Page 1

H

0 nt 01 ge r 2 in o nt t f uar. ort k ko en le em . jan giro ta n 5 be on n 1 ede e ft at ab rs n d hæ e d rå le nd t in i el de g

US

u Br

K

Udsyn T I D S S K R I F T

T I D S S K R I F T

N R .

3 - 4 / D E C E M B E R

O M

O M

2 0 0 9 .

J Ø D I S K

J Ø D I S K

2 4 .

L I V,

L I V,

Å R G A N G

I S R A E L

I S R A E L

O G

O G

M E L L E M Ø S T E N

M E L L E M Ø S T E N


INDHOLD Forsiden: Mod onde øjne. Ur Sviten

3 Nyt spil, gamle regler.

omtalt minoritet blandt Israels mange andre minoriteter.

Thomas Rumph tager pulsen på Obama-administrationens ambitiøse Mellemøst-udmeldinger? Er der overhovedet noget der rykker?

28 Striden om Jerusalem

7 Sandheden skal høres fra børn- og ses gennem deres øjne. Julie Besser Schmuhl præsenterer enestående fotos taget af børn fra de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon.

12 Kunsten at bryde tavsheden

UDSYN Redaktion: Eva Lehrer, Julie Besser Schmuhl, , Thomas Rumph, Jacob Nørbjerg, John Saietz, Merete Næsbye Christensen, Birte Kont, Jonathan Schwartz Ansvarlig dette nummer: Anna Rebecca Kledal Tilknyttede skribenter: Hans Henrik Fafner, Heidi Laura, Stig Dalager, Daniel Direktor, Anne Kirstine Waage Beck, Mariluan P. Goldstein, Niko Rose-Henriksen Lay-out: bo-sørensen.dk

Redaktionens adresse: John Saietz. Lyngbakkevej 4, 2840 Holte. Abonnement og adresse­ ændringer: Anatolio Kronik, mail: kronik@post4.tele.dk. tlf. 45 86 44 48 Tryk: Nørrebros Bogtryk tlf. 35 39 61 33 Redaktionen af dette nummer ­afsluttet 13. november 2009. Udsyn udkommer 4 gange om året og sendes til medlemmer af New Outlook samt til bladets abonnenter. Artikler, der offentliggøres, dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningen New Outlooks holdninger. Eftertryk tilladt med tydelig

James Besser analyserer forholdet mellem USA og Israel, hvor bosættelser udgør et centralt omdrejningspunkt.

30 Fra mit fotoalbum: Idealisterne. Harry og den spanske borgerkrig. Anna Rebecca Kledal bevæger sig frem og tilbage i tiden og viser breve og billeder fra hendes grandonkel Harrys deltagelse i den spanske borgerkrig i 1938.

Udsyn udgives af Foreningen New Outlook.

2

48 Kafkabilleder – sort humor og en lille hvid løgn. Ny Kafka billedbog har fascineret Birte Kont, som hermed varmt anbefaler forlaget Vandkunstens seneste værk.

52 Hos os i Auschwicz Julie Besser Schmuhl anmelder den polske forfatter Tadeusz Borowskis essay samling om hans fangenskab i Auschwicz.

53 Folk som os – hvad

Anne Kirstine Waage Beck taler med Avihai Stoller fra Breaking the Silence.

34 Informationsteknologi i

14 Nationalism to go

UDSYN bringer Lars Heides tankevækkende artikel som belyser forholdet mellem statistik, våbenproduktion og computerregistreringens tidlige fødsel i Nazityskland.

Journalistik i Mellemøsten, set med den hollandske korrespondent Joris Lyvendijks øjne. Et must for journalist og Mellemøstinteresserede. Niko Rose Henriksen anmelder.

38 Medmenneskelighed

54 Til pædagogik, oplys-

Maja Gildin Kragelund ser gennem antropologiske briller og beskriver Taglit-programmer som befinder sig i et limbo mellem et religiøst, etnisk og nationalt fællesskab. Jerusalem tema:

17 En by, to hovedsæder? UDSYN tager på tur med Peter Kaltoft i Jerusalems gader, og indleder en temarækker om Jerusalems mange facetterede sider, litterært, politisk, kulturelt og socialt.

19 Jerusalem tur/retur.

En

litterær rejse. Jonathan Schwartz tager Udsyns læsere på en litterær rejse til Jerusalem og giver et vue over Jerusalem i moderne amerikansk, israelsk og dansk litteratur.

24 Livet på bunden af bun-

det nazistiske Tyskland

medierne ikke fortæller.

eller tvangshjemsendelser.

ning og glæde.

John Saietz’ syn på hjemsendelse af de irakiske asylansøgere og sin egen barndom på flugt over Øresund.

To bøger og en film anmeldes.

38 Klumme Hans Goldsteins tanker om zionisme og humanisme.

39 Dansk jødisk historie. UDSYN bringer anden del i Merete Christensens serie.

57 En grav i Gaza Anna Rebecca Kledal anmelder andet værk i krimiserien af Matt Rees om den palæstinensiske skolelærer Omar Yussef og hans genvordigheder i de besatte områder.

58 Nyt fra New Outlook ved John Saietz.

Anmeldelser:

59 Kort og godt

42 Den der rammes. 100

ved John Saietz.

den. Sigøjnere i Jerusalem.

års jubilæum for Hilde Domin.

Hans Henrik Fafner er i Jerusalem og beskriver livet for en lidet

Birger Kledal anmelder frisk fra fadet nye værker i anledning af

kilde­angivelse. ISSN: 0109-0585.

100 års jubilæet for Hilde Domins fødsel. Med nyoversatte digte og prosastykker.

60 Lov er lov for alle Bagsidens skarpe pen føres denne gang af Bent Melchior.

Udsyn • 2/2009


NYT SPIL – gamle regler

Obama og Netanyahu kan sammen med os andre passende kaste et blik i historiebøgerne, når de amerikansk-israelske relationer skal omsættes til politik på bosættelsesområdet. AF THOMAS RUMPH

Mange følte muligvis en lillebitte flig af forståelse – måske endda et uerkendt gran af sympati – for Israels udenrigsminister Avigdor Lieberman efter hans besøg i Washington D.C. i juni. Hvorfor, spørger De? Jo, for på et tidspunkt hvor Israel og USA syntes at være relativt enige på en række politikområder, inklusive Iran - trods betragtelig israelsk ængstelighed over yderligere diplomatiske forhalinger – kom det i israelsk optik underordnede spørgsmål om bosættelser til at udgøre en diplomatisk snubletråd: Liebermans amerikanske kollega, Hillary Clinton, lod forstå, at den amerikanske administration forlangte et totalt israelsk byggestop i bosættelserne, inklusive hvad der må betragtes som byggeri som følge af naturlig tilvækst i eksisterende bosættelser. Liebermans mishag var tydeligt for enhver. Måneden forinden var Israels premierminister Benjamin Netanyahu under sit besøg i Washington blevet mødt af lignende håndfaste krav fra præsident Obama, som gjorde klart at USA ønskede snarlige forhandlinger med henblik på oprettelsen af en palæstinensisk stat. Vær så venlig at komme i gang, måtte underteksterne til Obamas udmelding have stået at læse på filmen for Netanyahus indre blik. Netanyahu prøvede uden held at aftvinge Obama et løfte om en uforsonlig amerikansk linje overfor Iran. Obama-administrationen har opridset konturerne af en ny dynamik i de amerikansk-israelske relationer. Man må således forstå Liebermans protester overfor Hillary Clinton i deres rette sammenhæng: Bush-administrationen var den mest pro-israelske til dato. Dens religiøstkonservative udsyn blev efter 11. september 2001 afstivet Udsyn •3/2009

3


af et strategisk verdensbillede, hvori Israel optrådte som Mellemøstens eneste sande frie og demokratiske samfund i en region med akut behov for tvangsdemokratisering. Det styrkede Israels legitimitet i kampen mod palæstinensisk terror, som ofte blev sidestillet med radikal islamisme af al Qaeda-varianten, hvilket omvendt begrænsede Bush-administrationens egen mulighed for og vilje til at gennemtvinge israelske indrømmelser på bosættelsesområdet. Præsident Obama er gået radikalt anderledes til værks: Den fra begyndelsen af præsidentskabet officielt kompromisløse insisteren på et byggestop i de israelske bosættelser som et nødvendigt udgangspunkt for fredsforhandlinger, har repræsenteret et nybrud. Trods lignende offentlige udmeldinger fra stort set alle tidligere amerikanske administrationer siden 1967 har der altid i det skjulte været en større eller mindre accept af en fortsat udvidelse af bosættelserne. Hvad er så udsigterne for succes for den nye amerikanske tilgang under præsident Obama?

USA og Israel: Mellem værdipolitik og realpolitik Historisk set har de amerikanske relationer til Israel været styret af en række faktorer, som peger mod to overordnede bestemmere i amerikansk politik overfor Israel og i forhold til Mellemøsten generelt: Det positive værdipolitiske forhold til Israel og amerikanske strategiske interesser i Mellemøsten. I forhold til førstnævnte er især forestillingen om et særligt jødiskkristent kulturelt fællesskab central: Israels pionerhistorie, demokratiske karakter

og højt udviklede samfundsøkonomi har gennem årene haft en åbenbar klangbund i et USA baseret på en protestantisk etik, som hylder netop de idealer. Dertil kommer en historisk parallel mellem Israels oprettelse og blodige kamp for sin eksistens, og den amerikanske historiske fortælling og puritanske selvforståelse om USA som immigrantnation og pionérsamfund. Det amerikansk-jødiske samfund, kristne evangelistiske grupper og proisraelske politiske pressionsgrupper har i varierende grad spillet en rolle i forhold til at påvirke den offentlige amerikanske mening og de politiske beslutningstagere. Den anden hovedtendens som historisk set har været bestemmende for de amerikansk-israelske relationer baserer sig nøgternt på amerikanske strategiske interesser og realpolitik. I forhold til Mellemøsten har de altdominerende mål været nøje sammenhængende med USA’s rolle som global supermagt, såvel under Den Kolde Krig som i den unipolære verden efter Sovjetunionens sammenbrud: Udbredelsen af amerikansk indflydelse i Mellemøsten og sikring af adgangen til regionens olieressourcer - og en diplomatisk løsning på den arabisk-israelske konflikt. Under Den Kolde Krig var målet at mindske risikoen for en stormagts-konfrontation med Sovjetunionen i Mellemøsten, mens USA på samme tidspunkt forsøgte at begrænse sovjetisk indflydelse qua Den Kolde Krigs logik om et nul-sumsspil mellem stormagterne. Israel har fra sin oprettelse i 1948 indtaget en værdipolitisk særligt begunstiget situation i forhold til USA. Præsident Truman anerkendte som den første statsleder staten Israel, interessant nok på trods af modstand i hans eget udenrigs-

ministerium, som i efterkrigstiden havde overordentlig fokus på den strategiske betydning af tætte relationer til de arabiske herskere i Mellemøsten. Det var dog først i forbindelse med Seksdages-krigen i 1967, at Israel begyndte at figurere centralt i amerikansk strategisk tænkning som en værdifuld klientstat. Den dominerende amerikanske opfattelse blev herefter, at Israel var en særdeles potent militærmagt, som tjente som et bolværk mod de radikale sovjetisk-støttede arabiske stater, såsom Egypten og Syrien. Resultatet blev konvergens af de værdipolitiske og strategiske mål, hvorved Israel i stadig stigende grad indtog en særligt begunstiget rolle i amerikansk udenrigspolitisk tænkning. Op gennem 1970’erne eskalerede USA sin militære og økonomiske støtte til Israel: Denne del af forholdet afstedkom med fredsaftalen Egypten i 1979 en institutionalisering af den militære og økonomiske hjælp til Israel, som siden da har ligget stabilt på ca. 3 mia. $ årligt. Reagan-administrationen i 1980’erne blev en anskueliggørelse af, hvor stærke de amerikansk-israelske relationer reelt var blevet: Den konservative værdipolitiske oprustning under Reagan-administrationen var, sammen med den stærke interesse i at begrænse sovjetisk indflydelse i Mellemøsten, medvirkende til at konsolidere Israel som en særlig favoriseret allieret i amerikansk optik. Til trods for dramatiske udsving på begivenhedshistorisk niveau, såsom det israelske angreb på den irakiske atomreaktor i Osirak i 1981 og invasionen af Libanon det efterfølgende år, som begge foregik i højlydt modstrid med amerikanske ønsker, forblev de overordnede amerikansk-israelske relationer uantastede under Reagan. Udsyn • 3/2009


Læren fra Baker og Shamir Siden 1967 har det stået klart at Israel mere eller mindre har været totalt afhængig af amerikansk militær og økonomisk hjælp. Der er tale om en ikke-formel alliance og et klassisk asymmetrisk forhold mellem en hhv. nominelt stærk og svag part. Alligevel har Israel med stor manøvredygtighed optrådt egenrådigt ved flere lejligheder og krydset røde amerikanske linjer, såsom ved ovennævnte lejligheder under Den Kolde Krig. I nyere tid var Netanyahu under sin første periode som premierminister fra 1996 til 1999 flere gange en torn i øjet på præsident Clintons forsøg på at genskabe momentum i den israelsk-palæstinensiske fredsproces. Blandt de kontroversielle emner var det nye bosættelsesbyggeri ved Har Homa og - i følge den amerikanske opfattelse - Netanyahus mangel på velvilje i forhold til implementeringen af Osloaftalerne. Umiddelbart er det dog en anden historisk tildragelse som Obama-administrationen og Netanyahus regering bør studere nærmere med henblik på de fremtidige Udsyn • 3/2009

amerikansk-israelske relationer, idet baggrunden og omstændighederne har ligheder med den aktuelle situation i 2009: Efter længere tids ubøjelig adfærd fra daværende premierminister Yitzhak Shamir i spørgsmålet om afståelse af israelsk kontrol med de besatte områder, indenfor rammerne af en fremtidig regional fredsaftale, besluttede præsident Bush og udenrigsminister James Baker i 1991 at anlægge en konfrontatorisk stil: Baker lod usentimentalt Shamir forstå, at den amerikanske administration ønskede et stop for bosættelsesaktiviteten i de besatte områder og ville tilbageholde omkring 10 mia. $ i lånegarantier, som Israel desperat manglede til absorptionen af de mange nye immigranter fra det tidligere Sovjetunionen. Shamir, med granatchok, gav sig efter betragtelig tøven, hvilket reelt fik hans højrenationale regering til at kollapse, hvorved Arbejderpartiet og Yitzhak Rabin i 1992 erobrede regeringsmagten. Obama-administrationens udmeldinger til Netanyahu-regeringen har - i lighed med ovennævnte – anskueliggjort et foreløbigt skift i amerikansk Mellemøsten-politik, hvori forholdet til Israel potentielt

fremstår som en strategisk hindring frem for en gevinst. Administrationen har således med sin nye tilgang, som baserer sig på realistisk udenrigspolitisk tankegods, betonet en klar afgrænsning mellem det særlige værdipolitisk betingede forhold til Israel og amerikanske strategiske interesser i Mellemøsten og globalt. Præsidentens ambitiøse plan for et forbedret amerikansk forhold til Mellemøsten og den muslimske verden, og en regional fredsaftale for Mellemøsten har understreget den realistisk-strategiske tilgangs relative dominans over det særlige værdipolitiske forhold til Israel og visse af de sentimentale grunde, som historisk set har ligget til grund herfor. Dette skift har samtidig taget luften ud af det blinde konspiratoriske argument, at de amerikansk-israelske relationer er en politisk konstant, som kan tilskrives tilstedeværelsen af jødiske beslutningstagere i hjertet af magten i amerikansk politik. Denne vulgære kritik har til alle tider været fremherskende, men næppe i større udstrækning end i forbindelse med Bushadministrationens beslutning om at invadere Irak i 2003: Her indtog personer som Paul Wolfowitz, Douglas Feith og Richard Perle centrale roller og deres udtalte særlige forhold til Israel blev tilskrevet ekstraordinær stor betydning i visse kredse – uden nødvendigvis at kere sig om dokumentation.

Obamas Bermuda-trekant Ironisk nok har nybruddet i det amerikanske syn på Israel ifølge rapporter i israelske medier ført til bitre smædehistorier internt i israelske regeringskredse tæt på Netanyahu. Hen over sommeren har Det

5


Hvide Hus’ korridorer genlydt af bebrejdelser ledsaget af betegnelser som ’selvhadende jøder’ og ’Jewboy’ rettet mod blandt andre stabschef i Det Hvide Hus, Rahm Emanuel, og præsident Obamas seniorrådgiver, David Axelrod. Obamas stabschef er ifølge alle meldinger en usentimental politisk operatør, med en politisk vilje, gennemslagskraft og indflydelse, som efter sigende kun matches af hans chef. Rahm Emanuel har ifølge forstandige insidere sat sit synlige fingeraftryk på den del af administrationens politiske udmeldinger, som omhandler de israelske bosættelser: Hans opfattelse er, at bosættelserne ikke er vitale i forhold til Israels nationale sikkerhed, hvilket giver Obama-administrationen en betragtelig mulighed for at udøve politisk indflydelse i forhold til Israel: Parallelt med at kræve et stop for bosættelsesaktiviteter kan USA stadig påberåbe sig status som garant for Israels nationale sikkerhed. Rahm Emanuels stærke familiemæssige bånd til Israel giver denne tilgang betragtelig legitimitet. Djævlen ligger som bekendt i detaljen, hvilket kan indebære, at Obama-administrationen vil gøre bosættelserne til genstand for et enten/eller-opgør med Netanyahu, med mindelser om Baker og Shamir. Obama-administrationen har i den forbindelse et inventarium med forskellige politiske instrumenter til sin rådighed, startende med øget offentlig kritik af den israelske bosættelsespolitik, ændring i diplomatiske og militære kontakter, og dernæst truslen om ændring af økonomisk og militær hjælp og deling af efterretninger. Langt hen ad vejen vil administrationen finde støtte i brede dele af det amerikansk-jødiske samfund: Over 75

% af de amerikanske jøder støtter iflg. en nylig meningsmåling en to-stats-løsning i stil med hvad der lå på bordet i Camp David og Taba i 1999/2000. Obama har tillige støtte fra en betragtelig del af en ellers traditionelt meget Israel-venlig Kongres. Netanyahu vil på den baggrund sandsynligvis gå meget langt for at undgå et konfrontationsscenarie. I skrivende stund er det dog svært at forestille sig, at det skulle kunne ske – i hvert fald i den nærmeste fremtid. Obama-administrationen vil i den kommende tid være optaget på flere fronter af sundhedsreform, klimalovgivning, Afghanistan-strategi og den fortsatte Iran-problematik – alle emner der kræver stor bevågenhed fra administrationen. Det forekommer ikke realistisk at administrationen skulle have politiske muskler eller lyst til at indlede en enten/eller-konfrontation med Israel lige nu. Præsident Obamas særlige Mellemøsten-udsending George Mitchells seneste tur til regionen kan høfligt beskrives som resultatløs. Amerikanerne har senest annonceret, at Mitchell i løbet af kort tid igen vil gøre forsøget på at afæske israelerne indrømmelser uden nødvendigvis at bringe det tunge diplomatiske skyts i anvendelse. Dertil kommer så, at hele bosættelsesområdet efterhånden ligner en politisk Bermuda-trekant, hinsides den israelske statsadministrations opsyn og kontrol: Iflg. den såkaldte Spiegel-rapport, en statsligt kommitteret israelsk database om bosættelserne, som bl.a. Peace Now har skabt opmærksomhed omkring, foregår der i de større bosættelser systematisk byggeri uden de nødvendige statslige byggetilladelser – og altså ikke blot i de forkætrede mindre udposter på Vestbredden,

som det ellers ofte anføres. Tilbage står billedet af et administrativt og juridisk kaos, hvor de israelske myndigheder ikke har tilstrækkelige informationer om byggeriet i bosættelserne, mens myndighederne til andre tider kigger den anden vej, og hvor byggetilladelser gives med tilbagevirkende kraft. Den slags informationer er naturligvis potentielt stærkt skadelige i forhold til relationerne med USA, men demonstrerer samtidig, hvilket morads man bevæger sig ind i, når talen falder på at regulere eller stoppe byggeriet i bosættelserne. For præcis hvordan skal man overvåge det? Bosættelsesspørgsmålet anskueliggør således problemet med at løse hele konflikten: Hver gang, man tilsyneladende nærmer sig et gennembrud, er der altid et nyt problem forude. Spørgsmålet er, hvad Obama rent faktisk ville gøre, hvis han var i stand til at gennemtvinge et totalt byggestop i bosættelserne. Meldingerne fra den arabiske verden er nemlig, at man ikke er interesseret i mere signalpolitik eller gradvise ryk frem på brættet. Den arabiske verden vil se en troværdig og detaljeret fredsplan for regionen, som i klare vendinger definerer endemålet – ikke en lovprisning af en ny køreplan. Israelerne fastholder, at den arabiske verden før alt andet skal anerkende Israel som en stat for det jødiske folk. Indtil videre har præsident Obama ikke kunnet fremvise nævneværdige resultater og flere af hans ambitiøse udmeldinger om en ny dagsorden for Mellemøsten er aktuelt ved at fortone sig i idealistiske drømmescenarier. Underteksterne? Vær så god at komme i gang med spillet, hr. præsident. Reglerne er de samme som altid.

Udsyn • 3/2009


SANDHEDEN

skal høres fra børn og ses gennem deres øjne.

AF JULIE BESSER SCHMUHL

Giv 500 engangskameraer til 500 børn, og lad dem fotografere deres dagligdag. Og se dermed dagligdagen og livet i børnehøjde. Et på alle tidspunkter fascinerende projekt, næsten ligegyldigt hvor i verden vi befinder os. Projekt Lahza gjorde det: Gav 500 børn i alderen 7 til 12 år et engangskamera, så de gennem fotografiet fik mulighed for at skildre deres virkelighed og hverdag, og vise den til omverdenen. Det helt specielle, og fællesnævneren for disse børn er, at deres dagligdag foregår i de 14 palæstinensiske flygtningelejre, som er spredt over Libanon. Fotografierne har givet børnene mulighed for at udtrykke sig selv i forhold til deres rettigheder (eller manglen på rettigheder), deres livsvilkår og deres fremtidsmuligheder. Disse børn af flygtningelejrene har jo selvsagt ikke de samme muligheder som andre børn, og må dagligt være vidne til lidelser, som ikke bare påvirker deres nuværende liv, men i høj grad også deres fremtidige liv.

Ahmed Bilal Al-Hajj Hassan 12 år gammel Mar Elias-lejren Udsyn • 3/2009

7


I flere af de libanesiske flygtningelejre finder man en af verdens højeste befolkningstæthed (for eksempel i Ain al-Hilwalejren i Sydlibanon, hvor omkring 70.000 mennesker bor på et område på ca. 2 kvadratkilometer), en ekstrem høj arbejdsløshed, uhygiejniske forhold, som manglende kloakering og affaldsproblemer. Kort sagt, usunde forhold, socialt, fysisk og psykologisk. Det er den virkelighed, som 500 børn nu har fået mulighed for at vise omverdenen. Udover at give børnene en chance for overfor omverdenen at skildre deres hverdag og dokumentere de miserable forhold de lever under, har projektet også givet børnene en mulighed for at lære noget, nemlig at fotografere, en evne de også kan bruge fremover, og dermed forbedre deres fremtidsudsigter. Børnene har fået fotokurser, billederne er blevet udstillet verden over, og de bedste billeder er udkommet i en bog. Og ikke mindst har projektet givet de 500 børn afveksling og glæde i deres dagligdag. Lahza projekt er blevet arrangeret af organisationen ’Zakira’, en libanesisk NGO, som søger fokus på Libanon gennem kunst og kultur, heriblandt fotografering. Projektet er blevet støttet af andre NGO’er, blandt andet den libanesiske afdeling af organisationen ’The General Federation of Palestinian Women’.

