Solen skinner aldrig på en gogo bar af henrik list by bog.nu

KÆRE FUCKING DAGBOG ”Et enestående troværdigt portræt af livet som trodsig teenager ( … ) List skriver med absolut gehør og udviser et sjældent blik for den ekstreme følsomhed, der kendetegner de tidlige teenageår.” Ekstra Bladet

En berømt, ældre dansk kunstner har angiveligt brugt mindreårige thaipiger som modeller på Gauguin-inspirerede nøgenfotos til sin kommende udstilling på Statens Museum for Kunst.

Henrik List debuterede som romanforfatter med Kære fucking dagbog i 2009. Har dog fået udgivet en række bøger siden digtsamlingen Udbrud (1984) – bl.a. novellesamlingen Pussyland samt det litterære rejseessay Tilbage til Tanger Redux – og været fuldtidsforfatter i de sidste ti år. Seneste udgivelse: Scener fra Sunset Boulevard; et stort, anmelderrost rejseessay om Los Angeles. Solen skinner aldrig på en go-go-bar er hans anden roman og i alt 17. bogudgivelse. www.listshop.dk

’Sexskandalen’ eksploderer i de hjemlige medier, mens kunstneren går under jorden i sit thailandske eksil, nær den syndige badeby Pattaya. Skarpt forfulgt af to meget forskellige danske journalister, der på hver deres måde forsøger at holde hovedet koldt i en dampende varm, tropisk noir-kulisse fuld af korrupte politifolk, sociale kontraster, buddhistisk mystik og seksuelle fristelser …

Solen skinner aldrig på en go-go-bar er en hårdkogt, satirisk roman om mænd i krise, medier i selvsving og middelklasse på udebane. I et globaliseret årti, hvor det hvide Vestens moralske og politiske korrekthed har svært ved at matche den virkelige verden under fremmede himmelstrøg.

”En begavet og bevægende roman, som unge kan spejle sig i – og voksne blive klogere af. ” Berlingske Tidende

”Det lykkes Henrik List at skabe en troværdig og alment gyldig fortælling om at vokse op og lede efter sig selv.” Nikolaj M. Lassen i Weekendavisen

Læs mere om romanen på www.kaerefuckingdagbog.dk

SCENER FRA SUNSET BOULEVARD ”Fabelagtigt portræt af Englenes By ( … ) Rasende velskrevet rejseessay.” Berlingske Tidende

”En af de mest interessante bøger i denne bogsæson.” Jyllands-Posten

”Henrik List skriver heftigt og herligt om Los Angeles ( … ) En tæt fortumlet fornøjelse.” Lars Bukdahl i Weekendavisen

Læs mere om bogen på www.henriklist.dk Foto: Nicolas Guilbert/www.guilbert.asia

Henrik List Solen skinner aldrig p책 en go-go-bar Roman

Lindhardt og Ringhof

I: Farang*

”Jeg har gjort det til et stående princip aldrig igen at få et intimt eller i al fald seksuelt forhold til en kvinde i den tredje verden under mine mange rejser. Jeg føler mig med mit rige, hvide privilegium straks som udbytter i samme øjeblik, jeg ser ind i deres forventningsfulde øjne.” Jacob Holdt

* Hvid, vestlig udlænding (stavet på korrekt romaniseret thai). Thailændere udtaler bogstavet ”r” som et ”l” – og vice versa – hvorfor ordet ”farang” udtales ”falang”. 5

Den ranglede unge mand i Yankees-kasket og firmakittel skubbede langsomt sin vogn gennem en tom sal på Statens Museum for Kunst. Vognen var pakket med mopper, karklude, sprayflasker og rengøringsmidler. Dens hjul knirkede og peb hen over gulvene i stilheden, og måske var det derfor, hans pande var så svedig under kasketten og knoerne så knogleagtigt blege på tværstangen? Måske var det derfor, han nu tøvende, ligesom i små ryk, trillede vognen ned langs rækken af billeder på en af de hvide vægge? En sommerbyge faldt over parken og gaderne udenfor, prikkende som riskorn imod vinduerne ... Museets nye tilbygning var midlertidigt lukket for publikum, da den kommende udstilling var under forberedelse. En håndfuld nogenlunde ens sortklædte yngre kvinder stod for enden af billederne, mumlende dæmpet intenst sammen, imens en af dem lod sine fingerspidser knipse på en iPad. Der blev talt om ”rekonceptualisering” og ”kuratorisk etik” og diskuteret forskellige småændringer af teksten til kataloget, uden at det virkede, som om der var den store uenighed. Ophængningen var næsten færdig, direktøren havde rost dem for indsatsen, og om aftenen skulle dét fejres internt – med tapas og rødvin på museets regning. Kvinderne havde ikke kun et job, men en passion og en identitet til fælles. De udgjorde et team … Rengøringsmanden i polyesterkitlen blev derimod næppe registreret som andet end en fejlcastet statist; en distraktion i udkanten af deres virkelighed. Der var sådan set ingen grund til at tro, at dét skyldtes snobberi. Nej, det handlede vel snarere om, at de var opdraget og uddannet til at vide, hvordan voksne mennesker skulle agere på et kunstmuseum. Til at vide, hvilken ærbødighed der burde udvises over for vigtige kunstværker. Samt ikke mindst til at forstå, hvorfor en moderne kunstudstilling, der blandt andet indeholdt dette dusin meterhøje 1:1-farvefotos af unge, halvnøgne asiatiske piger, havde fået navnet ”Go-Go-Gauguin”. En sådan grad af sofistikation ville disse kvinder aldrig tilskrive, hvad der i deres øjne sikkert lignede en hashrygende, småkriminel hiphopper i jobaktivering. *** ”Det har jo fandeme ikke en skid med kunst at gøre – det’ da den rene børneporno, han har lavet, det gamle svin!” havde en 6

