DANSKNOTER 4/2024 – Maskuliniteter

DANSKNOTER

Maskuliniteter

Køn, klasse og kultur opdateret

MASKULINITETER

Tidsskrift udgivet af Dansklærerforeningen

Redaktion

Ansvarshavende

Birgitte Darger birgitte.darger@gmail.com

Kristoffer Kildelund kristoffer.kildelund@gmail.com

Omtaler

Anne Krogh Madsen

Bøger til omtaler sendes til: Dansklærerforeningen Rathsacksvej 7

1862 Frederiksberg C

Billedredaktører

Anne Haugaard Thomsen

Annette Düring Nielsen

Øvrige redaktionsmedlemmer

Anne Haugaard Thomsen anov@aabc.dk

Anne Krogh Madsen fgakm@frsgym.dk

Anne Mari Borchert annemariborchert@gmail.com

Annette Düring Nielsen ring@aabc.dk

Benedikte Fogh Rostbøll bfr@rysensteen.dk

Cathrine Rasch

cathrine_rasch@hotmail.com

Jacob Kjærgaard jk@grenaa-gym.dk

Karen Wagner kwa@oegnet.dk

Dansknoters redaktion vil gerne støtte kommatolerance. Artikler bringes med eller uden startkomma som skribenterne selv har valgt det. Redaktionen benytter ikke startkomma.

Indsendte bidrag dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller Dansklærerforeningens holdninger.

Kommende numre i 2025

Dansknoter 1 Det stødende Deadline: 05.01.25

Dansknoter 2 Analog Deadline: 31.03.25

Dansknoter 3 Verdenslitteratur Deadline: 01.06.25

Dansknoter 4 Årsmøde Deadline: 19.10.25

Abonnement

kr. 300,- ekskl. moms. Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms.

Du kan bestille abonnement eller enkeltnumre af Dansknoter på dansklf.dk/dansknoter.

Dansknoter er en del af medlemskabet for medlemmer af Dansklærerforeningens sektioner for gymnasielærere.

Annoncering i Dansknoter

Se priser, formater og kravsspecifikationer på dansklf.dk/dansknoter.

Annoncer bestilles og sendes til Pia Fuglevig dansklf@dansklf.dk Tlf. 33 27 60 77

Bidrag til bladet

Vi modtager gerne bidrag til bladet og dets forskellige faste klummer. Forespørgsel eller artikler kan sendes til birgitte.darger@gmail.com.

Redaktionen vælger ud efter relevans.

Maksimallængde på artikler til tema er normalt 12.000 tegn inklusive mellemrum og i øvrigt på 10.000.

Dansknoter kan tilbyde fagfællebedømmelse af artikler.

Fagfællebedømte artikler markeres med

Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansknoters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

For temaartikler og de kunstneriske bidrag gives honorar.

Dansklærerforeningens administration Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf. 33 79 00 10 Mandag-fredag 10-14 dansklf@dansklf.dk.

Alle henvendelser vedr. medlemskab, kontingent, bogpakker, abonnement, adresseændring og efteruddannelseskurser skal ske til administrationen på dansklf@dansklf.dk.

ISSN: 0107-1424

Oplag: 2.700

Printed in Denmark 2024

Dansknoter udgives af Dansklærerforeningen med støtte fra Bladpuljen. dansklf.dk/dansknoter

Grafisk tilrettelæggelse

Rikke Albrechtsen, Quote Grafik

Korrektur

Kristoffer Kildelund

Tryk

Tarm Bogtryk A/S

Foto

fra årsmødet, herunder for- og bagside, er taget af Rikke Albrechtsen

æfgaF

DANSKNOTER

INDHOLD

08 23 13 31

Faste sider Tema: Maskuliniteter

05 Leder

06 Præsentation

07 Kunstner

Rikke Albrechtsen

41 Dansk takeaway

Digtning med dyrene

44 Forskerinterview

Fiktionalitet og videnskab i et historisk perspektiv

48 Ny litteratur

How to be a man (with pictures)

54 Sproget.dk

Tvetydigt og meningsløst: Om sproglige blindgyder og vildspor – og hvorfor hotdogs ikke altid er gratis

58 Nyt fra fagkonsulenten

Sæt (endnu) mere skub i læselysten og arbejdet med de kvindelige forfattere

60 Din forening

– Omtaler

– 20 år i Dansklærerforeningen

– Referater fra generalforsamlingerne

08 Hvem er jeg, far?

Af Mikkel Thorup

Der har nok altid været én dominerende mandefigur, et ideal, der havde samfundets eller magtens særlige opmærksomhed.

13 ”På valen der skattes en mand endnu bedst”

Af Kasper Green Munk

Hvorfor er der skrevet så uendeligt mange flere hyldestdigte og heltekvad om døden på slagmarken end om døden i barselssengen?

17 For meget eller lige tilpas

Af Jon Helt Haarder

Brydningerne mellem tilpas og for meget maskulinitet lader os se hvordan klasse, køn, etnicitet og sted gensidigt artikulerer hinanden på historisk skiftende måder.

23 Fra Horsens til Combray

Af Trine Juul

Ligheden mellem især Korsgaard, Louis, Bech og Strange er, at en fornægtelse af faren også bliver til en, om ikke hyldest til, så i hvert fald tilgivelse af moren.

27 Hvem har lov at være vred?

Af Frida Hviid Broberg Når bevægelsens vrede kobles til en trussel om vold, radikalisering og terror, bliver ’deres’ vrede en trussel mod ’vores’ sikkerhed.

31 Hvad lærer unge om maskulinitet på internettet?

Af Maia Kahlke Lorentzen I manosfærens optik handler det om for alt i verden IKKE at ligge nederst i pyramiden hvis man vil være en rigtig mand og have adgang til kvinder, penge og succes.

37 Vitalistisk maskulinitet i mellemkrigstiden

Af Lis Norup Kroppe uden blødhed, kroppe armeret i hudens bronze.

TIL VÆRKS

Stærke klassikere, der fortjener ny opmærksomhed i danskfaget

dansklf.dk/til-vaerks

KORTPROSA ANTOLOGI

– Nu med vejledning

For et årstids siden udkom Kortprosa. Antologi, dansklærerens guldgrube af kortprosatekster, som åbner for et utal af læsninger og oplevelser i ganske kort form, udvalgt af Lars Bukdahl og Peter Adolphsen. Og nu er der udkommet en lille vejledning af for fede – og sjove og lærerige og oplevelsesorienterede og legende og finurlige – undervisningsideer til kortprosateksterne, skrevet af Astrid Midtgaard Hvelplund og Boline Albæk Ravn.

Læs mere, og se uddrag fra bøgerne på dansklf.dk/shop

TIL VÆRKS er en ny serie fra Dansklærerforeningens Forlag i samarbejde med Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Hensigten er at genudgive klassikere, der fortjener ny opmærksomhed i danskfaget, og som kan læses med gymnasieelever. Kriteriet er, at værkerne rummer stærke kvaliteter som tekster, og at de både kan spejle og udfordre samtidens læsere.

Karin Michaëlis BARNET er den første udgivelse i serien. Nyeste udgivelse er Mathilde Fibigers (1830-1872) roman CLARA RAPHAEL. TOLV BREVE.

Bøgerne udgives både analogt og digitalt og som en del af Systimes iBibliotek. i-Bøgerne er forsynet med arbejdsspørgsmål til eleverne samt et forslag til modulplan.

Dansklærerforeningens sektioner E og G var meget stolte over at afholde årsmødekursus d. 7.-9. november 2024. I år havde vi valgt at sætte fokus på den moderne mand, hans værdier og hans styrker, men også bagsiden af medaljen. Vi vil i denne leder fremhæve pointer fra oplæggene, som gjorde særligt indtryk på os som undervisere.

Vi kan ikke starte uden at nævne begrebet ”Den hegemoniske maskulinitet”, som vi fik præsenteret på årsmødets indledende oplæg af Mikkel Thorup. Den traditionelle manderolle kalder på ordet ”far”. Faderfiguren i moderne dansk litteratur fylder meget. Vor samtids forfatteres opgør med patriarken og det system, som denne repræsenterer, vidner om et normskred. Årsmødet har gjort os opmærksomme på, at vi stadig styres af nogle usagte strukturer og værdisæt, der definerer, hvad ”Den rigtige Mand” er.

”Den klassiske maskulinitet” har internaliseret krigeren, som vi har forventet, skulle beskytte os. Krigerens værdier var båret af et strengt kropsideal med definerede muskler, en voldsparathed, der blev fremelsket fra barnsben, samt en evne til at fornægte egne følelser og fysiske behov. Dette gav en klar rollefordeling i hjemmene, hvor manden ikke stod for det primære omsorgsarbejde, men havde den pålagte opgave at sørge for familiens underhold som skaffedyret.

Sønnerne bærer det nedarvede kulturelle kors, at vi har talt om maskuliniteteN, men ikke om maskuliniteteR, sådan som Jon Helt Haarder belyste det i sit oplæg. Vi er vidner til en samfundsforandring, hvor landmanden eller industriarbejderen har set deres verden og verdenssyn blive marginaliseret, forkertliggjort og latterliggjort. Heri ligger formentlig en del af forklaringen på, at nogle mænd har haft svært ved at opdrage deres sønner, for de forstod ikke den verden, deres sønner blev en del af, lød det på årsmødet.

Fremmedgørelsen af eget selv for de unge mænd fører formentlig til den internaliserede vrede, som tidligere er blevet anset for at være en styrke, men som nu er uønsket, da den associeres med ”toxic masculinity”. At være vred er udannet. At være bissen er det, vi udskammer i medierne. Men alle er da vrede en gang imellem? Retoriker Frida Broberg pointerede i sit oplæg, at vi i stedet for at fordømme

Af Annette Skovgaard, Josefine Schuricht og Bjarne Ove Hansen

Medlemmer af E-sektionens bestyrelse og årsmødeudvalget

vreden hellere skal se igennem vreden og møde vreden med nysgerrighed. Kan vi mon møde Trump med undren, når han og hans er vrede?

Er ovenstående symptomet på og produktet af et politisk paradigme, hvor det at sidde med magten og retten til den rigtige fortælling også synes at afhænge af maskulinitet? På kurset diskuteredes hvordan de maskuline koder og magtens sprog bliver et spørgsmål om klassekamp og en politisk elite, der reproducerer et maskulint narrativ. Borgerne efterlades med et maskulint politisk system, der insisterer på, at de kan vælge mellem fakta og alternative fakta som to sidestillede sandheder. Faderens ord er lov.

Også årsmødets forfattere gav deres bidrag. Glenn Bech, Elias Sadaq og Caspar Eric påpegede vigtigheden af ordenes betydning på det rigtige tidspunkt. Alle forfatterne havde den oplevelse, at det var deres dansklærere på gymnasiet, der havde antændt en poetisk ild. Kunne det være, at når politikerne begynder at skrive fiktioner, så begynder forfatterne at formidle virkeligheden, som Caspar Eric så smukt spurgte? Vil kunstens rolle fortsat skulle have til opgave at vække ubehag i magthaverne?

Er vi villige til at acceptere, at maskuliniteten gerne må indeholde poesi, eftertænksomhed og en følsomhed, uden at udskamme vores elever? Det synes vi at have oplevet i Horsens på årsmødet. Manden sættes fri. Derfor er det tidligere Horsens Statsfængsel heller ikke længere et fængsel for de brølende, vrede, utilpassede mænd, men et kulturcentrum.

Årsmødekurset og dette nummer af Dansknoter præsenterer en række betragtninger og overvejelser for at italesætte, at sproget om manderoller og -positioner kan være en beholder, et sted, hvor vi kan tale om den moderne mands skam, skyld, identitet og muligheder. Efter at have arbejdet med emnet tør vi godt konstatere, at maskuliniteten ikke er i fare, men den er i forandring.

Vi vil gerne opfordre læseren til at tage Caspar Erics ord til sig, om at sprog kan skjule mere, end det kan vise, så det interessante er ikke, hvad vi allerede har ord for, men det interessante er i tavsheden og det usagte.

MASKULINITETER

Mænd og det maskuline er til debat. Magtfulde mandlige demagoger fylder det internationale nyhedsbillede, og på sociale medier dyrkes meningsdannere med karikerede holdninger til kvinder, job, kropsidealer og maskulin identitet. Det gælder fx når stereotype holdninger til kønsroller hyldes af mandlige influencere hvis opslag på sociale medier er lettere at blive grebet af end en god bog, en nuanceret samtale eller en perspektivrig artikel. Er manden – og måske særligt drengene – i krise, peger det også på en generel læse- og dannelseskrise i en stadig mere kompliceret verden.

Men krise betyder som bekendt vendepunkt, og manderollen er også under positiv fornyelse og opbrud hvor flere måder at være mand på træder tydeligere frem. Unge fædre strikker huer og vanter til deres børn på en forlænget barsel der giver tid til nærvær og samvær med børnene, og klassiske maskuline stereotyper om den tavse, stærke mand er pressede af forandringer der kræver en større sensibilitet og evne til samarbejde end den klassiske manderolle tilbyder. Danskfaget er vigtigt i denne sammenhæng. Dette temanummer handler om mænd og maskuliniteter, og om hvordan vi som dansklærere kan blive ved med at tage kønsroller og -identiteter op i danskfaget.

I artiklen ”Hvem er jeg, far? – maskulinitetens mange former og aktuelle udviklinger” præsenterer Mikkel Thorup en teoretisk forståelsesramme for det at være mand i dag, og via nedslag i aktuel litteratur viser han hvordan den klassiske, hegemoniske maskulinitet aktuelt er under forandring og opbrud idet dannelsen af en fast identitet som mand ikke er så automatiseret som tidligere.

I romantikken opstod dyrkelsen af soldaten som et mandligt helteideal. I nationens og fællesskabets tjeneste var han villig til at ofre eget liv og fratage andre deres. Kasper Green Munk reflekterer i sin artikel ””På valen der skattes en mand endnu bedst”– note om krig og maskulinitet” over hvorfor denne romantikkens ophøjelse af soldat-helten genfindes i dag. Vi lever i en kultur præget af en krigsmytologi, er hans analyse. Den kæmpende mand står frem i den romantiske digtning som en ny identitetsfigur, og denne kan spores frem til nutiden.

Jon Helt Haarder griber i artiklen ”For meget eller lige tilpas – hypermaskulinitet som litterært motiv” tilbage til Henrik Pontoppidans Lykke-Per og viser hvordan queerness og hypermaskulinitet ligger som sproglige tegn i Pontoppidans tekst. Det kan tyde på en opmærksomhed hos Pontoppidan om det maskuline som en foranderlig og flydende størrelse. Denne foranderlige maskulinitet sættes i artiklen i relation til betonblokkenes kulturhistorie og forhandlinger om det at være mand i en ofte marginaliseret kulturel kontekst der står

i kontrast til middelklassens mere midtsøgende normer. I sin artikel “Fra Horsens til Combray – på sporet af provinsmanden i nyere dansk litteratur” skriver Trine Juul om litterære fremstillinger af blandt andet sønnens forhold til moderen. Marcel Prousts klassiker På sporet af den tabte tid kan perspektiveres til Glenn Bechs beskrivelse af sin mor og give blik for klasseforskelle. Også i den nyligt udkomne digtsamling Til alle dem der vil forlade mig af Gustav Valdemar Strange er moren den eneste der rigtigt forstår sønnen, efter faderens død. Døden som tematik går igen hos Bjørn Rasmussen og Theis Ørntoft hvilket ligeledes belyses i artiklen.

Den mandlige – og kvindelige – vrede belyser retoriker

Frida Hviid Broberg i artiklen ”Hvem har lov at være vred?”. Artiklen omhandler reaktioner i nyhedsmedierne på vrede hos henholdsvis mandlige og kvindelige aktivister, og Broberg viser hvordan køn, klasse og etnicitet har betydning for om vreden opfattes som legitim eller problematisk.

Manosfæren er et sted for den vrede mand, eller måske bare for den søgende unge mand som savner identitet at knytte an til. Det er et univers på nettet, kun et par klik væk.

Maia Kahlke Lorentzen fra Cybernauterne har skrevet en artikel om de maskulinitetsformer som de unge møder bl.a. i manosfæren. Hendes opfordring lyder at vi skal give plads til flere mindre hierarkiske forestillinger om køn og måder at være sammen på.

Idealet om den perfekt trænede og muskuløse mand er ikke ny. I Lis Norups artikel om vitalisme i mellemkrigstiden findes pointer, fotografier og citater som kan bruges i en sammenligning af mellemkrigstidens kropsidealer med nutidens. Hun påpeger samtidig at mellemkrigstidens friluftsdyrkere ofte er de arbejdsløse unge der hellere end gerne ville have fundet en mere nyttig og indbringende plads i samfundet. Idealer om kroppen er også en fortælling om klasse.

I Politiken den 16/11 2024 skriver sociolog Tobias Petersen i anledning af den internationale mandedag at: ”unge mænd på tværs af den vestlige verden føler sig overset. Ikke bare af politiske partier, men af alt fra nyhedsmedier og populærkultur til uddannelsesinstitutioner (...)”. Med artiklerne har vi rådet en lille smule bod på denne forsømmelse. En dannelsesopgave for dansklærerne må være at træde ind i samtalen med eleverne og vise dem bredden og dybden i hvad det vil sige at være køn og menneske i vores tid. Denne udgave af Dansknoter giver idéer til at synliggøre og samtale om maskuliniteter. Ligesom invitationen lød på årsmødet 2024 arrangeret af Dansklærerforeningens sektioner til ungdomsuddannelserne.

God diskussionslyst!

I dette nummer af Dansknoter har jeg igen i år fået lov at fange årsmødet gennem kameraets objektiv. Og endnu engang wauu ... så medrivende og lærerigt at lytte med! Tak for at jeg måtte fange øjeblikke fra årsmødet.

Rikke

Grafisk designer og ejer af galleri NORDVÆRK –– www.nordvaerk.com

Se flere billeder fra årsmødet på @dansknoter på Instagram

Foto fra deltager på årsmødet

Foto fra deltager på årsmødet

Foto fra deltager på årsmødet

Hvem er jeg, far? – maskulinitetens mange former og aktuelle udviklinger

Alle samfund udvikler maskulinitetstyper og hierarkier mellem dem. Men bevægelser i statiske typologier og hierarkier kan opstå. Fx viser nyere litteratur en fartype med en feminin side. Man kan dog ikke bare vælge sin typologi. Hvem man er som mand, afgøres også af, hvordan man bliver set. Af andre. Maskulinitet er en skrøbelig størrelse, og artiklen viser, at der i disse år sker grundlæggende forandringer.

I digtsamlingen Kirsebærplukkerne fra 2023 skriver den danske digter Duncan Wiese om at blive far. I et af de mest forunderlige og blide stykker skriver han om at ligge med sit nyfødte barn på maven:

jeg vil føde med vaginal stimulation aldrig har jeg været så blød det kan ikke stoppes jeg er ikke længere en mand jeg er jeg er tror jeg nogens mor

Mødet med hans nye barn sætter omsorg og køn på spil. Identifikationen med pigen og moderen kan fortolkes, som er mødet i natten ikke kun med hans barn, men også hans feminine side. Der har de sidste år været en del opmærksomhed rettet mod den megen moderskabs-litteratur i tiden. Mindre opmærksomhed har der været på en klar tendens blandt særligt yngre mandlige forfattere til faderskabslitteratur, og i bredere forstand til fiktionslitteratur, der italesætter og undersøger drengen, manden og faderen som et kønnet væsen. Og ikke kun det, som et kønnet væsen i forandring. Wieses digt er også en uvillighed til at blive i en traditionel, afstandsramt, afmålt faderskabsrolle. Det samme kan siges om Daniel Dalgaards roman Vulkanø fra 2024, der yderst effektfuldt klipper mellem hans egen barndom, særligt den prekære og konfliktfyldte

relation til hans far, og hans nutidige rolle som far selv til to små børn. Behovet for at være en anderledes far end sin egen far parres med den tiltagende desperate erkendelse af at handle som sin far overfor sine egne børn. Andre nylige danske eksempler er Glenn Bechs Farskibet (2021), Kristian Leths En vej ud af tågen (2022) og Victor Boy Lindholms En del af hjertet går ud af kroppen (2022). Fælles for dem og mange andre er, at manderollen ikke virker lige så givet som tidligere. Det, der tidligere virkede monolitisk, virker nu skrøbelig og udsat, for nogle under angreb eller afvikling, for andre under forandring eller forbedring – for alle som noget, der er i bevægelse.

Der har selvfølgelig aldrig kun været én mandefigur, men der har nok altid været én dominerende, et ideal, der havde samfundets eller magtens særlige opmærksomhed. Den australske sociolog Raewyn Connell er berømt for sin teori om multiple maskuliniteter i bogen Masculinities fra 1995. Hun argumenterer for, at alle samfund producerer en række maskulinitetstyper, der kan have forskelligt indhold alt efter tid og sted, men som strukturerer og inddeler mænd.

Der er for det første den hegemoniske maskulinitet, som er den dominerende mandefigur og samfundets primære forventning til en ’rigtig mand’. Det er ikke nødvendigvis den mest udbredte mandefigur i faktisk forstand, for den kan være svær at leve op til, men det er den samfundsmæssigt og kulturelt mest værdsatte. Det er statuen, den mand, der rejses idealtyper af på gader og stræder. Det er den form for mand, der ikke behøver at forklare sig selv.

Rundet som vi er af vores historie, kender vi ham som heteroseksuel, fader, udfarende, fysisk stærk, rationel og i

Mikkel Thorup (f. 1973), professor i Idéhistorie ved Aarhus Universitet, specialiserer sig i den politiske og økonomiske tænknings historie og har bl.a. udgivet bøgerne Antifeminisme (2020) og Kampen om identitetspolitik (2022)

kontrol over sine følelser, fordi han skal handle og dominere, men også beskytte og forsørge. Det er en hård krop, fast uigennemtrængelig, huden som et panser, i stand til at udholde og i sidste ende også tildele smerte. Det er en krop skabt til at levere, en funktionel krop. Vi kender også hans kvindelige modstykke: heteroseksuel, mor, indadskuende, der er ydmyg, omsorgsfuld og følelsesladet, fordi hendes rolle er at behage og støtte. Det er en blød krop, givende (og med fødsel, modermælk og menstruation også en, der flyder over), skabt til at være der for andre.

Den hegemoniske maskulinitet er bedst forstået som en funktion. Det er tilskæringen af en krop og et sind til at bestride særlige opgaver. Manden har skullet lære at ignorere kroppens signaler (sult, tørst, udmattelse, smerte men også længsel, kærlighed, behov for beskyttelse og intimitet) for at kunne gå i krig og gå på arbejde – dvs. for at kunne adlyde andre mænd. Manden har mistet nærheden til kone og børn og endda til sin egen krop for at kunne være væk, for at kunne forsørge og beskytte. Den stærke, uafhængige mand er ikke sin egen men i dyb forstand samfundets og kulturens. Her kommer også den særlige skizofreni, der hører den hegemoniske maskulinitet til: Dens ideal er uafhængighed, men dens eksistens er afhængighed. For at være ’herre i huset’ er de fleste mænd nødt til at adlyde andre mænd uden for huset.

Det vigtige her er, at den hegemoniske maskulinitet har været virksom og succesfuld trods de store omkostninger for mænd (og kvinder). Den har givet mange (ikke alle) mænd en masse muligheder, idealer at stræbe efter, sejre at vinde, beundring at modtage, alt muligt opkaldt efter sig, men prisen har også været den mest formede og funktionaliserede af alle kroppe. Heroisering er blevet betalt med udnyttelse: manden som et funktionelt tandhjul i det større system. Men den hegemoniske maskulinitet har stadig været en enorm ressource, for mænd har ofret sig, knoklet, kæmpet og forsørget deres familie. Den har desuden givet muligheder for solidariske og intime relationer, særligt i mandefællesskaber, såvel som risikovillighed og behovsud-

skydelse. Den har lært mænd uegennyttighed og selvopofrelse. Det er værdier, der ofte glemmes i beskrivelsen af ’den hårde mand’. Vigtigst så gav den manden en model at stræbe efter, at organisere sit liv efter og andre at måle sig efter. De fleste mænd er både mindre end idealet foreskriver og meget mere end bare det. Derfor er der også det, Connell kalder for den delagtige maskulinitet, som er der, hvor de fleste af os bor og lever. Her tilpasser man sig det hegemoniske ideal uden fuldt at leve op til det. Ens ageren i verden opfylder ikke den hegemoniske maskulinitet, men den udfordrer den heller ikke, og man kan derfor nyde godt af dens fordele. De to maskulinitetsformer udtrykker samfundets norm. Det normale. Det mandeideal, der bliver produceret flest af. Det er alt det, der ikke afkræves forklaring, som ikke behøver undskylde for sig selv, gemme sig, gøre sig til noget andet af frygt for de andres reaktion. Man behøver ikke at springe ud som heteroseksuel. Anerkendelsen forventes umiddelbart.

Under den hegemoniske og delagtige maskulinitet finder vi en tredje form: den marginaliserede maskulinitet. Her har man ikke adgang til den hegemoniske maskulinitet på grund af fysisk svaghed, handicap, barnløshed, overvægt eller lignende. Der er forhold, som gør, at man ikke kan leve op til den hegemoniske maskulinitets idealer, som man måske alligevel abonnerer på. Lad os sige, at man ikke kan spille fodbold, men man vil utrolig gerne vælges først, når der skal spilles bold i skolegården. Det er den latterliggjorte mand, der ikke har, hvad der skal til.

Endelig har vi den underordnede maskulinitet, når man af egen vilje eller af samfundet ses som ikke bare udenfor men i direkte modsætning til den hegemoniske maskulinitet. Det er de mænd, der ikke kan leve op til idealerne, hvis eksistens og ageren ses som udenfor, som truende, fremmedartet og mærkelig. Det har traditionelt set været homoseksuelle (og andre seksuelle minoriteter) for såvel mænd som kvinder. De såkaldte kujoner og svæklinge, ’kvindagtige mænd’ på mandesiden samt såkaldte aggressive og udfarende, ’mandhaftige furier’ på kvindesiden. Det er alternative måder at

Produktionen af de ’gode gamle’ mandefigurer (og de andre) virker ikke længere helt så rigtig og sker ikke længere helt så automatisk som tidligere.

være mand (og kvinde) på, der er blevet afvist som egentlige alternativer.

Det er værd at bemærke, at der ofte har været en forbindelse mellem former for hegemonisk maskulinitet og racisme. Jøder, sorte og andre racialiserede grupper er blevet betragtet som inferiøre mænd, som impotente eller overpotente. I koloniale sammenhænge er ’indfødte mænd’ ofte blevet set som irrationelle, rent kød og uden forstand, og i antisemitismen er ’jøden’ ofte en lumsk, snu, konspiratorisk type, der forfører ’vores kvinder’. Begge er de ikke rigtige mænd, idet de enten er for meget natur og dermed ikke i kontrol over sig selv, eller for lidt menneskenatur, hvorfor de ikke kæmper med åben pande og dermed ikke slås fair. Der er også en interessant klassedimension. Hvor det tidligere var aristokratiske værdier, der definerede en rigtig mand, så er det i moderne samfund mere middelklassen, der skaber idealet. Det er mindre krigerkongen og mere forsørgeren. Mindre den, der kan slås, og mere den, der kan arbejde, balancere indtægter og behov og være præsentabel. Det er dog også klart, at den hegemoniske maskulinitet har haft forskellige, samtidige klasseudtryk. Side om side finder vi den fysisk knoklende arbejder i overalls, der kan fikse ting og bruge værktøj, den succesfulde karrieremand i jakkesæt og overklassens diskrete charmør med fed bil og luksus.

