

Cphbusiness Årsberetning 2023
Forord
Det ligger i den strategiske ambition frem mod 2025, at Cphbusiness som offentligt ejet uddannelses- og forskningsvirksomhed skal agere stadig mere agilt og proaktivt i forhold til den politiske agenda og ikke mindst den stigende efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft. En ambition, som forpligter i en tid, hvor antallet af ubekendte er større end nogensinde før, og en ambition, som i 2023 blev omsat til virkelighed.
Efter den politiske lukning af erhvervsakademiernes internationale uddannelser og den politiske aftale om udflytning af studiepladser fra by til land har Cphbusiness proaktivt tilpasset kapaciteten. I løbet af 2023 skete der således en tilpasning af organisationen, samtidig med at afdelingen i Blågårdsgade i København blev afviklet.
I Lyngby kunne Cphbusiness i slutningen af 2023 byde velkommen i det nye multifunktionshus på Firskovvej. Huset er bygget af Johannes Fog A/S og er unikt på den måde, at det rummer både Cphbusiness, Fogs byggemarked og boligdesign samt et fællesområde med auditorium, restaurant og værksteder, som kan anvendes af både studerende og de studenterstartups, som afdelingen også er rammen om. Endelig har det nye byggeri 60 ungdomsboliger, gårdhavemiljø og et p-hus med boldbaner på taget.
I 2023 har der også været et stærkt fokus på den grønne dagsorden, ligesom anvendelsen af AI er blevet et område, som Cphbusiness og hele erhvervsakademisektoren har fokus på.
I efteråret 2023 indledte de to rektorer og formænd på henholdsvis Cphbusiness og KEA en fortrolig dialog med sigte på en sammenlægning af de to erhvervsakademier. Perspektivet er et nyt kraftcenter for erhvervsrettet videregående uddannelse til gavn for såvel de unge som for arbejdsmarked og erhvervsliv i Region Hovedstaden.
De to erhvervsakademier uddannelsesporteføljer er overvejende komplementære og rummer nye muligheder for synergi, samtidig med at et samlet erhvervsakademi vil få et stærkere økonomisk fundament og dermed øget beredskab for en videre udvikling. Et samlet erhvervsakademi vil have godt 10.000 studerende, cirka 1.000 medarbejdere og en omsætning på omkring en milliard kroner.
I april 2024 kunne de to erhvervsakademier melde ud, at de var ved at afdække potentialet i en sammenlægning med sigte på en vedtagelse i hver af de to bestyrelser i juni 2024. Bliver sammenlægningen en realitet, vil det nye erhvervsakademi kunne være på banen fra sommeren 2025.










Tillykke til årets dimittender på erhvervsakademiog professionsbacheloruddannelserne

Jeg er vildt glad for mit job, uddannelsen og den udvikling, jeg har været igennem.

Nicoline Ellis Burgby Christensen Service- og oplevelsesøkonom
– Jeg brugte lang tid på at finde min retning, og det har jeg ofte slået mig selv i hovedet over. Men nu ved jeg, at den tid ikke er spildt. Jeg udviklede mig og fik erfaringer, som har kæmpe betydning for, hvor jeg står i dag.
Der gik ti år, fra Nicoline Ellis Burgby Christensen blev student, til hun dimitterede fra erhvervsakademiuddannelsen service- og oplevelsesøkonom på Cphbusiness. Kort efter fik hun et fast job i Madbilletter ApS, hvor hun rekrutterer kunder og samarbejdspartnere.
Inden hun begyndte på Cphbusiness, arbejdede hun blandt andet som tjener og bartender.
– Årene efter gymnasiet og studiet på Cphbusiness har formet mig og givet mig værdi og gennemslagskraft. Det ville jeg ønske, at jeg havde vidst alle de gange, jeg var frustreret og i tvivl om, hvad jeg skulle i livet, siger hun.
Sadri Ala FinansbachelorSadri Ala er gået direkte fra uddannelsen finansbachelor til et fuldtidsjob som trainee i Nykredit i Høje Taastrup.
– Jeg lærer bedst ved at prøve teori af i praksis. Derfor har jeg været glad for den nærmest glidende overgang fra Cphbusiness til Nykredit, hvor jeg bruger, hvad jeg har lært på studiet, siger han.
Jeg har været leder i tidligere jobs, og det drømmer jeg om at blive igen.
Sadri Ala, finansbachelor
Allerede i 8. klasse var Sadri Ala i en uges brobygning i Nykredit, og siden har han vidst, at han ville gå økonomivejen. I løbet af den 3 ½-årige professionsbacheloruddannelse har han været tilknyttet Nykredit som både studentermedhjælper og som praktikant på fuld tid i fem måneder som en del af uddannelsen.
På kort sigt er det Sadri Ala mål at gøre det godt for Nykredit, udvikle sig fagligt og få større ansvar som rådgiver. På længere sigt vil han være leder og uddanne sig yderligere inden for ledelse.

