Cphbusiness Årsberetning 2024

Page 1


Tillykke til årets dimittender

Spring ud i det. Om det er for ledelsesgrunden, du gør det, eller for at gøre noget personligt for dig selv, så er det den fedeste tur.

René Madsen

Ledelse

Tillykke til dimittenderne på akademiog diplomuddannelserne

– Ledelse i praksis er et fag, der nærmest burde være obligatorisk for alle, der enten har noget at gøre med oplæring eller medarbejderledelse. For det er så givende.

Sådan siger René Madsen om det første fag på den akademiuddannelse i ledelse på Cphbusiness, han dimitterede fra i begyndelsen af 2025.

Han arbejder i dag som dispatcher i hvidevareproducenten

Miele, hvor han blandt andet fordeler opgaver til 60 kørende teknikere.

– Jeg valgte at tage en akademiuddannelse i ledelse, fordi jeg brænder for at få det bedste ud af mennesker og derfor også ville fylde rygsækken med værktøjer både til det, men også til at forstå, hvorfor ledelsen i virksomheden gør, som den gør, siger René Madsen.

Da han startede uddannelsen på Cphbusiness, var han selv kørende tekniker, og det var blandt andet, fordi han lærte mange nye medarbejdere op, at han blev interesseret i ledelse.

– Jeg ville gerne udvikle mig på det punkt også og lære dem ordentligt op frem for bare at lære dem det, jeg også blev lært, siger han.

Miele støttede René Madsen gennem hele uddannelsen. Blandt andet foreslog hans chef, at han skulle tage uddannelsen på daghold frem for om aftenen efter arbejde, som René Madsen selv havde lagt op til.

Selvom eksamensbeviset er i hus nu, overvejer René Madsen at studere projektledelse efter sommerferien. Hans råd til potentielle studerende inden for ledelse er da også klart:

– Spring ud i det. Om det er for ledelsesgrunden, du gør det, eller for at gøre noget personligt for dig selv, så er det den fedeste tur.

Forskning, udvikling og innovation

Cphbusiness’ forsknings- og udviklingsprojekter skaber ny viden, værktøjer og anbefalinger, der ikke kun er til gavn for os selv, men også for vores studerende og erhvervslivet. I 2024 styrkede Cphbusiness forskningskvaliteten og forskningsformidlingen og understøttede underviserne i deres arbejde med forstudier, projekter og udviklingsarbejde.

Cphbusiness’ forskningsmodel

2024 blev året, hvor Cphbusiness’ forskningsmodel så dagens lys. Forskningsmodellen visualiserer, hvordan vi arbejder med vores forskning, hvorfor vores forskning giver værdi, og hvordan vi som erhvervsakademi er en vigtig samarbejdspartner for andre videregående uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Cphbusiness

Forskningsformidling til gavn for mange I 2024 har der været fokus på at få viden fra forskningsprojekterne i spil gennem ekstern formidling – især til erhvervslivet og de små og mellemstore virksomheder. Flere og flere aftagere modtager vores videnpakker og får på den måde glæde af den viden og de resultater, som vi skaber i vores praksisnære forsknings- og udviklingsprojekter.

Forskningsformidlingen omfatter en bred vifte af formater, herunder videnpakker, artikler i medier, konferenceoplæg, videomateriale og en kommende podcast om bæredygtigt UX-design, som vi lancerer i 2025. Formidlingen er med til at udbrede den forskning, vi laver på Cphbusiness.

Forskningsfestival – et nyt mødested

En række af Cphbusiness’ projektledere på forskningsprojekterne deltog som oplægsholdere på Erhvervsakademiernes Forskningsfestival. Festivalen, som Cphbusiness har spillet en ledende rolle i at arrangere, er et nyt sektorinitiativ under den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn.

Afsluttede projekter i 2024

AI-drevet markedsføring i danske SMV’er

AI-drevet bæredygtighed: integration af kunstig Intelligens i fremtidens bæredygtige initiativer

Bæredygtighed i IT med fokus på software

Digital etik som kompetence

Det digitale kundemøde 3.0

ESG i revisionsbranchen

Integration af nye sociale medier i SMV’er

Ledelse af diversitet på hybridorganiserede arbejdspladser

Ledelse i det fri

Oplevelsesøkonomisk forretningsudvikling

Virksomhed – kend din AI!

