Dansk Noter 2 2010

DANSK NOTER

JUNI 2010

www.dansklf.dk/dn

Litteraturhistorie – mellem fortællinger og ismer

2

DANSK 2 2010 NOTER Redaktion Ansvarshavende Niels Kristian Nygaard Holm Søllerød Park 3, lejl. 12 2840 Holte Tlf.: 6073 1927 Niels.Kristian.Holm1@skolekom.dk Anmeldelser Torben Jakobsen Ahornvej 3 6950 Ringkøbing Tlf.: 9732 4062 tj@rkbgym.dk Billedredaktør Thorkild Holm Byskellet 68 6950 Ringkøbing Tlf.: 9732 4036 thorkildholm@gmail.com Øvrige redaktionsmedlemmer Gunvor Severinsen Klevekær 8 Svogerslev 4000 Roskilde Tlf.: 4638 4872 gunvor.severinsen@skolekom.dk Ida Diemar Rejsbygade 4, 2. sal 1759 København V Tlf.: 2826 5108 id@norreg.dk Ivar Lærkesen Baneparken 2, 3720 Aakirkeby Tlf.: 5697 2547 lae@bornholm-gym.dk Sophie Holm Strøm Hunderupvej 137, 5230 Odense M Tlf. 8622 1085 sophiestroem@gmail.com

DANSK NOTER 3/2010: Tema: Skriftlighed på tværs Deadline: 15.8.2010 Abonnement (4 numre + særnumre): kr. 300,-. Enkeltnumre: kr. 100,-.

DANSK NOTERS hjemmeside: www.dansklf.dk/dn Manuskripter og indlæg: Sendes til Niels Kristian Nygaard Holm på Niels.Kristian.Holm1@skolekom.dk eller Søllerød Park 3, lejl. 12 2840 Holte Vi modtager meget gerne bidrag til bladet efter disse retningslinier: Maksimallængde på artikler er normalt 18.000 tegn inklusive mellemrum. Skriv gerne kortere.

Opsætning: Antal anslag opgives først i artiklen. Skriv forfatternavn, titel mv. over titlen. Og skriv gerne et par linjer om dig selv (fødselsår, stilling, publikationer, andet).

Vedlæg digitalt billede af dig selv.

Afsnit markeres med indryk.

Længere citater skal kursiveres og markeres med en blank linje før og efter samt indryk. Artikler bør have en kort pointerende manchet og evt. mellemtitler. Eventuelle referencer kan gives i parenteser i teksten eller som noter. Begræns venligst brugen af noter. Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten. Antagne tekster kan også offentliggøres her på Dansk Noters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

Dansklærerforeningens medlemsservice Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf. 33 79 00 10 Man-tirs og tors-fredag 10-14 medlemsservice@dansklf.dk Alle henvendelser vedr. medlemskab, kontingent, bogpakker, abonnement og adresseændringer skal ske til medlemsservice.

Henvendelser vedr. efteruddannelseskurser skal ske til kursus@dansklf.dk.

ISSN: 0107-1424.

Oplag: 3000.

Printed in Denmark 2010.

Alle billeder af kunstneren Jan Torstenson Grafisk tilrettelæggelse og produktion: Zeuner Grafisk as Tidsskriftet udgives med støtte af Undervisningsministeriets tipsmidler.

Indhold 4

Leder Historier om litteratur Af Claus Nielsen

5

Præsentation Litteraturhistorie – mellem fortællinger og ismer

7

Billedkunstner Jan Torstenson Tema: Litteraturhistorie - mellem fortællinger og ismer

8

Nye litteraturhistoriske strategier Af Anne-Marie Mai

14

Bag om litteraturDK Af Dan Ringgaard

20

Konteksten ud af teksten.

Af Lasse Horne Kjældgaard

26

Litterære perioder og ismer Af Mette Jørgensen

30

Natursyn og bevidsthedsdannelse Af Ivar Lærkesen

33

LITTERATUR I MIDTEN Josefine Klougart

38

Epokale bølgeslag Af Julie Debois

42

Dansk litteraturhistorisk bibliografi Af Aage Jørgensen

48

De moderne gennembrud 1870-1914 Af Jørn Jacobsen og Conni Paldam

53

Faglig orientering og debat Dansklærerforeningen/Gs udtalelse om læreplansjusteringer

54

Nyt fra fagkonsulenten: Justerede læreplaner

58 60

Dansklærer-voxpop

8

14

20

26

33

30

38

42

48

Golden Days-festival om 1700-tallet

61

Anmeldelser De måske egnede Af Søren Peter Hansen

64

Kurser

Leder

Historier om litteratur Gennem de sidste mange år har danskfaget været stærkt medvirkende til at give elever og kursister en historisk bevidsthed. Litteraturhistorier som Litteraturhåndbogen, Fra runer til graffiti og Litteraturens veje har været med til at guide elever og kursister gennem litteraturhistorien. Bøgerne kan kritiseres, men hovedpointen i denne sammenhæng er at de på mange måder har fungeret godt til at give en fornemmelse af en historisk udvikling gennem forskellige epoker. Det er imidlertid vigtigt at være bevidst om at en sådan litteraturhistorie er en konstruktion. Det er et skelet vi kan hænge forskellige tekster op på. Vi har forskellige epoker vi kommer i kasser med hver deres karakteristika, og i disse kasser putter vi forskellige forfatterskaber. Langt de fleste af os bruger ”Guldhornene” og ”Indvielsen” fordi de på forbilledlig vis eksemplificerer de karakteristika vi sætter på romantikken. Brandes´ indledningsforelæsning fra 1871 får lov til at markere et skarpt skel til det moderne gennembrud, Rifbjergs konfrontationsdigte får lov til at være indgangen til modernismen fra 1960´erne og frem osv. Men der er forfattere der undslår sig kasserne (hvor passer Thøger Larsen egentlig ind?), der er forfattere der skal vrides meget for at få ned i en kasse (hvor passer H.C. Andersen ind?), der er forfatterskaber der strækker sig over en lang årrække og på den måde gennemgår en udvikling der ikke entydigt passer i en kasse (er Per Højholt f.eks. blot systemdigter, og er Rifbjerg stadig konfrontationsdigter?).

En given litteraturhistorie er et valg med hensyn til hvordan man vil strukturere fortællingen om skriftlige frembringelser op igennem historien. Og dette er utvivlsomt valg der ikke er taget en gang for alle. Det er valg der til stadighed skal tages. Nogle litteraturhistorier vægter de enkelte forfattere meget, andre har fyldige samfundsbeskrivelser som en del af litteraturhistorien osv.

Noget tyder imidlertid på at undervisningen i litteraturhistorie er i en vis krisetilstand. Mange beretter at elever og kursister har vanskeligt ved at forstå litteraturhistoriske fremstillinger som Litteraturhåndbogen og Litteraturens veje. Og Anne-Marie Mai har i flere sammenhænge fortalt hvordan det er vanskeligt at undervise i litteraturhistorie ved danskstudiet på universitetet.

Og hvorfor så disse vanskeligheder? Et klart og entydigt

4 DANSK NOTER

svar på dette spørgsmål er der nok ikke. Men et bud kunne være at der undervises i litteraturhistorie på en måde der ikke opleves relevant. Måske skal litteraturhistorieundervisningen gribes an på en anden måde. Sidste år udkom den meget flotte og ambitiøse litteraturDK, og denne er et forsøg på at gribe litteraturhistorien an på en ny måde. Bogen er ikke en lang fortløbende historie. Den er delt op i 6 forskellige temaer, og inden for hvert tema får vi temaets (litteratur)historie fra 800 til 2009. Endvidere er periodeinddelingerne ikke de gængse. F.eks. går en periode fra 1849 til 1914. Her er altså ikke et skarpt periodeskel ved 1871. LitteraturDK er særdeles appetitlig og lækker at bladre i. Hvordan den evt. vil kunne fungere i undervisningen, må komme an på en prøve. Og Anne-Marie Mai har sit bud hvor hun tager udgangspunkt i steder litteraturen er fremstillet – Hvor litteraturen finder sted er en kommende udgivelse fra hende.

Hvor fører det så dansklæreren hen i den konkrete daglige undervisning? Der er ingen tvivl om at vi også her står foran udfordringer. Det er vanskeligt at drive undervisning i litteraturhistorie som for 10-15-20 år siden. Og jeg er usikker på om vi stadig som dansklærere leverer den overordnede historiske bevidsthed til elever og kursister. Der er til gengæld heller ingen tvivl om at vi har en dannelsesmæssig forpligtelse vi må tage på os.

Men vi bør tage dannelsesopgaven på os (hvad den så mere præcist består af, er ikke emnet her). Vi bør levere historier om den danske litteratur. Hvordan det så skal gribes an, er en opgave vi må diskutere og kante os frem til. Der er som nævnt flere bud. Jeg tror imidlertid at det er en ganske udbredt holdning blandt dansklærere at f.eks. Holberg, Brorson, Andersen, Blixen, Højholt – for bare at nævne et lille mere eller mindre tilfældigt udpluk – bør være uomgængelige i danskundervisningen. Hvilke historier om dansk litteratur der skal fortælles i fremtiden, er en del af de opgaver der ligger foran os som dansklærere.

Claus Nielsen

Præsentation

Litteraturhistorie - mellem fortællinger og ismer Kære læser! Hvilke indre billeder får du når du hører ordet litteraturhistorie? Åbner der sig en betagende fortælling, eller føler du dig kvalt i en syndflod af ismer?

Der er så mange billeder af den historiske læsning.

Vi der er lidt ældre i faget læste litteraturhistorie a la Vilhelm Andersen da vi gik i gymnasiet, og vi vidste da godt at den systematiske opdeling i årtier og veldefinerede ismer var en konstruktion. Det var i undervisningen at forfatterne – lige fra Egil Skallagrimsson til Klaus Rifbjerg – og deres tekster blev vedkommende. Alligevel var den lille litteraturhistoriske oversigt nu meget smart til at få lidt overblik når man skulle til studentereksamen, ganske som det er med vore dages forskellige små litteraturhistoriske oversigter.

Senere mødte vi på universitetet nykritikkens opløsning af litteraturhistoriens grundlag: biografismen. Og ganske kort tid efter skyllede marxismen ind over os og gav os dyb interesse for litteratur i et sociologisk perspektiv. Men vi kunne nu ikke nære os. Vi måtte kigge ind og se hvad der foregik hos de litteraturfolk som først og fremmest arbejdede med litteratur som bevidsthedsdannelse. Fordi disse forskellige historiske tilgange eksisterede samtidigt, blev det mægtig spændende at arbejde med (historisk læsning af) litteratur.

Hvad så nu hvor vi er dansklærere i et studieretningsgymnasium? Alene fordi faget er sat anderledes sammen end tidligere, kan den historiske dimension ikke spille samme rolle i faget som tidligere. Den historiske læsning kan ikke forme sig som en kronologisk læsning fra a til b. Tematisk læsning og læsning af epokale nedslag er oplagte tilgange. Noget andet er at det i studieretningsgymnasiet er nærliggende at opdyrke den litteraturhistoriske dimension i samarbejde med andre fag og tone læsningen alt efter hvilke studieretninger danskfaget indgår i.

Der er altså didaktisk-organisatoriske grunde til at praktisere historisk læsning på nye måder. Men den problematiseres naturligvis først og fremmest ud fra en rent faglig vinkel. 90’ernes dekonstruktion og læserorienterede læsning førte naturligt til at litteraturhistorien løste sig op i litteraturhistorier. Lidt mindre beagtet var det, at historiske tilgange som new historicism og postkolonial læsning nogenlunde samtidig blev opdyrket, men nu på den anden side af århundredskiftet kan

vi spore en større vilje til at reflektere det historiske.

Spørgsmålet er blot: Hvordan kan man skrive litteraturhistorie i en globaliseret verden?

Det er hele dette felt vi gerne vil åbne for i dette temanummer om litteraturhistorie. Det sker gennem artikler som beskæftiger sig med at gentænke litteraturhistorien. Anne-Marie Mai arbejder således med litterære knudepunkter som både kan være tidslige, topografiske, institutionelle eller bestemte forestillinger i den litterære kultur. Lasse Horne Kjældgaard drøfter encyklopædi, fortælling og ismeoversigt som forskellige tilgange til litteraturhistorie. I Dan Ringgaards fremstilling af de litteraturhistoriografiske diskussioner sættes det globale, det regionale og det lokale i spil, og han præsenterer en litteraturhistorie som kombinerer flere litteraturhistoriske strategier, så eleverne kan beskæftige sig med litteraturens historie på flere niveauer.

Vi har bedt Aage Jørgensen skrive historien om den helt uvurderlige Dansk litteraturhistorisk Bibliografi, som han har udviklet. I 1989 udgav Dansklærerforeningen bibliografien i bogform. Siden er den løbende blevet opdateret og er tilgængelig på Dansklærerforeningens hjemmeside. Teorier og fine tanker om litteraturhistorie er frugtbare; men uden kilder og pålidelige bibliografier kan vi ikke fortælle nogen form for kvalificeret litteraturhistorie. Det er derfor en fornem opgave for foreningen at sikre at bibliografien videreføres i fremtiden.

Det har også været vigtigt for os at se på litteraturhistorien som den tager sig ud, set fra klasselokalet. Julie Debois skriver således om at arbejde med knagerækken, Mette Jørgensen om (andre måder) at bedrive litteraturhistorie på i undervisningen, og Ivar Lærkesen giver et bud på et tematisk anlagt forløb. Jørn Jacobsen og Conni Paldam giver et bud på en litteraturhistorie som går på tværs af fagene. God fornøjelse med de forskellige bud på historisk litteraturlæsning.

Redaktionen

DANSK NOTER 5

6 DANSK NOTER

Jan Torstenson (f. 1946)

Jan Torstenson, der har illustreret dette nummer af Dansk Noter, har mange interesser – fra havebrug over maleri til filosofi, som han har studeret ved Odense Universitet.

Ud over at have været repræsenteret på censurerede udstillinger har han udstillet på mange gallerier og i utallige kunstforeninger. Han er medlem af Billedkunstnernes Forbund.

Torstenson har udgivet omkring 15 bøger med digte

og filosofiske betragtninger. Han debuterede i Vindrosen i 1965.

Kontakt til kunstneren for køb af både malerier og bøger kan ske via billedredaktøren på: thorkildholm@gmail.com Thorkild Holm

DANSK NOTER 7

Tema: Litteraturhistorie

Nye litteraturhistoriske strategier Der må ske noget med den historiske læsning og litteraturhistorieskrivningen hvis det 21. århundredes elever og studerende skal opleve litterær kulturarv som andet end pensum og pligtstof! Det er Anne-Marie Mais motivation for at give sig i lag med nye litteraturhistoriske strategier. Diverse kulturkanoner har i de senere år været forsøg på at sikre velfærdssamfundets kulturarv, men ud fra nytænkt forskning kan man pege på andre formidlingsformer og ideer.1

Litteraturhistorieskrivningen har længe været en - videnskabeligt set - temmelig miskrediteret genre. Da de marxistisk orienterede og ideologikritiske tilgange, der brugte litteraturhistorien til at afdække falske bevidsthedsformer, litterære hegemonier og undertrykt litterær praksis, udspillede deres roller i det forrige årtusind, viste det sig svært at forny det litteraturhistoriske studium og den historiske læsning. Den fransk/amerikanske dekonstruktion ophøjede med en flot armbevægelse tekstanalyse til litteraturhistorie2, og den blev i første omgang langt mere indflydelsesrig end de samtidige forsøg på at arbejde med den såkaldte ”new historicism” i litteraturvidenskaben.

I takt med den teoretiske udvikling har de studerendes interesser rettet sig mod emner inden for nyere litteratur, nye medier og kultur, nye teoretiske diskussioner, og specialer, der direkte eller indirekte inddrager ældre tekster, bliver mere og mere sjældne. I de 10 år jeg har været tilknyttet Danskstudiet i Kolding har jeg modtaget en stribe gode specialer om værker af Helle Helle, Christina Hesselholdt, Ida Jessen, om nyere litteraturteoretiske diskussioner og positioner, men kun to – siger og skriver 2 - specialer, der inddrager værker før 1960! Og blandt kolleger på danskstudierne ved andre universiteter, står det kun en smule bedre til.

Den dalende interesse har mange årsager, som jeg ikke her skal udrede, men det tæller sikkert med, at der kun er få store forskningsprojekter inden for historisk læsning og litteraturhistorisk metode. Derfor bliver

8 DANSK NOTER

udbuddet af emner på danskuddannelsernes kandidatniveau inden for dette felt for lille. Men det forstærker kun behovet for at tænke over, hvordan vi på universitetet undgår at gøre historisk læsning til et pligtstof, som man overstår på 1. årgang af sit studium.

Den skudsikre undervisningskanon og ditto kul-

”Historiske forhold kan være interessante, javel, men for de ministerielle kanonører mest af alt et kedeligt støv

”

turkanon i 2004 og 2006 var forsøg på at styrke den historiske læsning i folkeskolen og på gymnasiet og afhjælpe danskernes ukendskab til kultur- og litteraturarven. Kanonerne blev ført i felten med både bogudgivelser, internet-præsentationer, debatmøder og nye e-ressourcer3.

Kanonerne vil sælge den gamle litteratur som værker, der er absolut relevante for den nutidige læser.

Det er den helt renskurede og skinbarlige kunstneriske og eksistentielle værdi, der kvalificerer til optagelse på kanon. Folkeviserne er bare stor kunst, simpelthen!

Af Anne-Marie Mai (1953), Professor i litteratur, Institut for Litteratur, Kultur og medier, SDU.

Historiske forhold kan være interessante, javel, men for de ministerielle kanonører mest af alt et kedeligt støv, der kan og skal viskes bort. Der opstår imidlertid

”Litteraturhistoriegenren har i realiteten haft problemer med at udvikle sig både som en videnskabelig tilgang og som en fortællende genre, siden den traditionelle romantiske og nationale fortælling kom i krise

”

her en falsk modsætning mellem den historiske og den eksistentielle, kunstneriske tekstlæsning.

Man må derfor stadig trods kraftige ministerielle satsninger på at fremme kendskabet til ældre litteratur efterlyse en ny historisk tænkning og læsepraksis. Min egen forskning peger på, at man kan hente inspiration til en fornyelse ved at arbejde med tre strategier: 1. inden for litteraturhistoriens medier, 2. inden for genrens teoretiske grundlag og 3. opbygning af et interdisciplinært forskningssamarbejde.

Fornyelse af litteraturhistoriens medier Meget af den litteraturhistoriske forskning, der faktisk foreligger, og som byder på nye synsvinkler og ideer, formidles kun i bogmediet. Sammen med det gamle hold forskere bag Nordisk kvindelitteraturhistorie, som udkom fra 1993-1998, deltager jeg i projekt om oversættelse og internetformidling af Nordisk Kvindelitteraturhistorie.

Det er tanken, at værket skal gøres tilgængeligt på en måde, der udnytter de elektroniske muligheder, og som placerer udgivelsen i en international forskningsdiskussion. Internetstedet, hvis sprog bliver engelsk, dansk og svensk, skal forsynes med helt optimale søgemuligheder, så man nemt finder frem til relevante afsnit og

bidrag. Og der bliver oprettet indgange for forskellige grupper af brugere: undervisere, elever på gymnasieuddannelserne, læsekredse og forskere. Der bliver desuden links til andre resurser: elektroniske klassikerudgivelser og materialer, journalistik og lyd- og stemmearkiver fra hele Norden.

Værket skal indgå på en internetportal om kvinder og litteratur, der formidler helt ny forskning om kvindelige forfattere på en overskuelig måde. Portalen udvikles af institutionen KVINFO, og man vil blandt andet her kunne finde ideer til, hvordan man kan læse Thomasine Gyllembourgs ægteskabsromaner med inddragelse af helt nye forskning, f. eks. Lise Busk-Jensens disputats Romantikkens forfatterinder, bd. I-III (2010), nye teorier om køn og performativitet samt tematiske sammenligninger af Gyllembourgs romantiske og Lone Hørslevs postmoderne skilsmissetekster.

Forsøg på teoretisk og metodisk nytænkning Min anden strategi drejer sig om en fornyelse af den teoretiske og metodiske tilgang til det litteraturhistoriske studium og litteraturhistorieskrivningen. De historiske skemaer, navneopremsninger i de populære litteraturhistorier, forfatterportrætternes og kanonlisternes indtog er et af flere tegn på, at fortællingen er forsvundet ud af den forskningsbaserede litteraturhistorieskrivning.

Fortællingens forsvinden kan både relateres til forandringer inden for forskning og litteratur. Litteraturhistoriegenren har således i realiteten haft problemer med at udvikle sig både som en videnskabelig tilgang og som en fortællende genre, siden den traditionelle romantiske og nationale fortælling kom i krise i forbindelse med modernismens og en ny litteraturvidenskabs gennembrud.

Men det historiske studium og den litteraturhistoriske fortælling har fået ny luft både igennem nybrud i litteraturen og igennem nye teoretiske diskussioner. I kølvandet på opbruddet fra modernismen i midttresserne og frem eksperimenterede forfattere både med den historiske dokumentar og den historiske roman De nye forfattere viste med deres nybrud omkring historiske temaer og genrer en voksende interesse for kulturhistoriske emner og fortællinger: tænk på svenske Per Olav Enquist, der fik sit gennembrud allerede i 1964 med romanen, Magnitisörens femte vinter, der udspiller sig i 1700-tallet, og som i 1999 begejstrede mange danske læsere med romanen, Livlægens besøg.

DANSK NOTER 9

Men inspirationen til en litteraturhistorisk nytænkning kom i samme periode også fra filosofien og narratologien, først og fremmest Paul Ricœurs diskussioner af forholdet mellem tid og fortælling i Temps et Récit (Tid og fortælling, 1983-1985, engelsk udgave i 1984-1988).

Det er her Ricœurs tese, at mennesket har brug for fortællingens tredje tid for at kunne nærme sig en forståelse af det fortidige. Ricœur hævder, at kun gennem fortællingen er det muligt at nærme sig en forståelse af det fortidige.

Hvis man prøver at følge Ricœurs bestemmelse af fortællingens betydning for menneskets forståelse af tid og historie, er det klart, at litteraturhistorieskrivningen forfalder som forsknings- og formidlingsform, hvis den opgiver fortællingen og bliver en skematik af ”ismer”

10 DANSK NOTER

og korte forfatterskabsportrætter. Den mister simpelthen sin erkendelsesmulighed og interesse.

Der er imidlertid et godt stykke vej fra Ricœurs temmelig abstrakt-filosofiske bestemmelser af tid og fortælling til et mere praktisk arbejde med litteraturhistorie og historisk læsning. Men man kan finde inspiration i Mario Valdés kritiske diskussion af grundlaget for en ny litteraturhistorieskrivning. Hans bidrag til Rethinking Literary History. A Dialogue on Theory (red. Linda Hutcheon og Mario J. Valdés, 2002) er netop et forsøg på at gentænke historien i litteraturhistorien. Det understreges her, at den historiske analyse er en fortællende modus. Men vel at mærke en formning og en modus, der reflekterer over sine egne greb og studerer sin egen historicitet og sig selv som symbolsk form4.

Valdés argumenterer for at bryde med de traditio-

nelle nationale konstruktioner, der lader fremstillingen hvile på nationalsprogene, og i stedet ud fra en postkolonial tankegang arbejde med et begreb om ”regioner” og ”regional” litteratur.

Valdés foreslår, at man strukturerer en historisk læsning og fremstilling som et bredere studie af litterær kultur, organiseret omkring de såkaldte ”cultural nodes”. Dermed inddrager man en større kulturel kontekst i det litteraturhistoriske studium og forlader samtidig ideen om en totaliserende fremstilling, der forsøger at få alt med. I stedet arbejder man med knudepunkter i fremstillingen, som både kan være tidslige, f. eks. Berlin-murens fald i 1989, topografiske, f. eks. salonerne i 1700-tallets digtning, institutionelle, f. eks.

”Jeg har udpeget en række steder, som kan danne udgangspunkt for studier af ældre litteratur: Det drejer sig om katedralen, herregården og hoffet, akademiet, præstegården og salonen

”

striden mellem den gamle og den nye fløj i 1600-tallets franske akademi. Knudepunktet kan også være bestemte forestillinger i den litterære kultur, f. eks. ideen om digteren som nationalt ikon.

Et nyt forsøg Ud fra Ricœurs og Valdés ideer har jeg givet mig i kast med at udarbejde nye bidrag til dansk litteraturs historie. Min udgivelse, Hvor litteraturen finder sted, bd. I-III udkommer på forlaget Gyldendal 2010-2011.

