3 minute read

Det er så vildt

Efter lang proces står nyt musikhus til at åbne næste år: ”Det er så vildt!”

Efter snart et års forhandlinger og hårdt benarbejde fra styregruppen, har et bredt flertal på Københavns Rådhus endeligt besluttet sig for, at det gamle Bymuseum på Vesterbrogade i fremtiden skal huse Musikhuset København.

Det har været længe undervejs, men nu ser det ud til at lykkes. København får et nyt musikhus, der skal samle og formidle akustisk musik i hovedstaden.

I den for nylig indgåede budgetaftale har politikerne nemlig fundet midler til at tage det gamle Bymuseum, der oprindeligt var sat til salg af kommunen, af salgslisten. Samtidig er der givet en planlægningsbevilling og økonomi til en midlertidig opstart af Musikhuset København allerede i 2021.

Det betyder, at det forslag, der blev stillet sidste år om, at bruge det gamle Bymuseum på Vesterbrogade til Musikhus, går igennem.

”Det er helt vildt. Vi er så glade for det, og vi ser det som en stor sejr for borgerne og kulturen i København,” siger Viktor Wennesz, der sammen med Björn Ross, Martin Malmgreen samt Jesper Lützhøft udgør styregruppen bag forslaget om Musikhuset København.

Baggrunden for styregruppens ansøgning sidste år, om at bruge det gamle hus til musikhus, var blandt andet, at København - modsat de fleste andre større danske byer – ikke har et musikhus til klassisk musik. Af samme årsag er hovedstadens frie ensembler og musikere spredt ud over byen, og det betyder ifølge Viktor Wennesz, at både publikum og musikere indtil videre er gået glip af de fordele, der er ved at have et samlende hus.

Penge til renovering

Det ser dog heldigvis ud til at ændre sig nu, men inden huset for alvor kan tages i brug som musikhus, skal det gennemgå en større renovering. Derfor er den kommende opgave for styregruppen i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen at søge fondsmidler.

Der er dog allerede positive tilkendegivelser fra en række af landets største fonde, og Viktor Wennesz er fortrøstningsfuld for, at det nok skal lykkes.

Når pengene til renovering er sikret, skal styregruppen bag musikhuset etablere en selvejende institution og søge driftsmidler, men det forventes heller ikke at give de store problemer.

”Godt nok har jeg lært, at intet nogensinde er endeligt, men i og med, at vi er de eneste ansøgere i spil til huset, og at vi skal sidde med i den videre projektstyrelse, så tror jeg godt, man kan regne med, at der kommer et nyt musikhus i det gamle palæ,” siger en tydeligt begejstret Viktor Wennesz.

Huset kan åbne næste år

Som led i den næste fase skal styregruppen desuden i gang med at lave plantegninger over, hvordan de gerne ser huset indrettet med koncertsale, kontorer, øvebokse, cafe, green room og andet.

Både indretning og renovering skal ske i respekt for det fredede hus’ historie, og det kommer til at tage en pæn rum tid, når først arbejdet går i gang. Dog kan styregruppen se frem til, at de får lov til at tage huset i brug i en kortere periode allerede i begyndelsen af næste år, inden

Viktor Wennesz det store renoveringsarbejde går i gang.

”Det står måske lidt rustikt nu, men vi behøver blot tænde for varmen, så kan vi bruge huset,” siger Viktor Wennesz, der glæder sig over, at styregruppens visioner for det kommende hus nu står over for at blive realiseret.

”Musikhuset København skal være et levende og aktivt hus med plads til hele det akustiske musikliv. Det er det, huset egner sig til med sin fantastiske akustik, beliggenhed, og indretning og det skal fungerer som et hus til byens borgere, hvor vi samler den akustiske og klassiske musik.”