11
“Vi er to levende, der har en samtale” Mogens har et usentimentalt forhold til døden. Han møder ind med interesse og nysgerrighed over for den, han skal våge ved.
“Når jeg kommer på en vågevagt, vil jeg meget gerne snakke, altså hvis den jeg våger ved har lyst og kræfter til det. Jeg havde en gang en virkelig spændende og lang snak med en maskinmester, som havde sejlet på de syv have. Vi snakkede uafbrudt i en time om hans tidligere liv, han var helt til stede, og så faldt han pludselig i søvn. Det var bare elementært spændende at høre ham fortælle.” Mogens Ostermanns stemme er fuld af glød, når han beskriver mødet med et af de mennesker, han har våget ved. Den 74-årige pensionist forholder sig bevidst så usentimentalt som muligt, når han møder ind på en vagt på Rigshospitalet eller et plejehjem: “Man kan vel sige, at jeg lægger følelserne udenfor, og tager interessen og empatien med indenfor. For mig er det vigtigt at skelne, at de mere dybe følelser og sorgen er forbeholdt de pårørende. Man ved jo aldrig, hvad der venter, og nogle af de døende er naturligvis ikke i stand til at snakke eller ønsker det. Så sætter jeg mig i stedet lidt på afstand, og læser måske lidt.
Den døende kan tale om tidligere oplevelser, mens nutiden opleves uklar. Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Men hvis de vil, er jeg parat.” Når Mogens våger på et plejehjem, kan for eksempel private billeder på væggene eller lignende være en indgang til at spørge lidt mere personligt ind. “Det gør personalet jo også, både på plejehjemmene og hospitalsafdelingerne. Min erfaring er i al fald, at langt de fleste yder en virkelig god indsats. Men de er jo ofte også enormt presset på tid. Derfor håber jeg, jeg kan være med til at berige situationen lidt med en interesseret snak, og hvis der kan komme et smil eller en latter med undervejs, så er det endnu bedre.” Mogens våger kun om natten og møder derfor sjældent de pårørende. Men når det er sket, har der været gange, hvor det har gjort indtryk: “Jeg var på en vagt, hvor en kvinde sov i rummet hos sin døende mand. Hun var meget opmærksom, kærlig og vågede selv. Den kærlighed gjorde indtryk, for den var rørende. Kvinden fortalte efterfølgende hvor betydningsfuldt og støttende det havde været, at jeg også havde været der. Det er vigtigt for mig.”
MOGENS OSTERMANN, 74 ÅR, PENSIONIST. VÅGER I 3 ÅR.
