Page 1

00

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

STD 4b Ryg(25) xx mm

00

01

02

03

04

05

06

07

34

35

36

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

54

55

00 01 02 03 04

MOSSE

05 06 07 08 09 10 11 12

KATE MOSSE

KATE

13 14 15 16 17

Af forfatteren til bestselleren

18

LABYRINT

19 20

SEPULCHRE

SEPULCHRE roman

21

LINDHARDT OG RINGHOF

22 23

STD 4b

11/08/08 14.26.51

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

24

Sepulchre OMS STD4b-SMUDS.indt 1


Kate Mosse

SEPULCHRE P책 dansk ved Ulla Oxvig

L INDHARDT O G RINGHOF


Sepulchre er oversat fra engelsk efter Sepulchre Copyright © Mosse Associates Ltd 2007 All rights reserved Dansk copyright © 2008 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Thomas Szøke, eyelab.dk efter originalt forlæg Bogen er sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook, 2008 ISBN: 9788711430187 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


Til min mor, Barbara Mosse, for det første klaver. Og som altid til min elskede Greg – for alt i fortiden, nutiden og i fremtiden.


INDHOLD Præludium

Første del Anden del Tredje del Fjerde del Femte del Sjette del

17 77 141 207 251 337

Coda

◆ ◆ ◆ ◆ ◆ ◆

11

Syvende del Ottende del Niende del Tiende del Elvte del Tolvte del

◆ ◆ ◆ ◆ ◆ ◆

737

Note om Vernier-tarotkortene Tak ◆ 750

749

389 473 509 607 639 711


SÉPULTURE

GRAVSTED

Si par une nuit lourde et sombre Un bon chrétien, par charité Derrière quelque vieux décombre Enterre votre corps vanté,

Måske man i nattens kulde Af kristen barmhjertighed Lægger din krop under mulde Et gudsforgående sted,

A l’heure ou les chastes étoiles Ferment leurs yeux appesantis, L’araignée y fera ses toiles, Et la vipère ses petits;

Hvor stjernerne ikke skinner Og alle katte er grå Hvor edderkopperne spinder Og slangen klækker de små;

Vous entendrez toute l’année Sur votre tête condamnée Les cris lamentables des loups

Dér, på din kirkegård: Bandlyst; år efter år Du hører ulve, som klager

Et des sorcières faméliques, Les ébats des vieillards lubriques Et les complots des noirs filous.

Og heksenes sultne hvin, De slibrige gamle svin, Ågerkarl, tyv, plattenslager.

charles baudelaire, 1857

oversættelse: peter poulsen, 1997


L’âme d’autrui est une forêt obscure où il faut marcher avec precaution. En andens sjæl er en mørk skov, som man må betræde varsomt. Brev, 1891 Claude Debussy

Sand tarotlæsning er symbolisme – den taler intet andet sprog og tilbyder ingen andre tegn. The Pictorial Key to the Tarot, 1910 Arthur Edward Waite


PRÆLUDIUM Marts 1891


onsdag d. 25. marts 1891 Historien begynder i en by af knogler. I de dødes smalle passager. På de tyste boulevarder og promenader, i blindgyderne på kirkegården Cimetière de Montmartre i Paris, et sted fyldt med gravmæler og stenengle og genfærdene af de sjæle, der er glemt, endnu inden de er blevet kolde i deres grave. Historien begynder med vågekonerne ved portene, med Paris’ fattige og desperate, som er mødt op for at slå mønt af andres sorg. De måbende tiggere og de skarpsynede chiffonniers, kransebinderne og kræmmerne, der sælger votivgaver og nips, pigerne, som folder papirblomster, hestevognene, der venter med sorte kalecher og tilsmudsede ruder. Historien begynder med en begravelsespantomime. En diskret indrykket notits i Le Figaro forkyndte stedet og datoen og tidspunktet, men kun få er mødt op. Det er et lille selskab, mørke slør og jaketter, pudsede støvler og ekstravagante paraplyer, der giver ly for den usædvanlige martsregn. Léonie står ved siden af den åbne grav med sin bror og deres mor. Hendes smukke ansigt er skjult under sorte kniplinger. Fra præstens læber flyder floskler og syndsforladelse, der lader alle hjerter kolde og følelserne uberørte. Grim som han er med sin 13