kvindestemme vrænget et par dage før på den båndoptager på formiddagsavisen, hvorfra alle opringninger til ”Hele Danmarks hotline” (i folkemunde: Stikkerlinjen) blev aflyttet rutinemæssigt af en journalistpraktikant. Hvis et læsertip førte til en historie, udløste det et honorar på 1.000 kroner. Det havde praktikanten med det samme fornemmet, at dette ville gøre. Den pågældende kvinde anede efter alt at dømme heller ikke, hvem eller hvad ”Go-Go-Gauguin” refererede til. Hun havde givetvis bare været forarget over, at den slags billeder blev kaldt for ”kunst” og udstillet i glas og ramme på et museum, finansieret af skatteydere som hende selv ... Gennem telefonens susen kunne man høre et bornholmerurs dødstikken, trafikken på en gennemkørselsvej og plinget fra en flaske imod kanten af et glas. Det var slet ikke utænkeligt, at kvinden havde været beruset, da hun greb telefonen – det var de fleste af dem, der ringede ind til Stikkerlinjen … Hendes stemme lød til at være slebet ru af to pakker Rød Look om dagen og mindst et halvt århundrede på den københavnske stenbro, men eftersom hun hverken efterlod navn eller nummer, havde hun i hvert fald ikke ringet ind for at tjene dén tusse. ”Den hjemvendte verdensmand” (som han var blevet kaldt af selvsamme tabloidformiddagsavis en uge tidligere) William Flemming: Det var lyden af dette navn på båndoptagelsen, der havde fået praktikanten til at hoppe en gang på kontorstolen. For Flemming var ikke blot en internationalt berømmet billedkunstner med værker på MOMA i New York, ARoS i Århus og Guggenheim i Bilbao. Han havde dertil, hvad der var langt vigtigere i denne sammenhæng, opnået folkelig popularitet i sit hjemland – naturligvis ikke for sin kunst, men for sin tid som tv-vært i en flere år lang serie rejseprogrammer fra Det Fjerne Østen tilbage i 1990’erne. Særligt de voksne og modne kvinder elskede ham dengang i rollen som solbrændt, panamahatteklædt globetrotter; en Indiana Jones for den kulturinteresserede middelklasse. Indtil han åbenbart var blevet så betaget af især det Sydøstasien, hvor han ofte havde rejst rundt med sit kamerahold, at han omkring millenniumskiftet slog sig fast ned i Thailand … efter sigende i en nybygget tropisk pragtvilla med tjenestefolk på noget nær en Bounty-reklame-paradisø. Nogle af hans kvindelige fans anså vistnok dét for at være en 7

art landsforræderi – eller en indirekte afvisning af dem personligt til fordel for små, nipsede orientalske rivalinder? – men der var omvendt folk i rejsebranchen, der insisterede på, at Flemmings programmer havde været en af forudsætningerne for, at Thailand siden var blevet Familien Danmarks nye Mallorca. Begge dele havde sådan set slidt lige meget på Flemmings renommé. Hippe yngre kunstkritikere omtalte ham således som ”Fjernsyns-Flemming” og havde i deres blogs eller anmeldelser kun hån til overs for veteranens ”new age-charterferiekunst”. At male billeder i gammeldags forstand (motiveret af en eller anden patetisk form for ’indre nødvendighed’), med pensel og lærred og baskerhuen på skrå, var i sig selv passé, men når man samtidig blev folkeeje i mainstreammedierne, måtte en æstetisk bankerot være umiddelbart forestående – dét sagde sig selv … . På den anden side kunne ikke engang de mest spydige kunstkritikere bortforklare eller dekonstruere Flemmings fortsatte kanonisering på udenlandske gallerier og museer. Så langt kunne man ikke gå i et lille land, hvor selv de seriøse morgenaviser og statslige radio- og tv-kanaler fejrede det som en epokegørende, international begivenhed, hver eneste gang en dansk kunstner, forfatter, skuespiller, filminstruktør, popgruppe eller modedesigner fik den mindste smule anerkendelse ude i den store, pulserende verden. ”Go-Go-Gauguin”-udstillingen markerede først og fremmest Flemmings 65-års fødselsdag og længe ventede tildeling af den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond. Men den kunne også tolkes som et forsvar imod de senere års kritik – med serien af nye fotografier fra Thailand som argumentet for, at han til stadighed var en kunstner, der fulgte med tiden og turde tage sin kunstneriske praksis op til revision. Det var dét, en venligtsindet, jævnaldrende kunstanmelder på den mere sobre morgenavis fra samme bladhus (eller som det hed i den digitale æra: mediekoncern) som formiddagsavisen havde formuleret som ”et paradigmeskifte i Flemmings kreative udvikling – fra det sene 20. århundredes ekspressivt figurative, men inderlige maleri, til det 21. århundredes iscenesatte, digitalt bearbejdede og konceptuelt undersøgende foto- og installationskunst.” ”Jeg har altid været stærkt fascineret af asiatisk kultur og spiritualitet, som de fleste nok ved. Men farverne på den indre palet tørrede på en eller anden måde ud, da jeg konkret flyttede til Østen, og det kastede mig jo ud i en dyb, dyb krise,” havde Flemming endvidere 8

selv udtalt til livsstilstillægget i søndagsudgaven af morgenavisen – i telefon fra Thailand: ”Det var en form for kapitulation over for omgivelserne, naturen, klimaet, kulturen, menneskerne herude, ikke? På samme måde som Gauguin, der i ’Noa-Noa’ skriver om, hvordan han blev så blændet af de voldsomme, rene farver i den første tid på Tahiti, at han var tvunget til at søge efter et nyt formsprog; en ny måde at se og sanse verden på. Virkeligheden i Sydøstasien overstrålede eller gennembrændte også mit koloristiske register på en meget stærk måde, og jeg var ligesom Gauguin tvunget til at starte op igen på en ny måde. Helt forfra. Jeg måtte genopfinde mig selv. Jeg måtte lære at være mere buddhistisk og mindre rationelt vestlig, både som kunstner og som menneske. Det drejer sig ikke længere om at reflektere over virkeligheden med farver og penselstrøg, men om at lade mit eget kunstneriske rum blive en slags åbent, næsten usynligt filter, en ren væren, der gennemstrømmes af virkelighedens farver, objekter og billeder.” Forsideredaktøren på mediekoncernens førnævnte, knap så sobre formiddagsavis plejede gerne på manieret drævende jysk at proklamere, at han trak sin pistol, hver gang nogen brugte vendingen ”mo-der-ne kunst” – undtagen hvis en af de mere rødvinsmarinerede mandlige kunstnere under 60 tilfældigvis var i nærheden. Som så mange andre af medieverdenens skrivebordsmachomænd og storsnakkende mellemlederbureaukrater brød han sig nemlig ikke spor om dramatiske scener eller fysiske konfrontationer, hvis de involverede ham selv. Til gengæld havde han et uovertruffent instinkt for skandaler, sensationer og slibrigheder, hvad enten sådanne var modne til plukning eller skulle vrides og vinkles ud af ingenting. William Flemming-sagen hørte foreløbigt til i sidstnævnte kategori, eftersom der indtil videre ikke var andet i den end et anonymt telefonopkald fra ”en portvinssnalret rejekælling” samt brancherygter om et dekadent kunstnerliv, derude øst for Suez ... Just in case ringede forsideredaktøren til deres ene tilbageværende freelancekunstanmelder for at spørge, om museet havde sendt kopier af de pågældende billeder ud sammen med pressemeddelelsen om en udstilling, der først skulle åbnes et par uger senere. Det havde museet endnu ikke, fik han at vide – ”de holder sgu 9

