A Play

TEATER

AF INSTITUTE OF INTER– CONNECTED REALITIES PRÆSENTERES I SAMARBEJDE MELLEM DANSEHALLERNE OG TOASTER

PROGRAM

A PLAY

HUSETS

INTRODUKTION Vi befinder os i en svævende tilstand, hævet over jordens overflade, uvidende om, hvor vi egentlig er? Og om, hvad der hensatte os i denne tilstand? Var det abstraktionen af vores identitet? Udviskningen af vores fælles fortællinger?

Den nødvendige omskrivning af historien? Den svævende tilstand har ledt til en følelse af hjemløshed – til en følelse af at være på ydersiden af selv vores egen krop.

PROOGR AM (DK ) 2

A PLAY er et koreografisk værk om sted og stedløshed. Forestillingen tager afsæt i black boxen – dette sorte, vinduesløse scenerum – og udforsker, hvordan et sted som dette påvirker vores krop, vores tænkning og vores fantasi. Det er en sanselig rejse ind i et navnløst landskab, hvor tid og lag smelter sammen.

I golde, post-apokalyptiske omgivelser møder vi fire karakterer, som vækker mindelser om et græsk tragediekor. Historisk set var korets funktion at agere spejl for folket – det videreformidlede til publikum, hvad hovedrolleindehaverne ikke selv kunne udtrykke. I A PLAY er performerne videreformidlere af selve teatret; det fysiske sted, vi befinder os. Gennem en særligt udviklet praksis samler de op på konventioner, tidligere repertoire og implicitte stemninger inden i black boxen, såvel som uden for; på vores allesammens her og nu.

A PLAY er skabt af Institute of Interconnected Realities (I-IR) og er starten på en længerevarende research af begreberne sted og stedløshed. Over det næste år vil denne research forplante sig i form af en serie af forestillinger og udgivelser om emnet.

A PLAY er skabt af Institute of Interconnected Realities (www.iir.dk) og præsenteres i samarbejde mellem Dansehallerne og TOASTER på Husets Teater.

INTRODUCTION We sense ourselves in a condition of suspension, half a meter above the ground, unknowing of where we actually are? And what suspended us? The abstraction of our identities? The erosion of communal stories? The very necessary re-writing of history? The experience of this suspension is a sense of homelessness, being on the outside of even our own bodies.

In a barren, post-apocalyptic setting, we meet four characters reminiscent of a Greek tragedy choir. Historically, the choir's function was to act as a mirror for the people – it conveyed to the audience what the main actors themselves could not express. In A PLAY, the performers are relaying of the theatre itself; the physical place we are in. Through a particular developed practice, they pick up on conventions, past repertoire, and implicit moods inside the black box, as well as outside; on our shared here and now.

A PLAY is created by Institute of Interconnected Realities (I-IR) and is the beginning of a long-term research of the concepts of place and placelessness. Over the next year, this research will take the form of a series of performances and publications on the subject.

A PLAY is created by Institute of Interconnected Realities / www.iir.dk · A PLAY is co-produced by and presented in collaboration between Dansehallerne and TOASTER at Husets Teater.

PROGR AM (EN)

A PLAY is a choreographic work about place and placelessness. The performance is based in the black box – this windowless performance space – and investigates how a place like this affects our body, our thinking, and our imagination. It is a sensuous journey into a nameless landscape where time and layers merge.

3

A PL AY

4

5

INSTITUTE OF INTERCONNECTED REALITIES (I-IR)

OM (DK ) 6

Institute of Interconnected Realities (I-IR) er et kunstnerisk projekt, der beskæftiger sig med konceptet decentraliseret koreografi.

Instituttet blev etableret i 2020 og er under daglig kunstnerisk ledelse af koreograf Marie-Louise Stentebjerg og dramaturg Ida-Elisabeth Larsen (tidligere two-women-machine-show). Siden projektets start har I-IR været optaget af kollektive arbejdsprocesser og det flerstemmige udtryk – både på organisationsniveau og kunstnerisk.

