

Introduktion
Timelønsfolderen skal give dig, som timelønnet medarbejder i Hölscher Jensen, information om de retningslinjer, der gælder for alle timelønnede medarbejdere i Hölscher Jensen.
Retningslinjernes primære formål er at sikre, at grundlaget for al aflønning og udbetaling af tillæg er ens for alle timelønnede i firmaet.
1. Løn- og ansættelsesforhold
Ved ansættelsen skal du udfylde et ansættelses- og oplysningsskema med adresse, telefonnummer, e-mail, bankkonto mv. da lønkontoret har brug for at kende dine kontaktdata. Hvis du flytter, eller der er andre ændringer, skal du for din egen skyld huske at orientere lønkontoret.
Organisationsforhold: Hölscher Jensen er medlem af Dansk Industri (DI Byggeri), Det betyder bl.a., at følgende overenskomster gælder i virksomheden:

• Bygge- og Anlægsoverenskomsten indgået mellem Dansk Industri (DI Byggeri) og 3F
• Overenskomsten for metal- og blik- og rørarbejde indgået mellem Dansk Industri (DI Byggeri) og Dansk Metal og Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark
• El-overenskomsten indgået mellem Dansk Industri (DI Byggeri) og Dansk El-forbund
• Bygningsoverenskomsten indgået mellem Dansk Industri (DI Byggeri) og 3F
• Overenskomsten for Anlægsgartnerarbejde indgået mellem Danske Anlægsgartnere og 3F i de tilfælde, hvor der er aftalt ansættelsesvilkår svarende til de ansættelsesvilkår, der følger af overenskomsten.
Overenskomsterne kan findes på dit fagforbunds hjemmeside.
2. Løn
Det daglige arbejde i Hölscher Jensen tilgodeser ikke akkordarbejde. Som udgangspunkt udføres alt arbejde som fast timeløn. Timelønnen tager højde for afsavn mv. fra akkord. Alle tillæg afregnes efter gældende overenskomst, medmindre andet aftales med nærmeste leder. Der kan ikke aftales ”ringere” end overenskomsten.

Det er en forudsætning for afregning af fast timeløn, at der dagligt afleveres dagrapporter til godkendelse.
Minimumssatsen i Hölscher Jensen udgør p.t. kr. 165, pr. time. Højere satser aftales med nærmeste leder og/eller firmaets ledelse.
3. Arbejdsmiljø og sikkerhedsarbejde
Hölscher Jensen værner om arbejdsmiljøet og medarbejdernes sikkerhed. Kun nul ulykker er godt nok og arbejdsmiljøarbejdet er en meget væsentlig del af vores dagligdag og indgår i planlægningen af alt arbejde.
Hölscher Jensen følger arbejdsmiljøretlige regelsæt og retningslinjer, svarende til grundlaget for CG Jensens arbejdsmiljøcertificering.
Alt arbejdsmiljø- og sikkerhedsarbejde er en integreret del af vores virke og daglige arbejde og honoreres som sådan.
Vi passer på hinanden og alle andre. Vi har et fælles ansvar!
4. Ventetid
Beordret ventetid på grund af vejrlig og anden ventetid som f.eks. manglende materialer og materiel eller force majeure afregnes iht. gældende overenskomst.
5. Overtids-, søn- og helligdagsbetaling
Overarbejde er defineret i overenskomsten og betales som et procenttillæg til timelønnen svarende til de i overenskomstens angivne satser.
6. Lærlinges deltagelse i akkord
Lærlinge og elever ansættes i henhold til lov om erhvervsuddannelser til uddannelse inden for entreprenørområdet. Lærlinges aflønning aftales ved indgåelse af elevaftalen.
7. Løn under kursus / uddannelse
Deltagelse i et kursus vil være en udvidelse af dine personlige kvalifikationer. Ved deltagelse i interne eller eksterne kurser, uddannelse og lignende udbetales de forbrugte timer til den aftalte personlige timelønssats på kursustidspunktet, dog maks. 165 kr./time, inkl. alle til enhver tid gældende overenskomstmæssige tillæg og lønandele. Der tages dog altid hensyn til evt. lokale overenskomster.
8. Holddrift / forskudt tid
Når du bliver ansat hos Hölscher Jensen, må du være indstillet på periodevis at arbejde på forskudt arbejdstid, eller på holddrift i henhold til overenskomsternes bestemmelser.
9. Vejrlig
Ved hjemsendelse, fx på grund af dårligt vejr, får du besked af din nærmeste overordnede. Du skal selv holde dig orienteret hos virksomheden om, hvornår du igen skal genoptage arbejdet.
Vejrligsdage afregnes i henhold til overenskomsten. I 2023 afregnes en halv vejrligsdag med 455,50 kr. og en hel vejrligsdag med 911,00 kr.
10. Timeregistrering og dagrapporter
Den enkelte medarbejder udfylder dagsrapporter i MainOps, Hölscher Jensens online rapporteringssystem. Dagsrapporter godkendes og videresendes af nærmeste leder.
11. Arbejdstider
Arbejdstiden kan variere fra projekt til projekt, men det tilstræbes at være ens året rundt:
Normal ugentlig arbejdstid = 4 x 7½ timer + 7 timer = 37 timer
Arbejdstiden på 37 timer kan på den enkelte byggeplads godt aftales til at være fordelt anderledes end ovenstående, uden at dette danner præcedens til andre projekter. Det må forventes, at der i perioder kan forekomme overarbejde.
12. Arbejdstøj og vinterbeklædning
Alle medarbejdere i Hölscher Jensen skal bære gult eller orange synlighedstøj, hjelm samt sikkerhedsfodtøj på alle vores byggepladser.
Enkelte pladser (flere og flere) kræver desuden sikkerhedsbriller og både lange ærme og lange benklæder – begge dele som synlighedstøj. Pladsernes retningslinjerne skal følges.
Vi udleverer som udgangspunkt arbejdstøj ved ansættelse og efterfølgende efter behov. Arbejdstøj

bestilles efter nærmere aftale med og af formanden. Som udgangspunkt bestilles tøjet hos Stark i Glostrup eller på Frederiksberg. Afhentning eller levering aftales fra gang til gang.
Indtil det første sæt arbejdstøj udleveres, skal der benyttes neutralt arbejdstøj uden andres logo.
Alt firmatøj skal have påtrykt Hölscher Jensens logo. Husk også logo på din hjelm.
Ekstra arbejdstøj og/eller specielt arbejdstøj kan være påkrævet grundet arbejdets karakter. Dette kan bestilles efter nærmere aftale med din formand eller byggeleder.

Profilering af Hölscher Jensen
Vi ønsker, at det skal være tydeligt, at det er Hölscher Jensens folk, man møder. Alle medarbejdere skal derfor være iført arbejdstøj med Hölscher Jensens logo.
Hölscher Jensens accepterer ikke, at vores medarbejdere bærer arbejdstøj med konkurrerende firmaers logo.
I forbindelse med fotoopgaver fra vores byggepladser, til brug i avisartikler og på vores hjemmeside, er hjelmen ofte meget synlig.
Alle medarbejdere i Hölscher Jensen skal derfor bære Hölscher Jensens logo på hjelmen.
Bliver du kontaktet af pressen er det vigtigt, at du henviser til Hölscher Jensens ledelse, med mindre journalistens spørgsmål går på helt banale ting.
13. Kørselsgodtgørelse
Den overvejende del af Holscher Jensens medarbejdere kører for det meste i firmabil, enten alene, eller 2 og 2 sammen. Se separat folder for firmabil i Hölscher Jensen.
For kørsel i egen bil fra bopæl til arbejdsplads eller opsamlingssted betaler Hölscher Jensen følgende satser, såfremt afstanden er større end 5 km. Satserne dækker både ud- og hjemkørsel og kan derfor kun opnås én gang pr. dag. Afstanden mellem bolig og arbejdsplads kan bl.a. beregnes på www.krak.dk/ ruteplan. Se satser på næste side.
Kørselsgodtgørelsen vil blive udbetalt som skattepligtig indkomst. Medarbejderen kan herefter selv fratrække kørslen som almindelig befordringsfradrag på egen selvangivelse. Ved udbetaling af skattepligtig kørselsgodtgørelse skal der ikke udarbejdes 60-dages skema.
Ved udstationering benyttes en særskilt sats som følge af, at der typisk kun køres tur/retur en gang om

ugen, at der er større afstande og at der normalt er færre personer i bilen. Se denne sats under udstationering
14. Udstationering
Hvis du efter aftale med Hölscher Jensen er nødt til at overnatte ude, betales udgifter til overnatning og fortæring efter følgende retningslinjer:
Udgifter til udstationering kan kun udbetales, når afstanden mellem bopæl og midlertidigt arbejdssted er så stor, at du ikke har mulighed for at nå hjem og overnatte på din sædvanlige bopæl.
Det vil normalt betyde en afstand mellem bopæl og arbejdsplads på over 100 km. Opholdet skal derudover være på mindst 24 timer, før der kan udbetales rejsegodtgørelse og der skal ske overnatning.
Der kan jf. Skat maksimalt udbetales skattefri rejsegodtgørelse i op til 12 måneder på samme arbejdssted. Nyt arbejdssted skal ligge minimum otte kilometer fra den tidligere midlertidige arbejdsplads.
Opfylder rejsen ikke betingelserne for udbetaling af rejsegodtgørelse, er godtgørelsen skattepligtig A-indkomst for medarbejderen.
Logi
Der udbetales ikke skattefri godtgørelse til overnatning, hvis udgifterne er dækket efter regning, eller hvis Hölscher Jensen stiller fri logi til rådighed, som f.eks. en skurvogn eller campingvogn på byggepladsen. Klarer du selv alle udgifter til logi, udbetales SKATs maksimale sats for skattefri godtgørelse for logi pr. overnatning. (Kr. 238,00 pr. døgn i 2023.)

Bor du i din egen campingvogn på byggepladsen eller i nærheden, hvor firmaet afholder udgifter til strøm, toiletforhold mv. reduceres dette beløb med 65 kr. pr. overnatning til dækning af firmaets udgifter.
Kost
Egne omkostninger til kost og småfornødenheder dækkes individuelt inden for statens rammer for skattefrit tilskud. Tilskud til kost og/eller småfornødenheder ydes kun for hele døgn. Det vil sige, at den skattefri kostgodtgørelse bliver udbetalt, når rejsen har varet 24 timer. Herefter udbetales godtgørelsen pr. påbegyndt rejsetime. Varer rejsen for eksempel 20 timer, er det ikke muligt for dig at få udbetalt skattefri godtgørelse. Varer rejsen derimod 40 timer, kan du få udbetalt døgnsatsen plus 16/24 af døgnsatsen.
Satsen for godtgørelse af kost skal aftales med byggeledelsen. Der udbetales ikke skattefri godtgørelse til kost ud over småfornødenheder, hvis udgifterne er dækket efter regning, eller hvis Hölscher Jensen sørger for kost. (Kr. 555,00 pr. døgn i 2023.)
Kørsel i forbindelse med udstationering
For alle kørte kilometer i forbindelse med udstationering udbetales statens sats for kørsel over 20.000
km. (2,19 kr./km fra 1. januar 2023.) Hvis kørselsgodtgørelsen udbetales skattefrit iht. Skats regler, skal der ved hver lønperiode indsendes kørselsskema og 60-dages-skema sammen med lønsedlen. Kørsel/ flytning til byggeplads skal foregå uden for arbejdstiden.
Der udføres stikprøvekontrol
Som arbejdsgiver er vi forpligtet til at føre kontrol med at alle betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt. Vi fører derfor stikprøvekontrol med, at afregningerne er udfyldt korrekt.
15. Skurtillæg og andre tillæg
Såfremt Hölscher Jensen vælger ikke at stille et skur til rådighed, hvor et sådant efter reglerne er påkrævet, kan de ansatte kræve skurpenge i henhold til gældende overenskomst.
16. Mobiltelefon
Timelønnede medarbejdere får som udgangspunkt udleveret en mobiltelefon af Hölscher Jensen. I særlige tilfælde kan medarbejdere vælge at benytte deres egen telefon, men der skal installeres nogle programmer, for at kunne rapportere og indberette. Hölscher Jensen ønsker ikke at overtage mobiltelefonnumre fra privatpersoner eller fra tidligere arbejdsgivere, og det udleverede nummer kan ikke overdrages ved fratrædelse.
Det er firmaets politik, at timelønnede, der har fået udleveret en mobiltelefon af Hölscher Jensen, alene til brug i det daglige arbejde, ikke må benytte telefonen til private samtaler. Dette er en forudsætning for, at medarbejderen ikke bliver pålagt skat af fri telefon. For ikke at blive pålagt skat af telefon skal der underskrives en ”Tro og love erklæring” i forbindelse med udleveringen.
Ved brug af egen mobiltelefon forventes det, at al privat mobiltelefoni kun foretages i pauserne. Telefoni må aldrig forekomme, imens du er fører af et køretøj, maskine eller lignende eller er i gang med en arbejdsproces.
17. Sygdom
Hvis du på grund af sygdom eller tilskadekomst bliver forhindret i at møde på arbejde, skal du straks den første fraværsdag sygemelde dig til din formand hos Hölscher Jensen ved arbejdstids begyndelse. Derudover skal du inden kl. 10 ringe og melde dig syg til CG Jensens lønkontor. I CG Jensen er det primært Sneh Aggarwal, der varetager Hölscher Jensens sager.

Under de første 8 ugers ansættelse, er du ikke berettiget til betaling fra Hölscher Jensen i forbindelse med sygdom. I henhold til overenskomsten vil der blive indbetalt til sygeferiegodtgørelse i den periode. Lønkontoret vil sende de nødvendige oplysninger til din bopælskommune, og du vil modtage sygedagpenge fra kommunen.
Mellem den 8. uges ansættelse til og med den 3. måneds ansættelse vil du ved sygdom få udbetalt sygedagpenge fra Hölscher Jensen, svarende til kr. 122,97 pr. time pr. 1. januar 2023. Efter 3 måneders ansættelse vil du ved sygdom få udbetalt sygeløn fra Hölscher Jensen. Ved tilskadekomst udbetales
sygelønnen efter 8. uges ansættelse. Sygelønnen fremgår af overenskomsten og udgør fuld løn, dog maksimalt kr. 165,00 pr. time. Hölscher Jensen udbetaler sygedagpenge/sygeløn i op til 30 kalenderdage og i op til 8 uger ved tilskadekomst, hvorefter udbetalingen vil overgå til din bopælskommune.
Hölscher Jensen kan altid bede om dokumentation for sygdommen i form af en lægeerklæring. Når Hölscher Jensen beder om en lægeerklæring, vil denne blive betalt af virksomheden.
Hvis du bliver uarbejdsdygtig på grund af sygdom i løbet af dagen, eller hvis der sker et ulykkestilfælde i løbet af dagen, betaler Hölscher Jensen din personlige timeløn for resten af dagen.
Mulighedserklæring
Hölscher Jensen kan forlange mulighedserklæring udarbejdet på et hvilket som helst tidspunkt under sygeforløb eller i tilknytning til et forløb med gentagne sygemeldinger. Mulighedserklæringen sætter fokus på dine muligheder for at udføre arbejdsopgaver, selv om du er syg, og dermed på at fastholde dig i arbejde.
Erklæringen består af to dele. Den første del udfylder du selv sammen med din nærmeste arbejdsleder. Her beskriver I funktionsnedsættelsen, de påvirkede jobfunktioner og evt. skånehensyn, som er aftalt. Det kan f.eks. være tilpasning af arbejdet, ændrede arbejdsopgaver eller lignende. Lægen udfylder den anden del af erklæringen på baggrund af en samtale med dig.
4-ugers samtale
Hölscher Jensen skal senest i fjerde fraværsuge afholde en samtale med dig, når du er sygemeldt. Samtalen handler om, hvordan og hvornår du kan vende tilbage til arbejdet. Dens formål er at skabe et samarbejde om at få dig tilbage på arbejde så hurtigt som sygdommen tillader det til gavn for både dig og firmaet.
18. Arbejdsulykke og skånejob
Ved en arbejdsulykke forstås en pludselig, uventet og skadevoldende hændelse, der sker i forbindelse med arbejdet og som medfører personskade.
Har du været udsat for en arbejdsulykke, skal du meddele det til din nærmeste arbejdsleder, der skal udarbejde en hændelsesrapport. Arbejdsulykken skal samtidig altid meldes til Hölscher Jensens arbejdsmiljøchef, som skal have kopi af hændelsesrapporten.
Arbejdsulykker skal anmeldes af Hölscher Jensen til myndigheder mv. Anmeldelsen foretages elektronisk af Hölscher Jensens arbejdsmiljøchef på basis af den udarbejdede hændelsesrapport, hvorved det sikres, at informationer om arbejdsulykken tilgår Arbejdstilsynet, Arbejdsskadestyrelsen og forsikringsselskab mv.
Sygemelding som følge af en arbejdsulykke kan have alvorlig økonomisk konsekvens og det kan være svært at komme tilbage efter lang tids fravær. Derfor vil Hölscher Jensen se på muligheder i stedet for begrænsninger i forbindelse med genoptagelse af arbejdet og vil forsøge at anvise et skånejob.

Skånejob kan være uddannelse eller lettere arbejde indtil der kan arbejdes på fuld kraft igen. Har du været udsat for en arbejdsulykke, bør du tage kontakt til din nærmeste arbejdsleder, således, at I i fællesskab kan aftale, hvilke muligheder der er for dig.
19. Ferie, søgnehelligdage (SH) og feriefridage
Hölscher Jensen udsender én gang årligt, varsel om firmaets hovedferie og tvungne feriefridage. Hvis du har andre ønsker til placering af ferien, bedes du kontakte din nærmeste overordnede, som vil vurdere, hvad der er muligt.
Vi holder normalt ferielukket i forbindelse med jul og nytår. Evt. afvigelser fra dette fastlægges senest en måned før.
Den 1. maj er en hel fridag uden løn og Grundlovsdag er en hel fridag med søgnehelligdagsforskud.
Hölscher Jensen holder lukket fredag efter Kr. Himmelfartsdag og du vil i den forbindelse blive trukket en feriefridag, hvis der er penge på din FVkonto.
Som medarbejder i Hölscher Jensen har du ret til fem feriefridage, der betales med forskud fra FV-kontoen, såfremt der er penge på din FV-konto. Tidspunkt for afholdelse af resterende ferie og ferie-/ fridage skal aftales med din nærmeste overordnede. Af hensyn til arbejdets tarv og overholdelse af tidsplaner, kan der på den enkelte byggeplads forekomme afvigelser i forhold til ovenstående.
20. Fritvalgskonto (FV)
Som timelønnet medarbejder hos Hölscher Jensen optjener du 12,9 % (2022) af den ferieberettigede løn på en FV-konto. Pengene kan udbetales i forbindelse med søgnehelligdage, ved afholdelse af feriefridage, senior-fridage og barns 2. sygedag. SH- og feriefridags-forskuddet reguleres i overenskomsten og udgør 1.300 kr. for voksne og 700 kr. for ungarbejdere pr. dag (pr. 1. marts 2022).
Hvis du ønsker et evt. restbeløb på FV-kontoen overført til din pensionsopsparing, skal du meddele det til lønkontoret senest den 30. november, ellers bliver beløbet udbetalt ved kalenderårets udgang. Ved din fratræden vil FV- kontoen blive afregnet.
21. Kontrolforanstaltninger
I Hölscher Jensen bruger vi følgende kontrolforanstaltninger:
• Videoovervågning
• Logning af internetbrug, e-mails og alarmer

• GPS-overvågning
• Alkohol- og rusmiddeltests
•
Der er ikke tale om indførelse af nye kontrolforanstaltninger. Dette er en sammenfatning og opdatering af de eksisterende regler.
Kontrolforanstaltningerne er etableret i overensstemmelse med DA/FH-aftalen om kontrolforanstaltninger. Oplysningerne bliver kun gennemgået og brugt, hvis forholdene nødvendiggør det.
Ved konkret mistanke kan oplysninger anvendes i kontroløjemed overfor dig, og oplysninger vil kunne indgå i en eventuel personalesag om påtale, advarsel, opsigelse eller bortvisning.
Du kan læse mere om de enkelte kontrolforanstaltninger i Hölscher Jensens retningslinjer for kontrolforanstaltninger og Persondatapolitik for medarbejdere.
22. Ryge- og alkoholpolitik
Ifølge lov om røgfri miljøer er det ikke tilladt at ryge indendørs i Hölscher Jensens lokaler. Forbuddet gælder alle indendørs opholdssteder både på faste adresser og på byggepladser. Eksempler på indendørs opholdssteder er kontorer, skure, møderum, toiletter, kantiner, containere, Hölscher Jensens biler, førerkabiner i kraner og i andre af virksomhedens køretøjer. Forbuddet gælder også indendørs, når der arbejdes i private hjem hos kunder.
Hölscher Jensen har også en alkoholpolitik. Der er forbud mod at være påvirket af alkohol eller andre rusmidler. Det gælder alle medarbejdere i hele arbejdstiden.
Ved helt specielle lejligheder, som fx jubilæer eller lignende, kan der blive serveret alkohol. Servering af alkohol skal godkendes af ledelsen fra gang til gang.
Hvis reglerne overtrædes, vil du få en advarsel. Gentagen overtrædelse af reglerne kan medføre, at du kan blive bortvist fra arbejdspladsen og blive opsagt.
Kørekort
Færdselsloven gælder ved kørsel på offentlige arbejdsområder, og det vil kræve, at føreren har kørekort.

En byggeplads som ikke er fuldstændig afskærmet, og hvor der kommer fragtmænd og leverandører, vil være et offentligt område.
Gyldigt kørekort er derfor påkrævet ved kørsel af motoriserede køretøjer på disse områder.
Derudover er gyldigt kørekort påkrævet, hvis du kører med firmabiler/varebiler.
Hvis du i forbindelse med din ansættelse har forevist gyldigt kørekort eller hvis du kører motoriserede køretøjer på byggepladsen, så skal du straks give din nærmeste leder skriftlig besked, hvis forholdene ændrer sig, således at du ikke længere er i besiddelse af et gyldigt kørekort.
Det kan få ansættelsesretlige konsekvenser, hvis du ikke overholder dette.
Kontrol af kørekort:
Den nærmeste leder foretager jævnligt kontrol for at sikre, at vores medarbejdere har gyldigt kørekort.
Kørekortet skal kontrolleres i forbindelse med udlevering af en firmabil eller, hvis du skal føre motoriserede arbejdsredskaber på en byggeplads, som ikke er fuldstændig afskærmet, og hvor der kommer fragt-
mænd og leverandører.
Gyldigt kørekort kan derudover kontrolleres af nærmest chef mindst to gange årligt. En gang efter juleferien i januar måned og en gang efter sommerferien i september måned.
23. Firmabiler
En stor del af vores timelønnede medarbejdere får stillet en varebil på gule plader til rådighed af Hölscher Jensen. Dette er oftest nødvendigt af hensyn til arbejdets tarv. Udlevering af firmabil skal på forhånd være godkendt af ledelsen.

