Skørping krønnike

Christian Hansen

Skørping krønniker 1956-1970

Skørping i 50´erne:

Jeg kom til Skørping i 1956, 5 år gammel.

Den første tid bor vi til leje på Gl. Skørpingvej, lidt længere ude end Solgården, i noget der i folkemunde kaldtes Callesøes hus.

Det var et lille hvidkalket husmandssted med 2 længer til. Man skulle et par hundrede meter ned af en markvej for at komme dertil. Huset var omgivet af marker på alle sider, og der gik køer lige op ad stuehuset. På den stenbelagte gårdsplads, voksede der vild kamille og kørvel. I 1958 flyttede vi til Hyldalsvej 1, klods op ad jernbanen, så tæt, at hvis nattoget en sjælden gang udeblev, så vågnede hele familien. I 1963 flyttede vi så op til Smallegade 2, hvor banken rev et fint 2 etagers hus fra århundrede skiftet ned kaldet ”Sweet Home”. I stedet opførtes et ordinært parcelhus med tilhørende anonym kontorbygning.. I disse rammer, vokser jeg op, som forkælet enebarn, og via min fars arbejde fik familien det officielle Skørping navn : Bank-Hansens. Det var dengang folk hed deres erhverv som f.eks. Gas-Svendsen, Gas-Olsen, Foto-Svend, Mælke-Thomsen, Bank-Madsen, ect.

Skørping var en levende by i 50érne. Hvert eneste hus på Jyllandsgade rummede et erhverv. I byen var der 3 bagere, 3 slagtere, 2 købmænd og en Brugsforening, samt apotek med ynglende storke på taget hver sommer, posthus, tømrer, snedkerier, møbelhandel, manufakturhandel, herre og dame ekvipering, guldsmed, tobakshandel, 3 kiosker, 2 gartnerier, blomsterhandel, skohandel, legetøjs butik, renseri, , barbér, bødker, 2 cykelhandlere, skomager, mejeri, savværk, imprægnerings anstalt, sanatorium, hotel, kro, frysehus, biograf og en fuldt bemandet banegård hvorfra der også blev ekspederet stykgods. Damptog standsede af og til og fik vand på kedlen, og der var et mylder af rejsende hver dag, tog bommene gik klingende op og ned, og standsede den tværgående trafik, kun lyn toget, og et enkelt eksprestog stoppede ikke i Skørping i de dage.

Der var brosten på Jyllandsgade. Og hesten var stadig det mest benyttede transportdyr. Savværket brugte dem, imprægneringen brugte dem, og mælken blev bragt ud til kunderne af hestetrukne vogne med rygende tør-is i kølerummet, og de fleste bønder brugte stadigt heste, og der lå altid hestepære op og ned ad Jyllandsgade, og om sommeren tørrede de ind på brostenene og udgjorde kernesunde delikatesser for byens utallige frit gående hunde.

P.Otte

En af de tidligste hændelser, som jeg husker fra Skørping, foregår lille juleaften 1957. hvor jeg er med min far på de sidste jule indkøb. Sneen daler heftigt ned og maler min fars frakke hvid, og vi går over jernbane overskæringen, hen mod Sverrigegård.

Da vi åbner døren og går ind i købmandshandlen, står der en stor nissedukke som bukker hver gang døren åbnes. Dukken er højere

end mig, og er så levende at jeg er overbevist om at den om lidt vil smile til mig. Da vi efter endt handelen, igen står udenfor, ser jeg en ny nisse, denne gang på vej hen over torvet, direkte imod os imod os, og min far letter på sin hat og hilser, som man gjorde dengang. Vi stopper op og efter en lavmælt samtale inviterer min far ”nissen” til at holde jul sammen med os. !!

Det viser sig dog at manden ikke er nisse, men kunstmaler. En rigtig boheme´ og han har efter tiden stil, et meget langt hvidt skæg og et viltert hår. Navnet er P. Otte. I daglig tale kaldet ”Maler Otte”.

Han bor i den ene ende af et langt træskur som ligger på markedspladsen, op ad krohaven og tennisbanen. P.Otte maler mest motiver fra skoven omkring Skørping. Og hans skildringer af skoven, pryder mangen en væg i Skørping i de år.

Min far inviterer således maler Otte til juleaften. Ikke lige til min mors uddelte begejstring. Da hun høre om det bliver hun mildest talt skinger, for vi skal også have noget familie på besøg juleaften. Men min far siger ”den mand skal IKKE sidde alene juleaften med kold kartoffelsalat og opvarmede pølser fra Turist Hotellet, så vi må dele, vi kan ikke være andet bekendt”. Den besked får min mor fordøjet og lidt efter sætter hun hurtigt P. Ottes navn på en af de gaver min far skulle have haft. Og sådan bliver det. Den 24. december, præcist kl. 18.00, mens hvert eneste hus i Skørping gør sig klar til julemad, banker P. Otte på vores dør. Jeg går med min far ud og åbner døren.. Og synet af manden udenfor er himmelsk, og en jul værdigt. Der stod P. Otte iført høj hat, sort jakkesæt med skøder og vest, ur i kæde, renvasket og velfriseret, og med blomster til fruen og vin til maden. Selv min mor måtte overgive sig. Under julemiddagen sad jeg indgående og studerede vores gæst som omhyggeligt og sirligt tørrede sit enorme skæg med servietten efter hver eneste bid. Maler Otte talte ikke jysk. Han havde en accent der lød kultiveret, som stemmen fra radioavisen. Og som middagen skred frem hørte vi at P. Otte var kammerat med Ingvald Lieberkind, og elev af Harald Isenstein. (2 af tidens feterede kultur personligheder).

Hvordan maler Otte var havnet i Skørping husker jeg ikke. Den juleaften var sælsom, fordi den for mig også et billede på min fars venlige sindelag. Jeg tror nok min mor modsatte sig at det skulle gentage sig endnu en juleaften. Men maler Otte kom flere gange i vores hjem, og på et tidspunkt køber min far et billede af P.Otte, formedelst 50 kr. Det er et motiv fra Mosskov sø. I 1960´erne slog maler Otte sig på storke fabrikation. Han lavede storkekroppen i finer påsat stift ståltråd, så storkene kunne stå i jorden og vippe. Om sommeren stod de nymalede storke og tørrede på rad og række foran P. Ottes skur på markedspladsen. (er der mon nogen der har et fotografi af det sceneri)?

P. Otte blev efter sin død begravet på Skørping Kirkegård.

Graven er i dag sløjfet, men stenen står stadig blandt de kasserede gravstene i den nordre ende af kirkegården.

Slaraffenland

Skørping vrimlede med originaler og forliste skæbner, i disse år. Med mennesker der på hver sin måde skilte sig ud fra den grå 50´er normalitet. Småborgerligheden levede godt, og beskyttede sig indædt mod de der opførte sig anderledes, hvorfor de oftest tildeltes øgenavne som f.eks. Haltefanden, Reserve Jesus, Texas, og Pind. Titler som hang solidt ved. Et fejltrin, og familien var måske dømt i generationer. Man skulle ikke stikke næsen for langt frem, før man fik hug. Når en fremmed kom til byen, blev han overbegloet.

Men tiden intonerede også de sidste rester af bondesamfundet i Skørping, på godt og ondt.

De nye tider varslede til gengæld godt for den store børneflok i Skørping. Vi børn havde det, som om vi boede i Slaraffenland.

Hvert år var der dyrskue på markedspladsen, med gøgl og fjas, og hvert år kom der både omrejsende tivoli og cirkus på markedspladsen, og vi børn labbede disse eksotiske og fremmedartede indtryk i os, og hvis man var heldig, kunne man endda tjene til en fribillet som hjælper i tivoli eller cirkus.

på taburet rækkerne, helt nede foran lærredet, kostede 1.25 kr.

Biograf direktøren hed Frederiksen og var en kraftig rødmosset mand med et prægtigt cykelstyrs overskæg. Når direktør Frederiksen solgte mange børnebilletter til en forestilling, hvor næsten alle betalt med en daler, slap hans byttepenge som regel hurtigt op, og så skældte han ud og bad os om at få vekslet et andet sted. Og det foregik så ved at vi i stedet først købte slik hos fru Frederiksen, som så måtte af med sine byttepenge, hvorefter hun gik ind og hentede flere byttepenge i direktørens kasse. Det grinede vi meget af. Bagerst i biografen var de dyre rækker med fine røde plys sæder i et specielt indelukke kaldet ”Grisekassen”.

Reklame filmene var de samme år efter år, og vi kunne dem uden af, men der var også enkelte gode reklame film med bl.a. Dirch Passer og Keld Pedersen, når de f.eks. reklamerede for Star og Fona.

Vi var så mange børn, med penge i mellem hænderne i Skørping, i de år, at der måtte hele 3 slik kiosker til, for at betjene os. Bartholine havde kiosk på Himmerlandsvej, lige ved overskæringen, så flyttede hun den op til Det Glade Hjørne, og derefter ned på arealet overfor tankstationen. Her overtog Emil Blicher senere kiosken. Kort efter startede vognmand Horn en kiosk op, på den modsatte side af vejen. Og på stationen, var der en bladkiosk som blev bestyret af frk. Nielsen. Hun solgte Premiere is, slik, ugeblade og tobak. Og hver anden tirsdag langede hun Anders And & Co over disken. Senere begyndte jeg at købe cigaretter i løs vægt, som frk. Nielsen venligt solgte til os drenge, om end vi endnu ikke var fyldt 10 år. Man kunne også købe en pakke med 5 Eifel eller 5 York til 1.35 kr. og en pakke Zenta pastiller fjernede effektivt lugten.

