Issuu on Google+

e d D e m PigeN r e k k y r Stap r ni pa e d n va e i h p o S

GADS

FORL

AG


jkjkj


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 3

PIGEN MED DE NI PARYKKER af

Sophie van der Stap

Oversat af Birthe Lundsgaard

GADS FORLAG


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 4

Pigen med de ni parykker er oversat fra hollandsk af Birthe Lundsgaard efter “Meisje met negen pruiken”, Prometheus Copyright © Sophie van der Stap 2006. Publiceret efter aftale med Prometheus, Amsterdam. Dansk udgave: © 2010 Gads Forlag Forlagsredaktion: Dorte Skovgaard Wihre Projektledelse: Henrik Sebro Omslag: Lene Nørgaard, Propel Omslagsfotos: RVDA Typografi: Lymi DTP-Service Tryk: Bookwell, Finland ISBN 978-87-12-04527-4 1. udgave, 1. oplag

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gads-forlag.dk


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 7

Når du begiver dig af sted på din rejse til Ithaka, bed da om, at vejen må blive lang, fuld af eventyr, fuld af lærdom.* K.P. KAVAFIS

* Oversættelse: Ole Wahl Olsen, Kbh., Brøndum, 1985


jkjkj


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 9

Torsdag den 17. februar 2005 “Undskyld,” siger jeg, da jeg ser hårene ligge på parketgulvet bag mig. “Det går pludselig så stærkt.” Kvinden ser på mig i spejlet. Jeg har taget billeder med af mig selv for at vise, hvordan jeg bedst kan lide mit hår. Det er de billeder, som Martijn tog af mig for tre uger siden, mens jeg stadig havde mit eget hår. Jeg kommer til at ligne pigen på billederne mindre og mindre, nu da mine hårsække taber kampen mod kræften. Billederne ligger på bordet, mellem et katalog med masser af parykker og en gyldenblond hårtop, der lige er dukket op. Måske noget, der ligner? Ikke så nær. Alle frisurer forandrer mig til en transvestit, og da hun tager en lang, mørk hårtop, kommer jeg til at tænke på guitaristen i Guns N’ Roses, men håret sidder bare på hovedet af mig. Katastrofalt. Parykatelieret ligger i forhallen til Amsterdams universitetshospital – AMC – med et prøverum på første sal. Dejlig nemt for kræftpatienterne, som kan gå lige derhen efter behandlingen. Ved siden af mig sidder min mor, min søster og min bedste veninde, Annabel. Vi er alle sammen tavse 9


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 10

og pinligt berørte, indtil Annabel bryder spændingen ved at sætte en af parykkerne på sit eget hoved. Det ser frygteligt ud. Vi griner højt. Jeg kigger på min søster og på hendes mørke, opsatte hår. Hun ser fantastisk ud. Ligesom jeg kan hun bedst lide at have håret sat op bagtil og med et let løft foran. Jeg kigger på Annabels kraftige, sorte hår, endnu en gang på min søsters skinnende hår, på min mors korte frisure, og så på de ynkelige totter, som jeg har tilbage. De seneste tre uger farer igennem mit hoved, men jeg fatter stadig ikke, hvad jeg laver her. Hvad jeg laver her. Jeg vil væk, gemme mig bag de trygge mure derhjemme. Ikke kun for min sygdom, men også for reaktionerne omkring mig, som bekræfter det, som jeg gerne vil glemme. Naboer, der ser medlidende på mig. Grønthandlere, der lægger en ekstra pose vitaminer i min indkøbskurv. Venner, der holder fast om mig. Familie, der græder sammen med mig. Jeg kigger i spejlet med fugtige øjne og lader damen lege med mit nye hår. Mine fyldige læber er nu blevet til en betuttet streg tværs over mit ansigt. Jo mere hun trækker i mit hår, jo tyndere bliver stregen, og jo mere rådvild føler jeg mig. Det ser virkelig farligt ud, jeg har lige mistet mig selv i spejlet. Til sidst går jeg ud af det lille værelse med et damehoved, som ikke er mit. Det er uklædeligt, og det klør. Overhovedet ikke en Sophie, men en stiv, kedelig sippenippe fra Wassenaar-egnen. Damen taler opmuntrende til mig. Vi står i elevatoren på vej ned, væk fra prøveværelset og tilbage til forhallen. “Du skal vænne dig til den. Det er aldrig lige i øjet den første dag. Leg lidt med den, prøv dig frem, og i løbet af to uger er det helt og holdent dig.” 10


