5 minute read

Et positivt benspænd

Med en række af udendørs koncerter har spillestedet Alice på Nørrebro siden juni taget kampen op med COVID-19 nedlukningen. De succesfulde sommer-gigs har dækket et hul for koncerthungerende københavnere, og på trods af den lammende nødsituation har spillestedet gjort sig brugbare erfaringer, som kan trækkes med ind i mere normale tider.

Gårdmiljøet udenfor spillestedet Alice på Nørrebro minder i denne tid mest af alt om en trafiklegeplads for børn. Der er tegnet streger, pile og båse på asfalten, så ingen er i tvivl om færdselsretningen, og det er tydeligt for enhver, hvor der er afsat plads til borde og bænke. Anvisningerne er spillestedets hjælp til gæster, musikere og ansatte, når de på forsvarlig corona-vis har skullet bevæge sig rundt mellem hinanden til rækken af udendørs sommer-koncerter i Alice’s gård.

Advertisement

”Vi har gjort det fuldstændig efter bogen. Nogen tænker sikkert, at vi er meget strikse og emsige, men alle – både gæster musikere og crew – skal føle sig sikre. Man bliver seatet, når man kommer, og det gør, at der er plads til alle. Også dem, der ikke ønsker, at blive udsat for smitte,” fortæller Piet Breinholm, der er daglig leder af det regionale spillested, der med egne ord præsenterer ”eventyrlysten musik inden for et væld af genrer og udtryk”.

Ligesom landets øvrige spillesteder blev der lukket ned for det indendørs live-program d. 11. marts tidligere i år, hvor landet som bekendt blev svøbt i kollektiv dvale og uvished. ”Vi havde sidste show samme dag som Mette Frederiksen lukkede landet ned, og så var vi nogle stykker, der mødtes om natten for at finde ud af, hvad der nu skulle ske. Vi kunne godt regne ud, at vi ikke ville kom i gang i lang tid. Corona-tilstanden var kommet for at blive,” husker Piet.

Da der senere på året blev slæk-

ALICE. Foto: René Passet

Piet Breinholm. Foto: Mads Mazanti

ket på forsamlings-forbuddet, besluttede holdet bag Alice at lancere en række udendørs koncerter under navnet ’ALICE Summer Series’. Nærmest på tre-måneders dagen for nedlukningen kunne medarbejdere og frivillige d. 12. juni slå portene op for den første udgave af koncertrækken. På premieredagen stod Josefine Opsahl og Sofie Birch på den udendørs scene, og henover sommeren er det blevet til 16 koncertdage med enkelt- eller dobbelt-gigs.

Plads til 130

Alice lagde ud med en publikumskapacitet i gården på omkring 80 gæster. ”Men vi blev ret hurtigt bedre til at rykke rundt på bordene og placere publikum. Hvis gæster på forhånd bookede billetter, sammen kunne de sidde ved samme bord, og på den måde har vi haft en form for dynamisk kapacitet med plads til op mod 130 personer,” fortæller Piet. Til sammenligning kan indendørssalen med de nuværende restriktioner rumme 68 personer.

”Vi har været heldige med vejret, og folk har taget godt imod koncertrækken, så på den måde har det været et positivt benspænd,” forklarer Piet. Normalt bruger spillestedet sommerperioden på at gå ned i kadence og afvikle ferie i en tid, hvor mange københavnere er ude af byen og får stillet lysten til live-musik på landets festivaler. ”Vi har tit overvejet, om vi skulle inddrage gården i vores program. Nu har vi faktisk fået gjort noget af det, vi har drømt om, hvis man skal se bare lidt positivt på det. Koncerterne i gården er kommet for at blive, og det vil vi – corona eller ej – gentage næste år,” bedyrer Piet Breinholm, der blev ansat som spillestedsleder et par måneder efter åbningen af Alice i februar 2018.

Piet kunne sagtens forestille sig at benytte udendørsformatet under eksempelvis Copenhagen Jazz Festival.

”Der er en fantastisk lyd herinde. Det har i det hele taget vist os, at konceptet fungerer, og at vi ikke generer naboerne. Da musikken var indenfor, fik vi klager over, at folk stod i gården og røg og talte, men efter vi rykkede musikken ud i det fri, har vi ikke fået en eneste klage,” siger han og understreger, at man naturligvis har booket kunstnere efter forholdene. De mest hårde og eksperimenterende kunstnere har således ikke været på plakaten til ’ALICE Summer Series’.

Vil spille så meget som muligt

Koncertrækken har været velbesøgt, og Piet betegner den på mange måder som en succes: ”Både publikum, medarbejdere og musikere har modtaget gårdkoncer terne helt forrygende. Ingen af os har været på festival, så bare det at kunne sidde udenfor og nyde musik har været rigtig dejligt.” Han peger også på at live-produktionen har været godt for moralen på de interne linjer, hvor medarbejderstaben til stadighed bøvler med et kæmpe administrativt puslespil med aflyste koncerter, ændrede planer og usikre aftaler.

”Kolleger på andre spillesteder og mange musikere har været helt eller delvist væk fra deres arbejde i månedsvis, hvilket må være forfærdeligt. Det har vi været forskånet for i kraft af ’ALICE Summer Series’,” forklarer Piet.

Indenfor i koncertrummet på Nørre Allé 7 har Covid-19-nedlukningen også givet mulighed for at opdatere de fysiske rammer. Konkret er garderoben renoveret, og der er bygget en ny scene. Alice er på alle måder klar til at slå dørene op for indendørs koncerter, og Piet Breinholm håber, at der snart meldes nyt ud om på lempelser, så det tilladte antal gæster hæves betragteligt. Om det siger han:

”Det er håbet, at vi efter 31. oktober kan åbne endnu mere op. Vi vil gerne producere så meget musik som muligt i den givne situation. Overfor myndigheder og borgere mener jeg, at vi et ansvar for at bevise, at vi rent faktisk kan afvikle koncerter under sikre vilkår. Og ligesom de fleste andre vil jeg hellere have koncerter med mundbind og meget sikkerhed end slet ingen koncerter”.

Fakta ALICE

ALICE er Københavns kraftcentrum for den grænsesøgende musik beliggende på Nørre Allé 7, Nørrebro.

ALICE slog dørene op 1. februar 2018 som en fusion af de to spillesteder Global og Jazzhouse.

Spillestedet har en kapacitet på 250 personer og præsenterer hele året rundt eventyrlysten musik inden for et væld af genrer og udtryk fra global roots, folkemusik, jazz og improv til avantgarderock, elektroniske eksperimenter, mm.

alicecph.com