Tillykke til årets dimittender på akademiog diplomuddannelserne
Deltidsuddannelse var ukendt land for Silvija
En videregående uddannelse på deltid er en fremragende idé, hvis man er glad for sit arbejde og samtidig vil uddanne sig, og det er ærgerligt, at flere ikke kender til muligheden. Det mener Silvija Jevtic, som i løbet af sin uddannelse gik fra kundeservicemedarbejder til Social Media Manager.
Da 26-årige Silvija Jevtic den 15. januar 2024 trådte ud af eksamenslokalet på Cphbusiness, var det med en fuld videregående uddannelse på bachelorniveau i rygsækken.
Gennem de seneste fem år har hun taget en akademiuddannelse i salg og markedsføring og bygget ovenpå med en diplomuddannelse inden for samme område. Men hun har ikke levet den typiske studietilværelse på SU.
Tværtimod har Silvija Jevtic i parløb med uddannelsen passet sit fuldtidsjob i teleselskaberne OiSTER og 3 Danmark og arbejdet sig op fra kundeservicemedarbejder til Social Media Manager i 3 med ansvar for den digitale annoncering på sociale medier.
– Jeg startede faktisk i kundeservice, da jeg var 19. Jeg troede bare, at det skulle være et sabbatår, siger hun.
Ville ønske, at flere kendte muligheden
Silvija Jevtic er glad for, at hun har uddannet sig ved siden af jobbet. 3 gør meget ud af muligheden gennem det interne program 3Academy, og det ville hun ønske, at samfundet som helhed gjorde.
På det seneste er der kommet fokus på tiden efter bacheloren og på at tage en kandidat på deltid, men den første del af det videregående uddannelsessystem mangler der fokus på, mener hun.
– Der er jo ikke nogen studievejleder, der fortæller dig, at den mulighed er der. Du får slet ikke muligheden at arbejde fuldtid og læse ved siden af, siger Silvija Jevtic.
Cphbusiness er Årets Entreprenante
Uddannelsesinstitution 2023
Cphbusiness vandt prisen Årets Entreprenante
Uddannelsesinstitution 2023 ved DM i Entreprenørskab.
Børssalen rungede under trommehvirvlen, da Årets
Entreprenante Uddannelsesinstitution 2023 var på nippet til at blive afsløret af administrerende direktør Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv, som blandt andet motiverede valget sådan:
– Entreprenørskab og innovation har i årevis været integreret i denne institutions strategi, og ledelsen understøtter underviserne i deres arbejde for at integrere entreprenørskab og innovation i de forskellige uddannelser.
Uddannelsesdirektør Line Louise Hansen kunne iklæde sig det helt store smil, da hun modtog prisen sammen med områdechef Michael Huss Svejstrup, programleder Torid Kaad Ostenfeld og lektor Maria Zoey Sommer.
En del af DNA’et
– Entreprenørskab har været en del af vores uddannelsesmiljøer i lang tid – også før vores nuværende strategi, hvor innovation og dermed også entreprenørskab er en hjørnesten. Vi har i mange år arbejdet med at gøre både innovation, kreativitet og entreprenørskab til en del af vores DNA på vores uddannelser og dermed også selve den måde, vi tænker læring på, siger Line Louise Hansen.
Det er områdechef Michael Huss Svejstrup fra Innovation og Teknologi på Cphbusiness enig i. Han har ansvaret for professionsbacheloruddannelsen i innovation og entrepreneurship, men fortæller, at entreprenørskab på Cphbusiness er mange ting.

– Der er utroligt mange konkrete aktiviteter, som har udviklet sig gennem årene. Man kan gå i praktik i egen virksomhed, uanset hvilken uddannelse man går på. Og de anerkendte også de ting, vi laver inden for idégenerering; altså processen med at få en god idé, som senere kan føre til en virksomhed, siger han.
Maria Zoey Sommer er Årets Entreprenørskabsunderviser 2023
DM i Entreprenørskab bød på hæder til lektor
Maria Zoey Sommer fra Cphbusiness, som vandt prisen Årets Entreprenørskabsunderviser 2023.
– Jeg er overvældet og taknemmelig og føler, at det er en kæmpe anerkendelse af alt det, jeg prøver at gøre for at få de studerende godt i mål med at forstå, hvor meget det kræver at gå fra idé til lancering.
Det siger lektor Maria Zoey Sommer fra Cphbusiness, der torsdag den 1. juni 2023 modtog prisen som Årets Entreprenørskabsunderviser 2023.
Fonden for Entreprenørskab uddeler prisen, men det er studerende, der har indstillet de nominerede.
– Jeg kan forsikre jer om, at vi har modtaget nogle fantastiske indstillinger, og de har været meget rørende at læse, sagde forsknings- og programchef Pernille Berg fra Fonden for Entreprenørskab, inden hun afslørede årets vinder.
Det største drive
Maria Zoey Sommer underviser på professionsbacheloruddannelsen i innovation og entrepreneurship, og de studerende har i deres indstillinger blandt andet skrevet:
– Hun er virkelig god til at lade os lære af andre uden for Cphbusiness. Hun har arrangeret mange events og møder, som har inspireret os og givet os nye færdigheder.
– Hun har udstyret mig med en værktøjskasse, jeg kan bruge til at starte egen virksomhed, og så er hun eminent til at kombinere teori og praksis.
– Hun er oprigtigt interesseret i vores projekter.