Mouhamed Samir Khalifeh 12 år gammel Mar Elias-lejren Udsyn • 3/2009


Farah Abou El-Shabab 12 år gammel Rashidieh-lejren

Ghassan Fouad Joumaa 11 år gammel Al-Jalil-lejren

Udsyn • 3/2009

9


Ghassan Moustafa Awad 12 år gammel Aïn El-Helweh-lejren

Yasser Awad Azzam 10år gammel Bourj El-Barajinah-lejren Udsyn • 3/2009


Rana Loay Abdallah 12 år gammel Shatila-lejren

Addel Majid Esmael Abbas 12 år gammel Aïn El-Helweh-lejren

Udsyn • 3/2009

11


KUNSTEN at

bryde tavsheden AF AN N E KI RSTI N E WAAGE BECK

Fotoudstillingen, der hang i Øksnehallens foyer i de to første uger af september under titlen Breaking the Silence, var mere end en række billeder med tekst. Den var et velreflekteret og særdeles modigt opråb til Israels politikere og civilbefolkning om, at landet er på kollisionskurs med sin egen menneskelighed og moral. De syvhundrede tidligere værnepligtige i organisationen bag udstillingen, der også hedder Breaking the Silence, adskiller sig fra den traditionelle fredsfløj i Israel ved at påtage sig deres personlige ansvar for, hvordan besættelsen af Vestbredden har udviklet sig under og efter den anden intifada. Samtidig afstår de fra at komme med politiske løsningsforslag. Dermed er de blevet en stemme, der er svær at overhøre i den israelske offentlighed, med et budskab, der er svært at afvise. Jeg mødte en af de tidligere soldater, som viste rundt på udstillingen, til en samtale om organisationen og den pris, Israels unge betaler for, at landet er en besættelsesmagt.

mer regnen insisterende ned på markisen over os og pladsen udenfor. Avihai bestiller en kop cappucino på soyamælk og fuldender dermed mit indtryk af en typisk venstreorienteret, sekulær, øko-interesseret israeler med de demokratiske værdier i orden. Det troede han også selv han var, mens han var i militærtjeneste i infanteriet på Vestbredden. Det var først, da han efter værnepligten blev kontaktet af et af medlemmerne i Breaking the Silence, at det gik op for ham, hvor langt hans adfærd under tjenesten var fra det menneske, han ønskede at være. ”Jeg var jo den venstreorienterede i vores deling”, forklarer han. ”Jeg følte, jeg prøvede at tage ansvar, at gøre det rigtige. Men under den to timer lange samtale med folkene fra Breaking the Silence kunne jeg pludselig se, hvad jeg havde deltaget i, og hvilket personligt ansvar, jeg har for at håndtere mine handlinger her bagefter.”

Breaking the Silence

Netop soldaternes personlige ansvar er vigtigt for Breaking the Silence, og det er formentlig det fokus, der har givet gruppen så stor gennemslagskraft både i Israel og udenlands. Det er ikke en organisation, der taler for politiske løsninger, pointen er at undersøge og udstille den menneskelige erfaring, det giver at være del af en besættelsesmagt. Det er politisk nok i sig selv. Men udstillingen af soldaternes egne

Avihai Stollar er 26 år. Mens vi skrår over Halmtorvet dasker hans lange røde dreadlocks mod ryggen og han siger med et lidt genert smil, at han har taget sit Nepal-tøj på i dag. Det vil sige skovmandsskjorte, fleecetrøje og et par lavthængende jeans. Det er en kølig grå septemberdag i København og mens vi sidder på cafeen, trom-

At stille spørgsmålene

fotos i København og andre steder uden for Israel er kun en lille del af arbejdet, fortæller Avihai. Det vigtigste er at påvirke den israelske offentlighed, særligt de unge, inden militærtjenesten. Derfor har gruppen siden den blev stiftet i 2004 gennemført mere end tohundrede guidede ture på Vestbredden for israelske gymnasieelever. Ideen er at vise dem virkeligheden og fortælle dem om de oplevelser, de tidligere soldater har gennemlevet. Og at gøre klart for de unge, at de har et ansvar for at vælge, hvad de vil deltage i. Breaking the Silence fortæller ingen, at de ikke skal aftjene værnepligt, eller at de ikke skal gøre det på Vestbredden. Men de stiller spørgsmålene.

Soldaters vidneudsagn Det, der har virket så stærkt på både politikere, militærfolk og de dele af den israelske befolkning, som ellers ikke lytUdsyn • 3/2009


ter til fredsfløjen, er den respekt der står omkring soldater i det israelske samfund, mener Avihai. Breaking the Silence består af unge, der for kort tid siden stod midt i moradset på Vestbredden. Det er mennesker, som har betalt den pris, der forventes af unge i Israel, og som har gjort det godt i hæren. Og det er mennesker, der bagefter stiller sig frem og åbent reflekterer over de overgreb, de selv har begået. Den styrke har gjort det umuligt for mange at afvise deres vidnesbyrd. Et tegn på deres gennemslagskraft er, at de er blevet kritiseret og mistænkeliggjort af højtstående militærfolk og politikere i Israel. Trods modvinden fra officiel side ser det alligevel ud til, at en stor del af befolkningen lytter: Rapporten med soldaternes vidneudsagn om den overdrevne brutalitet under angrebene på Gaza sidste vinter, blev anset for troværdig af treogfyrre procent af de adspurgte i en opinionsundersøgelse. Det er et højt tal, når man tager i betragtning, at stærke kræfter forsøgte at miskreditere rapporten.

Efter den anden intifada På et mere overordnet niveau er Avihai optaget af Israels rolle i det internationale samfund. Han studerer internationale relationer og religionsvidenskab på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, og gør sig tanker om det dilemma, Israel står i. På den ene side er landet besættelsesmagt over for palæstinenserne, og på den anden, prøver staten at opretholde billedet af Israel som det forfulgte mellemøstlige demokrati med verdens mest moralske militær. Det er den situation, der skaber tabuet om, hvad der egentlig foregår i de besatte områder, mener Avihai. Og det er en umulig balancegang, særligt fordi Israels regering har ladet det gå for vidt efter Udsyn • 3/2009

den anden intifada brød ud i år 2000. Avihai fortæller: ”Den anden intifada bragte nye metoder i spil på Vestbredden. Talrige checkpoints skød op, veje blev lukket for adgang for palæstinensiske civile, bilnøgler blev konfiskeret for at begrænse deres bevægelsesfrihed. Der kom meget mere fokus på ”offensive missioner.” For eksempel begyndte soldater at gå ind i private hjem, ofte tilfældigt udvalgte, rode lidt i skufferne og herse rundt med familien. Der var ikke noget egentligt formål med mange af de husundersøgelser, udover at vise vores dominans, så befolkningen blev bange. Nogle gange udviklede det sig helt absurd. Som et af billederne på udstillingen viser, så var en gruppe soldater inde at se en fodboldkamp i fjernsynet i dagligstuen hos en palæstinensisk familie. De gik bare ind og sagde ”nu må I gå ind i et andet rum, vi skal bruge jeres sofa og tv.” Det er en ekstremt krænkende adfærd, men den blev normal efter intifadaens udbrud i år 2000, og den er det stadig.” ”Der er nogen, der skal fortælle om det her,” fortsætter han. ”Der er nogen, der må tage ansvar for, at Israel kan være en troværdig del af det internationale samfund, at vi kan bevare vores demokrati og ikke kommer til at stå totalt isoleret i verden som et nyt Sydafrika. Måske er vi i Breaking the Silence de sande zionister”, siger han med et smil. ”Vi er det nye Palmach, pionererne, ligesom min bedstemor og mange andre fra min familie var før statens oprettelse. For vi gør også det her af bekymring for Israels fremtid.”

Når man er en del af en ­besættelsesmagt Breaking the Silences arbejde handler om Israel, men historien om soldaternes mentale proces er samtidig alment menne-

skelig. Glidebanen hen imod en umenneskelig adfærd er ens uanset nationalitet, religion og baggrund. Avihai mener, det handler om hvad der sker, når man er del af en besættelsesmagt. Han fortæller: ”Alle reagerer, når de kommer under så stort et pres, som vi var i militæret. Enten overskrider man grænsen, følger ordren, bliver umenneskelig. Eller man går til grunde eller flygter.” Avihai fortæller videre, at han følte, det var umuligt for ham at gøre det moralsk rigtige i mange af de situationer, han husker. For eksempel stod han engang med en grædende palæstinensisk lastbilchauffør ved et checkpoint på den sydlige Vestbred. Manden var desperat og endte med at ligge på jorden og råbe, da han ikke fik lov at køre videre med sine varer. Avihai kunne godt forstå ham. Men der var ikke andet at gøre end at følge ordren og få ham til at vende om. ”Medfølelse er en luksus man ikke kan tillade sig, når man skal overleve i en kommandokæde, der har så stærke sanktionsmuligheder, som hærens. Sådan er det,” siger han og ser ned på sin tændte cigaret. Pointen om den alment menneskelige i soldaternes erfaring bliver tydeligt understreget af fotoudstillingens sidste væg. Den viser en række portrætter af unge mennesker i uniform, smilende, naturlige, trætte. De er alle med i Breaking the Silence i dag. De har alle begået handlinger, de ikke kan være stolte af, og som har mærket dem for livet. Men de er også bare mennesker som alle andre. Og som de billeder viser på den mest rørende måde, så er det ikke æblerne, der er rådne. Det er tønden. Læs mere om Breaking the Silence og deres arbejde her: http://www.shovrimshtika. org/index_e.asp

13


Nationalisme TO

GO

AF: MAJA GILDIN KRAGELUND

Med et kor af trommer, der brager igennem, og som følges op af pumpende danserytmer, råber premierminister Ehud Olmert i mikrofonen til forsamlingen af jublende, festglade Birthright-deltagere: ”There is only one place in the world that is ours! And this is our place, the State of Israel!”. Udsagnet bliver mødt med overdådig jubel. Næste klip: En mand klædt i hvidt står alene på den kæmpe scene oplyst af én projektør og blæser i et shofarhorn. Næste klip: En ung mand omkring de 20 år iført en t-shirt med Birthright-logoet kommer ind på scenen med en fakkel i hånden. Man hører ham i en voice over sige, at dette er hans første gang i Israel, og at det har været en uforglemmelig oplevelse. Med faklen sætter han ild til en lunte, der øjeblikkelig tænder et skilt, hvor der med ildskrift nu står Taglit Birthright. Vi er til Birthright mega event i juni 2008, hvor 7.000 unge mennesker, 6000 ikke-israelske jøder og 1.000 israelere, fester sammen med diverse jødiske kendisser fra Israel og USA. Fra en 3,5 minutter lang video fra Taglit-Birthright Israels (BRI) officielle hjemside vises højdepunkter fra dette mega event. Det finder sted i amfiteateret i Latrun, på vejen mellem Tel Aviv og Jerusalem Videoen fortsætter med endnu et klip med daværende premierminister Olmert,

der gentager sit budskab: ”This is not another country! This is your home!”. Den ene israelske popstjerne efter den anden får hele det store publikum til at danse, synge og juble med i en fejring af både Birthright, Israels 60 års Uafhængighedsdag og hinanden. Over alt er der Davidstjerner og israelske flag – på dj-pulten, på scenen, på kinderne. På et tidspunkt stopper musikken; fokus bliver rettet mod en trappesats øverst op på scenen, hvorfra en ung soldat i fuld udrustning og geværet hængende ned langs siden træder frem i spotlyset og trisser ned midt på scenen med sin schæferhund ved sin side. Genert står han dér sammen med den entusiastiske vært og modtager den jublende applaus. Scenen bliver udskiftet med det næste klip, hvor rapperen Shi 360, selv en tidligere Birthright-deltager, med et stort israelsk flag i hånden synger omkvædet til hans Birthright-hit ”Home”: ”One place, one home / if you wanna make it where you’re going/you got to know where you’re from./ One love, one life /lets get together and be alright./ One place, one home/ if you wanna make it where you’re going,/ you got to know where you’re from.” Videoen slutter med ordene og tonerne fra de sidste linjer fra den israelske nationalhymne ”Ha’tikva ”: ”At blive et frit folk

i vort land/ i Zions land og i Jerusalem”. Man ser billeder af de mange deltagere, som står arm i arm og synger følelsesladet med på sangen.

Taglit-Birthright Israel Over 200.000 unge jøder fra hele verden har over de sidste 9 år taget til Israel med Taglit-Birthright Israel (TBI). Det har vist sig at være seneste skud på stammen i arrangerede dannelsesture til Israel, hvor hovedformålet er at få vendt de negative kurver i mange jødiske menigheder og samfund verden over, så unge jøder igen begynder at interessere og engagere sig i deres jødiske arv og identitet. Organisationen tilbyder en gratis 10 dages tur rundt i Israel for alle jøder mellem 18 og 26 år, der ikke før har været på en arrangeret tur til Israel. Turens eksplicitte formål er ”at mindske den voksende kløft mellem Israel og jødiske samfund verden over; at styrke solidaritetsfølelsen mellem verdens jøder; og at styrke deltagernes personlige jødiske identitet og forbindelse til det jødiske folk” (www.birthrightisrael. com ). Gaven - som organisationen kalder den gratis tur - er en mulighed for unge jøder verden over for at besøge deres hjemland Eretz Israel – landet Israel. De over 200.000 unge jøder, som har Udsyn • 3/2009


rejst afsted med TBI, har mødtes med parlamentsmedlemmer og israelske ledere, med egne øjne oplevet Israels jødiske landemærker, festet med israelske soldater og fået en indføring i kulturlivet af israelske kendisser ved arrangementer så som Birthright Mega Event. Af de 200.000 deltagere er ca. 70% nordamerikanske statsborgere, og organisationen er såleUdsyn • 3/2009

des også i høj grad et amerikansk-jødisk filantropisk projekt.

Rødder, fødder og det jødiske ­fællesskab I en tid hvor identitet er ”noget”, der købes og sælges let, ”noget” der skal være attraktivt og behageligt, men også autentisk og

originalt, har det traditionelle jødisk fællesskab ikke befundet sig godt. Jødisk identitet har aldrig været en afklaret størrelse med en særlig trosbekendelse, der ”blot” skulle opfyldes. Det har altid været en udfordring for individiet, både intellektuelt, socialt og historisk, at være og at tilhøre det jødiske. Taglit-Birthtright Israel danner ramme

15


for nye veje til ”det jødiske”: Det jødiske fællesskab bliver i denne sammenhæng gjort oplevelses- og følelsesorienteret; det bliver gjort håndgribeligt og eksplicit, og ikke mindst bliver det iscenesat som lige så nationalt som andre nationale fællesskaber. Jødisk fællesskab har siden zionismens gennembrud befundet sig i et limbo mellem religiøst, etnisk og nationalt fællesskab. Undervejs på Birthright-turene bliver jødisk identitet atter engang genfortolket inden for nationalstatens grænser. Her bliver det at være jøde rodfæstet i den moderne nationalstats enhedsforståelse af et etnisk folk, et territorialt afgrænset land, en hær, et sprog og ikke mindst en stat. Selvom deltagerne også bliver hyldet for deres jødiske forskellighed, dvs. hvor de kommer fra, er den overordnede strukturelle ramme en gentagelse af budskabet om et jødisk folk med et fælles både ahistoriskt og samtidigt hjemland, staten Israel – dvs. hvor deltagerne ”oprindeligt” har hjemme. Ved at se på nogle af de obligatoriske stop på turen, kan man få et indtryk af, hvad det er for et nationalt hjem, som TBI ønsker at konstruere og iscenesætte: Turenes første besøg er oftest på Haas Promenaden ind til Den Gamle By i Jerusalem og det sidste på kirkegården på Har Herzl - ligeledes i Jerusalem. I den mellemliggende tid, fra Haas Promenaden til Har Herzl, er en række af steder besøgt og oplevet. Steder med fokus på det nutidige Israel: Eilat og shoppingkvarterne i Tel Aviv og Jerusalem. På det moderne demokrati: det israelske parlament, Knesset, og Høje-

steret. På den jødiske-israelske forbindelse: Masada, Davids By og Grædemuren. På den zionistisk historie og kamp: Uafhængighedsmuseet i Tel Aviv, berømte kibbutzer, kirkegården i Galilæa, hvor mange af de store zionistiske personligheder før oprettelsen af staten i 1948 er begravet. På den israelsk-arabiske konflikt: Golanhøjderne, som blev erobret af Israel fra Syrien i 1967-krigen, Metulla, Israels nordligste punkt hvorfra man har udsigt til Libanon og Syrien. Stederne, historierne, kampene, sejrene, ofrene, oplevelserne af fællesskab og kontinuitet er nogle af de elementer, der skal ruske op i Birthright-deltagernes jødiskhed eller rettere sagt, israelskhed. For det er den nationale karakter, der bliver den nye vin, der skal hældes på gamle flasker. Den ”rigtige jøde” forestilles ikke som etno-religiøs minoritet i USA eller Danmark, men som nationalborger i egen nationalstat. Den samme ideologi fremlagde og efterstræbte zionisterne også for 100 år siden. Den afgørende forskel er blot, at Birthright ikke ønsker at ”bosætte” deltagerne i Israel og dermed underminere diasporatilværelsen. Det er ikke tænkt fra TBIs side, at alle efterfølgende skal bosætte sig i Israel, melde sig ind en bestemt bevægelse eller gøre op med en bestemt traditionel jødisk praksis. Gaven, som deltagerne har fået, er en 10 dage lang jødisk oplevelse, hvis mod-ydelse ikke er emigration til Israel, men en fastholdelse af en social jødisk identitet – en given sig hen til et jødisk fællesskab – som er forankret i staten Israel.

I konstruktionen og oplevelsen af et nyt gammelt fædreland, opstår således også en ny diasporafølelse. Birthright-turene bringer en ny israelsk-jødisk diaspora til verden. En diaspora med en ny følelse af mulig jødisk forbundethed på tværs af landegrænser med et center i en fælles forestilling om et oprindeligt moderland, nemlig staten Israel. Rapperen Shi 360s ord står tilbage: ”One place, one home / if you wanna make it where you’re going/you got to know where you’re from”. At vide hvor man er fra kommer på Birthright-turene i høj grad til at handle om at konstruere en ny fortid, et nyt samtidigt fællesskab og dermed også en ny fremtid, for så at forstå hvem man er.

Maja Gildin Kragelund har en BA i antropologi og jødiske studier fra Københavns Universitet. Artiklen er et sammendrag af BA-opgaven, “Nationalisme to go - etno-nationalistiske dannelsesture for unge amerikanske jøder” indleveret og forsvaret på Institut for Antropologi, Københavns Universitet, i juni 2009. Opgaven baserer sine empiriske data dels på interviews og beskrivelser fra bogen ”Ten Days of Birthright Israel – A Journey in Young Adult Identity” (2008) af Leonard Saxe og Barry Chazan,. Dels på videooptagelser og weblogs.

Udsyn • 3/2009


EN BY, to hovedstæder? A F P E T E R K A LTO F T

Jerusalem. ”Ir haQodesh” som den omtales på hebraisk, ”al-Quds” på arabisk – Den Hellige by. Ingen by i verden, har så stort et fokus som Jerusalem. Og ingen by i verden er genstand for så meget polemik og stridigheder som Jerusalem. For de kristne er det en af de vigtigste byer, hvor Jesus gik sin skæbne i møde, slæbende på et kors ned af Via Dolorosa, en gade der den dag i dag lægger flade til kristne pilgrimmes Udsyn • 3/2009

vandringer i søgen efter deres herres sidste vandring. For muslimerne repræsenterer Jerusalem den ”fjerneste moské”, hvor Muhammad drog til himmels, efter at have fløjet fra Medina på en bevinget hest. For jøderne er Jerusalem verdens centrum, hele essensen af fokusset for jødisk ønske og længsel efter tilbagevenden: Zion. Når man går rundt i Jerusalem, især i den gamle by, så går man bogstavelig talt

på historie. Man er ikke bare en betragter, men en del af den konstant udspillende historie, om man så går ind af Yaffa, Damaskus, Sha’ar ha’Ashpot eller Zion, alle fire navne på de porte der fører ind i den gamle by. Damaskus som fører fra arabisk Østjerusalem, ned af al-wad/haHagay mel­lem det muslimske og kristne kvarter, til Vestmuren (også kendt som Grædemuren), Sha’ar ha’Ashpot, som man går

17


igennem, når man tager den direkte bus fra den centrale busstation til Vestmuren, Yaffa som fører fra det franske kvarter og et berygtet/berømt parkeringshus (alt afhængigt af hvem man spørger) i Vestjerusalem, rundt om det armenske kvarter og derfra til det jødiske kvarter eller ned af Kardoen, den trængte handels”gade”, som nærmest mere minder om en lang farverig grotte fyldt med handlende end den minder om en reel gade, og endelig Zion, som stadig bærer arene fra krigen i ’48. Det er historie, uanset hvilken af portene ind til Jerusalem du vælger at tage. Den umiddelbare historie er nu: konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Uanset hvilken vinkel man tager, kan man ikke benægte, at her er to grupper, som meget gerne vil have det samme stykke jord og helst så meget af det som muligt. Inden for det sidste års tid, har vi været vidne til nogle interessante valg: præsidentvalget i USA, valget i Israel, valget i Iran (som står lidt perifert i forhold til dette, men som dog har en hvis betydning for konflikten) og det nylige valg internt i Fatah. Og hvilken betydning har disse valg haft for en mulig løsning på konflikten? Det er for tidligt at sige, men det er svært at benægte, at de har givet araberne et større overtag i forhold til israelerne, især i forhold til fokusset på Jerusalem og bosættelserne. Som det er nu, er Jerusalem i israelske hænder og der vil israelerne beholde Jerusalem. Det har været gang på gang fra israelsk side: Jerusalem er Israels evige og udelelige hovedstad. Dette udsagn blev dog udfordret under Olmerts periode som premierministeren, hvor han åbnede op for en deling af Jerusalem. Men nu hedder premierministeren Netanyahu og han virker mindre indstillet på at dele Jerusalem med araberne. Ikke alene det, han er også støttet af Liebermans ”Israel Beytenu”, samt andre partier, der absolut

ikke er indstillet på bare at overveje at dele Jerusalem. Dette går ikke godt i spænd med den nye amerikanske administration, med Obama ved roret, som har taget en helt anden linje end tidligere præsident Bush. Og dette så meget, at Obama i Israel ses som en decideret trussel mod Israel af den almindelige israeler – og sikkert også af diverse medlemmer af Knesset. Men Obama er fast besluttet på, at der skal oprettes en palæstinensisk stat og helst så hurtigt som muligt. Han har erklæret bosættelserne i strid med international lov, om det er på Vestbredden (eller Yehudah og Shom’ron, som området hedder i Israel) eller om det er i selve Jerusalem. Men han har ikke taget Netanyahu i ed, selvom han dog har forsøgt. Helt uden resultater i forhold til Israel, er Obama dog ikke, han har fået Netanyahu til at sætte en stopper for nye bosættelser, samt erkendt at palæstinenserne har ret til deres egen stat. Men dog med visse forbehold, som kun fik palæstinenserne (og andre arabere, bl.a. egypterne) til at ryste på hovedet i vantro. Men hvad med araberne? Ja, tilsyneladende tager de den nye udvikling som en foranledning til at læne sig tilbage og forvente at Obama vil gøre det hele. Selv Obamas opfordring til de arabiske nationer om at normalisere forholdet til Israel, er blevet afvist. Og Abbas, som før det amerikanske og israelske valg, havde travlt med at forhandle med Olmert, læner sig nu også tilbage og erklærer ”Vi klarer os fint på Vestbredden, vi lever godt her”, samtidigt med at han nægter nogen former for forhandlinger med Netanyahu. Ikke alene det, i anledning af det seneste interne valg i Fatah, har man nu erklæret at hele Jerusalem er et kommende Palæstinas hovedstad. Ikke halvdelen, men hele Jerusalem. Og man har samtidigt gjort al-Aqsabrigaden til Fatahs militære afdeling, en gruppe der står bag flere ter-

rorattentater mod Israel, også inden for de sidste fem år. Disse to initiativer er absolut ikke noget der bliver set positivt på fra israelsk side. Og sikkert i længden, heller ikke fra amerikansk side. Men hvorfor foretager Fatah disse, umiddelbare, ikke smarte valg? Der kan være flere forklaringer, en af de umiddelbare er rivaliseringen med Hamas, hvor Fatah bliver nødt til at handle mere aggressivt, hvis de ikke vil ses som en gruppe der er underlagt Israel. En anden er, at Fatah nu hæver oddsene grundet Obamas nye stil. Dette er en del af verden, hvor en tigger der får fem shekel, ikke takker dig for din gavmilhed, men derimod kræver fem shekel mere. Dette er en del af verden, hvor eftergivenhed ses som en anledning til at forsøge at kræve mere. Betyder dette, at Obamas strategi er forkert? Man kan også spørge; var Bushes strategi rigtig? Svaret afhænger af hvem man spørger, set fra et pro-israelsk synspunkt, har Obama svigtet Israel. Set fra et pro-arabisk synspunkt, vil man mene at Bush var i lommen på Israel. Tilbage til Jerusalem. Vi står ved begyndelsen på Ramadan-måneden. Den vil nok ligne mange andre Ramadan-måneder; de arabere der har lov, vil tage til bøn i alAqsamoskéen eller Klippemoskéen. For neden, ved Vestmuren, står bedende jøder og turister fra hele verden. Fem gange om dagen, vil moskéernes minareter lade kaldet til bøn lyde over Østjerusalem. Tre gange dagligt vil jøder i synagoger i Vestjerusalem (samt de få der er i Østjerusalem) bede for genopbyggelsen af Jerusalem og Messias komme. Jerusalem er allerede delt. Men vil det fortsætte sådan? Peter Kaltoft studerer hebraisk på Københavns Universitet

Udsyn • 3/2009


Jerusalem: TUR/RETUR. En litterær rejse A F J O N AT H A N S C H WA RT Z

’’Till we have built Jerusalem In England’s green and pleasant land.” William Blake, fra”Milton” ”In my Exchanges every Land Shall walk, & mine in every Land, Mutual shall build Jerusalem, Both Heart in Heart & Hand in Hand.” William Blake, fra ”Jerusalem”. ”Next year in Jerusalem!” konklusion fra Seder-ceremonien. Disse to udsagn fra henholdsvis William Blake og konklusionen fra Haggadah ved Seder udtrykker håbefulde løfter, som i højere grad er funderede i ren og skær tro end i egentlig viden. Disse udsagn peger på et sted i historien, som synes mere idealiseret end reelt, måske mere guddommeligt end menneskeligt. Blakes løfte vil placere Jerusalem i England, mens sederceremonien giver forventninger om en tilbagevenden til byen og dens genoprettelse. Jerusalem er ikke funderet i nogen egentlig erfaring i nogen af disse løfter. Jerusalem optræder snarere som et symbolsk sted i den ældre og moderne litteratur, en stor narrativ scene i en teologisk allegori. Det litterære Jerusalem bliver den by, som er placeret et sted mellem himmel og helveUdsyn • 3/2009

de. Babylon ligger tættere på helvede i allegorien. For at sige det kort så er byen Jerusalem snarere egnet som pilgrimsdestination end til bosættelse.

