Fleksguld der aldrig får chancen

Vi er nogen, der kan huske, hvordan daværende socialdemokratiske socialminister Karen Jespersen på det nærmeste blev til grin, da hun i midten af 90’erne introducerede fleksjob og forudsagde, at der var potentiale for op til 30.000 fleksjob. I dag er der ca. 92.000 i fleksjob. Fleksjob er uden sammenligning den mest succesfulde beskæftigelsesordning vi har, når det kommer til at understøtte muligheden for, at mennesker med cerebral parese og andre handicap får fodfæste på arbejdsmarkedet. Og faktisk er det også lykkedes – på trods af manges spådomme om det modsatte – at få mange i beskæftigelse i de såkaldt minifleksjob, hvor den ansatte kun arbejder ganske få timer om ugen.

Men ingen træer vokser ind i himlen. Der visiteres flere til fleksjob, end det lykkes at finde arbejde til. Ledigheden blandt visiterede til fleksjob er tårnhøj, sammenlignet med ledigheden generelt. Hele 12% af de visiterede til fleksjob er ledige. Det er 4-5 gange så højt, som den generelle ledighed, der er på 2,5 %.

Instinktivt tror jeg vi er mange der tænker, at det formentlig er begrundet i de ledige fleksjobberes uddannelsesbaggrund. Men nej. En netop offentliggjort rapport fra AE Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at over halvdelen (ca. 55 %) af de ledige fleksjobbere visiteret i 2022, har en kompetencegivende uddannelse – enten en erhvervsuddannelse (35 %) eller en videregående uddannelse (19 %). Ydermere viser analysen fra AE, at 1700 af de ledige fleksjobbere har en uddannelse som sygeplejerske, SOSU, folkeskolelærer eller pædagog – erhvervsgrupper, som samfundet skriger på.

Det er jo ikke til diskussion, at de mennesker vi taler om her, har særlige behov, der skal tages hensyn til og forudsætter tilpasninger på arbejdspladserne. Det er derfor de er visiteret til et fleksjob. Men det overrasker mig – og det skræmmer mig også lidt – at vi stadig har et arbejdsmarked, som er så konformt, at det tilsyneladende lader guld ”flyde i gaderne”, frem for at finde fleksible veje ind på de arbejdspladser, som skriger, så meget på arbejdskraft, at store dele af den politiske dagsorden handler om øget arbejdsudbud.

Derfor står vi stadig med en enorm opdragelsesopgave overfor dem der ansætter. For kort tid siden lærte vi, at en kørestol i sig selv, giver 50 % mindre chance for at blive kaldt til jobsamtale – og nu lærer vi, at vi hellere lader arbejdspladsen stå tom, frem for at ansætte højt kvalificeret arbejdskraft, med særlige behov. Arbejdskraften er der, men den diversitet og rummelighed arbejdsmarkedet viser på andre områder, savner jeg at se i forhold til mennesker med en funktionsnedsættelse.

Pia Allerslev, Landsformand i CP Danmark