BÆREDYGTIGT BYGGERIgennem anvendelse af systemleverancer

CINARK

Center for Industriel Arkitektur

CINARK

– Center for Industriel Arkitektur

Bæredygtigt byggeri - gennem anvendelse af systemleverancer CINARK FOCUS 9 788778 303066

– er et forskningscenter ved Institut for Arkitekturens Teknologi, Kunstakademiets Arkitektskole

Bæredygtigt byggeri gennem anvendelse af systemleverancer

Centret udvikler, samler og koordinerer forsknings- og undervisningsaktiviteter, som angår den industrielle arkitekturs tilblivelse med fokus på bæredygtige løsninger. Centret har således til opgave at indkredse, formulere og revidere de særlige begreber, væsenstræk, metoder, processer og produkter, som kendetegner en bæredygtig industriel arkitektur. Hensigten er at belyse såvel grundlæggende som aktuelle, problemstillinger og udviklingspotentialer. Centret satser på et tæt samarbejde med byggeindustri og byggeerhverv.

BĂŚredygtigt byggeri gennem anvendelse af systemleverancer

CINARK FOCUS

sysbyg

systemleverancer i byggeriet et forskningsnetvĂŚrk

CINARK FOCUS udgivet af

redaktion grafisk design Foto og illustrationer tryk 1. oplag ISBN copyright www kontakt

BÆREDYGTIGT BYGGERI gennem anvendelse af systemleverancer

Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Arkitektskolen Kasper Sánchez Vibæk Malene Henssel Forfatterne hvor intet andet angivet Sangill Grafisk 400 stk.

978-87-7830-306-6 © CINARK, Kunstakademiets Arkitektskole 2013 www.cinark.dk og www.sysbyg.dk Kontakt til forskningsnetværket SYSBYG: Lektor Per Kortegaard, Arkitektskolen Aarhus T: +45 8936 0000 @: per.kortegaard@aarch.dk Professor Lars Hvam, DTU T: +45 4525 4435 @ lhv@dtu.dk Professor Anne Beim, Kunstakademiets Arkitektskole T: +45 3268 6000 @: anne.beim@kadk.dk

indhold 05 06

07 08 10 18 26 28 34 38 44 46 52 58

Bæredygtigt Byggeri gennem anvendelse af systemleverancer

Forord v. professor Anne Beim, CINARK

Intro

Forskningsnetværket SYSBYG Seminarrække

Kort præsentation af kapitler

Et forskningsperspektiv

Systemstrukturer i Arkitektur Lektor Kasper Sánchez Vibæk Bæredygtige systemleverancer i nybyggeri og bygningsrenovering

ph.d.-studerende Jan Schipull Kauschen

Et bæredygtigt forretningperspektiv

Vugge-til-vugge i byggeriet – koncept og muligheder Søren Lyngsgaard Systemleverance: Soft Cells Jesper Nielsen Systemleverance: Billige boliger

Søren Rasmussen, ONV-Arkitekter

Analyse og PERSPEKTIVER

Vugge-til-Vugge-analyse af to systemleverancer Søren Lyngsgaard Diskussion af udfordringer og perspektiver Efterskrift: Industriel Økologi Lektor Kasper Sánchez Vibæk

forord

Bæredygtigt Byggeri gennem anvendelse af systemleverancer

Anne Beim, professor, centerleder, CINARK

Hæftet du sidder med i hånden er det trykte resultat af et seminar afholdt af CINARK – Center for Industriel Arkitektur ved Kunstakademiets Arkitektskole og forskningsnetværket SYSBYG, der yderligere inkluderer forskere fra DTU og Arkitektskolen Aarhus. Med udgangspunkt i CINARKs og netværkets arbejde over en længere årrække med de såkaldte systemleverancer i byggeriet var temaet for dette seminar ’Bæredygtigt byggeri gennem anvendelse af systemleverancer’. Initiativet er et af flere vedrørende systemleverancer på det seneste. Et tidligere lidt større arrangement , hvor vi gerne ville diskutere, hvad der ligger af tanker på myndigheds- og politisk niveau i forhold til at udvikle systemleverancetankegangen i byggeriet, blev aflyst bl.a. på grund samtidighed med en række beslægtede arrangementer . I anden omgang besluttede vi at skære det på en lidt anden måde og i stedet lave nogle mere fokuserede arrangementer, der havde de specifikke vinkler på systemleverancer i byggeriet, vi hver især er optaget af i forskningsnetværket SYSBYG. Disse arrangementer blev afholdt på vores lokale institutioner. Indeværende hæfte omhandler CINARKs bidrag i denne sammenhæng.

Omkring CINARK og vores vinkling med det bæredygtige byggeri set i sammenhæng med systemleverancer i byggeriet så udspringer det af flere undersøgelser og delvis dokumentation: Industrialisering af byggeriet på den måde vi pt. er i gang med og anvendelsen af det meget avancerede produktionsapparat, vi står med indenfor byggeindustrien, gør det muligt at imødekomme mere bæredygtige strategier

Vi tror på, at der gennem højindustrialisering af byggeriet begynder at tegne sig nogle ret præcise billeder af, at mere bæredygtigt byggeri faktisk er muligt Anne Beim, professor, centerleder, CINARK

for byggeriet. Disse strategier mener vi kan udvikles og blive bærende i en fortsat udvikling af systemleverancetankegangen, der også kan række udover dette lands grænser. Det er dog ikke sådan, at vi kan pege præcist på bestemte produkter eller måder at bygge på. Byggeriet har så mange komponenter og forskellige leverandører involveret, der gør det meget vanskeligt at komme med en entydig certificering af produktet, hvis man prøver at definere et helt byggeri som et sådant. Vi tror på, at der gennem højindustrialisering af byggeriet begynder at tegne sig nogle ret præcise billeder af, at mere bæredygtigt byggeri faktisk er muligt.

På seminaret dokumenteret i dette hæfte var folk inviteret fra Vugge-til-Vugge Danmark

(Cradle-to-Cradle) blevet bedt om at lave en overordnet analyse af to forskellige ’produkt’cases eller systemleverancer, der også bliver præsenteret. Dette er et forsøg på at nærme os denne diskussion og sige: Når vi har disse to forskellige systemleverancer, der samtidig også repræsenterer forskellig skala i byggeriet – et totalkoncept (som et helt boligbyggeri) i den ene ende og et apteringsprodukt (som akustikpaneler) i den anden – så har vi også noget af den spændvidde, der bl.a. udgør kompleksiteten i byggeriet. Det er også denne kompleksitet, der skaber udfordringer – både i forhold til industrialisering og i forbindelse med at gøre byggeriet mere bæredygtigt.

Det er vores håb, at denne publikation kan være med til åbne op for yderligere diskussion og kaste lys over nogle af mulighederne i at se industrialisering og bæredygtighed som indbyrdes supplerende størrelser, der begge kan indtænkes som konstruktive og inspirerende virkemidler i arkitekturen.

God læselyst!

Anne Beim

Anne Beim Professor, centerleder, CINARK

05

Intro

forsningsnetværket sysbyg Seminarrække OM SYSTEMLEVERANCER

Forskningsnetværket SYSBYG

Forskningsnetværket SYSBYG – Systemleverancer i Byggeriet (www.sysbyg.dk) er et forskningsnetværk med deltagelse fra DTU, Arkitektskolen Aarhus og Kunstakademiets Arkitektskole. Forskningsnetværket udvikler og koordinerer ny viden om systemleverancer i byggeriet og fungerer som overordet ramme for en række ph.d.-projekter. Netværket er finansieret af de deltagende institutioner og med støtte fra Realdania. SYSBYG er en udløber af et større og længere samarbejde, der har været mellem institutionerne over de seneste 6-7 år. En række indledende kortlægninger omkring perspektiverne for systemleverancer i byggeriet – også støttet af Realdania – har båret frugt i form af dette netværk, der udover seniorforskerniveauet, også inkluderer fem ph.d.-studerende ved de deltagende institutioner. Den første – Kasper Sánchez Vibæk – forsvarede afhandling i januar 2012 (Se følgende kapitel). Flere følger i løbet af 2013.

Interessant i netværkssammenhæng er, at de tre institutioner også repræsenterer forskellige vinkler på diskussionen. Netværksbevillingen og samarbejdet løber i første omgang til udgangen af 2012. Herfra er det håbet, at bl.a. de ph.d.-studerende, der bliver uddannet kan bringe emnet og diskussionerne videre i en eller anden form.

Seminarrække om systemleverancer

SYSBYG afholdt over tre eftermiddage i februar 2012 seminarrækken ’Systemleve-

06

rancer’. Hvert af de tre seminarer i rækken havde forskelligt fokus på systemleverancen.

Udover det første og her dokumenterede om ’Bæredygtigt byggeri gennem anvendelse af systemleverancer’, der blev afholdt på Kunstakademiets Arkitektskole/CINARK, havde det andet arrangement, afholdt på Arkitektskolen Aarhus, titlen ’Udvikling af systemleverancer, parametriske modeller og BIM’, mens det sidste bar overskriften ’Få styr på systemleverancen ved at anvende moduler og konfigurering’ og blev afholdt på DTU Management. Temaerne for de to øvrige arrangementer er kort beskrevet her nedenfor.

Udvikling af systemleverancer, parametriske modeller og BIM

Det andet seminar fokuserede på udviklingen af systemleverancer med en parallel udvikling af parametriske modeller til anvendelse i BIM. En stigende anvendelse af systemleverancer i byggeriet vil øge behovet for udvikling og tilstedeværelse af parametriske modeller til anvendelse i BIM-processerne – det være sig både de skitseringsmæssige og i forbindelse med projekteringen. Arkitekter vil fremadrettet have et stigende behov for frit fra producenternes hjemmesider at kunne downloade parametriske modeller af givne systemleverancer til konfigurering og indpasning i et aktuelt projekt. Det er ligeledes en arkitektopgave at udvikle og designe systemleverancer. Der skal i udviklingen arbejdes med den arkitektoniske kvalitet, funktionalitet og samspillene mellem leverancens forskellige leverandører, og der skal i den konkrete udvikling afdækkes,

indtænkes og indlejres de parametre, som er ønskelige for den rådgiver, som efterfølgende skal anvende systemet. Vi har den vision, at vi i Danmark kan udvikle særlige kompetencer indenfor udvikling af systemprodukter til byggeriet med samtidig parallel udvikling af parametriske modeller. Grebet rigtigt an, vil udvikling af avancerede systemleverancer, beregnet for et globalt marked, kunne blive en vigtig niche for byggesektoren i Danmark.

Få styr på systemleverancen ved at anvende moduler og konfigurering

Det tredie seminar fokuserede på moduler og konfigurering som redskaber til at få styr på systemleverancer. For virksomheder, der leverer kundetilpassede produkter, er nøglen til at kunne udvikle robuste og effektive forretningsprocesser, at der er styr på produktsortimentet. Systemleverancer beskriver en udvikling indenfor byggebranchen, hvor man arbejder parallelt på at få styr på produkter og forretningsprocesser. For produkternes vedkommende er udviklingen baseret på udvikling af konfigurerbare moduler, der effektivt kan kombineres og tilpasses den enkelte kundes behov. Procesudvikling omfatter udvikling af såkaldte Configure-ToOrder (CTO) processer baseret på at man arbejder indenfor rammerne af et veldefineret modulopbygget produktsortiment, og hvor man har en klar adskillelse mellem standard kundetilpassede produkter, hvor man anvender de moduler, der er udviklet på forhånd og så de mere specielle løsninger. Desuden er der fokus på udvikling af IT-systemer, der

Forskningsnetværket udvikler og koordinerer ny viden om systemleverancer i byggeriet og fungerer som overordet ramme for en række ph.d.-projekter

understøtter CTO-processer, f.eks. produktkonfigureringssystemer og projektstyrings/ sagsstyringssystemer.

For yderligere oplysninger om disse to arrangementer henvises til de respektive institutioner (Se kontaktinformation i kolofon).

’Bæredygtigt byggeri gennem anvendelse af systemleverancer’

På det første seminar var programmet bygget op som to hovedele, der repræsenterede henholdsvis et forskningsperspektiv og et forretningsperspektiv på bæredygtigt byggeri gennem anvendelsen af systemleverancer.

Under første del – forskningsperspektivet – introducerer Kasper Sánchez Vibæk, Lektor i CINARK, begreberne systemstrukturer, systemleverancedimensioner og integreret kompleksitet som en måde at anskue bygninger sammensat større eller mindre andele af systemleverancer på. En model præsenteres, der også giver mulighed for at visualisere et livscyklusperspektiv, hvor bygninger eller dele

af disse senere kan adskilles som afgrænsede systemleverancer, der efterfølgende kan indgå i andre sammenhænge. Efterfølgende præsenterer Jan Schipull-Kauschen, ph.d.-studerende i CINARK, resultater fra sin ph.d.-forskning omkring bæredygtige systemleverancer i nybyggeri og bygningsrenovering. Forskningen tager udgangspunkt i almennyttigt etageboligbyggeri opført mellem 1950 og 1975, der udgør en betragtelig del af den danske boligmasse og som samtidig står overfor en større bygnings- og energirenovering i de kommende år.

Anden del – forretningsperspektivet – indledes med Søren Lyngsgaard fra Vuggetil-Vugge Danmark/EPEA Kopenhagen.

Vugge-til-Vugge eller Cradle-to-Cradle, der både er en designfilosofi og et registreret varemærke, er udviklet af William McDonough og Michael Braungart og beskæftiger sig bl.a. med certificering af produkter i forhold til livscyklus, materialesammensætning mm. Her introduceres, hvordan de konkret arbejder med certificering som ydelse, samt hvilke andre agendaer organisationen arbejder med og på hvilke niveauer. Efterfølgende findes to

produktpræsentationer – måske produkter i anførselstegn, da dette ord kun sjældent anvendes om andet end byggematerialeniveaet indenfor byggeri og arkitektur. Jesper Nielsen fra virksomheden Soft Cells introducerer til arbejdet med udviklingen af et akustikpanel af samme navn, mens Søren Rasmussen fra ONV-Arkitekter i den anden ende af skalaen præsenterer, hvordan denne tegnestue over en længere årrække har arbejdet med billige præfabrikerede boliger som en (bæredygtig) systemleverance.

I publikationens sidste del munder produktpræsentationerne ud i enminianalyse ift.

Cradle-to-Cradle-certificering – igen ved Søren Lyngsgaard. I Udfordringer og Perspektiver – findes en række tematisk ordnede uddrag fra en efterfølgende diskussion i salen forbindelse med seminaret. Temaerne griber både fat i systemleverancen og bæredygtigheden og den mulige kombination af disse to. Der afsluttes med et efterskrift med en bud på en strategi for et mere systematisk bæredygtigt byggeri.

07

08

et forskningsperspektiv

09

Et forskningsperspektiv

Systemstrukturer i Arkitektur – et blik på sammensætning af industrielle leverancer i byggeriet

Kasper Sánchez Vibæk, Lektor, CINARK

Indledningsvist kunne man med udgangspunktet i temaet for denne publikation spørge: Hvad har industrielle systemleverancer overhovedet med bæredygtighed at gøre, hvis dette begreb enkelt defineres som en ressourcebevidst tilgang til byggeriet både i forbindelse med projektudarbejdelse, opførelse, drift/vedligehold, opgradering og bortskaffelse? Hvad kan industrien og en højere grad af produktliggørelse af leverancer i byggeriet byde ind med i denne sammenhæng?

Før dette kan forsøges besvaret, vil jeg her i første omgang mere overordnet introducere systemleverancer, da der kan være brug for en fornemmelse af hvordan vi på CINARK og i SYSBYG arbejder med dette begreb, der ikke er et særlig fast etableret – det er i hvert fald ikke noget, der står i ordbøgerne endnu. Jeg vil derfor prøve at ramme det ind og til dette formål bruge nogle begreber fra min ph.d.- afhandling. Det er i første omgang et oplæg til, hvordan man kan definere systemleverancer som delsystemer af et større system, der kan være en bygning eller for den sags skyld en by eller hele samfundet. Vi holder os dog her til bygningen.

Jeg vil også forsøge at fange, hvad der gør en systemleverance til netop en systemleverance i modsætning til en byggekomponent eller et byggemateriale på den ene side og en hel bygning på den anden side. Snarere end bare at være et spørgsmål om skala, har dette, påstås det her, noget med kompleksitetsgraden at gøre. Systemtankegangen, der ligger bag systemleverancer, har – mener vi i CINARK – oplagte forbindelser til temaet bæredygtighed bl.a. i forhold til

10

at kunne håndtere kompleksitet. Derfor er det i stigende grad noget vi arbejder med og altså det, som indeværende publikation handler om.

I det følgende forklares begreberne systemstrukturer og leverancer – det er to begreber, der ligger til grund for den model, jeg har brugt i afhandlingen til at arbejde med bl.a. systemleverancer. Det leder frem til et begreb omkring integreret kompleksitet, som jeg vil vende tilbage til. Endelig vil jeg for at slutte ved det bæredygtige præsentere et eksempel fra afhandlingen, som arbejder med design-for-disassembly (design for adskillelse). Med eksempel menes her et konkret bygget eksempel – et casestudie – som har indgået som en del af forskningsprojektet bag afhandlingen.

På CINARK, hvor jeg har været ansat siden 2004, har temaet meget overordnet har været arkitektur og arkitektonisk kvalitet i byggeriet, når man udsætter dette for en industriel kontekst. Vi arbejder altså med det industrielle ud fra en arkitektonisk synsvinkel.

Det handler således ikke nødvendigvis om produktions- eller prisoptimering. Snarere ser vi på, hvad industrialisering betyder for arkitekturen og den måde, man kommer frem til det arkitektoniske resultat på.

Min ph.d.-afhandling havde titlen: ’System Structures in Architecture’, og hvad det mere præcist betyder, vender jeg straks tilbage til.

Problemformuleringen i afhandlingen var: ’Hvordan kan systemtænkning bygge bro over den tilsyneladende kløft mellem den arkitektoniske ide og dens efterføl-

gende realisering som hhv. proces og resultat i nutidigt industrialiseret byggeri, og samtidig på den anden side håndtere den øgede kompleksitet som følger af specialisering og teknisk udvikling.’

Det er jo en sætning, der skal indeholde det hele på én gang, og den kan derfor være lidt svær at overskue, men denne bro over den tilsyneladende kløft handler om, at der på den ene side er nogle ideer og visioner omkring, hvordan det arkitektoniske resultat skal være, der når de udsættes for rent faktisk at skulle udføres, resulterer i en række ’oversættelsesproblematikker’. Disse kan være ydre omstændigheder og udgør ikke nødvendigvis problemer i sig selv, men de påvirker, hvordan det endelig resultat bliver. Historisk tænkte og undfangede man helt tilbage i klassikken arkitektur og byggeri (der var ikke rigtig noget skel da) sådan som det rent faktisk blev udført, mens der i dag er opstået et tilsyneladende skel. Bare det at vi i dag har en ingeniørdisciplin beskæftiget med byggeri som noget andet end arkitektdisciplinen bidrager til, at vi også har en faglig deling mellem noget idemæssigt arbejde og noget realiserende/ udførende arbejde. Samtidig er vores byggeri blevet meget mere komplekst, end det var tilfældet tidligere. Hvis vi tager jordhytten på den ene side og et moderne kontorhus på den anden side (figur 3.1), så er der stor forskel i kompleksitetsniveauet fx i forhold til antallet af forskellige materialer og sammenstød, ting bygningen skal kunne osv. På CINARK har vi altid arbejdet med den tilsyneladende modsætning mellem industri og arkitektur – der er flere her på stedet (Kunstakademiets Arkitektskole, (red).), der mener det er en

FIGUR 3.1 traditionel vs. nutidig

FIGUR 3.2 Abstrakte leverancer i systemstruktur T4 T3 T3

T2

T1

T4

T2

T1

T4

T2

T4

T3

T2

T3

T2

T0

T0

T1

T3

modsætning. Vi har omvendt ment, man også kan vælge at se det som en frugtbar energi i den arkitektoniske skabelsesproces.

Tilsvarende kan man måske sige om industri og bæredygtighed. Tænker vi meget gammelindustrielt med store rygende skorstene, så virker det måske som om, der er en åbenlys modsætning mellem industri og bæredygtighed. Vi mener dog også, at industrialisering kan ses som en positiv energi ift. at opnå bæredygtige løsninger - at man kan bruge industrien, dens optimeringslogik, systematik og systemtænkning i forbindelse med at opnå øget bæredygtighed i vores byggeri.

Systemstukturer

I afhandlingen har jeg, som titlen også angiver, arbejdet med et begreb omkring systemstrukturer. Jeg definerer dem som:

’abstrakte repræsentationer af bygninger med fokus på den måde, de er sammensat af kombinationer af ideer, processer og materialer’ På figur 3.2 ses en abstrakt afbildning, der viser forskellige delsystemer, der fra venstre mod højre indlejres i mere komplekse systemer (T4 til T1), som ender i et færdigt byggeri på byggepladsen (T0). Systemstrukturer skal ses som et supplerende blik på byggeri, som måske er særligt egnet til industrielt produceret arkitektur bl.a. på grund af et sådant byggeris sammensathed af produkter med forskellig færdiggørelsesgrad fra fabrik snarere end en primær forarbejdning af materialer direkte på byggepladsen. Man kan også sige, at det er et forsøg på at kombinere det der i industrien hedder produktarkitektur og leverancekæder

FIGUR 3.3

Traditionelt syn på viden i projekter PROJEKTSPECIFIK

GENEREL

Systemsbaseret syn på viden i projekter PROJEKTSPECIFIK SYSTEMSPECIFIK

GENEREL

(det sidste på engelsk kaldet ’supply-chain management’).

Men hvorfor skal vi arbejde med systemstrukturer? Hvordan kan det tænkes at give mening? Med henvisning til den tilsyneladende kløft mellem hvordan arkitektur tænkes og realiseres er det her en påstand, at man ved – mellem et projektspecifikt niveau og et generelt byggeteknisk/konstruktivt niveau – at indlægge et systemniveau kan opnå en gevinst i forhold til håndtering af kompleksitet på tværs af projekter. Med systemniveauet flyttes kompleksitet væk fra det enkelte projekt, uden at det dog bliver så generelt at det ’bare’ omhandler, hvordan man sætter ting ovenpå hinanden eller sammen. I forhold til dette systemniveau arbejder jeg med to rent ordmæssigt lidt komplicerede begreber: isomorfisme og equifinalitet. Isomorfisme henviser til fælles eller ens form – her strukturel lighed – hvor opbygningen af byggerier strukturelt kan siges at være de samme selvom de giver meget forskellige resultater. Ser vi på de to husdiagrammer til venstre (figur 3.3) ser vi to meget forskellige huse, mens farverne markerer, at de strukturelt består af samme slags delelementer. Der er altså et systemniveau, der viser, at i forhold til bygningselementer har de to bygninger den samme struktur – den samme slags elementer og de samme grænseflader mellem disse kan findes i begge byggerier. Omvendt repræsenteres equifinalitet i de to husdiagrammer til højre (figur 3.3), at der er flere veje til samme mål.

11

FIGUR 3.4 forskellige integrations- og kompleksitetsniveauer RÅMATERIALER

T5

BYGGEMATERIALER OG BYGGEKOMPONENTER STANDARDKOMPONENTER OG TEKNISKE SYSTEMER

T4

Her er bygningsresultatet principielt det samme, mens måden det er underopdelt på – igen repræsenteret ved forskellige farver – varierer. Begreberne udtrykker altså hhv. samme vej til noget forskelligt og forskellig vej til det samme og er to eksempler på et sådant systemniveau mellem det projektspecifikke og det generelle. Pointen er at flytte kompleksitet fra det individuelle projekt over til et tværgående systemspecifikt niveau, som man eksempelvis gør det i et byggesystem. Dette systemniveau deles i systemstrukturmodellen op i en række leverancekæder (T5 til T1), der bliver gradvist mere komplekse spændende fra råmaterialer over byggematerialer til byggekomponenter, systemleverancer og store integrerede bygningsvolumener – som bl.a. er dem Søren Rasmussen fra ONVArkitekter vil komme ind på i et senere kapitel. Endelig er der en byggeplads (T0), hvor tingene bliver endeligt samlet (Se figur 3.4.). Der kan godt være råmaterialer og byggematerialer (T5/T4), der ankommer direkte til byggepladsen. Det vi kalder systemleverancer vil primært ligge indenfor de to sidste og mest integrerede leverancetyper enten som afgrænsede (fx tekniske) systemer i sig selv (T2) eller som store integrerede volumenelementer (T1), der kan indeholde dele af mange systemer, der er spredt ud over den fulde bygning.

Systemstrukturen er den visuelle fremstilling af opbygningen af og relationen mellem disse forskellige typer leverancer. Man kan fx have nogle byggematerialer, der indlejres i nogle systemleverancer, der så lægges ind i et volumenelement, som endelig ender i en pladsmontage.

12

T3

SYSTEMLEVERANCER (EFTER SYSTEM)

VOLUMELEMENTER (EFTER PLACERING)

T2

T1

Systemleverancer og integreret kompleksitet

Den mest kendte (danske) definition af systemprodukt og systemleverance er en fra en udredningsrapport finansieret af Realdania i 2005, som CINARK også var med i udarbejdelsen af. Den lyder som følger: Et systemprodukt er ’en multiteknologisk kompleks del af en bygning’, der kan ’konfigureres og individualiseres’ i forhold til et specifikt byggeri. Et systemprodukt er ydermere ’udviklet i en særskilt produktudviklingsproces baseret på principperne i integreret produktudvikling. I sin faktisk producerede, specifikt tilpassede og til kunden leverede version bliver denne bygningsdel en systemleverance, der også kan inkludere forhold som ’markedsføring, leverings-proces og servicering’’ Mikkelsen et al. 2005 Selia - Systemleverancer i Byggeriet Der er altså fokus på noget omkring et produkt snarere end et projekt. Når det bliver en systemleverance, kan produktet tilpasses en specifik brug og indeholder også andet end det rent fysiske. Det kan således også indeholde også forhold omkring markedsføring, levering og servicering. For at indkredse den pointe, at en systemleverance ikke bare handler om det konkrete fysiske produkt, men også handler om nogle af disse omkringliggende forhold, arbejder jeg med tre såkaldte dimensioner af integreret kompleksitet. Integreret kompleksitet skal forstås på den måde, at når den integrerede kompleksitet er høj i

BYGGEPLADS (LEVERANCER I BYGNINGEN)

T0

en systemleverance eller et byggeprodukt, kan man ved at vælge denne leverance ind i et byggeri rent faktisk spare designkompleksitet – og altså designarbejde, da dele af dette arbejde allerede ligger ’indlejret’ i systemet, man vælger ind. Det er ikke dermed sådan, at det endelige resultat bliver mindre komplekst i sin helhed, men designarbejdet i det enkelte projekt bliver principielt mindre komplekst.

Den integrerede kompleksitet deles her op i tre dimensioner – der kunne være flere, og de skal derfor ikke betragtes som udtømmende: 1) et forberedelsesniveau, der er meget lig typerne fra modellen før (T4 til T1) og går fra byggematerialet (MAT) over komponenten (COM), til bygningsdelen (ASM), til blokken (CHK).

2) et standardiseringsniveau som går fra den helt kundetilpassede løsning (BSP) over noget ordrebestemt (M2O), til noget standard der fx kan være tilskåret til på mål (C2F) og endelig en ren standard- eller ’hyldevare’ (OTS).

Altså: fra det helt kundetilpassede til ren standard – og 3) et serviceniveau, der spænder fra rent salg (SAL), over levering (SPL) til at have installationen inkluderet (INS) og endelig, at der kan være en servicepakke som fx vedligeholdelse med i produktleverancen (MNT).

Disse tre dimensioner (Se figur 3.5) med deres forskellige niveauer udgør til sammen en størrelse, der siger noget om, hvor meget en bestemt leverance kan siges at være en systemleverance. Det er altså ikke kun et spørgsmål om, hvor kompleks en leverance

FIGUR 3.5 Tre dimensioner af integreret kompleksitet

FIGUR 3.6 Cellophane HouseTM

FORBEREDELSESNIVEAU

MAT

building material

com

building component

ASM assembly

CHK chunk

© KieranTimberlake

er rent fysisk, men også hvor standardiseret og serviceret den er som leverance. Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer her, men kan henvise til afhandlingen. (se Vibæk 2012 – System Structures in Architecture)

STANDARDISERINGSNIVEAU

OTS

off-the-shelf

c2f cut-to-fit

m2o

BSP

ins

mnt

made-to-order

bespoke

SERVICENIVEAU

SAL sale

spl supply

installation

maintenance

Eksempel på systemstruktur med systemleverancer

I et analyseeksempel anvendt i afhandlingen applikeres systemstrukturen på et allerede opført byggeri. Cellophane HouseTM er tegnet af den amerikanske tegnestue KieranTimberlake, som en fuldskala mockup, der stod på MoMA i New York i 2008 (Se figur 3.6). Selv betegner de det som en prototype. Tegnestuen har et særligt og ekspliciteret fokus på processen omkring byggeriet, på industrielt produceret byggeri og på specifikt at bruge (eksisterende) produkter og systemleverancer i deres arkitektur.

Samtidig var Cellophane HouseTM specifikt designet til at kunne afmonteres igen efter endt udstilling (design-for-disassembly) for evt. at blive solgt videre og genmonteret et andet sted – enten som det fulde hus eller i de relativt klart adskilte dele, det består af.

Bygningen er meget systematisk samlet og giver derfor en ret detaljeret systemstruktur, hvor der er materialer, der indgår i komponenter eller systemleverancer, der igen indgår i nogle volumenelementer, der så endeligt sættes sammen på pladsen. Systemstrukturen (se figur 3.7) viser således hvordan systemer indlejres gradvist i mere om mere komplekse

13

FIGUR 3.7

Systemstruktur for Cellophane HouseTM

Building materials and standard components

T4 T4 T4 T4 T4 T4 T4 T4 T4 T4 T4 T4 T4

1. Concrete 2. BM 3. M2O 4. Sciame/sub 5. Foundation 6. T0, Sciame

1. Polycarbonate plates 2. BM 3. OTS 4. 3form 5. Flooring 6. T1, Kullman + T0 Team 1. Double sided tape 2. BM 3. OTS 4. 3M 5. Various 6. T1, Kullman + T0 Team 1. Aluminum Grate 2. BM 3. C2F 4. Burgess Steel 5. Walways, balconies, roof 6. T1, Kullman + T0 Team 1. Exterior paint 2. BM 3. OTS 4. ICI Paints 5. Steel connectors 6. T1, Kullman

1. Interior shading 2. BM 3. OTS 4. 3M 5. Smart wrap facade panels 6. T1, Kullman 1. Bolts and fasteners 2. BM 3. OTS 4. Burnett 5. Various 6. T1, Kullman

1. Polypropylene plates 2. BM 3. OTS 4. CPI Daylighting 5. Roof and Canopy 6. T1, Kullman 1. Acrylic panels 2. BM 3. OTS 4. Total Plastics 5. Stairs and drain pans 6. T2, Capital Plastics 1. Interior wall panels 2. BM 3. OTS 4. 3form 5. Interior partitions 6. T2, Kullman

1. PET film 2. BM 3. OTS 4. DuPont Teijin 5. Smart wrap facade panels 6. T2, Universal Services Ass. 1. Photovoltaic film 2. BM 3. OTS 4. Power film 5. Smart wrap facade panels 6. T2, Universal Services Ass.

14

1. Copper tape 2. BM 3. OTS 4. Manufacturer?

5. Smart Wrap facade panels 6. T2, Universal Services Ass.

Sub-assemblies and system components

T3 T3 T3 T3 T3 T3 T3 T3 T3

Assemblies (IPD’s by system)

1. Insulated glass units 2. COM 3. CM/M2O 4. Berkowitz 5. Curtain wall and N-facade 6. T0, Sciame/sub Chunks (IPD’s by zone)

1. Plumbing accesories 2. COM 3. OTS 4. AFNY 5. Bathrooms 6. T1, Kullman

1. Curtain wall panels + door frames 2. KOP 3. CM/M2O 4. Schüco 5. Curtain wall and N-facade 6. T1, Kullman

Building (tiers nested on site)

1. Steel connectors 2. COM 3. CM 4. Maspeth Welding 5. Structural frame 6. T1, Kullman

T0 T0 T0 T0

1. Foundation 2. ASM (of BM) 3. CM 4. Sciame 5. MoMa-site 6. N/A

1. Electrical fixtures 2. KOP 3. OTS 4. Philips 5. Interior + exterior 6. T1, Kullman

T2 T2 T2 T2 T2

1. Ventilation fans + louvers 2. COM 3. OTS 4. Greenheck/Del Ren 5. Ventilation shaft 6. T1, Kullman

1. Staircase 2. KOP 3. CM 4. Capital Plastics 5. Interior stairway 6. T1, Kullman

1. Fixtures 2. COM 3. OTS 4. Duravit 5. Bathrooms 6. T2, Kullman

1. Bathroom pods 2. KOP 3. M2O/CM? 4. Offsite Solutions/Kullman 5. Bathrooms 6. T1, Kullman

1. Aluminum Extrusions + steel connectors 2. COM/KOP 3. OTS 4. Bosch/Airline Hydraulics 5. Structural frame 6. T2, USA + T1/T2, Kullman

1. Partition walls 2. ASM 3. CM 4. Kullman 5. Interior 6. T1, Kullman + T0 Team

1. Appliances 2. COM/KOP 3. OTS 4. Miele/Valcucine 5. Kitchen 6. T0, Valcucine

1. Smart Wrap facade panels 2. ASM 3. CM 4. Universal Services Ass. 5. E+W Facades 6. T1, Kullman + T0 Team 1. Kitchen cabinets 2. KOP 3. M2O 4. Valcucine 5. Kitchen 6. T0, Valcucine

T1

1. Chunks 2. KOP (17 units) 3. CM 4. Kullman 5. Cellophane House 6. T0, Sciame

1. Final fit-out (partition walls + glazing + int. SM-panels) 2. ASM (of ASM+COM) 3. CM 4. Team (Sciame, Kullman, KT) 5. Walways, balconies, roof 6. T1, Kullman + T0 Team 1. Chunk Assembly 2. ASM (of KOP) 3. CM 4. Sciame 5. MoMa-site 6. N/A

1. Kitchen installation 2. ASM (of KOP) 3. M2O 4. Valcucine 5. Cellopphane House 6. N/A

FIGUR 3.8

’Disassembly’-struktur for Cellophane HouseTM BUILDING (TIERS NESTED ON SITE)

CHUNKS (IPD’S BY ZONE)

T1

1. CHUNKS 2. CHK (17 UNITS) 3. CM 4. KULLMAN 5. CELLOPHANE HOUSE 6. DISASSEMBLY

T0 T0

1. FOUNDATION 2. ASM (OF BM) 3. CM 4. SCIAME 5. MOMA-SITE 6. DISASSEMBLY

1. FINAL FIT-OUT 2. ASM (OF ASM+COM) 3. CM 4. TEAM (SCIAME, KULLMAN, KT) 5. DISTRIBUTED 6. DISASSEMBLY

leverancer. Pointen er, at når man designer til at tingene skal kunne skilles ad igen (designfor-disassembly), må det nødvendigvis ændre på, hvordan man i det hele taget tænker og designer bygningen, og her bliver det endnu mere vigtigt at få processen tænkt med fra starten: Det handler ikke kun om det færdige resultat, da det færdige resultat er noget, der måske kun findes en overgang, hvorefter, det igen vil blive skilt ad, indgå i forskellige recirkuleringskredsløb og i sidste ende måske ender som affald. Hvordan man evt. kan kvalificere denne noget anderledes designproces, vil Søren Lyngsgaard fra Vugge-tilVugge Danmark vende tilbage til i et senere kapitel omkring Cradle-to-Cradle-konceptet.

Pointen med systemstrukturen her er, at den lige såvel kan bruges den anden vej rundt til at få styr på (og visualisere) hvordan og i hvilke delelementer en bygning skilles ad.

Det er nemlig ikke nødvendigvis på samme måde, som den er sat sammen. Netop dette

T1

1. BATHROOM PODS 2. KOP 3. M2O/CM? 4. OFFSITE SOLUTIONS/ KULLMAN 5. BATHROOMS 6. DISASSEMBLY

ASSEMBLIES (IPD’S BY SYSTEM)

T2 T2

1. PARTITION WALLS 2. ASM 3. CM 4. KULLMAN 5. INTERIOR 6. CELLOPHANE REASSEMBLY 1. SMART WRAP FACADE PANELS 2. ASM 3. CM 4. UNIVERSAL SERVICES ASS. 5. E+W FACADES 6. CELLOPHANE REASSEMBLY

T2

1. KITCHEN CABINETS 2. KOP 3. M2O 4. VALCUCINE 5. KITCHEN 6. CELLOPHANE REASSEMBLY

T2 T2

SUB-ASSEMBLIES AND SYSTEM COMPNENTS

T3 T3 T3 T3 T3 T3 T3 T3 T3

1. CURTAIN WALL PANELS + DOOR FRAMES 2. KOP 3. CM/M2O 4. SCHÜCO 5. CURTAIN WALL AND N-FACADE 6. CELLOPHANE REASSEMBLY 1. STEEL CONNECTORS 2. COM 3. CM 4. MASPETH WELDING 5. STRUCTURAL FRAME 6. CELLOPHANE REASSEMBLY 1. ELECTRICAL FIXTURES 2. KOP 3. OTS 4. PHILIPS 5. INTERIOR + EXTERIOR 6. CELLOPHANE REASSEMBLY

1. BALCONIES 2. ASM 3. BSP 4. KULLMAN 5. FACADE 6. CELLOPHANE REASSEMBLY

1. VENTILATION FANS + LOUVERS 2. COM 3. OTS 4. GREENHECK/DEL REN 5. VENTILATION SHAFT 6. CELLOPHANE REASSEMBLY

T2

1. FIXTURES 2. COM 3. OTS 4. DURAVIT 5. BATHROOMS 6. CELLOPHANE REASSEMBLY 1. ALUMINUM EXTRUSIONS + STEEL CONNECTORS 2. COM/KOP 3. OTS 4. BOSCH/AIRLINE HYDRAULICS 5. STRUCTURAL FRAME 6. CELLOPHANE REASSEMBLY 1. APPLIANCES 2. COM/KOP 3. OTS 4. MIELE/VALCUCINE 5. KITCHEN 6. CELLOPHANE REASSEMBLY

var en vigtig pointe i forhold til Cellophane HouseTM, da man ikke rigtig vidste, hvilket liv, bygningen senere ville få, samt at der var nogle forhold omkring transport til og fra MoMA, der skulle tænkes ind. Den måde den blev skilt ad blev væsentlig anderledes end den måde, den var sat sammen på (se figur 3.8). På figur 3.9 ses et eksempel på labels, der blev brugt på samtlige delelementer. Disse kom dog først på, da bygningen var opført og skulle tages ned

RAW MATERIALS (RECYCLING)

WASTE (INCINERATION AND LANDFILL)

T5

1. PLUMBING ACCESORIES 2. COM 3. OTS 4. AFNY 5. BATHROOMS 6. CELLOPHANE REASSEMBLY

1. STAIRCASE 2. KOP 3. CM 4. CAPITAL PLASTICS 5. INTERIOR STAIRWAY 6. CELLOPHANE REASSEMBLY

1. PANEL ASSEMBLIES 2. ASM 3. BSP 4. KULLMAN 5. FACADE 6. CELLOPHANE REASSEMBLY

BUILDING MATERIALS AND STANDARD COMPONENTS

1. INSULATED GLASS UNITS 2. COM 3. CM/M2O 4. BERKOWITZ 5. CURTAIN WALL AND N-FACADE 6. CELLOPHANE REASSEMBLY

T4

1. BOLTS AND FASTENERS 2. BM 3. OTS 4. BURNETT 5. VARIOUS 6. CELLOPHANE REASSEMBLY

T4 T4 T4 T4

1. POLYCARBONATE PLATES 2. BM 3. OTS 4. 3FORM 5. FLOORING 6. CELLOPHANE REASSEMBLY

T-

1. DOUBLE SIDED TAPE 2. BM 3. OTS 4. 3M 5. VARIOUS 6. CELLOPHANE REASSEMBLY 1. ALUMINUM GRATE 2. BM 3. C2F 4. BURGESS STEEL 5. WALWAYS, BALCONIES, ROOF 6. CELLOPHANE REASSEMBLY 1. POLYPROPYLENE PLATES 2. BM 3. OTS 4. CPI DAYLIGHTING 5. ROOF AND CANOPY 6. CELLOPHANE REASSEMBLY

T4

1. ACRYLIC PANELS 2. BM 3. OTS 4. TOTAL PLASTICS 5. DRAIN PANS 6. CELLOPHANE REASSEMBLY

igen. Ideelt set havde de været på fra starten. Disse labels refererer til, hvad det er for en type element, hvor det er placeret mm. via en intern kode i et system, tegnestuen selv opfandt til lejligheden. Mens de første bogstaver – fx GLA (glas) – referer til del, findes der ligeledes pakkedata ift. hvor delen placeres nedpakket, så man kunne finde den igen og endelig en kode, der afgør, hvor i bygningen den hører til – fx hvilket volumenelement, den kom fra. Man har altså

FIGUR 3.9 LABELS PÅ DEMONTEREDE BYGNINGSDELE GLA-3F-6.2

GLASS BALCONY LGU SIDE PACK GROUP C13

STG-2C-P13

STAGE FLOORING KITCHEN LEVEL PACK GROUP P12A/B

BOP-1C-113

BOSCH (PARTITION) (C) 45X45 NORTH BOP-1C-113

CON-XX-1.1

CONNECTOR VERTICAL DIAGONAL PACK GROUP B1.1

STT-2R-207

STAIR TREAD PACK GROUP P16

PAN-2F-1

ACRYLLIC DRAIN PAN PACK GROUP P13

15

både data om, hvor den hører til i bygningen og om, hvor den kan findes i sammenpakningen, der pga. økonomi blev komprimeret mest muligt – næsten som et Tetris-spil.

Hvis bygningen bare var blevet taget ned som volumenelementer, skulle man have pakket og kørt en masse tom luft. Denne problematik og fordele og ulemper i den sammenhæng vil Søren Rasmussen, komme ind på senere i forhold til de volumenelementer, der er anvendt i hans bygninger: Når man arbejder i fulde volumener kører man rundt med meget luft.

Modellens anvendelighed

En af pointerne med anvendelse af systemstrukturer og systemleverancer i forhold til bæredygtighed skal ses netop i sammenhæng med at skulle tage stilling til, hvad der sker med byggeriet og dets bestanddele, efter at det har udlevet sin første eller umiddelbare funktion. Det kan også dreje sig om dele af bygningen. Her vil arbejdet med en systemstruktur, hvor man på forhånd tænker ind, hvordan delene går sammen og fra hinanden igen give mening.

Modellen trækker på flere former for systemteori og introducerer og visualiserer et systemniveau, der kan udtrykke generelle træk i specifikke projekter på en ny og ander-

16

ledes måde bl.a. gennem brug af leverancebegrebet som systemenhed, hvor de mere integrerede eller komplekse af disse kan betegnes som egentlige systemleverancer.

Begrebet omkring integreret kompleksitet introducerer, at man ved at lægge kompleksitet ind i disse systemleverancer, kan trække denne ud af designarbejdet for den enkelte bygning. Dette kan til dels forklares eller illustreres gennem de tre dimensioner vedrørende færdiggørelse, standardisering og servicering. Endelig er den sidste påstand, at bæredygtighed kan understøttes af den rette balance mellem industrialisering og håndværk eller pladsbyggede komponenter – en balance der bl.a. kan lokaliseres gennem arbejdet med systemstrukturer i form af forskellige produktionsscenarier.

Et af systemleverancens store potentialer i forbindelse med bæredygtighed ligger i muligheden for at håndtere kompleksitet i byggeriet. Det kan ske ved sammensætning af integrerede videnstunge produktløsninger, der løfter større dele af design- og projekteringsarbejdet fra et projektniveau til et produktniveau. Det giver bl.a. gennem højere gentagelsesgrad i både produkt- og proceshenseende mulighed for at få bedre styr på både produktionsprocesser og materialestrømme, der således bl.a. jf. cradle-tocradle-tankegangen optimalt set kan udgøre lukkede kredsløb, der muliggør en forsvarlig

anvendelse naturressourcer og menneskeskabte løsninger.

Anvendelsen af tilpasningsbare integrerede systemleverancer kan således skabe plads til at fokusere mere på arkitektonisk og økologisk sammenhæng og helhed i byggeriet fremfor fortabelse i tekniske detaljer. Endelig kan systemleverancer betragtet som adskilte bygningsdele, fx ved nedrivning eller ombygning tænkes genanvendt som hele eller i dele til nybyggeri eller ombygning. Herved ’genbruges’ også dele af fremstillingsprocessen og det indlejrede designarbejde (design work), hvilket tilbyder endnu et alternativt bæredygtighedsperspektiv.

Måske er det således ikke det engelske sustainability, vi skal arbejde henimod, men snarere i retning af noget vi her kunne kalde ’SYSTAINABILITY!’.

