Danmission Magasin nr. 1 2020

Page 1

ISSN: 2245-6953

magasin nr. 1 / marts 2020

Tema:

Ska´ vi følges? Diakoni i Mellemøsten:

Præst og minerydder:

Fra konfirmandstuen:

Krigen har banket på kirkens dør

„Vi bliver nødt til at være modige“

Hvad er vigtigst – mobilen eller bønnen? 1


leder

SKA´ VI FØLGES? „SKA´ VI FØLGES?“ SÅDAN LØD det ofte, da jeg var barn og stødte på nogle af kammeraterne, der også var på vej i skole: Og ja, vi skulle jo samme vej og frem til samme sted, så det var jo en oplagt idé at følges. Alligevel var det godt lige at tjekke ind hos hinanden – at spørge og høre, at kammeraten også i dag sagde „ja, lad os det“. I VORES VOKSNE LIV følges vi også ofte med nogen. Hvad enten det er et livslangt følgeskab eller mere flygtige bekendtskaber. Helt fra skabelsens morgen har vi hørt fortællingen om, at det ikke er godt, at mennesket er alene. Vi er en del af noget større, og vi har brug for nogen at følges med på livets op- og nedture. I KIRKEN HAR VI også brug for at følges. Vi har brug for følgeskab med andre kirker. Selv de allerførste menigheder, vi kender til, havde brug for, at nogen fulgtes med dem. De levede med og ved brevene, der kom fra apostlene. I dag har vi som kirke i lige så høj grad brug for at vandre sammen. Vi har brug for det udsyn, som følgeskabet giver. Vi har brug for at vide, at vi som kirke ikke blot er en øde ø, men en del af en global kirke. En kirke, hvor vi er fælles om troen på Kristus, men derudover i høj grad er forskellige. Hvor det ikke handler om, at

Strandagervej 24 2900 Hellerup Tlf.: 3962 9911 Fax: 3962 0206 Mail: danmission@danmission.dk

Følg:

www.danmission.dk www.facebook.com/danmission www.youtube.com/danmission

Støt:

Giro: 600-0398 Netbank: reg.nr. 4190 konto 6000398 Sms: DM til 1245 og støt med 100 kr. Online: danmission.dk/stoet

2

vi alle skal blive ens, men om at vi kan leve og være sammen i fællesskab. VI KAN FØLGES AD PÅ mange måder. Det gør vi som mennesker, og det gør vi som kirke. Og følgeskabet forandrer sig. Jeg følges ikke med de samme kammerater, som jeg mødte på vejen til skole. Vores relationer ændrer sig - nogle venskaber glider ud, nye kommer til, mens enkelte varer ved hele livet. Sådan er det også i kirken. De kirker, vi følges ad med nu, er ikke de samme som for snart 200 år siden, da Dansk Missionsselskab (DMS) blev stiftet. Eller de samme som for 20 år siden, da Danmission blev dannet efter sammenlægningen af DMS og Dansk Santalmission. Vi får nye partnere, siger farvel til partnerskaber, og følgeskabet ændrer karakter. Vi kan som kirke ikke vandre alene - vi har brug for nogen at gå sammen med, men det er med forskellige partnere, vi går til forskellige tider.

Vi følges ad med viden om, at vi uanset vores egne muligheder og ressourcer altid er lige i Guds øjne. OG SÅ FØLGES VI AD for sammen at se fremad. Kristendommen handler om at kigge frem, handler om at se til, hvordan vi kan skabe en verden og hverdag, hvor vi er til stede med det kristne håb. Mission handler om at følges ad med håb, og tage del i verdenen på en sådan måde, så tingene er lidt bedre i dag, end de var i går – for os alle. Mission er, når vi sammen tør være kirke i verden, når vi tør tale om og dele vores tro med hinanden, og når vi rækker hænderne ud for at være med til at gøre en forskel for vores næste. Alene udretter vi kun ganske lidt. Morten Skrubbeltrang, formand for Danmission

I MISSION ER DET IKKE DIG, der har bestemt målet for vandringen. Her følges vi ad i Kristi navn. Vi følges ad for sammen at leve som kristne. Vi følges ad for sammen at blive klogere på, hvad det vil sige at være kristen, hvad det vil sige at være kirke. Vi følges ad i tillid til hinanden, i tillid til, at vi kan dele vores tro og vores muligheder med hinanden.

Udgives af Danmission  Udkommer 3 gange årligt  Bladet sendes til alle givere og kirker  Forsidefoto: Magdalena Vogt  Tryk: Rosendahl  De i bladet fremførte synspunkter deles ikke nødvendigvis af bestyrelsen eller redaktionen  Det er tilladt at bringe uddrag med kildeangivelse  Michael Trinskjær (ansv.), Tove

Iversen (redaktør), Ole KrabbePoulsen (layout)  Tak til alle skribenter i dette nummer af Danmission Magasin. Redaktionen modtager gerne indlæg via email (tli@danmission.dk), men forbeholder sig ret til at redigere og sortere  Deadline til næste nummer: 1. juli 2020


Indhold

6-7

6-12

MYANMAR: „Selvfølgelig er jeg nogle gange bange, men vi bliver nødt til at være modige. Tapperhed og sammenhold vil bringe fred,“ siger fader Joseph, som er fulgt med flygtninge tilbage til deres landsby trods risikoen for landminer og for, at borgerkrigen skal blusse op igen i Kachin.

13

NOVO NORDISK FONDEN: Med en bevilling på godt 870.000

14-15

VENSKABSMENIGHED: Hvad har en kirke i Thy taget med hjem

16-17

MELLEMØSTEN: Hvordan er man kirkens hænder, når krigen

kr. støtter Novo Nordisk Fonden for første gang Danmission. Pengene skal bruges til efteruddannelse af lærere i Jordan, så de bl.a. kan være med til at forebygge religiøs ekstremisme.

fra venskabsmenigheden i Tanzania? Det kan man selv opleve hver søndag til gudstjeneste i Bedsted Kirke. Men man kan også få mere at vide i dette interview med Sune Hjertmann Frederiksen, nyt medlem af Danmissions bestyrelse og tidligere udsendt til Tanzania.

banker på kirkens dør? Hvordan kan kirken række ud til Samira i Idbil, som på grusomste vis bliver fordrevet fra sit hjem, til de klemte kristne i Mellemøsten og til alle deres naboer? For den presbyterianske kirke i Syrien og Libanon er ét af svarene at oprette en ny diakoniafdeling med støtte fra Danmission.

18-21

AFSKEDSINTERVIEW: Hvad var det største chok, da Anne Mette

22-24

NETVÆRKSSEMINARER: Op mod 400 engagerede folk har for

26-28

KONFIRMAND AKTION: Hvad er vigtigst her i livet – mobilen el-

30

31

6-12

14-15

og Ernst Jürgensen for næsten 15 år siden blev udsendt til Cambodja for Danmission? Hvorfor drøner Danmission rundt ude i en skov og passer på gamle træer, når nu kirken i Cambodja er så lille og svag? Og hvilken forskel gør det, når man følges med partnerne og med Gud?

nylig deltaget i Danmissions netværksseminarer afholdt i landets 10 stifter. Her var der bl.a. præsentation af en række nye indsamlingsprojekter, der skal gøre det endnu lettere at engagere sig i Danmissions arbejde.

ler bønnen? Kom med ind i konfirmandstuen, når Elifasi fra Zanziabar og Kennet fra Skjern udfordrer konfirmanderne på deres værdier.

18-21

ÅRETS ILDSJÆL: Så er det nu, du kan være med til at finde Årets Ildsjæl 2020. For vi skal kåre en frivillig i Danmission, som har udviklet nye idéer. Som har spredt ekstraordinær glæde blandt frivillige. Som får det frivillige engagement til at brænde i andre? Eller som på anden vis har gjort noget særligt.

TAG PÅ HØJSKOLE: Vil du møde verden gennem personlige beretninger udefra, så tag på højskole med Danmission og EMMAUS i Haslev. Glæd dig til gode historier og snakke – sang og musik - udflugtsmål og højskolehygge.

26-28 3


Ingen kirke er sĂĽ fattig, at den ikke har noget at give, og ingen kirke er sĂĽ rig, at den ikke kan tage imod. Josiah Kibira, tidl. tanzaniansk biskop

4


tema: ska´ vi følges

Danmission har et halvt hundrede partnere i Afrika, Asien, Mellemøsten og Danmark. Nogle er meget større end os, mens andre er små. Nogle har vi fulgtes med gennem mange år, mens andre er kommet til for nylig. Men fælles for alle Danmissions partnerskaber er, at vi er sammen om fælles værdier. Vi finder ikke partnere, som vi kan drive vores projekter gennem - vi har partnere, som vi følges med og samarbejder med til gensidig gavn og glæde. Vi er dog ikke kun to samarbejdspartnere, som vandrer sammen, men vi er to, der vandrer sammen med Gud. Ligesom i Emmaus-beretningen i Lukasevangeliet, hvor to disciple vandrede fra Jerusalem til landsbyen Emmaus: De talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Dette følgeskab er vores særkende. Og på de kommende sider fortæller vi om, hvordan vi følges med vores partnere, og hvordan vi sammen arbejder for en mere retfærdig og fredeligere verden og dermed også styrker både kirken og troen ude og herhjemme. Vi ser arbejdet som en del af kirkens opgave og ønsker, at det ses som et udtryk for Guds mission, i både ord og handling.

