Issuu on Google+

155 mm

24 mm

»Hermann har givetvis kunnet se, at noget var rivende galt, i det øjeblik Peter trådte ind ad døren. Og var han ikke klar over det dér, så blev han det hurtigt, for det hørte ikke just hverdagen til, at Peter indledte far-søn-samtaler på direktørens kontor med følgende ord: ’Hvad fanden er det, jeg hører!’«

MICHAEL TESCHL

90 mm

155 mm

90 mm

ZOBEL er navnet på et af landets mest omtalte familiedynastier, som er kendt fra både

231 mm

MICHAEL TESCHL (f. 1971) er forfatter, musiker, foredragsholder og mangeårig kommunikationsrådgiver for alt fra privatpersoner og foreninger til politikere og virksomheder. Har tidligere udgivet romaner samt historien om den skandaleombruste Færch-familie (2008). Læs mere på www.michaelteschl.dk

beretningen om Peter Zobel og om generationerne før og efter ham. Om kaptajnen på Codan-broen, hvis livskurs var udstukket længe inden, han tog sit første spæde skridt. Det er en rejseberetning fra et langt liv drevet af ansvarsfølelse, dedikation, vilje og arbejdsomhed, og hvor kaptajnen – trods en brændende eventyrlyst, personlige tragedier og en række udfordrende (medie)storme langs ruten – aldrig afveg den udstukne kurs. ZOBEL er den bevægende, til tider dramatiske og ofte tankevækkende historie om Peter Zobel før, under og efter Codan – og ikke mindst om familien alle ved, hvem er, men

ZOBEL

det seriøse erhvervsliv og de kulørte blade. Dette er

ZOBEL HISTORIEN OM ET DANSK DYNASTI

som kun meget få kender.

MICHAEL TESCHL Lindhardt og Ringhof

Familiebillede fra Bækkeskov 2007. Peter Zobel med sine tre døtre, fra venstre Rigmor, Caroline og Sarah, og sine to sønner Alexander (yderst th.) og Nicolai (siddende på hug forrest). Desuden børnebørnene: fra venstre bagest Gustav, Esther Paloma (siddende hos Caroline), Roberta (på Sarahs arm) og nederst Hermann og endelig Annika på morfars skød.


ZOBEL


Michael Teschl

ZOBEL Historien om et dansk dynasti

Lindhardt og Ringhof


Michael Teschl ZOBEL Historien om et dansk dynasti © 2014 Michael Teschl og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Fotos: Bogens fotos er privatfotos, medmindre andet er anført Omslag: Simon Lilholt/Imperiet.dk Maleri på forsiden © Thomas Kluge/billedkunst.dk 2014 Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia ISBN 978-87-11-35795-8 1. udgave, 1. oplag 2014

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk

4


FORORD

Forestil dig – i dag, i år 2014 – at du står på barselsstuen og for allerførste gang betragter din nyfødte søn. Hvad er det første, du tænker? Er det: »Tænk, at kærlighed kan være så stærk«? Eller er det mon: »Udmærket, dér har vi selskabets næste direktør«? Forestil dig, at du fra fødslen er blevet frarøvet den frihed, det er at vokse op og suge livet til dig på lige vilkår med alle andre omkring dig. At det ikke stod dig frit for at vælge dine egne veje og følge dine egne drømme. Jeg hører til dem, der altid har haft stor respekt for vores kongefamilie og vores gamle monarkis stolte traditioner og fascinerende historie. Men jeg har altid følt mere medlidenhed med dem, end jeg har misundt dem. Tronarvingerne i særdeleshed. Det er muligt, at de aldrig skal bekymre sig om næste termin, SKATs fejlslagne ejendomsvurderinger, og om der er råd til sønnens konfirmation til foråret – i det hele taget spekulere på at tjene tilstrækkeligt til dagen og vejen. Til gengæld har hverken dagen eller vejen været deres eget helt frie valg. 9