Der var altid nogen at lege med i byen, i haverne, i skoven, på markedspladsen, i mosen, i grusgraven og alle de andre farlige steder. Stort set alle børn havde en cykel. I perioder kørte en stor flok på rulleskøjter på torvet, hver eftermiddag og aften. Og om vinteren løb vi på skøjter på præstegårdsdammen. Drengene kunne gå til spejder en gang om ugen i spejderhytten på Mosevej, hvor bl.a. fru Mørk (Akela), fru Madsen og Fru Sigsgård lavede et stort og engageret frivilligt arbejde, og på frøken Møllers Danseskole i krosalen, var der trængsel på dansegulvet af drenge og piger og unge i alle aldre, og man døjede uden at kny, de heftige spark som frk. Møller tildelte vores skinneben, når vi ikke trådte dansen perfekt. (Frk. Møller var i øvrigt en ivrig amatør astronom, med egen stjernekikkert og observatorium i tårnet i hendes hus). Afdansningsballet, skolefesterne og spejderfesterne, blev afholdt årligt i krosalen, og hele byen troppede op i sit stiveste puds til de arrangementer. Disse fester indledtes altid med den obligatoriske indgangsmarch, akkompagneret af Børge Knudsens orkester, bestående af klaver, violin, tromme og trompet. Og de spillede aftenen igennem dansemusik med en vidunderlig sprød lyd. Trompeten blev spillet af Ebba, og når hun spillede Arne Lamberts slager ”Oh mine Papa” var det med en lyd der slog gnister. Senere på aftenen fyldtes restauranten totalt op af det bedre borgerskab, der boltrede sig i snitter, kaffe, cognac og kage, mens tobakstågerne hang tykt.

I Kinorevuen, som biografen hed, kunne vi se film med Dirch Passer og Lilleper. Og når vi børn fik lov til at gå i biografen kl.8 om aftenen, fordi far og mor havde brug for lidt ”ro”, fik vi som regel 2 kr. med, for så var der også til lidt slik. En børnebillet

Var man en rask dreng, kunne man også nemt tjene penge som bud hos en af byens handlende. Det var sejt at komme kørende ned af Jyllandsgade på en Long John med ladet fuld af varer, og i Brugsen havde de endda en 3 hjulet budcykel med et kæmpestort firkantet lad. Jeg tjente selv penge ved at køre byærinder for de mange hjemmegående husmødre på vores vej. Når bukkejagten gik ind, kunne man tjene en skilling ved at tage med på klapjagt i Statsskoven, med Jens Hvass i spidsen for celebre kendisser.

Og 4. juli, til Rebildfesten, kunne man hvert år tjene penge ved at sælge is i bakkerne, eller ved at samle flasker.

Hos fiskehandler Havmøller og grønthandler Houtved der kørte rundt i byen, hver uge, med deres varebiler, som hjemme-is gør i dag, kunne man få et job der bestod i at stå på varebilens bagklap, mens den kørte rundt i byen. Man skulle så springe af på udvalgte steder, og løbe hen og modtage ordre fra kunderne i deres egen døråbning. Det var et farligt men meget prestige fyldt job.

Om eftermiddagen efter skoletid, skyndte de fleste sig hjem.

For så var der tid til legekammerater. Vi legede købmandsbutik, cirkus, zoologisk have, svingfigurer eller rutebil, soldater eller cowboyer og indianere. Hvis der ingen børn var at lege med gik jeg på besøg hos Hilda Eriksen eller Signe Nielsen, som boede på hver sin side af vores hus på Hyldahlsvej. Snedkermester Henry Nielsen´s kone Signe elskede jeg at besøge. Og jeg besøgte hende tit. Jeg kørte små byærinder for hende. Eller hun og jeg drak kaffe sammen, mens jeg spillede plader på grammofonen i hendes stue med bl.a. De Danske gårdmusikanter, Holger Fællessanger og Katy Bødger, og det var også Signe der en dag bød mig på en smøg til kaffen, fordi hun havde luret at jeg smug røg, og jeg beholdt venskabet med hende så længe hun levede.

En anden kvinde som jeg holdt meget af var Hilda (Raghnhilda Eriksen), hun boede til leje hos Carl Holst på Hyldalsvej, og hun

efter båndoptageren. Hun kom tilbage med en væsentlig mindre ”ting” end jeg havde forventet, vel nærmest en konvolut, hvoraf hun fremdrog en strikkepind og et almindeligt gummibånd. Så løftede hun gummibåndet op med strikkepinden, og sagde ”her håer do din bånd optawer” efterfulgt af et latterudbrud, der var så smittende at vi alle morede os kosteligt.

I det hele taget kunne samværet med de voksne være væsentlig mere spændende end nutidige børn overhovedet kan forestille sig.

Der var godt nok ikke noget TV, men i stedet kunne et klogt barn få sig en spændende oplevelse ved at lytte til de voksnes samtale.

Jeg simulerede gerne at jeg var faldet i søvn på sofaen, når der var gæster, og således kunne jeg høre spændende beretninger om krigen, fortællinger fra skoven, og forunderlige beretninger om skæbner og om livet på landet for ikke så længe siden, hvor der var lokummer og petroleumslamper i hjemmene.

lærte mig at spille kort. Vi spillede ”31”, ”Plim” og ”Rommy”,og det var tit jeg gik op til Hilda efter skoletid og spillede kort, og så fortalte vi hinanden vittigheder og hørte radio. Hilda havde i sin ungdom været gift og boede dengang lige efter krigen, med sin mand og deres børn i ledvogter huset ude ved overskæringen ved Mosskovgård. Hilda passede i mange år hus for Hvas på skovriddergården. Hilda var en stor, munter kvinde med et brask og bramfrit udtryk, og et smittende humør, det var vist kun minderne om hendes mand der kunne gøre hende ked af det. Nu erhvervede hun sig som afholdt kogekone. En dag, mens jeg sad oppe ved Hilda, og radioen gik for fuld musik, trådte Jens Hvass pludselig ind af døren i sin jæger grønne uniform med knæbukser og langskaftede støvler, kasket og guldsnor. Jens Hvass talte et højt, og tydeligt artikuleret sprog. Alle hørte når Hvass talte, og han bad Hilda om straks at smide hvad hun havde i hænderne, for der var kommet gæster på Skovriddergåden, og de skulle have gule ærter, som kun Hilda kunne lave rigtigt. Bag Jens Hvass stod endnu en mand i mere afdæmpet uniform og han sagde ”for min skyld”. Og så røg Hilda ellers op af stolen og var klar på 2 minutter. Senere fik jeg at vide at det var arveprins Knud, der havde bedt så inderligt. Han var tit gæst på skovridergården, og prins Knud kunne lide Hilda´s mad. En rigtig Hilda historie, er også, da hun en aften, som så mange andre, spiste med hjemme ved os. Jeg var en kræsen dreng og ville hellere have frikadeller end kartofler, og det irriterede Hilda, men hun vidste at jeg ønskede mig en båndoptager, og pludselig siger hun : ” A tøs do ska ta en kartoffel mer´, for så vil a nemlig gi dæ en båndoptawer” og så bedyrede hun, at hun havde en båndoptager derhjemme og at hun ville give mig den når jeg havde spist mine kartofler, og så snuppede jeg selvfølgelig nogle flere kartofler, og da de var væk sagde Hilda, ”a ved do ka spis jen te” og sådan fortsatte det til jeg havde spist 11 kartofler. Så kom vi til frugtgrøden, og også den måtte jeg pænt spise en god portion af, mens Hilda morede sig højlydt, og endelig mens kaffen blev brygget, gik Hilda hjem

Jeg begyndte i skolen i 1958

Jeg skulle egentligt have ventet et år mere med at komme i skole, da jeg har fødselsdag i sommerferien, men min mor insisterede på at jeg kom i skole nu, for hun kunne ikke holde ud at have mig derhjemme. Og det kan jeg godt forstå, for vi var som ild og vand, min mor og jeg. Min mor rettede konstant på mig, og blandede sig i alt hvad jeg lavede og jeg slog mig i tøjret. Min mor var rent ud sagt over mig som en høg.

Så det var fint nok for mig, at komme ud blandt andre børn.

Skørping Borger og Realskole viser sig dog hurtigt at være en grim overraskelse. Faktisk kunne jeg så småt læse, skrive og regne, allerede inden jeg begyndte i skolen, men lysten til at lære mere, forsvandt hurtigt. Det var for mig den sorte skole, af værste slags.

Hver dag, når klokken ringede ind til time, stillede vi børn os op i kronologiske koloner i skolegården, hvorefter gårdvagten, gelejdede os indenfor, og allerede her´ indkasserede de bagerste

dagens første rap med spanskrøret, for de dygtigste børn gik forrest, sådan var reglen. Så vandrede man i geled og række ned ad gangen og afventede morgensangen, og uanset hvor man kikkede hen, så man kun bistre voksne der som høge, var klar til at slå ned. Ikke et smil eller noget formildende ventede os.

Autoriteterne var ganske tydelige. De fleste lærer brugte systematisk revselsesretten ved at bruge spanskrør og lussinger, nøgler, linealer knoer og decideret terror for at banke lærdommen ind i vores små hoveder. En dag inkasserede jeg på én dag 12 lussinger, plus adskillige smertefulde ryk i både kind, øre og hår. Bevares noget af det havde jeg ”måske” fortjent – men alligevel.

Jeg var et nogenlunde normalt begavet barn, og med en far der var ansat i en bank, var jeg fredet til en vis grænse, men rundt om på skolen var der mange udsatte og socialt ramte børn, som kæmpede en ulig og direkte ydmygende kamp i skolens småborgerlige snævre rammer. Føj. Hvis et barn dengang havde svært ved indlæringen, var kuren hån og tæsk i timerne af lærerne. Damptoget var godt nok opfundet, men ikke dampbarnet. Dette var den sorte skole i bogstaveligste forstand.

Skørping skole var to sporet. I alle skolens B klasserne gik børnene ude fra Red Barnets børnehjem i Rebild Skovhuse.

De børn var nemme at kende for de gik altid klædt i gråt og billigt genbrugstøj, og deres madpakker var triste som børnenes egne skæbner. Gårdvagten på Skørping Skole, kunne ikke fordrage børnehjems børnene, som han mente manglede både opdragelse, pli og høflighed, så han gav dem så mange rap med spanskrøret som overhovedet muligt og hånede dem konsekvent som ”dem ude fra alderdomshjemmet”. Men der var enkelte, næsten heroiske øjeblikke, hvor vi børn hævnede os på vores tyranner. I en geografi time havde en tapper dreng fra børnehjemmet, i ly af sit opslåede atlas, med slangebøsse affyret en sammentygget papirs krampe og ramt gårdvagten, med et pletskud lige i skridtet, så gårdvagten fløj en halv meter i vejret af forskrækkelse, og drengen fløj hen imod døren, for at komme

ud.. Desværre lykkedes det ikke for drengen at komme ud, og resten af klassen måtte med rædsel overvære en afstraffelse af drengen fra børnehjemmet, der afgjort kunne have kostet overlæreren jobbet, og have buret ham inde i en rum tid.