Jeg bruger i mit arbejde Valdés begreb om ”culturel nodes”, og jeg er især interesseret i det knudepunkt, han kalder det stedslige knudepunkt, det vil sige litteratursteder – locations kunne man også kalde dem.

Jeg har udpeget en række steder, som kan danne udgangspunkt for studier af ældre litteratur: Det drejer sig om katedralen, herregården og hoffet, akademiet, præ-

stegården og salonen. Jeg arbejder med disse litteratursteder, der hører hjemme i en europæisk sammenhæng, ud fra fortrinsvis danske eksempler: katedralen eksemplificeres af Ribe Domkirke, herregård og hof af Anne Krabbes Stenalt og Frederik IIs og Christian IVs hoffer, akademiet af Sorø Akademi (især under Holberg), præstegård og salon af Grundtvigs Udby præstegård og den dansk-tyske Friederike Bruns salon Sophienholm.

De 20. århundredes litteratursteder er i min fremstilling bladhuset, eksemplificeret ved Politiken, metropolen, eksemplificeret ved New York og internettet, eksemplificeret ved forskellige dansksprogede litteratursteder.

Jeg ser disse litteratursteder som arkiver i Ricouers forstand. Jeg betragter dermed middelalderens katedraler, renæssancens herregårde og hoffer, oplysningstidens akademier og teatre, romantikkens saloner og præstegårde som en form for litterære arkiver, hvor litterære tekster udarbejdes, samles, bruges og kanoniseres i historiske kontekster. Det stedsforankrede arkiv er ikke blot en samling af bøger og dokumenter, men også et system af regler for litterære udsagns og teksters tilsynekomst, transformation og spredning.

Når det gælder middelalderens litteratursted, katedralen, benytter jeg mig af Michel Foucaults stedsbegreb, heterotopi. Jeg ser katedralen som et virkeligt sted og en virkelig repræsentation af middelalderens magtfulde kirke, men den er også Guds hus, der anfægter alt jordisk og tidsligt og vender sig mod det usynlige, evige og himmelske. Katedralen udgør som litteratursted et arkiv, hvis princip er den dogmatiske udvælgelse af tekster. Der bliver her både mulighed for at se nærmere på de tekster, der kommer ind i arkivet og de tekster og litterære udtryk, der findes i omkredsen af det: alt fra legender, bibler og salmer til heksebekendelser og mundtlige folkelige genrer. Studiet omhandler således såvel arkivets koder som dets organisationsmåder og materiale5. Denne pointe gælder for så vidt alle litteraturstederne.

Renæssancens herregård og hof er en litterær stedsverden i en anden forstand end den middelalderlige katedral. Med udgangspunkt i den fænomenologiske stedsfilosof Edward S. Caseys begreb ”stedsverden” er det muligt at arbejde med Anne Krabbes Stenalt og Frederik IIs og Christian IVs hof og de tekster, der indgår i skabelsen af herregård og hof som et litteratur- og kultursted. Her er visebøger, salmer, ligprædikener, lejlighedsdigte, selvbiografier og historiebøger i fokus, og det centrale princip for forståelsen af litteraturens kon-

DANSK NOTER 11

figurering i denne kontekst er ideen om den sjældne samling, der vidner om ejerens rang og byrd.

Oplysningstidens akademi, som vi på dansk grund ser realiseret i Holbergs Sorø, arbejder jeg med ud fra Bakhtins begreb om den litterære kronotop, som han udvikler i forbindelse med sine litterære genrestudier, og som han bestemmer som en meningsfuld forening af tids- og rumdimensioner i ét billede. Når kronotopbegrebet er interessant i forhold til Sorø Akademi hænger det sammen med, at netop Sorø i en dansk sammenhæng er blevet et næsten fiktivt sted, der optræder i en række forskellige erindringer, digte og historiske romaner lige fra B. S. Ingemann i 1800-tallet til Henrik Stangerup i 1900-tallet. Som litteratursted er Akademiet på Holbergs tid konfigureret ud fra et encyklopædisk princip om at samle, systematisere og formidle al viden. Det er her særligt spændende at fortælle om de forskellige biblioteker, der er til stede i Sorø, og præsentere rejsebøger, historieskrivning, selvbiografier og tidsskrifter.

Salonen og præstegården analyserer jeg som litteratursteder ud fra den italiensk-amerikanske romanhistoriker Franco Morrettis begreb om geografisk kortlægning af litteraturhistorien. Jeg har valgt at se på spændingen mellem præstegård og salon i romantikkens tidsalder, som jeg eksemplificerer ud fra historien om Grundtvigs uvilje mod at forlade det litterære miljø i hovedstaden for at vende tilbage til præstegården i Udby og blive sin fars kapellan i begyndelsen af 1800-tallet. Som litteratursted var salonen konfigureret omkring universalpoesien, som man nærmede sig i en række genrer: digtet, samtalen, tableauet, musikken eller vandringen.

Som litteratursted er præstegården konfigureret omkring det dannende skrift i form af både religiøs litteratur og nye opdragende og underholdende tidsskrifter, eksempelvis St. St. Blichers tidsskrifter. Man kan her tegne ganske interessante kort over trykkeriernes udbredelse og følge, hvordan de slår sig op på tre typer af publikationer: lokalaviser, religiøs litteratur og underholdene fortællinger, der finder aftagere både i præstegårde og blandt provinsens embedsmænd. Også tidsskrifternes subskriptionslister peger på præster og embedsmænd som vigtige aftagere af den nye lekture.

Fremstillingen af litteraturens steder giver forhåbentlig lærere, studerende og elever nye vinkler på den historiske læsning og mulighed for at finde tekster frem, der har større appel til de unge og os selv som underviserer end dem, vi kender ud og ind.

12 DANSK NOTER

Interdisciplinært forskningssamarbejde som strategi Min tredje strategi for fornyelse af litteraturhistorieskrivningen og den historiske læsning omhandler nyt forskningssamarbejde, hvor jeg søger at arbejde med litteratur og litterær kultur i sammenhæng med samfundsvidenskab og historie.

Jeg har her haft et meget stort udbytte af at være med til at udforme et program for en ny forskningsplatform her på SDU, ”Velfærd, institutioner, ideer og værdier”.

Tyvstarten gik i 2008, og en række forskere ved SDU har sagt ja til at indgå i projektet, hvis litterære del er støttet af VELUX FONDEN. Platformen har som sit formål at undersøge velfærdsstatens kilder og indretning, hvordan velfærdsstaten forandrer sig over tid. Hvad er velfærdsstatens sjæl, og hvordan fortælles velfærdstatens historier, spørges der i dette projekt? Har litteratur og velfærd overhovedet noget med hinanden at gøre?

Det bliver et studium af samtiden og den nære fortid, men det bliver også et projekt, der ser tilbage

”Er vi i Danmark på vej mod en grundlæggende klarhed over, at et samfundsprojekt ikke kan udspringe af beregninger og teknokrati, men fordrer værdier, der er indlejret i kulturen?

”

på institutionernes, ideernes og værdiernes historiske kilder og forudsætninger i den modernitetens kulturdebat, kunst og litteratur fra reformationen og frem til nutiden. Der bliver blandt andet spurgt, om vi i Danmark er på vej mod en grundlæggende klarhed over, at et samfundsprojekt ikke kan udspringe af beregninger og teknokrati, men fordrer værdier, der er indlejret i kulturen. Sådanne spørgsmål gør det særdeles relevant for en danskfaglig forsker at skrive litteraturhistorie på en ny facon og forhåbentligt få ideer til mange slags fremtidig danskundervisning.

Noter 1 Den foreliggende artikel baserer sig på et teoretisk afsnit til min kommende litteraturhistorie, Hvor litteraturen finder sted I-III (in print hos forlaget Gyldendal). Artiklen er en forkortet, bearbejdet version af forskellige tidligere arbejder: ”Historier frem for kanoner – Refleksioner over litteraturhistorieskrivning og historisk læsning”, TijdSchrift voor Skandinavistiek, vol. Nr. 1, 2009, ”Hvor litteraturen finder sted : - tanker om litteraturhistorieskrivning”, Synsvinkler, nr. 40, 2009. ”Flere gode historier, tak! : Om litteraturhistorieskrivning på internettet”, i Historiske fortællinger : Historieformidling og litteratur. Red. Karin Esmann Knudsen, 2008.

2 Jf. De Man, ’Literary history and Literary Modernity’, 1971, i Blindness & Insigth. Essays in the Rhetoric of Contemporary Criticism, 1983, p. 165.

3 Det Kongelige Bibliotek har offentliggjort de fleste af litteraturkanons tekster på adressen: http://www2.kb.dk/kanon/k-litt/index.htm 4 Jf. Mario J. Valdés: ”Rethinking the History of Literary History”, Rethinking Literary History. A Dialogue on Theory, red. Linda Hutcheon og Mario J. Valdés, 2002, s. 79 ff.

5 Jeg bygger her igen på Mario Valdés begreb om litterær kultur og kulturelle knudepunkter.

DANSK NOTER 13

Tema: Litteraturhistorie

Bag om litteraturDK litteraturDK er en tematisk og globalt anlagt dansk litteraturhistorie til gymnasieskolen. At den er det, og at den i det hele taget er endt med at se ud som den gør, skyldes nogle af de sidste to tiårs diskussioner om hvordan vi skriver litteraturhistorie. Dan Ringgaard præsenterer disse diskussioner og viser hvordan de helt konkret er blevet udmøntet i litteraturDK. Først en præsentation af bogen, dernæst to centrale litteraturhistoriografiske diskussioner.

Tematisk og global litteraturhistorie litteraturDK tager udgangspunkt i seks fundamentale menneskelige problemstillinger og udmønter dem i seks tematiske gennemløb som seks mulige historier om litteraturen i Danmark fra vikingetid til i dag.

Temaerne er 1) Oppe & nede: Hvordan finder jeg min plads i samfundet? 2) Hjemme & ude: Hvordan forholder min verden sig til resten af verden? 3) Fantasi & virkelighed: Hvordan kan jeg forestille mig verden?

4) Jeg, mig & de andre: Hvem er jeg? 5) Krop & omverden: Hvad stiller jeg op med min krop? og 6) Os & det Andet: Hvad med den virkelighed der er større end det jeg kan sanse og forstå? Forud for hvert kapitel er der placeret en manchet hvor den pågældende tematik er formuleret in nuce, og som både underviseren og eleverne forhåbentlig med fordel kan vende tilbage til undervejs i læsningen af kapitlet. Manchetten minder om det tematiske udgangspunkt og dermed om hvorfor vi skal læse litteratur. Det skal vi fordi litteraturen kan hjælpe os til at forstå os selv og den verden vi lever i.

Og den verden er en globaliseret verden. litteraturDK bygger på at det har den på en måde altid været.

Danmark har altid ændret sine grænser, og identitet og selvforståelse har altid været betinget af møder på tværs af grænser. Den moderne globalisering tydeliggør disse forhold. Også litteraturen har altid bevæget sig over grænser, og den bedste litteratur formår at udtrykke lokale erfaringer som overskrider det lokale perspektiv.

Fordi vi altid læser fortidens litteratur i samtiden, må vi hele tiden stille aktuelle spørgsmål til litteraturhistorien. I en periode hvor det nationale ikke længere er så

14 DANSK NOTER

enerådende som tidligere, men det globale derimod står stærkere og stærkere, nytter det derfor ikke at blive ved med at skrive nationale litteraturhistorier i traditionel forstand. Med globaliseringen som perspektiv tydeliggøres litteraturens omkringvandrende og grænseoverskridende karakter.1 Vi må også udvide det vi forstår ved dansk litteratur.

En oversættelse er dansk litteratur (Charlotte Dorothea Biehls oversættelse af Don Quixote er et væsentligt bidrag til dansk 1700-talsprosa), ikke-danske forfattere som har haft stor berøring med Danmark, er også dansk litteratur (Ibsen udgav og uropførtes ofte i Danmark), ikke-dansksproget litteratur som er skrevet inden for Danmarks magtområde, er det (tænk på Carsten Niebuhr), i sidste instans er al den litteratur der er blevet læst i Danmark en del af, om ikke dansk litteratur, så af dansk litterær kultur eller af litteraturen i Danmark (Shakespeare er en dominerende skikkelse i litteraturen i Danmark). Globaliseringen opfordrer os til at gøre grænserne mere fleksible, til at undgå at tænke i hjemme og ude, os og dem, men den peger også på det lokale og dets forbindelser til det globale. Den overflødiggør på ingen måde beskæftigelsen med den litteratur der er skrevet og læst i det historisk set temmelig skiftende område som vi uden videre identificerer som Danmark, men får os til at gøre det på en ny måde netop for at styrke brugen af litteraturen i Danmark.

Lidt om bogens opbygning og brug Bogen er skrevet af to gymnasielærere og to universitetsforskere, Mette Jørgensen, Brian Andreasen, Svend

Af Dan Ringgaard (1963), dr.phil., lektor, Afdeling for Nordisk Sprog og Litteratur, Aarhus Universitet

Erik Larsen og jeg selv, og redigeret af Benedicte Kieler.

Den indeholder det stof den skal, i henhold til læreplanernes krav i de fire gymnasiale uddannelser. Der er uddybende tekstlæsninger og uddybende periodebeskrivelser af alle bogens seks hovedperioder, og der er forfatterportrætter af kanoniske danske og europæiske forfattere samt en præsentation af verdenslitteratur fra Europa og andre steder på kloden i dansk oversættelse.

Bag i bogen findes et leksikon med opslag om perioder, -ismer og genrer samt opslag om bl.a. metode, billedsprog, fortælleforhold, komposition og et indeks. Igennem hele bogen findes der eksempler fra billedkunsten i hver periode. Bogen består af 200 sider grundtekst, skrevet så eleverne selv kan læse den.

Bogen er som sagt opdelt i seks kapitler med hver sit tema, og hvert kapitel fortæller dansk litteraturhistorie hele vejen op igennem seks perioder fra vikingetid til i dag. Perioderne er valgt efter historiske begivenheder og ikke litterære, dels for at sikre forbindelsen mellem litteraturen og historien, dels for at bogen bedre kan bruges sammen med andre fag. Men de historiske begivenheder der er valgt, har klare og brede konsekvenser for litteraturen i Danmark. Man kan læse bogen fra en ende af, og så vil man få dansk litteraturhistorie seks gange, hver gang med et nyt perspektiv, eller man kan vælge at læse udvalgte kapitler. Der er en vis progression fra kapitel 1 til 6, men ikke mere end at man kan kombinere på tværs i forhold til den enkelte dansklærers valg af tekster og historisk fokus. Man kan også vælge at læse bogen på tværs, så man fx begynder med at læse alle afsnittene om vikingetid og middelalder, dernæst afsnittene om barok og oplysning osv.

Hvert kapitel har en periode som uddybes særligt.

Hvis eleverne skal finde ud af hvad der fx udmærker romantikken, kan de få det at vide kort og godt i indekset, men de kan altså også gå til et bestemt kapitel (kapitel seks for romantikkens vedkommende) og få det uddybet. Endelig vil de, hvis de har læst hele bogen, have været igennem romantikken i de andre fem kapitler også, og således ikke have haft lejlighed for at glemme den undervejs i et langt undervisningsforløb.

Hvert kapitel indeholder som sagt også en uddybende læsning eller tekstanalyse fordelt på de genrer som læreplanen kræver.

Første litteraturhistoriografiske diskussion litteraturDK ser ud som den gør, fordi den er udsprunget af de to store diskussioner om hvordan man skal skrive

litteraturhistorie, og som har domineret forskningen de seneste to årtier. I 90’erne var spørgsmålet: ”Hvordan skrive en litteraturhistorie uden at konstruere Den Store Fortælling?” I 00’erne: ”Hvordan skrive en national litteraturhistorie i globaliseringen?” Jeg husker et ph.d.seminar på Sandbjerg Gods ved Sønderborg, vist nok i 1999, hvor vi havde diskuteret det første spørgsmål hele ugen og hvor Hans Hauge på seminarets sidste dag som den første herhjemme satte det andet spørgsmål på dagsordenen.

Diskussionen i 90’erne førte til en forkærlighed for litteraturhistorier frem for litteraturhistorien og dermed en bevægelse væk fra den dækkende og fyldestgørende litteraturhistorie hen imod versioner af og nedslag i litteraturhistorien samt særlitteraturhistorier. Læsninger i dansk litteratur (1997-99) og Danske digtere i det 20. århundrede (2000-2002) er eksempler på det første, Nordisk

”Det har været vores hensigt at motivere litteraturen gennem en for tiden og eleven væsentlig fortælling som bringer litteraturen i forbindelse med resten af verden, frem for et strukturelt, abstrakt og i pensum begrundet overblik over begreber og perioder

”

kvindelitteraturhistorie (1993-98) og Skånes litteraturhistoria (1996) på det andet. De to første er sidestillede fremstillinger af hhv. værker og forfatterskaber holdt sammen af en meget sparsom fortælling. Den sidste er det tydeligste nordiske eksempel på at regionen, enten den findes inden for eller på tværs af stater, eller den samler et antal stater, har fået fornyet betydning i globaliseringen. David Perkins skelnede mellem en encyklopædisk

DANSK NOTER 15

form, som fx Læsninger, hvor fremstillingen er sideordnet, og som afstår fra at skabe et større, samlet overblik, og så en narrativ form der skaber overblikket, men til gengæld mangler kompleksitet fordi den er bundet til én version af historien i en kausal og tidslig logik.2 I denne diskussion var fokus på det retoriske. Det skete enten ved at rette opmærksomheden på det særligt litterære og det enkelte værk som noget der ikke lod sig indordne historien eller andre overgribende forklaringer, eller ved at betragte litteraturhistorien som en – gerne medrivende og vedkommende – fortælling.

Den første udgave er dekonstruktionen, den anden er nyhistorismen der vendte sin interesse fra værket imod dets historiske sammenhænge, men bibeholdt dekonstruktionens skepsis over for de overgribende forklaringer. Valget stod imellem enten at undgå kausalforbindelser, teleologi og Hegelsk dialektik eller at stå ved dem som konstruktioner og som lokale og subjektive versioner af litteraturhistorien. Litteraturhistorie nærmede sig fortællekunst. Et af de fornemste eksempler på det er Hans Ulrich Gumbrechts tykke beskrivelse af de­­­­litterære kulturer, de høje som de lave, i Berlin, New York og Buenos Aires i bogen In 1926 (1997).3 Gumbrecht deltog i seminaret på Sandbjerg.

Denne diskussion har påvirket litteraturDK på følgende måder: Vi har villet skrive litteraturhistorien som en medrivende og vedkommende fortælling. Den består af seks mulige litteraturhistorier frem for den ene autoritative og dækkende. Den har en encyklopædisk form for så vidt der er seks sideordnede fortællinger, og en narrativ form for så vidt disse i høj grad er fortællinger. Det har været vores hensigt at motivere litteraturen gennem en for tiden og eleven væsentlig fortælling som bringer litteraturen i forbindelse med resten af verden, frem for et strukturelt, abstrakt og i pensum begrundet overblik over begreber og perioder. Det er fortællingen og ikke det strukturelle overblik som er bogens didaktiske greb og pædagogiske satsning. Vi skal ikke høre om barok fordi vi skal lære om litterære perioder og aflire deres kendetegn, men fordi også barokken har noget at sige os om hvad det vil sige at være menneske i verden.

Anden litteraturhistoriografiske diskussion Den anden diskussion angik spørgsmålet: ”Hvordan skrive en national litteraturhistorie i globaliseringen?”

Det forekommer stadig mere problematisk at studere litteraturhistorien som et nationalt anliggende, og samtidig lader studiet af verdenslitteraturen sig min-

16 DANSK NOTER

”Det forekommer stadig mere problematisk at studere litteraturhistorien som et nationalt anliggende, og samtidig lader studiet af verdenslitteraturen sig mindre end nogensinde organisere med udgangspunkt i enkelte store europæiske litteraturer

”

dre end nogensinde organisere med udgangspunkt i enkelte store europæiske litteraturer. Globaliseringen anfægter altså den sammenlignende litteraturvidenskab såvel som den nationale. Ét spørgsmål bliver hvordan vi studerer dansk litteraturhistorie i en tid hvor vores forståelse af os selv og vores placering i verden forskubber sig fra det nationale til forskellige relationer mellem lokalt og globalt, nationalt og regionalt? Et andet bliver hvilke konsekvenser det har for dansk litteratur at den placeres i en anden og ny verdenslitterær sammenhæng hvor den hidtil så stærke opdeling i center og periferi er svækket? Der er sket en åbning, ikke bare imod verdenslitteraturen, men også af verdenslitteraturen.

Litteraturhistorikeren Franco Moretti har peget på to traditionelle litteraturhistoriske metaforer som begge er kommet til kort 4. På den ene side har vi de nationale litteraturhistorier skrevet i træets billede. Det er en organisk genealogisk affære hvor hver national forfatter er en del af en forgrening på Den Store Danske Eg (eller Bøg). På den anden den side er der den sammenlignende litteraturhistorie som er skrevet i bølgens billede: Genrer eller ideer opstår i De Store Nationallitteraturer, slår ind over de mere perifere lande og ebber ud. Men træet er for isoleret og bølgen for ensrettet. Kan vi finde en alternativ metafor der på en eller anden måde kan blende (for nu at blive i metaforteorien) de to gamle metaforer? Det er måske så meget forlangt, men vi kan begynde med at se på hvordan globaliseringen overhovedet fungerer.

DANSK NOTER 17

Der er fire figurer man ofte støder på når man studerer globalisering. Den ene er at kloden er ét sted.

Jordomsejlingen (1519-22), månelandingen (1969) og Murens fald (1989) er cæsurer i en udvikling hen imod en global bevidsthed hvor kloden ses udefra og under et. Den anden figur angår de såkaldte flows. Globaliseringen består af stadigt accelererende kredsløb af penge, varer, mennesker, informationer, billeder, kultur, forurening osv. på tværs af landegrænser. Det er i høj grad omfanget og hastigheden af disse udvekslinger som har ført til det kvalitative spring vi kalder globalisering, ikke så meget udvekslingens art eller udvekslingen som sådan; den har altid været der. Den tredje figur betegnes ofte med ordspillet glokalisering. Det er en betegnelse for lokale omformninger og implementeringer af globale impulser der også alle har lokale udspring. Glokaliseringen understreger at globaliseringen ikke kun er uniformering, men også differentiering, og at den ofte består af direkte udvekslinger imellem lokaliteter og individer. Globaliseringen er ikke noget der svæver i den blå luft. Den fjerde figur er den nævnte forskydning af vores identitet og vores relationer til flere lag: globalt, kontinentalt, nationalt, regionalt, lokalt.

Et af de utallige kredsløb, som er globaliseret, er litteraturens. Også den er sat i kredsløb, også den udveksles – og er altid blevet udvekslet på kryds og på tværs imellem kulturer, steder og individer. I den forbindelse har begrebet verdenslitteratur fået en renæssance5.

Verdenslitteratur kan betyde det ypperste fra nationallitteraturerne (kanon), det kan betyde den litteratur der sælges over det meste af verden (lufthavnslitteratur), eller den stadig større del af litteraturen som ikke har et entydigt nationalt tilhørsforhold (emigrantlitteratur).

Men verdenslitteratur er også – i forlængelse af den foregående karakteristik af globaliseringen – blevet et ord for udforskningen af litteraturen som et system af globale kredsløb eller strømninger og disses omformning i lokale litteraturer.

Denne diskussion har påvirket litteraturDK på følgende måder: Hvert kapitel har haft et storyboard hvor vi har været omhyggelige med at føre kapitlets tema op imod en aktuel og global problemstilling, et hensyn som også er skrevet ind i manchetterne. Vi har desuden haft en generel opmærksomhed over for relevante temaer og motiver i forbindelse med udvælgelse og læsning af værker. Der er sket enkelte større, men især små forskydninger i forhold til forfatterskaber og værker, mere upåagtede bøger eller passager har budt

18 DANSK NOTER

sig til imens andre er gledet i baggrunden. Endelig har vi, helt lavpraktisk, sørget for at supplere det nationale ved at indføre de andre niveauer som globaliseringen gør tydelig. Hvert kapitel har nogle globale links, små kasser der efter devisen ”på samme tid, et andet sted”, præsenterer oversatte værker fra ikke-vestlige kulturer som helt eller i uddrag kan bruges i undervisningen. På det kontinentale niveau omtaler hvert kapitel en oversættelse af et oversat hovedværk i europæisk litteratur.

Regionalt sørger vi for at omtale mindst én nordisk forfatter i hvert kapitel, og vi behandler også de danske kolonier eller de områder der på anden vis har været en del af riget. Det lokale giver sig selv: Al god litteratur er lokal litteratur.