kortene tæt til kroppen!” – og mon ikke det var præcis, hvad han havde håbet på at høre? For første gang i årevis roste han i hvert fald bagefter personligt en praktikant for dennes snarrådighed, mens han klappede den lidt vege, tynde fyr, der var et hoved højere end ham selv, faderligt på skulderen: ”Hold da kæft, hvor er det en klokkeren forsidebasker – lige efter bogen! Jeg mener, den har jo næsten det hele, ikke? Kulturlivets arrogance over for almindelige mennesker, skatteborgerkroner brugt på pervers pseudokunst og øh … halvpædofil børneporno … En kendt, gammel gris, der ikke kan styre sine lyster, og som af alle steder fandeme bor i Thailand. Vi bliver dæleme nødt til at komme ind på museet og få filmet de billeder. Jeg skal vende den med Fedtegreven først, men hvad siger DU eventuelt til at prøve en undercoveropgave med skjult kamera, unge mand?” *** Rengøringsmanden, statisten med blikket flakkende og sveden duggende under baseballkaskettens skygge, svingede omstændeligt sin vogn uden om gruppen af seriøse, sortklædte kvinder. Egentlig havde han ikke behøvet at gribe så hårdt fat om tværstangen eller gøre sig så umage for at gå i ét med de hvide vægge. Kvinderne fortsatte uanfægtet deres samtale, ignorerede kollektivt hans tilstedeværelse og hævede ikke engang stemmerne drastisk, da hjulenes piben gennem museets sakrale stilhed nåede et crescendo bag ved dem ... De var fordybet i deres arbejde, og det gik de også ud fra, at han var – selvom hans position i museumshierarkiet rimeligvis måtte være anderledes perifer. Rengøringsmanden kom da heller ikke, som mange andre unge fyre ville have gjort i samme situation, med nogen upassende kvik ”hva’ så, piger?!”-agtig kommentar, for eksempel om ”lortesommeren” eller de ”pænt lækre babes på de dér fotos”. Hvilket også ville være faldet uheldigt ud, mens ærefrygtindgydende navne som Wolfgang Tillmans, Rineke Dijkstra og Thea van Drunen svirrede hvepseagtigt igennem luften; mens retro-80’er-stålbriller blev taget af eller på, pageklippede hoveder lagt på sned og øjne knebet sammen foran endnu et kunstværk under dechifrering. Derimod satte han tempoet gevaldigt op, så snart han var kom10

met forbi kvinderne og rundt om hjørnet, trillende tilbage gennem en tom, højloftet sal mod den åbne del af museet. Der var et udtryk af lettelse i hans ellers forpint blege, svedige ansigt; som om han ikke længere bekymrede sig om rengøringsvognens støj ... Måske var det ved at være fyraftenstid? *** Næste morgen indledte direktøren det kreative personales briefingmøde ved at smælde et regntungt eksemplar af tabloidavisen så hårdt ned på ellipsebordet, at glas og kaffekopper klirrede ... Stemningen i lokalet forandrede sig brat, og de fælles tømmermænd, der indtil da havde rystet teamet sammen i en ungpigeløssluppen munterhed, forvandlede sig til individuelt ubehag. Med hedeture, koldsved, urolige maver og røde pletter på kinderne til følge … Da direktøren – efter et kortvarigt raseriudbrud indeholdende flere grimme bandeord – stormede ud af mødelokalet og lod dem sidde målløse tilbage, fordelt rundt omkring avisforsiden, kunne man have hørt en knappenål falde til gulvet. Og så begyndte de ellers at snakke i munden på hinanden. Nu primært om mere kontroversielle navne som Richard Prince, Sally Mann, Bill Henson, Nan Goldin og Graham Ovenden: Kunstnere, der havde fået nøgenstudier af små piger censureret, fjernet eller endog politianmeldt i forbindelse med udstillinger på blandt andet Tate Modern i London – på grund af medieanklager om overgreb, børneporno og pædofile fantasier. En af de projektansatte huskede pludselig ”sladder i kunstmiljøet” om ”noget med Flemming og sådan en hemmelig, privat medlemsklub med helt unge piger nede i Prag”. Før nogle af dem nåede at kommentere dét, greb en af de andre muligheden for at malke stemningsskiftet yderligere. Hun rømmede sig og spurgte forsigtigt, om ikke også hans fotoserie reelt var ”lidt for letkøbt” – eller måske ”både etisk og kunstnerisk tvivlsom?” Blikkene fra kollegaerne fik hende til at stikke piben ind. En rugende, skæbneladet tavshed sænkede sig atter sig over forsamlingen, og det kætterske spørgsmål fik lov at hænge ubesvaret i luften – som en skamfuld kropslig lyd eller lugt, alle høfligt lod, som om de ikke havde bemærket. Hvor nysgerrige de end hver især måtte være, ønskede hel11

ler ingen af dem tilsyneladende at være den første, der samlede tabloidavisen op for at læse artiklen om Flemming. Avisen fik derfor lov til at blive liggende, midt mellem kaffekopperne og croissanterne; væskende af sort, giftig tryksværte, der afsatte skjolder på den før så rene, hvide bordplade. Tyve minutter senere fik nogle af kvinderne – sammen med museets sikkerhedsansvarlige inspektør – til gengæld spolet sig tilbage til det rigtige sted på overvågningsvideoen fra det foregående døgn: Dér hvor ham den sikkert hashomtågede, småkriminelle hiphopper i jobaktivering stillede rengøringsvognen ved godselevatoren, spejdende sig nervøst omkring, inden han krængede kitlen med det vagt genkendelige firmalogo af, krøllede den sammen og lagde den ned i en mindre rygsæk. Derefter kunne de tilstedeværende – som i en tv-krimi – følge på flere computermonitorer, hvordan fyren fjernede kludene fra videokameraet på vognen og var lige ved at tabe det, før han endelig også fik proppet dét i rygsækken. Rystede så de ham kravle over snoren ind til den åbne del af museet og blande sig med det øvrige, sparsomme publikum ... Omtrent på samme tid begyndte telefonerne og mobilerne at ringe én efter én, overalt i bygningen, som om verden var ved at gå under.