Begrebet pligt omhandler den motivation, der ikke drives af lyst. Den kan ligge i skæbnens skarpe kald, som opfordrer den forpligtede til, at alt andet sættes til side for at følge en højere sag. En bølgende hvisken fra generationer og en massiv mur af stolte forventninger, hærdet gennem mere end tusind års danmarkshistorie. Samtidig er det fortsættelsen af den saga, vi alle kender fra barnsben, som skolebøgerne har været spækket med, som mediernes flader bombarderer os med hele voksenlivet igennem, og som skiftevis både forarger, forblænder og fascinerer os. Det er de næste kapitlers tilbliven, vi er vidne til – live – imens de skrives og udspiller sig lige foran øjnene på os. Det er ikke noget let job at sige op. En tronarving har naturligvis til sin tid valget om at kunne abdicere, men den beslutning ville nok være nemmere at træffe, hvis du livet og opvæksten igennem havde haft tilsvarende frihed til at vælge dine egne veje. At fravælge det, som hele din slægt og dennes historie forventer af dig, som en hel nation, delt i fascination og jalousi, har forventninger til, at du påtager dig, kan ikke just sammenlignes med, at vi andre siger vores job op, forfølger en ny karriere eller slår op med kæresten og går andre veje. Det er en hel opvæksts indkøring, indskoling og forberedelse på det ene kald. Det er med livsprojektet i fokus fra start til slut, fra fødsel og frem. Nu er Zobelerne selvfølgelig ikke royale. De tilhører ikke kongerækken, selvom de i mediemæssig forstand – at dømme efter ugebladenes konstante interesse for deres færden – er så tæt på, som man kan komme. Dog har de gennem generationer haft tronarvingkonceptet til fælles. Men hvor kongehuset på det område synes fastlåst af historien og egne traditioner, har Zobel-familien – som så mange andre danske familiedynastier – ikke kunnet undgå at følge 10


strømmene og derigennem bryde gamle familietraditioner og skabe nye. Da Peter Zobel kom til verden, og kalenderbladet viste juni 1936, var hele livsvendingsbegrebet ikke noget, der fyldte så meget i tilværelsen eller den tilgængelige litteratur. Lidt firkantet kan man sige, at den generations mænd blev født, opdraget, gik i skole og uddannede sig, hvorefter de – af det borgerlige samfund – var at betragte som voksne. Nu skulle manden være i stand til at forsørge sin familie, få børn og børnebørn, indtil han tre-fire årtier senere, forhåbentlig hånd i hånd med sin ægtefælle, indledte alderdommen, blev enten hyggeligere og mildere eller til mindre glæde og gavn, måske endda lidt af en belastning – og så til sidst døde og efterlod en uhåndterbar blanding af lettelse og dårlig samvittighed hos de efterladte. Det lyder måske lige lovlig generaliserende – men skal blot tjene det formål at tegne kontrasterne til min egen generation lidt tydeligere op. For sådan er det bestemt ikke i dag. I hvert fald ikke den første del. De første spæde skridt er stort set identiske – fødsel, opvækst, nogen opdragelse, skolegang ... men så er det, som om tingene ændrer sig. Uddannelse står ganske vist næst i rækken, men i manges tilfælde skal verden udforskes lidt først. Og hvis ikke her, så lige efter uddannelsen. Dernæst finder vi vores første job og forfølger en karriere – i manges tilfælde det første af flere jobs og den første af flere karrierer. Det, vi først uddanner os til, er på ingen måde garant for, hvilken branche vi senere pensioneres fra. Det er stort set utænkeligt, at forældre i dag kan diktere, hvad deres børn skal foretage sig i voksenlivet. Og med god grund. Tilværelsen er ikke længere at betragte som et enkelt projekt, 11


