De overvågede tager ordet

Under debatten om efterretningstjenesten fandt flere af ofrene for overvågningen sammen i PETkomitéen. Her samledes en kreds af bekymrede borgere fra mange forskellige sider i det danske samfund, og komitéen var med til at opbygge det politiske pres, der i 1999 førte til nedsættelsen af PET-kommissionen.

De overvågede tager ordet

I 1999 vedtog Folketinget en lov om nedsættelse af en kommission til undersøgelse af Politiets Efterretningstjenestes (PET’s) virksomhed fra 1945 til 1989. Et væsentligt punkt for kommissionen var at undersøge, hvorvidt PET i perioden 196889 uden lovligt grundlag havde overvåget danske statsborgere.

I år kom så endelig PET-kommissionens beretning.

10 år er gået, og 70 millioner kroner har det kostet.

4.600 sider er skrevet.

Mens PET-kommissionen har nedlagt sig selv, så findes PET-komitéen endnu. Komitéens kritik mod rapporten blev fremsat samlet første gang på en offentlig høring i august 2009 med titlen »De overvågede tager ordet«. Denne bog indeholder, i en lidt mere udførlig form end de oprindeligt blev forelagt på høringen, de indlæg, der kom frem – fra 15 personer, som har taget sig af hver sit tema i beretningen.

ISBN 87-7887-828-4

9 788778 878281

Frydenlund

De overvaagede tager ordet.indd 2

12-10-2009 14:40:32

De overv책gede tager ordet

De overvaagede tager ordet.indd 1

12-10-2009 14:40:32

De overvaagede tager ordet.indd 2

12-10-2009 14:40:32

De overv책gede tager ordet

Frydenlund

De overvaagede tager ordet.indd 3

12-10-2009 14:40:32

De overvågede tager ordet 1. udgave, 1. oplag, 2009 © Forfatterne og Frydenlund ISBN 978-87-7887-828-1 Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Grafisk produktion: Pozkal, Polen

Bogens udgivelse er støttet af HK Grafisk Almenvelgørende Fond, 3F LPSF, Græsrodsfonden, 3F TLB-Århus, 1. Maj Fonden, SL, Rød Fond, LFS, 3F Kastrup, TIB, Afd. 27

Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Hyskenstræde 10 DK-1207 København K tlf. 3393 2212 · fax 3393 2412 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk

De overvaagede tager ordet.indd 4

12-10-2009 14:40:32

5

Indhold

Forord

7

Indledning

9

Søren Søndergaard: PET-kommissionens tilblivelse

11

Poul Smidt: Om PET’s arbejde – og PET-kommissionens

18

Line Barfod: Er Folketingets spørgsmål besvaret i PET-kommissionens beretning? 26 Preben Wilhjelm: Regeringserklæringen af 30. september 1968 Poul-Henrik Jensen: PET og fagbevægelsen

51

Anton Nielsen: PET’s overvågning af DKP 1945-1989

De overvaagede tager ordet.indd 5

34

61

12-10-2009 14:40:32

6

Anker Schjerning: PET og fredsbevægelserne

74

Michael Voss: SAP og det politiske politi

82

Petter Sommerfelt: PET’s overvågning af Vietnamkrigsmodstandere Tom Vilmer Paamand: Det glade anarki – og statens provokationer Jens-Peter Bonde: PET og EF-modstanden

87

96

102

Gorm Gunnarsen: PET’s overvågning af Sydafrika-komitéen 108 Morten Thing: PET og de politiske fløje. Har PET haft begge øjne åbne?

Ole S.D. Hansen: Norske tilstande

De overvaagede tager ordet.indd 6

113

118

12-10-2009 14:40:32

7

Derfor denne bog

B

eretningen i juni 2009 fra PET-kommissionen er omfangsrig (4.600 sider) og dyr (70 millioner kr.). Det tog 9-10 år at skrive den. Den fortjener en seriøs behandling.

Men hvem får læst 4.600 sider? I hvert fald ikke travle journalister.

Med få undtagelser er det da også gået som forventet: 2-3 dages omtale baseret på løsrevne citater fra sammendraget.

PET-komiteen – en kreds af bekymrede borgere fra mange forskellige sider i det danske samfund, som allerede i 1998 fandt sammen i kravet om en uvildig undersøgelse af den stribe af afsløringer, som kom for dagen det år – besluttede at dele opgaven på 15 personer, som tog sig af hver sit tema i beretningen.

Da det viste sig, at ingen af de overvågede og registrerede partier, foreninger, organisationer og personer var blevet indkaldt og hørt af Kommissionen, fandt vi det oplagt ud over vurderinger af beretningens behandling af mere generelle spørgsmål at lade repræsentanter for de overvågede komme til orde, så der blev tegnet et bredere billede af virkeligheden end det, som fremgår af de stadig eksisterende rester af PET’s arkiver.

De overvaagede tager ordet.indd 7

12-10-2009 14:40:33

8

Det resulterede i et offentligt seminar mandag den 17. august 2009 hos 3F LAGER, POST og SERVICE i København. Indlæggene offentliggøres hermed i en lidt mere udførlig form end de oprindelig blev forelagt på seminaret.

Bjørn Elmquist

De overvaagede tager ordet.indd 8

12-10-2009 14:40:33

9

Indledning

I

1999 vedtog den daværende Nyrup-regering – med tilslutning fra SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Kristeligt Folkeparti – en lov om nedsættelse af en kommission til undersøgelse af Politiets Efterretningstjenestes (PET’s) virksomhed fra 1945 til 1989. Som et særligt område skulle kommissionen vurdere, om denne virksomhed i perioden fra 1968-89 »er udøvet i overensstemmelse med de regler og retningslinjer, som har været fastsat af Folketinget eller regeringen«.

Bogen her handler om PET og PET-kommissionens redegørelse.

Baggrunden for nedsættelse af kommissionen var et års forudgående, intens debat om PET, en debat, der havde sit udspring i tre tvudsendelser fra maj 1998. Programmerne afslørede, hvordan PET i mange år havde overvåget og registreret almindelige mennesker, der var kommet i søgelyset ved at deltage i fuldt lovlige politiske aktiviteter. Sagen var dybt alvorlig. Den praksis, der blev afsløret, var i direkte strid med en regeringserklæring fra 1968, der slog fast, at registrering ikke længere måtte finde sted »alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed«. Selvom skiftende regeringer har henvist til erklæringen over for Folketinget, så ved vi i dag, at PET har arbejdet efter andre, interne retningslinjer, der ikke udelukkede en sådan registrering.

Under debatten om efterretningstjenesten fandt flere af ofrene for overvågningen sammen i PET-komitéen. Her samledes en række fagforeninger, politiske partier, solidaritetsorganisationer og enkeltpersoner om at kræve en undersøgelse af PET. Komitéen var med til at

De overvaagede tager ordet.indd 9

12-10-2009 14:40:33

1 0

opbygge det politiske pres, der i 1999 førte til nedsættelsen af PETkommissionen, og efterfølgende har PET-komitéen presset på for mere åbenhed i kommissionens arbejde.

I år kom den så endelig, PET-kommissionens beretning. Ti år og 70 millioner kroner senere er det spørgsmålet, om den har været pengene og ventetiden værd. Den 4.600 sider lange redegørelse giver ganske vist et indblik i PET’s arbejdsformer og omfanget af dem, samt i tjenestens måde at forstå verden på, men redegørelsen frikender i det store hele tjenesten og de ansvarlige ministre for den omstridte og omfattende registrering.

Mens PET-kommissionen har nedlagt sig selv ved afleveringen af sin beretning, så findes PET-komitéen endnu. Komitéen har gransket beretningen og påpeget en lang række kritikpunkter. Komitéens kritik blev fremsat samlet første gang på den tæt pakkede offentlige høring »De overvågede tager ordet«. Denne bog indeholder de kritiske bidrag fra oplægsholdere på høringen. Det er derfor håbet, at bogen vil medvirke til at give et fuldkomment billede, når historien om PET’s virksomhed under den kolde krig overleveres til næste generation.

PET’s overvågning i den undersøgte periode har altovervejende haft venstrefløjen i fokus. Det afspejles naturligvis i ‘de overvågede’, der her kommer til orde. Den tidsmæssige afgrænsning af redegørelsen betyder desuden, at der er et generationsmæssigt sammenfald blandt bidragyderne. Det kan give en grad af indforståethed i de enkelte bidrag og bidragene imellem. Forlaget har valgt at betragte bogen som en debatbog og har derfor ikke udstyret den med fodnoter og ordforklaringer. Det er imidlertid ikke vanskeligt at finde oplysninger om organisationer, fænomener, begivenheder m.v., f.eks. på nettet.

De overvaagede tager ordet.indd 10

12-10-2009 14:40:33

11

Søren Søndergaard

PET-kommissionens tilblivelse Søren Søndergaard, f. 1955. Sekretær for Socialistisk Arbejderparti 1983-88, MF for Enhedslisten 1994-2005.

MEP fra 2007 for Folkebevægelsen mod EU.

D

en 1. og 3. marts 1998 bragte TV 2 to dokumentarprogrammer om Politiets Efterretningstjeneste, som vakte stor opsigt. Årsagen var først og fremmest, at der for åben skærm optrådte en person, som fortalte om sin fortid som agent for PET, og om hvordan han havde overvåget og videregivet oplysninger til PET om lovlig politisk virksomhed. F.eks. ved at kopiere navnene på folk, som på gader og stræder skrev under på Socialistisk Arbejderpartis ret til at opstille til folketingsvalg.

Mødet med en agent Personligt lærte jeg Anders Nørgaard at kende på en SAP-sommerlejr på Samsø i begyndelsen af 1980’erne.

Allerede dengang studsede jeg over ham. Som helt nyt medlem havde han meldt sig til den sidste uge af sommerlejren, hvor emnet var nogle rimeligt ‘langhårede’ dokumenter (både indholdsmæssigt og længdemæssigt) til den kommende verdenskongres i SAP’s internationale organisation.

Alligevel virkede det ikke, som om diskussionerne overhovedet interesserede ham. Han brugte i stedet sin erfaring som kok til at lave

De overvaagede tager ordet.indd 11

12-10-2009 14:40:33

1 2

Sø ren Sø nderg aard

noget fantastisk mad. Den lå i hvert fald en del over vanlig standard på den ræverøde venstrefløj og gjorde ham bestemt ikke upopulær. Men lidt underligt var det alligevel.

Det var det også, at han derefter – fortsat uden at blande sig i de politiske diskussioner – begyndte at komme dagligt på SAP’s landskontor på Blegdamsvej, hvor han påtog sig ansvaret for den administrative side af vores udgivelsesvirksomhed. En post med adgang til diverse adressekartoteker og med egen nøgle og dermed også adgang til at komme og gå, som det passede ham.

Og så efter et par år var han væk. Fra den ene dag til den anden.

Det er klart, at nogle af os snakkede om det. Også fordi vi udmærket kendte til PET’s interesse for vores parti. F.eks. havde en lærer på Nordsamsø Efterskole fortalt os, hvordan to PET-folk fra Århus var kommet til Samsø og havde bedt forstanderen om ikke at leje skolen ud til vores – helt offentligt tilgængelige – sommerlejr. Et forsøg, som i hvert fald ved dén lejlighed slog fejl.

Som organisation havde vi imidlertid den klare linje, at vi ikke ville bruge tid på at forsøge at forhindre PET’s overvågning. Vores mål var at opbygge et demokratisk og åbent parti for almindelige mennesker, som ønskede en grundlæggende samfundsforandring. Der var intet af det, vi lavede, som vi ikke kunne stå ved. Og vi vidste, at enhver tendens til at begynde at lege gemmeleg med PET (dæknavne, hemmelig kontor-adresse, intern spion-jagt m.v.) kun ville få os til at fremstå, som om vi havde noget at skjule.

Næste gang jeg mødte Anders Nørgaard, var en række år senere, hvor jeg skulle tale på et møde på Helsingør Bibliotek. På vej ind mødte jeg ham på trappen. Men på trods af, at vi havde gået op og ned ad hinanden på SAP’s kontor i flere år, så slog han øjnene ned og skyndte sig væk. Min mistanke blev i hvert fald bekræftet.

Så da Miki Mistrati og Søren Steen Jespersen i efteråret 1997 opsøgte mit kontor på Christiansborg som en del af deres research til de nævnte udsendelser om PET, så gav jeg dem et navn, som jeg syntes de skulle kigge nærmere på.

De overvaagede tager ordet.indd 12

12-10-2009 14:40:33

P E T- ko m m issi on en s ti l bl iv el se

13

Justitsminister i knibe Men Anders Nørgaard var ikke den eneste opsigtsvækkende i de to udsendelser. En anden var Frede Farmand, som fortalte, at han var blevet hyret af PET til at båndoptage et møde om det kurdiske spørgsmål arrangeret af LO-Århus samt efterfølgende at aflevere en rapport med navne og adresser på relevante deltagere.

Når den sag blev så spektakulær, skyldtes det ikke mindst, at selveste justitsminister Frank Jensen før udsendelsen personligt havde forsøgt at tage luften ud af historien. Da PET briefede ham om, at historien var på vej, indkaldte han til hastemøde i Det parlamentariske Kontroludvalg, hvor han orienterede om, at PET havde overvåget det pågældende møde, men at det havde vist sig uden interesse, og at materialet derfor straks var blevet tilintetgjort. Samtidig fik mødedeltagerne et notat, som mod enhver sædvane ikke var stemplet fortroligt.

Da oplysningerne alligevel ikke havnede i pressen, kontaktede Frank Jensen selv Berlingske Tidende og fik dem til at skrive historien samme morgen, som den første udsendelse blev bragt om aftenen.

Luften skulle tydeligvis tages ud af aftenens afsløring af, at PET havde overvåget et lovligt politisk møde arrangeret af en af Danmarks største bevægelser, nemlig fagbevægelsen.

Hvad Frank Jensen og PET imidlertid ikke vidste, var, at der i udsendelsen blev bragt en båndet telefonsamtale mellem Frede Farmand og en PET-medarbejder i Århus, som afslørede, at materialet bestemt ikke var slettet.

Denne pinlige sag dokumenterede, at der i ‘Bermuda-trekanten’ mellem Justitsministeriet, PET-centralt og PET-lokalt var mindst én instans, som var villig til at lyve lodret for at dække over sandheden.

Og for pressen og for offentligheden blev det en anskuelsesundervisning i, at man ikke engang kunne stole på landets justitsminister i denne sag.

Det var jo en kedelig historie. Især fordi den kom frem midt i valgkampen, idet der var udskrevet folketingsvalg til afholdelse den 11. marts. I et forsøg på at lukke historien lovede statsministeren, Poul Nyrup Rasmussen, derfor, at »hver en sten vil blive vendt«.

De overvaagede tager ordet.indd 13

12-10-2009 14:40:33

1 4

Sø ren Sø nderg aard

Justitsminister i knibe Men Anders Nørgaard var ikke den eneste opsigtsvækkende i de to udsendelser. En anden var Frede Farmand, som fortalte, at han var blevet hyret af PET til at båndoptage et møde om det kurdiske spørgsmål arrangeret af LO-Århus samt efterfølgende at aflevere en rapport med navne og adresser på relevante deltagere.

Når den sag blev så spektakulær, skyldtes det ikke mindst, at selveste justitsminister Frank Jensen før udsendelsen personligt havde forsøgt at tage luften ud af historien. Da PET briefede ham om, at historien var på vej, indkaldte han til hastemøde i Det parlamentariske Kontroludvalg, hvor han orienterede om, at PET havde overvåget det pågældende møde, men at det havde vist sig uden interesse, og at materialet derfor straks var blevet tilintetgjort. Samtidig fik mødedeltagerne et notat, som mod enhver sædvane ikke var stemplet fortroligt.

Da oplysningerne alligevel ikke havnede i pressen, kontaktede Frank Jensen selv Berlingske Tidende og fik dem til at skrive historien samme morgen, som den første udsendelse blev bragt om aftenen.

Luften skulle tydeligvis tages ud af aftenens afsløring af, at PET havde overvåget et lovligt politisk møde arrangeret af en af Danmarks største bevægelser, nemlig fagbevægelsen.

Hvad Frank Jensen og PET imidlertid ikke vidste, var, at der i udsendelsen blev bragt en båndet telefonsamtale mellem Frede Farmand og en PET-medarbejder i Århus, som afslørede, at materialet bestemt ikke var slettet.

Denne pinlige sag dokumenterede, at der i ‘Bermuda-trekanten’ mellem Justitsministeriet, PET-centralt og PET-lokalt var mindst én instans, som var villig til at lyve lodret for at dække over sandheden.

Og for pressen og for offentligheden blev det en anskuelsesundervisning i, at man ikke engang kunne stole på landets justitsminister i denne sag.

Det var jo en kedelig historie. Især fordi den kom frem midt i valgkampen, idet der var udskrevet folketingsvalg til afholdelse den 11. marts. I et forsøg på at lukke historien lovede statsministeren, Poul Nyrup Rasmussen, derfor, at »hver en sten vil blive vendt«.

De overvaagede tager ordet.indd 14

12-10-2009 14:40:34

P E T- ko m m issi on en s ti l bl iv el se

15

Konkret bad justitsministeren PET om at lave en redegørelse, som skulle ligge færdig den 1. april 1998. Blandt andet derfor fik den øgenavnet 1. april-redegørelsen. Men også pga. indholdet, som overhovedet ikke levede op til den grundige redegørelse, som justitsministeren havde stillet i udsigt før valget.

En redegørelse med ubesvarede spørgsmål Alligevel er det interessant, at redegørelsen langt hen ad vejen måtte bekræfte Anders Nørgaards afsløringer og på intet punkt kunne påvise, at han har talt usandt. Af redegørelsen fremgik det også, at PET helt frem til 1985 ikke mente, at deres arbejdskartoteker var omfattet af regeringserklæringen fra 1968 om ikke at registrere personer alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed, og at Schlüter-regeringens sikkerhedsudvalg efter tiltrædelsen i 1982 i al hemmelighed gav PET nye beføjelser, som yderligere undergravede 1968-erklæringen.

PET’s redegørelse gav således anledning til flere spørgsmål, end den besvarede. Dette blev kritiseret af store dele af pressen, som krævede en uvildig undersøgelse. I Folketinget begyndte der at blive stillet byger af spørgsmål, som justitsministeren tydeligvis havde svært ved at finde ud af, hvad han skulle gøre ved.

Alligevel afviste Frank Jensen fortsat kravet om en uvildig undersøgelse, men åbnede op for at genoverveje sin holdning, »hvis der skulle fremkomme nye oplysninger«.

Nye oplysninger Dem behøvede han ikke vente længe på. Den 12. maj udsendte Anders Nørgaard en redegørelse med nye afsløringer. Bl.a. af at PET havde sat ham til at rapportere fra beboermøder om Nørrebros fremtid, og af at han skulle infiltrere Sydafrika-komitéerne, som førte kampagne mod apartheid-regimet.

De overvaagede tager ordet.indd 15

12-10-2009 14:40:34

1 6

Sø ren Sø nderg aard

Og få dage efter – den 17. maj – bragte TV 2 så den tredje udsendelse om PET. Den viste blandt andet, hvordan PET i 1992 havde bedt Frede Farmand aflytte Rigspolitiets Rejsehold, hvordan PET overvågede og registrerede medlemmer af ungdomsorganisationen Rebel med konkrete konsekvenser for enkeltmedlemmer, og hvordan PET så sent som i marts 1998, dvs. få måneder forinden, uden tilladelse fra justitsministeren havde forsøgt at hyre en civilagent til at infiltrere og provokere i Solidaritetshuset på Nørrebro.

Men heller ikke det fik Frank Jensen og hans ministerium til at skifte mening. Det var også en af grundene til, at bl.a. SF’s daværende formand, Holger K. Nielsen, og undertegnede tog initiativ til PETkomitéen, som blev stiftet på et møde den 4. juni 1998 med det formål at holde regeringen fast på statsministerens løfte om, at hver en sten skulle blive vendt.

Tingene ændrer sig Justitsministerens afvisning af en uvildig undersøgelse holdt frem til den 24. august 1998. Her afholdt han et pressemøde for at fortælle, at der var fundet en instruks i PET’s aktiver, hvoraf det fremgik, at PET’s daværende chef, Arne Nielsen, i december 1968, dvs. få måneder efter regeringserklæringen om at stoppe registrering alene på grundlag af lovlig politisk aktivitet, gav ordre til, at registreringen af ledende medlemmer af en række venstrefløjsorganisationer skulle fortsætte, også selv om de kun var kendt for lovlig politisk aktivitet.

Frank Jensen kalder nu PET’s opførsel »i lodret modstrid« med de gældende regler, hvilket rejser spørgsmålet, om PET havde opereret som – med Frank Jensens ord – »en stat i staten«.

Frank Jensen bakkes op af de radikales Niels Helveg-Petersen. Han kalder Arne Nielsens instruks i »klar modstrid« med regeringserklæringen og tilføjer: »Hvis PET-instruksen var dukket op dengang, kunne vi have fået en fuldblods regeringskrise. Ingen radikale ministre kunne have holdt til at forsvare den«.

De overvaagede tager ordet.indd 16

12-10-2009 14:40:34

P E T- ko m m issi on en s ti l bl iv el se

17

Og der kom mere: Den 23. oktober 1998 kunne Jyllands-Posten bringe et uddrag af en dagbog tilhørende forhenværende justitsminister i VKR-regeringen Knud Thestrup. Den fortæller, at store dele af de personregistreringer, som skulle tilintetgøres som følge af regeringserklæringen fra 1968, forinden var blevet mikrofotograferet og bragt til den danske ambassade i Washington D.C. På den baggrund var der ikke rigtig nogen vej tilbage. Efter godt et år med afsløringer og debat om PET’s virksomhed vedtog et flertal i Folketinget i maj 1999 loven om nedsættelse af en kommission til undersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste.

Dengang: en glad mand. I dag en klogere mand Som afslutning vil jeg sige, at den dag i maj 1999 var jeg glad. Ikke lalleglad, for der var desværre flere af de krav, som vi fra PET-komitéen havde stillet til undersøgelsen, som ikke var kommet igennem. Men glad over, at der trods alt kom en undersøgelse i Danmark, som forhåbentlig ville leve op til samme kvalitet som den norske og den svenske undersøgelse om samme emne.

Men dengang vidste jeg jo også mindre end i dag.

Jeg vidste f.eks. ikke, at PET – da de i december 1997 fik nys om, at afsløringerne fra Anders Nørgaard var på vej – gik i gang med at slette store mængder dokumentationsmateriale. Måske – måske ikke – på direkte ordre fra landets justitsminister, Frank Jensen.

Jeg vidste f.eks. ikke – og forestillede mig heller ikke – at en kommission kunne sidde i ti år og bruge 70 millioner kroner af skatteydernes penge uden at snakke med de folk, som PET overvågede, og som kommissionen i sin beretning videregiver allehånde udokumenterede beskyldninger imod.

Og jeg forestillede mig faktisk heller ikke i min vildeste fantasi, at kommissionens flertal kunne lægge til grund for sin konklusion, at en hemmelig beslutning taget blandt nogle få ministre kan tilsidesætte den retstilstand, som skiftende statsministre og justitsministre fra Folketingets talerstol har insisteret på var gældende.

I dag ved jeg mere.

De overvaagede tager ordet.indd 17

12-10-2009 14:40:34

18

Poul Smidt

Om PET’s arbejde – og PET-kommissionens Poul Smidt, f. 1944. Journalist og cand. jur. Har bl.a. været DR’s korrespondent i Bruxelles og Washington D.C. Bidragyder til adskillige bøger om EU, journalistik og menneskerettigheder.

D

et er nemt at sige, hvad PET-kommissionen skulle.

Den skulle gøre os klogere på livet i Danmark og demokratiets tilstand.

Det har den bestemt også gjort.

Det betyder ikke, at kommissionen har løftet sin opgave.

Det betyder ikke, at vi har fået alt at vide. Slet ikke.

Og selv om vi ikke har fået alt at vide, kan man godt kritisere kommissionen for at have sagt for meget på nogle områder. Der er grove og helt unødvendige krænkelser af enkelte personers integritet og privatliv.

Krænkelser, som kommissionens kommissorium slet ikke lægger op til.

Der ligger i kommissionens mange bøger tilstrækkeligt med oplysninger til, at man kan bede regering og folketing om at få en bedre efterretningstjeneste.