Over for det konstrueres billeder af underklassen, som arbejderklassen (og i lidt mindre grad middelklassen) kan frygte. Det bliver konkrete trusler imod deres velstand og sikkerhed samt frygten for at glide ned ad rangstigen og selv blive en del af underklassen. Ned til de udannede og uvaskede, de fordrukne og forgældede, de kriminelle og bøvede voldelige. Det vil sige alle dem, der ikke er i stand til at styre sig selv. De mennesker, som den hegemoniske maskulinitet skubber ned i den underordnede maskulinitet, har en vigtig funktion for de øvrige. De fungerer som modbillede, som det negative at afgrænse sig fra, men også som det konstant truende, man kan blive beskyldt for. ’Svans’ er ordet, der hjemsøger mange drengeværelser, hvor nogen beskyldes for at være for svag eller for feminin. Maskulinitet lever ikke bare i ens egen krop, men også i de andres blik og anerkendelse. Man er først en mand, når andre siger, man er det. Man bliver mand, og det er en farefuld færd, der kræver konstant signalering af mandighed: ikke græde, ikke gå med lyserødt, gøre vilde ting, score damer. Det kræver meget arbejde.

Der er en god pointe i at tilføje en femte form, som jeg

vil kalde for oppositionel maskulinitet. Den hegemoniske maskulinitet er på sin vis standarden for de foregående fire, enten som positivt ideal eller som det, de andre maskulinitetsformer måles negativt op imod. Men der er også maskulinitetsformer, der er intentionelt formet og fremvist som afvisning af den hegemoniske. Det kan være den åbenlyst flamboyant homoseksuelle i et samfund, der ikke anerkender sådan en person som en mand. Det kan være mænd, som dem i 1970’erne, der begyndte at udforske deres mandeidentitet kritisk for at udvikle andre sensibiliteter såsom at være en kærlig far. En ambition, der, som jeg skrev i indledningen, er en meget vigtig del af nutidens bearbejdning af maskulinitet i såvel litteraturen som børneværelset. Man bebor ikke bare én af maskulinitetstyperne. Det er ret tynde former, der skal fyldes ud og gives krop af den enkelte. Rockeren og marathonløber-direktøren kan begge siges at udtrykke den hegemoniske maskulinitet. Det samme kan topatleter, men så optræder de pludselig på TV i tårer eller med deres baby på armen, eller de springer ud som homoseksuelle. Det er både en maskulinitetstype, man kan (prøve at) være, men det er også situationelle maskulinitetsroller, man kan indtage. Man kan for eksempel være en fandens karl i omklædningsrummets sexistiske snak og så en kærlig far fem minutter senere. Og man kan som indvandrermand eller uuddannet midtjyde være marginaliseret i samfundet men hegemonisk maskulin i ens familieforhold. Det spændende og angstprovokerende ved maskulinitetstyperne er, at man ikke selv bare kan vælge. Hvem, man er, afhænger også af, hvordan man bliver set, hvad de andre ser og siger. Det er kernen af min bog Mange mænds undersøgelse. For det første hvordan maskulinitet ofte er skrøbelig, da den på den ene side er afhængig af andre for at lykkes identitetsmæssigt, mens den på den anden side i mange af sine formuleringer abonnerer på stærke uafhængighedsfortællinger. Og for det andet fordi der aktuelt sker store forandringer i omverdenens accept og anerkendelse af maskulinitetsformer, der ret grundlæggende forandrer, hvad det vil sige at være mand. Produktionen af de ’gode gamle’ mandefigurer (og de andre) virker ikke længere helt så rigtig og sker ikke længere helt så automatisk som tidligere.

* Dele af denne artikel er hentet fra min Mange mænd (Gad/Nord Academic 2023), der kan fås som gratis e-bog ved at tilmelde sig forlagets nyhedsbrev på nordacademic.dk

”PÅ VALEN DER SKATTES EN MAND ENDNU BEDST”

NOTE OM KRIG OG MASKULINITET

I århundreder har drenge og mænd spejlet sig i krigerdyder og soldateridealer. Det er der mange årsager til, men en vigtig forklaring finder vi i romantikkens litteratur og i eftertidens tolkninger af idealet om den heroiske kamp for folk og fædreland.

Kasper Green Munk (f. 1981), ph.d. i Litteraturhistorie, forfatter til afhandlingen Krigens poetiske potentialer (2011) og essaybogen Rejse til krigens steder (2023) og oversætter af bl.a. W.G. Sebalds langdigt Efter naturen (2022). Underviser i litteratur og skrivekunst på Aarhus Universitet

I Det andet køn (1949) reflekterer Simone de Beauvoir over, hvad der adskiller mennesket fra andre dyrearter. Ifølge de Beauvoir er viljen til at sætte livet på spil i bestræbelserne på at nå et højere formål unik for vores art, særligt når vi ser på moderne krigsførelse, hvor mennesker i uniform sætter livet på spil mod omvendt at få licens til at dræbe fjenden.

Den risikovillige og potentielt dræbende adfærd sker altså i fællesskabets tjeneste og er derfor i moderne tid blevet opfattet som ærefuld og prisværdig; i de Beauvoirs kritiske udlægning endda som langt mere ærefuld og prisværdig end livgivende processer som graviditeter og fødsler. Det har hun og en meget lang række kønskritiske forfattere indlysende nok forsøgt at ændre på, for hvorfor bliver soldatergerningen hyldet med offentlige monumenter og episke storfilm, mens modergerningen må nøjes med mere lavmælte og prosaiske anerkendelser? Hvorfor er der skrevet så uendeligt mange flere hyldestdigte og heltekvad om døden på slagmarken end om døden i barselssengen?

Det er spørgsmål, jeg som litteraturforsker og forfatter har undersøgt i snart 20 år og formuleret og omformuleret i efterhånden temmelig mange variationer. Jeg har endnu ikke kunnet finde frem til et bedre svar end dette: Fordi vi lever i en kultur, der er præget af et såkaldt krigskompleks eller en krigsmytologi. Krigskomplekset fortæller os, at de politiske fællesskaber, stater og overnationale alliancer, der i moderne tid har dannet rammen om de fleste menneskers liv, kun eksisterer takket være fællesskabets vilje til at forsvare sig med våbenmagt. Hvis en ondsindet aggressor – det kunne i disse år være Putin, for 20 år siden var det Saddam Hussein og islamistiske terrorister – sætter alt ind på at besætte og ødelægge os, hjælper alverdens snak og handelstalent ikke. Så må vi gribe til våben. Til dette svar følger den vigtige uddybning, at vi ikke bare kan beslutte os for at skaffe os af med krigskomplekset og krigsmytologien. Vi er viklet så godt og grundigt ind i tankerne om, at krig indimellem er uundgåeligt og altid den yderste horisont for vores politiske handlemuligheder, at vi ikke bare kan vikle os ud af dem. Vi kan komme anstigende med hele bølger af moderskabslitteratur og faderskabslitteratur, der fremhæver værdien af at bringe ny menneskeyngel ind i denne verden, vi kan forsøge os med en slags hædersbevisninger til mennesker med særlige evner for at

Foto: Annette Kjær

forvandle omsorgsarbejde til episke beretninger, og vi kan i det uendelige forsøge at omdefinere og udvide manderoller, så der bliver plads til alle slags mænd i den fælles forståelse for, hvordan man er sit køn.

Men så længe vi lever i en verdensorden med ydre trusler, er der ingen vej uden om også at undersøge de dyder, der nu i et par århundreder har været opfattet som særligt maskuline, og som samtidig er klassiske krigerdyder, nemlig viljen til at forsvare hjemmet og fællesskabet ved uforfærdet at træde ud i det åbne rum, hvor man møder fjenden og viser sit sande værd som mand og som menneske. Mod, vilje, målrettethed, udholdenhed, lydhørhed og personlig integritet. Det kræver vi af vores soldater, og det er derfor også dyder og egenskaber, der præger vores kulturelle forestillinger om det maskuline; helt uafhængigt af det faktum, at de fleste mænd ofte også er alt muligt andet. Forestillingerne om de maskuline dyder har rødder i antikkens krigeridealer, men det var med romantikkens dyrkelse af folk og nation, at de fik den form, vi på mange måder endnu kender. Tag f.eks. B.S. Ingemann og hans dyrkelse af fortidens helte som forbilleder for sin samtids befolkning. Ingemann skrev ikke bare sødt om de favre blomster små og om sneglen, der med hus på ryg vil vandre. Han skrev heller ikke kun de rædselsvækkende gysernoveller, der sammen med den mørke romantik – romantismen – de senere år har fået en revival. Nej, Ingemanns hovedproduktion var krigsog krigerpropagandaen i hans enormt populære historiske romaner og i forskellige digtsamlinger, blandt andet i Holger Danske fra 1837. Herfra er de fleste enkeltdigte for længst gledet ind i den store glemsel, men vi husker essensen, når vi stadig synger sangen om alle de riger og lande, hvori den danske Holger kæmpede (den er i hvert fald stadig med i Højskolesangbogen). Særligt tredje strofe er værd at lægge mærke til i denne sammenhæng.

Naar Mænd jeg kasted min Handske, Opslog jeg min Ridderhjelm; Da saae, jeg var Holger Danske Og ingen formummet Skjelm. (Ingemann 1837, 108)

Holgers identitet afsløres for omverdenen, idet han kaster handsken, det vil sige gør klar til kamp. Hans identitetsbekræftelse sker i mødet med andre mænd. Det er de mænd, der fremhæves, ikke krigere eller dragoner eller en tredje funktionsbetegnelse for kollegerne i felten, og det er værd at holde fast i, selv om det virker så naturligt og indlysende. Vi forstår desuden, at duellen med disse andre mænd er en alvorlig sag. Holger er ingen skælm, men en stridsklar mand blandt andre mænd, fuldt og helt til stede på historiens store scene, hvor vi som læsere bare kan læne os tilbage og følge ham i stum beundring. En rigtig mand og en sand dansker, selv når han træder i andre krigsherrers tjeneste.

Begynder man først at se efter krigs- eller stridsmandsmotivet, finder man det overalt i romantikkens digtning og i den følgende tids nationale digtning, ikke bare som et ledsagefænomen til besyngelsen af det digteriske geni, de evige længsler og anelser, åbenbaringen af ånden i naturen og andre kendte motiver fra perioden. Den kæmpende mand står i den romantiske digtning på tværs af landegrænser tilbage som selve essensen af romantikkens nye identitetspolitiske tænkning, hvor et folks skæbne pludselig lå i dets egne hænder og ikke var fyrstens eller kirkens ansvar.

I den tyske romantik er krigsmanden et endnu mere iøjnefaldende motiv end i den danske. Som følge af de to tabte verdenskrige og tyskernes kritiske indstilling til enhver form for militarisme i nyere tid, er det dog heller ikke her et motiv, man har for vane at fremhæve, selv om det har været kolossalt virksomt og identitetsskabende for generationer

Ryttersangens budskab er ganske enkelt, at krigeridealet er et mandeideal. Man viser sit værd i dybfølte handlinger, ikke i overfladisk tale. Man lader ikke andre gøre arbejdet for sig, men ofrer sig selv i kampen for noget større. Man skal være ærlig og oprigtig trods omverdenens dårskab.

af tyske drenge og mænd, som litteraturhistorikeren Klaus Theweleit blandt andre har kortlagt på en grum og overbevisende facon i det maskulinitetskritiske standardværk Mandefantasier fra 1977.

Theweleit fokuserer på manderoller i mellemkrigstiden, hvor det tyske bogmarked blev oversvømmet af soldaterberetninger fra 1. verdenskrigs slagmarker. I dag er vi tilbøjelige til at fokusere på de krigskritiske værker fra tiden som Intet nyt fra vestfronten, men langt størsteparten af soldaterbøgerne var benhård kønsballade i en reaktionær forstand. De tyske soldater havde kæmpet som mænd, ærefuldt og offervilligt, men var blevet svigtet af, hvad man opfattede som bløde, kvindagtige politikere, og stod nu i en kaotisk efterkrigstid, truet fra alle sider af kvindelige værdier, der eroderede den sunde, naturlige og helstøbte maskulinitet med alle tænkelige midler. Andrew Tate og co. i Weimarrepublikken.

Mellemkrigstidens mandekamp byggede som nævnt videre på romantikkens tankegods, hvor ideen om den rigtige mand som en alletiders soldatertype blev spidsformuleret. Et af de mest berømte eksempler, der – undskyld udtryk-

ket – har redet den tyske mand som en mare, finder vi i den såkaldte ”Ryttersang” fra Friedrich Schillers store epos fra 1799 om en af Trediveårskrigens mest gådefulde skikkelser, general Albrecht von Wallenstein. Ryttersangen åbner med de følgende to i tysk litteratur sidenhen så berømte strofer, hvor et råbekor i den oprindelige tekst gentager de to sidste verslinjer i hver strofe.

Af sted kammerater, til hest, til hest! Ud vi drage til frihed, til valen! På valen der skattes en mand endnu bedst, der vejer kun hjertet, ej talen. For ham en anden i kampen ej går Med egen kraft kun han rustet står.

I verden findes ej frihed mer’, kun herrer og trælle der gives; kun lumskhed man øjner, hvorhen man ser, kun fejhed hos mennesker trives.

Og døden i øjnene skue kan soldaten alene, den frie mand. (Schiller 1896, 68)

Ryttersangens budskab er ganske enkelt, at krigeridealet er et mandeideal. Man viser sit værd i dybfølte handlinger, ikke i overfladisk tale. Man lader ikke andre gøre arbejdet for sig, men ofrer sig selv i kampen for noget større. Man skal være ærlig og oprigtig trods omverdenens dårskab. Og man skal gøre sig fri af den falske, overfladiske verden ved at se døden i øjnene, altså ved at bevæge sig ud i faretruende, ekstreme situationer, hvor man virkelig viser, hvad man er gjort af.

Det er på mange måder et mandeideal, som jeg selv, på 200 års afstand af Schiller og hans ryttere, er vokset op med. Vi kan godt grine lidt af det og ironisere over det, men ser vi ud over disse års bølge af velkvalificerede kønskritiske bøger og de mere nuancerede debatter om kønsroller, så er det stadig et maskulinitetsideal, der har virkelige konsekvenser for rigtig mange mænd og kvinder. I min bog Rejse til krigens steder (2023) har jeg brugt mig selv og min egen krigsinteresse som et eksempel på, hvordan selv en opvækst i et trygt og fredeligt samfund langt fra denne verdens frontlinjer kan være dybt præget af disse krigerdyder. De kan tage sig forvandlede og harmløse ud, når de viser sig i barndommens leg med små soldaterfigurer eller i ungdommens sportsfællesskaber, men de er virksomme og sætter et aftryk på den person, man vokser op og bliver.

Mange mænd og kvinder trives med det romantiske kriger- og maskulinitetsideal, og der kommer dagligt meget godt ud af det. Men når manden så alligevel bliver træt og irritabel, fordi han ikke selv kan gøre det arbejde, han har sat sig for, selv om han har ofret sig selv og sin tid i bestræbelserne, så vil han ofte være godt tjent med at standse op

og bede andre om hjælp. Men ak, rundt omkring sig ser han kun ”lumskhed” og ”fejhed”, som det hedder i Schilleroversættelsen. Hvor søger han hjælp, når han ved, at han befinder sig i en verden af ”herrer og trælle”? Er det ikke fristende at søge væk, ”til hest, til hest” og ud på ”valen”, hvor man ”endnu” formår at ”skatte” en mand. Det er kun her, i dødens nærhed, at friheden trives, og man kan være alene med sig selv og de andre legekammerater, de andre mænd.

Det er ikke min pointe, at vi skal gøre op med den gamle krigskultur og krigermytologi, hvis vi skal gøre maskulinitets- og mandeidealer mere rummelige og dermed også mere tålelige for både mænd og kvinder. Men det er min fornemmelse, at hele denne krigsmytologi, der på alle mulige måder gennemstrømmer vores kultur og dukker op i såvel gamle digte fra romantikken som i computerspil fra i går, godt kan tåle at blive udfordret noget mere, uden at det skal føre tilbage til gamle diskussioner om rigtige mænd versus bløde mænd.

Og så er det min pointe, at der ikke findes rigtige mænd, kun forestillinger om dem, akkurat som der ikke findes rigtige krigere, kun forestillinger om dem. En hærs funktionsduelighed afhænger jo netop af, at mange dyder og evner kan tages i anvendelse, så alle os, der føler os både kaldet og provokeret af de gamle krigeridealer, kan ånde lettede op: Vi kan også bidrage til fællesskabet og til en fælles indsats. Men som de barslende kvinder skal vi nok ikke forvente, at man rejser lige så mange monumenter og synger lige så mange sange til vores ære, som man har sunget om den kæmpende krigsmand.

Litteratur:

Beauvoir, Simone de. 2021 (1949). Det andet køn 1-2, oversat af Mette Olesen. Gyldendal Ingemann, B.S. 1837. Holger Danske: Et digt. Seidelin

Munk, Kasper Green. 2023. Rejse til krigens steder. Atlanten Schiller, Friedrich. 1896 (1798). Wallenstein: Et dramatisk digt, oversat af Johannes Magnussen. Siegfried Michaelsens Forlag Theweleit, Klaus. 2009 (1977). Männerfantasien 1+2. Piper Verlag

Hypermaskulinitet som litterært motiv

For meget eller lige tilpas

Artiklen handler om brydningen mellem hegemonisk maskulinitet og hypermaskulinitet som litterært motiv. De litterære nedslag er Henrik Pontoppidans Lykke-Per og nutidens litteratur fra blokken, og påstanden er at det pågældende motiv er et godt analysefokus hvis man er interesseret i forholdet mellem sted, klasse og køn.

Lektor ved Institut for kultur- og sprogvidenskaber, SDU. Leder af Pontoppidancentret og projektet Reassembling the Ghetto.

Publikationsliste etc: https://portal.findresearcher.sdu.dk/ da/persons/haarder.

Jeg har to bøger på vej ud: Den akademiske monografi Du danske ghetto. Betonblokkenes litteraturhistorie (Forlaget Spring) og antologien/lærebogen Blokland. Betonblokkenes litteraturhistorie (Systime, sammen med Helle Egendal, https://blokland.systime.dk/)

I Ordbog over det danske sprog kan ”maskulinitet” ikke flertalsbøjes, men det kan ordet i Den danske ordbog, og dermed afspejler opslagene en større ændring i det som ordet henviser til: nemlig at ”mandighed” eller ”mandlighed”, som synonymerne lyder begge steder, nu kan være flere ting. Det kunne generelt hænge sammen med en mere socialkonstruktivistisk opfattelse af køn i det hele taget og peger i hvert fald på et opbrud i maskulinitetsforestillingerne – som også er til forhandling i samtidslitteraturen. Pointerne i denne artikel er dels at samtidens opbrud også kan kaste nyt lys over maskulinitetsforhandlinger i ældre tekster og dermed åbne for interessante samlæsninger på tværs af tid, dels at maskuliniteter altid hænger sammen med en række andre historiske omstændigheder. Særligt er jeg interesseret i sammenhængen mellem klasse og maskulinitet, og jeg bruger forestillingen om hypermaskulinitet til at stille skarpt på den. Nedenfor følger da først nogle generelle betragtninger, og derefter kommer to eksempler relateret til min egen praksis: Som leder af SDU’s Pontoppidancenter slår jeg ned på Lykke-Per (1898-1904), som leder af projektet Reassembling the Ghetto ser jeg på dansk litteratur fra blokken.

Hypermaskulinitet og hegemonisk maskulinitet

Hypermaskulinitet defineres af ”European Institute for Gender Equality” som ”et overdrevent billede af hegemonisk maskulinitet, der hovedsageligt optræder i medierne, og som overdriver kønsidealerne for mænd, fx i form af fysisk styrke, aggression og seksualitet, og dermed forstærker disse idealer” (European Agency for Gender Equality). Hypermaskulinitet er altså forbundet med et andet fænomen, nemlig hegemonisk maskulinitet der har spillet en lang og omdiskuteret rolle i maskulinitetsforskningen (jf. Reinecke 2013).

I en nyere empirisk undersøgelse af moderne danske maskulinitetsformer defineres hegemonisk maskulinitet som ”a socially shared authoritative understanding of the most valued, most accepted, and most legitimate form of masculinity in a specific context” (Bloksgaard et al. 2015, 154). Denne traditionelle maskulinitetsideologi kan nærmere beskrives gennem et inventarium: ”aggression, dominance, restrictive emotionality, and extreme self-reliance” (ibid., 155). Undersøgelsen påviser vigende opbakning til disse idea-

Jon Helt Haarder

ler på tværs af klasser, men fremhæver også at der på nogle områder er sket mindre end man måske skulle tro, det gælder særligt i forhold til forbindelsen mellem maskulinitet og arbejde. Hypermaskulinitet behandles ikke i undersøgelsen, men jeg vil med nævnte EU-agentur for ligestilling opfatte den som overdrivelsen af de dominerende maskulinitetsidealer i den hegemoniske opfattelse

Det der interesserer mig som litterat, er ideen om tilpas eller normale udtryk for maskulinitet over for noget der opfattes som for meget, som overdrevet, dvs. hypermaskulinitet. Vel at mærke som litterært motiv. Inden vi kommer til litteraturen, skal endnu et par generelle pointer trækkes op. Den ene er at maskulinitet ikke kan forstås uafhængigt af klasse, etnicitet og alle mulige andre størrelser. ”Class cannot be made alone, without all the other classifications that accompany it”, skriver sociologen Beverley Skeggs (2004, 3). Netop Skeggs har med femininitet som eksempel grundigt udpeget hvordan denne intersektionalitet også handler om ulighed og magt: Grænsedragningen mellem tilpas og for meget indgår i de klassemæssige distinktionsprocesser hvormed middelklassen afgrænser sig fra særligt arbejder- og underklassen. Den hegemoniske maskulinitet er forbundet med den hvide middelklasse, mens argumenter om ”excessive masculinities tend to focus on black bodies (male and female), latina/o bodies, or working class bodies”, skriver Jack Halberstam i queerklassikeren Female Masculinity (1998, 2).

Den anden pointe er at fordi produktion af maskulinitet altid finder sted i bestemte kontekster, er grænsedragninger mellem tilpas og for meget også historiske fænomener. Brydningerne mellem tilpas og for meget maskulinitet, fx som de kommer til syne i litterære tekster, er dermed betydningsbærende konfigurationer der lader os se hvordan klasse, køn, etnicitet og sted gensidigt artikulerer hinanden på historisk skiftende måder.

At gøre sin skyldighed som et velvoksent mandfolk

I Lykke-Per indgår skellet mellem tilpas og for meget mand i karakteristikken af den i begyndelsen yderst entreprenante hovedperson. Hans sluttelige tilbagetrækning fra verden betegner da også enden på det erobringstogt blandt andet af kvinderne hvorigennem han har demonstreret sin mandighed. Sjovt nok er han som gammel faktisk optaget af en androgyn figur. I sine efterladte noter fortæller han om to brødre. Den ene var en kernekarl der ”gjorde sin Skyldighed som velvoksent Mandfolk” (LP, Kap. 28).2 Den anden var invalideret efter et fald: ”Den kluntede Dreng med den mutte Trold i Øjet var bleven – ja, en Stakkel, hverken Mand eller Kvinde, hverken Barn eller Voksen, men et Menneske, i hvis Blik Uendeligheden afspejlede sig i al sin Klarhed, Dybde og Ro” (ibid.). Om Per egentlig skriver om sin egen udvikling her, kan vel ikke afgøres entydigt, men gjort sin skyldighed som et velvoksent mandfolk – ja, det har han. Engang.

Det gælder særligt i forhold til kvinderne og særligt i den centrale kærlighedsaffære med Jakobe. Hende erobrer han ved at være vildt for meget mand ”in a specific context”, nemlig på hendes hjemmebane i og rundt om den store villa nord for København. Per udfordrer de øvrige herrer i villaens selskabelige liv med kraftpræstationer, og hans påklædning støder an mod god stil: ”Efter tarvelig fransk Mode sad hans Klæder meget stramt omkring ham og fremhævede næsten uanstændigt hans kraftige Legemsformer” (LP, Kap. 8). Passagen kulminerer med at udstille hvordan Per ynder at blotte sin stærke hals og det øverste af brystet, noget der giver ham ”en vis utækkelig Lighed med den slags unge Mennesker, der ernærer sig af Glædespigernes Kærlighed” (ibid.). Per ligner en alfons, grænsen mellem tilpas og for meget mand er langt overskredet. Jakobe er helt klar over de klassemæssige koordinater i dette spil: ”Per sporede hun i over tre Alens Afstand paa den Fattigdommens Stank af Hengemthed og daarlig Vadsk og gammel Tobak, der hang ved hans Klæder” (ibid.). Ud over at den bliver brugt til at trække klasseforskellene op, skal Jakobes olfaktoriske brillans afsløre hendes lidenskabelige natur. Blandt andet på grund af den maskuline odør Per afgiver efter endnu en af hans kraftopvisninger, må hun give efter, på tværs af de klasseforskelle som hans hypermaskulinitet har optegnet. ”De vil være min?”, genoptager Per sit ellers tidligere afviste frieri. ”’Ja, ja,’ hviskede hun, gjort vild af Svedlugten fra hans endnu ophedede Legeme, og hendes Hoved sank ned paa hans Skulder.” (LP, Kap. 9). Det er værd at overveje om ikke der, udover de åbenlyse klassemæssige koordinater i spillet om køn og seksualitet, ligger nogle etniske og lurer, nemlig en antydning af antisemitisk stereotypificering: Jakobe er jo ”jødinde”, hendes anderledeshed kommer ofte til udtryk i romanens beskrivelser af hende, og måske derfor kan hun ikke, som en ’ægte’ dansk pige af borgerskabet burde, sige nej til det løfte om hed sex med en næsten uanstændigt lækker mandekrop der udgår fra Per.

Blokkenes hypermaskuline omrids

Dramatiseringen af Pers hypermaskulinitet åbenbarer ikke kun klasseforskellen mellem ham og Jakobe, men forbundet hermed også den geografiske afstand mellem provins og hovedstad. Umiddelbart før beskrivelserne af hans kraftpræstationer og uanstændige påklædning gengives Jakobes ubehag ved hans optræden i mere åndelige sammenhænge. Set fra hendes synspunkt og sted kaster han sig ”med provinsiel Frejdighed ind i enhver Diskussion om Tidens store Frigørelseskamp” (LP, Kap. 8, min fremhævelse).