Dette betyder også, at I-IRs udvikling har været kraftigt præget af en række associerede kunstnere, som i forskellige faser og perioder har inspireret til at eksperimentere og tænke anderledes, heraf bl.a.

Jonathan Bonnici (performance-instruktør og medstifter af I-IR) og Santi Rieser (lydkunstner og musikproducer).

INSTITUTE OF INTERCONNECTED REALITIES (I-IR)

ABOUT (EN)

Institute of Interconnected Realities (I-IR) is an artistic project that deals with the concept of decentralised choreography. The institute was established in 2020 and is under the daily artistic direction of choreographer Marie-Louise Stentebjerg and dramaturge IdaElisabeth Larsen (former two-women-machine-show). I-IR is preoccupied with collective work processes and the polyphonic expression – both at the organisational level and artistically. As a result, I-IR’s development has been strongly influenced by several associated artists, who in different phases and periods have inspired to experiment and think differently, including Jonathan Bonnici (performance director and co-founder of I-IR) and Santi Rieser (sound artist and music producer).

7

(DK:) A say a INTERVIE W (DK ) 8

Interview med INSTITUTE OF INTERCONNECTED REALITIES af MIRIAM FRANDSEN Da jeg møder Institute of Interconnected Realities (I-IR) kunstneriske ledelse, Ida-Elisabeth Larsen og Marie-Louise Stentebjerg, til en snak om A Play, er de midt i skabelsen af værket. Jeg har forberedt nogle overordnede spørgsmål, som samtalen skal kredse omkring, men i løbet af snakken viser det sig hurtigt, at de har et koreografisk sprog, som jeg først skal tilegne mig for at kunne forstå deres svar.

I-IR arbejder nemlig praksisbaseret. Og med det mener de, at de ikke fastlægger en koreografi med faste bevægelser og trin, som man gør i fx ballet, men at de opfinder nogle improvisationsregler, som er instruktioner, som performerne bevæger sig efter og taler ud fra. Der kan være flere praksisser i spil i de enkelte forestillinger, og I-IR opfinder nye praksisser som en del af deres undersøgelser. Man kan sige, at det er disse praksisser, der er med til at bestemme forestillingernes dramaturgi, dvs. den måde ’fortællingen’ skrider frem på.

Et eksempel på en praksis er den instruktion, de kalder whisper, som er på spil i A Play. Her bliver performerne instrueret i at lytte til rummet og opfange en sætning, som de kan hviske til en anden performer, som så siger den højt ud i rummet. Performerne kan arbejde med forskellige kvaliteter for sætningen, fx gøre den emotionel, monoton eller syngende.

Performerne har altså et meget stort spektrum for improvisation og kan både arbejde med at kommunikere følelser, men også med den lydlige måde at sige sætningen på. De andre performere opfanger så sætningen og giver deres variation af den samme sætning, så den på den måde bliver flerstemmig.

Den praksisbaserede arbejdsform betyder, at forestillingerne aldrig vil være det samme. Hver aften vil få sit eget udtryk, hvor performerne finder nye veje i forhold til de instrukser, de har i samspil med publikum. For

about a play!

Ud fra denne begrebsafklaring kan vi bevæge os over i interviewet og til mit første spørgsmål: Hvad er den kunstneriske motivation for at lave A Play? Hvordan opstod ideen?

MARIE-LOUISE: En af de ting, vi har talt meget om, er skiftet fra tidligere at have arbejdet meget i det virtuelles potentiale, med alt det usagte og immaterielle som fx i værkerne Ality og Song of 8, til nu at arbejde med det stedsspecifikke. Vi har haft et behov for at arbejde mere konkret.

Et gennemgående spørgsmål er: Hvordan kan vi give undersøgelsen en forankring, men bibeholde den her intimitet med publikum og det, der er på spil i forhold til det praksisbaserede og mere uhåndgribelige? Vi vil gerne prøve at lave en tydeligere indgang for publikum til vores kunstneriske arbejde og værket.