Tirsdag kl. 23:49 (CET): Rutefly SI951 fra København

til Bangkok – et sted over Baltikum

”Der er kun to ting, man skal huske, når man tager til Thailand,” havde kollegaen sagt til sidst med et slibrigt, indforstået grin og et forsorent glimt i øjet: ”At lade sin kone og sit overjeg ... blive derhjemme!” Selvfølgelig var det denne omkring (mindst?) 55-årige fastlancer, som han ellers gerne tog en omvej gennem bygningen for at undgå, der havde forsinket rejseforberedelserne. Dels med sit forsvar for dagens samtaleemne på kulturredaktionen – William Flemming – og dels med de deraf følgende, uafvendelige globetrotteranekdoter. Som dén om ladyboyen på en go-go-bar i Bangkok, engang i 90’erne: ”Altså, hun lignede fuldstændigt en dame, ikke, men da vi så kom op på hotelværelset, og jeg stak hånden ned i hendes trusser ...” Desværre havde han dér om eftermiddagen selv været mere stresset end godt var. Det hele summede bag pandebrasken: Afrejsen med midnatsflyveren samme aften; chefredaktørens forventninger; frygten for kærestens reaktion på denne overraskende reportageopgave i udlandet … I alle tilfælde nåede han ikke at spotte fastlanceren længere henne ad gangen, jovialt påtrængende og ventende på det næste offer uden for toiletterne. De få tilbageværende, 20-25 år ældre journalistkollegaer havde øjensynligt både tid og overskud til en sludder, ligegyldigt hvornår man mødte dem, og det gjorde man af samme grund konstant. Medmindre de var væk på efteruddannelse eller Minnesotakur. Seniorkollegaen tilhørte heldigvis en stadigt mere sjælden race af dinosaurer, specielt på morgenavisen, hvor ikke blot gentagne 14

fratrædelsesrunder, men også nye, tidsrigtige ledelsesinitiativer og redaktionelle koncepter gjorde det sværere og sværere for dem: Rygeforbuddet (på hele matriklen), den alkoholfrie kantine, de obligatoriske kurser mod sexchikane, den ”proaktive kønsdiskurs” (”brug altid som udgangspunkt ’hun’ som personligt pronomen!”) og senest indførslen af iPads som arbejdsredskab. Men ud over at skrive en rejsereportage i ny og næ samt anmelde jazz og krimier på rygmarven havde denne fastlancer formået at redde sin karriere ved at satse på et endnu mere esoterisk stofområde: mikrobrygøl. I løbet af de sidste par år var denne redaktionelle niche utroligt nok vokset til at fylde en helside mellem maden og vinen i søndagens livsstilstillæg, skræddersyet til de mandlige grå guld-kernelæsere. Ugens ølsmagninger delte kollegaen retfærdigvis generøst med resten af kulturredaktionen, både verbalt og olfaktorisk, når han småræbende vendte tilbage fra dem. Han var tætsnakker og stillede sig konsekvent helt op ad dem, han talte med – eller rettere til – så de kunne nyde den permanent gærende lugt af øl i varme pust fra hans mund. I dette tilfælde havde der været så få centimeter mellem deres ansigter, at han kunne se krummerne og æggeresterne fra frokosten i mandens fuldskæg; høre 40 King’s-uden-filter-omdagen-vejrtrækningen hvæse astmatisk fra hans lunger ... Han skulle aldrig have nævnt Thailands-turen, kunne han sagtens se i tilbageblik. Selvom kollegaen først havde haft svært ved at skjule sin misundelse (et plus), skiftede samtalen hastigt karakter. Den var med ét blevet mere intim og kammeratlig (minus), end han brød sig om, og havde efterladt en antydning i luften om, at de to fremover ville have noget særligt eller endog personligt til fælles. Som om det med Thailand – blink-blink! – havde forenet dem for en stund, sådan mand til mand-agtigt; bonding på tværs af generationer og intern rivalisering ... Selv mange timer senere – tilbagelænet i flyveren med jetmotorerne snurrende behageligt gennem kroppen – fik det ham til at gyse. Som om! Generelt gjorde det ham ilde til mode, når andre mænd talte om sex eller kvinder på en plat, mandschauvinistisk måde. Særligt hvis de var ældre end ham selv og kom fra omtrent samme sociale baggrund. Én ting var, hvad nogle knægte i en skolegård eller en flok 15

håndværkere i skurvognen på en byggeplads fyrede af, men i deres kredse, blandt voksne, veluddannede mennesker, burde bundgrænsen ligge højere. Tit endte han derfor med at smile krampagtigt, småtrippende på stedet, når gamle grise som for eksempel jazz/krimi/rejse/mikrobrygøl-medarbejderen drev ham op i et hjørne med deres monologer. Han sagde sjældent noget, lige så lidt som han protesterede eller irettesatte vedkommende. Men han tænkte sit, det gjorde han, og mon ikke foragten ubevidst gnavede i dem bagefter; mon ikke den kolde skulders taktik var den mest effektive i længden? Rygterne om asiatiske kvinders ”særlige kvaliteter” (underforstået: særlige seksuelle kvaliteter), som fastlanceren med deprimerende forudsigelighed var kommet ind på, havde det ligeledes været under Runes værdighed at kommentere ansigt til ansigt. Den slags stereotyper afspejlede jo en forældet kolonimytologi, der ikke hørte hjemme i det 21. århundrede. Eller måske havde den mest feministiske af de kvindelige lærere i studietiden haft ret i, at der var tale om en historisk indgroet ”orientalistisk etnofetichisme” – selvom han dengang fandt hendes retorik overdrevent abstraktakademisk og hendes kredsen omkring de samme kønstematikker temmelig trættende? Han var altså på ingen måde tiltrukket af asiater. Det var både absurd og uretfærdigt, når Mikala – sådan som hun havde gjort det enkelte gange efter deres Bali-rejse – beskyldte ham for at være det … når hun bildte sig ind at have ”taget ham på fersk gerning” i at kigge langt efter en af slagsen på Strøget eller være for nysgerrig omkring den nye thaimassageklinik i deres egen gade. Det virkede bare helt forkert, at asiatiske kvinder var så klejne i det, så små og spinkle, at alene tanken om at … Og hvilken moderne mand ønskede for den sags skyld at være sammen med sådan en passiv, underdanig kvinde, der ikke kunne give ham modspil i det daglige eller sætte ham på plads i ny og næ, når dét var påkrævet? Da han under boardingen var blevet budt velkommen om bord med et dobbelt, synkront hvisket ”sawasdee kaaa” samt en ærbødig wai-hilsen – et let buk og hænderne samlet som i bøn foran brystet med håndfladerne imod hinanden – af to smukke, smilende thaistewardesser, havde det så alligevel påvirket ham. Mærkbart. Idet han impulsivt wai’ede tilbage – for at fremstå som en verdensmand, der kendte disse kvinders kultur på rygmarven? – havde 16