Siden jeg startede på
Cphbusiness, har det været mit allerstørste drive at sørge for at lære de studerende ikke at begå de fejl, jeg begik, da jeg selv var entreprenør.
Og det er da også de studerende, der er omdrejningspunktet for Maria Zoey Sommers virke som underviser, fortæller hun.
– Siden jeg startede på Cphbusiness, har det været mit allerstørste drive at sørge for at lære de studerende ikke at begå de fejl, jeg begik, da jeg selv var entreprenør.
Virksomheder vil have skræddersyede forløb
Flere og flere virksomheder efterspørger forløb, der er målrettet deres specifikke situation.
Tendensen er tydelig i disse år: Skræddersyede og kortere virksomhedsforløb er populære.
Det fortæller partnerdirektør Torben Rønler. Han er direktør for efter- og videreuddannelsesområdet på Cphbusiness, der er den største udbyder i erhvervsakademisektoren.
– Virksomhederne vil oftere have, at vores forløb passer til deres særlige behov, kultur, medarbejdere og konkurrencesituation, siger han.
I dag fylder Cphbusiness’ skræddersyede forløb tre gange så meget som de almene fag og uddannelser på efter- og videreuddannelsesområdet, hvor det for fem år siden var næsten omvendt, fortæller Torben Rønler. – Arbejdsmarkedet er ikke one size fits all. Der er et

publikum til vores standardprodukter, men væksten er størst dér, hvor vi er dygtige til at se virksomhedens individuelle behov, og hvor vi er fleksible og målretter vores produkter og tilgang til det behov. Det er vores undervisere og konsulenter blevet dygtige til.
Indledende fag giver blod på tanden
Færre og færre køber hele uddannelser, og Cphbusiness har succes med forløb på færre end 5 ECTS-point og med at raffinere og genopdage produkter, fortæller Torben Rønler. Fx fagspecifikke kurser og indledende fag.
– De forløb er ikke så omfangsrige og kan hjælpe medarbejdere til at komme i gang med efter- og videreuddannelse og få blod på tanden. Vi ser en stigning i antallet af kunder på indledende fag, der vender tilbage og køber mere, siger han.
Virksomheder vil have ”en Joe & The Juice”
Gennem de seneste år har Cphbusiness lavet skræddersyede virksomhedsforløb sammen med blandt andet Nykredit, Joe & The Juice, Lagkagehuset, tandlægen.dk, Nature Energy og Wolt.
Og nye virksomheder henvender sig til Cphbusiness for at købe ”en Joe & The Juice”.
– Vores undervisere er dygtige til at sætte sig ind i de unge menneskers situation hos Joe & The Juice, og vi har nye kunder, der vil have et lignende forløb, fordi de har hørt, at man kan fastholde unge medarbejdere via uddannelse, siger Torben Rønler.
Vidste du, at ...
6.500 personer har været tilknyttet forskellige virksomhedsforløb på Cphbusiness i 2023.
Ny uddannelse: Value chain management sætter fokus på bæredygtighed i hele værdikæden
På Cphbusiness Lyngby kan studerende fra august 2024 tage en 3,5-årig professionsbacheloruddannelse i value chain management, der fokuserer på bæredygtighed.

Professionsbacheloruddannelsen i value chain management er for studerende, som vil fordybe sig i, hvordan man skaber værdi for virksomheder – ikke bare økonomisk, men på en lang række områder som fx bæredygtighed og innovation – og hvordan man kan bruge IT og teknologi til at nå det mål.
Sådan beskriver områdechef Michael Huss Svejstrup fra Innovation og Teknologi målgruppen for value chain management. Den videregående uddannelse er den første 3,5-årige uddannelse på Cphbusiness Lyngby og den anden på Cphbusiness som helhed.
Stort behov
Uddannelsen i value chain management er oprettet for at imødegå de behov, Cphbusiness ser hos danske virksomheder. Heriblandt krav om ESG-rapportering.
– Det betyder, at de virksomheder, som vi uddanner til, har et øget fokus på hele værdikædeledelsen og på bæredygtighed. Både det grønne, men også fx produktionsvilkår hos alle de underleverandører, der indgår i værdikæden, siger uddannelsesdirektør Line Louise Hansen og fortsætter:
– De miljømæssige og sociale mål står man som mellemstor virksomhed i Danmark i dag til regnskab for. Ikke blot for sin egen virksomhed, men hele værdikæden.
Passer til bredt læringsmiljø på Cphbusiness Lyngby Gennem syv semestre bliver de studerende klogere på blandt andet forsyningskæder, planlægning, produktionsflow, værdikædeoptimering og forandringsledelse. Uddannelsen trækker på en lang række fagområder, og det gør Cphbusiness Lyngby unikt gearet til at være hjemsted for uddannelsen, fortæller områdechef Michael Huss Svejstrup.
På Cphbusiness Lyngby kan man nemlig studere alt fra multimediedesign, dataanalyse, sportsmanagement og softwareudvikling til innovation og entrepreneurship.
– Når man taler om business og logistik, bæredygtighed, digitalisering og ny teknologi, så dækker det over mange forskellige fagområder. Dem kan vi inddrage, for vi har allerede stor erfaring med dem fra de øvrige uddannelser, siger han.
Finansbachelor vinder
Årets
Cphbusinesspraktik 2022/2023
Finansbachelorstuderende Sofie Møller Rusbjerg og Nykredit, Storkunder København vandt prisen for årets praktikforløb på Cphbusiness.
– Jeg er så glad for at vinde Årets Cphbusinesspraktik.
Det er virkeligt noget, som Nykredit fortjener, fordi de har lagt en kæmpe indsats i mit praktikforløb.
Sådan lød det fra studerende Sofie Møller Rusbjerg fra professionsbacheloruddannelsen finansbachelor, da hun netop havde vundet Årets Cphbusinesspraktik 2022/2023 for sit praktikforløb i Nykredits afdeling for større erhvervskunder i København.
Årets Cphbusinesspraktik hylder det gode praktikforløb, som opstår i matchet mellem praktikant og praktikvirksomhed. I finalen fortalte fem finalister om deres praktik foran en jury på Cphbusiness.
– Det er flot, at en så stor og velrenommeret virksomhed tillader en praktikant at komme ind og bidrage med sin viden og få mulighed for at påvirke, siger jurymedlem Nikolaj Lubanski fra Copenhagen Capacity.
Nykredit: Det er et stort skulderklap
Sofie Møller Rusbjerg vandt Årets Cphbusinesspraktik i konkurrence med flere end 70 studerende fra Cphbusiness, der også havde indstillet deres praktikforløb.
Hos Nykredit var de beærede og stolte over prisen.
– Det er en god nyhed at få, og jeg er selvfølgelig stolt både på Sofies vegne, Nykredits vegne og mine egne. Det er et stort skulderklap for os at få, at hun har haft et godt forløb og har været glad, siger storkunderådgiver Mads Fuglsang fra Nykredit.
Sofie Møller Rusbjerg er efterfølgende blevet fastansat som Assisterende Storkunderådgiver i Nykredit.