hvide, ustivede halskrave og de vulgære spændesko, aner han intet om de løgne og den svig, der har ført forsamlingen til netop denne plet jord i det 18. arrondissement i den nordlige udkant af Paris. Léonies øjne er tørre. Ligesom præsten er hun uvidende om de begivenheder, der udspiller sig på denne våde eftermiddag. Hun tror, at hun er kommet for at deltage i en begravelse, markeringen af et liv, der brat er blevet afsluttet. Hun er kommet for at vise sin brors elskede, en kvinde, hun aldrig har mødt, den sidste ære. For at støtte sin bror i sorgen. Léonies blik er fæstnet på kisten, der bliver sænket ned i den fugtige jord, hvor ormene og edderkopperne hersker. Hvis hun vendte sig hurtigt omkring og fangede Anatole i et ubevogtet øjeblik, ville hun se udtrykket i sin elskede brors ansigt og undre sig. For det er ikke sorg, der fylder hans blik, men snarere lettelse. Og fordi hun ikke vender sig, ser hun heller ikke manden med høj, grå hat og skødefrakke, der står og skutter sig for regnen under cypresserne i kirkegårdens fjerneste hjørne. Han er ellers iøjnefaldende, en mand, der kan få une belle parisienne til at glatte sit hår og løfte blikket en smule under sine slør. Hans brede og stærke hænder, klædt i skræddersyede kalveskindshandsker, hviler elegant på mahognispadserestokkens sølvknop. Det er hænder, som burde ligge om en talje, trække en elskende til sig, kærtegne en bleg kind. Han holder øje med dem med et udtryk af stor intensitet i ansigtet. Hans pupiller er blevet til sorte knappenålshoveder i de strålende, blå øjne. Den dumpe lyd af jord mod kistelåget. Præstens sidste ord giver genlyd i den dystre luft. »In nomine Patri, et Filii et Spiritus Sancti. Amen. I Faderen, Sønnens og Helligåndens navn.« Han gør korsets tegn og træder bort fra graven. Amen. Sådan må det være. Léonie lader sin blomst falde, en rose at mindes ved. Hun har 14


plukket den samme morgen i Parc Monceau. Blomsten snurrer rundt i faldet, ned gennem den kølige luft, et glimt af hvidt, der langsomt slipper hendes sorte, behandskede fingre. Lad den døde hvile. Lad den døde sove. Regnen tager til. På den anden side af kirkegårdens høje gitterporte ligger Paris’ tage, spir og kupler indhyllet i en sølvfarvet tågedis. Den dæmper lydene fra de skrumplende hestevogne på Boulevard de Clichy og de fjerne hyl fra togene, som trækker ud fra Gare Saint-Lazare. Selskabet af sørgende vender sig for at forlade graven. Léonie rører ved sin brors arm. Han klapper hendes hånd, bøjer hovedet. Da de spadserer ud fra kirkegården, håber Léonie mere end noget andet, at dette må være en form for slutning. At de efter de sidste trøstesløse måneder med forfølgelse og tragedie nu endelig kan lægge det hele bag sig. At de kan træde ud af skyggerne og igen begynde at leve. Men nu begynder noget at røre på sig mange hundrede kilometer syd for Paris. En reaktion, en forbindelse, en konsekvens. I de ældgamle bøgeskove over den mondæne kurbadeby Rennes-les-Bains løfter en brise bladene. Musik anes, men høres ikke. Enfin. Ordet blæser i vinden. Endelig. Som følge af en uskyldig piges handling på en kirkegård i Paris, rører noget på sig inde i kapellet. Længe glemt bag Domaine de la Cades sammenfiltrede og overgroede stier vågner et eller andet. For den flygtigt opmærksomme iagttager ser det blot ud som et lysfænomen på en sen eftermiddag, men et kort øjeblik virker det, som om gipsstatuerne trækker vejret, bevæger sig, sukker. Og portrætterne på kortene, der ligger begravet under jorden og stenene, hvor floden er løbet tør, ser for en stund ud til at være levende. Flygtige skikkelser, indtryk, skygger, endnu ikke mere. En 15


antydning, en illusion, et løfte. Lysets brydning, luftens bevægelse neden for stentrinets sving. Det uafvendelige forhold mellem sted og øjeblik. For i virkeligheden begynder historien ikke med knogler på en parisisk kirkegård, men med et spil kort. Djævlens billedbog.


