2 minute read

Alle børn har ret til fodbold

11. maj var en stor dag for fodboldafdelingen i Hesselager forenede Sportsklubber. Her fik de nemlig det fornemme bevis på, at de er blevet en del af DBU Børneklub. Klubben fik overrakt et flot banner og et skilt, der symboliserer at klubbens børnefodbold går ind i en ny æra.

DBU Børneklub er et tiltag, som er kommet sammen med

DBU’s nye børnefodboldstrategi, som blev vedtaget i 2021. Målet er at gøre dansk børnefodbold til verdens bedste fodbold for børn. Det mål vil Hesselager Fodbold meget gerne bidrage til, og derfor har de nu underskrevet en aftale om at blive DBU Børneklub og arbejde målrettet med opfyldelsen af dette ambitiøse mål. Det betyder at klubben forpligter sig til at gøre en stor indsats for børnefodbolden i fremtiden, og skabe et rigtig godt børnemiljø, hvor det enkelte barn har de bedste vilkår for at udvikle sig.

Børnefodbold defineres som fodbold for børn op til 12 år, men Hesselager Fodbold vil arbejde for at de gode initiativer desuden strækker sig op gennem ungdomsfodbolden i klubben.

Værdier

Børneklubben er et kvalitetsstempel, som fortæller, at klubben lever op til nogle værdier, som er formuleret af DBU. I værdisættet står bl.a.:

Alle børn har ret til fodbold

Alle børn har ret til fodbold uden nogen form for diskrimination

Alle børn har ret til, at udvikling sker på deres præmisser

Alle børn har ret til et godt børneliv.

Alle børn har ret til at være på dannelsesrejse

Alle børn har ret til social sikkerhed.

Klubliv og træningsmiljø

I Hesselager Fodbold ønsker man bl.a. at tilbyde en ekstratræning hver uge, på tværs af årgange og køn. Denne ekstratræning vil ikke være fysisk belastende men have teknisk karakter og vil primært have til for- mål at udvikle spillerens individuelle egenskaber.

Desuden skal alle hold bl.a. have tilknyttet en uddannet træner og en normering, der sikrer 1 voksen pr. otte børn.

Ud over træningen på banerne, ønsker man at skabe et sprudlende klubliv med masser af leg og hygge. Ekstra åbent i klublokalet med udvidede åbningstider i kiosken, udvidet sortiment af madvare skal understøtte det socialt samvær, ligesom der vil være øget fokus på det sociale i omklædningsrummet efter træning.

Klubben vil endvidere åbne for klubhuset på udvalgte søndage og invitere børn til selvorganiseret leg på banerne, uanset om det er til gemmeleg, fodbold eller rundbold.

Børneudviklingstræner og børneformand

Jan Sørensen er indsat som Børneudviklingstræner og vil være sparringspartner for børnetrænerne i forbindelse med det fodboldfaglige på banen. Klubben har dygtige børnetrænere og ønsker at understøtte disse fantastiske mennesker og tilbyde dem al den hjælp og uddannelse, de har behov for.

Karina Søndergaard er indsat som Børneformand og vil have særligt fokus på trivslen blandt alle børnespillere, være børnenes talerør og desuden være sparringspartner for trænerne. Det er vigtigt at medlemmerne trives og har det godt i fodboldklubben.

Det er Hesselager Fodbolds mål gennem denne indsats at højne kvaliteten og dermed gøre sig til en mere attraktiv fodboldklub for børn og voksne. red

Hvis nogen har spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte:

Børneudviklingstræner Jan Sørensen på tlf. 61373232 eller på mail js@hesselagerfodbold.dk

This article is from: