Penge af Hans Boll-Johansen by bog.nu

gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal

Hans Boll-Johansen

Penge MeLLeM KAPITALISMe Og HUMAnISMe

gyldendal

MIn VeJ TIL Pengene

Ligesom sex, mad og politik var penge ikke et emne der blev talt om i mit barndomshjem. Jeg anede ikke om vi var rige eller fattige. Begge mine forældre var ansat ved skolevæsnet, så vi var vel hverken det ene eller det andet. Min første lærerinde ved kommuneskolen i Aabenraa kunne godt tale om penge. Hun var en pligt-etiker af den gamle skole, der helt levede for sit kald, hvortil hørte at lære os sparsommelighed. Derfor solgte hun en gang om måneden sparemærker, som blev klistret ind i et særligt hæfte, ét for hver elev. når det var fyldt, blev pengene sat ind på en konto i Sparekassen. Selvfølgelig lå det uden for frøken Rüttels forestilling at tvinge os til at spare op, men et vist moralsk pres blev der nu lagt på os. Det skortede ikke på anerkendelse, når man bøjede sig for forventningerne og investerede en urimelig stor del af sine lommepenge i de fjollede klistermærker. Frøken Rüttel var en myndig personlighed der ville os det godt, men vi skulle også selv gøre en indsats for at opnå hendes gunst. Hun havde lært os stort set alt hvad vi vidste, og nu oplærte hun os altså også i bondesamfundets opsparingsøkonomi. Da jeg som tyveårig stud. mag. i 1957 blev optaget på egmont Kollegiet efter to års militærtjeneste, oplevede jeg det næste kvantespring i min forestilling om hvad penge betød for mennesker. en af mine gangfæller, som var flyttet

ind samtidig med mig, fortalte en dag, henkastet, med den største selvfølgelighed, at han lige havde solgt en aktiepost i De Danske Sukkerfabrikker og nu overvejede at købe B&W i stedet. Det chokerede mig. et så ungt menneske, børsspekulant! Han var begyndt på et cand.polit.-studium og blev senere direktør for noget der heller ikke eksisterer mere, Assurandørsocietetet, så det var vel meget rimeligt at aktiekurser på et tidligt tidspunkt indgik i hans daglige læsning, og hvis læseren nu finder min reaktion lige lovlig sippet, vil jeg erindre om, at vi taler om begivenheder der indtraf længe inden investering i aktier blev en folkesport. Jeg kunne af gode grunde ikke se at han bare foregreb noget der i 1990’erne blev mainstream. Dengang i 1950’erne levede humanister i en slags økonomisk uskyldstilstand. enten var vi ligeglade med penge eller også var vi fjendtligt stemt over for dem – på et ret uoplyst grundlag. Andre muligheder var der ikke. Min yndlingsforfatter var Stendhal, som i sin rejsebog Vandringer i Rom fortæller om hvordan det (fiktive) selskab han rejser med i Tiber-staden, deler sig efter anskuelser når talen falder på penge. Hans rationalistiske modpol, Paul, ynder at frekventere de rige romeres saloner og får trukket Stendhal med hen til vekselereren hr. Torlonia, som Paul underholder sig med hver formiddag og finder meget inspirerende. Men magien virker ikke på Stendhal. Pengemandens tørre fremtoning og jordbundne konversation lammer hyperæsteten på hans mest følsomme og sårbare punkt, oplevelsesevnen: ‘når jeg har været nødt til at se på et pengeansigt, går der 24 timer før jeg igen kan betragte Rafael.’ Jeg foretrak helt klart den fine ironiker Stendhal frem for den barske realist Honoré de Balzac, der frastødte ved sine grumme beskrivelser af hvad begærlighed efter penge kan drive et menneske til. Han insisterer på at hvis man er besat af den idé at man gerne vil være rig, er der ingen grænser for

