
2 minute read
Digital umyndiggørelse og forskelsbehandling
from CP INDBLIK 2 - 2023
by CP Danmark
I CP Danmark har vi erfaret at flere har haft problemer med at få scannet deres ansigt, fordi de ikke kan holde hovedet stille. Nogle der har oplevet udfordringen på egen krop, er familien Pedersen i Middelfart.
Problemet opstod da Hanne Pedersen for nylig fik en sms-besked, der fortalte, at en af hendes MitID apps var midlertidig spærret og hun skulle fjerne ’jailbreak’ for at låse op. Appen var samtidig adgang til hendes søns MitID, så hun kontaktede straks MitID da hun fandt ordlyden mistænkelig. Her fortalte en servicemedarbejder, at appen skulle afinstalleres og telefonen bringes tilbage til fabriksindstilling.
Advertisement
Hanne måtte have hjælp fra det lokale it-apotek til at følge anvisningen, der således blev klaret i fællesskab. Teknikeren forsøgte mange ting for at genaktivere MitID. Udfordringen kom for alvor da hendes voksne søn Jannik, der er tilføjet som bruger men registreret med eget ID, skulle genaktivere sit MitID.
Hans pas blev scannet, men ved den næste kommando, ’scan dit billede’, går det galt. For Jannick, der har et handicap, som gradvist er blevet værre med årene, kan ikke leve op til kravene for at få godkendt billedet.
Jannik kan hverken holde hovedet lige, lukke munden eller kigge ligeud. Det dur bare ikke, kan Hanne konstatere efter at alle tænkelige muligheder er forsøgt for at få taget et brugbart billede. De kører derefter til borgerservice for at få hjælp, men her er beskeden, at Hanne skal søge en digital fuldmagt via borger.dk.
Efterfølgende har hun henvendt sig flere steder for at få løst problemet, men selv om der er stor forståelse for problematikken er der ingen, hverken i bank eller kommune, der er i stand til at hjælpe familien. Heller ikke en henvendelse til MitID har bidraget med en løsning. Tværtimod. Alle steder bliver hun vejledt til at etablere en digital fuldmagt, men det er Hanne ikke tilfreds med.
- Det er diskrimination og ren forskelsbehandling, der vil umyndiggøre Jannik, og det vil vi ikke finde os i, for en digital fuldmagt åbner kun adgang til det offentlige, ikke til private udbydere, pengeinstitutter m.v. fremhæver Hanne Pedersen, der mener, at det er et kæmpe problem, som mange andre også vil opleve.
Redaktionen har henvendt sig til Digitaliseringsstyrelsen, der ikke kan give nogen konkret løsning på problemet, men fremhæver, at MitID er personligt og svarer til en underskrift, som man altid kan få hjælp til på Borgerservice.
- Og det er helt uacceptabelt, mener Hanne Pedersen, der har tænkt sig at gå videre med sagen.
Historien understreger blot, hvor sårbar digitaliseringen gør personer, der er særlig udfordret, og samtidig hvor vigtigt det er at have adgang til MitID.
Fjordcentret tilbyder beskyttet beskæftigelse § 103
”Vi kan – vi vil – vi gør sammen”
Meningsfuldt arbejdstilbud

Fjordcentret tilbyder et aktivt og kreativt arbejdstilbud med fokus på meningsfulde arbejdsopgaver og udvikling af kompetencer.
Dagligdagen bærer præg af at ligne en arbejdsplads, hvor den enkelte bruger får mulighed for at udnytte og udvikle sine kompetencer, interesser og færdigheder.
I samarbejde med borgeren planlægger vi en arbejdsdag, der giver både mening og en følelse af at kunne bidrage og udføre en værdifuld indsats i hverdagen.
Fjordcentret er for alle voksne med funktionsnedsættelser. Vi har både pædagogisk og sundhedsfagligt personale, og hjælper gerne mennesker med mange forskellige behov og udfordringer.
Nogle af vores jobmæssige aktiviteter:
* Køkkenarbejde i vores storkøkken.
* Udbringning af mad.
* Udgivelse af Fjordstjernenyt.
* Have- og pedelarbejde.
* Produktionsarbejde.
* Vedligeholdelse og reparation af ting.
* Vask af tøj i vores vaskeri.
* Rengøring.
* Sortering af affald.
* Postomdeling.
Vi vil løbende udvikle og udvide vores tilbud i forhold til vores borgeres evner og interesser.