Igangværende projekter

AI – en del af lederens værktøjskasse

AI – etik og metode i kommunikationsprofessionen

Bæredygtig oplevelsesudvikling

Bæredygtighed i service- og oplevelsesbranchen

Bæredygtigt User Experience Design

Forbrugerne og finansiel bæredygtighed

Integration af bæredygtighed i virksomheders taktiske markedsføring

Lederens forbundethed i et fleksibelt arbejdsliv

Mod bæredygtig metodeudvikling og identifikation af stoffer i HPLC: opbygning af en database og machine learning-model til brug i miljøanalyser

Sikker ledelse og IT-sikkerhed

Udvikling af AI-moderator

Unge medarbejderes udvikling af personlige kompetencer i ejendomsadministrationsbranchen

Virksomhedsrapportering af biodiversitet og økosystemer under ESG (E4)

Virtuelle assistenter

Værtskab 2.0

Finansbachelor vinder specialpris for praktikforløb i Spar Nord

Finansbachelor Noah Nevado løb med juryens specialpris for sit praktikforløb hos Spar Nord til uddelingen af Årets Erhvervsakademipraktik 2023/2024.

– Det var en rigtig stor oplevelse at være med her. Jeg har været igennem en lang rejse i Spar Nord og også en rejse gennem Cphbusiness. Så jeg er bare glad, ydmyg og taknemmelig.

Sådan lød det fra finansbachelor Noah Nevado fra Spar Nord Helsingør, da han havde modtaget juryens specialpris i forbindelse med Årets Erhvervsakademipraktik 2023/2024 på hotel Scandic CPH Strandpark.

Her mødtes vinderne af praktikpriserne fra Danmarks otte erhvervsakademier for at dyste om publikumsprisen, juryens specialpris og hovedprisen Årets Erhvervsakademipraktik.

Et fint eksempel på livslang læring Formålet med konkurrencen er at sætte fokus på praktik som en central del af erhvervsakademiernes uddannelser,

og det er de studerende selv, der indstiller deres praktikforløb og derigennem giver deres praktikvirksomheder et klap på skulderen.

I valget af Noah Nevados praktikforløb lagde juryen vægt på, at Spar Nord havde været opmærksom på hans kompetencer og interesser.

Juryen bed mærke i, at der var gjort et grundigt forarbejde, inden praktikken blev indgået, og også Noah Nevados baggrund som uddannet pædagog og de kompetencer, der følger med det, blev fremhævet.

– Han har en livssituation, der gør, at han gerne vil skifte karriere. Samtidig har han i sit oplæg fokus på, at han også bruger det, han tidligere har lært, og hans erfaring. På den måde bliver han et fint eksempel på livslang læring, siger uddannelsesdirektør Line Louise Hansen fra Cphbusiness.

De nominerede til Undervisningsprisen 2025 på Cphbusiness

Uddannelses- og Forskningsministeriet sætter fokus på betydningen af god undervisning gennem Undervisningsprisen, som er blevet uddelt siden 2020.

Prisen går til undervisere på de videregående uddannelser, og én af de syv priser går til en underviser på et af landets erhvervsakademier.

På Cphbusiness finder vi hvert år vores lokale vinder, der har muligheden for at blive årets vinder fra erhvervsakademisektoren.

De nominerede var Anne Vesterborg Andersen, Per Gunnar Bergfors, Jes Christiansen, Nina Binnerup Olsson, Hans Fagt og Maria Zoey Sommer, og vinderen blev Maria Zoey Sommer.

Læs mere om prisen og vinderen her.

Anne Vesterborg Andersen

Lektor, Cphbusiness Hillerød

Anne Vesterborg Andersen skaber engagement og fagligt niveau hos de studerende og arbejder målrettet med nye metoder og ny viden. Juryen fremhæver, hvordan hun arbejder med konstruktiv feedback og en dygtig formidling, der sikrer læring på tværs af niveauer. Anne Vesterborg Andersen udmærker sig desuden ved at dele erfaringer og feedback og trække på en solid baggrund fra det private erhvervsliv.

Per Gunnar Bergfors

Lektor, Salg og Markedsføring

Per Gunnar Bergfors er indstillet for sit store engagement og arbejde med AI og ny teknologi. Særligt fremhæves videndeling med både kolleger og studerende samt evnen til at skabe forbindelse mellem teori og praksis. De studerende oplever et højt fagligt niveau og beskriver undervisningen som innovativ og relevant. Per Gunnar Bergfors inspirerer med sit fokus på kritisk refleksion og menneskelighed i undervisningen.

Før projektet blev de studerende ikke klædt på til at være digitale rådgivere, fordi der ikke var modeller og teori, vi kunne undervise dem ud fra. Det er der nu. Det ser jeg som en stor styrke, da vores studerende bliver langt bedre forberedt på den digitale virkelighed, de træder ud i.

Ane Kathrine Dohm Johansen

Projektleder

Økonomi

AI-moderator – fremtiden for dialogbaseret læring

SmartLearning udforsker konstant nye veje inden for uddannelsesteknologi. Et eksempel er udviklingen af The AI Moderator (AIM), som er skabt i et unikt samarbejde mellem et team hos SmartLearning og professor Rupert Wegerif fra det anerkendte Digital Education Futures Initiative (DEFI) ved University of Cambridge. AIM er et AI-drevet værktøj, der er designet til at forbedre og facilitere dialogbaseret læring.