hvor rig man gerne vil være. Det er ikke sådan, at den der har skaffet sig rigdom nok til at kunne leve fedt i luksus resten af sit liv, holder op med at begære penge. Den hovedrige finansmand, baron von nucingen i Balzacs Menneskelige Komedie, nages af jalousi over for finansgeniet Rothschild, alene fordi denne har endnu flere penge end nucingen selv. Og pengebegæret tilfredsstilles aldrig, til trods for at nucingen allerede har rigeligt med midler til at kunne forsørge sin klan i flere generationer, uden at hans efterkommere nogensinde ville behøve at røre en finger. Under et formativt ophold på Krogerup Højskole som ‘januar-student’ i 1960 havde jeg forfatteren erik Knudsen som lærer. Han docerede for os hvordan det egentlig forholdt sig med sammenhængen mellem åndsliv og økonomi. Det var et spørgsmål om at vælge det rigtige politiske ståsted. Verden var så viseligt indrettet, forklarede han, at alle de sande værdier fandtes på den politiske venstrefløj – hvor han af høflighed regnede med at de fleste af de tilstedeværende befandt sig – mens de onde kræfter var lokaliseret i erhvervslivet på den politiske højrefløj. Hans yndlingsmaksime var: ‘Kulturradikalismen har talenterne og argumenterne, men reaktionen har pengene.’ Vi kunne ikke andet end at betragte ham som en karismatisk vismand, selv om vi også var lidt bange for hans satiriske hug til højre og venstre, især højre. Louisiana, som lå lige ved siden af højskolen, var på det tidspunkt netop åbnet som museum, og det passede dårligt ind i erik Knudsens verdensbillede, at Knud W. Jensen så ud til at bygge bro mellem de to uforenelige modsætninger, kapitalismen og humanismen. Det var vel grunden til at erik Knudsen systematisk kaldte Knud W. for ‘Oste-Jensen’, med hentydning til at hans formue stammede fra en gros-salg af danske oste, måske endda til den tyske besættelsesmagt under krigen. Knudsens budskab var at Oste-Jensen skulle holde sig på sin egen banehalvdel, dvs. den forkerte, så den

kommunistiske dikotomi mellem kulturens kvalitetsfolk og økonomiens erhvervslivsfjog kunne opretholdes. I midten af 1960’erne, netop som jeg havde afsluttet min uddannelse som mag.art. i romansk filologi, kom der nogle exceptionelt gode år for humanistiske kandidater. Samfundet havde tillid til at markedet ville regulere udbud og efterspørgsel, så der var fri adgang til universiteterne. Antallet af studerende steg drastisk. I 1956 blev 1443 nye studerende immatrikuleret ved Københavns Universitet, i 1966 var tallet steget til 5348. Der blev pumpet mange penge ind i humaniora i de år, og jeg blev pludselig relativt rig. Ikke alene fik jeg et kandidatstipendium i fransk, men blev samtidig bedt om at påtage mig undervisning mod ekstrabetaling. Manglen på arbejdskraft i dette meget efterspurgte fag var betydelig, hvilket kan lyde helt usandsynligt i dag, men tro mig: fransk var Det Humanistiske Fakultetets største fag i årene omkring 1970. Den eksplosive tilgang betød ikke at fakultetet fik sin egen særskilte administration. Alt foregik endnu fra Frue Plads, som ganske vist ikke var dimensioneret til den nye tilstrømning, men alle forventede at dette myldrende kaos, med studerende på gulve og i vindueskarme, måtte være et midlertidigt fænomen, så det blev selve rektors nærmeste medarbejder, universitetssekretær Kurt Iversen, der fik betroet den opgave at udfylde og underskrive den eksponentielt voksende stak af undervisningsassistenters arbejdssedler. Jeg underviste i skriftlig oversættelse fra dansk til fransk på meget store hold, et arbejde der blev betalt med et beløb for hver rettet opgave. Det hele blev så talt sammen, hvorefter man gik ind på de rektorale, tæppebelagte gulve og fortalte hr. Iversen, der sad dør om dør med rektor, som også hed Iversen, hvor mange timer man havde haft, og hvor mange stile man havde rettet. Tallene blev ganget ud på en regnemaskine med håndtag, og det anselige beløb der kom ud af det, blev nedskrevet med Mont Blanc-fyldepen på et særligt ark