Fælles for de børn der gik på Skørping Skole, og som kom fra børnehjemmet var tavse skæbner som ingen rigtigt ville kendes ved.

Et ”privilegium” for børnehjems børnene, var at få lov til at handle ind i Skørping, for forstanderinden. Blot skulle de skynde sig ind til Skørping og hjem igen på afmålt tid. Men skulle de handle ind i Tatol, var de ikke så heldige endda, for de måtte kun være i butikken, for indehaveren, når der ikke var andre kunder i butikken, så derfor måtte de pænt gå udenfor og vente hver gang der kom en ny kunde ind, og således kunne en indkøbstur, nemt vare længere end den time børnene havde fået tildelt af forstanderinden, og så lød straffen på stuearrest uden aftensmad når de kom tilbage til børnehjemmet.

Det er næsten et paradoks at jeg gik i klasse med børn fra børnehjemmet. For jeg havde selv været børnehjemsbarn som spæd, inden jeg, næsten 2 år gammel blev bortadopteret. Jeg fik med ord andre nærmest et spejl stukket ud, som gav mig noget at tænke over. Jeg var snot forkælet enebarn, med det minus at der ikke var søskende at spejle sig i. Mit forhold til min mor var anspændt. Vi var ild og vand. Hun havde nogle underlige ambitioner på mine vegne, som jeg ikke kunne realiserer, og så måtte min mor ofte ty til skrappe metoder. Hendes pædagogik bestod oftest i at skræmme mig til at ”makke ret”. Og her skyede hun ingen midler. Hendes trumf var når hun rasende belærte mig om at jeg ikke var hendes rigtige barn, og at hun til enhver tid kunne sende mig tilbage på børnehjemmet. Jeg kunne bare pakke min kuffert. Den melding måtte jeg inkasserer flere gange i min barndom, og den formindskede bestemt ikke afstanden imellem os. Og min status som ”en vare man kunne levere tilbage” var et perspektiv at fundere over. Materielt manglede jeg ingenting,

og min far var en god far, og der var normalt trygt og stabilt i det lille hjem så det kompenserede i høj grad for min mors temperament.

Vi havde gårdvagtens kone til religion. En stor og mægtig kvinde, med en svulmende barm og et ansigt der mest af alt mindede om en hornugles. Hun gik ofte klædt i lange sorte gevandter og havde det lange hår samlet i en stram knold i nakken. Fruen rummede en naturlig autoritet og kunne slå en proper næve, men det var sjældent nødvendigt.

Hun lærte os at rejse os, hver gang der kom en voksen ind i klassen, og at blive stående til der blev sagt ”værsgo” Men hun var også en fremragende fortolker af det gamle testamente, og vi lyttede, når hun fortalte om Ruth og Saul, og Kain og Abel, og indimellem kom selveste Provst Winther forbi og overhørte undervisningen, siddende med provstelig værdighed oppe på podiet, i fuldt ornat og høj hat. Vi fremsagde salmevers på hukommelsen så vi aldrig glemmer dem igen. Vi stod op og fremførte den udenad lærte tekst, hvis man da ikke prøvede på at snyde ved at kikke ned i salmebogen. Ind imellem læste Fruen forunderlige sagn og eventyr op for os, om Svend, Knud og Valdemar, og om skovtrolde & prinsesser, og om magiske ønsker og underlige hændelser.

Hvis vi børn skulle straffes i ”Uglens” timer, foregik det ved at man blev placeret i hulrummet under katederet, hvor hun så i ny og næ sparkede lidt til den formastelige. Og der lugtede af hengemt tis, der under bordet Vores regnelærer, i de første år kunne jeg godt lide. Han var det blideste væsen til dagligt, han virkede oprigtigt som om han nød samværet med børnene og der var en tryg hygge i hans timer. Han gik klædt, som var han taget ud af en Chaplin film, og for os børn virkede han meget gammeldags og morfaragtig. I slutningen af hver time spillede han på violinen, så den skreg inderligt som en

døende kat, mens vi børn istemte: ”nu er timen til ende” og ”jeg ved en lærke rede”.

Regnelæreren gav os små flag, bagerst i regnehæftet, som belønning for fejlfri opgaver og han spidsede omhyggeligt og fint vores blyanter med sin lommekniv. Han kom dagligt til skolen på en gammel knallert, iført en ældgammel heldragt fra 1.verdenskrig, med håndsyet læderhjelm og store runde motorbriller, og når han ankom til skolegården i den mundering, morede vi os kosteligt. Regnelæreren havde engang fået udgivet et arbejdshæfte til undervisnings brug, og det blev vi undervist i, men de fleste børn fattede ikke en brik, og måske var tiden løbet fra regnelæreren. Fakta var at hans overblik ind imellem forsvandt, og når det skete var det for fuld udblæsning.

Jeg husker specielt en gang i klasselokale nr.8, der lå som en knopskydning på skolen, for enden af en lang smal gang. Jeg tror vi gik i 5.kl. Og vores regnelærer kommer den dag ind i lokalet, stadig iført læderhjem, motorbriller og heldragt, og knalder døren i efter sig, med sådan en kraft at karmen løsner sig flere centimeter, og pudset falder af væggen. Oppe ved katederet kyler han hjelmen fra sig, flår vores regnehæfter op af sin taske, råber forbandelser ud over os og river så alle vores hæfter itu, så stumperne flagre rundt i klassen, og sådan fortsatte raseriet. Hvor længe det stod på, ved vist igen af os, men pludselig går døren op og skoleinspektør Andreasen og en anden lærer kommer ind og vi børn springer op og står ret ved pultene, og der bliver helt stille. Vores regnelærer fulgte tavs med de to ud. Andreasen kom tilbage og blev i klassen resten af timen. Ingen sagde en lyd, for inspektøren var den mest frygtede af alle voksne, for os drenge var han den personificerede ondskab, med pibesovs i mundvigene, og vi turde dårligt trække vejret. Stille bøjede vi os ned og begyndte at regne vilkårligt på må og få.

Og stort bedre var det ikke med min klasselærerinde i de første skoleår.

Hun lærte os dog at læse i Ole Bole ABC, og at sætte kryds og

bolle. Hun gav lussinger og rap over fingrene med linealen. Der var respekt omkring damen. Hun var en kraftig rødmosset og temmelig hysterisk dame. Hun var ugift og boede alene sammen med sin gamle mor. Og vi kaldte hende Kragen fordi hun sang med en ualmindelig høj vibrerende og teatralsk klang.

Og også hun mistede ind i mellem besindelsen. Og så straffede hun os på de mest bizarre måder. Bl.a. ved at læse højt af bogen om Niels Holgersens forunderlige rejse. Straffen bestod i, at hun konsekvent rykkede 10 - 15 sider baglæns i bogen, så snart nogen bevægede en finger, eller blot rørte på sig, ja selv hvis der hørtes lyde fra de andre lokaler. Således blev vi aldrig færdig, med mere end en tredjedel af bogen på de 3 år vi havde Kragen.

Kragen kunne uden varsel bryde hulkende sammen oppe ved katederet. Andre dage gik hun hjem midt i timen. Og nogen gange kunne der gå et par måneder, med vikar, inden Kragen kom tilbage med chokolade, som hun muntert delte med os. En dag kom der en ny dreng i klassen, rødhåret og bleg og tynd, og alle kunne på hans påklædning se, han kom ude fra børnehjemmet.

Ingen anede at han skulle komme. Og ”Kragen” vidste det åbenbart heller ikke. Drengen så med rette skræmt ud. Kragen kikkede vredt på ham og med skræppende stemme tordnede hun et: ” ...hvad hedder du så ??” Drengen svarede et eller andet lavmælt, som ingen hørte. Kragen brølede så: ”Rejs dig op, når du skal svare ”. Den rødhårede dreng sprang op og fremførte sit navn, som bestod af hele 3 fornavne, hvoraf de 2 ikke var almindelige gængse danske. Han var dårligt færdig med at tale før Kragen løb ned og stak knægten et par lussinger, med ordene: ”Du skal ikke være fræk”. Drengen stod stum af forbavselse, og så brød han hulkende sammen. ”Kragen” kikkede lidt usikker på ham, og sagde flovt og lavmælt: ”Sådan en tøsedreng. Og det udsagn skulle besegle drengens skæbne i skolegården. Han blev mobbet fra da af. Senere fandt jeg ud af at drengens far for nylig var død, og at hans mor derfor havde sendt ham ud på Børnehjemmet, til hun igen fandt fodfæste.. Drengen blev en af mine nære venner. Han rejste senere fra børnehjemmet, og flyttede så med sin mor ind til Skørping, hvor hun bl.a. syede tøj for folk.

I klassen gik der en københavner pige ude fra børnehjemmet.

Hun var fræk som en slagtehund og frygtet, for hun gik ikke af vejen for et slagsmål. En dag i en dansk time med Kragen, fortalte vi gåder til hinanden og pigen rakte hånden op og spurgte ” hvad er sammenligningen mellem et lille barn og så en frikadelle?….. de er begge to lavet af fars!!!” ingen i klassen forstod historien, men vi grinede alligevel højlydt, bare fordi det var befriende at grine i timerne, men Kragen gav pigen en kæmpe lussing, og så var det frem med stavehæfterne igen. Øv!! I frikvarteret havde vi travlt med at finde ud af hvad pointen i gåden var.

Sidst i halvtredserne havde vi på Skørping Skole en pensioneret lærer der hed Vithner. Han blev brugt som fast vikar i de ældste klasser. Lærer Vithner var en rolig og venlig mand, og han behandlede os børn i de små klasser med respekt. Men de ældste klasser frygtede ham vist. Grunden til at jeg husker lærer Vithner, skyldes i høj grad hans bil. En vaskeægte sort-lakeret Ford –T fra 30´erne. Bilen holdt som regel parkeret oppe bagved gymnastiksalen, og når lærer Vithner skulle hjem mod Gl. Skørping, var det som regel en af drengene fra de ældste klasser, der fik lov til at dreje håndsvinget foran på bilen, til den gik i gang. Og vi knægte stod måbende og så på, for hele sceneriet med manden, bilen og dens lyd, var én stor levendegørelse af de stumfilm vi så i biografen med Gøg & Gokke, Chaplin & Buster Keaton, og det foregik lige der´ midt i skolegården.

