Antarktis tur/retur Hvalens dårlige morgenånde, pingvinbørnehaver og sæler med attitude var på programmet, da eventyrer Cecilia Vanman rettede kursen mod Den Blå Planet.
På Den Blå Planet kan man opleve mere end smukke fisk og fantastiske havdyr. Vores kalender er f.eks. fyldt med foredrag, der holdes foran vores kronjuvel: Oceantanken. Her er forskellige naturambassadører inviteret til at dele deres historier og med billeder og anekdoter vise, hvordan deres hjerter banker for havets forunderlige verden. Foredragsholderen Cecilia Vanman var på besøg i september 2019. Vanman kan blandt andet prale af at være den første danske kvinde, der er blevet optaget i The Explorers Club; verdens mest prestigefyldte klub for opdagelsesrejsende og eventyrere. Hun har været ekspeditionsleder for mange udfordrende filmproduktioner, arbejdet som fotojournalist og skrevet reportager om sine egne, inspirerende rejseeventyr langs både varme og kolde kyster. Vanman valgte at fokusere på sine oplevelser i Antarktis, og hun fortalte om dyrelivet og personlige anekdoter om pingvinkolonier, forladte fiskebyer, og hvordan man overlever kulden. Nærkontakt med pukkelhvaler Trods hajer, rokker og en nysgerrig havskildpadde i baggrunden, var det Vanman, der holdt publikums fokus, da hun viste billeder af de mange kolossale dyr, hun har mødt på sine rejser i verdens koldeste områder. Publikum fik lov til at sejle med, da Vanman fortalte om en tidlig morgen i Antarktis, hvor hun og crewet opdagede to fredelige pukkelhvaler, der lå og sov. Trods deres forsøg på at sejle stille og roligt forbi dem, blev hvalerne vækket af båden. Heldigvis var de ikke morgensure. De nysgerrige kæmper kom helt tæt på båden og
52
undersøgte den nøje og gav Vanman svaret på et spørgsmål, hun ikke vidste, hun havde: Hvordan lugter en hvals morgenånde? ”Som rådne rejer! Det var ikke særligt lækkert,” fortalte Vanman til et grinende publikum. Det barske liv i Antarktis Turen fortsatte til en pingvinkoloni. Cecilia Vanman havde taget et lydklip med, som gav gæsterne et indblik i den overdøvende lyd af hundredvis af pingviner, der snakker i næbene på hinanden. Den skarpe og skingre lyd blev dog hurtigt slukket igen, da mange gæster måtte holde sig for ørerne! Vanman viste billeder af søde pingvinbabyer, og hun fortalte om oplevelsen af at blive nappet i buksebenet af en ung pingvin, lugten af pingvin-ekskrementer og det ekstraordinære syn af et nyforelsket pingvinpar. Vanman afsluttede foredraget med anekdoter og billeder fra forladte hvalfangerstationer, hvor sæler har overtaget de tomme huse, og pingviner vralter rundt på gaderne som små tuxedo-klædte beboere. Sæler og pingviner har overtaget den lille by og bruger de efterladte huse som gemmesteder fra både kulden og sultne rovdyr.