Man har ikke en fremtid uden en fortid

Forbundsformand Preben Steenholdt Pedersen blev ansat i DSB for 40 år siden og selvom landskabet på jernebaneområdet ser meget anderledes ud i dag, så er han optimistisk for fremtiden.

Fra klejnsmed over lokomotivfører til forbundsformand, Preben

S. Pedersen været igennem en rivende personlig udvikling. Samtidigt har han oplevet, hvordan DSB har udviklet sig fra et stort statsligt generalsekretariat med både busser, godstog og rederi til mindre private organisationer. Men det er ikke med sentimentalitet han ser tilbage på fortidens DSB, men som grundlaget for en endnu bedre fremtid for medlemmerne af Dansk Jernbaneforbund.

Preben S. Pedersen blev født i 1956 og voksede op på Vesterbro i København. Han var ikke blandt dem, der drømte om en fremtid i DSB, men vidste ikke lige, hvad han gerne ville lave, men måske noget med forsikringssalg.

- Når man ikke vidste hvad man ville, så skaffede ens far en læreplads. For en uddannelse var vigtig for ens fremtid. Og så blev jeg altså klejnsmed, fortæller Preben S. Pedersen.

Læretiden tog 3 ½ år. Og efterfølgende arbejde han 3 år, der hvor han blev udlært og efterfølgende fire år på en anden arbejdsplads. I efteråret 1982 var det imidlertid tid til et skift.

- Det vigtigste dengang var, at man havde et fast arbejde, når man havde en familie, siger Preben S. Pedersen. Derfor faldt valget på DSB, der virkede som en god solid arbejdsplads, og med en tjenestemandsstilling.

Der blev talt med store bogstaver Men selvom stillingen var attraktiv, så var Preben S. Pedersen langt fra sikker på, at det lykkedes for ham: - Der var rigtig mange til optagelsesprøve, så jeg regnede ikke med, at jeg blev ansat, siger Preben S. Pedersen - Men jeg har åbenbart været heldig.

Den 1. januar 1983 startede han så som lokomotivførerassistent på prøve under Bornholmstrafikken. Velkomsten var i de gamle træbarakker i Otto Busses Gade, og var lidt af en oplevelse: - Der blev talt med store bogstaver, siger Preben S. Pedersen. - Vi fik læst og påskrevet om hvad det ville sige, at være tjenestemænd. Vi skulle opføre os ordentligt og de ville ikke se nogen slinger i valsen. På holdet havde vi faktisk den første kvindelige lokomotivfører – Ulla - og hun blev budt særligt velkommen. Vores instruktør så rundt i lokalet og fik øjenkontakt med Ulla.”Nå, dér er du! Så kunne vi ikke undgå det længere”, brølede han. - Det er heldigvis blevet andre tider.

Sammenhold i Helsingør

Jeg startede som lokomotivførerassistent i to år og kørte efterfølgende tre år ved S-tog. Dengang startede alle med enten at køre S-tog eller rangertog. Efter de fem år kom han til depotet i Helsingør. - Dengang var det de gamle lokomotivførere, der tog de gode ture. Fx den til Rødby, og vi nye kunne så dække det, de gamle ikke ønskede at køre. Så det første år kørte jeg stort set kun ”LilleNord”,” fortæller Preben S. Pedersen. Ikke desto mindre er tiden i

Helsingør en af de perioder, som han tænker tilbage på med størst glæde:Der var et helt fantastisk sammenhold på depotet i Helsingør, siger Preben S. Pedersen.

Så meget godt som muligt for medlemmerne

Allerede efter to år i Helsingør blev han opfordret til at stille op som tillidsrepræsentant i lokalafdelingen. - Det faglige arbejde har altid interesseret mig meget, siger Preben S. Pedersen og forsætter - at skabe så meget godt som muligt for medlemmerne. Senere blev han formand for lokalgruppen og i 2000 kom han i LPA-afdelingens bestyrelse. Da man I 2001 ændrede på strukturen i Dansk Jernbaneforbund og alle afdelinger blev nedlagt blev Preben S. Pedersen næstformand for den nyoprettede områdegruppe LPO DSB. Der sad han frem til 2004, hvor han blev formand for lokomotivpersonalet i DSB. I 2012 blev han valgt til næstformand i Dansk Jernbaneforbund og i 2022 overtog han formandsposten.

Jeg kørte godstog

Meget har ændret sig fra Preben S. Pedersen startede på lokomotivføreruddannelsen. Man er gået fra et stort statsligt generaldirektorat med mange afdelinger og ansatte til en langt mindre selvstændig organisation. Som en konsekvens af dette, er man som ansatte i DSB i dag meget mere specialiserede. - Jeg kørte også godstog, siger Preben S. Pedersen. - Dengang var det blandet godstransport og persontransport, man kørte. Det får de nye ikke mulighed for i dag.

Der er et sket i skift i hele samfundet, der gør, at fællesskabet også i DSB er anderledes end det var tidligere. Der er mindre respekt for autoriteterne. Før i tiden var der mange flere lokomotivførere og man mødtes i pauserne og talte om oplevelserne og fejl på de enkelte litraer, og hvis der var noget, der skulle repareres på togene, så var man uddannet til at klare det.

Arbejdsopgaverne ændrer sig Preben S. Pedersen er ikke i tvivl om, at fremtiden byder på mere af den hastige teknologiske udvikling, som vi har set særligt de sidste ti-femten år: - Det er ikke noget, man skal rende og være bange for,” siger han. ”Man skal derimod se de nye muligheder".

Han er ikke så bange for at udviklingen vil koste arbejdspladser: - Vi mister måske en del af de arbejdspladser, som vi kender i dag, men omvendt kommer der nye arbejdsopgaver til, siger han. Preben S. Pedersen forudser mange ændringer og tror ikke, at han om femten år kører sin egen bil, men blot sætter sig ind i den og så kører den selv. Det betyder, at man skal tilpasse til den nye situation, så man ikke bliver overflødig: - Dansk Jernbaneforbund skal tilpasse sig, så der ikke går typograf i den. Jeg plejer at sige, at man ikke har en fremtid uden en fortid at skæve til, siger Preben S. Pedersen.

Liverpool og Trækkrogen

Hans egen fremtid vil også betyde, at han skal tilpasse sig. Om et par år har han planer om at gå på pension og han skal finde ud af, hvad hans hverdag skal bestå af, når den tid kommer. Det kommer til at handle om familie – hans kone, to døtre og fire børnebørn, men han kommer også til at holde fast på et fagligt fællesskab: - Det folk oftest savner, når de går på pension, er fællesskabet, siger Preben S. Pedersen. - I DSB har vi noget, vi kalder ”Trækkrogen”, hvor gamle kolleger mødes.

Han glæder sig til at tilbringe noget tid sammen med gamle kolleger, spille billard og så mistænker han, at der måske også støder noget arbejde for Pensionistsektionen eller lignende til. Preben S. Pedersen har altid været glad for sport og han har altid dyrket både tennis og fodbold. Hans store passion er dog fodbold, og særligt Liverpool følger han. Nu bliver der så også tid til prøve at dyrke lidt Golf. Udstyret er allerede købt: - Jeg er ikke typen, der kommer til at sidde i lænestolen, siger han.