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 11

Ja, ja. Helt og holdent mig. Er jeg en kedelig sippenippe? Er jeg en Stella? Jeg vender mig om mod min mor og ser, at også hun har tårer i øjnene. Kvinden har været i faget i tyve år, fortæller hun, og hun arbejder som en af de få med de smarte frisurer fra Japan og Kina. “Dér får vi de fine, unge frisurer fra. Lige noget for unge piger som dig.” I elevatoren kigger jeg endnu en gang i spejlet for at finde noget smart og ungt, men jeg kan ikke få øje på det. I stedet ser jeg en grå mus med paryk på. Jeg havde været en regelmæssig gæst på hospitalet Onze Lieve Vrouwe Gasthuis, OLVG, i to måneder, da jeg havnede på Dr. K’s ambulatorium. Det var en torsdag i begyndelsen af januar. Det var en dag som alle andre, for jeg vidste endnu ikke, at jeg havde en hel tumorfamilie siddende på min ene lunge. Korrektion: på lungehinden, også kaldet pleurabladet. Efter flere besøg hos forskellige læger og to besøg på skadestuen sad jeg nu og ventede i et nyt ambulatorium. På en ny læge, nye sygeplejersker og en ny journal. Og der kom han, et nyt eksemplar i en lang række af hvide kitler, som lige ville undersøge mig for senere at kondolere med min væmmelige diagnose. Han gik hen til ambulatoriets skranke, åbnede min journal, råbte “Fru van der Stap”, idet han så ud i venteværelset og betragtede mig med et roligt blik. Meget ung, må han have tænkt. Jeg var solgt på stedet: et kønt ansigt, en hvid kittel og fyrre plus. Jeg fik lov til at opholde mig i alt en hel uge på hans afdeling, men allerede det første blik var nok. Opløftet over min nye læge, sjokkede jeg ind i hans hvide konsultationsværelse. Thank God it’s a men’s world. 11


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 12

Hospitalet viste sig at være det sted, hvor jeg kunne glemme min seksuelle ensomhed. At også denne hvide kittel var meget behagelig, forbavsede mig ikke det ringeste efter alle de kitler, der havde været før ham. Jeg havde efterhånden i to måneder bevæget mig omkring på OLVG, fra den ene klinik til den anden. Fra øverst til nederst, forfra og bagfra. Frem og tilbage. Otte reservelæger, to gynækologer, en lungespecialist og tre penicillinbehandlinger, uden held. Mine usammenhængende klager fra den første dag var stadig lige usammenhængende: et mærkeligt jag her og der, en lunge fyldt med væske og et par kilo mindre. Og oven over det hele et meget blegt ansigt. Da mine data, for jeg ved ikke hvilken gang, blev noteret ned (de bruger stadig ikke et centralt edb-system i disse fabrikker, hvor de største undere bliver udrettet af de største apparater) betragtede jeg opmærksomt min læge. På hans navneskilt stod der: Dr. K, LUNGEMEDICIN. Jeg anslog ham til at være i begyndelsen af fyrrerne. Charmerende, flot og klog: en skørtejæger eller lykkeligt gift og bosat i det naturskønne Gooi? Eller måske begge dele? Han skal vist lige googles, tænkte jeg. Sådan en hvid kittel skjuler meget, men ikke skoene. Sko med perforeret sort overlæder. Ikke forkert, ikke rigtigt, men jeg bestemte mig for mere rigtigt end forkert, hans alder taget i betragtning. Om halsen havde han et stetoskop. Han bad mig om at tage plads på briksen og fik mig til at trække min T-shirt op. Jeg havde en sort bh på, som jeg fik lov at beholde på. Han anbragte først stetoskopets kolde metal på min brystkasse og derefter på min skælvende ryg. Han lyttede, jeg sukkede. 12