IDA: Der er flere simultane begivenheder, der har peget os i den her retning.

En del af produktionen på den tidligere forestilling Ality foregik i Finland.

Her var vi i kontakt med den finske koreograf Simo Kellokumpu, og han stillede på et tidspunkt spørgsmålet: Hvad mener I, når I siger space? Det er et stående begreb, som alle koreografer beskæftiger sig med, men det var enormt svært at svare på. Det var uvant at skulle præcisere det. Hvordan er det fx anderledes end begrebet place? Så allerede dér var der en invitation til at reflektere over de to begreber og deres forskel. Hvordan er sted anderledes, og hvordan relaterer det sig til koreografisk tænkning?

INTERVIE W (DK )

publikum spiller også en central rolle. I-IR arbejder i alle deres værker med at forbinde sig med publikum; ikke på en måde, hvor publikum skal gøre noget andet end at være publikum, men hvor de energier, der er i salen, bliver indarbejdet i forestillingen. At indoptage og mediere publikum er den overordnede gennemgående praksis i al I-IR’s skaben.

9

I A PLAY undersøger vi black boxen som sted. I vores research har vi blandt andet orienteret os i teaterhistorie og i teatrets oprindelse - det græske drama. Her har vi taget udgangspunkt i det gamle græske kor. Deres funktion har altid været at være et spejl for folket. I det græske drama er koret selv publikum til tragedien og videreformidlede til det rigtige publikum om slagets gang. De har en dobbeltfunktion. De fortæller, hvad hovedrolleindehaveren gennemgår, og de tilbyder et rum for refleksion for publikum. I A Play er de videreformidlere af selve teatret, black boxen, det fysiske sted, vi befinder os.

MARIE-LOUISE:

INTERVIE W (DK ) 10

IDA: Grunden til at vi blev interesserede i koret var, at vi ville undersøge black boxen i sig selv; som en genstand, koret kunne være mediator for.

Når vi siger black box, tænker vi ikke på scenen som isoleret fra publikum og publikumsopbygningen. Det er hele rummets funktion, koret medierer.

Hvorfor er teatret/black boxen interessant at undersøge i en nutidig kontekst?

IDA: Vi er mest interesseret i de klimamæssige udfordringer, vi står over for. Her kommer begrebet ecology ind, som stammer fra det græske ord oikos, som betyder ’hus, familie, husholdning, bolig, leveområde’ – altså det sted, du har hjemme. Heri ligger der for os en invitation til at kigge nærmere på sted. Vi har også tidligere været meget optaget af ’what is down’, fordi man koreografisk sjældent bevæger sig meget nedad, i hvert fald ikke under jorden. Man kan godt øve sig i at falde; fald har faktisk været et helt kapitel inden for moderne dans, måske som reaktion på ballettens luftspring… Men hvordan bevæger man sig egentlig ned i det rum, som findes under vores fødder? Så A Play er også en udvidet undersøgelse af vores optagethed af dét under os.

MARIE-LOUISE: Derfor har vi også været meget optaget af jord. Jonathan Bonnici, som er performer i A Play lå på en jordseng i tre dage som en del af vores fælles research. Da han rejste sig igen, havde han set en række earth faces; han så ansigter aftegnet i den jord, han lå på, og den undersøgelse pegede også hen på koret, som på en måde opstod fra det. Tidligere har vi også arbejdet med et begreb som bodyhost, som er, at performerne ikke påtager sig en karakter, men er kanaliserende kroppe, og igen var der et direkte link til koret.

IDA: I det økologiske paradigmeskifte, vi globalt forsøger at bevæge os igennem, ligger der en udfordring i at forstå os selv som forbundne og ikke isolerede individer. Til researchen omkring jord læste vi også tekster om folkeslag, der stadig den dag i dag ikke forstår sig selv om isolerede indi-

vider og fx ikke kan tale om sig selv som enestående, den mulighed findes simpelthen ikke i deres sprog. Hos dem er man aldrig adskilt fra helheden.

