3 minute read

Portræt

“Min mor har altid været et forbillede”

Rasmus Prehn er opflasket med hverdagssolidaritet og empati. I dag er han minister, og hans mor er frivillig i Røde Kors-butikken i Ølby.

– Af Julie Elver. Foto Marie Hald –

I Ølbys genbrugsbutik arbejder en kvinde, der har en vis andel i, at Rasmus Prehn ved folketingsvalget i 2019 blev udpeget som netop udviklingsminister. Kollegerne i Ølby kender hende som Birte. Selv kalder han hende som regel bare mor. Efter en kort rundvisning sætter de to sig til rette blandt butikkens mange kuriositeter i en storblomstret sofa for at fortælle om den solidaritet, der er gået i arv fra mor til søn.

“Vi har altid diskuteret politik hjemme hos os. Men det var nok mest din far og dig, der gjorde det,” begynder Birte og kigger på sin søn.

“Jeg var nok mere husmoren, der gik og hyggede,” fortsætter hun beskedent.

Rasmus ser det på en anden måde. For ham var hun hende, der var retningsgivende i forhold til, hvordan man opfører sig som menneske.

“Når jeg som barn kom hjem og fortalte om en uretfærdig oplevelse, satte min mor tingene i perspektiv. Hun fik mig til at se sagen fra begge sider og indgød mig til gå foran for at se, om jeg kunne ændre på det, der var unfair. At man er nødt til at løfte i flok og ikke bare gå ud fra, at andre ordner tingene. På den måde har hun altid været et forbillede for mig,” siger han, mens Birte samler tråden op.

“Jeg har altid sagt, at man skal opføre sig overfor andre, som man ønsker, de skal opføre sig overfor en. Og du har altid tænkt mere på andre end dig selv.”

Hun trækker et eksempel frem for at understrege pointen.

“Du havde en klassekammerat, der havde fået briller og bøjle, og som blev moppet. Men der tog du dig af hende. Hendes forældre sagde efterfølgende til mig, at de havde været så glade for alt det, du havde gjort. Det kan man da kun blive stolt over. Men sådan har du altid været. Betænksom, sød og omsorgsfuld.” Rasmus griner en smule forlegen ved al den moderlige ros.

“Ja, ja, det er jo min søn, vi taler om her,” erkender Birte med et smil.

Verden ved middagsbordet

Barndomshjemmet i Høje Taastrup var præget af tryghed, husker Rasmus. Men det var også et sted, hvor man talte om verdens tilstand. Apartheid i Sydafrika, hungersnøden i Etiopien og krigen i El Salvador var nogle af de internationale begivenheder, der ofte blev samtaleemnet ved middagsbordet. Når han som knægt spillede fodbold efter aftensmaden, blev han altid kaldt ind 19.30, hvor TV-Aktuelt på Danmarks Radio løb over skærmen.

“Vi talte meget om, hvordan tingene hang sammen, hvorfor der var krig forskellige steder i verden, og hvorfor nogle sultede, når vi herhjemme selv havde et relativt trygt samfund. At man havde pligten til at gå forrest på både det store og lille plan, hvis man havde evnerne,” siger han.

Særligt på det lille plan excellerede hans mor,” mener han.

“Hun var typen, der altid hjalp, når det var brug for det. Hvad enten det var at samle ind, rydde op eller organisere og planlægge. I vores familie var det naturligt at være en del af noget større. Men det er jo ikke sådan, at vi var ekstremt frelste eller ekstraordinære. Vi var en helt almindelig familie, hvor det var et grundvilkår, at man gjorde noget, hvis man kunne,” siger han.

Birte nikker. Stolt af sin søn og den forskel, han i hendes øjne altid har forsøgt at bidrage med.

“Min livsfilosofi har altid været, at man ikke skal brokke sig, men handle. Så på et eller andet plan har jeg måske alligevel påvirket ham lidt.”

(Red: Denne artikel er skrevet mens Rasmus Prehn var udviklingsminister. I dag er han minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.)