slut. En russisk pendant til MTV glider nu hen over skærmen. Stuen fyldes af popmusikkens glade rytmer. Lejlighedens tre ukrainske beboere samles omkring sofabordet. De spiser rødbedesuppen uden at tale sammen.

39


40

41


”Man skal tage imod gud, ellers gør det intet godt,” smiler Jens Peter Jensen. “Hvis du får en gave og du ikke pakker den op, så har du

FOTO & TEKSt af MiKKEL MØLLER JØRGENSEN

ingen gavn af den.”

Amen på øen

Eva Mortensen og Kirsten Graversgaard sidder for bordenden til vækkelsesmødet i Hurup Missionshus

42

43


Meget har ændret sig i løbet af det lille århundrede de har levet; Siden deres bedsteforældre i slutningen af 1800tallet var med til at bringe Indre Mission til Jegindø fra Harboør. Jegindø kirke blev ombygget i 1918 på grund af pladsmangel og den indremissionske vækkelse fra vest. I dag er der ca. 30 mennesker tilknyttet Indre Mission på Jegindø og der bliver stadig færre. Fordi de gamle dør og ingen nye kommer til. “Jeg er med i Indre Mission, fordi jeg gerne vil bakke op om kirken lokalt. Og fordi det, kristne budskab er vigtigt for mig. Det er noget, jeg er opvokset med. Jeg gør det ikke af tvang, men fordi det føles godt.” Kirsten Graversgaard har boet på øen hele sit liv og er opvokset i troen på gud. Hun er ansat i en bank, men meget tid går med aktiviteter i kirken og missionshuset for at holde liv i det lille kristne samfund.

D

uften af frikadeller, stuvet hvidkål og kanelsukker fylder den lille stue. Listende fodtrin og knirken fra stolene følges af en dæmpet mumlen, som bliver til en stemme:

“I Jesu navn går vi til bords, at spise, drikke på dit ord, dig til ære, os til gavn, så får vi mad i Jesu navn...”

Ordene strømmer sagte, men sikkert fra en af bordets gæster, som så mange gange før. Ikke rutinepræget, men ærbødigt og oprigtigt: “Amen.” De tre Jegindøboere, Eva Mortensen, Christiane Nielsen og Jens Peter Jensen, samles hver dag til to retter mad og Herrens ord.

44

45


“Jeg tror på, at Jesus er guds søn, og hvis man ikke tror på det, så mener jeg, at man tror forkert,” fortæller Kirsten Graversgaard. “Det er ikke op til mig at dømme, om dem der ikke tror på Jesus, bliver frelst. Det er guds beslutning – heldigvis.” I det daglige er troen i bevidstheden hos alle guds lam på Jegindø. Der bliver bedt bordbøn og aftenbøn i hjemmene øen over; Takket for brødet på bordet og livet på jorden. Kirsten Graversgaard prøver at holde sin sjæl fri fra djævlens fristelser, men som alle andre mennesker fristes hun. Det sker at bibelmødet tilsidesættes til fordel for en aften på sofaen, selvom hun føler det er forkert. “Når jeg har svigtet, skal jeg bekende sin synd og bede gud om tilgivelse,. Det gør jeg ved altergang og i aftenbønnen. Hvis jeg beder oprigtigt og beder om tilgivelse, tror jeg også, jeg får den” Som regel tager Kirsten Graversgaard dog afsted til bibel- og vækkelsesmøder på Jegindø og i omegnen. De store samlinger giver hende nye måder at fortolke biblen på. De giver hende fornyet energi, tro og inspiration til at være et kærligt, kristent menneske, Kirsten Graversgaard og Eva Mortensen er de eneste fra Jegindø, der drager mod det månedlige møde i Hurup. Forårsluften er varm, og det store Missionshus troner frem midt i den lille stationsby. Venlige, insisterende øjne og et fast håndtryk, tilhørende Indre Missions regionsformand, Henning Filipsen Kristensen, inviterer indenfor i de kaffeduftende lokaler. Det store missionshus er fyldt. Godt 130 46

mennesker sidder i forventning med roligt blik og afventer aftenens taler: sognepræst Frede Møller. “Lad det ikke være talernes egne ord, men dine ord, herre, der trænger igennem til os i aften.” lyder det fra talerstolen. Der bedes og synges, inden Frede Møller kan træde op til talerstolen og sprede sit budskab ud til de fremmødte.

Jesus i den rette version For Kirsten Graversgaard er det ikke Indre Mission som er vigtig. Det vigtige er, at man samles om troen og gud. Kirsten Graversgaard håber på at det kristne budskab lever videre i børn og unge på Jegindø. “Der er mange unge som søger i dag – og derfor er der mange, der havner som muslimer eller noget helt andet. Jeg synes, det er forkert at være muslim, fordi de tror, at Jesus var en profet. Det er han ikke. Han er guds søn.” 47

Jegindø  

Jacob Djurhuus STEJSKAL, Rasmus Flindt Pedersen, Andreas Bang Kirkegaard, Niels christensen, Kristine Kiilerich, Christian Sølbeck, MiKKEL M...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you