Så der kom hurtigt billeder af en gruppe. Også fordi jord er så kompleks en økologi med mineraler, dyr osv. Jord er ikke en isoleret singulær ting. På samme måde kan man også se på teaterrummet som en kompleks økologi med mange forskellige komponenter, hvor performere og publikum bare er to komponenter blandt mange andre. Det er også det, vi undersøger med I-IR’s tilknytning til decentraliseret koreografi. Vi prøver at bevæge os væk fra os selv som naturligt centrum.

Kan I på den baggrund uddybe det praskisbaserede arbejde?

MARIE-LOUISE: Det udspringer af vores interesse i netop scenerummet, og det man deler her og nu. Hvad er det, vi mødes omkring? Hvad er det, der er på spil? Hvornår er det, rummet kan rykke sig? Det kan det jo ikke, hvis det hele er fastlagt på forhånd. Disse spørgsmål har gjort det nødvendigt for os at arbejde praksisbaseret.

Kan I give et andet eksempel på en praksis ud over whisper? Hvilke andre praksisser er der i A Play?

MARIE-LOUISE: I

A Play har vi også arbejdet med en story-praksis. Vi er ikke sikre på, at den bliver en del af værket, men den har været vigtig for vores forståelse. Vi har lavet en visualisering ind i det sted, man er, men ud fra ens eget subjektive udgangspunkt. Vi har arbejdet på, hvordan man kan skabe et fiktivt rum sammen, hvis performerne forbinder sig til det samme sted. Performeren kan give en information, fx ’kirkens vægge har ekko’, og så kan de andre bygge videre på det sted. Rejsen har været at bevæge sig

INTERVIE W (DK )

IDA: Det praksisbaserede arbejde står i modsætning til de forestillinger, der skal kunne gentages nogenlunde ens hver aften. Normalt er succeskriteriet, at forestillingen ikke forandrer sig for meget. I det praksisbaseret arbejde er det, man ser som publikum, ikke en færdig tekst eller intention.

Det, man ser, er performere, der er i gang med at undersøge noget, mens de er på scenen. Den undersøgelse er ikke blevet afsluttet i prøveforløbet, men foregår sammen med publikum. Det er et andet blik, en anden relation.

Man ser nogen gøre noget, og det er ikke sikkert, at de lykkes med det, de gør, men det er heller ikke succeskriteriet, at de skal lykkes, for i en undersøgelse opstår der altid noget interessant lige meget, hvilken vej det går. Det kan være uforudsigeligt og lidt akavet – især i en kultur- og teaterverden, der hylder det perfekte. Men for os er der en styrke i risikoen og i at arbejde på den måde. Der opstår en sårbarhed og intimitet.

11

ind i lagene under sig. Det er det her sted, man oplever fra. Man har kunne tale et fiktivt sted frem, som netop er ét af grundelementerne i teatret, at vi leger, at vi er et specifikt sted, og at det kan tales frem via vores ord som i det græske drama og også hos Shakespeare for den sags skyld. Vi har prøvet at undersøge de lag, der findes i black boxen. Hvad ved vi om det sted?

INTERVIE W (DK ) 12

IDA: Den måde at undersøge på er det gennemgående for vores værker. Der er altid en praksis i spil, men den har forskellige muligheder i sig. Whisper-praksissen har mange facetter, og det er en lang proces at formulere praksissens udvikling og finde ud af, hvad den kan og skal i værket.

Den koreografiske tænkning omhandler heller ikke kun det, performerne siger og gør, men netop hvordan vi transporterer opmærksomheden fra rummet over til, at man som publikum forstår, at man selv er blevet genstand for praksissen. Det er den generelle dramaturgiske bevægelse, vi går igennem sammen. Det kan også inkludere lydlige lag eller lyset og er en praksis, som ikke kun sidder i performerne, men i alle lagene.