Og der ligger på kommissionens 4500 sider tilstrækkeligt med oplysninger til, at man kan bede regering og folketing om at få en bedre

De overvaagede tager ordet.indd 18

12-10-2009 14:40:34

De overvaagede tager ordet.indd 19

19

12-10-2009 14:40:35

2 0

Po u l Smidt

undersøgelse af PET’s virksomhed i de seneste år, der ligger uden for den aktuelle beretning.

Vi har set mange dygtige journalister forsøge at læse beretningen og uddrage det væsentlige.

Der er specielt grund til at rose dagbladet Information for at se bort fra nyhedskriteriet og blive ved med at finde væsentlige historier, selv om den journalistiske rygmarvsrefleksion ville sige, at en beretning offentliggjort sidst i juni nu er gammelt stof, ikke nyheder.

Vi mangler den sammenfattende analyse af, hvor mange skævbenede begrundelser PET har ført i marken for at overvåge den ene eller den anden.

Vi mangler den sammenfattende analyse af, om PET i sit samarbejde med udenlandske myndigheder alene har samarbejdet med demokratiske lande, eller om det internationale marked for oplysninger også kastede danske lunser og danske statsborgere i arkiverne hos sorte sjæle og fascistiske regimer, som vi kendte dem fra efterkrigstidens diktaturer i Portugal, Spanien og, i en kort periode, Grækenland.

Der er noget rivende galt ved noget af PET’s arbejdsform, som den er beskrevet her, og der er noget rivende galt ved PET-kommissionens arbejdsform, sådan som den er beskrevet her.

PET taler ikke med fornuftige folk.

De finder nogle halvhjerner og beder dem infiltrere, lytte og lade sig betale.

Det er jo tydeligt, at nogle af infiltranterne hverken kan lytte, forstå eller formidle.

De hører kun, hvad de vil høre, og de gengiver det så mudret, at de holder sig selv i arbejde.

De betalte privatister fortæller det, der kan forlænge agent-jobbet og give lidt mere på kontoen.

Der er jo ingen, der kan forestille sig, at typer som Frede ‘Fup’ skulle sige til sin opdragsgiver, at der ikke er noget at komme efter. Han lever af at lade mistænksomhed og mistænkeliggørelse leve videre.

De overvaagede tager ordet.indd 20

12-10-2009 14:40:35

O m P E T s a rbejde – og P ET-kommissi on ens

21

Det gør den psykisk ustabile og økonomisk fallerede infiltrant i Vollsmose-sagen også.

Det er jo nogle forfærdelige mennesker, de bruger.

Der er beskrevet en periode i undersøgelsesperioden, hvor PET fik en tredjedel af sine informationer om venstrefløjen fra én enkelt meddeler.

Han kan ikke have leveret noget af substantiel værdi.

Arbejdsformen var underlødig.

Den var uværdig for et demokratisk samfund.

Den var unyttig til forebyggelse af både kriminalitet og samfunds­ omstyrtende virksomhed.

Den var ukvalificeret.

Når jeg siger, at kommissionens redegørelse har gjort os klogere, så er det, fordi vi har et samlet billede af en tjeneste, der så politisk aktivisme som et onde.

Når jeg siger, at kommissionen ikke har løftet sin opgave, er det, fordi den ikke har givet os et retvisende billede af den politiske aktivisme eller de enkeltpersoner, man holdt øje med af både forståelige og uforståelige grunde.

Samtale fremmer forståelsen.

Dialog er den nødvendige begyndelse, når konflikter skal forebygges eller løses.

Men tjenesten, der har til at opgave at forebygge kriminalitet, kendte ikke til samtale eller dialog.

Og PET-kommissionen, der skulle kaste lys over land, har med vilje ikke indkaldt vidner.

Jo, vidner fra systemerne.

PET-kommissionen har fastlagt et billede, eller man skulle måske sige videreført PET’s billede: På den ene side har vi systemet. Det er de gode.

På den anden side har vi dissidenterne. Dem taler vi ikke med.

Vi har defineret dem som dissidenter, Vi overvåger dem som dissidenter.

De overvaagede tager ordet.indd 21

12-10-2009 14:40:35

2 2

Po u l Smidt

Vi registrerer dem som dissidenter, også for deres lovlige politiske virksomhed og politiske aktivisme, og vi udleverer deres navne, ja, udbyder deres politiske aktivisme som en handelsvare på markedet.

Min gode ven Erik Jensen har i beretningen fået PET’s ord for, at han både var helt ude på fløjen og meget intelligent.

Han var en meget overvåget dissident, selv om hans hovedindsats var politisk dokumentationsarbejde.

Han skaffede sig viden og videregav den i publikationer.

Han brugte sin ytringsfrihed til at skrive kritisk om CIA og andre tjenesters overvågning af venstrefløjen. Han brugte de sidste 20 år af sit liv på at indsamle og formidle viden om de gamle nazister og de danske nynazister.

Om deres holocaustbenægtelse og deres fremmedhad.

Han var med til at tænde lys mod den spirende nazisme i Ålborg.

Han var med til at demonstrere mod det kristelige fremmedhad med base i præstegården i Seem.

Han brugte ytringsfriheden.

Han brugte forsamlingsfriheden.

Han brugte Grundlovens frihedsrettigheder.

Han blev overvåget i årtier.

Men hverken han eller andre, som kunne sætte den politiske aktivisme og aktiviteterne i perspektiv og sammenhæng, blev indkaldt af PET-kommissionen.

Man ville gerne tale med den afskyelige person, der spillede nynazisternes spil. Man lod Frede ‘Fup’ holde øje med dem, der ikke kunne lide nynazister og fremmedhad.

Han blev indkaldt, så han kunne gentage de formummede formodninger og løgne, der gav ham løn hos PET og måske vidnegodtgørelse i kommissionen.

Det står et sted i beretningen, at PET-kommissionen har opfordret folk til at melde sig for at afgive forklaringer, og at man har givet PETkomitéen det løfte, at man ville opfordre folk til at komme til dem med alt, hvad der kunne bidrage.

De overvaagede tager ordet.indd 22

12-10-2009 14:40:35

O m P E T s a rbejde – og P ET-kommissi on ens

23

Jeg tror, at PET-komitéens deltagere i mødet med PET-kommissionen kan bekræfte, at de gik rystede derfra, rystede over at kommissionen kun ville afhøre systemet, men ikke dissidenterne, og hvis jeg har forstået Preben Wilhjelm rigtigt, så hørte de aldrig beretningens påstand om, at man ville opfordre folk til at komme af sig selv.

Hvis denne opfordring er kommet, er det sket ved indrykning af en lille annonce i Statstidende, der som bekendt er holdt op med at udkomme.

Jeg havde for mange år siden den journalistiske og demokratiske glæde at påvise PET’s forsøg på at infiltrere den politiske venstrefløj. Det er jo ikke så godt, når musen fanger katten, sagde den daværende justitsminister, da fotografen Casper Thorsø havde fanget Kasper Neergaard på udflugt sammen med to mystiske mænd, som det tog en god måneds tid at identificere som PET-folk.

Der er mange uopklarede spørgsmål i denne sag.

Jeg troede, og tror stadig, at PET dengang var ude i rakkertjeneste for den græske militærjunta, så jeg havde glædet mig til at blive indkaldt. Og da det stod klart, at man slet ikke ville indkalde kritikere af PET, medmindre de selv insisterede, var det for sent for mit vedkommende.

Mit budskab i dag skal være et ønske om, at både folketing, regering og politi vil betragte politisk deltagelse, politisk aktivisme, politiske demonstrationer og brugen af de grundlovssikrede politiske rettigheder som et gode.

Det er PET-kommissionens ansvar, at der i dag er 4600 ulæselige sider og ikke et eneste sted en klar tekst, der giver sikkerhed for fremtiden.

Det danske demokrati har brug for tilgang af tænkende mennesker.

Demokratiet har brug for politisk aktivisme, politisk debat og politiske udfordringer.

Det får man ikke, hvis politisk aktivisme, debat og udfordringer registreres og overvåges.

De overvaagede tager ordet.indd 23

12-10-2009 14:40:35

2 4

Po u l Smidt

Vi venter på Folketingets og folketingspartiernes vurdering af beretningen.

Jeg har forventninger.

Ikke om påvisning af fejl og kritik hverken af PET eller af PETkommissionens arbejde.

Jeg har forventninger om, at regeringen og Folketinget i fremtiden instruerer efterretningstjenesten med regler, som man ikke kan fortolke efter forgodtbefindende, som det skete med regeringserklæringen fra 1968 om forbud mod at registrere alene på baggrund af lovlig politisk virksomhed.

Jeg har også forventninger om, at det politiske system vil erkende, at systemets folk aldrig skal bruges til at undersøge systemet.

Vi ved fra Nørrebro-sagen og 18.maj 1993, at politiet ikke er god til at undersøge sig selv.

Vi ved faktisk også fra den senere undersøgelse foretaget af rigsadvokat Asbjørn Jensen, at systemets folk ikke er gode til at undersøge systemets folk, og at Folketingets ombudsmand kunne finde så mange svagheder, at man måtte ud og finde tre private advokater til en afsluttende undersøgelse. Denne gang satte man en landsdommer fra systemet til at undersøge systemet, og det var heller ikke godt, selv om jeg tør vædde på, at han ikke som Asbjørn Jensen udnævnes til Højesteret.

Skal der hentes kvalitet og integritet til undersøgelser, så ved vi fra Tamil-sagen, at man skal være nået til Højesteret for at kunne bide skeer med de største.

Men min største forventning og forhåbning er, at Folketinget finder en linje, så man inspirerer unge og gamle til politisk deltagelse, politisk aktivisme, politisk debat.

PET skal forebygge. Ikke forplumre, ikke læse læserbreve og lægge dem på hylder, ikke se syner, ikke se spøgelser og ikke betragte politisk aktivisme som et onde.

PET skal værne om det danske demokrati og samarbejde med andre lande om kriminalitets- og terrorbekæmpelse.

De overvaagede tager ordet.indd 24

12-10-2009 14:40:35

O m P E T s a rbejde – og P ET-kommissi on ens

25

Men det er nu, der skal tages afstand fra de helt unødvendige dele af det overvågningssamfund, som overvåger og registrerer så meget, at der ikke er noget overblik over noget som helst.

Det blev sagt og skrevet i forbindelse med PET-kommissionens nedsættelse, at man ikke må undergrave tilliden til denne del af politiet.

Det er jeg enig i.

De folk i PET skal bare passe deres arbejde. Det har de slet ikke gjort. De har i dele af undersøgelsesperioden drevet undergravende virksomhed.

De skal, som det blev sagt da undersøgelsen blev besluttet, arbejde sådan, at lovlige politiske aktiviteter ikke bliver krænket – eller kan blive oplevet som krænket.

De overvaagede tager ordet.indd 25

12-10-2009 14:40:35

26

Line Barfod

Er Folketingets spørgsmål besvaret i PET-kommissionens beretning?

Line Barfod, f. 1964. Advokat og MF for Enheds­listen ­siden 2001.

I

forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget om nedsættelse af PET-kommissionen blev der stillet en række spørgsmål, som tinget ville have besvaret i kommissionens beretning.

Imidlertid er det en omfattende affære at finde ud af, om og i givet fald hvordan den lange række af spørgsmål er besvaret. Så jeg har valgt nogle få spørgsmål ud.

Det er dog heller ikke nemt at finde ud af, hvorvidt blot et enkelt spørgsmål er besvaret. I bind 1 af kommissionens beretning er der i bilag 5 en oversigt over en del af de spørgsmål, der blev stillet af Folketinget. Og det oplyses, i hvilket bind af betænkningen kommissionen mener helt eller delvist at have behandlet spørgsmålene. Men den gør sig ikke den anstrengelse at skrive hvilket afsnit eller hvilken side. Og de steder, hvor den i en fodnote påstår at besvare et spørgsmål, er det ret uklart, hvad de mener svaret er.

Jeg har valgt følgende spørgsmål: 1 Infiltratorer/penetratorer og i hvilket omfang skiftende justitsministre godkendte konkrete operationer 2 Overvågning af folketingsmedlemmer

De overvaagede tager ordet.indd 26

12-10-2009 14:40:35

De overvaagede tager ordet.indd 27

27

12-10-2009 14:40:36

2 8 Line Barf o d

Alle henvisninger i det følgende er til PET-kommissionens beretning.

1 Infiltratorer/penetratorer og i hvilket omfang justitsministre godkendte konkrete operationer Årsagen til, at PET-kommissionen blev nedsat, var i høj grad PET’s brug af Anders Nørgaard som infiltrator. Derfor er det oplagt at se på nogle af de spørgsmål, der vedrører PET’s brug af infiltratorer.

Det er meget indgribende, når en efterretningstjeneste sender infiltratorer ind i en politisk organisation, og det er derfor af stor vigtighed at kende omfanget af PET’s brug af infiltratorer og få en konkret viden om, i hvilke tilfælde det fandt sted. Og i hvilket omfang ministre godkendte de operationer, PET foretog, bl.a. med infiltratorer.

Flere af de stillede spørgsmål handler om dette, og jeg har derfor valgt nogle enkelte ud: Spørgsmål 215: Krævede anvendelsen af penetratorer også før februar 1983 udtrykkelig tilladelse fra justitsministeren i hvert enkelt tilfælde?

Spørgsmål 201, 205, 209 og 212 om, over for hvilke organisationer, der i henholdsvis op til 1964, 1964-68, 196883 og efter februar 1983 har været anvendt penetratorer – og i hvilke perioder?

PET-kommissionen mener at have besvaret spørgsmål 215 i bind 4 og 12. Og spørgsmål 201, 205, 209 og 212 i bind 4, 10 og 12.

Når 1983 er en skillelinje, er det, fordi, der her blev fastlagt retningslinjer vedr. efterforskning på det politiske område, f.eks. at penetrering – defineret som indplantning eller hvervning af en kilde på en ret høj eller central post – skulle godkendes af Centralafdelingen i PET,

De overvaagede tager ordet.indd 28

12-10-2009 14:40:36

E r F olk eti n gets sp ørgsmå l besva ret i PET-ko mmissio nens beretning ?

29

(...) som i disse tilfælde altid vil forelægge spørgsmålet for den politisk ansvarlige minister. (Bind 4, s. 126) Men det fremgår af bind 4, s. 121, at der allerede i 1953 blev givet en instruks af justitsminister Hans Hækkerup til chefen for PET, hvorefter PET skulle holde Justitsministeriet underrettet om anvendelsen af kilder, hvis aktiviteter kunne udløse »offentlig kritik eller besværinger«.

Men som kommissionen skriver videre på s. 121, så er det (...) et åbent spørgsmål, om PET’s chef var i stand til at holde Justitsministeriet underrettet.

Dertil var arbejdet i PET for dårligt organiseret. Og det fremgår da også, at PET ikke havde styr på tingene.

Kommissionen skriver på s. 122: Efter Kasper Neergaard-sagen i 1971 blev det indskærpet medarbejderne, at forslag til hvervning af nye kilder altid skulle forelægges Bro til godkendelse.

Og s. 125ff bliver dette udbygget: Det synes således at have været den generelle praksis i perioden fra 1970 til 1984, at PET-chefen efter skøn orienterede departementschefen om kildeoperationer, der blev vurderet til at være politisk kontroversielle, og at departementschefen efter skøn underrettede ministeren.

Kommissionen skriver i bind 4, s. 127 om perioden fra slutningen af 1980’erne: Det er således det generelle indtryk fra denne periode, at PET’s chef tydeligt husker forelæggelsen af spørgsmålet om kilder for Justitsministeriet, mens departementschefen og ministrene ikke erindrer nogen konkrete tilfælde,

De overvaagede tager ordet.indd 29

12-10-2009 14:40:36

3 0 Line Barf o d

selv om de ikke kan afvise, at noget sådant har fundet sted.

I øvrigt er det interessant, at kommissionen i bind 4, s. 138 skriver om omfanget af PET’s brug af penetranter: Det er uvist, hvor stor en del af PET’s kilder, der var penetranter (...) Det viser, at Anders Nørgaard ikke var en exceptionel kilde, men blot var den seneste i en lang række af indsatte kilder i de politiske partier, bevægelser og på arbejdsmarkedet.

Adskillige steder i kommissionens beretning skrives der om PET’s operationer mod forskellige partier, organisationer og bevægelser.

Men der er ingen samlet oversigt over, i forhold til hvilke organisationer PET har anvendt penetratorer og i hvilke perioder. Ligesom det ikke står klart, i hvilket omfang skiftende justitsministre har godkendt konkrete operationer, og hvis de ikke har gjort det, hvem der så har ansvaret for det. Det viser f.eks. sagen om Anders Nørgaard, hvor Ole Espersen klart afviser at have godkendt, at denne blev brugt i forhold til SAP. De stillede spørgsmål er dermed kun delvist besvarede. Selv om det i høj grad var et ønske om afklaring af denne del af PET’s virke, der førte til nedsættelse af kommissionen.

2 Overvågning af folketingsmedlemmer Folketinget stillede i 1998-99 en række spørgsmål om overvågning af folketingsmedlemmer. Næppe som udtryk for at folketingsmedlemmer er specielt sarte, men fordi det er en grundsten i et demokrati, at medlemmer af parlamentet kan udføre deres politiske arbejde uden at behøve frygte, at regeringen overvåger dem.

Justitsministeren svarede under lovbehandlingen, bilag 54, helt generelt på spørgsmål 113, 114 og 116 ved kort at gengive reglerne i Justitsministeriets bestemmelse af 9. maj 1996 om PET og grundlo-

De overvaagede tager ordet.indd 30

12-10-2009 14:40:36

E r F olk eti n gets sp ørgsmå l besva ret i PET-ko mmissio nens beretning ?

31

vens § 57, 1. pkt. samt et kort uddrag af statsretlig litteratur om, at Grundlovens forbud mod fængsling af folketingsmedlemmer uden Folketingets samtykke ikke gælder efterforskning.

PET-kommissionen har i bind 7, s. 30ff søgt at besvare spørgsmål 115 og 117.

Spørgsmål 115: Hvis PET kan overvåge folketingsmedlemmer og beslutter at overvåge et folketingsmedlem af hensyn til vedkommendes egen sikkerhed, orienteres folketingsmedlemmet i så tilfælde?

Spørgsmål 117: Er medlemmer af Folketinget blevet overvåget af PET, og har det resulteret i en registrering? I bekræftende fald, hvem, hvornår og hvorfor?

Kommissionen skriver i bind 7, s. 30ff og i konklusionen s. 337, at der ikke synes at have eksisteret særlige forholdsregler for overvågningen og registreringen af danske politikere, da de var omfattet af PET’s generelle instrukser og retningslinjer. Derefter redegør kommissionen for, at PET havde et ganske omfattende materiale om de politiske partier og deres kandidater.

Kommissionen beskriver en række konkrete sager, hvor folketingsmedlemmer blev overvåget. Der skulle tilsyneladende ikke meget til for at blive overvåget. Kommissionen beskriver på s. 54f, at danske politikere blev registreret, hvis de ud over at deltage i ambassadereceptioner også havde frokostmøder eller andre former for kontakter med østbloklande.

S. 55-56 skriver kommissionen, at antallet af registrerede politikere steg under den kolde krig, især fra 1969-73. Statsminister Jens Otto Krag blev registreret i 1964, bl.a. i forbindelse med en planlagt rejse til Sovjetunionen. Venstres formand, udenrigsminister Poul Hartling, blev registreret i 1969. Anker Jørgensen og K.B. Andersen blev registre-

De overvaagede tager ordet.indd 31

12-10-2009 14:40:36

3 2 Line Barf o d

ret i 1970. Bertel Haarder og Knud Heinesen blev registreret i 1981. Det fremgår ikke, hvorfor PET mente, at Bertel Haarder var så farlig, at han skulle registreres.

Kommissionen oplyser på s. 56: Af de i alt 66 politikere fra de politiske partier, der er behandlet i dette bind, og som ifølge de bevarede oplysninger i emnekartoteket var registreret i PET, var 28 socialdemokrater, 19 radikale, 12 venstremænd og 7 konservative (...)

Andre steder fremgår det, at også folketingsmedlemmer fra SF, DKP og VS var registreret. Så vi må antage, at det samlede antal registrerede og overvågede folketingsmedlemmer har været meget højt.

Oplysningerne fra PET blev givet videre til regeringen i nogle tilfælde.

F.eks. står der i afsnittet om Ole Espersen s. 91ff, at der var samlet oplysninger om ham, som muligvis var blevet forelagt statsministeren og var årsag til, at han ikke blev justitsminister før i 1981. Og på s. 195 at statsminister Krag blev orienteret om, at Gert Petersen havde spist frokost med en polsk diplomat. Men det fremgår ikke, om der har været tilfælde, hvor en minister eller andre politikere ligefrem har anmodet om en overvågning af et andet folketingsmedlem.

Det fremgår således, at PET i vidt omfang har registreret og overvåget folketingsmedlemmer, og at der ikke var nogen særlige retningslinjer for dette, men at man fulgte de almindelige retningslinjer. Derimod fremgår det ikke, i hvilket omfang dette var politisk godkendt. Der oplyses om enkelte sager, hvor regeringen er blevet underrettet om oplysninger om folketingsmedlemmer, men ikke om der var særlige overvejelser om iværksættelse af registrering og overvågning.

Og der svares heller ikke på, om folketingsmedlemmer blev underrettet om, at de blev overvåget. Det fremgår dog af beskrivelserne af de konkrete sager, at det ikke skete.

De overvaagede tager ordet.indd 32

12-10-2009 14:40:36

E r F olk eti n gets sp ørgsmå l besva ret i PET-ko mmissio nens beretning ?

33

Spørgsmål 115 er således kun delvis besvaret, da der, så vidt jeg har kunnet læse i beretningen, ikke under afhøringerne af tidligere justitsministre, departementschefer og PET-chefer er blevet spurgt til, om der i praksis blev fulgt særlige procedurer, når der var tale om folketingsmedlemmer, herunder om justitsministeren skulle godkende dette.

Spørgsmål 117 er kun delvist besvaret, da der kun er nævnt enkelte eksempler, men ikke fremlagt en samlet oversigt.

Så på trods af, at der er tale om en meget alvorlig undergravning af demokratiet, når folkevalgte overvåges, så er det ikke en sag, kommissionen finder anledning til at undersøge nærmere, så det kunne kortlægges, hvem der igennem årene har haft det politiske ansvar.

Det er ret utroligt, at det efter så mange år og med så mange ressourcer ikke lykkes PET-kommissionen at svare fyldestgørende på så centrale spørgsmål, som dem jeg har set på her. Men det er jo desværre ikke noget nyt, at Folketingets spørgsmål ikke bliver besvaret. Man skulle næsten tro, at der er et særligt fag på jurastudiet, der går ud på, hvordan man besvarer et spørgsmål uden at gøre det.

De overvaagede tager ordet.indd 33

12-10-2009 14:40:36

34

Preben Wilhjelm

Regeringserklæringen af 30. september 1968 • Hvad var hensigten?

• Hvordan blev den forvaltet?

• PET-kommissionens vurdering Preben Wilhjelm, f. 1935. Samfundsdebatør. Medstifter af VS i 1967 og MF for partiet 1975-1984. Lic.jur. i 1991.

R

egeringserklæringen af 30. september 1968 er den afgørende ramme for efterretningstjenesternes overvågning og registrering af lovlig politisk virksomhed. Den blev (som den eneste instruks nogensinde) fremsat officielt, den blev drøftet i Folketinget, og den blev af samtlige andre partier brugt som begrundelse for at afvise et VS-lovforslag om forbud mod politisk registrering som overflødigt!.

Den er siden da uden forbehold gentagne gange blevet citeret og påberåbt fra Folketingets talerstol af skiftende justitsministre. Og den er aldrig officielt blevet ændret, endsige annulleret.

Den nævnes da også i PET-kommissionens kommissorium som »omdrejningspunktet« for de mange debatter om efterretningstjenesterne gennem årene.

De overvaagede tager ordet.indd 34

12-10-2009 14:40:37

De overvaagede tager ordet.indd 35

35

12-10-2009 14:40:37

3 6

Preben Wilhj elm

Baggrunden for erklæringen Det er værd at erindre sig baggrunden for regeringserklæringen: en massiv uvilje mod politiske registreringer. Det begyndte straks efter besættelsen, hvor det var i frisk erindring, at det havde kostet snesevis af medborgere livet at stå i politiets »hemmelige kartotek«. Det aktualiseredes op gennem 1960’erne af ubehaget ved Berufsverbot i Vesttyskland.

Især Det radikale Venstre gjorde det til en mærkesag at få afskaffet politiske registreringer. Da det i januar 1968 blev muligt at danne en VKR-flertalsregering under den radikale Hilmar Baunsgaard, var partiets betingelse, at der blev sat en stopper for registrering af lovlig politisk virksomhed. Det kom til at stå i regeringsgrundlaget – ellers var der simpelthen ikke blevet nogen VKR-regering.

Spørgsmålet blev forhandlet internt mellem de tre partier og Justitsministeriet så at sige fra den første dag. V og K var ikke begejstrede for De Radikales krav. Der blev gennem hele foråret og sommeren i Justitsministeriet, især ved Frank Poulsen, konciperet mere eller mindre hullede formuleringer – men De Radikale stod fast, så fast, at det ifølge hans dagbog gjorde den konservative justitsminister Thestrup »mismodig«.

Det trak ud. Man skulle nå et resultat inden Baunsgaards åbningstale i Folketinget den 1. oktober. Endelig, dagen før, den 30. september, kunne regeringen meddele, at man var blevet enige: Registrering af danske statsborgere må ikke længere finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.

For almindelige dødelige forekommer det aldeles klart: Ingen må længere registreres på grundlag af lovlig politisk virksomhed, medmindre der er andre forhold, der berettiger til registrering. Sådan har det da også uimodsagt været opfattet af stort set alle, såvel i befolkningen og pressen som i Folketinget, helt frem til PET-chef Arne Nielsens kontraordre blev afsløret i 1998. Det vender jeg tilbage til.

De overvaagede tager ordet.indd 36

12-10-2009 14:40:37

R e ge r i n gserkl ærin gen a f 30. september 19 6 8

37

Justitsministeren blev naturligvis spurgt, hvilke ‘andre forhold’, der kunne berettige, at PET alligevel registrerede den pågældendes lovlige politiske virksomhed. Svaret var, at der (...) som betingelse for registrering må foreligge rimelig mistanke om ulovlig politisk virksomhed.

PET har hævdet, at regeringserklæringen kun vedrører personer og altså ikke forhindrer, at PET registrerer organisationer, selv om de er fuldt lovlige. Men hvis man tager dens fulde ordlyd, slutter den faktisk således: Principielt må det erkendes, at en virksomhed, der holder sig inden for de grænser, der er afstukket ved lovgivningen, ikke bør give anledning til registrering hos politiet.

Jeg læser det således, at det omfatter al lovlig politisk virksomhed.

PET’s forvaltning af regeringserklæringen Spørgsmålet er så: Hvordan har PET forvaltet regeringserklæringen?

Efter PET-kommissionens beretning kan det besvares meget klart: Den er aldrig blevet efterlevet! Den er systematisk blevet omgået så at sige fra første dag.

Det kom som en bombe, da daværende PET-chef, Birgitte Stampe, i august 1998 informerede justitsministeren om, at man i arkivet havde fundet en instruks fra PET-chef Arne Nielsen, hvor han knap tre måneder efter regeringserklæringen beordrede, at man fortsat skulle registrere ledende medlemmer af VS, SFU, DKP og DKU, dvs. to lovlige, politiske partier, hvoraf det ene var repræsenteret i og et andet opstillingsberettiget til Folketinget, samt deres ungdomsorganisationer, alene fordi de var ledende medlemmer. Altså helt uden mistanke om ulovlig virksomhed.

Reaktionen var fuldstændig éntydig. Blot nogle eksempler:

De overvaagede tager ordet.indd 37

12-10-2009 14:40:37

3 8

Preben Wilhj elm

Justitsminister Frank Jensen (SD): Det rejser spørgsmålet, om Politiets Efterretningstjeneste har været en stat i staten. (...) Registreringen fandt sted i lodret modstrid med regeringens erklæring.

Jyllands-Posten: Instruksen går stik imod regeringens løfte.

Berlingske Tidende: Det var i strid med den såkaldte regeringserklæring fra 1968. PET satte sig ud over retningslinierne og trådte dermed i karakter som en stat i staten (...)

Aktuelt: Det er fuldstændig uacceptabelt, at man har en efterretningstjeneste, som på et tidspunkt klart og tydeligt har gjort det modsatte af det, den fik ordre til.

Den konservative gruppeformand, medlem af Folke­ tingets kontroludvalg, Helge Adam Møller: Det er tydeligvis så uacceptabelt, at der helt sikkert må gøres et ansvar gældende, hvis det er muligt.

Anker Jørgensen, der var statsminister, mens Arne Nielsens instruks endnu blev fulgt af PET: Klart i strid med regeringserklæringen.

Niels Helveg Petersen, som var RV-ordfører på sagen i 1968: Hvis PET-instruksen var dukket op dengang, kunne vi have fået en fuldblods regeringskrise. Ingen radikale ministre kunne have holdt til at forsvare den.

Og jeg kunne blive ved ... Alle var på det rene med, at regeringserklæringens meget klare løfte var tilsidesat. Nå ja, der var lige Birthe Rønn Hornbech. Men det er der jo altid ...

De overvaagede tager ordet.indd 38

12-10-2009 14:40:37

R e ge r i n gserkl ærin gen a f 30. september 19 6 8

39

PET holdt sig imidlertid ikke til de fire organisationer, der er nævnt i Arne Nielsens instruks. Ifølge beretningen har PET gennem årene »interesseret sig for«, dvs. overvåget, registreret og/eller infiltreret bl.a.: Danske modstandere af Berufsverbot, et ikke nærmere angivet oplysningsforbund, KAP, SAP, Fælles Kurs, Folkebevægelsen mod EF, Fredsbevægelsen, Sømændenes Forbund, Tillidsmandsringen, SID, Dansk Ungdoms Fællesråd, Dansk Journalistforbund, Dansk Udenrigspolitisk Selskab, kvindebevægelsen, Russisklærerforeningen.

PET tolkede i øvrigt begrebet »personregistrering« sådan, at det kun gjaldt registrering i en selvstændig mappe i det centrale register, de såkaldte tromler, men ikke forhindrede, at man registrerede personer alene for lovlig politisk virksomhed, hvis det skete i den pågældende organisations mappe eller i såkaldte arbejdskartoteker, som man opererede med både i centralafdelingen og i regionerne.

Et PET-notat fra 1978, som også blev påberåbt af Birgitte Stampe i hendes redegørelse i 1998, hævder, »at skiftende justitsministre har godkendt« denne fritagelse af arbejdskartoteker. PET-kommissionen noterer imidlertid, at det (...) ikke forklares, hvordan godkendelsen er indhentet, eller hvilke ministre, der har været involveret.

Ikke desto mindre var det PET’s praksis. Således lod man i tusindvis af de personer, som skulle slettes iht. regeringserklæringen, registrere under organisationen eller i arbejdskartotekerne. Disse havde endnu i 1985 6.494 personer registreret for lovlig politisk virksomhed i strid med regeringserklæringen.

Det fremgår af beretningen, at PET som kilder til oplysningerne i arbejdskartotekerne bl.a. anvendte (...) lister over stillere og anmeldere, lister over kommunal-, amtsråds-, folketings- og europaparlamentskandidater, deltagere i politisk-faglige demonstrationer og blo-

De overvaagede tager ordet.indd 39

12-10-2009 14:40:38

4 0

Preben Wilhj elm

kader, offentlig politisk aktivitet, læserbreve, foredrag og politiske møder på bopælen.

Som konkrete eksempler på systematiserede navnelister i strid med regeringserklæringen – udtrykkeligt eksempler »blandt mange« – nævner kommissionen (...) 30 navne på deltagere i et seminar om VS’s rolle, Antvorskov 1970; medlemmer af Folkebevægelsens deputationer til Folketinget dec. 1971; indlederne på fælles vælgermøde for SF, VS, DKP og KAP i Brovst 1979; deltagerne på VS’s påskelejr i Dronninglund 1984; bestyrelsesmedlemmer af St. Restrup Højskole; deltagere i et fredsseminar på Undløse Kro. Man kan hævde, at PET efter 1977 havde en vis hjemmel i beretningen fra den uafhængige kommissionsdomstol, som behandlede Hetlersagen, og som folketingsflertallet var så uforsigtigt trods alle advarsler stort set at ‘tage til efterretning’.

Kommissionsdommer Frank Poulsen vred og vendte regeringserklæringen til ukendelighed for at kunne frikende FE, og det har PET forståeligt (og forudsigeligt) nok benyttet sig af.

Det er også Frank Poulsen, der med en tredobbelt ‘Erasmus Montanus’ når frem til, at personer, som ikke må registres som personer, gerne må registreres med navn og andre persondata, bare det sker under organisationen. Hans Eramus nr. 1 lyder: forbuddet gælder kun personer, ikke organisationer. (Som før nævnt er dét mere end tvivlsomt). Nr. 2 lyder: det giver ingen mening at registrere organisationer, hvis man ikke må registrere deres ledende medlemmer. Og nr. 3: Altså må man gerne registrere disse personer alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed. Det er vel overflødigt at sige, at almindelig formel logik fører til stik modsatte konklusion.

De overvaagede tager ordet.indd 40

12-10-2009 14:40:38

R e ge r i n gserkl ærin gen a f 30. september 19 6 8

41

Men PET-kommissionens beretning dokumenterer, at PET ikke engang overholdt de rammer, f.eks. for personregistrering under organisationssagen og for anvendelse af arbejdskartoteker, som Frank Poulsen trods alt havde sat.

Sammenfattende: Beretningen dokumenterer, at regeringserklæringen systematisk er blevet tilsidesat.

I øvrigt fremgår det af beretningen, at Frank Poulsen, som var dybt fedtet ind i Justitsministeriets bestræbelser i 1968 på at koncipere en regeringserklæring, som De Radikale kunne sluge, men som i praksis ikke ændrede noget som helst, samme Frank Poulsen, som ministeriet havde udpeget som sekretær for Wamberg-udvalget i 1977 – som ‘uafhængig’ kommissionsdommer – konfererede og samstemte sin beretning med Justitsministeriets departementschef, og at det var på ministeriets direkte opfordring, at han rodede sig ud i sine vidtløftige fortolkninger af regeringserklæringen. Fortolkninger, som nu viser sig at svare ret nøje til, hvad PET i al hemmelighed havde praktiseret. Så meget for kommissionsdomstolens uafhængighed!

En bekræftelse Jeg vil ikke påstå, at jeg er overrasket. Allerede i begyndelsen af 1969 fik jeg af en kilde at vide, at i hvert fald PET-region Fyn strakte det lille ord »alene« i regeringserklæringen så vidt, at de registrerede personers lovlige partitilhørsforhold, fordi de havde deltaget i »ulovlig« plakatophængning. Det gik ud over medlemmer af Radikal Ungdom.

I løbet af 1969 kom der så mange ting frem, som stred mod regeringserklæringens klare løfte, bl.a. udtalelser fra justitsministeren selv, at VS stillede forslag om en rigsretssag mod ham for at have vildledt Folketinget. Forslaget blev afvist af alle andre partier, efter at Thestrup i udvalget (hvor VS ikke var repræsenteret) havde givet sin version af sagen. PET-kommissionens beretning viser nu, at Thestrup vildledte udvalget. Der var grundlag for en rigsretssag!

De overvaagede tager ordet.indd 41

12-10-2009 14:40:38

4 2

Preben Wilhj elm

Risikoen for en rigsretssag mod justitsministeren gav åbenbart Arne Nielsen kolde fødder. PET-kommissionen kan berette, at han dagen før forslagets fremsættelse opsøgte Justitsministeriets departementschef for at få en ‘livsforsikring’. Arne Nielsen har noteret: Niels Madsen meddelte mig, at mens jeg tidligere vel nok i en opstået vanskelig situation kunne vente at blive »reddet« ved at blive befordret til en anden stilling f.x. et politimesterembede, stod en sådan mulighed ikke længere åben. Jeg måtte tage det hele og fulde ansvar. (...) Han havde givet Frank Poulsen samme besked.

Sagt i al fredsommelighed, men i fuldt alvor: Folk som Arne Nielsen og Frank Poulsen og andre, som har bidraget til bevidst af føre Folketinget og befolkningen bag lyset i denne sag, er en større trussel mod demokratiet end nogen af de personer og organisationer, de var så ivrige efter at registrere.

Kommissionens vurdering Mens jeg ikke er overrasket over PET’s fremfærd, må jeg indrømme, at jeg er overrasket over kommissionens konklusion, nemlig at PET i det væsentlige har holdt sig inden for de retningslinjer, der var udstukket af regeringen.

Det bygger man på, at der ud over regeringserklæringen forelå et hidtil hemmeligholdt notat fra Justitsministeriet, som angiveligt skulle være en nærmere fortolkning af erklæringen. Notatet, som er dateret 14. september 1968, altså 16 dage før regeringserklæringen, er en vidtgående udhuling af løftet om, at ingen måtte registreres alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.

Selv med denne udtynding er det svært at se, at notatet legitimerer Arne Nielsens instruks, men det er trods alt af mindre betydning i sammenhængen.

De overvaagede tager ordet.indd 42

12-10-2009 14:40:38

R e ge r i n gserkl ærin gen a f 30. september 19 6 8

43

Notatet har aldrig været nævnt for, endsige forelagt, Folketinget. De skiftende justitsministre, som gennem årene har bedyret, at forbuddet mod politisk registrering stod ved magt, har aldrig så meget som antydet, at der forelå en udhulende fortolkning.

Notatet påstås at være udtryk for den samlede VKR-regerings fortolkning af erklæringen. Det har man intet egentligt bevis for. Man bygger det på, at man har fundet et eksemplar påført navnene Hartling, Baunsgaard, Helveg, Ninn-Hansen. Det tager man som bevis for, at det har været forelagt og godkendt af disse personer, herunder de to radikale ministre. At de skulle have godkendt det, forekommer absurd – og påtegningen er selvsagt ikke noget bevis. Er de overhovedet blevet orienteret? Er de blot blevet mundtligt orienteret? Hvad har de i givet fald svaret? Vi ved det ikke.

For så vidt er det ligegyldigt. Hvis det forholder sig, som kommissionen lægger til grund, betyder det kun, at der er to dobbeltspillere mere, Baunsgaard og Helveg, som bevidst har ført Folketinget og offentligheden bag lyset. Det kan være væsentligt for De Radikales historieskrivning, næppe for andre.

Men da statsministeren tre dage efter regeringserklæringen i Folketinget bliver spurgt, om han vil bekræfte, at erklæringen (...) giver sikkerhed for, at al politisk registrering nu ophører, at det indsamlede materiale tilintetgøres, og at der i fremtiden kun kan blive tale om registrering af personer, der sigtes for ulovlig virksomhed (...) bekræfter han uden forbehold og konkluderer: Der kan herefter ikke finde registrering sted på grund af nogen form for legal politisk virksomhed.

Hvor sandsynligt er det, at en gammel politisk ræv som Hilmar Baunsgaard bekræfter og endda skærper regeringserklæringen uden skygge af forbehold, hvis han kort forinden har godkendt et udhulende notat, som han risikerer at få lige i nakken? Han, som var dan-

De overvaagede tager ordet.indd 43

12-10-2009 14:40:38

4 4

Preben Wilhj elm

marksmester i om nødvendigt at hælde vand ud af ørerne og sløre sine budskaber.

Wamberg-udvalget Lige så ofte skiftende justitsministre over for Folketinget har bedyret, at løftet om, at ingen måtte registreres alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed, stadig stod ved magt, lige så ofte har de henvist til, at overholdelse af regeringserklæringen jo blev sikret af Wambergudvalget.

Udvalget skulle ifølge sit kommissorium holdes underrettet »om de til enhver tid fulgte retningslinier for registrering«. Udvalget skulle forelægges alle nyregistreringer og havde desuden beføjelse til at foretage stikprøveundersøgelser såvel på navn som på sagsnummer.

Af PET-kommissionens beretning kan man udlede: – at W-U i strid med kommissoriet aldrig blev orienteret hverken om det helt afgørende, hemmelige notat, som angiveligt legitimerede PET’s praksis, eller om Arne Nielsens instruks – at udvalget ikke blev orienteret om eksistensen af arbejdskartoteker, som PET påstod ikke var omfattet af regeringserklæringen – at kontrollen med nyregistreringer og stikprøvekontrollen blev obstrueret ved at misbruge Justitsministeriets vetoret til at forholde udvalget kontroversielle registreringer – f.eks. på mødet den 8. maj 1974, hvor det i referatet, formentlig skrevet af Frank Poulsen, hedder: »13 nyregistreringer forevistes alle«, men hvor beretningen påviser, at dét højst var 1/3 og snarere mindre end 1/4 af alle nyregistreringer i den pågældende periode – at PET og ministeriet på et tidspunkt frygtede, at udvalget ville nedlægge sig selv i protest

De overvaagede tager ordet.indd 44

12-10-2009 14:40:38

R e ge r i n gserkl ærin gen a f 30. september 19 6 8

45

– at man derefter skiftede taktik og i stedet for at nedlægge veto makulerede kontroversielle registreringer, som udvalget havde udpeget til kontrol, eller bevarede dem, men løgnagtigt hævdede, at de ikke eksisterede – at W-U trods sådanne hensynsfulde tiltag gang på gang fandt registreringspraksis i strid med regeringserklæringen og gennem flere år anmodede ministeren om i det mindste at rette op på misinformationen af Folketinget. Det skete aldrig.

Med andre ord: Wamberg-udvalget, som i årtier blev brugt af skiftende justitsministre som garant for, at regeringserklæringen blev efterlevet, blev systematisk ført bag lyset af PET og ministeriet.

Thestrups dagbogsnotat Det med kommissionens egne ord »for PET mest belastende«, der kom frem i 1998, var notatet i justitsminister Thestrups dagbog fra 1971, som Jyllands-Posten gravede frem. Thestrup skriver her, at han af PET-chef Skat-Rørdam blev informeret om, at Arne Nielsen kort efter regeringserklæringen og inden makuleringen af de nu ulovlige registreringer havde affotograferet dem og anbragt en kopi i ambassaden i Washington D.C. At Thestrup straks havde givet ordre til, at materialet skulle tilintetgøres, og at han havde informeret Hartling, udenrigsministeren, som havde erklæret sig enig.

Beretningen bekræfter, at affotograferingen fandt sted, men blot som en sikkerhedsforanstaltning i forbindelse med flytningen til et nyt hovedkvarter. At de ulovlige registreringer skulle være bragt i sikkerhed i Washington måtte være en misforståelse fra Thestrups side.

Det begrundes ikke nærmere, bortset fra nogle uklædelige betragtninger om, at Thestrup på det tidspunkt ikke opfattede så klart, hvad der foregik omkring ham.

De overvaagede tager ordet.indd 45

12-10-2009 14:40:38

4 6

Preben Wilhj elm

Det indlysende spørgsmål: hvorfor Skat-Rørdam overhovedet informerede sin minister om affotograferingen tre år tidligere, hvis den var aldeles ukontroversiel, bliver hverken stillet eller besvaret.

Frikendelsen af PET At kommissionen på hele den hér opridsede baggrund kan konkludere, at PET i det væsentlige har overholdt de udstukne retningslinjer, forekommer uforståeligt for almindelige dødelige.

Selv hvis man godtager forklaringen om, at PET med det hemmelige notat af 14. september fik registreringsbeføjelser langt ud over, hvad der står klart og tydeligt i regeringserklæringen, og selv hvis Thestrups dagbogsnotat beror på en misforståelse, så har kommissionen dokumenteret så mange forhold, der ikke engang er dækket af det hemmelige notat, at frikendelsen virker ubegribelig.

Kun Vedsted-Hansen tager det forbehold, at (...) i det omfang registrering i strid med regeringserklæringen er foretaget i henhold til notatet, kan der ikke rettes kritik mod PET herfor.

Det må vel opfattes som en indirekte kritik af de registreringer, der end ikke kan legitimeres med det hemmelige notat.

Jeg sagde: »selv hvis man godkender forklaringen om det hemmelige notat«. Det forekommer nemlig ikke selvfølgeligt. Dertil er der for mange uforklarlige eller direkte ulogiske ting i forløbet.

Hvis notatet af 14. september var den autoriserede ‘fortolkning’ af regeringserklæringen, hvorfor blev PET’s chef Arne Nielsen så ikke informeret herom? Hvorfor skulle der gå 2½ måned, hvor både Arne Nielsen og hans mandskab var dybt frustrerede over regeringserklæringen, og hvor de makulerede en stor del af de registreringer, notatet ville have ‘reddet’?

De overvaagede tager ordet.indd 46

12-10-2009 14:40:38

R e ge r i n gserkl ærin gen a f 30. september 19 6 8

47

Hvorfor er notatet ikke nævnt med ét ord, da man indarbejder regeringserklæringen i instruksen for PET? Hvorfor søger Arne Nielsen (og åbenbart også Frank Poulsen) på baggrund af rigsretsforslaget året efter garantier fra Justitsministeriet, hvis deres praksis er legitimeret af et notat fra samme ministerium? Hvorfor svarer departementschefen, at de selv må tage ansvaret? Hvorfor fremlagde man ikke notatet for Wamberg-udvalget? Det ville have fjernet grundlaget for udvalgets årelange kritik.

Hvorfor annullerer Arne Nielsens efterfølger som PET-chef, SkatRørdam, i 1974 Arne Nielsens instruks, hvis den havde dækning i Justitsministeriets notat? Hvorfor henviste kommissionsdommer Frank Poulsen i 1977 ikke blot til notatet i stedet for at slå knuder på sig selv for at retfærdiggøre FE’s overtrædelser af regeringserklæringen?

Hvorfor laver den nytiltrådte Schlüter-regering i 1983 i al hemmelighed en ny instruks for PET med nogle beføjelser, som i alt væsentligt svarer til dem, PET allerede havde, hvis de kunne påberåbe sig notatet? Hvorfor bliver daværende PET-chef, Birgitte Stampe, så panikslagen, da hun i august 1998 finder Arne Nielsens instruks, at hun straks farer op til justitsministeren, hvis hun vidste, at Arne Nielsen havde politisk rygdækning i kraft af notatet? Hvorfor dukker notatet ikke op, da Justitsministeriet derefter bruger 14 dage på at lede efter et alibi for Arne Nielsens instruks? Det negative resultat var jo netop baggrunden for, at justitsminister Frank Jensen udtalte, at PET havde handlet »i lodret modstrid med regeringens erklæring«, og for, at han efter fire måneders vægring måtte nedsætte en undersøgelseskommission.

I alle de nævnte situationer havde det være meget nemmere blot at henvise til, at VKR-regeringen i 1968 over for PET havde ‘fortolket’ registreringsforbuddet ved hjælp af Justitsministeriets notat.

I kommissionens beretning leder man forgæves efter svar på sådanne oplagte spørgsmål. De findes ikke – af den simple grund, at kommissionen øjensynligt slet ikke har stillet sig dem!

Men hvis det virkelig er rigtigt, at PET gennem alle årene har haft politisk rygdækning for en praksis, som klart er i strid med VKRerklæringens registreringsforbud, så forekommer det mig langt alvor-

De overvaagede tager ordet.indd 47

12-10-2009 14:40:38

4 8

Preben Wilhj elm

ligere, end hvis det ‘blot’ var PET selv, der havde anlagt vidtløftige fortolkninger. For så handler det jo om, at den ene regeringstop efter den anden bevidst har ført Folketinget bag lyset. Så er det ikke blot en forvaltningsgren, der er på afveje, men selve demokratiet, der er angrebet ved roden, fordi man fjerner forudsætningen for enhver demokratisk beslutningsproces.

Hvis kommissionsflertallets opfattelse: at regeringserklæringen ikke var retligt bindende, knæsættes, kan det få uoverskuelige konsekvenser for det parlamentariske demokrati. Når Folketinget direkte belyves, mht. hvordan love eller regler administreres, bliver det reelt afskåret fra at rette op på en praksis i direkte modstrid med hensigten.

Det politiske ansvar Tilbage står den kendsgerning, at Folketinget og befolkningen i hele perioden 1968-98 er ført bag lyset mht. registrering alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.

Hvis PET i det væsentlige har fulgt de udstukne retningslinjer, så går ansvaret vel videre til de politikere, der har tilladt PET at registrere i strid med regeringserklæringen.

Javel, siger kommissionsflertallet, men heller ikke her er der noget at komme efter, for regeringserklæringen var ikke retligt bindende. Den var bare en politisk tilkendegivelse, som ikke forhindrede regeringen i at give PET instrukser af et helt andet indhold. Og det uden at behøve at orientere Folketinget!

