8 minute read

Søren indtog Færøerne med sin guitar

Co-writes i stedet for kaffe: Søren indtog Færøerne med sin guitar

Sangskriveren Søren Manscher satser på kreativt samarbejde i sit møde med andre musikere. Det bringer ham musisk nye steder hen, og han lærer folk at kende på et dybere plan

Advertisement

Jeg er ikke god til smalltalk og går helt i panik, hvis arrangementer har indlagt ting i programmet som en ”netværkstime”. Jeg vil så gerne møde folk og høre deres historie, men at gøre det under påskuddet ’nu snakker vi sammen i netværkstimen’ giver mig reel snakkeblokering.

Den erkendelse havde jeg også med i bagagen, da jeg i efteråret 2019 rejste to og en halv måned til Færøerne med min guitar for at skrive sange, spille koncerter og møde lokale færøske musikere. Og frem for at planlægge en lang række kaffedates for at møde folk, så valgte jeg i stedet at sætte en række co-writingsessions op med forskellige sangskrivere. Co-write betyder helt enkelt, at man skriver noget med en anden person.

Når jeg valgte Færøerne, var det af flere årsager. Deres andetsprog er dansk, musikscenen er sprudlende med kendte sangskrivere som Eivør, Teitur og Marius Ziska, og naturlandskabet virker nærmest mytisk. Jeg skriver desuden selv udelukkende på dansk for tiden, så jeg manglede bestemt ikke incitamenter for at bestille billetter med båden til Tórshavn.

Hvilken sang vil jeg gerne skrive?

Førte gang jeg mødte den færøske sangskriver og komponist Teitur, var for et par år siden til en stævneuge med Det Jyske Musikkonservatorium. Her underviste han i, hvordan han specifikt arbejder med sangskrivning. Jeg var dybt fascineret. Når Teitur går i gang med at skrive en sang, spørger han sig selv, ”hvilken sang vil jeg gerne skrive?” Dernæst bruger han enormt meget tid på research

af det valgte emne, skriver noter og går først i gang med skrive selve sangen, når det er ved at koge helt over, og han ikke kan lade være.

Det er langt fra sådan alle arbejder, inklusive mig selv. Jeg vil gerne i gang hurtigt, så når der i forbindelse med fx min dagbogsskrivning opstår en god gnistsætning, så skriver jeg sangteksten hurtigt og sidder så med et udgangspunkt for en sang, jeg sætter musik til og redigerer på, indtil jeg er tilfreds. Neil Young skriver også sange hurtigt og ud i ét stræk, men piller stort set ikke ved teksten efterfølgende. Bruce Springsteen bruger energi på research i sin beskrivelse af fx lovløse karakterer, og han understreger, ”You gotta find out what you have in common with the character or else it’s gonna lay down flat on the page”. Jeg er altså besat af, hvordan andre kunstnere arbejder, og det er en stor kilde til inspiration. Især når jeg sidder fast og skal starte en ny proces – fx når det kommer til at skrive puljen af nye sange til et album. At anvende andre folks arbejdsmetoder hjælper mig ofte ud af skriveblokeringer. Derfor har jeg brug for at møde andre musikere.

De små guldkorn i bagagen Mit møde med Teitur, da jeg besøgte ham i hans hjem på Færøerne, var ikke mindre fascinerende end første gang på Musikkonservatoriet. Og her kunne jeg snildt berette mere om idyllen ved at bo i en landsby ud til vandet eller om fårene, der græsser på den mørkegrønne græsskråning. Det er alt sammen fantastisk, som ordet fantastisk i virkeligheden bør bruges. Men de guldkorn, som jeg

tog med hjem fra min og Teiturs session, var alligevel det, der berørte mig mest. Ikke at jeg decideret fik foræret sandheder om sangskrivning, a la ”en sang skal kunne synges a capella, ellers er den ikke god”, for den slags postulater bryder jeg mig ikke om.

Men det at kunne spørge mig selv midt i min sangskrivningsproces, ”Hvad handler den her sang om?”, og forklare det med én sætning, lade denne gennemsyre sangen fra start til slut, mere eller mindre underspillet; dét er en af de små gaver, der vil stå på hylden resten af mit liv.

Som sangskriver er der for mig altid en iboende trang til at fortælle hele historien, med alt hvad det indebærer – folk skal jo gerne forstå alt det omkringliggende, og gerne hele livets sandhed, som jeg ser den – men et skarptskårent perspektiv på historiens kerne gør mig som lytter meget mindre forpustet. Så behøver jeg ikke bruge energi på at sortere i en masse information, der alligevel overskygger sangens essens.

Hvordan co-writer man?

Når jeg som på Færøerne møder op til en co-write, sørger jeg altid for at have forberedt nogle idéer hjemmefra, det kan være melodibidder, en akkordrække eller tekstbidder. Det er godt at have som udgangspunkt, hvis energien ikke lige er til jams på det hvide papir, eller hvis processen skulle gå i stå.