som du gennem skole og studier klæder dig selv på til at kunne varetage fra start til slut. I dag består det af en hel serie af projekter, hvor partner- og erhvervsspring er lige så meget reglen som undtagelsen. Livet er på den måde én stor pose bland-selvslik, hvor vi primært vælger vores favoritter, men også eksperimenterer lidt. Ofte med det resultat, at enkelte stykker enten byttes med sidemanden eller efterlades i bunden af posen som kedelige erfaringer. Historien om Peter og familien Zobel er vigtig at fortælle. Dels fordi rigtig mange danskere ved, hvem Hermann, Peter, Rigmor og Henriette var og er, dels og primært fordi vi i dag er blevet så vant til at »vide noget« om mennesker, vi slet ikke kender. Mennesker, som vi måske – hvis man gjorde sig den ulejlighed at bruge lidt tid på at skaffe indsigt – ville opnå et helt andet og mere autentisk indtryk af. Familien Zobel har gennem tre generationer formået at holde sig i den absolutte top af dansk erhvervsliv. De har haft markant indflydelse på mange af de begivenheder, der har medvirket til at tegne den erhvervsscene, vi kender i dag. Så måske kunne de ligefrem inspirere os? Måske kunne deres historie fortælle os noget om os selv, netop fordi vi tror, vi kender dem? Måske kunne deres historie fortælle os andre lidt om, hvordan vi også kan håndtere de problemer, vi havner i, hvordan vi bedst tøjler de succeser, vi opnår, så vi ikke bliver revet ud af den oprindelige sammenhæng? Og hvordan der i tilværelsen – på tværs af generationsforskelle – både kan og skal være plads til lidt af det hele? Jeg tror personligt, at hvis ikke man kan lære noget af deres historie, så er det nok, fordi man aktivt fravælger det. Det kan måske lyde, som om jeg har til hensigt at tegne et skønmaleri af Zobelerne. Enkelte kunne måske ligefrem få den mistanke, at der skulle være tale om et bestillingsarbejde. Men det kan 12


jeg på alle leder og kanter afvise. Jeg har hverken til hensigt at producere forskønnende valgplakater til brug i den offentlige meningsvalgkamp eller skriftlige nedsablinger af de personer, jeg skriver om. Det, du derimod skal til at læse, er primært et portræt af Peter­Zobel – men bogen har også til hensigt at give et indblik i generationen før og efter ham. Det er fortællingen om kaptajnen på broen, hvis livskurs var udstukket, længe inden han tog sit første skridt. Det er en rejseberetning fra et langt liv drevet af ansvarsfølelse, dedikation, vilje og arbejdsomhed, hvor kaptajnen – trods brændende eventyrlyst, ønsket om et andet liv, personlige tragedier og en række udfordrende storme langs ruten – aldrig afveg fra den udstukne kurs. Af respekt for familien, kaldet, pligten og det fartøj, han var blevet tildelt ansvaret for. Denne bog er blevet til gennem omfattende research, gennemgang af utallige artikler fra pressens databaser, bøger om og af familien samt talrige samtaler med Zobel-familien, venner, kolleger og konkurrenter tæt på dem. En helt særlig varm tak skal rettes til Peter Zobel selv for grundigt faktatjek af manuskriptet, adgang til massivt materiale, gavmild servering af kaffe samt rundvisning på Bækkeskov Gods.

Michael Teschl København, april 2014

13


Enhver følges af en skygge.

Og jo mindre denne er legemliggjort i individets bevidste liv, desto sortere og tĂŚttere er den. C arl G ustav J ung

15


PROLOG

Klokken var ti en mandag morgen, da jeg drejede bilnøglen og kørte sydpå mod Bækkeskov Gods i Tappernøje, temmelig spændt på mit første møde med Peter Zobel, hvis person og familiehistorie jeg havde læst så meget om. Gennem flere måneder havde jeg brugt al min fritid på familien Zobel – uden at de vidste det – og var derfor utrolig spændt på at se selveste overhovedet i øjnene og få min helt egen fornemmelse af manden, der nærmest er blevet karakteriseret hele ordbogen tynd i løbet af sin lange karriere. Både venner og fjender har gennem tiden betegnet ham som hård, barsk og stædig. Kolleger og konkurrenter er rørende enige om, at han er et veritabelt kraftværk, at hans humørflade er et sandt minefelt, at han kan optræde lige så karismatisk, varmt og morsomt som frygtindgydende, tordnende og iskoldt. De allernærmeste betragter ham som vennernes ven, der altid er der, når det gælder. Endelig er stort set alle, der har lavet forretninger med Peter Zobel og hans Codan gennem årene, enige om, at han er en yderst snedig og kompetent forhandler, en habil menneskekender, som både kan udvise 17