At køn, klasse og sted gensidigt tegner hinanden op, er en genkommende figur i betonblokkenes kulturhistorie en del år senere. I et nutidigt perspektiv kan man både i Prinsesser fra blokken og dansk rap opleve hvordan særlige former for henholdsvis femininitet og maskulinitet knyttes ikke bare til klasse, men også geografi, og hvordan disse former mere eller

mindre direkte fremtræder som overdrevne i forhold til en underforstået norm, udgående fra centrum og middelklassen (Haarder, Simonsen og Schwartz 2018). Særligt i forhold til maskulinitet opfattes dette gerne i etniske termer sådan som det er blevet normen i dansk gaderap hvor den farlige anden typisk ikke bare er fra blokken, men også brun (Obbekær 2023). Denne konfiguration henviser selvsagt til både faktisk indvandring fra især Mellemøsten og den hermed forbundne byudvikling og til de importerede rapformaters afroamerikanske rødder, men faktisk er der også rent danske forbindelser. Her tænker jeg ikke bare på Jokeren og hans generation af lyserøde rappere ”med stiv pik og håret tilbage” (jf. Krogh 2008), men også på de ældre forestillinger om farlige mænd fra arbejderkvartererne der fik en jovial efterklang i Kim Larsens ”Vi er dem de andre ikke må lege med” (Forklædt som voksen, 1986).

Som bekendt blev de større byers arbejderkvarterer i stor stil saneret (og siden gentrificeret) mens tanken var at arbejderklassen skulle bo i de nye blokke i periferien – og gerne sammen med folk fra middelklassen. Den bedrestillede arbejderklasse og middelklassen flyttede imidlertid videre til egen bolig, noget der sammen med udlejnings- og anvisningsregler førte til at udgrænsede befolkningsgrupper i mange tilfælde blev koncentreret i almene boligområder (se fx Yde 2009). I litteraturen og andre kulturelle udtryksformer fik billederne af de nye blokke en ny farve, optimistisk hvid blev til deprimeret grå, og det var især den opvoksende ungdom, og særligt drengene, man var bekymret for (Haarder 2023).

Intet sted er dette tydeligere end i Bent Hallers skandalesucces fra 1976, ungdomsromanen Katamaranen. Her opdrages de to meget unge hovedpersoner tidligt til en voldelig og grænseoverskridende seksualitet – og det vel at mærke både hjemme og sammen med andre børn og unge mellem blokkene og i kældrene. Disse børn og unge har både underog arbejderklassebaggrunde, og det dystre boligkvarter er for så vidt det spatiale udtryk for klassesamfundet og for de voksnes svigt af deres børn. De dystre billeder af en bestemt placering på samfundets sociale bykort hænger tæt sammen med socialiseringen til en maskulinitet der på den ene side er i tråd med samfundets generelle normer, fx gennem fædres opdragelse til ’rigtig dreng’, på den anden side overdriver dem i form af vold og kriminalitet. Det hedder således tidligt i romanen om hovedpersonen Peters forhold til det sted han bor: ”Han blev altid mærkelig indeni når han kørte hen til det høje hus. Han vidste ikke hvorfor han blev så mærkelig til mode. Det var som om han var ked af et eller andet. Men han fortalte aldrig til nogen når han var ked af noget, for han ville gerne være en stor og modig dreng” (Haller 1976, 13).

Forbindelsen mellem forældresvigt, betonblokke og voldelig hypermaskulinitet kan på tværs af historie og etnicitet genfindes i nyere repræsentationer som Geeti Amiris memoirer Glansbilleder (2016), digtsamlinger af Yahya Hassan og

Haidar Ansari og film som Shorta (2020) og Underverden 1 og 2 (2017, 2023) – og i dansk gaderap, som nævnt. Det er andre konfigurationer af køn, klasse, sted og etnicitet end i Lykke-Per, men litterære forhandlinger om hvad der er tilpas og for meget maskulinitet, siger nu som før en hel del om de historisk skiftende opfattelser af ulighedsformer og magtforhold.

Noter

1 For tidsskriftet Aktualitet lavede jeg sammen med kolleger fra Centre for the Uses of Literature, SDU, et særnummer om dette: Maskuliniteter i nyere dansk litteratur (årgang 17, nr. 2, 2023).

2 Jeg henviser på denne måde til de kapitler som 1918-udgaven af Lykke-Per er opdelt i på henrikpontoppidan.dk. Netstedet kan også vise de andre udgaver og fortælle om bogens udgivelseshistorie

Citeret litteratur

Bloksgaard, Lotte, Ann-Dorte Christensen, Sune Qvotrup Jensen, Claus D. Hansen, Morten Kyed & Kent Jacob Nielsen. 2015. ”Masculinity Ideals in a Contemporary Danish Context”. I NORA – Nordic Journal of Feminist and Gender Research, 23, nr. 3, 2015: 152-169

European Institute for Gender Equality. “Hypermaskulinitet”. U.å. (besøgt 23/10 2024). https://eige.europa.eu/publicationsresources/thesaurus/terms/1381?language_content_entity=da

Halberstam, Jack. 1998. Female Masculinity. Duke Universiy Press

Haller, Bent. 1976. Katamaranen. Borgen

Haarder, Jon Helt. ”Ghettoen svarer igen. Køn, klasse og etnicitet i tredje fase af betonforstadens danske litteraturhistorie”. I Passage, 36, nr. 85, 2021: 81-97

Haarder, Jon Helt, Peter Simonsen & Camilla Schwartz. 2018. ”Hvem kan tale for prekariatet – og hvorfra? In the Ghetto med Kristian Bang Foss, Morten Pape, Yahya Hassan, Karina Pedersen og prinsesserne fra blokken”. I Edda, 105, nr. 3, 2018: 185-202 Krogh, Mads. 2008. ”Definitionen af en stodder”. I Hiphop i Skandinavien, af Mads Krogh og Birgitte Stougaard Pedersen (red.), 2008: 127-154. Aarhus Universitetsforlag

Maskuliniteter i nyere dansk litteratur. Særnummer af Aktualitet Litteratur, kultur og medier. Årgang 17, nr. 2, 2023 (besøgt 23/10 2024): https://tidsskrift.dk/aktualitet/issue/view/10353 Obbekær, Troels. 2023. ”Gadegangstere og fodgængere: Blokken i nyere københavnsk rap”. I SPRING - tidsskrift for moderne dansk litteratur, nr. 52, 2023: 95-117

Pontoppidan, Henrik. Lykke-Per D (1918) (besøgt 23/10 2024): https://www.henrikpontoppidan.dk/text/kilder/boeger/lp/lpd/ index.html

Reinecke, Kenneth. 2013. Mænd - køn under forvandling. Aarhus Universitetsforlag

Skeggs, Beverley. 1997. Formations of Class and Gender: Becoming Respectable. Sage

Yde, Maria Bruun. 2009. ”Under betonen, bazaren! Urbanplanen før, nu, herefter”. I SOUP – Et midlertidigt kunst- og arkitekturprojekt i Urbanplanen af Maria Bruun Yde et al. (red.), 2009: 22-33. Vandkunsten

TALEFEST20 25

Tilmeld din klasse nu, og få undervisningsmaterialer, kurser og workshops ganske gratis! Kom med til regionale talefester og den store afsluttende Nordiske Talefest 2025 i Uppsala.

STYRK DINE ELEVERS MUNDTLIGHED

TILMELD JER OG LÆS MERE HER

talefest.nu

Nordisk Talefest er støttet af A.P. Møller Fonden og er et samarbejde mellem Danske Taler og universiteterne i Bergen, Uppsala, Lund, Växjö og København. Målet er at styrke demokratisk selvtillid og mundtlighed blandt skandinaviske unge. Arbejdet med taler styrker både klassekultur, mundtlighed, selvtillid og ikke mindst faglighed. I år skriver de deltagende klasser taler med temaet ’TILLID’. Det er gratis at melde sin klasse til.

Foto:

Tove Breistein

Trine Juul

Mag.art. i litteraturhistorie, underviser på Virum Gymnasium i dansk og engelsk

FRA HORSENS TIL COMBRAY

– på sporet af provinsmanden i nyere dansk litteratur

Hvordan formidler ny dansk litteratur oplevelsen af at være mand? Artiklen går tæt på temaer som provins, mor og død i aktuelle værker af mandlige forfattere. Det sker med udblik til verdenslitteraturen og med læreplanen i dansk i baghovedet.

Det var en af vennerne fra den gamle læsegruppe i Århus, der gjorde mig opmærksom på, at der var påfaldende mange jyder blandt de mandlige forfattere, jeg ville læse med mine elever i et nyt forløb. ”Vil du påstå, at provinsmanden træder frem i den danske litteratur for tiden?” spurgte hun. Det havde jeg ikke umiddelbart noget svar på, for sådan havde jeg slet ikke tænkt. Jeg var så optaget af at slå to fluer med ét smæk i 3.e, som skulle læse ”tekster fra 2000-tallet, herunder fra de seneste fem år” og samtidig gøres i stand til at kunne ”dokumentere kendskab til en bred repræsentation af dansk litteratur gennem tiderne med perspektiv til litteraturen i Norden, Europa og den øvrige verden”. Men det fik mig selvfølgelig til at tænke … Theis Ørntoft, Thomas Korsgaard, Glenn Bech, Bjørn Rasmussen, Pablo Llambías, Mads Mygind og Gustav Valdemar Strange er fx jyder. Spørgsmålet var bare, om det var tilfældigt, at det lige var jyske forfattere, jeg havde valgt til forløbet, eller om der var noget i disse forfatteres værker, en slags fællesnævner, som evt. kunne føres tilbage til en særlig ”ophavs-tematik”, der var værd at blive mere bevidst om.

I det følgende vil jeg prøve at lede efter mulige tematikker, der specifikt knytter sig til ophav, og jeg vil gøre det ved at kigge nærmere på to af de spor, jeg fulgte med 3.e, nemlig forældre-barn-relationen (her særligt mor-søn-forholdet hos Glenn Bech og Gustav Valdemar Strange) og beskrivelsen af døden hos Bjørn Rasmussen og Theis Ørntoft. Undervejs vil jeg perspektivere til relevant verdenslitteratur. Ikke kun af pragmatiske grunde, men også fordi jeg mener, at der er oplagte perspektiver. Eleverne må gerne se, at der ikke er så meget nyt under solen, når det kommer til god litteratur. De må med andre ord godt få øjnene op for det universelle i det partikulære. Eller det globale i det provinsielle, om man vil.

Mutti

I sin indledning til Franz Kafkas Kære far, forstå mig ret… skriver Villy Sørensen, at misforholdet mellem sønner og fædre var et hovedtema i digtningen på Kafkas tid. Han lægger i samme forbindelse op til, at det særlige besvær med at frigøre sig fra faderautoriteten vel nok var mere udbredt

dengang. Kigger man imidlertid på ny dansk litteratur, er far-søn-forholdet netop et af de mest udbredte for tiden. Helt oplagt ser man det i Thomas Korsgaards trilogi om Tue, der næsten til forveksling mimer den forvandlingens metode, som hovedpersonerne hos Édouard Louis også må igennem: Det handler om at tage stærk afstand fra far for at komme helt væk – og hjem igen.

Ligheden mellem især Korsgaard, Louis, Bech og Strange er, at en fornægtelse af faren også bliver til en, om ikke hyldest til, så i hvert fald tilgivelse af moren. De første digte i Glenn Bechs Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet (2022), med overskriften ”Mig & min mutti”, beskriver en mor, som, trods svigt ved at vælge de forkerte mænd i kølvandet på faderens selvmord, udgør en følelsesmæssig konstant i jegets liv. Også jeget hos Bech har foretaget den livsnødvendige rejse fra barndomsbyens pinsler mod den forjættede storby. Det er som bekendt en ambivalent rejse, og hos Bech tematiseres den blandt andet gennem det sprog – ”mit tilegnede akademiske sprog” (Bech 2022, 21) – jeget ikke kan bruge hjemme hos moren. Der er en afgrundsdyb kløft mellem København og Horsens, mellem jeget og mutti, men der er også en bro i den ubetingede kærlighed mellem mor og søn: ”så giver vi hinanden en krammer/ mødes på midten og siger skidt pyt/ prøv igen når du får sproget tilbage/ mulle” (Bech 2022, 21). I et andet digt længere fremme i manifestet står der: ”jeg nægter at kalde dig en helt, mor” (Bech 2022, 206). Pointen er dog, at jegets mor er en helt, og at hun er det i kraft af sin ubetingede kærlighed til sønnen, der gør det muligt at ophæve kløften og finde et fælles sprog om sorg og traumer: ”det er mit uheld/ at min mor videregav sine traumer til mig/ det er mit held/ at hun gerne vil tale om tingene/ jeg kender mange som ikke er lige så heldige” (Bech 2022, 31).

Selvom billedsproget ikke når de samme svulstige højder som hos

Rasmussen, ser man den samme fascination af død, forfald og opløsning hos Ørntoft. Hos ham bliver den i helt udpræget grad kædet sammen med en erkendelse af, at man må tilbage, man må hjem og se døden i øjnene for at finde sig selv.

kunne gentages, at det største ønske jeg havde her i verden, nemlig at have min mor hos mig på mit værelse i de triste nattetimer, stred for meget mod livets krav og alle andres ønsker, til at den indrømmelse man var kommet med denne aften, kunne være andet end en uvirkelig undtagelse. I morgen ville mine angstanfald begynde forfra igen, og mor ville ikke blive hos mig” (Proust 2009, 62). Denne scene, som strækker sig over cirka 30 sider, kan være god at læse med eleverne i forlængelse af Bech. Det kan fx være interessant at blive klogere på begrebet ”følelsesmæssigt overskud” i forhold til ”økonomisk overskud” ved at sammenligne Glenn og Marcel – og ikke mindst deres mødre. Hvad er der af forskelle på en mor fra det parisiske overklassemiljø i slutningen af 1800-tallet (som læser George Sand for sin søn) og en enlig mor fra den jyske arbejderklasse i 90’erne (som smækker sin søns evige mobber op mod indgangspartiet nede i sportshallen)? Og hvad er der ikke mindst af ligheder i den måde, mødrene trøster deres følsomme sønner på i henholdsvis Combray og Horsens?

Et af de mest notoriske mor-søn-forhold i verdenslitteraturen findes vel i Marcel Prousts På sporet af den tabte tid. I bind 1 beskrives ’kyssescenen’, hvor den lille Marcel sendes tidligt i seng af den uforudsigelige far, fordi Swann er kommet til middag. Marcel må derfor undvære sin mors godnatkys – et kys, som man forstår, han er dybt afhængig af. Sidst på aftenen, da middagen er overstået, og Swann er gået, bliver den endnu vågne og ulykkelige Marcel benådet af sin far, som opfordrer moren til at sove hos det stakkels barn. Marcel er henrykt, men erkender samtidig, at der er tale om en engangsforeteelse: ”[j]eg vidste at en sådan nat ikke ville

At mor er et tema forbundet med klasse, ser man også i Stranges Til alle dem der vil forlade mig (2024). Som hos Bech og Proust er moren i Stranges ballader den eneste, som rigtigt forstår sønnen. Alligevel bliver det aldrig helt nok. Umiddelbart handler bogen om, at jeget ikke føler sorg nok over farens død. Og i forsøget på at indkredse denne manglende sorg bliver moren den egentlige hovedperson – eller måske rettere morens sprog, der bare kværner århusiansk derudad, når hun får ordet. Jegets bearbejdning af den manglende sorg bliver i høj grad en iagttagelse af morens udvikling, som umiskendeligt ligner en opblomstring efter farens død. Faren, der kom fra finere kår end moren, har angiveligt altid set ned på hende. Og frigjort fra dette dømmende blik – som sønnen ikke kan se sig helt fri for at overtage – bliver der købt billetter til Sko & Torp i Ryhallen. Moren er modsat sønnen videre, som i helt videre, og på allersidste side er der kun tilbage at erkende, at det er mor, han savner og aldrig får helt nok af: ”[j]eg savner at hun ringer til mig noget mere. Og inviterer mig/ hjem på besøg./ Jeg synes jeg går for lud og koldt vand, ville jeg sige./ Og mor ville grine af mig, hendes voksne søn på 27 der længes/ som om han stadig var et barn.” (Strange 2024, 179).

Døden

I Rasmussens digtsamling Ming (2015) er et af hovedtemaer -

ne det forsinkede sorgarbejde over farens død. Det gælder for Rasmussen, som det gælder for Bech og Strange, at forældre-barn-forholdet er forbundet med død og sorgarbejde. Det har dog aldrig været et tema for jegerne i Rasmussens værker, at de er nødt til at forlade provinsen for at blive klogere på sig selv og døden. Tværtimod virker det, som om livet i provinsen netop i høj grad er gunstigt for et helt særligt fokus på døden, der udmøntes i en stil, som ikke ligger langt fra barokkens billedsprog. I Forgabt (2021) er døden og kroppens opløsning et allestedsnærværende tema og motiv. Det kommer særligt til udtryk gennem den vanitas-ikonografi, der går igen i flere af digtene: ”[j]eg drømmer at jeg står på en lang gang i folkeskolen og spiser et æble./ Det er stort og rødt og grønt og sprødt. Jeg tager den første vidunderlige bid./ Men ve for mig, kødet har huller og i et hul sidder først én hveps og mæsker sig. Så flere hvepse, yngler i æblet, sværmer omkring” (Rasmussen 2021, 39) og ”[j]eg vil vaske æblerne, spritte bordet af og stille æblerne op på en række og døbe dem/ Nej. I skal ikke besudles af menneskehånd./ I skal forgå i en lund. I skal ædes af insekter.” (Rasmussen 2021, 58). Memento mori er credoet, og dødsfascinationen får lov at fylde på sin egen svulstige måde . Det ligger på mange måder lige for at tale om en art ’barokkens genkomst’, når man læser værker af Bjørn Rasmussen.

I Theis Ørntofts Jordisk (2023) spiller døden også en stor rolle. Første bog, ”Børnenes bog”, slutter med, at Rhea, Joel og Miriam tager turen hjem til Søhøjlandet for at deltage i deres morfars begravelse. I anden bog, ”Ernsts bog”, er vi tilbage i 1967 og følger morfarens liv som underdirektør i en bank i Silkeborg. Han er far til tre bøn og gift med Inger, som er dødeligt syg. Ernst er en yderst rationel mand, men lige præcis sygehuse vækker en angst i ham, der gør hans forestillinger om Ingers nært forestående død meget konkrete: ”han så hendes lig blive lagt i kisten, så begravelsen, hvordan de sang i kirken og bar kisten ud på kirkegården, hvordan den blev sænket ned i hullet, og hvordan præsten gav sig til at kaste jord på. Han så sin kones ansigt, nede under kistens låg, længe efter begravelsen, måneder eller årtier måske, de gabende tomme øjenhuler og de åbne huller i kraniet, hvor munden og næsen engang havde været.” (Ørntoft 2023, 245). I femte og sidste bog, ”Alices bog”, er vi med til Ernsts begravelse. Gentagne gange hører læseren, hvordan Alice forfølges af Ernsts ”dødt måbende ansigt” (Ørntoft 2023, 506). Selvom billedsproget ikke når de samme svulstige højder som hos Rasmussen, ser man den samme fascination af død, forfald og opløsning hos Ørntoft. Hos ham bliver den i helt udpræget grad kædet sammen med en erkendelse af, at man må tilbage, man må hjem og se døden i øjnene for at finde sig selv. Der er tale om en evig nedskrivning til det fysiske, en bevægelse mod det jordiske. Den er skræmmende – men også fascinerende og god at skrive på. Og man gør det bedst, når man er hjemme i igen.

Træder provinsmanden frem i den danske litteratur for tiden? Ja, det synes jeg, han gør. Jeg har forsøgt at undersøge, om man kan tale om en særlig ophavs-problematik ved at se på forskellige beskrivelser af mor-søn-forholdet og døden. Der er dog mange andre retninger, man kunne været gået, og ikke alle handler nødvendigvis om et bestemt ophav. Faktum er, at mandlige forfattere fra provinsen er stærkt repræsenteret p.t. – og der er nok af både lokale og globale spor at forfølge, hvis ens elever skal lære lidt om, hvordan det kan opleves at være mand i disse år.

Noter

1 Man kender det klassiske hjemme-ude-hjem-/hjemme-ude-hjemløs-skema fra notoriske romanfigurer som William Høg, Niels Lyhne, Peter Andreas Sidenius og Ejnar Elkjær. Hvis man har haft om det moderne gennembrud med eleverne, kan det være givende at sammenligne disse romanfigurers dannelseshistorie med nutidens. Hvad er der af signifikante forskelle og ligheder ved den betydning, de hver især tillægger deres barndom i provinsen på tværs af tid?

2 Glenn Bech taler om følelsesmæssigt overskud versus økonomisk overskud i Forfatterstafetten den 29. september 2022.

3 Ligesom det er oplagt at læse salmer af Thomas Kingo, når elever skal lære at genkende vanitas-ikonografi i litteratur, kan det anbefales at indskærpe deres blik for dødsfascination, forfængelighed og forgængelighed ved at læse Thomas Manns Døden i Venedig med dem. Jeg har god erfaring med at læse dette værk med mine klasser uanset niveau. Især hvis man tillader eleverne at springe lettere hen over værkets referencer til græsk mytologi og filosofi for i stedet at pege dem i retning af en let inspireret freudiansk analyse og fortolkning af den i begyndelsen overjegsstyrede, skriveblokerede, udpinte, askeagtige Gustav von Aschenbachs liflige rejse mod kropslig og sproglig opløsning i det kolerabefængte og korrupte Venedig.

3 I 3.e læste vi de første cirka fire sider af bind 1 i Karl Ove Knausgårds Min kamp (2010). Her finder man nogle meget interessante billeder af den døde krops opløsning og dødens vertikale bevægelse mod jorden, der er givende at sammenligne med både Rasmussen og Ørntoft.

Litteratur

Bech, Glenn. 2022. Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet Gyldendal

Proust, Marcel. 2009. På sporet af den tabte tid – Swanns verden I. Gyldendal

Rasmussen, Bjørn. 2021. Forgabt. Gyldendal

Strange, Gustav Valdemar. 2024. Til alle dem der vil forlade mig Gyldendal

Ørntoft, Theis. 2023. Jordisk. Gyldendal

Hvem har lov at være vred?

Mens kvinders vrede historisk er blevet problematiseret og patologiseret, går mandlig vrede i højere grad ubemærket hen. Et studie af medieomtalen af nogle af vores samtids største sociale bevægelser peger dog på, at ikke al maskulin vrede regnes som uproblematisk. Som denne artikel illustrerer, må den retoriske regulering af vrede også forstås i krydsfeltet mellem identitetskategorier som køn og etnicitet.

Frida Hviid Broberg

Ph.d.-stipendiat i Retorik ved Københavns Universitet. Forsker i aktivisme og sociale bevægelser med fokus på følelser og med blik for køn og forskellighed.

Vrede er en udskældt følelse i vestlig kultur og politik. Filosof Martha Nussbaum argumenterer som den måske mest markante nulevende kritiker af vrede for, at vrede er destruktiv i private såvel som i sociale og politiske sammenhænge. Hun kalder vrede ”gift for demokratisk politik” og argumenterer for, at ”vi bør modsætte os vreden i os selv og hæmme dens rolle i vores politiske kultur” (2019, 97).

Denne forståelse af vrede, som destruktiv, uciviliseret og udemokratisk, løber som en rød tråd gennem vestlig kultur og tænkning og giver genlyd i vores samtids politiske kultur. Og opfattelsen af vrede som destruktiv og destabiliserende udmønter sig ofte i henstillinger om, at aktivister og sociale bevægelser ikke bør udtrykke vrede, da dette er kontraproduktivt: Vred retorik spænder ben for sagen ved at forskyde fokus fra protesternes indhold til deres form, lyder kritikken.

I min ph.d.-afhandling har jeg undersøgt den danske medieomtale af nogle af vores samtids største sociale bevægelser med fokus på, hvilken rolle vrede spiller i vores samtids politiske kampe. Jeg har undersøgt, hvordan sociale bevægel-

ser som MeToo, Black Lives Matter, den unge klimabevægelse og den propalæstinensiske bevægelse bliver portrætteret som (for) vrede, og hvad denne fremstilling gør.

Hvordan bliver nogle kroppe opfattet som (for) vrede? Ovenstående kritik af vrede hviler på en instrumentel forståelse af følelser, der anskuer vrede som noget, retoriske aktører strategisk kan bruge eller lade være med at bruge.

I de senere årtier har den bevægelse inden for human- og samfundsvidenskaben, som bliver kaldt den affektive vending, imidlertid givet anledning til at anskue følelser som noget, der opererer uafhængigt af intentionalitet.

Nogle affektteoretikere argumenterer for, at affekt opererer autonomt: som automatiserede og ofte ubevidste kropslige impulser og ubearbejdede sanseindtryk, der går forud for bevidstgjorte følelser. Andre mener ikke, at man på nogen meningsfuld måde kan adskille disse kropslige impulser fra det sociale. I stedet må selv vores automatiske affektive reaktioner på omverdenen ses som formet af den sociale verden, de opstår i.

I forlængelse af sidstnævnte gren af affektteori bliver det relevant at studere, hvordan nogle følelser bliver forbundet med nogle tegn: Hvordan kommer nogle kroppe til at blive kilde til frygt? Eller: Hvordan kommer nogle kroppe til at blive opfattet som (for) vrede?

Med denne forståelse af følelser er vrede ikke bare noget, aktivister og andre retoriske aktører kan bruge eller lade være med at bruge. Som jeg vil uddybe i det følgende, har feministiske tænkere illustreret, hvordan nogle personer og positioner automatisk opfattes som vrede – ligesom vrede opfattes forskelligt, alt efter hvem der udtrykker (eller ses som udtrykken-

de) den. I stedet for at spørge om vrede er en hensigtsmæssig eller uhensigtsmæssig retorisk strategi for aktivister, bliver det således relevant at spørge: Hvem har lov at være vred?

Hekse, hysteri og hævngerrige feminister

Kvinders vrede er op gennem historien blevet stemplet som irrationel, sygeliggjort og affejet som hysteri, og kulturelle repræsentationer af vrede kvinder portrætterer dem som monstrøse eller som hekse-skikkelser (Broberg, 2023). Disse stereotyper hjemsøger kvinder, der blander sig i den offentlige debat: MeToo-aktivister portrætteres som hysteriske, hævngerrige furier og vrede feminister, og Greta Thunberg og den unge klimabevægelse beskrives som et anfald af ”massehysteri”. Greta Thunbergs vrede bliver også kædet sammen med hendes autismespektrum-diagnose: Hendes vrede bliver fremstillet som et symptom på hendes diagnose, snarere end som en reaktion på et politisk problem.

Intersektionelle feministiske teoretikere, som analyserer hvordan forskellige undertrykkende strukturer (f.eks. racisme og sexisme) overlapper og forstærker hinanden, peger på, at køn ikke er den eneste faktor, som har betydning for receptionen og reguleringen af følelsesudtryk. De peger på, at racialiserede kroppe bliver set som bærere af ’dårlige følelser’, og illustrerer, hvordan sorte kvinder bliver set som særligt vrede og uomgængelige (Ahmed, 2009; hooks, 2015).

Den vrede brune mand

Mens mandlig vrede i højere grad går ubemærket hen eller opfattes som legitim indignation, vidner medieomtalen af den danske bevægelse for et frit Palæstina om, at ikke al mandlig vrede bliver regnet som uproblematisk i en offentlig dansk kontekst.