En dag kørte lærer Vithner til Ålborg, og vanen tro kørte han over Budderupholm, forbi den gamle kirke, op ad bakken mod hovedvej A 10, lidt syd for Støvring. Her stoppede Vithner bilen 25 meter fra hovedvejen, spadserede det sidste stykke, og placerede sig endeligt midt ude på hovedvejen, hvor han først kikkede og lyttede mod syd, så mod nord, og endelig endnu en gang mod syd, for at konstaterer at vejen var fri og farbar.

Så spadserede den gamle mand sindigt tilbage, og satte sig ind bag rattet, i sin høje bil, kørte rask frem til hovedvejen, og drejede skarpt til højre, og blev torpederet af en bil som med høj fart kom fra syd.. Jeg husker ikke om lærer Vithner kom alvorligt til skade ved ulykken. Men selve historien er så bizar, at jeg kunne betvivle historiens oprigtighed, men den skulle iflg. pålidelig kilde være god nok. Jeg har fået en bekræftelse fra lærer Vithners barnebarn, som fortæller mig at doktor Bartholdy ikke turde tage kørekortet fra sin gamle lærer. Så cementeret var den gamle læreres autoritet stadig, selv hos byens læge. Og respekten for de ældre var stadig en nagelfast norm.

Hvis man i 1962 stod og betragtede skolebørnene der efter skoletid, var på vej hjem fra Skørping Borger & realskole, kunne man se børn fra oplandet køre af sted i Horns og Tinus´ små busser ud i retning af Buderupholm, Gl. Skørping, Fræer, Sejlstrup og Hellum. Arvingen til Villestrup blev afhentet i limousine med privatchauffør. Tilbage var så de der boede i selve Skørping by.

For dem, skete sorteringen på vejen ned ad Himmerlandsvej mod baneoverskæringen. Omkring torvet og op ad Jyllandsgade, skete der igen en sortering mod højre og venstre af de der drog mod Nisterland eller Farveladebyen, tilbage var så de der skulle op af Jyllandsgade til Overbyen. Og på den måde kom alle børn hjem til deres eget distrikt med skoletasken, så mor lige kunne se at vi havde fri. Nogle blev så hjemme og lavede lektier og

opførte sig pænt og ordentligt, men ikke mig.

Jeg gad ikke skolen, og derhjemme var jeg i evig konflikt med min mor, som bestemt havde andre planer på mine vegne, end jeg kunne honorerer. Jeg skulle være den pæne, rene dreng. Og min mor havde nu også fået den ambition at jeg skulle være landmåler!!!. ”Og sådan en skal være god til regning”, forklarede hun mig indædt, når jeg sad og kikkede tomt på regneopgaverne.

Det var ikke nemt at være dreng derhjemme. Og min bedste ven i skolen forbød min mor mig at lege med, for det var ”upassende” selskab, som hun sagde. Men på gaden befandt jeg mig godt og som mig selv, og det var for fuld udblæsning, den fik ikke for lidt af tankeløse handlinger, som jeg væltede jeg mig rundt i, når jeg havde en halv time til rådighed som rigtig dreng. Alt skulle prøves på rekord tid. Det meste blev som regel opdaget af min mor, fordi hun havde en medfødt evne til at opsnuse mig, når jeg var på gale stier. Og byen var tillige fyldt med ”sladre-tanter”.

Der var næsten altid nogen der spillede fodbold på markedspladsen, og byen myldrede med børn på cykel op og ned af hovedgaden.

Jeg cyklede dog sjældent ud i Nisterland og Farveladebyen, for der gik grumme historier om bander i de områder. Men i mosen var der et herligt terræn, blandt mængder af bjørneklo, hvor der ofte blev leget rollelege som soldater, politi, indianer og røvere.

Og der var vidunderlige dage i skoven hvor cyklen nærmest blev transformeret til en hest.

I 5.kl. blev min årgang delt i boglig og faglig linie. De fleste forældre så helst deres børn i boglig linie, og også mine, men jeg kom i faglig klasse, for som der stod skrevet i alle mine karakterbøger ”Christian har evnerne, men gider ikke! Og det var skarpt og præcist formuleret. Jeg var bedøvende ligeglad med skolen. Skolen var for mig et grumt onde, med voksne, der for mig, af uklare grunde, havde valgt, ikke at have forståelse for hvad der rører sig i kreative børn som ikke gider lære remser.

Jeg brugte nok mere tid på at snyde, end på at lave lektier. Og uanfægtet skolens forsøg på at splitte byens unge i kloge og

dumme, så fortsatte vi ufortrødent med at være sammen med dem som vi plejede at være sammen med.

Og hvad skolen ikke formåede i indlæringen, måtte vi selv opsøge. Jeg var en ivrig Anders And læser, der med begejstring fulgte med ænderne rundt i verden på utallige eventyr. Det blad var virkelig med til at åbne mange sanser, modsat skolen. Året efter valgte min far at tage mig ud af Skørping Skole. Og i stedet blev jeg meldt ind på Klostermarkskolen, en privat skole i Ålborg. Hvor jeg gik 6.klasse om. Det var en klog beslutning min far tog der.

LUSSINGER & EVENTYR Set med nutidige øjne levede vi børn et farligt liv. Vi legede på steder, hvor ingen børn i dag ville kunne komme til at udfolde sig kreativt. I moserne, i grusgraven og på de tilfrosne skovsøer.

Vi fægtede med hjemmelavede sværd og skød med luftgeværer og vi lavede cykelstunts på stejle skråninger i skoven. I tilgift kunne man få lussinger alle de steder vi befandt os, på gaden, i skolen, blandt ”desperadoer” og rivaliserende, og nogen fik sågar tæv der hjemme. Det var acceptabelt at slå børn. Og også at slå andres børn. Og når det foregik, var moralen oftest, at det var barnets egen skyld. Man skulle ikke være fræk. Og netop det moment, ”Ikke Være Fræk” udløste pr. automatik at når risikoen var lille, så forsøgte vi næsten altid at finde grænser for hvad man turde af frækheder. Og det kostede konsekvent afregning, ind i mellem.

I skolen var lussinger nemme at få. Man vidste det allerede inden man tog hjemmefra om morgenen med ufærdige lektier i tasken, og i tillæg kunne straffen yderligere udløse et hæfte håndskrevet med teksten: ”jeg skal huske at lave mine lektier”. Men som sagt kunne denne inkvisition, fra skolen ikke afholde os fra at prøve frækheder af.

Jeg stod en eftermiddag nede ved cykelhandler Olsen på Jyllandsgade, og lappede min cykel, (man kunne købe en lap og

låne værktøj for 25 øre, hvis man så selv lappede sin cykel). Og det var jeg netop i færd med. Der stod en mindre flok drenge og så på, alt i mens vi snakkede og pjattede. Pludselig går min kraftige og temperamentsfyldte lærerinde Kragen forbi på Jyllandsgade.

Og mens hun passerede de 2 hjørne ejendomme, udstøder jeg spontant og uden synderlig forbindelse med omtanke, et højt og skræppende ”krak krak”. Lærerinden standsede øjeblikkeligt, drejede hovedet og marcherede med militærisk præcision hen til mig. Og sekundet efter får jeg en syngende lussing udleveret. Jeg kvitterede høfligt for oplevelsen ved at bukke og sige ”undskyld - og tak”!

Da Kragen atter var væk, brød vi ud i vild jubel. Min eneste bekymring gik på om det kunne ses på min kind, at der sad fem røde fingre, når jeg skulle hjem for at spise.

bevægelse. Skrækken får overtaget og tvangs billeder vælter øjeblikkeligt frem i mig, i skikkelse af ulve, hekse, trolde, røvere, nazister og døde, i nævnte rækkefølge, og da´ indser jeg med eet det rædsels scenarium der venter forude. Jeg skal passerer Niels Vangsted´s mindesten. Stedet hvor en mand var blevet ”myrdet, slået ihjel, død, dræbt og efterladt som et lig” af tyskerne. Da gik cyklen helt i stå, og jeg stirrede angst på mørket foran mig. Men til sidst beslutter jeg mig til at få det overstået, og jeg træder i pedalerne igen og styre atter ind i mørket. Kort efter forskrækkes jeg for alvor, denne gang af lyden af mange grene der højlydt knækker i skovkanten omkring mig. Jeg står op og tramper indædt i pedalerne alt hvad remmer og tøj kan holde. Så kommer noget stort brasende ud af skoven. Jeg cykler som et andet eksprestog mens jeg hører en lyd på asfalten omkring mig, der grangiveligt lyder som en hel hær af støvletramp, skygger blafrer omkring mig og sekunder efter bliver jeg revet af cyklen, og tumler ned i grøften, mens noget tungt suser henover mit hoved. Da jeg åbner øjnene springer en stor hjort hen over mig, og endnu en, mens flere løber forbi. På sekundet bliver jeg afklaret, mens sceneriet omkring mig klinger af.

En stor flok rådyr gik åbenbart og græssede i skovkanten da de var ved at krydse vejen, og jeg var samtidigt cyklet lige ind i flokken. En stærk oplevelse. Oppe på cyklen igen, fattede jeg mig, og cyklede roligt videre med en uendelig følelse af at være næsten urørlig.

Da 60´erne og musikken kom til Skørping.

Denne del af historie tager udgangspunkt i begyndelsen af 60´erne i Skørping, som jeg husker det. Men redeligt begynder det hele nu alligevel for fuld musik i 1958. Det år udkom nemlig pladen ”Oh Marie a ve hjem til dig”, med Four Jacks. Pladen blev købt hos Grønhøj i Skørping formedelst 4 kr. og den plade blev et vendepunkt for min fremtidige tilgang til musik. Jeg hørte den plade så tit at jeg kunne basgangen, guitaren og saxofonen uden af. Melodien gik lige i blodet på mig. Og ligeså B-siden som hed ”tapre Ørn”. Begge sange var fortolkninger over en simpel blues og antydede den musik som fremover kom til at præge mig og en stor del af min generation. (I øvrigt har jeg pladen endnu, og jeg synes stadig den er god).