Hvad ønsker I at forestillingen A Play skal få publikum til at tænke over?

IDA: Vi er jo slet ikke færdige og har selv en masse spørgsmål oppe i luften.

Fordi vi undersøger teatret og black boxen, er vi lige nu optaget af ruiner.

Vi har fx mursten på scenen som en reference til det græske teater. Man kan også tænke teatret som en kulturel ruin. Det er både et minde, men er også noget, der kan lede tankerne ind på fremtiden. Teatret har altså en dobbeltretning. Hvad gør teatret ved vores fantasi? Kan vi mærke os selv, og hvor vi befinder os, når vi er i det? Det var i sit græske udgangspunkt et grundlæggende demokratisk rum, men udspringer også af en bestemt relation til verden, et bestemt verdenssyn med mennesket i centrum. Dette verdenssyn er kraftigt udfordret i dag, hvor vi ved, at vi ikke har fuld kontrol over jorden, og at vi ikke er de eneste, der skal tages hensyn til, fordi vi indgår i et meget komplekst økosystem. Hvad er så teatrets berettigelse i dag?

MARIE-LOUISE: I I-IR har vi altid beskæftiget os meget med nuet, og teatret er på en måde en uendelighedsmaskine af nu’er. Lige nu er vi i I-IR mere interesserede i forankringen til et specifikt sted. Har vi som mennesker mistet følelsen af at være et specifikt sted? Er vi hele tiden i potentialet? I andre virtuelle tider? Og væk fra dér, hvor vores krop rent faktisk befinder sig? Og bidrager teatret til denne spaltning og hiver os ud af vores kontekst, eller kan det netop vise tilbage til den konkrete virkelighed og hjælpe os med at forbinde os til dér, vi kropsligt er til stede i et nu?

Og hvis teatret er drømmenes sted og tænkningens sted, betyder det så, at vi ikke har plads til drømme og tanker ellers i vores liv? Har vi fået isoleret det til dette lukkede rum?

IDA: A Play er på en måde en metakommentar til teatret som sted. For vi er nødt til at have et kritisk blik på de institutioner, der indrammer de kunstneriske processer. Ellers kommer vi bare til at reproducere os selv. De gode historier skal finde de nye rammer og det nye sprog for at kunne lave et reelt skifte, for ellers vil vi altid stå over for en fjerde væg – den, der i teatret adskiller fiktionen fra publikums virkelige verden og den forståelse af os selv, som vi altid har haft.

Tiden er løbet ud og samtalen slutter, men mit hoved summer af tanker. Jeg har forstået, at A Play udspiller sig både mellem publikum og performer og i samspil med alt andet, der er til stede på stedet. Så det, man som publikum oplever, er altså ikke en færdig tekst og en koreografi bestående af fastlagte trin, men man bevidner performernes undersøgelse af stedet på scenen, og på den måde taler forestillingen ind i en klassisk performancetradition, hvor hver aften er ny. Jeg forstår også, at A Play handler om den udfordring, det er, at forstå os selv som forbundne med hinanden og ikke som isolerede individer, og at forestillingen sætter spørgsmålstegn ved, hvilke nye fortællinger der kan opstå inden for de eksisterende stedlige strukturer. Jeg glæder mig personligt til en forestilling i bevægelse og til at blive konfronteret med muligheden for et fælles fysisk sted.

INTERVIE W (DK )

MARIE-LOUISE: Vi er selv skolede i at arbejde i og skabe til black boxen, så vi stiller også spørgsmål til både teatret som sted og til vores egen praksis.

I A Play giver vi ikke forslag til, hvordan man kan lave teater på en anden måde i black boxen, det er mere et reelt spørgsmål om, hvad der er muligt i black boxen?

