Uro

Nogle af de samme perspektiver genfindes i forskellige offentlige debatter, undersøgelser og forskning.

Uro

På baggrund af en politisk forespørgsel om fænomenet uro, udkom i 1997 ”Elever, der forstyrrer undervisningen for sig selv og andre i folkeskolen” (UVM, 1997). I redegørelsen står der, at der er flere forstyrrende elever på de yngste klassetrin end på de ældste. Værst står det til i børnehaveklassen. Uroen forklares blandt andet med, at overgangen – fra dagtilbud til skole og sidenhen fra 0. klasse til 1. klasse – er svær. Eleverne skal vænne sig til nye rammer og regler.

Szulevicz (2016) beskriver undervisningsforstyrrende uro som et komplekst fænomen, der både knytter sig til enkelte individer, for eksempel en indskolingselev, og til vores kultur. Uro relaterer sig, ifølge Szulevicz, til forældre, der ikke tager opdragelsesopgaven på sig. Uro relaterer sig også til folkeskolelovens ideal om den kritisk stillingtagende elev og idealet om den ikke-autoritære lærer. Samtidig har vi fået en lærings-, præstations- og testkultur. Der er kommet flere faglige og selvmonitorerende krav, øget individualisering og en psykologisk grundtilstand i samfundet kendetegnet ved uro og fragmentering. Uroen internaliseres og bliver til den enkeltes uro og urolig elevadfærd.

Ifølge Helle Plauborg (2019) må man skelne mellem forskellige former for uro. Undervisningsforstyrrende uro er kendetegnet ved at være fagligt/socialt forstyrrende for læreren og/eller eleverne, der bliver truet i deres trivsel og koncentration. Plauborg skitserer, hvordan der er tre forskellige forståelser af, hvorfor elever er urolige:

• En dominerende individforståelse, hvor man forklarer uro med elevens manglende tilpasningsevne. • En kontekstuel forståelse, hvor uro forstås i sammenhæng med og som en respons på skolen og undervisningen. Eleven oplever for eksempel, at undervisningen er meningsløs, eller han føler sig fagligt utilstrækkelig eller keder sig ved de krav, der bliver stillet. • Endelig er der forståelsen af uro som symptom på en kulturel rastløshed, der svarer til den psykologiske grundtilstand, som Szulevicz beskriver.

Ifølge Halse (2014) skal ikke kun uro, men også børns til tider grimme sprog og konfliktuelle adfærd ses i tæt sammenhæng med eftergivende og opgivende forældreopdragelsesstil. Halses pointe er, at når forældre ikke tør tage autoriteten på sig og retningssætte, opstår der infantokrati – børnevælde. Hvis børn får for meget ansvar