Page 1

ISSN: 2245-6953

magasin nr. 3 / December 2019

Tema:

børn Far til 12.004 børn

Interview med børnebogsforfatter:

Julehygge i Danmission

Fupz, Fanden og hans oldemor

Englefryd, nisselys og gospelsang 1


leder

Lad børn være børn NÅR DER ER BARNEDÅB i kirken, læses teksten fra Markusevangeliet, hvor Jesus skælder ud på de disciple, der truer ad de små børn, som bliver båret til Jesus, for at han skulle velsigne dem. ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres,” siger Jesus og fortsætter: ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. I dag er der et andet fokus på barndommen, end der var på Jesu tid. Og godt for det. Derfor kan det også her hos os være lettere provokerende at høre, at Gudsriget tilhører de små børn, end det må have været for disciplene og tilhørerne. Men alligevel er der brug for, at vi også i dag bliver mindet om det værdifulde i barndommen. Der er brug for, at vi bliver mindet om, at vi alle sammen har et ansvar for at være med til at sikre en god barndom med plads til at være barn – uanset hvor i verden, man er født. FOR MANGE STEDER SKRUMPER barndommen ind. I Tanzania kan børnene mangle helt basale fornødenheder og muligheder for mad, rent vand, skolegang og lægehjælp. I Indien fravælges børn, allerede før de bliver født, blot fordi de er piger. Og i Danmark siger man, at

Strandagervej 24 2900 Hellerup Tlf.: 3962 9911 Fax: 3962 0206 Mail: danmission@danmission.dk

Følg:

www.danmission.dk www.facebook.com/danmission www.youtube.com/danmission

Støt:

Giro: 600-0398 Netbank: reg.nr. 4190 konto 6000398 Sms: DM til 1245 og støt med 100 kr. Online: danmission.dk/stoet

2

barndommen i dag blot varer 6-7 år. Det handler om, at børn i dag tidligere og tidligere fravælger legetøj. Tidligere og tidligere puttes de ind i læreplaner og velmenende ordninger, der skal gøre dem parate til næste skridt i livet – og næste skridt – og næste skridt. Ja, allerede i vuggestuerne har vi i dag læreplaner, som skal sikre, at børnene, fra de begynder i institutionen, lærer noget, der bringer dem fremad i livet og gør dem til vellykkede voksne. På mange måder er det jo en mindre ting i forhold til de steder i verden, hvor børn lever under helt umenneskelige vilkår, men for mig er det et udtryk for, at vi overalt i verden glemmer det vigtigste. At vi både i nord, syd, øst og vest har glemt at lade børnene være lige præcis det, de allerede er, og tro på, at det er godt nok. At det er godt at være barn og få lov til at være barn. At det netop er nogle af de ting, som børn er gode til, der er det vigtige her i livet. At barnlig glæde, barnlig undren og nysgerrighed, barnlig tillid og barnlig kærlighed er det, der er det vigtige også for os voksne her i livet.

børn i Tanzania, Indien, Danmark eller helt andre steder, så skal børnene sikres mulighed for at vokse op med leg, glæde og livslyst som fortegn i livet. Og lad mig så her til sidst ønske alle en god adventstid. Vi er nu i tiden, hvor der midt i alle juleforberedelserne skal være tid og mulighed for at huske på, at også Gud lod sig føde som barn her på jorden. At det ikke var som en mægtig konge eller stor hersker, at Gud lod sig vise, men derimod som det allermest dyrebare vi har – nemlig et lille og forsvarsløst barn, der har brug for voksne omkring sig, midt i verdens travlhed. Morten Skrubbeltrang, formand for Danmission

SOM VOKSNE HAR VI ET ANSVAR for, at børn får lov til at være børn, og at børn har en fremtid. Hvad enten vi taler om

Udgives af Danmission  Udkommer 3 gange årligt  Bladet sendes til alle givere og kirker  Forsidefoto: Christina Lund Villadsen  Tryk: Rosendahl  De i bladet fremførte synspunkter deles ikke nødvendigvis af bestyrelsen eller redaktionen  Det er tilladt at bringe uddrag med kildeangivelse

 Michael Trinskjær (ansv.), Tove Iversen (redaktør), Ole KrabbePoulsen (layout)  Tak til alle skribenter i dette nummer af Danmission Magasin. Redaktionen modtager gerne indlæg via email (tli@danmission.dk), men forbeholder sig ret til at redigere og sortere  Deadline til næste nummer: 15. januar 2020


Indhold

6-7

5-10

TANZANIA: Mød en modig mor til 9; en forældreløs dreng, som tæmmer solen; og en far til 12.004 børn.

11-13

CAMBODJA: 19-årige Anne Spaabæk Dippel har taget turen fra Silkeborg til den unge kirke i Preah Sdach for at lære cambodjanske teenagere at snakke engelsk og hygge sig med guitaren. Læs her lidt om, hvad hun har fået med i bagagen, når hun fra nytår skal holde foredrag i Danmark.

14-15

11-13

SYRIEN: Tasneem glemmer aldrig den dag, hendes veninde blev kidnappet på vej hjem fra skole. Arrene på sjælen vil Tasneem nok altid have, men på børnecentret får børnene mulighed for en snert af normal barndom midt i krigen og for at komme videre i livet trods tragiske og traumatiske oplevelser.

16-18

BØRNEBOGSFORFATTER: Hvad laver Fanden og hans oldemor i en børnebog? Hvad laver Kim Fupz Aakeson i Danmission Magasin? Og hvordan viser børnebogsforfatteren børnene et håb om lys for enden af de mørke tunneler?

19-21

14-15

VENSKABSFORBINDELSE: “Uden sådan nogle som jer kunne jeg bare rejse hjem igen,” siger Maria Nitzsch Hastrup til de frivillige i Danmission Genbrug og fortsætter: “Og man kan roligt tilføje, at uden sådan nogle som jer frivillige ville der ikke være penge til projekter som sykolen på Zanzibar.”

22-23

LYSESTØBERIET: I Hårslev er der julestemning året rundt. For at kunne følge med den store efterspørgsel i december skal de frivillige i Danmissions lysestøberi nemlig producere0 julelys hele året. Hvordan det går for sig, kan man se i denne fine fotoserie.

25-27

22-23

NY FORMAND: Der skulle noget af en øjenåbner og et par meget lange omveje til, før Morten Skrubbeltrang fandt sit kald, sin kone og nu også sit tillidshverv som bestyrelsesformand for Danmission. Bliv klogere på vores nye formand i dette interview.

28-29

:

LUCIA INDSAMLINGEN: Julen har englelyd – også i Danmission. Få tip til, hvor du kan købe smukke og helt unikke engle – eller måske selv folde dem af sider fra gamle salmebøger eller Bibler.

28-29 3


HJÆLP VERDENS

BØRN Alle børn har ret til at vokse op under sunde og trygge forhold. Ulykkeligvis er det langt fra alle, der gør det. 500 millioner børn i verden savner basale ting som mad, rent vand, skolegang, lægehjælp eller beskyttelse mod overgreb. Det kæmper vi for at ændre. Derfor samler vi ind til Fremtidsbørn, som er Danmissions arbejde for fattige og udsatte børn og unge i Asien, Afrika og Mellemøsten. Børn har en helt naturlig plads i hjertet af en kristen organisation som Danmission. Allerede ved dåben bliver vi mindet om, at vi som børn har en særlig plads i Guds rige. Danmission har altid haft øje for børns vilkår. Vi hjælper både det enkelte barn, samtidig med at vi arbejder sammen med kirker og lokalsamfund, så der skabes stabile rammer og en tryg hverdag. Dermed sikrer vi, at din støtte bliver brugt bedst muligt. På de kommende sider kan du læse om en del af den hjælp, Danmission giver til børn og deres familier.

Det får Fremtidsbørnene Når man støtter Fremtidsbørn, er man med til at give børn adgang til: X Uddannelse X Mad, tøj og livsvigtig medicin X Beskyttelse mod diskrimination og udnyttelse X Fællesskaber med leg og læring X Redskaber til at kunne bestemme over eget liv X Gratis retshjælp Læs mere om Fremtidsbørn på www.fremtidsborn.dk - her kan du også støtte børnene.

4


tema: Børn

MED KNIVEN FOR STRUBEN Det er ikke ufarligt at være frivillig og kæmpe for større retfærdighed i Tanzania. Det ved Georgina Josia. Derfor er det vigtigt at stå sammen i landsbykomitéen. „For vi har brug for hinanden, ligesom vi har brug for kirkens opbakning, hvis vi skal hjælpe folk og skabe bedre samfund,“ siger hun.

Af Christina Lund Villadsen, kommunikationskonsulent Georgina Josia sætter sig ned på en væltet træstamme i skyggen af bladene fra de grønne banantræer, der vokser på marken ved Tumaini Centeret. Her – oppe på toppen af et bjerg i Kyerwa i den nordøstlige del af landet - ligger et af den Lutherske kirkes kontorer i Tanzania. Fra Georginas hus er det en gåtur på en time og 45 minutter op ad bakke til fods ca. otte kilometer. Men nu er hun nået op og venter på, at de andre 24 medlemmer af landsbykomitéen skal dukke op i middagsheden. Maseko Nekanori er den anden, som når frem. Han er den lokale skolelærer. Lidt efter kommer præsten fra pinsekirken, præsten fra den lutherske kirke og den lokale imam samt de traditionelt troendes healer. Der er også en gruppe kvinder og nogle unge, som efterhånden kommer til syne bag bakkekammen og slår sig ned i skyggen. Landsbykomitéen mødes en gang om måneden for at prøve at løse de problemer, der er i deres område. De er alle frivillige og bruger deres tid og energi på at gøre deres hjørne af verden til et bedre sted – særligt for kvinder, børn og mennesker, der lider af albinisme. Det er nemlig tre grupper, der er særligt udsat for overgreb, vold og andre uretfærdigheder. Det er den lutherske kirke i Tanzania, der har startet landsbykomitéerne som et led i at række ud og hjælpe i lokalsamfundet. fortsættes næste side... Foto: Magnus Sort Eidemark

55


Foto: Christina Lund Villadsen

Georgina Josia har selv mand, børn og et stykke jord at passe. Men lige nu fylder Scovias sag meget i hendes liv. "Sådan må det være lige nu. Vi må hjælpe hinanden."