55


VI ER NØDT

TIL AT REDDE

BØRNENE I 8 år har flere end 100 000 mennesker, som er fordrevet fra deres hjem, hutlet sig igennem i overbefolkede flygtningelejre i det nordlige Myanmar. Halvdelen af dem er børn. Der er alarmerende mangel på mad, medicin og skolegang, og folk er desperate efter at kunne vende hjem - selv om det er risikabelt. Danmissions katolske partner i Kachin er en af de få, der hjælper familier, som trods risikoen beslutter at rejse tilbage til de forladte konfliktområder. Af Magdalena Vogt, journalist i Myanmar „Mest af alt er jeg bekymret for mine børn. De har ingen fremtid her,“ siger Ja Tawng som er blevet tvunget til at flygte fra sin landsby og slå sig ned i St Josephs flygtningelejr uden for Myitkyina, Kachins hovedby i det nordlige Myanmar. Derfor ønsker han og hans hustru Zaw Ngai inderligt at vende hjem. Trods den store risiko. „I det mindste havde vi nok at spise i vores by,“ siger Ja Tawng. „Vi havde husdyr, og vi kunne dyrke vores egne grøntsager, men i lejren har vi primært ris og salt. Nogle gange er det kun børnene, som får mad, fordi der bare ikke er nok til alle.“ Hans hustrus blik søger mod gulvet, mens hun stille tilføjer: „Jeg har meget ondt af mine børn. Det her er ikke et godt sted at vokse op.“ Og mange af flygtningene står i det samme næsten umulige dilemma: Skal vi blive i lejrens håbløshed, eller skal vi forsøge at vende hjem trods frygt for nye kampe mellem regeringshæren og oprørere?

402 familier bor på én fodboldbane St Josephs flygtningelejr for internt fordrevne er skudt op ved den katolske kirke, som gør, hvad den kan for at hjælpe landsmænd på flugt. Den katolske kirke, som er en af Danmissions partnere i landet, står for denne og flere andre lejre, hvor de kæmper for at skaffe mad, medicin og et sted at sove til de mange nødstedte. St Josephs lejren er ikke meget større end en fodboldbane,

6

og alligevel er det ”hjem” for over 2.000 mennesker fordelt på 402 husholdninger. I de små firkantede læskure er der knap nok gulvplads til den tynde madras, familierne sover på. „Jeg er meget bekymret for børnenes helbred. Epidemier spreder sig som løbeild i de her omgivelser,“ siger Ja Tawng og peger mod de vævede bambusvægge, der adskiller hans families lille aflukke fra nabofamilien. De er ti familier om at dele det hul i jorden, som udgør toilettet, og da der kun er få brønde i lejren, er der ofte ikke nok vand til at gøre rent. Og Ja Tawngs bekymringer er berettigede. Lejrchefen fortæller om et massivt udbrud af diarré for nylig. Diarré er en af de mest udbredte grunde til dødsfald blandt små børn i Myanmar, og i lejrene er de fleste børn meget sårbare.

Kirken rækker ud – trods risikoen Så der er mange vægtige grunde til, at flygtningene gerne vil ud af lejren og hjem. Men det er bestemt ikke ufarligt. Der er placeret masser af landminer i både landsbyer og landbrugsjord, og der er en stærk frygt for fornyede kampe og nye overgreb, da våbenhvilen er forholdsvis ny og skrøbelig. Og hvis folk vender tilbage, har de en stor opgave foran sig med at rydde op og genopbygge deres hjem og deres liv. Hvad gør man som kirke, når man bliver sat i det dilemma? Den katolske kirke i Myitkyina har valgt helt


tema: ska´ vi følges Den lille pige bor med sine forældre og fire søskende i en lejr oprettet af den katolske kirke i Kachin. Egentlig var de 8 søskende, men et hold trillinger døde lige efter fødslen.

Fotos: Magdalena Vogt

konkret at slå følge med de flygtninge, som gerne vil hjem. Vel vidende, at det er kontroversielt, da ingen kan garantere deres sikkerhed, sådan som det internationale samfund ellers kræver det, inden man begynder tilbagevenden. Men folk er på vej tilbage uanset hvad, og hvis ikke kirken hjælper dem, så er de helt overladt til sig selv. „Selvfølgelig ønsker vi, at de, der vælger at tage hjem, får en sikker og værdig tilbagevenden. Men de kan og vil ikke vente længere. Kig på de lejre, hvor de lever nu! De er heller ikke sikre eller værdige,“ siger fader Vincent, katolsk præst og én af Danmissions partnere.

Den nat soldaterne kom I læskuret løfter Zaw Ngai blikket og mindes den lille flod, der løber gennem hendes hjemby, og den smukke udsigt over bjergene, hvor familien plejede at dyrke grøntsager på skråningerne. Men en nat krydsede en stor bataljon soldater floden og trængte ind i byen. „Jeg forstod straks, at noget var galt. Mange af vores naboer flygtede, men jeg var alene med børnene og kunne ikke bære dem alene. Vi måtte gemme os og vente på min mand. Jeg var meget bange,“ fortæller hun. Så snart Ja Tawng kom hjem den aften, pakkede de nogle få fornødenheder og flygtede ind i skoven i den tro, at de ville kunne vende tilbage efter nogle få dage. Men soldaterne tog ikke af sted, og kampene fortsatte. Det er først nu efter flere år, at deres by – efter sigende – er blevet relativt sikker igen. Zaw Ngai ryster på hovedet og bliver stille igen. „Nu sidder vi her. Uden at eje noget. Uden at kunne dyrke vores jord og med få jobmuligheder. Og uden ordentlig skolegang til vores børn, da skolen er mere lukket end åben, fordi der mangler lærere. Jeg føler også, at folk fra det omgivende samfund ser ned på os, som om vi er mindreværdige mennesker“ siger Ja Tawng.

fortsættes side 8 ...

77


tema: ska´ vi følges

... fortsat fra side 6

Uventet hjælp fra soldaterne For lidt over et år siden fik 17 familier nok og besluttede at vende hjem – ligegyldigt hvad. Fader Joseph Yung Wa, som også er katolsk præst, besluttede at ledsage dem til deres hjemby Nam San Yang, som ligger mellem to militærlejre. På spørgsmålet, om han var bange, da han flyttede dertil, tøver fader Joseph kort. Han leder efter de rigtige ord. „Hvis vi følger vores frygt, kan vi ikke gøre noget som helst. Som kirke bliver vi nødt til at hjælpe vores medmennesker,“ svarer han. „Det er vores mission.“ Da de nåede frem, var hele byen ødelagt „Mange huse var brændt ned, og alt var overgroet med buske. Og selvfølgelig var der masser af landminer – på markerne og i husene, vi fandt endda nogle lige foran skolen.“ Fader Joseph og landsbyboerne besluttede at rydde den overgroede landsby og blev glædeligt overraskede, da flere soldater fra den nærliggende militærlejr sluttede sig til dem og hjalp med at desarmere ikke-detonerede bomber og landminer. Alligevel har oprydningen været meget tidskrævende, og efter et helt år kan man stadig kun bevæge sig sikkert rundt på et meget begrænset område – ulykkeligvis har et par stykker, som er gået uden for det sikrede område for at jage eller dyrke jord, været så uheldige at træde på landminer. Der seneste år er yderligere 85 familier vendt tilbage til Nam San Yang, og flere ventes at følge efter – trods faren og usikkerheden.

Præsten er flyttet med At genopbygge en landsby handler dog ikke kun om at gøre husene beboelige og markerne sikre. Man skal også tage fat om de sociale og psykiske problemer, hvis man skal kunne genopbygge et samfund. Danmission hjælper derfor med at løse de konflikter, som let opstår, når mennesker fra forskellige trosretninger og etniske grupper skal finde ud af det sammen under meget pressede livsbetingelser. Det er også en af grundene til, at fader Joseph har besluttet at blive sammen med folkene, som er vendt tilbage til Nam San Yang. Og han har rigeligt at se til. For udover at holde gudstjeneste og tage sig af kirken, så

8

yder han også sjælesorg og fører tilsyn med den skole, som kirken lige har åbnet. Og det sidste har vist sig at være end større udfordring end forventet. „Disse børn er traumatiserede og sårede i deres sjæle,“ siger han om børnene, som først har oplevet flugten og siden det barske liv i lejrene. „De har mistet troen på livet og på deres fremtid. Vi bliver nødt til at redde de her børn og give dem deres liv og følelse af værd tilbage! Ellers risikerer vi at tabe en hel generation af børn – og det uanset om de vokser op i lejre eller i krigszoner.“

Vi har brug for fred Tilbage i St Joseph lejren længes Ja Tawng og Zaw Ngai også efter at vende hjem. De er tvivler dog på, om det er sikkert. Hvad nu hvis konflikten blusser op igen? Fader Joseph er forsigtigt optimistisk. „Der er en vej og der er håb. Kachin og Myanmars største svaghed er, at vi endnu ikke er forenede,“ siger han. Om de internt fordrevne kan vende sikkert hjem, afhænger af fredsprocessen, og af at alle forpligter sig til fred. Fred underskrives af regering og oprørere ved forhandlingsbordet, men skal freden have gang på jord, så skal den rodfæstes hele vejen ud i lokalsamfundene. Derfor arbejder Danmission og vores partnere også på at bringe forskellige religiøse og etniske ledere sammen for at bremse mistillid, intolerance og had, og for sammen at løse de enorme problemer, som folk i Kachin lider under. „Vi skal starte et sted, og jeg føler, at processen med at følge landsbyboerne tilbage til deres hjem i Nam San Yang har bragt os som kirke tættere på andre grupper - på regeringen, militæret og andre trossamfund,“ siger fader Joseph. „Selvfølgelig er jeg nogle gange bange, men vi bliver nødt til at være modige. Tapperhed og sammenhold vil bringe fred. Det er her vi må starte!“ For at genopbygge et land og dets folk efter årtiers vold og konflikt kræver meget kreativitet og mod – her er ingen enkle løsninger. Men ved at forene, styrke og være i følgeskab med folk, som prøver at genvinde kontrollen over deres egne liv, når alt andet ser ud til at slå fejl, så er kirken utvivlsomt en vigtig brik i det puslespil, som skal lægges for at skabe fred i Kachin.


Fotos: Magdalena Vogt Erikson

Danmission i Myanmar Vi arbejder med: X Fredsskabelse, konfliktløsning og dialog. X Kirkers og religiøse organisationers samarbejde og samfundsengagement for at skabe fred, forbedre folks levevilkår, sikre naturressourcerne m.m. X Kontekstuel teologi og teologisk uddannelse. Så teologien bliver relevant i den lokale kontekst, og så man inddrager teologiske refleksioner, når man forholder sig til de samfundsmæssige udfordringer. Det gør vi sammen med: X Myanmar Institute of Theology X Den katolske kirkes Justice and Peace Commission. X Baptistkirkens Kachin Baptist Convention. X Fredsorganisationen Shalom. X Kirkesamarbejdet Myitkyina Council of Churches.