En fortælling om kærlighed og mørke

læste Amos Oz’ selvbiografiske roman ”A Tale of Love and Darkness” (hebræisk 2002, dansk oversættelse 2006) var det nye i at mærke byens indbyggeres virkelige liv – og død. For første gang under min læsning præsenterede en forfatter Jerusalem som et virkeligt urbant sted, blottet for abstrakte, allegoriske og refererende betydninger. Hvor var det for eksempel mærkeligt at læse om baggården i Oz’ barndomskvarter i Kerem Avraham. Navnet på patriarken Abraham findes i kvarterets navn, men læseren bliver hurtigt ledt væk fra den eksotiske bibelske reference og ind i de specifikke begivenheder og stedets atmosfære, en fortælling, som vores egne barndomserindringer kan hjælpe os med at forstå. Baggården med dens forskellige træer er et af dens slags steder, vi husker, ikke fra bøger, men fra dage, endda år, hvor vi har arbejdet og leget - også i danske og amerikanske byer. I Oz’ tekst opnår Jerusalem nærhedens kvaliteter, opnået gennem en social erfaring, der er blottet for hellig symbolik og indlysende associationer.

Jeg vil starte rejsen ved endestationen. Amos Oz er den nulevende forfatter med den indfødtes erfaringer og meninger. Det, som overraskede mig mest, da jeg

Karen Avraham var stadig et nyt kvarter. De fleste gader var ikke brolagt, og resterne af vingården, som havde givet kvarteret dets navn, kunne stadig ses i de nye huses haver

Litterær rejseskildring Jerusalem har i virkeligheden en for tung og kompleks historisk byrde til at kunne blive ført ud over de stenede bjerge. Den ydmyge historiker er ligesom et stakkels æsel: For mange historier, for meget universel historie. Men som symbol simplificerer Jerusalem derimod æslet byrde og letter vægten. Jeg kan ikke hævde at være nogen ekspert i byens atmosfære og topografi, da jeg aldrig har været i Jerusalem. Dette essay er derfor en meget forkortet litterær rejseskildring, hvortil jeg har fundet et lille udvalg af forfattere, fem for at være helt nøjagtig: William Blake, Saul Bellow, Philip Roth, Pia Tafdrup og Amos Oz.

19


i form af vinstokke og granat-æbletræer, figen - og morbærtræer, som hviskede til hinanden, når det blæste. Når vinduerne stod åbne i begyndelsen af sommeren, lugtede der dejligt grønt i de små værelser. Fra tagene og for enden af de støvede gader kunne man se højene, der omgav Jerusalem. (dansk oversættelse s.159-60) Oz fortsætter beskrivelsen, men dette ene afsnit bærer vidnesbyrd om forfatterens eget nabolag, dets nyere historie, hvori en af beboerne taler om en by, der er omringet af bakker. Byen er derved placeret i et bestemt landskab og ikke blot i et historisk drama. Læseren er overbevist om, at nabolaget er en ”livsverden. Man fanger duftene, lydene, interiøret, baggårdene og gaderne. Da jeg læste Oz, knyttede mine associationer sig snarere til Klaus Rifbjergs, indrømmet mindre traumatiske, Amager Digte (1965), end de knyttede sig til Toraens historiografi. Moderne litteratur, og lyrik i særdeleshed, udvikler tematisk materiale, som ofte sidestiller det hjemlige rum med det fremmede rum. Det hjemlige kan føles fremmed, hotelværelset i en fremmed by kan føles velkendt. Digteren spiller på denne forvirring.

Pia Tafdrup I Pia Tafdrups digtsamling Territorialsang ( Borgen, 1994), har hendes midlertidige ophold i Jerusalem provokeret hende til at prøve hendes intuitive og naturlige jeg af overfor byens historiske mindesmærker.

Hendes lyriske jeg undgår indgangsvinklen med genren ”Turen går til Jerusalem”. Pia Tafdrup giver stemme til en autentisk nysgerrighed overfor byen i sine rejser. Hun ankommer uden forudbestemte meninger, og den erfaring, hun lægger stemme til, er mere personlig end politisk. En unik lyrisk form udspringer heraf, som var den udviklet i et mørkerum. Tafdrups digt ”Horisonten” er eksemplarisk. I en lang note i sin digtsamling ”Dronningeporten” ( Gyldendal, 1998) trækker Pia Tafdrup direkte på sine erfaringer fra Jerusalem for at forklare samlingens titel. Hun undrer sig over, hvorfor alle portene ind til byen har mandlige navne. Derfor valgte hun titlen ”Dronningeporten” for at insistere på en ”poetisk” kvindelig indgang til verden. Min tidligere læsning af Rifbjergs barndomserindringer fra Amager hjalp mig i min læsning af Oz’ Jerusalem. Ligeledes åbnede Inger Christensens ”Brev i april” (1976) vejen til læsningen af Pia Tafdrups ”Territorialsang” (1994). Christensen og Tafdrup var både kvinder, mødre (og digtere!) og midaldrende (40års alderen), da de skrev disse værker. De var begge rejsende og midlertidigt bosiddende på et fremmed sted. Deres digte bærer vidnesbyrd om deres private liv; følelserne er intime, sublimerede, om man vil, og helt klart i forgrunden. Der refereres til det velkendte og dagligdags, især i de fremmede omgivelser. Forfatterne er nysgerrige, observerende og reflekterende. De fremviser dog ikke deres tanker og følelsesliv som åbne bekendelser. I ”Territorialsang” opnår Pia Tafdrup det,

som antropologer ofte stræber efter i deres tekster: en levende og overbevisende fornemmelse af at have været der, ”being there”, som den afdøde Clifford Geertz engang fremstillede det. Litteratur, der beskriver rejser til fjerne egne forsøger at bringe det eksotiske hjem, at gøre den fremmede verden mindre eksotisk og mere plausibel, ligesom litteraturen fra ens hjemegn ironiserer herover og derved forsøger at gøre det velkendte og hverdagsagtige eksotisk.

Saul Bellow og Phillip Roth Denne dobbelte omvending af det kendte og det ukendte, muligvis i både fiktion og i sociologi, bliver eksemplificeret i Saul Bellow og Phillip Roths beretninger om Jerusalem. Disse to jødiske forfattere rejste til Jerusalem i 70erne, efter Israel havde besat Jordans vestbred, Gazastriben og Østjerusalem i 1967. Phillip Roths roman ”A Counter Life” (1979) foregår delvist i Jerusalem. Dette er den roman, hvor Roth udforsker gåderne i jødisk identitet på den mest fyldestgørende måde, især, hvad angår, forholdet mellem den jødiske diaspora og den israelske nation. Saul Bellow skrev essaysamlingen ”To Jerusalem and Back: A personal Account” (1976). Bogen er en mosaik af vignetter og analyser fra turen. Selv efter mere end 30 år, inklusiv Sovjetunionens fald, virker bogen stadig tidssvarende i mange af dens observationer af den palæstinensisk-israelske konflikt. Bogen har også plads til Bellows egne overvejelser omkring det Udsyn • 3/2009


at være jødisk. Bellow indrømmer, med hjælp fra en karakter i en af I.B. Singers historier, at han oplever en ”jødisk transcendentalisme” i Jerusalem. Bellow holder sig ellers som regel fra sådanne hellige tanker og skriver: ”Jeg er tilbøjelig til at modsætte mig forestillingsevnen, når den går i den retning. Alligevel føler jeg også, at Jerusalems lys har rensende kræfter og filtrerer blodet og tankerne. Jeg forbyder ikke mig selv den tanke, at Gud kan materialisere sig i lys.”. Man kan ikke undgå at lægge mærke til selvironien og overraskelsen i Saul Bellows forestilling om og i Jerusalem. Når han taler om jødisk tranUdsyn • 3/2009

scendentalisme, refererer han både til jødedom og, vigtigere endnu, den transcendentalist bevægelse i det 19. århundrede filosofi i Amerika. Bellow vender kortfattet tilbage til Jerusalem i en lang novelle, ”The Bellarosa Connection” (1989). Meget af handlingen foregår på Hotel King David. Bellows fortællers professionelle liv går ud på at specialisere sig i studier og praktisk udøvelse af hukommelse. Hovedpersonen, som bor i Philadelphia, beskriver meningen med Jerusalem som ”touching base” med dens store historiske fortællinger: ”Well, this was Jerusalem, and I am unusually

susceptible to places. In a moment I had touched base with the Crusaders, with Caesar and Christ, the Kings of Israel.” Og for at lave den ultimative sammenligning med det urbane Amerika tilføjer hukommelseseksperten: ”I wouldn’t have felt this way in blue-collar Trenton.” (New Jersey, ikke langt fra Philadelphia. J.S.).” Den danske oversættelse af passagen (1991) mangler den snakkende idiomatisk tone fra den amerikanske originalversion. Udtrykket ”touch base” refererer til baseball, og ”blue-collar” henviser til arbejderklassen. Ingen af disse betydelige referencer findes i den danske oversættelse.

21


Ikke-israelske jødiske identiteter Oplevelsen af at besøge Jerusalem er sat i skarp kontrast med begge forfatteres egne ikke-israelske jødiske identiteter. Deres rødder var i Newark, New Jersey (Roth) og Chicago, Illinois (Bellow). Det var som om Seders løfte om “Næste år i Jerusalem” resulterede i visheden om ”Næste år i Amerika”. Styrkeprøven mellem de to kulturelle steder, Coney Island og Grædemuren resulterede helt klart i en sejr for Coney Island. De centrale karakterer i begge fiktive fortællinger var amerikanske jøder, som følte sig draget af Jerusalem, ikke så meget ud af nysgerrighed som af behovet for at bekræfte deres amerikanske jeg. Forfatterne kunne selvfølgelig holde en ironisk armslængde til deres karakterer. Der er dog al mulig grund til at mistænke forfat-

terne for at være enige med deres skeptiske hovedpersoner. I Roths ”A Counter Life” vil Roths tilbagevendende fortæller og forfatter af profession Nathan Zuckerman møde sin bror Henry, en tandlæge, som har omvendt sig til det israelske samfund: Den absolutte modsætning af diasporakarakteren, forfatteren bror. Roth har portrætteret to brødre fra New Jersey, som tager forskellige veje til og fra Jerusalem. Det dobbelte billede tager form af et modsatrettet liv (”counter life”), hvor den ene synes at være en skygge af den anden. Nathan er forbløffet over, hvor meget han oplever på sin første dag i byen, men forbløffelsen har mere at gøre med hans egen (gen)opdagelse af sit jeg end om det det, han lærer om andre. Den scene, som illustrerer denne genopdagelse på den mest underholdende måde er i Nathans møde

med Jimmy ”Luftyid” (”High-flying Jew”), en manisk jødisk-amerikansk dreng, også fra New Jersey, som ankom blot 12 dage før for at deltage i ”Diaspora Yeshiva”. Jimmy planlægger at slå sig ned i Eretz Israel. Jimmys drøm er at spille baseball for det opdigtede hold Jerusalem Giants og derved kunne gribe lange, flyvende bolde op imod Grædemuren. Dette er det modsatte af William Blakes drøm om Jerusalem: at genopbygge byen i ”England’s Green and Pleasant Land” (Englands grønne og behagelige landskab). Jimmy vil derimod importere New Yorks baseballkultur til det hellige Jerusalem. De jødiske amerikanere (inklusiv de mest dedikerede af dem), som tager turen til Jerusalem, kan ikke ryste den amerikanske jord af sig, i Bellow og Roths fiktion.

Udsyn • 3/2009


Litterær åbenbaring Amos Oz piller amerikanske og europæiske intellektuelles hyperdiasporiske vrængbilleder ned af piedestalen. Han taler som en indfødt borger og kritiserer israelsk politik, ligesom jødisk-amerikanere kritiserer amerikansk politik. Dette er igen grunden til, at jeg oplevede Oz’ selvbiografiske roman som en litterær ”åbenbaring”, for jeg var vant til at læse om Jerusalem i en stærkt ironiseret form gennem Bellow og Roths bøger. Blake og Oz er begge dybt alvorlige omkring meningen med Jerusalem. For den engelske digter er Jerusalem et stærkt billede, der både tjener som en forfærdelig kontrast og som en model for fremtiden: ”And was Jerusalem builded here/Among these dark, Satanic mills?”. Hos Oz bliver byen et ligeså virkeligt sted som noget London eller New York. Dens vigtige historie er desuden dens nyere historie. Oz skriver ikke med ironiens armslængde, men med berøringens, lydenes og lugtenes intimitet.

Horisonter Oz svarer Roth og Bellow, blandt flere andre, når han anfægter den kategoriske og stereotype repræsentation af byen og dens indbyggere. Med Pia Tafdrups digte fra Jerusalem finder vi et mangefacetteret midtpunkt i de forskellige repræsentationer af byen. Lyrikkens medie er nemlig placeret midt imellem privat og offentlig erfaring, ligesom den er sat imellem det umiddelbare nærvær i Jerusalem og byUdsyn • 3/2009

ens placering i historien. I hendes digt ”Horisonten” tager hun sig den digteriske frihed at genkalde sig og reflektere over sine forældres og bedsteforældres rejse til Sverige over Øresund i oktober, 1943. ”Horisonten” er i højere grad en fortættet familiehistorie, end det er en rejseskildring. Sparsomme, men fyldestgørende beskrivelser, giver byens kvaliteter plads til udvidelse af tid og rum: en helt bogstavelig horisont. Med dette digt af Pia Tafdrup vil jeg afslutte denne korte litterære rejse til og fra Jerusalem. Horisonten Som saltkorn rakt frem skyder Jerusalem op af bjerget Rød og rosa kalksten en ørken omkring der adlyder og blomstrer Tiden er momentan og tusindårig Vindharpe vandresand aftensol Stemmer strejfer øret der scanner smerten:

På bunden af en anden båd min morfar og på en hylde i maskinrummet min mor og hendes mor… Tæl mængden se den enkelte intet skal begrænses, ingen være glemt Hver bevidsthed sin tell en erindring der holder angsten vågen Dagen er stor som en løftesten Jeg læner mig mod det tavse papir Spinder en leve-tråd. (”Tell” , som er homonym med den dansk ”tæl”, Pia Tafdrup skriver i en fodnote, betyder ”bakke” på arabisk, også en slags ”kæmpehøj” hvor fortids minder er begravet). Marie Ladefoged har oversat artiklen fra engelsk til dansk. Gyldendal og Pia Tafdrup har venligst givet tilladelse til genoptryk af digtet Horisonten.

I mørket bag en luge til fiskergrej min far og hans familie i en kutter over Sundet til Sverige

23


LIVET på bunden af bunden

De kalder sig dom eller domari og holder generelt en lav profil, fordi de palæstinensiske omgivelser ikke bryder sig om dem. En stærk kvinde går imod strømmen ved at være stolt af sin baggrund AF HANS H EN R I K FAFN ER

ØSTJERUSALEM – Hovedgaden i det palæstinensiske Shuafat er gravet op. I midterrabatten er bystyret i Jerusalem ved at lægge spor til den lette jernbane, som efter planen skal binde storbyen sammen som en kollektiv trafikåre mellem øst og vest. Trafikken i det ene spor, som er tilbage i hver retning, snor sig kaotisk gennem byggerodet. Den er nemlig også hovedforbindelsen mellem Jerusalem og det palæstinensiske Ramallah, som ligger på Vestbredden bag den store Qalandia vejspærring, et par kilometer længere mod nord. Måske af den grund betragtes gaden også som en attraktiv adresse, og folk på stedet siger at denne del af Shuafat i det hele taget er hvad man på disse kanter kalder et pænt sted at bo. ”På en dag som denne er det ikke så nemt at se,” smiler Amoun Sleem. ”Men adressen er grunden til at vi er her. Vi vil gerne være synlige, og alligevel lidt diskrete. Sådan er vores virkelighed.” Amoun Sleem er sigøjner. Hun er også stifter og daglig leder for The Domari Society, der blandt sine opgaver yder hjælp til selvhjælp blandt kvinderne i den lokale

sigøjnerbefolkning, og dets geografiske placering svarer helt til hendes beskrivelse. Det ligger på en pæn adresse i Shuafat, mellem internationale organisationers lokale repræsentation og praktiserende lægers klinikker, og alligevel trukket lidt tilbage i bunden af et lille smalt stræde, som rækker ind fra gaden.

Betragtes som palæstinensere ”Her bor ingen sigøjnere i Shuafat. Det har ingen sigøjnerfamilie råd til,” forklarer hun, mens smilet forsvinder fra ansigtet. ”Men de kommer her, for der er brug for stedet. Og stedet ligger her fordi vi gerne vil tiltrække os opmærksomhed om vores sag. Der er ikke så mange, som kender os.” Det sidste har Amoun Sleem uden tvivl ret i. At der lever sigøjnere i Jerusalem, kommer bag på de fleste, og det forklarer hun ved at sigøjnerbefolkningen gennem århundreder har søgt at holde så lav profil, som overhovedet muligt. ”Vi lever på bunden af bunden,” forklarer hun. I Jerusalems gamle bydel lever et par

tusinde medlemmer af byens nok mest oversete mindretal, mens andre 3.000 lever spredt rundt om i resten af Østjerusalem og ud i landsbyerne på Vestbredden. Andre 70 familier lever ved byen Nablus længere mod nord. De israelske myndigheder betragter dem som palæstinensere, mens mange palæstinensere ser ned på dem og anser dem for tilflyttere, som de helst ikke vil vide af. Dette er på mange måder bunden i et samfund, der i sig selv er tynget af store sociale og økonomiske problemer. Aoum Sleem er opvokset i den gamle by, hvor hun stadig bor. Hun beskriver sin opvækst som bedre end gennemsnittet, selvom den tydeligvis også har budt på flere traumatiske oplevelser. Hendes far, som nu er pensionist, var kommunalt ansat. Hvad han lavede, synes hun ikke er relevant, men familien havde fast indtægt. Men hendes mor døde, da hun var ganske lille, så faderen stod alene med en stor børneflok, og skolegangen var en række hårde år. ”Mange sigøjnere får en dårlig start allerede i skolen,” forklarer hun og fortæller Udsyn • 3/2009


”Når man aldrig får sig en uddannelse, ender man i de ringeste jobs, og det er den spiral, vi som samfund har siddet fast i gennem mange år. Det er et problem, som går i arv.”

været hjemme i to år. Hun fandt det ydmygende at se sigøjnere gå til naboerne, når der kom brev fra kommunen, fordi de ikke kunne læse det og heller ikke skrive et svar. Hun fik sin studentereksamen og en bachelorgrad i turisme, fordi hun gerne ville have med mennesker at gøre.

Overlevelse

om sin egen skoletid. ”Både lærere og de andre elever mobbede os. Vi sigøjnerbørn blev slået og sendt udenfor klassen, helt uden grund, og de andre børn ville ikke have noget med os at gøre. På et tidspunkt fik jeg nok. Jeg kvittede skolen.” Det sker for mange sigøjnere, og de fleste kommer aldrig i gang med studierne igen. Det hænger også sammen med, at mange sigøjnerbørn har meget ringe støtte til lektielæsning derhjemme, fordi Udsyn • 3/2009

forældrene enten ikke kan læse eller selv droppede ud af skolen. Fyrre procent af den voksne sigøjnerbefolkning er den dag i dag analfabeter. ”Når man aldrig får sig en uddannelse, ender man i de ringeste jobs, og det er den spiral, vi som samfund har siddet fast i gennem mange år. Det er et problem, som går i arv.” Amoun bed dog tænderne sammen og vendte tilbage til skolen efter at have

Det har hun også fået, men på en noget anden måde, end hun først havde tænkt sig. ”Det var min drøm at arbejde med turister, men jeg indså, at mit eget folk er vigtigere,” smiler hun. Amoun er klar over, at hun skiller sig ud og indrømmer også at det ikke har været nemt. De ældre mænd i hendes samfund brød sig ikke om det, da hun åbnede sit center. Mukhtar’en, som sigøjnerne ligesom de palæstinensiske naboer kalder deres åndelige leder, var direkte imod og prøvede at tale hende fra det. Sådan noget gør en kvinde ikke, lød argumenterne, og samtidig brød hun med sigøjnernes lange tradition for at holde lav profil. Det kunne

25


”Livet er en kamp for overlevelse. Ingen af os er blevet universitetsprofessor, men vi har klaret os bedre end gennemsnittet”

blive direkte farligt for hele sigøjnersamfundet, lød advarslerne fra andre sider. Men Amoun har altid skilt sig ud, så hun tog kritikken med nogenlunde ro. I dag er hun ”omkring 30 år gammel”, som hun formulerer det uden at gå i detaljer, og i en traditionsbunden kultur som hendes er det usædvanligt ikke at være blevet gift for længe siden. Mange sigøjnerpiger fra Jerusalems gamle bydel bliver gift i en alder af 14 eller 15 år. ”Jeg har valgt min egen vej,” siger hun. ”Det hænger nok sammen med, at min mor døde, da jeg var helt lille. Jeg blev tidligt vant til at træffe mine egne beslutninger og stå ved dem. Men det hjælper også, at min far altid har været meget frisindet.” Faderen dukker konstant op i samtalen. Han var der i baggrunden hele tiden og bakkede hende op, og frisindet, som Amoun Sleem taler om, har bestået i et dybt ønske om at børnene skulle få en god start på tilværelsen. Hun fortæller, at hendes ene bror arbejder på et hotel. En anden er buschauffør, og det betragtes i sigøjnernes verden som gode karriereforløb. ”Livet er en kamp for overlevelse. Ingen af os er blevet universitetsprofessor, men vi har klaret os bedre end gennemsnittet,” konstaterer hun med antydningen af et smil.

Levede som beduiner Sigøjnerne stammer oprindeligt fra Indien. Da de vandrede vestover blev en grup-

pe boende i Mellemøsten. De kalder sig dom eller domari, ligesom sproget hedder dom, mens de, der fortsatte og i dag lever i Europa, kalder sig roma. Hvornår de kom, ved ingen med sikkerhed, men det er dokumenteret, at der har været fastboende sigøjnere i Jerusalem i mindst 400 år. Sigøjnerne har intet alfabet, hvilket hun bruger som forklaring på, at deres historie aldrig er blevet skrevet ned. I stedet har hver sigøjner sin individuelle forklaring på, hvordan de er kommet til Jerusalem. En hel masse individuelle tråde i en stor, og noget tåget, kollektiv erindring. Nogle siger, at de kom sammen med saracenernes hærfører Saladin, da han førte krig mod de kristne korsfarere for 900 år siden, mens andre er sikre på, at de blev ført til Jerusalem som tyrkiske slaver. Amoun ved ikke, hvad hun skal mene, men hun husker sin bedstemor fortælle om, hvordan sigøjnerne for mange år siden kom rejsende til Jerusalem. De kom helt fra Marokko og Tyrkiet, og de betragtede alle Jerusalem som deres absolutte hovedby. Hun husker beretninger om, at de tilrejsende domari slog lejr udenfor Møddingporten, altså omkring Zionsbjerget lige syd for den gamle bymur. ”De blev her ikke så længe, måske en uge. Så rejste de igen, men Jerusalem var det sted, de altid vendte tilbage til for at handle,” husker hun. ”Jerusalem er en vigtig by i vores identitet.” Langt op i historien levede mange af sigøjnerne som ørkenens beduiner, en anden gruppe med en lang tradition for et

kantet forhold til de fastboende palæstinensere. Og ligesom beduinerne har de gennem årene haft deres egen kultur og holdt på traditionerne i det omfang, det har kunnet lade sig gøre. Sigøjnernes køkken adskiller sig fra det lokale palæstinensiske, de har andre skikke i forbindelse med bryllup og dødsfald, og deres tøj og boligindretning er mere farvestrålende. ”Vi kan godt lide guld og glimmer,” smiler hun. ”Palæstinenserne siger, det er billig show off. I virkeligheden er det jo et spørgsmål om smag og tradition.”

Flytter til Vestbredden I det daglige går sigøjnere klædt som alle andre, og de taler arabisk ligesom deres naboer. Amoun forstår det godt, men er også lidt bekymret for, at sigøjnernes sprog og kultur skal gå i glemmebogen på den konto. Det er her, centeret kommer ind i billedet. Allerede som ganske ung så hun, hvordan sigøjnerbefolkningen konstant blev sat af i en verden under hurtig forandring, og det er denne udvikling, hun prøver at vende. På centeret kommer mange voksne kvinder for at lære at læse arabisk, ligesom de får matematik- og engelskundervisning. Og ved at arrangere kurser, hvor børnene efter almindelig skoletid lærer om deres egen, rige kultur, undervist på deres eget sprog, prøver hun at undgå at så mange som før giver op og forlader skolen. Eget selvværd er et af nøgleordene. Kvinderne syr også og laver traditionelt kunsthåndværk i sigøjnernes Udsyn • 3/2009


sprælske farver. Det bliver solgt fra centeret, og på den måde får kvinderne en følelse af, at deres arbejde er noget værd, hvilket de kan bygge videre på ved forskellige erhvervskurser, som centeret også arrangerer. ”Men jeg står meget alene med det hele,” siger hun og kigger over på en enlig, europæisk volontør, der er ved at lægge oplysninger ind i en computer. ”Jeg kæmper mod mange vanskeligheder.” Hun ser blandt andet et stort problem i den store fraflytning. Store dele af den palæstinensiske befolkning i Østjerusalem har gennem årene fået flere penge mellem hænderne, og det har sigøjnerne ikke. Men navnlig har den israelske besættelsesmagts restriktive forhold byggetilladelser skabt boligmangel i byen, og det har presset huslejer og ejendomspriser tilsvarende i vejret. Udsyn • 3/2009

”Mange sigøjnere har slet ikke råd til at blive boende i Jerusalem. Selv den gamle by er blevet for dyr,” siger hun. ”Af den grund føler en del sig presset til at flytte ud i landsbyerne på Vestbredden, eller over på den anden side af den israelske mur, hvor der er billigere at bo. Men når man først er kommet derover, er det umuligt at komme tilbage, og på den måde bliver sigøjnerbefolkningen splittet fordi den simpelthen ikke har modstandskraft nok. Det prøver jeg at lave om på.” På den baggrund virker det logisk, når hun siger, at livet var enklere, da hun var barn. ”Vi sov på gulvet og havde ikke så meget,” slutter hun. ”Vi levede et mere simpelt liv, hvor der ikke var så meget at tage stilling til hele tiden. Det var et bedre liv, selvom palæstinenserne heller ikke kunne lide os dengang. Men nu er alles jagt på

materielle goder ved at frarøve os vores kultur, samtidig med at besættelsen og alle vore andre problemer stadig er en realitet.”

”Mange sigøjnere har slet ikke råd til at blive boende i Jerusalem. Selv den gamle by er blevet for dyr”

27


STRIDEN om Jerusalem AF JAMES D. B ESSER

Netanyahu: ”Israels suverænitet over Jerusalem kan ikke anfægtes.”

En uges diplomatisk konfrontation for nylig mellem USA og Israel over opførelse af nye israelske boliger i Østjerusalem handlede måske mere om israelsk indenrigspolitik og om at mobilisere de amerikanske jøder imod amerikansk pres end om en ændring af Obama-regeringens politik. At offentliggøre diskussionen om Jerusalem tilsigter muligvis ”at gøre det amerikansk-jødiske samfund, som er overvejende imod bosættelserne, opmærksomt på, at når USA kræver stop for israelske bosættelser, så indbefatter dette også Jerusalem” sagde Abraham Foxman fra Anti-Defamation League (ADL). Og at røre ved Jerusalem-nerven vil måske bidrage til få de evangeliske kristne, som for manges vedkommende i stigende grad går ind for at bevare Jerusalem som Israels forenede hovedstad, til at gå imod den nye regerings fredsbestræbelser. Bekymring over det amerikanske pres angående Jerusalem var et under-tema ved denne uges konference i Washington i ”Christians united for Israel”, som er blevet et af landets største pro-israelske møder. Nogle iagttagere mener, at krisen var provokeret af en israelsk regering, som føler sig i en vanskelig stilling overfor amerikansk pres for at få

standset byggeriet i bosættelserne. En forhenværende israelsk diplomat sagde, at det nyeste indslag i den tiltagende uenighed mellem de to nye regeringer - som kom efter kraftig amerikansk kritik af opførelsen af 20 nye lejligheder i et kvarter i Østjerusalem – blev håndteret kluntet og skyldes en dybtliggende misforståelse af Obamas beslutsomhed og intentioner. ”Det er et fejltrin” sagde diplomaten, ”for at spille Jerusalem-kortet i den nuværende situation kan afskære Israel fra at påvirke den fremtidige fredsplan på dette punkt”. Men nogle jødiske ledere insisterer på, at USA’s politik er ændret. Formanden for den amerikanske zionistorganisation, Morton Klein, kaldte det amerikanske pres på Israels byggepolitik i Østjerusalem for ”racistisk” og betegnede det som et ”klart politisk kursskifte”. ”Obama og hans rådgivere føler, at fordi Netanyahu bøjede sig for det amerikanske krav om, at han accepterer en tostats-løsning, så vil han også finde sig i, at man begynder at bevæge sig mod endemålet: at Østjerusalem kommer under palæstinensisk kontrol” sagde Klein. ”Amerikanerne overså, at Netanyahu ikke kan give efter på det punkt fordi, det vil få hans regering

til at falde sammen”. Klein sagde også, at Obamas påstand om, at israelsk byggeri i Østjerusalem vil ændre bydelens demografiske balance, svarede til de racistiske argumenter imod sorte amerikanere. Andre jødiske ledere var dog mere afdæmpede. De har ikke ændret politik” sagde Judith Kipper fra Mellemøstkontoret under instituttet for Internationale Anliggender. ”De vil ikke flytte USA’s ambassade til Jerusalem. Tanken har hele tiden været, at byen skal deles.” Kipper sagde, at Netanyahus stejle holdning til byggerier i Jerusalem måske er en prøveballon for at sondere mulighederne for en aftale mellem USA og Israel som ville indebære et kompromis om et totalt, permanet stop for bosættelser på Vestbredden. En sådan aftale mente hun, at USA ville have vanskeligt ved at acceptere. Trods klare signaler om amerikansk utilfredshed sagde hun, at Netanyahu vil have en chance for at vinde spillet. ”USA vil ikke stoppe forsyningerne af våben eller penge; de vil ikke lade ham i stikken. Så måske kan han leve med de nødvendige begrænsninger.” Den seneste skærmydsel kom sidste uge, da Israels nye ambassadør i Udsyn • 3/2009


Washington, den amerikanskfødte historiker Michael Oren, var i udenrigsministeriet til et velkomstmøde. Ved den lejlighed fortalte viceudenrigsminister Jacob Lew Oren, at Washington tager kraftigt afstand fra nybyggerierne i Sheik Jarrah-kvarteret, som er et projekt, der er finansieret af den velhavende amerikanske advokat Irving Moskowitz, der også finansierer andre byggeprojekter i Østjerusalem. Som svar herpå udtalte Netanyahu ved et møde i den israelske regering: ”Jeg vil gerne endnu engang understrege, at det forenede Jerusalem er det jødiske folks og Israels hovedstad. Der kan ikke stilles spørgsmålstegn ved vores suverænitet over byen. Dette indebærer bl.a., at Jerusalems indbyggere har ret til at købe lejligheder hvorsomhelst i byen. Denne regering kan ikke acceptere, at jøder ikke skulle have ret til at bo og købe boliger i alle dele af Jerusalem. Dette har i årevis været den israelske regerings poUdsyn • 3/2009

litik, og det er også denne regerings politik. Der er ikke noget, der forbyder arabere at købe lejligheder i den vestlige del af byen, og der er ikke noget, der forbyder jøder at bygge lejligheder i den østlige del af byen.” Foreningen ”Amerikanere for Fred Nu” bestred dette og citerede den israelske menneskeretsadvokat, Daniel Seidemann for, at ”det i praktisk talt hele Vestjerusalem er umuligt for palæstinensere at købe ejendom”. Netanyahus erklæring blev som noget usædvanligt udsendt på engelsk, fordi han øjensynligt henvendte sig til den amerikanske administration og til de amerikanske jøder. Dagen efter afviste en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, at USA havde ændret holdning på dette punkt. ”Dette er ikke noget nyt” sagde talsmanden, Philip Cowley. ”Israelerne kender vores holdning: at sådanne byggerier bør indgå i forhandlingerne om den endelige fredsaftale, og vi lægger vægt på,

at ensidige handlinger fra israelsk eller palæstinensisk side ikke foregriber den endelige aftale”. Nogle jødiske ledere er enige i, at de amerikanske klager over byggerierne i Østjerusalem ikke er noget nyt, men de forventer, at Obama faktisk vil stå fast på dem, medens hans forgængere har lukket det ene øje. ” Det er ikke en ændret politik” sagde Foxman. ”men det lyder hårdere. Og israelerne ved, at når denne regering taler om bosættelser, taler den også om Jerusalem”. Han tilføjede, at ”det der bekymrer mange jøder er ikke, at Washington rejser spørgsmålet om bosættelser, men at det ser ud som om, Washington forhandler med Israel på palæstinensernes vegne, bl.a. i det centrale spørgsmål om Jerusalem. Så på en måde ser det ud som om Washington i realiteten foregriber de endelige forhandlinger om dette spørgsmål”. Andre ser lækagen af Orens møde med det amerikanske udenrigsministerium og Netanyahus skarpe tale som et

29


led i israelsk indenrigspolitik. ”Bibi reagerede på et stærkt amerikansk pres ved at bevæge sig i retning af et kompromis om bosættelserne” sagde den tidligere amerikanske ambassadør i Tel Aviv, Edward Walker. ”Det ophidsede nogle af hans kernevælgere. Når der takket være Moskowiz var denne mulighed for at oprette nye boligkvarterer i Østjerusalem, så var han nødt til at spille Jerusalem-kortet”. Tidligere regeringer har ”været så eftergivende på dette punkt, at Netanyahu formentlig tror, at han kan slippe igennem her uden at skade relationerne mellem USA og Israel for meget” sagde Walker. ”Han støttes utvivlsomt af de israelske vælgere på dette punkt, og faktisk ved jeg ikke, hvor meget Obama kan gøre ved det. Når man taler om Jerusalem, løber man ind i store problemer både i USA og i Israel. ”At rejse spørgsmålet om Jerusalem kunne også tilsigte at mobilisere jøderne i USA som føler langt mindre for bosættelserne på Vestbredden end for et forenet Jerusalem under israelsk herredømme. Andre ser politiske motiver fra amerikansk side. ”Regeringen vil meget gerne fremvise politisk afstand mellem Israel og USA overfor den arabiske verden”, sagde en anonym leder af en større israelvenlig gruppe. ”En del af det vi ser om Jerusalem, er til ære for den arabiske verden for at få støtte derfra til USA’s planer for regionen”. James D. Besser er Washington korrespondent for Jewish Week Oversat af John Saietz

FRA MIT FOTOALBUM AF ANNA REBECCA KLEDAL

IDEALISTERNE: Den spanske borgerkrig. Jeg har en erindring om en sommer ved stranden i Southampton, New York. Vi har søgt tilflugt i lejligheden på grund af heden, og Harrys fortælling om krigen blander sig med smagen af iskold limonade og havsalt og sand på min stikkende solskoldede hud. Den krig som Harry fortalte om var den spanske borgerkrig, og Harry var en af de 2800 amerikanere som kæmpede på republikansk side mod Francos falangistiske styrker. Som bekendt blev Francos oprør lakmusprøve for den fremadskridende fascisme på europæisk jord i 1930erne, og mens Francos styrker modtog våben fra Hitlers Tyskland og Mussolinis Italien, måtte den republikanske hær nøjes med støtte fra frivillige fra hele verden. Herunder min 18-årige grandonkel Harry, anglificeret fra det polsk-jødiske Hertzel. Jeg fik for nogle år siden foræret Harrys erindringer fra krigen og pludselig så jeg på billeder af Harry, hvor han er en ganske ung mand, eller nærmere en dreng på 18, 19, eller 20 år. Den Harry som i min bevidsthed altid havde været oldtusse gammel (reelt set var han vel fra de 60 år frem til 92 år) stirrede nu tilbage på mig, hvor den Harry på de sort-hvide billeder, er på alder med mine egne døtre idag. Den Harry som jeg kigger på er en

18årig dreng, som i 1938 besluttede sig for at stikke af hjemmefra, for at deltage i Den Internationale Brigade og kæmpe på republikansk side. På den ene side var han gammel nok til at gå i krig, selvom han kort efter skulle erfare hvilket helvede han deltog i, men på den anden side var han ikke gammel nok til at turde sige det til sin mor. Harry pakkede sine ting, fortalte kun sin storesøster Sal om sine planer, og steg ombord på en damper i New Yorks havn i 1938, med kurs mod Europa.

Erindringer Jeg må sige at jeg sad med blandede følelser efter at have læst erindringerne. På den ene side blev det klart at Harry aldrig havde fortalt os om den grusomme side af borgerkrigen, og muligvis havde han bevidst under familiesammenkommenster især skånet mine søskendes og mine små ører. Og på den anden side, det er den tanke jeg får retroperspektivt; måske havde han aldrig selv haft afstand nok til krigen, og han skulle blive langt op i 80års alderen, før han kunne skrive om begivenhederne og det kaos, som borgerkrigen efterlod i hans indre. Harry havde altid en ærlighed, en selvironi, en fuldstændig distanceret holdUdsyn • 3/2009


Min morfars søster Ruth Goldstein ca. 1939

ning til enhver form for macho idealisering af krig eller guerrillakrig, han var 100% på civil befolkningens side, om det var en fascist eller republikaner som døde, så så han mennesket. Det er sådan jeg husker Harry klarest. Og det er også den stemme som skinner igennem erindringerne. Der var også noget som jeg i min ungdom og voksen-liv syntes var irriterende og det var netop en evne han havde til at lukke ned for ubehageligheder, han kunne i diskussioner fravælge alt hvad der kunne gøre virkeligheden ‘mørk’. I vores senere diskussioner ift kommunismen, Sovjetunionen, andre socialistiske lande og lad Udsyn • 3/2009

os sige, en efterlysning af de nuancer som iøvrigt fandtes på venstrefløjen, det var ikke Harrys stærkeste side. Idag når jeg sidder med hans erindringer i hånden, er det klart at det netop ikke var fordi han ikke vidste om disse ting, eller ikke ønskede at vide det, men netop derfor. Harry kendte alt for godt til skyggesider og til mørke, at hans see no evil, hear no evil, tilgang til tingene, var den eneste måde han kunne holde dæmonerne på afstand. Som Harry skriver i erindringsværket, ønskede han i starten ikke at skrive ‘om de grimme ting, som hændte under borgerkrigen’, men på opfording fra, især

hans børn, om at gøre erindringer ærlige, måtte han netop også skrive om krigens grimme sider.

Den spanske borgerkig Harry beretter om hvordan han selv fra allerførste færd havde lyst til at desertere af ren og skær angst, og han beskriver armoden og frygten blandt den spanske civilbefolkning, både før og efter de fascistiske bombetogter. Det slår mig hvor forskellige spaniensfarerne var: fra intellektuelle, til fagforeningsfolk som Harry med kommunistisk baggrund, til deciderede hard-core IRA

31


folk, som vidste hvordan man ‘organiserede’ indsamlinger, når brigaden manglede udstyr. De fleste deltagere i Den Internationale Brigade beskrives som ekstremt uerfarne og i Harrys fortælling faldt de også som fluer. Han beskriver hvor uorganiserede de var, hvordan den Internationale Brigades propaganda lød, når de gav falske oplysninger om tab. Og ikke mindst skriver Harry om likvideringer blandt deres egne. Harry skriver hvorledes de unge mennesker som kæmpede i borgerkrigen, fik ar på sjælen, psykisk såvel som fysisk. De som vendte hjem igen, var blevet regulære krøblinge i fysisk såvel som psykisk tilstand, og måtte starte en ny kamp for at vende tilbage til det civile liv. Men Harry beskriver også idealismen og den kamp som den spanske borgerkrig ligeledes førte med sig: Kampen for race og kønslighed. Harry deltog og kæmpede i Lincoln Brigaden, som havde den første afrikanskamerikaner ved navn Oliver Law, som nåede rank af general. I fortællingen om Oliver Law, slår det mig hvordan man allerede i 1930erne kæmpede for hvad der i 1960erne ville blive en del af de nationale diskussioner, 30 år før kampen for borgrrettigheder og imod raceadskillelse nåede mainstream USA, og – ikke mindst -70 år før USA nåede frem til en sort præsident. Den spanske borgerkrig blev i Harrys optik også til en fortælling om jødisk identifikation med det sorte amerika, og visa

versa, som bør fortælles, en identifikation som eksisterede mellem de to minoriter, før Farrakhans anti-semitisme og spændinger mellem de to grupper blussede op.

Harrys valg Hvad får en ung mand på 18år til at melde sig som soldat og risikere at miste sit liv i en kamp på et andet kontinent? Harry reflekterer over dette og beskriver levende sin egen bevidstgørelse (det er faktisk for mig nogle af de bedste afsnit i erindringerne): Harry blev født i fattige kår; Han var 2. generations polsk indvandrer, hvis far døde af tuberkulose kun 28 år gammel, da Harry var 4 år gammel. Faderens død sendte den lille familie på social deroute. Hvis de før havde holdt skindet på næsen, blev hans mor nu efterladt i social forarmelse, så fattig, at hun i nogle år måtte sende Harry og hans søskende på børnehjem (offentlig forsørgelse i 1920ernes New York), fordi hun ikke som enlig mor kunne brødføde tre mindreårige børn. De blev samlet som familie nogle år senere, efter at moderen igen fik samlet penge nok og havde fået et job der kunne forsørge dem. Der er en fortælling som på en eller anden måde har sat sig fast i min erindring som barn, og det var den historie Harry fortalte om hvor koldt det var på sovesalen på børnehjemmet og hvor dårlig kosten var. I vintermånederne var det så koldt, at han troede det var naturligt at have halsbetændelse i flere måneder. Måske har jeg

husket netop den fortælling, fordi jeg selv som barn syntes halsbetændelse var noget af det værste man kunne fejle. Harrys kommunisme lå i en reel social indignation, og på rejser rundt om i USA, mens han søgte efter arbejde i 1930erne under Depressionen, så han den sociale armod som en stor del af den amerikanske befolkning led under både i byerne og i landområderne.

Epilog Ved hjemkomsten til USA, hvor Harry havde været en ud af de 66 som deltog i krigen fra Brownsville, og blot 25 vendte hjem i live, måtte han finde sine ben igen i en verden, som han oplevede glorificerede krig. Noget han ligesiden tog skarpt afstand fra. Harry havde, hvad man nok idag ville definere som en mildere grad af post traumatisk stress disorder, som gjorde hverdagen svær for ham den efterfølgende tid, så fandt han med tiden sin sjæleven og ægtefælle i søde Ruth Goldstein, min morfars søster, som arbejdede som socialrådgiver for de hjemvendte spanienskæmpere Ruth og Harry blev centrale voksne i min barndom, de kom ofte og besøgte os i Danmark, og jeg fik ved en af disse lejligheder foræret et megastort rødt Måne Base Alpha ur, som fyldte alt for meget på min 9årige stankelben arm. Et ur som der ikke var andre børn der kunne prale af på Tjørnelyskolen dengang i slut 1970erne, dengang, nu eller nogensinde.

Udsyn • 3/2009


Kære Sal og Hy.

Kære søn

Jeg har lige sendt et lille postkort til jer, for ikke så længe siden og har nu modtaget jeres brev med cigaretterne. Jeg modtog også et brev fra Vivienne med cigaretter. Drengene har været uden cigaretter i ugevis og har røget tørre blade. Jeg forærede alle cigaretterne til storrygerne, eftersom de bliver bindegale uden cigaretter, og jeg savner ikke at ryge så meget som de gør. Af en eller anden grund er cigaretter blevet en mangelvare, så dem I sender kommer virkelig til gode. Gosh, I ved ikke hvor dårligt jeg får det, når jeg gør mig klart hvor meget I ønsker jeg skal komme hjem. Jeg tror jeg har forklaret det hele før. Der bliver ingen repatriering , undtagen for de sårede. Jeg er sikker på at jeg er hjemme igen i 1938, og jeg tror ikke der er så længe til. Jeg vil blive så glad, når jeg ser jer alle sammen igen. Jeg forestiller mig tit at jeg vil kramme jer til døde. Jeg har så tit fantaseret om at træde nonchalant ind gennem hoveddøren – noget jeg til stadighed drømmer om. Jeg er lige vendt tilbage efter at have været to dage i Barcelona. Jeg spiste mine måltider i en jødisk restaurant. Maden smagte vidunderligt – ligesom mors. Selv shtrudel og blintzes og kyllingesuppe og kylling og alt stuffing. Jeg hørte jødisk blive talt igen. Hvor fik jeg hjemve! Og nu savner jeg mor mere end nogensinde.

Jeg har modtaget det brev som du skrev den 15 April. Jeg er meget glad for at høre fra dig, men jeg ville blive gladere hvis jeg kunne se dig. Du må ikke blive sur, hvis jeg ikke skriver så ofte. For tre uger siden ville Sal have at jeg skrev til dig, men jeg sagde hun skulle vente , fordi jeg troede at jeg så til den tid ville have flere nyheder at fortælle dig. Men tingene er ikke gået som jeg troede de ville. Ben inviterede en maidl ud og jeg troede der ville ske noget mere. Der skete intet. Jeg håber du kommer hjem og gifter dig før Ben. Forresten er der en maidl som jeg gerne vil have du træffer. Der er ikke så meget arbejde. Omkring to dage om ugen. Jeg kommer til at have mere tid til at være bekymret for dig. Lad os tale ‘business’ nu. Jeg vil have at du kommer hjem. Du har altid hørt efter hvad jeg har sagt. Hør efter hvad jeg siger nu. Jeg har lige lavet hindbær syltetøj. Kan du huske hvordan du plejede at slikke det, da du var her. Smagte det ikke godt? Hvis du vil kæmpe mod fascismen, så kan du gøre det lige her. Du møder det ved hvert et skridt - mere end i Spanien. Ved en fabrik på 14ende gade, blev masser af de strejkende arresteret. Jeg havde næsten ventet at se dit navn iblandt dem……Jeg fik to breve fra Polen i sidste uge. De spørger efter dig. Jeg skrev til dem at du var i Spanien. De vil have mig til at hente min søsters søn til Amerika. Jeg tog hen og skrev en ansøgning og jeg fik fortalt at jeg måtte stille 5 eller 6 tusinde dollars som sikkerhed. Hvis jeg ikke har de penge, kan jeg ikke skrive en ansøgning…Kom nu hjem. Hvis Bennie var i Spanien, skulle han nok klare det job hurtigt. Han er meget grundig. Han gik efter kakkelakker her til morgen. Han sigter aldrig forbi en eneste. Han er i godt humør idag. Jeg vækkede ham og fortalte at der var et brev fra dig. Han sprang ud af sengen. Alle mine venner i butikken læser dine breve. De er så spændte på at høre nyt fra dig. Jeg har lovet dem at jeg holder en stor fest når du kommer hjem. Mrs. Schiffs søn, jeg ved ikke hvad han hedder, kommer forbi hver lørdag, for at høre om jeg har nyheder fra dig. Jeg har købt Sal en pels til hendes fødselsdag. Jeg køber et hus når du kommer hjem. Kom hjem. Jeg gav et bidrag til Friends i denne uge og jeg gav Sal penge så hun kunne købe cigaretter til dig. Hilsener fra alle. Jeg ønsker at se dig snart.

Kærligst, Harry.

Kærligst, Din mor.

Udsyn • 3/2009

33


Informationsteknologi i det nazistiske TYSKLAND AF LARS HEIDE

Albert Speer var Nazi-Tysklands rustningsminister 1942-1945. I 1946 blev han afhørt om det tyske rustningsprogram ved Nürnberg krigsforbryderdomstol. Han vedgik det overordnede ansvar for at have brugt tvangsarbejdere fra koncentrationslejre, men han hævede ikke at have haft noget detaljeret kendskab til brugen af forskellige kategorier af fanger. Denne løgn slap han godt fra, fordi dommer Jackson, der forhørte ham, var dårlig forberedt, og han slap med 30 års fængsel. Hans detaljerede viden om brugen af forskellige kategorier af fanger kan ses ud fra det overleverede materiale om det informationsteknologiske system, der hver måned fremstillede statistik over rustningsproduktionen for Speers ministerium, derunder brugen af råvarer og forskellige typer arbejdere, bl.a. arbejdere fra de østlige lande, jøder, russiske krigsfanger og andre krigsfanger. De jurister, der forberedte Nürnberg domstolen havde materialet om dette informationssystem, men de forstod ikke at læse det. De første computere blev bygget lige efter anden verdenskrig. DASK, den først computer i Danmark, blev bygget fra 1955 og begyndte at arbejde i 1958. Før den tid var hulkort det mest avancerede IT system. Kernen var hulkortet, hvori man lagrede information som tal og bogstaver i

form af kombinationer af huller. Desuden bestod et hulkortsystem af en række maskiner, hvor de vigtigste var hullemaskiner, sortermaskiner og tabulatorer (kombinerede regnemaskiner og printere). Tilsammen muliggjorde hulkortsystemer den første større maskinbehandling af informationer. Men de stillede meget store krav til standardisering af arbejdsgange i det tyske rustningsprogram, f.eks. fælles nummerering af våben på tværs af hær, flåde og luftvåben. Standardisering er også nødvendig ved computere, men kravene var større dengang, da man var nødt til at presse informationer, der skulle behandles på samme tid, ned til de 80 tegn, som kunne hulles i et hulkort. Hulkort var oprindelig blevet opfundet i USA til at håndtere opgørelsen af de indsamlede informationer i folketællingen i USA i 1890. I det første system var kun optællingen af huller mekaniseret, mens kortene blev flyttet med håndkraft. I det første årti af det tyvende århundrede blev håndteringen af kortene mekaniseret. Siden fulgte maskiner, der kunne udskrive resultater og håndtere bogstaver. I USA, Tyskland, Danmark og andre industrilande, blev hulkort i 1930’erne brugt til at lave statistik i store virksomheder og f.eks. i Statistisk Departement, forgængeren for Danmarks Statistik. Hyppig og

detaljeret statistik blev et redskab til at overskue driften i store virksomheder som General Motors og Siemens. Stordriftsfordele kommer aldrig af sig selv, når en virksomhed bliver større. De kræver ledelse og organisation, og her blev hulkort et vigtigt redskab til at producere driftsstatistik, der var et afgørende redskab for at ledelsen kunne overskue driften og se, hvor produktionen ikke var så effektiv. I 1930’erne begyndte mange virksomheder at bruge hulkort til at mekanisere udskrivning af regninger, og hulkort blev grundlaget for de første databaser over mange tusinde mennesker, der blev oprettet i USA (1937) og Frankrig (1940). Versailles-freden fra 1920 efter første verdenskrig forbød Tyskland at have en generalstab, der dækkede alle værn, så koordinationen blev placeret i hærens ledelse. Her begyndte man at forberede den næste krig i 1926, hvilket jo altid er den øverste militære stabs opgave. To år senere oprettede hærstaben et statistisk kontor for at få en oversigt over Tysklands industrielle ressourcer, der jo er afgørende i en moderne krig. De første år optalte kontoret manuelt skemaerne med indberetninger, og først efter ti år anskaffede det et hulkortsystem til at effektivisere produktionen af statistiske tabeller. Da man kun kunne hulle 80 tal i et hulkort, Udsyn • 3/2009


SS officerer kontrollerer mennesker med håndskrevne kartotekskort i Tyskland, 1938. (Statistisches Jahrbuch der SS, 1938, 95)

blev dette udgangspunkt for omfattende standardisering. For eksempel lavede man fælles standarder for 350 våbenarter på tværs af hær, flåde og luftvåben, og der blev udarbejdet månedlig statistik over forbruget af 34 vigtige råvarer baseret på indberetninger fra producenter og de tre værn. I 1941 blev dette udvidet til at omfatte statistik over de ansatte i rustningsindustrien, hvilket omfattede 90.000 firmaer med 10 millioner ansatte. Den statistiske opgørelse havde to Udsyn • 3/2009

svagheder. For det første blev statistikken opgjort hver måned uafhængig af den foregående opgørelse, hvilket betød mangelfuld kontrol af indleverede data. Ukorrekte indberetninger var et stort problem, hvilket fremgår af, at Hitler gentagne gange indskærpede, at der skulle indsendes korrekte data. For det andet krævede udarbejdelsen af denne statistik enighed mellem de tre værn og mange forskellige typer virksomheder om, hvordan man talte arbejdere, våben og råvarer. Det tog

megen tid at skabe enighed om dette, og denne standardiseringsopgave blev vanskeliggjort af, at hærens statistiske kontor måtte samarbejde med de andre værn og civile instanser uden klar ansvarsfordeling. Det nazistiske Tyskland havde en nærmest anarkistisk organisationsstruktur, hvor forskellige instanser i stat, parti og militær hele tiden konkurrerede. Ansvaret for militærproduktionen var således delt mellem Hermann Görings kontor for fireårs planerne, der var etableret

35


i 1936, hær, flåde, luftvåben og Fritz Todts rustningsministerium, der blev oprettet i foråret 1940 for at styrke produktionen af våben til hæren og ammunition til alle tre værn. Rustningsproduktionen voksede stødt i 1940 og 1941, men industrien kunne ikke følge med det enorme forbrug af materiel, som skete i felttoget mod Rusland, der begyndte i juli 1941. Hen mod slutningen af året var situationen kritisk, og beskyldningerne føg mellem de mange konkurrerende rustningsansvarlige. I februar 1942 blev Fritz Todt dræbt, da hans fly eksploderede i luften. Hans efterfølger som rustningsminister blev arkitekten Albert Speer, der var startet som designer af partidagenes kulisser og havde stået for ombygningen af rigskanslerens embedskompleks i Berlin. Todt havde etableret en række produkt-udvalg med folk fra industrien, der styrede hvert sit våbenområde, bl.a. tanks, geværer og artilleri og køretøjer. Speer udbyggede Todts system af udvalg med råstof-udvalg, der skulle styre forbruget af vigtige råstoffer og halvfabrikata, og hvis ansvar gik på tværs af produkt-udvalgene. Han oprettede også nye produkt-udvalg og underudvalg til at styrke styringen på en lang række detail-områder. Resultatet var sidst i 1942 i alt 249 udvalg og underudvalg, hvilket styrkede industriens og de tekniske specialisters rolle i ledelsen af rustningsproduktionens forskellige områder. Udvalg og underudvalg skulle selv

løse deres egne problemer og problemer i forhold til andre udvalg og underudvalg, og der var ikke regler for, hvordan to udvalg kunne referere en strid til en ledende medarbejder i ministeriet eller Speer selv. Der er eksempler på, at mindre konflikter lammede udviklingen på et område i flere år. Vi ville i dag kalde Todts og Speers ledelse for netværksledelse. Dens svaghed var, at et samlet positivt resultat af indsatsen forudsatte, at udvalgene samarbejdede, hvilket enten kunne opnås gennem samarbejde mellem dem eller ved ministeriets og ministerens centrale kontrol med arbejdet. Systemet producerede imidlertid imponerede resultater. Trods interne problemer og omfattende amerikanske og britiske luftbombninger, voksede den tyske rustningsproduktion frem til sommeren 1944. Som allerede nævnt, forklarede Speer efter krigen dette resultat ud fra decentralt samarbejde, men ministeriet havde tæt kontrol med produktionen gennem den detaljerede månedlige statistik, som hærens hulkortkontor indsamlede og bearbejdede. Denne tjeneste blev da også overført til Speers ministerium i foråret 1942, og dens medarbejdere fortsatte med at udvikle statistikkens detaljeringsgrad og præcision. Et afgørende problem i rustningsindustrien var, at den havde hårdt brug for arbejdskraft og konkurrerede med militæret. I sommeren 1942 var 9,4 millioner tyskere blevet udskrevet til militæret,

hvoraf 800.000 var faldet. 4,2 millioner udlændige arbejdede tvungent eller frivilligt i Tyskland. De vestallierede løste deres tilsvarende problem gennem produktion i USA. I Tyskland søgte Speers hulkortkontor at stramme rustningsindustriens månedlige rapportering om deres arbejdskraft, der nu blev sammenlignet med rapporten fra den foregående måned. Det basale problem i produktionen af statistik over arbejdere var, at der var grænser for, hvor stærk styring af arbejdskraftforbruget på de enkelte virksomheder, man kunne lave på grundlag af virksomhedernes månedlige indrapportering. Da statistikken ikke omfattede f.eks. tjenestefolk i private hjem, kunne man ikke bruge den til at styrke rekrutteringen i Tyskland, og man øgede da også hele tiden brugen af koncentrationslejrfanger. Hulkortkontoret i Speers ministerium kastede sig derfor over rekruttering af yderligere arbejdskraft i Tyskland i 1943 og 1944, men næppe for at beskytte tvangsarbejdere. To af hulkortkontorets ledere skrev efter krigen om kontorets opgaver, men ingen af dem berørte tvangsarbejderne andet end som statistiske kategorier. Først lavede hulkortkontoret et register over ikke-tvungne arbejdere i Breslau (i dag Wroclaw i Polen), og man fandt mange fejl i de ca. tyve kartotekskortregistre, som civile, militære og SS tilsammen havde over byens befolkning. Det ny hulkortregister havde to fejl: arbejderne var Udsyn • 3/2009


Udkast til hulkortkartotekskort i Ansbach registeret 1944 (Budesarchiv, Berlin-Lichterfelde)

nummereret separat i hver virksomhed, hvilket begrænsede oversigten, og registeret omfattede kun folk, som var ansat i rustningsindustrien. Denne model kunne derfor ikke væsentligt øge rekruttering til rustningsindustrien, og den blev da også opgivet. Det næste forsøg var et register i byen Ansbach in Bayern i efteråret 1944. Her designede man et register over alle civile, også husmødre, tjenestefolk i private hjem og ansatte ved landbruget, men ikke tvangsarbejdere. Man fik lavet planer for registeret, hvor hver enkel indbygger fik, hvad der svarer til et dansk CPR-nummer, og man fastlage, hvilke oplysninger registeret skulle indeholde om den enkelte. Der blev også udarbejdet planer for et nationalt tysk register på hulkort nær Berlin. Men Ansbach registeret blev ikke etableret som et hulkortregister, og det nationale register blev heller ikke til noget i de få måneder, den nazistiske stat havde tilbage. Et udkast til et registerhulkort for en indbygger er en af resterne fra Ansbachprojektet i det tyske rigsarkiv. Det fik i Udsyn • 3/2009

1984 den tyske historiker Götz Ali til at slutte, at det nazistiske Tyskland registrerede folk på hulkort, hvilket senere blev grundlag for Edwin Blacks postulat i hans bog fra 2001 om, at hulkortregistre over folk i Tyskland blev brugt til at lokalisere de jøder og romaer, der blev deporteret til koncentrationslejre. De ulykkelige mennesker blev lokaliseret i de mange kartotekskortregistre, som SS og andre havde oprettet sidst i 1930’erne. Ali og Black havde ikke styr på deres kilder og kontekst. Diskussionen om nazisternes mulige brug af hulkort til at lokalisere jøder og romaer til deportation bygger på den ubehagelige effektivitet, som vi forbinder med maskinsøgning efter mennesker. Vi kan se sådanne søgninger i krimi tv-serier, hvor den komplicerede konstruktion af søgeprocessen efter mulige forbrydere er skåret ned til en præsentation af resultatet. SS havde folk, der kunne udføre søgningen manuelt i kasser med kartotekskort, og det var så besværligt at håndtere hulkort, at der var meget begrænsede fordele ved at bruge dem. Imidlertid var Speers brug af hulkort afgørende for, at han

kunne bevare oversigten over de 90.000 rustningsfabrikker og hans 249 udvalg, hvilket var en forudsætning for hans rustningsprograms succes. Tyskland havde også brugt hulkort til at producere statistik over produktion og ressourcer under første verdenskrig, men der manglede dengang en overordnet styring af indsatsen. Det var netop, hvad Albert Speer’s organisation og statistikproduktion under anden verdenskrig opnåede. Diskussionen om den mulige anvendelse af hulkort til at lokalisere ulykkelige til deportation er imidlertid vigtig at fastholde, fordi tyskerne kunne have skaffet sig hulkort og maskiner til at opbygge sådanne systemer. Dette fremgår af det hulkortbaserede folkeregister, som Vichy-Frankrig etablerede fra efteråret 1940, og af diskussionen i USA om, hvordan politiet fandt de etniske japanere i USA, som blev interneret efter Japans angreb på Pearl Habor i december 1941. Litteratur: Götz Aly og Karl Heinz Roth, Die restlose Erfassung. Volkszählen, Identifizieren, Aussondern im Nationalsozialismus (1984), Edwin Black, Edwin, IBM and The Holocaust: The Strategic Alliance between Nazi Germany and America’s Most Powerful Corporation (2001). Lars Heide er lektor ved Center for Virksomhedshistorie. Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS

37


MEDMENNESKELIGHED eller tvangshjemsendelser For lidt over 100 år siden kom mine bedsteforældre til Danmark på flugt fra den russiske zars pogromer. Dengang var der ikke noget flygtningenævn, der skulle afgøre, om de skulle have lov til at blive i landet eller tvangshjemsendes. De skulle heller ikke dokumentere, at de var ”individuelt forfulgte”, hvilket de næppe havde kunnet. Efter nutidens kriterier var de sandsynligvis blevet betegnet som ”bekvemmelighedsflygtninge”. Men heldigvis for dem og os efterkommere var reglerne anderledes dengang, og det har vi alle gennem nu fire generationer nydt godt af og haft et godt liv i et smørhul af et land, der altid har behandlet os godt. Da nazisterne var kommet til magten i Tyskland i 1933 begyndte de tyske jøder – efterhånden mere og mere desperat - at søge efter et tilflugtssted, hvor de kunne

komme i sikkerhed for nazisterne. Men næsten alle lande lukkede deres grænser for dem. Det gjaldt også – med ret få undtagelser – Danmark. Her resolverede de danske politikere med Steincke i spidsen, at de tyske jøder ikke var ”individuelt forfulgte”. Alligevel lykkedes det et mindre antal af dem at komme til Danmark, men efter den tyske besættelse den 9. april 1940 blev deres situation for manges vedkommende risikabel. For nogle år siden skrev historikeren Vilhjálmur Vilhjálmsson bogen ”Medaljens bagside”, hvor han dokumenterede, hvordan de danske myndigheder i besættelsens første par år udviste 21 statsløse jøder til Nazityskland. 19 af de udviste, heraf tre børn, omkom siden i de tyske kzog udryddelseslejre. Disse oplysninger foranledigede Anders Fogh Rasmussen til på

AF JOHN SAIETZ

Danmarks vegne at fremsætte en oprigtig undskyldning for de danske myndigheders handlemåde 60 år før. På baggrund af den danske regerings tvangshjemsendelse for nylig af en gruppe irakiske asylansøgere, der havde søgt tilflugt i Brorsons kirke, virker det som om, man nu har ”glemt” fortidens fejltrin. I oktober 1943 oplevede jeg -14 år gammel – sammen med min familie at blive reddet fra nazisterne af modige danskere, der på smukkeste vis praktiserede ”civil ulydighed”. Da vi nåede den svenske kyst, modtog de svenske kystbetjente os med ordene: ”Välkomna til Sverige!” Det er sådant et land, jeg ønsker at leve i. Og ikke i Birthe Rønn Hornbechs og Dansk Folkepartis Danmark.

HUMANISME, socialisme, zionisme AF HANS GOLDSTEIN (MEDLEM AF BESTYRELSEN FOR NEW OUTLOOK)

Hvad er baggrunden for min (yderst beskedne) indsats for fred mellem jøder og araber? Jeg tror ikke spørgsmålet kan stå for sig selv. Der er tre ideologier der var og er retningsgivende for mit liv: Humanisme, socialisme og zionisme. Jeg tror at næsten hver gang jeg tog stilling til et eller andet problem har disse tre tankesæt rumsteret i mit baghoved. Når man som jøde har oplevet antisemitisme i renkultur 1930erne måtte man være zionist og når man i sin barndom ud fra sit beskyttede miljø kiggede ud af vin-

duet og kunne se nød og elendighed må man føle, at livets goder var fordelt på en uretfærdig måde. Men det var nr.1: Humanismen der fik mig næsten altid at praktisere de to ideologier med en vis reservation. Så, ”socialisme med et menneskeligt ansigt” og MAPAM og Kibbuzbevægelsens holdning til begivenhederne I Israel var naturligt nok mest efter min smag. Så, en socialisme uden de fundamentale menneskerettigheder var lige så lidt acceptabel for mig som en zionisme uden hensyntagen til palæstinensernes rettigheder og deres ambitioner for en egen

stat. Det er svært at svare på om vores fredsarbejde nytter noget. Kendsgerning er at da vi startede New Outlook for 31 år siden, blev vi nærmest betragtet som forrædere; arabernes og antisemitternes medhjælpere. I dag er der dog almindelig enighed om (sådan lyder det I hvert tilfælde) at enden må være en to-statsløsning. Vi kan da håbe at vores indsats har været medvirkende til denne holdningsændring. Jeg mener at det må give os en personlig tilfredsstillelse at vores kamp ikke har været helt omsonst. Udsyn • 3/2009


Dansk jødisk

HISTORIE II

Udforskningen af dansk jødisk historie.

AF MERETE N. CHRISTENSEN

I forrige nummer af ”Udsyn” skrev jeg om mig selv og Mendel Levin Nathanson. I samme anledning bebudede jeg, at der ville komme endnu to artikler fra min hånd om dansk jødisk historie. Dette tredelte løfte må jeg holde. Det første var ikke svært, rent egocentreret som det var. Alle kan som bekendt skrive ét værk, nemlig det om dem selv! Det tredje bliver næppe heller så svært, for det er nemt at komme med store ønUdsyn • 3/2009

sker for fremtiden, ønsker man måske aldrig selv ville kunne opfylde. Det er nemt at bede om bogen om de danske jøder ( eller om fred i verden for den sags skyld! Det overlader jeg heldigvis til Obama ). Det midterste løfte er nok det sværeste at holde: at fortælle om, hvad der er skrevet/udforsket inden for dansk jødisk historie.

Vent ikke her en forskningsoversigt med fodnoter, ej heller en annoteret bibliografi. Jeg skrev i indledningen til mit speciale i 1977 om den daværende udforskning af dansk jødisk historie. Bent Blüdnikow har udgivet en lignende i Fortid og Nutid, 1985. Endelig har vi i Jødisk Genealogisk Selskab i Danmark udgivet en bibliografi ved Merete Carstens. Denne bibliografi er tilgængelig på nettet for medlemmer af vort selskab. Ingen af disse tre værker gør dog krav på at være udtømmende, og for de to førstes vedkommende er tiden for længst løbet fra dem. En systematisk opremsning - hvor god den end ville være

39


– er ikke egnet til at bringes i dette tidsskrift. Den burde ligge på nettet en dag. Jeg kan røbe forsigtigt, at der er ved at blive udarbejdet en ny dansk jødisk historie med gode litteraturhenvisninger, men den må vi afvente, før vi kan anmelde den. Jeg har derfor tænkt meget på, hvorledes jeg – uden at kede læserne for meget – kunne bibringe dem en fornemmelse af dansk jødisk histories stade i 2009. Kan man ikke præstere en systematisk gennemgang a la halacha, så kan man måske forsøge sig med lidt aggadah! Lidt fiktion kan altid hjælpe! Jeg vil tage jer med på en tur med et par tilrejsende for at vise, hvad man kan se, læse og fordybe sig i inden for dansk jødisk historie. David Levy og Rebekka, født Meyer besøger Danmark i 2009 for at lære noget om dansk jødisk historie. Parret, der kommer fra Australien, behersker foruden engelsk lidt tysk og hebraisk, og Rebekka har danske rødder, så hun kan lidt af sproget. Jiddisch er dem heller ikke helt fremmed.

Hvad kan man se? Hvilke materielle levn er der i Danmark? David og Rebekka vil først gerne orientere sig i selve landet. Først må vi minde dem om, at Danmark har været meget større engang. Jødisk historie hører også hjemme i de såkaldte hertugdømmer, Slesvig og Holsten. Norge var engang en del af Danmark - ligesom dele af Sydsverige. Og glem ikke De Vestindiske Øer, som også har en dansk jødisk historie. Grønland ligger det lidt tungere med, men selvfølgelig har der været jøder dér i nyere tid.

Man må hurtigt indse, at først må man kende den store danske historie, og når det gælder jøder også den lange jødiske historie. Det sidste ved David og Rebekka godt, så nu vil de gerne rundt i landet og se noget jødisk historisk stof!

Museer, synagoger, begravelsespladser, private huse og mindetavler.

er der mindetavler, der viser, at her boede gode jødiske borgere, eller at her lå – som f.eks. i Fredericia – flere på hinanden følgende synagoger. David og Rebekka får snart rejst landet tyndt. Nu vil de blive lidt længere i København og studere dansk jødisk historie. De vil gerne se på biblioteker og arkiver.

Arkiver og biblioteker. Mange danske museer rummer jødisk stof, specielt Fredericias og Københavns bymuseer. Så er der i 2004 kommet det egentlige Dansk Jødisk Museum. Menighedshuset i Ny Kongensgade 6 i København rummer mange historiske minder. Snart vil der blive skabt et nyt menighedscenter, som også vil rumme genstande af historisk og kunsthistorisk værdi. Endelig er der jo alt det, der endnu – heldigvis – står i levende jødiske hjem. Synagoger har der været en del af i gennem årene både i provinsen og København ( se her P. Hampton Frosell: Københavnske synagoger gennem tre hundrede år, C.A. Reitzel 1987). Endnu står synagogerne i Fåborg og Horsens, men ikke i brug som sådanne. I København holdes der nu gudstjenester 3 forskellige steder. Uden for København med dens to - snart tre - jødiske begravelsespladser ligger der 10 andre i byerne Slagelse, Nakskov, Fåborg, Odense, Assens, Ålborg, Århus, Randers, Horsens og, Fredericia. Et smut til Altona, Glückstadt og Rendsborg samt Frederiksstad udvider horisonten. I næsten alle danske provinsbyer kan man udpege huse, hvor jøder har boet og virket – måske holdt gudstjenester i mangel af en rigtig synagoge. Somme steder

Uden flittige besøg på arkiverne bliver der ingen solid dansk jødisk forskning. Man kan da heldigvis stadig se mange, der på Rigsarkivet har fat i Mosaisk Troessamfunds arkiv og andre kildegrupper. Det kan dreje sig om udforskning af forholdet mellem det store kristne samfund og jøderne ,det kan handle om Begravelsesselskabet af 1810 eller om danske jøders krigsoplevelser, det store projekt, som i skrivende stund varetages under Dansk Jødisk Museums auspicier. David og Rebekka besøger Rigsarkivet og Landsarkiverne og får at vide, hvor man finder jøder i den store historie - f.eks. i folketællingerne – eller i den interne, i ministerialprotokollerne og menighedernes egne arkiver. De må erkende, at ligesom i dag, hvor medierne mest behandler indvandrere under temaet kriminalitet, vil de finde mange personsager, hvor jøder har været i strid med hinanden, andre medborgere eller myndighederne. Det stille hjemlige liv er sjældent bevaret i arkiverne. David og Rebekka kan ikke blive evigt i Danmark og studere mindesmærker og arkivalier, selvom de gerne ville. De kan søge på nettet hjemme fra Australien, og de kan hjemtage bøger. De gamle kan være Udsyn • 3/2009


svære at låne til andet end det Kongelige Biblioteks Læsesal, men der er da heldigvis nyere bøger, som kan købes om medtages til hjemlandet. Sammen med en dansk ordbog går det nok. Hvilke grupper af værker er der tale om? Hvad skal de læse på dansk, når de bliver gode nok?