strategisk list og være fræk som en slagterhund og lynhurtig i replikken. Det skulle alt sammen have lov at komme an på en prøve. Jeg parkerede bilen på den runde plads foran trappen op til Bækkeskov Gods, gik op og bankede på. Skråt overfor min bil holdt en mørkegrøn Range Rover parkeret. Jeg genkendte bilen som Peter Zobels fra den 45 minutter lange dokumentarfilm, hans tidligere svigersøn Alexander Kølpin havde lavet. Bækkeskov Gods er ganske enkelt bjergtagende smukt. Selv på en grå og diset dag som denne fremstod den engelsk inspirerede og nyklassicistiske lystgårds hovedbygning majestætisk, tilpas isoleret fra avlsgården. Oprindeligt var Bækkeskov opført som hovedgård i år 1600, men den nuværende hovedbygning blev opført af Charles Selby tilbage i 1796 og havde således 200-års fødseldag, da Peter Zobel i 1996 overtog godset som den foreløbig sidste i en ejerrække, der også tæller Christian 4., Otto Christopher von Munthe af Morgenstierne, Cecilie Caroline de Coninck samt godsets forrige ejer, tømrermester og storvildtjæger Børge Hinsch. Hans hjembragte jagttrofæer og etnografiske genstande fra stort set alle verdensdele udgør i dag størstedelen af samlingen Trofæjagt og Etnografika på loftet af Valdemars Slot på Tåsinge. Man kan sagtens fornemme århundreders historie i billeder, dufte, lyde og stemninger, når man stille triller langs den smalle allé op til Bækkeskov, fulgt godt på vej af kuperede marker og skov, imens man gradvist opsluges af de godt 745 hektar, der sammen med Bregnegård udgør Bækkeskov Gods. I løbet af få sekunder hørte jeg skridt inde bag hoveddøren, som kort efter gled op. Et venligt ansigt mødte mig. Jeg præsenterede mig ved navn. Det gjorde hun ikke, men hun var tydeligvis bekendt med min aftale. 18


»Kom indenfor,« sagde hun og tilbød at tage min frakke. »Peter­Zobel er klar om et øjeblik.« Fra sin kurv kiggede en lidt søvnig labrador op på mig, strakte sig og sov videre. Jeg nåede kun at kigge mig kort omkring i den flotte hall, da denne bogs hovedperson pludselig trådte frem rundt om hjørnet, klædt i grønne bukser og match­ ende skjorte. Han så mig direkte i øjnene. »Velkommen,« sagde han og rakte hånden frem. »Denne vej.« Peter Zobel viste vej fra hallen gennem gangen ind til godsets imponerende bibliotek, hvor dybe, lyse sofaer indbød til litterær fordybelse, og videre ind på sit kontor, hvorfra udsigten gennem de store vinduer først rakte ud over både marker, sø og skovene mod højre for så at lade blikket havne i den billedskønne Præstø Fjord. »Ja, det er ikke så ringe,« sagde Peter Zobel. »Den udsigt bliver man aldrig træt af.« Han pegede i retning af skrivebordet, hvor der var dækket op til kaffe. »Vi sætter os her,« sagde han. Overalt på de rødmalede vægge hang jagttrofæer. Særligt løven, der i angrebspositur og med blottede tænder nærmest sprang ud fra det øverste hjørne af kontoret bag skrivebordet, fangede min opmærksomhed. Man var ikke i tvivl om, at dette var en jægers kontor. »Ja, jagt er jo noget, kun få rigtig forstår, og rigtig mange ikke forstår, men alligevel har en mening om,« sagde han og rystede lidt på hovedet. »Det handler om at forstå og respektere naturen. Det er der ikke mange, der gør. Og så blander de sig i noget, de ikke har forstand på.« På hylden langs skrivebordet stod en række billedrammer med fotografier. Langt de fleste af alle Peter Zobels børn og børnebørn. Men også enkelte af ham selv, af regentparret samt en række ældre sort-hvide portrætter af forskellige familiemedlemmer. En enkelt ramme indeholdt et portræt af en kvinde 19