En nat krydsede en stor flok soldater floden og trængte ind i Zaw Ngais hjemby. „Jeg forstod straks, at noget var galt,“ fortæller hun. I dag bor hun med sin familie i et læskur med vægge af bambus i en lejr for internt fordrevne i det nordlige Myanmar.

99


Fotos: Magdalena Vogt

„Sandheden er, at kirkerne i Kachin har været for passive i for lang tid, men vi bliver mere og mere aktive,“ siger fader Vincent fra Danmissions katolske partner i Myanmar og fremhæver vigtigheden af internationalt samarbejde med organisationer som Danmission, der opfordrer kirkerne til både at række ud og gå i dialog.

Fader Vincent har blik for de oversete ofre „Én ting, som jeg virkelig har værdsat helt fra begyndelsen, er vores fælles værdier,“ siger fader Vincent fra Kachins katolske kirke, som er en af Danmissions nye partnere i den krigshærgede og oversete del af Myanmar. Af Magdalena Vogt, journalist i Myanmar „Mit navn ShanLum betyder fred,“ siger den katolske præst og tilføjer leende, at det giver god mening: „Jeg blev født i en meget mangfoldig familie, hvor min far var katolik, og min mor var anglikaner. Det er måske derfor, at jeg altid har følt mig godt tilpas med at være med til at få det til at fungere mellem mennesker med forskellige baggrunde.“ Og det gør han stadig. Ihærdigt. Fader Vincent ShanLum bor og arbejder for fred i den konflikthærgede delstat Kachin i det nordlige Myanmar. Her er omkring 100.000 mennesker fordrevet fra deres landsbyer. Landminer, bomber, voldtægter og tilfældige fængslinger er bare nogle af de grusomheder, som finder sted – oftest uden for det internationale søgelys. For mens hele verden de sidste år

10

primært har haft fokus på folkemordet på Myanmars muslimske rohingyaer, har mange andre forfærdelige krigshandlinger og overgreb fundet sted i andre områder af landet – ikke mindst mod kachinerne. Myanmar er et primært buddhistisk land, men i Kachin udgør de kristne omkring halvdelen af befolkningen. Og netop fordi konflikten i Kachin er overset, forsøger Danmission og vores kirkepartnere at hjælpe med at skabe dialog og forsoning og skabe bedre vilkår for de mange ofre.

Inspireret af sin far Fader Vincent arbejder for Danmissions partner Justice and Peace Commission (JPC), som er en afdeling af den katolske kirke i Kachin.

Og han har oplevet en del. For ligesom de fleste andre i Kachin har hele hans liv været præget af de konstante sammenstød. Konflikterne mellem forskellige bevæbnede etniske grupper og regeringshæren brød ud tilbage i begyndelse af 1960erne, da de kristne kachinere modsatte sig det militære styre og dets mål om at gøre buddhismen til den officielle religion i hele landet. „Min far, der var en slags borgmester i hovedbyen Myitkyina, beskæftigede sig altid med de vanskelige problemer og konflikter. Han var den, der inspirerede mig til at begynde at arbejde for fred i Kachin,“ fortæller den nu 40-årige præst.

fortsættes side 12 ...


tema: ska´ vi følges

En kurv med fred og hønsefødder Danmission fik for nylig en noget speciel gave fra vores katolske partner JPC – nemlig en såkaldt fredskurv. Den udveksles traditionelt mellem mennesker for at symbolisere samhørighed, fred og om nødvendigt forsoning og tilgivelse. Bambuskurven er fyldt med mad og dækket af et klæde, som skal beskytte mod farer udefra. Klistret ris symboliserer samhørigheden, en høne med fødder symboliserer empati og energi, æg viser livets enkelhed og perfektion, ingefær står for mod og beskyttelse mod onde ånder, grønne blade er liv, og risvin symboliserer munterhed. „Med fredskurven viser vi, at vi ikke længere er fremmede for hinanden. Der er et ægte venskab mellem os. Vi føler et stærkt sammenhold med Danmission. Og vi glæder os til fortsat samarbejde mange år frem i tiden,“ siger fader Vincent, som overrakte kurven til de besøgende fra Danmission.

Danmissions generalsekretær, Kristian Sloth Petersen, på besøg hos den katolske partnerorganisation.

11


... fortsat fra side 10

Farligt at vende hjem Pastor Vincent beskriver, hvordan hverdagen for mange mennesker i Kachin stadig er meget usikker. Flertallet af de op mod 100.000, som er fordrevet fra deres landsbyer, bor i lejre, hvor de mangler mad, sundhedspleje og husly. „Utrygheden, fattigdommen og de barske levevilkår giver konflikter mellem folk i både lokalsamfundene og lejrene,“ fortæller han. „Det er derfor, at det er så livsvigtigt at arbejde for lokal samhørighed, fred og dialog, som vi i JPC nu gør sammen med Danmission.“

Narko kender ikke religiøse skel Fader Vincent taler begejstret om samarbejdet med Danmission: „Én ting, som jeg virkelig har værdsat helt fra begyndelsen, er vores fælles værdier: Den gensidige respekt, venskabet og viljen til at arbejde med komplekse emner som at fremme fredelig sameksistens, social samhørighed, tværreligiøs dialog og religiøs tolerance. Jeg elsker at arbejde med mangfoldighed - med alle mennesker uanset etnicitet eller religion. Og det

føler jeg, at Danmission støtter!“ JPC samler lokalsamfundet for at diskutere deres fælles udfordringer. Problemerne spænder fra bredere konflikter til strid om jord og ejendom til fælles svøber som narkotikamisbrug, der er uhyggelig udbredt og rammer alle – uanset etnicitet, religion osv. Og samtidig med at man arbejder for at løse problemerne i fællesskab, styrker man sammenholdet og sammenhængskraften i lokalsamfundet. „Vi har set, hvordan folk er rykket tættere som et resultat af disse møder. Sammen har folk f.eks. oprettet deres egne rehabiliteringscentre for stofmisbrugere og taget fat på forebyggelse af misbruget. Vi har også kunnet se, hvordan forskellige religiøse ledere er begyndt at tale sammen og er stoppet med at bruge hadefuldt sprog om hinanden, hvilket ellers er et voksende problem på grund af de sociale medier. Der var især én kristen menighed, som i begyndelsen bestemt ikke ønskede at deltage, men nu har de ikke bare bedt om at være med på møderne – de vil også have os til at

Fader Vincent sammen med sin kollega i en af den katolske kirkes lejre for mennesker, som er fordrevet fra deres hjem længere nordpå i Myanmar.

12

uddanne deres medarbejdere! Det er et fantastisk resultat af det arbejde, vi er involveret i,“ siger fader Vincent stolt. Når man kommer i snak med folk, kan der også vise sig lavpraktiske grunde til, at nogle holder sig for sig selv, fortæller han: „Nogle buddhistiske munke ville virkelig gerne være med, men sagde nej tak, fordi de ikke havde råd til brændstof for at komme frem til mødet. Da vi nåede ind til kernen af afslaget, besluttede vi, at vi holder det næste møde hos dem, så de også kan deltage. Det er vigtigt, at alle kan være med og arbejde sammen. Sådan bygger vi fred.“

Kirkerne har været for passive Ifølge fader Vincent tænker mange fredsinitiativer i Myanmar oppefra og ned, men han pointerer, at det er vigtigt at starte nedefra og lære folk konflikthåndtering for at skabe bæredygtige forandringer. Derfor tager projektet fat i familierne, naboerne og lokalsamfundet for først at finde ud af, hvad årsagen til konflikten er og så finde en måde til sammen at håndtere problemet. „Traditionelt slæber Kachin-folk ikke hinanden i retten. I stedet prøver vi at løse vores konflikter sammen og beder om tilgivelse og forsoning. Så projektet falder godt i tråd med det,“ siger fader Vincent. Kirkerne skal også kigge indad, erkender den katolske leder: „Sandheden er, at kirkerne i Kachin har været for passive i for lang tid, men vi bliver mere og mere aktive,“ siger han og fremhæver vigtigheden af internationalt samarbejde med organisationer som Danmission, der opfordrer kirkerne til både at række ud og gå i dialog. „Skal det lykkes at skabe fred og samhørighed blandt folk, så er vi også nødt til at forene vores kræfter. Både de forskellige kristne kirker og religionerne imellem. For vi vil gerne opnå fred, ikke bare for katolikker eller for kristne, men også for buddhister, muslimer og enhver anden religion. Vi vil opnå fred for alle.“


tema: ska´ vi følges

Danmission bekæmper religiøs ekstremisme i Jordan:

NOVO NORDISK FONDEN

STØTTER DANMISSION Med en bevilling på godt 870.000 kr. støtter Novo Nordisk Fonden for første gang Danmission. Pengene skal bruges til efteruddannelse af lærere i Jordan, så de kan være med til at forebygge religiøs radikalisering og samtidig give blandt andre de mange syriske flygtningebørn i Jordan en bedre skolegang.

Af Tove Lind Iversen, redaktør Lærere på jordanske skoler bliver bedre til at dæmme op for religiøs ekstremisme blandt eleverne. Det sikrer en bevilling på 871.651 kr. til Danmission fra Novo Nordisk Fonden. Det er første gang, Danmission får penge fra fonden, som er en af vores nye donorer og partnere. Pengene finansierer efteruddannelse af lærere samt nyt og bedre undervisningsmateriale. “Lærere er rollemodeller,” siger Stine Baltzer Madsen, der som fagkonsulent i Danmission har været med til at udforme projektet. “Når lærerne bliver undervist i kritisk tænkning - særligt i forhold til religion - så kan de lære det videre til eleverne, som dermed bliver bedre til at sige fra over for religiøs radikalisering. Og når lærerne får indsigt i medborgerskab og mangfoldighed, så kan de give disse værdier videre til børnene. Målet er, at de udsatte børn og unge vokser op som aktive medborgere, der er med til at skabe fredelige lokalsamfund i den uroplagede region.”