Med Teitur havde jeg forberedt en masse tekst i kaosform, jeg havde skrevet dagen før. Tekstbidder ne handlede om min farmors og mit forhold og rummede alle mulige perspektiver, tanker, billeder og moraler. Lige i den situation bestod min og Teiturs opgave i at forvandle kaos til orden ved at udvælge de mest levende sætninger og finde ind til, hvad sangen ville sige. Det er sjældent et spørgsmål, der er lige til at besvare; det kan være en lang proces i sig selv. Første bud på en morale med sangen blev, ”du bakker op om andre og trækker ingen ned”, og så var det overskriften for, hvilket lys versene skulle stå i. Det var først meget sent i vores session, hvor det ikke helt kørte, at Teitur fik mig til at se kernen i hele situationen; at sangen i virkeligheden var et udtryk for sorgen i, at min farmor skulle gå bort, netop som jeg var klar til at lære hende at kende som et ligeværdigt menneske. Der er intet, som når alting falder på plads, og man ved; dér var den, det er her, vi skal hen.

At skrive sange handler for mig om, at man deler sin historie, og det kan være et sårbart sted at gå hen. Co-writing var derfor i mange år noget, jeg har holdt lidt afstand til, for tænk nu hvis jeg blotter mit hjerte og bliver afvist, eller hvis der ikke kommer noget ud af mit ’offer’. Alt i alt handler co-writing om tillid, og om at være villig til at gå ind i et rum, hvor man ikke holder sig tilbage: Jeg må give af mig selv, jeg kan ikke være nærig her. For gør jeg ikke det, så går vores session i stå, og jeg ender med at stå over for et menneske, jeg gerne ville have en relation til, men som jeg har svigtet – og jeg har også svigtet mig selv.

Mødet med mennesker på et dybere plan

Turen til Færøerne har bragt mange gode ting med sig. Gode sange og oplevelser i forbindelse med koncerter samt møder med en masse nye vidunderlige, generøse mennesker. Men frem for alt har det lært mig en masse

om andre sangskrivere og produceres måder at arbejde på.

Kombinationen af deres og min egen indsats har gjort, at jeg har skrevet nogle helt andre sange, end jeg ville have skrevet alene, og jeg har hurtigt lært disse folk at kende på et dybt plan i kraft af det intime rum, vi har skabt sammen.

For mig er co-writes blevet en måde at møde folk i sangskrivermiljøet på, som jeg håber vil vare hele livet. Her mærker jeg virkelig, at jeg giver noget og sætter mig selv på spil. Og det er heri guldet ligger for mig. Både på Færøerne og herhjemme.

Søren Mancher er medlem af DMF Københavns ungdomsudvalg og kan kontaktes på soren@ manscher.dk

Lån DMF Københavns MIKROFONPAKKER

GRATIS LÅN AF MIKROFONPAKKER Mange musikere er fortrolige med at indspille deres musik i eget studie-set up. Når det kommer til mikrofoner, skal man ofte ud og leje dyrt grej, når indspilningen skal lyde ekstra godt. Dette behov dækker vi i DMF København med to mikrofonpakker. En pakke til den rene og neutrale optagelse, og en pakke, der i højere grad er med til at farve lyden af dine optagelser.

TRANSPARANT PAKKE Pakken består af kondensatormikrofoner af højeste kvalitet. Mikrofoner, der har vist sit værd gennem årtier, som foretrukne på de store radioer og til klassiske indspilninger i topklasse i hele verden.

Pakken indeholder: • 2 stk DPA 4006A • 2 stk DPA 4011A • 2 stk Schoeps CMC6-U • 2 stk DPA 2011 • 2 stk Neumann TLM 103 • 2 stk AKG SE300 -CK91 • 2 stk AKG C-535 ‘BESKIDT’ PAKKE: Pakken er sammensat af en række true and proven studieklassikere, der alle har en unik karakter og kan tilføje lidt ekstra dybde til indspilningerne.

Pakken indeholder: • Brauner VM1 • 2 stk Neumann KM 184 • 2 stk AKG C414 XLII • 2 stk Sennheiser MD421 - mkll • 2 stk Sennheiser E609 silver • 2 stk DPA 2006 • 4 stk DPA 4099 clips mic. • 2 stk Shure SM 57 • 2 Stk Shure Beta 57 • 2 stk Shure Beta 52A • Shure Beta 91 • 2 stk AKG C535

Tilvalg til begge pakker: • RME Fireface 802 FireWire/USB lydkort • Focusrite ISA 828 8-kanals mikrofon forforstærker • Mikrofon stativer og kabler.

HVORDAN OG HVORNÅR? Som medlem af DMF København kan du låne mikrofonpakkerne kvit og frit i en periode på op til to uger. For at lægge billet ind på medlemstilbuddet skal du kontakte afdelingen på tlf. 35 240 270.