Kasper Sánchez Vibæk

Lektor, CINARK

Begrebet omkring integreret kompleksitet introducerer, at man ved at lægge kompleksitet ind i disse systemleverancer, kan trække denne ud af designarbejdet for den enkelte bygning Kasper Sánchez Vibæk, Lektor, CINARK

17

Et forskningsperspektiv

Bæredygtige systemleverancer i nybyggeri og bygningsrenovering

Jan Schipull Kauschen, Ph.d.-studerende, CINARK

I forbindelse arbejdet med den forskning, jeg præsenterer her, sidder jeg en del af min tid på CINARK og den anden del hos JJW Arkitekter og arbejder bl.a. med deres projekter som cases. Agendaen for indeværende præsentation er følgende: a) Introduktion til baggrunden for det valgte fokus på etageboligbygninger, lidt om tallene bag. b) Kort introduktion af de tre cases, jeg ser på i øjeblikket, der alle har fokus på facaderenovering. c) Bæredygtighedsbegrebet og dets forskellige niveauer og noget om, hvordan man kan måle og optimere systemleverancers bæredygtighed. d) Livscyklusanalyse og optimering – eksempler e) Bud på en fremtid i byggeriet baseret på såkaldte product service systems.

Etageboligbyggeri i Danmark

I Danmark har vi en relativt gammel bygningsbestand med et gennemsnit på 60,6 år, mens over 20 % af alle bygninger er over 80 år. 33 % af bygningsbestanden er opført mellem 1950 og 1975, der også repræsenterer tiden for introduktionen af montagebyggeriet i Danmark. Ser man på energiforbruget i Danmark er 30 % husholdningsrelateret.

Da kun en ganske lille del af bygningsmassen er bygget efter at de første ”skarpere” energikrav trådte i kraft (2008), findes der her et stort potentiale for at se på energispørgsmålet i forbindelse med bygningsrenovering.

18

Med hensyn til bolig- og bygningstypologi findes næsten 40 % af alle boliger i etageboligbebyggelser og ca. 1/3 af dem ejes af almennyttige boligselskaber, mens 60 % af disse er opført i perioden 1950 til 1975. Dette gør samlet set at 10 % af alle danskere bor i etageboliger, der ejes af almennyttige boligselskaber. Hvis man således kommer med en renoverings- og energiløsning til denne type bygninger, vil det være til gavn for rigtig mange mennesker her i Danmark. Tilbage i år 2000 udgav Erhvervsfremmestyrelsen en rapport, der hed ’Byggeriets fremtid – fra tradition til innovation’, hvorfra jeg gerne vil henvise til følgende citat: ’Det støttede byggeri skal være foregangsbyggeri, hvor det sikres at der opnås størst kvalitet til prisen – ikke alene byggetekniske og funktionelle kvaliteter, men også kvaliteter som fx arkitektur, tilgængelighed og minimering af miljøbelastning. Bygherrer af støttet byggeri skal gennem deres byggevirksomhed være med til at udvikle byggeriet, medvirke til at opbygge nye kompetencer og fremme en nyindustrialisering af byggeerhvervet’ (Erhvervsfremmestyrelsen 2000) Gennem den undersøgelse jeg har lavet, har jeg dog kunne fornemme, at bygherrerne fra den almene sektor har nogle andre prioriteter. Det vigtigste punkt er, at man gerne vil opnå en meget stor økonomisk sikkerhed i såvel udførelses- som driftsfasen. Man vil gerne have en høj kvalitet i det, der bliver udført og beboerne skal kunne bruge deres bolig mens projektet er under opførelse.

Energimæssige besparelser er i udgangspunktet interessante men mest med hensyn til besparelser i (drifts)økonomien og mindre i forhold til rent faktisk at spare (natur)ressourcer. Endelig er levetid en meget vigtig faktor: Alle tiltag skal helst holde mindste 30 år, da det er den periode, der kan afskrives over med de finansieringsmuligheder, der findes indenfor den almene sektor.

Casestudier

I min første case ser jeg på Urbanplanen På figur 4.1 ses et før-, mens- og efterbillede af dette projekt. Her kan man se, at en del af den gamle facade er taget ned, mens en anden del bibeholdes, hvor der i stedet tilføjes en ny facade udenpå de gamle. Dette princip er interessant i forhold til en senere pointe, som jeg vender tilbage til. Med hensyn til livscyklus og ansvarsfordeling i dette projekt var det Enemærke & Pedersen, som entreprenører, der stod for både produktion og opsætning/montage, mens det i første omgang var Administrationsselskabet 3B, der efterfølgende skulle drive bygningen i dens brugsfaser. Man har senere besluttet at give et datterselskab til Enemærke & Pedersen – E&P Sørensen – en serviceringskontrakt over nogle år, hvilket også er ganske interessant for Enemærke & Pedersen selv, da de derved kan lære af, hvad de selv har udført på Urbanplanen, bringe den viden tilbage til produktionen og bruge det i de næste projekter. De er således allerede i gang med et næste projekt i Brøndby, hvor man bruger det samme byggesystem som i renoveringen af Urbanplanen, men hvor man nu producerer

33 % af bygningsbestanden er opført mellem 1950 og 1975, der også repræsenterer tiden for introduktionen af montagebyggeriet i Danmark facaderne på en lidt anden måde – læringen er gået videre til det næste projekt.

Anden case, jeg har arbejdet med, er et projekt, som JJW Arkitekter har udført i partnering med en række andre parter i perioden 2005-2009 (Se figur 4.2).

Projektet er et omsorgscenter, Fælledgården, der er et renoveringsprojekt af et plejehjem på Jagtvej i København fra 1970’erne. Efter at facaderne er blevet taget ned kommer nye præfabrikerede etagestore facadeelementer op – i dette tilfælde leveret af Taasinge Træ. Afslutningsvist beklædes facaden med skiferplader i ret små dimensioner, så de kan tages ned senere hen uden at knække – fx ved en fremtidig renovering. Med hensyn

Jan Schipull Kauschen, CINARK

til konstruktionsprincippet har man i dette tilfælde besluttet sig for at sætte de nye facadeelementer ind i den bærende konstruktion, så de er afhængige af konstruktionssystemet bag. Omkring livscyklus og ansvarsfordeling ligger produktionen denne gang hos Taasinge Træ, der ikke har montage med i deres leverancer, som dog kommer med manual og rådgivning, mens en anden (entreprenør) skal montere. Jönsson er hovedentreprenør med underleverandører, der sørger for denne montage. Omkring brug og drift er det

© Mangor & Nagel Arkitekfirma

ejeren, KAB, der senere skal drive og vedligeholde.

Tredje case er Heimdalsvej i Frederikssund (se figur 4.3). Her er det Mangor & Nagel, der har tegnet bygningen, mens JJW Arkitekter var med som rådgiver for systemleverandøren, Jönsson. Man har også her besluttet sig for fjerne de eksisterende facader helt og sætte nye træelementer op. Elementerne produceres i Tyskland og køres herop, og bliver senere beklædt med et isoleringssystem som efterfølgende skal pudses i hvidt.

Det interessante ved dette projekt, er at systemet – som både produkt og proces – er bragt så langt frem, at man kunne skifte facaden i en stribe på fire lejligheder i løbet af

19

CASE STUDIES / KONSTRUKTIONSPRINCIPPER

Figur 4.4 viser de forskellige konstruktionsprincipper i de tre cases. Figur 4.5 viser tilsvarende ansvarsfordeling over løsningernes livscyklus.

Bæredygtighedsbegrebet

URBANPLANEN “indersiden” af den gamle facade bibeholdes ny facade påmonteres facaden beklædes med fibrecementplader

FÆLLEDGÅRDEN

HEIMDALSVEJ

gamle facader fjernes nye fabriksproducerede elementer sættes ind facaden beklædes med skifer eller isoleringssystem (STO)

én arbejdsdag. Man var derfor ikke nødt til at genhuse beboerne i udførelsesfasen, hvilket gjorde projektet meget billigere. En lejlighed er samlet set berørt direkte af byggeprojektet i 12 dage, da der stadig er en række arbejder indvendigt i lejligheden, der skal gøres færdig, men man har prøvet at minimere dette.

Mht. konstruktion er dette lidt interessant, da man har besluttet at sætte facaden som selvbærende på et ekstra fundament, så elementerne hviler af på hinanden og næsten ikke er fastgjort på bygningen. De kan således

gamle facader fjernes nye fabriksproducerede elementer sættes op (selvbærende) facaden beklædes med isoleringssystem (STO)

nedtages igen meget let. Ansvarsfordelingen var en partnering med Jönsson som systemleverandør og UNS4 (passivhusekspert) og ÖHS (produktion). Det var også fagfolk fra ÖHS der stod for opsætning og montage på byggepladsen. Det er interessant, da det i dette tilfælde er de samme folk, der fremstiller elementerne på fabrik (i Tyskland) og siden monterer dem på pladsen. De skal altid hjem og producere. I fremtiden bliver det Domea som bygherrerepresentant og administrationsselskab, der står for drift.

Her kort et par ord om bæredygtighed i byggeriet og et problem med forskellige niveauer. Bæredygtighed er i sig selv et begreb, der er meget svært at definere, og jeg vil gerne introducere lidt til noget, der måske kan hjælpe med at forstå, hvorfor vi har det så svært med at blive enige om, hvad det er. Man kan tale om en række forskellige niveauer (Se figur 4.6): a) et privat niveau – jeg kan selv tage en beslutning, der vil være bæredygtig for mig selv i et længere perspektiv, men glemmer måske at der er andre, der er påvirket af det, jeg har besluttet mig for at gøre. b) et lokalt niveau – her er nogle af de samme ting på spil: der er nogle konsekvenser, når jeg bestemmer noget. Er det fx den lokale entreprenør, jeg ansætter eller nogen andre. Det har en indflydelse.

CASE STUDIES / LIVSCYKLUS OG ANSVARSFORDELING råmateriale produktion

URBANPLANEN FÆLLEDGÅRDEN HEIMDALSVEJ

20

produktion

opsætning/montage

ENEMÆRKE+PETERSEN TAASINGE

JÖNSSON

JÖNSSON / UNS4 / ÖHS

brug/drift + renovering

bortskaffelse

E+P SERVICE

?

KAB

?

DOMEA

?

BÆREDYGTIGHED I BYGGERIET - BÆREDYGTIGHED PÅ FORSKELLIGE NIVEAUER social bæredygtighed

økonomisk bæredygtighed

miljømæssig bæredygtighed

privat lokal samfundsmæssig

c) et samfundsmæssigt niveau eller en dimension, som måske er i modstrid med, hvad jeg som privatperson havde ønsket mig.

PRIVAT

privatøkonomi livskvalitet (f.eks. dagslys, indeklima, planorganisation, fleksibilitet)

LOKAL

identitet miljø økonomi (f.eks. jobsituation)

SAMFUNDSMÆSSIG

For at give et eksempel på, hvad der menes, har jeg her taget fat i det vi kunne kalde ’den ideelle’ isoleringstykkelse (Se figur 4.7). Man kan se på kurven, at der er en gevinst, der stiger med stigende tykkelse, men så igen falder efter et bestemt punkt – her ved ca. 20 cm

ISOLERINGSTYKKELSE OG GEVINST PR. KVADRATMETER PR. ÅR energibesparelse: 88% gevinst/m2a: 4,26 EUR

energibesparelse: 79% gevinst/m2a: 4,00 EUR

energibesparelse: 93% gevinst/m2a: 4,00 EUR

4,50 � 4,00 � 3,50 � 3,00 � 0,00 � 0,00

5,00

10,00

15,00

20,00

25,00

30,00

35,00

40,00

45,00

miljø (for-)brug af ressourcer samfundsøkonomi

isoleringstykkelse. Det er generiske tal – et regneeksempel – og altså ikke en specifik case. Den største økonomiske gevinst opnås således ved ca. 20 cm isoleringstykkelse. Der vil dog være en betragtelig gevinst (kun 6 % mindre) på ca. 4 € pr. m2 facade pr. år allerede ved 11 cm isolering, som økonomisk samtidig svarer til at sætte hele 35 cm. op.

Forskellen er dog, at den energibesparelse, man opnår ved de 35 cm, selvfølgelig er meget større. De sidste 15 cm, man øger vægkonstruktionen med (fra 20 til 35 cm), ville reducere energiforbruget med 40 % og koster kun 6 % af den økonomiske gevinst. I et samfundsperspektiv vil dette være interessant ved at forhindre en ellers nødvendig energiproduktion. Dette er et eksempel på en privat beslutning og den samfundsmæssige dimension af denne.

Hvordan kan man så afgøre, om en systemleverance er bæredygtig? – og hvis den ikke er, hvordan kan man optimere den til i højere grad

Baseret på diagram/tal fra: Hermelink, A. 2009

21

MATERIALEVALG OG OPTIMERING MHT. MILJØPÅVIRKNINGER LIFE-CYCLE: 50 ÅR Temperature profile

Temperature profile

20

20 2

3

4

5

6

7

8

1 15

10

10

Temperature [°C]

Temperature [°C]

1 15

5 0

-10

-10 5

10

15

20

25

eksisterende facade

add-on facade

30

0

[cm]

Primary Energy Demand Non-renewable 351 MJ Renewable 51 MJ Samlet 402 MJ

RPED (MJ) NPED (MJ)

150

150

100

100

50

50

0

0 Fibercement facade Fibercement vind Isolering (rockwool) Miljøpåvirkninger

GWP (kg CO2 e)

40

COP (mg R11 eq) POCP (g Ethen eq)

35

AP (g SO2 eq) EP (g Phosphat eq)

30

15

GWP: ODP: POCP: AP: EP

30,30 kg CO2eq.

2,18 mg R11eq.

7,69 g Ethen eq.

83,17 g SO2eq.

9,01 g Phosphat eq.

Vandforbrug: 196 l

- 50

5

10

15

20

25

eksisterende facade

add-on facade

1-4: eksisterende facade 5: træ-baseret isolering 6: vindspærre 8: fibercement facade

u-værdi: 0,16 W/m2K

30 [cm]

Outside

Non-renewable 130 MJ 37 % Renewable 281 MJ 550 % Samlet 411 MJ 102 %

RPED (MJ) NPED (MJ)

Fibercement facade

Vindspærre

Isolering (træbaseret)

Miljøpåvirkninger 40 GWP (kg CO2 e)

35

COP (mg R11 eq) POCP (g Ethen eq)

30 25 20 15

10

10

5

5

0

0

-5

AP (g SO2 eq) EP (g Phosphat eq)

GWP: ODP: POCP: AP: EP

14,94 kg CO2eq.

0,69 mg R11eq.

6,92 g Ethen eq.

75,06 g SO2eq.

7,14 g Phosphat eq.

Vandforbrug: 137 l

49% 32% 90% 90% 79% 70%

-5 Fibercement facade Fibercement vind Isolering (rockwool)

22

250 200

20

8

300

200

25

6 7

Primary Energy Demand

300

- 50

5

Inside

outside

1-4: eksisterende facade u-værdi: 0,16 W/m2K 5: stenuld 6: fibercement board (wind) 8: fibercement facade

250

4

0 -5

0

3

5

-5

Inside

2

(alle værdier per m2 facade)

Fibercement facade (alle værdier per m2 facade)

Vindspærre

Isolering (træbaseret)

at blive det? Der er mange metoder til at evaluere bæredygtighed i byggeriet. De fleste er under fortsat udvikling, og her kan bl.a. nævnes ISO-standarder for bæredygtigt byggeri. Der er også certificeringssystemer som BREEAM. LEED og DGNB mfl., som alle har en opbygning baseret på standarder. Alle bevæger de sig mod i fremtiden at integrere life-cycle analysis.

Dette er en metode til at finde og måle miljøpåvirkninger og risici, der er tilknyttet et bestemt produkt. Der er altid regnet med en økonomisk vurdering – life cycle costing – af både driftsfase og genbrugspotentiale. Der er ofte også en vurdering af de tekniske egenskaber: er denne leverance i stand til at præstere det, jeg gerne vil have? Og endelige er der andre blødere spørgsmål som sociale påvirkninger samt arkitektonisk og designmæssig kvalitet, der følger med købet af en særlig systemleverance? Hvor meget indflydelse kan man selv have på det? I en optimering med hensyn til bæredygtighed kan man starte med de materialer, der bliver brugt i selve systemleverancen og komme med forslag til alternative materialer, der har samme ydeevne, men færre miljøpåvirkninger samt kortlægge mulighederne for forskellige produktforbedringer. Til sidst kan man også optimere mht. levetider, hvor ideen er, at hvis leverancen kun skal bruges i 30 år, skal der ikke nødvendigvis bruges materialer, der kan holde i 100 år – hvis man altså ikke alternativt kan genvinde dem og bruge dem i anden sammenhæng.

Livscyklusanalyse (LCA) og optimering

For at vise eksempler har jeg brugt et lille LCA-værktøj, jeg har udviklet på det sidste

år. Jeg vil gerne vise nogle simple eksempler.

På figur 4.8 ses et eksempel fra Urbanplanen (første case). I venstre spalte viser den røde linje på facaden skillelinjen mellem den eksisterende del og den nye ’add-on’-facade.

Beregningen af den eksisterende facade er ikke taget med, da det ikke er noget man har indflydelse på i denne situation. Vi kan se, at 1 m2 facade resulterer i en bestemt mængde energi, der blev brugt til fremstilling af disse materialer. Længere nede ses en række miljøpåvirkninger jf. ISO-standarden som global warming potential eller ozone depletionpotential osv. En optimering kunne være, at man ændrer isoleringsmaterialet fra stenuld til en træbaseret isolering. Energiforbruget stiger en lille smule, men energitypen flyttes fra non-renewables til fornyelige ressourcer, der i sidste ende er en fordel mht. miljøpåvirkninger. Dette kan ses længere nede, hvor global warming potential er bragt ned med 50 % for den samlede facade i forhold til den første type. Der er dog også et andet problem i netop Urbanplanen, hvor man har sat en ny facade udenpå en eksisterende.

Den britiske arkitekt Frank Duffy introducerede i 1970’erne en ide om en bygning som forskellige adskilte eller overlappende lag.

Ideen blev i 1990’erne videreudviklet af den amerikanske forfatter Steward Brand med en pointe om, at så snart man har et bygningslag med en kortere levetid, der ligger bag et lag med længere levetid, bliver det ydre lag også begrænset i dets levetid, da det skal tages ned, når det inderliggende lag skal renoveres.

Følger man denne logik, opstår et problem i facadeløsningen Urbanplanen, hvor den røde linje – med lang levetid – skal ned for at skifte det yderste sorte lag. Med en resterende

levetid på den bagvedliggende eksisterende facade på kun 20 år og en potentiel levetid med de nye materialer udenpå på 40-50 år, er man nødt til at skifte hele facaden efter blot 20 år, samtidig med at de materialer, man har brugt i det nye lag, måske ikke kan anvendes igen. Der ligger altså her en designopgave i, at den systemleverance, man sætter op mod den eksisterende facade er bygget op, så man kan genvinde materialerne på en let og enkelt måde.

Product Service Systems – et bud på fremtidens systemleverance

Systemleverancen har en kæmpe styrke med hensyn til livstidsstyring. Det jeg viste i eksemplerne før var, at systemleverandøren i bedste fald stod for både produktion, leverance, opsætning/montage og brug/drift, mens bortskaffelsen aldrig var med, da den typisk ligger så langt ude i fremtiden, så det er meget svært at forudsige, hvad der vil ske med bygningen – og at styre det. Hvem ejer bygningen på det tidspunkt? Eksisterer firmaet, der leverede til bygningen stadigvæk? osv. Hvis systemleverandøren gik ind og sørgede for, at han ejede systemleverancen under hele forløbet, ville der måske også være et større incitament for at tage den tilbage og sørge for, at den bliver recirkuleret i deres eget system – og fx brugt i andre projekter.

Der er selvfølgelig en del udfordringer, og jeg har gennem interview med producenter hørt, at ringe værdier i de byggematerialer, man anvender gør, at man ikke er særlig interesseret i at genvinde disse materialer.

23

Det er for nemt og billigt at købe noget nyt.

Det er imidlertid en tanke, som kan føres videre og konceptet findes allerede. En ide er, at man kan omdanne systemleverancer til såkaldte product service systems hvilket vil sige, at man som bygherre i sidste ende ikke kommer til at eje fx en facade, men at man i stedet leaser den som en ydelse: En facade med fx et defineret varmetab, en fastlagt daglysfaktor mm. Fordelen for bygherren er den øgede økonomisk tryghed, som netop efterspørges. Der vil ofte også være højere produktkvalitet, da systemejeren er ansvarlig for hele livscyklen. Han overdrager således ikke ansvaret til en anden ved salg af produktet, der har veldefinerede ydelser, der skal opretholdes gennem hele livscyklen.

Drift og vedligeholdelse leveres af systemejeren, der har opfundet det. Fordelen for samfundet vil være, at der ofte er færre miljøpåvirkninger i denne løsning, da den er optimeret efter andre mere langsigtede

24

parametre end at købe og producere billigt og sælge dyrt og hurtigt.

For arkitekten betyder systemleverancer og disse product service systems måske en lidt anderledes rolle i fremtiden, hvor man fx bliver ansat af en entreprenør eller en producent på dele af en byggeopgave. I projekteksemplet på Heimdalsvej har man flere arkitekter med i forskellige faser, mens Jönsson står for systemleverancen med JJW som arkitektrådgiver i forbindelse med produktionen af disse. Dette var også tilfældet med Fælledgården. Jönsson har opfundet projektet gennem en konkurrence og har hyret JJW ind som arkitekt på projektet.

Jeg var selv med i konkurrencefasen, og det var en kæmpe fordel for arkitekten, da der næsten var en kortslutning mellem arkitekt og bygherre, hvor vi sad ved siden af hinanden hele tiden og kunne komme langt på meget kort tid, da tingene blev afgjort med det samme uden forskydninger eller misforståelser i processen.

Det fungerede egentlig ganske godt. Hvis man som arkitekt kan være med allerede fra de tidligste faser er det ideelt, for så er man med til at skabe selve produktet fra grunden af og kan komme med input til den designmæssige kvalitet. Det er måske en lidt anden forståelse, men den arkitektoniske kvalitet bliver ikke nødvendigvis ringere her.

JAN SCHIPHULL Kauschen/ CINARK

Jan Schipull Kauschen er arkitekt, Dipl.-Ing. Arch fra Det Tekniske Universitet i Darmstadt i Tyskland. Har siden 2010 været ph.d.studerende ved CINARK med emnet Bæredygtige systemleverancer ved renovering og nybyggeri. Projektet er samfinansieret med Realdania og JJW-arkitekter.