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 13

Jeg sukkede, han lyttede. Jeg lyttede, han sukkede. Der var noget, som ikke var i orden, mente han. Hans tvivlende ord gjorde mig ikke for alvor bange. Måske endda snarere lettet, for jeg havde allerede for længe siden fundet ud af, at der var noget galt med min krop. Træthed, åndedrætsbesvær, blege kinder, det var alt sammen noget nyt. En løsning i et pilleglas og så af sted, det var, hvad jeg ønskede mig. Jeg blev sendt af sted, men måtte ikke tage hjem endnu. Jeg skulle have taget billeder på røntgenafdelingen på første sal og derefter komme tilbage. Jeg gik villigt med min nye journal under armen. Hospitalet var stadig et eventyr fyldt med flotte, omsorgsfulde, autoritære mænd. Og hvad så nu? Da jeg vendte tilbage til Dr. K med billeder af mine lunger, tog jeg igen plads på hans briks. Denne gang i et anneks, i et af hans undersøgelseslokaler. ENDOSKOPI OG LUNGEFUNKTIONSUNDERSØGELSE var de ord, der hang over hovedet på mig her. “Billederne ser ikke gode ud,” sagde Dr. K. “Der er noget væske i højre lunge, som skal fjernes.” “Fjernes?” “Ja, gennem et dræn i ryggen.” Jeg gjorde en synkebevægelse. Jeg vidste ikke, hvad et dræn var, men det lød ikke rart med sådan et i ryggen. Min T-shirt blev trukket op igen, og nu skulle den endda helt af. Det her går i den rigtige retning, tænkte jeg. Også min bh blev hægtet op. Med skælvende ryg og skælvende bryster så jeg på den lange, tykke kanyle, som Dr. K, hans reservelæge (helt klart lebbe) og turnuskandidaten Floris studerede nøje. Eller snarere: seks øjne rettet mod 13


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 14

mine kurver. Eller kiggede de virkelig kun på kanylen, der skulle stikkes gennem min ryg, direkte ind i lungen? Floris var ikke ret meget mindre nervøs end jeg. Han stod på afstand og fulgte Dr. K’s instrukser, mens han uvant følte sig frem i sin chefs toolkit. I mellemtiden forklarede reservelægen, hvad der skulle foregå, og hvorfor de fandt det nødvendigt at prikke hul på min hinde: “Billederne viser, at du har trekvart liter væske mellem lungehinden og lungen, og den pumper vi ud med et dræn. “Javel.” “Hvis det er gult pus, er det ikke så godt,” fortsatte hun. “Så er der betændelse.” “Javel.” Hun var travlt optaget af bedøvelsen, men desværre ikke optaget nok. Jeg kunne mærke, hvordan kanylen blev stukket ind i min lungehinde. Av! Dr. K kom straks ilende med et vidundermiddel og overtog kanylen fra sine kolleger. Væsken strømmede ud af min ryg, gennem en lang, gennemsigtig slange. Det var ikke gult, men heller ikke i orden, viste det sig senere. Da jeg kom tilbage til ambulatoriet, ville Dr. K have mit mobilnummer. Jamen selvfølgelig. Han ringede allerede næste aften. “Jeg kan ikke få et klart billede af, hvad det er. Jeg vil gerne indlægge dig en uges tid til forskellige undersøgelser. Vi begynder med en endoskopi.” “En endohvad?” “Vi lægger et lille snit på to centimeter i siden af ryggen og går ind med et lille kamera. Og så snupper vi også lidt væv.” “Javel. Hvis du mener, det er nødvendigt.” Jeg afbrød 14


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 15

tappert forbindelsen, men så kom mine første tårer over det nye eventyr, som jeg blev trukket ind i. Jeg rystede og var for første gang bange. Bange for, at min krop levede sit eget liv. “Lægen vil bare gerne have mig i nærheden,” spøgte jeg over for mine forældre og tørrede tårerne bort. Men dér lå jeg så på min hvide stue, i min hvide seng og min hvide pyjamas, mellem de hvide sygeplejersker. Med en slange i næsen, en sammenklappet lunge på grund af kikkertundersøgelsen og en droppose hængende over mit hoved. Det var mange ting, men alt andet end himmelsk. Spændende, helbredende, roligt, kedeligt. Endelig var det tunge værk læst til ende. Dr. K (der allerede havde fået tildelt en stor rolle i min fantasi) kom hver dag og spurgte, hvordan det gik med mig og Anna Karenina. Bedre med mig end med hende, tænkte jeg stadig på det tidspunkt. En uge senere sad jeg og min far i et rum på ambulatoriet, som jeg efterhånden havde vænnet mig til, sammen med en mærkelig, kejtet type. Dr. K var bortrejst en uges tid, til kongres. Det var onsdag den 26. januar 2005. Hjemme stod champagnen allerede på køl. Vi havde regnet med en infektion. I værste fald en fremmed bakterie, som jeg måske havde slæbt med mig fra min rejse i Indien og Iran. Et sjældent sarkom var ikke udelukket, men heller ikke forventet, hørte jeg senere. Og bestemt ikke med i min planlægning. Dengang syntes jeg stadig, at det var spændende, hver gang en ny læge viste sig. “Vi har resultaterne fra laboratoriet, og det ser ikke godt ud. Du har kræft.” Min elskede læges klodsede kollega sad med armene over kors ved Dr. K’s skrivebord. Og dér sad jeg – med åben mund. Dér lå jeg – tudende på gulvet. 15