Jeg er så glad for at vinde Årets Cphbusinesspraktik. Det er virkeligt noget, som Nykredit fortjener, fordi de har lagt en kæmpe indsats i mit praktikforløb.
Sofie Møller Rusbjerg, finansbachelor
Cphbusiness indvier multifunktionshus i Lyngby
Det nye Cphbusiness Lyngby er officielt indviet, og de åbne læringsmiljøer er fyldt med studerende.
Mandag den 29. januar 2024 klippede borgmester Sofia
Osmani (C) fra Lyngby-Taarbæk Kommune snoren til Fogs nye multifunktionshus på Firskovvej, som Cphbusiness lejer en stor del af.
For enden af snoren stod henholdsvis bestyrelsesformand Charlotte Lundblad fra Cphbusiness og bestyrelsesformand Henning Søgaard fra Johannes Fog A/S.

Moderne læringsmiljø
Det nye Cphbusiness Lyngby byder på åbne læringsmiljøer, hvor der er rig mulighed for at arbejde i større og mindre grupper. Samtidig er der færre klassiske klasselokaler, og det passer godt til Cphbusiness’ pædagogik.
– Vi har gennem flere år bevæget os væk fra den lærercentrerede undervisning, hvor læreren står ved katederet og taler ud i rummet. Vores tilgang til læring er projektog caseorienteret. Det handler først og fremmest om at

få de studerende til at arbejde sammen og pitche for hinanden med vores undervisere i en mere faciliterende rolle, siger rektor Ole Gram-Olesen fra Cphbusiness.
Del af et økosystem
Fogs multifunktionshus byder på mere end blot undervisning. Fogs flagskibsbutik ligger i bygningen, som også huser kollegieboliger og parkeringshus, og Cphbusiness og Fog deles om auditorie, Maker Labs og restaurant. Dermed flytter Cphbusiness ind i et miljø, hvor der er boliger, virksomheder og videregående uddannelser på samme adresse, og hvor man deler kvadratmeter.
– Vi bliver en del af et økosystem, og det kan rykke både de studerende og undervisere i forhold til, hvordan vi tænker fx undervisning og samarbejdet med erhvervslivet, siger områdechef Michael Huss Svejstrup fra Innovation og Teknologi på Cphbusiness.
Samtidig åbner store glasruder indvendigt i bygningen op for udsigt til blandt andet iværksætterfællesskabet Inkubatoren og Maker Labs, så forbipasserende studerende i højere grad bliver opmærksomme på de muligheder.
Undgå de typiske fejl i dit første lederjob