Siden 7. oktober 2023 og Israels efterfølgende krig mod Gaza har den palæstinensiske sag fået fornyet kraft og samlet tusindvis af mennesker på tværs af alder, køn og etnicitet i store folkelige demonstrationer for våbenhvile, ubegrænset nødhjælp og frigivelse af gidsler og ulovlige fanger.

I månederne efter 7. oktober var det dog især beskrivelser af nogle få, små mandsdominerede Hizb ut-Tahrir-arrangerede demonstrationer, som prægede mediebilledet af de danske propalæstinensiske demonstrationer. I mediebilledet tager bevægelsen for et frit Palæstina form som en maskulin kollektiv krop: ”Mændene går forrest, og mange af kvinderne bærer tørklæde” (Poulsen & Mercado, 2023). Bevægelsen beskrives som bestående af ”en flok skæggede unge mænd af arabisk udseende” (Zimmermann, 2024), som råber ”med krigeriske maskuline røster” (Hergel, 2023).

På samme måde som kvinder historisk er blevet fremstillet som irrationelle og følelsesladede (herunder vrede), bemærker Pia Karlsson Minganti (2014), hvordan muslimer i en dominerende vestlig kultur bliver fremstillet som irra-

tionelle og, dermed, i modsætning til moderne demokratisk medborgerskab.

Bevægelsen beskrives som drevet af ukontrollerede følelser: Det beskrives, hvordan demonstranter ”raser mod besættelsen af de palæstinensiske områder og Israels overvældende forsvar, som typisk kræver langt flere palæstinensiske liv end israelske (…) Alle nuancer forsvinder, og raseriet får frit løb” (Rubin, 2023). Raseriet beskrives som ukontrolleret (det ”får frit løb”) og modstilles nuancer, eftertænksomhed og fornuft.

’Deres’ vrede bliver kilde til ’vores’ frygt

På tværs af de fire sociale bevægelser, som jeg har undersøgt i forbindelse med mit ph.d.-projekt, bliver vrede beskrevet som splittende og polariserende. I medieomtalen af Palæstina-bevægelsen bliver den påståede polarisering, som vreden angiveligt skaber, yderligere kædet sammen med en trussel om radikalisering og vold. Her i et interview med terrorforsker Tore Refslund Hamming:

Siden angrebet på israelske byer er vreden trådt tydeligt frem: ’Jeg ser det samme, som mange andre ser på gaderne i Danmark og i onlinegrupper. Man kan se, at der er sket et ret markant skifte siden 7. oktober, som kun er tiltaget i styrke de seneste uger’, […] Det kan ende galt, tilføjer han. ’Vi ser en ekstrem polarisering og måske begyndende radikalisering af standpunkter, som i værste tilfælde kan føre til mobilisering og vold’. (Astrup, 2023)

Andetsteds betones det ligeledes, at vrede kan mobiliseres i radikalisering, når islamforsker Martin Thomas Riexinger udtrykker bekymring over en imam, som ifølge artiklen har opfordret sin menighed til at drage i kamp: ”Det er samtidig en forargelse og vrede over krigen, som imamen forsøger at udnytte,” udtaler Riexinger (Birk og Jensen, 2023).

Bevægelsen anklages for at billige terror og for at støtte Hamas, og den påståede støtte kædes sammen med den vrede, som forbindes til bevægelsen: ”Herhjemme er vreden over Israels krig så stor, at man har haft svært ved at tage afstand fra Hamas” (Erichsen, 2023).

Når bevægelsens vrede kobles til en trussel om vold, radikalisering og terror, bliver ’deres’ vrede en trussel mod ’vores’ sikkerhed; ’deres’ vrede bliver gjort til genstand for det omgivende samfunds frygt.

Ligesom fremstillingen af kvinder som ’i deres følelsers vold’ historisk har været brugt som belæg for at ekskludere kvinder fra den offentlige sfære, danner beskrivelserne af den propalæstinensiske bevægelse som en kollektiv krop ’i affekt’ belæg for at ekskludere bevægelsen fra den offentlige debat, såvel som det nationale fællesskab af danske medborgere. Aktivisterne fremstilles som udanske i kraft af deres vrede udtryksform: ”Når Palæstina-aktivister samles, ikke alene råber de. Agitationen vidner tillige om, at ingen tilsyneladende i

ånden er født i Danmark eller sætter synderligt meget pris på at være det” (Kastrup, 2023).

Medieomtalen af den propalæstinensiske bevægelse nuancerer således en simpel analyse, der anser al maskulin vrede som kulturelt legitim. I stedet antyder medieomtalen af den sociale bevægelse, der portrætteres som en kollektiv maskulin krop, hvordan etniske minoritetsmænds vrede problematiseres (som farlig, ukontrolleret og uciviliseret) i vores politiske kultur.

Litteratur

Ahmed, Sara. 2009. ”Embodying diversity: Problems and paradoxes for Black feminists.” I Race, Ethnicity and Education, 12(1): 41–52

Broberg, Frida Hviid. 2023. ”HOW DARE YOU! Om helte, hekse og den retoriske udgrænsning af vrede kvinder.” I Retorisk Arena. https://www.retoriskarena.dk/2023/07/31/how-dare-you/

Broberg, Frida Hviid. 2024. Hvor vover de? En queer kritiskretorisk undersøgelse af hvordan vrede bevæger det sociale [Ph.d.-afhandling]. Københavns Universitet

hooks, bell. 2015 (3. udg.). Feminist theory: From margin to center Routledge

Minganti, Pia Karlsson. 2014. ”Islamic Identity as Third Space: Muslim Women Activists Negotiating Subjectivity in Sweden”. I Negotiating Identity in Scandinavia (1. udg.) af H. Akman (red.), 2014: 31–60. Berghahn Books

Nussbaum, Martha C. 2019. Frygtens monarki: Et filosofisk blik på vores politiske krise. Klim

Analysemateriale

Allarp, Anne Sofie. 2024. ”Propagandakrigen har en klar vinder”. Berlingske, 7. februar 2024

Astrup, Søren. 2023. ”»Det bliver kun værre«: Terrorforsker er bekymret for mellemøstkonfliktens følger i de københavnske gader”. Politiken, 6. november 2023

Birk, Christian og Henrik Jensen. 2023. ”Kort efter Hamas-angreb gik imam på talerstolen og kaldte på mobilisering af muslimer”. Berlingske, 11. november 2023

Erichsen, Thomas Johannes. 2023. ”Debat: Vi har også et ansvar”. Jyllands-Posten, 4. november 2023

Hergel, Olav. 2023. ”De gik på gaden for freden, men splittelsen var dyb”. Politiken, 11. november 2023

Kastrup, Mads. 2023. ”Ja, de råber ’jihad.’”. Ekstra Bladet, 11. november 2023

Keren-Klaris, Jonathan. 2023. ”BRUTALITET: Det propalæstinensiske hykleri”. Weekendavisen, 20. oktober 2023

Lidegaard, Martin. 2023. ”Debat: Polariseringens ulidelige lethed: Status quo er ikke en mulighed”. Jyllands-Posten, 25. oktober 2023

Poulsen, Søren Pape og Mai Mercado. 2023. ”Kronik: Det var ikke Jens og Peter, der skrev Bravo, Hamas på Facebook i kølvandet på terrorangrebet”. Berlingske, 17. november 2023

Rubin, Marcus. 2023. ”Marcus Rubin: Alle konflikters moder slår til igen, og automatreaktionerne går amok”. Politiken, 4. november 2023

Tidemann, Daniel. 2024. ”Han var klar til at kæmpe for Palæstina. Nu advarer han mod jødehad i Danmark”. Berlingske, 17. februar 2024

Vistisen, Anders. 2023. ”Debat: Muslimers fejring af terrorisme viser islams sande ansigt”. Jyllands-Posten, 17. oktober 2023

Zimmermann, Nick. 2024. ”Kender du typen? Den selvfede kendis, som fedter for palæstinenserne”. Jyllands-Posten, 10. januar 2024

Hvad lærer unge om maskulinitet på internettet?

Unge bruger i høj grad internettet til at skabe relationer og afsøge deres identitet. Men den fortælling unge drenge møder via internettet, er ofte at maskulinitet handler om dominans og hierarkier. Det skaber problemer både for deres adfærd overfor piger i skolen og for deres indbyrdes relationer. Hvordan kan man i undervisningen bruge denne viden og måske bidrage til blik for flere konstruktive former for maskulinitet både online og offline?

Maia Kahlke Lorentzen

Cand.mag. i Medievidenskab og researcher og konsulent i foreningen Cybernauterne. Foto: Wilfred Gachau.

”Hjælp, mine elever elsker Andrew Tate”

I slutningen af 2022 begyndte der at tikke desperate mails ind i vores indbakker hos Cybernauterne. De var fra lærere, pædagoger og forældre der alle havde samme problem: Børn og unge i deres liv var begyndt at dyrke en ny influencer ved navn Andrew Tate. Andrew Tate er tidligere kickbokser og var i hjemlandet England kendt fra reality-TV, inden han blev internetceleber. Han er selvudnævnt kvindehader og udbreder sig gerne om gode råd til hvordan man nedlægger og dominerer kvinder, til sine mange online følgere. Derudover driver han flere forskellige fupnumre og pyramidespil hvor han lokker penge ud af unge mænd ved at love dem hurtig rigdom.1 Lige nu sidder han anklaget for menneskehandel og voldtægt i Rumænien, en af hans ”forretninger” var nemlig at lokke eller tvinge kvinder til at lave online porno for ham.2

Den tidligere kickbokser udbredte særligt på TikTok sine ideer om hvordan man er en rigtig mand, en alfahan der udviser dominansadfærd overfor både kvinder og andre mænd. I starten af 2024 kunne Arbejdermuseet berette at unge drenge på deres udstilling om ligestilling citerede Andrew Tate højlydt.3

Mange af lærerne vi blev kontaktet af, fortalte at pigerne i klasserne var utrygge eller kede af det. De oplevede at Tates udtalelser blev gentaget, at de førte til jokes om at pigerne skulle ”tilbage i køkkenet” eller til grimme kommentarer om deres udseende.

Provokationsalgoritmen

Hvordan er en masse teenagedrenge i Danmark lige pludselig kommet i kontakt med en mand som Tate? Det kan vi takke sociale medier som TikTok og YouTube for. I 2022 begyndte der at cirkulere videoklip af Tate der siger provokerende ting på platformene. For eksempel har han sagt at han ikke ville hjælpe tykke mænd der fik hjertestop foran ham, at rigtige mænd ikke kører i elbiler, og instrueret i at give kvinder et par lussinger og tage kvælertag på dem inden man har sex med dem.4

Indhold der er provokerende, giftigt eller direkte hadefuldt, går ofte viralt på platforme som TikTok og YouTube shorts, på trods af at de sociale medier har retningslinjer der

Cybernauterne

Cybernauterne arbejder med formidling af teknologi, cybersikkerhed og digital kultur gennem bl.a. workshops og podcasten Cybernormer

Cybernauterne har i 2024 modtaget midler fra FRi puljen til projektet “Kønskrigen: Fra TikTok til klasseværelset” der handler om hvordan særligt unge drenge påvirkes af reaktionære holdninger til ligestilling via internettet, og hvordan man kan imødegå det i klasselokalet.

burde forbyde det. I studiet ”Recommending Toxicity” viser forskerne Debbie Ging og Maja Brandt Andreasen hvordan unge mænd nærmest bombarderes med kvindefjendsk indhold så snart algoritmen på YouTube og TikTok har gættet deres køn.5

Det virker godt at lave provokerende indhold, som Tate gør, fordi både folk der er enige, og folk der ikke kan udstå ham, deler hans videoer og taler om ham. Inden TikTok og YouTube fjernede Tate fra deres platforme, havde hans mest virale videoer milliarder af seere.

En anden fordel ved videoer der er overlagt provokerende, er at det også kan afkodes som ironi og en joke. I Cybernauterne møder vi mange unge Tate-fans når vi er ude på skoler, og når vi bringer nogle af hans mere ekstreme udtalelser op, siger de ofte at det åbenlyst er langt ude og derfor for sjov. Denne taktik med at gemme sig bag humor når man udbreder onlinepropaganda, er også udbredt i f.eks. højreekstreme bevægelser hvilket blandt andet er dokumenteret i en EU-rapport fra 2021.6

Manosfæren

Andrew Tate er del af et større digitalt univers der organiserer sig i modstand til feminisme og ligestilling.

Den såkaldte manosfære – the Manosphere på engelsk – er et globalt netværk af internetfora, blogs, YouTube-kanaler, podcasts og profiler på sociale medier. Manosfæren har mange forskellige ideologiske grupperinger; incels, ufrivilligt cølibate mænd der organiserer sig på anonyme chatfora hvor de klager over deres jomfrustatus, og hvorfra nogen bliver voldeligt radikaliserede. Manderetsaktivister der engagerer sig politisk for at skubbe igen mod ligestillingsarbejde de synes forfordeler kvinder. Men Going Their Own Way der prædiker at mænd skal afskære al kontakt med kvinder indtil de lærer at være ”rigtige kvinder” igen.7

Hos Cybernauterne, hvor vi researcher manosfæren8 og formidler om den blandt andet gennem vores podcastserie9, ser vi også i stigende grad mænd der brander sig som livsstilsguruer og sælger enten tips om fitness eller investering for at lokke et ungt publikum

Simp? Soyboy?

Guide til internetslang om mandetyper

Alfa: En "førerhan" der er stærk, succesfuld og dominerende. Ligger i toppen af mandehierarkiet, en som de andre mænd ser op til og kopierer.

Beta: En "svagere" mand der er længere nede i hierarkiet, måske fedter for alfaen.

Sigma: En individualistisk, selvstændig men stærk mand der er ligeglad med hierarkiet. Ofte illustreret med et AI-genereret billedet af en overdrevet muskuløs bodybuilder. Et "sigma grindset" er at man arbejder hårdt for sine mål, uden at bruge tid på kvinder og fest.

Chad: Stereotypen på en fyr der er populær i en amerikansk highschool. Spiller fodbold, er stærk, pæn og sikkert kæreste med en cheerleader. Kan også bare betyde en veltrænet person.

Simp: Kommer af "simpleton". Et nedsættende ord for en mand der fedter for kvinder og er dem underdanig.

Soyboy: En "feminiseret" mand. Det kan skyldes alt fra at han er vegetar (og derfor spiser sojaprodukter), til at han tager offentlig transport og ikke har en bil. I manosfæren tror man soja giver mænd overvægt af østrogen i kroppen.11

til online, og som derudover promoverer firkantede eller ligefrem giftige holdninger til kvinder og LGBT+ personer.

Aktiviteten i manosfærens mange digitale rum er i høj grad drevet af folk der, som Andrew Tate, har noget at sælge. Alle har opskriften på hvordan man bliver en rigtig mand og får succes med kvinderne med sin fysik eller med sin økonomi, og de sælger den gerne i en bog, et kursus eller en videoserie.

En fællesnævner for manosfæren er at man er modstandere af feminisme og ligestillingsarbejde fordi man ser det som undergravning af mænds status og rettigheder, og en destabilisering af det man ser som den ”naturlige” balance mellem kønnene. Man betragter mænd og kvinder som væsensforskellige og mener at kvinder har naturlige anlæg for omsorg og reproduktivt arbejde, mens mænd er ledere og laver produktivt arbejde. At kvinder er motiveret af søgen efter tryghed, mænd efter spænding. At mænd er fra Mars og kvinder er fra Venus.

På dansksproget TikTok finder man også unge der prøver at blive ”den nye Andrew Tate” ved at lufte provokerende og skarpvinklede holdninger til køn og ligestilling – som influenceren Kisoan der blev landskendt på at referere til danske piger som ”sædcontainere”.10

Alfaer, betaer, sigmaer og omegaer Manosfæren sætter konkrete aftryk på dansk ungdomskultur, ikke bare i form af Andrew Tates fans, men også ved at internetmemes og sprog der har deres oprindelse på anonyme fora for kvindehadende incels, pludselig bliver til ironisk slang blandt danske skoleelever som deler memes som giga chad eller sigma grindset på nettet.

Disse ord er, ligesom ”alfaer” og ”betaer”, ”soyboys” og ”simps”, alle ord for bestemte former for maskulinitet der stammer fra manosfæren.

For manosfærens ideologer er inddelingen i alfaer og betaer ikke bare internetslang. Det handler nemlig om at navngive mænd efter hvor de befinder sig i noget de kalder det ”socioseksuelle hierarki”. Det er et pseudo- videnskabeligt begreb der på forskellige mandeguruers hjemmesider og YouTube-kanaler ofte er illustreret som en pyramide hvor alfaerne er i toppen, betaerne nedenunder, så deltaerne, og til sidst omegaerne.

I manosfærens optik handler det om for alt i verden IKKE at ligge nederst i pyramiden hvis man vil være en rigtig mand og have adgang til kvinder, penge og succes. Ifølge dem er kvinder nemlig grundlæggende overfladiske væsner der altid vil gå efter mænd i toppen. Beta- og omega-hanner hånes og nedgøres, blandt andet med termer som simps og soyboys.

Inddelingen i alfa, beta, omega stammer fra et studie af hierarkier i ulveflokke som blev udgivet i midten af det 20. århundrede, og som siden har vist sig at være forfejlet fordi de ulve man havde studeret, levede i fangenskab og ikke opførte sig ”naturligt”.12 Der findes altså ikke alfa-, beta- og omegaulve i naturen.

Det afholder dog ikke mange maskulinitetscoaches på nettet fra stadig at bruge den fejlbehæftede terminologi og fremlægge den som om det er naturligt med dominanshierarkier og hakkeordener mellem hanner, både blandt ulve og mennesker. Og tage penge for at lære unge mænd at stige til tops.

Maskuliniteter i klasseværelset

Måske fungerer pyramiden og idéen om alfaen som det attråværdige

Og særligt unge mænd skal man diskutere maskuliniteter med; hvordan der er mange måder at være dreng og mand på, hvorfor nogen betragtes som mere værd end andre, og hvordan mænd kan opbygge fællesskaber og relationer der ikke er styret af konkurrence, dominans og etablering af hierarkier.

maskulinitetsideal fordi det er en ret udbredt forestilling i vores kultur, ikke bare på TikTok men også i mainstreamfilm, -medier og -litteratur. Fordi det afspejler en bredere opfattelse af maskulinitet.

Kønsforskeren Raewyn Connell har siden 1970’erne undersøgt drenge og mænds forhold til maskulinitet, blandt andet ved at undersøge hierarkierne i skolegårde og klasseværelser.

Hendes hovedværk hedder Masculinities13, altså maskuliniteter, fordi der ifølge hende er langt mere end bare én form for maskulinitet. Til gengæld er der tydelige hierarkier imellem dem i vores kultur. Ifølge Connell ligger den hegemoniske maskulinitet i toppen. Hegemonisk maskulinitet er den dominerende idé om hvad det vil sige at være en rigtig mand i en given kulturel sammenhæng; f.eks. at være heteroseksuel, veltrænet, have ”rigtige” maskuline interesser og adfærdsmønstre. Andre former for maskuliniteter rangordnes herunder. Disse hierarkier handler altså ikke kun om at have og udøve magt over kvinder, men også om at udøve magt over andre mænd. For eksempel oplever homoseksuelle mænd ofte at blive betragtet som mindre mænd på grund af deres seksualitet, og deres form for maskulinitet er altså langt fra den hegemoniske.

Modsat hvad manosfærens guruer siger, er det hverken naturligt eller attråværdigt at disse hierarkier mellem forskellige former for maskulinitet eksisterer. Tværtimod betragtes den hegemoniske maskulinitet og de adfærdsmønstre og relationer den skaber, som et fængsel i den pro-feministiske kønsforskning.

Hierarkierne skaber relationer mellem mænd der er domineret af frygt for ikke at være rigtig maskulin, og en forestillet konkurrence med andre mænd, snarere end fællesskab og trygge venskaber – og et blik på kvinder som objekter og statussymboler man skal ”opnå”, snarere end ligebyrdige mennesker med grundlæggende samme indre liv.

Til de lærere, pædagoger og forældre der kontakter os med bekymring om hvad drengene i deres skoler, hjem og klubber bliver fodret med på TikTok, er der ikke kun ét svar. Vi fraråder at forbyde telefoner og apps. Manosfæren og folk som Tate er overalt på internettet, og forbud skaber hverken modstandsdygtighed eller forståelse. I stedet skal

man undervise i og diskutere kildekritik, forretningsmodeller og online scams med unge, så de forstår hvornår de bliver manipuleret.

Og særligt unge mænd skal man diskutere maskuliniteter med; hvordan der er mange måder at være dreng og mand på, hvorfor nogen betragtes som mere værd end andre, og hvordan mænd kan opbygge fællesskaber og relationer der ikke er styret af konkurrence, dominans og etablering af hierarkier.

Noter

1 Hvis man er interesseret i en fuld oprulning af Andrew Tates historie, kan man lytte til vores to podcastepisoder om ham https://cybernauterne.dk/podcast/manosfaeren-6-andrew-tates-storhed-og-fald/

2 Jørgensen, Lars Bach. 2024. "Andrew Tate under nye og alvorlige anklager". nyheder.tv2.dk, 22/8, 2024

3 Pedersen, Ida. 2024. "Andrew Tates sexisme flyder fra internettet og ud i skoleklasserne". dr.dk/nyheder/kultur, 7/2, 2024

4 https://www.youtube.com/watch?v=j5V30paGUTY

5 "Recommending Toxicity: How TikTok and YouTube Shorts are bombarding boys and men with misogynist content". antibullyingcentre.ie. April, 2024

6 "Far-right extremists’ use of humour, 2021". home-affairs. ec.europa.eu. U.å

7 Lorentzen, Maia Kahlke. 2019. "Hvad er MRAs, MGTOWs, Incels, PUAs? Guide til manosfærens arter". cybernauterne.dk. 9/8, 2019

8 Lorentzen, Maia Kahlke. 2024. "Cybernauterne har modtaget støtte fra Fundamental Rights Initiative". cybernauterne.dk. 12/9, 2024

9 https://cybernauterne.dk/podcast/podcastserie-om-manosfaeren/

10 Antonius, Malou og Frej Kofoed. 2024. "Kalder kvinder sædcontainere: Nu kommer konsekvenserne". eb.dk, 30/5, 2024

11 Lorentzen, Maia Kahlke. 2019. "Mad og maskulinitet: Soyboys, salatspisere og speltmænd". cybernauterne.dk. 19/11, 2019

12 Pappas, Stephanie. 2023. "Is the Alpha Wolf Idea a Myth?". scientificamerican.com. 28/2, 2023

13 Connell, Raewyn. 1995. Masculinities. Polity Press

Vitalistisk maskulinitet i Mellemkrigstiden

Lis Norup F. 1956.

Ph.d., adjunkt v. Institut for Kommunikation og Kultur. Nordisk Sprog og Litteratur. AU.

Har bl.a. skrevet Hudens værk –hudfarve, nøgenhed, tatoveringer (Systime Academic, 2021), ”Koncerter af mislyd: Kvindeliv i skred 1880-1916” (henrikpontoppidan.dk, 2022) og ”Ordet blev Kød – om stigmata, hysteri og hudskrift” (under udgivelse).

I samdrægtighed med kropskultiske bevægelser toner den stærke, sunde og skulpturelle mandekrop frem som maskulinitetsideal og kampplads i mellemkrigstidens Europa. Uagtet politisk observans lovprises det for skam befriede nøgne legeme som modbillede til duknakkede kroppe, udmagret af slid og sult eller lemlæstet af verdenskrigen. Men den kraftspændte krop træder også frem som en bebudelse af det ariske menneske.

En monstrøs grød af sønderhakket kød I 1921, da Paris fik tildelt afholdelsen af De Olympiske Lege i 1924, var eftervirkningerne af Første Verdenskrig mærkbare og synlige i de krigsførende lande. Mindst ni millioner var faldet på slagmarkerne, fem millioner var savnede, og anslået 22 millioner sårede, heraf millioner med varige ødelæggelser og skader på krop og sind (Sørensen 2023). Genopbygningen efter krigen gjaldt således ikke kun produktionskapacitet, infrastruktur, byer og hele regioner, men også menneskekroppe. Op gennem 1920’erne var den invaliderede krop, protesekroppen, synlig i det offentlige rum, for krigen førte til store fremskridt i den ortopædkirurgi og proteseteknologi, der erstattede bortsprængte eller amputerede lemmer. Innovationerne omfattede også den plastiske kirurgi med rekonstruktion af næser, ører, hager, kæber, munde, underansigter, pander, ja, hele ansigter. Alene i Frankrig anslår historikeren Sophie Delaporte, at over 15.000 soldater havde ansigter, der var så læderede, at de omtalte sig selv som ”gueules cassées”, smadrede fjæs (Delaporte 1996, 30). Deres ansigter var – med sangen ”Leur Rire” – forvandlet til ”En navnløs ting / en monstrøs grød af sønderhakket kød, / Indhyllet i bandager, pus, feber” (Stenay 1918, 3). Sangen var trykt i La Greffe Générale, 1. april 1918, en avis, skrevet af ansigtsskadede soldater, der var indlagt på militærhospitalet Val-de-Grâce i Paris.

I olympiadeåret 1924 bragte den tyske pacifist Ernst Friedrich 20 fotografier af ansigtslæderede i sin antikrigsbog på fire sprog, Krieg dem Kriege! Guerre à la guerre. War against War! Oorlog aan den Oorlog! Fotografierne vitterliggjorde, at krigen i sandhed havde været et stålbad, men et andet end det ildbad, der i Ernst Jüngers I stålstormen fra 1920 udsmeltede ”en stadig renere, stadig dristigere krigerkaste”; hine ”skyttegravens fyrster med de hårde, beslutsomme ansigter, dristige, smidigt springende frem og tilbage

Veteran med en Siemens-Schuckert-arbejdsarm. Siemens udviklede også en gummibelagt arm til søndagsbrug

Fem Gueules cassées ved underskrivelsen af fredsaftalen i Versailles 28. juni 1919. Fotografiet blev mangfoldiggjort som postkort. På bagsiden var trykt en bøn om donation

med et skarpt, blodtørstigt blik” (Jünger 2014, 164, 243).

De værst vansirede levede på hospitaler og plejehjem resten af deres liv, men mange ansigtssårede blev reintegreret i det sociale liv. Som mænd, borgere og frem for alt som veteraner, hvis ansigter med forfatteren René Girard blev en ”rædselsvækkende maske, der for altid viser tegnene på dens bærers heroisme og mod” (Girard 1931, i Gehrhardt 2013, 278).

Musklernes religion

Adskillige med rekonstruerede ansigter og lemmer ses blandt tilskuerne på filmstrimler og fotografier fra De Olympiske Lege i Paris i 1924. De bivånede, hvordan atleter fra 44 lande virkeliggjorde olympismens just udstansede motto Citius, Altius, Fortius; hurtigere, højere, stærkere. Den olympiske atlet var for den franske baron Pierre de Coubertin, den moderne olympiades grundlægger, en ”udøvende præst inden for musklernes religion”, en adept i en religio athletae og i samklang med ”livets eurytmi”, livspulsen, der gennemstrømmede alt levende. Den olympiske helt var ikke manden, der som fader, forsørger, borger, soldat og veteran var spundet ind i sociale forpligtelser, men den unge voksne, der var at ligne med ”en fantastisk maskine, som er færdigmonteret og klar til at køre for fuld kraft”. For at ære ”sit fædreland, sin oprindelse, sit flag” (Coubertin 1996, 127).