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 16

Dér kravlede jeg – ind under hans skrivebord af skræk. Situationen var fuldstændig uvirkelig. Men samtidig meget, meget virkelig. Min far så stift frem for sig for at holde tårerne tilbage for min skyld. Jeg husker, at jeg så på ham og tænkte: De har lige overstået mors kemokur. De har haft deres andel. Og nu sidder jeg her. Min mor havde et par måneder forinden fået sin sidste kemobehandling, nøjagtig én gang og én trappe væk fra det værelse, hvor jeg nu blev så hårdt ramt. Men hun er ovenpå igen, og oven i købet med begge bryster i behold. Til sidst rejste jeg mig, skjult under min tykke vinterfrakke, og ville gå min vej. Jeg havde min vinterfrakke på, for det er koldt i januar. Koldt på OLVG. Koldt på strækningen mellem lungemedicin og onkologi. Efter ni hundrede og nioghalvfems tårer trak jeg mig tilbage i frakkens varme for at begive mig ud på gangen. Og det blev bare koldere og koldere. Jeg var nødt til at flygte, i håb om at kunne skrue de seneste par minutter af mit liv tilbage. Ingen havde oplevet dette mareridt sammen med mig og min far. Det eksisterede endnu ikke i vores nærmestes liv. Måske derfor var det så surrealistisk, men samtidig også så pinagtigt og ensomt. Lægen spurgte, hvor jeg skulle hen. Det anede jeg ikke. Jeg vidste kun, at jeg måtte væk. Tilbage til mit gamle liv. Jeg skulle have været til forelæsninger igen i den følgende uge. Men den dag, i det værelse, forandredes min verden fuldstændig, og kun min verden. De studerende løb bare videre for at nå til forelæsning, med et usselt plasticbæger med brandvarm automatkaffe i den ene hånd og morgenmad eller morgenavisen i den anden. Og ikke kun de studerende, men også de – pludselig væmmelige og dødsens uhyggelige – hvide kitler forsvandt af syne for at 16


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 17

udføre deres nye prioriterede opgaver. Kun min verden blev tilbage og så mere og mere ud til at forsvinde i en verden for sig selv. Et kvarter senere blev vi sendt videre til onkologiambulatoriet, skranken for kræftpatienter. Der blev de seneste minutter bekræftet, og sandheden begyndte at tage mere og mere form. Som om det drejede sig om produktionen af bildæk, bwadr. De første ord er de eneste, som jeg husker af den samtale: ‘aggressiv’, ‘metastaseret’ og ‘sjælden’. Fra leveren til lungerne. Et slag i ansigtet. Av. Ikke godt, tænkte jeg, slet ikke godt. Og så hans sidste sætning: “Det er i sig selv en udfordring at fjerne det, men den virkelige udfordring er at holde det væk.” Endnu et slag. Skal jeg dø? fór det igennem hovedet på mig. Jeg så skråt ned til siden, ned til det sted, hvor væggen møder gulvet. Slagene fortsatte: “Hvis vi overhovedet kan gøre noget for dig, så ...” Hvis. Han sagde ‘hvis’. Ja, tænkte jeg, jeg skal dø. Hvad vil jeg gerne nå i mit liv? Og slagene blev ved at regne: “54 uger ... Kemo ... Knoglescintigrafi ... Hvis ... Hvis ... Hvis ...” Jeg måtte væk derfra, jeg var ikke i stand til at diskutere mine cellers eller min knoglemarvs tilstand. Jeg gik udenfor. Min far hørte på beretningen og afsluttede samtalen. Vi skulle straks hen på røntgenafdelingen, hvor jeg fik en sprøjte med radioaktiv væske. Min far gik udenfor – for at ringe til min mor og min søster, viste det sig senere. Det er jo fint, tænkte jeg dengang, hvis han ikke engang kan klare det her. Han kom tilbage med røde øjne, som 17


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 18

han forgæves prøvede at skjule. Det er til syvende og sidst det værste ved hele dette mareridt: en far, der synker i knæ, i samme øjeblik han tror, at man ikke kigger. Eller en mor, der om natten sidder grædende og taler i telefon med sin søster på trappen, fordi hun tror, at jeg ikke kan høre hende dér. Indsprøjtningen skulle virke i to timer. Det gav os lige tid nok til at komme væk og gemme os derhjemme. “Det her er ikke en god historie, far,” sagde jeg, “slet ikke en god historie.” Dårlig historie, dårlig slutning, tænkte jeg. Min far svarede: “Sophie, de var lige så negative i din mors tilfælde. Det her bliver et møgår, men til næste år er alt igen ved det gamle.” “Hvad ævler du om, det er ikke brystkræft, vi taler om her!” “Sådan er læger nu engang,” sagde han resolut. Og sådan er fædre nu engang, tænkte jeg.