Ud over litteraturDK Litteraturens dominerende position i kulturen og ikke mindst i undervisningssystemet er ikke længere givet.

Det er den bl.a. ikke fordi de to store projekter som litteraturen kunne levere inspiration til, det nationale projekt og dannelsesprojektet, er svækkede. Litteraturen kunne levere en kollektiv identitet til det første og en individuel til det andet. En anden årsag er demokratiseringen af kulturen og en tredje medieudviklingens betydning for kunstarternes udvikling og blanding. En fjerde årsag er rationaliseringens krav om stadig mere simple og brugsorienterede argumenter for et fags berettigelse. Litteraturen lever og har det godt, men den er ikke længere i en situation hvor det er en selvfølge at man skal lære så meget om den overalt i uddannelsessystemet. Man må motivere brugen af litteratur, og denne motivering skal selvsagt også tænkes ind i undervisningsmaterialet. litteraturDK er en tematisk og globalt anlagt litteraturhistorie fordi disse to perspektiver

”Litteratur bruges og virker på mange, vitale møder i kulturen, møder som er mere omfattende end hvad nærlæsningen og det nationale periodestudie kan komme om ved

”

kan levere sådan en motivering. Det tematiske sørger for at vise hvordan litteraturhistorien er et enestående rigt lager af mulige svar på fundamentale livsspørgsmål af indlysende interesse for alle. Det globale sikrer at vi læser litteraturhistorien i en aktuel optik så den kan give os svar på nutidige spørgsmål frem for at den bliver reduceret til nationalmuseum og pligtpensum.

Arbejdet med litteratur og litteraturhistorie står over for mange udfordringer. Én af dem er at vi skal blive bedre til at læse litteraturen globalt. Det behøver ikke at betyde at vi skal til at læse meget mere verdenslitteratur, globaliseringen peger som sagt også altid på det lokale. Der er snarere tale om en anden måde at arbejde med litteraturen på. Dette arbejdes muligheder er langt fra udtømt med litteraturDK. Forhåbentlig kan bogen også medvirke til at vi bliver mindre tilbageholdende med at diskutere litteraturen som svar på livsspørgs-

mål: Mennesker læser bøger af og om forfattere for at forstå sig selv og verden, og der behøver ikke at være nogen modsætning imellem denne læsning og en mere formelt og æstetisk interesseret læsning. Ideen om at udskifte begrebet ”dansk litteratur” med ”litteraturen i Danmark”, implicerer også andre udfordringer, fx litteraturens stadig mere omfattende blandinger med andre medier og kunstarter, og det at vi ikke bare forstår os selv gennem litteratur, men også udtrykker os gennem litteratur. Musik, film og computerspil har alle et væsentligt litterært element, og det at skrive litteratur er også en del af det at arbejde med litteratur. Litteratur bruges og virker på mange, vitale måder i kulturen, måder som er mere omfattende end hvad nærlæsningen og det nationale periodestudie (disse to knæsatte metoder inden for den lige så knæsatte fagdeling i litteraturanalyse og litteraturhistorie) kan komme om ved.

Noter 1 Dette afsnits formuleringer er venligst udlånt af min medforfatter Svend Erik Larsen. De er fra hans workshop ”Dansk litteraturhistorie i globalt perspektiv”, Gymnasiedage 2009, Syddansk Universitet, 29. september 2009, og foredraget ”Lokal litteraturhistorie i globalt lys” ved årsmødet for danske lektorer i udlandet, Hindsgavl Slot, 30. juli 2009.

2 David Perkins: ”Litteraturhistorie – en aktuel diskussion”, i Svend Erik Larsen og Mads Rosendahl Thomsen (red.): Litteraturhistoriografi. Århus: AUF 2005.

3 Hans Ulrich Gumbrecht: In 1926. Living on the Edge of Time. Cambridge US: Harvard UP 1997.

4. Franco Moretti: ”Gisninger om litteraturhistorie”, i Mads Rosendahl Thomsen (red.): Verdenslitterær kritik og teori. Århus: AUF 2008.

5. For centrale tekster om verdenslitteratur se Mads Rosendahl Thomsens Verdenslittrær kritik og teori. For en præsentation af begrebet verdenslitteratur med særligt henblik på en undervisning som også kan være relevant i danskfaget se David Damrosch: how to read world literature.

Malden&Oxford: Wiley-Blackwell 2009.

DANSK NOTER 19

Tema: Litteraturhistorie

Konteksten ud af teksten, ikke teksten ind i konteksten Et par overvejelser i anledning af Dansk litteraturs historie Der er mange udfordringer forbundet med at skrive (og undervise) i litteraturhistorie i dag.

Hvem skriver man til, og hvordan gør man det? Lasse Horne Kjældgaard præsenterer et par af overvejelserne bag sit bidrag til Gyldendals nye Dansk litteraturs historie (2006-2009) i forhold til den aktuelle debat om litteraturhistoriegenren.

Jeg vil begynde med at påpege noget, der godt kunne ligne en modsigelse. Nemlig at det aldrig har været vanskeligere at skrive litteraturhistorie, end det er i dag.

Og at der vist aldrig er blevet udgivet så mange værker om dansk og nordisk litteraturhistorie som i disse år.

De to tendenser hænger sammen, tror jeg. Den teoretiske debat har nemlig betydet et opbrud i genren og en øget bevidsthed om, at der ikke findes en ideel model, som kan det hele. Derimod findes der mange modeller, som hver for sig kan noget. Det er muligt at skrive litteraturhistorie, men det er ikke muligt at skrive én litteraturhistorie, som på nogen teoretisk eller praktisk tilfredsstillende måde løser eller besvarer alle udfordringer.

Det ved jeg af erfaring. Jeg har nemlig været med til at skrive en af de nyere danske litteraturhistorier, Dansk litteraturs historie, et fembindsværk som er redigeret af Klaus P. Mortensen og May Schack og udkommet på Gyldendal fra 2006 til 2009. Det er i mangt og meget en old school litteraturhistorie, med en fortællende, forfatterskabscentreret, kronologisk fremadskridende fremstillingsform og med en vis overvægt af allerede kanoniserede værker. Man finder ikke mange metakommentarer i værket om de udfordringer og indvendinger, som den litteraturhistoriske genre i dag står over for.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er tænkt

20 DANSK NOTER

over dem. Nogle af udfordringerne – ikke dem alle – er endda forsøgt medtænkt i fremstillingsformen. Det gælder ikke mindst for de pædagogiske udfordringer, som litteraturhistorien står over for i dag – som genre såvel som i undervisningen. Det vil jeg gerne i denne artikel give et par eksempler på, som forhåbentlig kan illustrere dels den litteraturhistoriske læsemåde og dels et af de organisationsprincipper, som vi har forsøgt at anvende i det bind, jeg har været med til at skrive (bind 4, om tidsrummet 1920-1960) sammen med Søren Schou og Birgitte Hesselaa.

Grænser for litteraturhistorien Men først nogle ord om udfordringerne ved at skrive nationalt defineret litteraturhistorie i dag. Til genren knytter der sig selvfølgelig en del afgrænsningsproblemer, som også er definitoriske spørgsmål: Hvad skal med, og hvad skal ikke med, og hvorfor? Det spørgsmål trænger sig på i forbindelse med nationens historiske, sproglige og foranderlige geografiske grænser, men også forbindelse med litteraturbegrebets grænser i forhold til medier, genrer og kanon. Er litteratur kun lig med bøger, eller er den også lagret på andre medier og overleveret i andre former? Er litteratur lig med ordkunst i bred forstand, eller omfatter den kun ”skønlitteratur”?

Fortjener kun de værker, der ”holder” (for en æstetisk vurdering) eller har aktualitetsinteresse, omtale, eller

Af Lasse Horne Kjældgaard (1974), Ph.d., lektor i dansk litteratur ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet.

kan tekster også af andre grunde være interessante og værd at få med? Ingen af disse afgrænsningsspørgsmål er nye, men de har fået fornyet aktualitet i takt med at begreberne nation, litteratur, medium og kanon igen er blevet omdiskuterede og både teoretisk og politisk prekære.

Hvordan hænger en litteraturhistorie sammen?

Men der er kommet andre svære spørgsmål til. Et af de store er spørgsmålet om, hvordan man får en litteraturhistorie til at hænge sammen, eller om den overhovedet bør hænge sammen. Hvordan strukturerer man den litteraturhistoriske fremstilling? Opmærksomheden på den side af sagen er blevet større i takt med, at der er opstået alternativer til den traditionelle fortællende litteraturhistorie i form af de såkaldte encyklopædiske litteraturhistorier.

Der er ikke så mange af dem. Den mest berømte er den New History of French Literature, som Denis Hollier redigerede, og som Harvard University Press udgav i 1989. Det er nærmest en antologi af små artikler skrevet af specialister, som tager udgangspunkt i bestemte årstal – 778, 842, 1175, 1541, 1857 – ud fra et princip, som man kunne kalde for punktuel kronologi. Det enkelte årstal efterfølges af en overskrift om en eller anden begivenhed det år, der udfoldes og analyseres af den enkelte skribent i kapitler, som må betegnes som selvstændige essays. De er netop fortalt af essayistiske og utilsløret subjektive stemmer, som bløder effektivt op på visse stilistiske idealer om objektivitet og ensartethed, der i høj har præget litteraturhistoriegenren i det tyvende århundrede. Det er én af de tendenser, de encyklopædiske litteraturhistorier udtrykker.

En anden er en vigende interesse for litteraturen i sig selv. New History of French Literature kaldte sig selv for et ”panorama over litteraturen i dens kulturelle kontekster”.1 Men den seneste af de tre encyklopædiske litteraturhistorier, som Harvard University Press indtil videre har udgivet, A New Literary History of America, går et skridt videre. For den handler ikke i sidste ende om litteraturen, men om USA's tilblivelse set igennem litteraturen (hvormed værket vender tilbage ikke kun til fortællingen, men endda til den mest hævdvundne fortælling inden for den nationale litteraturhistorieskrivning). Det siger redaktørerne, Greil Marcus og Werner Sollors, også i forordet: ”Bogen er en genundersøgelse af den amerikanske erfaring, som set igennem litteraturens glas”.2 Glasmetaforen er sigende: Litteraturen

betragtes altså som noget, man ser på landet igennem.

Hvad det vidner om er, at det ikke i så høj grad er litteraturen i sig selv, der påkalder sig interesse for tiden, men litteraturen som en – ofte privilegeret – kulturhistorisk kilde til forståelse af andre fænomener.

Samtidighed De encyklopædiske litteraturhistorier har introduceret eller tydeliggjort et valg mellem at lave en litteraturhistorie, der hænger sammen som en fortælling, eller en litteraturhistorie, som er struktureret ud fra andre principper, man kan kalde for encyklopædiske. Der kan være gode grunde til at vælge den ene eller den anden model, som begge har fortrin – og svagheder. En af de store ulemper ved de omtalte eksperimenterende litteraturhistorier er, efter min mening, at de fortrinsvis henvender sig til et publikum af specialister. Fagfæller er de eneste, der kan få fuld glæde af disse værker, fordi de jo kan den gammeldags, kronologiske, narrative litteraturhistorie på rygraden – og derfor også kan fryde sig over at se den brudt op. Andre har sværere ved at få adgang til det møde med litteraturen, som finder sted i disse glimrende værker, der med andre ord forudsætter det, de vil supplere eller muligvis afskaffe.

Andre svagheder gælder for både encyklopædiske og fortællende litteraturhistorier. Den amerikanske litteraturhistoriker David Perkins har gjort opmærksom på, at begge ”former forhindrer faktisk litteraturhistorikeren i at lægge en sofistikeret fremstilling af fortidige begivenheder for dagen. Den encyklopædiske litteraturhistorie giver bevidst afkald på muligheden for en sammenhængende fremstilling, og den narrative litteraturhistorie kan ikke fremstille sin genstand med den fornødne kompleksitet. Den kan ikke demonstrere samtidigheden mellem forskellige forløb, virkelighedsniveauer, hændelsesrækker og synspunkter”.3 Man kan også sige det på en anden måde, at hvor de encyklopædiske litteraturhistorier af indlysende grunde har vanskeligt ved at fremstille forløb, så har fortællende litteraturhistorier til gengæld svært ved at indfange den samtidighed – eller usamtidighed – som er en kendsgerning i litteraturhistorien.

Problemet bunder i, at der på ethvert givent tidspunkt i litteraturhistorien er flere generationer, stemmer, stilarter, problemer – og så videre – på spil i litteraturen. I 1960’erne, for eksempel, var der konfrontationsmodernisterne og samtidig et opgør med modernismen under opsejling og senere for fuld ud-

DANSK NOTER 21

blæsning, som man – med tanke på Tania Ørums nye bog – kan samle under betegnelsen De eksperimenterende tressere. Men næsten alle Heretica-forfatterne udgav jo også værker i løbet af 1960’erne, og det samme gjorde fx Tom Kristensen og Albert Dam. Tæller de ikke med i 1960’erne? Nej, det gør de som regel ikke, for det er svært at føje dem ind i den fortløbende historie om litteraturens udvikling, som er den narrative litteraturhistories grundmønster, og som jo i øvrigt passer vældig godt sammen med almindelig avantgardistisk tankegang, der også er historicistisk. Det medfører ikke så få begrænsninger og forenklinger.

Klubber, parnasser, debatter Hvad har vi gjort for at imødegå dette problem? I det

22 DANSK NOTER

bind af Dansk litteraturs historie, jeg har medvirket til, har vi forsøgt at samle forfatterskaberne omkring de miljøer, hvori forfatterne oprindeligt selv samlede sig, eksempelvis Valby-Parnasset i 1910’erne og 20’erne samt Unge Kunstneres Klub og Vedbæk-parnasset, altså Heretica-kredsen, i 40’erne. Det gode ved klubber og parnasser og den slags sammenslutninger er, at de ikke er konstruktioner after the fact (som betegnelserne for æstetiske retninger og tendenser ofte er). Det er fora, der fandtes, og i dem foregik der litterær udveksling, som er dokumenteret i de overleverede numre af tidsskrifterne. Derfor har vi ment, at de bød sig til som gode udgangspunkter for organiseringen. Også fordi de ikke i så høj grad som ismerne bærer på tunge postulater om en grundlæggende enhed imellem forfatter-

skaberne. Det er mere indlysende at et tidsskriftsmiljø danner rammen omkring forskelligheder, end at en isme skulle gøre det.

På samme måde har vi brugt de store debatter i tidsrummet, blandt andet dysmorfismedebatten og livsanskuelsesdebatten i 1920’erne og 30’erne og konformismedebatten i 1950’erne. Det er diskussioner, som er foregået; de har involveret mange forfattere, og mange litterære værker kan læses ind i forhold til dem. Debatterne kan derfor – ligesom tidsskriftsmiljøerne – bruges til at disponere og karakterisere det litterære liv i et givent tidsrum. Og netop fordi de er diskussioner, kan de bruges til at holde fast ved den mangfoldighed, som ellers let bliver trådt under fode af ismerne.

Nykritik som (fortsat) udfordring til litteraturhistorien Disse greb er forsøg på at afhjælpe den fortællende litteraturhistories problem med at gengive mangfoldighed, som blot er en udfordring ud af mange. David Perkins har opsummeret mange aktuelle udfordringer ved at skrive litteraturhistorie i en allerede nævnt og overkommelig bog fra 1992 med en titel, som sætter problemet på spidsen: Is Literary History Possible? Problemerne, som Perkins peger på, er dog på ingen måde nye. Det fremgår også af formuleringen af spørgsmålet – er litteraturhistorie mulig? – som ikke er hans egen.

Spørgsmålet stammer nemlig fra de to store nykritikere René Wellek og Austin Warren og deres banebrydende Litteraturteori fra 1949, hvor det stilles lidt anderledes: ”Et det muligt at skrive litterær litteraturhistorie, dvs. noget der både er litteratur og historie?”, spurgte de.

Hvorefter de lystigt indrømmede, at ”de fleste litteraturhistorier enten er oversigter over samfundsforhold eller tænkning som belyses af litteraturen, eller også indtryk og domme af bestemte værker, arrangeret i mere eller mindre kronologisk orden”.4 Perkins’ genbrug af Wellek og Warrens spørgsmål er et tydeligt tegn på, at litteraturhistoriens krise – og her kan vi både tale om litteraturhistorie som en genre og som en pædagogisk eller måske netop upædagogisk disciplin – går tilbage til nykritikken. Nykritikken har været den helt store udfordring til litteraturhistorien i anden halvdel af det tyvende århundrede. Nykritikken – og hvad der er fulgt efter af nærlæsningsstrategier – har efterladt litteraturhistorien, både som fag og som genre, med et ubestrideligt pædagogisk underskud.

Aage Henriksen har sagt det på den måde, at nykritikkens mest iøjnefaldende gode gerning var, at ”den løste de litterære værker ud af den litteraturhistoriske læsemåde, der ordnede værker i generationer og –ismer, og som gerne ophørte med sine iagttagelser, når den havde set nok til at placere et værk og en forfatter inden for vedtagne rammer”.5 I denne formulering lyder nykritikken som en befrielsesaktion – som en befrielse af værket fra den litteraturhistoriske læsemåde, der kun var ude på at smide det ned i en præfabrikeret kasse.

Denne indvending mod litteraturhistoriegenren har jeg selv været stærkt anfægtet af. Jeg kunne godt genkende den fremgangsmåde, Wellek og Warren beskriver, nemlig at litteraturhistorikere ofte indleder med en masse oplysninger, som er skrevet af efter andre faghistorier – politisk historie, idéhistorie, økonomisk historie, kirkehistorie, landbrugshistorie, osv. – hvorefter de går over til at behandle det litterære stof, der får lov til at afspejle de ikke-litterære processer. På den måde kan man sætte litterære tekster ind i et ”historisk perspektiv”, som det hedder, uden overhovedet at forholde sig til litteraturens kunstneriske dimensioner. Jeg havde et ønske om at skrive en litteraturhistorie, der var mere demonstrerende og mindre postulerende.

Konteksten ud af teksten Fra redaktørerne af Dansk litteraturs historie modtog vi et bud om at forsøge at åbne forfatterskaberne og teksterne ”udefter mod det historiske”, som de skrev.

Det er jo, når man tænker efter, et minimumskrav til en litteraturhistorisk læsning: at man læser teksten ud ad – i forhold til overindividuelle og foranderlige størrelser – i stedet for at læse ind ad, mod den enkelte tekst eller forfatterskabet eller forfatteren, for eksempel. Men jeg tog det som en invitation til at finde alternative fremgangsmåder til uvanen med at presse eller montere den enkelte tekst ind i en historisk sammenhæng, hvis relevans er utydelig eller direkte tvivlsom. I stedet kan man jo forsøge at læse de historiske kontekster ud af de enkelte tekster og forfatterskaber.

Når man gør det, sker der noget bemærkelsesværdigt, nemlig at de historiske sammenhænge, som litteraturen bliver læst i forhold til, forvandler sig fra at være abstrakte og overskriftsagtige fænomener til at være mere konkrete og håndgribelige størrelser. Lad mig prøve at vise det med et eksempel – et eksempel på hvordan forskellige historiske kontekster kan destilleres ud af en tekst. Tag Otto Gelsteds politiske digt ”Rekla-

DANSK NOTER 23

meskibet” fra 1923, som i samtiden fik stor betydning, ikke mindst fordi Tom Kristensen i 1925 udnævnte det til at være et vendepunkt: Nu var det slut med den omsiggribende skønhedsdyrkelse, og nu skulle der nye kritiske, politiske boller på den danske lyriksuppe.

Groft sagt. Denne vending intonerede Gelsted altså med sit digt ”Reklameskibet”, som litterært set gør to ting, der er bemærkelsesværdige.

For det første trækker det på et motiv fra middelalderen, narreskibet, som er kendt blandt andet fra Sebastian Brants satiriske skrift Das Narrenschiff fra 1494.

Skriftet skildrer et skib med 110 fjolser, hver med sin egen dårskab, der er på sejlads til fjolsernes paradis. Det er i øvrigt et motiv, som bragte selveste Michel Foucault i vanskeligheder. Hele første kapitel af Galskabens historie er bygget op omkring narreskibet, som Foucault påstod var et historisk fænomen i middelalderen, men historikerne kom efter ham og påviste, at der aldrig havde været narreskibe uden for litteraturens verden.

Det var narreværk.

Eller det var i hvert fald det litterære motiv, Gelsted genbrugte og transformerede om til et billede på sin egen tids reklamesamfund. Og det gjorde han i detaljen ved at anvende den såkaldte katalogstil, som Emil Bønnelycke – med Walt Whitman som forbillede – havde brugt til at lovprise den moderne storby og alle dens prægtige maskiner og al dens mangfoldighed. Denne katalogstil brugte Gelsted nu til at spotte samtidens forbrugerisme og berømthedsdyrkelse og usømmelige sociale forskelle, der er gengivet i miniatureformat i det såkaldte reklameskib, som stævner ind i havnen med reklamer for Johnnie Walker og OMA margarine. ”Reklameskibet” giver altså anledning til at se nærmere på mange ting – og ikke kun på litterære forhold.

Det giver også anledning til at se nærmere på den historiske baggrund for Gelsteds kritik, altså reklamens historie, for netop i disse år ekspanderede reklamebranchen gevaldigt. Det gjorde den på grund af den standardisering af varerne, som fulgte med industrialiseringen. Hvorfor skulle man drikke Johnnie Walker i stedet for Jack Daniels, og hvorfor skulle man foretrække OMA frem for andre margarinemærker? Det skulle man på grund af brandet, på grund af den identitet omkring de i øvrigt ens produkter, som reklamerne skabte.

Hele det reklamesprog, der dermed bredte sig, var en ikke særlig fjern fætter til poesiens sprog. Reklamernes slogans søgte opmærksomhed og brugte rim og rytme og forsøgte at fæstne sig i erindringen som poetiske

24 DANSK NOTER

vers gør. Navnene på mærkevarerne stræbte ofte efter den samme meningsløse skønhed som lydordene i lyrikken. Det så dadaisten Tristan Tzara tydeligt, da han i sit Manifest Dada fra 1918 direkte erklærede, at ”Reklamen ... er også et poetisk element”.6 På denne måde trækker Gelsteds digt selv en lang række af kontekster med sig, som man kan forsøge at udfolde således, at man både får fortalt om nogle meget konkrete litteratur- og kulturhistoriske processer og samtidig bevarer fokus og kommer tættere på det digt, som det hele jo i sidste ende handler om. I det omfang det har været muligt, er det sådan, jeg har forsøgt at skabe forbindelse mellem den enkelte tekst og dens historiske kontekster i de afsnit, jeg har skrevet til Dansk litteraturs historie.

Efter udgivelsen modtog jeg i øvrigt en henvendelse fra en læser, som bebrejdede mig, at jeg ikke havde trukket linjer mellem Gelsteds terrorbesyngelse – detonationen, der muligvis sprænger reklameskibet i luften – og terrorismen i vor tid. Det var forkasteligt, mente vedkommende – og irrelevant, mente jeg. Hvilket jeg måtte til at argumentere for. Men indvendingen viser jo, hvordan teksters betydning kan ændre sig, fordi kontekster ændrer sig. Og at kontekster aldrig kan udtømmes eller stabiliseres, men tværtimod bliver ved med at føre nye betydninger til teksterne – eller afsløre betydninger i dem. For så vidt var protesten en påmindelse om, hvorfor vi aldrig bliver færdige med at skrive eller diskutere litteraturhistorie.

Noter 1 Denis Hollier (red.): A New History of French Literature. Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 1989. Citeret fra forsiden.

2 Greil Marcus & Werner Sollors (red.): , A New Literary History of America. Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 2009, s. xxiv.

3 David Perkins: ”Litteraturhistorie – en aktuel diskussion”, i: Mads Rosendahl Thomsen & Svend Erik Larsen (red.): Litteraturhistoriografi. Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2005, s. 63.

4 René Wellek & Austin Warren: Litteraturteori. København: Munksgaard, 1967, s. 251.

5 Aage Henriksen: ”Erkendelse og identitet”, i Poul Behrendt m.fl. (red.): Palmehaven. København: Forlaget Amanda, 1992, s. 55.

6 Tristan Tzara: Manifest Dada 1918, citeret fra Karl Riha (red.): Dada total. Manifeste, Aktionen, Texte, Bilder. Stuttgart: Reclam 1994, s. 40.