Mobning, vold og radikalisering Skønsmæssigt har 1,3 millioner syriske flygtninge krydset grænsen til Jordan, og det lægger et hårdt pres på økonomien og dermed på Jordan. Derfor foregår projektet i jordanske lokalsamfund med en høj andel af syriske flygtninge. Både jordanske lærere og lærere, som selv er flygtninge, kommer på efteruddannelse. “Lærerne er ikke uddannet til at håndtere hverken de store sociale og psykiske problemer, som flygtningebørnene ofte lider under, eller de kulturelle og religiøse forskelligheder, som er blevet en del af hverdagen i de jordanske lokalsamfund. Det fører til mobning, vold, modløshed og psykiske problemer blandt eleverne. Og det har lærerne brug for hjælp til at tackle. Derfor giver vi

også lærerne efteruddannelse i emner som dialog, tolerance og læring gennem leg som alternativ til den oftest autoritære envejsundervisning, der i dag praktiseres i de jordanske skoler,” forklarer Stine Baltzer Madsen. Som rollemodeller har lærerne en unik mulighed for at påvirke eleverne - også når det handler om at sige nej til rekrutteringen fra radikale islamister. Jordan er et af de lande, som i forhold til indbyggertallet har fostret flest såkaldte “hellige krigere”: Op imod 4.000 er siden 2014 rejst til nabolandene Syrien og Irak for at kæmpe for bl.a. Islamisk Stat. Og selv om terrororganisationens kalifat i dag er smuldret, så har den jordanske regering erkendt, at det er nødvendigt at give de unge større modstandskraft mod radikaliseringen. En modstandskraft som lærerne nu kan være med til at give dem.

Samarbejde med danske lærere For at kunne bruge af de erfaringer, der gennem årene er opbygget i den danske læreruddannelse, er Københavns Professionshøjskole med i projektet. Tre danske lektorer skal bidrage med deres faglighed, og samtidig involveres en række danske lærere, som er ansat på skoler med høj andel af syriske flygtningebørn i Danmark. Dermed kan danske og jordanske lærere udveksle erfaring og viden om fredelig sameksistens og forebyggelse af ekstremisme, som ikke kun er vigtigt i Jordan og Mellemøsten, men også i Danmark. Projektet gennemføres af Danmission i samarbejde med den jordanske partner, The Royal Institute for Interfaith Studies (RIIFS). Udover støtten fra Novo Nordisk Fonden har projektet også en bevilling fra DAPP (Dansk Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet).

13


Den globale kirke bliver konkret, når der kommer ansigter på En venskabsrelation til kristne i en anden del af verden gør det konkret, at vi er en del af et fællesskab, som rækker ud over sognegrænsen. Det handler om at få sat ansigter på den globale kirke – gennem bøn, besøg og mobilbeskeder, fortæller Sune Hjertmann Frederiksen, bestyrelsesmedlem i Danmission og tidligere udsendt til Tanzania

Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist "Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen". Sådan lyder det hver søndag i kirker over hele Danmark – og hele verden. I Bedsted i Thy er det ikke bare præsten, der siger den apostolske velsignelse højt; her beder hele menigheden med. Inspirationen kommer fra Tanzania, hvor man har tradition for at tage velsignelsens "vi" bogstaveligt, så alle i menigheden beder med i kor. „Vi fik i menighedsrådet den ide at gøre det samme i Bedsted. Selv om vores kirkeliv og teologiske tradition er meget forskellig, er vi fælles om meget og kan inspirere hinanden,“ siger Sune Hjertmann Frederiksen, hvis hustru, Else Kaag Bjerg, er sogne- og diakonipræst i Sydthy. Parret var fra 1997-2003 udsendt af Danmission som missionærer til

14

den lutherske kirke i Karagwe Stift i Tanzania. Og de relationer, de fik dernede, har de holdt i live både via private besøg og via venskabsforbindelse mellem danske menigheder og menigheder i Karagwe, etableret med støtte fra Danmission. „Det handler ikke om, at vi som danske kristne skal hjælpe de kristne i Tanzania. Det er en venskabsforbindelse, som skal være så ligeværdig som muligt, og som beriger begge parter, fordi det minder os om, at vi er en del af et globalt kristent fællesskab, som rækker ud over sognegrænsen. Det sker lettest, når vi lærer hinanden at kende,“ siger han.

Fandt kærligheden og venskaber Sune Hjertmann Frederiksen har siden teenageårene været en del af først Det Danske Missionsselskab (DMS) og siden

Danmission. Sidste år blev han valgt ind i Danmissions bestyrelse. Han er uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet i psykiatrien. På en studietur med DMS mødte han sin kommende hustru, der var pædagog og diakon. Da der i 1997 blev en stilling som missionærer med netop deres kvalifikationer ledig i Tanzania, rejste de ud – drevet af lige dele eventyrlyst og et ønske om at gøre en forskel. Da de vendte hjem til Danmark, havde de opbygget nære relationer til mange mennesker i det nordvestlige Tanzania og holdt forbindelsen ved lige – hjulpet af, at der kort før deres afrejse var blevet plantet de første mobilmaster i området. De bosatte sig i Rødding Sogn ved Viborg, hvor Sune blev medlem af menighedsrådet, mens Else begyndte at læse teologi. Da det kom på tale at etablere en venskabsforbindelse mellem


tema: tema:ska´ Ska´vi vi følges

Ægteparret Else Kaag Bjerg og Sune Hjertmann Frederiksen, som i dag bor i Thy, var udsendt af Danmission til den lutherske kirke i Karagwe Stift i Tanzania 1997-2003. Relationerne har de holdt i live bl.a. gennem en venskabsforbindelse mellem danske menigheder og menigheder i Karagwe. Og det er blevet til besøg i Tanzania og genbesøg i Danmark.

Rødding og en menighed et andet sted i verden, blev Sune og Else spurgt, om de kunne hjælpe med en kontakt til Tanzania. Og med Danmissions billigelse tog parret under en privat rejse til Tanzania på besøg i deres gamle stift for at høre om mulighederne. En tanzaniansk præst, som havde været på besøg hos Danmission og et smut forbi Rødding, foreslog landsognet Kasheshe med seks menigheder, og i 2005 blev der etableret en venskabsforbindelse mellem Rødding, Løvel og Pederstrup Sogne og Kasheshe Sogn. Aftalen er, at de to menigheder holder kontakt via breve og ved at have hinanden med i kirkebønnen. I dag holdes der også årlige gudstjenester, hvor venskabsforbindelsen huskes og fejres, og de to sogne besøger hinanden. Desuden har den danske menighed støttet menigheden i Tanzania med penge til

uddannelse af evangelister og kurser for søndagsskolelærere.

Sangglæde og livsmod – på trods „Det betyder meget for menigheden i Kasheshe, at vi er nogle, der følger dem, beder for dem og regner dem med i det kristne fællesskab, selv om de lever langt ude på landet i et fattigt land. Men også for os i Danmark betyder det meget at vide, at de beder for os,“ fortæller Sune Hjertmann Frederiksen. „Gudstjenestelivet i Tanzania er præget af livsglæde og livsmod på trods og af sangglæde og ungdommelighed på en måde, vi ikke kender i folkekirken. Det er inspirerende,“ uddyber han. For halvandet år siden flyttede han og Else til Bedsted i Thy, og også her er der en begyndende kontakt mellem menigheden og Tanzania. Kasheshe Sogn er vokset og er nu delt i to pastorater,

og det er planen, at der bliver etableret en formel forbindelse mellem det nye pastorat, Nyakasimbi, og menigheden i Bedsted. „Under Himmelske Dage i Herning havde vi inviteret en præst fra Kasheshe til Danmark. Han lærte kirkens kor en sang på swahili, som blev fremført ved gudstjenesten dagen efter. Ved samme gudstjeneste viste præsten - via den gratis mobilforbindelse WhatsApp - billeder af evangelister i hans hjemsogn, som brugte kanoer for at nå ud til områder i sumpene, hvor der endnu ingen kirker er. Det gjorde stort indtryk på menigheden i Thy,“ fortæller Sune Hjertmann Frederiksen. For det, der betyder noget, er at få sat ansigt på kristne et andet sted i verden: „Den globale kirke består af mennesker. Så vil vi lære kirken at kende, må vi lære mennesker at kende.“

15


NÅR KRIGEN BANKER

PÅ KIRKENS DØR Hvordan er man kirke midt i konflikterne i Mellemøsten? For mange kirker har svaret været at række ud til ofrene – til dem, der banker på kirkens dør for at få hjælp. Men for at kunne det har kirkerne brug for hinandens og vores følgeskab, forbøn og økonomiske opbakning. Af Tove Lind Iversen, redaktør „I får kun lov at leve, hvis I benægter, at Jesus er Guds søn,“ råber den islamistiske kriger. Da Samira og hendes familie nægter at adlyde, skyder militsfolkene hendes bror og tvinger den 62-årige kvinde til at grave hans grav. Historien er fra Idbil i Syrien. Idbil, som på det tidspunkt blev indtaget af islamistiske militser. Idbil, som igen og igen har været hårdt ramt af krigen, og som i skrivende stund befinder sig i skudlinjen mellem regeringsstyrker og oprørere – mellem russiske og tyrkiske militære interventioner. Den nat i Idbil undgik Samira døden. Det lykkedes hende at flygte og nå frem til Den Kristne Dal længere mod syd, hvor Danmission støtter den lokale kirkes arbejde blandt internt fordrevne syrere. Og det er her, den aldrende sygeplejerske fortæller sin historie. En historie, som kun er én af mange grufulde beretninger om overgreb på kristne og andre, som de islamiske ekstremister mener, er uværdige til at leve.

Her står kristendommens vugge Når man hører Samiras historie, kunne man fristes til at spørge: Hvordan bevarer man – trods alt – troen, håbet og viljen til at holde ud som kristen og som kirke? Hvad er det, som gør de kristne rodfæstede i Syrien og i resten af Mellemøsten? Hvordan finder de kristne og kirkerne en meningsfuld plads midt i den konfliktfyldte region? Og hvordan kan vi være i følgeskab med kirkerne i Mellemøsten – og de mellemøstlige kirker være i følgeskab med hinanden? Det har Ekkardt Sonntag, Danmissions teologiske rådgiver i Mellemøsten, gjort sig en del tanker om. Han er tysk teolog, men har siden 2004 hovedsagelig studeret og arbejdet i Mellemøsten. I dag bor han i Jordan med sin familie. Tæller man hoveder, fylder de kristne meget lidt i Mellemøsten, men når det kommer til deres selvforståelse som borgere i regionen, fylder de rigtig meget.