Forskningen viser potentialet

Ph.d.-studerende Bo Yu fra University of Cambridge har via DEFI gennemført omfattende forskning om AIM på fire forskellige uddannelsesinstitutioner i både Kina og England. Forskningen strækker sig fra oktober 2024 til maj 2025 og omfatter over 170 studerende. Fokus er på, hvordan AI kan understøtte pædagogisk dialog og kollaborativ tænkning.

Bo Yus analyse fremhæver AIM’s styrker:

Dialogfacilitering

AI’en opmuntrer til fælles ræsonnement og argumentation.

Metakognitiv støtte

Den holder diskussionen på sporet og koordinerer opgaver.

Emotionel støtte

Den fremmer deltagelse og en positiv tone.

Effektivitet

Den bidrager til en mere effektiv kollaborativ problemløsning.

Rupert Wegerif

Professor, Digital Education Futures Initiative (DEFI), University of Cambridge.

Selvom der blev identificeret områder til forbedring – som AI’ens timing af indgreb og lejlighedsvise hukommelsestab – peger forskningen på, at de problemer kan løses.

De studerendes oplevelse

Fra en indledende skepsis, hvor studerende beskrev AIM som ”lidt klodset”, udviklede oplevelsen sig positivt: AIM blev nu beskrevet som ”overraskende hjælpsom,” den ”udvidede vores tænkning”, ”gjorde os hurtigere”, og en studerende bemærkede endda: ”Det føltes klogere – jeg begyndte at kunne lide det”. At bruge ny teknologi kræver tilvænning, men rummer et stort potentiale.

Fremtiden er dialogbaseret

SmartLearning og DEFI anvender kunstig intelligens til at styrke menneskelig intelligens og dialog. Ved hjælp af AIM kan de studerende lære at uddybe deres egne ræsonnementer og få en respektfuld, nysgerrig tone og attitude, som også kan forbedre dialog, empati og gensidig forståelse uden for uddannelsessammenhæng.

Erhvervsakademi København

– går snart i luften

I juli 2025 bliver Cphbusiness og KEA til EK – Erhvervsakademi København. Dermed er det nye kraftcenter for regionens erhverv og unge en realitet, og Uddannelsesdanmark har fået en stærk spiller, som for alvor kan sætte erhvervsakademierne på dagsordenen i samfundet som helhed.

Bag etableringen ligger mange måneders intensivt arbejde i og på tværs af de to organisationer, som har involveret flere og flere ledere og medarbejdere. Sammenlægningen er blevet vel modtaget, og alle lærer næsten dagligt nye kolleger at kende.

Desuden har der været holdt tre velbesøgte kulturworkshops, hvor både medarbejdere og studerende har haft mulighed for at deltage.

Samtidig er der etableret et interim-samarbejdsudvalg, som dels er ved at forberede den kommende samarbejdsorganisation, dels er det centrale dialogforum, når rammer og vilkår for det kommende arbejdsfællesskab skal fastlægges. Her spænder emnerne fra sundhed og trivsel over løn til arbejdstid og fleksibilitet.

Vi lægger meget engagement og energi i sammenlægningen og glæder os til lige om hjørnet at være en del af Erhvervsakademi København.

EK – Erhvervsakademi København

Fuldtidsstuderende 10.000

Studerende på deltid 15.000

Medarbejdere 900

Omsætning 900 millioner

Fuldtidsuddannelser 44

Deltidsuddannelser 25

Uddannelsesområder

Finans

Digital

Handel og markedsføring

Design og oplevelse

Byggeri, energi og installation

Teknik og miljø

Ledelse, HR, kommunikation, bæredygtighed og retail

Cphbusiness i tal

Siden Cphbusiness optog sine første studerende i 2012, er organisationen vokset støt til en arbejdsplads for 437 medarbejdere og 5.966 studenterårsværk.

Cphbusiness råder over i alt 26.458 kvadratmeter i København, Lyngby, Hillerød og Rønne.

I 2024 dimitterede 2.109 personer fra en af Cphbusiness’ fuldtidsuddannelser, og der var 9.295 fagdeltagere på efter- og videreuddannelserne.

2.063 studerende var i praktik hos en af de 1.361 virksomheder, som Cphbusiness samarbejder med. 98% af praktikvirksomhederne var tilfredse med forløbet.

52% af de studerende fik efterfølgende tilbudt studiejob eller anden ansættelse i deres praktikvirksomhed.

I 2024 har 26 forsknings- og udviklingsaktiviteter været i gang på Cphbusiness. Heraf er 14 afsluttet. Aktiviteterne har involveret 150 virksomheder og 614 studerende.

Derudover har 3 eksternt finansierede forsknings- og udviklingsaktiviteter været i gang med 23 involverede virksomheder og 57 involverede studerende.

Nansensgade 19

1366 København K

36 15 45 00

kontakt@cphbusiness.dk cphbusiness.dk #cphbusiness

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.