han fået viklet den ene arm ind i sit tørklæde, fumlet rundt med håndbagagen, spærret kabineindgangen og vakt en del uheldig opmærksomhed. Dette forsøg på at gøre indtryk på to ukendte, fremmede kvinder gik afgjort ud over almindelig pli, og han var efterfølgende mest af alt forbavset over, at han havde opført sig som en anden kejtet teenager. ”Det første indtryk, man gør på en ny kvinde, bliver for det meste også det sidste,” som hans far engang sagde – efter et par glas rødvin for meget til en familiefest – med en indebrændthed, der havde rystet sønnen. Ikke mindst fordi faren sjældent talte om sine følelser eller livserfaringer. Boardingfiaskoen gjorde det ikke nemmere at koncentrere sig om læsningen af de mange udprintede tekstsider fra arkivet (de skrev godt nok lange artikler i aviserne før i tiden …) om Flemming og hans kunst efter takeoff. Stewardesserne blev jo ved med at sno sig graciøst forbi i midtergangen i deres figursyede uniformer og silkeskærf, mere forbeholdent smilende end før og med nedslåede blikke; som om de udmærket vidste, hvad hvide mænd som ham var ude på. Og selvom han dybest set kunne være ligeglad, gik det ham på, at de måske troede, han var sådan en type … Når han tog sig i at stirre et par sekunder for længe på en af stewardesserne eller fik øjenkontakt tværs hen over sædet foran med en anden, tvang han sig derfor til at huske noget, Mikala havde sagt. Altså under skænderiet tidligere i dag, snart i går, da han var kommet susende hjem (med angsten siddende i halsen) for at droppe bomben om turen til Pattaya ... på en åben billet uden fast hjemrejsedato, vel at mærke ... Ingen af delene havde været populære. ”Er du klar over, at Siam Airways tvinger deres stewardesser til at sulte sig, fordi de kun vil ansætte unge, smukke, sygt tynde piger i det job? De har officielt en regel om, at deres taljemål ikke må være mere end … øh, vist 80 centimeter … altså, der står en chef og tjekker det med et målebånd én gang om måneden, læste jeg på nettet. Jamen, hvorfor finder de sig i det?!” Det havde været prologen til en konfrontation, hvor Rune startede med at argumentere rimelig seriøst (med sonore ekkoer af chefredaktørens stemme mellem ørerne), samtidig med at han fløj rundt i lejligheden og forsøgte at få styr på det sidste og pakket sin kuffert. Indledningsvis refererede han til det principielt interessante 17

ved debatten om, hvor langt den kunstneriske ytringsfrihed strakte sig (”ville Nabokov for eksempel kunne få udgivet ’Lolita’ på et stort forlag i dag, hvis han var en ukendt mand, der vadede ind fra gaden med sådan en roman under armen?”) Mikalas øjne var blevet kolde, og der havde ingen vilje været til at forstå, hvorfor hendes kæreste og samlever af dén grund, uden forvarsel, pludselig rejste til Thailand for at skrive en ”skodskandalehistorie” – ovenikøbet til sexturisternes mekka Pattaya, der ifølge hende ”nok lige var hele verdens fucking klammeste rejsemål”: ”Jeg troede faktisk, du arbejdede for en seriøs avis, okay?!” Dernæst skiftede han strategi og argumenterede mere stramkæbet for, at det var en sag af almen, demokratisk betydning, eftersom Flemming var en anerkendt kunstner, de som skatteydere var med til at forsørge – en kunstner, som burde opføre sig anstændigt; som måtte påtage sig et moralsk ansvar over for de mennesker, han brugte som ’råstof’ i eller til sine værker: ” … a la corporate social responsibility, bare for kunstnere, ikke?” Nogenlunde det samme havde chefredaktøren sagt oppe på hjørnekontoret om formiddagen, men det prellede af på kæresten. Ligesom fake-indignationen gjorde, da han spurgte, om hun som humanistisk universitetsstuderende i ramme alvor mente, at pressen burde lade være med at tage ud og skildre virkeligheden de steder i verden, hvor man ikke brød sig om forholdene? ”Nej, hallo,” råbte Mikala tilbage, mere og mere rødplettet på halsen og nede i sin uroligt bølgende udskæring: ”Det er jo ikke det jeg siger, vel? Men Thailand er altså ét stort horehus for fede, gamle mænd … nok fordi de ikke kan få den op at stå sammen med en rigtig, voksen kvinde i deres eget land, ikke? Ja, de tabertyper kan sgu da slet ikke score sådan en kvinde, og derfor rejser de dérud og knalder fattige, uuddannede ... BØRNEKVINDER!” Dette begreb var blevet lanceret, da de havde været på Bali sammen for at fejre hans fastansættelse på kulturredaktionen. Fordi de lokale kvinder havde virket så diminutive i forhold til en høj, kurvet nordisk pige som Mikala. Ferien havde været på hans regning. Pudsigt nok overvejede han i starten et resort i Thailand – det skulle være en overraskelse! – men havde i stedet ladet sig inspirere af sin mors begejstring for den Julia Roberts-film, hvori Hollywood-stjernen rejser til Bali for at finde sig selv, kærligheden, meningen med livet … Grundlæggende var han ellers enig med Mikala omkring sådan 18