DANSK NOTER 25

Tema: Litteraturhistorie

Litterære perioder og ismer Denne artikel er en eksperimenterende opfordring til at udfordre den gængse undervisningsmetode i dansk litteraturhistorie – væk fra en begrænsende forståelse af litteraturhistoriske perioder, fra et isoleret nationalt perspektiv og fra snævert definerede ismer, der hæftes på eksemplariske læsninger af enkeltværker, som dermed kanoniseres primært på baggrund af en særlig undervisningstradition

Kunne man for eksempel forestille sig at læse Herman Bang uden at hænge læsningen op på impressionismen? Eller at introducere til J.P. Jacobsen uden at definere hans tekster primært ud fra naturalismens perspektiv? Eller at forholde sig til romantikken uden på forhånd at have skåret den op i en lang række ismer og retninger, der mest passer til en dansk sammenhæng?

Når undervisningen i dansk litteraturhistorie skal tilrettelægges, synes den litteraturhistoriske læsning ofte at blive et spørgsmål om at genkende bestemte typer af tekstlige udtryk og hæfte dem på en række

”Litteraturen og litteraturhistorien bliver for ofte et spørgsmål om at få en færdig skematik til at passe, i stedet for potentielt at være et greb til at rejse problemer og spørgsmål inden for emner, der også kan identificeres af eleverne

”

begreber. Men faren er, at litteraturen og litteraturhistorien dermed også for ofte bliver et spørgsmål om at få en færdig skematik til at passe, i stedet for potentielt at

26 DANSK NOTER

være et greb til at rejse problemer og spørgsmål inden for emner, der også kan identificeres af eleverne. Et bud kunne være et tema om kærlighed, som nok kan synes fortærsket og klichéfyldt, men som jo ikke desto mindre er et emne, som i høj grad optager os alle, og som på tværs af tid og geografi kan tage relevante diskussioner op om køn og seksualitet – fra Aarestrup til Ibsen, Bang og Rifbjerg med et blik til Jane Austen, Bridget Jones og Sex in the City.

I læreplanen for dansk indgår dansk litteraturs historie som en del af kernestoffet. Under de faglige mål i dansk står der, at eleverne skal kunne ”dokumentere kendskab til en bred repræsentation af centrale danske litterære værker gennem tiderne med perspektiv til litteraturen i Norden, Europa og den øvrige verden.” Og under kernestof præciseres det, at ”gennem en række epokale nedslag i de sidste 1000 års litteratur læses et historisk bredt og genremæssigt varieret udvalg af primært skønlitterære tekster.”

Disse epokale nedslag er naturligt nok ofte styret af netop tid, det vil sige fx perioder, men også af de karakteristika, ismer og teksttyper, vi knytter til de forskellige perioder. Det er der vel i og for sig heller ikke noget galt med, men det betyder på den anden side, at muligheden for at læse emneorienteret og tematisk nemt forsvinder. Læreplanen præciserer yderligere, at der i stofområdet bl.a. skal indgå ”tekster fra 1800-tallet, herunder tekster fra romantik, romantisme og naturalisme”. Men spørgsmålet er, om vi som undervisere ikke lige så vel kunne læse de tekster, som vi udvælger, tematisk i stedet for primært at kontekstualisere dem til særlige periodebegreber, som derefter uddelegeres til bestemte forfattere og værker.

Et eksempel på at periode og ismer fylder mere

Af Mette Jørgensen, cand.mag. i engelsk og ph.d. i litteraturhistorie, Niels Steensens Gymnasium

end fx tematiske eller mere åbne læsninger af tekster og værker, er den måde, man ofte underviser i dansk romantik. For nu at sætte det lidt på spidsen: Vi læser Oehlenschlägers ”Guldhornene” som eksemplarisk for universalromantikken, Staffeldts ”Indvielsen” for at dække nyplatonismen, og laver en sammenligning mellem Oehlenschlägers ”Det er et yndigt land” og Grundtvigs ”Danmarks trøst” for at komme omkring nationalromantikken. Så mangler vi lidt biedermeier hos Christian Winther og romantismens død, erotik og dobbelthed i Aarestrups ”Paa Sneen” og H.C. Andersens ”Skyggen”.

Og igen, hverken teksterne eller ismerne er der vel i og for sig noget galt med, men med sammenkoblingen af dem risikerer man at skole eleverne til en ufleksibel læsemetode, som bl.a. gør det meget vanskeligt at skabe

”Spørgsmålet er, om vi som undervisere ikke lige så vel kunne læse tekster tematisk i stedet for primært at kontekstualisere dem til særlige periodebegreber, som derefter uddelegeres til bestemte forfattere og værker

”

DANSK NOTER 27

”I forhold til forfatterskaber og enkeltværker er jeg i fremstillingerne af engelsk romantik aldrig stødt på en så snæver isme-tilknytning som den, vi finder i Danmark

”

”perspektiv til litteraturen i Norden og Europa og den øvrige verden”, som der står i læreplanen. Periodiseringen og isme-traditionen er så fordansket og fastlåst, at ethvert perspektiv næsten er blokeret på forhånd. Fx når påvirkningen fra Tyskland og især Goethe bestemmes som noget nært altafgørende for romantikken i Danmark, hvilket har betydet, at Goethe i dansk sammenhæng ofte bliver beskrevet som romantiker, mens han i Tyskland betegnes som Sturm und Drang.

I Norge er det spørgsmålet, om man overhovedet kan tale om en romantik, i Sverige findes den muligvis i et vist omfang, men den kommer senere, er uden samme revolutionære tanker, som præger fx engelsk romantik, og er knyttet primært til enkelte forfatterskaber som Atterbom og Stagnelius. I England årstalsbestemmer man nok ’the Romantic period’ som tiden fra 1798-1832, altså fra det år, hvor Wordsworth og Coleridge udgiver Lyrical Ballads til det år, hvor den internationalt berømte storproducent af historiske romaner (bl.a. Ivanhoe fra 1819) Sir Walter Scott dør – alternativt til det år, hvor den første reformlovgivning gennemføres.

Men i forhold til forfatterskaber og enkeltværker er jeg i fremstillingerne af engelsk romantik aldrig stødt på en så snæver isme-tilknytning som den, vi finder i Danmark, heller ikke på så snæver en periodisk kontekstualisering. Til gengæld har jeg i vejledningen af en SRP, som skulle sammenligne dansk og engelsk romantik ud fra selvvalgte digte, oplevet, at en yderst kompetent og vellæsende elev gjorde Keats til universalromantiker. Og det var faktisk vældigt vanskeligt ud fra den gængse fremstilling af dansk romantik, som eleven i øvrigt havde været præsenteret for, at forklare hvorfor, det ikke giver nogen mening.

At Keats, Blake, Wordsworth, Coleridge, Shelley og

28 DANSK NOTER

Byron i øvrigt i engelske litteraturhistoriske fremstillinger af ’the Romantic period’ ikke får hæftet samme type af begreber på sig, skyldes muligvis, at forfatterskaberne betragtes som så store, vægtige og komplekse, at de ikke lader sig begrænse til at være eksemplariske for særlige begreber. Men muligvis også fordi den engelske romantik i høj grad knyttes til den historiske konteksts revolutionstanker og turbulente økonomiske, politiske og sociale begivenheder.

Herhjemme viser nyere forskning også, at det er utilstrækkeligt primært at læse store danske forfatterskaber i forhold til bestemt periodebegreber – fx at begrænse J.P. Jacobsens værker til stort set kun at være knyttet til naturalismen. At det er en begrænsning bliver endnu tydeligere, når man tænker på, at det drejer sig om litteratur, der skrives i en tid, i dette tilfælde det moderne gennembrud, som i langt højere grad er præget af brud og eksperimenter end af litterære udtryk, som ensidigt lader sig beskrive af veldefinerede perioder og afgrænsede ismer.

Under læreplanens faglige mål står der også, at eleverne skal kunne ”demonstrere viden om den danske litteraturs historie og samspil med kultur og samfund.”

Og pointen er vel netop, at romantikken slår igennem i Norden og Europa på forskellige måder i relation til forskellige kontekster. Det vil sige i forhold til netop historie og samfund, snarere end på baggrund af bestemte begreber som fx guldalder, som først langt senere er blevet gjort til noget særligt dansk for den pågældende tids litterære og kunstneriske udtryk. En anden pointe er, at eleverne kan få svært ved at analysere tekster, som ikke er periodetypiske, fx at få øje på romantiske træk i en tekst, som ikke er skrevet inden for den traditionelle tidsramme for romantikken. Eller at forventningen til elevernes analysearbejde hovedsageligt kommer til at handle om deres evne til at kunne kontekstualisere til periode- og strømningsbegreber. En danskkollega fortalte mig for eksempel, at hun altid sørgede for ikke at opgive for kendte eller kanoniske tekster til eksamen, for at undgå at eleverne blev bedømt ud fra en på forhånd for fastlåst forventning til, hvordan læsningen bør se ud.

I vejledningen til læreplanen i dansk er der forskellige forslag til hvordan undervisningen i dansk litteraturhistorie kan forløbe, og der står bl.a., at ”det er afgørende, at de litteraturhistoriske kompetencer opnås som en vekselvirken mellem fordybelsen i først og fremmest litterære tekster og studiet af de litteratur-

historiske fremstillinger. Litteraturhistorien skal ikke fremstå som en selvgyldig stofmængde eller en facitliste […] Også historiske redegørelser er præget af deres tid og kan bygge på ensidige opfattelser og ubevidste fordomme, og det kan være oplysende at sammenligne flere litteraturhistoriers forskellige principper, periodeinddelinger, udeladelser, grupperinger og vurderinger af forfattere og enkeltværker.”

Hvis vi skal tage de udsagn alvorligt, må vi også tage vores egne undervisningsrutiner op til eftersyn og overveje, om de traditionelle undervisningsstrategier nu også er de mest hensigtsmæssige i forhold til vores elever i dag og til de læreplanskrav, som vi skal uddanne dem til at kunne imødekomme. Vi behøver som dansklærere ikke at være uddannet til at gå i dybden med alle mulige andre litteraturer end dansk. Der er gode antologier, oversættelser og litteraturhistorier, der kan hjælpe med at trække perspektiver. Og ikke mindst kolleger, som man alligevel arbejder sammen med.

Et tværfagligt emne kunne fx tage udgangspunkt i plot og en genre som krimien og sammenligne den skandinaviske samfundsbevidste krimi med den hårdkogte amerikanske krimi. Tekster fx af Edgar Allan Poe, Raymond Chandler, Sjöwall og Wahlö, Dan Turéll, Pia Juul osv. Og ved at relatere teksterne og genren til andre medier som film, tv-serier og computerspil eller til berømte krimifigurer som Sherlock Holmes og Poirot

kunne der skabes en genkendelig indgang for eleverne, som kunne knyttes til både en historisk og genremæssig undersøgelse af krimien. Eller man kunne lade et emne tage udgangspunkt i et sted: fx Afrika og inden for forskellige temaer som rejse, migration, kolonihistorie og det fremmede inddrage mere eller mindre bredt fra Mungo Park til Joseph Conrad og Achebe og fra Blixen til Guldager og Ejersbo. Temaerne kunne aktualiseres gennem udtalelser fra klimakonferencen i København eller gennem artikler om den forestående World Cup i Sydafrika. Mungo Parks rejseberetninger fra Vestafrika fra 1799 bliver i øvrigt oversat til dansk to gange, i 1800 og i 1980, og i forlængelse heraf kunne en læsning af fx romantikkens opfattelse af det idylliske sted og det fremmede som en tematisk tilgang gennem emner som sted og rejse vel sige ligeså meget om mentaliteten som begrebet universalromantik.

Eleverne kan jo faktisk være vældig glade for at læse tekster, især hvis de kan se en sammenhæng eller får et større perspektiv på deres eget liv og verden. I stedet for at eleverne får udleveret svært tilgængelige lister af begreber, der knytter sig mere eller mindre gådefuldt til bestemte tekster, kunne vi måske forsøge at fortælle litteraturen og tage emner op, som sagtens kan gå på tværs af tid og nationallitteraturer, og som kan motivere læsningen af litteraturen.

DANSK NOTER 29

Tema: Litteraturhistorie

Natursyn og bevidsthedsdannelse – en litteraturhistorisk indfaldsvinkel Med de spændende nydannelser som reformen af danskfaget i 2005 medførte, er en traditionel kronologisk læsning af litteraturhistorie fra sagaer til Mette Moestrup blevet en ikke alene tvivlsom, men også praktisk umulig affære. Men læreplanen kræver – rimeligt nok - at faget skal bidrage til ”at udvide elevernes dannelseshorisont,” og at eleverne derfor skal møde ”tekster, hvis oprindelse varierer tidsmæssigt og geografisk.” Spørgsmålet er bare hvordan man skal angribe denne sag Helt ærligt, naturen, gider vi den? Nej, så er der meget mere fart over storbyerne og det fræsende liv der. Unge mennesker skal i byen, på disco, skateboard eller ud på internettet. Se, dér er der sublime oplevelser, venner!

Så, er det ikke noget af et dødsdømt projekt at ville tage udgangspunkt i naturen når man skal gøre den svære øvelse at læse litteratur historisk? Grunden til, at jeg gør det, er at man med dette greb let kan anskueliggøre den kompleksitet som historisk læsning indebærer. Det bliver tydeligt at vores forestillinger Helt ærligt, om natur ikke er ”naturlige”, naturen, gider vi den? men er opstået i en historisk proces fra 1700-tallet og frem. Dermed bliver det også tydeligt at natursyn hænger sammen med en ny bevidsthed om borgerens samfundsmæssige stilling, om individ og identitet, om sprog, nation og historie, om opfattelse af kærlighed og kunst.

funderede forløb. Det er oplagt i forlængelse af forløbet at beskæftige sig med paralleller til maleri, arkitektur og idéhistorie. Både kreativt og som led i en erkendelsesproces kan også den skriftlige dimension med fordel inddrages.

I forløbet betjener jeg mig af en forundringens metode.

Jeg gennemfører det derfor i en omvendt kronologi. På den måde dukker nogle sprækker op i teksterne, som man først rigtig forstår, når man kommer bag om dem.

En fordel er at læreren tvinges til ikke at docere, men sammen med eleverne at udforske sprækker­ne. En anden fordel er at eleverne ikke kan anvende en mekanisk tilegnet viden. En tredje fordel er, at man ikke begynder med tekster som pr. definition er fremmede.

Forløbet skal spille sammen med elevernes egne forestillinger om forhold til natur. Derfor tager vi udgangspunkt i en brainstorming hvor elevernes egne forestillinger om natur kommer frem. Dem kan man så forbinde med ODS artikel om ”natur”, som skitserer fire forskellige hovedbetydninger: 1. Den menneskelige natur, 2. Natur i modsætning til civilisation /kultur, 3.

Naturen hævet over menneskene og 4. Naturen, som

Et ironisk blik Forløbet Natursyn og bevidsthedsdannelse er et bud på hvordan tekster kan læses så ”vekselvirkningen mellem det synkrone, periodetypiske og det diakrone, udviklingshistoriske står i fokus”. Jeg placerer forløbet i 2. g. Da kan man bygge videre på knagerækkeforløbet, og med naturforløbet lægges en del referencepunkter ud som man kan arbejde videre med i senere historisk

”den mennesket omgivende ydre verden, i hvilken menneskene færdes under aaben himmel (med skiftende præg efter aarstiderne); den umiddelbart synlige del af jordoverfladen med dens forsk. bestanddele (kløfter og bakker, søer og floder osv.) og tilhørende dyre- og planteverden, saaledes som den ses henliggende under aaben himmel og i nogen grad overladt til sig selv ...”

”

30 DANSK NOTER

”

Af Ivar Lærkesen (1947), lektor i dansk og religion, Bornholms Gymnasium

På basis af disse indledende øvelser har vi fået nogle redskaber til at begrebsliggøre det analytiske arbejde med teksterne. Herfra går vi videre til med et ironisk blik at afdække konfliktmønstre i vores forestillinger om naturen: Der er så dejligt ude på landet Det er der bare. Det er oplæst og vedtaget.

Det lærte jeg allerede som barn og mange voksne gjorde sig stor umage og fik sved på panden for at lære mig det.

(Dan Turèll: fra LP'en Pas på pengene, 1993) Turèlls digt er fremragende til at drive gæk med vores forestillinger om livet derude på landet. Udflugterne til landet er udflugter i vores egen bevidsthed. På en sjov måde gør digtet os opmærksom på de briller vi selv ser verden igennem.

Vi kan nu tage en afstikker til et andet problemfelt, vores praktiske omgang med naturen. I Thøger Larsens digt ”Den danske sommer” fra 1906 skildres Danmark som et naturvæsen, en moder. Det er derfor en ganske skarp ironi, når Halfdan Rasmussen i sin ”Skillingsvise” fra 1970 led for led kommenterer Thøger Larsens sang og viser hvordan forurening ødelægger den danske natur, så pigerne taber det lyse hår og drengene mister potensen, mens de lyse nætter drukner i kulstøv og oliepletter.

Kommet så vidt kan det være på sin plads at stille skarpt på selve splittetheden i det moderne menneskes naturforhold. I den anledning læser vi Højholts digt ”Gittes monolog om naturen”. Oehlenschläger udsat for en jysk provinshusmors stemme: ”Man ska’ bare være ét me’en”. Men så bare er det nu altså heller ikke.

Hun har ellers trænet med bare fødder på græs! Umiddelbart kan man opleve digtet som en grov parodi på Gitte, men hånden på hjertet: Vi kan da godt identificere os med hendes skræk over at være alene i naturen i dens stilhed - blandt orme, myg og myrer.

Lad os nu sætte et andet fokus på vores forestilling om natur. I Thorkild Bjørnvigs ”Basis” opstilles en klar modsætning mellem den menneskeskabte plasticverden og vores virkelige basis, de fire elementer: jord, ild, vand og luft. I dette digt fremsættes den tanke, at både vi mennesker og verden omkring os er underlagt tilblivelsens og tilintetgørelsens vilkår. Bjørnvig hævder her at vi faktisk er ét med den jord som giver os fornyelse.

Det er en simpel forudsætning – også for bymenne-

”Jeg betjener mig af en forundringens metode” sker. Digtet slår ikke ind i ironisk jargon, men kan heller ikke betragtes som et romantisk digt. Det udtrykker en økologisk forståelse af naturen.

Det moderne natursyns udspring Kommet så vidt er f.eks. ordet romantik blevet nævnt adskillige gange – af eleverne, uden måske at være særlig klart defineret, men det er der. Så nu er der ingen vej uden om. Vi må gribe tilbage til det moderne natursyns udspring hos romantiske himmelstormere, som Klaus P. Mortensen så fremragende har gjort rede for. I Danmark træder dette nye natursyn mest markant frem hos Jens Baggesen og Schack Staffeldt. Den ophøjede natur er her på samme tid anledning til menneskets frigørelse fra naturtvangen, dets indre ekspansion og en påmindelse om døden. Denne spænding mellem opstigningens salige svæv og den bitre jordiske nødvendighed sætter Jens Baggesen på dagsordenen i Labyrinten. Ved opstigningen i kirketårnet i Strasbourg, som forbinder lyst og smerte, nærmer jeget sig det sublime.

I Morgenen gentages opstigningen, men nu som en rent åndelig opstigning. Naturen peger hen på det højeste, og i anelsen vækkes mennesket til at vende sig mod evigheden. Hvor Baggesen i den første tekst er selvhævdende, lovpriser han her det landskab han ser og opfordrer til en morgensang som omfatter den hele natur. Som han selv udtrykker det: ”Hist var jeg løftet af Kunsten over Naturen op over Jorden – her løftedes jeg i naturens arme med den hele jord op til himmelen.”

For nu at slå lidt koldt vand i blodet kan man læse Per Højholts ironiske kommentar til disse opstignin-

”Udflugterne til landet er udflugter i vores egen bevidsthed

”

fortsættes side 37

DANSK NOTER 31

32 DANSK NOTER

Litteratur i midten – Josefine Klougart Vi vil fremover præsentere helt dugfrisk og ikke tidligere udgivet litteratur her på DANSK NOTERs midtersider under titlen ’Litteratur i midten’.

Dette og de følgende tre numre vil indeholde tekster skrevet af elever fra Forfatterskolens ældste årgang.

Forfattere på vej Dansklærerforeningen har igennem en årrække haft et godt og inspirerende samarbejde med Forfatterskolen.

Forfatterskolens afgangsantologi er således en fast del af Bogpakken, møder med forfatterskolens elever i Litteraturhaus i Møllegade har i nogle år været en del af Dansklærerforeningens kursustilbud, og kunstneriske bidrag til Dansk Noter har været en del af samarbejdet.

Det er derfor en stor glæde at kunne byde velkommen til endnu en række forfattere fra Forfatterskolen i de kommende fire numre af Dansk Noter. Hvert nummer præsenterer en ny forfatter. Forfatterne repræsenterer ikke en bestemt retning, men en række tendenser og genrer.

Teksterne har ikke tidligere været trykt.

Tak til Forfatterskolens nuværende rektor Pablo Llambías og tak til forfatterne Josefine Klougart, Theresa Salomonsen, Jonas Rolsted og Simon Bjørkman fordi de vil lege med.

Josefine Klougart Dansk Noter bringer denne gang novellen ”Linda Lee” af Josefine Klougart. Josefine Klougart er 25 år og er uddannet bachelor i litteratur- og kunsthistorie fra Aarhus Universitet. Hun afslutter sin uddannelse på Forfatterskolen

i København til juni, men allerede i januar i år debuterede hun med romanen Stigninger og fald på forlaget Rosinante. Bogen har fået en meget fin modtagelse, Politiken skrev bl.a.: ”Debutanten Josefine Klougart har lagt et guldæg […] en ualmindelig smuk og sikker debutroman.”

To af de vigtigste menneskelige temaer i romanen er den eksistentielle ensomhed og hjemstavnens betydning.

DANSK NOTER stiller tre spørgsmål til forfatteren Josefine Klougart

DANSK NOTER 33

- Hvor finder du inspiration til dit arbejde?

Inspiration er som begreb en ret kompleks størrelse at tale om, det er sin sag at kortlægge den og i det hele taget definere den. En skabende bevidsthed undsiger sig simple årsag-virkningsmodeller: ”fordi jeg oplevede det eller det kunne jeg skrive det og det”, fordi du forlod mig foran Føtex med en våd fisk i munden, så skrev jeg en roman om Vesterhavet med vanten som det strukturerende billede. Men jeg synes, når det er sagt, at jeg engang imellem har en ret klar, nærmest kropslig, fornemmelse af at komme så langt ind et sprog, en bevidsthedsform eller et rum, at noget andet griber ind. Det tager ikke over, det overtager mig ikke helt; der er og skal hele tiden være, en form for kritisk tænkning til stede. Men jeg har oplevelsen af, at der er noget andet, der lægger sig til. Et element af fremmedhed opstå inde i det rum, der er teksten. Det må være en del af dét, man forstår ved inspiration, tænker jeg. En slags strøm, som gennemløber én.

Når det er sagt, så kan man jo også spørge til inspiration i en mere konkret forstand – altså i forhold til hvad, der bliver den umiddelbare anledning til at jeg begynder at skrive en bestemt tekst; hvad der pirker til mit mellemværende med sproget. For jeg tror min interesse for litteratur i høj grad er en interesse for sprog, et fortsat uafklaret ærinde. Man kan måske sige, at de fleste af mine tekster starter som en tørst efter at forstå eller bare nærme mig en forståelse af et hjørne af verden. Det kan være en følelse. En scene. En relation. Et menneske. En dimension.

Så bliver teksten og skriften til som en undersøgelse. Jeg bruger den altså til at blive klogere på verden og til at få et mere nuanceret syn på hvad det vil sige at være menneske. Inspirationen kan på den måde fødes med en undren.

- Hvad er dine svagheder og styrker?

34 DANSK NOTER

En af mine svagheder er, at jeg stadig har svært ved at se dét at skrive som et egentligt arbejde. Jeg har en fornemmelse af, at det er en stjålet beskæftigelse, en pause fra det egentlige arbejde, som må være det fysiske. Dét at jeg er fra landet spiller nok ind her. Jeg har denne her uro i mig, en konstant dårlig samvittighed over det ødsle i at bruge min tid på kunst. Den irske forfatter Seamous Heaney taler om at ville bruge pennen som spade, altså at forstå arbejdet med skriften som ligeværdigt i forhold til det fysiske arbejde. Det er en sammenstilling, jeg konstant skal minde mig selv om gyldigheden af. Samtidig kan denne følelse af at skulle knokle for føden, så at sige, også være en styrke. Denne følelse af at være forpligtet på at udrette noget. At knokle. Og med noget, der kan ses, noget der griber ind i verden. Hvad enten det så er ved at stable brænde eller ved at bringe folks tanker og følelser et nyt sted hen. Jeg er i dag forholdsvis produktiv, koncentreret og bevidst i mit arbejde. Noget så farligt som målrettet måske endda. Og det er sin sag at være både målrettet, kritisk og bevidst samtidig med at man nødvendigvis samtidig skal give slip på sig selv og tro på, at sproget er af det gode og har de bedste intentioner; at det kan bære oppe. En evig balancegang. Skabende vildskab og kritisk refleksion. I den balancegang ligger både min styrke og min svaghed og skvulper rundt.