Jeg gik til spejder i spejderhytten på Mosevej, som Ulveunge i Blå Bande, sammen med bl.a. Jesper Kuhn, og Frode Jensen (kulsvieren). Frode gik jeg også i klasse med. Han var en fin fyr, og vi legede nogen gange sammen. Og denne november eftermiddag, stod vi en flok udenfor spejder hytten og var på vej hjem. Klokken har nok været 5 og det er begyndende halvmørkt.

Frode skal gå alene hjem igennem skoven, fordi hans cykel er i stykker, så jeg tilbyder min assistance hvis vi skiftes til at cykle og sidde bagpå, og således kommer Frode hjem til markvejen, hvor han hopper af. Og så går det ene mod Skørping. Hurtigere end ventet sænker mørket sig nu næsten totalt. Min Nefalygte er ikke til megen hjælp og den blænder mig i tilgift. Når jeg koncentrerer mig kan jeg lige ane vejen foran forhjulet. Skoven knager højlydt. Det er nogenlunde spændende, et stykke tid. Så kommer der en tung knagende lyd fra skovens dyb af noget i

Jeg gik omkring 1961 til trompet undervisning hver torsdag, hos Børge Knudsen - (for at lære at spille Oh mine Papa), men skalaer og nodelære var ikke min kop te, så jeg forsøgte at snyde Børge Knudsen, ved at skrive tal kombinationer fra 0 til 3, gældende for tasterne på trompeten, med en meget spids blyant, over hver eneste node, for så bagefter at viske det hele ud igen.

Når jeg så stillede nodehæftet lidt på skrå, kunne jeg læse mine tal i skyggen fra blyantens rille og læse min snyde kode. På den måde blev jeg hurtigt en nogenlunde” dygtig” elev, indtil den dag oprandt, hvor jeg selvfølgelig glemte mit nodehæfte derhjemme, så jeg i stedet måtte spille efter Børge Knudsens nodehæfte. Jeg kunne ikke spille en eneste melodi rigtigt efter det nodehæfte.

Og Børge Knudsen undrer sig. Jeg lærte ved den historie at jeg er nodeblind og har et godt gehør.

Omkring foråret 1962 er jeg en søndag eftermiddag med familien på Restaurant Bulbjerg. Og ved trappen står der en farverig Wurlitzer Jukeboks. Jeg er så heldig at have 8 kr. i mønter på lommen, og da de voksne hurtigt har nok i sig selv, går der ikke lang tid før jeg står nede ved Wurlitzeren. Mine øjne løber rundt blandt de mange titler indtil jeg finder sangen ”Baby Baby” med Jack Scott”. Den sang havde jeg en aften hørt slutningen af på

Radio Luxenborg i mellembølge kvalitet. Jeg kommer penge i apparatet og taster sangen. Kort efter flænges lokalet af en stor vibrerende lyd fra en saxofon, og en banalt rock sang er i gang, afspillet som kun en Jukeboks kunne dengang, så musikken nærmest bliver fysisk tilstede. Jeg spiller sangen ”Baby Baby” og bagsiden ”What in the world comes over you”, ligeså mange gange 25 øre går op i 8 kr.

Nu var musik ikke noget man som 10 års dreng gik og talte med andre om i Skørping i 1962. Men jeg tror vi var en del spirende unge i byen på den tid, der gik rundt og fik sådan nogle oplevelser, men vi var vel ret beset også de første i byen der reelt fik så rige muligheder.

For samtidigt begyndte Danmarks radio, program 1 hver anden torsdag at sende ”10 Vi Kan´ Li”,. Her var der pludselig fri adgang til en håndfuld sange og melodier, som det officielle statsapparat mente appellerede til et ungt publikum. Og ind i mellem lyttede vi til Radio Luxenborg. Og der kunne vi høre heftige og ekstatiske ting fra Eddie Cochran, Buddy Holly, Chuck Berry, Ritchie Valens og Little Richard.

tog navnet til sig som et kvalitets stempel. Danske pigtrådsgrupper som The Defenders, Les Rivals, The Lions og Sir Henry and His Butlers indtager toppen af hitlisterne, sammen med Beatles og Stones. Gedigen dans pre-rock fra omkring 1964-65, som stadig holder på en god dag.

I hjemmene i Skørping var der ikke meget forståelse for den slags udskejelser, godt nok havde de fleste efterhånden fået sig et værelse der hjemme og enkelte også en pladespiller, men det var ildeset, hvis man sad på et værelse og hørte på pigtrådsmusik. ” Sluk for den larm– og lav dine lektier”, lød parolen. Derhjemme var man ikke pr. definition fredet til at dyrke ungdomskultur.

Forældrenes autoritet og ungdommens urkraft skulle til at brydes.

Kinorevuen i Skørping viste ind imellem rigtige ungdomsfilm med bl.a. tyske Peter Krause & Conny Frobes, ja selv filmen Rock around the Clock, kom” forsinket” til Skørping Bio, og den barske og følsomme ungdomsfilm ”Some People”, blev også vist for os. Globaliseringen sneg sig ind i Skørping, og da fjernsynet kom ind i hjemmene, blev vores forældre pludselig indendørs om aftenen, hvor de oprigtigt hyggede sig, med venner, familie og naboer.

Så fik Skørping en dag en rigtig rød-hvid pølsevogn. Placeret særdeles iøjnefaldende, skråt overfor Turist Hotellets pompøse indgang. Og med pølsevognens placering, var rammerne definitivt sat frem til ungdomskulturen i Skørping anno 1962.

Der kom ”Læderjakker” til syne i Skørping, med bakkenbarter og bumser i fjæset, brylcreme i håret og stål kam i baglommen, siddende overskrævs på en arrigt udboret knallert med olierede nappa frynser i håndtaget. Og de duperede og skræmte, mens de udspredte historier om slagsmål, øl og damer. Der blev trådt mange ungdommelige smøger ud på asfalten, i de rammer.

På den måde oplevede jeg de tidlige 60´eres allerførste indmarch i Skørping.

Når man er 10-12 år, kan man ikke bruge det til så meget, andet end en registrering. Og skolen var jo stadig lige træls. Men hurtigt bliver man 12 år, og 13 år. Pigerne får former og livet tager en drejning.

Da The Beatles indtog Skørping

Vi var blevet forbrugere af et nyt marked der var under opstart.

Danmarks første ungdomsblad ”Vi Unge”, kunne købes i kiosken hos frk. Nielsen på stationen, og på den måde kom pigerne med på banen. Pigerne læste om mode og kærlighed og de samlede ihærdigt på pop - og filmbilleder Påvirkningerne og mulighederne for ungdommen var endeligt, så småt kommet til Skørping. I radioen begyndte P3 dagligt at sende ”Efter skoletid” som var et ønske program med hilsner tilsat pop og pigtråds musik. De fleste unge skyndte sig hjem fra skole for at åbne for det program. På den facon hørte jeg The Beatles spille Long Tall Sally, og Roll Over Beethoven, og så var jeg ellers solgt til stanglakrids, og med et´ erklæret, inkarneret og passioneret ”die hard” 12 årig Rock-fan. De voksne kaldte nedsættende den nye musik for Pigtrådsmusik. Men ungdommen

Mens Beatles feberen rasede over hele den vestlige verden, var vi en håndfuld unge mennesker i Skørping, der ihærdigt forsøgte at holde os ajour med den nye musik og de nye strømninger. I 1964 skulle jeg med klassen på den obligatoriske Bornholmer tur, som traditionen tro også betød et besøg i København, pigtrådsmusikkens højborg. Så jeg havde øjnene med mig.

I Tivoli, fandt jeg til min store begejstring en kiosk der solgte Beatles relaterede ting. Jeg købte en badge forestillende en lille plastik miniature elguitar med et påtrykt billede af Beatles samt en badge, med samme tekst. Og stolt som en pave entrede jeg Bornholmerbåden iført mine nye relikvier. Da vi alle er kommet ombord og roen sænker sig, lyder der pludselig et råb, fra en fra klassen, som får hele skibet til at rulle af grin: ”Medalje Hansen”, lyder det lakonisk, alle griner, og jeg syntes selv det lyder sjovt.

Hvem der sagde de famøse ord husker jeg desværre ikke, men mon ikke det var ”Snolle” for ordene bed sig fast. Og jeg måtte i lang tid døjes med det øgenavn. Rygterne gik om at jeg smed medaljer over bord, pga. drilleriet, men bare rolig, man smider ikke trofæer og relikvier væk. Man gemmer dem.

Jeg begyndte at ”hænge ud” med de der hørte musik. Nogen var mest til den ”gamle” 50´er Rock´n Roll, og nogle var til den nye danske pigtrådsmusik, og for de hardcore var der den beskidte rå blues lyd fra England med navne som The Kinks, The Who, The Rolling Stones og Pretty Things. Jeg var vild den beskidte blues lyd og The Beatles.

I aviserne, i fjernsynet og i ungdomsbladene kunne vi passivt følge med i hvad den københavnske ungdom gik og lavede. At

de gik i Hit House, havde trompet bukser, langt hår og Beatles støvler og gik med gamle uniformer. I Skørping måtte vi klare os med tøj mor købte i Herremagasinet og så vores udmærkede fantasi. Og den fejlede bestemt ikke noget.

CIRKUS VIVI Men så kom Cirkus Vivi en dag til Skørping. Og det lille Cirkus havde et rigtigt pigtråds orkester på plakaten, som skulle fremvises i teltet, på lige fod med gøgl og aber. Mine forventninger kunne næsten ikke tro at det var muligt.

Så efter skoletid suste jeg på min cykel op af kro bakken til markedspladsen, hvor hele sceneriet med telte, vogne, heste og fremmedartede personer fortalte at cirkus er i byen. Og der´ på hjørnet af markedspladsen og krobakken befandt sig ganske rigtigt en flok langhårede pigtråds musikere som lå og flød op ad en høstak, og rundt om de fem musikere holdt en sværm af Skørpings ungdom på cykler. Det der foregik, var oprørende.

