5 minute read

Fællesskab og online-læring i koldkrigs-bunkeren

Fællesskab og onlinelæring i koldkrigsbunkeren

Hvad stiller man op, når man er sat i verden for at være omdrejningspunkt og mødested for unge musikere og en pandemi kommer buldrende ind fra højre og lægger låg på al fysisk samvær? Ligesom de fleste andre musikaktører var foreningen Musikbunkeren i Gentofte nødt til at give eksistensgrundlaget et grundigt eftersyn, da Danmark lukkede ned i foråret på grund af COVID-19.

Advertisement

Musikbunkeren har til huse i en gammel koldkrigsbunker under jorden ved Bernstorff Slotspark i Gentofte. I de rå beton-rammer er der plads til 15 øvelokaler, to studier, et scenerum og forskellige fællesfaciliteter.

Magnus Jochumsen er leder af foreningen, der drives med støtte fra Gentofte Kommune og har lige knap 200 udøvende medlemmer i aldersgruppen 15 til 25 år.

”Jeg plejer at sige at vores opbygning er ligesom en trekant med tre fokuspunkter: Vi er øvelokaleforening, vi er ungekulturhus, og vi er en form for musikskole, der tilbyder de unge musikere branchefaglighed via workshops, værksteder og kreativ sparring,” fortæller Magnus Jochumsen.

For mange unge musikere i lokalområdet er bunkeren det foretrukne mødested, og under normale omstændigheder er der fuld smæk på øvelokalerne, koncertaktivitet og spændende lærings-tilbud i event-kalenderen.

”Men vi var 100% lukket ned fra marts til juni. Her måtte vi virkelig lægge hovederne i blød i forhold til, hvordan vi kunne faciliterer et musikfagligt indhold og et relevant fællesskab. Det er rigtig svært, når man ikke må mødes. Som mange andre rykkede vi online med alt, hvad der kunne rykkes online. Det var selvfølgelig frustrerende, men vi oplevede også fede ting ved nødsituationen,” forklarer Magnus.

En af de gode er faringer er udviklingen af producer-workshops, hvor alle kan følge med direkte på skærmen frem for at kigge med over skulderen på under viseren. Ud fra en lydkvalitetsmæssig vurdering anvendte Musikbunkeren i den forbindelse platformen Zoom, fordi det her er muligt at slå den automatiske lydforbedring fra.

Også foreningens sangskriverværksted var tvunget til at tænke nyt, og det resulterede blandt andet i en lang række streamede koncerter hjemme fra brugernes værelser.

”Der var noget virkelig fint og intimt i at blive lukket helt ind i de unge sangskriveres space. Det er dedikerede unge musikere, der arbejder på at dygtiggøre sig i at lave fængende fortællinger,” beskriver Magnus.

Høstede brugbar læring

Sangskriverne var på forhånd blevet bedt om at fortælle om deres musik, og tilskuerne kunne byde ind med spørgsmål i

Musikbunkeren er en forening, som drives med støtte fra Gentofte Kommune. Foreningens formål er at drive musikøvelokaler, afholde og støtte koncerter, events og arrangementer inden for alle rytmiske genrer, m.m.

www.musikbunkeren.dk

chatten. Og Magnus er ikke i tvivl om at sangskriver-spirerne undervejs høstede en masse brugbar læring.

”Som tilskuer oplevede man, hvordan hver enkelt sangskriver helt konkret havde valgt at stille sig op, og musikerne spillede for potentielt mange flere mennesker end der normalt ville dukke op til en fysisk koncert i Musikbunkeren.”

Magnus peger på at det også var held i uheld for foreningens aktivitetsradius, at alle unge mellem 15 og 25 år var sendt hjem fra skole, uddannelse og arbejde under corona-nedlukningen. Han og de to øvrige medarbejdere i Musikbunkeren oplevede således, at det var meget nemmere at trænge igennem og samle deltagere til de forskellige digitale aktiviteter. Om det fortæller han:

”Hvis nogle af vores medlemmer henvendte sig, fordi de kedede sig eller manglede inspiration, samlede vi den hurtigt op og tilbød en workshop om eksempelvis kreativ proces. Fordi alle sad hjemme, var der er et stort behov for at holde liv i fællesskabet online. Vi kunne melde et arrangement ud tre dage i forvejen, og så var der alligevel en masse der tilmeldte sig. Samtidig var det oplagt for os at optage og lægge de forskellige oplæg ud til fri afbenyttelse.”

Den fremmeste opgave for de ansatte bag det kreative fællesskabs-hub er at hjælpe til med at udvikle og give sparring til foreningens mange medlemmer.

”I hele corona-perioden har vi lavet masser af oplæg og workshops, 1:1-sparring og værkstedsundervisningen har kørt hver uge,” uddyber Magnus Jochumsen, der har været ansat i Musikbunkeren, siden den åbnede for seks et halvt år siden.

Et hav af restriktioner

Inden Musikbunkeren kunne slå jerndørene op for fysisk aktivitet med mange restriktioner fixede Magnus og de øvrige medarbejdere diverse praktiske ting i de lavloftede lokaler, sideløbende med at mange medlemmer henvendte sig vedrørende deres musikgrej, der skulle håndteres og udleveres.

”Da vi endelig kunne åbne op igen i juni, pålagde vi os selv et hav af ekstra restriktioner for at være sikre på, at vi kunne styre det. Vi åbnede kun i begrænsede tidsrum, og der skulle altid være en såkaldt corona-ansvarlig til stede. Den ansvarlige skulle tjekke, at alle restriktioner blev overholdt,” siger Magnus.

Han forklarer, at Musikbunkeren skal følge de samme retningslinjer som musikskolerne, og udfordringen har blandt andet være at sørge for, at de unge fællesskabstrængende musikere ikke har minglet for tæt med hinanden. ”De fælles hænge-ud rum er lukket ned, og det er et stort problem med de små øvelokaler, hvor hele bandet ikke har kunnet være i samme rum på grund af kvadratmeterrestriktionerne,” forklarer Magnus, der sideløbende med tjansen som daglig leder er percussionist i blandt andet The KutiMangoes og Bodebrixen.

Fremtidsudsigterne for Musikbunkerens brugere er en fortsat rejse ind i uvishedens ingenmandsland, hvor øvelokalefællesskabet hverken er lukket helt ned eller åbnet helt op.

”Det er rigtig svært at lægge planer bare en måned frem, og vi skal hele tiden have en plan B og C i baghånden. Vi har valgt at sige, at vi ikke kan vente længere, og forsøger os med en lille koncert i september. Vores oplevelse er at de unge musikere er rigtig glade for, at der med Musikbunkerens forskellige tilbud er noget konkret at holde fast i. De sætter virkelig pris på, at der gøres en indsats for at understøtte et stærkt fritidsfællesskab,” siger Magnus Jochumsen.

Magnus Jochumsen. Foto: Mads Mazanti