16

Kristendommen stammer herfra, og for mange mellemøstlige kristne er dét mere end bare en historisk kendsgerning fra antikken. „Jeg hører ofte udtrykket: Vi var her før islam. Sagt henkastet med en selvtillid, som om personen rapporterer om noget, der er sket i hans levetid. Dette understøtter et vigtigt faktum: Kristne i Mellemøsten føler sig ofte mere rodfæstet i deres region og mere meningsfyldte for deres samfund, end vi som europæere forventer af en minoritetsgruppe under så alvorligt pres,“ siger Ekkardt Sonntag.

Skal vi følges - eller flygte? Hverdagen er barsk i Mellemøsten – fra krigsramte Syrien og Irak til de omkringliggende lande, der er hårdt presset af flygtninge og af generelt økonomisk og politisk kaos. Det efterlader de kristne i en indre konflikt, siger Ekkardt Sonntag: „Skal de prioritere omsorg for deres eget kristne mindretal? Eller udbrede omsorgen til alle i nød – i overensstemmelse med den førnævnte følelse af forankring og relevans for det samfund, de er en del af? Eller skal de først og fremmest passe på sig selv og deres nærmeste familie og derfor emigrere, hvis de får muligheden?“ For mange kirker i regionen har svaret været at række ud til ofrene – til dem, der banker på kirkens dør. Som generalsekretæren for den presbyterianske kirke i Syrien og Libanon (NESSL), Joseph Kassab, udtrykker det: „Kirken har lært at træde uden for kirkernes mure og så vidt muligt hjælpe alle, uanset hvor de kommer fra, og hvem de er.“ Det har været en enorm opgave at skaffe husly, mad, varme og sjælesorg til de mange flygtninge. Derfor har kirkerne brug for både vores følgeskab, forbøn og økonomisk støtte til nødhjælp, til diakoni og til at holde liv i de pressede menigheder, som ofte mangler præster og teologiske lægfolk.


tema: ska´ vi følges

Ny diakoniafdeling er født Ét konkret resultat af følgeskabet mellem NESSL og Danmission er en ny diakoniafdeling, som hedder Compassion Protestant Society (CPS), og som tager udgangspunkt i medfølelse. „Kirken ønsker at bygge videre på det, den har lært under konflikten i Syrien. Det skal være fundamentet for en professionel og effektiv diakonal organisation, som henter sin motivation i Biblens budskab om næstekærlighed med lige stor omsorg for det konkrete arbejde og for den åndelige side af sagen,“ siger Ekkardt Sonntag, som sammen med kolleger i Danmission har været med under opbygningen af CPS. „Undersøgelser viser, at trosbaserede udviklingsorganisationer ofte kan opnå resultater, som er sværere at realisere med rent verdslig tilgang. Såfremt de trosbaserede organisationer tænker i mellemkirkelige baner og er klar til at samarbejde med andre trosretninger, vil deres mangeårige forankring i det religiøse landskab ofte give dem langt større rækkevidde og gennemslagskraft.“

Kristendommen voksede frem i Mellemøsten i det første århundrede efter Kristi fødsel og er i dag en betydelig minoritet i regionen. Sammenlignet med andre gamle kristne samfund, så er kristendommen i Mellemøsten karakteriseret ved stor mangfoldighed både i forhold til kirkesamfund og traditioner. I dag udgør de kristne skønsmæssigt 5 procent af befolkningen – sammenlignet med 20 procent i begyndelsen af 1900-tallet. Libanon har med 30-40 procent den største andel kristne. Egypten huser den største kristne gruppe – nemlig de 18-25 millioner koptere.

Biblen og donorerne

Ekkardt Sonntag, Danmissions teologiske rådgiver i Mellemøsten.

Foruden Ekkardt Sonntag så har Danmission-ansatte i både Beirut og Hellerup løbende været i kontakt med NESSL for at diskutere udfordringer og mulige veje frem. Det kræver f.eks. en del at finde personale, som vil og kan jonglere med både en bibelsk tilgang og donorernes kompromisløse standarder, og som samtidig mestrer mellemkirkelige og tværreligiøse relationer. Men ved fælles hjælp er det lykkedes at få skabt diakoniafdelingen – og i parentes bemærket kan det tilføjes, at der kom adskillige velkvalificerede ansøgere fra hele regionen og udefra, da stillingen som administrerende direktør for CPS blev opslået. Foto: Robin Skjoldborg

Ekkardt Sonntag beskriver opbygningen af den nye diakoniafdeling som en vandring mere end en opgave, der bare skulle løses. Flere har været med på vandringen – f.eks. også den evangelisk koptiske kirkes udviklingsafdeling i Egypten (CEOSS), som er en stor organisation med mange års erfaring inden for trosbaseret fattigdomsbekæmpelse og dialog. Og på et tidspunkt finansierede Danmission, at en erfaren libanesisk udviklingskonsulent med baptistbaggrund blev koblet på projektet.

En profetisk handling Jesus lærte engang sine disciple, at kærligheden iblandt dem er det, de skal være kendt for. I Mellemøsten identificerer kirkerne sig stadig med de enkelte disciple, som grundlagde de første kirkesamfund, og som vi alle har rødder tilbage til. Min kirke blev grundlagt af apostlen Thomas, kunne f.eks. en syrisk-ortodoks kristen sige afslappet, som om det var sket et par år før. „At være i følgeskab med andre kristne fra alle mulige forskellige traditioner både regionalt, men også globalt, er hensigtsmæssigt, når det handler om noget så konkret som at grundlægge en effektiv udviklingsorganisation. Men det er også en profetisk handling, som er fremsynet, og som på trods af vanskeligheder gør det, som er nødvendigt, for at vi kan være kirkens hænder, når krigen banker på. Og række til Samira Idbil, til de klemte kristne i Mellemøsten og til alle deres naboer.“

17 17


AT HVILE

I GUD Afskedsinterview: Anne Mette og Ernst Jürgensen er for nylig vendt hjem til Danmark efter næsten 15 år som udsendte for Danmission i Cambodja. Af Tove Lind Iversen, redaktør

18

„Hængekøjen. Jeg vil savne at kunne læne mig tilbage i hængekøjen året rundt og være omgivet af mennesker, som har en grundlæggende tro på, at det nok skal gå – for Gud sørger for os,“ siger Anne Mette Jürgensen. Sammen med ægtefællen Ernst er hun for nylig kommet tilbage til Danmark efter næsten 15 år som udsendt for Danmission til Cambodja. „Når folk i Danmark hører, at vi er vendt hjem uden at vide, hvor vi skal bo, og uden at jeg har et job, så er reaktionen ofte: Det tager I forbavsende roligt. Og ja, det tager vi roligt. På det punkt tror jeg, vi har lært noget af cambodjanerne,“ siger hun og kigger på Ernst, der supplerer: „Ske Din vilje, siger alle kristne, når vi beder Fadervor. Men de cambodjanske kristne har en stor umiddelbar tillid til, at der er en Gud, som rent faktisk vil dem noget, og som træder til, når der er behov for det.“

til Danmark ved juletid 2019. Anne Mette for at søge nyt job – gerne som sognepræst – og Ernst til et job i Danmission i Hellerup som fagkonsulent med fokus på Cambodja.

Lidt af et chok

Smidt ud af bibelskolen

Den troskraft og livstillid vender vi tilbage til. Først lidt om den rejse, som begyndte i 2005, da Danmission søgte henholdsvis en teolog og en leder til Cambodja. Ansættelsen lød på 3 år, men kontrakten blev forlænget flere gange, indtil ægteparret besluttede at vende hjem

De kristne udgør et lille mindretal i Cambodja. Mange er første generation af kristne – dvs. at deres forældre og søskende er buddhister som langt de fleste i landet. „Der er så megen angst blandt de kristne – angst for ikke at være rigtig kristen og blive udstødt af

Set i bakspejlet, hvad har så været mest overraskende? „Jeg var indstillet på, at klimaet og kulturen var meget anderledes. Men at det kirkelige miljø var så anderledes, kom som et chok for mig,“ fortæller Anne Mette, der blev ansat som lærer på Phnom Penh Bibelskole. „Kort efter at vi var ankommet, havde jeg en snak på tomandshånd med en elev, hvor jeg sagde, at jeg ikke troede, verden sådan helt bogstaveligt var skabt på 6 dage. Det chokerede ham, og han rådede mig til, at det skulle jeg ikke sige højt. For i Cambodja er langt de fleste kristne det, vi vil kalde for fundamentalistiske i deres bibelsyn.“


tema: ska´vi følges

menigheden. På bibelskolen og i kirken får man oftest at vide, at man – for at være en rigtig kristen – skal lægge afstand til buddhisterne og for alt i verden gå hjem og omvende sin familie og sine naboer. Men det er ødelæggende både for den enkelte kristne, for familierne og for de kristnes mulighed for at være en del af det cambodjanske samfund,“ siger Anne Mette. Hun fortæller om to studerende på bibelskolen, som skulle giftes. Af respekt for deres buddhistiske forældre blev en buddhistisk munk inviteret med til brylluppet, som var en ren kirkelig ceremoni. Da det kom bibelskolen for øre, blev det unge par smidt ud. „Så efter et par år fandt jeg ud af, at min opgave skulle være efteruddannelse af evangelister og præster. Både fordi ingen andre tog den opgave på sig. Og fordi der er et stort behov for bredere teologiske horisonter, end dem man ser på bibelskolen,“ fortæller Anne Mette, som opbyggede kurser i teologi og religionsdialog. Et initiativ, som udviklede sig og i dag er blevet til en selvkørende organisation CLO, som støttes af bl.a. Danmission. Takket være dygtige lokale kræfter og Anne Mettes helt særlige blanding af visdom og ydmyghed - tålmodighed og vedholdenhed, som en kollega udtrykker det.