Pigerne var vilde af begejstring og enkelte skabte sig hysterisk, som de havde lært ved at se fjernsyn, og bagved pigerne holdt drengene afventende. En af drengene råber pludselig med skinger pubertetsrøst: ”de sku´ fandme ha´ bank”, hvortil en af musikkerne resolut ryger på benene og svarede på ægte københavner dialekt: ”hvem faen´ sagde det??” Drengen der havde fremsagt trusselen forsvandt med stor hast ned af kro bakken igen på sin cykel og væk var han. Det var nogle barske Københavner gutter. De var ældre end os, og så var de langhårede på den ”grimme måde”, de gik med solbriller og nappa veste, øreringe og højhælede læder støvler. Sådan var der ingen i hele Himmerland der så ud. Og så havde de i øvrigt tømmermænd.

Da de endelig skulle spille i teltet om aftenen, blev det som sidste nummer på plakaten, efter en næsten ulidelig lang forestilling.

Først bliver der båret et trommesæt ind i arenaen, med påskriften

”Finn Tony and Them”. Herefter løb trommeslageren ind. Så lød der et brag, og de øvrige musikere sprang ind i arenaen og påbegyndte en forestilling hvis lige aldrig før var set i Skørping, tilsat en hylende larm. De spillede ”long Tall Sally” så vi på alle måder fik defineret begrebet støj. Det var næsten punk et kvart århundrede for tidligt.

Det hele varede under 5 minutter. Så var det slut og cirkus drog videre til næste by.

Uagtet denne manifestation, kunne jeg dagen efter konstaterer at alt forblev temmelig uændret på sin plads og i sin vante gænge i Skørping.

Strøm på:

Den flok jeg befandt mig i, holdt i flere perioder til hos en gut der boede på eget værelse i kælderen, hos sine forældre på Jyllandsgade. Man kunne komme og gå, næsten som man ville, og det sted var i perioder mødested for byens ”Hang Out´s”.

Drengen med værelset var en gæstfri fyr. En erklæret samler som bl.a. havde en Fix & Foxi samling, samt en imponerende samling legetøjs biler af italiensk oprindelse. Der tilbragte vi mange gode timer med spas og ordkløveri og begyndende intellektualisering.

På et tidspunkt indtræffer konfirmationen og i den anledning bliver jeg begavet med en rigtig spolebåndoptager, så jeg nu kan optage musik fra radioen med mikrofon. Og det er vigtigt, for musik og livsstil ekspanderer med raketfart. Vi er en del unge der i lange perioder holder til i ventesalen på stationen. Vi køber cigaretter i håndkøb hos frk. Nielsen i kiosken. Og vi læser i musikbladet Hit når det udkommer hver anden torsdag.

Og i ventesalen, mødes jeg oftere og oftere med en fyr fra min boglige parallelle klasse. Han er seriøst søgende i den nye

ungdoms kultur. Og han tager budskaberne til sig. Han har oven i købet en elektrisk guitar og det har jeg (næsten) også, dvs. min guitar er kun rød! Men vi begynder at spille sammen, i hans kælderværelse. Ikke noget med at øve akorder eller numre. Vi larmer blot løs med den ene akkord som vi har lært. Og mi n rolle bliver så at spille sologuitar med en mikrofon i lydhullet. Det hele bliver forstærket via en lille transistorradio fra Grønland. Og vi kalder os ”Blues Incorporated with fantastic Sound”. Og sådan mødes vi af og til i kælderværelset. (Og vi har spillet sammen siden, ud fra det koncept, men det er en anden historie).

Min nye ven er den første jeg kender der taler engageret om de euforiserende stoffer, som er ved at blive synonym med den musik vi høre og læser om.

Vi holder selvfølgelig med vores idoler, men uden at have den fjerneste anelse af hvad de reelt har gang i. Det eneste vi kender til, er cigaretter og virkningen af de øl, som vi i ny og næ har smagt. Det er ikke svært for at vælge de grå autoriteter fra. At stort set alle vores idoler mindst er 10 år ældre end os selv, tænker vi ikke på. Og samtidig går der på almindelig gammeldags facon, for alvor hormoner og pubertet i skidtet.

Jeg må gerne høre musik derhjemme, bare jeg ikke spiller højt.. Men langt Beatles hår og Beatles støvler kan jeg glemme alt om. Det er en kamp af dimensioner, hver gang jeg bliver kommanderet ned til frisør Eriksen af min mor. Man kan ikke synke lavere, synes jeg, end at komme ud med nyklippet hår.

Det var ondt. Og jeg stritter imod med alle kræfter. Min mor truer med at klippe håret af mig i den ene side mens jeg sover, og således bølger slaget frem og tilbage på hjemmefronten. Det er bestemt ikke sjovt. Hverken for mig eller for mine forældre.

MAJSTANG i 1965 i Sejlstrup

Jeg har en enkelt gang deltaget i den Himmerlandske tradition der kaldes Majstang, og som afholdes op til pinsedag. Det foregik midt i tresserne i laden på en stor gård i Sejlstrup, hvor vi var en flok unge i 10 – 17 års alderen samlet. Formålet var i flg. traditionen, at få lavet en majstang ud af telefonpæle, som så blev behørigt dekoreret med friske bøgegrene af pigerne.

Drengene udtænkte imens en ”snedig” plan. For iflg. reglerne skulle stangen jo ud at stå et sted i byen, og der risikerede man

at andre unge, fra andre byer, kunne finde på at komme og vælte stangen. Der gik drabelige historier om slagsmål og sammenstød omkring den begivenhed. Det fortaltes at der engang i Skørping var nogle, der havde sat majstangen fast i beton, på torvet, og at en beruset ungersvend fra Rebild havde forsøgt at køre stangen ned med sin fars traktor. I Sejlstrup havde vi udtænkt den plan, at vente med at rejse stangen indtil efter solopgang, for til den tid var risikoen meget lille, da mange så var taget til bal i Mosskov.

Planen var såmænd god nok. Men ved 3 tiden om natten var der pludselig opløb ude foran laden. Der var en snes gårdskarle i pænt bal tøj, samt en uniformeret soldat eller to og ved vejen holdt nogle biler med lys på. De forlangte Majstangen udleveret, og truede med bank, hvis vi ikke skyndte os. Vi erkendte hurtigt at rent styrkemæssigt var vi i undertal. For at vinde tid råbte vi nogle uforskammetheder ud til dem. Man kunne jo altid være grov i kæften. Men det skræmte nu ikke nogen væk. Tværtimod blev de blot mere opsat på at komme ind til os, og de begyndte i mørket at lede efter noget der kunne bruges som rambuk. Vi vidste at de snart ville finde nogle af de gamle telefonpæle som lå lige udenfor laden. Panikken bredte sig inden døre. Sønnen på gården spurtede af sted i retning af maskinhuset, mens han låste alle døre, og et øjeblik senere kom han skramlende tilbage med en kæmpe håndsprøjte og nogle spande. Midt i al virvaret høre jeg så ordet ”ajle” efterfulgt af en høj latter. Pumpebeholderen blev fyldt op med den nævnte væske og så vi var klar til kamp.

Og det var i sidste øjeblik. For udenfor stod fjenden klar med en telefonpæl. Da de indledte angrebet, åbnede gård sønnen for hanen, og ajlen sprøjtede ud af slangen, igennem en lille luge i ladeporten, i en fin forstøvet trykstråle. Hvor mange der blev ramt af ajlen ved jeg ikke, men det standsede fremtoget øjeblikkeligt.

Men kun for et kort øjeblik. For nu var de med rette opsat på at tæve os. De gik i gang med at finde andre indgange. Og som den kylling jeg er tog jeg hurtigt flugten på jagt efter et skjulested.

Jeg endte i skyllerummet. I samme øjeblik røg døren foran mig ind med sådan et drøn at den rev en stål tagplade med sig ned og den landede i panden på mig, så blodet væltede frem. Det blev min redning, for jeg lignede pludselig en der allerede havde fået tæsk. Der opstod en massiv larmen og råben, men heldigvis vågnede gårdejeren op ved larmen, og som en olm tyr stod han

kort efter i laden iført bare tæer og underbukser, kæmpe stor og hærdebred, og han smed alle de der ikke skulle være i laden korporligt ud. Så freden atter sænkede sig over Sejlstrup. Og vi slap for lussinger.

PROVO ATTITUDE

Flokken jeg var i, begyndte at cykle til Rebild i weekenderne.

Den stråtækte Bette Kro var blevet ungdommelig, med et rigtigt cafeteria, hvor wienerbrød og kaffe, softice, kolde øl, samt en jukeboks og en bowlingbane, kunne trække alle arter af bred folkelighed til sig. Og lørdag/søndag i sommer månederne var der som regel stuvende fyldt. Så der cyklede vi tit op i weekenderne, og spejdede efter piger og prøvede vores spirende provo attitude af. Vi havde stort set aldrig penge, så vi måtte fifle og platte os frem. Tre mand om en kop kaffe for at få et bord, og hvis en af os en dag, have penge på lommen, var man alles ven, hele dagen. Og der var altid en der vidste hvordan man får en morskabsmaskine til at virke uden at bruge penge.

En af mine gamle klassekammerater fra Skørping var taget på efterskole på sjælland, og nu var han kommet hjem på juleferie.

Ham skulle jeg naturligvis besøge. Jeg fik mig noget af en overraskelse. På det halve år der var gået siden han sidst havde været i Skørping, var der sket en forandring med ham, fra en blegtynd asparges, til en rigtig beatnik, med langt rødt hår, højhælede støvler og pop tøj fra Nyhavn, og ikke nok med det, han havde en kammerat fra ungdomsskolen med hjem, der så ligeså outreret ud, og så havde kammeraten endog et skotsk Mcnavn. Jeg var voldsomt imponeret.

I stuen var der en krydret duft, og i baggrunden kørte et larmende spolebånd med en optagelse de to kammerater havde lavet aftenen før, fra en koncert i K.B. Hallen i København med

selveste The Pretty Things.