FĂ˜RSTE DEL Paris September 1891


KAPITEL 1

paris onsdag d. . september  Léonie Vernier stod på trappen op til Palais Garnier med sin aftentaske i hænderne og vippede utålmodigt med foden. Hvor bliver han af? Skumringens silkebløde, blå lys havde lagt sig over Place de l’Opéra. Léonie rynkede panden. Det var ganske irriterende. I næsten en time havde hun stået og ventet på sin bror på det aftalte sted under bronzestatuerne med de tomme blikke, som prydede taget af operaen. Hun havde udholdt uforskammet stirren. Hun havde set fiacres komme og forsvinde igen, private hestevogne med opslåede kalecher, offentlige befordringsmidler, der var åbne for vejr og vind, droscher, gigger, som alle satte deres passagerer af. Et hav af høje, sorte silkehatte og fine aftenkjoler fra modehusene Maison Léoty og Charles Worth. Det var et elegant premierepublikum, en sofistikeret kreds, som kom for at se og blive set. Men stadig ingen Anatole. På et tidspunkt troede Léonie, at hun så ham. En herre med brorens holdning og proportioner, høj og bred, og med den samme afmålte gang. På afstand syntes hun endda, at hun kunne se hans 19


strålende, brune øjne og det fine, sorte overskæg og løftede hånden for at vinke. Men så vendte manden sig omkring, og hun blev klar over, at det ikke var ham. Léonie vendte igen blikket mod Avenue de l’Opéra. Den strakte sig diagonalt helt ned til Palais de Louvre, som et minde fra et skrøbeligt monarki, hvor en nervøs konge ønskede sig en tryg og direkte rute til aftenens underholdning. Lygterne blinkede i tusmørket, og firkanter af varmt lys blev kastet ud gennem cafeerne og barernes oplyste vinduer. Gasflammerne i lamperne hvæsede og spruttede. Omkring hende var luften fuld af lydene fra en by i skumringstimen, hvor dag blev til nat. Entre chien et loup. Klirren og raslen af seletøj og hjul i de travle gader. Den fjerne sang fra fuglene i træerne på Boulevard des Capucines. De hæse råb fra gadesælgere og staldkarle, de blidere toner fra piger, der solgte kunstige blomster på trappen foran operaen, de skingre råb fra drengene, der for en sou tilbød at sværte og pudse herrernes sko. Endnu en omnibus passerede mellem Léonie og Palais Garniers prægtige facade på vej mod Boulevard Haussmann, og konduktøren fløjtede, mens han klippede billetter på det øvre dæk. En gammel soldat med en medalje fra slaget ved Tonquin stukket fast på brystet tumlede frem og tilbage, mens han fordrukkent skrålede en militærsang. Léonie så endda en klovn med hvidmalet ansigt under en sort dominokasket af filt, og med en dragt dækket af guldpailletter. Hvordan kan han lade mig stå og vente? Klokkerne begyndte at ringe til vesper, de rungende toner gav genlyd over de toppede brosten. Saint-Gervais eller en anden kirke i nærheden? Hun trak halvt på skuldrene. Hendes øjne glimtede af frustration og derefter af opstemthed. Léonie kunne ikke udsætte det længere. Hvis hun ønskede at høre monsieur Wagners Lohengrin, måtte hun tage mod til sig og gå indenfor. 20