Hvis systemleverandøren gik ind og sørgede for, at han ejede systemleverancen under hele forløbet, ville der måske også være et større incitament for at tage den tilbage […]

Jan Schipull Kauschen, ph.d.-studerende ved CINARK

25

26

et bĂŚredygtigt forretningsperspektiv

27

Et bæredygtigt forretningperspektiv

Vugge-til-vugge i byggeriet – koncept og muligheder

Søren Lyngsgaard, Vugge-til-Vugge Danmark

miljø. Der er en masse ting, vi kan dreje på og en masse strategier, vi kan anlægge i forhold til, hvordan en bygning kan blive til gavn for sine omgivelser fremfor bare at minimere de skadelige effekter af den. Det grundlæggende i Cradle to Cradle-tankegangen er taget fra naturens love om at næringsstoffer forbliver næringsstoffer, og at fx et træ kan være til gavn for sine omgivelser – ikke blot ved at producere frugter, men også ved at levere næringsstoffer til naboerne, være et sted hvor mikroklimaer kan udvikle sig, et sted der renser luften for sine omgivelser mm. Hvorfor kan en bygning ikke være sådan?

og indgå som råmateriale for de nye produkter, som vores huse for det meste består af.

Konteksten er, at vi står i en situation, hvor materialerne forsvinder. Vi har været udsat for en produktionsstrategi, der hed, at bare det er lovligt, kan vi sælge et produkt. Der har ikke været taget hensyn til de materialer, man bruger, og hvilken kvalitet de har i et recirkuleringsscenarie. Det har betydet og a) hvad Cradle to Cradle-konceptet kommer i fremtiden til at betyde – bl.a. når handler om – og Indien og Kina kommer op og skal have en b) hvordan vi prøver at implementere materiel levestandard, der er tilfredsstillende det i byggeriet for dem – at disse materialer begynder at blive et problem for os, som ikke har dem.

Det første spørgsmål man må stille sig i Det kommer til at gå stærkt, og vi er allerede forbindelse med design er, hvordan vores begyndt at se konsekvenserne af det fx med designstrategi kan understøtte, at vi kan ’elske kobber, de sjældne jordarter og på en række alle børn af alle arter til alle tider’. Dette er andre områder. Hvis ikke vi begynder at deen værdibaseret bæredygtighedstankegang, Det hele handler om signe vores ting anderledes, vil de – som olien som ikke kommer af at have målt sig til, hvor- materialer dan det står til, men snarere fordi vi gerne vil Hvis vi skal gå ind i det, jeg er blevet bedt om – blive dyrere og dyrere og således udgøre en hæmsko for industrien og for vores byggeri leve i netop sådan en verden. Det er åbenat tale om, der handler om materialer, så er på længere sigt. Ligeså med det biologiske bart, at den nuværende designstrategi har og et af de første principper i Cradle to Cradle kredsløb: Det, der sker i øjeblikket er, at vi er ved at destruere fremtidige livsbetingelser at ’waste equals food’. Det vil sige at næringstager alt kulstoffet fra jorderne. Afgrøderne igennem en brug–og-smid-væk model. Når stoffer forbliver næringsstoffer. Her vil jeg bruger vi dels til mad, men brænder resten vi så går ind i selve tankegangen omkring tale meget om de tekniske kredsløb, der af, da vi i højere grad begynder at bruge Cradle to Cradle, er der mange knapper, man handler om de materialer, der kan genbruges biomasse til afbrænding. kan stille på. Vi ser Cradle Alle disse næringsstoffer to Cradle-konceptet som et Vi ser og kulstoffer kommer ind kvalitetskoncept: Hvordan Cradle-to-Cradle-konceptet til byerne, hvor vi forbruger skaber vi mere kvalitet i dem, hvorefter vi brænder alle kredsløb, produkter som et kvalitetskoncept: dem af. Vi skal begynde og vores byggede miljø Hvordan skaber vi mere kvalitet at se på, hvordan vores for på den måde at skabe produkter og bygninger kan positive scenarier. Nogle af i alle kredsløb, produkter og medvirke til, at næringsstofvores samarbejdspartnere vores byggede miljø ferne og kulstoffet i stedet i Holland arbejder med, kommer tilbage til jorden hvordan vi kvantificerer de for på den måde igen. Cradle to Cradle er bæredygtighedstiltag, vi kan en designstrategi for både implementere i det byggede at skabe positive scenarier Vugge-til-Vugge Danmark har eksisteret i 4,5 år, og vi begyndte at introducere Cradle to Cradle her i Danmark, efter vi så, hvad der skete i Holland. Her har Cradle to Cradle tankegangen virkelig bidt sig fast både indenfor produktområdet såvel som i byggeriet. Jeg vil her i store træk gennemgå følgende:

Søren Lyngsgaard, Vugge-til-Vugge Danmark

28

tekniske og biologiske kredsløb. Samtidig handler det også om, at vi ikke skal blive syge af at bo, hvor vi bor.

steder for mange arter, filtrerer luften, laver humus osv. Hvordan kan vi gøre ligesådan?

Hvad gør Vugge-til-Vugge Danmark?

a) affald er lig føde – vores materialer kan enten gå tilbage til jorden eller kan genanvendes som råmaterialer i nye produkter på (ideelt) samme kvalitetsniveau. Det, der i dag sker med vores genbrugsprodukter, er at de bliver nedbrudt, bliver ringere og ringere og til sidst bliver brændt. b) brug vedvarende energikilder – her er mange kræfter i gang, da det er sund fornuft at bruge de naturlige energiformer, vi allerede har helt gratis. c) værdsæt mangfoldighed – vi udnytter alle de traditioner, vi har og bruger lokale materialer og lokale byggetraditioner. Vi ved fra økosystemerne, at jo mere diversitet der er, jo stærkere er det i krisesituationer.

Ligeså er det i et socialt fællesskab, at jo mere diversitet, der er, jo stærkere er det. d) forventet evolution – vi har ikke nødvendigvis alle løsningerne lige nu, og de er måske heller ikke alle lige økonomisk tilgængelige på dette tidspunkt, men vi kan forvente – og medtage i design – at der kommer nogle løsninger, der vil dække det behov, der er.

Noget af det vi gør er, at vi foretager afgasningstester. Når vi kommer rundt og taler med de forskellige produktleverandører, aner de ikke, hvad der er i deres ting. De har en ide om hovedbestanddelene, men ved ikke, hvad der er af tilsætningsstoffer og afgasning fra disse mm. Der er en stor uvidenhed om, hvad der er i og kommer ud af produkterne.

Det ved vi jo i grunden godt, så derfor handler den herskende strategi omkring bæredygtighed meget om at minimere de skader, vi laver. Det fornemste resultat i denne form for bæredygtighed er, at komme ned på nul – at vi faktisk ’ikke er der’. Det er målet: at være her uden at være her. Men sådan kommer det aldrig til at blive, og hele vores regulering er baseret på en konsensus omkring, at hvis vi kun har en lille smule af det her og det her, så skal det nok gå. Men hvis vi allerede bruger to planeter og sparer den halve, så er det stadig en halv for meget, som vi ikke har. Vi er nødt til at vende denne tankegang om, så vi stedet for at fokusere på, hvordan vi regulerer fortiden og minimerer vores fodaftryk, begynder at kigge mod fremtiden og bliver enige om nogle principper for, hvordan vi kan være til og organisere os på en måde, der vil skabe positive resultater. Ligesom et træ. Det skaber store gavnlige miljømæssige fodaftryk.

Det binder CO2, producerer ilt og biomasse, understøtter biodiversitet og skaber leve-

De fundamentale designprincipper i Cradle to Cradle er altså:

Vi ser på det på den måde, at den totale masse på Jorden, kan deles op i en biologisk masse og en teknisk masse. Den biologiske masse er kendetegnet ved forbrugsprodukter, der bliver slidt eller kommer ud i vores vand, luft eller jord og derfor skal være ikke-giftige og biologisk omsættelige. Den tekniske

masse er kendetegnet ved produkter, som vi bruger servicen fra. Vi har materialerne, der udgør produktet, et stykke tid, hvorefter de kan gå tilbage som materialer for noget andet. Heri kan man godt finde giftige stoffer, hvis de befinder sig i et scenarie, hvor der bliver taget vare på dem og de ikke kommer i forbindelse med det, de er giftige for, samt at de bliver genanvendt på den rigtige måde.

Cradle to Cradle produkter og certificering

Vi har en række kriterier for udviklingen af Cradle to Cradle-produkter. Det gælder også efter brug i forhold til, hvordan de kommer tilbage i kredsløb. Egner de sig til at blive genvundet på samme niveau som da de kom ind i produktet? Hvad skal der ind i designet, for at dette kan lade sig gøre på det mest optimale niveau? Der er en række ting, vi skal se på i selve brugsperioden og i produktionsprocessen i forhold til fx kemikalier. Når vi skal certificere eller optimere et produkt i forbindelse med kemikalier og giftighed, kommer virksomhederne med data på deres ingredienser helt ned til 100 ppm (parts per million) – det vil sige helt ned til kemikalier og pigmenter/farvestoffer for at vi kan finde ud af, hvordan de påvirker det scenarie, som produkterne indgår i. Hvis det fx kommer i forbindelse med vandmiljøet, er zink ikke særlig godt. I luft er PVC ikke godt osv. Alle disse stoffer bliver evalueret i de scenarier, som produkterne indgår i.

Der er indenfor Cradle to Cradle defineret 18 forskellige parametre for menneskelig

29

FIGUR 5.1 A

FIGUR 5.2 The Mirra Chair af Herman Miller

A Optimale B Forbedring mulig C Borderline

B

X Ikke acceptable _ Ikke nok data grundlag

kvalificeringsfilter C diskvalificeringsfilter X _

Stoffer og materialer

og miljømæssig sundhed. Vi giver virksomhederne en rapport, hvor vi fortæller dem, hvordan deres produkt ser ud rent sundhedsog miljømæssigt i dette øjeblik. Her er de røde stoffer dem, der er farlige, hvor vi gerne vil hjælpe virksomhederne med en positivliste for hvordan de kan udskifte dem. De gule stoffer er på grænsen, og kan optimeres, men også tolereres, mens de grønne er OK (Se figur5.1). På den måde kan virksomhederne lave en roadmap for udviklingen af deres produkt, hvor de kan substituere de røde stoffer, der er evalueret efter standarder med den nyeste forskning bag. Konceptet blev startet i USA i sin tid af en amerikansk arkitekt, der hedder William McDonough og en tysk økokemiker, der hedder Michael Braungart. De har arbejdet med en række store virksomheder, ligesom vi gør her i Danmark.

Herman Miller har lavet en stol - The Mirra Chair (se figur 5.2), hvor hele tankegangen om design-for-disassembly er gennemført.

Stolen kan skilles ad på 5 minutter, hvilket også er en fordel, når den skal produceres og samles. Samtidig er alle materialerne udviklet således, at de kan recirkuleres på samme niveau i forskellige tekniske kredsløb.

Også indenfor det biologiske kredsløb er der udviklet en række forskellige produkter – fx

30

et møbeltekstil til flyindustrien, hvor man ved, at der ikke er nogen afdunstninger, og at materialet kan gå tilbage til jorden, kan komposteres og blive til næringsstoffer for ny produktion. Det udtrykker sådan set de to kredsløb og tankegange i dette her. En række virksomheder, vi er i forbindelse med her i Danmark, arbejder med sådanne produkter.

Ikke alle er perfekte eller certificerede, men man er startet på en udvikling, er begyndt at tage de røde stoffer ud og samtidig få etableret take-back-systemer mm.

Cradle to Cradle i byggeriet

Det vi snakker om i forbindelse med byggeri er, at vi også her skal begynde at stille krav til producenterne: at de ved, hvad der er i deres produkter, at de rent faktisk kender deres materialer så godt, at de ved, at de har et efterscenarie – at materialerne kan regenereres og bruges på samme niveau.

En bygning er jo på mange måder ligesom et produkt bortset fra, at det er meget mere komplekst. Man må se på i hvilken grad en bygning er lavet af tekniske og biologiske næringsstoffer, og om materialerne kan enten genvindes eller komposteres. Kan de tages fra hinanden? Kommer energien

(til drift) fra fornybare kilder? Er vandet renere, når det kommer ud end da, det kom ind? Praktiserer vi social ansvarlighed? – og understøtter vi biologisk mangfoldighed?

Det er nogle overskrifter på, hvad en Cradle to Cradle-bygning er. (Se figur 5.3) Vi har fået støtte fra Realdania til at lave en Cradle to Cradle-byggemanual, som udfærdiges i samarbejde med arkitektvirksomheden 3XN. Manualen er planlagt til udgivelse i januar 2013. I den forbindelse har vi forsøgt at formulere, hvordan vi implementerer de ovenfor nævnte værdier i et byggeri. Det handler om at blive bedre til at lave målsætninger for en vedvarende forbedring at byggeriets regenerative egenskaber, og i den forbindelse, hvad det er for nogle produkter, vi anvender og skaber (se figur 5.4): Der skal sættes mål for regenerative egenskaber som fx: Hvad er der på stedet først? – og hvad kan vi gøre ved det? Hvilke intentioner med byggeriet kan vi blive enige om? Hvor vil vi have det til at blive gavnligt? Vil vi have det til at regenerere fx vand? Vil vi have det til at lave mere biodiversitet på området? Vil vi have materialer, der er fuldstændig definerede og har et recirkuleringsscenarie? Eller, vil

FIGUR 5.3 Cradle to Cradleprincipper

FIGUR 5.4

Cradle to Cradle� Continuous Improvement Strategy Chart

I IVE SIT PO E Z MI OPTI

+

CT PA M

0 T IMPAC TIVE EGA N IZE IM IN M

INVENTORY2

Is it biological or technical nutrient?

Are materials recyclable/compostable?

Do you have reverse logistics?

Does your energy come from renewable sources?

Is your water drinkable?

Are you practicing social fairness?

vi have byggeriet til at regenerere næringsstoffer, der kommer tilbage til jorden? Der er en masse mål, som et byggeri kan komme til at indeholde udover de rent funktionelle. Det behøver ikke være perfekte fra starten, men kan forbredres over tid – i figur 5.4 beskrevet som tre faser.

Fase 1: Materialeopgørelse

Byggeriet vil bruge materialer, hvis kvalitet og indhold er målbart defineret i forhold til tekniske eller biologiske materialeforløb fra produktion gennem brug og til nyttiggørelse.

Fase 2: Aktiv materialevurdering

Byggeriet vil bruge materialer, hvis virkninger er målbart til gavn for menneskers sundhed og miljø. Gavnlige materialer er definerede ved tekniske metoder, der inkluderer, men ikke begrænset til: Lister med foretrukne ingredienser (Plister) Definerede anvendelsesforløb og perioder Design for montering, afmontering, og omvendt logistik Dedikerede genbrugsfaciliteter Aktivt gavnlige egenskaber.

PHASE 1

100% GOOD GOAL: Biological nutrients in safe carbon cycle.

Technical nutrients in continuous reuse periods.

ASSESSMENT PHASE 2

PHASE 3

© 2012 McDonaugh Braungart Design Chemestry. LLC. All Rights Reserved

Fase 3: Mål

Byggeriet vil bruge definerede materialer og gavnlige materialeforløb på det mest avancerede niveau. Når vi har intentionerne med byggeriet skal der: findes underleverandører og producenter, der kan hjælpe os med at indfri intentionerne lægges konkrete udviklingsopgaver ud til leverandører producenterne Således bliver det også et innovationskoncept for byggeindustrien, fordi vi gerne vil have virksomhederne til at arbejde sammen med os om at nå de intentioner og de mål, vi har med det her byggeri. Den tredje fase retter sig mod to vigtige tidspunkter i byggeriets livscyklus på følgende måde: Ved udbud af byggeriet: vil planlæggerne have identificeret det mest avancerede niveau for definerede materialer, der pålideligt kan gennemføres og desuden sørge for, at førende virksomheder, inden for områder som teknik, møbler og byggematerialer, er opmærksomme på udbudsproceduren for denne bygning. er der søgt definerede genanvendte materialer til byggeriets hovedgrupper, som implementeres direkte i udbuddet.

er der lagt strategi for tilbagetagning og genanvendelse af byggeaffald, og udvalgte bygningskomponenter er designet for adskillelse. Ingen materialer bør ende i deponi. er der lagt strategi for hvordan daglige næringsstrømme bliver sorteret og genanvendt. Organiske stoffer bliver komposteret, og den dertil knyttede energi udnyttes.

Ved færdiggørelse af byggeri: findes en oversigt over alle bygningens komponenter inddelt i biologiske, tekniske og ukendte materialer, og der er lagt strategier, der sikrer en kontinuerlig forbedring af materialekvalitet. er der sat brugstider på de forskellige bygningsselementer. Der er om muligt indgået innovative samarbejder med byggeriets leverandører for at sikre, at ingen materialer ender på deponi, og at materialerne i størst muligt omfang er testet for negativ indvirkning på indeklimaet. er der er anvendt genbrugte materialer i flere af byggeriets hovedgrupper (fundament, konstruktion, facade samt interiør).

Brug af lokale materialer er foretrukket. bliver daglige næringsstrømme sorteret og genanvendt. Organiske stoffer bliver komposteret og energien udnyttet.

31

Et byggeri skal ikke ses som afsluttet, den dag det står færdigt, men som en organisme, der kan blive bedre og bedre. Det vil sige, at vi i det første design kan tage højde for, at vi måske ikke kan være perfekte på alle områder, men kan forberede det til at blive bedre og bedre. Det kan blive bedre til at rense vand, til at producere energi, bedre til at rense luften osv.

Ovenstående kan lægges ind i en roadmap, hvor vi fastlægger målbare skridt på vej til den endelig målsætning. På den måde kan vores byggede miljø blive en aktiv organisme i et større økosystem, og således kan vi også kommunikere til omverdenen og til de mennesker, der skal bruge byggeriet eller er i området, at dette er vores intentioner. Vi kan også kommunikere det til underleverandører i forhold til, om de kan hjælpe os med det og udvikle nogle ting, der gør, at vi når hurtigere i mål. (Se figur 5.5)

Product service systems

I forhold til Jan Schipulls beskrivelse af de såkaldte product service systems i forrige kapitel, er en af fordelene ved disse systemer, at de kan kædes sammen med ejerskabet til materialerne. Om det så skal være fordi, at det er producenten, der ejer materialerne, eller om det skal være en organisation, der står mellem producenten og dem, der udnytter servicen fra produkterne, som formidler

32

materialerne og investeringen, kan man begynde at diskutere. Men sikkert er det, at vi er nødt til på en eller anden måde at finde ud af, hvordan vi får materialerne tilbage og ind i et produktionskredsløb, efter de har været brugt første gang. Et er at designe produkter, så det kan lade sig gøre, mens noget andet er rent faktisk at få det til at ske. Der er mange tanker i gang omkring, hvordan det kan gøres. Kan bankerne fx tænkes at få en funktion i dette? Skal de ind og investere deres penge i materialer, så vi får lavet materialebanker, der har værdi på basis af næringsstofcertifikater? Hvordan skal det i det hele taget tænkes ind? Den hollandske arkitekt Thomas Rau ejer ingenting i sit kontor. Han har leaset det hele – fx kommer lyset fra Phillips, hvor han betaler for de lux, han får. Det er det eneste han har brug for: 600 lux, der hvor han skal se.

Philips ejer materialerne, laver designet og betaler for strømmen. Pludselig har Philips en innovationsdriver i at udvikle noget, der er mere effektivt, for så skal de betale mindre for strømmen, der bruges, mens de stadig får det samme fra forbrugeren. På den måde kan disse product service systems være innovationsdrivende på en helt anden måde end andre produkter, mens vi på samme tid får skilt hele det problem vi har omkring økonomisk vækst fra brugen af naturressourcer. Det der primært sker i øjeblikket er, at vi bruger billige materialer for at kunne sælge dem. Det betyder, at jo mere materiale vi kan sælge, jo rigere bliver vi, men samtidig

bliver planeten fattigere. Hvis vi kan lave sammenhængende product service systemer, kan vi begynde at adressere denne modsætning: vi kan bliver rigere samtidig med, at vi ikke bruger flere materialer.

C2C principper i bygninger:

Er det lavet af biologiske eller tekniske næringsstoffer?

Kan materialerne genvindes eller komposteres?

Kan de tages fra hinanden?

Kommer energien fra fornybare kilder?

Er vandet renere når det kommer ud end da det kom ind?

Praktiserer vi social ansvarlighed og understøtter biologisk mangfoldighed?

Søren Lyngsgaard /Vugge til Vugge Danmark

Søren Lyngsgaard er direktør og forretningsudvikler i Vugge til Vugge Danmark, som i samarbejde med EPEA (Environmental Protection & Encouragement Agency) og med afsæt i forskningsbaseret innovation og vejledning arbejder på at øge kvaliteten og værdien af materialer og produkter, så de er til gavn for menneskers sundhed og miljøet.

FIGUR 5.5 Tre generationer af cradle to cradle-bygninger C2C Princip kriterier

Lyd og Luft

Vand

Jord, Bio-næringsstoffer, Biodiversitet

Energi

Materialer

3. GENERATION 2. GENERATION 1. GENERATION

Forsyner omgivelserne med renere luft end bygningen selv tager ind og beskytter brugerne mod vedvarende støj

Forsyner omgivelserne med renere vand end bygningen tager ind

Genererer et positivt flow af kompost, biomasse og biodiversitet til det lokale miljø

Poducerer mere energi end bygningen bruger baseret på fornybare ressourcer og genanvendelige mateiraler

Definerede materiale strømme. Definerede brugstider på produkter. Design for adskillelse

Sender mindst lige så meget ren luft til omgivelserne som bygningen selv tager ind

Afgiver vand i samme kvalitet og som bygningen tager ind

Vedligeholder en balance mellem stort set lige indput-output af kompost, biomasse og biodiversitet

Producerer den sammen mængde energi som bygningen bruger baseret på fornybare ressourcer

Definerede materiale strømme og brugstider

Indeholder målbare innovative features for rensning af luft og nedbringning af vedvarende støj

Recirkulerer regnvand og gråt vand i målbare mængder

Indarbejder målbart kompost og biomasse generation, samt biodiversitet features

Anvender fornybare energi kilder til dækning af mindst 25% af bygningens forbrug med en bestemmelse om yderligerer tiltag i fremtiden

Definerede materialestrømme

33

Et bæredygtigt forretningperspektiv

Systemleverance: Soft Cells

Jesper Nielsen, Kvadrat Soft Cells

Skønt jeg også er ansat ved Kunstakademiets Arkitektskole, vil jeg i indeværende præsentation bekende flag som 100% Soft Cells.

