af et strategisk verdensbillede, hvori Israel optrådte som Mellemøstens eneste sande frie og demokratiske samfund i en region med akut behov for tvangsdemokratisering. Det styrkede Israels legitimitet i kampen mod palæstinensisk terror, som ofte blev sidestillet med radikal islamisme af al Qaeda-varianten, hvilket omvendt begrænsede Bush-administrationens egen mulighed for og vilje til at gennemtvinge israelske indrømmelser på bosættelsesområdet. Præsident Obama er gået radikalt anderledes til værks: Den fra begyndelsen af præsidentskabet officielt kompromisløse insisteren på et byggestop i de israelske bosættelser som et nødvendigt udgangspunkt for fredsforhandlinger, har repræsenteret et nybrud. Trods lignende offentlige udmeldinger fra stort set alle tidligere amerikanske administrationer siden 1967 har der altid i det skjulte været en større eller mindre accept af en fortsat udvidelse af bosættelserne. Hvad er så udsigterne for succes for den nye amerikanske tilgang under præsident Obama?
USA og Israel: Mellem værdipolitik og realpolitik Historisk set har de amerikanske relationer til Israel været styret af en række faktorer, som peger mod to overordnede bestemmere i amerikansk politik overfor Israel og i forhold til Mellemøsten generelt: Det positive værdipolitiske forhold til Israel og amerikanske strategiske interesser i Mellemøsten. I forhold til førstnævnte er især forestillingen om et særligt jødiskkristent kulturelt fællesskab central: Israels pionerhistorie, demokratiske karakter
og højt udviklede samfundsøkonomi har gennem årene haft en åbenbar klangbund i et USA baseret på en protestantisk etik, som hylder netop de idealer. Dertil kommer en historisk parallel mellem Israels oprettelse og blodige kamp for sin eksistens, og den amerikanske historiske fortælling og puritanske selvforståelse om USA som immigrantnation og pionérsamfund. Det amerikansk-jødiske samfund, kristne evangelistiske grupper og proisraelske politiske pressionsgrupper har i varierende grad spillet en rolle i forhold til at påvirke den offentlige amerikanske mening og de politiske beslutningstagere. Den anden hovedtendens som historisk set har været bestemmende for de amerikansk-israelske relationer baserer sig nøgternt på amerikanske strategiske interesser og realpolitik. I forhold til Mellemøsten har de altdominerende mål været nøje sammenhængende med USA’s rolle som global supermagt, såvel under Den Kolde Krig som i den unipolære verden efter Sovjetunionens sammenbrud: Udbredelsen af amerikansk indflydelse i Mellemøsten og sikring af adgangen til regionens olieressourcer - og en diplomatisk løsning på den arabisk-israelske konflikt. Under Den Kolde Krig var målet at mindske risikoen for en stormagts-konfrontation med Sovjetunionen i Mellemøsten, mens USA på samme tidspunkt forsøgte at begrænse sovjetisk indflydelse qua Den Kolde Krigs logik om et nul-sumsspil mellem stormagterne. Israel har fra sin oprettelse i 1948 indtaget en værdipolitisk særligt begunstiget situation i forhold til USA. Præsident Truman anerkendte som den første statsleder staten Israel, interessant nok på trods af modstand i hans eget udenrigs-
ministerium, som i efterkrigstiden havde overordentlig fokus på den strategiske betydning af tætte relationer til de arabiske herskere i Mellemøsten. Det var dog først i forbindelse med Seksdages-krigen i 1967, at Israel begyndte at figurere centralt i amerikansk strategisk tænkning som en værdifuld klientstat. Den dominerende amerikanske opfattelse blev herefter, at Israel var en særdeles potent militærmagt, som tjente som et bolværk mod de radikale sovjetisk-støttede arabiske stater, såsom Egypten og Syrien. Resultatet blev konvergens af de værdipolitiske og strategiske mål, hvorved Israel i stadig stigende grad indtog en særligt begunstiget rolle i amerikansk udenrigspolitisk tænkning. Op gennem 1970’erne eskalerede USA sin militære og økonomiske støtte til Israel: Denne del af forholdet afstedkom med fredsaftalen Egypten i 1979 en institutionalisering af den militære og økonomiske hjælp til Israel, som siden da har ligget stabilt på ca. 3 mia. $ årligt. Reagan-administrationen i 1980’erne blev en anskueliggørelse af, hvor stærke de amerikansk-israelske relationer reelt var blevet: Den konservative værdipolitiske oprustning under Reagan-administrationen var, sammen med den stærke interesse i at begrænse sovjetisk indflydelse i Mellemøsten, medvirkende til at konsolidere Israel som en særlig favoriseret allieret i amerikansk optik. Til trods for dramatiske udsving på begivenhedshistorisk niveau, såsom det israelske angreb på den irakiske atomreaktor i Osirak i 1981 og invasionen af Libanon det efterfølgende år, som begge foregik i højlydt modstrid med amerikanske ønsker, forblev de overordnede amerikansk-israelske relationer uantastede under Reagan. Udsyn • 3/2009