Mine egne referencer til live musik rakte stort set kun til Finn Tony & Them fra Cirkus Vivi og enkelte små arrangementer i Mælkepoppen i Ålborg. Så mine spørgsmål stod nærmest i kø, for at blive besvaret.

De to kammerater griner fnisende mens de besvarer mine spørgsmål. ”Vil du smage hash ” spørger den ene så, og rækker en majspibe hen til mig. En syrlig duft af harpiks bredder sig mens varmen stiger til mine kinder. Jeg tror de laver pjat med mig. Men den er god nok, og jeg får en pludselig indskydelse af at nutiden aldrig har været mere nutidig. For den danske popsanger Peter Belli havde netop modtaget en dom på 30 dages fængsel for i en radio udsendelse at have sagt, at han havde prøvet at smage hash én gang, og at han ikke kunne lide det. Så det er alvorlige sager de 2 stikker op i næsen på mig. Forsigtigt smager jeg på indholdet i piben. Virkningen udebliver dog, men stemningen gør bestemt ikke oplevelsen ringere.

Og jeg går derfra med en ganske lille gnalling, som jeg får i hånden på venskabelig vis. Dagen efter er de 2 kammerater taget tilbage København. Den lille klump, som ikke er meget støre end svovlet på 2 tændstikker bliver gemt grundigt væk på værelset.

Og henligger (næsten) upåagtet det næste halve år.

Jeg var ikke vild med at gå til kro bal. Men på Skørping Kro begyndte der så omkring 1967-68 at komme langhåret pigtrådsmusik en gang om måneden. Og så skulle jeg nok indfinde mig. Det var dog kun orkestre fra laveste pigtråds division, der turnerer rundt til kro baller. Det var banalt ”dansktop-pigtrådsmusik” det meste af det. Men i Skørping var den slags bedre end ingenting.! ! Et sikkert hit på dansegulvet, ved disse beat baller, var sangen ”I´m a Beliver” med The Monkees fra USA. Så opstandelsen hos pigerne i Skørping var på hysteriets rand, da det annonceredes at netop The Monkees

var på plakaten ved næste beat bal i Skørping. Jeg troede ikke på det. Men krosalen var fyldt helt op, da de gik på scenen. Nogle få opdagede hurtigt at det ikke var de rigtige Monkees. De her stavede deres navn på engelsk og hed The Monkeys. De spillede ordinært danse musik. Og på gulvet blev der danset som om det intet betød. Ak ja vi var kun bønder, og ville gerne bedrages.

Og ikke nok med det, for på næsten samme tid kunne vi læse nyheden om at Skørping Kro, var blevet til et rigtigt ”Psykedelic tempel”, og at der allerede havde været afholdt en kæmpe psykedelisk fest”. Det var det landsdækkende popblad Børge, som fremturede med den historie. Jeg var målløs, for psykedelic, som var synonym med hippier, LSD og udsyret lysshow, var ganske uprøvet i Skørping, og i særdeleshed på kroen. Sandheden var at kroen havde fået ny ejer. Og maleren Vagn Neimann, skulle give kro salen en gang frisk maling i nye farver, og forskellige krummelurer på en vinrød baggrund. Og det pyntede vældigt.

Længere var den ikke. Den omtalte psykedeliske fest, var et bal hvor Sankt Anna Group og sangerinden Conny fra Randers leverede musikken. Og på kroen blev der stadigt spillet banko to gange om ugen. Det grinede vi meget af. Men det visualiserede i den grad også hvorledes vi var en forbrugsgruppe, som penge hajer forsøgte at sælge hvad som helst til. Heldigvis kunne vi ind i mellem få fat i undergrundsbladet Superlove, der udsprang af selve miljøet, som vi følte os beslægtet med. Det var vigtigt at være godt opdateret.

Vagn Neimann malede forøvrigt senere, min guitar psykedelisk, i stil med omslaget fra Steppeulvenes Hip, formedelst 40 kr.

Neimann var vild med The Beach Boys, men der var ikke meget hippie over ham.

tilbage til festen, havde jeg medbragte mad hjemmefra, men han kikkede forundret på mig. Han sultede tilsyneladende ikke.

Da festen, efter knap en uge, sluttede af, skulle vores ven af med de tomme flasker, og sjovt nok kørte han dem ikke op til købmanden, nej i stedet kørte han dem tidligt søndag morgenen ud i skovkanten syd for byen. Her læssede han dem af i en grøft.

Og den aflæsning var der uheldigvis nogen i en bil der så.

Dagen efter skete der så det forunderlige, at DSB opdagede at plomberingen ind til en godsvognen var fjernet, og det samme var adskillige paller øl inde fra vognen. Det sælsomme sammentræf blev vores ven af forståelige grunde kædet sammen med, og han måtte lide den tort at inkasserer 3 måneders stuearrest, samt en erstatning, som blev trukket fra hans lommepenge.

Der skal, her mange år efter lyde en tak til vores ven Bent for den fest. Og tak til feriepigen Astrid som tilfældigvis dukkede op og som fordrejede hovedet på flere af vennerne i den uge.

Festen markerede på sin egen forunderlige måde afslutningen af en epoke. Og det var sidste gang vi alle festede sammen, i fordragelighed. Efter den fest skiltes vandene.

Vandene skilles:

Byens nye præst, pastor Schou, var venlig stemt (eller var han bekymret!) over for byens unge. Han oprettede byens første ungdomsklub i kælderen under Turist Hotellet, som et ”værested med opsyn”. Her kunne vi høre musik på stort stereo anlæg, spille bob eller dart, samt drikke sodavand og hænge ud med andre unge.

Jeg kan ikke huske hvor tit der var åbent, men der blev ind i mellem spillet levende rockmusik af unge på vores egen alder.

Men de fleste der kom i klubben var yngre end os. Vi selv var jo ved at blive semi- erfarne teenagere og søgte i andre rækker. Helt konkret handlede det for drengene om hvem der var til knallerter og øl, og hvem der var til beatmusikken og dens væsen. Og piger. Og ganske symbolsk blev den store afslutning mellem de tidligere venner fejret i en højest usædvanlig fest.

En af gutterne, en fin fyr med hang til knallerter, mekanik og jokes, (havde bl.a. byens eneste 2 etagers cykel), skulle være alene hjemme i en hel uge i sommerferien, mens forældrene, var taget på noget så uvant, som en charterrejse til syden. Det betød at der stod et hus ledigt i en uge. Og da ungdommen i Skørping konstant manglede et sted at være, ja så var det jo en enestående situation, som skulle udnyttes. Og det blev den sandelig. Da jeg første gang stak hovedet indenfor i de bortrejste forældres hyggelige stuer, sad der en kæmpe flok unge mellem 15 og 25 år og tyllede øl i sig, mens tobakstågerne og musikken, flød sammen med flaskekliren, skrål og latter samt døre der gik op og i. Der var kort sagt en stemning, denne tirsdag eftermiddag, som på et værtshus lørdag ved midnat. Og øllene flød frit. ”Vil du ikke ha´en bajer, du kan bare ta´en”, lød det til den nyankommende.

Jeg var målløs. Alle mulige forskellige var der og også nogle af dem som vi normalt var lidt bange for. Jeg konkluderede at drengen i huset nok havde købt øl for alle de kostpenge, som forældrene havde givet ham. Da jeg senere igen om aftenen kom

Mærkelige Tider (Strange Days):

Årets byfest i Skørping anno 1969, fik deltagelse af byens hippie-ungdom. Vi fik en lastvogn stillet til rådighed af Handelsstandsforeningen. Og vognen blev behørigt udsmykket med blomster og grene, psykedeliske plakater, og bannere med slagord. Vi var bemalede i ansigterne og planen var at min musiker ven og jeg skulle spille udsyret psykedelisk blues på vores guitarer, men da vi ikke kunne skaffe strøm til forstærkeren blev det ikke til noget. I stedet spillede vi musik med amerikanske The Fugs, fra en medbragt båndoptager på batterier og råbte politisk slagord.

De fleste af os boede stadig hjemme. Nogle var taget på efterskole, og andre var ved at gøre folkeskolen færdig eller var lige begyndt på gymnasiet.

Så flyttede der en ny fyr til byen. Han flyttede ind i et kælderværelse ved Torvet.

Den nye fyr var et friskt og vitalt pust til Skørping, og han havde

en fanden i voldsk energi, der ikke sådan lod sig styre. Han kom til byen i forbindelse med en læreplads som kok på hotellet.

Kælderværelset blev omdøbt til ”Diskotek Hørmeren”, og byens spirende blomsterbørn brugte det lille værelse som officielt mødested. Vi stenede ud til den nye progressive musik, der var blevet ophøjet til at hedde ”Beatmusik”. Flokken vi tilhørte var afgjort ved at blive til dem de andre ikke måtte lege med.

Solbakken:

Året efter sin ankomst, lejede vores nye ven og en kammerat, en lille taglejlighed, med stue, 2 værelser og balkon, på Solbakken.

Huset ligger bag ved slagter Sørensens hus og lå i ly af kro haven og det blev Skørpings markante samlings sted for flippere i de næste par år.

I underetagen boede huset ejere, et ældre ægtepar Ejner & Frida, der nu supplerede pensionen på forskellig vis. Einer var bl.a. bud hos bageren. Og Frida fungerede som kogekone ved private fester. Einer var venligheden selv og en poetisk sjæl.

Han havde bl.a. opført et lysthus i haven, og en bålplads med udskårne træfigurer som flankerede siddepladserne rundt om bålet. Og haven var fyldt med fuglekasser, planter og mærkelige sten og muslingeskaller. En sommeraften tilsneg Einer sig et sug af den obligatoriske pibe, der gik på omgang, og han dansede efterfølgende regndans rundt om bålet. Men ellers var det mest Frida, der var på banen og Frida var stor og myndig. Hun kunne skælde ud så det bragede og oftest var det pga. støj fra overetagen.

Værst var den højlydte vandring op og ned af trappen, dag og nat i træsko, som var på mode. Den ældgamle trappe, lå lige op af Einer og Fridas soveværelse. Og bedre blev det jo ikke af at man også skulle den vej op og ned for at komme på toilettet.