... fortsat fra side 5

Georgina Josia forklarer, hvorfor det er så vigtigt at have disse lokale komitéer: „De færreste mennesker i Tanzania kender loven. Derfor er det nemt at snyde jord fra en kvinde, som bliver enke eller forladt af sin ægtemand. Der er også meget vold mod kvinder og børn, selvom det er strafbart. Og så længe ingen taler om det og forsøger at sætte en stopper for det, så fortsætter det bare,“ siger hun. „Selvom man kender loven og derfor går til myndighederne, hvis man har fået stjålet sin jord, er det normalt, at den, der har råd til at bestikke de lokale domstole, vinder sagen og dermed får jorden. Korruption er et kæmpe problem i Tanzania, og det bekæmper vi også gennem komitéen. For jo flere vi er, der står sammen, desto sværere bliver det at slippe af sted med korruption.“ Den ligefremme kvinde slår hovedet på sømmet: „Indtil vi får sat en stopper for korruption, vil de fattigste altid være taberne i Tanzania.“

Trusler på livet I dag er en vigtig dag for Georgina Josia, for hun har en meget svær sag, som hun har brug for at diskutere med de andre i landsbykomitéen. Én af hendes naboer, Scovia, er i en sørgelig og desperat situation, og Georgina er bange. Hun er både bange på Scovias vegne og på sine egne vegne. Scovia er 35 år og har 9 børn med sin mand. Siden de blev gift, da hun var 14 år, har de levet sammen på den jord, som hun arvede efter sine forældre. Men så fandt hendes mand en anden kvinde og giftede sig med hende, mens han stadig var gift med Scovia. Han smed Scovia og de fem yngste børn ud, da de var for små til rigtig at være nogen hjælp for ham i marken. Scovia var

6

magtesløs og måtte finde husly rundt omkring hos naboer. Men så snart hun var flyttet ind et sted, kom hendes mand forbi og truede folk, som hjalp hende. De blev bange for ham og følte sig nødsaget til at sende hende og børnene væk igen. Det er sket tre gange indtil videre. Lige nu bor hun i et lille lerklinet skur med bananblade som tag. Skuret er køkkenet hos endnu en nabo. Det er en enlig mand, så det sømmer sig ikke, at hun kan bo inde i huset. Så hun sover ved ildstedet med sine fem mindste børn. Hun er nødt til at arbejde som daglejer for at tjene penge til mad til børnene, når hun nu ikke kan komme tilbage på sin egen jord og høste maden, de skal leve af. For en måned siden lokkede og truede manden Scovia til at fraskrive sig retten til halvdelen af sin jord, som han så solgte. Det gik hun med til, fordi han lovede at lade sig skille fra den nye kone og tage Scovia tilbage… Men det skete bare ikke. I stedet blev Scovia igen smidt ud, efter at hun havde underskrevet salgspapirerne. Og i nat har manden så været forbi hendes lille skur og har truet hende med en kniv for struben for at få hende til at give ham resten af sin jord. For at presse hende sulter han også de fire ældste børn, som bor hos ham, så de grædende løber over til deres mor og fortæller, at han ikke vil give dem mad, før hun giver ham jorden.

Afvist af politiet og retten Georgina er selv mor og fortæller Scovias historie med tårer i øjnene. Som dansker tænker man måske: Hvorfor melder hun ham ikke bare til politiet? Hvorfor finder Scovia sig i det? Det gør hun heller ikke. Tværtimod. Hun kæmper, så godt hun kan.


tema: Børn

Scovia gik til de lokale myndigheder for at klage, men de ville have 5000 shilling i uretmæssigt gebyr for at hjælpe. Et svimlende beløb for en kvinde, der tjener 4000 shilling om ugen som daglejer. Det svarer til 12 danske kroner – men er akkurat nok til at hun og de fem mindste børn ikke skal gå sultne i seng. Herefter gik hun til politiet med sagen. Hun fortæller, at de afviste hende med besked om, at hun skulle skamme sig over at belemre dem med en privatsag, som ikke var deres ansvar. Som enlig, fattig kvinde står man svagt langt ude på landet i Tanzania. Derfor gik Scovia til landsbykomitéen, som tog hendes ulykkelige situation op. Først mødte de op hos manden og forsøgte at tale ham til fornuft. Men han smed dem ud. Så gik komitéen til myndighederne, og nu bliver sagen behandlet af byretten, som er den lokale domstol. Vel at mærke uden penge under bordet. „Det tør de ikke kræve, når nogen af os er med,“ siger Georgina Josia Mens hun fortæller historien, overvejer hun, om det alligevel er bedst også at tage sagen omkring politiet, nu da manden i nat har truet Scovia med en kniv – og fordi der tidligere har været vold involveret. Georgina Josia skal også tænke på sin egen families sikkerhed. For Scovias mand er nu også to gange dukket op i Georginas familie og har truet hende, hvis hun bliver ved med at blande sig i hans sager.

sted på en bakketop i Tanzania mange tusinde kilometer fra Danmark. 25 mennesker, der alle, ligesom Georgina Josia, bruger en stor del af deres tid frivilligt for at forbedre den verden, de lever i. Det binder dem uløseligt sammen med de tusindvis af mennesker i Danmark, der bruger deres tid og evner som frivillige i Danmission, så vi kan støtte Georgina, landsbykomiteen og den lutherske kirke i Tanzania. Som Georgina Josia siger, inden også hun skal skynde sig hjem, inden det bliver mørkt: „Vi er her kun, fordi kirken har samlet os, og fordi Danmission har været med til at skabe vores landsbykomitéer.“ Der er sjældent hurtige og nemme løsninger i sager som Scovias. Det tager tid. Lige nu kan vi kun sætte vores lid til de aktive frivillige i landsbykomitéen og bede til, at Scovia og hendes børn får retten til den jord, som er deres livsgrundlag. Vi holder kontakt til Georgina Josia og fortæller, hvad der videre sker i Scovias sag.

Kirken lader os ikke alene Selv om Georgina godt kan blive bange, så lader hun sig ikke skræmme. Hun bliver ved, fordi hun tror på, at retfærdigheden skal ske fyldest. „Hvis jeg gav op, så kunne jeg lige så godt opgive håbet for mine børns fremtid i Tanzania. Vi er nødt til at kæmpe for retfærdigheden sammen. Min landsbykomité er bare én af mange – og flere er på vej. Kirkens indsats for større retfærdighed hedder Shauku (begejstring, red.), og vi ved, at vi ikke er ladt alene, men at kirken bekymrer sig om os – alle os – også muslimerne og de traditionelt troende. For vi har brug for hinanden, ligesom vi har brug for kirkens opbakning, hvis vi skal hjælpe mennesker som Scovia og skabe bedre forhold i vores egne samfund,“ siger Georgina Josia. Mødet slutter, efter at flere sager om konflikter og uretfærdighed er blevet diskuteret, og man har forsøgt at finde ud af, hvordan man kan hjælpe. Medlemmerne af landsbykomitéen har i dag også talt om, at de gerne vil have mere uddannelse i lovgivningen, så de kan blive endnu bedre til at vurdere, om bestikkelse har ført til forkerte domsafsigelser. Solen står allerede lavt, da de sidste medlemmer af landsbykomitéen forsvinder ned ad skråningen, og der igen kun høres lyden af høns, som kagler et sted i nærheden. Sådan gik der en hel dag af 25 menneskers liv et

Scovia udenfor naboens lerklinede køkkenskur, hvor hun og de fem yngste børn har fået lov at bo. Skuret er 5 m², så de er nødt til at klumpe sig sammen rundt om ildstedet i midten.

77


FAR TIL

12.004 BØRN I 27 år har Venant Mugenyi været primus motor i kirkens hjælp til forældreløse børn i Tanzania. For børn har rettigheder og ret til et værdigt liv, selvom de ikke har voksne til at passe på sig.

Af Christina Lund Villadsen, kommunikationskonsulent Venant Mugenyi er far til 12.004 børn. Det er der alligevel ikke mange mænd, der kan prale af. Og det gør han da heller ikke, for han er en beskeden mand. Men Venant Mugenyi har et livsværk og en mission – sådan helt bogstaveligt – som det er værd at fortælle om.

Venant er en lille mand af statur. Trods hans grånende hår, som vidner om en mand på vej ind i sin tredje alder, er han fuld af energi, som flyder over, når han taler om de børn, han er så fast besluttet på at hjælpe frem i verden.

Styrken i grøden

Så Venant Mugenyis engagement i børnene stoppede ikke med hans job på hospitalet. For han kunne ikke slippe de mange AIDS-ofre, når han havde fri. Og stadig flere opsøgte ham privat, hvor han gav dem mad, trøst og forbøn. „Det gik op for mig, at mange af folks problemer ikke var medicinske, men sociale. Så jeg følte, at jeg skulle gøre mere. Jeg skal være der for folk, som lider – og ikke kun medicinsk.“ Venant Mugenyi kunne ikke vende det blinde øje til – især ikke til de mange børn, hvis forældre var døde af AIDS. Derfor opsøgte han kirkens arbejde for børn - mange af dem er forældreløse pga. AIDS. Projektet hedder AIDS Control Project (ACP), og her har kirken med støtte fra Danmission hjulpet 12.000 børn siden 1992. Børnene får hjælp til at komme i skole og lærer samtidig, at de har rettigheder og ret til at værdigt liv, selvom de ofte ikke har voksne til at passe på sig.