13

A PL AY

14

PROGR AM 15

(EN:) A say a INTERVIE W (EN) 16

Interview with INSTITUTE OF INTERCONNECTED REALITIES

by MIRIAM FRANDSEN As I meet with Ida-Elisabeth Larsen and Marie-Louise Stentebjerg, the artistic management of Institute of Interconnected Realities (I-IR), for a talk about A Play, they are in the middle of creating the work. I’ve prepared some overarching questions as a pivot for our conversation, but during our talk it soon becomes apparent that they have a choreographic language that I need to acquire, to be able to understand their answers.

Because I-IR work on a practice-based basis. And by that they mean, they do not decide on a choreography with fixed movements and steps, like you would do in for instance a ballet, but they invent a set of improvisational rules, which serve as directions for the movement and speech of the performers. Multiple practices can be at play simultaneously in the individual performances and I-IR invent new practices as part of their explorations.

You might say that these practices help decide the dramaturgi of the performances, i.e. the way the “story” progresses.

An example of a practice is the direction they call whisper, which is at play in A Play. Here the performers are directed to listen to the space and pick up on a sentence, which they then whisper to another performer, that the other then repeat aloud in the space. The performers can work with different qualities to the sentence, like making it emotional, monotonous or melodic. Thus each performer has a very large spectrum for improvisation and can work with both communicating feelings as well as the aural quality of the sentence. The other performers then perceives the sentence and gives their interpretation of the same sentence, making it in a way polyphonic.

The practice based approach means that there’s never two performances alike. Each night has its own expression, where the performers find new

about a play!

Based on this definition of concepts we can move on to the interview and my first question: What is the artistic motivation for doing A Play? How did the idea arise?

MARIE-LOUISE: One of the things we’ve been discussing a lot is the shift from previously having worked a lot with the potential of the virtual and all the unsaid and immaterial like in the pieces Ality and Song of 8, to now working site specific. We’ve felt a need to work more concretely. A pervasive question is: How can we give our exploration an anchoring but maintain this intimacy with the audience and that which is at stake in terms of the practice based and more intangible? We’d like to try and create a more clear approach for our audience to our artistic work and to the piece itself.

IDA: Several simultaneous events has pointed us in this direction. Part of the production of our former performance Ality took place in Finland.

Here we came into contact with the Finnish choreographer Simo Kellokumpu and at one point he asked us the question: What do you mean, when you say space? It’s a standing concept that all choreographers are occupied with, but it was extremely hard to answer. It’s unusual to be asked to clarify. For instance, how does it differ from the concept of place? So already there, we were given an invitation to reflect on the two concepts and their differences. How is place different and how does it relate to choreographic

INTERVIE W (EN)

ways in terms of navigating the directions they have, in an interaction with the audience. Because the audience plays a central part too. In all their work I-IR seeks to connect with the audience; not in a way that has the audience doing anything other than being an audience, but in a sense that the energies present in the auditorium is incorporated into the performance. To absorb and mediate the audience is the overarching, pervasive practice in all creation by I-IR.

17

thinking?

MARIE-LOUISE: In A Play we explore the black box as a place. In our research we’ve, among other things, informed ourselves in theatre history and the origins of the theatre - the Greek drama. Here we’ve taken our starting point in the ancient Greek choir. Their function has always been to serve as a mirror for the people. In Greek drama the choir itself is also a part of the audience to the tragedy and they relayed the course of events to the real audience. They serve a double function. They tell us, what the main character is going through and they offer a space for reflection for the audience. In A Play they relay theatre itself to us, the black box, the physical location we’re in.

INTERVIE W (EN) 18

IDA: The reason we became interested in the choir was that we wanted to explore the black box in and of itself; as an object for which the choir could be a mediator. When we say black box, we don’t think of the stage as isolated from the audience and the auditorium. It’s the function of the entire space, that the choir is mediating.

Why is the theatre/black box intersting to explore in a contemporary context?

IDA: We are mostly interested in the climate challenges we’re facing. This is were the concept of ecology comes in, deriving from the Greek word oikos, meaning “house, family, household, housing, living area” - i.e. the place you call home. To us, that is an invitation to take a closer look at location.