Kunne hun? Trods det at hun var uden ledsager, var hun så heldig at være i besiddelse af sin egen billet. Men turde hun? Hun overvejede det. Det var den parisiske premiere. Hvorfor skulle hun berøves den oplevelse, blot fordi Anatole ikke kunne overholde tiden? Indenfor i operaen glimtede glaslysekronerne prægtigt. Overalt var der lys og elegance, det var ikke en begivenhed, man kunne gå glip af. Léonie tog en beslutning. Hun løb op ad trappen, gennem glasdørene og blandede sig med publikum. Der blev ringet med klokken. Kun to minutter til tæppet gik. Brusende underskørter afslørede i et glimt hendes silkestrømper, da hun hastede hen over Grand Foyers åbne, udstrakte flade, mens hun tiltrak både billigende og beundrende blikke. Som 17-årig var Léonie ved at udvikle sig til en stor skønhed, hun var ikke længere et barn, men man fornemmede stadig den pige, hun havde været. Hun var så heldig at besidde de elegante træk og nostalgiske farver, som monsieur Moreau og hans prærafaelitiske venner satte højt. Men hendes udseende var vildledende. Léonie var snarere målbevidst end lydig, snarere ligefrem end ydmyg. Hun var en pige med moderne lidenskaber, ikke en ærbar mø fra middelalderen. Anatole drillede hende med, at selv om hun bestemt lignede Rossettis portræt af La Damoiselle Élue, så var hun i virkeligheden dets spejlbillede. Dets dobbeltgænger, og så alligevel ikke. Af de fire elementer var Léonie ild, og hverken vand, jord eller luft. Men nu blussede hendes alabasterkinder. Tykke proptrækkerkrøller af kobberfarvet hår havde løsnet sig fra hendes kamme og vældede ned over de nøgne skuldre. Hendes blændende grønne øjne, der var indrammet af lange, kastanjebrune vipper, glødede af vrede og dristighed. 21


Han lovede, at han ikke ville komme for sent. Léonie holdt sin aftentaske i den ene hånd, som om den var et skjold, løftede op i skørtet på sin grønne silkekjole med den anden og hastede hen over marmorgulvet uden at ænse de misbilligende blikke fra matroner og enker. De kunstige perler og sølvkuglerne, der var syet nederst på hendes kjolesøm, klikkede mod trappens marmortrin, da hun skyndte sig ind mellem de rosenfarvede marmorsøjler, de forgyldte statuer og friserne og hen mod den svungne Grand Escalier. Indsnøret som hun var i sit korset, blev hendes åndedræt overfladisk, og hendes hjerte hamrede, som om dets rytme var sat efter en metronom, der gik for hurtigt. Men Léonie satte ikke farten ned. Et stykke fremme kunne hun se lakajerne gøre ansats til at lukke dørene ind til Grande Salle. Med en sidste kraftanstrengelse kastede hun sig frem mod indgangen. »Voilà,« sagde hun og viste dørvogteren sin billet. »Mon frère va arriver ...« Han trådte til side og lod hende passere. Efter Grand Foyers larm og støj, der gav genlyd mellem marmornicherne, virkede salen pludselig meget tyst. Den var fyldt med lavmælt mumlen, hilsner, forespørgsler angående helbred og familie, som alle blev halvt opslugt af det tykke tæppe og række efter række af røde plyssæder. De velkendte toner fra både træblæserne og messinginstrumenterne, skalaer og arpeggioer og fragmenter af operaen, som hele tiden blev tiltagende højere, steg op fra orkestergraven som røg fra et efterårsbål. Jeg gjorde det. Léonie fattede sig og glattede sin kjole. Den var helt ny, leveret fra La Samaritaine samme eftermiddag og derfor stadig stiv af manglende brug. Hun trak sine lange, grønne handsker op over albuerne, så ikke mere end et bånd af bar hud kunne ses, og gik ned ad midtergangen mod scenen. 22


Deres pladser var på forreste række, to af de bedste i huset, takket være Anatoles komponistven og deres nabo, Achille Debussy. På rækkerne til både venstre og højre sås geledder af høje, sorte hatte, fjerprydede hovedbeklædninger og dirrende pailletbesatte vifter. Koleriske ansigter i rødt og violet, stærkt pudrede, velhavende enkefruer med stift, hvidt hår. Hun gengældte hvert af blikkene med et hjerteligt smil, et let nik med hovedet. Her er en besynderlig, intens atmosfære. Léonies blik blev mere opmærksomt. Jo længere hun kom ind i Grand Salle, jo tydeligere blev det, at der var noget galt. Ansigterne var agtpågivende, et eller andet lurede lige under overfladen, man forventede, at der ville blive ballade. Hun mærkede en prikken i nakken. Publikum var på vagt. Hun så det i de hurtige blikke og de mistroiske ansigtsudtryk. Lad nu være med at skabe dig. Léonie havde en svag erindring om en avisartikel, Anatole havde læst højt ved middagsbordet: Den handlede om, at der havde været protester i Paris i forbindelse med opførelsen af preussiske kunstneres værker. Men det her var Palais Garnier, ikke en gyde i Clichy eller Montmartre. Hvad skulle der kunne ske i operaen? Léonie arbejdede sig igennem skoven af knæ og kjoler langs rækken og satte sig med en følelse af lettelse på sin plads. Hun brugte et øjeblik til at få hold på sig selv og kiggede derefter på sine naboer. Til venstre sad en matrone med tunge smykker og en ældre ægtemand, hvis vandige øjne næsten var skjult under et par buskede, hvide bryn. De spættede hænder hvilede, den ene oven på den anden, på en spadserestok, som havde et inskriptionsbånd under sølvknoppen. På hendes højre side – Anatoles tomme sæde udgjorde en barriere mellem dem som en grøft langs en landevej – sad fire skulende og skæggede midaldrende mænd med sure ansigtsudtryk, med hvert af deres sæt af hænder på anonyme stokke af buksbomved. Der var noget dybt foruroligende ved den måde, 23