Hvilke aftryk har I og Danmission sat i de knap 15 år, I har arbejdet i Cambodja? „Rum og rummelighed. At vi som kristen minoritetskirke ikke lukker os inde i et lille kirkerum, men at vi rækker ud mod samfundet og favner mere af det, der er omkring os,“ svarer Anne Mette. „Og ligesom jeg er blevet påvirket af cambodjanernes troskraft og umiddelbare tillid til Gud, så har jeg forhåbentlig også kunnet inspirere dem f.eks. i forhold til sjælesorg. I cambodjansk kultur er der ikke tradition for samtale. Når man har et problem eller står i en livskrise, så opsøger man en person, der er ældre eller har højere status end en selv og spørger om råd. Og det råd følger man så. På efteruddannelsen i sjælesorg har præsterne lært at føre samtaler, så de hjælper sognebørnene med selv at finde en vej. Det er jo også en slags dialogaftryk, som Danmission er med til at sætte.“

Partnerne er alfa og omega Hvad har partnerskaberne betydet for Danmission i Cambodja? „Uden partnerne var der ikke noget Danmission i Cambodja – de betyder alt,“ svarer Ernst uden tænkepause. fortsættes side 20 ... 19


... fortsat fra side 19

„Nogle siger: Vi arbejder gennem partnere. Men det udtryk har jeg aldrig brudt mig om, for når man arbejder gennem partnere, kommer de til at blive et middel til det, vi gerne vil opnå. Og sådan er Danmissions partnerskaber ikke.“ De er enige om, at det er partnerne, som har indblikket i kulturen og samfundet. Og det er dem, der har netværkene og ved, hvordan man gør tingene på stedet. Fra det sted rækker de så ud og beder Danmission følges med dem. Anne Mette uddyber: „I stedet for Ernst og mig kunne man have valgt at sende to missionærer ud, som havde forsøgt at oprette deres egen kirke i Cambodja - sådan arbejder f.eks. sydkoreanske missionsselskaber. Men for mig giver det ingen mening. For vi skal som danskere jo ikke ud og starte vores danske kirke i Cambodja. Vi skal støtte dem i at opbygge deres kirke på deres præmisser.“

Her er nul tolerance Som dansk udsending kommer man selvfølgelig med et dansk værdisæt. „Vi har f.eks. nul tolerance over for korruption, og der er visse teologier, som vi ikke kan støtte. Vi har måttet trække os fra Phnom Penh Bibelskole, fordi teologien er for fundamentalistisk i forhold til Danmissions grundlæggende missionssyn; fordi vi ikke kan stå inde for deres regnskab; og fordi ledelsesstilen er, som den er. I stedet har vi skabt nye partnerskaber med dygtige organisationer, som har hjerte for det, der er vigtigt for Danmission. Partnere, som vi deler værdier og mission med,“ fortæller Anne Mette engageret, mens Ernst undervejs bekræfter med et „ja, ja, ja“, så man tydeligt fornemmer et stærkt følgeskab også mellem ægteparret. Da Anne Mette og Ernst kom til Cambodja, var Danmissions rolle en helt anden. Dengang var Danmission en ret anonym del af International Cooperation Cambodia (ICC), som er en paraplyorganisation for kristne, internationale organisationer. Danmission forlod ICC i 2010 og begyndte at arbejde for at blive etableret som selvstændig organisation i landet. Det lykkedes i 2013, og i dag er Danmission en kendt og anerkendt aktør i Cambodja.

Hvortil går Guds vilje? Det med partnerskaber fører tilbage til snakken om de spor, som de mange år i Cambodja har sat - i Anne Mette og Ernst, men også hos vores partnere.

20

„Jeg har kunnet bidrage med en stærkere teologisk baggrund, mens de har stærkere troskraft, som man i Danmark ofte kun møder hos meget syge mennesker. I Cambodja er folks tilværelse ofte truet. Hvis de bliver syge, kan de ikke betale regningen. Hvis de mister deres job, har de ingen indtægt. Når deres børn starter i skole, er de ikke sikre på, at de har penge til at betale hele vejen igennem,“ siger Anne Mette og kigger på ægtemanden, inden hun tilføjer: „Ernst og jeg har snakket om, hvortil - og i hvor mange detaljer – Guds vilje går. Noget af det hårdeste, jeg har oplevet, var da en af mine tidligere bibelskoleelever fik kræft. Hun var ansat af et australsk missionsselskab, som ikke havde en sygeforsikring, og hun var nødt til at låne penge til behandlingen. Det var fortvivlende. Men hun blev ved med til det sidste at tale om, at Jesus var der for hende. Jeg forsøgte mig sådan med lidt dansk sjælesorg at åbne for, at hun også kunne skælde ud på Gud. Men nej, det var der ikke noget af. Jesus var der for hende – punktum.“ Nu skal du hjem og være præst – om Gud vil. „Ja, lige præcis – om Gud vil,“ ler hun. Hvad har du med fra Cambodja, som den danske kirke og de danske kristne kan lære af? „At man kan tale om sin tro. Mødet med de cambodjanske kristne har ændret min blufærdighed i forhold til tro. Som ung præstevikar i Danmark kunne jeg godt stå i kirken og velsigne folk. Men i Cambodja siger man Gud velsigne dig i samme åndedrag, som man siger vi ses. Det siger vi danskere ikke bare til hinanden, selv om det jo ellers er meget fint at bede om, at Gud må velsigne det andet menneske. Jeg har fået lyst til at arbejde mere med det religiøse sprog.“

Omsorg for skaberværket I Cambodja støtter Danmission kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse - bl.a. i Prey Lang Skoven, som trues af ulovlig træhugst. Projektet blev i 2018 udvidet med Omsorg for Skaberværket, hvor vores partner Peace Bridge Organization (PBO) involverer de lokale menigheder. Hvorfor drøner Danmission rundt ude i en skov og passer på gamle træer, når nu kirken i Cambodja er så lille og svag? „Det ene udelukker ikke det andet,“ svarer Ernst og


tema: tema:ska´ ska´vi vi følges

Foto: Axel Kronholm

Ernst Jürgensen og Danmission fik følgeskab af den daværende danske ambassadør, Michael H. Winther, som ville se vores projekt i Prey Lang Skoven.

citerer Mony Cham, leder af PBO: At have fred med Gud betyder også at have fred med andre mennesker og med naturen. Naturen er en del af Guds skaberværk og dermed en del af vores forhold til Gud. Men i dag er vi i alvorlig konflikt med naturen. Anne Mette nikker: „Og den konflikt har vi selv skabt som mennesker. Derfor er vi også selv ansvarlige for at løse konflikten. Som mennesker i almindelighed og som kristne i særdeleshed.“ Hvorfor i særdeleshed? „Fordi vi er ansvarlige over for hinanden, over for Gud og over for Guds skaberværk. Vi kan jo ikke bare sidde inde i vores kirker og være kristne og pudse vores glorier.“ „Nogle gange kan man blive grebet af håbløshed,

fordi vi er oppe mod stærke kræfter – eksempelvis kinesiske firmaer, som køber ædeltræ fra Prey Lang Skoven og nærmest er i gang med en kolonisering for at få fat i råstoffer og elektricitet. Men det er ikke Kina eller andre verdslige foretagender, som er den stærkeste kraft i denne verden. Der er noget, som er endnu stærkere. Gud! Gud, som følges med os,“ siger Anne Mette og tilføjer efter en lille tænkepause. „Og det er det følgeskab med Gud, som også gør Danmisions partnerskaber til noget særligt. Vi er ikke kun to, som vandrer sammen, men vi er to, der vandrer sammen med Gud.“ Nu er Anne Mette og Ernst Jürgensens tid i Cambodja ved vejs ende. Og de glæder sig til at have familien tættere på og se, hvad der venter.

21


10

VELLYKKEDE

NETVÆRKSSEMINARER Op mod 400 engagerede folk har deltaget i Danmissions netværksseminarer afholdt i landets 10 stifter. Her var der bl.a. præsentation af en række nye indsamlingsprojekter, der skal gøre det endnu lettere at engagere sig i Danmissions arbejde.

Af Kirstine Thye Skovhøj, journalist I alt 10 netværksseminarer – ét i hvert af landets stifter – er blevet afholdt siden årsskiftet. Netværksseminarerne bød i år på et møde med Danmissions generalsekretær og formand. Og så var der nyt fra arbejdet i bl.a. Mellemøsten og Cambodja samt lancering af vores nye indsamlingsprojekter tiltænkt kirker og menighedsråd, foreninger og andre, som vil støtte Danmissions projekter. Formålet med de årlige netværksseminarer er at give engagerede og frivillige i Danmission nyt om Danmissions arbejde og inspirere til nye fælles tiltag. Derfor var der ved hvert netværksseminar oplæg fra én af Danmissions ansatte eller udsendte, der kunne levere friske nyheder fra indsatsen i bl.a. Cambodja, Mellemøsten, Tanzania og Myanmar. Danmissions generalsekretær Kristian Sloth Petersen og formand Morten Skrubbeltrang, som begge tiltrådte i sensommeren 2019, fik også mulighed for at fortælle om deres visioner for Danmission.

22

Nye indsamlingsprojekter rulles ud Danmissions netværkskonsulenter kunne som noget helt nyt præsentere indsamlingsprojekter, som er konkrete projekter i lande som Syrien, Myanmar og Tanzania, som engagerede grupper i netværket nemt og enkelt kan samle ind til (læs mere side 24). Danmission har allerede fået positive tilkendegivelser fra kirker og provstier, der ønsker at støtte et indsamlingsprojekt, fortæller netværkskonsulent Amalie Ehmsen: “Det tyder på, at vores dygtige netværk allerede er i fuld gang med at fortælle om muligheden for at samle ind til Danmissions arbejde. Og det er netop det, der skal til, for at endnu flere får mulighed for at engagere sig. Så stor tak til netværket for, at I er med til at sprede kendskabet til Danmissions indsamlingsprojekter.” Læs mere om på www.danmission.dk/projekt


tema: ska´ vi følges

Det er både gemytligt og nyttigt at være med på netværksseminar i Danmission.