glittet papir, som man derefter selv bragte over til kvæsturen i Studiestræde, hvor pengene blev udbetalt kontant. Det var en hel ceremoni at komme i audiens hos den meget elskværdige Kurt Iversen, der ind imellem artigheder og muntre gensvar ubesværet fandt anledning til at understrege at ‘sekretær’ i denne rektorale sammenhæng ikke betød ‘sekretær’, men ‘kontorchef’. når man tænker på de administrationsapparater hvert enkelt fakultet og dets institutter råder over i dag, er det nærmest rørende hvor tillidsfuldt og enkelt universitetet blev administreret dengang, af ganske få personer i rektors umiddelbare nærhed. Det var den samme Kurt Iversen der nogle år før havde skaffet min kæreste og mig en lejlighed i en af Sonningfondens ejendomme, da jeg var nødt til at flytte fra egmont Kollegiet, fordi vi ventede barn. På det tidspunkt var det nærmest umuligt at skaffe sig en lejlighed i København uden at have forbindelser. Den eneste jeg kendte, var Kurt Iversen, der et par år tidligere havde skullet finde en modtager til en større check i dollars, som den amerikanske Samuel Friedman Foundation hvert år skænkede til en af årets guldmedaljevindere. Da jeg var i begyndelsen af mine studier, og de fleste andre medaljevindere allerede var kandidater, mente Kurt Iversen at jeg var den værdigst trængende. Vores taknemmelighed var grænseløs både for legatet og senere for den lille toværelses på Finsensvej, som vi beboede i fem år. Mentalt betød de gode tider, at de humanistiske fag hver for sig udviklede en noget endimensional selvfølelse. Man havde rigeligt at gøre med at undervise alle de nye studerende, så det tværfaglige udsyn forblev ret begrænset. Fagene kunne uantastet opbygge hver deres faglige nationalisme (videnskabsteoretisk kaldet ‘fagenes autonomi’), hvilket samtidig indebar at kløften mellem humaniora og erhvervsliv uddybedes. På dette grundlag blomstrede en form for almen humanistisk arrogance, som tidligere havde været forbeholdt klassiske filologer. Humanistiske kandidater foragtede af et

godt hjerte erhvervslivets sfinxforladte fabrikker, som de ikke kunne drømme om at berige med deres talent endsige ofre deres arbejdsliv på. Sådan oplevede jeg danske humanistiske akademikeres indstilling i 60’erne og 70’erne. Deres nedladende holdning til erhvervslivet fik politikerne til i løbet af 80’erne og 90’erne – ved noget der lignede en straffeaktion – at omdirigere en del af humanisternes bevillinger til Handelshøjskolen, der med nyvunden selvsikkerhed tog navneforandring til Copenhagen Business School (CBS). I 1980’erne skulle mine to sønner vælge studier, og hvad ville vel være mere naturligt end at vælge humanistiske fag? Jeg havde temmelig mange bøger om sprog og kultur stående på reolerne, så det ville spare mange penge til bogkøb. Det var der nu ingen af dem der benyttede sig af. Den ene valgte DTU og blev siden direktør i sit eget ejendomsudviklerfirma med villa i Ordrup, den anden valgte Kunstakademiet og blev tegner og forfatter, bosat i Berlin. Den ene er økonomisk liberalist, den anden anarkist og tidligere graffiti-kunstner fra denne bevægelses allerførste, kunstnerisk selvbevidste bølge. Jeg har tilegnet de to denne bog i et forsøg på at finde svar på en gåde. Hvordan kunne jeg, en halvtredserdreng med sparemærkebog, blive far til to sønner med så vidt forskellige holdninger til penge? er vi alle tre børn af tidsånden, der kommer udefra, men virker indefra, og får os til at følge trop? I visse hjørner af samfundet mener kunstnere og intellektuelle stadig at penge er noget man ikke kan interessere sig for, måske endda er nødt til at tage afstand fra – og i alt fald helst skal undgå at tale om. ‘Alt hvad der har en pris, har ingen værdi,’ sagde nietzsche. Det er nogenlunde lillebror Boris’ synspunkt. Den ældre bror, Stefan, ser anderledes på det. Det falder ikke ham eller andre af erhvervslivets og finansverdenens