noget med prostitution og ligestilling og udnyttelse af kvinder; det var skam ikke dét. Om end han nogle gange syntes, hun generaliserede for meget om lande, hun ikke engang havde besøgt, og om mennesker, hun med sikkerhed aldrig havde mødt ... selv for en andet-års HumBach’er ... Lige såvel som han kunne undre sig over, at hun nogle gange tog den slags diskussioner så personligt. Det virkede lige så irrationelt, som når hun obsessede over sine ”fede lår” eller sin ”kæmpestore røv” (senest i flere uger i træk efter hans mor havde været så genial at komplimentere Mikala for hendes ”gode, brede hofter”, der ville gøre det ”nemt for hende at føde børn.”) Under deres skænderi havde han til sidst set på uret, at taxaen snart ville holde og dytte foran opgangen, og at han ville komme for sent til flyet, hvis de fortsatte deres … meningsudveksling ... Tanken om at skulle ringe ind på redaktionen fra lufthavnen og sige dét, med dén begrundelse, turde han slet ikke tænke til ende. Det var, som om den kortsluttede hans sidste rest af vanlig, frygtsom tilbageholdenhed. ”Vil du have mig til at ringe til min chef og sige, at jeg desværre ikke kan tage af sted alligevel, selvom jeg ellers har sagt ja til det for nogle få timer siden … fordi min kæreste er sur over det? At han lige skal finde en anden journalist at sende til Asien på ti minutter?” havde han så råbt med stemmen knækkende over af selvmedlidenhed: ”Er du ude på at ødelægge den hér mega chance for mig? Vil du seriøst have mig til at tro, at du tænder så meget af på, hvordan nogle stakkels thailandske stewardesser bliver behandlet af deres arbejdsgiver, eller på om nogle gamle sexturister tager til Pattaya, come on?! Du er jo da bare skidejaloux over, at jeg skal af sted på en business-rejse uden dig.” Normalt følte han sig i smug ret smigret over hendes jalousi (det plejede at være ham, der var den jaloux i parforhold), som gerne udsprang af vrangforestillinger om, at han ”hellere ville være sammen med en skelettynd modelbabe” – eller siden Bali-rejsen: sammen med små, spinkelt byggede etniske piger. Det var nok hendes eneste svage punkt, og han forstod ikke rigtig, hvor den usikkerhed stammede fra. Hvordan harmonerede den med, at hun altså også var hende den seje, smukke streetpige fra storbyen, der havde hængt ud på Christiania, siden hun var 13, kendte en masse dj’s og rappere, kunne rulle en joint i blinde, 19

for det meste virkede mere selvsikker end ham og klart var den af dem, der var mindst bange for at tage chancer eller kaste sig ud i nye udfordringer? Han fortrød som sædvanlig, hvad han havde sagt i vrede, og fortrød, at han havde smækket med døren som en anden dramaqueen på vej ned til taxaen. Det var på det tidspunkt, hun havde råbt ned gennem trappeskakten, at han ”da bare skulle tage ud og kneppe med nogle små, tynde thailudere” – for så ”ville hun nemlig ringe til sin ekskæreste DENNIS, ja, hun ville så ...” DENNIS: Tidligere jægersoldat, ‛livskunstner’ og lykkecoach, der for nylig var vendt tilbage til storbyen efter flere måneders cølibat og ”selvvalgt stilhed” i en ashram ovre i Jylland … uden tvivl hungrende efter god vin og mad, en lille joint, noget inspireret konversation, levende lys på bordet og en nat med en varm, rødhåret pige som Mikala. Ham den ti år ældre, professionelle soldat, der havde været hendes ”første store kærlighed”, og som hun – efter hvad hun gerne kaldte ”de vilde teenageår” – var flyttet ind hos som kun 18-årig gymnasieelev i 3.g … ”sådan lidt for at pisse min mor og far af.” DENNIS, DENNIS, DENNIS, hvilket tabernavn, tænkte han, men selv oppe i ti kilometers højde, brølende i en jumbojet hen over nattens Baltikum, forplantede det sig som et lavt sug gennem indvoldene … Allerede mens navnet rungede i opgangen, inden ekkoet var døet ud mellem væggene og han forpustet nåede bunden af trappen med sin kuffert, havde han også fortrudt at have sagt ja til chefredaktøren. *** At der dags dato var cirka 25.000 resultater på hans navn (uden tilføjelser) på Google, skuffede Rune Mathias Lütken. Slet ikke godt nok, hvis man for eksempel sammenlignede med ellers blot få år ældre kollegaer …Hver gang han i smug tjekkede tallet – i håb om en stigning efter de seneste artikler – fik han det en smule stramt. Selvom det aldrig var noget, han indviede andre i. Som de fleste rastløst ambitiøse, talentfulde yngre mennesker i mediebranchen var han inderst inde nemlig overbevist om, at han før eller siden nok skulle komme efter det; nok skulle opnå den stjernestatus, han utvivlsomt fortjente mere end så mange af sine jævnaldrende. Hellere ”før” end ”siden” og muligvis allerede i løbet 20

af de kommende uger ... forudsat at historien, han skulle dække i stedet for avisens akut sygemeldte Bangkok-korrespondent, blev så stor, som chefredaktøren troede ... Rune havde knap og nap nået at tage cykelhjelmen af til 9.30-mødet på kulturredaktionen, før den kvindelige redaktør trak ham til side og med en teaterhvisken beordrede ham op til chefredaktøren. I og med at han havde været forpustet og ør i hovedet efter cykelturen – og for resten aldrig var knivskarp så tidligt på dagen – blev han først usikker. Han forlod mødelokalet på gummiben med kollegaernes enten nyfigne eller skadefro blikke i ryggen. Den dobbelte latte fra kaffebaren, hvor han hver morgen stoppede på vej ind til bladhuset i indre by, var skvulpet beskt tilbage op i halsen … acid reflux … Adrenalinen pumpede den modsatte vej, viltert ud i blodet, så han måtte beherske sig for ikke at spurte op ad trapperne til fjerde sal. Derop til hjørnekontoret med panoramaudsigten over byens hjerte, hvor menige journalister for det meste kun kom, hvis de skulle til en ”kammeratlig samtale” – i værste fald om en ”frivillig fratrædelse”. (Hvis man ligefrem blev ”bortvist”, kom sikkerhedspersonalet og hentede én på kontoret og ledsagede én ud af bygningen.) Jeg skulle have ringet og meldt mig syg i dag, havde han anspændt tænkt på vejen, dagdrømmende om at ligge hjemme under dynen og gasse sig sammen med Mikala i stedet for: Hvorfor skal det lige gå ud over mig? Har jeg gjort eller sagt noget forkert på redaktionen? Gik jeg for vidt, eller var jeg for ulden i mælet, for tvetydig, i reportageserien fra Vesterbro om trafficking og sexslaver? Rune havde slet ikke set det komme. Han syntes jo ellers, at han havde lagt sig trygt i slipstrømmen på chefredaktørens indledende, en halv side lange ”åbne brev” til folketingspolitikerne om – som en konsekvens af den nyeste rapport om udenlandske prostitueredes forfærdende forhold – at kriminalisere sexkøb som i Sverige og Norge. Under opråbet: Bedre sent end aldrig! Chefredaktøren havde end ikke kigget op, da han efter en forsigtig banken på den åbne dør var trådt ind over tærskelen til kontoret – med en fornemmelse at af synke flere centimeter ned i gulvtæppet. Manden med dirigenthårlokken stod bøjet ind over dagens udgave af mediekoncernens formiddagsavis i tabloidformat, prikkende en morserytme af tempereret ophidselse med sin pegefinger, der fik frisuren til at duve i takt. 21