18


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 94

Lørdag den 4. juni 2005 Jeg er den yngste. Af alle de midaldrende kvinder, som farer rundt omkring mig, er jeg langt den yngste. Jeg ser damer med mand og børn, damer med skilsmisser og afdøde 94


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 95

forældre, damer med opstrammende trusser og botox, damer med hængemaver og hængebryster, damer med barnepiger og rengøringshjælp, damer med opsat hår. Kort sagt, damer med et liv, en historie. Der er tøjbyttedag hos Tanja, en af min mors veninder, som aldrig har lagt tresserne bag sig. Hverken med hensyn til tøj eller rynker. Vi drikker kaffe, spiser fyldt chokolade og griner. Jeg morer mig over at se alle de kvinder i overgangsalderen prøve og måle, og over, at de som halvtredsårige stadig har den samme pige i sig som jeg. Denne tanke får mig lige til at standse op. Standse op ved den tid, der bare tikker løs, men også ved den tidløse verden, som vi alle skal til, og jeg måske meget før alle hængebrysterne omkring mig. Jeg prøver at forstå det bedre, men jo mere jeg tænker over det, jo mere afstand føler jeg til de damer, der bevæger sig så sprællevende rundt omkring mig. Jeg bliver trist og forvirret af det. Forvirret over, at tiden gør en ende på alle historier og glemmer alle de historier. Trist over, at tiden meget snart kan gøre en ende på min historie og dermed fratage mig alle ægtemænd og opstrammende trusser. At tiden måske bag denne maskerade allerede har en kiste stående parat til Daisy, Stella, Sue og Blondie. Til mig. Jeg mister omgående interessen for den lilla nederdel og den gyldne bluse, som jeg for fem minutter siden fiskede op af en bunke. Jeg lader dem falde ned i en anden bunke og bliver forskrækket, da jeg genser den lilla nederdel i hænderne på en fremmed hængemave, uden at ville have, have, have den. Jeg ønsker at ville have den. Jeg vil, at det skal betyde noget for mig mange år endnu. Jeg har lyst til at konsultere den tibetanske dødebog, hvor ensomt det end er. At blive lidt mere bekendt – og 95


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 96

måske slutte venskab – med min kiste forekommer mig at være den rette løsning for at slippe ud af min nuværende kølige sindstilstand. Men at tale om ‘hvis alt slår fejl’ føles, som om jeg vil trække i alarmklokken for ikke at glemme, at min kiste måske befinder sig ganske tæt ved. At diskutere, hvilken kiste der vil passe mig bedst, er som at tale om ting, som man ikke taler højt om på en fortovscafé i Amsterdam med et glas tomatsaft foran sig. Eller i en ejendom ved Sarphatiparken i Amsterdam med tyve omkringfarende kvinder. Nej, så vil jeg hellere tale om min nyeste frisure eller mine nye sommersandaler. Måtte jeg dog bare få lov til at være til stede, om det så bare var for at springe ud af den ækle kage med smørcreme og forandre sorgen til én stor fest. Sådan gør de i andre lande. På De Caribiske Øer for eksempel. De fortsætter med at danse og flirte. Hvorfor græde over, at vi dør, når vi jo ved, at det vil ske? Hvorfor ikke fejre livet? Mit liv? Selv om det er kort, er det smukt nok til, at man kan tænke tilbage på det med et stort smil. Jeg rejser mig og går på jagt efter den gyldne bluse og finder den på min mors femoghalvtredsårige krop. “Hvad synes du om den her nederdel? Og den her bluse?” Min mor og hendes veninde Maud kan godt lide at klæde sig ud. “Nederdelen er pæn, men blusen synes jeg ikke er god. Den er for lille til dig, måske snarere noget for mig.” Jeg vil danse og flirte igen. Ligesom før i tiden, men bare med paryk på. Og ligesom før i tiden ud i den ukendte nat med et overraskende resultat. Juni er begyndt, solen står længere på himlen, og vinden bliver mere og mere blid og varm. Forårsfornemmelser, lige fra maven til tæerne. Smittet af Mauds nederdel og min mors bukser graver jeg en 96