Det hele tog fart i 1992, da Venant Mugenyi arbejdede på Nyakahanga Hospital. På det tidspunkt var hospitalet og personalet totalt overbebyrdet, for AIDS bredte sig som en dødbringende steppebrand især her i den nordvestlige del af Tanzania. Officielt var hver tiende voksne over 18 år smittet med HIV-virus og mange af dem havde AIDS i udbrud – dertil kom alle de tilfælde, som aldrig blev registreret. Resultatet var bl.a., at mange børn blev født med smitten. På hospitalet tog Venant Mugenyi sig især af de AIDS-syge børn. På det tidspunkt var der ingen virksom medicin mod AIDS, men smerterne kunne lindres. Og derudover fandt han sin egen måde at hjælpe børnene: Han bad for dem, og han lavede en opskrift på det, han kalder "styrke-grød" kogt på majs, hirse, bønner og ærter, som blev malet til mel. „Jeg kunne ikke helbrede børnene, men jeg kunne heller ikke lade stå til. Og jeg oplevede, at flere af de syge børn havde færre symptomer og kunne komme ud af sengen igen efter tre uger på grøden,“ fortæller han.

8

Tag over hovedet og skolegang

Børn får en fremtid Venant Mugenyi har mødt mange ulykkelige børneliv, men han har også set,

hvordan børn kan få værdige liv og udsigt til en bedre fremtid, hvis de får støtte og opbakning. „Mange af børnene, som ellers har haft alt imod sig, har klaret sig. Nogle har sågar fået høje uddannelser og gode job. Uden ACP var de sandsynligvis endt i fattigdom – og for pigernes vedkommende som teenagemødre. Når man ser børn, som ellers har alt imod sig, klare sig, så giver det mod og styrke til fortsat at kæmpe børnenes sag,“ fortæller Venant Mugenyi, som nu er 60 år og derfor har nået pensionsalderen i Tanzania.

Bedstefar til 3 Det er måske lidt kækt at skrive, at Venant Mugenyi er far til 12.004 børn, men han føler dybt ansvar for og kærlighed til alle de 12.000 børn, som har fået hjælp gennem årene. De sidste 4 er hans egne biologiske børn: 2 døtre og 2 sønner. Derudover er han bedstefar til 3. Og dem får han nu snart mere tid til at nyde, når han bliver pensionist. For i alle årene som leder af ACP har han kun været hjemme hos sin familie i weekenden, sådan som det er for mange tanzanianske mænd. Hans hustru dyrker deres jordlod og tager sig af familien, mens han i ugens løb bor på kontoret, som er plastret til fra gulv til loft med tusindvis af takkekort fra ACP-børn, vækstkurver på børn og den berømte opskrift på "styrke-grød".


tema: tema: værBørn med

Foto: Christina Lund Villadsen

Verant Mugenyi har svært ved at slippe omsorgen for de forældreløse børn fra sig. Så når han endelig har fri, kører han ofte rundt og besøger børnene. 99


Foto: Christina Lund Villadsen

Jofas er kun 14 år, og trods hårde vilkår er han fuld af gåpåmod. Det er hans hjemmelavede el-installation et lysende bevis på.

DRENGEN DER

TÆMMEDE SOLEN „Jeg ville ønske, du var min rigtige far,“ siger 14-årige Jofas lidt genert, da Venant Mugenyi fra kirkens AIDS-program besøger teenagedrengen. For Jofas har boet alene sammen med sin bror, siden deres forældre døde for tre år siden. Men selvom Jofas ikke er Venants søn, så er han dog ét af de 12.000 børn, som kirken har hjulpet. Og det betyder, at han og hans bror ikke føler sig helt alene i verden, selvom de selv skal tjene penge, lave mad og "holde hus" i den lerklinede hytte med tag af bananblade. Hytten er indrettet med blot en hjemmelavet bænk og to stykker pap som senge og ligner det, den er – nemlig et hjem for to teenagere alene hjemme med ting hulter til bulter på gulvet, som man også kan finde på danske teenageværelser. Forskellen hænger på væggen som den eneste pynt: Et skoleskema, som Jofas selv sirligt har skrevet med blyant på et stykke papir. Jofas får nemlig hjælp til skolepenge og dermed skolegang gennem kirkens AIDS-program (ACP). Hans storebror arbejder som daglejer, så drengene har noget at leve af, mens Jofas går i skole. Deres plan – som de har lavet sammen med Venant Mugenyi - er så, at Jofas, når han er færdig med skolen, skal han tjene pengene, mens storebroren lærer sig et håndværk. På den måde kan de støtte hinanden til at få et liv med bedre indkomster begge to, så de en dag selv kan forsørge en familie.

Et lyst og opfindsomt hoved Jofas er ikke blot en usædvanlig køn dreng - han er også

10

et lyst hoved. Trods sine hårde livsvilkår forsøger han med opfindsomhed og gåpåmod at løse problemerne, efterhånden som de opstår. Ét af dem er elektricitet, som sjældent er der – heller ikke på skolen. Jofas har næppe hørt om William Kamkwanda - den malawiske dreng, der tæmmede vinden og byggede en vindmølle for at skaffe elektricitet til sin familie, og hvis historie både er fortalt som bog og på film. Men lige som William elsker Jofas at bruge det, han har lært i skolen, til at opfinde ting. Da han har langt at gå til og fra skole, er han først hjemme efter solnedgang og har svært ved at læse lektier i mørket, som på de her breddegrader kommer brat kl. 18. Så hvad gør Jofas? Han finder et brugt gammelt batteri og ledninger rundt omkring og spinker og sparer for at kunne købe en pære. Med det han har lært laver han lys, som drives af solenergi. Ikke så sært, at drengen drømmer om at blive elektriker. Men hvordan kommer du op om morgenen – du skal jo gå i skole allerede kl. 6.30? „Min bror vækker mig,“ svarer Jofas. Hvordan kommer han så op? „Hanerne galer overalt,“ svarer han og griner ad spørgsmålet. Så her behøver han åbenbart ikke bruge sit talent til at opfinde et vækkeur. Han og broren står bare op med hønsene.


tema: Børn

Med provstivolontør Anne

i Preah Sdach ”Det er berigende at rejse ud til Preah Sdach som provstivolontør. Mit ophold byder på mange forskellige opgaver, som gør det spændende at være ung dansker udsendt af Danmission,” skriver 19-årige Anne Spaabæk Dippel fra Silkeborg. Som volontør bor og arbejder hun i Cambodja og skal derefter rejse rundt i sit danske provsti og fortælle om sine oplevelser og sine overvejelser. Få en forsmag på, hvad hun har på hjerte, når hun her skriver om sin guitar, sine få ord på khmer og om at sige tak.

Af Anne Spaabæk Dippel, provstivolontør i Cambodja Jeg er udsendt til den lille provinsby Preah Sdach i det sydøstlige Cambodja. Her i efteråret bor jeg ved den lille kirke, som er den eneste i byen. Man når frem efter to timers kørsel fra hovedstaden Phnom Penh, og på turen herud mærkes det tydeligt, hvordan man bevæger sig væk fra storbyen og den mere vestlige stil: Der bliver færre og færre bygninger, naturen kommer tættere på, og vejen bliver ringere og ringere. Til sidst rammer man Preah Sdach, som egentlig bare består af én asfalteret vej, hvorfra der er små sideveje af jord og huller. 200 meter nede ad en af sidevejene finder man kirken omgivet af grønne enge, marker og skov, som på mange måde ligner Danmark. Løvtræerne er blot udskiftet med palmer, men til en vis grad føles det hjemligt for mig at kigge ud over markerne.

Samtidig er det for mange af dem første gang, de møder et kristent fællesskab. Det er disse piger og drenge, jeg underviser i engelsk, og hvad der nu ellers dukker op, når man er sammen med 12 til 18-årige, som højst kommer hjem i weekenden.

Kirken og kollegiet er nybygget og moderne sammenlignet med folks private små træhuse på pæle. I en ældre bygning bor drengene fordelt på 5 værelser, og i den nye 2-etagersbygning bor fortsættes næste side ...

Buddhister på kristent kollegie Det er her, jeg bor og arbejder. På kirkens område bor også 25 teenagere - både kristne og buddhister. Uden kollegiet havde de ikke haft mulighed for at gå i skole, da deres familie bor langt væk.

Som provstivolontør underviser Anne bl.a. i engelsk på kirkens kostskole.

11


Danmission i Preah Sdach: X

Danmission har været til stede i Preah Sdach siden 1998.

X

Samarbejdspartnere er kirken Abundant Life Church (ALC) og den kristne udviklingsorganisation PNKS.

X

ALC arbejder med forkyndelse samt oplæring af menigheden i forskellige emner lige fra bibelkundskab til gartneri og hygiejne.

X

PNKS arbejder primært med lokalsamfundsudvikling.

X

Abildgaard kirke i Frederikshavn er venskabsmenighed med ALC. Det indebærer gensidig kontakt via mail og sociale medier, besøg samt økonomisk støtte til ALC gennem Danmission.

X

Danmission sender provstivolontører som Anne Spaabæk Dippel til Preah Sdach for undervise i engelsk og andet.

Teenagerne i Preah Sdach elsker at snakke engelsk med Anne. ... fortsat fra side 11

pigerne på 5 værelser. På pigegangen finder man også kirken, som blot er et enkelt og ret lydt rum. Her er en talerstol med et kors på og 30 røde plastikstole, som menigheden sidder på. Jeg tror, de forsøger at efterligne et gammelt vestligt kirkerum, men alligevel er der langt til de pompøse kirker hjemme i Danmark.

