1 minute read

Ligebehandlingsnævnet ændrer praksis og afviser ikke længere sene klager

Ligebehandlingsnævnet har gennem årene nægtet at behandle en række klager over ulovlig forskelsbehandling, fordi borgerne efter nævnets opfattelse havde sendt deres klage til nævnet for sent til, at de kunne få godtgørelse. Nævnet tog altså kun stilling til, om borgernes eventuelle krav på godtgørelse var forældet eller bortfaldet, og ikke til om de havde været udsat for ulovlig forskelsbehandling.

Men nu får de berørte borgere mulighed for at få genoptaget deres sager og få nævnets stillingtagen til, om de har været udsat for ulovlig forskelsbehandling.

Det sker, efter ombudsmanden stillede spørgsmål til nævnets afgørelse i en konkret sag fra Slagelse. Her havde nævnet afvist at behandle en klage over påstået ulovlig forskelsbehandling i en lokal skytteforening ud fra betragtninger om såkaldt ”retsfortabende passivitet”. Borgeren havde klaget til nævnet ca. et år efter, at borgeren mente at have været udsat for ulovlig forskelsbehandling.

Ombudsmanden bad nævnet om at forklare baggrunden for, at nævnet afviste at se på spørgsmålet om, hvorvidt borgeren havde været udsat for ulovlig forskelsbehandling. Der er nemlig ikke nogen klagefrist i ligebehandlingsnævnsloven.

Ligebehandlingsnævnet genoptog borgerens sag og har identificeret 51 andre sager, der gennem årene er blevet afvist med den begrundelse, at klagen var indgivet for sent. Nævnet vil kontakte klagerne i de af sagerne, som den nye praksis kan have betydning for og spørge, om de ønsker sagen genoptaget.

”Det kan være vigtigt for en borger at få Ligebehandlingsnævnets vurdering af, om borgeren har været udsat for ulovlig forskelsbehandling – også i situationer, hvor der måske ikke kan gives en godtgørelse. Jeg er derfor tilfreds med, at nævnet har ændret praksis”, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.

Læs evt. mere på https://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/praksisaendring/

Kilde: Nyhedsbrev fra Ombudsmanden