Det er ikke sikkert, at den største stjerne ved legene i 1924, den amerikanske svømmer Johnny Weissmuller, opfattede sine præstationer som gennemtrængt af ”en lidenskabelig himmelstræben” og sine svømmetag som en karakteropbyggende religion. Ikke desto mindre blev det ham, der kom til at popularisere ’den unge voksne’ som maskulinitetsideal.

Det vel at mærke langt fra svømmebassiner og klorvand. Efter et sidespring som undertøjsmodel inkarnerede han på filmens firmament op gennem 1930’erne den ideale skulpturelle krop. Som Tarzan.

Stålsat nøgenhed ”Vær hilset, I som hungrer efter at være ude i naturen, hvor I kan stålsætte og opløfte krop og ånd! I er bærere af den olympiske ånd! I er lederne af en sollys menneskelighed!”

Sådan skriver den tyske officer og gymnastikpædagog Hans Surén i slutningen af sin bog Der Mensch und die Sonne fra 1924. Denne hyldest til den olympiske ånd, legemliggjort i det af sollys lutrede menneske, udkom således samme år, som olympiaden blev afholdt, men hvor Tyskland (ligesom i Antwerben 1920) var udelukket. 1924 var også året, hvor Hitler i Landsberg-fængslet skrev første del af Mein Kampf, og året, hvor udgivelsen af militaristiske magasiner forberedte en fremtidig katastrofe med henrevne fotografier af krigsmateriel og uniformsklædte soldater (Apel 1999, 50). Ernst Friedrich søgte at imødegå den nationalistiske krigsbegejstring ved at etablere et Anti-Kriegsmuseum i Berlin, der udstillede fotografier af den just overståede krigs meningsløse masseslagteri. I 1933 blev museet overtaget af SA, nazistpartiets stormtropper, og Friedrich fængslet. Der Mensch und die Sonne blev en gigantisk succes. Den indskrev sig i de kropskultiske bevægelser, der bredte sig i Europa op gennem 1920’erne, og som greb tilbage til vitalistiske livsreformbevægelser i århundredets første tiår. I Tyskland i form af ’Freikörperkultur’ og ’Nacktkultur’ (frilegems- og nøgenkultur), tilsat vandrefugle, reform-

kost, sundt seksualliv og – for en del – arisk racetænkning. Visionen var at skabe et nyt avledygtigt kultursamfund på ruinerne af en udlevet og åndløs civilisation (Surén 1925, 21). Midlet hertil var frembringelsen af kroppe, der hverken var skævvredne af kontorarbejde, udmagrede af monotont slid i produktionen eller lemlæstede af verdenskrigen. Vejen til kraftspændte legemer, befriet for skam over det nøgne legeme, gik gennem åndedræts- og legemsøvelser, indre og ydre renselse. Vel at mærke ikke i gymnastiksale, men i nøgen kontakt med naturens helsebringende lys, luft og vand.

Der Mensch und die Sonne var ledsaget af fotografier af nøgne mænd og kvinder i naturen, i gymnastiske stillinger, på ski og bjergbestigning, i strandkanten og i vandet. Lige var de to køn i deres nøgne hengivelse til livets essens. Men forskellige var deres køns essentielle naturlighed. Således var kvinderne fotograferet i cirkel- og bølgeformationer, indfældet i naturens cyklus, mens mændene fastholdtes med spredte ben, fremskudte brystkasser og ranke rygge. Nøgne på nær et næsten usynligt futteral, der omsluttede deres køn. Den nøgne naturlighed er med andre ord svanger med historiske og kulturelle udsagn.

Frembringelsen af den nye mands ”bruntskinnende pragtlegeme” gik gennem en intensiv pleje og massage af huden. Men til forskel fra den hudpleje, der konventionelt tilregnes kvinden, var formålet ikke at frembringe en blød hud, men et hårdt panser. Mændenes epilerede og olierede hud skulle ligge som et skinnende panser over fedtløse skeletter med kraftigt markerede muskelgrupper. Tilsammen signalerede de maskulinitet, styrke, disciplin og stålsat

korpsånd. Det var kroppe uden blødhed, kroppe armeret i hudens bronze.

I 1925 skulle havkatten i psykoanalysen, Wilhelm Reich, i Der Triebhafte Charakter (Den drift- og impulsstyrede karakter) udkaste den hypotese, at den spændte pansrede krop ikke var et udtryk for usårlighed og styrke, men derimod et psykisk panser, der hvilede på en dobbelthed af orgastisk impotens og autoritær karakterstruktur. Og som et værn mod en latent homoseksualitet, der hos Surén til stadighed vibrerer under et maskulint fællesskabs rene glæder.

I en revideret udgave af sin bog lod Hans Surén i 1936 de forseglede kroppe træde ind på den politiske scene som legemliggørelsen af det ariske menneske. Udgaven var tilføjet racistiske og antisemitiske udfald samt citater fra Hitlers Mein Kampf. Samme år filmede Leni Riefenstahl Olympiaden i Berlin. Med Olympia (udsendt 1938) trådte den fuldkomne menneskekrop ind på scenen som politisk symbol, og vitalismen som en ritualiseret og mytologiseret hyldest til det ariske menneske. En lovprisning, Riefenstahl allerede havde forberedt og foregrebet med sin film om partidagene i Nürnberg i 1934, Triumph des Willens (1935) – en apoteose til individers ekstatiske sammensmeltninger i flydende og faste masseformationer.

Besyngelse af en berusende livskraft lader sig imidlertid ikke entydigt forbinde med højrepopulistiske strømninger. Kropsvitalismen var udbredt i hele det politiske spektrum, fra kommunister til nationalsocialister. Blandt Suréns inspirationskilder var den danske hygiejniker og gymnastikpædagog J.P. Müller, der med sit selvtræningssystem

“Vil vi være forbillede med vores veltrænede, nøgne kroppe, må vi ligne statuer, der er renset for alt, som minder om påklædning”.

Foto G. Riebicke.

Mit System (1904) havde vundet international anerkendelse. Müllers kropsrøgt indbefattede – ud over styrke- og smidighedsøvelser – også åndedrætsøvelser og intens hudmassage. Hans øvelser med afsluttende bad i meterhøj sne er fastholdt i Wilhelm Pragers Wege zu Kraft und Schönheit (1925) – et filmisk monument over kropsvitalismen. Også den kulturradikale Poul Henningsen hyldede ungdommens frie, spontane og naturlige livsudfoldelse, der – tilsat ”jazz og funkis, uærbødighed, friluftsliv og evne til seksuelt at ta selv” – ville gøre den immun over for fascismens og nazismens lokketoner (Norup 2021, 160). Det er denne utopi om en sanselig, skamfri, livsglad og solbadende ungdom, som fotografen Sven Türck forevigede op gennem 1930’erne. Men noget skurrer. For solbrændte og spændstige kroppe på stranden befinder sig ikke i et frirum, men er indfældet i en økonomisk og social virkelighed. Det vidste Mogens Klitgaard. I romanen Der sidder en Mand i en Sporvogn (1937) er den trænede bronzekrop ikke et ideal, men et stigma. Den tilhører den arbejdsløse, der har al sin tid til rådighed til solbadning og strandliv, fordi der intet arbejde er at få.

Den arbejdsløse med kontrolkortet i lommen vil hellere end gerne bytte sin solbrune hud med kontoristens gustne, blege og filipenserede hud, og sin muskuløse, skulpturelle krop med lemmer, tynde som pibestilke.

Strandlivets solbrændthed udpeger friluftslivets ufrihed.

Litteratur:

Apel, Dora. 1999. ”Cultural Battlegrounds: Weimar Photographic Narratives of War”. I New German Critique, nr. 76, 1999

Bonde, Hans. 2005. ”Olympiske dimensioner. Vitalisme og virilisme i dansk kunst og idræt 1900-1945”. I Kritik, nr. 173, 2005

de Coubertin, Pierre. 1996. Den olympiske idé. Taler og artikler Det lille Forlag

Delaporte, Sophie. 1996. Les gueules cassees: Les blesses de la face de la Grande Guerre. Agnès Vienot Editions

Marjorie Gehrhardt. 2013. ”Gueules Cassées: The Men Behind the Masks”. I Journal of War & Culture Studies, nr. 4, 2013

Halse, Sven. 2004. ”Vitalisme – fænomen og begreb”. I Kritik, nr. 171, 2004

Jünger, Ernst. 2014 (1920). I stålstormen. Gyldendal

Müller, J.P. 1904. Mit System. Tillge

Norup, Lis. 2021. Hudens værk – hudfarve, nøgenhed, tatoveringer Systime Academic Stemau, Marcel-Gatuing. 1918. ”Leur Rire”. I La Greffe générale, 1. april 1918. Gallica

Surén, Hans. 1925. Der Mensch und die Sonne. Dieck & Co

Sørensen, Nils Arne: ”1. verdenskrig”, i: Den Store Danske på lex.dk

Billedliste:

1. Veteran med en Siemens-Schuckert-arbejdsarm, Friedrich [1924], 2004, 187

2. Gueules cassées. Postkort, 1919

3. ”Vil vi være forbillede”: Surén, 1925, 78

4. Mudderets sansebad: Surén, 1925, 203

5. I harmoni: Surén, 1936, 223

Mudderets sansebad. I harmoni med elementerne.

Fotos af G. Riebicke.

Digtningdyrenemed

Lektor i dansk og fransk på Innovationsgymnasiet

Af og til kan man trænge til at flytte undervisningen ud af klasselokalet og gribe til andre læremidler end elevernes computere og bogkælderens udvalg af klassesæt. Mens udeskolen trives i stor stil i den danske folkeskole, er konceptet omvendt ikke rigtig slået igennem i gymnasieskolen, hvor stoftrængsel som regel giver anledning til grundige overvejelser, før man kaster sig ud i tidskrævende alternative undervisningsformer. Samtidig besværliggøres udendørs undervisning af, at størstedelen af unge i gymnasiealderen tilsyneladende hverken ejer regntøj, vinterjakker eller cykler. Det er en skam, for der foreligger ellers forskning fra folkeskolesektoren, som dokumenterer, at udeskole for elever i grundskolealderen styrker både motivation, faglig læring og trivsel (Ejbye-Ernst og Bentsen 2018). Trods benspændene er der således gode grunde til at undersøge, om ikke vi kan låne lidt fra udeskolen, når vi skal skabe frugtbare læringsmiljøer for de lidt ældre elever i gymnasiet.

Med denne artikel deler jeg derfor en idé til en udeskoleinspireret sekvens på to sammenhængende moduler (ca. 3 timer inkl. transport) i en zoologisk have med tematisk fokus på menneskets forhold til naturen, som kan indgå i fx et diakront forløb om natursyn, et tværfagligt forløb eller som del af en studietur. Når jeg har kastet mig over den zoologiske have som undervisningssted, er det fordi, at det er dét sted, vi har adgang til i byerne, hvor vi reelt har mulighed for at kontemplere over dyrene og vores forhold til

dem. Relationen mellem dyr og mennesker er nemlig et af de områder, inden for hvilket vi har mulighed for at aktualisere litteraturhistoriske strømninger som bl.a. romantikken og økokritikken for eleverne. Målet med udeskolen i denne artikel er således at sætte eleverne i stand til at diskutere, hvordan vi opfatter og gennem (litteratur)historien har opfattet dyrene (og naturen bredere betragtet), samtidig med at de gør sig deres egne førstehåndserfaringer med at betragte og digte om dyrene. Når jeg har valgt dyrene som læremiddel, er det fordi jeg her tænker, at eleverne nemmest kan opnå en følelse af samhørighed med andre arter, hvilket på hver sin måde er central for romantikken og økokritikken.

Strukturen for artiklen bygger på de fem faser i et velkomponeret udeskoleforløb (Ejbye-Ernst og Bentsen 2015): 1) forberedelse, 2) udrejse, 3) samling, fordybelse og forhandling, 4) hjemrejse og 5) efterbehandling og opsamling.

Forberedelse

Inden besøget skal eleverne stifte bekendtskab med litteratur, der tematiserer menneskets forhold til naturen. Indgangsvinklen kan være romantikken eller økokritikken, alt efter hvordan man ønsker at vinkle sit forløb om natursyn. Selv ville jeg starte et forløb med økokritikken for at udstyre eleverne med et par aktuelle ”briller” til at iagttage vores forhold til naturen gennem. I forbindelse med økokritikken kan man fx læse fra Theis Ørntofts Digte 2014 (2014), Amalie Smiths Et hjerte i alt (2017), Siri Ranva Hjelm Jacobsens Havbrevene (2018) eller Mathilde Walter Clarks essay Hvordan man laver dyr (2023). Derudover kan man med fordel i forberedelsesfasen sørge for, at klassen har lyrikanalyseværktøjskassen nogenlunde præsent.

Udrejse

For at give eleverne en stemthedsøvelse på vej mod zoologisk have ville jeg bede dem notere sig (mentalt og fysisk), hvilke dyr de ser på vejen derhen. Deres observationer af skraldespandsmåger, fede storbyduer og hunde i snor kan give anledning til en indledende snak om, hvordan byen – i mit tilfælde København – så radikalt anderledes ud for få

Anne Sofie Rask

Niels Brock

Dansk Takeaway

Hvad er udeskole?

De fleste definitioner af udeskole indebærer tre grundlæggende parametre:

1) Undervisningen struktureres ud fra de deltagende fags faglige mål jf. læreplanerne.

2) Undervisningen foregår uden for klasselokalets og skolens faste rammer – som regel udenfor, men ”ude” kan også dække over kulturinstitutioner, virksomheder, mv.

3) Der skal være en vis regelmæssighed af aktiviteter uden for skolens fysiske rammer, før man kan tale om udeskole frem for enkeltstående udflugter. Når jeg strækker begrebet til at dække over en enkelt sekvens i denne artikel, er det som en invitation til at tænke i, hvordan vi kan skabe

regelmæssige læringsrum uden for skolen – også for gymnasieeleverne.

(Ejbye-Ernst og Eggersen 2018).

Dansk Takeaway

Dansk takeaway

Dansknoter bringer på disse sider øvelser, forløb og ideer fra lærer til lærer som du kan tage direkte med ud i din egen undervisning. Har du selv lyst til at bidrage, skal du skrive til kristoffer.kildelund@gmail.com

århundrede siden – og hvordan menneskene har fortrængt store dele af dyrelivet fra de arealer, byerne nu ligger på.

Samling, fordybelse og forhandling

Efter ankomsten til zoologisk have er der samling, hvor eleverne deler deres observationer fra udrejsen, og læreren fortæller en smule om de zoologiske havers kulturhistorie, fx med inspiration fra Martin Zerlangs artikel ”Zoopolis” (1996) fra tidsskriftet Passage. Herefter instrueres eleverne i dagens opgave: De får udleveret uddrag af Kai Holbergs Zoologisk Have (1907), Johannes V. Jensens Zoologisk Have (1934) og Ole Sarvigs Zoo-rim (1970). Selvom disse værker falder uden for de perioder, jeg beskæftiger mig med i den forberedende undervisning, er de eksemplariske for bl.a. menneskets tendens til at anskue dyrene med mennesket selv som sammenligningsgrundlag. Fra Holbergs værk har jeg anvendt digtene ”Løven” og ”Tigeren”, der begge antropomorft beskriver den utæmmelige løvekonge og den undslupne tiger, der bliver grebet af ”frihedens panik”. Jensens og Sarvigs digtsamlinger består af korte og forholdsvis letbenede rim om havens forskellige dyr, og begge samlinger kan ligesom Holbergs bruges som afsæt for en diskussion om forholdet mellem beskuer og dyr, vildskab og fangenskab, projicering, tomme pladser, genkendelse/fremmedartethed og antropomorfisme. Som eksempler på stilen i zoo-rimene kan jeg nævne Jensens digt om chimpansen, der hensætter beskueren i omsiggribende drømme: ”En Drøm man giver sig i Vold / saa tit man ser den lodne Trold.” (Jensen, 1934), og Sarvigs digt om kamelen, der bliver et lærred for beskuerens længsel efter det eksotiske ørkenlandskab: ”Kamelen er komplet i laser. / Den drømmer sikkert om oaser.” (Sarvig, 1970). Man kan lade eleverne i tremandsgrupper finde de pågældende dyr, diskutere digtene og optage en oplæsning og et par analytiske pointer eller overvejelser, som de sender til læreren undervejs. Jeg har stilladseret diskussionerne i grupperne med et par spørgsmål til hvert digt (se eksempel til højre).

Efter en rum tid, fx 45 minutter, mødes klassen igen, og der samles op på centrale pointer fra analysearbejdet. Læreren kan invitere elever til at dele deres overvejelser med klassen på baggrund af de pointer, de har indsendt undervejs.

Eleverne sendes herefter igen ud på en fordybelsesopgave, denne gang alene for selv at skrive et digt med afsæt i observationer af et dyr. Her vil jeg anbefale at give eleverne et benspænd, alt efter hvordan man har arbejdet med natursyn i den forberedende fase; jeg ville fx bede eleverne skrive et zoologisk have-digt i knækprosa inspireret af Ørntofts eller Jacobsens mørke økologi med et uddrag til inspiration. Eleverne afleverer deres digte inden hjemturen.

Hjemrejse

På hjemturen kan man, hvis transportformen tillader det, lade eleverne dele deres digte med en eller flere makkere,

før de afleverer deres digt til læreren. Det kan også være, at eleverne på dette tidspunkt trænger til en pause.

Efterbehandling og opsamling

Efter besøget deler læreren – med de implicerede elevers tilladelse – et par interessante digte med klassen som oplæg til en diskussion af økokritikken. Denne diskussion kan fungere som en afrunding af den samtidslitterære strømning, før der tages fat på romantikken som kontrast til økokritikken. Man kan bl.a. anvende en dialogcirkel til at lade eleverne reagere på digtene og til at diskutere følelserne af fremmedartethed og enhed i mødet med dyrene. I overgangen til romantikken kan man eksempelvis bruge Politikens weekendpodcast fra 20.04.24 med titlen ”Vi danskere blev narret dengang i 1800-tallet. Og det har præget os lige siden” og Andels guldaldermaleriskampagne ”Dansk idyl”, der begge italesætter, hvordan romantikkens naturideal stadig påvirker vores opfattelse af, hvad der er ”rigtig” natur –til skade for klima, biodiversitet og miljø.

Spørgsmål til Kai Holbergs ”Tigeren”

– Hvilke forventninger til tigerens adfærd kommer til udtryk i digtet?

– Hvordan viser forventningerne sig at stemme overens med virkeligheden?

– Hvordan opfører menneskene sig?

– Hvad vil det sige, at ”lænkerne sløver, og tremmerne trætter?”

– Hvorfor tror I, at jeget taler om ”frihedens panik”?

Litteratur:

Ejbye-Ernst, N. og P. Bentsen. 2015. Forskning i udeskole. Udeskole.nu, tilgået via https://udeskole.nu/artikelsamling/ Ejbye-Ernst, N. og P. Bentsen. 2018. Udvikling af Udeskole - et treårigt udviklings- og demonstrationsprojekt. Resultater, konklusioner og anbefalinger. Emu.dk, tilgået via https://emu.dk/grundskole/ forskning-og-viden/trivsel-og-inkluderende-laeringsmiljoeer/udvikling-af-udeskole

Ejbye-Ernst, N. og D. V. Eggersen (red.). 2018. E-læringskursus. VIA University College

Dansknoter bringer på disse sider interviews med forskere hvis forskning har interesse for læserne.

Har du et forslag til et interview, skal du skrive til annemariborchert@gmail.com

Fiktionalitet og videnskab i et historisk perspektiv

Valdemar Nielsen Pold Ph.d.-studerende på Afdeling for Nordiske Studier og Oplevelsesøkonomi ved Aarhus Universitet, hvor han skriver en afhandling om, hvorfor og hvordan fiktionalitet og videnskab understøtter hinanden

Hvad går den forskning, du sidder med lige nu, ud på?

I øjeblikket er jeg i gang med at færdiggøre min ph.d.-afhandling om fiktionalitet og videnskab. Da jeg søgte mit projekt, arbejdede man på Nordisk i Aarhus med fiktionalitet i mange forskellige sammenhænge, lige fra film og romaner til jura og politik. Men ikke i relation til videnskab. Det undrede mig, for videnskabsfolk bruger fiktionalitet i mange forskellige sammenhæng (eksempelvis metaforer og tankeeksperimenter eller hele fiktive dialoger, meditationer og essays), ligesom videnskab har spillet en væsentlig rolle inden for traditionelle fiktionsgenrer som skuespil og romaner (eksempelvis Holbergs Erasmus Montanus og Pontoppidans Lykke-Per). Derfor ville jeg gerne undersøge – med udgangspunkt i det brede spektrum af tekster fra metaforbrug i videnskabelige artikler til romaner med videnskab som tema – hvordan og hvorfor fiktionalitet og videnskab understøtter hinanden. Dette spørgsmål har jeg gennem fem selvstændige artikler i min ph.d.-afhandling undersøgt i et historisk, teoretisk og samtidigt perspektiv.

Kan du give et eksempel på et fund, du har gjort?

Da jeg begyndte at arbejde med fiktionalitet og videnskab,

havde jeg en forestilling om, at hvordan og hvorfor fiktionalitet og videnskab understøtter hinanden, handlede om, at ”hvordan” måtte være populærvidenskab, og ”hvorfor” måtte være tilgængelighed. Altså at fiktionalitet og videnskab handler om, at fiktionalitet bruges i populærvidenskab i form af metaforer eller hele fiktive fortællinger for at gøre videnskab tilgængelig for andre. Som man eksempelvis kan se det i Peter Lund Madsens Dr. Zukaroffs testamente (2012), Svend Brinkmanns Hvad er et menneske? (2019) eller lidt ældre Jostein Gaarders Sofies verden (1991). I min ph.d.-afhandling viser jeg for det første, at der er tale om et langt bredere spektrum af tekster. ”Hvordan” fiktionalitet og videnskab understøtter hinanden, handler også om metaforer i videnskabelige artikler og romaner med videnskab som tema. ”Hvorfor” handler for det andet om langt mere end tilgængelighed. Formålet med at bruge fiktionalitet i relation til videnskab har eksempelvis tidligere handlet om at undgå censur, som det var tilfældet med Galileo Galileis dialoger under den naturvidenskabelige revolution, ligesom det inden for skønlitteraturen har været del af større forhandlinger om videnskabernes og videnskabsfolkenes samfundsrolle, som det er tilfældet i dele af Henrik Pontoppidans forfatterskab. Dette sidste er det, jeg har fundet allermest interessant, og som stadig fascinerer mig, nemlig hvor central brugen af fiktionalitet har været og stadig er i forhandlingen, diskussionen og formuleringen af, hvad videnskab og videnskabsfolk er og bør være.

Hvad er din empiri og analysemetode?

Min analysmetode tager udgangspunkt i retorisk fiktionalitetsteori, hvor mine kollegaer Simona og Henrik Zetterberg-Nielsen har foreslået, at man kan definere fiktionalitet som et ”intentionelt signaleret påfund i kommunikation”. Det betyder for mig, at jeg undersøger specifikke aktørers

intentioner med at bruge det opfundne i relation til videnskab. En central case i min afhandling er videnskabsmanden Hans Christian Ørsteds (1777–1851) digtning. Når jeg analyserer Ørsteds digte, så undersøger jeg derfor den større idékamp, som Ørsted med sin digtning skriver sig ind i, for at forstå, hvorfor en af danmarkshistoriens mest fremtrædende videnskabsmænd skulle bruge andre retoriske strategier end strengt ”videnskabelige”. Ørsteds digtning er en interessant case til at forstå, hvordan og hvorfor fiktionalitet og videnskab understøtter hinanden, af særligt to grunde. For det første var Ørsted en af de mest centrale aktører i institutionaliseringen af naturvidenskab i Danmark, samtidig med at han havde et omfattende digterisk forfatterskab. De første digte blev udgivet anonymt, men fra 1830’erne og frem var det under eget navn, blandt andet den lille digtsamtling Luftskibet (1836). For det andet ses Ørsted dog inden for litteraturhistorieskrivningen som en både dårlig og irrelevant digter. Et syn på forfatterskabet, der er vokset frem af start1900-tallets positivistiske videnskabssyn, der gjorde meget ud af at skelne Ørsteds naturvidenskabelige forfatterskab fra hans filosofiske, teologiske og æstetiske forfatterskab. Et syn på forfatterskabet jeg i mit projekt bidrager til at gøre op med. Ikke blot af hensyn til den historiske korrekthed i forståelsen af Ørsted, men fordi kampen om Ørsteds forfatterskab er del af en meget større konflikt op gennem 1900-tallet – en konflikt, der stadig pågår – om, hvordan man skal forstå forholdet mellem litteratur og videnskab mere generelt.

Kan jeg gøre noget lignende i min undervisning?

Ja, det ville være oplagt at integrere eksempelvis Ørsted i forskellige sammenhænge. Det ville det særligt være, hvis man underviser elever med en naturvidenskabelig studieretning – men selvfølgelig ikke kun: synet på videnskab og videnskabsfolk vedrører os alle. I et forløb om litteratur og videnskab ville Ørsteds digt ”Skjønhedsglæder” (1845) kunne udgøre en god overgang fra, at man læser Holbergs Erasmus Montanus og ser Bille Augusts filmatisering af Lykke-Per. Eventuelt med Sissel-Jo Gazan eller Svend Åge Madsen som nutidige eksempler. Forløbet kunne åbne diskussioner om forskellige tiders idealer for videnskab og videnskabsfolk, og hvad eleverne selv tænker, videnskabens samfundsrolle er. Fra Holbergs fokus på pedantiske filosoffer over Ørsteds beskrivelse af æstetiske erfaringer ved at kigge i et mikroskop til Pontoppidans tvetydige modstilling af den moderne videnskabs fremskridtsoptimisme og menneskets eksistentielle vilkår.

I et andet forløb om specifikt romantikken kunne man læse Ørsteds digt ”Aerostaten” fra Luftskibet sammen med Staffeldts ”Indvielsen”, idet Ørsteds digt viser en fysisk opstigning i et luftskib, også i solnedgangen, der manifesterer sig i et åndeligt klarsyn. Med Staffeldts digter, der forbliver i sin længsel, og Ørsteds videnskabsmand, der ved hjælp af moderne teknologi kan løfte sig selv op over skyerne,

understreger det både nogle brudflader i romantikken samt Ørsteds ambition for den nye naturvidenskab.

I et forløb om nationalromantik kunne man sammen med H.C. Andersens ”Danmark, mit Fædreland!” læse Ørsteds forslag til en ekstra strofe. Fremfor at skrive om sproget, naturen og historien, så vil Ørsted indskrive videnskabsfolkene som del af den nationale fortælling.

H.C. Ørsteds forslag til en ekstra strofe i H.C. Andersens digt ”Danmark, mit Fædreland!” (1850). Ørsteds strofe er tiltænkt til at indgå mellem strofe 3 og 4 i Andersens digt.

