skuffe: ”Nogle påstår, at jeg ka’ synge – det lyder jo som et rustent søm på en stegepande!” udbrød han, mens salen vred sig af latter. Nogle af nerverne syntes at fordufte efter en god start med de gode gamle træffere: ’Der er noget galt i Danmark’ og ’Fut i fejemøget’. Men nerverne fik igen lidt brændstof, da John fik sit hyr med den ene sele, der blev ved med at gå op. En blandt publikum råbte: ”Din sele er gået op, mand!”, hvortil John lettere forvirret brummede: ”Tak skal du ha’, makker,” mens han forsøgte at hæfte den på bukserne igen. Men selen fortsatte med at drille. Efter en halv times velsmurt show med John og Buerne var der pause. Publikum var i højt humør. Der var for alvor lagt i kakkelovnen til en forrygende anden afdeling. I anden halvleg gik John så i gang sammen med Leif Pedersens orkester i et show, der strakte sig over den næste halvanden times tid. Musikalsk var orkestret i top. Blandt de garvede musikere var Ole Nezer ved flyglet og Perry Knudsen på trompet. De drilske røde seler var i pausen blevet udskiftet med de karakteristiske grønne, mønstrede kæmpeseler, og de holdt bukserne oppe resten af koncerten. Folk fik alle de kendte sange. Mogensen fik også demonstreret sine evner ved flygelet, som blev fulgt op med endnu en selvironisk kommentar: ”Jeg er en mislykket Count Basie.” Men det lød, som det skulle, og bifaldet var stort. Trods nerver, ommere og et par bøffer indimellem. ”Satans osse man selv skriver tekster. De andres er nemmere at huske,” sagde John Mogensen afvæbnende,
28