A cappella og en gammel guitar Nogle vil måske undrende spørge, hvorfor jeg som ung dansker er rejst helt alene til Cambodja til en kirke langt ude på landet. Men for mig er min hverdag her meget meningsfuld og svaret ganske enkelt: Jeg er rejst herud for at opleve en markant anderledes kultur og for at videregive noget af det, jeg kan, til andre unge mennesker. Og lur mig, om jeg ikke også vender hjem til Danmark med en hel masse i rygsækken - med oplevelser og læring, som jeg kan bruge resten af livet. Den store kontrast, der er mellem

12

Cambodja og Danmark, er svær at forholde sig til, før man har oplevet det på egen hånd. Det gælder hele kulturen, men også særligt kirkens plads og rolle i Cambodja. Kirken er ung og lille og meget anderledes end den danske folkekirke. Lovsangene synges normalt a cappella, men hvis et af kirkemedlemmerne kan spille guitar, så står der en gammel og slidt guitar i hjørnet. Der er altså ikke noget stort og flot orgel. Det er en stor kontrast, som jeg synes er inspirerende og vigtig at have med hjem til Danmark, når jeg skal rundt og holde foredrag i Silkeborg Provsti.

Engelsk og musik på skemaet Det er altså spændende og meningsfuldt for mig at opleve en ny og så anderledes kirke og kultur. Men min opgave som provstivolontør, hvor jeg underviser de unge i engelsk, giver også rigtig god mening. Behovet for engelsk i Preah Sdach

og generelt i hele Cambodja er stort, fordi landet udvikler sig markant og bliver mere og mere internationalt orienteret. Mange job kræver derfor engelskkundskaber, for engelsk er det sprog, de fleste bruger, både når man bevæger sig ud i verden, og når turister og andre kommer her til landet. Jeg mærker tydeligt interessen for at lære engelsk, for mange af de lokale i Preah Sdach vil gerne tale med mig. Her bliver det en udfordring for begge parter, da de færreste taler engelsk, og jeg kun kan få ord på khmer, selvom eleverne hver dag lærer mig nye ord. Derfor giver det god mening at undervise i engelsk. Og eleverne er nysgerrige og ivrige for at lære mere, så det er en ren fornøjelse. Min store passion er også musikken. Da de unge opdagede, at jeg kunne tilbyde guitarundervisning, var det som at se lysene blive tændt i deres øjne. For dagligdagen for eleverne – langt væk


tema: Børn

Rejs ud som provstivolontør Har du lyst til at rejse ud som provstivolontør? Så er du formentlig:

Kostskoleeleverne i Preah Sdach nyder Annes guitarundervisning.

hjemmefra – er umådelig ensformig, og det ønsker jeg at forandre, bare en smule. Næsten alle vil gerne lære at spille, og de synes, det er sjovt og hyggeligt - og jeg deler samme glæde. Det er virkelig dejligt at få mulighed for at videregive noget af det, jeg kan, til de unge her i Preah Sdach. Når jeg oplever, at jeg kan gøre deres hverdag mere glædelig gennem guitarspillet og skubbe dem på rette vej i engelsk, så giver mit ophold som provstivolontør mening for mig.

En del af noget større Jeg er også overbevist om, at det giver mening for kirken. Sarin Meas, formand for menighedsrådet, sagde forleden: „Anne er med til at få vores studerende til at bruge engelsk i praksis. Samtidig kan vi dele vores forskellige kristne liv med hinanden og lære noget om, hvordan vi bruger vores tro i forskellige kulturer og under forskellige livsbetingelser. Som volontør er Anne et vidnesbyrd fra Danmission. Hun styrker vores tro på, at vi ikke er alene, men er en del af noget større.“ Når jeg hører, at mit ophold gør en forskel for andre, giver det blod på tanden til at fortsætte og nyde den sidste tid, jeg har herude, inden det bliver jul, og jeg sætter snuden mod Danmark igen. De lærer af mig, men jeg lærer også meget af dem på en måde, som jeg ikke ville kunne læse mig til derhjemme. Det skal mærkes, og det skal opleves.

X

18-22 år

X

Engageret i dansk kirkeliv

X

Nysgerrig, reflekteret og optaget af at fortælle.

Du får: X En oplevelse for livet i en anderledes og spændende kirke og kultur X

Erfaring med formidling.

Vil dit provsti være med til at sende en af sine egne unge ud i verden, som så vender hjem med berigende beretningen til jeres menigheder? Provstiet får: X Mulighed for at følge med i rejsen på de sociale medier, i kirkebladet m.m. X

Foredrag, som er et frisk pust til kirkekaffen, mini-konfirmanderne eller sogneaftenen

X

En meningsfuld og engagerende opgave til kirkens unge

X

Direkte kontakt med Danmissions partnere ude i verden og en god sag at arbejde sammen om i provstiet.

Vil du høre mere, så kontakt netværkskonsulent Amalie Ehmsen på ase@danmission.dk eller tlf. 41 999 315

Vi ses i Silkeborg og omegn Min tur-retur til kirken i Preah Sdach er, som I nok har fornemmet, en spændende rejse. Og det, jeg har lært, bringer jeg med hjem til Silkeborg Provsti, hvor jeg bl.a. skal holde en masse foredrag. Cambodjanernes taknemlighed er noget af det, som har gjort stort indtryk på mig. Intet bliver taget for givet, og man sætter pris på det, der er omkring én. Den taknemlighed, der er - også for de små ting - vil jeg gerne tage med hjem. For at takke for livet og alt det gode - og netop at fokusere på det gode - tror jeg ikke kan skade nogen. Hvis du har lyst til at læse mere om min rejse, så besøg min blog her: www.annedippel.blogspot.com

Korte Rejser Danmission tilbyder også kortere rejser til vores projekter og partnere. F.eks.: X

Zanzibar 3.-11. marts 2020

X

Libanon 23.-31. maj 2020

Læs mere her: www.danmission.dk/rejs

13


Livsfarlig

skolevej I Syrien støtter Danmission centre, som giver børn et fristed fra krigens rædsler – et sted hvor de kan lege, lære, drømme og få hjælp til at bearbejde deres krigstraumer. På centrene får børnene mad, og vi hjælper dem så vidt muligt med et måltid mad og andre basale ting ud over psykologisk og social støtte.

Af Leila Jisr og Tove Lind Iversen Tasneem glemmer aldrig den dag, en veninde blev kidnappet på vej hjem fra skole. Ingen har hørt eller set noget til klassekammeraten siden. Så der er god grund til, at Tasneem ikke får lov at gå til og fra skole alene – selv om hun er 14 år. Og der er god grund til, at hun er bange - den syriske teenagepige, som hver uge får hjælp på Danmissions børnecenter i Humeira i Syrien. Tasneem kigger væk, mens hun bid for bid får fortalt om noget af det, der gør piger på flugt ekstremt sårbare i det kaotiske og krigshærgede Syrien. Og om de håb for fremtiden, som trods alt spirer i den sky pige, Selv om Tasneem sammen med sin mor og to små søskende slap væk fra bomber og ødelæggelser i deres landsby Koussair til byen Humeira i det nordlige Syrien ikke så langt fra Aleppo, så betyder det langt fra, at hun er i sikkerhed. For som pige på flugt er hun dobbelt udsat. Alle er ofre i en krig. Men undersøgelser viser, at kidnapninger, udnyttelser og seksuelle overgreb meget ofte rammer piger og kvinder både under flugten og bagefter – uanset om man søger ly i en flygtningelejr eller forsøger at klare sig igennem på gaden eller i et midlertidigt logi. Og især piger som Tasneem, hvis

14

fædre er døde eller forsvundet under borgerkrigen, mangler beskyttelse.

Barndommen blev stjålet Så ja, Tasneem vil altid huske den dag, hendes veninde blev kidnappet. Arrene på krop og sjæl forsvinder ikke, og hun har ligesom mange andre syriske børn brug for hjælp til at komme videre i livet. Derfor møder Tasneem op et par gange om ugen på et børnecenter i Humeira, hvor hun sammen med andre børn får hjælp til at bearbejde krigstraumer og opleve glimt af en normal barndom. Danmission støtter dette og fire andre børnecentre, som vores libanesisksyriske partnerorganisation Forum for Development, Culture and Dialogue (FDCD) står bag. Centrene drives så vidt muligt af engagerede frivillige medarbejdere. „Børnene er dem, som lider allerværst under krigen,“ siger Majd Rdounian, lederen af centret i Humeira. Deres barndom er blevet stjålet, og de er endt som små kæmpere. De er nødstedte, de er bange, og de er aggressive. Selv når syriske børn leger, handler det om krig – mange børn ved en masse om våben og har allerede lært at bruge dem.

Ikke alle børn har samme problemer, men det er dette billede, de voksne på centrene tegner af børnene. „Jeg kan ikke sige, at alle vores børn har haft traumatiske oplevelser – men jeg ved, at det i hvert fald gælder for 85 procent af dem, som kommer her,“ fortæller Majd Rdounian. Børnene og de unge har ingen steder at gå hen, ingen steder at søge hjælp og har svært ved at få øje på håbet. Derfor er børnecentrene så vigtige. ”Hvis vi ikke hjælper børnene nu, så vil vi snart stå med en vred og mentalt ustabil ungdomsgeneration, som bærer posttraumatisk stress med sig ind i voksenlivet. Det er ødelæggende for det enkelte menneske, men det er også potentielt farligt for samfundet – ikke mindst i et splittet samfund som Syrien,” advarer centerlederen.