‘Bare en politisk tilkendegivelse’. Man hører ekkoet fra Fogh Ras­ mus­sens bortforklaring af sin vildledning af Folketinget vedrørende Iraks masseødelæggelsesvåben.

Naturligvis er ikke en hvilken som helst udtalelse fra en statsminister eller en regering retligt bindende. Men her er ikke tale om et tilfældigt valgløfte eller en ukonkret hensigtserklæring. Her er tale om en erklæring med en helt præcis beskrivelse af, hvad der fra nu af er forbudt at

De overvaagede tager ordet.indd 48

12-10-2009 14:40:38

R e ge r i n gserkl ærin gen a f 30. september 19 6 8

49

registrere. En erklæring, som oven i købet drøftes og får tilslutning i Folketinget.

Og her er ikke tale om en ‘udtalelse’, som er fremsat og derefter gået i glemmebogen. I de følgende år har skiftende justitsministre igen og igen garanteret Folketinget, at registreringsforbuddet fra 1968 stadig var i kraft, og at Wamberg-udvalget kontrollerede, at det faktisk blev overholdt. Nu ved vi, at det var løgn.

Selv i Schlüter-regeringens tid bliver Folketinget forsikret om, at ingen registreres alene for lovlig politisk virksomhed, uden at det oplyses, at noget af det første, den foretog sig, var at fortælle PET, at forsikringen kun gjaldt medlemmer uden tillidshverv af opstillingsberettigede politiske partier! En uhyrlig indskrænkning af begrebet »lovlig politisk virksomhed«.

At skiftende justitsministre ikke bare undlader at orientere Folketinget, men gang på gang direkte vildleder tinget, forholder beretningen sig ikke til, og det ligger også uden for kommissoriet.

Men ser man på ministeransvarlighedsloven, kan der ikke være meget tvivl: Straffebestemmelsen finder anvendelse, hedder det, (...) såfremt en minister giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.

Det gælder udtrykkeligt også, hvis vildledningen eller tilbageholdelsen er uagtsom.

Igen sagt i al fredsommelighed: Hvis ministeransvarlighedsloven lægges til grund, er der i kommissionens beretning sagligt grundlag for en rigsretssag mod en hel stribe af justitsministre for – bevidst eller ubevidst – at have misinformeret og vildledt Folketinget eller i det mindste have fortiet væsentlige oplysninger. Men som i 1969 sker det næppe. Her i landet kan en regering gøre hvad som helst, så længe den kan mønstre 90 mandater.

De overvaagede tager ordet.indd 49

12-10-2009 14:40:38

50

Vedsted-Hansens mindretalsudtalelse Det skal nævnes, at beretningen indeholder en meget grundig, mere end 100 siders, mindretalsudtalelse af Vedsted-Hansen.

Kort fortalt argumenterer han for, at regeringserklæringen, set i lyset af dens tilblivelse, indhold og præsentation, må være retligt bindende, og at de udhulende ‘fortolkninger’, specielt Schlüter-regeringens nye instruks i 1983, måtte kræve forelæggelse for Folketinget for at kunne føres ud i livet. Og han slutter sit mindretalsresumé: (Det er) mindretallets opfattelse, at regeringserklæringen tog sigte på enhver form for lovlig politisk virksomhed.

Desværre er pladsen her ikke til at yde mindretalsudtalelsen retfærdighed. Jeg går ud fra, selv om der endnu ikke ses nogen tegn herpå, at en så principiel og for det parlamentariske demokrati afgørende forskel mellem flertallets og mindretallets retlige vurdering af regeringserklæringen må føre til en seriøs debat i det faglige miljø herhjemme. Hvis man – ligesom i 1977 – forholder sig passivt til uhyrlighederne, bør de juridiske fakulteter tage navneændring til ‘Skoler for Konceptkunst og Medløberi’.

De overvaagede tager ordet.indd 50

12-10-2009 14:40:39

51

Poul-Henrik Jensen

PET og fagbevægelsen Poul-Henrik Jensen, f. 1959. Tidligere formand for Lærlingenes Landsorganisation og medlem af Tillids­ mandsringens sekretariat. Politisk sekretær for Enheds­ listen på Christiansborg 1994-2001.

M

ed PET-kommissionens beretning står det nu klart, at PET’s virksomhed på det faglige område er mere omfattende end hidtil antaget. Kollektive kampskridt – blokader, strejker og demonstrationer – har påkaldt sig overdreven interesse fra PET’s side.

PET sondrer ikke mellem legitim faglig virksomhed og egentlige lovovertrædelser.

Der er i beretningen gennemgået materiale om 24 fagforeninger og 196 konflikter. Kommissionen har udvalgt 29 sager om større konflikter, som er blevet gennemgået.

Dertil kommer en almen overvågning af større forsamlinger, 1. majmøder, kongresser og landsmøder. Da det bevarede arkivmateriale om PET’s virksomhed på det faglige område fra 1945 til 1989 er så omfattende og detaljeret, er der ikke anvendt kildemateriale fra de overvågede faglige organisationer og enkeltpersoner.

Den første periode I den første periode af den kolde krig blev overvågning klaret ved tæt samarbejde med Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC).

De overvaagede tager ordet.indd 51

12-10-2009 14:40:39

5 2

Po u l-Henrik Jensen

Medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti, venstreorienterede og enkelte socialdemokrater blev betragtet som unationale og farlige.

Paradoksalt nok, for det var folk, som få år før havde betalt en høj pris til fordel for nationen. I årene efter krigen grundlægger man det trusselsbillede, der går som en rød tråd igennem den kolde krig. Et konstrueret, ukritisk og unuanceret billede, som alene synes at have til formål at begrunde den overdrevne indsats.

Kartoteker over fagligt aktive Beretningen er ikke klar på, i hvilket omfang der har været registret.

Der er dog ingen tvivl om, at både hovedkartotek og arbejdsarkiver over fagligt aktive har eksisteret, og at det i perioden har haft større eller mindre volumen.

Dykker vi ned i beretningen, er der mange eksempler, som indikerer denne registrering: Indberetninger, som indeholder en kort beskrivelse af møders forløb og vedtagne resolutioner, og mulige kommunister identificeres, med angivelse af stilling, fødselsdato og adresse.

I en indberetning fra 1954 om den da seneste generalforsamling i Dansk Smede- og Maskinarbejderforbunds (DSMF’s) afdeling 15 noteredes navnene på de seks kommunister, der var blevet valgt til bestyrelsen. Under navnene var der tilføjet oplysninger om, at de pågældende var »kendt her som farlig og meget virksom kommunist«, »kendt her som opfordrer til underskrivelse af Stockholmappellen«, »kendt som abonn. på L&F, og formentlig medlem af DKP«.

PET opstillede mere omfattende navnelister over fagligt aktive på baggrund af de oplysninger, som især kom fra AIC. Ti personer, der var blevet valgt til styrelsen og som tillidsmænd inden for det grafiske personales klub på Berlingske Tidende, indberettes dog fra Politiets Afd. E. Fire af dem er socialdemokrater, mens der ved fem af de øvrige var angivet, at vedkommende var »kendt paa bladet som kommunist«.

Hvad angår næstformanden i klubben, er »(...) hans politiske indstilling ikke sikkert kendt, men han antages for kommunistisk indstil-

De overvaagede tager ordet.indd 52

12-10-2009 14:40:39

P E T o g fagbev ĂŚgel sen

De overvaagede tager ordet.indd 53

53

12-10-2009 14:40:39

5 4

Po u l-Henrik Jensen

let. Han vil blive identificeret, og hans forhold søges undersøgt«. AIC er nøgleinstitutionen for PET frem til begyndelsen af 1960’erne.

1968-erklæringen Efter en relativt rolig periode på arbejdsmarkedet i 1960’erne intensiveres arbejdet efter 1968. Overordnet er truslen stadig offensiven fra Sovjetunionen, men nu også den nye venstrefløj, som følger med ungdomsoprøret – venstregrupperinger uafhængige af DKP og Socialistisk Folkeparti. Venstresocialisterne (VS) dannes, og ungdomsoprøret kommer via lærlingebevægelsen ind i fagbevægelsen. Sømandsforbundet og en lang række nye faglige positioner vindes af venstrefløjen.

PET har åbenlyse vanskeligheder på grund af 1968-erklæringen. På et møde i Forsvarets Nøglepunktskomité i marts 1969 oplyste PET’s repræsentant, at som en følge af revisionen af personregistreringer efter regeringserklæringen var antallet af politisk belastede personer i nøglepunktskartoteket blevet reduceret.

Det finder chefen for Forsvarsstaben og Forsvarets Efterretnings­ tjeneste »urovækkende« og ønsker spørgsmålet forelagt ministeren.

Det er urovækkende, fordi de nye grupper i fagbevægelsen har evnen til at (...) opbygge et netværk af personer og grupper, der støtter overenskomststridige konflikter, som den etablerede fagbevægelse var forhindret i at støtte, og de sørgede for at mobilisere aktivister til demonstrationer og fysiske blokader.

Den anden urofaktor var DKP, som havde genvundet sin styrke i fagbevægelsen.

Et par eksempel på PET’s indberetning fra de dage: I dagene frem til den planlagte generalstrejke den 2. marts 1970 modtog PET en række oplysninger fra sine kilder og

De overvaagede tager ordet.indd 54

12-10-2009 14:40:39

P E T o g fagbev ægel sen

55

telefonaflytninger af de trotskistiske kredse, der viste, at aktivister herfra forsøgte at blande sig i konflikterne.

Flere af de planlagte aktioner drejede sig om plakatopklæbning og bemaling, men flere indberetninger tydede på, at alvorligere initiativer var under opsejling.

Ifølge PET var det især trotskisterne, som var inspireret af urolighederne i Frankrig i 1968, der var ved at skabe en »før-revolutionær situation«.

Da dagen oprandt, konstaterede PET – i sin redegørelse til Justitsministeriet – at alt var roligt: Kun ca. 30.000 arbejdere deltog i arbejdsnedlæggelserne, situationen var generelt rolig, og der var ikke konstateret nogen unormal aktivitet ved DKP’s hus i Dronningens Tværgade. Men det ændrer ikke på PET’s verdensbillede. De fortsætter med at overvåge tillidsmandsmøder ved hjælp af kilder.

Et andet eksempel fra 1979 på PET’s konstruerede trusselsbillede: Da Hardy Hansen i 1979 blev valgt som ny formand for SiD, blev det af en kilde betegnet som ‘et kommunistisk kup’. Ifølge kilden var bagmanden bag kuppet forretningsfører i fabriks- og industrigruppen Kaj Buch, der af PET var kendt som medlem af DKP’s centralkomité, formand for den danske arbejderkonference for Østersølandene og for at pleje omgang med personalet ved den østtyske ambassade. Kilden mente at vide, at Buch havde ‘gødet jorden’ for valget af den ny formand, og at han havde skabt sig en position, hvor han i det skjulte kunne styre Hardy Hansen og den ligeledes nyvalgte formand for fabriks- og industrigruppen, Willy Strube.

Således begrunder PET, at man skal øge indsatsen over for og bruge flere ressourcer på Danmarks største fagforbund.

De overvaagede tager ordet.indd 55

12-10-2009 14:40:40

5 6

Po u l-Henrik Jensen

Østkontakter Fagbevægelsens østkontakter indgik som nævnt løbende i trusselsbilledet. Rejser til østlandene blev helt automatisk registeret. At rejser hertil kunne have andet formål end at støtte styret, indgår ikke i PET’s billede. At nogen kunne tænkes at agere på mellemfolkelig basis i en tid, hvor den kolde krig var på frysepunktet, interesserer ikke efterretningstjenesten.

PET-kommissionen må dog konkludere, at der ikke er afsløret noget konspiratorisk ved kontakterne, og at det på intet tidspunkt lykkedes at hverve danske fagforeningsfolk som agenter.

Kun to personer har under hele den kolde krigs forløb syntes at kunne kritiseres i PET’s optik. Der var ikke tale om straffelovsovertrædelser, og i øvrigt var ingen af de to medlemmer af DKP eller nogen såkaldt yderliggående faglig gruppering.

BT-konflikten Den faglige kamp intensiveres op gennem 1970’erne, og det bekymrer PET i en sådan grad, at tjenestens indsats end ikke finder forståelse hos domstolene. Det er der flere eksempler på.

I lyset heraf kan det undre, at kommissionen ikke finder anledning til at udtale en kritik. Et eksempel fra BT-konflikten i 1977: PET havde svært ved at fastslå, hvilke politiske grupperinger der var involveret i urolighederne. Det lykkedes således ikke observationsholdene at identificere nogen af aktivisterne med sikkerhed.

På baggrund af de iværksatte telefonaflytninger vurderede PET, at RSF var »den ledende kraft« i urolighederne, at gruppen arbejdede for »en optrapning« af konflikten, og »de havde indkøbt, men ikke anvendt, 200 partisansøm«.

Kommissionen bedømmer dette således:

De overvaagede tager ordet.indd 56

12-10-2009 14:40:40

P E T o g fagbev ægel sen

57

Det er vanskeligt at vurdere, om PET’s beskrivelse af RSF’s rolle var dækkende, da det underliggende aflytningsmateriale ikke findes i sagsmaterialet. (...) Det er således et åbent spørgsmål, om PET overdrev RSF’s ledende rolle for at kunne opretholde telefonaflytningerne.

For domstolene er det ikke et åbent spørgsmål, for PET får ikke medhold i Københavns Byret den 2. juni 1977 til at forlænge aflytningerne. Retten fandt det ikke sandsynligt, at der en måned efter begivenhederne kunne findes nye oplysninger, der kunne retfærdiggøre en fortsat aflytning.

Nye beføjelser i 1983 PET’s arbejde over for fagbevægelsen kulminerer i 1983. Ændringen indtræffer med nye retningslinjer, som giver PET mulighed for, at de kendte instrukser på det politiske område nu udvides til at omfatte den faglige virksomhed. Det betyder, at antallet af meddelere stiger, og overvågningen intensiveres.

Havnearbejderstrejken Som et led i forsøget på at fastslå om urolighederne var centralt styret, indsamlede PET et stort antal personoplysninger. For eksempel indsendte regionsafdelingerne lister over anholdte aktivister. Region III noterede registreringsnumrene på biler, der blev set ved de konfliktramte havne, og identificerede ejerne, som i flere tilfælde viste sig at være DKP’ere.

Kommissionen fastslår på den ene side:

De overvaagede tager ordet.indd 57

12-10-2009 14:40:40

5 8

Po u l-Henrik Jensen

Der er intet, der tyder på, at personer, der deltog aktivt i konflikten, blev registreret i PET. På den anden side tilføjes i næste sætning: Til gengæld blev oplysningerne fra de indsendte lister og notitser samlet i Centralafdelingen i en særlig mappe på 27 sider med navnene på 164 personer, der havde deltaget i strejken.

Altså: på den ene side hedder det, at de, der deltog aktivt i konflikten, ikke synes registreret, men til gengæld blev 164 strejkende registret med cpr-nummer, bopæl, biltype m.m.

Storkonflikten 1985 Med storkonflikten i 1985 eskalerer overvågningen og den direkte infiltrering af meddelere, telefonaflytninger m.m. Kommissionen indtager igen PET’s standpunkt og ser bort fra de helt legitime forhold, der gør sig gældende i forbindelse med opsigelse af en hovedoverenskomst.

Baggrunden for PET’s indsats var de omfattende blokader og demonstrationer, der fandt sted, efter at overenskomstforhandlingerne var brudt sammen, og omkring 300.000 gik i strejke eller blev lockoutet den 25. marts.

Da det bliver kendt, at der er et regeringsindgreb under opsejling, der kun ville reducere arbejdstiden til 39 timer i 1987, eskalerer strejkerne. Den 28. marts blev Christiansborg blokeret af strejkende.

Blokaden var planlagt og udført af en lang række københavnske fagforeninger. Blokaden blev stille og roligt ophævet kl. 12.00.

De følgende dage udviklede konflikten sig, og stadig flere arbejdspladser nedlagde arbejdet og deltog i blokader og demonstrationer med kravet om Schlüter-regeringens afgang. Således gik de ansatte i flere ministerier hjem, dagbladene blev ramt, og Danmarks Radio gik i sort. Efter en stor aktionsdag den 10. april ebbede konflikten ud.

De overvaagede tager ordet.indd 58

12-10-2009 14:40:40

P E T o g fagbev ægel sen

59

PET blev taget på sengen – de havde ikke forudset den omfattende ‘uro’. Da selve sagen om storkonflikten i 1985 er makuleret (i øvrigt i 1997), er det kun muligt at beskrive PET’s indsats fragmentarisk. Men det står klart, at to dage efter blokaden af Christiansborg fik PET retskendelse til at etablere aflytning af Tillidsmandsringens telefon.

I sin anmodning til byretten henviste PET bl.a. til, at en kilde havde oplyst, at det var Tillidsmandsringen, der havde organiseret blokaderne den 28. marts. Aktivister i Odense havde aftalt at mødes i Pædagogernes Hus, hvorfor PET fik tilladelse til at rumaflytte huset og aflytte telefonerne hos de faglige organisationer, der havde kontorer på adressen.

Centralafdelingen prioriterede brugen af kilder meget højt, og siden 1985 havde man forsøgt at finde egnede emner: »Når konflikten bryder ud, er disse kilder guld værd«.

Endelig holdt man øje med kendte »uro-grupper« og personer fra yderligtgående kredse under konflikten. En indberetning fra Aalborg tyder på en ret bred definition heraf. Der er tale om (...) navnene på 61 personer, der havde gjort sig bemærket under konflikten. Således hed det om formanden for Kommunale Arbejdsmænd i Aalborg, at »han er kendt, og selv om han er organiseret soc., ligger hans meninger ‘langt til venstre’.«

Ikke flere overraskelser PET var fast besluttet på ikke endnu en gang at blive overrasket over udviklingen, sådan som det var sket under blokaden mod Christiansborg tidligere på året. Derfor skærpes overvågningen af bl.a.

Tillidsmandsringen i sidste halvdel af 1980’erne. Men også andre faglige organisationer var i søgelyset.

I marts 1986 indhentede PET tilladelse til at aflytte telefonerne på ni adresser. De var installeret hos Tillidsmandsringen for Storkøbenhavn, Medborgerhuset på Blågårds Plads, Jord- og Betonarbejdernes For­

De overvaagede tager ordet.indd 59

12-10-2009 14:40:40

60

bund, Lager- og Handelsarbejdernes Forbund, Byggefagenes Samvirke og Stilladsarbejdernes Klub. Privattelefonerne hos to faglige aktivister med forbindelse til Tillidsmandsringen aflyttes.

PET udarbejdede i 1980’erne lister over ledelsen i blandt andre Sømændenes Forbund, Børne- og Ungdomspædagogernes Lands­ forbund, Lærlingenes Landsorganisastions sekretariatet, arbejdsudvalget i Fagbevægelsen for Fred, it-fagforbundet PROSA samt over navnene på medlemmerne af Aktionsudvalget under HT-konflikten.

En anden kategori af navnelister bestod af fortegnelser over faglige rejser til Østeuropa. Foruden de normale venskabsbesøg arrangeret af organisationer som LO, Arbejdernes Fællesorganisation eller LLO, interesserede PET sig også for deltagerne i Arbejderkonferencen for Østersølandene og for World Federation of Trade Unions’ møder. PETkommissionen erkender, at PET kom i besiddelse af et ganske omfattende navnemateriale på personer, der ikke på nogen måder har foretaget eller planlagt andet end regulær lovlig faglig og politisk virksomhed.

De overvaagede tager ordet.indd 60

12-10-2009 14:40:40

61

Anton Nielsen

PET’s overvågning af Danmarks kommunistiske Parti 1945-1989 Anton Nielsen, f. 1939. Var i en ti-årig periode medlem af DKP’s centralkomité, rejsesekretær for partiet og politisk og faglig aktivist.

D

ette er ikke en forsvarstale for vort kommunistiske parti – det har vort parti ikke nødigt – dette er begyndelsen til en anklagetale mod de mørke magter i vort land, som med alle midler har forsøgt at undergrave partiet, forfulgt vore kammerater og løjet om vore politiske hensigter og mål.

Det er en anklage mod den uhellige alliance mellem efterretningsvæsnerne og de politiske magthavere, der dengang det virkelig gjaldt, gik fjendens ærinde.

At denne uhellige alliance fortsat eksisterer, så vi et eksempel på en torsdag nat i Brorsons Kirke.

PET-kommissionen genopstod efter godt 10 år bag lukkede døre.

Resultatet af al den møje var en beretning på 4.600 sider om efterretningstjenestens virksomhed i årene fra 1945 til 1989.

Hvis nogen skulle have troet, at der med beretningens offentliggørelse ville blive kastet lys over PET’s og de øvrige såkaldte efterretningsorganisationers – officielle som private – lyssky virksomhed under den kolde krig, så bliver de skuffede.

De overvaagede tager ordet.indd 61

12-10-2009 14:40:40

6 2 Anto n Ni elsen

PET står – efter offentliggørelsen af beretningen – tilbage rene som nyfalden sne. PET og de øvrige muldvarpe kan intet bebrejdes, forstår man.

Hovedkonklusionen af års møjsommeligt arbejde bag lukkede døre er som følger: PET fremstår efter kommissionens undersøgelse ikke som en stat i staten, der handlede efter egne normer, men som en del af det danske statssystem og i det store hele underlagt de samme regler.

Med andre ord: ansvaret for efterretningsvæsnernes gøren og laden ligger alene på det politiske establishment.

Danmarks kommunistiske Parti.

Titlen på 6. bind af PET-kommissionens beretning er »PET’s overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti 1945-1989«. Man gør indledningsvis opmærksom på, (...) at PET’s overvågning af DKP havde en særlig status i PET’s efterforskning under hele den kolde krig, idet DKP var det eneste parti, der var knyttet til Danmarks hovedmodstander: Sovjetunionen.

Dette falske og propagandistiske udsagn tager PET-kommissionen til sig som sit eget som det politiske udgangspunkt for dens videre undersøgelse, stillingtagen og konklusioner.

Men en gammel politisk løgn bliver ikke mere sand ved at blive gentaget. Kommissionen retter ind til højre og tilslutter sig hermed – hvad næppe kan overraske nogen – den pågående omskrivning og tilpasning af historien, så den kommer til at passe med de nuværende magthaveres politiske hensigter og mål. Man sætter på intet tidspunkt spørgsmålstegn ved PET’s politiske præmisser.

De overvaagede tager ordet.indd 62

12-10-2009 14:40:40

P E T 's ov erv 책 gn in g a f Da n ma rks kommu nistis ke Parti 1 9 4 5 -1 9 8 9

De overvaagede tager ordet.indd 63

63

12-10-2009 14:40:41

6 4 Anto n Ni elsen

På den baggrund udråber man de danske kommunister og deres parti til samfundsfjender og agenter i en fremmed magts tjeneste.

Tingene vendes på hovedet – de sande overløbere og landsforrædere, som i landets sværeste tider var agenter, stikkere og bødler for en fremmed magt, og uden skrupler udleverede landsmænd til fjenden, for mange med døden til følge, renvaskes endnu en gang.

Alt var og er tilsyneladende fortsat tilladt og legitimt i kampen mod et lovligt politisk parti og mod mennesker med en anden politisk opfattelse. For PET og PET’s politiske bagmænd står fjenden fortsat til venstre og vennerne til højre.

Hvad med Grundloven? »En god efterretningstjeneste må selvsagt fortolke politisk fastlagte direktiver og måske ikke altid gå helt efter bogen,« sagde Ditlev Tamm til BT den 29. november 1998.

Ditlev Tamm – dommer, professor, dr. jur. og senere fra 1999 til 2009 medlem af PET-kommissionen. Der var ikke tvivl i hans sind, men han har jo også som historiker god indsigt i de dele. Loven kan bøjes efter behov, forstår man. Og bliver det.

Også Grundloven kan – hvis man politisk finder det nødvendigt af hensyn til ‘Rigets sikkerhed’ og det fortsat gode samarbejde med en fremmed magt – sættes ud af kraft, som det viste sig under besættelsen. Og det kan den stadig.

Det er kun få år siden, vi så en regering og en statsminister sende vort land i krig på en løgn for at tækkes en amerikansk præsident. Et klokkeklart grundlovsbrud. Før Nazi nu NATO.