- Hvad er og bliver du aktuel med?

Jeg er lige nu aktuel med min debutroman, Stigninger og fald. Det er en lyrisk roman, der skildrer en barndom på Mols i 1990erne. En slags lyrisk bevægelse gennem de landskaber, der både er naturens og sindets. Det er et portræt af en familie, af en hjemstavn og af mødet med sproget. Jeg skriver nu på to forskellige bøger. Den, som sikkert først vil nå ud er en roman, som primært er en undersøgelse af maskulin og feminin bevidsthed og seksualitet.

LINDA LEE En novelle af Josefine Klougart

Det er den sommer, de flytter på landet. Man ser dem pakke alting ind i gulnede aviser, hver ting for sig; kældertårnene af skotøjsæsker og skunkens stakke af gemte aviser finder endelig deres bestemmelse. I flere dage ligger huset og virrer feberblødt i den jordslåede lugt, der er de gemte avisers ånde. Det er en lugt, hun senere kommer til at kende som afskedens, lugten af uigenkaldeligt, hændernes lugt, når de vinker tænderklaprende mekanisk og bagefter knuges anæmisk hvide i våde jakkelommer, oilskindsjakkens flade lommer, kælderkolde, halmstukne.

Så bliver det til en landsby uden andre børn. Så bliver det byen uden et rigtigt navn, en by med kirke og med en sø, der spejler skyernes maver. Ansigter sejler, når søen kaster sit missende flimmer af lunt lys fra sig, op på bredden, slikker tør hud, øjenlågenes fine, kindernes frostsprængte hud. Vi ser dem stå på plænen, barfodede. Pigen der tager sin bror i hånden, som man samler skårene fra en ituslået flaske op fra zinkvasken. Den tænderskærende skurren, der er skårenes sang en alt for tidlig morgen, mens det endnu er mørkt, mens der ikke er noget. Måske søvn til begge sider, senere, før.

Der hænger fugle over søen. Vi ser de to søskende forfra, som om vi står ude i søvandet. Tilflytternes unger: Linda og hendes lillebror. Hun er ti. Hendes lyse hår bliver aldrig længere end det er, da de flytter ind i det fugtige stuehus på gården ved søen. Gården ligger for lavt. Den er dårligt isoleret og fundamentet er dårligt. Lindas hår er hvidt på samme måde som en gammel dames, blodstyrtet blegt. Fuglene sejler over dem. De er fra byen, hvor fuglene bevæger sig anderledes, duernes koreografi er en anden end den vilde herude. De har siddet i bilen klemt helt sammen og med fødderne oppe på en kasse med gamle plader eller en sort affaldssæk med sengetøj. Det er, da de flytter ind. Lindas øjne er hævede, hun er forkølet og helt rød under næsen af at tørre den af i striktrøjen, hun lader det dryppe ned i trøjen lidt, fordi det svier.

Hendes hoved er tungt af forkølelse. Hendes øjenlåg. Hun ser: grøfterne og skrænterne og brakmarkerne, den helt uengagerede måde verden findes på, det hun fornemmer næsten med det samme. Sådan en forskel på byen og så det her: at så knæler pilehækken, så kvæler brombærrankerne et vildt æbletræ, og fuglene sejler så bare og musvågen styrter med kattekløer, bare værre, og svalerne, som på den måde i en uendelighed skifter retning. Der er fugleskygger i børnenes øjne. Vi ser: mørke skygger over hornhindespejlet, skovskaderne med deres vanvittige

blå, deres flugt bliver en tråd, næbbene nåle, der trækker børnenes øjeæbler på en snor, syer deres blikke sammen, fæstner enderne og efterlader de to som en perlekæde, et smykke af fisketænder, tabt på plænen i græsset.

Det er ikke til at sige, hvor længe de står sådan og kigger på søen, men det er længe. Der kører biler forbi på vejen bag dem, der er ikke noget i deres kroppe, der afslører, at de er forvoksede. Du er et filterværk, siger hun til sig selv; og det giver genlyd i broderens hjerne.

- Slip mig, hører man drengen hviske. Og Linda slipper ham i samme sekund. Som om hans runde hånd brænder.

- Gå så, svarer hun. Søsteren. Så gå da med dig. Han løber op over bakken, op mod vejen og huset. Gå hjem.

Hun tvinger sig selv til at holde blikket fast. Hun ser ham alligevel på stien. Hans trommestikben der pisker omkring søen og hen mod huset. Det er et sindssygt hus, tænker Linda. Hendes næse drypper og hun slikker sig om munden, tørrer efter med ærmet. Hvem lægger en gård så tæt på en sø. Det er unaturligt.

Hun står med ryggen til dem alle sammen, Linda Lee, arrangerer sin buket i et snapseglas; de første vintergækker, dem hun finder i stendiget bag huset, i det særligt gule lys, der er stendigets gule glorie. Glasset er for lavt. Blomsterhovederne hænger som gadelygter ud over glassets kanter, til alle sider, vil ikke. Og hendes martsblege fingre, der pibler omkring blomsterhoveder, stænglerne som arkaders svungne metalbuer, og hovederne som blylodder, at de trækker linjerne krumryggede, er bølgekamme, er et vandfald ud over kanten. Linda Lee vil vide, hvorfor landsbyen ikke har et rigtigt navn, et bynavn, et sort-hvidt byskilt. Uden at se op spørger hun. Der er stille i køkkenet, der er en søndags apatiske ro mellem væggene. Folk med flade æskehænder, flødeskumskager, wienerbrød, burgere, alt muligt i flade æsker gennem byen, søndagskaravaner. Dehydrering og alligevel regnvejr. Svar mig, tænker hun. Svar mig, hvisker hun ned i rullekraven, kronblade slikker hende op ad halsen, hendes lygtehoved.

Linda Lee hedder Linda Sørensen, men det går ikke.

Der hænger et gammelt hjul fra en hestevogn på staldens hvidkalkede ydermur. Linda står og tegner hjulet af i gruset med foden. Hun stikker hænderne i lommerne. Hun vil gerne ses, så kig da på mig. Men der er ingen øjne i den by, ingen menneskelige øjne i hvert fald, det er sådan hun oplever det de første uger: de døde øjnes by, det udsted, frugttræernes by, de sprukne blommer, de sprukne kirse-

DANSK NOTER 35

bær, de sprukne læber og en svulmende ømheds by, de skurvplettede Ingrid Marieæbler, solsortenes by. Og hele tiden den ankomst. Ting, der bliver pakket ud af avispapir, kommer til syne på den måde, og nu denne her og kan I huske denne her; fuldstændig omvendt efteråret, der ellers er over dem. Det er sådan: efteråret er over os. Men Linda kender ikke det os efteråret er bliktaget hen over.

De hoveder. Hun er birkeblæst i hjernen, alene, sat af ved vejen, ved det blå byskilt, der ikke er et rigtigt skilt, med det rigtige skilts hujende silhuethuse, kirkespir, halvtreds kilometer og byens navn. Der står et navn på skiltet, men det forsvinder næsten på den blå baggrund og under alle mudderklatterne og rustsporene, der løber fra de tærede skruer.

Linda tager sin bror i hånden, men hans hånd er kun til låns, det er ikke engang hans egen, han har den kun selv til låns, den er traktorenes barnehånd, gårdkattenes og de løse sten i stendigets egen, den gamle gårds hånd. Og hæftehånd. Og boghånd, det er da bøgerne stjæler ham.

Og han er tudsehånden, fordi han tør tage tudserne op, dét vil hun alligevel gerne. At det var hende, der kunne det.

Linda hænger ved skiltet. Hun sidder på det og benene dingler under hende. Hun sidder i det våde græs og læner sig op ad skiltets jernben. Hosten rasler i hendes bryst, jeg er ligeglad, tænker hun. På den måde hårdkogt.

Havde hun haft en cigaret. Havde hun haft en læderjakke, en knaldroman.

Så er det hun rejser sig, en onsdag. Hun er allerede rutineret, når hun maler sig. Vi ser hende læne sig ind over vasken i badeværelset, hendes hænder ryster, men det er mindre nu, hun tegner sine øjne op med koksgrå kohl og hendes vipper bliver edderkoppeben, tunge. Hele hendes blik er tungere sådan, og hendes læber tegner hun op med en brun læbeblyant, hun niver sig i kinderne, så de blusser. Hvad er det du ligner. Der er en hujende latter.

Hendes far, der slår sig på lårene og er ved at kvæles i sin latterhoste. Hans lunger raller af røg og tjære, men han griner. Han pakker piber ud af avispapir og tager i foderstoffen og køber fuglefrø i femogtyve kilossække.

Hans tørre akademikerhoste bliver løs af fugten på landet, han læser ikke andet end faglitteratur, månedsblade, hans hud får det frugtagtige over sig, der er ikke ro til bøger længere, til alt det, der ikke kan tages fat omkring med flade fingre brede hænder. Hvad er det du ligner, hvorfor er der den hujen i hans skind. Linda orker ikke.

Hold dig tæt til mig, siger hendes mor, de er kørt til byen, de går ned gennem strøget. Man kunne tænke sig det, som at gå mellem rækkerne af majs, sidst på sommeren., men de to domæner stritter i hende. De kan ikke være i hendes hoved på en gang, hun bryder sig ikke om at være så banal, men der hænger hele tiden den enkelthed ved det.

36 DANSK NOTER

Man bliver så let væk i byen. I det menneskemylder, myretuehelvede.

De er på besøg i byen nu. Den er ikke længere deres.

Der er kommet det uvirkelige over den. Som om man kunne række hånden ud og vælte murene, menneskene, afsløre det hele som de her malede kulisser. Og alting er stemmer optaget som lyd, flyttet ind i en film. Det er dagene op mod jul, og Linda får de første igleblikke. Dem hun hurtigt lærer at kende, og som hun begynder at hale ud af bilerne ved det blå skilt. Det er så taknemmeligt.

Det er samme bevægelse som når de til april fisker sild ved Mellerup-Voer og fanger fem på hvert kast. Hun får kvalme af den opmærksomhed, først; slår blikket ned, I får aldrig fat. Men de er der hurtigt igen, så vedholdende, at Linda ikke kan undgå at vænne sig til dem. De slikker hende ned af ryggen, i hårgrænsen, nakken. Der er en hånd inde mellem hendes balder, aner hun, men det er tanker bare, der finder derind. Hendes hjerne bliver sten, blikkene falder over hende som et ophidset hundekobbel; når hjernen trækker sig rytmisk sammen, så fladerne kværner mod hinanden, maler hende; benmel, kraniemel.

Hun bliver så meget læber, hun behøver ikke at tale. Hun bliver set og hun retter sig op. Går anderledes.

Hun begynder at koreografere det, tager magten, tager rutebilen til Århus, hun snyder sig derind for at gå rundt i gaderne. Hun står af ved stoppet på skolebakken og går ind mod domkirken, bag om den, til latinerkvarteret, Magasin, strøget. Vandrer gennem kulisserne. Sko, der klikker. Hun køber en sort fjerboa og bruger den som tørklæde. Det har hun ikke set nogen andre gøre. I byen ser hun hvide ræve, og i byen ser hun almindlige røde ræve dingle omkring de her slanke halse. Og selvfølgelig uld og kunstpels, men de indfarvede fjer er helt hendes egen opfindelse. Og hun går som en fugl gennem kulissebyen.

Linda Lee tænker, at hun er den eneste, der har gennemskuet det. Hende og de andre kvinder, dem med rævene. Der er et hierarki af billeder, som hun tager med sig og bruger som målestok for alting og blandt de tre øverste finder man en ærtebleg kvinde med en ræv om halsen og en cigaret der brænder sig selv mellem hendes blondefingre.

Det er med den dame og tusinde andre, de her perforerede kvinder, at hun griner medlidende af mændene.

Hun finder banegården, stiller sig på trappen under skærmene. Hun står på samme måde som de andre kvinder.

Hun tager en større taske med næste gang, hun tripper, hun lader som om, hun ser ned på sit armbåndsur engang imellem. Linda har ikke noget ur. Kigger på det, et dameur med en løs metalrem, der rasler, når hun samler sit hår, når hun sætter det op med den slags spænder.

fortsat fra side 31

”…vi har en pinlig bevidsthed om at den natur, vi møder, er afhængig af vor

egen civilisations ressourligt. Inger Christensen skaber ger i det lille digt ”& Baggeen ny udgave af naturens sen”. Han taler med Baggesens ceforbrug og forurening store bog, som gør det muligt stemme; men perspektivet er for hende at bevæge sig fra Højholts. Opstigningen glider den umælende kosmiske nalynhurtigt over i det erotiske turs sprog til menneskets. Mennesket holdes fast i det forhold til Baggesens senere kone, Sofie Haller. Bagjordiske, en position som for øvrigt minder om den vi gesens patos er umulig for Højholt som den er det for indledningsvis mødte hos Thorkild Bjørnvig, i modsætde fleste gymnasieelever. En yderligere perspektivering ning til romantikkens salige svæv. af himmelstormen kan etableres ved at parallellæse

med Bjørnvigs digt ”På en altan i New York”, som Sammenfatning formulerer et dementi af den romantiske himmelstorm.

Lad os til sidst se forløbet i en ligefrem kronologi. UdResultatet af opstigningen er her ikke eufori, men håb gangspunktet er nu en grundlæggende sondring melknyttet til det univers, som ikke er menneskeskabt. Derlem høj og lav natur - hos Kingo. Den fastholdes, men med lægger vi den første spæde grund til en samtale, får nye former. Fordi det ny byborgermenneske satte sig hvor romantikkens kategorier er nærværende i medspil uden for naturnødvendigheden og hentede sin identiog modspil. tet netop fra egen produktivitet, kunne det i distance C. B: Tullins: ”En Maji-Dag” egner sig særdeles godt opleve naturen. Naturen blev med andre ord ikke alene til epokal læsning, selvom det med sit sentimentale rogenstand for borgerens foretagsomhed, men blev også kokopræg godt kan give anledning til en vis fnisen hos ladet op med æstetisk og religiøs betydning. I løbet af eleverne. Allerede stilistisk er det ganske sammensat, 1700-tallet lægges splittelsen mellem en højere og laog der sker et brud i digtets naturopfattelse. Vi begynvere natur ind i denne verden. Gud havde hidtil været der helt i tråd med en gammel kristen forestilling om den absolut værdigivende instans. Den rolle overtager naturens store bog, men digtet overskrider selv denne Naturen. Men det er en problematisk størrelse som vi forestilling ved delvist at lade naturen overtage Guds her har fået installeret på Vorherres plads. plads og lade eros træde ind ved siden af agape.

Til spændingen mellem en forestilling om naturen som ren ressource og som ophøjet natur knytter sig en Et vertikalt natursyn spænding mellem naturen som en størrelse der lades I modsætning til Tullin formulerer Thomas Kingo en med betydning af mennesket og på den anden side meget klar kristen, vertikal naturopfattelse i ”Den fierde den tavse natur. Omkring disse punkter drejer vor tids Aftensang”. Vi møder to naturer: En jordisk der er nødvendige gentænkning af natur sig: underlagt forgængelighedens lov og en der udspringer • Splittelsen mellem en højere og lavere natur af Jesu liv, død og opstandelse, en natur, der suspenanbragt horisontalt i denne verden derer forgængeligheden og lader livet strække sig ind i • Den moderne sondring mellem naturen som evigheden. Det er netop i dobbeltheden mellem synd ressource og naturen som fri natur og nåde, forgængelighed og opretholdelse at det bliver • Den bevidsthedsmæssige bombe under hele muligt at forstå Kingos og hans tids opfattelse af Natunaturmetafysikken: Naturen som projektionsren som en bog der kan retlede mennesket. I den lave skærm for jegets grænseløse selvspejling. natur kan man finde en belæring om den højere natur.

Forestillingen om naturen som ressource og naturen Det møder vi også hos Baggesen og Staffeldt, men sålesom fristed ligger i indre konflikt med hinanden. Når des at agape hos dem slår over i eros. vi tager ud i naturen, ved vi godt at den omsluttes af civilisationen. Måske er vi så heldige ikke at få øje på En materialistisk metafysik en højspændingsledning. Måske hører vi ikke engang Inden vi nu lukker helt ned, foretager vi en parallellyden fra en bil. Men vi har en pinlig bevidsthed om at læsning i forhold til Inger Christensens Alfabet. Her får den natur, vi møder, er afhængig af vor egen civilisatinaturen mæle ikke ved at bevidstheden skiller sig ud af ons ressourceforbrug og forurening. Set i det perspektiv naturen, men ved en stadig mere omfattende artikukommer læsningen af natursyn og bevidsthedsdannelse lering af den allesteds værende natur i naturvæsenet til at bevæge sig både på et historisk og et aktuelt plan. menneske. På denne måde bliver alfabetet noget natur-

”

DANSK NOTER 37

Tema: Litteraturhistorie

Epokale bølgeslag Læreplanen for danskfaget i gymnasiet stiller krav om, at der gennemføres et forløb i samspil med historie - med vægt på historisk overblik og sammenhæng. Forløbet skal blot strække sig over 8-10 timer i hvert af de to fag, og derfor skal begreberne sættes på en simpel formel for eleverne. Julie Debois fortæller her, hvordan man kan servere 1000 års litteraturhistorie på en let overskuelig måde.

Som dansklærer i en 1.g sætter jeg mig sammen med holdets historielærer og tilrettelægger et tværfagligt forløb i historisk oversigtslæsning fordelt på 2 gange 6 moduler af 95 minutters varighed.

Eftersom de færreste elever i 1.g endnu har den store historiske bevidsthed, tilrettelægger vi forløbet på traditionel vis, så de kan danne sig et groft stillads over udviklings- og kulturhistorien. Det skabes nemmest ved, at eleverne får præsenteret de store, internationale og nationale historiske udviklingslinjer, før vi arbejder med de typiske æstetiske og bevidsthedshistoriske tekster, der er bundet til den specifikke tid. Derfor afvikles historiemodulerne én gang før hvert modul i dansk.

Fra fællesnordisk oldtid til Det moderne gennembrud Med den tværfaglige undervisning efter en stringent kronologi sætter vi fokus på individets sociale, kulturelle og mentale løsrivelse fra slægtens, fællesskabets og religionens verdensbillede og autoriteter. Ved at stoppe ved indgangen til det 20. århundrede kan vi anskue løsrivelsen som en realisering af moderne, individualiserede livsformer.

Vi laver fælles overskrifter til hvert modul for at sikre det tværfaglige udbytte og for at gøre det lettere for eleverne at forholde de epokale nedslags typiske æstetiske, idé- og bevidsthedshistoriske kendetegn til de samfunds- og kulturhistoriske forhold.

Litteraturen i historien – og bølgeslag som forståelsesramme Forløbet introduceres med sætningen ”Litterære strømninger opstår ikke tilfældigt og skal forstås ud fra den kontekst, de opstår i”.

38 DANSK NOTER

På den måde indfries det faglige krav om dobbeltblikket på synkrone periodelæsninger og diakrone, epokale nedslag. Samtidig forbereder jeg eleverne på, at vi de næste 6 undervisningsgange skal rette blikket mod de altomfattende og skelsættende forandringer i historien.

På kort tid skal vi både inddrage den enkelte teksts periodetypiske træk og forstå, hvordan den forbinder sig med den foregående og den kommende. Vi skal danne et groft stillads over 1000 års litteraturhistorie.

Bølgeillustrationen er vores gennemgående forståelsesramme, som kan tydeliggøre, at forholdet mellem tradition og fornyelse bevæger sig i bølgeslag, der skiftevis bryder med og gentager hinanden i et kontinuerligt mønster:

Bølgekam: Den relative, naturvidenskabelige forståelsesramme Bølgedal: Den absolutte religiøse forståelsesramme

For at eleverne til hver undervisningsgang dels har læst litteraturhistorie, dels skønlitterære tekster, får de udleveret et kompendium, som i kort form giver dem den nødvendige baggrund og de eksemplariske tekster.

Hvert modul indledes med et gruppeoplæg i form af en kort, introducerende power point præsentation.

Af Julie Debois, cand.mag. i dansk og religion, Espergærde Gymnasium og HF

Fællesnordisk oldtid og sagaheltens brutale værdisæt Gruppeoplæg: Introduktion til De islandske sagaer som episke fortællinger.

Tekst: Ravnkel Frøjsgodes Saga, ukendt forfatter og årstal.

Vores analyse af sagaens stilistiske træk ses i sammenhæng med sagaverdenens værdisæt, hvilket fører til en diskussion om, hvorvidt man kan måle datidens brutale værdier på vore dages kristne og demokratisk farvede etiske normer. Formålet er at forstå positivt vægtede værdier som snarrådighed, koldblodighed og blodhævn ud fra den historiske kontekst, de befinder sig i: At slægtens anseelse og position var nødvendig for dens opretholdelse overhovedet. Hér lærer eleverne at overskride deres egen normbevidsthed ved at gå til teksten ud fra dens egne historiske betingelser.

Afslutningsvis kan eleverne reflektere over sagaerne som historisk kildemateriale.

Middelalderens enhedssamfund og folkevisens istemmende verdensbillede Gruppeoplæg: Oversigt over de forskellige folkevisegenrer og fremstillingsformer.

Tekst: Harpens kraft, ukendt forfatter og årstal.

Vi placerer den næste epoke på vores tidslinje og afrunder den fællesnordiske oldtid ved at præcisere forholdet mellem sagaernes fortalte tid og den tid, hvori de er nedfældet – nemlig i 1200-tallet efter indførelsen af en katolsk enhedskultur i hele Norden.

Folkevisens fremstillingsform – sprog og dans – sættes i relation til samtidens kollektive menneskeforståelse, idet den omvandrende sangers tragiske strofer om tidstypiske livsproblemer tolkes og bearbejdes af storgårdens medlemmers kædedans og omkvædsritual – og samspillet med historiefaget accentueres yderligere ved at sætte folkevisen ind i dens historiske kontekst: Det metafysiske verdensbillede befolket af trolde og onde ånder, der lægger hindringer i vejen for det enkelte in-

DANSK NOTER 39

divid og dermed slægtens fortsatte ejendomsinteresser.

Elevernes historiske bevidsthed udvides, når vi taler om folkevisernes nedskrivningstidspunkt i Renæssancen og deres endnu senere genkomst i Nationalromantikken.

Renæssance og voluminøs barokdigtning under enevældens krigshærgede diktatur Gruppeoplæg: Eksempler på renæssancemennesker, kunst og arkitektur.

Tekst: Hver har sin Skæbne (1681) af Thomas Kingo.

Gruppeoplægget introducerer, at Renæssancen – med sine mange opdagelsesrejser, den kopernikanske vending, bogtrykkunsten og anatomiske studier - danner

40 DANSK NOTER

skelsættende, bevidsthedshistoriske forandringer.

Dette bølgeslag afføder et nyt, individuelt menneskesyn, og vi placerer dermed epoken på en bølgekam med inspiration helt tilbage i den græske oldtid.

Efterfølgende placerer vi barokken som en bølgedal, hvis kunstfærdige og udspekulerede paradokser, synsbedrag og vanitassymboler skulle afspejle en højere metafysisk virkelighed. Således sættes Kingos antitetiske lejlighedsdigt ind i dets historiske kontekst: Kingo som utrættelig propagandakunstner for enevælden, Christian V – den af Gud valgte styrer af det jordiske liv – og Kingo som produktiv salmedigter, hvis formudtryk fungerede som et værn mod det jordiske kaos.

Oplysningstid, rationalisme og komediegenrens belæringer Gruppeoplæg: Introduktion til Ludvig Holberg.

Tekst: Uddrag af Jeppe paa Bjerget (1722) af Ludvig Holberg.

Eleverne præsenteres for næste epokale nedslag som indgangen til det moderne ved at markere Oplysningstiden som en bølgekam, hvis idé er at bekæmpe al irrationalisme. Oplysningsfilosoffernes nye tanker om en midlertidig formørkelse af det menneskelige ”fornuftens lys” skal forstås i sammenhæng med indførelsen af den oplyste enevælde. Et gruppeoplæg illustrerer, at den berejste og dygtige forretningsmand Ludvig Holberg naturligvis står som en sand repræsentant for sin samtid. Og tekstanalysen konkluderer, at komedien dels understøtter samfundets magtdeling, dels indeholder en fiffig kritik, idet den stakkels Jeppe også er offer for tidens korrupte magtstruktur. Komediegenren skal vække sit publikum, hvis stille latter dels dækker over tidligere tiders irrationelle tænkemåder, dels bekræfter borgerskabets interesse i at lade standsforskellene være urørlige - oplysning kunne meget nemt føre til opløsning.

Dansk-tysk nyplatonisme og nationalromantik i rød-hvide klæder Gruppeoplæg: Redegørelse for nyplatonisme, organismetanke og forfatterpræsentationer.

Tekster: Indvielsen (1804) af Schack von Staffeldt og Fædrelandssang (1819) af Adam Oehlenschläger.

Vi efterfølger fortsat historiemodulet for at tydeliggøre, at Oplysningstidens optimistiske fremskridtstro, baseret på mennesket som fornuftsvæsen, ændres i takt med den historiske samfundsudvikling i starten af 1800-tallet.

Kunstens emne bliver nu det rent menneskelige, kunstneren vender sig væk fra virkeligheden - hen imod ideernes verden, naturen, det historiske – eller det hele på én gang.

Placeringen af Romantikken på en bølgedal skal få eleverne til at se, at Staffeldts Indvielse viser tilbage til Kingos dualisme, at forholdet mellem tradition og fornyelse skiftevis bryder med hinanden i et kontinuerligt mønster.

Desuden skal de se, at romantikerens drøm om den hele verden senere kunne knyttes til nationen eller folkets historie, hvortil nationalsange og middelalderfolkeviser passer så glimrende: Hvad udad tabes skal indad vindes.

Industrialisering og Det moderne gennembrud Gruppeoplæg: Præsentation af Charles Darwins evolutionsteori og Georg Brandes´ Hovedstrømninger.

Tekst: Et Skud i Taagen (1882) af J. P. Jacobsen.

Modulets to indledende gruppeoplæg giver os baggrunden for perioden Det Moderne Gennembrud som et historisk paradigmeskifte. Nu vil vi selv gå til teksten ud fra den forståelse, at kendetegnet for naturalisme er overføringen af det naturvidenskabelige, ikke-religiøse synspunkt på litteraturen. Med Oplysningstiden som forbillede bestræbte Brandes sig på, at litteraturen også skulle sætte problemer under debat, og bølgekammene sammenholdes.

Som sand gennembrudsforfatter opfatter Darwins oversætter, J. P. Jacobsen, litteraturen som et laboratorium, hvori de determinerende kræfters indvirkning på et menneske eller en hel slægt kan studeres. For hovedpersonen Henning - sidste led i en degenereret slægt - bliver drøm og fantasi pludselig en farlig og forførende magt, som opsluger ham. Vi fortolker novellens afslutningsscene i tågen, først ud fra en romantisk, metafysisk forestillingsverden, og derefter ud fra naturalismens synspunkt. Er det Agathes genfærd eller Hennings egen sindssyge, der griber manden i struben?

Skriftligt produkt og opsamlende quiz Forløbet afsluttes med en skriftlig opgave, hvor eleverne skal samle begge fags materialer i hver deres skema under kolonneoverskifter som: Historiske perioder og begivenheder, Verdens- og menneskesyn, Kunstneriske stilperioder og Betydningsfulde personer.

Til skemaet skal de forfatte en lille, medfølgende tekst, hvor de præsenterer faget litteraturhistorie, reflekterer over forholdet mellem perioderne som bølgeslag og gør sig nogle overvejelser om, hvorfor vi i dag anskuer historien som et fast mønster, som et skema.

Formålet med denne opgave er memoteknisk, så eleverne danner sig det nødvendige overblik. De næste år skal de løbende udvide skemaet.

Det tværfaglige oversigtsforløb afrundes med en quiz, der har form af en powerpoint-præsentation med malerier, portrætter, arkitektur, begreber, andre nøgleord – og præmier: Udsigten til guldkarameller en masse udvirker mirakler, når eleverne i mindre hold dyster på paratviden, forankret i en let begribelig forståelsesramme!

DANSK NOTER 41

Tema: Litteraturhistorie

Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi – fortid, nutid, fremtid1 Litteraturhistorisk læsning kan, som dette nummer viser, formes ud fra mange principper.

Sikkert er det imidlertid, at INGEN litteraturhistorie kan fortælles, uden at der er styr på kilderne. Med Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi, tilgængelig på Dansklærerforeningens hjemmeside, har Aage Jørgensen skabt et helt uundværligt værktøj. Her fortæller han om bibliografien og arbejdet med den.

enige, og derfor går megen under­vis­ning ud på at Allerførst en præcisering. Man taler om universalbibliobibringe og skærpe den. Historisk bevidsthed, det har grafier og om fagbibliografier. Begge kategorier dæk­ noget at gøre med at forstå verden både som den er ker veldefinerede områder. Dansk Bogfor­tegnelse kan lige nu, og hvordan den er blevet, som den altså er, og eksemplificere den første, mens MLA-bib­lio­grafien kan at forstå sig selv som handlende i den sig udviklende eksemplificere den anden. De udgør kongeveje gennem verden. Måske kunne den være bleet kultiveret terræn. Vil man vet anderledes, om den hi­storiske læn­ge­­re ud i hampen, kan de bevidsthed havde været anderlestore søgemaskiner be­nyttes.

Bibliografen holder orden des. Det antages ofte, at stigende De er søgemaskiner også i den historisk bevidsthed trods alt kan forstand, at de kon­stant afsøpå hylderne, så alle andre gardere imod histo­riske fejltagelser, ger internettet for materiale, selvom enhver historisk situation jo men jo uden at forholde sig lettere kan finde rundt og er einmalig. kritisk til, hvad de finder. Kun Litteraturen tilhører den histogan­­ske lidt af dette er følgeund­gå at glemme, hvad riske udvikling, præges af den, lig relevant i en kvali­fi­ceret men vil også ofte gerne præ­ge den. bibliografisk sammenhæng. der måske fortjener at Læseren sluger den, oplever et En google-søgning i skrivende æstetisk behag eller får den i den stund på ’H.C. Andersen’ huskes gale hals, præges altså af den, og resulterer i 950.000 hits, mens præger den gennem tilegnelsen og andre gode danske mænd den tolkningsindsats, som bliver den til del. For så vidt kom­mer ud med knap så astronomiske tal: ’Johanskriver lit­teraturen historie. Litteraterne – de nedskriver nes V. Jensen’ med 156.000 og ’Lud­vig Bødt­cher’ med deres reaktioner på og refleksioner over litteraturen, 22.000.2 Hvad kan en gymnasieelev mon bruge det til? dens fiktioner og faktioner, og opsummerer det hele i Internettet fordrer i høj og stigende grad kritisk sans, litteraturhistorier, de drager skillelinjer, og de pro­filerer en disciplin, der bør tilgodeses meget målbevidst i unhøjdedrag, kultiverer det viltre og luger ukrudt bort. dervisningen. Forkundskaber er nyttige, men desværre Også på den måde ytrer historisk be­vidst­­hed sig. Endeikke medfødte. lig holder bibliografen orden på hylderne, så alle andre Historisk bevidsthed er et gode, derom er de fleste

”

”

42 DANSK NOTER

Af Aage Jørgensen (1938)

lettere kan finde rundt og und­gå at glemme, hvad der måske fortjener at huskes. Det hører med til historisk be­vidsthed, at man er indstillet på dialog med fortiden og forgængerne.

Også bibliografier må omgås med skønsomhed, de slører forskellen mellem væsent­ligt og inferiørt, og skønt alt skal med, er alt jo ikke lige gyldigt.3 Men de bringer først og fremmest faktu­el­le oplysninger, de kortlægger forsk­ningsfelter, og de gør det lettere at manøvrere i terrænet og overskue mu­lighederne. Helt banalt skåner de deres brugere for unødigt besvær.

Fortid Med Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi 1967 lagde jeg i 1968 grunden til et projekt, som kom til at omfatte syv bind og dække otte år, inden Det Kongelige Bibliotek i 1975 lod sig overtale til at sørge for videreførelsen.

Forordet indledes med en konstatering af, at den videnskabelige og kritiske beskæfti­gel­se med nationallitteraturen var inde i en ekspansion, der gjorde det ønskeligt at etablere et dansk si­de­stykke til den årsbibliografi, som fremkom i det svenske litteraturhi­sto­riske tidsskrift Samlaren.4 Historien om Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi er langt hen historien om, hvordan de problemer, som næsten nødvendigvis måtte opstå i forbindelse med etableringen og konso­li­deringen af en sådan ”institution”, er blevet løst – ind til skrivende stund.

Jeg stod selv for udarbejdelsen af otte årgange – af hvad man retrospektivt kan opfatte som bibliografiens ”første række”. Hvad angår selve kompilationsarbejdet, stræbte jeg altid ef­ter at få det fra hånden så tilpas hurtigt, at trykningen kunne komme i gang en seks-syv måneder inde i det ”følgende” år, og gennemgående lykkedes det. Ej heller voldte det nævneværdigt besvær at finde vej ud til brugerne. 1967-bibliografien, den første, blev indlemmet i ”Poetik Bibliotek”, oprettet af teamet bag det nystartede tidsskrift Poetik. Bibliotekets første bind var en oversættelse af A.G. Baum­gar­tens gamle latinske disputats Filosofiske betragtninger over digtet, og det andet – og sidste – blev altså bibliografien.5 Derefter trådte Akademisk Forlag ind i billedet. Det udgav bibliografierne for 1968-70 som forlagsartikler og bibliografierne for 1971-74 som kommissionsartikler, med støtte fra Statens Humanistiske Forskningsråd.

Bibliografiens ”anden række” blev til uden min medvirken. Som nævnt erkendte Det Kon­­gelige Bibliotek i 1975, at tilvejebringelsen af en dansk litteraturhistorisk bibliografi ikke burde være et enkeltmandsforetagende,

men et nationalbibliografisk anliggende. Baggrunden for min henven­del­se var, at Forskningsrådet på dette tidspunkt skønnede, at bibliografien var bragt på skinner og burde kunne klare sig uden støtte. Jeg mødte som forventet megen forståelse – og så skulle man jo tro, at den hellige grav var vel forvaret.

Imidlertid skete der i de følgende år tilsyneladende intet, og efterhånden følte jeg, at det ligefrem virkede pinligt, når jeg dristede mig til at spørge til bibliografien. I 1983 gik der imidlertid hul på bylden. Det år udgav Nationalbibliografisk Afdeling årsbibliografierne for 1976 og 1977 i ét bind. To år senere lykkedes det at

”Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi er uden tvivl enestående også i medfør af sin udbredelse

”

få bibliografien for 1975 på gaden, og yderligere to år senere kom turen til bibliografien for 1979. Projektet var i mellemtiden overgået til Danmarks Biblioteksskole – og i reali­teten var alle de tre publikationer (såvel som en fjerde, bibliografien for 1978, der aldrig er blevet ud­givet) udarbejdet af biblioteksskolestuderende, to og to, som led i deres uddannelse, og følgelig efter andre bibliografiske standarder end de bind, som jeg havde fået fra hånden.6 Ikke uden en vis frustration over den voldsomme tilsidesættelse af mit princip om, at bibliografien burde fremkomme hurtigst muligt efter årets udgang, var jeg i 1980 gået i samarbejde med Dansklærerforeningens FFS-fraktion, der ønskede at yde medlemmerne bibliografisk service gennem Dansk Noter. Den kvartalsvise publicering dér reddede utvivlsomt projektet fra definitivt at havarere på de skinner, som Forskningsrådet mente det vel anbragt på. Service-bidragene i hæfterne 1980-86 kan siges at udgøre bibliografiens ”tredje række”.

I 1986 udgav jeg en revideret og suppleret udgave af 1967-bibliografien. På denne vis ville jeg råde bod på de begyndersvagheder, som unægtelig (og naturligvis) karakteriserede det allerførste hæfte. Og i 1987 fulgte en bibliografi over bidrag til dansk litteraturhistorie i

DANSK NOTER 43

44 DANSK NOTER

samleværker og artikelsamlinger 1967-86. I hvert fald den sidstnævnte var led i realiseringen af en plan om at tilvejebringe en kumulation af det efterhånden omfattende og ikke ganske ensartet registrerede materia­le, som mine egne og de institutionelt tilvejebragte årsbibliografier samt kvartalsfortegnelserne i Dansk Noter tilsammen udgjorde. Det blev Dansklærerforeningen, der påtog sig den store opgave, som Forskningsrådet støttede, men som krævede tilskud også fra andre kilder.

Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi 1967-1986 er uden tvivl enestående også i medfør af sin udbredelse. Dansklærerforeningens fraktionsbestyrelser mødtes i skøn enighed om at distribuere den til samtlige medlemmer.

Oplaget blev således 11.000 eks. Den tæller lidt over 8000 numre og blev organiseret efter et sæt retningslinjer, som lader sig føre tilbage til 1967-bibliografien.

Først og fremmest er ”Enkelte forfattere” tilgodeset i alfabetisk orden inden for fire ”storperioder” (Middelalderen; Det sekstende, syttende og attende århun­drede; Det nittende århundrede; Det tyvende århundrede).

Det hensigtsmæssige heri kan naturligvis di­skuteres; hundredårsinddeling er principielt set ikke mindre suspekt end tiårsinddeling.

Mens det store værk endnu var undervejs, genopstod årsbibliografien som publikations­form, nu på ”eget forlag”.7 Hæfterne for 1987-2000 udgør bibliografiens ”fjerde række”. De to første blev på samme vis som de fra begyndelsen af 1970’erne produceret ved hjælp af IBM-skrivemaskinen, men derefter tog computeren over – hvilket ændrede satsbilledet og revolutionerede arbejdsprocessen! De pågældende hæfter var i øvrigt på titelbladet markeret som ”udkast”, i erkendelse af, at det på den korte tidsafstand ikke kunne lade sig gøre fuldt ud at dække året, men også til pointering af, at de var tænkt som forarbejder til en ny kumulation. En simpel optælling viser, at de 14 årshæfter tilsammen rummer knap 7500 numre. En kumulation af dette materiale samt 2001-materialet, således at den kom til at dække en 15-årig periode, kunne altså have resulteret i et værk præcist lige så omfattende som for­gængeren, der med sine godt 8000 numre jo dækker en 20-årig periode. Mange dansklærerkolleger gav udtryk for, at de drømte om engang, f.eks. i 2004, at kunne stille et sådant værk ind på arbejdsreo­len, side om side med det fra 1989. Samtidig blev det imidlertid tydeligt, at tiden var løbet fra papirud­gaver af større bibliografiske arbejder. Internettet var blevet svaret på den slags drømme, om man nu kan lide det eller ej.

Fra kartotekskort til net Og Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi blev jo virkelig gjort internettilgængelig. Tanken opstod og modnedes sidst i 1990’erne, med Dansklærerforeningens daværende formand Inge Dalsgaard som pri­mus motor. Det økonomiske grundlag blev tilvejebragt i form af en CTU-bevilling fra Undervis­nings­ministeriet, og UNI-C tilvejebragte den tekniske løsning. Bibliografien gik relativt upåagtet på nettet i oktober 1999.

Den redaktionelle bearbejdning måtte hele tiden have for øje, at brugeren gerne skulle finde frem til de relevante henvisninger, næsten uanset hvordan søgningen blev grebet an. En artikel om Johannes V. Jensen, som i papirversionen er registreret under forfatternavnet, vil dukke op, hvis man anvender faciliteten søg en forfatter. Anvendes imidlertid faciliteten søg alt om, vil maskinen gennemføre en fritekstsøgning og kun vise henvisninger indeholdende præcist den af brugeren anførte tegnkombination, altså f.eks. ’Johannes V. Jensen’. Følgelig har det været nødvendigt at indføre tegnkombinationen i de henvisninger, hvor den ikke allerede fandtes, f.eks. i form af en ind­holds­an­tyd­ning: ”Om Johannes V. Jensens ’Kongens Fald’”. Søgesikkerheden kan naturligvis optime­res ved brug også af andre tegnkombinationer, f.eks. ’Johs. V. Jensen’ eller (med henblik på ud­gavesøgning) ’Jensen, Johannes V.’ Skærmbilledet viser de fundne referencer i kronologisk orden med de yngste for­rest.

Dansklærerforeningen videreførte den kvartalsvise publicering i Dansk Noter frem til og med 2004. Proceduren var, at materialet afleveredes til trykning dér samtidig med, at det fremsendtes til den foreningsperson, der var ansvarlig for den løbende supplering af basen. Opdateringen finder nu sted månedsvis, uden den synliggørelse af processen, som offentliggørelsen i Dansk Noter udvirkede.

Nutid Hvortil kan det nu alt sammen tjene? Det nærliggende svar er naturligvis, at bibliografi­ens brugere ubesværet skal kunne finde frem til relevant litteratur om et givet litteratur­historisk emne – og så at sige slippe for den ulejlighed, som er nedlagt i den fra min side. Talen er om en brugsbibliografi. Den er skabt af en mod brugersituationen orienteret habil amatør.

Bibliografien kan imidlertid også betragtes som en art statusopgørelse og i videre forstand som et bidrag til forskningshistorien. Jens Kistrup læste den som

DANSK NOTER 45

”Bibliografien har placeret sig som et værdifuldt hjælpemiddel i studie­sam­­­menhæng og som bibliotekshjælpemiddel, herom er tilkendegivelserne enige

”

monument eller skamstøtte over 1968-ge­nerationens ondsindede undergravning af den store klassiske tradition, på samme vis som han si­den læste fjerdeudgaven af Danske digtere i det 20. århundrede som vidnesbyrd om, at litteratur­forsk­ningen havde vendt det læsende publikum ryggen. Andre har glædet sig over, at den omstemning af forskningen og den litterære kritik, som vitterligt tog sin begyndelse sidst i 1960’erne (markeret bl.a. ved etableringen af tidsskrifterne Kritik og Poetik) er blevet kortlagt og dokumenteret i fuld bredde. Kol­ leger i gymnasieskolen og på universiteterne henviser deres elever og studerende til den og bidrager for så vidt til, at den indgår i befordringen af den ”nye” tradition, som Kistrup hellere så gravlagt end do­ku­menteret.

Hvorom alt er – bibliografien har placeret sig som et værdifuldt hjælpemiddel i studie­sam­­­menhæng og som bibliotekshjælpemiddel, herom er tilkendegivelserne enige. Den doku­men­terer og reflekterer tillige en hastig og voldsom udvikling i litteraturkritikkens og litteraturhistorie­skrivnin­gens historie på dansk grund.

En udvikling betinget af, at studentertallet og dermed lærertallet og der­med den kritiske produktivitet – også uden for de universitære miljøer – har beskrevet en sti­ gende kur­ve. Af gode grunde foreligger der ikke noget talmateriale for årene før 1967. Men antallet af numre i de otte første årsbibliografier er i gennemsnit 415, hvor gennemsnittet for de otte seneste (trykte) år­gange er 580. Det er muligt, at udviklingen er vendt, men efter papiroffentliggørelsens ophør fore­ligger der igen intet talmateriale.

Det er banalt at nævne det, men mangt og meget har unægtelig ændret sig gennem den her skildrede periode. Hvad jeg har oplevet på vejen fra kartotekskort og trykte bibliografier til elek­tronisk lagrede og netbaserede bibliografier er et indiskutabelt fremskridt. I og

46 DANSK NOTER

med, at de store interna­tionale og nationale baser er blevet elektronisk tilgængelige og opdateres løbende, dukker mangt og meget op over horisonten langt hurtigere end dengang registreringen skete f.eks. i årlige papirudga­ver. Det tager stadig tid at tilvejebringe materialet i fysisk forstand. Men til gengæld er talrige tidsskrifter overgået til offentliggørelse på internettet, således at relevante artikler i princippet kan udskrives på ”eget” bibliotek – hvor tidsskriftet tidligere måske skulle rekvireres andetsteds fra.

Fremtid Hvad kan man så passende bekymre sig om? Da Ivar Lærkesen bad mig om at give et nummer om bib­lio­­ gra­fien til dette litteraturhistoriske nummer af Dansk Noter, bemærkede han bl.a.: ”Man må hu­ske, at en helt ny generation af dansk­lærere, som måske ikke har et så selv­følge­ligt forhold til bibliogra­fien, er kommet ud i gymnasierne.” Og ja, løseligt anslået er halvdelen af de prak­ti­serende dansk­lærere så un­ge, at de ikke i sin tid modtog Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi 1967-1986 med posten. De mindes end ikke, som til og med 2004, om værkets eksistens gennem suppleringer i Dansk Noter – som gav en fin mulig­hed for at følge med i, hvad der fremkom af nyt – og kan måske være i tvivl om, hvorvidt ba­sen over­hovedet opdateres.

Fra min gymnasietid ved jeg, at med-arbejderne i vingården næsten rutinemæssigt førte deres elever til bibliografien i hvert fald i forbindelse med skrivning af de større opgaver i dansk, og fra min virksomhed som censor på universiteterne ved jeg, at adskillige undervisere dér har lagt megen vægt på at minde deres studerende om bibliografiens eksistens eller introducere dem til den. Men jeg ved også fra de talrige opgaver, jeg har været med til at bedømme, at forskrækkelig man­ge ikke annam­mer budskabet og i deres litteraturlister fører sig frem som rene dilettanter. De klarer sig nok i li­vet, for det skal de jo. Men det er nu alligevel beskæmmende under en julefrokost at høre sin sam­talepartner, en ung mand af faget, kvittere for min næv­nelse af No­ belprisen og mine gøremål i den boldgade ved at spørge til, om Halfdan Rasmussen, hans store idol, havde fået den, som rimeligt var. Nå, vi kan jo ikke alle være ørne til alt.

Den grimmeste bekymring knytter sig imidlertid til problemet, hvordan bibliografien fri­gøres af sin faderbinding. Som man vil forstå af redegørelsen hér, blev det første forsøg i den retning gjort, da jeg var halvt så

”Løseligt anslået er halvdelen af de prak­ti­serende dansk­ lærere så un­ge, at de ikke i sin tid modtog Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi med posten

”

gammel, som jeg er nu. Men jo altså uden videre succes. Bibliografien er, gen­tager jeg, ikke en enkeltmandsopgave. Den er en institution, der venter på at blive institutionaliseret.

Efterskrift Få dage efter færdiggørelsen af ovenstående artikel modtog jeg fra Dansklærerforeningens fælles­be­sty­rel­ sesfor­mand Jørgen Larsen meddelelse om, at man i

forbindelse med overgang til en ny hjemmeside har besluttet at ”nedlægge” Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi.

Som grund angives, at besøgstallet er ”lavt”, og at det vil være ”forbundet med relativt store omkostninger” at konvertere bibliografien til det ny format.

Skønt skrivelsen i formaliteten naturligvis ikke er ufølsom (man beklager, at en lang tra­di­­­tion brydes, og man takker for mange års samarbejde), er den det i realiteten, således som det frem­går af følgende passus: ”Hvis du er interesseret, undersøger vi gerne om man på en eller anden må­de kan få data ud af systemet således at du eventuelt kan bruge det [dem?] i anden sammenhæng.

Vi er dog under alle omstændigheder nødt til at tage forbehold for omkostningerne i forbindelse hermed.”

Der Mohr hat seine Arbeit getan, der Mohr kann gehen! Og resten er vel så tavshed? Eller glemte man at spørge med­lemmerne? *

*

Det kan oplyses at der i Dansklærerforeningen arbejdes på at videreføre Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi.

(Red.)

Noter 1 Dele af denne artikel fremkom i et skrift, Mellem bøger, bit og brugere, som Statsbiblioteket udgav i forbindelse med 100-års jubilæet i 2002: ”Fra kartotekskort til internet”, s. 234-45. – Jeg bør nok forudskikke den bemærkning, at ’litteratur­hi­sto­risk’ her anvendes i vid betydning, egentlig omfattende alt, hvad der har med (dansk) litteratur at gøre: biografisk, socio­lo­gisk, pæ­da­go­gisk, kritisk, analytisk, teoretisk.

2 Specielt lystigt er det med ’Kierkegaard’, der giver godt 2.100.000 hits. Men indsnævrer man søgningen til ’Soren Kier­ke­gaard’, reduceres tallet til 699.000. En yderligere indsnævring til ’Søren Kierkegaard’ afkaster 294.000. I 2009 udgav jeg bib­lio­grafien Søren Kierkegaard Literature 19562006, der bringer 5592 numre.

3 Alt skal med var den titel, redaktørerne af festskriftet til min 60-års fødselsdag landede på. Arbejder man som bibliograf ud fra den devise, undgår man at pådrage sig ansvar for den selektion, som brugerne måske gerne vil slippe for selv at foretage. Devisen er i øvrigt intet andet end en tommelfingerregel. Skulle man praktisere den som princip, ville man aldrig kunne vi­de, hvornår en bibliografi var ”færdig”. – I øvrigt findes der også selektive bibliografier. De fleste litteraturlister i skriftlige opgaver er efter sagens natur selektive.

4 Offentliggørelsen i Samlaren sluttede i 2001-årgangen (bibliografien for 1999). – En tilsvarende norsk bibliografi er frem­kommet i Norsk litterær årbok, med kumulation af de første 25 leveringer i Leif Mæhle, Bibliografi over norsk litteratur­forsk­ning 1965-1989 (Oslo, 1993; 358 s.), og med videreførelse i årbogen.

5 Dette har Per Aage Brandt, der var en af redaktørerne, tilsyneladende fortrængt. I hvert fald skriver han i Kritik’s dob­belt­nummer 75-76, 1986, om efterkrigstidens danske litterære og kulturelle tidsskrifter, at Baumgarten-skriftet blev Poetik Bib­liotek’s ”eneste publikation”.

6 Mine anmeldelser af årgangene 1975-79: Bogens Verden, 1983, s. 578-79; 1985, s. 325; 1988, s. 167-69.

7 Nemlig det, der bar det ambitiøse navn CUK/Center for Undervisning og Kulturformidling – til minde om oprindelsen i et stort tænkt og bredt sigtende initiativ taget af en gruppe århusianere, mest gymnasielærere, midt i 1980’erne (et initiativ, der ønskede fantasien til magten, men knap nok forestillede sig, at foretagendet skulle ende som et forlag med bl.a. bibliografier på agendaen).

DANSK NOTER 47

Tema: Litteraturhistorie

De moderne gennembrud 1870 – 1914 - om flerfaglig periodelæsning Dansk er ofte blevet beskyldt for at gå på strandhugst hos andre fag. Ikke mindst i den historiske læsning har det altid været nødvendigt at inddrage indfaldsvinkler fra andre fag. I den nuværende gymnasiestruktur er det blevet endnu mere oplagt at dække litteraturhistoriens baggrundsforklaringer ind gennem et samarbejde med de andre fags kernestof. Bogen ”De moderne gennembrud” (Systime) er et bud på dette.

flerfaglig tænkning, så må ”den gymnasiale” litteraturIgennem 00’erne har danskfaget inden for de gymnahistorie også i højere grad læses sammen med de andre siale uddannelser undergået en betydelig forandringsfags kernestof. Tanken bag proces. Dansk er ikke længere udgivelsen har været, at det det almendannende basisfag, moderne gennembrud, som der i egen selvforståelse engang rigtig mange elever kender kunne henleve et fagligt liv i Med gymnasiereformens det allerede fra folkeskolen, en særlig eksklusiv sfære af især ikke er noget, der står og finlitterær ophøjethed. Med mange flerfaglige bindinger falder med, at Georg Brandes gymnasiereformens mange går på talerstolen i 1871 og flerfaglige bindinger på alle 3 på alle 3 årgange giver det afslører, at nu må vi tage os årgange giver det mindre og sammen og bryde igennem. mindre mening at læse litteramindre og mindre mening at 1870 er ganske vist et turhistorien for dens egen skyld. nemt og rundt årstal at huDels er timetallet presset og stoflæse litteraturhistorien for ske. Men det moderne brød mængden udvidet, så det bliver ikke uden videre igennem i stadigt vanskeligere at nå overdens egen skyld 1870, og det havde langt fra blikslæsningen. Dels tror ikke kun med litteratur at gøre. engang lærerne vel længere på, Det moderne gennembrud at en særligt fintfølende litterær forløb i virkeligheden over smag og et kanonisk overblik en længere periode i løbet af 1800-tallets Europa, både også åbner for en forståelse af den øvrige fagrække. Vi, før og efter 1870. Det var en proces og et resultat af der elsker faget, kan nok i særlige øjeblikke og udvalgte flere typer af gennembrud: bl.a. et naturvidenskabeligt lektioner tænke, at de unge mennesker da må mangle og teknisk gennembrud, et politisk og socialt gendet væsentlige i livet, hvis ikke de bærer den kanoniske nembrud, et urbant gennembrud, et religionskritisk bagage med sig på ryggen. Den tanke strejfer næppe gennembrud og et kønspolitisk gennembrud. Disse eleverne. gennembrud blev sat under debat i bl.a. litteraturen og malerkunsten i form af særlige temaer og skrivemåder.

Når danskfaget derfor til stadighed reduceres i timeDet giver derfor langt større mening at kalde periotal og skriftlighed og i stedet forventes at bidrage til

”

”

48 DANSK NOTER

Af Jørn Jacobsen, lektor i dansk og historie, Handelsgymnasiet i Randers Conni Paldam, lektor i dansk, engelsk og russisk, Århus Købmandsskole

den 1870-1914 for ”de moderne gennembrud”, fordi der var mange af dem, og fordi de hang sammen på kryds og tværs. OG – hvilket selvfølgelig er hensigten med denne tilgang – så åbner denne vinkling af litteraturhistorien for utallige brudflader til andre fag end dansk. Det drejer sig bl.a. om fag som historie, billedkunst, religion, biologi, sprogfagene, teknologifag og international økonomi. Andre gennembrud end det litterære er fundamentale og udgør de basisgennembrud, der skabte det materiale, litteraturen og kunsten blev bygget af og som udgør kernestoffet i andre af de gymnasiale fag. Disse gennembrud kan vi samle således:

• De naturvidenskabelige og tekniske gennembrud - praktiske fremskridt, positivisme og evolutionsteori.

• De politiske og sociale gennembrud – demokratisering, partidannelser og de store forandringer blandt borgere, bønder, husmænd og arbejdere.

• Det urbane gennembrud – storbyens miljøer og den moderne mentalitet • Det religionskritiske gennembrud – Feuerbach, Marx og Nietzsche – og opgøret med Gud. • Det kønspolitiske gennembrud – blandt middelklassens og arbejderklassens kvinder.

DANSK NOTER 49

Periodelæsning – på kryds og tværs Den litteraturhistoriske periodelæsning kan læses og bliver læst på mange forskellige måder: som perler på en kanonisk snor eller som linjer og temaer før og nu.

Vores måde at læse på tager afsæt i, at et nyt litterært brud, som føjer et nyt led til litteraturhistorien, har sin årsag i en lang række andre brud, som ligger uden for litteraturen. Disse andre brud er ikke primært danskfagets kernestof, men de er nødvendige at forstå for at forstå litteraturen. Med de mange flerfaglige bindinger, som alle fag er underlagt efter reformen, giver det danskfaget en enestående mulighed for at være det fag, der skaber sammenhængen. Og det skyldes simpelthen, at litteraturen og kunsten, men naturligvis også i andre

”Med de mange flerfaglige bindinger, som alle fag er underlagt efter reformen, giver det danskfaget en enestående mulighed for at være det fag, der skaber sammenhængen

”

sammenhænge både sproget og medierne, er det sted, hvor nye brud i udviklingen bliver fanget op. Nogle få gange skabes disse brud af litteraturen og kunsten selv og påvirker alle andre sammenhænge i tiden, men det normale er, at litteraturen fanger brudfladerne op – selvhøjtidelige eller ej, så er kunstnere nu en gang udstyret med denne evne til at formulere brudflader.

Allerede i samtiden lod den norske forfatter Alexander Kielland i sin roman ”Garman og Worse” fra 1880 sin hovedperson Jacob Worse udtale sig om konsekvenserne af tidens hastige forandringer: ”Opdagelser og undersøgelser dukker frem hver time, tvivlen ligger og roder og graver under det hele; ærværdige, grundmurede sikkerheder falder over ende….vi – en generation yngre – når vi træder ind i livet med de gamle sikkerheder kun halvvejs fæstnede i vore hoveder fra skolen, så vakler det hele; tvivl, usikkerhed på alle kanter… Og fæd-

50 DANSK NOTER

rene skænde og mødrene græde, fordi vi sveg vor barnetro; bitre ord og partinavne opsnappede i dagens strid fare ind i familierne, den ene forstår ikke den anden, de står og råber til hinanden i begmørke, ingen forskel på oprigtig overbevisning og fusentasteri, alt slås sammen, og et indfiltret net af fjendskab, mistro, løgn, fusk, hykleri spinder sig ind over det samfund!”

Med andre ord; litteraturen formulerer det, der vakler og det nye, der kommer.

Hvis vores elever skal få øje på, at danskfaget ikke bare lever sit eget særfaglige liv, men i høj grad er en platform, hvor nye gennembrud formuleres i litteraturen, sproget og medierne, så skal vi læse litteraturhistorien og perioderne i dialog med de andre fags kernestof.

Det er ikke indlysende for andre fag som f.eks. historie, biologi, teknologifag, sprogfag eller international økonomi at medtænke danskfaget, men vores elever og kolleger må gerne opleve, at det modsatte faktisk er tilfældet og giver god mening.

”Det er ikke indlysende for andre fag som f.eks. historie, biologi, teknologifag, sprogfag eller international økonomi at medtænke danskfaget, men vores elever og kolleger må gerne opleve, at det modsatte faktisk er tilfældet og giver god mening

”

DANSK NOTER 51

52 DANSK NOTER

Faglig orientering og debat

Dansklærerforeningen/Gs udtalelse om læreplansjusteringerne i dansk Dansklærerforeningen/Gs bestyrelse blev bedt om at komme med en udtalelse i forbindelse med justeringerne af læreplanerne for stx og hf.

Dette høringssvar kan læses her:

De foreliggende læreplansudkast er blevet til gennem en forbilledlig åben proces, hvor fagkonsulenten har indhentet indspil fra hele fagmiljøet, så læreplansforslaget er samstemt med praksis i undervisningen.

Endvidere har fagkonsulenten i begyndelsen af februar deltaget i en række regionalmøder arrangeret af Dansklærerforeningens gymnasiesektion. På disse møder har dansklærere rundt i landet været med til at debattere udkastene til læreplansændringer, og stemningen på disse møder har været entydig positiv.

Vi vurderer det foreliggende læreplansudkast meget positivt af flere grunde: •

I læreplansudkastene er der god overensstemmelse mellem de faglige mål og de konkrete udmøntninger i beskrivelsen af de enkelte stofområder.

•

Læreplansudkastet viser et moderne danskfag hvor det sproglige, det mediemæssige og det litterære meningsfuldt indgår i et samspil.

•

Mundtlig og skriftlig udtryksfærdighed er skrevet ind som et selvstændigt punkt.

•

Beskrivelsen af de enkelte stofområder er slanket, uden at det har forringet faget. Den centrale rolle, som litteraturen spiller i faget, er således på ingen måde reduceret.

•

Læreplansudkastene giver stor frihed i tilrettelæggelsen af undervisningen.

•

Udtrykket ”genrer” under det mediemæssige stofområde er ændret til ”tekster”.

•

Læreplansudkastet er affattet i et klart og letforståeligt sprog som gør det enklere at være dansklærer i stx og hf.

Vi finder, at der i det sproglige stofområde sker en glidning mellem de faglige mål og beskrivelsen af stofområdet. For at undgå dette, vil vi foreslå en omformulering af indledningen til det sproglige stofområde, så den herefter lyder: ”Det sproglige stofområde har som sit genstandsfelt et bredt udvalg af tekster, talte såvel som trykte, som kan belyse sprogets struktur, variation og sociale betydning.” Alternativt kunne man udvide formuleringen ”Kommunikationsanalyse”, så den lyder "Kommunikationsanalyse, bl.a. med henblik på sprogets sociale betydning."

Videre vil vi stille et spørgsmålstegn ved om det skulle være nødvendigt at det supplerende stof nødvendigvis skal uddybe alle kernestoffets tre områder. Kunne ordet ”tre” ikke udgå? (Læreplanen for stx, s. 4) I læreplanen for hf anbefaler vi at ”litteraturhistoriske fremstillinger” (s. 3) erstattes af ”litteratur-, kultur-, og bevidsthedshistoriske fremstillinger.” Det vil styrke det anvendelsesorienterede.

Bortset fra disse mindre punkter, finder bestyrelsen for Dansklærerforeningen/G at danskfaget i stx og hf vil være særdeles godt stillet med den foreliggende ordlyd til læreplaner.

Bestyrelsen for Dansklærerforeningen/G

DANSK NOTER 53

54 DANSK NOTER

Nyt fra fagkonsulenten Af Susan Mose Fagkonsulent i dansk på stx og hf

Justerede læreplaner giver mere tid til fordybelse

Uddannelsesbekendtgørelser og læreplaner på stx og hf er som bekendt blevet justeret. I forbindelse med justeringerne af dansklæreplanerne har anbefalingerne i de to evalueringsrapporter fra Danmarks Evalueringsinstitut været et vigtigt udgangspunkt. Rapporterne anbefaler blandt andet, at der skabes luft i danskfagene.

Og denne anbefaling knytter sig til en udbredt opfattelse - nemlig at læreplanerne i de nuværende versioner lider under stoftrængsel. Mange dansklærere oplever, at kernestoffet er så fyldigt og detailbeskrevet, at det styrer undervisningens tilrettelæggelse i unødig grad; det er hele tiden nødvendigt at tænke i, hvordan flere ”pinde” kan hakkes af i samme forløb.

Det har derfor været en central bestræbelse at reducere antallet af bindinger i kernestoffet. Det har ligeledes været en bestræbelse at tydeliggøre sammenhængen mellem kernestoffet og de faglige mål. Man kunne naturligvis reducere og tydeliggøre på mange måder. Der har været mange gode bud fra danskfaggrupperne, og de justerede læreplaner har indarbejdet mange af disse forslag. Justeringerne er desuden blevet til i en frugtbar dialog med Dansklærerforeningen.

To danskfag – to profiler Danskfagene på stx og hf har som bekendt hver deres profil – i forlængelse af de overordnede formål som de er beskrevet i uddannelsesbekendtgørelserne. Danskfaget på stx er forankret i danskfagene på universiteterne, mens dansk på hf har en praksis- og anvendelsesorienteret profil. Her er der ikke sket ændringer. De to profiler viser sig blandet andet i tilgangen til teksterne, og dermed afspejler de sig i de didaktiske overvejelser, vi som lærere må foretage. På trods af forskellige profiler er der mange elementer i kernestoffet, som i praksis kan

afvikles på helt samme måde, selv om der er nuanceforskelle i de konkrete læreplansformuleringer. Sådanne formuleringsmæssige forskelle i de to læreplaner er fjernet de steder, hvor det ikke tjener et konkret formål, at der står noget forskelligt. En sammenligning af de to justerede læreplaner vil derfor afsløre en lang række identiske formuleringer. Der, hvor forskellene eksisterer, er det begrundet enten i toningen eller i den forskellige vægtning mellem stofområderne.

Fra faglige mål til kernestof Som bekendt er læreplanerne målstyrede. De faglige mål angiver, hvordan eleverne skal kunne arbejde produktivt og receptivt med tekster, og kernestoffet skitserer, hvilke teksttyper der er tale om. Med de nye læreplaner er sammenhængen mellem faglige mål og kernestof søgt tydeliggjort.

Tre faglige mål er særligt centrale og optræder i begge de justerede læreplaner for stx og hf. Elever og kursister skal kunne: • • •

demonstrere viden om fagets identitet og metoder analysere og vurdere primært ikke-fiktive tekster i alle medier analysere, fortolke og perspektivere primært fiktive tekster i alle medier.

Målet om at kunne demonstrere viden om fagets identitet og metoder genfindes i alle faglæreplaner på stx og i læreplanerne for visse fag på hf. Hensigten er at sikre, at elever og kursister udvikler en forståelse for, hvordan vi arbejder i dansk og med hvilke formål.

Det er selvsagt en vigtig viden at have internt i faget,

DANSK NOTER 55

men den er i lige så høj grad vigtig, når dansk mødes med andre fag. Almen Studieforberedelse på stx er det naturlige omdrejningspunkt for drøftelser af teori og metode på tværs af de faglige hovedområder, men også i forbindelse med henholdsvis SRP og SSO er det vigtigt, at danskfagets identitet og metode er ekspliciteret for og kendt af elever og kursister.

De næste to mål er formuleret helt parallelt. Vi har her fat i substansen i det arbejde, som elever og kursister skal kunne foretage i mødet med tekster, der kan gøres til genstand for analyse i dansk. Når der er tale om to – og ikke ét – mål, skyldes det en fornuftig tradition for at analysere alle former for tekster, men normalt at reservere fortolkning og perspektivering Sprog I udgangspunktet alle teksttyper Primært ikke-litterære tekster

l

Sprogiagttagelse

l

Argumentationsanalyse

l

Retorisk analyse

l

Kommunikationsanalyse

til fiktionstekster. Ikke-fiktive tekster kan til gengæld vurderes, eksempelvis i lyset af den formodede hensigt eller målgruppe.

Det vil afhænge af den konkrete tekst og den sammenhæng, teksten indgår i, hvilken form for analyse det vil være relevant at foretage. Det vigtige er, at elever og kursister er bevidste om, hvilke analytiske værktøjer de kan tage i brug i forbindelse med arbejdet med den konkrete tekst. I hvert af de tre stofområder udpeger læreplanen en række analytiske værktøjer, som elever og kursister skal være fortrolige med. Det er selvsagt tilladt – og der skulle nu være tid til – at inddrage andre teksttyper og anvende andre analyseredskaber end de nævnte.

Litteratur

medier

Primært litterære tekster

Litterære og ikke-litterære tekster

l

Lyrik

l

Nyhedstekster

l

Epik

l

Dokumentartekster

l

Drama

l

Fiktionstekster

l

Ræsonnerende prosa

l

Genrebegreber

l

Nyhedsgenrer

l

Litteraturteori og litterær metode

l

Fiktions- og faktakoder

l

Litteraturhistorie (m.m.)

Som det fremgår ovenfor, har stofområderne sprog, litteratur og medier alle receptivt arbejde med tekster i centrum. De er således bragt på niveau. Som led i denne bestræbelse har det produktive arbejde med elevens og kursistens egen udtryksfærdighed fået en selvstændig placering i kernestoffet:

Mundtlig og skriftlig udtryksfærdighed I denne del af kernestoffet indgår: l

et forløb om mundtlighed

l

et forløb om skriftlighed

l

mundtlige oplæg og tekstproduktion.

56 DANSK NOTER

Arbejdet med mundtlig og skriftlig udtryksfærdighed skal sætte eleverne i stand til at udtrykke sig præcist, nuanceret og formidlingsbevidst.

Der arbejdes med en vifte af mundtlige og skriftlige formidlingsformer, hvoraf nogle rækker ind i andre fag.

(Læreplanerne, 2.2)

Indholdet er ikke nyt, det er blot blevet sorteret klarere.

Henholdsvis mundtlig og skriftlig udtryksfærdighed har som bekendt et selvstændigt vurderingskriterium ved de afsluttende prøver i fagene.

Stoftrængslen var primært et problem i det litterære stofområde, og derfor er det også her, der er fjernet mest. Pinde er slået sammen, og værkantallet er reduceret med to, ligesom kravene til værkernes historiske spredning er nedtonet. Endvidere skal der ikke længere indgå et selvstændigt forløb om verdenslitteratur.

Der er foretaget andre reduktioner og omformuleringer i kernestoffet og i beskrivelserne i de enkelte afsnit i læreplanerne, som det vil være for omfattende at komme ind på her. Dokumenter med en overskuelig sammenligning af før og efter er tilgængelig på danskfagets side på www.emu.dk.

De justerede læreplaner træder i kraft pr. 1/8-2010 for nye elever og kursister. Rektor kan beslutte, at elever og kursister, der har påbegyndt deres uddannelse før denne dato, kan overgå til disse læreplaner.

Det forudsætter, at den nuværende skriftlige prøve kan bruges i forlængelse af de justerede læreplaner, hvilket er tilfældet i dansk.

Læreplanerne vil i løbet af sommerferien blive suppleret med nye undervisningsvejledninger.

Tak til Dansklærerforeningen og til de mange dansklærere, som på regionalmøder og konferencer, via indlæg på læreplans-bloggen og i form af mails har bidraget med forslag, idéer og kommentarer undervejs i justeringsfasen.

DANSK NOTER 57

Voxpop

Dansklærer-voxpop På denne plads vil vi fremover bringe korte interviews med dansklærere om et fælles emne.

Denne første gang har vi har ringet til to kolleger i uddannelsesstillinger og spurgt til deres erfaringer med pædagogikumforløbet.

Stine Jakobsen, pædagogikumkandidat på Metropolitanskolen og Gefion Gymnasium (dansk og samfundsfag) Hvilken læringsteori fra pædagogikumuddannelsen har gjort størst indtryk på dig?

Jeg kan ikke fremhæve en bestemt teori, der har gjort indtryk på mig på den måde og fået mig til at sige ”Wauw”. Det er snarere sådan, at jeg tænker ”nå ja, det er da egentligt rigtigt”. Men mere overordnet har pædagogikumuddannelsen hjulpet mig til at reflektere over, hvordan jeg bedriver min undervisning.

Hvilke erfaringer har du med undervisning, der er inspireret af det, du har lært i pædagogikum?

Jeg var årsvikar i 2 år, før jeg begyndte på pædagogikum, og der underviste jeg på skoler med et noget blandet elevgrundlag – og så handler det om at overleve som lærer! I forbindelse med pædagogikum er jeg blevet mere opmærksom på at huske at henvende sig forskelligt til forskellige elevtyper. De skolefremmede elever skal have beskeder på en helt anden måde end elever fra akademikerhjem. Først og fremmest handler det om at give dem koderne til overhovedet at forstå, hvad fagene går ud på. Omvendt skal man altid huske, at det ikke virker særligt ansporende at få tingene serveret på den måde, når det handler om akademikerbørn.

Kan du give et eksempel på, hvordan dine elever reagerer på din undervisning, når du gør brug af en pædagogisk teori eller metode?

Jeg deler nogle gange eleverne op efter deres interesse i at lave noget på dagen, og deres respons på det er som

58 DANSK NOTER

regel positiv. De siger, at de så kan tillade sig at stille krav til hinanden, for de andre har jo selv tilkendegivet, hvor aktive de vil være. Det gør dem også trygge at arbejde samme med nogen med samme indstilling som dem selv, og de skal heller ikke tænke på, hvem de skal i gruppe med.

Brian Pedersen, pædagogikumkandidat på Christianshavns Gymnasium (dansk og mediefag) Hvilken læringsteori fra pædagogikumuddannelsen har gjort størst indtryk på dig?

Skal jeg fremhæve nogen, må det være Olga Dysthe og hendes aftapning af de store teoretikere. Jeg kan godt lide den socialkonstruktivistiske tilgang til undervisningen, hvor man tvinger sig selv til at gøre læringsprocesserne tilgængelige for eleverne, så stoffet hives ud af den sorte boks. Og så er Dysthe mindst ligeså så vild med Bakhtins sprogsyn, som jeg selv er.

Hvilke erfaringer har du med undervisning, der er inspireret af det, du har lært i pædagogikum?

Jeg er meget bevidst om den skriftlige dimension, og her er jeg glad for de redskaber, jeg har fået fra blandt andet Dysthe til at bruge skrivningen målrettet. På den måde kan jeg skabe dialogiske læringsrum, hvor der er meget elevaktivitet, og hvor jeg som lærer ikke er for styrende. Jeg har haft to forløb, hvor eleverne har skrevet rigtigt meget, og det har forløst utroligt meget energi og faglighed. Jeg tror til gengæld også, det er vigtigt at knytte skrivningen tæt til det konkret fagfaglige, eleverne mister hurtigt motivationen, hvis det bliver for formalistisk.

Kan du give et eksempel på, hvordan dine elever reagerer på din undervisning, når du gør brug af en pædagogisk teori eller metode?

Når det handler om elevernes eksplicitte respons, er min erfaring den lidt nedslående, at de kan være lige så glade for verdens kedeligste powerpoint-oplæg som for den mest gennemarbejdede og pædagogiske undervis-

ning! Så her stoler jeg på min egen dømmekraft, og jeg kan se, at de er aktive og får brugt deres faglige sprog, fx når de retter hinandens opgaver. Når jeg er heldig, falder det hele på plads, og de opdager slet ikke, hvor meget de arbejder. I en time om surrealisme, hvor det faglige niveau havde været virkeligt højt, udbrød en elev vantro: ”det her er jo ikke skole, det er sjovt”.