Håbet er på vers Tasneem går i skole – hver dag bragt og hentet af sin mor. Derudover kommer hun kun på børnecentret. „Jeg er blevet mindre bange, efter at jeg er begyndt at komme her i centret. Min mor er nogle gange også med, og så leger og hygger vi sammen både børn og voksne. Det glæder jeg mig altid til. For


tema: Børn

Tasneem er blevet mindre frygtsom og sky, siden hun begyndte at komme på børnecentret.

så kan jeg næsten glemme alt det, som gør mig bange.“ Tasneems mor og de andre forældre vil gøre alt for at beskytte deres børn, men de føler sig ofte magtesløse og aner ikke, hvad de skal gøre. For at forhindre, at døtrene bliver kidnappet, voldtaget eller holdt som slaver, vælger mange forældre at bortgifte deres purunge piger. På centret lærer de unge, hvad det indebærer at være teenager, og hvordan man passer på sig selv. Forældrene kan også få rådgivning og hjælp til at få familielivet til at hænge sammen midt i en krig. Og så har Tasneem fundet en hobby, som hun dyrker på centret: nemlig poesi, hvor hun finder fred og fordybelse. Tasneem – har vi valgt at kalde pigen, som ikke ønsker sit fulde navn frem. Og mistilliden er vel forståelig for en pige, som knap kan huske andet end krig mellem sine landsmænd – en krig, som snart har varet dobbelt så lang tid som Anden Verdenskrig.

Når du støtter Danmissions  Fremtidsbørn, støtter du børn som Tasneem. Børn, som har brug for et fristed fra krigens rædsler – et sted hvor de kan lege, lære, drømme og få hjælp til at bearbejde deres krigstraumer. På centrene får børnene mad, og vi hjælper dem så vidt muligt med andre basale ting udover psykologisk og social støtte. Børnecentrene er spredt ud over Syrien og når dermed flest muligt børn – af samme grund er nogle af centrene mobile og kan flytte fra område til område. Mange syrere er frivillige på centrene. De får kurser i psykologisk og social førstehjælp og hjælp til organisering, så de kan være med til at oprette nye børnecentre, når det bliver muligt at operere i flere af de hårdt ramte områder. 

På børnecentrene, som Danmission støtter i Syrien, får børnene et frirum til at være børn midt i katastrofen.

Og hvad så med håbet? „Jeg ønsker mig fred i mit land og et bedre liv for mig og mine venner. Og jeg håber at blive læge, så jeg kan hjælpe andre.“

15


FUPZ,

Fanden

og hans oldemor En af Danmark mest læste og anerkendte børnebogsforfattere, Kim Fupz Aakeson, voksede selv op med Fadervor og har siden sin forfatterdebut brugt bibelske temaer i sine fabulerende og humoristiske fortællinger. I hans nyeste bog spiller både Fanden og Fandens oldemor en rolle. Men kærligheden får det sidste ord. For det er vigtigt at sprede håb til børn, men også gerne til voksne, siger han. Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist Hvad laver Fanden og hans oldemor i en børnebog? Og hvordan viser børnebogsforfatteren Kim Fupz Aakeson børnene et håb om lys for enden af de mørke tunneller? Det og meget andet kommer vi omkring i dette interview med forfatteren, som er aktuel med en ny børnebog "Men størst af alt", hvor han igen - på sin helt egen måde - tager afsæt i en bibelsk fortælling.

i det store format; både børn og voksne har brug for at tale store temaer en gang imellem.“

Hvordan fandt du på at tage bibelske historier op i dine bøger? „Den allerførste side i min allerførste udgivelse, nemlig tegneseriealbummet "Gå Løs På Livet" (1982), roder med skabelsesberetningen. Så man må sige, at det har været ombord fra dag ét. Siden er det gået slag i slag, ikke kun i børnebøger og tegneserier, men også i romaner som "X" (fra 2003), hvor jeg er henover de 10 bud. Jeg er en slags bibel-stalker.“

Overvejer du som forfatter det der med ikke at gro fast i mørket? „Det er egentlig ikke noget, jeg tænker så meget over - det kommer helt af sig selv. Jeg gætter på, at det er et spørgsmål om temperament, og det der feel bad ligger nok ikke rigtig til mig. Det tror jeg, at jeg deler med mange. For de fleste fortællinger, jeg støder på, ender med et eller andet lys for enden af de mørke tunneller.“

Din nyeste bog "Men størst af alt" er en børnebog. Forlaget præsenterer den som en alternativ skabelsesberetning om alt det gode - og om alt det knap så gode - men først og fremmest en bog om det, som er størst af alt. Hvorfor endnu en bog om så store bibelske temaer? „Jeg elsker Biblen. Den rummer så mange eksistentielle spørgsmål og diskussioner, der stadig giver masser af mening, så det er næppe sidste gang, jeg dykker ned og roder med emner af den størrelse. Bøger må godt handle om små ting, men engang imellem skal vi også op

16

Kan bogen give håb til børn? „Det skulle jeg mene, og også gerne til voksne. Det virker, som om vi alle sammen altid kan bruge et skud håb i disse kaotiske tider.“

Mange børn lever barske liv, som man også kan læse i magasinet her. Hvordan kan skønlitteratur - og bibelske fortællinger - give håb til børn? „Jeg tænker, at det gælder om at vise en vej ud af den der kælder sort som kul. At insistere på, at der er godt i verden også, at der er andre mennesker, der har det som dig, og andre, der har stået i noget, der ligner det, du står i, og som alligevel har klaret skærene og er kommet videre.“ fortsættes side 18 ...


tema: Børn

OM KIM FUPZ AAKESON: X Kim Fupz Aakeson (f. 1958) har udgivet bøger i mange formater og til alle aldre, men er især kendt som børnebogsforfatter, bl.a. til serien om Vitello, som også er filmatiseret.

Foto: Robin Skjoldborg

X Han debuterede som børnebogsforfatter i 1984 med "Hvem vover at vække guderne". X Han har modtaget flere priser for sine bøger, bl.a. Kulturministeriets Børnebogspris (1990), Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris (2000) og Kulturministeriets forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur (2011). X Han har også skrevet romaner for voksne, teater og radioteater samt manuskripter til film, bl.a. "Den eneste ene", og til TV-serien "Bankerot". X Hans nyeste børnebog, "Men størst af alt" (illustreret af Cato ThauJensen), udkom på Forlaget Carlsen 5. november 2019.

„Jeg er ikke nogen stor fan af Snehvide – jeg er mere til Ronja Røverdatter,“ siger børnebogsforfatter Kim Fupz Aakeson, som med afsæt i bibelske temaer ønsker at vise sine læsere, at der er en vej ud af kælderen sort som kul.

17 17


... fortsat fra side 16

Men hvordan skriver man om alvorlige emner – f.eks. om død og sult og ondskab - uden at fratage børn et håb? „Man skal vise, at der kan være en vej ud og videre, selvom det ser sort ud, og så tror jeg, der skal være noget handlekraft i de personer, der er på spil i fortællingen. At man selv kan have indflydelse på sin skæbne og på, hvad der skal ske i ens liv. Man behøver ikke sidde i en sofa og være et offer for omstændighederne. Jeg er f.eks. ikke nogen stor fan af Snehvide – jeg er mere til Ronja Røverdatter.“ Hvordan og hvorfor bruger du humoren, når du skriver om store emner og bibelske temaer? „Nu er der helt nede i min hovedstol noget humor, der nemt dukker op. Det er vel et blik, en måde at gå til verden på. Jeg skal nærmest anstrenge mig for at holde den væk. At humor så kan gøre noget godt i meget alvorlige historier, er en anden sag. Jeg tror, det kan åbne for ubærlige emner, gøre det muligt at læse om dem og holde ud – komme frem til det bærlige.“ Har du konkret oplevet, at dine bøger har givet håb til børn? „Her i foråret fik jeg en mail fra en pige, hvis far havde været voldelig i hjemmet. Hun skrev til mig på grund af min bog "En Historie Om Vokseværk", der handler om en far, der bliver større og større, så der til sidst ikke er plads til en dreng og hans mor. Der er hele tiden fare for, at den far vælter ting og rammer dem, og til sidst bliver han en drage, der ligger rundt om villaen. Historien ender med, at drengen og hans mor ser i øjnene, at de ikke kan blive boende; de tager af sted og håber, at man også kan krympe igen. Det var sket for pigen, der mailede til mig – både, at de var flyttet fra ham, og at han havde været i behandling og var krympet. Så hun sagde tak for historien, og den mail var jeg godt glad for at få.“ Har du selv oplevet som barn, at bøger - eller bibelske historier - kunne give dig håb? „Jeg læste faktisk mest bøger, der tog mig væk fra

18

min virkelighed – "Ivanhoe", "Den Sidste Mohikaner" og andre af Gyldendals Røde Klassikere og så "Tintin". Jeg tror måske, det var min længsel efter en verden, der ikke var Albertslund, men det gav måske også en slags håb at tænke på eventyrlige verdener andre steder derude.“ Hvordan har Biblen og kristendommen fyldt i din opvækst? „Hjemme bad min mor og jeg aftenbøn i mange år. Fadervor. Og i skolen havde vi en fantastisk lærer, der gav os de bibelske historier. Han kom med store plancher med heftige tegninger: Samson vælter søjlerne og dræber filistrene, Abraham er lige ved at ofre sin søn. Læreren opførte dem med pegepind og stor indlevelse, blæste os bagover.“


kærlig hilsen fra maria, zanzibar Danmissions frivillige er trukket indenfor i ly for det danske efterår. Kom med til en fortælleraften hos Danmission Genbrug i Osted, hvor smil og solskinsfortællinger fra Zanzibar varmer i kulden. Tekst og foto: Anna Hermann Hansen, kommunikationskonsulent „Upendo na amani, dini mbali mbali,“ Swahili-hilsenen, der ønsker "kærlighed og fred - forskellige religioner" bliver varmt hængende i luften på denne ellers kolde og regngrå eftermiddag, da genbrugsbutikken i Osted får besøg af Danmissions zanzibarudsendte, Maria Nitzsch Hastrup. Og der er en helt særlig

forbindelse mellem de danske frivillige og syskolen på den afrikanske ø, hvor Maria Nitzsch Hastrup arbejder. Men det vender vi tilbage til. Den smalle entre i Osted Kulturhus bugner af halstørklæder, tykke vinterfrakker og paraplyer. De seneste uger af efteråret har ramt Danmark med regn og frostgrader om natten, og Voldborgs

efterfølgere lover mere af slagsen. Alligevel er omkring 40 vejrtrodsige frivillige denne eftermiddag mødt op for at høre Maria Nitzsch Hastrup fortælle om arbejdet på den eksotiske tropeø Zanzibar.

fortsættes næste side...