Previously we’ve been very occupied with “what is down”, because you rarely move downwards choreographically, at least not below ground. You can practice falling; falling has an entire chapter to itself in modern dancing, maybe as a reaction to the airy jumps of the ballet… But how do you move downwards into the space beneath our feet? So A Play is an expanded exploration of our preoccupation with what’s beneath us.

That’s also why we’ve been very occupied with soil. Jonathan Bonnici, one of the performers in A Play, lay on a soil-bed for three days as part of our joint research. When he got back up, he’d seen a number of earth faces; he saw faces traced in the soil he was lying on and that examination also pointed to the choir, which, in a way, rose out of that.

Previously we’ve been working with a concept like body host, which means that the performers don’t assume a character, but act as channeling bodies and again this was a direct link to the choir.

MARIE-LOUISE:

IDA: In

the ecological paradigm shift we’re attempting to move through

globally, there’s a challenge in understanding ourselves as mutually connected and not as isolated individuals. As a part of our research on soil we’ve also read texts on peoples, who still to this day do not understand themselves as isolated individuals and, for instance, can’t speak of themselves as singular, that possibility simply doesn’t exist within their language. With them, you’re never separated from the whole. So images of a group came quickly. Also because soil is such a complex ecology with minerals, animals etc. Soil isn’t an isolated singular thing. In the same way you can view the theatre space as a complex ecology with many different components, where performers and audiences are just two components among many others. This is also what we are exploring with I-IR’s connection to decentralized choreography. We try to move away from ourselves as a natural centre.

IDA: The practice-based work is in contrast to performances that must be repeatable pretty much the same way every night. Normally the criteria for success is that the performance doesn’t change too much. In practice-based work, what you see as an audience isn’t a finished text or intention. What you see are performers exploring something while they’re on stage. That exploration hasn’t ended during rehearsals, but takes place with the audience. It’s a different gaze, a different relationship. You watch someone do something and it isn’t certain that they succeed with what they’re doing, but succeeding isn’t the criteria for success, because in an investigation something always arises, no matter which way it goes. It can be unpredictable and a bit awkward - especially in a culture and theatre world that celebrates perfection. But to us there’s a strength in the risk and in working in this manner. A vulnerability and intimacy emerges.

MARIE-LOUISE: I t

stems from our interest in precisely the stage space and what you share here and now. What is it bringing us together? What’s at stake? When can the space shift? It can’t if everything has been determined beforehand. These questions has made it necessary for us to work practice-based.

Could you give an example of a practice apart from whisper? What other practices are found in A Play?

MARIE-LOUISE: In A Play we’ve also worked with a story-practice. We’re not sure that it’ll be included in the work, but it has been very important for our understanding. We’ve made a visualization into the place you’re

INTERVIE W (EN)

On that basis, can you elaborate on the practise-based work?

19

located, but from you’re own subjective starting point. We’ve worked on how you can create a fictive space together if the performers connect to the same place. The performer can give a piece of information, for instance “the walls of the church has an echo” and then the others can build on that.

The journey has been to move into the layers beneath oneself. This is the place you experience from. You’ve been able to bring forth a fictive place through speech, which is one of the basic elements of theatre, we make believe we’re in a specific place and it can be brought forth by our words like in the Greek drama and with Shakespeare too for that matter. We’ve tried to explore the layers found in the black box. What do we know about this place?

INTERVIE W (EN) 20

IDA: This way of exploring is common to our works. There’s always a practice at play, but it contains different possibilities. The whisper-practice has many facets and it’s a long process to formulate the development of the practice and find out what it can and should do in the work. The choreographic thinking isn’t limited to what the performers say and do, but also precisely how we transport the attention from the space to what you as an audience are being subjected to through the practice. It’s the general dramaturgical movement we go through together. It can also include sound layers or lighting and is a practice that isn’t only in the performers, but in all the layers.

What do you want the performance A Play to make the audience think about?