folk ind at det skulle være skamfuldt at tjene mange penge, tværtimod er pengene basis for deres selvfølelse, og de taler gerne om dem. For finansfolk og andre med pengeforstand kan alle værdier, moralske, æstetiske, følelsesmæssige ikke undtaget, i sidste instans reduceres til eller omsættes til penge. Kunstnernes vinkel på den sag er håbløst naiv. Selv identificerer jeg mig let med Henrik Pontoppidans antihelt Lykke-Per. Det skyldes nok, at jeg har svært ved at frigøre mig fra mit gammeldags midterstandpunkt mellem mine sønners hver for sig mere ajourførte. Den naturvidenskabeligt uddannede Per Sidenius er en mand med en ambivalent sjæl, der befinder sig mellem de to verdener som her er i spil. Han er ingenlunde ufølsom over for pengenes muligheder, tænk f.eks. på den korte forlovelse med rigmandsdatteren Jakobe Salomon, men han føler i sit hjertes inderste at han skal holde sig fra den slags fristelser. Han er en puritansk dobbeltspiller der føler et ‘frysende ubehag’ ved tanken om at penge styrer verden, samtidig med at det viser sig, da man efter hans død gør hans bo op, at han har sparet en lille formue op. Mænd som Per og jeg kan ikke fordrage tanken om at forlade verden barbenede. Lykke-Per finder sin egen smalle gangbro mellem de to yderpunkter: humanisternes afvisning og finansverdenens dyrkelse af pengene. Jeg vil på de følgende sider undersøge om der skulle findes andre veje og mødesteder. Litteraturen spiller en særlig rolle i denne undersøgelse, fordi forfatternes tekster sætter kød og blod på økonomernes abstraktioner såvel som på prædikanternes tordentale, for de største forfatteres vedkommende på en uafviselig, rystende, gribende, rørende og under alle omstændigheder uforglemmelig måde. Der er især et aspekt af pengenes funktion i samfundet, som de skønlitterære forfattere kan skildre mere empatisk end økonomerne, og det er moralen – og, ikke mindst, den mere

farverige amoral. Litteraturen er kun i helt snævre perioder, f.eks. lige efter Anden Verdenskrigs værdisammenbrud, ensidigt på moralens side. når Dostojevskij indlevet fortæller om spillerens sejre og nederlag, Balzac om den rå kapitalists hensynsløshed, Marcel Proust om den rige flanørs ødselhed, Thomas Mann om forretningsmandens skepsis over for kunstneren, og Jens Smærup Sørensen om den selvbevidste bondes påholdenhed, giver deres empatiske skildringer liv og farve til den grå økonomiske teori, men er ikke nødvendigvis indlæg i en moraldebat. Omgangen med penge er i sin rene, kapitalistiske form blottet for moralske overvejelser og hensyn, og det er denne hjerteløshed der får humanister og teologer til at ile til med førstehjælp. Især visse teologer giver gerne udtryk for deres store skepsis over for økonomisk vækst, hvilket kan hænge sammen med at deres studier i kristen tradition har lært dem at penge ikke bringer mennesker noget godt. Det er som bekendt sværere for en rig at komme i himlen, end for en kamel at komme igennem et nåleøje.

SPeKULAnTen

Spekulanter har altid haft et dårligt ry. I Hollands guldalder var bankierer udelukket fra den hellige nadver, på linje med pantelånere, skuespillere, markedsgøglere, kvaksalvere og bordelejere. Deres hustru, hvis de havde sådan én, kunne til nød gå til alters, men kun hvis hun tog afstand fra sin mands metier. Spekulantens mål i livet er, ligesom spillerens, at tjene mange penge på kort tid, uden at der ligger arbejde bagved og måske ikke engang kapital, hvis han spekulerer for lånte penge. Det er alt sammen forargelige omstændigheder som bringer hans aktivitet i vanry blandt almindelige, arbejdsomme borgere. ‘Penge lugter ikke’, siger en gammel talemåde, men måske ville det være mere ærligt at sige at nogle penge lugter mere end andre. Den førnævnte danske advokat og finansmand Thorvald Mikkelsen, der selv var en heldig og dristig investor, kender til spekulationens psykologi og ved også fra hvilken kant fordømmelsen ligger på lur: ‘Den stærkeste forargelse over spekulation kommer hovedsagelig fra dem der ikke har haft mod eller lejlighed til selv at spekulere, og fra dem der nu lever af det spekulanterne har opbygget, hvad enten de er bankdirektører, industriledere eller ærbare dividendenydende kapitalister, arbejdere eller funktionærer i de virksomheder spekulanter har skabt. Der er meget hykleri til i denne verden.’