med indiske træk, som smilede mildt tilbage til iagttageren. Jeg genkendte hende straks som Malti Shetty, i offentligheden bedre kendt under sit monastiske navn Gurumayi Chidvila­ sananda – eller blot Gurumayi – Siddha Yoga Paths nuværende guru. Hende var Peter Zobel blevet introduceret til gennem sin ekskone Henriette Zobel. En gurus tilstedeværelse i et kontor som dette vakte naturligvis min nysgerrighed, men tidspunktet var næppe det rette til at lufte den slags. »Jeg går ud fra, at du gerne vil have kaffe?« spurgte Peter Zobel og pegede på kanden på bordet. »Du tager bare.« Jeg takkede og skænkede op. I samme øjeblik kom kvinden, der havde åbnet døren, ind og lagde en nyåbnet pakke cigaretter og en lighter på bordet foran chefen. »Lis, skal vi ikke have lidt til kaffen?« sagde Peter Zobel og slog ud med armene. »Kan vi ikke få nogle kager – du ved, de runde, flade, du laver. De er så gode.« »Jo, selvfølgelig,« sagde Lis og forlod kontoret for kort efter at vende tilbage med et lille fad med kager. Imens Lis var i køkkenet, fortalte jeg lidt flere detaljer om min plan med bogprojektet. Om hvordan jeg havde tænkt mig at gribe det an, og hvilken bog jeg helst ville skrive. Han lyttede, men jeg kunne ikke undgå at få indtryk af, at han mest af alt havde lyst til at afbryde min talestrøm. Som om han udmærket godt vidste, hvad jeg ville sige, og hvor jeg ville hen. Jeg afsluttede min monolog med at fortælle lidt om, hvad jeg tidligere havde udgivet. »Hvad du tidligere har skrevet, interesserer mig ikke en skid,« udbrød Peter Zobel. »Det eneste, der interesserer mig, det er, hvad du har tænkt dig at skrive om mig og min familie.« Det var jo klar tale. Men det skulle vise sig, at han kun lige var begyndt. »Jeg føler sgu, at du giver mig en pistol for panden,« fortsatte 20


Peter Zobel, ikke i en uvenlig, men blot nøgternt konstaterende tone. »Du vil gerne have mig til at medvirke, men du skriver jo en bog om mig, om jeg medvirker eller ej.« Han lagde ikke skjul på, at det langtfra var første gang, at journalister eller forfattere havde rettet henvendelse til ham med henblik på at skrive en bog om ham eller »hjælpe« ham med selv at skrive en biografi. »Men hvem fanden interesserer det?« spurgte han og rystede kort på hovedet. »Jeg er sgu da ikke interessant nok til, at nogen gider læse om mig. Jeg er bare en pensionist, der har købt sig en bondegård.« Han kiggede nærmest spørgende over på mig. »Desuden kan man aldrig regne med, at det, man siger, bliver gengivet korrekt. Derfor giver jeg kun live-interviews,« sagde han. »De kan ikke manipuleres. Jeg har kun kendskab til meget få mennesker, der har været i stand til at styre et interview, så intervieweren ikke får et ben til jorden, og det er folk som Simon Spies og Klaus Riskær.« Jeg forsøgte, det bedste jeg kunne, at overbevise Peter Zobel om, at jeg ganske rigtigt agtede at skrive bogen, om han medvirkede eller ej, men at bogen ville blive klart bedst, såfremt han indvilligede i at lade sig interviewe. At min hensigt var at skrive en bog, han kunne have liggende fremme, og ikke en, han ikke ville have indenfor døren. Jeg forsøgte sågar at påpege, hvor heldig han var, at det var mig, han var blevet kontaktet af, og ikke en af de mange journalister, som han – mildt sagt – ikke brød sig om eller havde været i hård og brutal infight med gennem tiden i Codan. I værste fald kunne nogen endda finde på at skrive en bog om ham og familien Zobel, uden at de overhovedet blev orienteret om det, men pludselig kunne læse om udgivelsen i medierne. Men lige lidt hjalp det. 21


»Der er så mange erhvervsledere, der udgiver deres erindringer efter et langt liv i deres respektive brancher,« forklarede han. »Og fred være med det. Jeg er bare ikke en af dem. Jeg har ikke behov for at komme i fokus.« Det eneste, Peter Zobel ønskede at give tilsagn om, var at hjælpe med at tjekke mit manuskript for faktuelle fejl. »Så hvad aftaler vi her?« spurgte han, efter vi havde afsluttet vores første møde med en let frokostanretning og kildevand i køkkenet. »Vi aftaler, at jeg sender dig de første kapitler, og at vi derefter mødes og gennemgår dem sammen for eventuelle fejl,« svarede jeg. »Godt,« sagde Peter Zobel og rejste sig fra bordet i køkkenet. »Det er aftalen.« På turen hjem forsøgte jeg at lande alle de indtryk, der susede rundt i hovedet på mig. På trods af at jeg ankom som komplet fremmed i den hensigt at byde ham og hans nærmeste på netop det, han hader allermest – nemlig at komme i fokus, uden at initiativet og styringen lå i hans hænder – blev jeg inviteret indenfor i hans private gemakker, budt på kaffe, hjemmebag, frokost – og selvfølgelig også lidt modstand. Kort fortalt, så levede Peter Zobel både op til sit ry og til mine forventninger. Og lidt til.

22


K APITEL 1

Fugl Føniks

I 1782 var Storbritannien mere kaos end klasse. Englænderne kunne øjne blodige krigshandlinger hele globussen rundt. Der var på dette tidspunkt allerede ballade med Irland, og den fransk-britiske krig rasede på andet år i Indien. Det samme gjorde den fjerde nederlandsk-britiske krig, som briterne havde indledt i et forsøg på at forhindre hollandsk støtte til den amerikanske revolution, hvor 13 af deres kolonier i Nordamerika allerede i 1776 havde gjort oprør mod det britiske kolonistyre og erklæret uafhængighed som Amerikas Forenede Stater. Oprørerne havde fået støtte fra både Spanien, Nederlandene og – naturligvis, fristes man til at sige – franskmændene, som briterne nærmest havde for vane at ligge i krig med. I Frankrig, hvor revolutionen så småt bankede på døren, havde man siden 1778 støttet op om de nordamerikanske koloniers krav om løsrivelse fra englænderne, og i Paris blev der ihærdigt arbejdet på at få indgået en endelig Versailles-kontrakt, hvor englænderne måtte sluge den særdeles bitre pille at anerkende koloniernes selvstændighed og dermed USA’s fødsel. 23


Det britiske imperium, som man kendte det på den tid, var altså mere end alvorligt trængt. Lokalt kæmpede de erhvervsdrivende også for livet, men i en tid, hvor de fleste alene var fokuseret på overlevelse, rettede andre blikket fremad og tænkte i anderledes konstruktive baner – også på tværs af brancherne. Et godt eksempel herpå var Londons sukkerbagere, som havde stukket hovederne sammen med henblik på at opspore alternative indtægtskilder og nye veje videre. Hårdt plaget af landets omfattende krise gik de den 20. februar sammen om at leje et lille kontor på hjørnet af Abchurch Lane og Lombard Street med en årlig husleje på 45 pund. Det var nok de færreste i den beskedne forsamling af initiativtagere, der på dette tidspunkt gjorde sig begreb om, hvad det lille frø, de i fællesskab havde sået tre dage forinden ved stiftelsen af The New Fire Office, ville vokse sig til gennem de følgende århundreder. Allerede året efter – da englænderne den 3. september 1783 endelig tiltrådte fredsaftalerne i Paris og dermed mistede deres 13 kolonier i Nordamerika, hvilket markerede slutningen på det, man dengang kendte som det britiske imperium – fandt de patriotiske engelske sukkerbagere bag The New Fire Office anledning til at ændre foretagendets navn til Ye New Fire Office or Phoenix Society. Dette, fordi sukkerbagerne – på egen beskeden vis – ønskede at give deres bidrag til, at det britiske imperium atter skulle rejse sig som en anden fugl Føniks. Den lille navnedetalje faldt hurtigt i god jord hos briterne, som tog det sympatiske og stolthedsplejende selskab til sig, som kort efter i folkemunde alene kom til at gå under navnet »The Phoenix«. I starten tilbød selskabet alene – som navnet antyder – brandforsikringer. De husstande, som tegnede forsikring hos Phoenix, blev udstyret med et »Phoenix fire mark«, som – ud 24


over at vise, at ejendommen var brandforsikret – samtidig blev betragtet som et symbol på en stolt nations genfødsel. Mærket kan i øvrigt stadig findes bevaret på enkelte huse fra den tid. Ud over den nævnte sympati for The Phoenix var hovedårsagen til det nye selskabs store kundetilgang og hurtige succes, at de – som det eneste engelske forsikringsselskab på den tid – valgte at afvige fra den gængse forsikringspraksis, der lod tre procent af den forsikringssum, der skulle udbetales, falde tilbage til forsikringsselskabet som en art udbetalingsafgift. The Phoenix lod hele forsikringssummen tilfalde den skadelidte, hvilket naturligvis var populært blandt kunderne. Efter at have konsolideret sig på det engelske marked begyndte The Phoenix at sprede sine vinger og flyve ud over landets grænser. I 1796 oprettede selskabet afdelinger tværs over det europæiske kontinent, og i 1804 fulgte de første agenturer på den anden side af Atlanten i Canada, USA og på Newfoundland. Skandinavien, herunder Danmark og Sverige, stod for tur året efter. Selskabet fik efter disse udvidelser en direktør, som hed Jenkins Jones. Den rejseglade globetrotter sad på posten fra 1807 til 1839 og blev kendt for at være arkitekten bag cementeringen af The Phoenix som en verdensomspændende og internationalt velanset virksomhed. Under hans ledelse blev også Belgien i 1815 indlemmet i organisationsdiagrammet, og Paris fulgte trop umiddelbart efter slaget ved Waterloo. Jenkins Jones’ udbredelse af The Phoenix toppede kort efter med selskabets indtog i Vestindien og Portugal. Samtidig havde selskabet påbegyndt udvidelsen af sit varesortiment, hvilket blandt andet skete ved at absorbere de engelske selskaber The Law Life, som var et livsforsikringsselskab, og The Union Marine, som var et søfartsforsikringsselskab. Det lille sukkerbager-initiativ på hjørnet af Abchurch Lane 25


og Lombard Street var på mindre end 40 år blevet til et verdensomspændende engelsk forsikringsimperium – en smuk internationalt anerkendt fugl Føniks. Det er muligt, at paven forbød den nepotisme, der siden 1500-tallet havde været så udbredt, at ledende poster i kirken almindeligvis blev besat af nevøer til biskopper og paver, der som følge af et liv i cølibat ikke officielt kunne få deres egne børn – men konceptet overlevede nu ganske glimrende trods dette. Således var det for eksempel i starten af 1800-tallet helt normalt at udenlandske virksomheders agenturer blev drevet gennem flere generationer som nationale familievirksomheder. Det var både tilfældet i Canada, hvor familien J.B. Paterson stod ved roret fra det første spæde Phoenix-agentur, i Tyskland, hvor det familieejede Hambury & co. håndterede forretningen, og i Sverige, hvor familien Malm i over hundrede år rådede over nøglen til det svenske Phoenix-kontor. I Danmark skulle der ligeledes snart fødes et flere generationers Phoenix-familieforetagende. Den Phoenix-direktør, der igangsatte det, var R.Y. Sketch. Sketch var oprindelig direktør for The Norwich Union Fire and Accident Company. Da folkene i Phoenix’ bestyrelse første gang stiftede bekendtskab med ham, blev de meget imponerede over hans omfattende forsikringsviden og enorme arbejdskraft – men samtidig også noget bekymrede. Bekymrede, fordi der reelt forelå den mulighed, at moderselskabet bag Sketchs arbejdsplads, The Union Life – meget vel forårsaget af netop Sketchs dygtighed – med tiden kunne vise sig at blive en alt for stor konkurrent til The Phoenix. Imponerede, fordi hans karismatiske fremtoning overskyggede selv de mest vellidte af deres egne folk, hvilket resulterede i en gradvis overtagelse af den gode omtale, som The Phoenix igennem så lang en periode mere eller mindre havde haft monopol på. 26


Så der måtte handles, og netop handlet blev der, for The Phoe­ nix var trods alt stadig størst på pengepungen. De forsøgte i første omgang at frikøbe direktør Sketch fra The Union Life, men det blev pure afvist af selskabets bestyrelse. Så var der ikke andet for end at købe hele The Norwich Union Fire and Accident Company, som Sketch var direktør i. Man ønskede ham så meget, at man endda var villig til at betale overpris for selskabet blot for at få direktøren i hus. Og da det var en kendsgerning, solgte man selskabet – uden Sketch, naturligvis – tilbage til The Union Life, som nødvendigvis må have følt sig lidt rundtosset efter at være blevet overfløjet og »outsmarted« af konkurrenten. Det er muligt, at de fik deres selskab tilbage for en slik, men de havde mistet en af branchens dygtigste og mest forudseende folk i processen. Sketch blev en øjeblikkelig succes for sin nye arbejdsgiver. Fra 1919 styrede han med usvigelig sikker hånd sit selskab trygt og roligt gennem både valutavanskeligheder, verdenskriser, den nervøse efterkrigstid og andre udfordringer, der som storme rasede over land og fik mindre selskaber til at ryste eller ligefrem styrte i grus. Men Phoenix holdt sig på vingerne. En helt bestemt handel i 1922 – anført af direktør R.Y. Sketch – fik afgørende indflydelse, ikke kun på udviklingen af forsikringsbranchen i Danmark, men på selskabet Phoenix generelt, nemlig erhvervelsen af The London Guarantee & Accident Company Ltd. I 1918 havde The Phoenix en præmieindtægt på 4.172.000 pund. Denne indtægt fik Sketch på 12 år mere end fordoblet til 9.357.000 pund, primært gennem erhvervelsen af selskabet, som lokalt blot gik under navnet »London«. Og London lå også i København.

27


155 mm

24 mm

»Hermann har givetvis kunnet se, at noget var rivende galt, i det øjeblik Peter trådte ind ad døren. Og var han ikke klar over det dér, så blev han det hurtigt, for det hørte ikke just hverdagen til, at Peter indledte far-søn-samtaler på direktørens kontor med følgende ord: ’Hvad fanden er det, jeg hører!’«

MICHAEL TESCHL

90 mm

155 mm

90 mm

ZOBEL er navnet på et af landets mest omtalte familiedynastier, som er kendt fra både

231 mm

MICHAEL TESCHL (f. 1971) er forfatter, musiker, foredragsholder og mangeårig kommunikationsrådgiver for alt fra privatpersoner og foreninger til politikere og virksomheder. Har tidligere udgivet romaner samt historien om den skandaleombruste Færch-familie (2008). Læs mere på www.michaelteschl.dk

beretningen om Peter Zobel og om generationerne før og efter ham. Om kaptajnen på Codan-broen, hvis livskurs var udstukket længe inden, han tog sit første spæde skridt. Det er en rejseberetning fra et langt liv drevet af ansvarsfølelse, dedikation, vilje og arbejdsomhed, og hvor kaptajnen – trods en brændende eventyrlyst, personlige tragedier og en række udfordrende (medie)storme langs ruten – aldrig afveg den udstukne kurs. ZOBEL er den bevægende, til tider dramatiske og ofte tankevækkende historie om Peter Zobel før, under og efter Codan – og ikke mindst om familien alle ved, hvem er, men

ZOBEL

det seriøse erhvervsliv og de kulørte blade. Dette er

ZOBEL HISTORIEN OM ET DANSK DYNASTI

som kun meget få kender.

MICHAEL TESCHL Lindhardt og Ringhof

Familiebillede fra Bækkeskov 2007. Peter Zobel med sine tre døtre, fra venstre Rigmor, Caroline og Sarah, og sine to sønner Alexander (yderst th.) og Nicolai (siddende på hug forrest). Desuden børnebørnene: fra venstre bagest Gustav, Esther Paloma (siddende hos Caroline), Roberta (på Sarahs arm) og nederst Hermann og endelig Annika på morfars skød.


Zobel af michael teschl