19 19


Maria Nitzsch Hastrup, udsendt til Zanzibar, får en snak med frivillig butiksleder Knud Poulsen inden aftenens foredrag.

De frivillige i Osted genbrugsbutik glæder sig over venskabsforbindelsen med Danmissions syskole på Zanzibar.

... fortsat fra side 19

En vigtig forbindelse Zanzibar. De flestes tanker ville nok blive ledt hen på bløde strande, azurblåt hav og svajende palmer. En drømmende kontrast, der virker tillokkende - især denne eftermiddag. Men vi skal hverken høre om billige flyrejser, luksushoteller eller badeferier. Genbrugsbutikken har nemlig inviteret Maria Nitzsch Hastrup her til Osted for at holde et foredrag. Et foredrag om næstekærlighed, om den store fattigdom, som turisterne sjældent ser, og om en helt særlig venskabsforbindelse mellem netop denne genbrugsbutik og en syskole for unge kvinder på Zanzibar. Maria Nitzsch Hastrup arbejder sammen med den lokale lutherske kirke. Ud over at hjælpe især unge kvinder ud af fattigdom, er Danmission også involveret i dialog og fredsarbejde i øriget. I Osted glæder de sig til at møde Maria Nitzsch Hastrup. „Det er meget værd for os at have en kontakt som Maria og en venskabsforbindelse mellem vores butik og syskolen på Zanzibar,“ fortæller butiksleder Knud Poulsen. Sammen med omkring 40 andre frivillige står han for den daglige 20

drift i genbrugsbutikken, som sammen med de mange andre butikker rundt om i landet gør en kæmpe indsats for at samle penge til Danmissions arbejde ude i verden. „Jeg er sikker på, det bliver en spændende aften, som er med til at motivere butikkens frivillige, når de kan se, at det, vi gør, støtter et godt formål,“ siger han.

Mission med nål og tråd I Osted bliver det lange forsamlingslokale oplyst af dæmpede spotlys. For enden, bag de omhyggeligt dækkede borde og stole, hænger et stort lærred klar, hvor Danmissions logo lyser op. Danmission har siden 2005 givet unge kvinder en godkendt uddannelse i at sy, så de kan forsørge sig selv og deres familie. Syskolen hedder Upendo, som betyder kærlighed, for her er også fokus på dialog mellem muslimer og kristne. Og her gør indtægterne fra genbrugsbutikken i Osted stor gavn. De nytilkomne gæster summer rundt mellem hinanden for at finde en siddeplads. Forsamlingslokalet er smalt, og måske ikke beregnet til at rumme

alle dem, der er mødt frem i dag. Men der går ikke lang tid, før alle de frivillige har fundet sig tilrette, og Maria Nitzcsh Hastrup kan begynde sin fortælling om Upendo. „Karibu,“ siger hun og smiler bredt. Det betyder velkommen til på swahili. Tilhørerne kan ikke være i tvivl om, at hun og syskolens elever sætter pris på venskabsforbindelsen mellem Upendo og Osted.

En kontrastfuld verden Maria Nitzcsh Hastrup fortæller de frivillige om Zanzibar og om, hvorfor det er så vigtigt at arbejde for fred netop her. Forholdet mellem Zanzibar og Tanzania, som Zanzibar er en del af, har i lang tid været præget af splittelse. Befolkningen på Zanzibar ønsker større selvstændighed, mens befolkningen på fastlandet mener, at øriget bør være tilfredse med den nuværende unionsaftale. Konflikten forstærkes af, at over halvdelen af fastlandsbefolkningen er kristne, mens over 90 procent af Zanzibars befolkning er muslimsk med et lille kristent mindretal. Det er med til at forstærke splittelsen, at det ofte er


Om Upendo X Upendos syundervisning er en del af det officielle uddannelsessystem. X 700 kvinder er blevet uddannet siden skolens åbning i 2005. Fuldt hus i Osted til foredrag om syskolen “Upendo” på Zanzibar.

kristne tilflyttere fra fastlandet, som er involveret i den givtige turistindustri på Zanzibar, hvor hovedparten af befolkningen er meget fattig. Derfor er det så vigtigt, at Danmission både bekæmper fattigdom, arbejder for fred og styrker den lokale kirke. „Når man spørger de kristne og de muslimske piger på syskolen, om de havde venner fra den anden religion, før de kom hos os, så får man at vide, at det havde de ikke. Men det har de nu,“ siger Maria Nitzsch Hastrup. „Og det er de overraskede over. De er overraskede over, at de kan arbejde godt sammen på trods af forskellige religioner. Man kan tydeligt se en udvikling hos eleverne, som alle får et bedre forhold til mennesker med en anden religion end deres egen.“

„Uden sådan nogle som jer...“ Maria Nitzsch Hastrup gløder af sommervarme og entusiasme. Hun er klædt i en eksotisk kortærmet kjole, der går lidt ned over knæene. Mønstret er dekorativt med røde, hvide og sorte cirkler. Hun skiller sig ud i det smalle forsamlingslokale, hvor de 40 frivillige sidder stuvet

X Der er p.t. 73 studerende - både muslimer og kristne.

sammen i deres grå og sorte uldtrøjer med røde næser og hvide kinder. Hun ser intenst på forsamlingen og siger: „Der skal så få ressourcer til at give de unge kvinder på Zanzibar en bedre fremtid. Selv få hundrede kroner gør en stor forskel for en elev på skolen. Danmission kan årligt støtte syskolen med 120.000 kroner takket være de penge, som genbrugsbutikkerne tjener ind. Og det er faktisk størstedelen af Upendos budget. Uden sådan nogle som jer kunne jeg bare rejse hjem igen,“ siger Maria Nitzsch Hastrup, „for uden sådan nogle som jer frivillige, ville der ikke være penge til projekter som sykolen“. Og det går rent ind hos Knud Poulsen og de andre frivillige: „Maria har givet en mægtig god indsigt i, hvor meget vores penge betyder. Jeg tror, at de fleste blev overraskede over, at der ikke skal flere penge til at gøre så stor en forskel. For nogle tænker jo nok, at hvad hjælper sådan en smule penge, men det hjælper altså. Og det er jo en motivation til at arbejde videre,“ siger Knud Poulsen, som lægger mange kræfter i genbrugsbutikken og i at få andre frivillige med. For sin ekstraordinære

indsats blev han kåret som Årets Ildsjæl 2019.

Hvorfor vi støtter Aftenen er gået på hæld, og Maria Nitzsch Hastrup får en kop kaffe og en bid hjemmebagt banankage sammen med de frivillige fra genbrugsbutikken. Knud Poulsen føler sig oplivet oven på den gode aften og fortæller, at de frivillige sætter pris på venskabsforbindelsen. Den er nemlig blevet vigtig i den daglige gang i butikken: „Venskabsforbindelsen betyder, at man føler, at man er involveret og kan følge med i det, der sker på syskolen. De frivillige spørger jævnligt ind til kvinderne, og om der er kommer nyheder fra syskolen, og om hvad de laver på Zanzibar,“ understreger han. „Vi har også kunder, der spørger ind til, hvad pengene går til. Og efter vi har etableret venskabsforbindelsen med Upendo, er det blevet meget nemmere at fortælle, hvad vi støtter, og hvorfor vi gør det.“ Maria Nitzch Hastrup synes også, at aftenen med de frivillige er gået godt. Og nu tager hun kærligheden fra Osted med tilbage til Zanzibar. Tilbage til Upendo. 21


Populære julelys

lyser for mange I Danmission lysestøberi i Hårslev på Fyn sørger en gruppe frivillige for, at kirker, sognehuse og private hjem kan tænde stemningsfulde julelys. Hvert eneste lys, der bliver solgt bl.a. i Danmissions genbrugsbutikker, er med at hjælpe fattige og udsatte mennesker.

Tænd lys i din egen stue De fleste af Danmissions genbrugsbutikker sælger lys. Vil du bestille lys til brug i kirken, sognegården eller et helt tredje sted? Kontakt Ruth Inge Gregersen på tlf. 41 999 345 eller send en e-mail på lys@danmission.dk Foto: Søren Lamberth

For at kunne følge med den store efterspørgsel produceres der julelys hele året. Det fortæller Ruth-Inge Gregersen (herover), der som frivillig har det overordnede ansvar for at koordinere arbejdet i lysestøberiet: „Julelysene er mest populære. Specielt lys til juletræet er efterspurgte, men også almindelige røde og hvide julelys i forskellige længder, hjertelys i rød og hvid, englelys, lys formet som juletræer, lys til kirkernes glober, Hellig Tre Konger Lys og ikke mindst nisselysene er populære.“ 22


tema: vær med

Hver mandag mødes omkring 14 frivillige i lysestøberiet for at lave nye lys af lysestumper, der er samlet ind over hele landet. Private, kirker, sognehuse og lignende samler deres lysestumper, som afleveres i en af Danmissions genbrugsbutikker eller afhentes af Danmission. „Jeg kommer alle de mandage, jeg har kunnet. Jeg elsker at have noget mellem hænderne,“ siger 76-årige Inge Gitz, der har været frivillig i seks år og har knyttet mange nye venskaber i lysestøberiet.

23 23


VAGTSKIFTE I DANMISSION Danmissions repræsentantskabsmøde 2019 sagde goddag til både ny formand og ny generalsekretær. Samtidig blev årsberetning og årsregnskab for 2018 samt budget og handlingsplan for 2020 godkendt.

