2 minute read

Bevar dig selv

KLUMME: Af Birgitte Dam Jensen, Konsulent, foredragsholder & forfatter

Hvordan vi bevarer os selv i en krævende verden

DU KENDER MÅSKE til, hvordan hverdagen kan udfordre dit mentale overskud? Mange opgaver, nogle små og konkrete, andre store og komplekse i en hverdag præget af højt tempo og uforudsigelighed. Med stort ansvar over for opgaven og andre mennesker – og kun lidt tid til at tænke og få pauser til at trække vejret og mærke efter. Al dette kan presse os og nogle dage mere end, hvad vi egentlig kan rumme. Så vi begynder måske at træffe for hurtige beslutninger. Glemmer at lytte efter. Bliver kort for hovedet eller fjerne – fanget i en tankestrøm af bekymringer. Følelserne presser sig på. Måske utålmodighed, måske irritation, måske tristhed. Overblikket svækkes, og det samme gør det menneskelige overskud. Robusthed handler om at bevare gode, menneskelige egenskaber, når vi bliver presset. Om at kunne håndtere presset med mentalt overskud; med ro, optimisme og handlekraft. Robusthed handler ikke om, at vi skal være usårlige over for pres. Tværtom. En god robusthed forudsætter, at vi (aner)kender vores sårbarhed og varetager den.

Her kommer fem råd til, hvordan du kan styrke din mentale robusthed i en travl hverdag:

Mental robusthed kræver ressourcer.

Den energi, du skal bruge til at træffe en klar og velovervejet beslutning lige nu, opbygges, inden du får brug den. Det gør du ved at sætte i ’overskuds-banken’, gennem gode livsvaner, såsom at få den rette mængde søvn, motion, sund kost og mentale pauser med mere. Så har du til at kunne hæve den ekstra mentale energi, du har brug for, når omstændighederne kræver noget særligt af dig.

Lær at pause, inden du handler.

For mange dårlige beslutninger, for hvad vi gør eller siger, træffes på baggrund af følelser. I bedste fald er følelsesbaserede valg ikke specielt konstruktive eller langsigtede – i værste fald skaber de mere pres, end de løser. Følelsernes valg melder sig hurtigt, meget hurtigere end tankernes. Lær derfor dig selv at pause, når du mærker presset påvirke dig. Forlæng tiden mellem impuls og handling. Træk vejret – måske flere gange – så du giver dig selv mulighed for at kunne tænke.

Tag dig tid til at tænke.

I en foranderlig verden er det ikke altid let at finde gode og langsigtede løsninger på komplekse udfordringer. Det kan tage tid at finde den virkelige årsag til problemet og endnu mere tid til at finde løsningen. Giver du dig tid til at tænke, giver du din mentale robusthed mulighed for at kunne udfolde sig.

De vigtige relationer.

Pres kan gøre os en smule relations-blinde. Vi kan blive lidt selvoptagede, kortluntede, tunnelsynede – eller synes at spotte tegn på negativitet eller modstand, hvor der ingen er. Hold fast i din empati, dine evne til at lytte og til at gå i andres sted, også når du bliver udfordret. Fordi din robusthed styrkes af gode relationer, ganske enkelt.

Lær dig selv at kende.

Al robusthed starter med selvindsigt og selvbevidsthed. Du er nødt til at kende dine egne reaktionsmønstre, sårbarheder, grænser, behov, værdier og bruge din selvindsigt aktivt, når du skal træffe vigtige beslutninger i pressede situationer. Er du selvbevidst? Kan du mærke dig selv, lige nu? Kan du mærke din følelser, sanse spændinger i din krop eller tanker, der flyver igennem dig? Kan du lytte til de budskaber, din krop giver dig?

Birgitte Dam Jensen har undervist og coachet skuespillere og soldater – og en masse andre – i robusthed. Hun har udgivet en bog og en podcast om robusthed. Læs mere på www.bevardigselv.dk

This article is from: