1 minute read

Engagementet er stort i Ungdomskredsen

Den 21. – 23. april holdt forbundets Ungdomskreds landsmøde i Dronningens Ferieby, som har naturskønne omgivelser. Temaet på mødet var frivillighed

Der var lagt op til en spændende weekend for de 13 unge, der deltog. De havde både tid til at se tilbage på et godt jubilæumsår i 2022, hvor Ungdomskredsen (UK) fejrede 50-års jubilæum og fremad mod nye mål og initiativer for UK.

Fremtidigt arbejde i fokus

På landsmødet blev der afholdt en frivillighedsworkshop, som skulle hjælpe deltagerne med at sætte spot på det fremtidige arbejde i Ungdomskredsen.

Denne skribent havde fornøjelsen af at afholde workshoppen, og jeg bemærkede, at der var en stor virkelyst og lyst til skabe en forandring blandt medlemmerne. Solen og forårsvejret skabte de bedste betingelser for kreativitet, nytænkning og produktivitet. Resultatet blev kreative idéer til, hvordan Ungdomskredsen fremadrettet kan bringe hashtagget #DetErNormaltAtVæreUnormal i spil. De vil blandt andet bringe hashtagget i spil i forbindelse med oplæg ude på en række folkeskoler og bruge det som dialogværktøj, der skal hjælpe med at sætte fokus på temaer, problemstillinger eller lignende.

”De mange idéer og det store engagement giver mig en tro på, at Ungdomskredsen går et spændende år i møde, og jeg glæder mig til, at vi sammen skal realisere så mange idéer som muligt,” siger formanden for Ungdomskredsen Ann-Katrine Kviesgaard.

De unge vil ind i bestyrelsen

Der var også stor interesse for arbejdet i bestyrelsen på landsmødet. Formand Ann-Katrine Kviesgaard var ikke på valg og fortsætter derfor som formand for Ungdomskredsen.

Men Ungdomskredsen siger velkommen til to nye bestyrelsesmedlem- mer nemlig Cecilie Christensen, som også er blevet næstformand og Don Winther.

Derudover siger Ungdomskredsen også velkommen til to observatører. Den store interesse for arbejdet i bestyrelsen betød, at der var flere opstillede til bestyrelsen, end der var ledige pladser. Derfor valgte man at oprette to observatørposter.

Nye interessegrupper for alle i UK

På grund af den store interesse for at være frivillig i Ungdomskredsen drøftede de muligheden for at nedsætte flere udvalg. Blandt andet et kommunikationsudvalg, som skal tage sig af de sociale medier. Et redaktionsudvalg, som vil have fokus på bladet ”Nutidens Unge”. Til sidst et skoleprojektudvalg, som vil arbejde for, at medlemmer af Ungdomskredsen kommer ud på flere folkeskoler og hol- der oplæg, samt taler med børnene og de unge om, hvordan det er at være ung med et handicap i Danmark, og at vi slet ikke er så anderledes. Fokus vil her bl.a. være omkranset af hashtagget #DetErNormaltAtVæreUnormal.

”Landsmødet viste, hvilket forrygende 50-års jubilæum Ungdomskredsen havde sidste år med mange spændende og gode aktiviteter. Jeg ser frem til at følge Ungdomskredsens arbejde og glæder mig over det netværk med fokus på fællesskabets betydning, der er blandt de unge,” siger landsformand Susanne Olsen til Handicap NYT.