See Tankelyn gik ud fra danske Hjerner, Og lyste for den hele vide Jord, De vendte Øiet op mod Himlens Stjerner, Og ned i Løndomskraftens dunkle Spor; Du danske friske Strand, Hvor Øiet frit omsvæver, Og frie Blik til Tankeflugt os hæver, Dig elsker jeg, Danmark, mit Fædreland!

Kilde: Hans Christian Ørsted, Utrykte Digte, 1851 (Ørstedarkivet, D49, Danmarks Tekniske Museum).

Hvordan endte du som forsker på det institut, du er tilknyttet?

Da jeg læste bacheloren i Nordisk, havde jeg et fag med min nuværende vejleder, Simona Zetterberg-Nielsen, hvor vi blev præsenteret for fiktionalitetsteori. Jeg blev meget interesseret i det og skrev min bachelor om fiktionalitet og videnskab med udgangspunkt i en dansk filosof fra midten af 1700-tallet, Frederik Christian Eilschov, hvorefter Simona opfordrede mig til at søge en ph.d. om emnet. Den gik heldigvis igennem, så jeg kunne begynde på en såkaldt 4+4-ph.d., hvor man skriver sin ph.d. samtidig med, at man færdiggør sin kandidat. Med undtagelse af et halvt semester på Idéhistorie i Oslo i forbindelse med min kandidat har jeg derfor min bachelor og hoveddelen af min kandidat fra Nordisk i Aarhus, hvor jeg også er ph.d.-studerende nu.

Udvalgte publikationer

”’Fremman for Sjælen Oldtids Aander!’ Historieforestillinger i H.C. Ørsteds digtsamling Luftskibet (1836)”. I Slagmark – Tidsskrift for idéhistorie, 87, 2024: 83–106.

”Martyr, hykler eller kritiker? Om Christian Lollikes Erasmus Montanus (2017)”. I Danske Studier – Tidsskrift for dansk sprog og litteratur, 2023: 209–229.

med Simona Zetterberg-Nielsen og Casper Andersen (red.). 2023. Litteratur og idéhistorie. Forlaget Baggrund.

”Fiktionalitet i F.C. Eilschovs Forsøg til en FruentimmerPhilosophie: Introduktionen af en ny retorisk strategi i dansk videnskabelig kommunikation”. I 1700-tal – Nordic Journal for Eighteenth-Century Studies, 18, 2021: 28–48.

På disse sider bringer Dansknoter ny nordisk litteratur der lige er udgivet eller er på vej.

Uddrag

How to be a man (with pictures)

Luka Holmegaard

Har udgivet to romaner, essayhybriden Look (2020) og senest digtsamlingen Havet i Munden (2024). Han har vundet Prisma Litteraturpris, modtaget et to-årigt arbejdslegat fra Velux-fonden og været nomineret to gange til Politikens Litteraturpris. Han er oversat til svensk og tysk. Holmegaard har skrevet essays og kunstkritik for Dagbladet Information, og laver ofte værker og samarbejder indenfor kontekst af billedkunst og performance; senest performance-foredraget Stemmeshow, der blev opført på Höst-festival.

Foto: Camilla Lohmann

I bogen How to be a man (with pictures), som har illustrationer af billedkunstner C Clement, stjæler Holmegaard sætninger og motiver fra guides til, hvordan man er eller bliver en mand, som han har fundet på nettet. Teksten undersøger, længes efter, driller og undergraver det underlige fatamorgana, som maskulinitet er, og spørger til, hvorfor mænd kunne have brug for vejledning. Teksten er endnu ikke udkommet på forlag.

Vil du gerne vide, hvordan man bliver en mand? Mange mænd ved det ikke. Det er kun omtrent 2-3 procent af alle fyre, der er rigtige mænd. Vi har brug for et solidt fundament. Beton hældt ned i et hul i jorden. Noget tungt og stift at bygge på. Herfra kan du frit forme din egen konstruktion, mure en skorsten op i hver ende af huset, indsætte store vinduespartier mod syd. Men det er fundamentet, vi skal beskæftige os med i dag. Vi interesserer os for det, der ligger lige over og lige under enhver given overflade. For to år siden var vi ude at køre i vores blå Mustang. Fra Quebec til Saint John. Vi var på vej gennem en fyrreskov, det var aften, juni. Træerne takkede som en sav mod himlen. De duftede, ja de duftede, grønt, af harpiks. Vi rullede vinduet ned. En lille lampe lyste rødt; motoren bad om olie. Men vi havde allerede fyldt olie på. Vi åbnede køleren og fandt et hul i et rør. Vi ringede til autohjælp. Vi blev hentet. Autohjælpen kørte os hen til en mekaniker, som var lige ved at lukke efter en lang uge. Det var fredag. Mekanikerens udstyr hang på væggene i værkstedet, hårdt og blankt som togskinner. Han havde snavsede hænder. Han kunne have sagt: Jeg har lukket. Han kunne have sagt: På mandag. Men han tog sin store svensknøgle i hånden. Lamperne i loftet lyste blåligt, hans skygge faldt dobbelt på væggen bag ham. Han åbnede kølerhjelmen, kiggede ind. Hans kone ringede, og han sagde: Honey, it’s going to be a while. En halv time senere stod hun i døren med et stort fad tunsandwiches. Hun blev ikke længe med os på værkstedet. Vi sad på en høj skammel og så på mekanikeren, der lænede sig ind over motoren og berørte den med sit værktøj, han gnubbede og skruede. Det blev sent. Mekanikeren sagde ikke noget. Vi var lige ved at falde hen der på skamlen, lige ved at glide sidelæns ind i en urolig søvn. Mekanikeren var en mand. Det er vi sikre på. Det er meget enkelt. Vi har skrevet denne liste ned i vores iPhone-noter, mens vi ventede på at få leveret take away. Vi har ikke gjort os umage. Vi er ret sikre på, at listen er komplet.

UFRAVIGELIGE PRINCIPPER

John Wayne skal engang have sagt: En mand må have et kodeks, en stærk overbevisning at leve efter. Siden han sagde det, har vi alle været hjemsøgt af den sætning, for John Wayne er en flot mand, han har meget autoritet, selv i cowboytøj, og vi er overbevist om, at han har tænkt længe over det, mens han red på sin hest ud mod solnedgangen. Vi må tilbage til

fundamentet. Hvad skal det bestå af, ud over metaforer om beton? Enhver mand må selv vælge de regler, han vil leve efter, men denne regel er den vigtigste: At han bør leve efter et sæt af regler. Lad reglerne være det stillads, din mandighed bygges op omkring. Hvad for en mand vil du være? Du er så smuk og kan alt det, du kan. Lad vinden gribe dit hår, tænk dig om. Skriv principperne ned, og hæng dem på køleskabet. Du har tid, du har råd. Sørg for, at reglerne ikke bliver for svære at overholde, for abstrakte. Ærlighed lyder godt, for eksempel, men er umuligt i praksis. Er det vinden eller trafikken, vi kan høre suse forbi uden for vinduet? Vi spørger allerede for meget og svarer for lidt. Vi vil nøjes med at anbefale enkle regler, for eksempel:

1. Giv aldrig en fødselsdagsgave til en anden mand.

2. Lån ham i stedet dit værktøj.

3. Lyt til ham, når han taler om sin far, sin bror, sin kone, sin bil, sin konkurs, sit hyldetræ, som netop nu står i blomst. Husk, det er juni.

4. Græd aldrig.

5. Bryd reglen og græd. Når du endelig græder, vil du fremstå så meget mere sårbar og modig. Du er smuk, som du sidder der, først med et par enkelte tårer løbende ned over kinderne og sidenhen hulkende, sammenbøjet. En urolig og overvældet kvinde skal omfavne dig, ae dig på ryggen, bekymret.

6. Hvis du græder, vil det altid udgøre historiens klimaks. Uanset hvilken historie, du befinder dig i, vil dine opsparede, indestængte følelsers endelige tilsynekomst, deres brud ud gennem den høje, brede dæmning, der er dit ydre, udgøre højdepunktet.

7. Det er kun i visse situationer, du må bryde regel 4 og følge regel 5. Disse situationer inkluderer: Kærestesorger, tab af nært familiemedlem, flaghejsning eller nationalsang ved sportsbegivenheder, genforening med eller tab af en god ven, i forbindelse med krig, alene på kontoret som følge af et meget stort fald i dine aktiers værdier, når et andet menneske føder et barn, i en privatejet bil, som følge af patologisk depression eller angst. Gråd vil, hvis den finder sted i disse situationer, udløse regel 6.

8. Du må derimod aldrig bryde regel 4 og følge regel 5 under følgende omstændigheder: Ved følelser af generelt mindreværd, i supermarkedet, på café eller restaurant eller i

offentlig transport, når du modtager hård kritik for din udførsel af en bestemt opgave, på arbejdet for eksempel, eller hvis din far skælder dig ud, når du har brugt en forkert bit til boremaskinen og har ødelagt gevindet på en skrue, i sorg over verdens generelle tilstand, til jul, i teatret (så hellere i biografen), i vrede over manglende muligheder i livet, i skuffelse, ved tab af job, tab i sport, uhåndgribelig følelse af tab af venskaber, ved tab af pung, nøgler, telefon, nyindkøbte dagligvarer eller alt det ovennævnte på én gang.

9. Måske er du følsom af natur. Måske græder du ofte. I så fald kan du indføre reglen: Græd ofte.

DRØMME OG MÅL I

Alle mænd drømmer. Hvordan kan vi vide det? Forsøg at stikke højre pegefinger gennem venstre håndflade. Vær sikker på, at det kan lade sig gøre. Hvis det lykkes, hvis den ene hånd glider gennem den anden som vand gennem stof, så drømmer du. Se på et ur. Se væk, se tilbage igen, har alle viserne flyttet sig? Så drømmer du. Mænd laver drømme om til mål. Og de krydser målstregen, tørstige og trætte, men lykkelige, og må enten sætte sig nye mål eller gå på pension. Et mål er bare en drøm tilsat en tidsplan. Men transformationen er svær, for tiden er sær, når man drømmer. Vi vil anbefale, at du begynder at spille computerspil om aftenen og lader spillet sive ind i dine drømme. Vælg et spil, der afspejler dine interesser, et om landbrug for eksempel. Gå i seng, fald i søvn. Drøm, at du kører gennem en mark på en mejetærsker, kornet er højt og gyldent. Du er i færd med at høste. Du kan se dine hænder på rattet, men du kan ikke se andre dele af din krop end netop dine hænder. De er fremmede, store. Du består bare af et par hænder og et par øjne. Til at begynde med er det uhyggeligt, kan du forlade mejetærskeren? En pludselig følelse af frihed skyller ind over dig; at være kropsløs. Du ved hvilke af instru-

mentbrættets knapper, du skal trykke på. Du styrer sikkert mod højre. Mejetærskerens rumlen, på en eller anden måde kan du nu også høre et nummer af Bruce Springsteen spille, lavt, Atlantic City. Marken bliver umærkeligt til en anden, grønnere mark. Selv om du høster, kan du ikke lugte noget. Eller det kan vi i hvert fald ikke. Vi kan aldrig lugte noget i drømme.

FÅ KARISMA

Du kan nemt sørge for, at alle kan lide dig. Begynd at løbe, spille badminton eller basket, bliv rigtig god til det på kort tid. Snak med de andre fyre på banen, tilbyd dem at deles om at spille ved den samme kurv. Lær at lave en simreret, coq au vin eller bønnegryde. Lad duften brede sig i lejligheden. Lyt til din ven, der har mistet sit job. Lyt til din ven, der fortæller om sin chef, en sexist, en sadist, en gammeldags træmand. Lyt og stil spørgsmål, rynk panden ofte. Bliv blødere i samtaler og hårdere ved bænkpresmaskinen. Fortæl om fakta, du har læst. Bliv leder af en institution, og invitér folk til at komme forbi til kage. Invitér på hjemmelavet coq au vin, på vermouthdrinks, du har råd. Læs en bog. Lær at flyve svævefly. Lær et trylletrick med kort, men tag det ikke for alvorligt. Hold dine venner pænt opdelt efter holdning, kropslig og politisk. Hold af at svømme i havet, skriv en sms: skal du med? Hold dig fra din fars musik, fra hans pladesamling. Hold på styret med begge hænder. Hold tilbage, hold op med at låne af andres cigaretter. Du har råd. Giv hjertelige knus og high fives, råd altid andre til at holde mere fri.

VÆR EN ALLROUND ALPHA

Du skal vide, at du bliver betragtet med stor forventning. Du skal spille en tone, som ingen har spillet den før, på et instrument, du selv har bygget. Kun ét af de græske bogstaver er godt nok til dig.

NOTE

Alle overskrifter samt mange sætninger og motiver i denne tekst er lånt fra: How to Be a Man: 43 Ways to Become a Man and Develop Your Manhood. Kan findes på www.rebelliousdevelopment.com

10 Steps to Becoming a Man’s Man af Chad Howse. Kan findes på www.average2alpha.com

Dr. Jordan Peterson Explains the Meaning of Life for Men. Video, kan findes på YouTube-kanalen FightMediocrity 12 Things Every Guy Should Master to Become a Real Man af Atawin Pilon. Kan findes på www.basicgoodness.com

How to Be a Man (with pictures) Opslag på hjemmesiden www.wikihow.com

DET TIL DANSK - GRUNDBOG HAR SÆRLIGT FOKUS PÅ VIDEOFORMIDLING

Den kommende grundbog i dansksystemet Det til dansk indeholder 66 flipped learning-videoer om danskfagets teori, metode og begreber inden for fagets perspektiver: litteratur, sprog og medier.

Videoerne i bogen er formidlet i øjenhøjde med eleverne af de dygtige læremiddelforfattere: Mischa Sloth Carlsen, Søren Vrist Christensen, Claus Petersen, Lotte Prætorius og Ditte Eberth Timmermann.

Vi har netop udgivet andet kapitel i bogen Lyrik. Eleverne bliver indført i lyrikkens univers og får de helt grundlæggende begreber ind under huden med inspirerende eksempler og øvelser.

Eleverne arbejder med:

- Lyrikken som genre

- Lyrisk sprogbrug

- Stilistiske virkemidler

- Recitation

Få fri adgang til danskmaterialet i 3 måneder og brug det med dine elever

Ditte Eberth Timmermann, Gymnasielærer

Lotte Prætorius, Gymnasielærer

Tvetydigt og meningsløst:

Om sproglige blindgyder og vildspor – og hvorfor hotdogs ikke altid er gratis

“Kom og fejr vores fødselsdag med os. Der vil være gratis vin og hotdogs!” Sådan lød den lokkende udmelding fra en vinbar på Nørrebro, og fristet af budskabet om gratis drikkevarer og bespisning greb jeg en veninde under armen. Vi stillede os i kø til festligheden, min venstre hånd blev udstyret med et glas vin, og da jeg med min højre rakte ud efter hotdoggen, blev jeg mødt af beskeden: “89 kroner”. Nu vil jeg nødig hænge den ellers glimrende vinbar ud, men det faldt mig alligevel for brystet at de tilsyneladende havde lokket os med et bissetrick af en syntaktisk tvetydighed: Vinen var gratis, ja, men ikke hotdoggen.

Oplevelsen mindede mig heldigvis om et af mine yndlingsemner inden for sprogvidenskab, nemlig syntaktisk tvetydighed (og andet sjov man kan have af at se på sætningers interne struktur). Og det emne og muligheden for at udbrede det i en videre kreds vil jeg ikke lade forpasse.1

Hvem var nøgen? Om tvetydigheder i sproget Tvetydigheder er ikke sjældne i sproget. Nogle gange er det et enkelt ord der er tvetydigt, andre gange kan hele sætninger være tvetydige. Tag fx følgende sætninger, der alle er tvetydige i deres struktur og derfor kan betyde forskellige ting afhængigt af hvordan vi vælger at fortolke deres interne struktur:

(1) Hun mødte en mærkelig mand uden en trevl på kroppen – Hvem var nøgen? Hun eller den mærkelige mand?

(2) Han gav min trøje til sin kæreste, der desværre var alt for tyk – Var det trøjen eller kæresten der var for tyk?

(3) En morgen skød jeg en elefant i mit nattøj – Hvem havde nattøj på?

Eller den jeg selv på groveste vis var udsat for:

(4) Der vil være gratis vin og hotdogs – Hvad er gratis? Kun vinen eller både vin og hotdogs?

Tvetydigheder er normalt uproblematiske og vil typisk højst give anledning til et ekstra smil på læben. Men sådan er det ikke altid.

Når sætningen leder os på vildspor

En klassisk situation hvor vi går i den syntaktiske fælde, er når vi skal læse det man kalder syntaktiske vildspor eller garden-path sentences, som de kaldes på engelsk. Et syntaktisk vildspor er en grammatisk korrekt sætning der begynder på en sådan måde at læserens umiddelbare fortolkning af den vil være forkert. Sætningen leder altså os og vores fortolkning af den på afveje, ned ad en forkert havesti – deraf navnet garden-path sentences (havesti-sætninger). Lad os tage et eksempel:

(5) De mest overbebyrdede offentligt ansatte møder læser også bøger.

Sætningens struktur snyder os, og vi kommer til at tilskrive sætningen hvad der viser sig at være en forkert syntaktisk struktur. Når vi gør det, bryder sætningens interne logik sammen, og så må vi tilbage og reanalysere den, hvilket er meget svært. Når denne sætning leder os på vildspor, skyldes det at vi kommer til at fortolke strengen De mest overbebyrdede offentligt ansatte som subjekt for verbet møder, men den logik bryder sammen når vi kommer til verbet læser. Vi må derfor (hvis man da er i stand til det) gå tilbage og reanalysere sætningen så overbebyrdede i stedet fortolkes som et substan-

Sproget.dk er resultatet af et samarbejde mellem Dansk Sprognævn (DSN) og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL). Visionen for hjemmesiden er at være det sted på nettet hvor man finder vejledning, oplysning og svar på spørgsmål om det danske sprog og sprogforhold i Danmark.

Klummen her skrives på skift af de tre redaktører, Laurids Kristian Fahl og Andrea Stengaard fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Michael Nguyen fra Dansk Sprognævn.

tiv, og offentligt ansatte som subjekt i relativsætningen: (som) offentligt ansatte møder. Havde relativsætningen været indledt af et som, og havde der været sat komma i sætningen, var de fleste af os nok ikke blevet sendt på vildspor: De mest overbebyrdede (som) offentligt ansatte møder, (de) læser også bøger

Syntaktiske blindgyder – og har flere folk egentlig været i Paris end jeg har?

De syntaktiske vildspor som vi netop har set på, er kendetegnet ved at de kortvarigt sender os på afveje ned ad havestien.

Når vi opdager at vi er blevet ledt på vildspor, må vi gå tilbage og starte forfra for at finde meningen i sætningen – for sætningen har en mening. Sådan er det ikke med de såkaldte syntaktiske blindgyder eller dead ends, som vi nu skal se på. I blindgyder fører “stien” nemlig ingen steder hen; den er blind. Lad os sammenligne de to sætninger i eksempel (6) og (7):

(6) Flere folk har været i Paris end i Middelfart.

(7) Flere folk har været i Paris end jeg har.

Sætningerne virker ved første øjekast acceptable, og det er sætningen i (6) da også. Den indeholder en ellipse og et sammenlignende led. En ellipse er en udeladelse af en sproglig størrelse som det forudsættes at læseren let kan rekonstruere ud fra det der allerede er givet i sætningen. Fx Ellis tegnede et træ, Nina en blomst, hvor verbet tegnede er udeladt fra den sidste sætning. Når man læser sætningen i (6), fortolker man de udeladte elementer, og inde i hovedet bliver det til noget i retning af: Flere folk har været i Paris end (der har været) i Middelfart. Sætningen er dog ikke særlig god eller elegant, og ellipsen kan dermed siges at tjene et godt formål: Den gør sætningen mere mundret, da kun de ord der er strengt nødvendige, bibeholdes. Men sætningen i (7) er anderledes: På overfladen virker den

helt acceptabel, og mange vil stædigt holde fast i at den faktisk giver mening. Men hvad betyder den så? Man kunne fx foreslå følgende (u)mulige betydninger:

a) Der er mange der har været i Paris oftere end jeg har.

b) Jeg har ikke været i Paris, men mange andre har.

c) Det er ikke kun mig der har været i Paris.

d) Mange folk har været i Paris.

Forskellen mellem de to eksempler i (6) og (7) er at end-sætningen i (7), Flere folk har været i Paris end jeg har, ikke er elliptisk, sådan som tilfældet er i (6): Flere folk har været i Paris end i Middelfart. I eksempel (7) er der nemlig ikke noget der er udeladt, men det ser sådan ud fordi den syntaktiske struktur ligner en ellipse. Sætningen er derfor snarere hvad vi kunne kalde en pseudo-ellipse. Hvis vi alligevel sætter os for at forsøge at ophæve ellipsen (som altså ikke er der), skal vi tilføje de ord der skulle have været udeladt med ellipsen. Det giver os følgende sætning, hvor de ellers udeladte ord er gennemstreget:

(7a) Flere folk har været i Paris end jeg har været i Paris

Resultatet er ret absurd, men sådan er det med blindgyder. De fører ingen steder hen. Andre blindgyder med en lignende, og det vil sige stadig umulig, struktur er fx:

(8) Flere børn har været i cirkus end voksne har. (9) Flere børn har kigget på dyr end du har.

Vi kan forstå blindgydesætninger som en slags verbale illusioner: De ser umiddelbart velformede ud, men ved nærmere eftersyn er de pseudo-elliptiske, og det er umuligt at trække en meningsfuld syntaktisk funderet betydning ud af dem. Blind-

gyder er således globalt inkohærente, og på den måde kan de minde om optiske illusioner som fx Djævelens stemmegaffel, eller the impossible fork, som den kaldes på engelsk (se Figur 1). Djævelens stemmegaffel er et globalt usammenhængende (og derfor umuligt) objekt der synes at bestå af tre cylindriske stave i den ene ende, men som på mystisk vis forvandles til to rektangulære stave i den anden.

Figur 1. Den optiske illusion Djævelens stemmegaffel (the impossible fork)

Hører du til dem der synes at blindgydesætningerne du har læst ovenfor, giver mening? Så er du ikke alene. I en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Ken Ramshøj Christensen (2010) blev 514 mennesker præsenteret for 8 blindgydesætninger og spurgt til om de gav mening, og hvad de betød. 63 procent svarede at blindgyderne ikke gav mening, men der var stadig 37 procent der svarede at de gav mening.

Når vi zoomer ind på sprogets tvetydigheder, får vi ikke alene blik for hvordan vi som sprogbrugere ofte ubevidst skaber mening i tvetydige eller udfordrende sætninger. Vi får også øje på hvordan sprog kan bruges til at lede os på afveje, såvel bevidst som ubevidst – fx når man bare gerne vil have en gratis hotdog.

“Flere folk har været i Paris end jeg har”

Scan koden for at læse hele Ken Ramshøj Christensens artikel

“Flere folk har været i Paris end jeg har”. I artiklen kan du også læse om hvad der sker i hjernen på folk når man (gud forbyde det) sætter dem til at læse vildspor og blindgyder imens de ligger i en hjernescanner.

Artiklen er publiceret i antologien 13. Møde om Udforskningen af Dansk Sprog, 2010, s. 113-136.

Note

1 En stor tak til Ken Ramshøj Christensen, der i sin artikel

“Flere folk har været i Paris end jeg har” (2010) åbnede denne guldgrube af et emne for mig. Denne klumme og dens eksempler baserer sig på Christensens artikel, der kan læses ved at scanne QR-koden herover.

Nyt fra Fagkonsulenten

Sæt (endnu) mere skub i læselysten og arbejdet med de kvindelige forfattere

Sara Krogh & Nicolai Rekve Eriksen

Læselyst og danskfagets litteraturkanon

Litteraturen vægtes højt i danskfaget på gymnasiet.1 Læsning af skønlitterære tekster er og har derfor altid været en vigtig del af undervisningen i dansk. Og dette ikke uden grund. Litteraturen kan blandt andet klæde gymnasieelever på til at forstå sig selv og den omverden, de er en del af.2 Det er også i mødet med litteraturen, at gymnasielever skal møde den mangfoldighed, som forskellige perioder, forfattere og genrer kan bidrage med.3 For at eleverne kan få forståelse for, hvad litteratur kan bidrage med, er det nødvendigt at sætte (endnu) mere skub i deres læselyst.

En del af den litteratur, som danske gymnasieelever skal stifte bekendtskab med, er forankret i danskfagets obligatoriske litteraturkanon. Listen indeholder 14 kanonforfattere, og kun én af disse er kvinde. Dette har ført til massiv kritik af listen, blandt andet fra Dansklærerforeningen, som gennem flere år har arbejdet hårdt for en opdatering af listen, så den kan afspejle en mere mangfoldig repræsentation af også kvindelige forfattere. Et ankerpunkt i kritikken har været: Hvordan kan kanonlisten i sin nuværende form give gymnasieeleverne en bred og mangfoldig indsigt, når kun én af kanonforfatterne er kvinde?4

Bogklub for gymnasielever

Dansklærerne gør allerede et stort og vigtigt stykke arbejde for at give gymnasieeleverne kendskab til blandt andet kvindelige danske forfattere og skabe gode rammer for elevernes læselyst. For at understøtte dette arbejde med at stimulere elevernes læselyst og for at sætte ekstra fokus på dansk litteratur og kvindelige forfattere har Børne- og Undervisningsministeriet med minister Mattias Tesfaye i

spidsen i dette skoleår inviteret gymnasieelever med i en bogklub, hvor 11 kendte og litteraturinteresserede personer har udvalgt bøger af kvindelige forfattere.5 Bogklubben skal være med til at sætte fokus på dansk litteratur skrevet af kvinder forud for en opdatering af danskfagets litteraturkanon på de gymnasiale uddannelser. Som led i denne bogklub har ministeren taget initiativ til en national Læselystdag den 25. november, hvor gymnasierne kan sætte læselysten på dagsordenen og lade deres elever læse kvindelige forfattere.

Læseforeningen, flere danske biblioteker og CFU støtter op om initiativet med forskellige tiltag. Blandt andet inviterer Århus Bibliotekerne til en læselystworkshop på Dokk1, Læseforeningen tilbyder sessioner med deres læseguides, og CFU har samlet et omfattende og meget spændende materiale om de udvalgte forfattere og udarbejdet undervisningsmateriale, der er lige til at bruge i undervisningen.6

Også BUVM tilbyder via EMU forskellige materialer til arbejdet med læselyst og de udvalgte kvindelige forfattere. Det drejer sig blandt andet om 11 korte videoer, hvor bogklubbens medlemmer motiverer deres valg af værk, forskellige didaktiserede øvelser til arbejdet med værkerne og didaktisering af en guidet fælleslæsning inspireret af de metoder, Læseforeningens guider anvender. Der er med andre ord masser af inspiration at finde, når vi rundt omkring på skolerne skal motivere elevernes læselyst.

Lad eleverne skrive sig ind i værkerne

Endelig er der planlagt en skrivekonkurrence med 11 forskellige opgaver, som tager udgangspunkt i hvert enkelt værk. Opgaverne taler ind i forskellige forløb som klima, tab og magt, og de er lige til at plukke til både kreative øvelser i

Kreativ skrivekonkurrence

Vi læser kvinder!