De overvaagede tager ordet.indd 64

12-10-2009 14:40:41

P E T 's ov erv å gn in g a f Da n ma rks kommu nistis ke Parti 1 9 4 5 -1 9 8 9

65

Efterkrigstid Folketinget den 25. februar 1947: Fører eller bruger Politiet stadig, uden at Mistanke om Forbrydelse foreligger, Kartotek over ustraffede danske Borgeres lovlige politiske Virksomhed, foretages der til Oplysning om sådan Virksomhed Telefonaflytninger, fremskaffelse af Oplysninger gennem betalte »Meddelere« eller ved en for Adressaten skjult Kontrol med Post- og Telegramforsendelser, og anser Justitsministeren sådanne Forhold for lovlige og i Overensstemmelse med Grundsætningerne for dansk Retspleje?

Ordføreren for kommunisterne, advokat Robert Mikkelsen: I begyndelsen af februar i år (1947) henledte »Land og Folk« Opmærksomheden på det politiske Politis hemmelige Kartoteker. »Ekstrabladet« henvendte sig i den Anledning til den faktiske Leder af Opdagelsespolitiet i København, Politikommissær Glud, og spurgte, om sådanne Kartoteker virkelig havde eksisteret og fortsat eksisterede. Hr. Glud svarede: »Jeg kan kun sige, at vi ikke har et sådant Kartotek mere. Da vi kom her efter Kapitulationen, var alt jo borte – her var støvsuget.

– Men Deres Afdeling oprettede i sin Tid et Kartotek over Kommunister?

– Nogen egentlig Registratur har der aldrig været Tale om. I Thune Jacobsens Tid førte vi et vist Tilsyn med de Partier, der havde Omstyrtning af det bestaaende på deres Program, og de Sager, der verserede, blev registreret – det var det hele.

– Et sådant Registratur eller Kartotek kunde i Dag kun have historisk Interesse?

De overvaagede tager ordet.indd 65

12-10-2009 14:40:41

6 6 Anto n Ni elsen

Det havde allerede før Kapitulationen kun historisk Interesse.« Dagen efter gentog Hr. Glud, det han tidligere havde sagt – men tilføjede: »(...) at vi kun har samlet forskelligt Materiale, efterhånden som det kom offentligt frem, akkurat paa samme Maade som man f.eks. på Dagbladene fører et Kartotek over de vigtigste Begivenheder.« »Man må sno sig«, sagde ålen, da den vred sig på den varme stegepande – en disciplin PET’s agenter gennem tiderne har mestret til fuldkommenhed.

Kommunisternes ordfører: Nu er vi en Del, som vidste, at et sådant Kartotek havde eksisteret, det var i høj Grad et egentligt Registratur, et meget udførligt og meget omfattende Kartotek, som rummede mellem 60.000-100.000 Kort over Personer, hvis politiske indstilling det politiske Politi har interesseret sig for.

Et sådant Omfang havde dette Kartotek før Krigen, og når jeg bemærker, at Danmarks Kommunistiske Parti dengang havde hen ved 6000 Medlemmer, og at Partiet ved sidste Valg før Besættelsen fik op mod 40.000 Stemmer, vil man alene heraf kunne se, at det så langt fra er således, at det blot eller hovedsagelig var Kommunister, hvis Navne stod i Kartoteket. (...) Kartoteket indeholdt Hundreder og Tusinder af Navne på Mennesker, som havde eller havde haft Tillidsposter i Fagbevægelsen, som var eller havde været Abonnenter paa et eller andet Blad, som havde givet et Bidrag til politisk prægede Indsamlinger og skrevet under på Opraab og Erklæringer af politisk Indhold, i alt, som jeg har sagt, mellem 60.000 og 100.000 Kort.

Dette vidste vi, og vi vidste ogsaa, at Politikommissær Glud personligt kendte dette Kartotek udmærket, for-

De overvaagede tager ordet.indd 66

12-10-2009 14:40:41

P E T 's ov erv å gn in g a f Da n ma rks kommu nistis ke Parti 1 9 4 5 -1 9 8 9

67

di han selv havde været ansat netop i den Afdeling, hvor Kartoteket førtes. Vi vidste altså, at Hr. Glud talte Usandhed, at han bevidst talte Usandhed, naar han sagde, at et egentlig Registratur ikke havde været ført.

Endnu en Ting: Vi ved, at dette kartotek stort set eksisterer den dag i dag, at der ikke var støvsuget, da Hr. Glud vendte tilbage, men Kartoteker og Akter bortset fra en ringe Del, som under Besættelsen blev fjernet, stadig fandtes.

Vi vidste, at dette Materiale var i Brug også efter Besættelsen og bruges den Dag i Dag, og vi vidste ogsaa, hvor dette Materiale – i hvert fald indtil for et par Måneder siden – fandtes. Souschefen for Københavns Opdagelsespoliti vidste det ogsaa, og det er altsaa anden Gang i den korte Erklæring, at denne høje Politiembedsmand gribes i Usandhed, bevidst Usandhed.

Først da fjenden havde besat vort land, kom kartotekerne i brug Debatten udviklede sig til en ren maratondebat, som jeg naturligvis kun refererer i små brudstykker. Men et enkelt afsnit af den omfattende debat skal dog bringes, fordi det lægger an til PET-kommissionens beretning fra 2009.

Under debatten blev DKP endnu en gang hængt ud som agenter for en fremmed magt, en 5.-kolonne i det danske samfund, der, som man skriver i beretningen, er »(...) knyttet til Danmarks hovedmodstander: Sovjetunionen«.

Robert Mikkelsen sagde i 1947: Sandheden er efter min Opfattelse den, at det Sikker­heds­ politi [En af PET’s forgængere, A.N.], som med en begej-

De overvaagede tager ordet.indd 67

12-10-2009 14:40:41

6 8 Anto n Ni elsen

stret Hyldest til sit udenlandske Forbillede kalder sig ved det forkortede Navn SIPO, har gjort overmaade lidt til Varetagelse af de Opgaver, som efter Loven er henlagt til dets Område. For det første har dette Politi lagt et overmaadeligt Arbejde i Indsamling af aldeles overflødige, politimæssigt unyttige Oplysninger.

Det er jo en Kendsgerning, at Politiet naturligvis aldrig har kunnet rejse så meget som Sigtelse mod noget Medlem af det kommunistiske Parti for højforræderisk Virksomhed eller Forsøg på saadan Virksomhed.

Der er aldrig rejst så meget som Sigtelse mod Partiet for strafbare Forbindelser med fremmed Magt. Der har både inden for og uden for Politiet været Folk, som gerne saa saadanne Resultater: Men hvor intet er, kan intet hentes.

Hele det kolossale arbejde var politimæssigt uden nogen som helst Værdi. Først da Fjenden havde besat vort Land, kom Kartotekerne i brug (...).

Bekæmp dem med alle midler – påsken 1948 Den næste antikommunistiske kampagne kom i 1948. Påskuddet til hetzkampagnen var valgresultatet i Tjekkoslovakiet i februar 1948. »Kuppet i Prag« kaldte den borgerlige/socialdemokratiske presse det.

Det førte bl.a. til, at Danmark og Skandinavien i marts 1948 blev koblet på det antikommunistiske korstog. USA’s præsident, Harry Truman, holdt den 3. december 1947 en tale, hvor han svang sig op til nye højder i en afsindig hetztale mod Sovjetunionen. USA ville gribe ind, meddelte Truman: »(...) hvis Skandinavien trues udefra af Sovjetunionen eller indefra af kommunisterne«. Han lovede Danmark militære garantier, så vi ville være i stand til at modstå det forventede russiske angreb.

Det var optakten til påsken 1948. Mindre end tre år efter befrielsen søgte man nu – anført af den socialdemokratiske statsminister, Hans

De overvaagede tager ordet.indd 68

12-10-2009 14:40:41

P E T 's ov erv å gn in g a f Da n ma rks kommu nistis ke Parti 1 9 4 5 -1 9 8 9

69

Hedtoft – at oppiske en stemning af kollektiv frygt og panik. Fra rygtefabrikken på Christiansborg lød danske ekkoer af ‘his masters voice’: »Kommunisterne forbereder kup. Russerne kommer«.

Næste skridt var inddragelse af påskeorloven for befalingsmands­ eleverne og indkaldelse af udenrigspolitisk nævn. Der iværksattes en strøm af rygter om en »ny 9. april« af netop de kredse, der havde samarbejdet med tyskerne.

Dagen derpå, den 24. marts, opfordrede justitsminister BuschJensen i radioen lytterne til – »ved dag og ved nat«, som det hed – at anmelde alle iagttagelser af illegale handlinger, alle. Som f.eks. våbentransporter eller andet, som kunne være til skade for landets sikkerhed.

I de følgende dage spredtes rygter om et kommunistisk kupforsøg og om sovjetisk flådekoncentration ved Danmark. Soldaterne fik udleveret skarpe skud. Politiet blev sat i beredskab, og der anbragtes maskingeværer på Politigårdens tag. Nogle steder opsattes pigtrådsspærringer, og der blev gravet skyttegrave. (PET-kommissionens beretning).

Også forsvarschefen lod sin stemme høre i radioen.

Er der ingen telefon i nærheden, så tag en cykel eller en hest, eller løb så stærkt du kan. Det er vigtigt for landet og vor frihed, at alle observationer kommer hurtigt frem.

Ledende kommunister blev sat under døgnobservation. Man foretog husransagelser under påskud af at lede efter våben, dog naturligvis uden at finde nogen. Meget tydede på, at man – hvis man virkelig ønskede at finde våben – skulle have søgt mellem sine egne forbundsfæller, som på et tidspunkt smed en håndgranat ind i Land og Folks boghandel i Bredgade.

Dagen efter påske krævede DKP en forklaring:

De overvaagede tager ordet.indd 69

12-10-2009 14:40:41

7 0 Anto n Ni elsen

Nu er påsken forbi. Russerne gjorde ikke landgang på Lolland. Kommunisterne stormede ikke Politigården i København. Må vi så bede om en forklaring på – eller undskyldning for – dens [regeringens] rygtesmederi og panikforanstaltninger. Hvad var årsagen – og hvad var hensigten? Befolkningen måtte dog have krav på oplysning herom.

Det fik den nu ikke sådan lige umiddelbart.

Statsministeren forsøgte nu – efter at jordbunden var gødet godt og grundigt med antikommunisme – at bagatellisere hele affæren over for Folketinget. Man forsøgte at sløre den egentlige dagsorden, den virkelige årsag til hele panikken. Den kom først officielt for en dag den 24. marts 1949, da udenrigsminister Gustav Rasmussen i Folketinget skulle overbevise tingets medlemmer om det absolut nødvendige i, at Danmark hurtigst muligt blev indlemmet i Atlantpagten.

Da hev han igen de af AIC (Arbejdernes Informationscentral) fabrikerede påstande om faren »for kommunistisk kup og sovjetisk invasion af Danmark« frem, som det »afgørende argument« for vores indtræden i den vestlige krigspagt. Vi skulle ind under USA’s atomparaply – og det kom vi.

Ved afstemningen stemte 119 for vor indlemmelse, mens 23 stemte imod – kommunister, radikale og enkelte retsstatsfolk.

Uden for Christiansborg demonstrerede 75.000 mennesker imod Danmarks deltagelse i Atlantpagten. Det danske folk var som sædvanlig ikke blevet spurgt. En fremgangsmåde, der senere er blevet brugt mange gange, hver gang til skade for befolkningen og Danmarks omdømme ude i verden. Den 4. april 1949 underskrev udenrigsminister Gustav Rasmussen og ambassadør Henrik Kaufmann Atlantpagten i Washington D.C.

Sig mig, hvem dine venner er …

Det fremgår af PET-kommissionens beretning, at:

De overvaagede tager ordet.indd 70

12-10-2009 14:40:41

P E T 's ov erv å gn in g a f Da n ma rks kommu nistis ke Parti 1 9 4 5 -1 9 8 9

71

(...) det danske politi forud for den tyske besættelse i 1940 tilsyneladende plejede tætte kontakter til Gestapo, med hvem man allerede i 30’erne udvekslede oplysninger om kommunister.

Beretningen afslører ligeledes, at såvel politiets som militærets efterretningstjenester kappedes om at benytte gamle nazister.

Det fremgår yderligere, at dette frugtbare samarbejde ikke sluttede med Nazitysklands nederlag, men at: (...) dansk politi i 1947 havde kontakt til personer, som tidligere havde arbejdet for Hitlers efterretningstjeneste, der havde forfulgt kommunisterne.

I den sammenhæng ansatte man en gammel Gestapomand »med speciale i kommunistbekæmpelse«. Ræsonnementet syntes tydeligvis at være, at til specialarbejde benytter man selvfølgelig specialister. Og i den sammenhæng er ingen bedre end »die alten Kameraden«.

Den gamle koldkriger, Niels Frommelt fra det CIA-finansierede terrornetværk – de såkaldte Stay-behind-grupper, som drev deres skumle virksomhed helt frem til 1999 – sagde i et interview i 2002: Der fandtes 10-12 Stay-behind-grupper [en dansk udgave af den italienske terrororganisation »Gladio«] med i alt op til 200 personer, (...) som skulle bekæmpe kommunister og venstreorienterede og om nødvendigt slå dem ihjel.

De private antikommunistiske organisationer Fir­ maet, Stay-behind grupperne, AK-grupperne, Arbejder­ bevægelsens Informationscentral (AIC) m.fl., var et produkt af den kolde krigs ideologi og den mest vulgære antikommunisme, og de blev brugt af såvel den danske efterretningstjeneste PET som det amerikanske CIA, der også finansierede og bevæbnede deres undergravende

De overvaagede tager ordet.indd 71

12-10-2009 14:40:41

7 2 Anto n Ni elsen

virksomhed. Mange kendte samfundsspidser tjente deres første politiske sporer ved at belure, aflytte og forpeste livet for politiske modstandere. De var om nogen agenter for en fremmed magt.

Antikommunismens ideologiske fortrop udgjordes af Moralsk Oprustning, hvis beslutninger blev truffet alene af ‘førelse’ fra Gud. Man forsøgte at fremstille den dybt reaktionære organisation – som havde nogle af denne verdens værste krigsforbrydere i sin ledelse – som et broderskab i demokratiets tjeneste. Det hele byggede på en stor løgn, alligevel fik denne fascistoide, sorte loge indflydelse langt ind i de skiftende regeringer. Deres forkvaklede og bevidst løgnagtige fremstilling af andres politiske meninger var helt i tråd med Joseph McCarthy’s uamerikanske komité, som ‘over there’ forfulgte tusindvis af uskyldige borgere. En politisk brændemærkning, som var den kolde krigs ideologiske udspring.

Og det er fortsat de holdninger, som ligger bag nutidens antikommunistiske profeter i vort land – historieprofessorer, præstefætrene fra Dansk Folkeparti og alt for mange med dem. Som f.eks. medlemmer af den siddende regering, som alle præker deres hadske og reaktionære evangelium for en apolitisk og til dels historieløs befolkning.

Et resultat af de samme partiers og personers bevidste bidrag til den almindelige fordummelse.

Afslutningsvis et par almene bemærkninger til eftertanke. PETkommissionen kan naturligvis ikke undgå en gang imellem at hæve pegefingeren, når PET helt tydeligt er gået over stregen. For eksempel når man på trods af regeringserklæringen af 1968, som forbød registrering af borgere »alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed«, fortsætter registrering, undlader at destruere kartotekerne, men i stedet nedfotograferer dem og oversender dem til storebror i Washington. Et eksempel, som det var svært at komme uden om, da det var alment kendt i forvejen.

De overvaagede tager ordet.indd 72

12-10-2009 14:40:42

P E T 's ov erv å gn in g a f Da n ma rks kommu nistis ke Parti 1 9 4 5 -1 9 8 9

73

Men hvordan er situationen i dag? PET er vokset og vokser stadig.

Ifølge egne oplysninger arbejder der i dag ca. 700 mennesker for PET, og bevillingerne til PET’s virksomhed er stadig stigende.

Operationsområderne bliver stadig udvidet. Ifølge PET’s egne oplysninger drejer det sig om: kontraterrorisme, kontraekstremisme, kontraspionage og organiseret kriminalitet. Hertil kommer en række områder på det sikkerhedsmæssige område, bl.a. personbeskyttelse og sikkerhedsrådgivning.

Dertil kommer, at vi i dag har en lovgivning på området, som for længst ville have lovliggjort de fleste af de overtrædelser, som PET venligt kritiseres for i kommissionens beretning. Det politiske flertal har i flere omgange strammet lovgivningen på området til fordel for PET, men til fare for borgernes retssikkerhed.

Som jeg ser det, havde der med den nuværende lovgivning overhovedet ikke været noget at komme efter. I dag er lovgivningen for store deles vedkommende en kopi af amerikansk lovgivning og dekreter udstedt af den amerikanske præsident. PET kan stort set gøre, hvad de vil inden for lovens særdeles vide rammer. Ikke mindst den såkaldte terrorlovgivning – som i ånd og indhold på det nærmeste er en afskrift af den amerikanske Patriot Act. Hvor langt de vil gå i så henseende, får vi at se, når PET inden længe vil forsøge at få mennesker dømt for støtte til og solidaritet med kæmpende og undertrykte mennesker i Colombia og Palæstina.

De overvaagede tager ordet.indd 73

12-10-2009 14:40:42

74

Anker Schjerning

PET og fredsbevægelserne Anker Schjerning, f. 1944. Var i 1974 medstifter af Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed og i en årrække medlem af Samarbejdskomitéens styrelse. Fra 1975-1990 ansat i DKP med fredsarbejdet som en vigtig arbejdsopgave. Var fra 1977-89 medlem af DKP’s centralkomité.

B

ind 10 af PET-kommissionens beretning rummer et afsnit på 114 sider om de danske fredsbevægelser i perioden 1950-1989.

Historikeren Rasmus Mariager er forfatteren.

Mariager forsøger at give et indtryk af disse store folkelige bevægelser, men det lykkes ham kun i ringe grad at vriste sig løs af det vrængbillede, som PET har tegnet i mange af deres rapporter.

Hvis man ønsker nuanceret viden om fredsbevægelserne og de historiske perioder, de virkede i, kan jeg i stedet varmt anbefale Søren Hein Rasmussens bog Sære Alliancer, der udkom i 1997 på Odense Universitetsforlag.

Dårlig beskrivelse af fredsbevægelsernes baggrund I beskrivelsen af den politiske baggrund for de store protestbevægelser mod USA’s og NATO’s atomvåben-oprustning i slutningen af 1970’erne præsterer Mariager og PET-kommissionen det kunststykke totalt at forbigå de store fremskridt i retning af afspænding og øst-vest-

De overvaagede tager ordet.indd 74

12-10-2009 14:40:42

De overvaagede tager ordet.indd 75

75

12-10-2009 14:40:42

7 6 Anker Schj erning

forhandlinger, som var sket i begyndelsen af 1970’erne, og som havde skabt optimisme og forventninger om en verden med mindre militær og meget mere samarbejde i det Europa, der hidtil havde været opdelt mellem de modsatrettede politiske systemer og militære blokke. Lad mig blot nævne »Konferencen om sikkerhed og samarbejde i Europa«, der blev afsluttet med succes den 1. august 1975, da 35 stats- og regeringsledere fra alle europæiske lande plus USA og Canada mødtes i Finlands hovedstad, Helsingfors, for at undertegne slutdokumentet om mere sikkerhed, samarbejde og menneskelig kontakt på tværs af hidtidige skillelinjer mellem øst og vest.

Mange vil huske, at Sovjetunionen og andre lande i Warszawapagten ofte blev kritiseret af de vestlige lande for at lægge hindringer i vejen for den frie og uhindrede udvikling af kontakter mellem folk fra øst og fra vest. Nu dokumenterer PET-kommissionens beretning, at man fra officiel dansk side har fundet sådanne kontakter så mistænkelige, at man systematisk har ladet PET overvåge alle, der i overensstemmelse med beslutningerne i Helsingfors har ført diskussioner med den anden parts repræsentanter om veje til nedrustning og mere fredeligt samarbejde og samkvem.

Fra slutningen af 1970’erne blev der sat en stopper for den glædelige internationale udvikling. Det store befolkningsflertal i de vesteuropæiske lande var ikke i tvivl om, hvor hovedansvaret skulle placeres.

Det forbigår Rasmus Mariager og PET-kommissionen, men de får dog i en enkelt sætning på side 287 mandet sig op til at konstatere, at (...) betydelige dele af den danske befolkning i begyndelsen af 1980’erne betragtede den nye amerikanske præsident, Ronald Reagan, med skepsis grundet dennes tilsyneladende konfrontatoriske indstilling.

Det meget store befolkningsflertal og et meget bredt spektrum af politiske kræfter ønskede mere afspænding og nedrustning og ikke en ny bølge af atomvåbenoprustning. Det var baggrunden for, at fredsbevægelsen blev en folkelig massebevægelse, og at et politisk flertal i

De overvaagede tager ordet.indd 76

12-10-2009 14:40:42

P E T o g f redsb ev ægel sern e

77

det danske folketing sagde nej til NATO’s nye atomraketter og ja til en atomvåbenfri zone i Norden.

Fokusering på DKP og østambassader I misforstået loyalitet over for alliancen med USA i NATO søgte højrefløjen med alle midler at overbevise befolkningen om, at de store fredsbevægelser var Sovjetunionens og kommunisternes værk og et resultat af deres evne til at skjule deres sande ansigt og manipulere med almindelige, godtroende mennesker. Man må spørge sig selv, om PET’s næsten maniske fokusering på østdiplomater og deres kontakter med danske kredse og den tilsvarende maniske optagethed af DKP’eres tværpolitiske arbejde i fredsbevægelsen virkelig afspejlede en ægte bekymring for disse aktiviteter i regering og politi, eller om der snarere var tale om, at man overbetonede dem for at skabe et vrængbillede af fredsbevægelserne i den danske offentlighed for at svække dem og dermed bane vejen for tilslutning til USA’s og NATO’s oprustning med nye atomvåben?

Brug af stemplet ‘en frontorganisation’ Helt centralt i PET’s virksomhed stod begrebet en ‘frontorganisation’.

Udtrykket defineres i indledningen på side 17 i bind 10: Med frontorganisationer menes der i PET’s jargon organisationer, som over for offentligheden fremstod upolitisk eller tværpolitisk, idet organisationen angiveligt arbejdede for at fremme en ide eller et mål, der kunne vinde sympati i brede dele af befolkningen, f.eks. verdensfredens bevarelse, men hvis virkelige mål var at fremme sovjetiske synspunkter og dermed underminere de bestående vestlige samfund.

De overvaagede tager ordet.indd 77

12-10-2009 14:40:43

7 8 Anker Schj erning

For PET var det af afgørende betydning at skaffe materiale, der kunne overbevise de pæne mennesker i det udvalg, der skulle kontrollere PET, Wamberg-udvalget, samt dommere i byretten, om at Samarbejdskomitéen var en sådan frontorganisation, for så var vejen åbnet for den helt store indsats for at aflytte, overvåge og registrere ledelsesmedlemmer, kontorer, lokalgrupper, samarbejdspartnere m.fl. I marts 1980 fik PET grønt lys herfor hos Wamberg-udvalget.

Jeg må sige, at PET sørgede for at have folk i vores nærhed. På side 307 i bind 10 fortælles det, at (...) kommissionen har konstateret 35 kildenavne, der informerede PET om de sider af Samarbejdskomitéens virksomhed, som først og fremmest foregik bag lukkede døre. Et stort antal af disse kildenavne dækkede dog over en og samme person. Dermed reduceres antallet af kilder til knap 20.

Tænk engang, vi har måske haft 19 betalte hjælpere til at klare meget af vores praktiske organisationsarbejde. Ærgerligt, at kommissionen ikke fortæller, hvem de var, så man eventuelt kunne sige tak for indsatsen med at slikke frimærker. Ikke mærkeligt, hvis vores daværende samarbejdspartnere og konkurrenter i Nej til Atomvåben en gang imellem har følt sig udsat for en slags ulige, statsbetalt konkurrence fra vores side.

Overskudsinformation Nej til Atomvåben og Kvinder for Fred opnåede aldrig at blive kategoriseret som frontorganisationer, så her fik PET ifølge kommissionen ikke Wamberg-godkendelse og dommerkendelse med ret til at aflytte telefoner. Men beretningen fortæller, at der var noget, der hed overskudsinformation, som kom PET til gode, hvis en person fra Samarbejdskomitéen talte i telefon med én fra Kvinder for Fred. Så var

De overvaagede tager ordet.indd 78

12-10-2009 14:40:43

P E T o g f redsb ev ægel sern e

79

det ikke kun den ene part, der blev optaget på bånd, men begge, og det gav indsigt i, hvad fredskvinderne foretog sig.