24

Foto: Verner Rud Nielsen

Danmission fik både ny formand, ny generalsekretær og et nyt bestyrelsesmedlem i forbindelse med repræsentantskabsmødet i weekenden 31. august til 1. september 2019. Sognepræst og tidligere generalsekretær i FDF Morten Skrubbeltrang – læs interview næste side – overtog posten som bestyrelsesformand efter Peter Fischer-Møller. Inden vagtskiftet fremlagde Peter Fischer-Møller sin sidste mundtlige beretning som formand og benyttede lejligheden til at takke for ni meningsfulde år på posten: “Det har været en stor glæde at arbejde sammen med dygtige medarbejdere, samarbejdspartnere og engagerede frivillige. Dybfølt tak til alle jer jeg har besøgt ude i verden, hvor jeg har set, hvordan Danmissions indsats gør en forskel. Danmission er i dag en værdifuld del af mit liv. Sammen er vi Danmission – og det bliver vi ved med. Når man først er kommet på krogen, er det rigtig svært at slippe af igen,” sagde Peter Fischer-Møller efterfulgt af stor klapsalve. Danmissions nye generalsekretær, Kristian Sloth Petersen, som officielt satte sig i chefstolen 3. september, benyttede mødet til at hilse på repræsentanterne og fortælle, at han har en plan om at nå rundt til alle landets stifter samt besøge to af Danmissions arbejdslande inden jul. Så en del har sikkert mødt ham her i efteråret. Kristian Sloth Petersen påpegede også, at der vil ske forandringer i Danmission med ham ved roret: „Danmission er missionsorganisation i en foranderlig verden, og det har vi været i snart 200 år. Generation efter generation af "danmissionere" har formået at gøre organisationen relevant i sin samtid. Jeg har fået mandat til at gøre Danmission endnu mere relevant. Nu glæder jeg mig til at komme rundt i landet og snakke med jer og få jeres ideer til, hvordan vi kan gøre det sammen,“ sagde han til forsamlingen, læs interview på www.danmission.dk. På repræsentantskabsmødet blev der valgt tre bestyrelsesmedlemmer. To gengangere: Lone Primdahl Dolmer og Johannes Kühle samt et helt nyt medlem: Sune Hjertmann Frederiksen. Læs mere om den nye bestyrelse på www.danmission.dk. Både årsberetning og årsregnskab for 2018 samt budget og handlingsplan for 2020 blev enstemmigt godkendt – bortset fra en enkelt blank stemme til årsberetningen. Ved samme lejlighed blev Årets Ildsjæl 2019 kåret. Det blev Knud Poulsen, frivillig butiksleder i Danmission Genbrug i Osted.


tema: vær med

ØJENÅBNER Sognepræst Morten Skrubbeltrang blev i forbindelse med repræsentantskabsmødet i september udpeget som ny formand for Danmissions bestyrelse. Læs her, hvordan han fandt sit kald, sin kone og sit nyeste tillidshverv.

Af Tove Lind Iversen, redaktør Øjenåbner. Ordet går igen i interviewet med Danmissions nye bestyrelsesformand. Både når han fortæller om sin vej ind i Danmission og i livet som sådan. For der skulle noget af en øjenåbner og et par meget lange omveje til, før Morten Skrubbeltrang fandt sit kald, sin kone og nu også sit tillidshverv som bestyrelsesformand for Danmission.

Kaldet I 2000 læste Morten Skrubbeltrang til landinspektør i Aalborg og så sig selv som en, der opmåler og kortlægger det, man sådan helt konkret kan tage bestik af. Fritiden blev brugt i FDF, hvor han havde været med siden drengeårene hjemme i Virring ved Skanderborg. Og det var netop som frivillig ungdomsleder i FDF, han fik en øjenåbner. Han blev nemlig spurgt, om han ville rejse til Filippinerne for at besøge bl.a. Danmissions arbejde. Formålet var at blive klogere på det missionsprojekt, som FDF siden udvalgte. „Jeg var sikkert blevet en tilfreds landinspektør. Men alligevel kan jeg blive helt bange ved tanken om alt det, jeg ikke ville have haft i dag, hvis en af dem, som blev spurgt før mig, havde sagt ja til at være tovholder for vores missionsprojekt… For missionsprojektet åbnede mine øjne for både den globale kirke og den lokale kirke. I Filippinerne oplevede jeg, at en missionsorganisation som Danmission tog ansvar ude i verden, og at den lokale kirke tog ansvar i lokalsamfundet. Det var en helt anden måde at være kirke på, end jeg havde oplevet i min barndoms folkekirke i Virring og omegn. Og da jeg kom hjem, var der sået en spire, som voksede til en beslutning om at læse teologi.“ Og det ene førte det andet med sig. Men det vender vi tilbage til. For Morten Skrubbeltrang blev igen spurgt, om han ville stå i spidsen for et missionsengagement – denne gang formandsposten i Danmission efter biskop Peter Fischer-Møller, som trådte tilbage efter 9 år på posten.

Missionen Du er sognepræst i Hasle, aktiv far til to små børn og engageret i FDF. Så hvorfor har du sagt ja til opgaven som bestyrelsesformand? „Jeg blev glad og beæret over at blive spurgt. Jeg sagde ja, fordi missionsarbejdet er meget vigtigt, og fordi Danmission har en vigtig opgave at udfylde i missionsarbejdet. Og det vil jeg gerne være med til at løfte,“ svarer han. „Danmission gør gavn for mennesker ude i verden, og derigennem viser vi samtidig danskerne, at det at være kirke er mere end kirkelige handlinger – det er også en måde at engagere sig i verden. Danmission er så fuld af engagement. Både blandt de frivillige, som samler lysestumper og sorterer brugt tøj, netop fordi det går til det gode formål; og blandt de ansatte, som ofte kunne få væsentlig bedre betalte job, men vælger Danmission fordi formålet giver mening. Og så har vi en stor kirkelig og teologisk bredde. Der føler jeg mig hjemme. Det er også det, som giver Danmission mulighed for at skabe et vidt forgrenet engagement og for at få økonomisk opbakning fra mange kanter.“ Hvad kan du bidrage med? „Jeg har erfaring som frivillig i FDF og som generalsekretær samme sted, hvor jeg stod i spidsen for børne- og ungdomsorganisationen med 40 ansatte og 7.000 frivillige. Det har givet mig erfaring med det rent organisatoriske, men i høj grad også med samspillet mellem sekretariatet og de frivillige. For det samspil skal fungere – ellers fungerer organisationen ikke. fortsættes næste side...

25 25


Den nye og den afgående formand for Danmission på Danmissions repræsentantskabsmøde i september 2019. ... fortsat fra side 25

Danmission lykkes med rigtig meget, og vi får anerkendelse og økonomisk støtte til vores særlige måde at arbejde på – f.eks. fra det danske Udenrigsministerium og EU. Missionsarbejdet bliver stadig mere komplekst, så derfor er det nødvendigt, at vi fortsætter med at ruste os professionelt til at kunne gennemføre opgaverne. Samtidig skal vi engagere flere frivillige, der løfter med – ellers bliver vi reduceret til en virksomhed.“ Hvad er planen? „Der er ikke en 100-dages-plan. Vi skal tålmodigt sætte os – bestyrelsen og ledelsen – for sammen at blive klogere på organisationen og på engagementet og så derudfra drøfte, hvad der skal til for at styrke Danmission. Hvordan skal Danmission se ud om 10 år – og hvilke skridt skal vi tage i dag for at nå dertil?“ siger 42-årige Morten Skrubbeltrang, som mangler at fortælle andet kapitel i sin personlige Danmission-historie.

Konen For efter rejsen til Filippinerne begyndte han at læse

26

teologi på Aarhus Universitet. Interessen for mission var vakt. Derfor tog han i 2004 som en del af sit studie ud med ”Vestens Unge”, der var et projekt under Danmission og IKON, hvor unge kristne danskere rejste til Asien for at gå i dialog med religiøst søgende vesterlændinge. „Den rejse var en øjenåbner, som har været bestemmende for, hvem jeg er i dag,“ fastslår han og tilføjer: „Det lærte mig om Indien, om trosdialog, om missionens store betydning – og om kærlighed.“ Unge Morten blev introduceret til Arcot Lutherske Kirke, som er Danmissions mangeårige partner i Indien. „Det gjorde stort indtryk at møde indere, som kunne fortælle, hvor stor betydning missionærerne og Danmission har haft for dem og for deres kirke. F.eks. for børn på enkehjemmet, som fik skolegang og nu klarer sig godt i livet. Tidligere tiders missionærer rejste uden at vide, hvad der ventede dem og lagde ofte hele deres liv derude. I dag kan vi se, at de har sat positive spor. Nu er behovene nogle andre, men jeg er overbevist om, at vi i fremtiden også vil se de positive resultater af det arbejde, vi gør i dag.“


Fotos: Verner Rud Nielsen

Blå Bog – Morten Skrubbeltrang: X Udpeget som formand for Danmissions bestyrelse 1. september 2019 X

Født 1977 og opvokset i Virring, tæt på Skanderborg

X

Cand.theol i 2008 fra Aarhus Universitet. Ansat i FDF, generalsekretær i Kirkefondet og senere generalsekretær i FDF. I dag sognepræst i Hasle.

X

Gift med Priya, som han mødte i 2004 i Indien. Han var som teologistuderende rejst ud gennem Danmission IKONprojektet ”Vestens unge”. Priya og hendes familie er en del af Arcot Lutherske Kirke, som er Danmissions mangeårige partner i det sydøstligste Indien. Sammen har parret to børn - Sahana på 6 og Christopher på 2 år.

Morten Skrubbeltrang, Danmissions nye formand, prædikede ved åbningsgudstjenesten forud for repræsentantskabsmødet 2019.