de sad og stirrede tavst frem for sig på med stærkt koncentrerede ansigtsudtryk. Det forekom Léonie besynderligt, at de alle bar læderhandsker – de måtte da være ubehagelige at have på. Så drejede den ene af dem hovedet og stirrede på hende. Léonie rødmede og vendte i stedet blikket fremad, hvor hun beundrede det fantastiske trompe l’oeil-tæppe, der hang i folder af karmoisinrødt og guld fra den øverste kant af forscenen og ned til plankegulvet. Måske er han slet ikke forsinket? Måske er der hændt han noget? Léonie rystede på hovedet over denne ny og uvelkomne tanke. Hun trak sin vifte op af tasken og åbnede den med et smæld. Hvor meget hun end ønskede at undskylde sin bror, handlede det højst sandsynligt om, at Anatole ikke kunne overholde sin aftale. Som det så ofte skete for tiden. Siden de triste begivenheder på Cimetière de Montmartre havde Anatole faktisk været endnu mindre pålidelig end sædvanligt. Léonie rynkede panden, da erindringen atter dukkede op i hendes bevidsthed. Dagen hjemsøgte hende. Hun genoplevede den igen og igen. I marts havde hun håbet, at det var overstået og fortid, men hans opførsel var stadig uforudsigelig. Ofte forsvandt han i dagevis, kom hjem sent om natten, undgik mange af sine venner og kastede sig i stedet over sit arbejde. Men han havde lovet, at han ikke ville komme for sent i aften. Aftenens chef d’orchestre trådte op på podiet og fik Léonie på andre tanker. Bifaldet fyldte den forventningsfulde sal som kanonild, voldsom og pludselig og intens. Léonie klappede med en energi og entusiasme, der blot blev forøget af hendes urolige sindstilstand. Kvartetten af herrer ved siden af hende rørte sig ikke. Deres hænder lå ubevægeligt på de billige, grimme spadserestokke. Hun sendte dem et blik, tænkte, at de var uhøflige og studeeagtige, og undrede sig over, at de overhovedet var mødt op, når de så tydeligvis havde 24


besluttet sig for ikke at nyde musikken. Og hun ønskede – selv om det irriterede hende at indrømme, at det gik hende på nerverne – at hun ikke havde siddet så tæt på dem. Dirigenten bukkede dybt og vendte sig mod scenen. Bifaldet forstummede. Stilheden lagde sig over Grand Salle. Han bankede sin dirigentstok mod nodestativet af træ. De blå gasflammer i salen hvæsede og flakkede og blev svagere. Atmosfæren var ladet med forventning. Alles blikke hang ved chef d’orchestre. Musikerne rettede ryggen, løftede deres buer eller førte instrumenterne op mod læberne. Dirigenten hævede taktstokken. Léonie holdt vejret, da de første toner af monsieur Wagners Lohengrin fyldte Palais Garniers prægtige rum. Sædet ved siden af hende forblev tomt.

Sepulchre af Kate Mosse  

SEPULCHRE LABYRINT Af forfatteren til bestselleren roman LINDHARDT OG RINGHOF Kate Mosse LINDHARDT OG RINGHOF På dansk ved Ulla Oxvig www.li...