Bøger og artikler om jødernes historie i Danmark generelt. Hvad der er skrevet om jøderne i dansk historie falder i nogle få - ret afgrænsede - grupper: 1. Brede historiske fremstillinger( omhandlende historien …”fra den først jøde satte fod på dansk jord til i går”..). Ældst er A.D. Cohens ”De mosaiske Trosbekjenderes Stilling i Danmark… fra 1837, tryk i Odense. Det nyeste skud venter vi på i disse dage. Indimellem er der værker af M.L. Nathanson, B. Balslev og Michael Hartvig. Siden Poul Borchsenius og samleværket ”Indenfor murene” udgivet ved Mosaisk Troessamfunds 300-årsjubilæum i 1984. Den sidstnævnte har mange billeder. 2. Personalhistoriske værker, herunder et stort genealogisk materiale. Her er det navne som Josef Fischer, Julius Margolinsky og Hans Metzon, vi skylder æren for et stort arbejde. 3. Jubilæumsværker for forskellige institutioner/foreninger. 4. Tidsskriftartikler i jødiske tidsskrifter( Tidsskrift for jødisk Historie og Litteratur 1919-25, Rambam, Alef, Birkes, Udsyn, Goldberg samt de skiftende ”kirke”blade, senest Jødisk Orientering. 5. Artikler om jøder i lokalhistoriske tidsUdsyn • 3/2009

skrifter. 6. Monografier. Herunder meget stof om oktober 43 7. Storværket om jødernes forhold til kirken i Danmark – 6 bind af Martin Schwartz Lausten – nok det mest veldokumenterede værk i mange år. David og Rebekka vil gerne vide, hvilke hovedtendenser, der er i udforskningen af dansk jødisk historie, før de bestiller/køber bøgerne. Er det overvejende de gode historier, man fortæller/forsker i? Har kun sejrherrerne skrevet historien? Undertrykker man emner? Hvordan er den jødiske historie i Danmark fortalt, når vi taler om almen jødisk historie, om dansk historie og verdenshistorien? Det er ikke svært at danne sig et overblik over dansk jødisk historie rent kronologisk. Der er også skrevet en del om forholdet til: kongehuset, myndighederne herunder kirken, erhvervsfolk ( der ofte var modstandere). Skolerne og jødernes forhold til universiteterne er også behandlet.

Tendenser. Dansk jødisk historieforskning – såvel udført indefra som udefra – elsker de gode historier om integration og sluttelig ofte assimilation ( ”Vi har næsten alle sammen jødiske aner”!). Ud over at oktober ’43 FAKTISK var/er en overvejende god historie, fremhæves meget andet som problemløst eller problemfattigt. Man vil sjældent ud med forklaringer herpå. Er det den gode danske folkeånd med tolerance og frisind, der gør, at jøderne er

blevet vel behandlet? Er det jøderne selv, der med deres holden lav profil og gode forhold til specielt konge og myndigheder, har klaret sig så godt? Var jøderne så få, at de ikke blev bemærket? Er det overhovedet sandt, at jøderne er så vel integrerede i samfundet? David og Rebekka undrer sig: Hvorfor er det aldrig blevet diskuteret på tryk? De forstår, at der er masser af fakta at hente om danske jøder som gruppe, familie og som enkeltpersoner. Der kan skaffes sammenligningsgrundlag til landene i Norden (Blandt andet i tidsskriftet ”Nordisk Judaistik”, som længe var forum herfor både ved møder og på skrift), til Europa ( Ved kongresser og lignende ), til den almene jødiske historie fra Bibelens dage til vor tid ( i bøger og på nettet ). Der er skrevet om jøderne som minoritet af blandt andre Jaques Blum allerede i 70-erne og af undertegnede i 90-erne. Men nu foregriber jeg jo ganske, hvad jeg skal skrive om næste gang: Om hvad vi bør forske i inden for dansk jødisk historie. Vi har mange bidrag med mange fakta, men de store spørgsmål har vi ikke rørt. Måske af frygt for antisemitisme, måske af frygt for indre stridigheder. David og Rebekka tager hjem – glade for alt, hvad de så, hørte og læste i Danmark om dansk jødisk historie, men de afventer vort svar. Dansk jødisk historie er overvejende en positiv og glad beretning. HVORFOR?

41


BOGANMELDELSE AF BIRGER KLEDAL

Den der

RAMMES 100-året for Hilde Domins fødsel Den store tyske efterkrigstidsdigter Hilde Domin der døde i 2006, ville 27. juli i år være blevet 100 år. (Hilde Domin er omtalt i ”Udsyn” nr.1, marts 2007). 100-årsdagen har givet anledning til en række nyudgivelser af og om hende. På Fischer Verlag er der kommet et bind Sämtliche Gedichte (allerede i 2. oplag), sat op i samme rækkefølge som enkeltbindene, suppleret med digte der spredt har været trykt i tidsskrifter og aviser. Desuden er der medtaget et række ”efterladte digte”. Hilde Domin (f. Löwenstein) voksede op i Köln i et velhavende borgerligt hjem, jødisk, men fuldt integreret i tysk kultur ”med jul, julemand og påske”, som hun selv sagde. Nazismen ændrede hendes bevidsthed om den jødiske afstamning. Hendes studiekammerater kaldte hende Kassandra, fordi hun til forskel fra de fleste andre var overbevist om at Hitler mente, hvad han sagde. Sammen med sin ”livsledsager”, Erwin Walter Palm, (de giftede sig i 1936)

rejste hun derfor til Italien i 1933, og da det strammede til i 1938, via England til Den Dominikanske Republik, hvorfra hun vendte tilbage til Europa i 1954, med skiftende opholdsteder i Spanien, Italien og Tyskland. Hilde Domins livsforløb har i hovedtræk været kendt fra hendes egne skrifter samlet i Gesammelte autobiographische Schriften. Fast ein Lebenslauf (1993). Men 100-årsdagen har givet anledning til udgivelse af nogle værker der kompletterer det billede hun selv tegnede. I Hilde Domins efterladte store arkiv befinder der sig over tusinde breve som hun har skrevet til sin ”livsledsager”. Et stort udvalg af disse breve fra eksilårene og lidt før er udkommet. Jan Bürger & Frank Druffner (eds), Die Liebe in Exil: Briefe an Erwin Walter Palm aus den Jahren 1931-1959), pp. 379, (Fischer Verlag, 2009). Redaktørerne har forsynet hvert afsnit med en informativ indledning, der letter tilgangen til brevene. Dette udvalg, der desværre ikke er en brevveksling, men kun

hendes breve til ham, viser at hun var digter længe før hun blev digter. Brevene viser at hun beherskede prosasproget med en enkel fuldkommenhed op og ned ad hele klaviaturet. Hendes iagttagelser bliver præcist beskrevet med korte poetiske ordbilleder, noget vi genkender mange år senere i hendes prosalyrik. Hun var åben og direkte, hun kunne være flabet, hoven, og hun kunne være øm og kærlig, kynisk og vred, poetisk og prosaisk. Hun skrev sig ud af vanskeligheder, som hun senere gjorde det i digtene. Parret skrev sammen under hele det fælles livsforløb, de levede ofte adskilt i lange perioder, de skrev lange indholdsrige breve, ofte er der flere breve samme dag. De må have indgået en pagt om at der ikke skulle være postkort og intetsigende breve imellem dem. Brevvekslingen og den nys udkomne biografi som omtales nedenfor, viser også på bevægende vis en højtbegavet kvindes lidenskabelige og betingelsesløse kærlighed til sin mand. Hun underordnede sig ham i alle måder, tjente til deres fælles overlevelse, Udsyn • 3/2009


Da jeg efter min moders død… kom til en grænse, da beherskede jeg pludselig sproget, det sprog jeg havde tjent så længe. Jeg vidste hvad et ord var. Jeg befriede mig gennem sproget. Havde jeg ikke befriet mig, ville jeg ikke være i live nu. Jeg skrev digte. Jeg skrev på tysk, naturligvis. Næppe var et digt opstået, før jeg oversatte det til spansk, for at se hvad det som tekst kunne bære. For at få det på afstand. Offentliggørelse var dengang slet ikke på tale. At skrive var redning. Jeg var 39 år gammel, da mit liv af sig selv begyndte på det andet liv, som jeg siden hen skulle leve. Af de digte som jeg skrev før min tilbagevenden, er kun en lille del offentliggjort (siden er alle blevet optaget i Gesammelte Gedichte, (Frankfurt, 1987). Det vigtigste blandt dem er ”Den der rammes”, det sidste jeg skrev før tilbagekomsten, og som jeg nu i tilbageblik kan se, foregriber den. Et opråb imod uretfærdighed og mod at være medløber. Jeg kom tilbage som én der talte højt i det offentlige rum. Min indtræden i dette nye liv har jeg formuleret således: ”Jeg rejste mig og gik hjem i ordet. Jeg indrettede mig et værelse i luften blandt akrobater og fugle. Hvorfra jeg ikke kunne fordrives. Men ordet var det tyske ord. Derfor rejste jeg over havet, derhen hvor ordet lever.” Livet som sprogodyssé. Selvbiografisk essay skrevet 1979 i anledning af Hilde Domins optagelse som medlem af Deutsche Akademie für Sprache und Dichtung.

var hans sekretær, ja, hele deres liv blev rettet ind efter hans studier og projekter der var meget spredte og lidet målrettede. Den store, meget grundige og veldokumenterede biografi der er udkommet i forbindelse med 100-årsdagen er: Marion Tauschwitz, Dass ich sein kann, wie ich bin. Hilde Domin. Die Biografie, (Palmyra Verlag, Heidelberg, 2009), pp. 575. Marion Tauschwitz har forsket grundigt i Hilde Domins arkiv der udover brevvekslingen med Erwin Palm, rummer korrespondance med familie, venner og kulturpersonligheder hun var i kontakt med rundt i verden. En del af hendes korrespondance fra ungdomsårene, som Marion Tauschwitz lykkeligvis nåede at undersøge, lå i det byhistoriske arkiv i Köln og må formodes at være gået tabt da bygningen styrtede sammen i foråret 2009. Det er også tydeligt at forfatteren er Udsyn • 3/2009

dybt fortrolig med hele Hilde Domins store forfatterskab, og derfor på fascinerende vis gennem hele værket er i stand til at påvise den meget nære sammenhæng mellem forfatterskabet og de konkrete livserfaringer. I sine egne erindringsskitser anførte Hilde Domin at det var en dyb krise som følge af hendes moders død, der gjorde hende til digter, at hun begyndte at skrive for at komme ud af krisen, væk fra selvmordet, at hun bedrev ”poetry therapy”. Men Marion Tauschwitz kan vise at det er Erwin Palms svigt – arbejdsmæssigt, menneskeligt, ægteskabeligt – der forårsagede hendes sammenbrud. Og hendes fødsel som digter. Forholdet mellem ægtefællerne ændredes, selv om hun fortsat assisterede ham. Men fra da af var hun selv digter, dass ich sein kann, wie ich bin. Hendes første store digt, Den der rammes, et af de berømte der ofte citeres, er

Så lidet værd jeg er Så lidet værd jeg er, jeg løfter fingeren og efterlader ikke den mindste streg i luften. Tiden udvisker mit ansigt, den er allerede begyndt. Bag mine skridt i støvet vasker regnen gaden ren som en husmor. Jeg var her. Jeg passerer gennem uden spor. Elmene på vejen vinker mig i møde, grøn blå gylden hilsen, Og glemmer mig, før jeg er kommet forbi. Jeg passerer gennem – men efterlader måske min stemmes spæde tone min latter og mine tårer og også træernes aftenhilsen på et lille stykke papir. Og i forbifarten, ganske utilsigtet, tænder jeg en og anden lygte i hjerterne ved vejkanten.

et direkte produkt af krisen. Det viser at den nyfødte digter var kunstner fra dag 1. Det smertefulde personlige slag, blev bearbejdet, løftet, almengjort. Hilde Domin fremstod ikke som en almindelig, såret, lidende kvinde, men som digter, en

43


BOGANMELDELSE

Jeg vil dig

Hvad skal vi med lyrik i dag?

Frihed jeg vil dig kradse dig med sandpapir du slikkede

Lyrikeren som sproghygiejniker

jeg mener min vores frihed hid og did modetøs Du bliver slikket med tungespidser til du er helt rund kugle allemands Frihed ord som jeg vil grovslibe jeg vil spække dig med glasskår så man svært tar dig i munden ingen skal eje bolden Dig og andre ord kunne jeg spække med glasskår som Konfutse befaler han den gamle kineser En kantet skål siger han skal have kanter siger han ellers går staten til grunde Ikke andet siger han er fornødent kald det runde rundt og det kantede kantet

Ved at benævne tingene med rette navn gør lyrikken virkeligheden, nutiden, synlig. Den hjælper virkeligheden hen til virkeligheden. Ligesom den hjælper mennesket hen til sig selv. Virkeligheden bliver tydeligere og forståelig, når den beskrives uforløjet og uforfærdet. Kun på den måde kan man blive konfronteret med den. Lyrikeren holder det levende som er blevet banaliseret af slagord og mundrette definitioner, holder det levende og stødende. Hvor politik, og også reklame, er tilbøjelig til at gøre tingene tågede og skjule beslutninger, dér fastholder lyrikken virkeligheden i det præcise ords lys, påviser alt det betænkelige ved den. Lyrikeren er mere end nogen anden en sproghygiejniker. Thi for ham findes der hverken vigtige ord eller uvigtige ord. Hvert ord bliver efterprøvet af ham og altid efterprøvet på ny, således at det passer på den virkelighed der er under stadig forandring. Det er en samfundsmæssig funktion af første rang. Dette mener jeg i overensstemmelse med Konfutse: ”Når sproget ikke stemmer, så er det der bliver sagt, ikke det der menes; hvis det der bliver sagt, ikke er det der menes, bliver intet sat i værk; bliver intet sat i værk, da trives kunst og moral ikke; hvis kunst og moral ikke trives, bliver retsplejen upræcis; hvis retsplejen er tilfældig, ved folk hverken ud eller ind. Altså skal man ikke tolerere vilkårlighed i ordene. Det er det, det hele drejer sig om”. Derfor er det vigtigt at den runde skål bliver beskrevet som ”rund” og ikke ”kantet” (Konfutse), at fængsling ikke kaldes ”forvaring” og mord ikke kaldes ”særbehandling”. Den mindste lille forskydning mellem ordet og den virkelighed der menes med ordet, ødelægger orienteringen og umuliggør fra starten enhver form for sandfærdighed. Ingen er bedre end digteren som den hvorpå man kan veje ordene. Derfor udfylder hvert digt sproget for alle – helt uafhængigt af indholdet – thi det hjælper os til at kunne gøre den virkelighed der uafladeligt fortoner sig, synlig, at kunne benævne tingene ved rette navn.

jødisk emigrantforfatter med hårde livserfaringer. Marion Tauschwitz har fundet et notat fra 1952 i Hilde Domins arkiv der viser hvordan hun konkret arbejdede med den ægteskabelige krise, hvordan hun bearbejdede den poetisk. Status over kærlighedens ­ødelæggelse Blå øjne Den ømme runding

Sundhed Renhed Evne til lykke Kærlighedens sædvane Hjerternes ungdom Mulighed for ud af intet at udrette så meget Intelligens, følsomhed Stilfornemmelse Værdiforståelse, sikker smag God karakter Udsyn • 3/2009


Lyrikeren mellem i går og i overmorgen

Lingvistik

Lyrikeren er computerens absolutte modsætning. Men vi er ikke ”computerstormere”, vi benytter med glæde ethvert nyt instrument. Lyrikeren tager del i menneskets kamp mod Homunculus: Han er for benyttelse af elektronhjernen til menneskets befrielse. Og mod enhver samfundsmæssig udvikling der benytter den til det modsatte. Lyrikeren kan simpelthen ikke gøre andet end det. Hans nutid, hans i dag, er skæringspunktet mellem i går og i overmorgen. Om denne ”overmorgen”, om at ville dens muligheder, kalder lyrikeren, alene, fritstående, på menneskene. Labile og hjælpeløst isolerede som de er – og den usikre verden gør dem yderligere sårbare – er de i dag særligt lydhøre. Det er absolut ikke nogen dårlig tid for lyrikken. Tværtimod. Den kan bruges af de isolerede, ensomme mod ensomheden, isolationen. I det omfang digtet hjælper mennesket til at være sig selv, i det omfang digtet hjælper mennesket at sætte navn på sin egen erfaring og tage del, hjælper det til at mennesket kan blive herre over den virkelighed der truer med udslettelse. Thi så snart vi sætter præcist navn på vor virkelighed, og især det uudholdelige, gennemlever vi den med den modsatrettede holdning, nemlig den menneskelige og ikke den tingsliggjorte: Som var vi frie til at tage imod den eller afvise den. I det øjeblik står vi som et historiens subjekt, ikke dens objekt.

Du skal tale med frugttræet

Begrundet tro på dig Kun kærlighed til dig og viljen til at tjene dig Vi og hvad vi i os bærer En levende sitrende kærlighed Muligheden og at ødelægge os to (og hvor meget af os to, dig) en lille hvid isse forkrøblede legemer råddenskab helt ind i livsnerven alle følelser søndertrådt Evne til ulykke Ny tillokkelse Skuffelse Mulighed for ud af meget at udrette intet Følsomhed tilfældigt Udsyn • 3/2009

naturlig smag Gode anlæg, forløjet Rekord i ødelæggelse af selvværd Platform for udvendig succes sociale forbindelser, vejrhaneadfærd Et pseudohjem hvori du er single Hvad gør man med et vrag? Et gennembrud på den tyske litterære scene var ikke noget givet, uanset hvor talentfuld den ”nyfødte” digter var. Forfatterverdenen, forlagsverdenen, tidsskriftredaktionerne, hele det litterære establishment, var selv i det store Tyskland en relativt lille kreds – og meget mandsdomi-

Udfinde et nyt sprog kirsebærblomstringssprog æbleblomstringsord rosa og hvide ord som vinden lydløst bærer bort Betro dig til frugttræet når man har gjort dig uret Lær at tie i det rosa og hvide sprog ”Hvad er det dog for tider, hvor en samtale om træer næsten er en forbrydelse fordi den indbefatter en fortielse om så mange ugerninger!” Bertolt Brecht, An die Nachgeborenen

neret. Der var ikke åben adgang, for en lille kvindelig emigrantforfatter. Hilde Domins eminente evner til at networke, hendes selvsikre, utrættelige arbejde med at finde vejen til parnasset og prisuddelingerne er også morsom og interessant læsning. Og da så gennembruddet er kommet, så formelig vælter hædersbevisningerne, medaljerne, priserne ned over hende. For hun var, og er, en stor digter.

45


BOGANMELDELSE

Den der rammes Den der rammes, han bliver løftet op som af en kæmpekran og sat af dér hvor intet mere er gyldigt hvor der ikke er nogen gade der fører fra i går hen til i morgen. Knapperne, pynten og farven bliver som med koste fejet af hans klæder. Så bliver han klædt af og udstillet. Fjendtlige hænder beføler hofterne. Han bliver under tryk kogt i tårer indtil kødet på knoglerne bliver blødt som i tidens langsomme køkken. Han bliver presset gennem smertens fineste sigte og siet gennem ubarmhjertigt stof der intet lader igennem og hvor det sidste gran af selvværd lades tilbage. Sådan bliver han udsøgt og straffet og må æde støvet på alle bedragets landeveje fra alle de skuffedes fodsåler og i efteråret skal hans blod tynge de store vinklaser og beskytte mod frosten.

Undertiden dog hvis han er heldig, men ikke ved egen fortjeneste, ligesom han ikke blev udskudt på grund af åbenlys skyld, men bare fordi han lige var der, bliver han af den ubekendte almægtige instans benådet hvis det er i tide. Så bliver han genopdaget som et tabt kontinent eller et krucifix i en sammenstyrtet kælder efter et luftangreb. Det er som om der lægges en kurs: hans intetsteds bliver koblet til det gamle landskab som man trækker en vogn til et tog fra et sidespor. Under den regnbuede port bliver han genkendt og modtaget med åbne arme omsorgsfuldt af i går på en bestemt dag i kalenderen der bugner af fremtid. Ingen kat med syv liv, intet firben og ingen søstjerne, hos hvem der fremvokser et nyt lem for det der gik tabt, ingen overskåret orm

er så sejg som det menneske man lægger i kærlighedens og håbets sollys. Trods brændemærker på kroppen og ar efter sårene fortoner sig hans angst. Hans afløvede lykkens træ bærer nye knopper selv tillidens bark vokser langsomt frem igen. Han vænner sig til det ændrede furede billede i spejlet og smører sin hud og betrækker den næsvise knokkelmand med et nyt fedtlag, indtil han ikke mere for nogen lugter fremmed. Og ganske umærkeligt, måske på en festdag, eller til en fødselsdag, sidder han ikke mere på kanten af den tilbudte stol, som var han på flugt eller som havde stolen ormstukne ben, tværtom han sidder med Sine egne til bords og er hjemme og næsten sikker og glæder sig over gaverne og elsker det lånte

Udsyn • 3/2009


mere end det ejede, og hver dag er for ham overraskende Her, så lysende let og klart afgrænset som vingespandet hos en svævende fugl. Den frygtelige pause prøvelsen sænker sig. Bommene ved alle grænser skubbes atter ud i mørket. Men jeg’ets substans er lige så forandret som metallet der kommer ud af højovnen. Eller som var han fra tiende eller tyvende etage – forskellen er ringe gennem en salto mortale uden net landet på fødderne midt på Times Square og med nød og næppe før lyskurven skiftede slap fri af bilsnuderne. Er dog forblevet af en vis fuglelethed.

Udsyn • 3/2009

Men du når du møder ham på gaden, når du bryder brødet med ham, da buk dig og kærtegn uden at knække det det sarte mos på jorden eller det lille dyr uden at det ryster for din hånd. Læg den beskyttende på et barns hoved, lad den blive kysset af den elskedes sarte mund, eller hold den som under vandhanen under eftermiddagens flydende guld så den bliver gennemsigtig og helt uegnet til al slags værktøj til byggeri af pigtrådshelveder, offentlige eller intime, og at den aldrig, når panikken fordeler sine slemme våben vil råbe ”her”, og aldrig være undertrykkelsens jernhånd der i sin anden form slår igennem som var det skum. Og at det aldrig

skal ske for dig at den kommer hjem som en jagthund med en fasan eller en lille hare som et bytte for sit instinkt og lægger dig huden af et medmenneske på bordet. Således at på den sidste dag når den ligger på dynen over Dig som en bleg blomst så svag men ikke helt let og ikke helt så ren, men som en menneskehånd der bliver snavset og vasket og atter snavset, kan Du takke den og sige Lev vel min hånd. Du var et elskende led mellem mig og verden. Digte & prosa er oversat fra tysk af Birger Kledal

47


BOGANMELDELSE AF BIRTE KONT

KAFKABILLEDER – sort humor og en lille, hvid løgn Den tjekkisk-jødiske forfatter Franz Kafka, der levede 18831924, ramte som ingen anden det 20. århundredes nerve. Mere end 125 år efter hans fødsel kommer der stadig nye oversættelser af og nye værker om Kafkas forfatterskab. I forsommeren udgav forlaget Vandkunsten et gedigent storværk, ”Franz Kafka: Billeder fra hans liv” af den tyske Kafka-forsker og -biograf Klaus Wagenbach. Siden 1950erne har forskeren, der kalder sig ”Kafkas længst efterlevende enke”, rejst i Kafkas fodspor, eftersporet arkivalier, som belyser Kafkas liv og verden, og har indsamlet et imponerende materiale. Ikke mindst har han interviewet mennesker, som kendte Kafka på helt nært hold, deriblandt Hugo Bergmann, Felix Weltsch og Max Brod. Det er i kraft af Brod, at verden overhovedet fik kendskab til Kafkas forfatterskab. Hvis ikke han havde forrådt sin vens ønske og udgivet Kafkas efterladte manuskripter, hvilket ord skulle man da have brugt om det vågne mareridt af afmagt og skyldfølelse, fremmedhed og fortvivlelse, som verden over betegnes som kafkask?

En kronologisk oversigt gør det let at få overblik over Kafkas liv og værk. Bogens ca. sekshundrede sort-hvide fotos rækker tilbage i Kafkas forhistorie og er sammen med de præcise og indholdsrige mellemtekster et enestående vidnesbyrd om Kafkas liv og forfatterskab helt frem til hans sene sygdomsår og (for) tidlige død af lungetuberkulose den 3. juni 1924.    Her er fotos af landsbyerne, hvor Kafkas forældre stammede fra, af nære og fjerne familierelationer, af den 5-årige Franz med knapstøvler og bortvendt blik, af bar mitzvah-drengen, af lærerstab og klassekammerater fra gymnasiet, af den unge jurastuderende forfatterspire med bowlerhat, af de fabrikker, som Kafka førte tilsyn med i sit embede på Forsikringsanstalten i fødebyen Prag, af byens centrum med udsigten fra Kafkas værelse på familiens skiftende adresser, af de ruter, steder og landskaber, hvor Kafka færdedes, af Kafka i badebukser på stranden foran Marielyst, af hans nære venner og forfatterkolleger, af de kursteder og pensionater i Europa, hvor romanfragmenter og fortællinger blev til, af manuskriptark med Kafkas karak-

teristiske tegninger og håndskrift, af kvinderne i Kafkas liv. Og meget, meget mere.

Forhistorien Det hele begyndte i landsbyerne, hvor kafkas forældre voksede op. Moderen, Julie Löwy (18561934), kom fra købstaden Podiebrad an der Elbe, halvtreds kilometer øst for Prag, og tilhørte en velhavende tysk-jødisk tek­ stilhandler- og bryggerfamilie. Blandt morfaderens forfædre var der flest af assimilationsivrige købmænd og klædehandlere, mens mormoderens forfædre rummede jødiske lærde, talmudister, læger, særlinge og konvertitter. Sidstnævntes aner gør det indlysende, hvorfor – som Kafka har skrevet et sted – han følte sig mere som en Löwy end som en Kafka. Kafkas far, Hermann Kafka (1852-1931), var søn af en jødisk slagter og voksede op i fattigdom i den bøhmiske landsby Wossek hundrede kilometer syd for Prag. På et foto af landsbyen, grusvejen ”Im Jüdischen” med dens frønnede huse, ses nummer 31 angivet med et kryds, hvor Kafkas far blev født. Han glemte aldrig, at han havde væ-

ret fattig, og lod ofte sine børn høre for det.    Ifølge Wagenbach rummer Kafkas forhistorie en kim til hans sene forfatterskab: i Wossek levede to hundrede jødiske indbyggere i landsbyens nedre del. Her havde de deres egen synagoge med tilhørende begravelsesplads og deres egen tysksprogede skole. I Wosseks øvre del levede to hundrede kristne, tjekkisktalende bønder omkring et slot, der tilhørte en adlet godsejer, med landbrugsjorder og alt for mange ansatte i administrationen. Wagenbach skriver i en parentes, at ”alt dette var med til at inspirere Kafka til Slottet.” Alligevel kan man på ingen måde stedfæste Kafkas seneste roman Slottet og fortolke den i et en til en-forhold. Stederne i Kafkas fiktion findes – på nær nogle få – kun i forfatterens fantasi.   

Familierelationer Nyt er det, at forfatteren til de magtfulde og manipulerende autoritetspersoner i det virkelige liv havde et godt forhold til sine onkler. På moderens side især til ungkarlen Siegfried, som var landlæge i Triesch, og som Kafka ofte besøgte. IfølUdsyn • 3/2009


Farfaderen, den jødiske slagter Jakob Kafkas (1814-1889) hvæssesten med den hebraiske indskrift ”kosher”.

ge Wagenbach, hentede Kafka inspiration fra sin onkel til fortællingen, En landlæge. Og om Kafkas onkler på fædrene side hedder det bl.a., at den ”morsomme” onkel Filip, tanten Klara Udsyn • 3/2009

og fætrene, hvoraf flere udvandrede til Amerika, inspirerede til detaljer i Amerika. Kendt er det, at der livslangt bestod et misforhold mellem Kafka og hans far. Hermann Kaf-

ka fik i Prag succes som forretningsmand, da han med midler fra ægteskabet med Kafkas mor åbnede en galanteriforretning, der voksede til en større en gros- virksomhed. Wagenbach skriver: ”alt andet kom i anden række, herunder også familien og børneopdragelsen.” Efter Franz kom to drenge, der døde tidligt. Først seks år efter kom Kafkas søstre, Elli, Valli og Ottla, den af søstrene, som Kafka ”elskede højest.” Og endvidere hedder det: ””uden en samtalepartner” blev Kafka, som han noterer, ”meget ængstelig og fik dødsensalvorlige øjne”.”     Ved et fotografi af en fabriksbarak til det tidligere ”Hermann & co. Asbestværk i Prag” berettes, at konflikten mellem Kafka og hans far tilspidsedes, da kafkas ældste søster Elli giftede sig med Karl Herman. Da denne åbnede asbestfabrikken, gav Kafkas far sin søn et større pengebeløb svarende til søsterens medgift og gjorde ham til

medejer imod hans vilje. Det førte til familieskænderier, og Wagenbach skriver:    ”I begyndelsen af oktober 1912, to uger efter det litterære ”gennembrud” med nedskrivningen af fortællingen Dommen, førte skænderierne sågar til selvmordstanker: ”jeg stod længe ved vinduet og overvejede, om jeg skulle forskrække opkræveren af bropenge ved at kaste mig ud.””     Det må tages med et gran salt, da replikken er typisk for Kafkas sorte humor. Ganske vist dømmer faderen i fortællingen Dommen sin søn Georg til druknedøden, hvorefter han løber ud af huset, ud på Cechbroen og kaster sig i floden. Men et er fiktion, et andet de biografiske forhold. På den anden side er det – når man kender de biografiske detaljer – ikke svært at genkende træk og personer herfra, selv om Kafka også i høj grad lod sig inspirere af sine litterære forbilleder.

49


BOGANMELDELSE

Men som fiktionsforfatter var Kafka mest af alt en stor ironiker, der – når han læste højt af sine fortællinger – fik sine forfatterkolleger til at le; og dertil en yderst formbevidst arbejdende kunstner.

Jødisk identitet Det er interessant, som Wagenbach skriver, at: ”Religionen spillede ingen stor rolle.”, da ”den fædrene tro” var gået tabt på vejen fra den lille, fromme landsbymenighed til storbyen; og på invitationen til Kafkas bar mitzvah skrev faderen den assimilerede benævnelse ”konfirmation”.” Mens Kafka var dreng, kom faderen ”i Pinkas-synagogen, hvor man holdt fast i de gamle ritualer (og hvor Kafka, som han senere skrev, ”følte sig meget tættere på jødedommen”).” Siden skiftede faderen ”til Altneu-synagogen, hvor den velhavende, jødiske mellemklasse kom, og ritualerne var ”liberaliserede” (og hvor Kafka fornemmede en vis ”dæmpet børsmumlen”).”    Skønt der antydes en vis uoverensstemmelse mellem far og søn, nævner Wagenbach ikke, at Kafka i Kære far, forstå mig ret …, et brev, Kafka skrev i 1919, hvori han gør op med faderen, tillige i klokkeklare ven-

dinger gør op med faderens assimilerede jødedom. Ligeledes forbigås hos Wagenbach Kafkas forbindelse med den østeuropæiske chassidisme, i liv såvel som i forfatterskab. Religionen spillede en aktiv rolle i konflikten mellem far og søn helt frem til Kafkas sene år. I 1921, tre år før sin død, skrev Kafka til Max Brod, at hans ”faderkompleks” ikke havde med ”den uskyldige fader, men med hans jødedom at gøre.”    Wagenbach skriver, at mødet med det jiddische teater i efteråret 1911 gjorde ”et stort indtryk på Kafka.” Og at: ”Helt ind i det sene værk satte det sine spor.” Også i Kafkas liv, kan man tilføje, hans sidste kærlighed, Dora Diamant, stammede fra et østjødisk, chassidisk miljø. Kafka overværede truppens forestillinger på Café Savoy mere end tyve gange og blev venner med Jitzhak Löwy, truppens ledende skuespiller. Herved blev Kafkas jødiske bevidsthed vakt, og han fik ny viden om den østjødiske kulturs traditioner og om forskellighederne i den vest­jødiske og østjødiske levevis. I ovennævnte brev til faderen hæfter Kafka sig ved faderens modstand mod Jitzhak Löwy: ”Uden at kende ham sammen-

lignede du ham på en skrækkelig måde, som jeg allerede har glemt, med utøj …” Man må formode, at det hænger sammen med, at Kafkas fader og hans generation af indvandrere fra landet, havde opnået et vist fodfæste i det verdslige storbyliv, ”nedefra og op”. I virkeligheden var det samfund, som fadergenerationen havde assimileret sig ind i, smuldrende; og Kafka og hans generation af europæiskjødiske intellektuelle søgte på forskellig vis tilbage i den jødiske kulturs rødder, som fædrene havde assimileret sig ud af.

Gennembruddet Blandt fotos af kultursteder, hvor Kafka færdedes, ses et interessant foto fra det indre af Café Arco i tidens Art Nouveaustil, der, som det hedder, var ”et mødested for ”den unge generation” af forfattere i Prag.” Pragerkredsen bestod overvejende af tysksprogede jøder og ikke-jøder, store skikkelser inden for videnskab og litteratur, bl.a. Albert Einstein (som Kafka også mødte til litterær salon hos apotekerfruen Berta Fanta), Gustav Meyrink, Franz Werfel og Rilke m.fl, med nogle få tjekkiske undtagelser, deriblandt en endnu ukendt Jaroslav Hasek

(Den gode soldat Svejks eventyr). Her var også Felix Weltsch, Oskar Baum og Max Brod, som Kafka var begyndt at mødes med i 1905, stamgæster. Og her mødte Kafka Milena Jesenská, der senere blev hans oversætter til tjekkisk – og elskerinde, og det var til hende, han i 1921 overdrog sine Dagbøger.    Livet igennem betragtede Kafka selv Dommen som sit egentlige litterære gennembrud og sin bedste fortælling. Kort efter sit første møde med Felice Bauer, som Kafka to gang forlovede sig med og brød med, nedskrev han Dommen i løbet af én lang nat, natten mellem den 22. og 23. september 1912. Billedteksten ud for et foto af Kafkas håndskrift (nedenunder et foto af Dommens sidste manuskriptside) hedder: ”Bagsiden af et af Kafkas visitkort. Sine overordnede meddeler han, at han om morgenen den 23. september 1912 har haft et ”besvimelsesanfald”, men alligevel vil møde på kontoret samme dag, måske dog først klokken 12.” Man bliver da helt varm om hjertet ved at se sort på hvidt, hvordan den beskedne og pligtopfyldende embedsmand og forfatter til Processen – hvis skyldsspørgsmål endnu små hundrede år efter holder litteraturkritikere, filoUdsyn • 3/2009


soffer og teologer mv. beskæftiget verden over – bringer sig ud af sin knibe ved at stikke en lille, hvid løgn.

Litteraturhistorisk perle Bogen er oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Nogle steder, som i ovennævnte sætnings ordstilling, ”Sine overordnede meddeler han, at …”, halter oversættelsen en smule. Og Kafkas brev til faderen, på tysk Brief An Den Vater, er oversat til Brev til min far, mens den danske titel (i Villy Sørensens oversættelse fra 1985) er Kære far, forstå mig ret … Endelig fremgår det, at Kafkas begravelse fandt sted på Straschnitz-kirkegården, som er en jødisk begravelsesplads, den 11. juli – i Udsyn • 3/2009

jødisk sammenhæng lang tid efter Kafkas død den 3. juni, tænker man – og andetsteds i bogen er begravelsen da også annonceret til den 11. juni. Små ting, som det ikke desto mindre anbefales at få rettet i et senere oplag.          Når det er sagt, er bogen en kultur- og litteraturhistorisk perle og henvender sig til enhver interesseret i biografi såvel som i forfatterskab. Og der er også interessante detaljer for Kafka-kendere, ikke mindst i fotografiernes egen historie. På en gang en visuel skildring af en betydningsfuld forfatters livsforløb og et tidsbillede af et samfund i forandring: nedrivningen af Prags ghetto og byens udvikling til moderne storby med elektricitet og sporvogne.

Mest af alt er bogen et velgørende korrektiv til den sejlivede myte om Kafka som blot en bortvendt fortvivler og viser et moderne, rejsende menneske, der var engageret i sin tids politiske, filosofiske og litterære strømninger, fascineret af tidens tekniske fremskridt og begavet med et skarpt blik, (selv)ironi og (sort) humor – alt krydret med forskerens og kenderens veloplagte kommentarer.  

De jiddische dramatikere Abraham Goldfaden, Jakob Gordin og Josef Lateiner (fra venstre), hvis stykker Kafka så. Om Goldfaden skrev han i dagbogen: ”Familiefar og ødeland trods sin fattigdom. Op mod hundrede skuespil. Liturgiske melodier stjålet og skrevet om til folkelig underholdningsmusik. Overalt nynner man dem.” Om Gordin: ”Bedre end Lateiner, Scharkansky, Feinmann og de andre. Han har flere detaljer, bedre struktur, mere konsekvens, men mangler dog af samme grund de andre forfatteres spontane jødiskhed.”

Claus Wagenbach ’Franz Kafka: Billeder fra hans liv’, Forlaget Vandkunsten maj 2009, 252 sider, 600 billeder, indbundet, stort format, kr. 399,-

51


BOGANMELDELSE AF JULIE BESSER SCHMUHL

HOS OS i Auschwitz’ Forlaget Vandkunsten udgav i maj 2009 bogen ’Hos os i Auschwitz’, af den polske forfatter Tadeusz Borowski. ’Hos os i Auschwitz’ er en anderledes beretning fra livet i koncentrationslejren. Forfatteren sad som fange i Auschwitz i to år. Han var ikke jøde, men sad i lejren af politiske årsager, blev regnet som ’arier’, og havde dermed en lang række privilegier, som ikke var de jødiske fanger forundt. Han kunne bl.a. modtage pakker med mad og breve, han boede bedre og havde fritidsaktiviteter. Derfor er hans beretning også anderledes end meget af den litteratur, vi ellers kender fra koncentrationslejrene. Bogen er skrevet som en række selvstændige essays, der hver især beskriver livet og hverdagen i Auschwitz. Der er ingen kronologi, og historierne fortælles enten direkte til læseren eller i brevform til en tredje person, forfatterens forlovede, som også var fange i Auschwitz. Sproget er nøgternt, og alligevel lyrisk, når de trivielle hverdagssituationer beskrives: såvel fritidsaktiviteter, som hårdt fysisk arbejde, enten bygningsarbejde eller på ’rampen’, dvs. ved ankomsten af fangetransporterne, hvor mennesker i titusindvis sendes i gaskamrene.

Eller som situationen under en fodboldkamp, forfatteren deltager i, og beskriver således: ’Mellem et målspark og et hjørnespark havde man gasset 3000 mennesker’. Det er en meget ærlig og præcis beretning. Borowski søger at gengive brutaliteten og vanviddet, og stiller derved sig selv spørgsmålet: ’Hvordan beskriver man sulten, stanken, og den absurde, maskinelle og monotone død?’ Det er netop kontrasterne i en ’almindelig’ hverdag med almindelige rutiner i et univers af død, ydmygelse og barbari, som han formår at videregive så godt. I Borowskis univers bliver lejrlivet næsten hyggeligt. Der er masser af mad, spækket syder på ovnen om aftenen, der snakkes om kvinder, skrives breve, spilles fodbold og høres koncerter – med den allestedsnærværende død og gaskamrene lige udenfor. Det var ham magtpåliggende at overleve, så han en dag kunne give verden dette vidnesbyrd, og gengive det præcis som det var: Om den ikke bare hårde, men også absurde hverdag i lejren, hvor vanviddet bliver til normalen, og forråelsen et middel til overlevelse. Han ønskede at give en stemme til alle dem, der ikke selv kunne, at tale de dødes sag. Men også

de øjeblikke af menneskelighed han oplevede, midt i vanviddet, får plads i Borowskis beretning. ’Hos os i Auschwitz’ er en bog om bedrag og om det enkelte menneskes ansvar, også forfatterens eget. Her udviskes linierne ofte mellem bøddel og offer, for alle gør hvad de kan for at overleve, uanset prisen, og ofte på andres bekostning. Det er en bog om fornedrelsen af mennesket, og om frygtens hierarki. Udover ’Hos os i Auschwitz’ udgav Tadeusz Borowski også flere digtsamlinger og bøger efter krigen, som kredsede om samme emne. Selvom han overlevede fangenskabet, slog

det ham alligevel ihjel. Han begik selvmord som 28-årig, 6 år efter krigens afslutning. ’Hos os i Auschwitz’ er en virkelig god og vigtig bog. Og anbefales hermed varmt til alle Udsyns læsere. Tadeusz Borowski: ”Hos os i Auschwitz. Forlaget Vandkunsten, 240 sider. 249,- kr.

Udsyn • 3/2009


BOGANMELDELSE AF NIKO ROSE HENRIKSEN

”Journalistisk handler om verden, og derfor skal der også være journalistik om journalistik, for den er en del af verden. Medier ser magten efter i kortene, men medier har også magt. Meningen med demokrati er, at alle magter aflægger regnskab, og det er ud fra denne tanke, jeg har skrevet denne bog.” – Joris Luyendijk

FOLK som os Den hollandske mellemøstkorrespondent, Joris Luyendijk, formår på en tankevækkende og humoristisk måde at fange læseren med sin velskrevne bog om medier og Mellemøsten. Fra første side er læseren ikke i tvivl om, at denne bog er en personlig beretning, dog uden at virke hverken plat eller udokumenteret. Selvom bogen er overvejende subjektiv, er andelen af historisk baggrundsviden og dokumentation langt fra lille. Man kunne måske endda fristes til at sige, at bogens fundament er bygget op omkring det historiske og veldokumenterede. Bogen, der følger Luyendijks femårige korrespondentkarriere i Mellemøsten, er delt op i tre dele der hver især drejer sig om en mere eller mindre bestemt periode i hans ophold. Hver del har en større begivenhed som sit primære omdrejningspunkt, og ud fra denne begivenhed fortæller han om emner som diktatur, mediekrig, publikumsinteresse og skrevne nyheder vs. den billedligt fremstillede nyhed. Første del af bogen kunne kaldes Udsyn • 3/2009

for en introduktion til både journalistfaget, Mellemøsten og så det at arbejde som ung og uerfaren korrespondent i en fremmed kultur. Det er her Luyendijk prøver på at definere hvad et diktatur er, og hvilke forskelle der er mellem et demokrati og et diktatur. Som han selv skriver, så forstår han først rigtig hvad et diktatur er, efter han har levet under et – så hvordan skal han kunne få formidlet det til den hollandske befolkning? Alle de begyndervanskeligheder Luyendijk støder på, får han på behændig vis formidlet på en humoristisk måde, hvorpå læseren kan leve sig med ind i begivenhederne. ”Da jeg første gang kom til Cairo som korrespondent, betragtede jeg de journalistiske metoder som en slags værktøjskasse, man kunne finde frem overalt i verden. Men diktaturer og demokratier er ikke to forskellige bilmærker. Hvis et demokrati er en bil, så er et diktatur en ko eller en hest. Den, som kommer med en skruetrækker eller en loddekolbe, står magtesløs.”

Palæstina/Israel-konflikten er det store omdrejningspunkt i anden del af bogen. På dette tidspunkt bor Joris Luyendijk i Libanon efter at han har fået nok af den kaosprægede hverdag i Cairo. Medier, mediekrig og mediemanipulation er også store emner inkorporeret i denne del af bogen. Her bruger han blandt andet den Israelske og den palæstinensiske måde at bruge medierne på, som illustration. Mediernes magt og begrænsninger fylder også meget i anden del af bogen og det kunne godt virke som om, at han sætter det skrevne medie op mod det ’levende’ medie. Tredje del har Irak-krigen som den ’store begivenhed’ og omdrejningspunkt. Det er især forholdet mellem USA og Irak der bliver omhandlet, og ikke mindst mediedækningen af optakten og under selve krigen. Også her i tredje del af bogen, fortæller Luyendijk om nogle episoder, hvor han har været vidne til mærkelige setups, hvor der i høj grad er blevet manipuleret med virkeligheden. Det er den

virkelighed der kommer hjem til den almene befolkning i deres stuer, og så er det i mange tilfælde kun en ’virkelighed’ der varer så længe journalisten vil. I forlængelse af dette, fortæller Luyendijk også om befolkningens magt over medierne – nyhederne skal kunne sælge, og derfor må de justeres i forhold til, hvad folk gider høre om. Luyendijks sprog er både flydende og personligt. Det er letforståeligt og han sørger for hele bogen igennem at tage læseren ved hånden og guide denne gennem en Mellemøstlig hverdag. Han formår at få formidlet den udvikling han selv gennemgik under sit femårige ophold; hvordan hans forudfattede mening og generalisering af tingene blev ændret radikalt, efter at have oplevet det på egen krop. Og ikke mindst hvordan hans syn på diktaturer, Mellemøsten og ikke mindst journalistfaget ændrede sig. I sin stilling som Mellemøstkorrespondent søgte Luyendijk at formidle en så objektiv sandhed som muligt til den holland-

53


ske befolkning, sandheden om en verden der er ukendt for mange i Vesten og derfor virker skræmmende. Han ville være upartisk, objektiv og ikke vinkle sandheden – men er det overhoved muligt? Dette spørgsmål stødte Luyendijk selv på og gennem en stor del af bogen prøver han på at forklare det dilemma man som nyhedsjournalist står overfor. At han kommer frem til, at det inden for journalistikken og medieverden ikke er muligt at være upartisk kommer ikke bag på nogen efter at have læst ”Folk som os”. Joris Luyendijk: Folk som os – hvad medierne ikke fortæller På dansk ved Lise Bøgh – Sørensen Informations forlag, 2009 Originaltitel og udgivelsesår: Het zijn net mensen, 2006 241/242 sider 250,- kroner

BOGANMELDELSE AF MERETE NÆSBYE CHRISTENSEN

Til pædagogik, oplysning – OG To bøger og en film. Pædagogik, oplysning og glæde! For at tage det sidste først, så er det netop altid en glæde for en lærer at få nys om, fingre i, kendskab til nyt materiale som kan bruges til at oplyse én selv og eleverne, og som er udformet på en pædagogisk forsvarlig måde. Det skal være struktureret, vedkommende, gerne illustreret med farverige billeder – og lige til at kaste sig over. Det er derfor en stor tilfredsstillelse at skulle anmelde disse tre eksempler på spændende nyt materiale om jødedommen i videste forstand. Både de to bøger og filmen udmærker sig ved at være moderne i den bedste betydning af ordet (moderne ”på den fede måde”, ville eleverne sige). Mange har sikkert som jeg fået nok af, at enhver bog om jødedom, Jerusalem etc. skal illustreres med en eller flere mænd med sorte hatte og bedekrøller. Jerusalem-bogen har en fantasi over kuplen på Tempelpladsen, bogen om jødedommen (en lærebog til gymnasiet ) et jødisk pigefodboldhold på forsiden, og på coveret til filmen ser vi er helt almindeligt ungt par med deres søn mellem sig vandren-

de poetisk mellem fredsduer og hjerter ad livets vej. Der har før været skrevet gode bøger til gymnasiet og højere uddannelser om jødedommen af Bent Melchior, Karin Weinholt og Peter Boile Nielsen, men der har ikke været så mange referencer til nutidig dansk jødedom uden for den strikte religiøse sfære. Man kan til det sige, at det vel er religionsbøgers fornemmeste formål, men man må også tage højde for det religionssociologiske, sådan som bekendtgørelser og krav om samarbejde med andre fag er formuleret i dag. Det gør alle tre emner. Kuplen Muren Graven. Denne bog falder i to halvdele. Den første handler, som undertitlen angiver, om Jerusalem. Bogen kom for et par år siden, men fortjener at blive nævnt i dette nummer af ”Udsyn”, der har Jerusalem som tema. Derfor behandler jeg bogen i denne sammenhæng på side 56. Resten af bogen er en indføring med tekster i jødedom, kristendom og islam på en forbilledlig måde, således at bogens 240 sider både kan opfylde krav til oversigtslæsning og fordybelse samt egne sig til opgaveskrivning.

På side 128-143 gennemgås jødedommen under overskrifter som: Jødisk identitet, Tanakh, Torah og Talmud, menneskesyn og gudsopfattelse, Messiasforventning, hovedretninger, sefardisk og ashkenazisk, jødisk mystik, religiøse forpligtelser, synagogen, helligdage, fester og overgangsriter. Der er selvfølgelig billeder, faktabokse og en oversigt over festerne. Tekstudvalget begynder heldigvis ikke med Skabelsesberetningerne – de er sjovt nok anbragt under kristendommen! – men med eksempler fra Hanne Foighels bog fra 1998 ”Et land, der fortærer sine egne” med to jødiske kvinder, der har valgt hver sin vej som jøde. Siden følger Pagten med Abraham, Åbenbaringen på Sinaj, Messias, sabbat og pesach. Bibeltekster veksler med moderne tolkninger. Hvad angår afsnittet om kristendommen er bogens styrke, at den ikke kun omtaler den rene lutherske lære, men også præsenterer ortodoks og katolsk kristendom – som jo er meget synlige i Jerusalem. I afsnittet om islam er der naturligvis stor vægt på Abraham(Ibrahim) og Udsyn • 3/2009


GLÆDE! forholdet til jøder og kristne. En bog, man bliver klog af, med fine illustrationer og stor vægt på nutiden. Danske verdensreligioner: Jødedom. Som første del af titlen antyder, er der tale om en serie med vægt på religionens danske udtryk – således bærer bogen om islam på forsiden en dansk muslimsk pige med studenterhue oven på tørklædet. Danske muslimske piger studerer, danske jødiske piger spiller fodbold. Selvfølgelig! Som lærer hilser jeg naturligvis bogen velkommen, men dette tidsskrifts læsere vil desuden finde alle vennerne skildret og afbilledet. Gå ikke glip heraf. Bogens kapitler behandler:” Jøder i Danmark og i Verden”,” Det fælles fundament”,” Jødisk etik og kultur på dansk”,” Identitet, valg og hybridkultur”,” Religiøs praksis i dag” samt” Kultur, koder og transnationale forbindelser ”. Endelig er der en ordliste, links til hjemmesider samt litteraturliste. Bogen begynder i øvrigt med en ”øjenåbner” om en sukka ( sjovt nok kaldet en løvfaldshytte – ikke en løvsalshytte )på Israels Plads i København. Udsyn • 3/2009

Identitet spiller en stor rolle i bogen, hvilket gør den velegnet til læsning både internt og eksternt. Det har været anført – i anmeldelsen i Gymnasieskolen - at alle de interviewede føler sig som tilhørende ikke bare den jødiske minoritet, men også en minoritet i minoriteten! Derfor er det også vigtigt at få beskrevet de forskellige religiøse, politiske og andre fraktioner inden for det jødiske samfund i Danmark med dets ca. 7000 individer. Jøder er mange ting. Det samme synspunkt, som også Dansk Jødisk Museum skildrer og hylder. Selvom du ikke er lærer: læs den og mød dig selv og vennerne! Mig og Jøderiet. Herlig titel. Som jeg sagde til en god bekendt: ”Der røg titlen på mine memoirer!” Jeg har set filmen og vist den for en religionsklasse på højt niveau, som man nu kan få det i gymnasiet. Det var en stor succes. Der er 31 i en klasse bygget til 24, men under filmen var der ro, optagethed, pletvis latter – for det er en morsom film – og forarget fnysen – for det er en film, der ægger til diskussion. Den handler kort fortalt om et

såkaldt ”blandet” par - han er jøde, hun har en kristen baggrund. Skal deres førstefødte, en dreng - omskæres? Diskussionerne bølger. Slutningen skal ikke røbes her, som man altid siger! Undervejs besøger vi en jødisk børnehave, den jødiske skole, en begravelsesplads, er til juletræ og pesach-fejring, på rundtur i det jødiske København etc. Dette er en film om levende mennesker, om deres konflikter og kærlighed, om identitet og tradition. Mine elever og jeg finder den vedkommende, værd at diskutere og få forstand af. De muslimske elever er ikke mindre optagede af den end dem med kristen baggrund. Filmen vil snart kunne ses/ købes på dvd – ligesom bøgerne allerede er tilgængelige hos boghandlerne. Det er glædeligt, at så man-

ge har villet sikre, at vi får friske bud på, hvad det vil sige at være jøde i fortid og nutid, i Danmark og Verden, i Jerusalem og København. Det har været en stor fornøjelse at stifte bekendtskab med dette materiale, som jeg varmt anbefaler til brug med henblik på pædagogik, oplysning og glæde! Hanne Følner, Svend Lindhardt og Bente Lund:” Kuplen Muren Graven, Jerusalem som helligsted for tre religioner”. Gyldendal Uddannelse 2002. Sara Kviat Bloch og Heidi Laura: i serien Danske Verdensreligioner:” Jødedom”, Gyldendal 2009. ”Mig og Jøderiet” en film af Ulrik Gutkin, produceret af Copenhagen Film Company 2009.

55


BOGANMELDELSE

BOGANMELDELSE

AF MERET NÆSBYE CHRISTENSEN

AF ANNA REBECCA KLEDAL

KUPLEN muren graven

EN GRAV i G

Jerusalem som helligsted for tre religioner.

Lidt mere af det hele. Anna Rebecca Kledal anmelder Matt Rees anden bog i serien om den palæstinensiske detektiv Omar Yussufs genvordigheder i de palæstinensiske områder.

Som jeg har beskrevet det andetsteds i dette nummer af ”Udsyn”, så er dette en fremragende bog til undervisning i såvel de tre religioner jødedom, kristendom og islam generelt som i temaet Jerusalem på de gymnasiale uddannelser. Jeg bruger den selv i en 3.g klasse, der har valgt religion på et højere niveau, hvilket er blevet muligt med reformen fra 2005. Her skal den omtales som anbefalelsesværdig, seriøs bog om Jerusalem på dansk. Den vil være velegnet både til studiekredse og som forberedelse til en rejse til Jerusalem. Litteraturlisten viser, at den blandt andet står i gæld til Karen Armstrong, Herbert Pundik og Amos Elon. Denne bogs styrke i forhold til de andre er, at den bringer dokumentation i form af billeder, kort og tekster i rigt mål. Bogen indledes med en prolog af Herbert Pundik fra Politiken med titlen ”Byen hvor troen brænder”. Over halvdelen af bogen er viet Jerusalem-temaet( side 9-127). Kapitel 1 (side 9-23) er en mosaik af kort samt gamle og nye fotos, fulde af farver og stemninger. Man mangler kun lyd og lugt for at fornemme byens mange facetter.

Herefter følger 2. kapitel med religionsfaglige begreber, som naturligvis kan springes over, men som giver en fin introduktion til begreber som ”hellig tid” og ”helligsted”. Også begrebet valfart er defineret, og Jerusalem er nok en valfart værd! Kapitlerne 3, 4 og 5 behandler de tre religioners historiske og religiøse forhold til Jerusalem med indledning og tekster – ca. 30 sider til hver religion. På side 125-127 er der en historisk tidslinje fra ca. 1000 f.v.t. til efter 1967. Det er jo så her, det bliver sprængfarligt! Resten af bogen er helliget de tre religioner i almindelighed. Her vil jeg dvæle mest ved afsnittet om Jerusalem som jødisk by, men de to andre kapitler kan anbefales som sammenligningsgrundlag på det religiøse felt (Én Gud, én by) eller til udforskning af konfliktmuligheder som f.eks., at Muhammed siges at have tøjret sin vingede hest Buraq ved det, der nu er Vestmuren/Grædemuren, som derfor også er hellig for muslimer! Afsnittet om Jerusalem som jødisk by har naturligvis omtale af Davidsbyen og Messiasforestillingerne. Templet behandles både som den konkrete historiske bygning og som ”Det himmelske Jerusalem”. Vi hører om alle de af de bud,

der hører hjemme i Templet, om den daglige omtale af Jerusalem i bønnerne, ved pesach: ”Næste år…” og om den 9. Av. De jødiske helligsteder beskrives: Templet/Vestmuren og Oliebjerget samt endelig Davids grav. I den forbindelse repeteres det, at davidsstjernen først bliver almindelig som jødisk symbol i det 19. århundrede. De 13 tekster udgøres af centrale steder fra Bibel, Josefus, 18-bønnen, samt essays og erindringer af Bent Melchior, Herbert Pundik, Amos Elon, Golda Meir samt skildringer fra Washington Times og Indtryk fra Mea Shearim ved Samuel Heimann, sociologiprofessor. Jerusalem nævnes 641 gange i Bibelen og har 70 andre navne. Der filosoferes over navnet, som man mener der refereres til første gang, da Abraham møder Malki-Ztedek , konge af Shalem ( 1. Mosebog, kapitel 14). Denne bog opfylder mange ønsker hos læreren såvel som den alment interesserede læser. Tag den med ”næste år i Jerusalem!” Forfattet af: Hanne Følner, Svend Lindhardt og Bente Lund Udgivet af: Gyldendal Uddannelse, 1. Udgave, 1. Oplag, 2002. 240 sider, ill.

Som sagt er der lidt mere af det hele og måske ikke nødvendigvis altid til det bedre. Til Matt Rees forsvar tæller, at dialogen i dette værk er mere gnistrende, mere flabet og, at persongalleriet ikke er så skabelon-agtigt forudsigeligt som i første bog. Forholdet mellem den gamle PLO kæmper, Kheydan Khamis og Omar Yussufs drukfælle er blevet mere nuanceret, med knastørre humoristiske episoder. Kort skitseret udspiller plottet sig således: Omar Yussef rejser på et FNmandat til Gaza, sammen med to kollegaer for at efterforske fængslingen af en universitetslærer, anklaget for at arbejde for CIA. Universitetslæreren har naturligvis ikke kollaboreret med fjenden, men der er andre dagsordner på spil i konspirationernes univers. Kort efter at Omar og hans delegation ankommer til Gaza, bliver Omars svenske kollega kidnappet, og en anden kollega bliver senere myrdet. Vi kommer rundt i de forskelUdsyn • 3/2009


Gaza lige sektorer i Gaza, får indblik i militsernes macho-logik og ender ligeledes nede i de livsfarlige smugler-tunneller på vej til Egypten. Titlen En grav i Gaza indeholder flere nivauer i fortællingen – der er den britiske besættelse, de konkrete mord, og til slut – hvad der ikke skal røbes her – det endelige clue, som ikke uden humor lanceres i bogens handling og afslutning. Som litterært indspark er En grav i Gaza ikke stor litteratur, men kan karakteriseres som en krimi med journalistisk og faktuel indsigt. Og bogen er, for at sige det mildt, vildt uhyggelig. En grav i Gaza kryber mere ind under huden end den første, Kollaboratøren fra Bethlehem. Det er en gennemført grum fortælling, Rees her lancerer, og jeg vil vove at påstå at man selv fornemmer hvor rystet Rees har været under sine besøg i Gaza. Men samtidig virker andet værk i serien mere politisk styret, hvor denne anmelder, sad tilbage med en mærkværdig smag i munden, når det gjaldt beskrivelser af livet i de besatte områder. Områderne er nemlig overhovedet ikke besatte i Rees værker; her er ingen israelere, mere end 40 års besættelse af Gaza og Vestbredden er ikke eksisterende, og Rees holdning til unUdsyn • 3/2009

dertrykkelsen i Gaza kan opsummeres fra en af bogens sider: ”…alle de udenlandske erobrere, der var kommet til Gaza i århundredernes løb, herunder de britiske soldater, der nu lå begravet foran deres fødder. Men det var ikke de udefrakommende, der havde kostet Gaza mest blod; det var lokale mænd som Yasser Salah, som havde dræbt deres brødre.” Den israelske besættelse, den egyptiske lukning af grænsen, det store friluftsfængsel som Gaza er blevet til , alt dette er i bogen pist forsvundet som et røgslør i en fosforbombe, og jeg må tilstå, at jeg sad tilbage med krympede tæer, og tænkte; Aj, come on, Matt Benyon Rees. Det er prisværdigt at Rees beskriver det blodige opgør, som har hersket i magtkampen mellem HAMAS og FATAH, men på en eller anden måde sad jeg også og var på vippen til at synes, at Rees er en tøsedreng, når han nærmest anstrengt kæmper for ikke at få Israel på banen i relationen og opbygningen af krigsøkonomien i den lille besatte landstribe. Journalisten Matt Rees født i Wales, kan sit faglige kram. Han har flere gange befundet sig i Gaza som korrespondent, været udstationeret i en lang årrække i Jerusalem og er i dag bosiddende i Israel.

Matt Rees: En grav i Gaza. 320 sider. Oversat af Camilla Jørgensen. 299 kr. Gyldendal

57


NYT FRA NEW OUTLOOK AF JOHN SAIETZ

New Outlook er en dansk-jødisk fredsgruppe, der går ind for en uafhængig jødisk stat og en uafhængig palæstinensisk stat side om side i fredelig sameksistens.

Dialogmøde om Obamas Fredsbestræbelser Den 14. september afholdt Dansk-Israelsk Selskab, DanskPalæstinensisk Venskabsforening og New Outlook et dialogmøde på Christiansborg med titlen: ”Obamas Fredsbestræbelser – er der chancer for fred?” Det var anden gang, de tre foreninger mødtes til et sådant møde. Første gang for halvandet år siden var emnet 60-året for vedtagelsen af FN’s delingsplan. Medens dette møde således mest handlede om fortiden, havde man denne gang besluttet at beskæftige sig mere med nutiden og fremtiden. Mødets indledere var formanden for Dansk-Israelsk Selskab Otto Rühl, formanden for DanskPalæstinensisk Venskabsforening Fathi El Abed samt John Saietz fra New Outlook. Folketingsmedlem Pernille Frahm havde skaffet lokalet og fungerede som ordstyrer.

Det fremgik af indlæggene, at der som forventet var betydelige meningsforskelle mellem de tre indledere og navnlig mellem Otto Rühl og Fathi El Abed. Alligevel foregik dialogen i en fordragelig og saglig tone, og ordstyreren havde et rimeligt let job. I de efterfølgende indlæg fra salen blev der bl.a. givet udtryk for glæde over, at de tre foreninger kunne mødes i en sådan dialog, som man håbede ville bli-

ve efterfulgt af lignende møder i fremtiden. En af deltagerne i debatten sagde, at han håbede på, at vi om ti år kan mødes i en fælles dansk-israelsk-palæstinensisk forening. Dette var der almindelig tilslutning til, og måske vil det lykkes, hvis vi tilslutter os Obamas motto: ”Yes we can!” js

Seder aften New Outlooks sekulære Seder aften afholdes i år tirsdag den 6. april (8. seder aften – 3. påskedag). Se nærmere på vores hjemmeside. Hvis du ønsker yderligere oplysninger om New Outlook så tilmeld dig til vores mailing-liste ved at sende en mail til: lyngbakkesaietz@mail.dk eller gå

ind på vores hjemmeside: www. newoutlook.dk. Oplysninger om vores aktiviteter kan også findes hver måned under ”Foreningsnyt” i Jødisk Orientering. Medlemsskab af New Outlook koster 300 kr. pr. år og indbefatter abonnement på UDSYN. Abonnement på UDSYN alene koster 200 kr. pr. år. Medlemsskab eller abonnement kan tegnes hos Anatolio Kronik, tlf. 4586 4448, mailadr.: kronik@post4.tele.dk

Meretz-symposium i Israel Der vil blive afholdt et internationalt, engelsk-sproget Meretzsymposium i israel i dagene fra den 13. til 20. marts 2010. Se nærmere herom på New Outlooks hjemmeside.

Fra venstre indlederne Fathi El Abed, John Saietz og Otto Rühl samt ordstyreren Pernille Frahm. Foto: Anatolio Kronik.”

58

Udsyn • 3 2/2009 7


KORT OG GODT AF JOHN SAIETZ

Obama, Netanyahu og Abbas mødtes i New Yok i september og forsøgte forgæves at få fredsprocessen genstartet. Tegning af Avi Katz. Kilde: Jerusalem Report.

Nu over 1,5 mill. palæstinensere i Israel Iflg. den seneste israelske folketælling er landets indbyggertal nu 7,47 mill. Heraf er 5,64 mill. jøder og 1,51 mill. palæstinensere. Det er jo ganske tankevækkende, at der bor over 1,5 mill. palæstinensere i Israel og kun nogle få tusinde jøder i hele den arabiske verden.

Gode relationer mellem Israel og Kazakstan Præsident Shimon Peres var for nylig på officielt besøg i Kazak­ stan, hvor han fik en hjertelig modtagelse af præsident Nursultan Nazarbayev. Besøget fandt sted i forbindelse med en vigtig tværreligiøs konference i landet. Virkelighedens Kazakstan er meget forskelligt fra det satiriske billede af landet, man har set i filmen ”Borat”, som fremkaldte stærke protester fra Kazakstans ledere. Relationerne mellem Israel og Kazakstan er udmærkede, og den lille jødiske menighed i lanUdsyn • 3/2009

det bliver godt behandlet. Bl.a. har præsidenten fået opført en flot synagoge til dem, og landet har siden 2002 huset den Euroasiatiske Jewish Congress, der er tilknyttet World Jewish Congress i New York. I forbindelse med Peres’ besøg drøftede man videre udbygning af det økonomiske og handelsmæssige samarbejde mellem de to lande. Kazakstan er bl.a. rigt på olie og gas. Landet er den største af de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien. Det er større end hele Vesteuropa.

det israelske chef-rabbinat som en af betingelserne for at anerkende de etiopiske indvandrere som ”rigtige” jøder krævede, at deres børn skulle gå i ortodokse skoler. Nu oplever de så, at disse skoler afviser at optage børnene med den begrundelse, at de ikke har de ”rigtige” ortodokse holdninger. Etioperne er imidlertid overbeviste om, at den virkelige årsag til modstanden er racisme.

Er etiopiske skoleelever ofre for israelsk racisme?

Den 75-årige sanger og digter Leonard Cohen sang for nylig for 50.000 tilhørere i Ramat Gan nær Tel Aviv. Han benyttede lejligheden til at indvie en fredsfond, der skal støtte israelske og palæstinensiske organisationer, der arbejder for forsoning.

Den etiopiske befolkning i Petah Tikva er i oprør over, at byens ortodokse skoler har afvist at tage imod deres børn i skolerne. Problemet hidrører fra, at

Leonard Cohen støtter fredssagen

To ulovlige bosættelser ryddet To ulovlige bosættelser på Vestbredden: Rekhes Sela nær Nablus og Mitzpe Avihai nær Hebron er for nylig blevet ryddet af den israelske hær. Under rydningen af Rekhes Sela blev otte bosættere arresteret.

Visdomsord:

Tale er tale, men ikke nogen handling. Jiddisch ordsprog

59


Afsender: Foreningen New Outlook Pile Allé 27, 2000 F.

KO M M E N TA R

B AF BENT MELCHIOR

Lov er lov – for alle Det hører til de menneskerettigheder, som også Danmark har for-

mer asylansøgerne til gode?

pligtet sig til at overholde, at forfulgte mennesker har krav på at

Det kræves nu, at ansøgeren skal bevise, at han/hun er person-

få asyl. Selve håndteringen af, hvordan reglen efterleves, er op til

ligt forfulgt. Hvis jeg tænker på danske jøders situation i oktober

det enkelte lands lovgivning at fastlægge. Derfor hører vi så ofte

43, så ville det svare til, at vi skulle præsentere en båndoptagel-

udtrykket ”lov er lov” anvendt i debatten om asylansøgerne. Jeg

se (der ikke eksisterede dengang) af ringeklokken, som Gestapo

er en stor tilhænger af, at loven skal holdes. Landets lov er lov, er

trykkede på, da de ville arrestere os, og så skulle jeg oven i købet

et citat fra Talmud fra det andet århundrede.

bevise, at klokken ringede netop for mig og ikke for andre med-

Derfor har jeg i alle mine udtalelser om Danmarks aktuelle problem omkring flygtningene fra Irak understreget, at loven giver

lemmer af familien! Kravet er helt urimeligt, men loven må ikke være til fordel for asylansøgerne.

ministeren ret til at give opholdstilladelse på humanistisk grund-

Danmark er som medlem af UN forpligtet af UNs afgørelser.

lag. Humanisme eksisterer stadigvæk i dansk lovgivning. Mini-

Når UNHCR udpeger områder som værende for farlige til at sende

steren har på sin side hævdet, at flygtningenævnet er en ”dom-

flygtninge hjem, så ignorerer danske myndigheder denne advar-

stolslignende” instans, som hun ikke vil tilsidesætte.

sel – men holder dog egne observatører borte fra disse områder.

Men ligner flygtningenævnet en domstol? Et af nævnets tre

Gælder loven ikke, hvis den er til fordel for asylansøgere?

medlemmer er repræsentant for integrationsministeriet, der

Integrationsministeren har udtalt, at når først asylansøgerne er

i høj grad må karakteriseres som interesseret part i asylsager. I

afleveret i deres såkaldte hjemland, så er deres skæbne ikke mere

enhver anden domstol ville denne interesse gøre en dommer in-

hendes bord. Det er farligt med paralleller af historiske tildragel-

habil. Men ikke her. Gælder loven ikke, når den er til fordel for

ser, men hvad sagde man om jøder, der blev afvist ved grænsen

asylansøgeren?

eller måske sendt tilbage til det nazistiske Tyskland. Dengang var

Danmark har indgået en aftale med Irak om hjemsendelse af

det med et ”J” stemplet i passet. I dag er det et usynligt ”I”, der

flygtninge. I forbindelse med forhandlingerne om denne aftale

er kriteriet for den manglende interesse for videre skæbne. An-

tilbageholdt Danmark sin økonomiske hjælp, respektive stillede

ders Fogh Rasmussen undskyldte som statsminister Danmarks

øgede midler i udsigt, hvis man kom frem til en aftale. På dansk

adfærd fra nazitiden. Gælder holdningen ikke, når den nu skulle

kaldes det bestikkelse, hvad loven forbyder. Gælder loven ikke,

overføres på dagens flygtninge?

når den er til fordel for asylansøgerne?

Danmark skal ikke være åbent som en ladeport, vi kan ikke løse

I Danmark er det praksis at offentliggøre aftaler med andre lan-

verdens flygtningeproblem. Men vi kan og skal tage os af dem,

de. Aftalen med Irak er ikke blevet offentliggjort. Det hævdes –

der på den ene eller anden måde er inden for vores område. Cha-

men jeg kan jo ikke vide det – at aftalen kun omfatter flygtninge,

rity begins at home, siger englænderne. Jødisk lov påbyder også,

der rejser frivilligt. Gælder loven ikke, når den kommer asylansø-

at man tager sig af de fattige i egen by, før man går i gang med

gerne til gode?

fattige andre steder. Man skal ikke bruge flygtningeproblemets

I flygtningenævnet er det praksis at tvivle på udsagn fra ansø-

uhyggelige omfang som undskyldning for, at man ikke løser de

gere, indtil de er bevist. Det er en bevisbyrde, der er meget svær

problemer, der er lige uden for egen dør. Det kan ikke gå for hur-

at løfte. Andre domstole hævder den praksis, at tvivlen kommer

tigt.

den anklagede til gode. Gælder den praksis ikke, fordi den kom-

Udsyn 3 2009  

New Outlook er en dansk-jødisk fredsorganisation, der ud fra en dyb bekymring for bevarelsen af staten Israels eksistens og for bevarelsen a...