Det kan være en udfordring at blive leder første gang. Især hvis man bliver leder for tidligere kolleger.
– Ledelse er et håndværk, som man kan lære, siger programleder Helene Spliid, der underviser i ledelse.
På Cphbusiness uddanner og taler vi med et utal af nye og erfarne ledere, og Helene Spliid kommer her med syv råd, som nye ledere kan få glæde af.
De syv råd er:
Du er ikke født til at være leder, men du kan lære det
Gå ikke ud fra, at du er født til at være leder. Se i stedet på ledelse som et håndværk, som du kan lære at mestre ved at opsøge og prøve ny viden af. Find ud af, hvad der virker, og hvad der ikke gør.
Beslut dig for, hvem du vil være som leder
Spørg dig selv fx:
▪ Hvordan vil du være som leder?
▪ Hvad vil du være kendt for som leder?
▪ Hvad vil du have, at dine medarbejdere siger om dig?
Find ud af, hvad dine succeskriterier er
Tag dialogen både opad, nedad og til siden i din organisation, når du skal finde ud af, hvad dine succeskriterier er.
Forbered dig på, at du får mindre tid til din faglighed
Som leder skal du bruge tid på at være leder. Derfor får du mindre tid til at pleje og uçdvikle din oprindelige faglighed. Gør op med dig selv, hvordan du vil håndtere den situation.
Få en mentor eller en sparringspartner
Find en, som du trygt kan gå til og sparre med om stort og småt.
Få styr på regler og praktiske opgaver
Der er mange regler og praktiske opgaver, som du skal have styr på som leder. Sørg for hurtigt at få styr på den del, så du kan fokusere på at udvikle dit team og drive virksomheden fremad.
Tilpas din ledelsesstil til den enkelte medarbejder
Du skal behandle dine medarbejdere ens. Men ens betyder ikke, at du skal lede alle dine medarbejdere på den samme måde.
Hør Helene Spliid uddybe de syv råd i videoen her
Forskning, udvikling og innovation
Cphbusiness gennemfører forsknings- og udviklingsprojekter, som skaber ny viden, fremmer udviklingen i erhvervslivet og kvalificerer uddannelser.
Cphbusiness fortsætter arbejdet med at styrke vores forsknings- og udviklingsprojekter. Derfor ansatte vi i 2023 en forskningskonsulent, som skal bidrage til at sikre forskningskvaliteten og understøtte underviserne i deres arbejde med projekterne.
Fra forskning til mikrolæring
En ny måde at formidle Cphbusiness’ forskningsog udviklingsprojekter så dagens lys i året, der gik, da vi omsatte resultaterne fra fem projekter til digitale mikrolæringsforløb.
Mikrolæringsforløbene er interaktive og sætter brugeren i spil. De digitale forløb bliver distribueret direkte til relevante virksomheder og indgår i undervisning på både de videregående fuldtids- og deltidsuddannelser.
Viden direkte i indbakken
En ny distributionskanal til forskningsviden blev prøvet af i form af nyhedsbreve, som praktik- og aftagervirksomheder modtog direkte i indbakken. Indsatsen sikrer, at endnu flere får glæde af den viden, som Cphbusiness skaber gennem forskningsog udviklingsprojekter. Og virksomhederne har reageret positivt.
Initiativet fortsætter i det kommende år, hvor KEA også bliver en del af indsatsen. Derfor rammer videnpakkerne fremover både Cphbusiness’ og KEAs praktikvirksomheder, så omkring 4.000 virksomheder modtager dem.

Samarbejder på tværs
Cphbusiness samarbejder med kolleger fra erhvervsakademisektoren og andre uddannelsesinstitutioner for at styrke forsknings- og udviklingsarbejdet yderligere.
Vi har fx arbejdet sammen med Gate 21 og Hotelog Restaurantskolen. Og samarbejdsindsatserne fortsætter i det kommende år, hvor vi har fået bevilliget forsøgs- og udviklingsmidler gennem Uddannelsesog Forskningsministeriet til et stort AI-projekt sammen med de øvrige syv erhvervsakademier.
Igangværende projekter
▪ Det digitale kundemøde 3.0
▪ Integration af nye sociale medier i SMV’er
▪ Oplevelsesøkonomisk forretningsudvikling
▪ Virksomhed – kend dine AI-værktøjer
▪ Ledelse i det fri
▪ ESG i revisionsbranchen
▪ Værtskab i digitale kommunikationskanaler
▪ AI – etik og metode i kommunikationsprofessionen
▪ AI og bæredygtighedspraksis inden for dagligvarehandlen
▪ Unge medarbejderes udvikling af personlige kompetencer i ejendomsadministrationsbranchen
▪ Bæredygtigt User Experience Design
▪ Mod bæredygtig metodeudvikling og identifikation af stoffer i HPLC: Opbygning af en database og machine learningsmodel til brug i miljøanalyser
▪ Virtuelle assistenter
▪ AI – en del af lederens værktøjskasse
Projekter afsluttet i 2023
▪ A data science holodeck
▪ Immersive Design, Technologies og Experiences
▪ Opstilling og afprøvning af RAD-teknologier
▪ Grøn omstilling – fra sort til grøn virksomhedsadfærd
▪ Ledelse af diversitet på hybridorganiserede arbejdspladser
▪ Fokuseret ledelse af grøn omstilling
▪ Servitization
Tre gange forskning
Få et indblik i tre forskningsprojekter om AI-assistenter, arbejdsopgaver i det fri og grøn omstilling, som Cphbusiness havde fokus på i året, der gik.
Underviserens virtuelle assistent svarer døgnet rundt
Hvordan kan vi integrere generativ kunstig intelligens i vores undervisning? Det spørgsmål blev startskuddet til forskningsprojektet Virtuelle assistenter. Projektet undersøger potentialet i at udvikle chatbotter, der svarer på studerendes spørgsmål til uddannelsens pensum.
Sokrates hjælper studerende på e-handel
Lektor Per Bergfors og lektor Just Kjærgård Pedersen fra Cphbusiness udviklede den første chatbot Sokrates til brug på professionsbacheloruddannelsen i e-handel i efteråret 2023.
Chatbotten blev udviklet med værktøjet fra startupvirksomheden CustomGPT.ai, der gør det muligt at designe sin egen chatbot med afsæt i et udvalgt tekstmateriale og ChatGPT’s sprogmodeller.
– Sokrates er en form for forlængelse af os som undervisere. De spørgsmål, som de studerende normalt ville stille os, kan de nu stille chatbotten. Det betyder, at de kan få kvalificerede svar, selvom de ikke er i undervisningslokalet, så de fx ikke går i stå, når de er i gang med at løse en opgave, siger Per Bergfors.
– Vi oplever en stor wow-effekt hos de studerende. Vi kan følge med i, hvor meget de anvender chatbotten, hvad de spørger om, og hvilke svar de får. De indsigter bruger vi til at justere og evaluere, siger Just Kjærgård Pedersen.
Han tilføjer, at projektet også styrker de studerendes kompetencer inden for brug af generative AI-værktøjer.
Workshops for kolleger
Per Bergfors og Just Kjærgård Pedersen holdt i løbet af året workshops for undervisere og andre ansatte på Cphbusiness om, hvordan de kan udvikle deres egne chatbots.
Flere deltagere har udviklet chatbots, som de bruger i undervisningen, og e-handelsundervisere fra landets andre erhvervsakademier bruger i dag chatbotten Sokrates i deres undervisning.
– Om fem år er det måske mere reglen end undtagelsen, at undervisere har en chatbot, som kan svare ud fra pensum. Det kan man nemt forestille sig, siger Just Kjærgård Pedersen.
– Jeg tror, at den her måde at bruge generativ AI på bliver stor inden for undervisning. Men potentielt også i virksomheder, siger Per Bergfors.
Forskningsprojektet fortsætter til og med juni 2025 og skal skabe en forståelse for, hvordan integrationen af AI-teknologi i undervisningen kan berige læringsprocesser.
Vi oplever en stor wow-effekt hos de studerende.
Just Kjærgård Pedersen, lektor