Fotos: Danmission 23 23


Jeres

Gør en forskel

projekt

– vær med i indsamlingen Det er nemt, og det gør en forskel ude i verden, når din kirke, klub eller forening er med i et af Danmissions indsamlingsprojekter. Kender du det? Man vil så gerne hjælpe til, når man hører om syriske kirker, som bliver sprængt i stumper. Når man hører om børn med albinisme i Tanzania, som bliver dræbt og solgt til heksedoktorer. Når man hører om fordomme og spændinger mellem kristne og muslimer på Zanzibar. Når man hører om alle de mennesker i Myanmar, som bliver fordrevet fra deres hjem. Eller når man hører om skoven i Cambodja, som bliver fældet illegalt om ørerne på fattige landsbyboere. Kender du det? Vi vil så gerne hjælpe til, når vi hører om de store udfordringer, der er overalt. Og vi kan handle - sammen. Så udsatte mennesker kan leve under mere retfærdige forhold, opleve større kærlighed og få mulighed for at leve deres liv med Gud og indgå i et kirkeligt fællesskab, som tager diakonalt ansvar for sine medmennesker. Danmission gør det nemt for kirker, Y’s Men’s klubber, efterskoler og andre engagerede grupper at række ud til mennesker i nød. For der er brug for indsamling og forbøn for mennesker, som lider. Og der er brug for, at vi som danskere kan være en del af den verdensomspændende kristne kirke. Vi løfter bedre sammen! Ta’ del i fællesskabet om indsamlingen til fordel for Danmissions mange projekter. Bestil materialer og læs mere på hjemmesiden om de mulige projekter i Afrika, Asien og Mellemøsten, som I kan være med til at støtte via Danmission. På www.danmission.dk/projekt kan I nemt og overskueligt: X X X X

Udvælge jer et indsamlingsprojekt Tilmelde jer indsamlingen Bestille materiale Få idéer til indsamling og aktiviteter

Kontakt: Amalie S. Ehmsen på ase@danmission.dk eller 41 999 315.

24


tema: ska´ vi følges

Frivillige butiksledere lærte at spille hinanden endnu bedre 104 frivillige fra Danmissions 72 genbrugsbutikker var sidst i februar samlet til det årlige Lederseminar. Her fik de bl.a. til opgave at arbejde med, hvordan de i hverdagen kan spille hinanden endnu bedre og have fokus på ros, tillid og anerkendelse. Det var konsulent i team- og lederudvikling, Per Birkelund Pedersen, der med et væld af fodboldmetaforer ledte de frivillige gennem dagen.

Frimærker for 87.412 kroner Salget af brugte frimærker indbragte 87.412 kroner til Danmissions arbejde i 2019. Det er 15.000 kroner mere end året før, hvor salget tog et ordentligt dyk, fortæller Søren Spangsberg Bro, der er tovholder for de frivilliges frimærkeprojekt. Resultatet er ekstra imponerende, eftersom langt de fleste beskeder i dag lander på mobilen eller mailen og ikke som frankerede breve i postkassen. Søren Spangsberg Bro sender da også en stor tak til de mange både private, kirker og virksomheder, som giver frimærker til Danmission. Takken gælder også “klipperne”, som gør frimærkerne klar til salg, og Danmissions genbrugsbutikker, som står for salget af langt de fleste frimærker. Søren Spangsberg Bro har i 2019 fået tilsendt færdige frimærkepakker klar til salg. Det er en stor hjælp, men han beder om, at man i givet fald lige kontakter ham på sp-bro@skjern-net.dk, inden man selv går i gang. Har du nogle frimærker i gemmerne? Frimærker modtages altid til videre behandling – enten på Mejsevej 8, 6900 Skjern, i en af Danmissions genbrugsbutikker eller på repræsentantskabsmødet på Nyborg Strand i begyndelsen af september.

25


Elifasi fra Zanzibar og Kennet fra Skjern har i første halvdel af 2020 udfordret mange danske konfirmander på deres tro og på deres værdier som en del af Danmissions Konfirmand Aktion.

Hvad er vigtigst her i livet

mobilen eller bønnen?

Elifasi fra Zanzibar og Kennet fra Skjern er en del af Danmissions Konfirmand Aktion. De to unge rejser rundt i Danmark for at fortælle konfirmander om, hvordan muslimer og kristne kan leve fredeligt sammen – og udfordre konfirmanderne på deres værdier. For er bøn og kirke egentlig vigtigere end mobiler og musik?

Af Malene Fenger-Grøndahl, journalist „Bøn er da ikke vigtigere end udseende. Helt ærligt, hvor mange af jer beder? Ingen af jer beder hver dag. Men I bruger tid på jeres udseende hver dag.“ En pige fra den fri grundskole Egebakkeskolen i Aarhus Vest står med hænderne i siden og kigger insisterende på fire af sine klassekammerater, der er grupperet omkring nogle sedler, der ligger på gulvet i sognegården ved Skjoldhøj Kirke. "Bøn", "Udseende", "Mad", "Fred", "Venner", "Mobil", "Musik", "Kirke", "Familie", "Kærlighed" står der på nogle af sedlerne, som de kommende konfirmander er blevet bedt om at rangordne med de vigtigste øverst og de mindst vigtige nederst. Konfirmanderne har fået 10 minutter til at blive enige gruppevis om deres prioriteringer.

26

Det er to af Danmissions unge Globale Fortællere – Kennet fra Skjern og Elifasi fra Zanzibar – der har sat eleverne i gang med øvelsen, og nu går de to rundt og lytter med, mens grupperne ivrigt diskuterer, hvordan sedlerne skal placeres. En pige, som sidder i skrædderstilling på gulvet, protesterer lidt mod sin klassekammerats udsagn: „Så vigtigt er udseende da ikke for os.“ Den første pige gentager: „Men ingen af jer beder hver dag; det ved jeg bare,“ Et par af de andre gruppemedlemmer ser ud, som om de vil protestere, men siger ikke noget. Så bryder Kennet ind. „Kan du se på mig eller Elifasi, om vi beder? Eller hvordan vores tro er?“ spørger han. „Kan du se det på præsten?“

fortsætter han retorisk med et sideblik på sognepræst i Skjoldhøjkirken, Trine Tilma.

Kristne i mindretal Det er præsten, der har bestilt Danmissions Konfirmand Aktion til at komme på besøg, og en times tid tidligere har hun budt Elifasi og Kennet velkommen og opfordret konfirmanderne til at suge til sig og stille masser af spørgsmål. „Det er så spændende at få besøg fra et helt andet sted i verden,“ understregede hun, inden de to gik i gang med deres oplæg, som både indeholder fakta om Zanzibar og om de religiøse forhold på øerne ud for Afrikas Østkyst. „I Zanzibar er næsten alle muslimer. Der er 98 pct. Muslimer og kun 2 pct.


tema: ska´ vi følges

Fotos: Marlene Fenger-Grøndahl

Hvad er vigtigst her i livet – mobilen eller bønnen? Det fik mange snakke i gang blandt konfirmanderne i Skjoldhøj Kirke og de andre konfirmandstuer, da de fik til opgave at rangordne det, der er vigtigst for dem.

kristne,“ fortæller Elifasi, og Kennet oversætter til dansk. Kennet fortæller, at han selv er vokset op i Skjern og var på Zanzibar første gang i sommer, hvor han i løbet af en måned besøgte en masse af Danmissions projekter og også fik et indblik i Elifasis hverdag. Elifasi og Kennet hjælper hinanden med at fortælle for konfirmanderne. De viser små videoer med kristne og muslimer, som lever side om side, men som også kan fortælle om gensidige fordomme og voldelige overfald på kristne ledere og deres muslimske venner. De fortæller om Danmissions projekter: Om syskolen Upendo, hvor kristne og muslimske kvinder får en uddannelse og samtidig knytter venskaber på tværs af religiøse skel. Om ZANZIC, det interreligiøse center, hvor kristne og muslimske ledere mødes og uddannes til at arbejde for fredelig sameksistens. Om det kristenmuslimske fodboldhold, som i fællesskab beder både en kristen og en muslimsk bøn sammen før og efter kampene. Konfirmanderne er stille og lytter

intenst. Der er ingen muslimer i deres klasse, men de kender selvfølgelig til debatterne om islam, integration og religiøse konflikter, som ofte præger medierne i Danmark.

Se op - på hinanden og på Gud Så fortæller Elifasi sin egen historie. Om at være født i en landsby nær Arusha på fastlandet i Tanzania og vokse op i en kristen familie med otte børn. Om sin fars død, da han selv kun er 12 år, og de svære år, som følger, hvor børnene må hjælpe moren i marken, når de kommer hjem fra skole. Om at flytte til en større by og for første gang møde en muslim – blot for at opdage, at alle muslimer åbenbart ikke var så slemme, som han troede. „Så flyttede jeg til Zanzibar, og der kunne jeg mærke, at mange reagerede voldsomt, når de opdagede, at jeg var kristen,“ siger han og viser billeder af den kirke, han kommer i på Zanzibar, hvor der er lange gudstjenester med lovsang og bøn. „Jeg flyttede tilbage til fastlandet

og arbejdede som guide for turister på Kilimanjaro. Men i 2016 flyttede jeg tilbage til Zanzibar og opdagede, at tingene havde ændret sig. Muslimer og kristne var begyndt at tale sammen og endda blive venner. Det har Danmission en stor del af æren for,“ siger Elifasi med et smil og viser et foto af sig selv og sin muslimske veninde, der sidder på jorden og spiller kalaha. „I kan gøre ligesom mig. I kan se op og få øje på nogen, der er anderledes end jer selv, og begynde at lære hinanden at kende. Og I kan se op og få øje på Gud, som gør smukke og gode ting i vores liv hver dag,“ siger han.

Størst af alt er kærlighed Da Kennet og Elifasi beder eleverne fortælle, hvordan de har rangordnet værdikortene, viser det sig, at tre ud af fire grupper har "kærlighed" blandt de to øverste. I bunden ligger mobil og internet. fortsættes side 28 ...

