2 minute read

OK23: Historisk svære forhandlinger er ikke blevet nemmere

I skrivende stund forhandles OK23. Der har fra start af været lagt op til historisk svære forhandlinger. Regeringens bededagstyveri har ikke gjort noget lettere for nogen. Faktisk risikerer regeringen at få hele brættet til at vælte.

Virksomhederne har råd. Produktiviteten er steget markant de seneste år. Vi får simpelthen mere fra hånden i dag end for få år siden. Den enkelte medarbejder producerer mere i dag. Og overskuddet fra produktivitetsstigningen er ikke blevet fordelt retfærdigt. For meget er gået til profitter. For lidt er gået til løn. Den skævhed skal der laves om på.

Advertisement

Hvis man kigger på en virksomhed som DSB, så bruges der i dag markant færre medarbejderressourcer end tidligere. Men der køres ikke markant færre tog. Den enkelte yder simpelthen mere i dag end tidligere. Det er vilkårene, men det bør komme både virksomheden og den enkelte medarbejder til gode i form af mere i lønposen.

Regeringens planer om at afskaffe store bededag har ikke gjort øvelsen nemmere – tværtimod. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om et politisk forslag, der er værre timet eller præsenteret på en mere klodset måde. Vreden over at få frataget rettigheder, som vi som lønmodtagere har forhandlet hjem i tidligere overenskomster, risikerer meget vel at få hele tårnet til at vælte. Det hårde tråd op ad bakke, som OK23 i forvejen var, er nu blevet endnu sværere at få cyklet i mål. Der er simpelthen smidt 50 kg dødvægt bag på cyklen og skruet op for modvinden.

De private overenskomster skal fornyes. Forhandlingerne er i fuld gang, men det er hårdt tråd op ad bakke. Den høje inflation har udhulet vores løn, og derfor forventer mange – helt med rette - en lønstigning, der kan både ses og mærkes.

Det er nok de færreste, der for alvor tror på, at vi kan indhente hele inflationen i 2023, men de fleste er enige om, at vi skal tage et stort skridt i retningen af at få genoprettet reallønnen. Og hele efterslæbet skal kunne hentes ind indenfor de næste par år.

Når det er sagt, så skal vi selvfølgelig heller ikke tale os helt væk fra virkeligheden. Vi skal ikke bare hælde mere benzin på inflationsbålet og sende flere ud i arbejdsløshed ved at kræve enorme lønstigninger. Det vil være at skyde sig selv i foden. Derfor skal OK23 finde et meget fint balancepunkt, hvor lønmodtagerne får, så det kan mærkes – uden at vi underminerer virksomhedernes muligheder for at klare sig i den internationale konkurrence. Og er netop det fine balancepunkt, der er så svært at finde.

Jeg håber fortsat i mit stille sind, at regeringen kommer på bedre tanker inden det bliver forår, men jeg er bange for, at det bliver ved forhåbningerne. Så jeg vil i stedet håbe på, at vi kan holde tingene adskilt i de kommende måneder, og gemme eventuelle frustrationer over regeringen til næste gang, der er valg.

Preben S. Pedersen Forbundsformand