Den første rejse til Indien blev til mange. For på dialogcentret Quo Vadis, som Danmission oprettede sammen med Arcot Kirken, mødte Morten den unge indiske kvinde Priya. Der skulle dog gå et par år og mange brevvekslinger, inden de to blev gift og slog sig ned i Danmark. I dag bor de sammen med deres to små børn i Hasle ved Aarhus, hvor Morten Skrubbeltrang er sognepræst. Så du er en slags ekspert på Indien? „Nej. Som man siger: Efter en uge i Indien, ved man alt. Efter en måned ved man en del. Efter et år ved man kun meget lidt. Jo, mere jeg lærer om Indien, desto mere finder jeg ud af, hvor meget jeg ikke ved. Der er så uendelig mange nuancer. Men med en indisk hustru og svigerfamilie mærker jeg vigtigheden af kulturforståelse. Og netop kulturforståelse er også vigtig, når man som Danmission arbejder med partnere. Vi skal forstå, at vi kommer fra forskellige kulturer. På et tidspunkt havde jeg samarbejde med Junior Ministry – Arcot Kirkens børne- og

ungdomsarbejde. Som gammel FDF’er tænkte jeg: ’Lad os dyrke de frivillige ledere og få tingene til at vokse nedefra – alt behøver vel ikke komme ovenfra og ned?’ Men det er en fordansket tilgang og kunne have ødelagt hele projektet. Vi måtte respektere den hierarkiske indiske kultur – samtidig med at vi stillede spørgsmålet, om det nu også var hensigtsmæssigt, at den øverste leder var flaskehals på alle initiativer?“ Den samme blanding af ydmyghed og målrettethed får man indtryk af, når Morten Skrubbeltrang taler om sit nye hverv som bestyrelsesformand i Danmission. „Vi skal finde ud af, hvordan folk har lyst til at engagere sig i og støtte Danmissions arbejde. Der er ikke mange kredse tilbage, det er heller ikke så let at skaffe frivillige til genbrugsbutikkerne, og de mangeårige gavebreve er der få af. Så, hvad gør vi så? Det skal og kan vi finde ud af – sammen,“ siger den nye bestyrelsesformand. „Der er ingen enkle svar eller løsninger, men jeg er ikke bekymret for fremtiden.“

27


Vær med pynt jeres kirke:

I Filips Kirke bliver der pyntet op til hjerternes fest. Og i år har man for første gang valgt at pynte med Danmissions mange smukke engle, som både giver julestemning i kirken på Amager og støtter udsatte børn ude i verden.

Luciakor:

”Hvis vi kan hjælpe andre ved at synge, så gør vi selvfølgelig det. Det giver korsangen en ekstra dimension,” siger Mai-Brit Tvilling, som er præst i Solrød Frikirke.

„For os er det en hjertesag at kunne hjælpe dem, der er i nød, og Danmissions juleindsamling hænger godt sammen med vores holdning til, at velgørenhed er vigtigt også for os som kirke,“ siger kirketjener Christel Justesen.

Derfor har hun taget initiativ til, at kirkens gospelkor Jacob’s Ladder (Jakobsstigen) deltager i Danmissions konkurrence for kor, som er en del af Lucia Indsamlingen. Deltagerne kan vinde en workshop og bliver endnu bedre til det, de allerede samles om: nemlig at synge. Samtidig samler korene ind til fattige børn i Afrika, Asien og Mellemøsten. Lucia Indsamlingen, som juleindsamlingen hedder, støtter børn, som har brug for mad, medicin, skolegang og en tryg barndom uden overgreb og krænkelse af deres rettigheder. Indsamlingen er inspireret af den unge kristne kvinde, Lucia, der levede i 300-tallet og delte mad ud til de syge og fattige. Læs mere om, hvordan jeres kirke kan få en helt særlig juleudsmykning: www.danmission.dk/lucia/kirke

28

Hun opfordrer kor, der endnu ikke har meldt sig til konkurrencen, til at være med: ”Bare gør det! Meld jer til!” siger hun med et overbevisende smil. Tilmeld jeres kor og deltag i lodtrækningen om at vinde en workshop. Og nåede I det ikke i år, så skriv det bag øret til næste jul. Tilmelding og yderligere information her på: www.danmission.dk/lucia/kor


Engle på efterskole:

På Finderup Efterskole er velgørenhed nærmest kommet på skoleskemaet her op til jul. Elever og lærere folder nemlig engle af sider fra gamle salmebøger og Bibler, som de har fået gennem Danmission Genbrug. Englene sælger de til fordel for Lucia Indsamlingen.

Engagementet og de mange engle har fyldt Finderup Efterskole med julestemning, og både elever og lærere fortæller, at de er glade for at kunne støtte udsatte og fattige børn ude i verden. Du kan bakke op om de unges engagement på Finderup Efterskole ved at købe englene på www.danmission.dk/webshop

Køb engle: Har du husket at købe engle til din familie, dit hjem eller din kirke? Kig forbi vores webshop. Her kan du købe smukke og unikke engle og samtidig dele din juleglæde med udsatte børn i Afrika, Asien og Mellemøsten. Årets Engel 2019 og de nye engle i plexiglas er designet af smykkekunstneren Josephine Blay. Se udvalget på: www.danmission.dk/webshop

Har din skole lyst til at være en del af Lucia Indsamlingen og f.eks. forsøge jer med de unikke papirengle, så kontakt netværkskonsulent Tom Bangslund Hansen på tbh@danmission.dk eller 41 999 330. Man kan sagtens nå at være med i år, men man kan selvfølgelig også planlægge det til næste juletid. Har du selv fået lyst til at folde engle, så ligger der en video med en nem vejledning på: www.danmission.dk/lucia

danmissions lucia indsamling 29 29


Hilsen fra en generalsekretær på rundtur i Danmark De sidste par måneder har jeg haft fornøjelsen af at rejse rundt i Danmark og møde mange af jer, der har valgt at engagere jer i Danmission. Det har været en stor fornøjelse at møde alle jer, som på hver jeres måde er Hverdagens Helte i Danmission: Jer der er frivillige i genbrugsbutikkerne, jer der står bag aktiviteter i netværket, jer der rejser ud, og jer der er engagerede i arbejdet i stifterne og i repræsentantskabet. I er alle en væsentlig del af Danmissions fundament. Tak, fordi I de sidste par måneder har taget godt imod mig og vist jeres hjørne af Danmission frem. Kristian Sloth Petersen På besøg i genbrugsbutikken i Dronninglund, hvor to af Danmissions Globale Fortællere Kennet Schmidt og Klara Christensen også kom forbi til en kop kaffe.

På besøg i Danmission Genbrug i Herning. Fra venstre Helge Langborg Hansen, Kaj Vestergaard og Anne Lisbeth Jepsen.

På besøg i Danmission Genbrug i Frederikshavn. En kunde deler sin viden om antikviteter med generalsekretæren, Bjarne som er frivillige i butikken og netværkskonsulent Lærke. Generalsekretæren gør klar til at klippe snoren ind til Danmission Genbrug på Thriges Plads i Odense, som genåbnes efter istandsættelse.

Fotos: Tom Sand Egeskov & Kirstine Thye Skovhøj

30


Danmissions stiftsårsmøder 2020

Fælles om

Danmission

Kære alle interesserede i Danmissions arbejde. Som vanligt afholder Danmissions årsmøder i alle stifter. Datoer, tidspunkter og steder kan du se i oversigten herunder. Stiftsårsmøderne er en god lejlighed til at møde andre, som også har interesse for Danmissions mangesidige arbejde for kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse i Afrika, Mellemøsten og Asien. På årsmøderne er der rig mulighed for at engagere sig i samtalen om Danmissions arbejde i dit stift og blive klogere på, hvad Danmission udvirker lige nu. Det er også på stiftsårsmøderne, at der vælges medlemmer til stiftsbestyrelsen og repræsentanter til repræsentantskabet. Alle med interesse for Danmission er velkomne på stiftsårsmøderne, dog er det kun medlemmer af Danmission, der er valgbare og har stemmeret ved valg til stiftsbestyrelse og repræsentantskab. Lolland Falsters Stift: 26. april kl. 11-16 Nysted kirke, Østergade 24B, Nysted

Roskilde Stift: 15. marts kl. 10.30-16 Sct. Bendts Kirke, Sct. Bendtsgade 9, Ringsted

Københavns Stift: 14. marts kl. 10–16. Strandagervej 24, Hellerup (holdes sammen med Helsingør Stift)

Helsingør Stift: 14. marts kl. 10–16 Strandagervej 24, Hellerup (holdes sammen med Københavns Stift)

Fyens Stift: 29. marts kl. 10–16 Kirkepladsen 4, Ringe og Søvej 31, Ringe

Haderslev Stift: 21. marts kl. 10–16 Simon Peters Kirke, Islandsvej 12, Kolding

Ribe Stift: 28. marts kl. 10-16. Kvaglund kirke, Kvaglundparken 18, Esbjerg

Aarhus Stift: 14. marts kl. 10–15.30 Gjerlev Kirke, Vestergade 1, Gjerlev

Viborg Stift: 28. marts kl. 9.30-16.30 Vestervang kirke, Rughavevej 6, Viborg

Aalborg Stift: 21. marts kl. 10-16 Sognegården ved Vodskov Kirke, Vodskov Kirkevej 73, Vodskov

Bliv medlem Af danmission

Meld dig til online her: www.danmission.dk/medlem - eller ring til Danmission på 3962 9911

31

31


Køb en engel og støt fremtidsbørn

www.danmission.dk/webshop www.danmission.dk /webshop

eller giv dem en julegave direkte: Støt På SMS

DM til 1245 (100 kr.)

Støt På

mobilepay

872325

brug girokortet /netbank mærk:

lucia 

600-0398

600-0398

Profile for Danmission

Danmission Magasin nr. 3 2019  

Tema: Børn!

Danmission Magasin nr. 3 2019  

Tema: Børn!