For hvert af de 11 anbefalede værker i læseklubben kan I vælge en kreativ skriveopgave. Opgaveformuleringerne tager udgangspunkt i et af de udvalgte værker, og de øver blandt andet eleverne i at forholde sig kreativt til værkernes temaer, skrivestil og/eller genre.

Hver skole kan indsende op til 3 bidrag til konkurrencen.

undervisningen eller som afleveringsopgaver. Efter at have læst Laura Ringos Grundtvig er død kan eleverne således prøve kræfter med at skrive en fiktiv tekst, fx en novelle eller et digt, ”om relationen og magtforholdet mellem to mennesker”. Mødet med Naja Marie Aidts Carls bog kan munde ud i en novelle eller et digt, der ”belyser en følelse, fx sorg, vrede eller ubehag, som ellers kan være svær at finde ord for”. Og læsningen af Inger Christensens Alfabet kan kulminere med denne opgave: ”Skriv et systemdigt – enten efter Inger Christensens system eller et system, du selv finder på – hvor du giver et signalement af den tid, vi lever i.” Opgaverne kan bruges af alle – også selvom ens klasser ikke har deltaget i Læselystdagen, eller hvis man kun har læst værkerne i uddrag.

Vi håber, at mange af jer har lyst til at gøre brug af nogle af de forskellige muligheder for at sætte endnu mere skub i læselysten. Og at give jeres elever store oplevelser med kvindelige danske forfattere, der måske en dag får plads i en ny litterær kanon.

Rigtig god læselyst derude!

Omfang: 2-3 normalsider

Frist: 1. april 2025

Find alle 11 opgaveformuleringer og detaljer om præmier og om, hvordan I deltager, på EMU-siden ’Læselyst’7

Vinderne får direkte besked i løbet af april.

NOTE

1 Jf. fordelingen af kernestof i læreplanerne til dansk A på de gymnasiale uddannelser: www.uvm.dk/gymnasiale-uddannelser/ fag-og-laereplaner

2 Jf. danskfagets formål i læreplanerne til dansk A på de gymnasiale uddannelser: www.uvm.dk/gymnasiale-uddannelser/ fag-og-laereplaner

3 Prætorius, Lotte. ”Det er ikke de tunge klassikere, der dræber gymnasielevernes læselyst”, Information, 31. januar 2024

4 Carlsen, Mischa Slot og Ditte Timmermann. ”De stumme kvinder”, Weekendavisen, 27. maj 2021

5 “Børne- og undervisningsministeren starter bogklub med fokus på kvindelige forfattere”, uvm.dk, 23. august 2024

6 Tema: Vi læser kvinder!, CFU. beta.mitcfu.dk/MaterialeInfo/?faust=CFUTEMA1139044

7 https://www.emu.dk/stx/dansk/laeselyst

Ny antologi-darling til DMG-undervisningen

Damer der vil er en ny antologi af Birgitte Darger og Sara Alfort. Og hvad er det så, alle de damer vil? Hvis vi starter med Darger og Alfort, vil de dele ved at lade en kærlig stikling af Alforts store projekt Damer, der var for meget (2022) spire, og tak for det.

Antologiens kvinder vil mange ting. Det drejer sig kort sagt om 11 kvindelige forfattere og 4 malere – nogle kendte i nutiden, andre ikke – der stik imod (min) forventning ikke var så ukendte eller alene i deres samtid, og som er mega gode. De ville have friheden til at leve et eget liv med retten til eget værelse, som Woolf skriver senere, hvilket også er en ledetråd i antologien. Dette kommer til udtryk på vidt forskellig vis – antologiens tekster er dejligt forskellige og kredser om skilsmisse, begær, eventyrlyst, sygdom, ægteskab og længsel. Man får lyst til at sende fingerkys, løn, vin og anerkendelse baglæns i tiden for den gave, de også er i 2024.

Bagest i afsnittet ”Undersøgende litteraturlæsning” finder man en af bogens styrker, nemlig den åbne og fine dialogskabende form for opgaver, der kan gå til alle antologiens tekster. Titlerne er: Forforståelse, Opleve, Opdage, Afprøve, Uddybe, Fortolke, Perspektivere og Tendenser. Jeg bliver blød om danskhjertet, når der fx er opgaver, der hedder ”Oplæsning – læs op fra et uddrag”, eller ”del i klassen (…) I skal ikke konkurrere om den rigtige pointe, men dele så I kan blive klogere”. Eller hvad med ”overvej værdier i teksten” og ”vidensopsamling om sædelighedsfejden (…) lav en collage”? Opgavetyperne er velkendte, men samlet og bundtet så fint som et omsorgsfuldt neg (hvis jeg må udtrykke mig lidt 1800-talsagtigt), der tilbyder sin modtager vinkling, forståelse og veje ind i teksterne og perioden både politisk, historisk og kunstnerisk set.

Antologien rummer også præsentationer af hver forfatter og maler. Hvert tekstuddrag indledes med et lille referat og en boks med ”Læsefokus”, som hjælper eleverne godt på vej med et par ledetråde, og det er også ret godt. I øvrigt skal det fremhæves, at der også er tænkt på nabosprogstematik, og at forfatterne i øvrigt kommer fra Danmark, Norge og Sverige. Damer der vil har stort potentiale til at blive en antologi-darling, dels pga. sit spændende tekstudvalg, dels pga. den fine didaktisering.

Damer der vil

Af Sara Alfort & Birgitte Darger Systime 2024

Cathrine Rasch, Gladsaxe Gymnasium

Mette-Marie Friis Bøegh, HHX-gymnasiet i Viby

Sært barn har mange navne!

Sådan skriver Lars Bukdahl og Peter Adolphsen om kortprosa i efterskriftet til deres antologi med navn efter selvsamme sære barn. En ret rammende formulering for en type tekster, som kan være svære at få hånd om, eller kategorisere, om man vil. En trang, man ofte får, måske især som dansklærer, hvor vi er vant til at formidle viden i kasser, fordi kasser gør verden så dejligt meget nemmere at forstå for vores elever (en arbejdsskade?). I antologien får man 115 eksempler på dansk kortprosa fra ”1700-tallet til for et øjeblik siden”, som Bukhdal og Adolphsen formulerer det i forordet. Med andre ord et ret bredt udvalg af tekster, hvoraf mange for mig var ukendte, inden jeg fik bogen i hånden (og det er jo altid meget tilfredsstillende).

Ud over et meget bredt tekstudvalg er der knyttet et efterskrift til bogen, hvor man kan nyde nogle ganske humoristiske betragtninger om genren kortprosa, og om hvordan vi bør læse kortprosa. Ja, det er, som om lidt af kortprosaens legesyge natur har sat sig i fingrene på Bukdahl og Adolphsen, og man mærker, at de selv har haft stor fornøjelse ved arbejdet med udgivelsen. I efterskriftet bliver vi nemlig opfordret til at gøre noget, enhver dansklærer vist har overordentligt svært ved (endnu en arbejdsskade?): At lade være med at fortolke: ”Det er fedt, så længe – som jo ikke er lang tid – der bare læses. Det er okay, når der analyseres. Men det er seriøst nederen, når der fortolkes.”

De to påpeger da også, at dette giver visse udfordringer i en dansktime, men også at vi, befriet for den evige jagt på meningen, kan sætte undervisningen fri og vække elevernes begejstring for ”litteraturens morskab, spænding og besynderlighed”. Og den tankegang passer vel egentlig ret fint med, hvordan vi de senere år har diskuteret, om mere frie samtaler om og læsninger af litteratur kan være nøglen til at få flere elever engageret i danskundervisningen.

Men hvordan gør man så det i praksis? Til trods for at den gennemsnitlige dansklærer både besidder en stor portion kreativitet og veludviklet didaktisk snilde, kan 115

stykker kortprosa uden manual måske udgøre en ubehagelig udfordring. Her kommer Astrid Midtgaard Hvelplund og Boline Albæk Ravn til undsætning med en lærervejledning til antologien med 30 konkrete, skæve og opfindsomme måder at udsætte eleverne for kortprosa på. Selv har jeg for nylig afprøvet en af de to dansklæreres mange ideer, nemlig hvordan Tove Ditlevsens ”Historie uden ’t’” fra 1973 kan bruges som trædesten til kreativ tekstproduktion og øget skriveglæde.

Ifølge Bukdahl og Adolphsen vil og skal et stykke kortprosa ”meget gerne handle om sig selv”, og det gør ”Historie uden ’t’”. I hvert fald i rammefortællingen, hvor bogstavet t på skribentens skrivemaskine er gået i stykker. Dette fører til, at skribenten skriver en ”lille solstrålehistorie hvis eneste pointe er, at det forbistrede bogstav ikke forekommer i den”. Det blev en glimrende time, hvor vi godt nok kom til at fortolke en lillebitte smule (det er altså svært at lade være, også selv om fortælleren nægter, at der skulle være en pointe). Men herudover skrev eleverne nogle skæve og skægge tekster uden t, hvor de prøvede at ramme samme ironiske budskab som Ditlevsen. Nogle elever nåede også at prøve med e, for som skribenten skriver, så er det ”endnu sværere og dermed endnu morsommere med bogstavet e”. Med Kortprosa. Antologi minder Bukdahl og Adolphsen os om, at vi har godt af ikke altid at lede efter Den Store Mening, når vi præsenterer eleverne for nye tekster i danskundervisningen. Og det kan nok være meget sundt at blive mindet om.

Kortprosa. Antologi

Red. af Lars Bukdahl & Peter Adolphsen

Dansklærerforeningens Forlag 2023

Kortprosa. Antologi. Vejledning

Astrid Midtgaard Hvelplund & Boline Albæk Ravn Dansklærerforeningens Forlag 2024

20 år i Dansklærerforeningen

"Vil det sige, Birgitte, at dansklærere mødes i en slags nørdeklub og taler danskfag.

Altså sådan for real?" Sådan lød elevernes undrende spørgsmål i 3x da de fandt ud af at Birgitte brugte tid på danskfaget uden for skolens rammer. I 20 år har Birgitte gjort netop dette. Redaktionen har spurgt hende hvorfor i anledning af at hun nu er trådt ud af G-bestyrelsen – men fortsætter i Dansknoters redaktion.

Hvad fik dig til at engagere dig i Dansklærerforeningen og bestyrelsen?

Jeg var forholdsvis ny underviser i dansk på hf og stx da jeg for første gang deltog i Dansklærerforeningens Årsmøde i 2003. Efter en paneldiskussion, hvor jeg fra salen havde bidraget som begejstret fortaler for samarbejde mellem fagene, spurgte daværende formand Søren Peter Hansen om ikke jeg stillede op til bestyrelsen, for de havde brug for nogen der mente noget andet end ham. Det var en fornem invitation til et fagligt og tolerant uenighedsfællesskab – og da jeg samtidig havde stille aftener mens min søn sov, kunne jeg fristes.

Hvor har du oplevet at foreningen har gjort den største forskel?

– Noget af det fineste er samarbejdet om danskfag i alle mulige sammenhænge: mellem danskundervisere i ungdomsuddannelserne, i foreningen om faget fra 1. klasse sammen med de andre bestyrelser og de ansatte, mellem lærere og forskere på universiteterne, mellem kunstnere, med de andre fag, fagkonsulenterne og mange flere

– Ved kurser lavet af dansklærere, støttet af skolerne, er foreningen et netværk og uundværlig inspiration. Bestyrelsen har gennem årene udviklet kurser der både udfordrer og bekræfter faget. Det har sat præg på tidsskriftet Dansknoter og på bøger som dansklærernes eget forlag udgiver, og har åbnet for mange måder at undervise i dansk på.

– I nye læreplaner har vi i bestyrelsen arbejdet for: kombinationen af det historiske, æstetiske, aktuelle i danskfaget og en synergi mellem litteratur, sprog og medier.

Det har også været vigtigt med plads til elevernes undersøgelser og til meningsfulde samarbejder på tværs af fag.

– Udviklingsarbejde om skriftlighed har betydet øget fokus på proces og feedback, personlig stemme, sammenhæng mellem mundtligt og skriftligt i dansk. De skriftlige genrer er justeret og tænkt i anvendelsesøjemed, og danskfagets rolle i den fælles skriftlighed er forbedret.

– Dansklærerforeningen bliver taget alvorligt. Det politiske arbejde virker. Aktuelt med kamp for kanonfornyelse. – Medlemmerne kommer til generalforsamlingerne og er med til at diskutere fx aktuelt regeringens udspil til reform. Der er lærere fra hele landet som vil stille op til bestyrelsesarbejdet. Jeg har været optaget af hvordan man kan skabe en forening med deltagelse, dialog, højt til loftet og lyst til at skabe. Med det som baggrund giver frivilligt arbejde mening, og sammen kan man nå forunderlige ting.

Hvordan ser du på udviklingen af danskfaget i løbet af den tid du har været i foreningen?

Jeg er gennem 20 år blevet spurgt af politikere, journalister og andre om ikke vi havde de forkerte elever, for mange elever, for lidt litteratur, for meget litteratur, for mange bindinger i danskfaget. Mit udgangspunkt har altid været at alle eleverne er rigtige. Da læreplanerne skulle laves om sidste gang, kæmpede vi for at både hf og stx skulle have dansk på A-niveau. Og at danskfaget skulle stå stærkt i dannelsen, både ved at kunne trække på historiens smukkeste litterære tekster og ved at engagere eleverne i livet lige foran dem. Faget er ikke længere mest et litteraturhistoriefag, og den aktualisering har været nødvendig. I dag er fagets centrum

undersøgelse af mange typer af tekster og skrivning i mange former der kan igangsætte både følelse, tænkning og deltagelse.

Hvordan ser du på elevgruppen i den tid, du har været i foreningen – og hvordan kan danskfaget indholdsmæssigt og didaktisk bedst møde vores elever i gymnasiet? Det oplevende og undersøgende kan være fagets potentiale i mødet med nutidens unge. Der kan være oplevelser og indsigter gemt i en spændende analyse, men oplevelser skabes ad mange veje, fx ved den affektive tilgang eller gennem filosofisk dialog, veje som lige nu tilbyder didaktisk nytænkning.

Noget af det som ødelægger motivation for læring, er præstationsorientering og karakterræs. Ved fokus på præstation og karakterer bliver eleverne så optagede af perfektion at de må ty til fx brug af GAI. Men hvem gider deltage i dansktimer der er en parade af perfekte input fra deltagere som kun skraber overflader og haster hurtigt videre? Fordybelse, lytten, langsomhed, kreativ irritation, tolerance overfor fejl, bump på vejen ville jeg ønske blev fornemme dyder i fremtidens danskfag.

Hvad har du fået ud af at være med i bestyrelsen? Jeg tror mange dansklærere har en masse slumrende faglige gnister som kan slå ud i lys lue hvis der kommer ilt til. Fx til at skrive, redigere tekster, udvikle undervisningsmateriale, tænke i grafiske udtryk, holde oplæg, fremføre taler og lave kampagner, argumentere i politiske sammenhænge, deltage i forskningsprojekter, samarbejde med kunstnere, møde forfattere, lave foreningsarbejde, organisere. Ved at deltage i bestyrelsesarbejde har jeg kunnet bidrage til noget af alt dette, og jeg kunne ikke forestille mig mit arbejdsliv uden. Man får jo et ansvar når medlemmerne vælger én ind i bestyrelsen, og jeg føler taknemmelighed over tilliden.

Samtidig har foreningens netværk betydet at jeg har haft de bedste samtaler med dansklærere i hele landet og har fået venskaber som rækker langt ud over bestyrelsesarbejdet. Endelig har den faglige opdatering klædt mig godt på i min konkrete undervisning.

Hvad har været din bedste oplevelse i foreningen?

Hmmmm. Når noget fik effekt. Fx var jeg med i et udviklingsprojekt om danskfagets metode, her bidrog forskere fra Aarhus Universitet og kolleger fra flere skoler sammen med en konsulent tilknyttet Dansklærerforeningens Forlag. Udkommet blev bl.a. den såkaldte metodetrekant som vi præsenterede på et velbesøgt kursus hvor også fagkonsulenten deltog. Den er nu med i vejledningen til faget, og jeg bliver bare så glad når jeg hører den brugt, for jeg mener den holder.

Og hvad med fremtiden for faget og foreningen?

Faget, læreplanerne, det skriftlige arbejde skal hele tiden opdateres. Perfekt bliver det aldrig. Jeg har tillid til de faglige samarbejder og netværker som en forening som Dansklærerforeningen rummer. En forening er et minidemokrati, et uenighedsfællesskab hvor man kan lufte sine tanker og blive lyttet til, en nørdeklub med lang historie bagud og fremtid for sig.

Birgitte Darger underviser i dansk på Christianshavns Gymnasium og deltids på teoretisk pædagogikum. Hun har varetaget forskellige ansvarsopgaver i G-bestyrelsen fra 2004 til 2024, herunder opgaven som forperson i årene 2014-2019.

Foto: Rikke Albrechtsen

Kommentarer til regeringens udspil til en reform af ungdomsuddannelserne

Bjarne Ove Hansen skriver på vegne af E-sektionens bestyrelse:

Vi har med stor interesse fulgt debatten om undervisningsministerens reform af ungdomsuddannelserne. Det handler om danskfagets identitet og de unge mennesker som vi hvert år sender ud i samfundet. Debatten er svær fordi den er kompliceret. Det mener vi også.

På den ene side ser vi mange muligheder for den kommende EPX-uddannelse som, hvis udført rigtigt, vil kunne skabe nogle positive ungdomsmiljøer og udskyde nogle svære valg af uddannelse.

På den anden side har vi dog svært ved at forstå hvorfor det er nødvendigt at tvinge de unge derover. Hvor er HTX?

Lotte Prætorius skriver på vegne af G-bestyrelsen:

Med ministerens forslag om en ny gymnasieuddannelse er vi meget spændte på og bekymrede for hvad det kommer til at betyde for danskfagets fremtid.

Vi kan nok forvente at man vil gribe fat i læreplanerne i denne sammenhæng, og her vil vi i foreningen få mulighed for at sætte vores præg. Dette vil vi selvfølgelig gøre i tæt dialog med medlemmerne, så vi i processen inddrager de faglige ønsker og tanker I har.

Der er i bestyrelsen et ønske om at kæmpe for at hf-danskfaget bevares også i en fremtidig uddannelse med samme dannelsesindhold som nu, og gerne at status øges. Dette har vi debatteret, og bestyrelsesmedlemmerne har bl.a. udtrykt:

”Hvis eleverne ikke møder litteraturen i gymnasiet (det brede) – hvor møder de den så? Hvis man mener at litteraturen er værdiløs, er det naturligvis ligemeget. Men det gør en minister der opretter læseklubber, vel ikke?”

”Danskfaget understøtter svage læsere på alle niveauer. Det er ikke et verdensfjernt, teoretisk fag, men et nærværende, aktualiserende fag som alle bruger i deres hverdag.”

”HF bør ikke nedlægges men i stedet tages alvorligt og forbedres. Det skal løftes fra fejlagtigt at blive opfattet som et discount-stx til at være en uddannelse i sin egen ret for et særligt elevsegment der af forskellige grunde ikke trives på stx”

Det er vigtigt at danskfaget også får en central position i et fremtidigt gymnasium.

Vi frygter at man i overgangen mellem folkeskole og gymnasium vil tabe nogle elever. Her tænker vi specielt de uopdagede ordblinde. Kan de unge mon formå at overskride deres særlige behov så de kan få de karakterer der skal til?

I E-sektionen stiller vi os klar til at være en aktiv partner når vi får muligheden for det. Vi arbejder for et levende, mangfoldigt danskfag som appellerer til unge og kan give svar på samfundets udfordringer. Danskfaget må og skal spille en central rolle på alle fremtidige ungdomsuddannelser.

Endnu et smukt år i vente

Nye bestyrelser

Bestyrelsen i E-sektionen for htx, hhx, eux og eud er:

Christina Reeder Ryborg Jørgensen, Ditte Eberth Timmermann, Lise Fuur Andersen, Annette Düring Nielsen, Bjarne Ove Hansen, Bjarke Fredskild Pedersen, Andreas Dalvad Hansen, Henning Holm, Nanna Bertel Bendixen.

Bestyrelsen konstituerer sig januar 2025.

Der skal lyde tak til Carsten Ullum for sine år i af bestyrelsen.

Nye ansigter:

Andreas Dalvad Hansen, Niels Brock

, IBC, Fredericia-Middelfart

Nye vedtægter i G-sektionen

Dansknoter på redaktionsweekend

Redaktionen har været på den årlige weekend hvor årets numre af Dansknoter evalueres, og nye planlægges. I år gik turen til Århus, og blandt andet besøgte vi Den gamle by. I det kommende år vil nye træde ind i redaktionen, mens Kristoffer Kildelund træder ud. Ny er Cathrine Rasch fra Gladsaxe Gymnasium.

Redaktionen takker Kristoffer for altid at finde interessante skribenter og vinkler og for tiden som yderst tjekket ansvarshavende.

Bestyrelsen i G-sektionen for stx og hf er:

Lotte Prætorius, Maren Pilgaard, Uni Vous Ortmann, Michael Møller, Claus Petersen, Anne Krogh Madsen, Matilde Malmberg, Birgitte Rye Lund, Mathilde Sinding, Peter Westergaard, Henrik Romby Madsen, Tina Ulrik Øllgaard.

Suppleanter: Nina Sofie Munck, Andreas Rytter.

Der skal lyde en stor tak til Birgitte Darger for 20 års arbejde i bestyrelsen.

Nye ansigter:

Andreas Rytter, underviser i dansk og historie på City Gymnasiet i Aalborg og bor i Skørping

Bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer fik tilslutning på årets ordinære generalforsamling for G-sektionen.

Da ¼ af sektionens medlemmer ikke var tilstede, skulle beslutningen i følge vedtægterne tages op på en ekstraordinær generalforsamling. Denne blev afholdt den 10.12.24. Vedtægterne blev stemt igennem og kan findes på dansklf.dk

Henning Holm, NEG Kalundborg

Nanna Bertel Bendixen

Din forening DIN FORENING

REFERAT AF ORDINÆR

GENERALFORSAMLING I DANSKLÆRERFORENINGENS

E-SEKTION

7. november 2024, Comwell, Horsens

1. Valg af dirigent (Lise Fuur Andersen)

2. Valg af referent (Annette Düring) og stemmetællere (Ditte Timmermann og Bjarne Ove Hansen)

3. Beretning ved forperson Christina Reeder Ryborg Jørgensen med input fra den øvrige E-sektion

E-sektionen

– er en del af Dansklærerforeningen med fire sektioner (E, F, G & L)

repræsenterer hhx, htx, eux og eud

– har medlemmer med brede interesser, og bestyrelsesarbejdet bærer præg af dette

har p.t. ikke et medlem, der repræsenterer EUD

har knap 300 medlemmer. Der er plads til endnu flere, så der opfordres til at sprede dette budskab

E-sektionens bestyrelse november 2024 består af følgende medlemmer

1. Christina Reeder Ryborg Jørgensen: Forperson, UNIGYM-netværket, Nordspråk, PS, repræsentant i Fællesbestyrelsen, konferencen ”Dansk i mange retninger”

2. Ditte Eberth Timmermann: Næstforperson, talsperson for kanondebatten, Fagligt Forum, Referencegruppen Center for Gymnasieforskning SDU, skolebaserede kurser, UNIGYM-netværket, Grøn litteraturhistorie (projekt ved Tobias Skiveren, Advisory Board H.C. Andersen – med fortiden ind i fremtiden

3. Bjarke Fredskild Pedersen: Bestyrelsesmedlem, kasserer, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Hus, aftagerpanelet på HUM-NorS

4. Lise Fuur Andersen: Bestyrelsesmedlem, UNIGYMnetværket

5. Carsten Ullum: Bestyrelsesmedlem, kurser, tovholder UNIGYM-netværket (udtræder af bestyrelsen)

6. Bjarne Ove Hansen: Bestyrelsesmedlem, årsmødekurset, SoMe, bogudvalget

7. Annette Düring: Bestyrelsesmedlem, Fagligt Forum, UNIGYM-netværket, Bogudvalget, Tovholder på kurser, Redaktionsmedlem og billedredaktør Dansknoter

8. Josefine Bunch Schuricht: Bestyrelsesmedlem, årsmødekurset

9. Annette Skovgaard: Suppleant, årsmødekurset

10. Ditte Bøgh Vindbjerg: Suppleant

11. Henning Holm: Ressourceperson

Det årlige arbejde i E-sektionen

– Årsmødekurset (sammen med G-sektionen)

– To voteringskurser for vores forskellige uddannelser (ophører fra i år, da de til dels overtages af fagkonsulenten)

– Erfa-møde i eux-regi (hvis muligt)

– Et-to skolebaserede kurser med fokus på områder inden for vores sektion.

Vedr. kanondebatten

– Møde hos ministeren d. 10. juni 2024.

– Lancering d. 23. august 2024 af bogklubben ”Vi læser kvinder!”, hvor ti kendte personer hver har udvalgt et værk af en for dem betydningsfuld kvindelig forfatter, som der sidenhen er blevet udviklet materiale til (CFU og EMU’en). Ministeren deltager på et gymnasium på læselystdagen d. 25. november: https://www.uvm.dk/ aktuelt/nyheder/uvm/2024/aug/240823-boerne-og-undervisningsministeren-starter-bogklub-med-fokus-paa-kvindelige-forfattere https://www.emu.dk/stx/dansk/laeselyst

– Indlæg i Information d. 23. november 2023: ”Litteraturen må aldrig blive en statisk facitliste, der skal tjekkes af”

Samarbejde med MarketSquare, Pensum_GPT, hvor man kunne chatte med en bot, der var blevet fodret med tre i danskundervisningen hyppigt anvendte tekster af hver kanonforfatter.

– Artikel i JP Jacobsen Selskabets tidsskrift Jacobseniana: ”Åbne søjlerækker og dunkle løngange. Om J.P. Jacobsens offer i kanoniseringens mørke”.

– Oplæg ved Den Litterære Institution Under Stadig Skælven d. 6. september: ”Kanonrevision! Glimt af litteraturhistoriens glemte guld”.

Arbejdet med kanon fortsætter.

Dansk Sprog og Litteraturselskab

Dansk Sprog og Litteraturselskab har i forlængelse af kanonhøringen henvendt sig til os, da de gerne vil understøtte arbejdet ved at lave de rette udgivelser til brug i gymnasiet. Det har mundet ud i serien Til værks, hvor der indtil videre er udkommet Karin Michaëlis’ Barnet (1902), som Mischa Sloth Carlsen og Ditte Eberth Timmermann har skrevet forord og udarbejdet didaktiske øvelser til. Nu følger Mathilde Fibigers Clara Raphael: Tolv Breve (1850).

Interviews i Gymnasieskolen

I det forgangne år har medlemmer af E-sektionerne ud over de forskellige indlæg i kanondebatten udtalt sig om de forskellige og yderst aktuelle udfordringer med AI, herunder bl.a. ophavsret til lærebøger samt om fremtiden for både undervisning og prøver i en AI-tidsalder. Læs de forskellige interviews via links i årsberetningen, som ligger i sin helhed på Dansklærerforeningens hjemmeside, dansklf.dk.