Jeg tror, at den her måde at bruge generativ AI på bliver stor inden for undervisning.
Per Bergfors, lektor

Få medarbejderne ud i det fri
Mindre stress, bedre relationer og højere effektivitet. Der er meget at hente ved at rykke arbejdsopgaverne ud i det fri. I forskningsprojektet Ledelse i det fri dykker projektleder Helle Haahr Nielsen og projektgruppen ned i de ledelsesmæssige aspekter af at rykke kontorarbejdet udenfor – særligt med fokus på walk and talks.
Læs Helle Haahr Nielsens tre råd til, hvordan ledere skaber en kultur, hvor medarbejderne klarer flere opgaver udendørs.
De tre råd er:
Walk the talk
Når du opfordrer dine medarbejdere til at komme mere udenfor, så husk at gøre det selv. Rykker du dine arbejdsopgaver ud, sætter du et eksempel og skaber legitimitet om det.
Gør det let at komme ud
Du kan fx gøre det muligt at booke et walk and talk-møde i kalenderen, som popper op, når I booker et mødelokale.
Du kan også sørge for, at der er termokrus til at tage med på turen, eller lave en oversigt over gode gåruter og deres længde. Overvej også, hvilke udendørsfaciliteter I har. Er der fx borde og bænke i nærheden til at holde møder?
Følg op og del de gode historier
Det er vigtigt, at medarbejderne kan se idéen i at komme udenfor, og at det faktisk har betydning for både stressniveau, effektivitet og relationer.
Tag derfor udendørsarbejdet op som et fast punkt på fx jeres afdelingsmøder og spørg ind til medarbejdernes oplevelser. Så bliver de gode historier fortalt gennem medarbejderne – og det kan inspirere andre.
Forskningsprojektet Ledelse i det fri løber indtil 30. juni 2024.
Den grønne servicetrappe
Hvordan bliver hoteller mere bæredygtige uden at forringe gæsternes oplevelse? Det er et af de spørgsmål, som forskningsprojektet Grøn omstilling – fra sort til grøn virksomhedsadfærd er dykket ned i.
Projektet sluttede i december 2023 og har undersøgt tilgangen til grøn omstilling og bæredygtighed hos små og mellemstore danske virksomheder i servicesektoren.
Projektgruppen har fx udviklet modellen Den grønne servicetrappe, som hjælper hoteller med at identificere de grønne servicetiltag, som ikke gør gæsterne utilfredse.
– Gæster reagerer ofte negativt, hvis de møder restriktioner. Det handler derfor om at finde de tiltag, hvor gæsten føler sig taget med på råd, og hvor oplevelsen ikke bliver dårligere, siger adjunkt Nille Presskorn fra projektgruppen.
Modellen er en skala over, hvor meget hotellet griber ind i gæstens oplevelse i forskellige situationer, hvor hotellet vil påvirke gæsten i en bæredygtig retning.
Information om et grønt tiltag hører til trappens nedre trin, fordi gæsten ikke påvirkes direkte og måske ikke læser informationen. På trappens øverste trin ligger restriktion, som betyder, at servicetilbud helt fjernes. Fx bacon eller appelsinjuice til morgenmaden.
– De bedste løsninger er dem, hvor gæsten er glad for et grønt tiltag, som dækker et behov på en ny måde. Eller hvor gæsten bliver tilskyndet til at træffe grønne valg og belønnet for det, siger Nille Presskorn.
Tankerne bag den grønne servicetrappe danner grundlag for mikrolæringsforløbet Den grønne gæsterejse og guiden 24 grønne idéer til hoteller, som blev udgivet i 2023.