Misinformations-kampagner – organiseret af PET? Hele syv sider bruges på PET’s aktiviteter i forhold til Verdens­freds­ kongressen i oktober 1986. Pladsen her tillader ikke at gå i detaljer, men PET-kommissionen har dokumentation for, at PET forsynede tre udvalgte journalister fra to store dagblade med materialer for at give kongressen maksimal negativ omtale i offentligheden. Da en af de angrebne tog til genmæle, hjalp PET’s medarbejder sågar den pågældende journalist med at skrive et gensvar.

PET-kommissionen fortæller på side 317, at Jyllands-Postens artikelserie »Operation Fred« fra maj 1981 kan have bygget på materialer, som blev stillet til rådighed for journalisterne John Wagner, Per Nyholm og William Schwarck af PET eller en anden tjeneste. Her blev ikke kun Samarbejdskomitéen, men også andre dele af fredsbevægelsen svinet til. Artiklerne blev bragt samtidig med den store nordiske fredskonference i Aalborg, hvor dansk fagbevægelse for alvor kom på banen i fredsarbejdet.

Artiklerne indeholdt blandt andet et udokumenteret og truende citat af Bresjnev. Også Lenin blev bragt på banen med udtrykket »naive idioter« eller »nyttige idioter«, forsynet med følgende undertekst: »Lenin om vesteuropæiske borgerlige og socialdemokratiske partier og personer, der samarbejder med kommunister«. Selvfølgelig uden kildehenvisning.

Land og Folk’s meget Lenin-kyndige, nu afdøde, Gelius Lund, har mange gange forgæves bedt om en sådan henvisning. Og interessant nok indrømmede professor Bent Jensen på side 382 i sin bog »Gulag og Glemsel«, der udkom i 2002, at »begrebet nyttige idioter tilskrives Lenin, men er vistnok ikke hans opfindelse«.

De overvaagede tager ordet.indd 79

12-10-2009 14:40:43

8 0 Anker Schj erning

Faktuelle fejl Fredsafsnittet i bind 10 indeholder en række faktuelle fejl og forkerte oplysninger. På side 280 skriver man, at »Samarbejdskomitéen var fra begyndelsen af sin levetid organiseret i Verdensfredsrådet«. Det er forkert. Samarbejdskomitéen var aldrig tilsluttet Verdensfredsrådet, men vi samarbejdede ofte med dem om aktiviteter, som begge parter havde interesse i.

Lige så forkert er påstanden på side 293 om, at Samarbejdskomitéen har »delt lokaler med Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen«. Sagen er, at Landsforeningen forlod sine lokaler i Reventlowsgade i 1977, og at Samarbejdskomitéen sammen med andre organisationer senere flyttede ind de tomme lokaler, der tidligere havde rummet Landsforeningen.

Det er også forkert, når man skriver på side 322, at »kampen for at få Danmark ud af NATO« indgik som et af punkterne i et 14-punktsprogram, som blev vedtaget på en fredskonference arrangeret af Samarbejdskomitéen og en række andre fredsorganisationer i oktober 1982. Kravet om udmeldelse af NATO var aldrig en del af Samarbejdskomitéens politiske grundlag.

Fredsbevægelsernes økonomi Siderne 367-72 er viet til PET’s bestræbelser for at afdække, i hvor høj grad fredsarbejdet i Danmark blev finansieret af Sovjetunionen. Det fremgår med al tydelighed, at PET har brugt megen energi på at studere regnskaber og økonomiske forhold i bl.a. Samarbejdskomitéen og Fagbevægelsen for Fred. PET-medarbejdere har brugt ressourcer på at undersøge, om Samarbejdskomitéens tryksager blev trykt med de samme farver og på samme papirtype, som blev brugt på DKP’s trykkeri.

Konklusionen af PET’s undersøgelser bringes på side 370:

De overvaagede tager ordet.indd 80

12-10-2009 14:40:43

P E T o g f redsb ev ægel sern e

81

Når dette er konstateret, skal det bemærkes, at Sovjetunionen og andre østlande imidlertid kun bidrog med forholdsvis små økonomiske beløb til fredsbevægelsens aktiviteter i 1980’erne. Først og fremmest synes fredsgrupperne generelt at have haft ganske beskedne budgetter, og langt den overvejende del af gruppernes økonomiske grundlag synes at være tilvejebragt via medlemskontingenter, indsamlinger, salg af mærkater og lignende. Det var eksempelvis en forudsætning for medlemskab af Samarbejdskomitéen, at foreningerne betalte kontingent.

Det er ikke så ringe endda at have PET’s ord for, at det i høj grad var os selv, der skaffede pengene.

Afsluttende bemærkninger Fredsbevægelsen blev stor og stærk i 1980’erne. Målet blev næsten nået, men det endte med, at Reagan og Uffe Ellemann i 1989 kunne proklamere sig som sejrherrer. 1980’erne blev desværre ikke årtiet, hvor den militære styrkepolitik spillede fallit, og hvor de store folkelige bevægelser kunne sætte en ny dagsorden med nedrustning, udvikling og global og social ansvarlighed.

Nu står Obamas USA med alle problemerne. Et mega-militærapparat, der suger al energi ud af den amerikanske økonomi. Der må nedrustes, hvis miljø, sundhedsvæsen og beskæftigelse skal have en chance. Lad det i fremtiden blive til mere end fodnoter.

De overvaagede tager ordet.indd 81

12-10-2009 14:40:43

82

Michael Voss

SAP og det politiske politi Michael Voss, f. 1953. Medlem af SAP’s ledelse siden midten af 1970’erne. Pressemedarbejder for Enhedslistens folketingsgruppe 1994-2004.

I

1972 blev jeg medlem af SAP’s forgænger, RSF, og jeg er stadig medlem af SAP. I hele denne periode og i hvert fald til 1991 har PET som et politisk politi – – – –

aflyttet SAP’s lokaler aflyttet SAP’s og SAP-medlemmers telefoner sendt agenter ind i SAP (alene 1980-89: fem) ladet agenterne rapportere, stjæle papirer og affotografere navnelister; og ikke kun navnelister på medlemmer, men også studiekredsdeltagere, som ikke var og aldrig blev medlemmer. Og allerværst, set ud fra et demokratisk synspunkt: de har indsamlet og arkiveret lister over mennesker, hvis politiske forbrydelse ifølge PET var, at de skrev under på, at SAP gerne måtte stille op til folketingsvalg – forsøgt at chikanere og bremse RSF’s og SAP’s aktiviteter.

Jeg vil her trække tre vigtige pointer frem: Første pointe: På intet tidspunkt i de mindst 20 år gav denne overvågning og registrering politiet anledning til at rejse sigtelse mod SAP eller mod grupper af SAP’ere.

De overvaagede tager ordet.indd 82

12-10-2009 14:40:43

De overvaagede tager ordet.indd 83

83

12-10-2009 14:40:44

8 4 Michael Vo ss

Anden pointe: Der var overtrædelser af love og politivedtægter blandt SAPaktiviteterne i perioden. F.eks. deltog vi i faglige, fysiske blokader, i blokaderne i forbindelse med Byggeren og i Ini’tivgruppens besættelser for at få et ungdomshus. Men det var alt sammen aktiviteter, som SAP på samme tid klart og tydeligt offentligt argumenterede for, at vi gennemførte. Vores formål var jo netop at overbevise flest muligt om, at disse aktiviteter var vigtige og at få flest muligt med i dem.

Tredje pointe: Omfanget af PET’s overvågning, registrering og chikane af SAP er stadig af ukendt omfang. Det har kommissionen ikke afklaret på trods af sin 10 år lange arbejdsperiode. I stedet er beretningen en blanding af mangel på kildekritik og manglende vilje til at bore i uklare PETforklaringer, regelret hvidvaskning af PET plus almindelig sjusk. Lad mig give et par eksempler: Kommissionen konstaterer, at PET makulerede en stor del af materialerne om SAP kort tid efter, at PET havde fået at vide, at en af deres agenter i SAP ville blive afsløret i tv. Men kommissionen gjorde intet for at bore i denne makulering og i det påfaldende tidspunkt.

Kommissionen vælger til gengæld at grave videre ud over den periode, de er sat til at undersøge, nemlig til 1989. Her finder de i PETarkiverne nogle udokumenterede rygter om stærkt ulovlige aktiviteter i SAP i 1990 og 1991. Aktiviteter, som ligger latterligt langt fra alt andet om SAP i beretningen og fra alt, hvad SAP stod og står for.

F.eks. siger rygterne, at man i SAP planlagde en befrielsesaktion af Blekingegadebandens medlemmer under en fangetransport. Disse rygter viderekolporterer kommissionen ukritisk over flere sider. Det virker uvilkårligt, som om kommissionen har følt sig pinligt berørt på PET’s vegne over overvågningen af SAP og krampagtigt har forsøgt at finde noget, der kunne legitimere den – om så de skulle gå ud over kommissoriet.

Hverken når det gælder disse mærkværdige historier eller nogle af de andre PET-opfattelser af SAP, har kommissionen fundet det relevant at tale med de overvågede. Intet medlem af RSF og SAP er citeret for

De overvaagede tager ordet.indd 84

12-10-2009 14:40:44

S A P og det pol itiske pol iti

85

udtalelser omkring RSF og SAP i perioden fra 1972-1991. Det er ikke så underligt, eftersom intet ledende medlem af SAP fra denne periode er blevet interviewet – trods gentagne tilbud fra SAP om at stille op.

Ukritisk har kommissionen slugt PET-kilderne, mens de har nægtet at bruge SAP-kilderne.

Hvorfor blev SAP overvåget af PET? Når nu resultatet af SAP-overvågningen år efter år var lig nul – ingen afsløring af hemmelige aktiviteter, ingen sigtelser – hvorfor blev de så ved?

Fordi PET arbejdede og fik lov til at arbejde og tilsyneladende blev pålagt at arbejde inden for en bestemt systembevarende ideologi – i direkte strid med de officielt vedtagne demokratiske principper og spilleregler.

Ifølge denne PET-ideologi var (og er?) det f.eks. samfundsskadeligt – at anvende traditionelle faglige kampskridt som strejker og blokader og at være imod det fagretslige system – at argumentere, organisere og demonstrere imod USA’s og NATO’s globale strategi og konkrete aktiviteter (Bemærk: Dét at et flertal i befolkningen eller et flertal i Folketinget er modstandere af USA’s og NATO’s aktuelle handlinger, gør det ikke mindre samfundsskadeligt, ifølge PET-ideologien) – at argumentere, organisere, demonstrere og strejke mod det kapitalistiske samfundssystem og for et andet, et socialistisk, samfundssystem.

Ifølge PET-ideologien er den slags normale demokratiske aktiviteter politisk skadelige og dermed illegitime og dermed ulovlige. Derfor var det PET’s opgave at overvåge, registrere og helst standse den slags aktiviteter.

Det er et udslag af den ideologi, at PET arkiverede rapporter om 1. maj-demonstrationer under »ulovligheder«.

De overvaagede tager ordet.indd 85

12-10-2009 14:40:44

86

PET var – og er? – et politisk politi. Det får vi glimt af i kommissionsberetningen, men også kun glimt. Mere kunne eller ville eller turde kommissionen desværre ikke.

De overvaagede tager ordet.indd 86

12-10-2009 14:40:44

87

Demos v/ Petter Sommerfelt

PET’s overvågning af Vietnamkrigsmodstandere Petter Sommerfelt, f. 1945. Aktiv i Demos, et forlag med tilhørende boghandel, der var aktivistisk omdrejningspunkt i modstanden mod den amerikanske krigsførelse i Vietnam.

I

takt med optrapningen af USA’s krig i Vietnam blev der verden over, også herhjemme, oprettet Vietnamkomitéer i protest mod krigen. PET forstod ikke denne form for folkelige bevægelser og opfattede dem som en politisk trussel mod den bestående samfundsorden. Herved indledtes PET’s systematiske overvågning og registrering af De Danske Vietnamkomitéer (DDV ), Forskergrupperne, Dokumentationsgruppen, International Information Center (IIC) og Forlaget Demos, der alle udsprang af det politiske arbejde i kampen mod USA’s krig i Vietnam – en registrering, som PET-kommissionens beretning med al tydelighed har dokumenteret. Denne overvågning og registrering er angiveligt fortsat til 1989 – hvor kommissionens beretning slutter – og efter al sandsynlighed til dags dato, nu i terrorlovens regi.

PET har ikke kunnet føre bevis for, at organisationerne har befattet sig med andet end lovlig politisk virksomhed. Undervejs opfinder PET forskellige begrundelser for sin ulovlige registrering. Snart skyldes PET’s interesse, at organisationernes virksomhed består i vold som politisk middel – i dagens sprogbrug »terrorisme« – snart er der

De overvaagede tager ordet.indd 87

12-10-2009 14:40:44

8 8

Demo s v/ Pett er So mmerf elt

tale om sabotage og spionage til fordel for fremmede magter, og snart drejer det sig om ganske gemen berigelseskriminalitet.

PET’s registrering af medlemmerne af Dokumentationsgruppen og IIC I juni 1972 opstillede PET en liste over de seks medarbejdere ved IIC. Kun to var registreret, mens de fire var ukendte. (...) En grafiker, der havde tilrettelagt en systemkritisk fremstilling, blev ved samme lejlighed registreret.

(Bind 10, s. 135-36) Den 2. juni 1976 blev det bemærket, at »de hidtil ikke-registrerede personer … nu skal registreres«. PET havde nu indsamlet de fulde generalia vedrørende de ukendte medlemmer. Det vides ikke, hvorfor det i juni 1976 blev besluttet at registrere medlemmerne af Dokumentationsgruppen. (Bind 10, s. 135) Citaterne taler for sig selv. Vi har her PET’s ord for, at Dokumen­ta­tions­ gruppen og IIC er blevet registreret efter regeringserklæringen af 1968.

Men begrundelsen mangler.

Vold som politisk kampmiddel Det er således klart, at de stærkt yderligtgående og revolutionære kredse bag såvel pinsemarchen som de tidligere arrangementer har til hensigt at trænge ind i selve USA’s ambassade og forsøge at brænde bygningen af, således at kun de røgsværtede ruiner står tilbage.

Kommissionen bringer dette citat fra PET-papir (Bind 10, s. 96), og det er et af mange glimrende eksempler på PET’s retorik. Men begivenhe-

De overvaagede tager ordet.indd 88

12-10-2009 14:40:44

P E T s ov e rv 책 gn in g a f Vi etna mkrigsmodstandere

De overvaagede tager ordet.indd 89

89

12-10-2009 14:40:45

9 0

Demo s v/ Pett er So mmerf elt

den fandt aldrig sted. Grundlaget for registrering var således ikke til stede.

Kort tid efter oplyste en af PET’s kilder imidlertid, at DDV var ved at lægge sidste hånd på en bog om byguerilla (...)

Bogen skulle bl.a. (...) indeholde anvisninger i at udføre bankrøverier, kidnapning og byguerillaaktivitet. Dette tydede på, at DDV planlagde omfattende gadekampe (...)

Et år efter konstaterede PET dog, at bogen endnu ikke var udkommet. Det vides ikke, om PET’s kildes oplysninger var fejlagtige, eller om bogen blev trukket tilbage inden offentliggørelsen. (Bind 10, s. 110) Hertil må bemærkes, at en væsentlig grund til, at bogen aldrig udkom, var den enkle, at bogen ikke på noget tidspunkt var planlagt.

Grundlaget for registrering var således ikke til stede.

Spionage til fordel for Warszawa-pagten?

Det var (...) tre konkrete sager, der rejste spørgsmålet, om forskergrupperne havde til hensigt at afsløre militære hemmeligheder: Kejsergade-sagen i 1969, forskergruppernes interesse for undersøiske lyttestationer i 1970 og Demos-udgivelsen »Rustningsindustri og krigsforskning i Danmark« fra 1973. (Bind 10, s. 119) I november 1970 oplyste FE’s chef, oberst Fournais, (...) at forskergrupperne havde fået til opgave at skaffe oplysninger om den vesttyske flådes aktivitet i de danske farvande, militære depoter på havbunden og undersøiske lyttestationer. De undersøiske anlæg var imidlertid en dårligt bevaret hemmelighed (...) Der var derfor næppe grund til at tage alt for alvorligt på en eventuel offentlig omtale af disse installationer. (Bind 10, s. 120)

De overvaagede tager ordet.indd 90

12-10-2009 14:40:45

P E T s ov e rv å gn in g a f Vi etna mkrigsmodstandere

91

Det lykkedes åbenbart aldrig at fastslå, om forskergrupperne havde forsøgt at indsamle oplysninger om lyttestationerne.

Kort efter iværksatte PET en resultatløs undersøgelse af en oplysning fra FE om, at tre langhårede mænd med skæg var blevet observeret, da de gik i land på Langeland med en kuffertlignende genstand. I marts 1971 forlød det fra FE’s kilde i DDV, at forskergrupperne havde opgivet en idé om at sabotere anlæggene ved hjælp af håndgranater og dynamit og i stedet havde kastet sig over arbejdet med tidsskrifter og andre åbne kilder. Oplysningen om planerne om sabotage er ikke bekræftet fra anden side og forekommer umiddelbart utroværdig. (Bind 10, s. 121) Planerne om sabotage forekommer PET-kommissionen »umiddelbart utroværdig«, men ikke at forskergrupperne havde fået i opdrag (fra hvem?) at drive spionage.

[FE] betegnede rapporterne som begavede analyser af offentligt tilgængelige kilder, hvis formål var at bekæmpe en eventuel udvidelse af den danske militæreksport og de amerikanske økonomiske interesser i Danmark. Materialet indeholdt således ikke klassificerede oplysninger. Det samme var konklusionen vedrørende Dokumentationsgruppens bog »Rustningsindustri og krigsforskning i Danmark«, der udkom på Demos i 1973.

Ifølge FE havde bogens forfattere på »en meget intelligent måde« udnyttet det tilgængelige kildemateriale, selvom det ikke kunne udelukkes, at forskergrupperne havde velinformerede kontakter på de omtalte virksomheder.

Kejsergadesagen var således den eneste af de tre sager, hvor forskergrupperne afslørede militære hemmeligheder. (Bind 10, s. 121)

De overvaagede tager ordet.indd 91

12-10-2009 14:40:45

9 2

Demo s v/ Pett er So mmerf elt

Her har vi PET’s og FE’s egne ord for, at der ikke var tale om spionage, men om dokumentationer fra åbne kilder. Grundlaget for registrering var således ikke til stede.

PET foretog tilsyneladende ikke en nærmere efterforskning af DDV’s kontakter til DDR for at fastslå, om bevægelsen modtog direkte økonomisk støtte. Det forekommer imidlertid klart ud fra det bevarede kildemateriale, at DDV fik betalt en del af sit propagandamateriale af DDR. (Bind 10, s. 129) Den eneste støtte DDV modtog fra DDR var i form af metal-emblemer.

Plakater med plads til at skrive navn på arrangementer blev trykt mod betaling: kr. 380,25.

Endvidere er STASI’s arkiver for længst gjort tilgængelige. Her kunne man kontrollere enhver form for samarbejde mellem DDR og DDV. Der var intet. Grundlaget for registrering var således ikke til stede.

Bedrageri Beretningen refererer »ubekræftede oplysninger fra PET’s kilder« om, at ledende DDV-aktivister skulle have »finansieret deres aktiviteter gennem indbrud og tyveri af bl.a. kontorartikler, planlagt økonomisk afpresning« af besættelsestidens værnemagerfirmaer og gjort sig skyldige i »storstilet indsamlings-bedrageri« (Bind 10, s. 99, 118 og 123).

Det er vel overflødigt at nævne, at der aldrig er rejst nogen sigtelse.

Det ligner et falsk alibi for at overvåge DDV’s lovlige politiske virksomhed.

De overvaagede tager ordet.indd 92

12-10-2009 14:40:45

P E T s ov e rv å gn in g a f Vi etna mkrigsmodstandere

93

Dokumentationsgruppen: Venstrefløjens efterretningstjeneste?

I enkelte tilfælde gik aktivisterne over til egentlige sabotageaktioner. Fra omkring 1967 var Dansk ESSO mål for en række aktioner på grund af, at olieselskabet fremstillede napalm, som blev anvendt af den amerikanske hær i Vietnam. Foruden bemaling blev selskabet udsat for trusler, rudeknusninger og brand-bomber. Ifølge PET skulle gerningsmændene findes i yderligtgående kredse med tilknytning til DDV. I 1970 offentliggjorde DDV en såkaldt »Top Ti-liste« over ti amerikanskejede firmaer i Danmark, der producerede for det amerikanske militær.

Firmaerne var efterfølgende udsat for en række bemalingsaktioner, rudeknusninger og i enkelte tilfælde forsøg på brandattentater. I 1972 blev de danske afdelinger af Honeywell og Avis udsat for indbrud, hærværk og ildspåsættelse. Selvom attentaterne aldrig blev opklaret, forekommer det troligt, at gerningsmændene enten tilhørte DDV eller var inspireret af DDV’s liste. (Bind 10, s. 114) Forskergruppernes interesse rettede sig (...) mod tilstedeværelsen af den »amerikanske økonomiske imperialisme« i Danmark, det vil sige virksomheder, der handlede med USA, eller som var ejet af amerikanske koncerner. I begyndelsen af 1970 modtog PET oplysninger fra en kilde om, at forskergrupperne angiveligt forsøgte at infiltrere firmaerne med det formål at indsamle informationer om deres aktiviteter. Formålet med indsamlingen var, at oplysningerne skulle bruges i forbindelse med kampagner og aktioner imod firmaerne. På grundlag af det indsamlede materiale offentliggjorde DDV (...) »Top Ti-listen« over amerikanske firmaer med filial i Danmark, der havde de største leverancer til Pentagon. (Bind 10, s. 123)

De overvaagede tager ordet.indd 93

12-10-2009 14:40:45

9 4

Demo s v/ Pett er So mmerf elt

Ja, det er helt korrekt, at der blev indsamlet informationer om de amerikanske koncerner og deres engagement i krigen i Vietnam med henblik på offentliggørelse. Det var en naturlig del af vores politiske arbejde. Ja, der blev malet politiske slogans og paroler – det var nok ikke lovligt, da det kom til stykket, men et led i DDV’s dokumentation af USA’s økonomiske indflydelse i Danmark. Tiden var en anden med mangfoldige happenings og aktioner. Men vi har ikke infiltreret, og vi har ikke knust ruder og kastet brand-bomber – og sabotage var det ikke.

Gerningsmændenes tilknytning til DDV er det rene vås. Aktionerne mod Honeywell og Avis blev fordømt på det skarpeste på DDV’s landsledelsesmøde.

Udlevering af personoplysninger: Oprettelsen af IIC betød samtidig, at PET’s udenlandske samarbejdspartnere begyndte at interessere sig for IIC og dermed forskergruppernes aktiviteter. Kort efter vedtagelsen på Stockholm-konferencen bad en udenlandsk efterretningstjeneste om »enhver oplysning«, som PET måtte ligge inde med, vedrørende IIC’s oprettelse, organisation, lokalitet og hovedmænd. PET svarede med at videregive kopier af Stockholm-konferencens dokumenter og en beskrivelse af de seneste aktioner mod visse udenlandske firmaer, som det blev antaget var et led i en international kampagne. PET meddelte en anden udenlandsk efterretningstjeneste, at hærværksaktionerne måtte anskues som en del af DDV og IIC’s anti-imperialistiske indsats, idet PET samtidig identificerede tre ledende personer i IIC’s arbejde. En tredje udenlandsk efterretningstjeneste var særligt interesseret i, hvorvidt statsborgere eller organisationer fra det pågældende land havde forbindelse til IIC. PET udleverede i den forbindelse personoplysninger på en udenlandsk statsborger, der var ansat ved IIC. PET

De overvaagede tager ordet.indd 94

12-10-2009 14:40:45

P E T s ov e rv å gn in g a f Vi etna mkrigsmodstandere

95

videregav endvidere fortegnelser over IIC’s udenlandske kontakter til yderligere en lang række vestlige efterretningstjenester. (Bind 10, s. 133-134) PET »handlede« med personoplysninger og udleverede danske statsborgere til registrering i fremmede landes efterretningstjenester.

Denne trafik kan ikke affærdiges som »simpelt« købmandskab. Det er blodig alvor. Således likviderede det franske efterretningsvæsen nøglepersoner i modstanden mod krigen i Algeriet. De danske trotskisters kontakt i Belgien, en historieprofessor fra Liège, Georges Laperche, blev i 1960 dræbt af en brevbombe, kort efter at han havde modtaget besøg af den danske udsending, Gunnar Jensen.