IDA: We’re

not even finished and have a lot of questions up in the air ourselves. Because we’re exploring the theatre and the black box, right now we’re currently preoccupied with ruins. For instance we have a brick on stage which is a reference to the Greek theatre. You could also think of theatre as a cultural ruin. It’s a memory, but also something that can direct the thoughts to the future. Thus, theatre has a double direction. What does theatre do to our imagination? Can we feel ourselves and where are we, when we are emerged in it? In it’s Greek starting point it was a fundamentally democratic space, but also stems from a certain relationship with the world, a certain world view with man at the centre. This world view is strongly challenged today, where we know we can’t fully control Earth and that we’re not the only ones who should be taken into account, because we’re part of a very complex ecosystem. What then is the justification for theatre today?

MARIE-LOUISE: In I-IR we’ve always been very engaged with the present, and theatre is in a way an infinity machine of presents. Right now we at

I-IR are more interested in the anchoring to a specific place. Are we in constant potential? In other virtual times? And away from where our bodies are actually located? And does theatre contribute to this division, pulling us out of our context, or can it in fact point back to our concrete reality and help us to connect to the place we’re physically present in right now?

And if the theatre is the place for dreams and thinking, does that mean that we have no room for dreams and thoughts in our lives otherwise? Did we isolate it to this closed space?

MARIE-LOUISE: We ourselves are trained in working in and creating for the black box, so we also question the theatre as a space and our own practice.

In A Play we don’t make suggestions as to how you can make theatre in a different way than in the black box, it’s more a regular question as to what’s possible in the black box?

Time is up and the conversation ends, but my mind is buzzing with thoughts. I’ve understood that A Play unfolds between both audience and performer and in interaction with everything else present at present. So what you experience as an audience isn’t a finished text or a choreography consisting of fixed steps, but you bear witness to the exploration of the place on stage by the performers and in that sense the performance speaks into a classic performance tradition, in which every night is new. I also understand that A Play is about the challenge to understand ourselves as connected to one another and not as isolated individuals and that the performance questions what new stories can arise within the existing spatial structures. Personally I’m looking forward to a performance in motion and to be confronted with the possibility of a joint physical space.

INTERVIE W (EN)

IDA: A Play is kind of a meta comment to the theatre as a place. Because we have to have a critical look at the institutions framing the artistic processes. Otherwise we’ll just be reproducing ourselves. The good stories needs to find a new framework and a new language to be able to make a real change, otherwise we’ll always be faced with a fourth wall - that, which in theatre separates fiction from the real world of the audience and the understanding of ourselves, that we’ve always had.

21

CREDITS

A PL AY 22

Choreographer_________________________ MARIE-LOUISE STENTEBJERG Dramaturge__________________________________ IDA-ELISABETH LARSEN Performance Direction_____________________________ JONATHAN BONNICI Performers_____________________________________ ANGELA BUNDALOVIC, JAKOB SCHNACK KROG, JONATHAN BONNICI, INAJA SKANDS Sound & Composition ��������������������������������������� S. RIESER Light Design_____________________________ CHRISTIAN VEST BERNTSEN Mask & Character Design ����������������������������������NAGI GIANNI Set Design & Environment Research ����������������������� BALZ ISLER Artistic Sparring_______________________________________ SHELLEY ETKIN Assistant___________________________________ SOPHIE REBEKKA GRODIN Producer___________________________________________________GRY RAABY Administration ���������������������������������������������������CYRK Residency_____________________________ HOLSTEBRO DANSEKOMPAGNI Co-Production___________________________ DANSEHALLERNE & TOASTER Photos & Trailer____________________________________________VILLE VIDØE Video about I-IR____________________ WE ARE STORY / THOMAS HYTTEL Thank you: AUGUSTO CORRIERI, PIA LINDMAN, JON ERIK NYHOLM A Play is supported by: STATENS KUNSTFOND, WILHELM HANSEN FONDEN, WILLIAM DEMANT FONDEN, KØBENHAVNS KOMMUNES SCENEKUNSTUDVALG

PROGR AM 23