Model: Den grønne servicetrappe
Studiestartup blev til millionforretning
Der var kort fra tanke til handling, da Oliver Pausgaard og Victor Enemark startede wellnessbrandet Polax på markedsføringsøkonomstudiet. Efter få måneder var de på markedet med transportable isbade.
I december 2022 bestilte Oliver Pausgaard og Victor Enemark vareprøver på transportable isbade hjem. I januar vurderede de kvaliteten af isbadene, og allerede i februar 2023 var de på markedet med det, der skulle blive wellnessbrandet Polax’ første produkt.
– I februar begynder vi at sælge, og i marts tager det rigtig fart, siger Oliver Pausgaard, der studerede på erhvervsakademiuddannelsen markedsføringsøkonom på Cphbusiness med Victor Enemark.
Efterspørgslen var god, for vinterbadning er populært i Danmark, og i udlandet begyndte man at se eksempler på, at isbade i hjemmet gjorde vinterbadning nemmere.
– Fed fornemmelse i kroppen
Victor Enemark var kommet på idéen under sit sabbatår, da han arbejdede som livredder og gusmester i en svømmehal. En lille del af jobbet var daglige sessioner med sauna og afkøling.
– Det gav bare sådan en fed fornemmelse i kroppen, og det var et megafedt afbræk. Folk var glade og i god stemning, siger Victor Enemark.
Efterfølgende pitchede han idéen over for Oliver Pausgaard, der selv har et nært forhold til sundhed gennem fodbold på højt plan, og han var begejstret for idéen.
Salget af isbade tog hurtigt fart, og det skyldes ifølge Oliver Pausgaard, at isbad føles fedt og har en dokumenteret gavnlig virkning.
– Kernen er, at det er evidensbaseret. Folk føler ikke blot, at de får det bedre af det, vi sælger, siger han.
Iværksætterfællesskab var uvurderligt
I foråret 2023 gik Oliver Pausgaard i iværksætterpraktik i egen virksomhed. Det betød, at han kunne give Polax al sin opmærksomhed og arbejdstid.
Polax blev også en del af iværksætterfællesskabet
Inkubatoren, og det har været uvurderligt for den unge virksomhed, som i dag omsætter for millioner.
– Hvis man har lyst til at starte egen virksomhed, så er Inkubatoren det allerbedste sted, man kan gå hen. Det er der ikke nogen tvivl om. Vi havde aldrig været, hvor vi er i dag, hvis vi ikke havde brugt Inkubatoren så meget, siger Oliver Pausgaard.

Hvis man har lyst til at starte egen virksomhed, så er Inkubatoren det allerbedste sted, man kan gå hen.
Oliver Pausgaard, stifter af Polax

Fakta
Oliver Pausgaard, 24 år, stifter af Polax
Victor Enemark, 23 år, stifter af Polax
Markedsføringsøkonomer fra Cphbusiness
Hjemmeside: polax.dk
De nominerede til Undervisningsprisen 2024 er...
Siden 2020 har Uddannelses- og Forskningsministeriet
uddelt Undervisningsprisen til undervisere på videregående uddannelser, som har bidraget med ekstraordinær undervisning.
Af de syv priser, der uddeles hvert år, går én af dem til en underviser på et af landets erhvervsakademier.
I år har kolleger og studerende fra Cphbusiness indsendt i alt 32 indstillinger. Til årskonferencen i maj bliver vinderen afsløret, og det bliver én af disse seks nominerede:
Camilla Hermann
Lektor | Service og Oplevelse
Begrundelse:
Camilla formår at gøre komplekst stof tilgængeligt, samtidig med at hun engagerer de studerende i undervisningen.
Hun er proaktiv i forhold til at prøve nye metoder og didaktikker af i undervisningen, og hun inddrager gerne både resultater fra de forsknings- og udviklingsprojekter, hun har deltaget i, og erfaringer fra erhvervet.
Hanne Bomholdt-Jacobsen
Programleder | Hillerød
Begrundelse:
Hanne er engageret i de studerendes faglige og personlige udvikling, og de studerende beskriver læringsforløbet med en af de store, lokale aktører, Royal Stage, som både motiverende og udfordrende.
Projektet er skabt i et godt kollegialt fællesskab, og resten af teamet og afdelingen har fulgt forløbet tæt og ladet sig inspirere heraf. Faktisk har hele lokalsamfundet fulgt forløbet, og det har kastet stor interesse af sig, hvilket forhåbentlig kan udmønte sig i flere spændende samarbejder og praktikpladser til de studerende.
Nille Presskorn
Adjunkt | Service og Oplevelse
Begrundelse:
Nille er en inspirerende og innovativ underviser, der med humor, leg og højt engagement formidler komplekst stof og skaber en dynamisk og inkluderende læringsoplevelse for alle studerende.
De studerende fremhæver en aktiv undervisning, hvor alle er med. Hun lytter, inddrager og tager sig tid til klassens problemer.
Tine Bork
Adjunkt | Salg og Markedsføring
Begrundelse:
Tine er en engageret underviser, der mestrer at integrere erhvervserfaring med akadamisk viden, samtidig med at hun styrker hver enkelt studerendes faglige og personlige udvikling.
Tine er ydermere en behagelig kollega, der deler sine erfaringer og gerne involverer sine kolleger. Og teamets gode samarbejde kan mærkes af de studerende.
Jon Bertelsen
Lektor | Innovation og Teknologi
Begrundelse:
Jon er en passioneret og inkluderende underviser, der tilpasser sin undervisning til alle studieniveauer, kombinerer dyb faglig viden med innovative pædagogiske metoder og styrker både de studerendes og kollegers udvikling gennem omfattende støtte og engagement.
Signe Kongsgaard
Adjunkt | Innovation og Teknologi
Begrundelse:
Signe er en værdsat underviser i programmering og IT og kendt for sin faglige ekspertise og pædagogiske evner, der skaber engagerende og tilgængelige læringsmiljøer og fremmer de studerendes udvikling.
Maries studieliv faldt i hak på Cphbusiness Hillerød: – Studiemiljøet er helt specielt