Også under oberst-styret i Grækenland var det livsfarligt for modstandsbevægelsen, hvis den græske efterretningstjeneste fik personoplysninger fra PET. PET-kommissionen har dokumenteret, at PET siden 1945, og uden hensyn til 1968-erklæringen, har registreret, overvåget, infiltreret, penetreret, foretaget rum- og telefonaflytninger, desinformeret og udleveret oplysninger om danske statsborgere til udlandet. I dag har PET med terrorloven fået endnu videre beføjelser.

Spørgsmålet er, hvorvidt det nuværende politiske klima overhovedet muliggør den nødvendige debat om øget kontrol med de hemmelige tjenester.

De overvaagede tager ordet.indd 95

12-10-2009 14:40:45

96

Tom Vilmer Paamand

Det glade anarki – og statens provokationer Tom Vilmer Paamand, f. 1958. I dag uddannet journalist. Fra sidst i 1970’erne aktiv i det anarkistiske miljø, blandt andet omkring Bogcaféen Regnbuen i Århus.

Kronisk fredsaktivist med hang til civil ulydighed.

A

l Magt Til Fantasien, Under Asfalten Gror Græsset og ikke mindst Anarki Og Kærlighed. Det var sådanne spraglede og livsglade budskaber, der samlede os anarkister i Århus. »Hvis jeg ikke kan danse til den, er det ikke min revolution,« sagde Emma Goldmann en gang. Vi dansede til vilde fester. Dannede Sammenslutningen Af Bevidst Arbejdssky Elementer, der holdt støttefest for strejkende kulminearbejdere – til almindelig forvirring for alle parter.

I 1977 var den anarkistiske bogcafé Regnbuen blomstret op i Århus.

Navnet kom fra Hopi-indianernes profetier om et nyt og bedre samfund.

Byens anarkister og deres farverige aktioner gav ofte genlyd i medierne, men bogcaféen blev først rigtigt landskendt mange år senere, da PET’s hemmelige agent stod frem. Anders Nørgaard udspionerede Regnbuebevægelsen, lød omtalen, men en sådan ensartet gruppering eksisterede ikke. Regnbuen var en bogcafé og en broget skare meget forskellige individer løst samlet omkring diverse anarkistiske ideer.

De overvaagede tager ordet.indd 96

12-10-2009 14:40:45

De overvaagede tager ordet.indd 97

97

12-10-2009 14:40:46

9 8

To m Vi lmer Paamand

Berlin, Belfast, Brabrand Regnbuen solgte obskure bøger og blade og var ofte det eneste sted med de mere sjældne af slagsen. Her var friske nyheder fra det meste af verden gennem internationale netværk som IWGIA og Ekomedia.

Og en langt mere selvironisk end reel oplevelse af, at Århus var med i den internationale kamp: Berlin, Belfast, Brabrand.

På hylderne stod Rote Armé Fraktions skrifter, men det gjorde pacifisternes blade og bøger også. Det grundlæggende var, at alle kunne samles omkring caféens bord – diskutere ideer og metoder og være rå-rygende uenige. Bogcaféen havde sine op- og nedture, men gode folk fik overraskende styr på regnskabet og overskud nok til, at caféen havde en flot bogsamling. Regnbuen lukkede først efter ti år på grund af problemer med en voldsomt stigende husleje.

PET’s vagtsomhed PET var generelt vagtsomme over for anarkismen, »der sigter mod afskaffelsen af staten og mod den økonomiske, helt igennem frie organisering af folket, en organisering fra neden og opefter«, som den helt korrekt beskrives i et PET-papir, der citeres i beretningen – men fortsættelsen er, at »for at gennemføre denne politik vil man, hvis det er nødvendigt, anvende voldelige midler, hvilket historien har vist ved flere lejligheder«. (Bind 12, s. 44).

En sådan helt fritsvævende begrundelse var den juridiske undskyldning for en generel overvågning af enhver form for anarkisme. Således var vi ret fredelige væsener i Anarkistisk Føderation I Danmark udsat for en større efterforskningsoperation med forbindelser til udlandet.

PET’s frygt kan skyldes, at nogle anarkister støttede den konkrete samfundskritik i RAF’s skrifter, men samtidig tog de afstand fra tyskernes totalitære marxisme. En skelnen, der lå langt over PET’s fatteevne.

De overvaagede tager ordet.indd 98

12-10-2009 14:40:46

D e t gla de a na rki – og staten s provokatio ner

99

En berettiget paranoia I 1981 trak også Regnbuen nye interesserede til, da PET intensiverede overvågningen af anarkisterne i Århus. Der havde været nogle mistænkelige småbrande og brandattentater, uden klart motiv. Men en ukendt organisation kaldet Danmarks Socialistiske Befrielseshær tog ansvaret – og politiet tog dem alvorligt, selv om både aktioner og manifester lignede en dårlig parodi.

PET aflyttede kollektivernes telefoner i og uden for anarkistmiljøet, men uden resultat. Nu blev Terma og en anden våbenfabrik ramt med molotov-cocktails, men det var en ny aktør, gruppen Saftevands­ fronten, der tog ansvaret. PET havde udpeget nogle mistænkte, som de lidt selvmodsigende kaldte for Den Centrale Anarkistgruppe.

Grupperne i det anarkistiske miljø opstod og forsvandt og skiftede navne, struktur og personer på en for politiet helt ukendt manér.

En del af brydningerne inden for Regnbuen var mellem de mere klassiske anarkister, og andre mere elitære, leninist-agtige grupperinger. Regnbuens fællesskab kunne samles om at trykke flotte plakater og anarkistiske klassikere og om fælles aktioner som Boligkaravanen og 1. maj-møder med majstang og musik. Nogle få gik på tværs af de fælles ideer. Løse smårevolutionære grupper som Saftevandsfronten misbrugte Regnbuen som en slags kollektiv afsender, uden at de egentlig var involverede eller havde afklaret deres ideer med os andre.

En usandsynlig anarkist PET havde tidligere haft kontakt med Anders Nørgaard og besluttede nu at lade ham infiltrere anarkisterne. Miljøet var på samme tid vidt åbent, og grebet af, hvad der viste sig at være en berettiget paranoia.

Mange fra Regnbuen mener fortsat, at Anders ikke var den eneste plantede provokatør. Han blev alligevel en del af gruppen og fik fri adgang til Bogcaféen, hvor der altid var brug for frivillige.

Anders var en sympatisk fyr og fik gode venner inden for miljøet.

Som dygtig kok lavede han dyr mad og specielle drinks til vennerne.

De overvaagede tager ordet.indd 99

12-10-2009 14:40:46

1 0 0

To m Vi lmer Paamand

De gik i sauna sammen, og han kom med gaver til børnenes fødselsdage. Anders havde en spændende musiksmag, masser af penge og sjove ting, f.eks. en scanner til politiradioen – samt psykiske problemer, og han blev dybt nervøs i stressede situationer.

Selv om Anders havde en troværdig baggrund, blev der ofte rejst spørgsmål om hans grunde til at komme i Bogcaféen. Ikke mindst fordi han intet vidste om de simpleste emner inden for anarkismen, hvad der virkede ret mistænkeligt. Anders blev ikke bedre til teorien med tiden, selv om PET udarbejdede daglige rapporter om hans observationer. Fra første dag var Anders i stedet meget optaget af, at der skulle ske noget. Hans opfordrede på alle mulige måder til brud på lovene, lige fra simple tyverier til bombeattentater.

PET har ifølge beretningen seriøst diskuteret, om det kunne være nyttigt, at PET selv sprængte en tom bygning i luften for så at aflytte anarkisternes reaktion – men ideen blev afvist efter en række møder om projektet. Beretningen fortæller, at en bestemt anarkist havde skaffet trotyl, hvad denne person – der slet ikke var kendt i miljøet for sådanne metoder – også i dag blankt afviser. Trods en del løs snak i miljøet om for eksempel symbolsk at bombesprænge en statue er der ingen beviser for, at der nogensinde var sprængstoffer i omløb.

Et miljø med sprængstof i PET var begejstret for Anders Nørgaards arbejde, men efter et års tid blev stolen for varm, og Anders blev trukket ud. Selv om han først senere blev officielt afsløret, var mistanken blevet for stor, og alle døre var nu lukkede hos Regnbuens folk – selv om ingen endnu kunne bevise, at han var plantet.

Set i bakspejlet viste PET ringe interesse i at finde ud af, hvad vi reelt lavede i caféen – de var slet ikke interesseret i at blive klogere på vores virkelighed. Da der umiddelbart ingen bombemænd kunne findes, forsøgte Anders Nørgaard at provokere yderligere ved selv at tilbyde sprængstof til os, men den hoppede ingen på. Dette er senere bekræftet i en retssag.

De overvaagede tager ordet.indd 100

12-10-2009 14:40:46

D e t gla de a na rki – og staten s provokatio ner

101

PET ledte efter terrorister – vi oplevede det anarkistiske miljø som et fristed, der understøttede frie ord, dialog og fællesskab. Selv de enkelte uforstående, der legede for voldsomt med tændstikker, blev hurtigt klogere – på trods af PET’s provokationer. Vi var samfundsombrydende på måder, PET slet ikke forstod – og som den massive mistænkeliggørelse i samfundet gør det langt sværere at finde rum til i dag. Århus-anarkisternes rigtige sprængstof opdagede PET ikke, før det var for sent. Det var, da de Arbejdssky Elementer gennemførte den landskendte valgkampagne Mere medvind på cykelstierne og futtede valgsystemet af i et kæmpe brag.

De oplysninger her, der ikke er fra PET-kommissions beretning, stammer fra min egen fortid samt fra opfølgende interviews med andre gamle anarkister.

De overvaagede tager ordet.indd 101

12-10-2009 14:40:46

102

Jens-Peter Bonde

PET og EF-modstanden Jens-Peter Bonde, f. 1948. Landsformand for Radikal Ungdom 1971-72. Medlem af DKP 1975. 1979 MEP for Folkebevægelsen mod EF, siden 1992 opstillet for Junibevægelsen. Medstifter og redaktør af Det ny Notat 1974.

P

ET-kommissionens beretning har i bind 10 et afsnit om EFmodstanden fra 1960-89, som kan læses på siderne 216-257.

PET har fulgt EF-modstanden fra den tidlige start i 1960 og gør det formentlig stadig.

Kommissionen har fundet to arkivkasser vedr. modstanden, og der er spredte bemærkninger i årsberetningerne og i forskellige sagsmapper med personsager. Kommissionen har ikke fundet plantede PETagenter i Folkebevægelsen, men PET har benyttet sig af en håndfuld kilder.

En meddeler har leveret grundige indberetninger om DKP og Folkebevægelsen på Fyn. Beretningen betegner typisk oplysninger om EF-modstanden som »overskuds-information«, der er fremkommet som følge af PET’s interesse for DKP, SF, Radikale, Retsforbundet og andre samfunds- og NATO-kritikere samt ikke mindst som følge af deres overvågning af øst-diplomater.

PET vil derfor kunne hævde, at de f.eks. aldrig har overvåget mig i min egenskab af EF-kritiker. Alt om EF fra mig er »overskudsinformation«, som de har telefontappet og formentlig også rumaflyttet siden

De overvaagede tager ordet.indd 102

12-10-2009 14:40:47

De overvaagede tager ordet.indd 103

10 3

12-10-2009 14:40:47

1 0 4 J ens-Peter Bo nde

1968, hvor jeg blev registreret som aktiv i studenterpolitik på Aarhus Universitet og i Radikal Ungdom.

Som ledende RU’er mødtes jeg indimellem med førstesekretæren for den sovjetiske ambassade og tilsvarende med diplomater fra særligt USA og Tyskland. Sovjet-diplomaten var KGB-agent. Det vidste jeg ikke dengang, og han optrådte heller ikke som sådan.

Førstesekretæren var en interessant samtalepartner, fordi han ikke bare aflirede de officielle standpunkter. Han var for eksempel for, at vi skulle opgive EF-modstanden og fokusere på USA. Det har PET ikke fundet ud af. De mener, at Sovjet havde europæisk integration som en hovedfjende.

Hvis PET var til for at beskytte borgene, ville de have oplyst mig om, at min kontakt på ambassaden var KGB-agent – ligesom min kontakt på den amerikanske ambassade viste sig at være CIA-agent.

PET’s interesse var naturligt nok at overvåge alle østdiplomater.

Men i stedet for at advare brugte de kontakterne som et velkomment middel til at indsamle det, de nu kalder »overskudsinformation« om f.eks. mig og min deltagelse i måske 20 folkeafstemninger her og i udlandet.

Jeg vil gerne vide, om der har været en dommer indover. Det behandler kommissionen ikke, selv om det faktisk stadig er ret ulovligt at aflytte medlemmer af Europa-Parlamentet og Folketinget – og andre borgere – uden dommerkendelse.

Kommissionsberetningens taktik PET-kommissionen konkluderer, at jeg ikke har været agent for Sovjet. Det giver den vanskelighed, at jeg ikke kan forlange et dementi. Jeg har i stedet krævet et berigtigende genmæle, som jeg har bedt Justitsministeriet anbringe på deres hjemmeside, hvor man kan downloade beretningen.

Genmæle har man ret til efter presseloven. Justitsministeriet må på deres officielle hjemmeside være lige så forpligtet til at give borgerne den beskyttelse, som borgerne har i trykte og elektroniske

De overvaagede tager ordet.indd 104

12-10-2009 14:40:47

P E T o g EF-modsta n den

10 5

medier. Ministeriet har afvist mit krav, som jeg derfor vil anke til Ombudsmanden.

Ministeriet har overladt det til PET og FET at give svar på anmodning om aktindsigt i mine emnemapper hos PET; der skulle komme svar om en måned.

Beretningens omtale er infam. Kommissionen refererer, hvad PETfolk måtte have sagt eller skrevet eller ment, det er teknikken. De tager ikke stilling til, om det er sandt. Men anklagerne bliver hængende, så man efter frifindelsen stadig står som en sovjet-agent, der har skaffet penge fra Moskva til Notat og Folkebevægelsen.

Ingen af anklagerne er blevet forelagt for mig inden trykningen.

Det ville journalistelever dumpe på. Her slipper kommissionen af sted med helt at undlade forsøg på verifikation eller falsifikation af løse påstande. »Desuden skal Bonde have modtaget spiritus,« står der f.eks. et sted. Beviset er her, at Gordievski skal have oplyst at have givet mig en flaske i 1976. Jeg mindes ikke at have mødtes med Gordievski, og jeg drak i øvrigt ikke spiritus dengang. Det er en lille ligegyldig flaske, men detaljen passer ikke.

Et andet sted står der, at en journalist fra en sovjetisk avis har ringet til Notats kontor i København og forhørt sig om et dokument fra Europa-Parlamentet om mere magt til Parlamentet. Det har en Notatmedarbejder så lovet, at jeg ville sende. Korrespondenten sagde ifølge telefonaflytningen, at han så skyldte mig seks flasker snaps. Jeg har aldrig hørt om den opringning, aldrig sendt ham det i øvrigt aldeles offentlige dokument eller modtaget snaps. Men alligevel. Man kan læse mellem linjerne, at Notat nok har forsynet ambassaden med dokumenter og til gengæld fået snaps – en drik, jeg i øvrigt altid er gået uden om.

Kommissionen skriver også: »Folkebevægelsen fik pludselig rigelige økonomiske midler til rådighed«, og antyder, at jeg var finansiel mellemmand mellem KGB, DKP og Folkebevægelsen. Der er en note fra 28.7. 1983 om mulig økonomisk støtte fra DKP til Folkebevægelsen.

På det tidspunkt var Folkebevægelsen i Europa-Parlamentet med fire mandater, vi fik ikke Moskva- men Bruxelles-guld. DKP var ude af

De overvaagede tager ordet.indd 105

12-10-2009 14:40:47

1 0 6 J ens-Peter Bo nde

Folketinget og manglede midler. Vi har naturligvis aldrig modtaget støtte fra KGB. En sovjet-diplomat tilbød i 1972 til Folkebevægelsens leder, Poul Overgaard-Nielsen, 5.000 kr. Poul nævnte tilbuddet på et møde for radikale EF-modstandere på Nyborg Strand og sagde i øvrigt, at han havde afvist tilbuddet. Det bekræfter kommissionen, men alligevel ...

I et andet kapitel skriver kommissionen, at DKP betingede sig, at jeg skulle være redaktør af Det ny Notat. Det er absurd, for jeg startede Det ny Notat med nogle venner i 1974, mens jeg først meldte mig ind i DKP den 1. maj 1975. Hvordan opstår sådant tankespind hos PET? Beretningen er fuld af sådanne små detaljer, der slet ikke passer.

Sådanne detaljer er lette at verificere ved samtaler med mig og de andre aflyttede. Det har kommissionen ikke gjort.

Det bliver helt grotesk i omtalen af en artikel i Det ny Notat om en mulig bro fra Esbjerg til Harwich. Det var avisens spøg, og trykkeriet var angivet som: »Tryk: Avler modtryk«. Denne spøg bliver til sofistikeret sovjetisk desinformation. Det ligger så mellem linjerne, at Notat bragte løgnehistorier efter bestilling fra KGB. Trods ti år og 70 millioner kroner har man ikke haft hverken tid eller råd til et enkelt telefonopkald. Det er en arbejdsmetode, som strider mod alle faglige principper for journalister og historikere. Metoden er formentlig også i strid med reglerne for god forvaltning. Det vil jeg nu bede Ombudsmanden om at fastslå, mens vi venter på, at kritiske journalister og historikere kan få adgang til arkiverne.

Konklusion fra beretningen: Kommissionen har undersøgt det relevante materiale i PET’s arkiv, herunder det såkaldte Gordijevskijmateriale, og har ikke fundet belæg for, at der har været agenter i Folkebevægelsen, det vil sige personer, som systematisk og under konspiratoriske former har udført opgaver for KGB. Men det fremgår, at Sovjetunionen muligvis har støttet Det ny NOTAT økonomisk, at en enkelt navngiven person gav tilsagn om at udlevere antageligt

De overvaagede tager ordet.indd 106

12-10-2009 14:40:47

P E T o g EF-modsta n den

10 7

offentligt tilgængeligt materiale til en KGB-medarbejder, at et andet fremtrædende medlem af Folkebevægelsen gav tilsagn om at udfærdige en notits om danske politikeres holdninger til EF og at overdrage denne notits til en medarbejder ved den sovjetiske ambassade, og at KGB forsøgte, men antagelig ikke opnåede at hverve medlemmer af Folkebevægelsen til at arbejde for Sovjetunionen. (s. 260)

De overvaagede tager ordet.indd 107

12-10-2009 14:40:47

108

Gorm Gunnarsen

PET’s overvågning af Sydafrika-komitéen Gorm Gunnarsen, f. 1963. Ph.d. ������������������������������� Hans forældre var i starten af 1960’erne med til at starte den danske bevægelse for boykot af økonomisk samkvem med Sydafrika. Var i 1978 med til at stifte Landskomitéen Sydafrika Aktion.

Var gennem 1990’erne foreningens formand.

O

nsdag den 25. marts 1982 demonstrerede en snes aktivister fra Landskomitéen Sydafrika Aktion i Københavns Lufthavn.

Aktivisterne gik simpelthen en tur gennem afgangshallen med plakater sat om skuldrene som sandwich. Budskabet var Apartheid NO. Folk, der henvendte sig til aktivisterne, modtog en folder med opfordring til SAS om at nedlægge den direkte rute til Johannesburg. Blandt aktivisterne var PET-agent Anders Nørgaard.

I 1998 fortalte Anders Nørgaard offentligheden, at han fik en direkte og separat ordre til at deltage i Sydafrika Aktions aktiviteter. Det må altså have været i begyndelsen af 1982, at Anders Nørgaard modtog denne ordre.

Ordren til Anders Nørgaard om at infiltrere Sydafrika Aktion stod meget centralt i dén offentlige debat, der i 1998 skabte grundlaget for etableringen af PET-kommissionen. Sydafrika Aktion havde i slutningen af 1980’erne vundet opbakning til sin boykot-linje blandt et flertal i Folketinget, og apartheid var faldet endegyldigt med Sydafrikas indførelse af almindelig valgret i 1994. Den glæde og stolthed, vi følte

De overvaagede tager ordet.indd 108

12-10-2009 14:40:47

De overvaagede tager ordet.indd 109

10 9

12-10-2009 14:40:48

1 1 0 Go rm Gu nnarsen

over resultatet af vores kamp, var en glæde og stolthed som ni ud af ti danskere delte med os dengang i 1998. Derfor oplevede vi medløb, da vi i 1998 pegede på, at vi godt ville vide, hvorfor Anders Nørgaard blev sat til at infiltrere os. Vi fik lidt modspil fra daværende justitsminister Frank Jensen, der i åbenlys modstrid med, hvad der kunne være sandt, hævdede, at Anders Nørgaards optræden i Sydafrika Aktion skete i forlængelse af hans arbejde i SAP. Anders Nørgaard svarede selv på dette i Aktuelt den 16. maj 1998, hvor han udtalte: »Der var tale om en selvstændig opgave, jeg udførte for PET. SAP havde ingen forbindelse til Landskomitéen«.

Det centrale spørgsmål Hvorfor Anders Nørgaard fik ordren til at infiltrere LSA, var under alle omstændigheder det helt centrale spørgsmål, som vi i LSA’s arvtagerorganisation, Afrika Kontakt, mente at have krav på at få besvaret. Vi formede mange hypoteser om, hvorfor vi var blevet infiltreret – og hvad oplysningerne om os og vores kontakter i befrielsesbevægelserne ANC og SWAPO var blevet brugt til. Jeg vil ikke trætte forsamlingen med de mange hypoteser, men blot understrege én ting: Det er vigtigt for en krænket part at kende den krænkende parts faktiske hensigter.

Holdt hen Vi blev holdt hen i mere end ti år – og så fik vi ikke et svar på, hvorfor PET infiltrerede Sydafrika Aktion i 1982. Men det er faktisk ikke kun svaret, der mangler. Det er spørgsmålet. Spørgsmålet er simpelthen ikke stillet i PET-kommissionens beretning. Spørgsmålet er ikke affejet, spørgsmålet er ignoreret. I betragtning af hvor centralt spørgsmålet stod, da PET-kommissionen blev nedsat, er udeladelsen af dette spørgsmål dybt belastende for bedømmelsen af beretningens vederhæftighed.

De overvaagede tager ordet.indd 110

12-10-2009 14:40:48

P E T s ov e rv å gn in g a f Sy da frika -komit éen

111

PET’s samarbejde Beretningen rummer mange oplysninger om PET’s arbejde, herunder også at PET i 1982 faktisk samarbejdede med den sydafrikanske efterretningstjeneste. At der blev samarbejdet med det sydafrikanske politi (der i udbredt grad anvendte snigmordere mod fjender af apartheid­ staten), er interessant, men bidrager ikke til vores afklaring af motivet bag ordren, men kun til de blandt vores hypoteser, der stiller staten i det værst tænkelige lys.

Metodisk fejlgreb De nye oplysninger opvejer ikke det grundlæggende metodiske fejlgreb, at beretningens undersøgelse af Sydafrika-aktivisternes hensigter ikke har anvendt primære kilder. Beretningen er slet ikke opmærksom på det engagement i menneskerettigheder og den verdensborgersamvittighed, som drev de fleste af os til at arbejde politisk for en afbrydelse af Danmarks økonomiske og – viser det sig nu – politimæssige støtte til apartheid. Samtidig er den brandstiftelse, som i 1987 bragte nogle erklærede apartheidmodstandere – uden for LSA – i politiets søgelys, beskrevet og dateret så vagt og upræcist, at brandstiftelsen fremtræder som en generel anklage mod LSA’s virksomhed i 1980’erne. Beretningen har desværre ikke bragt mig et sted hen, som vil gøre det nemmere for mig at forsone mig med det fordækte selskab, der beviseligt krænkede os i 1982. Tværtimod har beretningens forfattere føjet spot til skade ved ikke at stille deres stedfortræderkarakteristik af aktivismens motiver op over for den forståelse, vi selv havde af vores engagement og de midler, vi brugte.

De overvaagede tager ordet.indd 111

12-10-2009 14:40:48

112

‘Et vist mål af sandhed’ I forordet til den sydafrikanske sandhedskommissions rapport siger Desmond Tutu om denne kommissions resultat, »at når folk fik et vist mål af sandhed ud af processen, ledte det også til mindre vrede«.