27


... fortsat fra side 27

Så viser Kennet og Elifasi et billede af, hvordan konfirmander fra Zanzibar har rangordnet de samme værdier. Her ligger kærlighed på en førsteplads efterfulgt af bøn, og også kirke ligger i top-5. „Kirke og bøn fylder jo også meget mere i deres hverdag, så det er nok ikke så underligt,“ kommenterer en pige, og en dreng supplerer: „Hvis vi skal være ærlige, skulle vi måske have lagt kirke nederst, for de fleste af os vil sikkert hellere have, at kirken forsvinder end vores mobil.“

Tanker om tro Da undervisningen er slut, pakker Kennet og Elifasi deres udstyr sammen, mens de reflekterer over de sidste ugers mange møder med danske konfirmander og med værtsfamilierne fra Danmissions bagland, som de to bor hos rundt om i landet. „Det undrer mig, at Danmark kaldes et kristent land, men meget få taler om deres tro. Men hos værtsfamilierne har jeg mødt mange, som taler åbent om deres tro og gør meget for at sprede kærlighed og fred i verden,“ siger Elifasi, som sammen med Kennet fik sat gode tanker og snakke i gang om netop tro blandt de unge konfirmander i Skjoldhøj Kirkes sognegård. Læs mere om Konfirmand Aktion, og hvordan dine konfirmander får besøg, på hjemmesiden konf.dk

Derfor ER vI VÆRTSFAMILIE FOR GLOBALE FORTÆLLERE „Danmissions Konfirmand Aktion er et rigtig godt projekt, som vi gerne vil bakke op om. Det er smaddergodt, at konfirmanderne får mødt mennesker fra andre steder på kloden og bliver opmærksomme på, hvor anderledes og barske vilkår mange mennesker lever under, og hvor anderledes kristendommen udfoldes andre steder i verden. Omvendt har vi også mærket på de unge gæster fra Zanzibar, at de undrer sig over mange ting i Danmark – f.eks. de mange kvindelige præster,“ siger teolog Bodil Lodberg, som til daglig underviser på Diakonhøjskolen. Hun fortæller, hvordan mødet med kirken ude i verden har været med til at forme hendes eget liv: „Besøgene fra Afrika har mindet min mand og mig om, hvordan vi mødte hinanden tilbage i 1979 på en studierejse til Tanzania arrangeret af Det Danske Missionsselskab. Vi var 80 unge fra hele Danmark, der tog ud i mindre grupper med erfarne missionærer som rejseledere. Bagefter holdt vi foredrag rundt om i Danmark.“ Bodil og Peter Lodberg har holdt sammen lige siden og har i flere år været værtsfamilie for Globale Fortællere. „Det er slet ikke besværligt at være vært. Det hele er lagt i fine rammer, og vi skal bare sørge for morgenmad og aftensmad,“ siger hun og giver dermed opfordringen videre til andre, som har lyst til at give et par måltider og husly til unge fra kirken ude i verden.

På Zanzibar er man ikke så bange for at komme tæt på hinanden. Hvordan det går for sig, viser Elifasi og Kennet de danske konfirmander ved at proppe dem ind i overfyldt bus formet som en hulahop-ring.

28

Har du fået lyst til at være vært for Danmissions Globale Fortællere, når de også i efteråret rejser rundt til danske konfirmander, så kontakt: Leder af Konfirmand Aktion, Lærke Lysemose Christensen, på 41 999 335 eller llc@ danmission.dk


tema: ska´ vi følges

Lån fotoudstillingen

Troens

Verden Få vandreudstillingen til din sognegård, genbrugsbutik eller lignende sted og giv et fascinerende indblik i mission, dengang mission kunne være en eventyrlig og farlig færd ud i det ukendte. Danmission har en enestående næsten 200 år lang historie. Fra slutningen af 1800-tallet, en tid, hvor de færreste havde været uden for Danmarks grænser, rejste flere hundrede danskere ud i verden som missionærer, og missionsorganisationerne fik titusinder af støttemedlemmer. Dengang blev missionærernes beskrivelser af deres oplevelser i fjerne egne den vigtigste kilde til danskernes viden om forholdene i andre samfund. Nu er verden kommet tættere på. Det kultur- og religionsmøde, der tidligere var forbeholdt missionærerne, er blevet en del af virkeligheden i Danmark, hvor en del af befolkningen stammer fra Mellemøsten, Asien og Afrika. Men måske kan vi lære noget om vores virkelighed i dag af de missionærer, der var sendt ud i verden for 150 år siden? Ét er sikkert: Vandreudstillingens mange fotografier fortæller spændende, spøjse, sjove og skelsættende missionshistorier. Og nu kan du låne et godt udsnit af den til din sognegård, genbrugsbutik, forsamlingshus eller et andet sted, hvor du gerne vil sætte fokus på missionærernes historie og de tråde, denne historie trækker til vores egen samtid. 30 store og flotte billeder med tekster fra Indien, Kina, Tanzania og Mellemøsten Vandreudstillingen er gratis – dog betales pakkeomkostninger og fragt Yderligere oplysninger hos netværkskonsulent Lærke Lysemose Christensen 41 999 335 eller llc@danmission.dk Læs mere på www.danmission.dk/fotoudstilling

29


Efterlysning:

Kender du Årets Ildsjæl 2020? Kender du en frivillig i Danmission, der har udviklet nye idéer? En, der har spredt ekstraordinær glæde blandt frivillige? En, der får det frivillige engagement til at brænde i andre? Eller som på anden vis har gjort noget særligt? Så er det nu, du som frivillig i Danmission kan indstille andre til Årets Ildsjæl 2020, som kåres på Danmissions repræsentantskabsmøde 5.-6. september. Her vil vi hylde en enkelt persons indsats, men lige så meget sætte fokus på, at Danmission bæres af et landsdækkende netværk af ildsjæle. De giver deres tid og kræfter for at oplyse om Danmission, de samler de nødvendige penge ind, de beder for arbejdet og skaber fællesskab om vores fælles sag: Danmissions arbejde med kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse.  Årets Ildsjæl skal indstilles af andre frivillige, så peg på din favorit!  Og send din nominering til netværkskonsulent Amalie Ehmsen på mail til ase@danmission.dk eller som brev til Danmission, Strandagervej 24, 2700 Hellerup, att. Amalie Ehmsen. Sidste frist er 1. august 2020.

Repræsentantskabsmøde 2020 Danmissions repræsentantskab indkaldes til møde 5. til 6. september 2020 på Hotel Nyborg Strand. Mødet indledes lørdag 5. september med gudstjeneste kl. 12.30 i Vindinge Kirke, Nyborg. Selve repræsentantskabsmødet begynder samme dag kl. 15 på Hotel Nyborg Strand og slutter søndag 6. september kl. 16. Repræsentantskabsmødet er for de valgte repræsentanter og en række gæster. Derudover er alle andre velkomne til for egen regning at deltage i mødet. Der vil være mulighed for overnatning på Hotel Nyborg Strand. Yderligere information bringes på hjemmesiden www.danmission.dk.

Bestyrelsesvalg I forbindelse med repræsentantskabsmødet er der valg

30

til Danmissions bestyrelse. I år er bestyrelsesmedlemmerne Louise Buch Viftrup, Andreas Gammelgaard Damsbo og Henning Kristensen på valg. De genopstiller alle tre. Der opfordres til, at der opstilles flere kandidater, således at der også kan vælges suppleanter til bestyrelsen.

Forslag til behandling Forslag til dagsordenen og vedtægtsændringer samt opstilling af bestyrelseskandidater skal være formand Morten Skrubbeltrang i hænde senest 26. juni 2020. Forslag skal være begrundede og underskrevet af mindst 5 medlemmer af repræsentantskabet. Opstilling af bestyrelseskandidater skal ligeledes være underskrevet af mindst 5 medlemmer af repræsentantskabet.


tema: ska´ vi følges

Mød verden på

højskole eller seniorlejr Danmission gentager succesen med seniorlejr i Virksund og tilføjer i år en højskoleuge på EMMAUS på Sjælland.

Virksund Seniorlejr:

Højskoleuge:

Så er det nu, du kan tilmelde dig Seniorlejren, som en trofast gruppe frivillige gennem adskillige år har arrangeret for mennesker med interesse for Danmissions arbejde. Mange har deltaget i lejren flere gange og ser frem til, at årets program foreligger. Andre er med for første gang og glæder sig til hygge og inspiration. Alle er velkomne. Men der er rift om pladserne, så man skal være hurtig til at tilmelde sig. Ugens program er sammensat af frivilliggruppen og består af bibeltimer og oplæg af gode folk, der virkelig har noget på hjerte.

Nu forsøger vi at gøre Virksundlejren kunsten efter på Sjælland med en højskoleuge i samarbejde med EMMAUS i Haslev. Ugen er for dig, der vil møde verden gennem personlige beretninger udefra. Alle er velkomne, uanset om du kender Danmission eller ej. Her bliver bl.a. oplæg fra Danmissions generalsekretær, Kristian Sloth Petersen, fra præster der arbejder med trosdialog og fra andre, der på hver deres måde har mødt verden. På ægte højskolevis vil der også være sang og musik anført af Arne Andreasen samt kirkemusikerne Betty og Peter Arendt. Vi tager også på en heldagstur til Maribo Domkirke, Pilgrimscenteret i Maribo og Dodekalitten på Lolland. Bag højskoleugen står en gruppe frivillige - så glæd dig til at møde bl.a. tidligere leder af Mødestedet Thyra Smidt.

Fakta: 8. til 12. juni 2020 på Virksund Kursuscenter. Tilmelding og spørgsmål sendes til Bodil og Asger Jensen på abjensen@dlgmail.dk

Fakta: 14. til 19. juni 2020 på EMMAUS højskole i Haslev. Hvis du vil vide mere og eventuelt vil tilmelde dig højskoleugen, så kan du kigge her: www.galleri-emmaus.dk

Danmissions sommerlejre

for børn og unge 2020 Kildeborg Pigelejr

Blåvandgård Børnelejr

27. juni til 2. juli.

11. til 17. juli

Bisseruplejren 18. til 24. juli

Blåvandgård Teenlejr 18. til 24. juli

Find flere oplysninger om lejrene og tilmeldingen på www.danmission.dk/lejr

31

31


Foto: Magdalena Vogt Erikson

Ska´ vi følges? bliv medlem Af danmission på www.danmission.dk/medlem Afsender:

Støt Danmissions arbejde Støt På SMS

Støt På

DM til 1245

støt online:

mobilepay

danmission.dk

872325

/stot

(100 kr.)

støt giro:

600-0398 bank:

reg: 4190 konto: 6000398

Skal du bruge trykte girokort, så kontakt os på tlf.: 3962 9911 og få dem tilsendt.

Strandagervej 24 2900 Hellerup


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.