Jeg undskylder min entusiasme, hvis den bliver for voldsom – tag det hele med et gran salt, da meget af det bliver sikkert alligevel modsagt af Søren Lyngsgaard fra Vugge-tilVugge Danmark i den efterfølgende analyse af vores produkt.

Hvad er Soft Cells?

Produktet Soft Cells er et akustikreguleringssystem, som jeg tegnede i sin tid, hvorefter der blev lavet en virksomhed sammen med tekstilvirksomheden Kvadrat for at sætte produkt og produktionsproces mere i system og skabe det, man kan kalde en egentlig systemleverance. Produktet er skabt ud fra ønsket om at

34

lave nogle meget store tekstilflader, som jeg dengang syntes kunne være flot. Det blev så blandet med en – i første omgang – mere forretningsmæssig ide om at udvikle noget, der kunne regulere akustik og var pænere end de øvrige produkter, der var på markedet på det tidspunkt. Det handlede bl.a. om at komme væk fra små akustikplader lavet af tvivlsomme materialer, og det prøvede vi at løse ved hjælp af disse rammer. For at gøre en lang historie kort drejer det sig om et patenteret opspændingssystem, som blev tegnet til toppen af Swiss Re-bygningen i London lavet af Norman Foster. Her skulle laves nogle store solafskærmningspaneler. Her tegnede jeg i sin tid en særlig detaljeløsning (se figur 6.1) for et firma, der hedder Art Andersen, og ad forskellige tekniske omveje sidder jeg stadig med en del af dette patent. Dette førte til udviklingen

[…] at vi kunne bruge mange forskellige former for tekstiler ville åbne for, at der kunne eksperimenteres Jesper Nielsen, Kvadrat Soft Cells

af virksomheden Kvadat Soft Cells. Detaljen og systemet gør, i modsætning til alle andre systemer, at man kan bruge det til at sætte tekstiler op i arkitektur, da tilspændingen af tekstilet sidder i selve rammen og ikke i tekstilet. Der er fx firmaer, der bruger krympefolier til at lave store membranflader med. Disse krympefolier er baseret på bl.a. pvc, hvilket giver store problemer. I vores system kan man bruge mange forskellige slags tekstil, og det så firmaet Kvadrat en mulighed i, fordi de har et kæmpe udvalg af tekstiler, som bliver brugt af indretningsarkitekter og designere. Med dette system er man ikke bundet af en eller få bestemte typer. Man kan lave meget store felter af tekstiler, hvilket mange arkitekter synes er rigtig flot – jo større formater jo bedre. Vi vidste også, at det at vi kunne bruge mange forskellige former for tekstiler ville åbne for, at der kunne eksperimenteres med andre forhold end lige netop, at det bare skulle se godt ud eller skulle opfange lyd.

Få, enkle og adskillelige bestanddele

Figur 6.2 er et detaljefoto helt tilbage fra produktlanceringen i 2006. På det tidspunkt tænkte vi ikke så meget i design-for-disassembly, men mere på udseendet og ville derfor gerne lave noget, der også så godt ud på bagsiden, og når man skilte det ad – lidt som Apple-tankegangen med at indersiden også skal være flot. Det var en del af den kommunikation, vi brugte. Når vi nu taler cradle-tocradle kan jeg lige dvæle lidt ved figuren og sige, at produktet er opbygget af følgende let adskillelige delelementer: En ramme (af aluminiumsprofiler) Et indre aluminiumsprofil, der muliggør tilspænding at stoffet Stålfjedre, der holder stoffet spændt Rustfrie stålsplitter, der holder dette sammen Sprøjtestøbt sprøjtelakeret plastichjørne, der holder de to aluminiumsprofiler sammen Vinkel, der holder det hele vinkelret Selve tekstilet

I udgangspunktet er det, hvad produktet består af. Det gør, at vi kan lave noget, der står meget skarpt rent visuelt – man kan sætte det sammen som nogle meget præcise fliser. Det er nemt at sætte op, og der hører forskellige accessories med til systemet, som klik-systemer og magnetsystemer, man kan sætte det op med, hængsler, der gør, at man kan bruge det som døre mm. Der er to lag stof. En af tankegangene var, at vi ikke ville have det ’skummet op’, men at man hele tiden kunne fornemme, at det var et plant stykke tekstil, man arbejdede med. Derfor arbejdede vi længe med at udvikle akustikken kun på baggrund af udspændte tekstiler.

Standardproduktet er således et forsidetekstil og et tekstil bagved, som arbejder sammen, så alt efter hvad, der bliver brugt på forsiden, bliver der brugt noget med en anden masse på bagsiden. Hver gang vi laver en ny kombination, bliver det testet i vores eget akustiklaboratorium – eller reverberation chamber i Polen, hvor fabrikken ligger. Det hele er baseret på en blanding mellem porøs absorption og membran-absorption. Der er både strømningsmodstand, når lyden går igennem stoffet og ved at stoffet – de to tekstiler – bevæger sig. I de tilfælde man skal være effektiv også på de dybe frekvenser, har vi indtil videre en variation med melaminskum. Det er den Vugge-til-Vugge Danmark har fået til gennemsyn.

Anvendelse

Systemet bruges meget ofte som vægge i designede interiører – tit måske i forbindelse med en A/V-væg eller i et møderum, hvor man bruger det til at holde styr på lydabsorpti-

35

onen samtidig med, at man kan få dækket noget A/V-udstyr. Det bliver også flere gange brugt som æstetisk virkemiddel – som fx på glasmuseet i Ebeltoft (se figur 6.3) , hvor man havde problemer med akustikken og helt specifikt valgte dette produkt, hvor de æstetiske kvaliteter i tekstilet samtidig bruges til at skabe en form for billede eller en stemning, som det er svært at skabe med et almindeligt akustikpanel. I Københavns Lufthavn er det brugt i et andagtsrum og i en restaurant. Det bliver også brugt steder, hvor lyden har meget stor betydning, som fx i Musikhuset Aarhus, hvor alle sæderne i den lille sal er beklædt med det og kan køre frem og tilbage, så man kan regulere lyden alt efter hvor mange tilhørere, der er i det (se figur 6.4). på Foster’s tegnestue i London har vi sat det op i hele loftet, og man kan se, at de meget store paneler egner sig godt til store åbne landskaber alene i kraft af deres skala – her er de 7,5 X 2,75 m (se figur 6.5)

Soft Cells som (bæredygtig) systemleverance

Det der måske kvalificerer Soft Cells til også at blive kaldt en systemleverance eller et sy-

stemprodukt er dels den gradvise opbygning af viden, som i dag er i selskabet. Et andet forhold er, at systemet begynder at blive en platform for udvikling af andre produkter. Et eksempel på det, der også har en del med

36

bæredygtighed at gøre, er at vi har udviklet en udgave af produktet, som er det vi kalder termisk transparent. Løsningen kan bruges i forbindelse med det der kaldes termoaktive bygningskomponenter, som aktuelt er meget populært i Tyskland. Her har man det problem, at for at bruge vedvarende energikilder, er det godt med lave fremløbstemperaturer.

Lave fremløbstemperaturer virker bedst med termoaktive bygningsdele, hvor man nedkøler selve bygningsmassen. Dette kræver at fx betondækket er eksponeret, og hvis dette er tilfældet, er lyden elendig. Her har vi anvendt en absorbent, der er transparent overfor termisk stråling. Denne løsning testes også i det akustiske laboratorium med den forskel, at vi nu samtidig kontrollerer temperaturerne i gulv og loft og således termografisk tester forskellige kombinationer af materialer. Vi har aktuelt et samarbejde med et universitet i Manchester omkring at udvikle disse termisk transparente absorbenter. Den første generation er på markedet, og der kommer snart nogle, der er endnu bedre. Soft Cells bliver også en platform for udvikling af en anden form for kølelofter, hvor vi er blevet kontaktet af en tysk producent, der laver sådanne kølelofter, der har den kedelige egenskab, at de har metaloverflader.

Her er vi i gang med at udvikle en løsning, der indbygges i Soft Cells, så man kan få en sammenhængende tekstiloverflade. Den sidste og måske mest interessante af disse udviklings-

projekter baseret på Soft Cells som platform er med Phillips. De kontaktede os, fordi de havde en teknologi med at indbygge LED (light emitting diodes) i tekstiler. De spurgte, om vi havde ideer til, hvordan man kunne bruge disse tekstiler på en anden måde end til tøj. Vi gik i gang med et produktudviklingsforløb, hvor vi arbejdede med forskellige tekstiler og forskellige absorbenter og arbejdede pludselig med lys og tekstil frem for lyd og tekstil.

Hele Kvadrats viden om tekstiler, som vi jo som datterselskab bygger på, blev bragt i spil her, og man begyndte at udvikle nye tekstiler, der havde andre lysmæssige egenskaber end dem, der var i forvejen. Man udviklede en ny ramme til dette formål, som nu er et modulært produkt, hvor Soft Cells leverer al hardware – rammerne og tekstilteknologien – med rammer i individuelle størrelser. Fra bagsiden kommer Phillips så og sætter fleeceblokke ind, som er fyldt med små LED’er. På hvert af disse elementer sidder en driver-enhed, og flere paneler kan nu sammensættes til en sammenhængende lavtopløst blød akustisk absorberende computerskærm. Den virker fuldstændig som en computerskærm, den er bare lavet af stof. Olafur Eliasson blev den første bruger af systemet, og vi afsluttede forløbet med en event i London, som han havde leveret til – (se figur 6.6). Hver enkelt pixel er individuelt adresserbar og pitch er på 60 mm.

Når man kommer op i størrelser som i Lon-

doneksemplet, begynder det faktisk at virke rigtig godt. Det bygningsmæssige vil jeg ikke kommentere videre på, men det virker oplagt med en sammensmeltning af den aktive akustisk absorberende del og medieindholdet.

Det kan der godt kommet mere ud af i fremtiden. Denne første generation er i produktion og salg og hedder Large Luminous Surfaces.

Anden generation af LED-løsningen, stiler mod funktionel belysning. Den kan så ikke bringe billeder men kan komme op på de 600 lux på arbejdsfladen. Den er på vej – og så bliver der i endnu højere grad tale om en bygningskomponent eller en systemleverance til byggeriet.

FIGUR 6.6 Soft Cells og Olafur Eliasson i samarbejde

Jesper Nielsen /Soft Cells

Jesper Nielsen er arkitekt, opfinder af Soft Cells og i dag Design Director i Kvadrat Soft Cells – et datterselskab af tekstilproducenten Kvadrat. Kvadrats tekstiler bruges primært indenfor i arkitektur- og møbeldesign. Soft Cells blev sat i produktion i 2006. Jesper Nielsen er også lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole og tidligere CINARK-centerleder.

37

Et bæredygtigt forretningperspektiv

Systemleverance: Billige boliger og Almenbolig+

Søren Rasmussen, ONV-Arkitekter

Nu skal vi så fra hightech (i Soft Cells) til lowtech. At bygge Billige Boliger er absolut lowtech, og det er faktisk derfor, det stadig er billigt. Jeg er indehaver af ONV-Arkitekter, men jeg er også noget så sjældent som en rigtig glad arkitekt. Jeg er glad over, at vi bygger så mange huse. Min ambition med at starte med det, I så smukt kalder systemleverancer, var at kunne bygge mange huse til en billig pris. Det har været vores hovedmetier, og vi har bygget ca. 800 boliger i København indenfor de sidste tre år. Man kan som arkitekt godt tænke: Er det nu fedt at lave systemleverancer? Bliver vi nu bundet på hænder og fødder? Det er jo hele huse vi laver og ikke – lidt groft sagt – ’bare’ et panel, vi sætter på væggen. De kommer kørende i fuld størrelse på en lastbil, og man skal jo gøre sig klart, hvad man gør og ikke bare gøre det for at tjene penge. Ikke at der er noget galt i at tjene penge, men der skal også være en mening med det.

Hvorfor boliger som systemleverancer?

Grunden til at vi arbejder med systemleverancer, er at en ret stor del af det, der normalt bygges, faktisk ikke specielt godt.

Tilfældige bygherrer, entreprenører og developere går sammen og vil lidt groft sagt bygge dårligst muligt og sælge det dyrest muligt. Den metier synes, at vi kan gøre markant bedre, når vi går aktivt ind og bruger systemleverancer eller -koncepter. Det primært derfor, vi er her. Hvis alle byggede unikahuse til stedet til en fornuftig pris og

38

var enormt gode til det, så behøvede vi ikke lave disse koncepter, men sådan er det ikke, og her kan vi gøre en forskel.

En anderledes arkitektrolle

ONV er en tegnestue, der bygger på ideen om systemleverancer. Vi er inkl. undertegnede blot 3-4 mand på tegnestuen og bygger, til trods for dette, rigtig mange boliger. Det kan vi kun gøre, fordi vi arbejder meget direkte sammen med producenter, der råder over en stab med nogle meget kvalificerede medarbejdere. Her kan jeg fx nævne ScandiByg, som vi har arbejdet meget med og er en god repræsentant for den type af systemleverandør, vi anvender. ScandiByg har måske ca. 20 funktionærer ansat, hvoraf 10-12 er bygningskonstruktører og ved alt om, hvordan man bygger et træhus. Når vi arbejder med ScandiByg, har vi som tegnestue accepteret, at ONV tegner hvordan huset skal se ud - populært sagt designer vi og tager ansvar for alt det øjet kan se, mens en stor del af det, der ligger inde huset som fx konstruktion og opbygning lægges over til producenten. I forhold til materialevalg er der en del, der lægges over til producenten. Når vi skal bygge huse til 7500 kr./m2, har producenten et meget stort ansvar for at komme i mål, hvilket også fordrer stor deltagelse. Men hvad er arkitektens rolle så her? I vores metier er producenten en meget vigtig medspiller.

Vi tegner gerne et ideoplæg og tager så en snak med producenten, før vi tegner igen og har således en løbende dialog omkring et projekt. Det er meget tit netop på den måde, det lykkes at bygge fornuftige huse. Den

opfattelse nogle arkitekter har af, hvad der er billigt, er ikke altid i overensstemmelse med producentens opfattelse. Interessant er også, at det heller ikke nødvendigvis er den samme opfattelse, de forskellige producenter har af, hvad der er billigt, så det er lidt en jungle.

Vi har overlevet og fungerer i bedste velgående uden at have den store tegnestue bag os bl.a. fordi, vi har valgt denne metier. Vi har det måske lidt banale håb, at nu hvor vi har bygget temmelig meget i Danmark – primært i København og på Sjælland – også andre steder kunne gøre brug af vores koncepter.

Vi har lavet en engelsk hjemmeside – onvprefab.dk – som man internationalt kan gå ind og se på. Fremover bliver vi måske mere og mere konsulenter, der eksporterer viden, og måske bygger mindre og mindre i Danmark.

Udgangspunkt i enfamilieboligen

Vi startede helt enkelt med et typehus, som tog udgangspunkt i min personlige holdning til, at det ikke kan være rigtigt, at et typehus stadig ser ud, som det gjorde for 40 år siden.

Vi går jo ikke i egnsdragter eller kører i traktor mere. Det er dog ikke noget, man går ind og ændrer på fra dag til dag, men ideen var, at man startede med et mindre hus og siden kunne bestille flere bokse, hvis man fx fik flere børn. Når de så engang flyttede hjemmefra, kunne man køre de sidste moduler op på sommerhusgrunden og få det oprindelige hus igen – en meget banal og måske lidt naiv tanke, men alligevel interessant. Det er dog meget begrænset, hvad der er sket på dette

FIGUR 7.1 ONV-bolig

enfamiliehusmarked. Det er stadig Lind & Risør, Bülow & Nielsen og hvad de traditionelle ellers hedder, der bygger de langt de fleste af de huse, vi ser. Vi forsøgte som nogle af de første at gøre en indsats for at ændre dette.

Huset på figur 7.1 er efterhånden bygget mange steder – 50-60 stykker – og sælges også i Sverige og Norge, men det bliver måske aldrig det helt store, da mange folk tænker enormt traditionelt, når det kommer til deres eget hus og deres egne penge.

Man kan håbe på, at øget fokus på bæredygtighed og cradle-to-cradle vil gøre, at man ikke længere kan bo i disse gammeldags inspirerede huse – at man bliver nødt til at bringe huset op på et mere moderne niveau, for at det kan fungere. Næsten alle vores huse er lavet i præfabrikerede rumstore (volumen)elementer. De bygges på en fabrik og flytter dermed en stor del af arbejdskraften fra en byggeplads til en lukket hal. Det kan man så lide eller ej,

men det er en af grundene til, at det kan blive billigt.

Præfabrikation og bæredygtighed

Vi har prøvet at opstille nogle forskellige statements for præfabrikation og bæredygtighed. Det er vores egen udlægning, men der er ingen tvivl om, at fabriksproduktion er anderledes end at bygge udendørs, og at det er markant nemmere at bygge en stor grad af bæredygtighed ind og at få en høj kvalitet.

Det er ikke tilfældigt, at man laver de mest avancerede biler i masseproduktion. Man ville aldrig lave dem individuelt. Præfabrikation giver bl.a.: højere kvalitet og mere effektivt workflow bedre arbejdsmiljø sikrere arbejdsmiljø billigere byggeri

kortere byggetid reduktion af affaldsmængde ved produktion mindre energiforbrug til opvarmning og udtørring af byggefugt En anden ting er, at vi laver træhuse med lette facader, simpelthen for at spare tykkelse på ydervæggen. Hvis man laver et muret hus med betonbagmur, fylder en ydervæg 500-600 mm, mens du kan lave den 150200 mm smallere med samme isoleringsevne med en let konstruktion. Man kan så spørge, hvor længe det ene hus holder kontra det andet – det er en anden diskussion, jeg ikke vil gå ind i her.

På figur 7.2 ses processen: Boksene laves på fabrikken, hvorefter de sættes op på en lastbil og køres ud på byggepladsen, der stilles ovenpå hinanden. Huset kommer færdigt som lukkede volumener, hvor det så efterfølgende sættes en ’hud’ på. Det betyder, man ikke har de samme problemer

FIGUR 7.2 Byggeprocessen - fra fabrik til færdigt byggeri

39

FIGUR 7.3 Bebyggelsesplan,

Karens Minde

med fugt, som man ellers kan have i lette konstruktioner. Jeg var ret betænkelig i vores første projekter som fx denne børneinstitutionen i Vanløse fra 2004. En lærdom ved denne proces kunne være: Forsøge at være forholdsvis banal med råhuset og så aptere facaden efterfølgende. Det er forholdsvist billigt at aptere et hus udvendigt på byggepladsen. Det er lette elementer, man sætter på, der imidlertid har en ret stor effekt eller indvirken på den oplevelse, man efterfølgende har af huset.

Billige Boliger

FIGUR 7.4 FIGUR 7.5 Billige Boliger, Karens Minde Ullerødparken, Hillerød

Man kan aptere dem yderligere, hvis kunden vil have flere ting, men man har et lodret lejlighedsskel, der er meget enkelt, og får nogle forholdsvis enkle lejligheder og situationsplaner. Netop enkle situationsplaner er også noget af hemmeligheden ved at bygge billigt – fx at lade være med at bygge sammen i hjørnerne. Det kan lyde banalt, men byg aldrig hjørner sammen, hvis du vil lave et billigt produkt: Man får et nordvendt hjørne og en planløsning, som er svær at løse på en god måde. Hvis man har erhverv eller andre ting, man kan lægge på hjørnerne, kan det være smart, men ellers er et enkelt og snusfornuftigt råd at undgå disse, når man laver bebyggelsesplaner. Figur 7.3 viser et eksempel fra Karens Minde. De gule er de tolv Billige Boliger. Systemet var den gang, at de andelsboliger, der blev solgt i

samme bebyggelse, delvist skulle betale for de Billige Boliger – måske lidt en upstairs and downstairs holdning, men et klassisk socialdemokratisk princip, at dem, der har råd eller brede skuldre, bærer mest. Imidlertid døde hele konceptet, da finanskrisen satte ind i 2008, og man ikke længere kunne sælge de andelsboliger, der skulle finansiere det hele, og derfor heller ikke kunne bygge de billige.

Denne første bebyggelse lavede vi med den estiske producent Kudomaja. Vi er meget stolte og glade over den bebyggelse, og jeg har et klart indtryk af, at beboerne er glade for at bo der og synes, det er et rart sted være (Se figur 7.4). Efterfølgende lavede vi Ullerødparken i Hillerød, som er en lidt større bebyggelse nu også med treetages huse. (Se figur 7.5)

ONV-Arkitekter var så heldige – eller så dygtige – at være de første, der byggede nogle af Ritt Bjerregaards 5000 boliger til København. Vi troede også, vi skulle komme til at bygge en stor del af dem, men byggede kun 12 Hvis alle byggede – og kan nu prale af at være både unikahuse til stedet de første og de eneste, der har bygget Ritt Bjerregaards Billige til en fornuftig pris Boliger. Boligerne ligger i Karens og var enormt gode til det, Minde ved Valbyparken, men konceptet har vi siden videreført så behøvede vi ikke i en lang række andre af vores lave disse koncepter, projekter – rigtig mange sammen med ScandiByg, men også men sådan er det ikke, og her med andre producenter. Rækkan vi gøre en forskel kehuse, som disse, er fantastiske Søren Rasmussen, ONV-Arkitekter at bygge i rumstore elementer.

40

Almenbolig+

Efter problemerne med forretningsmodellen omkring de Billige Boliger tog den almene sektor og boligselskaberne over og udskrev i 2009 en konkurrence, hvor vi var så heldige – og dygtige – at vinde sammen med ScandiByg. Aktuelt bygger vi herfra 600 boliger på 7 grunde. Alle boligerne har en vis genkendelighed i interiøret og måden, de er skruet sammen på, men udadtil vil alle bebyggelserne

FIGUR 7.8 Visualisering med snit, Amager Fælledvej, København

optræde forskelligt. Det er det næste: Når man opererer med systemleverancer, er det vigtigt at prøve at lave systemer, der kan apteres forskelligt. Hvis man kigger tilbage til 1960’erne og 1970’erne, ser man massevis af meget kedelige ens boligkasser – kransporsarkitektur – der er stillet op i forstæderne til København og andre større byer. I dag kender vi godt de begrænsede bokvaliteter her. Det er meget vigtigt, at man fx kan lave en forstadsbebyggelse som Langhusene i Hvidovre, der har saddeltag og er skiferbeklædt, mens man senere hen kan lave et andet projekt overfor Danmarks Radio i København, som får et andet udseende (Se figur 7.6). Systemleverancer indenfor arkitektur må have en vis form for ’kamæleonkapacitet’, så at de kan apteres i forhold til den lokalitet, hvor du bygger. Selvom 600 boliger ikke er noget i forhold til hvad der bygges samlet, er jeg nok lidt imod at lave et stempel. Der er meget, der er stemplet. Alt vores tøj er jo mærket, men jeg synes ikke vores arkitektur skal mærkes. Det gør ikke noget, at der ligger det samme køkken, den samme trappe og det samme volumen bag, men at det har en forskellig overflade, der tilpasser sig til Hvidovre, Amager Fælledvej, Herlev eller hvor vi nu er, tror jeg er en kvalitet. Det andet er lidt en selvfed holdning om, at her kommer Wrangler eller Levi’s kørende ind og banker boliger op, sådan som andre har forsøgt – fx Ikea med BoKlok som noget mere kommercielt, hvor man kan

se, det er deres. Nogle er dog svenskrøde og nogle er sorte, men tilpasningen bliver måske her en smule udvandet.

I stedet udvikler vi konceptet, og næste skridt var en ide om, at det også må kunne lade sig gøre, at lave rækkehuse ovenpå hinanden. Tankesættet var oprindelig en del af vores forslag til Ritt Bjerregaards Billige Boliger-konkurrence med den billige bolig for neden og den, der skulle sælges foroven.

Ved at løfte ’markedsboligen’ op på den anden, skulle det være ekstra attraktivt at få sit rækkehus i tre etager med egen tagterrasse midt i København. Det er nu blevet til en række boliger, der er bygget lige overfor Danmarks Radio (Se figur 7.7), hvoraf de 53 er familieboliger. Versionen med disse to rækkehuse ovenpå hinanden er til en bymæssig kontekst – modsat fx Hvidovreprojektet fra før med saddeltaget – her beklædt med en aluminiumsplade og med solceller på taget. Figur 7.8 viser et snit af bebyggelsen med rækkehuse med forhave, baghave og tagterrasse. Når man laver denne slags boliger siger boligselskabet, at der ikke må være nogen elevator. De har regnet ud, at de bruger mange penge på at servicere en elevator, der står ude i det fri og kan blive udsat for hærværk, sne, regn mm. Der er ret stramme regler på dette område, men man må gerne lave en løsning, hvor man går op på første sal og ind i boligen. Skal man derimod op på anden sal før man går ind, skal

der være elevator. Her har vi lavet en bolig med en lille adgangszone med et toilet/ bad, hvorfra man går videre op i boligen og har en tagterrasse øverst. Vedkommende der bor nedenunder (i stuen) får den anden del af førstesalen samt en for- og baghave.

Der er også en version med det treetages rækkehus ovenpå etplansboliger i stuen, så der er forskellige situationer, uden at vi laver opgangshuse, som vi ikke tror så meget på.

Det er en helt anden situation at lukke sin dør op i et rækkehus, hvor det er meget mere accepteret, at man taler med hinanden, og jeg er sikker på, at hvis man lavede

41

undersøgelser, ville man finde ud, at den sociale aktivitet mellem mennesker, der bor i rækkehuse, er markant større end for etageboliger bl.a. på grund af indgangssituationen, der er markant anderledes. Vi kan lave et billigere og bedre hus ved at sætte to rækkehuse ovenpå hinanden i stedet for at lave fire boliger med hver sin altan, elevator og trappe.

Produktionsformen er kontekstafhængig

Boligerne ved Danmarks Radio er bygget i planelementer, fordi det denne gang var billigere end at bygge i rumstore (volumen) elementer, skønt de var tegnet til dette med en modulbredde på 4,5 meter, som har med transporthensyn at gøre. Det kan være svært at svare præcist på, hvorfor det i nogle projekter kan betale sig at bygge med planelementer, mens det i andre er billigst med (rumstore) volumenelementer, men sidstnævnte er tilsyneladende ret afhængige af, at der kører en jævn produktion på produktionslinjen. Hvis der er et hul i det flow, er det billigt at få sat en ordre ind der. Hvis hele båndet derimod allerede er fyldt op, er det dyrt at få en ordre ind, for så er der ikke plads til den. En entreprenør, der laver mindre dele kan være mere fleksibel overfor et skiftende marked. Jeg vil tro, at når vi har opsving igen, vil vi nok se, at rumstore (volumen) elementer i hvert fald indenfor rækkehuse, igen vil kunne konkurrere markant.

Ritt Bjerregaards Billige Boliger blev hentet i Estland, da de var ret nemme at transportere på en coaster og siden sat på en lastbil, der

42

kørte dem ud på byggepladsen. Grunden til at vi tror, vi kan eksportere nogle af vores ideer er bl.a., at vi i hvert fald i forhold til et europæisk marked forholdsvis let ville kunne bygge dem i Danmark, sætte dem på en coaster og stille dem op et andet sted.

Udover familieboliger har vi også lavet en del plejeboliger – bl.a. ved Danmarks Radio og Grøndalsvænge – og så laver vi mange børnehaver, der næsten alle er lavet i (rumstore) volumenelementer. Her startede vi på Møllegade på Nørrebro i 2004 og har lige opført Det røde Hjørne på Sundholmsvej og Mælkevejen i Rødovre.

En fremtid med systemleverancer?

Jeg er før blevet spurgt, hvad fremtiden for denne slags byggeri vil være. Fra Soft Cellsproduktet, som en bygningskomponent, man sætter op, til dette hus på 60 m2 ad gangen er der et stykke. Jeg tror man vil se, at man fx laver køkken, bad, bryggers og toilet som units (volumenelementer). Det er dyre kvadratmeter, og de kan måske laves præfabrikeret – og måske mere standardiseret – til at stå midt i huset. Så kunne folk så lave det hus udenom, de ville fx af planelementer.

Volumenelementerne holder ikke, når man bare flytter luft. Man skal flytte noget, der er forædlet. Store tomme rum er på kanten af, hvad der er hensigtsmæssigt både økonomisk og fx i forhold til transport. En hindring er, at producenterne som regel enten producerer planelementer eller (rumstore) volumenelementer. Der er ikke rigtig nogen, der stiller

sig midt i. Det bliver totalentreprenørerne og arkitekterne nødt til stille krav om på et tidspunkt. Måske vil man så se mindre og mere specialiserede units på markedet, hvor entreprenørerne bare køber en del af huset der. Vi kender alle præfabrikerede badekabiner. Producenterne af disse laver kun badekabiner, men hvorfor laver de ikke alt det, der koster penge som fx også køkken og bryggers, som man så kunne sætte billigere planelementer omkring? Det tror jeg ville være en mere rationel og rigtig måde, der samtidig ville give mere individuelle muligheder for at stille væggene forskelligt, så flere forskellige aktører – fx arkitekter – kunne bruge disse systemleverancer bredere.

Det kunne være interessant at være med til at udvikle sådanne units, der kunne bruges af mange andre, uden at vi hver gang skulle sætte vores navn på hele byggeriet, men bare havde lavet en del af det. Vi har forsøgt lidt, men det er aldrig rigtig blevet til noget.

Søren Rasmussen/ONV

Søren Rasmussen er arkitekt og indehaver af ONV-Arkitekter. Tegnestuen har specialiseret sig i at anvende høj grad af præfabrikation – oftest med brug af næsten færdigapterede volumenelementleverancer – og har bl.a. været meget eksponeret i forhold til de såkaldte Billige Boliger, der for ikke længe siden var på dagsordenen i København.

43

44

analyse og PERSPEKTIVER

45

analyse

Vugge-til-Vugge-analyse af to SYSTEMLEVERANCER

Søren Lyngsgaard, Vugge til Vugge Danmark

Jeg har i det følgende to minianalyser arbejdet med materialedata dels på Soft Cells-produktet dels på boligbyggeriet Almenbolig+. Jeg har så prøvet at kigge på de forskellige ingredienser og vil komme med nogle statements i forhold til hvordan EPEA vurderer materialer og produkter efter Cradle to Cradle-konceptet.

Kvadrat Soft Cells

En integreret del af Cradle to Cradle-konceptet i forhold til produkter er, som introduceret i det tidligere kapitel, at tingene skal kunne skilles ad. Det interessante ved Kvadrats Soft Cells-produkt er bl.a., netop at det kan skilles ad. Det består af aluminium, stål, plastic, et tekstil (kaldet Trevira) og et skumprodukt – melamin. Disse forskellige materialer, har hver især har deres kemiske komposition.

Som man kan se af figur 8.1, består aluminiumsproduktet af krom, aluminium, kobber, jern, mangan og titanium, så der er en række forskellige materialer i anvendt aluminium.

Aluminium som sådan er udmærket at recirkulere. Genanvendelse kan spare helt op til 95 % af energien ift. at lave ny aluminium, men aluminium er ikke bare aluminium. Det består, ligesom det er tilfældet for diverse stålkvali-

teter, af en masse forskellige legeringsstoffer.

Det vi anbefaler indenfor Cradle to Cradle, når man laver et produkt som dette, er at man prøver at holde sig til den samme legering, så man får så meget volumen af én legering som muligt. Det giver mulighed for, at man senere hen kan indgå i nogle råvarefællesskaber med andre virksomheder, som man fx i dag gør omkring nylon-6 i forbindelse med tæppeproduktion, elektronik og møbelproduktion. Her går nogle firmaer sammen om, at optimere brugen af nylon-6 bl.a. via nogle kvalitetsstandarder, der afgør, hvad man gerne vil have.

På samme måde kan man gøre med stål og altså her aluminium, der begge er udmærkede tekniske næringsstoffer (jf. tidligere kapitel).

I forhold til analysen er der altså i udgangspunktet ingen problemer med dem, hvis man kan holde sig til enkelte legeringer. Da Phillips for nogle år siden tog hul på denne slags analyser, havde de fx 22 forskellige slags plast i deres produkter simpelthen fordi, de måske har 30 udviklingsafdelinger rundt i denne store virksomhed. Det var ikke harmoniseret, da materialer ikke har været værdisat på denne måde før. Vi er nødt til at gå ind og værdisætte materialer på en helt anden måde end tidligere, for at få det her til at virke. Vi må begynder at koncentrere os om, at få simplificeret antallet af materialer i vores produkter,

selvom det selvfølgelig skal gøres på en måde, så produkterne stadig er funktionelle og kan holde til det, de skal.

Noget af det interessante i analysen er selvfølgelig ingredienserne mærket med gult i figuren (8.1). Stofferne markeret med grønt er udmærkede, men det interessante i forhold til Soft Cells er tekstilet (Trevira) og skummen (melamin). Vi har været inde og tale med Kvadrat, som producerer Trevira. Trevira er et polyesterstof og i sig selv nemt at recirkulere.

Imidlertid skal polyester være brandhæmmende for at måttes bruges i den pågældende sammenhæng. Derfor tilføjes antimon, som er ugiftigt i den forbindelse, det bliver brugt.

Problemet kommer først, hvis polyesteren skal recirkuleres, da det bliver ringere og ringere med antimol i. Derfor har et møbeltekstilfirma, der hedder Bachhausen, som også producerer møbelstof af Trevira, udviklet en metode til at tage dette antimon ud i recirkuleringsprocessen og oparbejde polyesteren igen. Det prøvede vi at få Kvadrat til at være med til og gå sammen med Bachhausen for at putte noget mere volumen i dette system, men det kunne vi ikke. Vi er tilsyneladende for tidligt på den til, at to konkurrenter vil arbejde mod at få deres materialer ind i et fælles teknisk kredsløb.

De vil have hver deres måde at gøre det på,

I indeværende afsnit bruges nogle af de værktøjer, der arbejdes med indenfor Cradle to Cradle på de to systemleveranceeksempler præsenteret i de forrige afsnit i forhold til at pege på nogle af de steder, hvor man kan diskutere den materialemæssige løsning eller en mere overordnet designstrategisk disponering i forhold til et bæredygtighedsperspektiv.

46

FIGUR 8.1 Kvadrat Softcells Broadline DEL

MATERIALE

KOMMENTAR

Main profile

Alu 6060

Al 98.47 - 99.03 Cr Max 0.03 Cu Max 0.05 Fe 0.15 - 0.25 Mg 0.4 - 0.45 Mn Max 0.02 Other, Each Max 0.05 Other, Total Max 0.15 Si 0.42 - 0.48 Ti Max 0.06 Zn Max 0.04

C-profile

Alu 6060

Binding profile

Alu 6060

Coil springs - front textile

Steel

Coil springs - back textile

Steel

U-spring

Steel

C= 0,075% SI=0,490% MN=1,26 % P= 0,030 % S = 0,004 % NI = 8,080 % CR = 17,61 %

Corners

Plastic ABS Type PA757

ABS plastic har gode egenskaber også i recirkuleringsøjemed, det kommer an på farvestoffer og andre tilsætningsstoffer hvorvidt materialet kan erklæres for grønt. F.eks. er plastik hjørnerne malet med en alumaling.

Hvad sker der når den brænder?

Frame snap

Steel

Så milde legeringer som muligt

Alunut

Alu

Så milde legeringer som muligt

Back textile

Trevira CS (100% polyester)

Brandhæmmende indhold et problem i recycling

Front textile

Trevira CS (100% polyester)

Udefinerede farvestoffer

screw M4x12

Steel

Så milde legeringer som muligt

self-drilling screw 2,9x13

Steel

Så milde legeringer som muligt

self-drilling screw 3,5x9,5

Steel

Så milde legeringer som muligt

Basotect

Melamine foam

Formaldehyd baseret, men det repræsenterer ikke et problem. Anvendelsen af fossile ressourcer uden mulighed for genvinding antyder der er brug for innovation.

Flat connector

Steel

Så milde legeringer som muligt

C= 0,079% SI=0,440% MN=1,24 % P= 0,030 % S = 0,004 % NI = 8,410 % CR = 18,00 %

Click bracket

Item No. Part Name Material 1 Top Cover Zinc-Plated Mild Steel 2 Housing Zinc-Plated Mild Steel 3 Hinge Plate Zinc-Plated Mild Steel 4 Shaft Pin Diam. 2.0 X 24mm Steel Pin 5 Fixing Plate Zinc-Plated Mild Steel 6 M4 Screw Nickel-Plated Steel

Hinge

Item No. Part Name Material 1 Click Top Die-Casted Alu-Alloy Type A360 2 Click Bund Die-Casted Alu-Alloy Type A360 3 Spring Stainless Steel 4 Steel Pin Stainless Steel 5 Leaf Spring Stainless Steel 6 Click Housing Zinc-Plated Mild Steel 7 M3 Screw Nickel-Plated Steel 8 Metal Plate Zinc-Plated Mild Steel 9 Leaf Spring Stainless Steel 10 M4 Screw Nickel-Plated Steel 11 Fixing Plate Zinc-Plated Mild Steel

47

og det kan man måske et eller andet sted også godt forstå. Principielt er der altså ikke noget i vejen med materialer i dette Soft Cellsprodukt, bortset fra at man sandsynligvis efter brug må brænde polyesteren, da det ikke kan bruges til andet. Det andet stof markeret med gult – melaminen – er en formaldehydbaseret skum. Formaldehyd er sundhedsfarlig i indemiljøet gennem afdunstning, men man har nu fundet en metode til at binde det, så det ikke sker. Der er altså ikke noget afgasningsproblem, men det er fortsat svært at recirkulere på samme niveau og skal derfor sandsynligvis også brændes efter brug. Opsamlende kan man for Soft Cells-produktet sige, at der altså ligger nogle innovationsmæssige udfordringer omkring recirkulering mht. polyester og melamin, men at det ellers er et udmærket design i et Cradle to Cradle-perspektiv.

Byggeri og Cradle to Cradle

I forbindelse med byggeri har vi for nylig, som nævnt i tidligere afsnit, udarbejdet nogle nøgleprincipper for design-for-adskillelse (design-for-disassembly). Overordnet skal vi: definere nogle metoder for, hvordan materialer adskilles udarbejde en strategi for, hvad det er for nogle dele, der er tilbage, når vi har skilt det ad.

Vi vil gerne kunne lave et såkaldt Cradle to Cradle-passport på en bygning. Det vil sige et certifikat, der oplyser, hvad de enkelte bygningsdele indeholder, hvilke egenskaber de har og hvordan, de kan recirkuleres.

48

Således vil man vide, om der er problemer med stoffer, som man skal tage hensyn til i en recirkuleringsproces. Der skal selvfølgelig vælges materialer, som kan genanvendes og som ikke er giftige i forhold til den måde de (gen)anvendes. Design af bygninger skal udføres med let tilgængelige samlingspunkter og de måder, vi samler på, skal gøre det let

Design af bygninger skal udføres med let tilgængelige samlingspunkter og de måder, vi samler på, skal gøre det let at tage delene fra hinanden igen Søren Lyngsgaard, Vugge til Vugge Danmark

at tage delene fra hinanden igen. Vi arbejder fx aktuelt sammen med den østrigske træhuselementproducent Thoma Holz 100, som overhovedet ikke bruger søm i deres produkter. Når de samler vægge, der er lavet af 5 lag krydslagte brædder, sættes en kile i, der udvider sig, når den bliver fugtig. Efter endt brug, kan et sådant element downcycles kontrolleret. I forhold til anvendelsen af træ

bliver vi i dag nødt til at kigge på, at vi snart bliver 10 mia. mennesker i verden. Hvis alle vil bo i træhus, får vi et problem med skovene, så hvordan får vi dette træ til at vare længst muligt? Vi opererer her med, at træ brugt til huse efterfølgende kan blive til krydsfiner, så spånplader osv. for til sidst kan blive til kulstof, der kan føres tilbage til jorden gennem en pyrolyseproces, så vi får defineret en kontrolleret downcycling af træ. Udover dette skal fx installationer være lette at komme til, så man kan tage dem ud. Fx er kobber fra rør og ledninger en dyr ressource, som man let skal kunne få fat i ligesom det plastic, der ligger inde i væggene kan indgå i et separat teknisk kredsløb.

Almenbolig+

I Almenbolig+-projekt er hovedintentionen at skabe kvalitet for beboerne gennem at gøre byggeriet på en gang både billigt og tidssvarende. Præfabrikationen af elementer understøtter tankegangen om at designe for adskillelse, som er et af fundamenterne under cradle to cradle-tankegangen. I forhold til analysen af denne systemleverance, som er et helt byggeri, har jeg her koncentreret mig om en række materialer, der har særlige forhold at tage stilling i forhold til bæredygtighed (Se figur 8.2): I fundamentet ligger galvaniseret profiljern. Galvaniseret jern er ikke noget problem, med mindre det havner ude i havet eller på anden måde i vandigt miljø, hvor zink har en negativ effekt. Selv i en recirkuleringsproces fordamper zinken, der

FIGUR 8.2 KAB - Dybenkærsvej DEL

MATERIALE

KOMMENTAR

FUNDAMENT

GALVANISERET PROFILJERN

Den zinkholdige overflade beskytter mod korrosion og kan genvindes i recirkuleringsfasen.

Zink er kun et problem i vandmiljøet.

INDVENDIGE TRAPPER

TRIN I HÅRDT TRÆ

Brug af træ-ressourcer bør sikres mod overforbrug gennem en evt. PEFC eller FSC certificering. Ideelt set bør overfladebehandling muliggøre at træprodukter kan gennemgå en kontrolleret downcycling og i næste fase indgå som ressource i nye træprodukter evt. krydsfiner eller spånplader for til sidst at ende i

UDVENDIGE TRAPPER

GALVANISERET JERN

Kun et problem i vandmiljøet

VINDUER, KRONE

Alu yderside, træ inderside

Design for dissasembly? Kan vinduet skilles ad i de oprindelige bestanddele. Tillader overfladebehandlingen at træet kan gennemgå en kontrolleret downcycling?

DØRGREB

Rustfrit stål

Vælg materialer af ens kvalitet hele vejen igennem (overfladebehandling?)

SWEDOORS

Malet træ, karm samlet og opsat med skruer

Designet for adskillelse, men pga. malingen svært at lave en kontrolleret downcycling af træet.

GULV BAD

KLINKER

Hvad er der i glasuren og en evt. farve? Kan de gå tilbage til jorden uden at repræsentere en fare.

Klinker kan designes til at gå tilbage i produktionen af nye klinker (Royal Mosa klinker)

GULV ØVRIGE RUM

13mm lamel parketgulv

Det store spørgsmål her er limen, men ellers vil kontrolleret downcycling være mulig (Tarkett har lavet certificerede linoleums gulv parket.

ISOLERING

Mineraluld

Der er endnu ikke konsensus omkring farligheden af mineralulds fibrene. Genvinding er muligt, hvis materialet er rent.

ETAGEADSKILLELSE, SKILLEVÆGGE

Ubehandlet træ, Gipsplade, spånplade

Gyproc har lavet et defineret kredsløb og tager gipsplader retur.

Novopan træindustri tager brugte spånplader retur og anvender dem igen.

TAG

Tagpap

Traditionel tagpap består bl.a. af bitumen, som er påvist at være kræftfremkaldende og bør udfases.

Der er lavet en ny tagpap, kaldet Derbipure, lavet af vegetabilske stoffer uden bitumen.

TAG

PE folie

Umiddelbart recirkulerbart, men der kan være tilsætningsstoffer der besværliggør at holde kvaliteten

YDERVÆG

Skifer m. Rustfri beslag

Ubehandlet original skifer materiale vil kunne anvendes igen i andre byggerier eller gå tilbage til jorden uden problemer. Mulighed for at blive brugt som fyld i andre produkter. Rustfrit stål er et udmærket teknisk materiale.

YDERVÆG

Brandimprægneret forskalling & krydsfiner

Brandimprægnering udgør tit et kemikalie problem. Trykimprægneret træ må ikke engang brændes, så anvend brandhæmmende tekniker der ikke involverer kemikalier.

INDDÆKNINGER

Aluzink eller polyester overflade

Produktet er valgt pga. lang varighed, men består af 4 forskellige metaller og mineraler der gør omsmeltning til downcycling. Det ville være bedre med ren zink. Rheinzink f.eks. tager al ren zink tilbage.

INSTALLATIONER

Kabler og rør

Undgå PVC kabler og rør. Lav intelligent kabelføring der reducerer anvendelse af kobber.

Design separat og tilgængelig el og VVS

er i forbindelse med jern, i smeltebadet og kan samles op i udstødningen, så den også kan recirkuleres.

Hårdt træ – uanset, hvor det kommer fra bør det være FSE-certificeret, hvilket er garanti for at der produceres mindst lige så meget træ, som der bliver hugget op. I indeværende tilfælde er det ikke tropisk hårdt træ, men egetræ, så der er formentlig styr på det. Vi anbefaler, at alt træ, der bruges, er certificeret jf. presset på denne ressource nævnt ovenfor.

Byggeriet indeholder en innovativ vinduestype med aluminiumsyderside og træinderside. De to materialer er skruet sam-

men, og kan derfor let skilles ad. Var de fx limet, var det svært. I udgangspunktet er det bedre med bare et eller få materialer, men her kommer der også en funktionalitet ind i billedet, som jeg ikke kan vurdere, om andre produkter ikke kan klare.