Firmabilen må kun føres af medarbejdere i Hölscher Jensen med gyldigt førerbevis og må ikke udlånes til andre. Gulpladebiler må KUN benyttes til kørsel for Hölscher Jensen A/S og aldrig til privat kørsel. Konstaterer Politiet/Skat privatkørsel i firmaets gulpladebil, vil det medføre beskatning af føreren for fri bil og krav om Hölscher Jensen om indbetaling af registreringsafgift og bilens momsbeløb. Misbrug kan medføre afskedigelse.
For at opfylde en korrekt kørselsregistrering af firmaets gulpladebiler vil disse som hovedregel være GPS overvågede. De nærmere forhold herfor er beskrevet i Hölscher Jensens erklæring for gulpladebiler. Erklæringen skal udfyldes og underskrives, hvis du af Hölscher Jensen får stillet en gulpladebil til rådighed.
Hölscher Jensen forbeholder sig ret til at rejse krav over for dig, hvis Hölscher Jensen påføres et tab som følge af anvendelsen. Det kan fx ske som følge af, at du overtræder de gældende færdselsregler, herunder i tilfælde af såkaldt ”vanvidskørsel” eller anvendelse af gulpladebiler i strid med reglerne.
Der gøres specielt opmærksom på, at du skal betale eventuelle fart eller parkeringsbøder samt andre former for bøder og krav pålagt Hölscher Jensen, som følge af din tilsidesættelse af love og regler på området. Vær i denne forbindelse særligt opmærksom på, at vanvidskørsel kan medføre, at firmabilen endegyldigt konfiskeres og bortsælges af myndighederne. Også i dette tilfælde hæfter du for Hölscher Jensens fulde tab; et tab, som i sagens natur kan være særdeles stort (erstatning for bilen til leasingselskab/ejer).
Der gøres desuden opmærksom på, at overtrædelser kan få konsekvenser for ansættelsesforholdet i form af bortvisning og afskedigelse afhængig af omstændighederne.
Ved fratrædelse afleveres firmabilen på det tidspunkt, hvor medarbejderens daglige fremmøde i firmaet ophører. Der ydes ikke kompensation i en evt. fritstillings- eller hjemsendelsesperiode.
24. Lærlinge
Eventuel ansættelse af lærlinge sker i henhold til Erhvervsuddannelsesloven.
Som nyansat lærling får du udleveret en informationsmappe af din mentor. Mappen indeholder en række praktiske oplysninger for dig som lærling i Hölscher Jensen. I mappen kan du også indsætte dine personlige dokumenter f.eks. logbog og karakterskemaer. Logbogen skal altid gennemgås med din
formand inden næste pågående hovedforløb.
Som lærling modtager du løn i hele den periode, uddannelsesaftalen dækker, inklusive perioder med skoleundervisning, under ferie (iht. ferieloven + 1 % ferietillæg), i sygdomsperioder osv. Lønnen er fastsat i Dansk Industris (DI Byggeri) overenskomster.
Ved afslutningen af uddannelsen modtager du et feriekort for det netop afsluttede optjeningsår.
25. Ansættelsesforholdets ophør
Du vil altid modtage en eventuel opsigelse på skrift, og du skal kvittere for modtagelsen af opsigelsen. Hvis du er medlem af en A-kasse, betaler Hölscher Jensen 1. og 2. ledighedsdag (G-dage) i henhold til ”Lov om arbejdsløshedsforsikring”. G-dage udbetales også ved midlertidig hjemsendelse.
Vi tilstræber at holde medarbejderne løbende orienteret om beskæftigelses situationen i firmaet, samt at informere om opsigelser i så god tid, som det er muligt.
Du kan blive øjeblikkeligt bortvist fra virksomheden i tilfælde af:
• Tyveri
• Beruselse i arbejdstiden, eller anden grov overtrædelse af Hölscher
• Jensens alkoholpolitik.
• Grov overtrædelse af Hölscher Jensens rygepolitik
• Udeblivelse
• Brug af euforiserende stoffer
• Vold eller trusler om vold
• Klare overtrædelser af Arbejdsmiljøloven
• Øvrige handlinger i arbejdstiden, som er omfattet af straffeloven

• Grov misligholdelse af ansættelsesforholdet
26. Hospitalsforsikring og sundhedsordning
Alle timelønnede medarbejdere i Hölscher Jensen A/S er omfattet af en sundhedsordning via Pension Danmark. For yderligere oplysninger henvises til Pension Danmarks hjemmeside.
Derudover tilbydes alle timelønnede medarbejdere en god sundhedsforsikring til en billigere pris end, hvis du selv skulle tegne en tilsvarende privat forsikring. Hölscher Jensen har via CG Jensen indgået aftale med Top-danmark Forsikring.
Forsikringen giver dig bl.a. mulighed for – hvis du bliver ramt af en ulykke eller sygdom – at få en hurtig behandling uden om de offentlige sygehuses ventelister.
Betaling til denne forsikring vil foregå via træk i din løn (kr. 170,00 pr. md. i 2023). Fra lønkontoret kan du få tilsendt en brochure, hvor du kan læse mere om forsikringen.

Nyttige telefonnumre
Adresser
Kontor
Hölscher Jensen A/S
Baldersbuen 38
2640 Hedehusene
CVR 37 85 32 75
Faste pladser
Hölscher Jensen A/S
Bådehavnsgade 10
2450 København SV
Hölscher Jensen A/S

Ejbyvej 105
4632 Bjæverskov