DANSK NOTER 59

Golden Days-festival om 1700-tallet Fra den 3. til den 26. september 2010 er der igen Golden Days-festival i København. Festivalen handler denne gang om 1700-tallet som behandles under overskriften 1700-tallet – globalisering, gossip og grådighed.

På Golden Days’ hjemmeside (www.goldendays.dk) kan man følge nærmere med i hvad festivalen kommer til at indeholde. Formålet er ”at aktualisere 1700-tallet og dermed kvalificere fremtidens diskussioner om fx ytringsfrihed, dannelse, menneskerettigheder og kønnenes ligestilling” som det er formuleret på hjemmesiden.

Gratis antologi til gymnasierne I forbindelse med festivalen udgives der i samarbejde med Skoletjenesten et undervisningsmateriale som er gratis (dog skal man betale 300 kr. for forsendelse af et klassesæt). Materialet er en antologi rettet mod gymnasiet; den har titlen Farlige forbindelser og lægger vægt på

tværfaglighed og aktualitet. Antologien kan bestilles via Golden Days’ hjemmeside.

I ’skrivende stund’ er programmet endnu ikke fastlagt. Det vil blive offentliggjort omkring den 1. juni 2010 på hjemmesiden og i trykt form til august.

Dansklærerforeningen/G på Facebook Vidste du, at Dansklærerforeningen/G har en profil på Facebook?

Her kan du:  udveksle ideer og synspunkter med andre danskkollegaer  holde dig orienteret om kurser og andre tiltag fra foreningen  høre nyt fra bestyrelsen Hvis du bliver medlem af gruppen, kan du vælge at få mails direkte i din indbakke, hver gang der kommer nyt.

Profilen er oprettet, fordi den direkte kontakt med medlemmerne er vigtig for arbejdet i foreningen.

Vi inviterer hermed alle dansklærere til at melde sig!

60 DANSK NOTER

Anmeldelse

De måske egnede…

Af Søren Peter Hansen Et halvt århundredes åndshistorie fremstilles gennem læsninger i Svenska Akademiens arkivalier. Og fremstillingen viser, at politisk-ideologisk observans – kombineret med bekvem uklarhed om, hvad Nobels testamentes brug af begrebet ’idealisk’ skulle dække over – i høj grad har styret Nobelkomiteens tildelinger af litteraturprisen i første halvdel af 1900-tallet. Således siger tildelingerne faktisk mere om dem, der uddeler prisen, end om dem der modtager den; for pristildelinger (og måske for den sags skyld også kulturministerielle kanonlister) afspejler ”skiftende tiders skiftende vurderingskriterier – eller (…) skiftende komiteers skiftende fortolkninger” som Aage Jørgensen så diplomatisk formulerer det i bogens forord.

C’est avec de beaux sentiments qu’on faite la mauvaise littérature.

André Gide

Spørger man en dansker: hvem er Grazia Deledda Madesani? – eller: kender du Wislawa Szymborska?

– for da slet ikke at tale om O. Alepudellis? vil man ikke få mange positive tilkendegivelser. Det vil man sandsynligvis heller ikke få, hvis man spørger, hvem Karl Gjellerup var. Anderledes stiller det sig, hvis man spørger til Georg Brandes eller Karen Blixen. For de to sidste vil bekendthedsgraden være stor – og for Karen Blixen vil det sandsynligvis den dag i dag stadig gælde på verdensplan, hvorimod Georg Brandes’ verdensberømmelse nok er i aftagende. Ikke desto mindre er de to sidste kun erklæret for ’måske egnede’, hvorimod de første fire i den grad er blevet erklæret egnede – nemlig til at modtage nobelprisen i litteratur.

Efter Nobelstiftelsens arkiv er blevet offentligt tilgængeligt (i hvert fald hvad angår materiale, der er mere end 50 år gammelt), har Aage Jørgensen sat sig for at afdække historien om de danske nobelpristabere i første halvdel af det 20. århundrede. Det sker gennem 13 yderst velresearchede case-stories forsynet med forord og efterskrift – og ikke mindst et informationsrigt noteapparat, der af omfang (70 sider) næsten udgør en bog i bogen. Men noterne skal ikke afskrække nogen.

De perspektiverer, udbreder og nuancerer, for dem der har lyst til det, som det hedder i bogens forord.

Bogen anbefales på det varmeste som oplysende lystlæsning – og selvom bogen i sig selv ikke direkte vil egne sig som undervisningsmateriale, er der bestemt fine muligheder for at sakse gode eksempler til f.eks. et AT-forløb om ’værdidebat’ eller til et forløb om argumentationsanalyse. Man kan også hente perspektiverende samtidsvurderinger af de forfattere, der (stadig?) læses (Drachmann, Johannes Jørgensen, Aakjær, Andersen Nexø og Blixen), og klip, der kan illustrere fronter i en til alle tider udkæmpet kultur- og værdikamp.

Hvem får prisen?

Nobels testamente er et fornemt eksempel på uklart indhold fremsat i klart sprog: Priserne skal for det første tildeles dem, der ”under det förlupna året hafva gjort menskligheten den största nytta”. For det andet må der ikke tages hensyn til nationalitetstilhørsforhold: ”Den värdigaste erhåller priset antingen han är Skandinav eller ej”. Og endelig skal litteraturprisen uddeles til den, der har produceret ”det utmärktaste i idealisk riktning”. Formuleringerne (der vel at mærke selv er formuleret med de for idealismen så karakteristiske absolutter: ”den største nytte”, ”den værdigste” og ”det mest udmærkede”) råber unægtelig på præciseringer og inviterer til debat. Hvad vil det sige at have været til størst nytte for menneskeheden? Hvordan skal man nå at orientere sig i (årets) litteratur fra hele verden? Hvad ligger der i ordet ’idealisk’?

I 1900 – fire år efter Alfreds Nobels død – nedfældede nobelkomiteen de såkaldte Nobelstatutter, der forsøger at afklare, definere og præcisere. Som bekendt er det den, der har retten til at definere, der reelt har magten. Således også her. I statutterne udstrækkes ’det forløbne år’ f.eks. til at kunne omfatte ældre indsatser, hvis rækkevidde er blevet anerkendt med en vis forsinkelse – hvilket betyder, at i realiteten kan hele forfatterskaber nu belønnes. (Men dette skaber selvfølgelig nye problemer, for hvordan vægter man et aktuelt værk over for en længere række af værker udkommet

DANSK NOTER 61

over en årrække?) Og måske værst: den første formand for Nobelkomiteen, Carl David af Wirsén, definerede ’idealisk’ som værende det, der forsvarede samfundets etisk-moralske værdier (= gudsfrygt, sædelighed og fædrelandskærlighed), og som bekæmpede materialisme og egoisme. I parentes bemærket synspunkter, der den dag i dag trives i bedste velgående over det meste af verden, og synspunkter, der, når de forsvares i litterære værker, ofte resulterer i litteratur, der kan karakteriseres med de ord af André Gide, der står som motto for denne anmeldelse.

Wirsén mente, han levede i en tid, hvor ”under skönlitteraturens flagga ofta orena, osunda och oheliga läror insmugglats.” Med andre ord skulle man iflg. Wirsén – for at modtage prisen – høre til de ’Samfundets Støtter’, som Ibsen angreb i sine dramaer. Ibsen, Strindberg og Georg Brandes hørte således ikke til dem, der iflg. Wirsén var egnede til at modtage prisen, hvad de som bekendt heller ikke gjorde. Det gjorde derimod den med årene stadigt mindre rebelske Bjørnstjerne Bjørnson, der som den tredje i rækken modtog prisen i 1903.

Den kamp om, hvilke værdier der skal præmieres og fremmes, står i vore dage højt på den politiske dagsorden, med den borgerlige regerings kanon-iver som et af de mest markante udtryk. Her konkurrerede hovedsageligt medlemmer af de døde poeters klub om værdigheden, men også her fornemmer man en kamp i kulissen blandt eksperter. Hvis en kristen bondeforfatter som Martin A. Hansen skal på listen, skal den religionskritiske, socialistiske arbejdervenlige Hans Kirk også!

Det kaldes værdikamp; og efter læsningen af Aage Jørgensens bog, får man indtryk af, at en sådan kamp om værdier faktisk ligger bag alle Nobelkomiteens tildelinger, og under læsningen af Aage Jørgensens bog får man klart bekræftet, at pristildelinger ofte siger lige så meget – hvis ikke mere – om prisuddelerne som om prismodtagerne.

Brandes og Blixen Georg Brandes var indstillet til prisen 13 gange. At Georg Brandes ikke var skønlitterær forfatter havde ingen indflydelse på hans manglende tildeling. Den skyldtes som sagt, at han var en samfundskritisk, radikal ateist – og dertil kom, som Brandes selv skriver i et brev til Henrik Pontoppidan, at eftersom ”det svenske Akademis Sekretær Wirsén lavt anslaaet (som Journalist i 40 Aar) har skrevet mindst 600 eller 700 Gange imod mig, vilde jeg (…) aldrig komme i Betragtning” – og

62 DANSK NOTER

det hjælper heller ikke, hedder det senere i brevet, at uddelingen af ”den litterære Præmie” er tildelt Svenska Akademien og dermed ”lagt i Hænderne på afdankede Bisper og gamle dydige Professorer”.

I dag regner vi det for en selvfølge, at det er en (ældre?) skønlitterær forfatter, der modtager prisen. Men sådan var det ikke i begyndelsen, hvor man opererede med det udvidede litteraturbegreb. Historiske, filosofiske, teologiske og litteraturhistoriske afhandlinger vurderedes på linje med skønlitterære værker. Derfor indstilles litteraturkritikeren Georg Brandes, filosoffen Harald Høffding, religionshistorikeren Vilhelm Grønbech, kulturhistorikeren Troels-Lund og polarforskeren Knud Rasmussen på linje med Holger Drachmann, Ernst von der Recke, Jacob Knudsen, Jeppe Aakjær, Johannes Jørgensen, Martin Andersen Nexø, Valdemar Rørdam og Karen Blixen. Alle altså med Nobelkomiteens øjne kun måske egnede. Disse 13’s nobelprisskæbner er det bogen afdækker. Og som en pudsig parallel til den hjemlige kanondebat er der kun én kvinde på listen: Karen Blixen.

Hun er som sagt én af Aage Jørgensens casestories.

Aage Jørgensens undersøgelse går til og med 1958 – fire år før Karen Blixens død. Indtil da har hun været indstillet til prisen fem gange: i 1950, 1955, 1956, 1957 og 1958. I den specialudtalelse, som Nobelkomiteen udbad sig om forfatterinden, skriver Per Hallström bl.a. om Syv fantastiske Fortællinger, som han øjensynlig har læst på engelsk, at hun i ”Gothic Tales ger sin uppfinningsformåga fritt lopp, utan bekymmer för verklighetstrohet. Hon vil där (…) bli bemärkt af en störra publik. Detta lyckades henne i störra mått än hon väl själv kunnat ana; boken blev bestseller för sitt år i den anglosaxiske världen. Särskilt gäller dette väl den amerikanska, där strängare litteräre krav ej äro rådande. Sådanna tillfredsställas icke i detta verk.

Berättelsen har ingen fast och lugn form, den väver blott tillsammans stycken efter stycken av överraskande händelser (…) Hos diktarinnan känner man alttså ingenstans igen den intelligenta och smakfulla berätterskan som kunnat skriva Out of Africa.”

Sådanne godbidder, hentet i indstillingsskrivelser, specialudtalelser, og komiteindstillinger, er der mange af i bogen. Og skulle man have lyst til at fundere over,

hvori litterær kvalitet består, er bogen – via dens mange citater – en glimrende diskussionspartner, for Aage Jørgensen er omhyggelig med at dokumentere påstande og vurderinger og giver en veloplagt, velskrevet, grundig og detaljeret fremstilling. Bogen giver indirekte et fint billede af den ideologiske og æstetiske litteraturhistoriske magtkamp, der udspiller sig i kulissen før hver enkelt prisuddeling.

En mulig taberstrategi Det er med De Aderton, Det svenske Akademis kælenavn, som med USA’s højesteret: medlemmerne vælges for livstid og kan ikke afsættes. Det sikrer selvfølgelig kontinuitet og uafhængighed, men skaber unægtelig også en vis risiko for stagnation, og faktisk også sikkerhed for, at de politiske og/eller æstetiske vurderinger, der lægges til grund for afgørelsen, næsten altid halter efter samfundsudviklingen. Det er således tankevækkende, at to af de akademimedlemmer, der har siddet længst i akademiets historie, var med til at behandle hhv. de sidste otte og de sidste fire indstillinger af Georg Brandes (alle efter 1910) og de fire (indtil bogens deadline) kendte indstillinger af Karen Blixen.

Ovennævnte Per Hallström (1866-1960) blev indvalgt i akademiet i 1908 og var således et indflydelsesrigt og toneangivende medlem af akademiet i 52 år, men re-

kordindehaveren er Anders Österling (1884-1981), der indvalgtes i 1919 og sad i stol nr. 13 i 62 år.

Det skal medgives, at nobelkomiteens opgave ikke er nem; under udvælgelsesprocessen må akademimedlemmerne føle sig i en situation, hvor de skal sammenligne naturens sarteste blomster med de mest avancerede menneskeskabte destruktionsmaskiner, når de blandt alverdens forfattere hvert år skal finde den allerbedste, som har produceret det aller-ypperste i idealistisk retning. I sig selv en umulig opgave, der dog hvert år løses, med uendelige diskussioner til følge. Dem behøver taberne ikke nødvendigvis at følge med i (selvom de nok ofte gør det!). I stedet ville de gøre klogt i at erindre sig Martin Andersen Nexøs ord i et brev til Heinrich Mann fra 1934: ”Tolstoy har ikke fået den, Ibsen, Strindberg, Gorky og De selv heller ikke. Er nogen af jer blevet ringere af den grund?”

Eller sagt med P.A.Heibergs ord fra 1790: ”Dog, har man Hierne / Kan man jo gierne / Undvære Orden og Stierne”.

Aage Jørgensen: Nærved og næsten. Danske Nobelpristabere fra Brandes til Blixen – en dokumentation.

Aarhus Universitetsforlag, 2009.

287 sider, ill. Vejledende udsalgspris: 298,00 kr.

DANSK NOTER 63

Kurser

Kurser 2010-2011 Tilmelding til alle kurser på hjemmesiden: www.dansklf.dk/kursus.

Desuden kan du holde dig opdateret om kurser via facebookgruppen ’Dansklærerforeningen/G på facebook’.

Årsmøde 2010 – Lyst til dansk Formål Årsmødet vil tolke faget som et der præges af lysten til dansk. Lyst til sprog, lyst til litteratur og lyst til at boltre sig i medier. Formålet med kurset er at opprioritere det glædesfyldte ved dansk og herigennem diskutere fagets dannelsespotentiale.

Indhold Kurset vil give bud på faglige forløb der samler de tre stofområder og har et historisk, tematisk og aktuelt perspektiv. Mødet med litteraturen er et møde med narrativt begær. I ordenes rytme og lyd sanses den kropslige side af sproget. Og gennem medierne appelleres til tilskuernes begær efter fortællinger. I kurset vil Eros stå centralt - som i den europæiske kunsttradition. Kursets oplægsholdere vil belyse Eros, både som bevidsthedsform og som motiv, i litteratur, sprog og medier.

Fredag afholdes generalforsamling i Dansklærerforeningen/G. Dansklærerforeningen fylder 125 år i 2010 og vil blive fejret på årsmødet.

Udførligt program vil kunne læses på www.dansklf.dk efter sommerferien.

Tid og sted Torsdag den 30. september 2010 kl. 14.00 til lørdag den 2. oktober kl. 12.00, Hotel Nyborg Strand Pris Enkeltværelse: 4.300 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen, 4.500 kr. for ikke medlemmer Ved tilmelding for flere medlemmer fra samme skole i dobbeltværelse: 3.900 kr. per person Tilmeldingsfrist 1. september.

Kontakt Kursusansvarlig Birgitte Darger, Bda@detfri.dk

Skolebaserede kurser Dansklærerforeningen/G afholder skolebaserede kurser i foråret 2011.

Kurserne er enkeltdagskurser og relaterer sig bredt til danskfagets tre stofområder sprog - litteratur - medier. Faggrupperepræsentanterne på skolerne modtager i august 2010 et kursuskatalog der beskriver de enkelte kursusmoduler og oplægsholdere.

Udførligt program vil kunne læses på www.dansklf.dk efter sommerferien.

64 DANSK NOTER

Kurser

Det nye mediebillede og journalistikkens genrer

Dansk – med digital eksamen og undervisning

Formål Medierne står med den stigende digitalisering over for den måske største revolution siden avisens gennembrud i 1800-tallet. De traditionelle nyhedsgenrer bliver udfordret af nye former, og kurset vil eksemplificere hvordan danskfagets medie-undervisning kan tage højde for dette.

Formål Inden for nær fremtid vil eksamen i skriftlig dansk give eleverne fri adgang til nettet. Dette udfordrer danskundervisningen både hvad angår valg af tekstmateriale, læsning af tekster, undervisning med brug af digitale tekster og vores valg af arbejdsformer.

Indhold Kurset anlægger en historisk og teoretisk vinkel på medier generelt og giver deltagerne analytiske indgange til den nye variation af journalistiske genrer. Eksemplerne vil blandt andet være nyere samt mere traditionelle nyhedsgenrer i de skriftlige medier. Samtidig vil kurset fokusere på hvordan eleverne kommer i gang med at skrive i de journalistiske genrer og herigennem træner bl.a. genre- og modtagerbevidsthed og sproglig variation.

Indhold Hvad er en digital tekst? Hvordan kan tekster fra nettet udvælges, læses og anvendes fagligt kvalificeret af eleverne, og hvordan kan de lære at bruge stoffet uden kopiering? Hvad er det de skal kunne til eksamen med fri brug af nettet? Oplægsholderne vil være undervisere i digital retorik, i digitale undervisningsformer og gymnasielærere med erfaringer fra det igangværende forsøg med digital skriftlig eksamen i dansk på stx.

Udførligt program vil kunne læses på www.dansklf.dk efter sommerferien.

Tid og sted Onsdag den 2. december 2010 kl. 10.00 til torsdag den 3. december kl. 16.00, Severin Kursuscenter, Middelfart.

Tilmeldingsfrist vil kunne læses på Dansklærerforeningens hjemmeside www.dansklf.dk Pris 3.100 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen, 3.500 kr. for ikke-medlemmer.

Kontakt Kursusansvarlig Sune Weile, weile@galnet.dk eller Claus Nielsen, CNI@vucnordjylland.dk

Udførligt program vil kunne læses på www.dansklf.dk efter sommerferien.

Tid og sted Tirsdag den 7. december 2010 fra 9.30 til 16.00, Severin Kursuscenter, Middelfart.

Tilmeldingsfrist vil kunne læses på Dansklærerforeningens hjemmeside www.dansklf.dk Pris 900 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen.

1.000 kr. for ikke-medlemmer.

Kontakt Kursusansvarlig Liselotte Henriksen, lh@mail.gsk.dk

DANSK NOTER 65

Kurser

Skriv i alle fag – hvordan underviser vi i skrivekompetencer?

Kurset laves i samarbejde med: Igangværende skriftlighedsprojekter under UVM Formål Hvad er en skrivekompetence? Kan fagene blive enige om det? Hvordan kan elevernes skrivekompetencer styrkes gennem fagenes samarbejde? Ifølge de nye skriftlighedsbilag i bekendtgørelserne fra februar 2010 skal eleverne lære at skrive formidlende i og på tværs af alle fag. Målet med kurset er at diskutere hvilke skrivekompetencer der er centrale, og give forslag til undervisning hvor fagenes metoder tilgodeses, og eleverne samtidig trænes i de flerfaglige akademiske opgaver.

Indhold I bilag 4 står at ”eleverne skal kunne finde og udvælge relevant stof samt behandle og skriftligt formidle centrale enkelt- og flerfaglige emner”. Kurset vil indføre i grundlæggende skrivekompetencer som at skrive i genrer, skrive fagligt metodisk, udvikle sin faglige stemme, skrive i en proces m.v.

Oplæggene vil omhandle videnskabsretorik og skriveundervisning generelt.

Hertil kommer praktiske eksempler på forløb der træner skrivekompetencer i flerfaglige og enkeltfaglige opgaver.

Udførligt program vil kunne læses på www.dansklf.dk efter sommerferien.

Målgruppe Alle faggrupper i de gymnasiale uddannelser Tid og sted Onsdag den 26. til torsdag den 27. januar 2011, Byggecentrum, Middelfart Pris 3.100 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen, 3.500 kr. for ikke-medlemmer Kontakt Kursusansvarlig Sophie Holm Strøm, sophiestroem@gmail.com

Regionale kurser Dansklærerforeningen/G samarbejder med landets universiteter om udbud af efteruddannelseskurser.

Kurserne udbydes i regionalt regi og annonceres løbende på foreningens hjemmeside og i Gymnasieskolen.

66 DANSK NOTER

G-bestyrelsen Formand Claus Nielsen Korsagervej 5 9400 Nørresundby Tlf.: 9817 9805 cni@vucnordjylland.dk Næstformand Birgitte Darger Nørre Side Allé 2, 3.th, 2200 København N Tlf.: 3535 1073 bda@detfri.dk Kasserer Sune Weile Ildfuglevænget 80 5260 Odense S Tlf.: 2578 7435 weile@galnet.dk Øvrige bestyrelsesmedlemmer Anders Svejgaard Pors Saabyesvej 1, st.th.

2100 København Ø Tlf.: 3538 5545 Mobil: 2254 9350 apn@oerestadgym.dk (barselsorlov) Ivar Lærkesen Baneparken 2 3720 Aakirkeby Tlf.: 5697 2547 lae@bornholm-gym.dk Liselotte Henriksen Poppel alle 5 2650 Hvidovre Tlf.: 3649 7688 Mobil: 2258 1874 lh@mail.gsk.dk Niels Kristian Nygaard Holm Søllerød Park 3, lejl. 12 2840 Holte Tlf.: 6073 1927 Niels.Kristian.Holm1@skolekom.dk Sissel Worm Glass Goethesgade 19 6400 Sønderborg Tlf.: 2818 7868 sissel.w.glass@statsskolen.dk Sophie Holm Strøm Hunderupvej137 5230 Odense M Tlf.: 8622 1085 Mobil: 2613 1085 sophiestroem@gmail.com

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: (Koordinator står først) Skolebaserede kurser Anders Svejgaard Pors, Ivar Lærkesen, Sophie Holm Strøm Sune Weile Regionskurser Birgitte Darger, Claus Nielsen, Ivar Lærkesen Internatkurser Birgitte Darger, Liselotte Henriksen Bogudvalg Birgitte Darger, Liselotte Henriksen, Niels Kristian Nygaard Holm, Sissel Worm Glass Redaktionsudvalg Liselotte Henriksen Hjemmeside Ivar Lærkesen Repræsentant i PS Claus Nielsen Nordisk Udvalg Ivar Lærkesen Det nordiske redaktørsamarbejde Niels Kristian Nygaard Holm Repræsentant i Danske Banks litterære udvalg Birgitte Darger Repræsentant i EKKOs redaktion Claus Nielsen Repræsentant i Dansk Sprognævn Anders Svejgaard Pors

Regionsrepræsentanterne København/Bornholm Anne Mette Finderup Ingrid Jespersens Gymnasieskole Bratskovvej 7 2720 Vanløse Tlf.: 2893 7904 AF@ijg.dk Sjælland Mette Clausen Roskilde Gymnasium rgmc@roskilde-gym.dk Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium Mølvangvej 58 7300 Jelling Tlf.: 7587 2745 MM@fredericia-gym.dk Midtjylland Lars Dalum Granild Silkeborg Gymnasium Lillehammervej 5 8200 Århus N Tlf. 8618 7980 lg@silkeborg-gym.dk Nordjylland Irene Kemp Hessellund Nørresundby Gymnasium Risbjergvej 4 9260 Gistrup tlf.: 9636 4858 ihe@nghf.dk

Fagkonsulent Susan Mose Skovgaardsvej 31 5230 Odense M Tlf.: 25574154 susan.mose@uvm.dk

Repræsentant i Dansklærerforeningens Hus A/S bestyrelse Birgitte Darger Repræsentant i GYMsprog Birgitte Darger Repræsentant i Fagligt Forum Claus Nielsen

DANSK NOTER 67

✱ ✱

✱

✱

✱

✱

✱ ✱

✱

1862 Frederiksberg C

www.dansklf/dn

IDNR IDNR46586 11052

ønsker en rigtig glædelig jul – på glædeligt gensyn i 2009

Rathsacksvej 7

DANSK NOTER

✱

Magasinpost

✱

Dansklærerforeningen

✱