Vi flippede ud for fuld udblæsning og vi så efterhånden også sådan ud. Sport var ikke flippet i vores lille kreds, og vi beskæftigede os hurtigt kun med flippet livsførelse. Og vores forældre bekymrede sig med rette. Mange rystede på hovedet eller lod sig forarge. Og tidligere venner blev til fjender, der ville banke os. Det blev i sandhed nye tider i Skørping. Ikke for at bortforklare tidens eftermæle, men det skal alligevel med, - hvilke kræfter der var på spil blandt mange millioner unge i hele den vestlige verden. Alt fusionerede omkring os, og musikken blandede sig med kunst, litteratur, psykologi, politik

og østens filosofi. Og Bob Dylan folder sig ud som poetisk talerør for en hel generation. Alle disse nye tiltag afsmittede på drømmene om en ny livsform. Det var i sin grundform en uskyldsren virkelighed med muligheder, det som åbnede sig. Det var eksotisk og samtidig var det et solbeskinnet åndehul, at være ung i. De fleste var idealister, og bar på troen om et nyt samfund.

En hash rus eller et LSD trip var bevidstheds udvidende i afgjort betydning. Det var ikke en flugt ind i Andromedas tåger. Det var en rejse mod nye mål.

Og fællesskabet var stort og bestod i letgenkendelige grupper af langhårede drenge og piger.

Pludselig en sen aften i Skørping går døren op og ind træder en nordisk skjald med kæmpe krøller, støvler og rejsestøv i tøjet.

Han ankommer direkte fra Marokko. Hvem der kendte ham, vidste kun de færreste. Han havde blaffet 10.000 mil (som Eik Skaløe synger), og filantropen havde medbragt en kæmpe klump af den fineste galar, som hashen nu kaldtes blandt de indviede, med hjem. Han havde passeret den marokkanske grænse, med klumpen gemt i en kamelmave. Derefter var han egenhændigt spadseret med selv samme klump forbi de danske toldere i Kruså, og nu sad han så her iført marokkansk outfit, og berettede over myntete, om turen, mens smagsprøver fra rejsen vandrede rundt.

Det var ren etnografi, som udspillede sig. Og vores verden åbnede sig.

Skørping blev kendt, som et sted flippere valfartede til, fordi de havde hørt om stedet i skovens dyb. Og da sommeren kom, havde Skørping repræsentantskab i Det Ny Samfunds første Thy Lejr. Andre delegationer fra Skørping drog ud i det flippede miljø, bl.a. til nytår 1970 i Projekt Hus i Magstræde i Kbh., men reelt set var vi stadigt blot en flok bonderøve, fra en provins flække, og først nu skulle vi til at blive inkluderet i noget der lignede nutid. At det fakta både var vores styrke og svaghed bekymrede os ikke en tøddel. Vi tog imod hvem og hvad der kom. Det lå i tidens ånd. Hvis man så nogle der lignede en selv, var fællesskabet beseglet. En dag dukkede Len ud af den blå luft.

Han kom med gode vibrationer fra USA, på flugt fra Vietnamkrigen, og i lommen havde han LSD. Han var en venlig fyr, som alle kunne lide. Hvor længe han boede på Solbakken står uklart, men en dag var han væk igen.

PSYKEDELIC YOGI

En del af vennerne fra byen, gennemgik i de år transformationer, helt i tråd med de psykedeliske forskrifter. Der var bl.a. ham der vidste en del om Ufoer, reinkarnationer og nummernologi, og som derfor rendte rundt med målebånd og tolkede hændelser, der var usynlige for almindelige dødelige. Som da han en vinternat, gik baglæns i bare fødder i nyfaldent sne fra Mosskovgård til Skørping, mens han i psykedelisk ophøjnelse talte hvert et skridt med messende stemme som en hemmelig formel. En anden bedrift var da han med enormt kreativitet malede Beatles teksten ”within you without you” på døren til sit værelse med psykedelisk skrift. Han brugte flere hundrede timer på at male døren, og da den var færdig var den intet mindre en et lille mesterværk, som burde være gemt på Spillemandsmuseet. (Nogle år efter malede han den sørme´ hvid igen).

Norge og USA ja det forlyder endda at selveste lydmanden fra Pink Floyd var i Skørping i 1969, han påstod i hvert fald at det var ham man kunne se på bagsiden af LPén Ummagumma, og det lignede ham vist godt nok. Han tog med kokken til bal på kroen om aftenen.

Nogle af de personer der sådan opholdt sig på Solbakken, eller i Skørping i en længere periode, og som for en tid blev integreret i flokken, var bl.a. ”Bageren” og Michael (kaldet ”Kål´en”), de var fra København og de efterlod et totalt udflippet aftryk, og der var kokken Ole fra Tyskland som pludselig forsvandt og den rødhårede Kaj, der var pædagog på Børnehjemmet, og som vi aldrig rigtigt lærte at kende, men som formåede at brænde sit lys, så det blafrede. Det lå i tiden, at der skulle være plads til alle.

Men i løbet af det næste år klingede 60´erne alligevel af. De første udbrændte hippier meldte sig med rungende tavshed.

Festen var sluttet præcist lige så hurtigt, som den var begyndt.

The Beatles var opløst og tressernes var endegyldigt slut. Suset fra tressere satte sine fremtidige aftryk.

Og der var ham der begyndte at interesserer sig for meditation.

Han satte sig til at mediterer i et kældervindue i bar figur. Her kunne han sidde i timevis. Og ville man besøge ham, måtte man lige affinde sig med den nøgne mand, der ikke forekom slet så naturlig for os andre. Det var alt sammen meget mærkeligt og ganske underholdende. Kulminationen på ”bar røv” udspandt sig en lørdag aften, på Solbakken, hvor der var udenbys gæster iblandt os, som vi aldrig havde set før. Pludselig gik døren op og vores nøgne ven trådte ind. Alle sad på gulvet på madrasser, fordi benene var savet af borde og stole, og alle dukkede sig forfærdet for ikke at blive ramt af vores vens opstemte genetik mens han vandrede rundt for at slutte af i skrædderstilling med et Hari Om! Og ingen sagde en lyd. Højest et fnis.

Vores kokke ven, som var kommet til byen som en pæn ung mand fra landet, var med på den værste. Han kunne både flippe ud og samtidig bibeholde sit image som Don Dario på kroen.

Iført rød gabardine, forsvandt han af og til af sted til en omgang gammeldags krobal. Han kunne score damer som ingen anden – og tilmed have kæreste på. Og han berettede gerne om sine togter, med saftige detaljer. Han knoklede på jobbet, og flippede ud, passede kæresten og sparede ikke sig selv. Han formåede tilmed at tage kokke uddannelsen. Respekt.

Der foregik mange mærkelige ting, blandt flipperne på Solbakken og vi var godt klar over at vi havde gang i noget som Skørping nok ikke havde oplevet før. Vi blev til dels bekræftet i den påstand af de mange gæster der dukkede op ude fra den store verden. De kom fra Israel, Holland, Tyskland, England, Sverige,

LET IT BE

Det er musik der for mig er synonym med tresserne. Og heldigvis kom Skørping med på vognen. Hovedparten af de største udgivelser i rock historien kom på gaden i det årti der begyndte med The Beatles og sluttede med Jimi Hendrix. Fra 1965 til ca.

1970, udkom der næsten hver eneste dag en lind strøm af nye sange, med Bob Dylan, The Doors, Velvet Underground, Vanila Fudge, Jefferson Airplane, Pink Floyd, Love, Frank Zappa, The Who osv. Og mange fremmedartede navne dukkede op, og var med til at danne skole, for netop deres tolkning af begrebet, ”Electric Music for The Mind and Body”. Og det var den slags musik vi dyrkede i Skørping i de år.

I 1969 flyttede jeg hjemmefra og bosatte mig i Århus. Og i 1976 flyttede jeg til Mols.

Jeg fortsatte med at komme til Skørping. Mine forældre levede

stadigt. Og flere af mine venner boede i byen.

Jeg tager til Skørping et par gange om året. For byen fylder i mit liv. Og jeg undrer mig. I særdeleshed fordi jeg trods alt kun har boet i Skørping fra jeg var 5 til jeg blev 17, altså ca. 12 år.

Men Skørping er fyldt med historier, referencer, og billeder. Og godtnok stammer disse billeder fra en tid, hvor påvirkningerne var massive, men jeg tror helst ikke det er hele forklaringen.

Jeg synes ikke jeg oplever tilsvarende prægning andre steder fra. Mon det skyldes moserne som lå rundt om byen? Eller den muntre lyd af jernbane bommen der går op og ned.!

Jeg genkender næsten ingen i byen længere. Og dog. Ind i mellem dukker er der et ansigt op. Som da jeg en sensommer eftermiddag, for et par år siden, sad på torvet i Skørping og kikkede som en fremmed på gadelivet. Pludselig kom min gamle regne- og sløjdlærer, Riise Jensen spadserende. Han kikkede nysgerrigt på mig og jeg præsenterede mig. Han slog sig overraskende ned på bænken. Jeg fortalte ham så, at han engang havde givet mig en lussing for noget jeg ikke havde gjort. Jeg fik øjeblikkelig en velment undskyldning af hændelsen

samt af undervisningen dengang, som jeg blev rørt over at få. Vi sad en times tid og sludrede om børn, computere, rummet, og fremtiden. Gode, næsten uudtømmelige emner. Vi aftalte vi at vi skulle mødes igen. På bænken.

Knap et år senere fik jeg en mail, fra en Skørping connection, der fortalte mig at lærer Riise Jensen var død.

Han nåede heldigvis at vise mig at han var en fin fyr, med et interesseret forhold til omgivelserne. Det var nyt for mig, at opleve min gamle lærer på den måde.

Og sådan er det også med fortællingen, at den forandrer sig konstant. Historierne er næppe fortalt, før noget nyt melder sig.

Skørping er ikke længere en travl bonde metropol, som den var da jeg kom til byen i 50´erne. Nu, 50 år senere står byen med et nyt image, som kulturelt refugium for tilflyttere fra storbyen.

På smalltalk webstedet Facebook har jeg set at der nu er en fin side der hedder ”Skørping er din Barndomsby”, og det fortæller mig at alt er intakt i byen. Og at det er byens ungdom der tager hånd om fremtidens fortællinger. Det er et godt udgangspunkt.