- Krisetider betyder, at man er sig selv nærmest

Først var vi igennem næsten 3 år med Corona, og med optrappede konflikter pga. mundbind, som ikke alle passagerer var indstillet på at bruge. I Arriva undgik vi at tage stilling til Coronapasset, men hvad jeg har hørt fra kolleger i DSB, har det også givet anledning til verbale tæsk i hverdagen. Corona blev fra den ene dag til den anden afløst af krigen i Ukraine. Vi er en situation nu, hvor forretninger lukker og danskerne er pressede i hverdagen af inflation. Prisstigninger på helt essentielle ting som el og varme, som jo ikke er noget, vi kan spare væk. Det er en bombe under samfundet.

De konflikter vi oplever, har mange gange ikke noget med kontrolafgifter at gøre. Der vil selvfølgelig altid være en bagside, men det vi oplever, er helt almindelige mennesker, der pludselig reagerer på en måde som de ikke har gjort tidligere. Når man er presset i hverdagen og på at få alle ender til at hænge sammen, så skal der ikke meget til før bægeret flyder over – f.eks. ved en forsinkelse, et udløbet månedskort eller at man bliver bedt om at være stille i stillezonen.

Det virker som om det er blevet mere legalt at snyde med billetten, fordi alt andet er blevet så dyrt. Vi oplever det især på korte strækninger, hvor vi ikke kan nå at gøre så meget, hvis passageren kun skal et enkelt stop.

Rent praktisk, handler det også om at få de rigtige oplysninger fra Banedanmark ved forsinkelser og aflysninger. Mange gange får vi slet ingen eller i værste fald forkerte oplysninger. Det kan også være i tilfælde med stammebyt, hvor passagererne blev sendt rundt fra det ene, til det andet og til det tredje tog. Det går naturligvis udover den person, der står i uniform, selvom vi prøver at give de oplysninger, som vi nu engang har til rådighed.

Det sammenholdt med en presset hverdag hos passagererne giver verbale tæsk.

I samfundet generelt betyder krisetider, at man er sig selv nærmest. Og at få anvisninger af en autoritet, kan virke som en rød klud.

Vi oplever også at psykiatrien er presset. Alt for mange er overladt til sig selv og bruger toget, som en mulighed for lidt selskab, og for at få dagen til at gå. Vi er som medarbejdergruppe ikke gearet til at tage os af mennesker med massive psykiske problemer. Det er mennesker som er endt i et ingenmandsland, hvor det er yderst svært at få den hjælp, de har brug for eller også er hjælpen langt væk. Som et eksempel er sengepladserne på den psykiatriske afdeling i Esbjerg blevet sparret væk, og patienter skal i stedet henvende sig i Aabenraa. Det giver os et usundt arbejdsmiljø, når vi har disse ”tikkende bomber” ude blandt de helt almindelige passagerer.

Hvordan vi kan komme problemerne til livs, er et noget sværere spørgsmål, da det kræver en generel ændring af måden danskerne bevæger sig i det offentlige rum. En stor hjælp vil være at få penge til psykiatrien, at få de rette oplysninger og at respekten af en autoritet kom tilbage hos den enkelte. Hvis vi kunne fjerne den økonomiske krise med et trylleslag, er jeg sikker på, at det også kunne have en gavnlig effekt hos de helt almindelige passagerer, som vi ikke har oplevet problemer med før.