Det nære studiemiljø og muligheden for at studere lokalt på Cphbusiness Hillerød var det rigtige for Marie Nydal.
Nogle gange rammer man plet. Det skete for Marie Nydal, da hun trådte ind på Cphbusiness Hillerød for at læse erhvervsakademiuddannelsen markedsføringsøkonom.
– Jeg er født og opvokset i Nordsjælland og vil gerne blive boende her. Så da muligheden for at studere i Hillerød opstod, og uddannelsen endda passede perfekt til mig og mine drømme, greb jeg den, siger 24-årige Marie Nydal.
To år senere kunne hun kalde sig markedsføringsøkonom. Og dagen efter den sidste eksamen landede hun et job som Digital Marketing Manager.
– Følte mig som en del af erhvervsmiljøet
Marie Nydal valgte i første omgang at studere på et universitet i København, men det stod hurtigt klart, at undervisningsformen ikke var den rigtige for hende.
– Jeg havde brug for en uddannelse, der var mindre teoretisk og mere praktisk. For jeg havde svært ved at relatere det, jeg lærte, til virkeligheden. Samtidig var universitetet stort, og som person foretrækker jeg et mindre sted, hvor folk kender hinanden, og jeg ikke bare er én blandt mange, siger hun.
Derfor søgte hun ind på Cphbusiness Hillerød, hvor hun mødte et uddannelsessted, som passede perfekt til hendes ønsker.
– Studiemiljøet er helt specielt. Underviserne kender dit navn, og du er i tæt dialog med dem om opgaver og projekter. Som studerende kom vi hinanden ved. Både på vores eget hold og på tværs af uddannelser, hvilket jeg enormt godt kunne lide, siger hun og fortsætter:

Jeg var overrasket over, hvor godt jeg var klædt på til at gå direkte ind og bidrage.
– Cphbusiness Hillerød ligger i hjertet af byens erhvervsliv, så man taler og samarbejder med en masse virksomheder, som bor lige i nærheden. Jeg følte mig som en del af erhvervsmiljøet og lærte en masse forretningsfolk at kende, allerede inden jeg fik eksamensbeviset.
Klædt på til at bidrage fra dag et Måneden efter Marie Nydal dimitterede, begyndte hun som Digital Marketing Manager i en e-learning-virksomhed.
– Jeg var overrasket over, hvor godt jeg var klædt på til at gå direkte ind og bidrage. Men det var jeg, fordi jeg havde lavet analyser og udarbejdet strategier for mange andre virksomheder i løbet af uddannelsen, forklarer hun.
Maria Nydal, markedsføringsøkonomUddannelser på Cphbusiness
Fuldtidsuddannelser
Erhvervsakademiuddannelser
▪ Datamatiker
▪ Financial controller
▪ Finansøkonom
▪ Handelsøkonom
▪ Laborant
▪ Logistikøkonom
▪ Markedsføringsøkonom
▪ Miljøteknolog
▪ Multimediedesigner
▪ Service- og oplevelsesøkonom
Professionsbacheloruddannelser
▪ Dataanalyse
▪ E-handel
▪ Finansbachelor
▪ Innovation og entrepreneurship
▪ International handel og markedsføring
▪ International hospitality management
▪ Softwareudvikling
▪ Sportsmanagement
▪ Value chain management
▪ Webudvikling
Efter- og videreuddannelser
Akademiuddannelser
• Bæredygtighed og grøn omstilling
• Finansiel rådgivning
• Informationsteknologi
• Innovation
• International transport og logistik
• Kommunikation og formidling
• Ledelse
• Miljøteknologi
• Service og oplevelser
• Salg og markedsføring
• Skatter og afgifter
• Økonomi og ressourcestyring
Diplomuddannelser
▪ Finansiel rådgivning
▪ Ledelse
▪ Salg og markedsføring
▪ Vurdering og ejendomsinvestering

Cphbusiness i tal
Siden Cphbusiness optog sine første studerende i 2012, er organisationen vokset støt til en arbejdsplads for 458 medarbejdere og 6.143 studenterårsværk.
Cphbusiness råder over i alt 23.487 kvadratmeter i København, Lyngby, Hillerød og i Rønne.
I 2023 dimitterede 2.353 personer fra en af Cphbusiness’ fuldtidsuddannelser, og der var 10.899 fagdeltagere på efter- og videreuddannelserne.
2.303 studerende var i praktik hos en af de 1.332 virksomheder, som Cphbusiness samarbejder med. 97% af praktikvirksomhederne var tilfredse med forløbet.
50% af de studerende fik efterfølgende tilbudt studiejob eller anden ansættelse i deres praktikvirksomhed.
I 2023 har 23 forskning- og udviklingsaktiviteter været i gang på Cphbusiness. Heraf er 15 afsluttet. Aktiviteterne har involveret 502 virksomheder og 555 studerende.
Derudover har 4 eksternt finansierede forsknings- og udviklingsaktiviteter været i gang med 2 involverede virksomheder og 52 involverede studerende.
Årets økonomiske
resultat
For 2023 viser årets økonomiske resultat et underskud på 5,3 millioner kroner.
Cphbusiness forventer på baggrund af de organisatoriske tiltag i 2023 balance i økonomien og budgetterer i 2024 med et overskud på 0,1 millioner kroner.
Læs hele Cphbusiness’ årsrapport på cphbusiness.dk

Hoved- og nøgletal 2023
Nansensgade 19
1366 København K
36 15 45 00
kontakt@cphbusiness.dk
cphbusiness.dk
#cphbusiness
#vigørvidentilværdi