Vedtægtsændringer

Dansklærerforeningen består af en samlet forening og herunder fire sektioner, der repræsenterer folkeskolen (F-sektionen), læreruddannelsen (L-sektionen), det almene gymnasium og hf (G-sektionen) og os selv på erhvervsgymnasierne og eud (E-sektionen). Sektionerne har hver deres vedtægter, og oven over det hele har ’Den store Forening’ også sit sæt af vedtægter. I 2023 fik den samlede forening nye vedtægter efter en flerårig proces, og i 2024 fik også Dansklærerforeningens Hus, som er foreningens forlag, justeret sine vedtægter i forlængelse heraf, bl.a. med den for os vigtige tilføjelse, at alle sektioner nu er sikret en plads i Husets bestyrelse. Tilbage står nu at konsekvensrette E-sektionens vedtægter; dette arbejde pågår og planlægges at være færdiggjort senest til foråret. Ved en fejl stod der i den version af dagsordenen til den nuværende generalforsamling (bragt i Dansknoter), at der var et forslag klar til godkendelse; dette beklager vi. Der vil være et forslag klar til foråret.

Kurser

– Årsmøde – sammen med G med forskellige temaer. I 2023 afholdtes årsmødet i Middelfart med temaet ”Overgange”. – I år i Horsens med temaet ”Maskuliniteter”. Man kan fortsat vælge mellem to og tre dage.

– Årsmødet 2025 afholdes i uge 40 (2-4.10) i Aalborg med et endnu ikke fastlagt tema, så det kan jo allerede nu skrives i kalenderen.

– Årsmødet planlægges af repræsentanter fra både G- og E-sektionen.

– Kurset om skriftlighed for undervisere på hhx, eux merkantil, htx og eux teknisk planlagt til september måned på Odeon i Odense blev ikke gennemført pga. for få tilmeldte.

– Foreningen arbejder p.t. på, hvordan vi fremover kan skræddersy kurser – evt. i samarbejde med G-sektionen – med appel til medlemmerne. Fagkonsulenterne for de to sektioner har vist interesse for et sådant samarbejde.

Skolebaserede kurser

– Mulighed for at deltage i et fælles kursus på skolen

– Hvert år udbydes 6-8 halvdagskurser

– Oplægsholderne er bl.a. undervisere, forskere og forfattere

– E-sektionen leverer altid minimum ét skolebaseret kursus. Dette skoleår indgår vores sektion med de to kurser:

– Kursus 4: Køn, krop og seksualitet – En danskfaglig grænsevandring

– Kursus 8: Mod en grøn litteraturhistorie

– Kurserne er tilrettelagt af Birgitte Rye Lund og Claus Petersen fra G-sektionen samt Ditte fra E-sektionen

– Udbuddet kan ses her: https://dansklf.dk/skolebaseredekurser – der var deadline 1. nov.

Din forening DIN FORENING

Dansknoter

Udgivelserne i Dansknoter i 2024 har haft temaerne/titlerne ”Ufint”, ”Nord”, ”Ung”, og til december hedder udgivelsen ”Maskuliniteter”. Dette temanummer tager afsæt i årsmødet 2024 i Horsens. Temaerne for 2025 har arbejdstitlerne ”Det stødende”, ”Analog”, ”Verdenslitteratur” og ”Livet på landet”. Til hver udgivelse er der en temaredaktion, som står for at indsamle tekster til temaet. Medlemmer modtog i december en kalender med årets kunstnere – både billedkunst og litteratur.

Annette Düring har været E-sektionens repræsentant i Dansknoter siden 2022 og er bl.a. billedredaktør. Dansknoter kan følges på SoMe – FB/IG

Udgivelser og samarbejder

Bogpakken fra efteråret 2023 indeholdt:

– Rikke Andersen Kraglund og Jesper Thor Larsen: Karaktermord

– Johan F. Krarup: Kommunikation på streg

Mads Rangvid og Mimi Sørensen: Kanon og kvalitet

– Lasse Isholm: Litteratur på skinner – Karin Michaëlis: Barnet

Den seneste bogpakke fra foråret 2024 indeholdt: –

Sofie Vestergaard Kristiansen og Nis Vraasø: Brug ordet En praktisk forløbsbog om taler

– Peter Jensen, Jan Aasbjerg Haugaard Petersen og Sune

Weile: Modernitetens sammenbrud. Dansk litteratur

– Kirstine Ersbøll Meyhoff og Karen Klitgaard Povlsen: Gale modernismer

– Mathilde Malmberg og Jens Mann Christiansen: Remediering

– Cecilie Bogh: Danskfaget fra A til Å

Som medlem af Dansklærerforeningen er der mulighed for at forudbestille de nye udgivelser fra Dansklærerforeningens Forlag med 60 % rabat. Man sammensætter selv sin bogpakke og kan derfor vælge om man vil købe en, flere eller alle de nye udgivelser. Man kan tilmelde sig ”Automatisk bogpakke”. Læs mere her: https://dansklf.dk/bogpakke. Husk at Foreningen og forlagschef for Dansklærerforeningens Forlag, Cecilie Bogh, meget gerne modtager forslag til udgivelser og undervisningsmaterialer.

Som et nyt tiltag er der etableret et tættere samarbejde mellem Cecilie Bogh og sektionerne. Der er således nedsat et bogudvalg på tværs af sektionerne. Samarbejdet har fokus på

– sparring i forbindelse med udgivelse af nye serier

– formidling af kontakt til redaktører, der kan inddrages i forbindelse med forlagets udgivelser

– etableringen af et korps af gymnasieelever til fokusgruppeinterview og lignende

sparring, hvis bestyrelserne bl.a. via deres netværk erfarer, at der mangler udgivelser om temaer, forløb, forfattere etc.

UNIGYM-netværk

– Et samarbejde mellem repræsentanter fra universiteterne, fagkonsulenterne og os

– Der holdes møde en gang årligt. I år blev der afholdt møde på KU

– Næste møde er på Syddansk Universitet mandag d. 3. marts 2025.

Nordspråk

Dansklærerforeningen har igennem mange år været repræsenteret i organisationen Nordspråk, som arbejder for at sikre, at nordiske undervisere på grundskoler, gymnasier og læreruddannelser har opdateret viden om de andre nordiske landes sprog, kultur og litteratur, og at de har redskaber til at varetage undervisning i nordiske sprog. Christina Reeder Ryborg Jørgensen er repræsentant for E-sektionen i dette regi. Nordspråk mistede tilskud. Dette er i foråret 2024 resulteret i, at Nordspråk-repræsentanter samledes på Klitgården i Skagen, hvor de skrev en ansøgning til Nordisk Kulturkontakt, der hører under Nordisk Ministerråd – om midler til at fortsætte Nordspråks aktiviteter.

Kort før sommerferien 2024 kom den glædelige besked fra Nordisk Kulturkontakt, at der bliver givet penge til at gennemføre Nordspråks aktiviteter i 2024/2025.

Da den bevilling kun strækker sig over godt et år, arbejdes der på at finde en mere holdbar løsning, der kan sikre bevillinger over en 3-årig periode.

God dialog med Nordisk Ministerråd!

Overskud fra sommerkursus i 2023 på Åland med temaet ”Nordic Noir” => Arbejdsmødet på Klitgaarden i Skagen => November-konference på Nordatlantens Brygge i København, i år med temaet ”Læselyst og læsefordybelse”.

Vi får bl.a. besøg af generalsekretær for Nordisk Ministerråd, Karen Ellemann, Læseforeningen i DK, den norske forening “!LES”, den islandske forfatter Kristín Eiriksdottír, den danske forfatter Jakob Martin Strid, den svenske professor i shared reading Thorbjörn Forslid og Forskningschef ved UCL, Thomas Illum. Konferencen finder sted d. 15. november, og der er stadig ledige pladser. Herudover holder vi Nordspråks Sommerkursus i Trondheim 1.-5. august 2025 med temaet ”Vandringer – Mennesket i naturen – naturen i mennesket.” Tilmeldinger i begyndelsen af 2025. Nordspråk var ligeledes inviteret med i en debat om ”Nordens plads på fremtidens skolebænk” på Folkemødet på Bornholm 2024 og repræsenteret ved Kulturmødet på Mors 2024.

OBS: Der afholdes et årligt sommerkursus + en årlig konference i november på Nordatlantens Brygge i Kbh.

PS (GL’s pædagogiske samarbejdsudvalg for de faglige foreninger)

E-sektionen samarbejder med de øvrige faglige foreninger i GL’s samarbejdsforum PS, Pædagogisk Samarbejde, med ca. to årlige møder, hvor en repræsentant fra hver af de faglige foreninger er inviteret. Disse møder har ofte oplægsholdere udefra på dagsordenen fra fx Ministeriet, foreninger og organisationer om nyeste tiltag/ændringer/idéer med relevans for ungdomsuddannelserne. På det kommende PS-møde lige efter årsmødet skal bl.a. diskuteres det nye udspil om ungdomsuddannelserne.

Fagligt Forum og STUKs konference STUKs konference forud for møder i Fagligt Forum er et samarbejde mellem medlemmer af bestyrelserne i de faglige foreninger, fagkonsulenter, opgavekommission, STUK og de nordiske institutter. Emnet for den årlige konference, der fandt sted d. 7. december 2023, var ”Digital og teknologisk dannelse” med fokus på generativ AI. Ditte Eberth Timmermann deltog både i konferencen og ved det efterfølgende møde i det faglige forum. Det faglige forum er fagkonsulentens sparringsrum og dermed dennes mulighed for at høre os fra den faglige forening. Her er Annette Düring (hhx, E-sektionen), Dorthe Wang (direktør på TietgenSkolen i Odense) og Anne-Marie Mai (SDU) også repræsenteret.

Økonomi og medlemsudvikling

Det skønnes, at foreningen/E-sektionen vil få kr. 40.000 mindre i kontingentindtægter end budgetteret. Det skyldes især fortsat fald i medlemstallet.

4. Indkomne forslag fra medlemmer

Ingen indkomne forslag

5. Opstilling og valg fra medlemmer til sektionens bestyrelse og af suppl. i prioriteret orden

– Bjarne Ove Hansen - genvalgt

– Bjarke Fredskild Pedersen – genvalgt

– Andreas Dalvad Hansen

– Henning Holm

– Nanna Bertel Bendixen

Konstituering planlægges til at ske januar 2025

6. Eventuelt

– Invitation til Stuk-konferencen om de kommende prøveformer har ikke nået alle på uddannelserne

– Verdens Bogdag – vær obs på den

– Hold øje med Dansk på EMU’en, www.emu.dk, og Fagkonsulentens Nyhedsbrev – Ønske fremsat af medlem af foreningen om en udgivelse på Dansklærerforeningens Forlag om et undervisningsforløb baseret på undervisning, der kun inddrager papirbøger (analog undervisning)

Referent: Annette Düring

Din forening DIN FORENING

REFERAT AF ORDINÆR

GENERALFORSAMLING I DANSKLÆRERFORENINGENS

G-SEKTION

7. november 2024, Comwell, Horsens

Dagsorden, jf. vedtægterne § 7 (vedtaget 6.12.2021):

1. Valg af dirigent

Henrik Romby Madsen

2. Valg af referent og stemmetællere

Anne Krogh Madsen er referent. Claus Petersen og Mathilde Lund Sinding er stemmetællere.

3. Forpersonens beretning til godkendelse

Forperson Lotte Prætorius gennemgår årsberetningen 2023-2024:

G-bestyrelsen består af Peter Graarup Westergaard, Birgitte Rye Lund, Nina Munck, Uni Vous Ortmann, Matilde Malmberg, Anne Krogh Madsen, Maren Pilgaard, Mathilde Lund Sinding, Claus Petersen, Henrik Romby Madsen, Michael Møller, Birgitte Darger, Tina Ulrik Øllgaard, Lotte Prætorius. Bestyrelsen holder møde ca. 6 gange om året hvor vi diskuterer danskfaget, udgivelser, medlemshvervning, politiske udspil, igangsætter faglige debatter og udviklingsprojekter m.m. og planlægger kurser.

I bestyrelsen betragter vi Årsmødet som ”kronjuvelen” på foreningens arbejde. Det er et mødested for dansklærere på tværs af ungdomsuddannelserne. Her kan medlemmerne på generalforsamlingen være med til at forme det arbejde, som bestyrelsens medlemmer skal udføre, vælge bestyrelsen – og måske selv stille op.

Dansknoter

Dansknoter er foreningens tidsskrift som opdaterer os på den nyeste forskning og introducerer til vigtige temaer og kunstnere. Dansknoters numre i 2024 har haft temaerne/titlerne ”Ufint”, ”Nord”, ”Ung”, og til december hedder nummeret ”Maskuliniteter”, et temanummer om årsmødet. Temaerne for 2025 begynder også at tage form, og arbejdstitlerne er ”Det stødende”, ”Analog”, ”Verdenslitteratur” og ”Landet”.

Det nye gymnasium

Med Mattias Tesfayes udmelding om det nye gymnasium og epx vil der ske store forandringer i vores fag, og vi vil skulle i gang med et større arbejde med vores læreplaner. Dette vil vi selvfølgelig gøre i tæt dialog med medlemmerne. I forhold til HF er der et ønske om at kæmpe for at faget bevares, og at status øges. Arbejdet med en ny læreplan skal udnyttes til at kæmpe for danskfagets status, hvilket vi vil kunne ved at arbejde på at danskfagets timetal øges, da det samlet set er for lavt til at være A-niveau sammenlignet med engelsk, både når vi ser på modulantallet og på elevtiden til skriftlighed. Det hænger ikke sammen i dag, hvor vi skal nå meget mere end før reformerne i både 2005, hvor sprog blev styrket, og 2017, hvor medier blev styrket. Desuden holder litteraturhistorien ikke op med at vokse.

Herudover kan vi forestille os, at en revidering af kanon vil fylde en del i arbejdet med læreplanerne og ikke mindst det skriftlige arbejde og ændring af eksamensformerne, så det forholder sig til AI og de udfordringer, det bringer med sig.

Læselyst og læsefordybelse

Bogkulturen gennemgår i disse år en hastig forandring, bl.a. på grund af digitaliseringen og sociale medier. I Dansklærerforeningen vil vi også gerne bidrage til arbejdet med at fremme elevernes læselyst og læsefordybelse, og derfor har vi i 2024 nedsat en arbejdsgruppe som arbejder med erfaringsopsamling, idéer til tiltag – og hvor vi drøfter, hvordan fremtidige læreplaner kan have et øget fokus på læselyst og -fordybelse. Som optakt til en revidering af den obligatoriske litterære kanon har børne- og undervisningsministeren startet bogklubben ”Vi læser kvinder!”. Der findes en mængde materialer på emuen, som gør det nemt at kaste sig over værkerne i bogklubben. Der er også udviklet en skriftlig konkurrence, som man kan læse mere om på ministeriets hjemmeside. Herudover holder vi som nævnt en konference om læselyst d. 15. november.

Litteraturkanon

April 2024 var det 20 år siden den obligatoriske litterære kanon blev indført, og i den forbindelse var der flere indlæg om kanondebatten og initiativet Pensum_GPT.

På baggrund af denne debat blev Dansklærerforeningen inviteret i TV2 GO’aften LIVE d. 19. april 2024 sammen med Mattias Tesfaye og den daværende forperson for DGS, Asger Kjær Sørensen. Her lagde Dlf og DGS yderligere pres på ministeren for at få en konkret dato. Efter TV-debatten fik E-sektionen og G-sektionen en invitation til et møde om kanon hos børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye. Dette møde fandt sted i undervisningsministeriet d. 12. juni, og her lavede vi en aftale om en revidering af den obligatoriske litterære kanon.

Vi har argumenteret for en bruttoliste som et kompromis for dansklærerne. Mange ønsker kanonlisten afskaffet, og mange er glade for en kanon. Et stort flertal er derimod enige om, at kanonlisten er forældet og skal ses efter i sømmene. Med bruttolisten foreslår vi en liste med 30 forfattere, hvoraf man så frit vælger 14 forfattere. Herudover ønsker vi en solnedgangsklausul, så vi sikrer, at kanonen automatisk revideres hvert 10. år.

Nordspråk

I foråret 2024 samledes alle Nordspråk-repræsentanter på Klitgården i Skagen, hvor vi skrev en ansøgning til Nordisk Kulturkontakt, der hører under Nordisk Ministerråd. Vi ønskede at søge om midler til at fortsætte Nordspråks aktiviteter. Kort før sommerferien 2024 fik vi så den glædelige besked, at vi havde fået penge til at gennemføre Nordspråks aktiviteter i 2024/2025. Vi har tidligere været fast på budgettet hos Nordisk Ministerråd, men denne ordning stoppede i 2022.

Da den bevilling, vi nu har fået fra Nordisk ministerråd, kun strækker sig over godt et år, arbejder vi stadig på at finde en mere holdbar løsning, hvor vi som minimum kan sikre bevillinger over en 3-årig periode.

Kommentarer:

Jan Aasbjerg: Ros til Pensum_GPT-kampagnen. Er der en ny kanon på vej?

Lotte: Ja, næste skridt er nedsættelsen af et kanonudvalg, og vi er næsten i mål med en konkret dato for udvalget. Vi forestiller os, at det bliver før de nye læreplaner til det nye gymnasium skal justeres.

Line Hansen: Hvor realistisk er det, at der kommer flere timer til dansk? Læreplanen er i forvejen ret presset.

Lotte: Det er svært at nå alt det, man skal. Måske bliver der frigivet mere tid til skriftlighed i undervisningen ift. AI og snyd etc.

Årsberetningen godkendes.

Kasserer Claus Petersen fortæller om medlemsudvikling, regnskabet og budget:

Vi har faldende medlemstal, vi er ca. 1406 medlemmer p.t. Vi har tabt 360 medlemmer fra 2016-2023, men set i konteksten af hvor mange gymnasielærere, der er på landsplan, så er der også her et fald (1500 færre gymnasielærere fra 2016-2021). Samme periode mister vi 206 medlemmer i G-sektionen. Så der er gode grunde til de faldende medlemstal.

Kontingentet er sat op i år med 120 kr. Pga. kontingentstigningen ender vi med at have mere i indtægt end i 2023 (114.000 kr. mere) trods det faldende medlemstal. Vi har et overskud på 341.000 kr. som vi afleverer til den fælles Dansklærerforening.

Regnskabet godkendes.

Kursusøkonomoni: I 2024 var 457 på kursus. Vi har et overskud på 138.110 kr. i kursusvirksomhed, men det kunne i princippet godt gå i nul, da det egentlig bare skal løbe rundt. Overskuddet går bl.a. til, at bestyrelsen deltager på et gratis kursus årligt.

Budget 2025: Med de nye vedtægtsændringer (til afstemning om lidt) skal generalforsamlingen godkende budgettet for sektionen. Det, der er særligt værd at bemærke ift. budgettet

Din forening DIN FORENING

for 2025, er at vi regner med at holde et internat for bestyrelsen, og at Dansknoter ønsker at give et større honorar til bidragsydere, så det er mere opdateret ift. priser i branchen.

4. Indkomne forslag

a. Bestyrelsen foreslår: justering af sektionens vedtægter

Bestyrelsesmedlem Peter Graarup Westergaard forklarer, at vi i bestyrelsen har arbejdet på at tilpasse og harmonisere sektionens vedtægter til Dansklærerforeningens fælles vedtægter. En godkendelse af vedtægtsjusteringerne kræver ⅔ af de fremmødte stemmer, og at mindst ¼ af sektionens medlemmer er til stede, hvilket vi ikke er. Dvs. at vi er nødt til at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling (virtuel) for at vedtægtsjusteringen kan godkendes endeligt. Justeringen af sektionens vedtægter handler primært om følgende:

– Vores sektion udarbejder og godkender eget budget ud fra den overordnede økonomiske ramme

Økonomi og budget gennemgås og vedtages på sektionens generalforsamling

Fra 8 obligatoriske møder årligt til 6

Kommentarer:

Charlotte Agergaard: Er det stadig bestyrelsen, som kommer med forslag til budget?

Peter: Ja, men det er generalforsamlingen, som beslutter budgettet.

Jan Aasbjerg: Kan Dansklærerforeningens fælles generalforsamling fx stille krav om, at man skal have et bestemt overskud?

Birgitte Darger: Bestyrelsen (G-sektionens) indstiller den økonomiske ramme, vi gerne vil have til sektionen, til beslutning på den fælles forenings GF i foråret. Dansklærerforeningen har denne ”paraply”-generalforsamling, som beslutter rammen. Her er vi alle indkaldte og kan deltage som medlemmer. Til det andet spørgsmål om vedtagelse af budgettet for sektionen: Man kan komme med forslag på sektionens generalforsamling om at bruge en sum penge på noget bestemt, og så vil det blive taget til referat som en del af budgettet.

Peter: Det er også generalforsamlingen, der holder hånd i hanke med, at budgettet bliver overholdt.

Medlem: Er det bestyrelsen, der bestemmer kontingentforøgelsen?

Peter: Det er kun den fælles generalforsamling, som kan beslutte det.

Vedtægtsjusteringen godkendes enstemmigt med 48 stemmer.

5. Opstilling og valg af kandidater, som er på valg til Sektionens bestyrelse, og af suppleanter i prioritet orden. Bestyrelsen består af 12 medlemmer. Halvdelen er på valg hvert år. På valg for kommende 2 år er:

– Lotte Prætorius (modtager genvalg)

– Birgitte Rye Lund (modtager genvalg)

– Mathilde Lund Sinding (modtager genvalg)

–

Peter Graarup Westergaard (modtager genvalg)

– Henrik Romby Madsen (modtager genvalg)

– Birgitte Darger (modtager ikke genvalg)

Der skal vælges to suppleanter. Suppleanter er på valg hvert år.

Generalforsamlingen takker Birgitte Darger for 20 år i bestyrelsen.

De 5 bestyrelsesmedlemmer som modtager genvalg, vælges ind i bestyrelsen. Derudover vælges nuværende suppleant Tina Ølgaard også ind i bestyrelsen.

Nina Munck (genvalg, suppleant) og Andreas Rytter vælges som suppleanter.

6. Eventuelt

Vi diskuterer, hvad det nye gymnasium betyder for vores fag og status:

Det er vigtigt, at vi stadig holder fast i vores fag som et A-niveau. Vi skal bevare litteraturens rolle i danskfaget, så dansk stadig er et dannelsesfag og ikke kun har en instrumentel rolle. Det kunne også være godt at få dansk anerkendt som et studieretningsfag, så det indgår i SRP på lige fod med de andre studieretningsfag. Vi vil gerne have endnu flere timer til skriftlighed, også ift. AI og at vi kommer til at se mere omlagt skriftlighed.

Træner både indlæringen af danskfagets begrebsapparat og anvendelsen af begreberne i arbejdet med tekstlæsning og tekstproduktion.

Blokland – betonblokkenes litteraturhistorie

Blokland fortæller blokkenes litteraturhistorie fra 1950'erne og til i dag. Det er en sammenhængende litteraturhistorisk fortælling om velfærdsstatens udvikling, der samtidig belyser almene tendenser inden for områder som sted, klasse, køn, kultur og sprog.

På trapperne som trykt bog.

Litteraturportalen opdateres løbende med den helt nye litteratur. Vi har i 2024 opdateret med tekster af Christina Hagen, Liv Helm, Sebastian Nathan, Eva Tind, Thomas Boberg – og flere er på vej.

iBog

Af Jon Helt Haarder og Helle Egendal

iBog Bog

Af Sara Brygger og Emilie Harsder Rasmussen

E-bestyrelsen

Forperson:

Christina Reeder Ryborg Jørgensen

EUC Sjælland, Køge htx og eux chrj@eucsj.dk

Næstforperson: Ditte Eberth Timmermann TEKNISK GYMNASIUM Skanderborg, det@aarhustech.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer:

Andreas Dalvad Hansen Niels Brock adal@nielsbrock.dk

Annette During Nielsen Aarhus Business College, HHX-Gymnasiet ring@aabc.dk

Annette Skovgaard Rybners, Esbjerg as@rybners.dk

Bjarke Fredskild Pedersen H.C. Ørsted Gymnasiet, Lyngby bjarkefredskild@gmail.com

Bjarne Ove Hansen Allikelund Gymnasium boh@eucnvs.dk

Ditte Bogh Vindbjerg Rybners, Esbjerg dvi@rybners.dk

Henning Holm NEG Kalundborg henh@neg.dk

Josefine Bunch Schuricht Campus Vejle HHX josc@campusvejle.dk

Lise Fuur Andersen, IBC Fredericia Middelfart lisefuur@gmail.com

Nanna Bertel Bendixen, IBC, Fredericia-Middelfart nbbe@ibc.dk

Fagkonsulent: Sara Krogh IBC HHX Kolding sara.krogh@stukuvm.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora:

Repræsentant i PS: Christina Reeder Ryborg Repræsentanter i

Fagligt Forum: Ditte Eberth Timmermann

Annette Düring Nielsen

Medlem af Dansknoters redaktion: Annette Düring Nielsen

G-bestyrelsen Ledelsesgruppen for stx og hf: Forperson:

Lotte Prætorius Hasseris Gymnasium lp@hasseris-gym.dk

Næstforpersoner: Maren Pilgaard Falkonergårdens Gymnasium mp@falko.dk

Uni Vous Ortmann Århus Akademi univous@gmail.com

Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Anne Krogh Madsen Frederikssund Gymnasium fgakm@frsgym.dk

Birgitte Rye Lund Silkeborg Gymnasium ry@sg.dk

Claus Petersen HF-centret Efterslægten clauspeters@gmail.com

Henrik Romby Madsen Frederiksberg VUC hrm@frbvuc.dk

Mathilde Lund Sinding Det frie Gymnasium mls@detfri.dk

Matilde Malmberg Paderup Gymnasium mm@paderup-gym.dk

Michael Møller Mulernes Legatskole mm@mulerne-gym.dk

Peter Graarup Westergaard Syddjurs Gymnasium pw@syddjurs-gym.dk

Tina Ulrik Øllgaard Hasseris Gymnasium tu@hasseris-gym.dk

Suppleanter: Andreas Rytter Aalborg City Gymnasium anr@aacg.dk

Nina Sofie Munck KVUC nm@kvuc.dk

Fagkonsulent: Nicolai Rekve Eriksen

Mulernes Legatskole Nicolai.Rekve.Eriksen@ stukuvm.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora:

Skolebaserede kurser: Birgitte Rye Lund

Claus Petersen

Henrik Romby Madsen

Internatkurser: Matilde Malmberg

Mathilde Lund Sinding Peter Graarup Westergaard

Repræsentant i PS: Maren Pilgaard

Nordiske udvalg: Lotte Prætorius

Det nordiske redaktørsamarbejde: Dansknoters redaktion

Repræsentant i Dansk Sprognævn: Claus Petersen

Medlem af Dansklærerforeningens Hus A/S’ bestyrelse: Uni Vous Ortmann

Medlem af Dansknoters redaktion: Anne Krogh Madsen

Til bestyrelserne er tilknyttet ressourcepersoner som kan bistå som kursusarrangører eller lignende.

G-bestyrelsen: Gunvor Mikkelsen Risskov Gymnasium gm@risskov-gym.dk

Tak for i år