”Nu kan vi måske endelig få sandheden frem om den ... den charlatan!” sagde han, uden hverken at hilse eller byde Rune indenfor; en smule mere kantet i sin dannede intonation end ”normaaarhlt”. Han var en høj, slank, naturligt solbrændt mand med en afslappet intellektuel fremtoning og en smittende ungdommelig energi (marathonløber!), der ikke spildte tid på formaliteter og helst lod sig fotografere uden slips, altid i opsmøgede skjorteærmer, for at understrege dette. Som den lå der med sine krasse kulører og centimeterhøje læslet-bogstaver på Arne Jacobsen-skrivebordet – mellem to stabler af chefredaktørens nye, trykfriske essaysamling, som denne ellers havde planlagt at signere til husets egen boghandel i løbet af formiddagen – virkede den lige så malplaceret som et pornoblad på alteret i et munkekloster: Tabloidavisen, som de færreste på morgenavisen ønskede at blive associeret med, men som – qua dens kendisafsløringer, semiracisme, kriminalhistorier, nøgne damer og sider med ’frække annoncer’ omme bagi – bidrog så pænt til den slunkne, fælles pengekasse, at ledelsen næppe nogensinde frivilligt ville lukke den. Kvalmen løsnede sit greb om struben, efterhånden som Rune indså, at han hverken var blevet kaldt op for at få efterkritik eller fyreseddel. Snarere tværtimod … Derfra hvor han stod – med respektfuld afstand til et skrivebord fra hvilket et af den trykte presses flagskibe blev navigeret frem gennem kulturkamp, oplagsnedgang og økonomisk krise – var det umuligt at se ret meget af tabloidforsiden. Hvorimod han ikke kunne undgå at bemærke, hvordan chefredaktørens fingerspidser var blevet farvet kulsorte af dens tryksværte ... På trods af at Rune – for nemhedens og det sociale fællesskabs skyld – deltog halvhjertet i kulturkollegaernes nedrakning, beundrede han i hemmelighed chefredaktøren og nærede endda en art loyalitet over for ham. Både fordi manden formelt havde ansat ham, og fordi han var noget nær indbegrebet af menneskeligt format, dannelse og god smag. Hans nye, over 400 sider lange essaysamling handlede om ”det åndelige underskud” i det 21. århundredes overfladisk flimrende realityvirkelighed – behøvede man sige mere? Mikala gjorde ... Hun havde ofte drillet Rune ved sarkastisk at omtale chefredaktøren som ”din kulturradikale papfar”, hvis de tilfældigt så ham i fjernsynet. Men hun kom (på trods af sin til tider 22

grimme mund, tatoveringerne og den rimeligt ’alternative’ vennekreds) jo også selv fra et akademikerhjem med Rifbjerg-bøger og Blue Note-jazzplader på reolerne, med fransk rødvin på bordet og Louisiana-plakater på væggene. Efter at have inviteret ham til at sætte sig i en af Wegner-læderstolene og budt på kaffe – det strategisk klogeste var formodentlig at sige høfligt nej tak – havde chefredaktøren holdt tabloidforsiden op i luften foran sit ansigt med et par fingre om hvert af dens øverste hjørner – som om han helst end ikke ville røre ved den. Forsiden fik Rune til at vågne op. Han genkendte manden på det skummelt grønlige, nightvision-agtige portræt som en af 68-generationens mest markante kulturpersonligheder. Overskriften var heller ikke just subtil:

KUNSTNER BRUGER STATSSTØTTE TIL UNG THAISEX Nogle sider inde i avisen fulgte et dobbeltopslag, som chefredaktøren utålmodigt bladrede sig frem til med den ene hånd, stadig med avisen knitrende og raslende i luften. Flere fotos af samme ældre, men ellers velholdte herre, udstyret med dén panamahat og det garanteret skræddersyede hvide jakkesæt, der længe havde været hans brand, hans memetiske signatur – men på alle billederne ’uheldigvis’ svedende, cigaretrygende og med sjus i hånden ... omgivet af langt yngre, letpåklædte mørke eller asiatiske kvinder på tarveligt 1970’er-agtige barer og natklubber ... Rune betragtede først og fremmest janteloven som en dårlig undskyldning, et ynkeligt defensorat for kunstnere og kendisfrikadeller, der ikke tålte kritik i medierne. Allligevel kunne han sagtens se, hvor vellykket perfidt dette billedudvalg var. At det primært bestod af, hvad der mindede om gulnede, private snapshots med uheldige vinkler – samt et groft pixeleret, spøgelsesagtigt baggrundsbillede af gadeprostituerede i et generisk asiatisk red light district – efterlod ingen ambivalens omkring den redaktionelle intention: ”subliminalt visuelt karaktermord,” som hans yndlingslærer på RUC ville have beskrevet det. Alene de fotografier fik manden til at fremstå som en alkoholiseret libertiner på vej ned i sølet. Eller som en gusten, gammel gris, ingen af læserne ville drømme om at lade deres teenagedatter være alene sammen med i så meget som ét minut. 23