Rustfrit stål giver ingen problemer og er endda et kostbart materiale, som man sagtens kan komme af med.

Dørene kan også tages ud og skilles ad, men er malet. Spørgsmålet bliver, hvad det er for en maling, og om man kan foretage en kontrolleret downcycling af træet, når en dør skal skiftes og ikke kan anvendes i et andet byggeri? Måske skal

den brændes, hvis vi ikke kender indholdet af malingen. Der ligger et udviklingspotentiale omkring, hvordan vi kan behandle interiører på en måde, der gør det muligt at bruge træet i en downcycling-proces.

Klinker kan laves, så de kan recirkuleres.

Det hollandske firma Royal Mosa producerer klinker og tager dem siden tilbage, knuser dem og bruger dem i produktionen af nye. Jeg kender ikke klinken anvendt her, men sandsynligvis vil den blot blive downcyclet som jordopfyld efter brug I forhold til gulve og spånplader er der spørgsmålet om, hvad det er for lim, der er brugt i forhold til at bringe dem ind i en

49

kontrolleret downcycling. Jeg ved der er lavet meget udvikling på spånplader og at den lim, man bruger i spånplader i dag, er fri for formaldehyd.

Med mineraluld er der stadigvæk ikke konsensus omkring hvad de fibre, der kommer ned i lungerne på os gør ved os. Rockwool har offentliggjort resultater af videnskabelige forsøg som hævder, at de nedbrydes, bliver optaget i kroppen, kommer ud i vores systemer og siden ud af os. De vil dog ikke garantere, at vi ikke får kræft af det. I forhold til recirkulering er Rockwool begyndt at tage rene materialer retur til produktion af ny isolering.

Tagpappen indeholder et tjæremateriale – bitumin – som er påvist kræftfremkaldende.

Det sidder på undersiden og er det, der klæber til selve taget. Der er udviklet metoder til at recirkulere det, men vi vurderer det stadig problematisk med et sådant materiale ude i et åbent miljø, hvor vi ikke ved, hvad der kommer til at sive ud i naturen.

PE-folien kan indeholde uheldige tilsætningsstoffer, men polyetylen kan i udgangspunktet recirkuleres igen og igen og har udmærkede egenskaber i et teknisk kredsløb.

Rigtig skifer fremfor eternitskifer er godt.

Udvendig træforskalling er trykimpræg-

50

neret. Gammeldags trykimprægneret træ kan ikke engang brændes af i vores forbrændingsanlæg. Det er så giftigt, at det skal deponeres. Der bliver dog udviklet meget omkring det brandhæmmende i øjeblikket, og hvis man kunne undgå kemikalier, ville det være at foretrække.

Den udvendige vindgips er også imprægneret, hvilket kan være problematisk. I udgangspunktet er gipsplader dog udmærkede og fx Gyproc tager dem nu tilbage, skaller papirfladen af og genbruger gipsen i nye plader og træfiberen til noget andet. De producerer også gipsplader med restprodukter fra Asnæsværket ved Kalundborg, der giver svovl, som man kommer ned i et vandbad, hvor der så kommer gips ud af det, som bruges i produktionen og kan recirkuleres.

Inddækningerne er et kompositmateriale med noget aluminium og noget zink – eller måske med en polyesteroverflade. Kompositter er generelt svære at recirkulere. De har sikkert nogle positive egenskaber i brug, men bagefter vil de oftest være genstand for downcycling. Bedre ville være at have en ren zink-inddækning.

Mht. kabler er de pvc-fri, så hvis de er til at komme til og få ud, er der ikke nogen problemer i det.

Med den måde, vi certificerer på, er vi inde og se, hvor man får materialet fra. Her er recirkulerede kilder foretrukne fremfor ’jomfrueligt’ materiale’. Endnu mere giver det, hvis man har designet sit produkt, så det kan genanvendes på samme niveau. Da vi også ser Cradle to Cradle-tankegangen som et innovationskoncept, vil vi gerne have virksomhederne til at begynder at designe deres produkter, så det rent faktisk kan lade sig gøre, at få materialerne tilbage på samme niveau. Det kan vi som regel ikke i dag.

Søren Lyngsgaard /Vugge til Vugge Danmark

Søren Lyngsgaard er direktør og forretningsudvikler i Vugge til Vugge Danmark, som i samarbejde med EPEA (Environmental Protection & Encouragement Agency) og med afsæt i forskningsbaseret innovation og vejledning arbejder på at øge kvaliteten og værdien af materialer og produkter, så de er til gavn for menneskers sundhed og miljøet.

FIGUR 8.3 Generelle kriterier for Cradle to Cradle® Produkter Efter-brug - Nyttiggørelse af næringsstoffer

1.

Stabilitet af næringsstoffet over brug / Teknisk næringsstofs potentiale efter brug

2.

Indsamling af brugte produkter til udvinding af teknisk næringsstoffer

3.

Effektiv udvinding af tekniske næringsstoffer efter indsamlingen

4.

Genvinding af knappe ressourcer

5.

Evt. eksponering af farlige kemikalier efter brug

6.

Hvis 5. ’ja’ skal sikkerhedsmargin vurderes

7.

Humusdannelse og / eller jordberigningspotentiale fra biologiske næringsstoffer efter brug

8.

C2C energi efter brug

9.

Procesvand til vanding efter brug

10.

Vandreduktionskompensation

11.

Opgørelse af etik og virksomhedernes sociale ansvar

Brugs-periode

12.

Evt. farlige kemikalier under anvendelse

13.

Hvis 12. ’ja’ skal sikkerhedsmargin vurderes

14.

Vandforbruget under produktets brug

15.

Incitamenter til C2C energiforbrug under brug

Produktionsprocesser

16.

Evt. farlige kemikalier under produktion

17.

Hvis 16. ’ja’ skal sikkerhedsmargin vurderes

18.

Indhold af tekniske næringsstoffer

19.

Om produktionens restprodukter har værdi som næringsstoffer

20.

Om byudvikling, minedrift og / eller landbrug understøtter biodiversitet

21.

Komplementaritet med fødevareproduktion

22.

C2C energi (Producent og supply chain)

23.

Vandreduktionskompensation

24.

Om brugt vand er egnet til kunstvanding

25.

Udtalelse om etik og virksomhedens sociale ansvar

26.

Økonomi og eksterne omkostninger

51

diskussion

Udfordringer og perspektiver

Tematiske uddrag fra en efterfølgende diskussion med udgangspunkt i oplæggene

Det lange perspektiv vs. forretningen Søren Rasmussen/ONV

Cradle-to-cradle et jo et fantastisk tankesæt, men også nogle gange lidt svært i forhold til den verden, jeg opererer i, der har et meget præcist økonomisk rationale om at få mest muligt ud af det her. Det, Søren Lyngsgaard opfordrer til, er meget smukt – det at man om 50-70 år kan skille det hus ad igen.

Det er ikke som en flaske eller en dåse, vi klemmer sammen i morgen – eller en stol, der holder en periode, men der er garanteret også sket mange ting om 50 år, så måske skiller vi bare tingene ad på en eller anden atommåde. Det er svært at overbevise en bygherre om at tænke 60 år frem i tiden – at man fx skal bolte alting sammen, når enhver står med en sømpistol og skyder det hele sammen, og det tager to sekunder. Det er den samme fine tankegang, der også ligger i at reducere CO2. Hvem får glæde af det?

Det gør vi alle sammen – fællesskabet – men ikke mig her og nu. Det er der, det er svært at omsætte i praksis. Nu skal jeg nok lade være med at rose ScandiByg mere, men Gyproc kommer og henter gipsaffaldet på jeres fabrik, og det er da fedt at høre, det kan svare sig, for i bund og grund slår sådan et tankesæt (kun) igennem, når det kan svare sig – som når hr. og fru Danmark kan se, det er fedt at isolere 20 cm mere, fordi det så koster det mindre at varme huset op. Men det er jo også mennesker, der har overskud og råd, der tænker sådan, mens fru Jensen alene med fire børn ikke har råd til at tænke på, om huset skal kunne skilles ad, eller om Rockwoolen er certificeret. Vi

52

skal have fat i noget, der helt banalt hænger sammen for alle. Jeg har svært ved at sige til en bygherre, at han skal bruge 1000 kr./ m2 mere og lægge det oveni huslejen til fru Jensen med de fire børn, fordi huset skal kunne skilles ad om 60 år. Det er svært at komme igennem med. Jeg skal ikke sidde og være bagstræberisk og synes jo, det er nogle gode tanker, der kommer og den rigtige vej at gå, men vi har en byggebranche, der er vant til at knalde i med en sømpistol. Hver gang de skal bolte noget sammen, koster det 6 eller 12 ører ganget ud med de 6000, der er. Det er en branche, der er præget af en enorm konservatisme – en ’sådan-har-vialtid-gjort’-holdning.

Søren Lyngsgaard/VtV

Måske kan man stadigvæk bruge søm, men bare have et større hoved på, så det er lettere at få af. Jeg tror, der findes muligheder for udvikling på dette område, der gør at det ikke bliver dyrere eller besværligere at gøre det, men bare bliver en designfaktor.

Publikum X

Man kan jo sige der er andre byggeprodukter – fx stolen – hvor man fandt ud af, man kunne lave det uden og billigere end at klipse det sammen. Hvis der sidder nogen og er meget konservative, må vi andre jo komme og mase til, og sige, at vi skal kunne skille tingene ad.

Kasper Vibæk/CINARK

Der er jo også en problematik i, at selv hvis ting skal kunne skilles hurtigt ad, skal de jo også kunne samles hurtigt.

Søren Rasmussen/ONV

Det er en smuk tanke at kunne skille tingene ad, men i bund og grund skal et hus jo ikke skilles ad, men stå så længe som muligt. Det

er interessant, at man fx kan sætte en ny facade på efter 10 år, men selve konstruktionen skal jo blive der.

Søren Lyngsgaard/VtV

Der er jo forskellige livs- og brugstider, på de forskellige dele. Selve konstruktionen, der måske skal stå der i 100 år, kan være samlet efter andre principper end det, der oftere skal skiftes. På mbdc.com eller epea.com eller epea.org findes nogle skemaer og en vejledning til vores kriterier for certificering.

En mulig vej frem for bæredygtige systemleverancer Jesper Nielsen/Soft Cells

Jeg tror, at vejen frem i forhold til et overordnet økonomisk krav ligger i de her delsystemer, hvor leverandøren selv kan gå ind og forbedre ting. Når man sidder med et helt byggeprojekt, kan det være enormt svært, men fx er Gyproc blevet nævnt, og gipssystemer er måske en sådan ’lukket videnskab’ på delsystemniveau med en selvstændig produktudvikling, hvor de kan gå ind og forbedre dette produkt uafhængigt af andre.

Ideen, der er blevet nævnt med en præfabrikeret kerneunit, er også god. Når man har en leverandør, der hele tiden laver den samme overskuelige enhed, giver det måske en anden mulighed for at lave design-for-disassembly. Produktet er nemmer at overskue og kontrollere, og de kan markedsføre og brande sig selv på det her. Det kan igen give krav udefra om, at man skal benytte denne slags systemer.

Kasper Vibæk/CINARK

Det er det, vi på CINARK mener, der ligger

Det giver ikke nødvendigvis samme mening, at diskutere helt ned på kemiske forbindelser på bygningsniveau, som det ville gøre for en komponent eller et mere afgrænset systemleveranceniveau

i systemleverancetankegangen – herunder bl.a. også at systemleverancen kan findes på flere integrationsniveauer og kan indgå som en del i andre systemleverancer – fx at Gyprocs produkter kan indgå i en vægleverance, der kan indgå i en kerneleverance, mens delene hver især kan adskilles og referere tilbage til producenterne. Det er måske en af de eneste måder at håndtere den store kompleksitet, der er i et samlet byggeri.

Det er i hvert fald noget af det systemteorien fortæller os jf. min introduktion tidligere. Det er måske lidt naivt og meget ressourcekrævende at gå ind på bygningsniveau fra skratch af og certificere et bygningsprodukt som et helt og samlet byggeri undervejs fra materiale- over komponent- og bygningsdelsniveau.

Der vil under alle omstændigheder være få byggerier, der vil komme i nærheden af at have budget til et sådant arbejde.

Barrierer og forhindringer Per Kortegaard/AAA

Ligger der i Vugge-til-Vugges arbejde en afdækning af, hvad der er ikke bare af drivere for denne udvikling, men også barrierer og forhindringer? Jeg er ikke specielt vidende indenfor feltet, men har læst noget om det. Vores tørretumbler gik i stykker for 14 dage siden. Hvad der var galt ved jeg ikke, men min kone fandt den gamle kvittering frem, der var 12 år gammel – og så måtte den ryge ud. Det jo ville være smart,

hvis man bare kunne tage den defekte del ud og sætte den nye ind. Der er jo mange dele i det store monstrum, der er fuldt funktionsdygtige. Men så læser man jo om planned obsolence – den skal gå i stykker efter 10 år, for så øger det omsætningen. Ligesom i så mange andre samfundsmæssige forhold er der drivere. Jeg er enig med Søren Rasmussen i, at det er en smuk tanke, hvis cradle-to-cradle kunne vinde udbredelse, men har omvendt en stærk fornemmelse af, at der er mange barrierer i forbindelse med det det. Når Søren Lyngsgaard referer til globalisering og globale problemer, er det jo spørgsmål, der burde tages op på et globalt plan. Arbejder Vugge-til-Vugge også med at afdække sådanne drivere og barrierer?

Søren Lyngsgaard/VtV

Dem møder vi hele tiden. Under den produktionsform, vi kender, og som er mindst 200 år gammel, tager vi fra naturens vugge, producerer og smider det ud. Hele forretningsmodellen handler her om at gøre materialerne så billige som muligt, for at jeg kan sælge mit produkt så billigt som muligt til dig. Det vil sige, at det bare skal kunne vare de 5 eller 10 år, som man nu har en konsensus om i vores samfund om, at det skal holde, og så finder man nogle materialer til at løse det. Problemet er selvfølgelig, at jo

mere jeg kan sælge, jo flere ressourcer bruger jeg, som oven i købet er af dårlig kvalitet og derfor ender med at blive downcyclet og bliver ringere. Denne model har spillet fallit i en situation, hvor vi bliver så mange. Det kan ikke blive ved, og derfor er vi nødt til at finde ud af noget andet. Vi er nødt til at ændre på, at det kan betale sig at producere en tørretumbler med ringe materialer, for at det skal blive så billigt som muligt. Her siger nogen, som det er blevet introduceret tidligere: I stedet for at sælge den så billigt som muligt, sælger jeg servicen. Du har brug for at få tørret dit tøj – det sælger jeg til dig i 10 eller 5 år og putter nogle kvalitetsmaterialer i, som jeg ved holder, og som jeg kan bruge igen, når jeg får dem tilbage. På den måde kan jeg kan sælge denne service mange gange, men skille den fra ressourcerne. Fx findes et datterselskab til kemikalievirksomheden Dow Chemicals, der laver skæreolier. De havde tidligere en forretningsmodel med billige skæreolier. På grund af skærpet regulering af brugen af opløsningsmidler fandt de på i stedet at sælge servicen omkring disse skæreolier, så man nu betaler dem for hvert hul, der laves, mens de tager olierne tilbage og genbruger dem i et lukket system, så de ikke slipper ud. De har forøget deres forretning og samtidig sat ressourceforbruget ned fra gennemsnitligt 70 til 4 kilo olie pr. emne. Jeg ved godt, at vi her støder på nogle meget indgroede barrierer, der handler om, at virksomheden måske pludselig skal ud og samarbejde med andre

53

Dolle trappesystem DEBA badekabiner Altan.dk-systemleverance

virksomheder og med et genbrugsforetagende – måske endda med en ESCO-understøttet model, som finansiering (Energy Service Company – selskab, der investerer i energibesparelser over tid, red.). Her støder vi på noget, der er svært at ændre, men jo dyrere materialerne bliver, jo mere bliver der en brændende platform for det her.

Udfordringer ved bygningsskalaen Kasper Vibæk/CINARK

Vi har set eksempler på produkter af meget forskellig skala og kompleksitetsniveau. Det giver ikke nødvendigvis samme mening, at diskutere helt ned på kemiske forbindelser på bygningsniveau, som det ville gøre for en komponent eller et mere afgrænset systemleveranceniveau. Er der nogen guidelines omkring, hvordan man kan sige, at tankesættet omkring cradle-to-cradle egner sig små produkter vs. byggeri? – og, kræver det for byggeri fx et stort volumen, da der ligger meget arbejde i analyserne. Det virker som om, der er anderledes profit til den slags fx i lydisolerede plader i tusindvis end i et hus i 60 eksemplarer.

Søren Lyngsgaard/VtV

Der er klart nogle udfordringer, hvis man skal kende sine materialer ned til 100 ppm.

Det gælder bl.a. produkter med høj kompleksitet som fx elektronik. I byggeriet er der

54

også en udfordring i at gå så langt ned, så det vi gør i byggeriet er, at lave en quickscan på produkterne og vurdere, hvor langt de er fra en cradle-to-cradle-kvalitet.

Cradle-to-cradle vs. LCA (life cycle analysis) Anne Beim/CINARK

koncept med nogle principper for, hvordan vi skal designe vores fremtid. Vi har nogle materialevurderinger, der baserer sig på nogle af de samme kilder, som livscyklusanalysen gør, men livscyklusanalysen er en analyse af hvor, man kan mindske den miljømæssige påvirkning mest. Det kan også bruges i forbindelse med design, men man anerkender stadig ikke det, der hedder et positivt mål: LCA handler om, hvor man kan minimere sin risiko, mens vi går ind og definerer positive mål med vores produkter; Hvordan kan vi få vores materialer tilbage igen? Hvordan kan produktet være med til at rense luften? Hvordan kan det være med til at lave mere biodiversitet? Cradle-to-cradle er et værdibaseret koncept; det er livscyklusanalysen ikke. Det er blot et værktøj og en analysemetode i forhold til, hvordan man reducerer sit fodaftryk på forskellige niveauer. Men der er mange virksomheder, der arbejder med cradle-to-cradle, som også bruger LCA i forbindelse med nogle bestemte dele af produktets livscyklus. De bruger måske cradle-to-cradle-konceptet som det overordnede princip og bruger så LCA-analysen på nogle bestemte områder.

Søren Lyngsgaard/VtV

Afbrændingsskat som driver/incitament Publikum X

Publikum X

Kan man få en oversigt over, hvilke systemleverandører af fx beslag eller vinduer, der overholder de designprincipper, cradle-tocradle hylder? Findes der et samlet sted, hvor man kan se, hvem der er certificeret?

Søren Lyngsgaard/VtV

Hvis fx ScandiByg ville gå ind og arbejde med os, kunne vi jo lave sådan noget. Vi kunne sige, at på det og det område, har de nogle løsninger, der er i overensstemmelse med cradle-to-cradle, men det er der ikke nogen, der har gjort sådan endnu.

Kasper Vibæk/CINARK

Det næste problem bliver så sammenligneligheden, hvis der er flere certificeringsformer på markedet, som der kommer nu.

Hvordan kan man definere grænsefladen til LCA – life cycle analysis - i forhold til det cradle-to-cradle handler om? Inddrages LCA fx som en del af de kriterier, der ligger til grund for Vugge-til-Vugges vurderinger?

Vi ser på cradle-to-cradle som et design-

Connie Hedegaard arbejder på, at man

skal beskatte det vi brænder frem for det vi tjener. Jeg tror virkelig det kan flytte noget, hvis man kan flytte det økonomiske omfordelingssystem over på forbrug og forbrænding frem for på lønarbejde. Så er der nogen, der bliver nødt til at tænke over, hvad de laver og køber. Prisdannelsen vil blive helt anderledes, så det mener jeg, der bare skal bakkes op om.

Søren Lyngsgaard/VtV

At man betaler for forureningen?

Kasper Vibæk/CINARK

Specifikt for byggeriet er det jo tydeligvis noget med at ændre nogle incitamentstrukturer, som er særligt skæve i forhold til den optik. Om løsningen skal findes politisk eller forretningsmæssigt, er der dog ikke nogle helt klare svar på endnu.

Genbrugstanken kan ikke stå alene Publikum X

Der findes et koncept omkring en form for social deling af verdens goder med genbrug som grundtanke. Det kunne godt være, det var noget, der smittede over i jeres cradle-tocradles tanker om fødekæder?

Søren Lyngsgaard/VtV

Der er meget, der foregår på frivillig basis – hele den der second hand verden. Det vigtigste er dog i første omgang at vide, hvad der er i vores ting, før vi begynder at dele det

med hinanden. Det kan være fint at dele, og det kan være fint at bruge genbrugsmaterialer i sine produkter, men hvis de er fulde af et eller andet ikke genanvendeligt eller skadeligt, så vil det bare betyde, at vi udsætter situationen, hvor det alligevel skal forbrændes en gang eller to. Det er ikke nogen rigtig løsning selvom genbrug kan være udmærket i den enkelte situation. Rent strategisk advokerer vi i stedet for, at vi ved, hvad der er i vores produkter og ved, hvad det er, vi sender i kredsløb.

Fremtidens certificering Anne Beim/CINARK

Hvordan bliver fremtiden for cradle-to-cradle certificeringsordningen? Er der efterspørgsel efter cradle-to-cradle-godkendelser? Er det noget, der er i vækst eller det blot en lille lomme, der ihærdigt forsøger at ændre verden?

Søren Lyngsgaard/VtV

Set på verdensplan er cradle-to-cradle en meget lille certificeringsordning som det er nu. Til gengæld har det virkelig slået an blandt arkitekter i Danmark. Derfor har vi også fået penge fra Realdania til at lave en cradle-to-cradle-manual, og nu er virksomhederne begyndt at interessere sig for den, og vi får temmelig mange ansøgninger om certificering indenfor byggeindustrien. Det er noget, der er begyndt at bundfælde sig og tage fart. Men, i Danmark er der fortsat ikke

mange certificerede produkter. Rheinzink har noget og Xella har Ytong. Der er et par flere, men det er småt indtil nu, skønt der er mange for hvem det giver god mening indenfor byggebranchen.

Anne Beim/CINARK

Hvem foretager den vurdering, om materialerne kan genanvendes eller ej? Søren Lyngsgaard har nævnt fx Vestforbrændingen. Er det vores genbrugssorteringspladser, der stiller den kvalitetsgaranti? – og hvad er deres baggrund for at kunne foretage den vurdering?