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 97

skjorte med glimmer ud af en stak tøj på gulvet. Jeg tager min telefon, sender en sms med overskriften ‘haster’ og går på jagt efter en jakke, der passer til min kjole. Jeg går op ad trappen til Rain – en ny natklub i det gamle kasino på Rembrandtplein – stadig lidt uvant, men samtidig også, som om jeg aldrig har været væk. Jeg har taget min fineste kjole på og Sues viltre, røde hår på hovedet. Mine vipper er nu pist væk, men mine uægte vipper er også længere og flottere. Og jeg kan godt lide, at der er lidt, der er uægte. Glitteret på min jakke danser i klubbens dæmpede belysning. Min brune hudfarve fra en flaske giver mig den nødvendige selvtillid til, at jeg kan træde ind i natklubben med mest mulig bar hud. Kun gåsehuden på mine arme afslører min nervøsitet, men der har jeg heller ingen hår mere, så ingen ser det. Belysningen på Rain er dæmpet og hyggelig. Det dæmpede skaber den afstand, som jeg er ude efter. Jeg vil ud i den ukendte nat, glemme alt og simpelt hen nyde livet som en pige uden historie. I min tallerken svømmer der en havtaske i en flødeagtig gul sauce. Ved mit bord sidder Arthur. Arthur er trendwatcher af profession, en af dem, der altid farer omkring og altid har gang i noget og aldrig slår sig til ro. Arthur vil gerne invitere mig ud til en middag med et godt glas vin og en god snak. Da Arthur har skænket den sidste sjat af flasken, og vores glas også er tømt, går vi over til mojitoer. Ifølge Arthurs ven, der slutter sig til os senere, skulle alle de glas vodka være i stand til at slå mine kræftceller ihjel, hvis kemoen ikke allerede har gjort det. Det må jeg foreslå min læge på et tidspunkt. “Du skal leve sundt, Sophie,” har Dr. L sagt til mig. 97


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 98

“God mad, nok søvn, og du skal frem for alt give din krop megen hvile. Det er en voldsom kamp, der foregår derinde.” Jeg tager endnu en slurk vodka. Efter fire måneders lydighed smager myntebladene og det brune sukker mig mere end godt. Drinksene glider ned uden den mindste skyldfølelse, i aften er det næring for the mind. Arthur og jeg taber hurtigt hinanden af syne på dansegulvet. Han falder i snak med en af mine tidligere klassekammerater fra Barlaeus-gymnasiet. Hun er meget høj og tynd og har været på flødeskumskur i al den tid, jeg har kendt hende. Tja, sådan kan man også have det. Jeg scanner dansegulvet og lader blikket hvile på et dansende slips. Jeg efterlader Arthur hos hende og kaster mig ud i kampen med mit røde hår, der bevæger sig muntert i takt til musikken og kildrer min bare hals. Det dansende slips ligger med hovedet i mit skød og spinder, jeg selv ligger halvsovende i taxaen. Dejlig beruset af vodkaerne, men også af aftenen, som jeg har været i stand til at opleve helt anonymt. Fyren ved siden af mig ser en sprællevende pige med en smart frisure. Vi har kun talt om discobeats og All Stars. “Hvad laver du i grunden?” “Sabbatår.” “Wauw. Cool.” Ikke noget om den ensomhed, som jeg føler ved at holde min historie hemmelig. Ikke noget om den mystiske, rødhårede pige, som han for lidt siden gjorde meget lykkelig ved at lade sine hænder glide gennem hendes hår, da de kyssede, uden nogen anelse om hendes virkelige verden. Uden at ane, at han ikke alene havde vundet Sues hjerte, men også Daisys, Stellas og Blondies. 98


Pigen med de ni parykker

04/02/10

10:54

Side 99

Vi tager afsked med et langt tungekys. Jeg står ud af taxaen og vender tilbage til min egen verden. I overmorgen skal jeg igen melde mig på OLVG. Til det dansende slips sagde jeg, at jeg skulle på en uges ferie. Bare med kufferten til lufthavnen og så en last minute-billet til Marrakech. Han skulle bare vide, at den nødløgn kun er forblevet en drøm hos mig, og at jeg ligger bare tre gader fra ham. Tre gader og en hel verden, som jeg et øjeblik helt og holdent kunne glemme, da jeg dansede med ham.

99


Pigen med de ni parykker af Sophie van der Stap