Jeg kunne godt have tænkt mig, at kommissionen havde haft bare en lille snert af Tutus medmenneskelighed som grundlag for sit virke.

De overvaagede tager ordet.indd 112

12-10-2009 14:40:48

11 3

Morten Thing

PET og de politiske fløje.

Har PET haft begge øjne åbne?

Morten Thing, f. 1945. Historiker, forskningsbibliotekar. 1969-82 medarbejder og redaktør af Politisk Revy. Fra 1967-72 medlem af VS. Aktiv i De danske Vietnamkomitéer og Chilekomitéen.

Her kommer han, her kommer han, her kommer Hans Hetler igen.

C.V. Jørgensen En meget stor del af PET-kommissionens beretning er viet PET’s overvågning af DKP og senere af SF, VS og den øvrige venstrefløj. Kun et enkelt bind, nemlig bind 11, er viet PET’s overvågning af ‘den yderste højrefløj’. Alene på dette grundlag kunne man sige, at der er et overvældende misforhold mellem PET’s forhold til de to fløje i dansk politik. I forhold til hovedfokus i den kolde krig er dette muligvis forståe­ ligt, men næppe forsvarligt. Bind 11 viser imidlertid, at PET også har set det som sin opgave at overvåge politiske aktiviteter, som i en eller anden forstand kunne udgøre en sikkerhedsrisiko. Derfor overvågede man efter Anden Verdenskrig også det nazistiske og det hjemmetyske miljø.

Som kommissionen ser det, var der derimod ingen grund til at overvåge højrefløjen i afspændingsperioden. Men:

De overvaagede tager ordet.indd 113

12-10-2009 14:40:48

1 1 4 M o rten Thing

Fra slutningen af 1980’erne og ind i 1990’erne ændredes PET’s trusselsbillede på ny. Den yderste højrefløj definerede sig i den periode i stigende grad i modsætning til den brede midte i dansk politik, og på den politiske venstrefløj samlede politiske aktivister sig i samme periode i et antal antinazistiske, antifascistiske og antiracistiske netværk, for hvem den yderste højrefløj var et fjendebillede.

(Bind 16, s. 94) Denne nye højrefløj er i fokus i bind 11. Hvis man kan regne det, som står i bind 11, for et billede af de grupper, PET faktisk har overvåget, så må man sige, at man har koncentreret sig om de kendte hel- og halvnazistiske grupper, men tilsyneladende ikke har beskæftiget sig med de små radikale afskalninger som Blood and Honour, Combat 18 (omtalt én gang), Dansk Front, Dansk Forum, Dansk National Front, White Pride m.fl. Men det er næppe det største problem.

Den afgørende ændring på højrefløjen var dannelsen af Frem­ skridts­partiet og senere Dansk Folkeparti. Og her har PET ikke blot holdt sig til 1968-beslutningen, men overhovedet ikke registreret. Den Danske Forening, som var en del af dette miljø, er nationalchauvinistisk og ikke nazistisk, men PET har tilsyneladende været i syv sind, om det var noget, man skulle følge med i. Tilsvarende overvejelser ses aldrig dukke op, når det gælder grupper på venstrefløjen; de var altid nødvendige at overvåge. Mere interessant er det, at PET ikke har villet inddrage Fremskridtspartiet og i dag formentlig heller ikke Dansk Folkeparti. Der er imidlertid en udveksling af medlemmer mellem Den Danske forening, de nazistiske grupper og FP og sikkert også DF, fordi de to partier lancerede en slags socialdemokratisk politik på det yderste højre og slog igennem med denne i masseskala. Man kan derfor undre sig over, at PET indgående beskæftigede sig med folketingspartier som SF og VS, men aldrig FP og formentlig ikke i dag DF. Det kan kun betyde, at PET helt urealistisk vurderede SF og VS som et miljø, hvorfra der i højere grad kunne komme trusler mod sikkerheden end fra FP og DF.

De overvaagede tager ordet.indd 114

12-10-2009 14:40:48

P E T o g de pol itiske fl øje. Ha r P ET h a ft beg g e ø j ne åbne?

De overvaagede tager ordet.indd 115

115

12-10-2009 14:40:49

1 1 6 M o rten Thing

Officielt forsøger DF i modsætning til FP mere aktivt at holde nazisterne ude af partiet og har afgrænset sig i forhold til Den Danske Forening og andre lignende grupper. Men dels er det jo et spørgsmål om det lykkes, og dels udgør selve DF’s ideologi og succes et element, som virker tiltrækkende på de mere radikale grupper som f.eks. Hell’s Angels.

Et andet forhold, som hænger sammen med enøjetheden hos PET, er PET’s samarbejde med højrefløjen om overvågningen af venstrefløjen, som ikke modsvares af et tilsvarende arrangement den anden vej.

Som det siges i konklusionerne: For så vidt angår spørgsmålet om PET’s forbindelse til den yderste højrefløj, har det været en tilbagevendende påstand, at PET benyttede personer fra dette politiske miljø til at infiltrere den politiske venstrefløj. Desuden har det været anført, at der skulle have været et særligt nært og gensidigt tillidsfuldt forhold mellem PET og personer fra den yderste politiske højrefløj. (Bind 16, s. 95) Men her kan kommissionen berolige os med, (...) at der under den kolde krig ikke eksisterede et nært og gensidigt tillidsfuldt forhold mellem PET og den yderste højrefløj. Det er korrekt, at PET’s kilder almindeligvis var kritisk indstillet over for de miljøer, de overdrog PET information om. Højreorienterede personer gav PET oplysninger om personer fra den politiske venstrefløj, ligesom det modsatte gjorde sig gældende. (Bind 16, s. 95) Sagen er bare den, at »det modsatte«, altså at PET benyttede sig af venstreorienterede til at infiltrere højrefløjen, giver kommissionen ikke ét eneste eksempel på. Derimod omtaler man Demokratisk Alliance, Hans Hetler, Henning Jensen m.fl.. Hvis man havde haft tilsvarende kontakter på venstrefløjen ville det have været interessant at høre om. Tværtimod var det en højrefløjsmand som Frede Farmand, man i

De overvaagede tager ordet.indd 116

12-10-2009 14:40:49

P E T o g de pol itiske fl øje. Ha r P ET h a ft beg g e ø j ne åbne?

117

1980’erne og 1990’erne kunne bruge til at skaffe oplysninger om Den Danske Forening og de nazistiske grupper. Og det var jo ikke fordi, der ikke på venstrefløjen var nogen, der overvågede højrefløjen, det ved beretningen godt.

Som sagt kan man ikke vide, om de 15 bind analyser og det ene bind konklusioner tegner et faktisk billede af PET’s arbejde, eller om det kun tegner et billede ud fra det kommissorium, kommissionen har fået. Af og til støder man på oplysninger, som tyder på, at der ligger meget andet i arkiverne, som vi bare ikke får noget at vide om, fordi politikerne ikke har spurgt om det. Derfor kan man ikke være sikker. På den anden side, så ligner kommissionens arbejde altså PET selv, som også bare er et billede af politikernes verdensbillede. Det ses måske tydeligst, når vi ser på, hvilke efterretningstjenester, PET har overvåget. Det indskrænker sig til KGB og andre østlige agenturer. CIA kommer kun ind i billedet i forbindelse med Firmaets ulovlige overvågning af DKP-lederen Alfred Jensen og hans kone i dobbeltsengen, hvor CIA betalte gildet. Den israelske efterretningstjenestes, Mossads, operationer i Danmark ser ikke ud til at have interesseret PET, og som vi ved fra sagen mod Blekingegadebanden, så PET det snarere som en fordel at have en professionel samarbejdspartner med samme udsyn som det selv.

Når vi ser på den konkrete overvågning af højrefløjen, når vi ser på opbygningen af trusselsbilleder, og når vi ser på agenter i marken og på samarbejdspartnere i form af andre efterretningsvæsner, så tegner der sig det klare billede af PET, at det gjorde, som de ledende politiske kræfter i regeringen ønskede, uanset om det var et godt grundlag for et realistisk trusselsbillede. PET har som Odin kun ét øje, men mangler de ravne, Hugin og Munin, som sad på henholdsvis hans højre og hans venstre skulder og sikrede ham mod farerne ved enøjethed.

De overvaagede tager ordet.indd 117

12-10-2009 14:40:49

118

Ole S.D. Hansen

Norske tilstande Ole S.D. Hansen er cand.polit. Formand for SFU 19641965.

N

orge og Danmark har mange fællestræk i efterkrigstidens politiske historie. Begge lande blev frie i 1945 efter en tysk besættelse og fik hurtigt stablet et overvågningspoliti på benene. Man frygtede, at der ville opstå en nazistisk varulvebevægelse, men det løb ud i sandet, der var ingen trussel. Norge havde det problem, at Nordnorge var besat af russiske soldater, og hele den nordlige del af Norge var mærket af en ret så voldsom krig. Mange russiske soldater faldt, og stort set alle de små byer eller bygder var brændt ned. Sikkerhedspolitisk fik krigen også til følge, at Norge fik grænse til Sovjetunionen, fordi Finland måtte afstå de nordlige områder.

Den sovjetiske besættelse var ikke det store problem. Sovjet opførte sig pænt og betragtede Norge som en agtværdig og hæderlig allieret i kampen mod det nazistiske Tyskland. Da Norge og Danmark i 1949 trådte ind i NATO, kom Norge i den særlige situation, at det var et af de få NATO-lande, der havde grænse til Sovjetunionen. Dette førte i det lange løb til, at en række nordmænd blev dømt for agentvirksomhed og spionage, alt sammen i mindre målestok, fordi de havde deltaget i partisankrigen i Nordnorge, som udgik fra sovjetiske baser.

Ser man bort fra dette, så blev politiets overvågning lig hinanden i Norge og Danmark. Begge steder måtte det nationale politiske politi sikre sig monopol på overvågningen, dvs. at man måtte finde og neutralisere efterretningsvirksomhed udført af USA og England. Prisen var

De overvaagede tager ordet.indd 118

12-10-2009 14:40:49

De overvaagede tager ordet.indd 119

11 9

12-10-2009 14:40:51

1 2 0 Ole S. D. Hansen

i begge lande den samme, idet man betjente disse lande med oplysninger om egne borgere, ikke mindst ved visumansøgninger, og senere med en indsats mod kommunister. NATO harmoniserede reglerne for sikkerhed og kommunistovervågning. Et eksempel på denne harmoniserede aktivitet var opstilling af interneringslister over borgere, der skulle arresteres hvis, ja hvis ... det var problemet. Man fik lister, som i det ene land hed gruppe 1, 2 og 3 og i det andet A, B og C. Men meningen, formålet, var det samme. Kommunister skulle arresteres, hvis tiden hertil var inde.

Alle de andre NATO-lande fik selvfølgelig også overvågningstjenester, men det særlige for Norge og Danmark var kilden til, hvem der var kommunister – ud over de åbne kilder. Man kan vel kalde det en sammenfletning af de socialdemokratiske partiers egen registrering af kommunister med politiets. Det varierede lidt hen over tiden. Nogle gange samarbejdede man bare, andre gange ansatte man medarbejdere hos hinanden, som var betalt af henholdsvis parti og politi. Den bedste samarbejdsånd var til stede til fælles bedste. Alt dette vidste samtiden godt, og emnet kom op igen og igen i den offentlige debat.

Som tiden gik, kom der mere styr på reglerne for overvågning, og den uheldige sammenblanding af parti og politi fordampede. Man kan sige, at overvågningspolitiet blev mere professionelt og gik fra at være magtens vogtere til at være statens og demokratiets vogtere, i hvert fald i egen opfattelse. Man besøgte hinanden regelmæssigt, idet kredsen primært blev Norge-Sverige-Danmark og af og til Finland. Man udvekslede erfaringer, og f.eks. blev man i det danske PET ganske begejstret, da man i Sverige, eller var det Norge, så det svenske firma Esseltes kartoteksindeks, den såkaldte Tromle. Det var bestemt lykken, ny teknik, og sådanne Tromler fik PET da også.

Politisk var målet simpelt. Kommunisterne skulle registreres og holdes ude fra alt af betydning, også boligselskaber. Hele denne opfattelse af verden brød sammen omkring 1960, hvor man i Danmark fik et SF udgået fra DKP, og lige efter i Norge også et SF, men udgået fra en socialdemokratisk gruppe omkring bladet Orientering. Var det nu kommunister eller hvad, måske endda en særlig snedig form for kommunister, ja, livet var ikke let for hverken det norske POT eller det dan-

De overvaagede tager ordet.indd 120

12-10-2009 14:40:51

N o r s k e ti l sta n de

12 1

ske PET, og helt uoverskueligt blev det, da man fik f.eks. Kampagnen mod Atomvåben og Vietnam-bevægelserne. Kommunistiske frontorganisationer, dem kendte man, men hvad med alt det nye, og de maoistiske partier KAP i Danmark og AKP i Norge var partier, der var særligt gode til at skjule sig.

Lad os forlade alt dette. Meget var ens, men der var forskelle mellem Norge og Danmark, og nu efter Murens fald, og efter at den kolde krig så ud til at være afsluttet, var tiden inde til at få renset luften.

Norge lagde ud med en undersøgelse af POT og FE (Forsvarets Efterretningstjeneste) som også havde registreret på livet løs. Den såkaldte Lund-kommission var besluttet af et flertal i Stortinget med baggrund i den langvarige debat om POT’s og FE’s virke. Denne undersøgelse fik et stærkt mandat af Stortinget, og næppe var kommissionen nedsat, før norsk POT mente det nødvendigt at overvåge medlemmerne. Dette fejltrin tog kommissionens formand, højesteretsdommer Ketil Lund, op som en direkte krænkelse af kommission og Storting. Han gik til Stortinget og fik strammet forskellige rettigheder op, og det kostede justitsministeren og chefen for POT deres stillinger.

Norsk POT var faktisk uden rigtig chef i hen ved fem år. Der var kun en konstitueret chef, fordi ingen ville søge jobbet. I kommissoriet hed det direkte, at en af opgaverne for kommissionen var at »granske påstander om ulovlig overvåkning af norske borgere«.

Her er noget, der påkalder sig opmærksomheden. Udtrykket »ulovlig overvåkning«. Der fandtes altså en lov om POT. Ja, den norske statsminister, Per Borten, havde nemlig i 1977 gennemført, at instruksen for POT var en lov (og som der står i denne lov: denne lov kan kun ændres med en ny lov) og ikke, som i Danmark, en ganske uforpligtende regeringserklæring, som man altid kan fravige med hemmelige instrukser fra justitsministeren. Det er en forskel af stor betydning; i Norge havde man en lov, og den skulle holdes. I 1958 fik man en lov om rumovervågning, hvilket under alle omstændigheder blev forbudt.

Lund-kommissionens udredningsplan er ganske simpel. For en række aktiviteter, f.eks. telefonaflytning, beskrev man først lovgrundlaget gennem perioden 1945-95, dernæst hvad man havde fundet ud af ved afhøringer og ved egen gennemgang af sagerne – hvad var der

De overvaagede tager ordet.indd 121

12-10-2009 14:40:51

1 2 2 Ole S. D. Hansen

sket – og endelig for det tredje en konklusion omkring forholdet. Var de fundne handlinger lovlige eller ulovlige? Desuden blev de forskellige grene af POT og FE gennemgået minutiøst. Hele sammenblandingen af arbejderbevægelsen (parti og fagbevægelse) og POT’s og FE’s registreringer, som var fremherskende fra 1945 til sidst i 1960, blev undersøgt, beskrevet og kritiseret. Lund-kommissionens afsluttende bemærkninger i kapitel 17 er et glimrende politologisk sociologisk essay, om hvordan det indre liv i disse organisationer udvikler sig, når det politiske system i realiteten sætter kikkerten for det blinde øje.

Kommissionen anbefalede effektiv politsk ledelse og organisatorisk udskiftning af medarbejderne, så de ikke forfalder til gammelkendte rutiner, når de skal se efter trusler og farer. Rapporten var i øvrigt klassificeret som hemmelig, og kun til brug for Stortinget og dets medlemmer, men med anbefaling om, at den blev afgraderet, som det hedder i de kredse, og dermed kunne offentliggøres. Da Stortinget havde læst på den i en måned, blev den offentliggjort.

Der kom selvfølgelig en kraftig offentlig debat. Samtidig havde to norske historikere skrevet to-bindsværket Den Hemmelige Krigen, som var en traditionel historisk fremstilling, som søgte at vise, hvad de ledende politiske kredse mente og troede, så man fik begrundelserne for POTs og FEs virke. Lund-rapporten og Den Hemmelige Krigen supplerer hinanden, og så til tiden. Lund-kommissionen arbejdede i to år 1995-1996. Den Hemmelige Krigen påbegyndtes i 1993 og udkom 1998.

I 1999 blev loven om midlertidig, men begrænset indsigt (innsyn) vedtaget. Denne lov indeholdt også mulighed for erstatning, hvis man var blevet ulovligt overvåget. Efter 2001 gik man i gang med at finde de sager, der var forlangt indsigt i, senere afgjordes spørgsmål om erstatning, og alt blev afsluttet januar 2008.

Kort sagt, hele processen med 1) kommissionsundersøgelse 2) lov om ret til indsigt i egne sager i POT’s registre, 3) udlevering af fundne sager (mapper kaldte man dem i Norge) og 4) behandling af erstatning, blev gennemført i årene 1995-2008. Norges Storting viste, at man havde viljen og evnen til at kaste lys over en ubehagelig fortid. Man

De overvaagede tager ordet.indd 122

12-10-2009 14:40:52

N o r s k e ti l sta n de

12 3

kan stille sig spørgsmålet, om det er det, der mangler i Danmark: vilje og evne.

Fra slutrapporten fra Innsynsutvalget den 15. Januar 2008 kan nævnes: 12.764 ansøgte om indsigt. 4.614 fandt egne data og 394 pårørendes sager. 3.821 fik bevilget indsigt, det vil sige fik udleveret kopi af indholdet i deres mapper. 774 søgte erstatning, 379 fik erstatning. Der blev udbetalt 11.230.000 norske kroner. Omkostninger ved innsynslovens drift var lidt over 43 mill. norske kr. plus de 11.230.000 kr., der blev udbetalt i erstatning.

I Norge begyndte Stortinget med at tilbyde at slette, hvad der var ulovligt og forkert. Men den norske rigsarkivar anbefalede, at man ikke makulerede selv fejlagtige, fundne oplysninger, men at de blev arkiveret i Det Norske Riksarkiv med en klausul på 60 år. De registrerede fik ret til at vedlægge supplerende oplysninger til de arkiverede sager. De registrerede kunne få bevilget bistand til at formulere vedlæg. 120 har benyttet sig af denne vedlægsret. Bilag 5, 6 og 7 i denne slutrapport indeholder reaktioner fra overvågede, hvoraf flere har fået erstatning.

Her slutter min fortælling om, hvordan man greb sagen an i Norge, og jeg vil tillade mig at udtrykke håbet og ønsket om, at vi mht. PET kunne få ‘norske tilstande’ her i landet.

Tilføjelse 1 Fra Innsynutvalgets slutrapport bringer jeg her to citater som eksempler på, hvordan udvalget er gået til værks. Det første er hele afsnittet om registrering af mindreårige. Der er eksempler på, at nyfødte af kommunistiske forældre blev registret allerede ved fødslen.

Registrering av mindreårige I en del saker er det gitt innsyn i dokumenter som indikerer at personer har blitt registrert av overvåkingspolitiet lenge før fylte 18 år. Utvalget har gjennomgående ansett

De overvaagede tager ordet.indd 123

12-10-2009 14:40:52

1 2 4 Ole S. D. Hansen

slike registreringer som instruksstridige, og en typisk vurdering fra utvalget har vært formulert slik: Barn bør ha et sterkt vern mot å bli oppfattet som mulige samfunnsfiender ved at de for eksempel deltar på møter, reiser eller annet sammen med sine foreldre. Det at det ble opprettet egen sak på søker på dette tidspunktet ser utvalget som et klart brudd på det vern som barn bør ha i et demokratisk samfunn. Utvalget ser det også som mer sannsynlig enn ikke sannsynlig at dette kan ha medført en alvorlig skade for søker ved at han som så ung ville være en person som var søkbar i overvåkingspolitiets arkiver og registre med muligheter for bruk av informasjon på et svært tidlig tidspunkt i søkers liv.

Ingen av de aktuelle instrukser for tjenesten har hatt særskilte regler om registrering av personer under 18 år, og personer kunne straffes for handlinger forøvet fra fylte 14. år (strafferettslig lavalder). Grunnlaget for registreringen kunne således i en gitt situasjon føre til straffeforfølgelse og dom, men utvalget har ikke vektlagt dette i sin vurdering når det gjennomgående har lagt til grunn at registrering av personer under 18 år skulle anses instruksstridig.

Det andet eksempel er fra Innsynutvalgets vedlegg 7, der indeholder et sæt reaktioner fra overvågede. Her bringer jeg et eksempel, hvor POT på bedste STASI-manér søgte at rekruttere en ægtefælle som meddeler. Den overvågede, Signe Ødegård, udtaler sig til Dagbladet, den 24. august, efter at hun har fået 30.000 kr. i erstatning, og denne artikel er altså citeret i udvalgets slutrapport.

– Pengene betyr ingenting. 30.000 kroner for 37 år med overvåking, er jo latterlig, sier Signe Ødegård til Dagbladet. Det som er viktig for henne, er begrunnelsen for at hun får erstatning.

De overvaagede tager ordet.indd 124

12-10-2009 14:40:52

N o r s k e ti l sta n de

12 5

»Respekten for privatlivets sfære er en grunnleggende rettighet i et demokratisk samfunn. Ved å forsøke å »holde en viss kontakt« for å få Deres daværende ektemann til å gi opplysninger, som mulig ville omfatte Dem og Deres eventuelle omgangskrets av kommunister, anser vi at Overvåkingspolitiet har brutt en slik grunnleggende rettighet. Dette anser vi som et svært alvorlig brudd på demokratiske spilleregler i samfunnet,« heter det i brevet fra Innssynsutvalget som Ødegård mottok sist tirsdag.

Innsynsutvalgets slutrapport kan hentes på nettet: http://www.regjeringen.no/nb/dep/jd/pressesenter/pressemeldinger/2008/innsynsutvalget_har_behandlet_vel_12_500. html?id=496694

Tilføjelse 2 Wollweber – et spøgelse Både PET-kommissionen og de norske dokumenter omtaler en sag, hvor man blev opfordret af udenlandske partnere til at undersøge, om Wollweber havde reaktiveret sit net af søfolk fra krigens tid for at planlægge sabotage på NATO-partneres skibsfart.

Wollweber var en matros, der deltog i oprøret i den tyske flåde i 1918 i Kiel, hvilket bidrog til afslutningen af Første Verdenskrig. Wollweber blev medlem af den tyske rigsdag og flygtede til Danmark i 1933, hvor hans højre hånd blev søfyrbødernes formand, Richard Jensen. Senere flyttede Wollweber til Oslo, og efter 9. april 1940 flygtede han til Sverige, blev arresteret af svenskerne og sad i fængsel i over tre år, men efter at han fik sovjetisk statsborgerskab, og ikke mindst i lyset af Stalingrad, blev han udvist til Sovjet sent i 1944.

Efterkrigstidens rygter og argumentationen om Wollweber havde stærk lighed med de beskyldninger og såkaldte beviser, som Gestapo havde anvendt i perioden op til og i den første del af Anden Verdenskrig.

De overvaagede tager ordet.indd 125

12-10-2009 14:40:52

126

Påstanden var helt hen i vejret. Wollweber havde ganske travlt i DDR med at opbygge STASI, som han var den første chef for.

Den kendte leder af Osvald-gruppen, en af Norges storsabotører, Asbjørn Sunde, blev arresteret i slutningen af 1954 og idømt 8 års fængsel for agentvirksomhed. Syv af Sundes medhjælpere fik mindre straffe. Sagen er stadig omdiskuteret. PET-kommissionen skriver, at PET’s daværende leder, Brix, blev kritiseret, fordi han i Danmark ikke kunne fremvise en lignende gruppe agenter, men det var helt udelukket at rejse sådanne sager mod Richard Jensen og hans venner omkring 1954-55.

De overvaagede tager ordet.indd 126

12-10-2009 14:40:52

De overvaagede tager ordet.indd 127

12-10-2009 14:40:52

De overvaagede tager ordet.indd 128

12-10-2009 14:40:52