4 minute read

Der findes ikke elitebørn

– DER FINDES IKKE ELITEBØRN

DEN IRSKE TRÆNER, BLOGGER OG PH.D. RESEARCHER MARK O’SULLIVAN VAR FOR NYLIG I DANMARK. FODBOLDMAGASINET KØBENHAVN BENYTTEDE LEJLIGHEDEN TIL AT TALE MED AIK STOCKHOLM-TRÆNEREN OM EN AF HANS MÆRKESAGER – TIDLIG SELEKTION I BØRNEFODBOLDEN.

Advertisement
Mark O'Sullivan er fra Cork City, men arbejder i dag med træneruddannelse og ungdomsfodbold i AIK Stockholm. Han er desuden igang med en ph.d. om pædagogik og design af læringsmiljøer for børn i moderne sport.

Mark O'Sullivan er fra Cork City, men arbejder i dag med træneruddannelse og ungdomsfodbold i AIK Stockholm. Han er desuden igang med en ph.d. om pædagogik og design af læringsmiljøer for børn i moderne sport.

Tekst og foto: Dan Pedersen, DBU København

Selektion og talentidentifikation er et emne, som optager mange i fodboldens verden. I Sverige er debatten for alvor blusset op efter FN’s børnekonvention bliver til lov fra den 1. januar 2020.

Fodboldmagasinet København har talt med Mark O’Sullivan, som er ansat i den svenske storklub AIK Stockholm og kæmper for børns rettigheder til selv at vælge og ikke blive udvalgt.

Talentidentifikation og rekruttering er i international sammenhæng flyttet ned i børnefodbolden. Hvad tænker du om dette?

– Ja, det er sandt. Det minder nærmest om en form for menneskehandel. Jeg ved, at Den International Olympiske Komité lavede en undersøgelse omkring talentidentifikation i sport, og de var meget tydelige i deres konklusion. Ungdomssport er blevet kommercialiseret og sensationaliseret, hvilket medfører stress hos børnene i en alt for tidlig alder. Og det har desværre også konsekvenser for trænernes tilgang og pædagogik. Det er alvorligt, og det er gået for vidt mange steder. I England ser vi klubber med U5 eliteakademier.

– Tænk på USA og deres skønhedskonkurrence med små piger, som klæder sig ud. Det er basalt set det samme, vi gør i fodbolden. Heldigvis er der nogen, som har fået øjnene op for, at det her er et problem. Jeg har arbejdet en del sammen med det canadiske fodboldforbund, og de forsøger virkelig at gøre noget, fordi de kan se en nedgang i antallet af udøvere.

– Debatten er også i gang i Sverige lige nu, hvor man tager nogle forholdsregler og forlanger, at sportsklubber fra den 1. januar 2020 skal leve op til FN’s børnekonvention i forhold til børns vilkår og rettigheder. Det er ret interessant, fordi det helt automatisk fører til en diskussion om selektering, og hvorfor vi gør det? Er det for børnenes skyld, eller er det ud fra en voksen tankegang, som vi trækker ned over vores børn?

– I Sverige en det en stor og vigtig debat, som foregår på de nationale tv-kanaler og i aviserne. De har åbnet op for diskussionen. Det er en polariseret debat, men i takt med, at folk får en mere nuanceret viden om, hvad der foregår i ungdomssporten, ser de også, at der er noget galt. Det i sig selv er positivt.

Hvordan skal klubber arbejde med børnefodbold og spillerudvikling?

– Hvis du zoomer ud og ser på, hvordan de professionelle klubber i Danmark arbejder, så ligner det sikkert det man gør i andre store udenlandske klubber. Problemet er, at hvis Premier League-klubber har akademier for U5 spillere, så spredes det også til andre ligaer. Men der er mange ting, som har indflydelse på en fodboldkultur. Lige nu sidder vi i BK Skjold, som har deres helt egen tilgang til tingene og forsøger at arbejde med en model, som minder om den, vi praktiserer i AIK Stockholm, hvor vi ikke selekterer børn før U13. Og jeg er sikker på, at der er mange forskellige måder at gøre tingene på i dansk fodbold.

– I mange lande er der kun antagelser om, hvordan børn skal træne og lære. Man bygger modeller på antagelser, som ikke tager højde for kulturen.

– Lad os gøre som de gør i Holland eller Belgien. Nej! I skal forstå jeres egen kultur og hver klub skal arbejde i deres eget lokalområde ud fra nogle grundlæggende principper frem for modeller. Jeg kan huske dengang Peter Schmeichel kom til Manchester United. Alle talte om hans mærkelige ’star jump’ redninger, som var noget, man kendte fra håndbold. Folk grinte af ham, men efterfølgende begyndte alle at efterligne ham.

Hvordan skal bredde og eliteklubber arbejde sammen?

– Jeg bemærker, at du bruger ordet eliteklub, men i mine øjnene findes der ikke eliteklubber for børn. Der findes ikke elitebørn. Man er først elitespiller, når man spiller på højeste niveau og kan leve af sin sport som professionel. Elite lyder godt overfor børn og ambitiøse forældre, men i virkeligheden hører det ikke hjemme i børnefodbolden.

– Hele elitebegrebet er bare endnu et bevis på, at vi trækker voksentankegangen nedover vores børn og arbejder alt for tidligt med professionalisering. Det er virkelig gået langt over grænsen, og det kan ikke retfærdiggøres med, at man er nødt til at gøre det, fordi de andre gør det.

– Mit svar vil være, at hvis tidlig selektion og rekruttering er din eneste løsning, så er det fordi du ikke tror på dit miljø, din pædagogiske linje eller dit lederskab.

– Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at man snyder børnene ved at mærke dem som talenter og elitespillere. Hvor tit hører vi ikke klubber, som er stolte af, at deres spillere er et produkt af deres egen ungdomsafdeling. Produkt er så mekanisk et ord, som jeg forbinder med industrialiseringen – ikke med mennesker som vi arbejder med i fodbolden.

FN´S BØRNEKONVENTION

Det er særligt følgende artikler i FN’s børnekonvention, som skaber debat i Sverige, hvor man fra den 1. januar 2020 indfører konventionen som lov. Nedenfor er uddrag fra artikler i FN’s børnekonvention.

Artikel 2. Deltagerstaterne skal træffe alle passende forholdsregler for at sikre, at barnet beskyttes mod alle former for forskelsbehandling

Artikel 3. I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række

Artikel 12. Deltagerstaterne skal sikre et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet; barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed.

Se mere om tilgangen til selektion i AIK Stockholm i denne video fra det hollandske fodboldforbunds (KNVB) besøg i den svenske klub. https://www.youtube.com/watch?v=xfBnPjYrbK0&t=4s