Chefredaktøren havde sagt noget mere vævende om, at historien ”potentielt kan genoplive en kulturdebat om kunstneres etiske ansvar over for fællesskabet og deres medmennesker i en globaliseret verden, som det desværre ikke lykkedes for os at folde helt ud i forbindelse med Jørgen Leth-sagen ...” Dernæst havde han rakt avisen hen over skrivebordet med et tavst, ceremonielt nik og et kryptisk glimt bag sine Bertolt Brecht-brilleglas. Imens Rune skimmede forsiden og artiklen, havde han fornemmet blikket hvile på sig, som om det betød noget for avisens øverste chef, hvad han mente. Efter et langt, tavst minut, dirrende indvendigt af modsatrettede følelser – nej, det var næppe rette tid og sted for en grundlektion i dekonstruktivistisk mediekritik – blev han opfyldt af en form for ... taknemmelighed? Det var langt om længe gået op for ham, hvilken jackpot denne historie kunne blive, hvis han udnyttede sit momentum og gjorde, hvad der blev forventet. Han havde været nødt til at bide tænderne hårdt sammen for at bevare den alvorlige mine på vej ud fra hjørnekontoret, idet et for ham sjældent stort og smørret grin pressede sig på i underansigtet ... For han var om nogen den rigtige journalist til at gøre denne kulturskandale med denne hovedperson til sin egen, hvis han selv skulle sige det. Og selvom det uheldigvis var husets formiddagsavis, der havde breaket den på deres sædvanlige usmagelige facon, var det hans opgave at bringe den op på et højere, kulturdebatskabende plan; fintune den til morgenavisens mere akademisk veludrustede læsere:

NØGENFOTOS AF PURUNGE THAIPIGER PÅ KUNSTMUSEUM Statens Museum for Kunst har inviteret den kendte danske kunstner og tv-vært William Flemming til at fejre sin fødselsdag – ved at udstille nøgenbilleder af purunge thaipiger Statens Museum for Kunst og Statens Kunstfond bruger nu millioner af skattekroner på at lade den kendte udlandsdansker fejre 65 års fødselsdag med jetset-vennerne i næste måned. Ved at udstille, hvad nogen kalder ”børneporno camoufleret som moderne kunst” i museets noble sale. William Flemming har siden sin succes med rejsepro24

grammet Tilbage til Mandalay på TV2 i 1990’erne levet et ubekymret luksusliv som ungkarl på en privat tropeø i Thailand, tæt på den berygtede sexturistby Pattaya. Som ung mand var han kendt for pikante affærer med datidens skønheder som Suzanne Brøgger, ’Bohème-baronessen’ Sascha von Edelfeldt-Weiss og sengekantskuespillerinden Judy Gringer, men i sin høje alder omgiver han sig nu hellere med asiatiske teenagepiger. I følge troværdige kilder i det danske barmiljø i Pattaya er mange af de piger, som den snarlige pensionist Flemming har plejet omgang med endda mindreårige. Men det har ikke forhindret det aldrende geni i at misbruge disse fattige børn som modeller på nøgenbilleder, hvor der både vises bryster og i enkelte tilfælde kønsorganer. Stor kunst, mener kultursnobberne sikkert. Men efter vores journalist gik undercover som rengøringsmand på museet for at dokumentere skidtet omme bag de fine kulisser, spørger flere eksperter nu, om de kæmpestore farvefotografier ikke er camoufleret børneporno. Børneporno finansieret af skatteyderne. ”Ulovlig børneporno” ”Det er for mig at se på randen af børneporno og ulovligt efter dansk lovgivning, for de piger på de topløse billeder er langt under 18, som man skal være. De har næsten ikke engang fået bryster endnu,” udtalte Børnenes Velfærds talsmand, Uno Notkin, tydeligt rystet, da han så vores skjult kamera-optagelser. Smuglet ud i en gulvmoppe af vores undercover reporter, fordi museet ikke ville lade os se de udstillede fotos. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken den pressesky kunstner, direktøren for Statens Museum for Kunst eller fra Statens Kunstfond, der i forvejen har støttet ham med millioner af skattekroner i legater gennem årene og bl.a. tildelt ham den livsvarige ydelse på 300.000 skattekroner om året. Da vi talte med Flemmings gallerist i København, Pierre Adler fra Galleri East/West i Bredgade sagde denne, at han er ”i daglig e-mail kontakt med sin gode ven og klient”. Efter hvad redaktionen erfarer holder William Flemming 25

foreløbig meget lav profil i sit rigmandseksil i Thailand, men skulle snart komme hjem til Danmark for at forberede den omstridte udstilling. Adler ønsker heller ikke at kommentere sagen yderligere. Se chokbillederne fra Flemmings udstilling på vores website og læs mere om kunstskandalen i avisen i morgen, hvor vores medarbejder i Pattaya følger op med seneste nyt. Dagens læserafstemning: Er det i orden, at danske kunstnere bruger DINE skattekroner til at lave pervers porno?

Solen skinner aldrig på en go-go-bar © 2014 Henrik List og Lindhardt og Ringhof Forlag Omslag og grafisk tilrettelægning: Leo Scherfig Omslagsfoto: Nicolas Guilbert. Bogen er sat med Helvetica og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-39388-8 1.udgave, 1.oplag Printed in Latvia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont Kop khun kap til Saisunee ”Ning” Graisang for coaching i thailandsk kultur/mytologi – samt korrekturlæsning af alt på thai og thinglish i manuskriptet. Tak til Niels Colov (Pattaya People Media Group), Nicolas Guilbert, Robert Gancz, Michael ”Brille” Gammelgaard, Kenno Simonsen, Danny Fobian og Khun Dusit for god karma, hyggeligt samvær og hjælp med researchen i Badebyen. (Romanen er støttet med et rejselegat fra Statens Kunstråd og et arbejdslegat fra Autorkontoen.)

Af samme forfatter: Udbrud, 1984 I flænger af ilt og støv, 1985 Miraklernes Tid, 1988 London non stop – Stemninger og tidsbilleder, 1990 Los Angeles non stop – Et storbylandskab i bakspejlet, 1992 Tilbage til Tanger – En pilgrimsrejse i Beat-generationens fodspor, 1997 Deadline 2000, 1999 Pussyland – Historier fra Amerika, 2001 Katja Kxxx – Stjerne i Syndens By, 2002 Henne om hjørnet - Udvalgte klummer (sm. med Torben Weirup), 2002 Kameraet i hovedet - FEAR X og Nicolas Winding Refn, 2003 Bangkok Ladyboys, 2006 Tilbage til Tanger Redux, 2007 Sidste nat i Kødbyen, 2007 Kære fucking dagbog, 2009 Scener fra Sunset Boulevard, 2010