Så længe jeg lever

Page 9

Forfatterens forord Da Elvis Presley døde i 1977, skrev den amerikanske rockskribent Lester Bangs: “En ting er sikkert: vi amerikanere vil aldrig igen blive enige om noget i lige så høj grad, som vi var enige om Elvis Presley.” En dansk skribent kunne have skrevet det samme, da John Mogensen døde et halvt år tidligere om danskerne og vores kærlighed til ham og ville have haft lige så meget ret. I mere end 40 år har John Mogensens sange været indbegrebet af dansk folkelighed. Alle i Danmark – fra bodegaen til cafeen, fra skurvognen til højskolen, fra gymnasiet til plejehjemmet, elsker John Mogensens sange. Nye generationer vokser op og genopdager uafladeligt hans klassikere. Vi andre bliver gamle sammen med dem og tager dem med os i vores kulturelle bagage. Denne bog fortæller historien om Dansktoppens vildmand, sangeren, pianisten, komponisten og tekstforfatteren John Mogensen, der skabte danske sange i folkets toneart og indskrev sig i musikhistorien med kæmpehits som ‘Der er noget galt i Danmark’, ‘To mennesker på en strand’, ‘Nina, kære Nina’, ‘Så længe jeg lever’ og ‘Livet er kort’. Hans eget liv blev alt for kort, men i dag ser det ud til, at John Mogensens sange fra 1970’erne stadig har et langt liv foran sig.

13


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.