Søren Lyngsgaard/VtV

Genbrugspladserne har erfaring med at levere ting og sager tilbage til hvor genvinding foregår. Det jeg fx har talt med dem om er, at når de kommer med for beskidt Rockwool, bliver det afvist og ikke genanvendt. De ved hvor beskidt, det kan være og stadig blive modtaget.

Anne Beim/CINARK

Kender du procentvise tal ift. hvor meget, der bliver genanvendt?

Søren Lyngsgaard/VtV

Det kan man få at vide ved Amagerforbrændingen.

Energiproblematikken og cradle-to-cradle Publikum X

Det undrer mig lidt, at Søren Lyngsgaard/ VtV ikke har taget med, hvor meget energi,

55

der skal til for at skabe et materiale. Fx oplyses at aluminium er godt, selvom man bruger voldsomt meget energi på at producere netop aluminium. Det kan jo godt være, at man skal forurene meget mere for at skabe materialer, der kan genbruges på sammen niveau.

Søren Lyngsgaard/VtV

I første omgang, til dels ja, men ikke hvis vi producerer det med vedvarende energikilder og siden blot kan recirkulere det.

Kasper Vibæk/CINARK

Der kommer selvfølgelig en lille problematik ind i det, og nu må Søren Lyngsgaard korrigere mig, men mit indtryk er også, at cradle-to-cradle certificeringssystemet, som de øvrige certificeringer på markedet, har flere klasser. De grundlæggende certificeringsklasser har fokus på ingredienssammensætning, mens man kan bevæge sig op i højere klasser – hvilket gradvist bliver udviklet – og i højere grad få en helhedsvurdering med.

Her kommer så også transport- og energi- og recirkuleringsproblematikker ind. Det er et felt under udvikling, og tit er de rette data slet ikke tilgængelige endnu. Nu gjorde vi en lille øvelse her på seminaret – og ScandiByg har venligst leveret data til sammensætningen af deres og ONV’s Almenbolig+. Man må nogle gange starte et sted og smide de data, der nu er ind, skønt det så også er vigtigt er være opmærksom på begrænsningen der ligger her.

Publikum X

Der ligger en masse ting, cradle-to-cradle ikke tager hensyn til overhovedet. Hele processen tages ikke med.

Søren Lyngsgaard/VtV

Det er i vid udstrækning en transport- og energiting, vi er inde på her. Jeg ved, der er et utroligt fokus på energi, og cradle-to-

56

cradle bliver kritiseret for, at det ikke er så højt på agendaen. Jeg synes, det er mere betænkeligt, at vi ikke har nogen fokus på materialerne, og hvordan de kommer tilbage. Vi skal nok finde ud af det med at lave vedvarende energi. Vi har en sol – et atomkraftværk derude i rummet blot otte minutter herfra, men hvis vi bruger vores materialer i mellemtiden, har vi et problem.

De kommer ikke tilbage. Vi fokuserer mere på, hvordan vi kan designe produkterne, så materialerne kan komme tilbage. Selvfølgelig hænger det sammen på den måde, at jo højere, man kommer op i cradle-to-cradlecertifceringssystemet, jo mere vedvarende energi skal der bruges, når der produceres.

Forædling fremfor forenkling Publikum X

Jeg synes, der var en kontrast mellem at Søren Rasmussen sagde, at Billige Boliger var noget lavteknologisk og bagefter sagde, at når man skal transportere rumstore enheder, skal det være så raffineret eller bearbejdet som muligt. Burde der så ikke være et større potentiale i at bygge meget forædlede boliger end Billige Boliger?

Søren Rasmussen/ONV

Når man bygger et rumstort modul, hvor man så sætter fire rulleskøjter under en trækasse på 60 m2, som tre mand skubber den ned gennem en hal, hvor der kommer en elektriker, en gipsmand, en maler osv., er det i den grad lowtech og slet ikke som at lave Soft Cells eller biler, hvor der kommer en robot ind over. ’Robotterne’ her er nogle jyske

husmænd, der nu står på en fabrik. Vi burde flytte skrin, der var fuldstændig forarbejdede til de fedeste køkkener og badeværelser, som var bygget på en produktionslinje og produceret i 6000 eksemplarer. Jeg vil gerne bygge til mange, billigt og godt. Andre laver meget luksuriøse ting. Inde i Krystallen af SHL står nogle mødelokaler som mausoleer, der er lavet af Corian. Materialet koster 40.000 kr./m2 og her stilles oven i købet et rum ind i et andet rum. Det er ikke den slags forædling, jeg mener.

ScandiByg X

Vi kan se med præfabrikation, at vores force er der, hvor vi kan proppe mere ind i produktet. For løsninger med høj kompleksitet er det en kæmpe fordel at bygge på fabrik, hvor man kan samarbejde og koordinere bedre.

Søren Lyngsgaard/VtV

Jeg vil godt udfordre jer lidt på det med præfabrikation: Hvis det virkelig kan betale sig, at lave de komplicerede ting i jeres værksteder, kan man så ikke begynde at arbejde med nogle positive målsætninger omkring vand? Kan man ikke lave nogle måder, man kan rense vandet og få det tilbage i toiletterne, så man sparer nogle penge på udledninger, så det hviler i sig selv?

Søren Rasmussen/ONV

Det ville være oplagt at gøre. Hvis man lavede disse units, der samlede alt det tekniske og svære, ville man også den vej kunne få styr på det – fx vandet. Det ville også skabe grobund for at bringe folk ind, der vidste rigtig meget om det her. En normal boligproduktion kræver ikke den store raketvidenskab. Man engagerer jo ikke Vesta. Hvis man lavede en unit, der skulle laves rigtig mange af, kunne man forædle

den helt ekstremt, og det ville være interessant. Min erfaring siger mig bare, at hvis det kommer over i forskningsregi så bliver det der, men vi skal jo bygge dem, vi skal have dem lavet. Så ser folk dem, kigger på dem og kan forholde sig til dem, og vi får dem bredt ud. Det skal ikke være for at lave et nyt forskningsprojekt – det skal være for at bygge dem. Hvis vi kan finde nogle penge til det, vil vi gerne være drivere.

Kasper Vibæk/CINARK

Der er vi tilbage til systemleverancen, som måske er et sted imellem det pladsbyggede byggeri lavet af små stumper og det færdige boligkoncept bygget som en færdig leverance. Det er – for at lave lidt reklame – det som en bog fra et tidligere forskningsprojekt på CINARK handler om: Three ways of assembling a house omtaler dette midterniveau som en alternativ måde at bygge på, som der i virkeligheden ikke er særlig mange eksempler på indtil videre. Her introduceres et produktniveau – måske sådan en unit – der kan bruges i mange forskellige specifikke projektsammenhænge.

Unika vs. system Publikum X

Søren Rasmussen/ONV startede med at sige, at unikahuset langt hen ad vejen er uinteressant at lave. Hvorfor prøver man så at få disse præfabrikerede huse til at ligne unikahuse ved fx at lave dem røde, grønne og sorte? Ville det ikke være flot, hvis de alle sammen viste, at de var serieproducerede af den samme arkitekt.

Søren Rasmussen/ONV

Jeg tror ikke, jeg sagde at unikahuse var uin-

teressante at lave. Jeg sagde faktisk, at hvis du skal tage dig af de 50%, som ikke er OK, som tit er de billigste og dårligste boliger, så er du nødt til at lave noget, der er en form for systemleverance. Der var faktisk nogle, der henvendte sig med noget, de ville kalde Student Living, hvor de i alle universitetsbyer ville bygge sådan nogle fine bokse, som man måske kender i det fra skihoteller i Østrig, hvor der bl.a. er en kæde, der hedder Cube Hotels. Det er beton- og glaskuber, der står i et smukt alpelandskab. Der kan man måske godt se meningen med et sådant koncept, Men når vi bygger for allehånde mennesker, tror jeg ikke umiddelbar, man skal bo i konceptbyggeri.

Kasper Vibæk/CINARK

Man må også se lidt på historien og sige: Det lykkedes i hvert fald ikke sidste gang (i 1960’erne) at lave den masseproducerede bolig eller kontoret, der havde et tilstrækkeligt marked. Her er en af pointerne med systemleverancerne, at man har et systemniveau, der ikke nødvendigvis er det helt færdige og standardiserede hus, der bare plastres ud over det hele, men har en tilpasningsbarhed, hvor systemniveauet, der går på tværs af de konkrete projekter, ligger længere nede. Det har måske mere gang på Jorden som industrielt produceret.

Volumen vs. planelementer - kontekstafhængiheden Jesper Hoffman/Scandibyg

Med hensyn til de 3-4 eksempler, Søren Rasmussen/ONV har præsenteret, og hvorfor de blev dyrere, når man gik fra 3-4 etager, så NCC skaktsystem Transwall, Z-wall-vægsystem Windowmaster-system

57

var vi inde over begge løsninger, og årsagen til, at vi blev for dyre på de fire etager, var altandelen. Der var disse store terrassearealer, hvor der lå en trækonstruktion nedenunder.

For at vi kunne stå inde for den del, var vi nødt til at træffe nogle materialemæssige valg, der gjorde, at vi i dette tilfælde blev ukonkurrencedygtige. Med planelementbyggeri har man – som Søren Rasmussen siger – lidt større valgmulighed, hvis konjunkturerne er rigtige.

Kasper Vibæk/CINARK

En pointe i diskussionen af præfabrikation som berøres i Søren Rasmussens oplæg, og som jeg har med i min forskning er, at den ideelle løsning ikke findes. Det er i virkeligheden altid kontekstspecifikt, hvad der giver den optimale balance mellem hvad, man gør på byggepladsen, og hvad man gør på

58

fabrikken. Man kan også sige, at man aldrig gør alt på fabrikken. Selv hvis man kommer med færdige kasser – volumenelementerne – skal de stadig stå på noget. Man smider dem jo ikke bare på jorden. Der er altid processer både på fabrikken og på pladsen.

Søren Rasmussen/ONV

Alle vores huse er også beklædt på byggepladsen. Det er et valg, vi har gjort. Vi har nogle gange haft lyst til at lade kassen stå frem i stedet for at slås med den, men det er faktisk ikke lykkedes. Forskydninger i fladen koster penge fra producentens side og i forhold til beklædningen. I skurbyer har man ofte bare sat et forskallingsbræt over for hver 4,5 meter, for at løse problemet med hullet i facaden (overgangen mellem to volumenelementer, red.). Det har vi ikke kunne acceptere i vores huse, så vi har derfor valgt at beklæde dem på

stedet. Det betyder så også, at det sløres lidt, hvordan disse huse er lavet. De kan være lavet på mange måder, selvom man måske godt kan aflæse boksen i forhold til de ovenlys eller ventilationsrør, der stikker op for hver 4,5 meter.

Jesper Hoffman/Scandibyg

Søren Rasmussen nævnte før, at enten er man volumenelementproducent eller planelementproducent. Det er ikke forkert, men vi er kommet lidt videre og er i øjeblikket ved at montere en børneinstitution i Ragnhildsgade i København, som er tegnet af Vandkunsten.

Der blander vi netop tunge dyre tredimensionelle volumenelementer, der er maksimalt præfabrikeret, med en lang række flade planelementer, som binder byggeriet sammen.

59

Efterskrift

Industriel Økologi – en strategi for systematisk bæredygtigt byggeri

Af Kasper Sánchez Vibæk, lektor, CINARK

Det stigende krav om miljømæssigt bæredygtige løsninger, der tager mere hensyn til det menneskets økologiske fodaftryk på planeten inklusiv forbruget af ikke- eller langsomt fornybare ressourcer vil uden tvivl få stor indflydelse på byggeindustrien i den nærmeste fremtid. I og med at bygge- og anlægssektoren i forhold til materialeforbrug udgør den mest ressourceintensive af alle, vil den udgøre et oplagt mål for optimering.

Dette kalder på teknisk mere avancerede løsninger, men ligeledes på en mere systematisk anvendelse af enkle og konteksttilpassede løsninger, som trækker på den allerede eksisterende viden, der ofte findes indlejret i tavs form i traditionel levevis og byggekultur.

Størrelser som klima, menneskeskabt fysisk miljø samt levetiden og brugen af dette miljø må betragtes i forhold til hinanden i forhold til at kunne vurdere bygningers påvirkning af vores samlede økosystem.

Produktliggørelse som miljøvenlig

Industriel økologi dækker over ideen om lukkede materielle produktionskredsløb, hvor affald og genbrugsmateriale bliver brugt som input i ny produktion i lukkede kredsløb, der således principielt efterlader intet eller et meget lille økologisk fodaftryk. I forhold til byggeriet er det imidlertid svært at forestille sig, hvordan man samlet skal kunne overskue alle materialekredsløb for alle bygningsdele i hele bygninger over hele deres levetid.

Sikkert er i hvert fald, at denne opgave langt overstiger kapaciteten hos en enkelt arkitekt eller designer – eller for den sags skyld hos

60

et helt hold af disse, når der arbejdes på projektbasis. Rent faktisk at kontrollere disse materialekredsløb forekommer endnu mere urealistisk, og ansvaret for dette kan aldrig med rimelighed placeres alene hos dem, der sidder med den arkitektoniske udformning.

Dette betyder på den anden side ikke, at arkitekter og designere ikke bør være optaget af dette felt. En yderligere produktliggørelse af byggeriet gennem udvikling af mere integrerede systemleverancer kan flytte en del af dette behov for kompleks data- og vidensbehandling over på et ikke-projektspecifikt systemniveau (dvs. et produktniveau) med deraf resulterende udligning af arbejdsbyrde og økonomisk afskrivning over mange enkeltstående byggeprojekter. Sådanne produkter kan som i produktindustrien godt være baseret på mass-customisation (brugertilpasset masseproduktion) i forhold til at kunne tilpasses særlige projektspecifikke krav, der på produktniveauet holdes åbne indenfor en prædefineret løsningsrum, som man kender det fra parametrisk design.

Cradle-to-cradle

Under sloganet waste equals food eliminerer William McDonough og Michael Braungart teoretisk ideen om affald og opdeler materialer i henholdsvis biologiske og tekniske næringsstoffer. Således åbnes muligheden for materielle kredsløb, uden af den grund at udelukke brugen af kunstige eller potentielt miljøfarlige materialer (tekniske næringsstoffer), så længe de holdes strengt adskilt fra biologiske næringsstoffer og deres kredsløb. Biologiske næringsstoffer kan, som de

tekniske, ofte recirkuleres i lukkede kredsløb men vil altid i sidste ende kunne komposteres, mens de tekniske næringsstoffer holdes i tekniske kredsløb, som en slags industrielt stofskifte kontrolleret gennem menneskelig intervention. Tekniske næringsstoffer har ikke (nødvendigvis) samme generelle nedbrydelighed som de biologiske og vil derfor ofte kræve helt materialespecifikke lukkede kredsløb. Systemer og designløsninger, der integrerer begge slags næringsstoffer, bør således være lette at adskille i disse to grundlæggende næringssystemer og deres undersystemer af specifikke materialestrømme.

INDLEJREDE SYSTEMER OG embodied energy (EMERGY)

Biolog og systemteoretiker Donella Meadows peger på, at systemer (biologiske og generelle) kan være indlejret i andre systemer.

Bruges dette på produkter betyder det bl.a., at materialestrømme kan anskues på flere forskellige integrations- eller kompleksitetsniveauer.

Materialer og komponenter behøver ikke nødvendigvis adskilles helt til råmaterialer for at kunne genbruges i nye produkter og produktion – de kan i nogle tilfælde bruges mere eller mindre direkte på højere integrations- eller kompleksitetsniveauer som fx bygningskomponenter eller komplette integrerede systemleverancer (fx bærende rammesystemer, tag- og facadeløsninger, vægsystemer mm). Selv hele bygninger bliver gennem større eller mindre ombygninger ofte genbrugt til helt andre formål, end de oprindeligt var tiltænkt. Et sådant genanvendelsesperspektiv giver rigtig god mening, når man bevæger sig ind på spørgmå-

let om såkaldt embodied energy – eller emergy som Howard Odum har døbt det og som (ideelt set) udtrykker den totale energimængde, der går til udvinding, fremstilling, tilvejebringelse og indbygning af materiale i et produkt eller en bygning. Nedbrydning og adskillelse kræver i denne optik også energi, hvorved genanvendelse også kommer til at handle om andet end materialegenbrug eller økonomisk besparelse. Imidlertid må mængden af emergy vejes op imod den faktiske genanvendelighed af et særligt materialemæssigt integrations- eller kompleksitetsniveau. Aluminium kræver eksempelvis i første omgang en stor mængde produktionsenergi, men er efterfølgende som materiale nemt at genanvende og genformes på flere måder, der ikke nødvendigvis kræver et fornyet højt energiforbrug. Aluminium kan således være velegnet til meget projektspecifikke komponenter, der efterfølgende kan ændres til andre projektspecifikke komponenter. Omvendt kan andre materialer, der måske kræver mere energi ved senere omformning udformes fra starten, så de kan anvendes direkte på højere integrations- eller kompleksitetsniveauer – fx som hele (standardiserede) bygningskomponenter. Set fra et samlet miljømæssigt synspunkt, er niveaet for genanvendelse af materialer (fx som råmateriale, byggemateriale, komponent, bygningsdel eller hel bygning) således vigtigt at tage med fra starten i enhver form for arkitektonisk og designmæssig formgivningsopgave.

Design for disassembly

Donella Meadows introducerer i sin systemteori ligeledes hierarki og hierarkisk orga-

nisering som et typisk træk ved komplekse systemer inklusiv de naturlige af slagsen som økosystemerne og de levende organismer.

Således skriver hun bl.a.: ‘A cell in your liver is a subsystem of an organ which is a subsystem of you as an organism, and you are a subsystem of a family, an athletic team, a musical group, and so forth’ – Meadows, D (2008) Thinking in Systems – a primer, p.82 Bygninger anskuet som komplekse systemer er ligeledes hierarkisk organiserede. Dette betyder dog ikke nødvendigvis, at bygninger også bevidst er designet som sådanne hierarkiske systemer – og endnu mindre, at de efterfølgende er fysisk adskillelige eller demonterbare ned til disse undersystemer og undersystemernes undersystemer. Design for adskillelse (design for disassembly) er som en blandt flere ’design for x’-strategier en designstrategi, hvor bygninger fra starten af forberedes til senere at kunne skilles af og genbruges på flere integrations- og kompleksitetsniveauer. Ved at designe hierarkier eller (leverance-) kæder af indlejrede systemer over flere integrations- og kompleksitetsniveauer, der ideelt også går over de mere integrerede systemleverancer og siden indgår i hele bygninger, reduceres den kompleksitet, der skal håndteres på hvert af disse niveauer betragteligt – dele af kompleksiteten håndteres om man så må sige længere oppe (upstream) i leverancekæden i de indlejrede undersystemer og i produktionen af disse.

Denne kompleksitetsreduktion inkluderer ligeledes designarbejde, der ellers skulle have

været udført at arkitekten på bygningsniveau – dele af dette arbejde ligger nu indlejret i de undersystemer, der vælges ind som en del af byggeriet. Eksempelvis er Vola-blandingsbatterier populære og bliver ofte specificeret af arkitekter. Disse blandingsbatterier er som de fleste andre designet med standardsamlinger og -pakninger, der således er indlejret i produktet og overflødiggør design eller aktivt valg af disse undersystemer hver eneste gang, der designes et nyt armatur. Vola-blandingsbatterier kan på den anden side ligeledes være standardarmaturer fx i en badekabineleverance og således overflødiggøre et design og endog aktivt valg af blandingsbatterier, når denne systemleverance (badekabinen) tilvælges. Både standardsamlingerne, pakningerne, blandingsbatteriet og potentielt hele badekabinen kan (senere i byggeriets levetid) udskiftes som selvstændige adskilte dele (eller undersystemer). Dette fænomen – her indledningsvist kaldes ’indlejret produktliggørelse’ (nested commoditisation) – kunne potentielt skabe basis for lukkede materialekredsløb (af biologiske og tekniske næringsstoffer) som mødes fysisk og processuelt i bygninger som selvstændige produkter (undersystemer), der sammen danner et hele (bygningen). Hvis sådanne indlejrede undersystemer af forskellige integrations- og kompleksitetsniveauer kan udskiftes uafhængigt (fx i forhold til deres forskellige levetid eller ved ændrede funktions- eller ydelseskrav), vil resultatet være et særdeles robust arkitektonisk design understøttet af både design-, ombygnings- og vedligeholdelsesfleksibilitet – også således fleksibilitet over hele bygningens livsforløb.

61

Systemleverancer i byggeriet introducerer en måde at håndtere den høje kompleksitet af materialestrømme, der er til stede i tilblivelsen, brugen og bortskaffelsen efter udtjent funktion af et samlet byggeri, Dette gennem brugen af industrielle produkter på forskellige integrations- og kompleksitetsniveauer, der potentielt kan indlejres i hinanden gennem diverse leverancekæder. En byggeindustri af produkter baseret på ideen om industriel økologi og design for adskillelse (design for disassembly) vil ikke desto mindre kræve en

62

helt ny kommerciel infrastruktur i forhold til at håndtere og handle med genvundne byggematerialer, -komponenter og -systemer med forskellig kompleksitet, størrelse og generalitet i anvendelse. Selvom en vis industri og handel allerede eksisterer indenfor området, er avanceret genvinding og etableringen af lukkede materielle kredsløb fremfor envejs materialestrømme stadig i sin vorden. Vigtigt at huske her er, at fysiske produkter og systemer ikke blot kan reduceres til summen af de materialer, de består af. Som emergy-begre-

bet peger på (jf. ovenfor) er også processerne omkring skabelsen, vedligeholdelsen og bortskaffelsen af disse produkter og systemer ressourceforbrugende lige såvel som det designarbejde, der er lagt i at få det hele til at ske. Således udgør en række andre forhold omkring produkter og bygninger også en anseelig andel af investeringen, som man måske ikke bare uden videre ’smider væk’.

63

CINARK

Center for Industriel Arkitektur

CINARK

– Center for Industriel Arkitektur

Bæredygtigt byggeri - gennem anvendelse af systemleverancer CINARK FOCUS 9 788778 303066

– er et forskningscenter ved Institut for Arkitekturens Teknologi, Kunstakademiets Arkitektskole

Bæredygtigt byggeri gennem anvendelse af systemleverancer

Centret udvikler, samler og koordinerer forsknings- og undervisningsaktiviteter, som angår den industrielle arkitekturs tilblivelse med fokus på bæredygtige løsninger. Centret har således til opgave at indkredse, formulere og revidere de særlige begreber, væsenstræk, metoder, processer og produkter, som kendetegner en bæredygtig industriel arkitektur. Hensigten er at belyse såvel grundlæggende som aktuelle, problemstillinger og udviklingspotentialer. Centret satser på et tæt samarbejde med byggeindustri og byggeerhverv.