Den studerende ungdom havde i en periode efter studenteroprøret i 1968 udviklet en skærpet lugtesans over for al kapitalistisk virksomhed, især penge tjent ved prisstigninger på fast ejendom. Da Halldór Laxness i 1969 modtog Sonningprisen, som var afkast af en formue investeret i udlejningsejendomme, demonstrerede studenterne imod ham på Frue Plads ud for Københavns Universitets hovedindgang. De fremhævede på medbragte transparenter, at han profiterede af penge der var tjent ved den mest amoralske af alle forretningsformer, bortset måske lige fra prostitution. Det skulle han som gammel kommunist holde sig for god til. Halldór Laxness lagde uden tøven al politisk idealisme til side og gav den samlede studenterbevægelse råt for usødet, da han i et interview i Berlingske Aftenavis forklarede hvorfor han ikke skammede sig over at modtage Sonning-prisen, men tværtimod var stolt over det, til trods for at han stadig betragtede sig som venstreorienteret: ‘Jeg kender danskerne. De ved ikke hvad hæder er. For dem er dette bare penge, penge, penge.’ Ikke alene ejendomsspekulanter, men også banker blev mistænkeliggjort i de år som ‘kapitalismens lakajer’. Det var de selvfølgelig, hvis man insisterer på at tale om deres virksomhed i billedsprog, men man kunne også sige, mere nøgternt, at bankernes rolle i samfundet var at formidle pengestrømme fra A til B, hvor A var dem der havde pengene, og B dem der stod og skulle bruge dem. Senere udvidede bankerne deres virkefelt betydeligt. når man skal tale om en bank som er risikovillig ud over det sædvanlige, kan man stadig høre folk sige at det er ‘det rene ebberød Bank’ – med henvisning til en dansk film fra 1943. Skræddermester Vipperup (Osvald Helmuth) er blevet udnævnt til direktør for den nystiftede ebberød Bank og får straks den kreative idé at stimulere bankens omsætning ved at tilbyde kunderne otte procent på indlånskontoen og samtidig give dem mulighed for at låne penge i banken til fire

procent i rente, for at give almindelige, uformuende mennesker mulighed for at gå ind på investeringsmarkedet. Alle i byen anser ideen for genial, fordi alle tjener penge på det: Direktøren får en fed dividende af omsætningen, borgerne får deres renter, og byens erhvervsliv blomstrer på grund af pengerigeligheden. De eneste der ikke er glade, er byens øvrige bankdirektører, som mister kunder til den nye bank. De synes ikke de kan vente på at ebberød Bank af sig selv lider rentedøden, så de køber banken, selv om det koster en fratrædelsesgodtgørelse til direktør Vipperup, hvilket yderligere forgylder ham og tillader ham at bygge sig en ny skrædderbutik med vinduer ud til selve hovedgaden. Historien kan virke som en flippet, københavnsk parodi på bankvirksomhed langt ude i provinsen, men plottet ligger i virkeligheden ikke så langt fra forskellige fantasifulde fadæser i det moderne, deregulerede bankvæsen. Den krakkede Roskilde Bank, som drev kursen i vejret på egne aktier ved at lade kunderne låne penge til at købe dem, kan minde en hel del om ebberød Bank. I begge tilfælde blev direktørerne forgyldt, fordi en væsentlig andel af deres løn var incitamentsordninger som f.eks. aktieoptioner. Roskilde Bank adskilte sig dog fra ebberød Bank på det ene punkt at den fik lov til at gå fallit, da det hele gik galt. Det skete ikke for ebberød Bank, ligesom det heller ikke skete under finanskrisen for de meget store banker, hvor staten, dvs. skatteborgerne, trådte til med ‘hjælpepakker’. en bank kan være så stor, at samfundet ikke har råd til at lade den gå konkurs. Det var lige ved at gå galt for Danmarks største bank under finanskrisen i 2008, men Danske Banks fallit blev forhindret, fordi man mente at konsekvenserne ville være skæbnesvangre for hele det danske samfund. Too Big to Fail var titlen på en bestseller i 2009 af finansmedarbejder ved The new York Times, Andrew Ross Sorkin. I 2010 udgav Sydbank, der klarede sig bedre gennem krisen end de fleste, på eget forlag en bog om bankens historie, På

egne præmisser. Sydbanks historie 1970-2010. Sydbanks udvikling kan være interessant at følge i denne sammenhæng, fordi den afspejler udviklingen i en række danske pengeinstitutter. Sydbank var omkring 1970 opstået ved en fusion af fire sønderjyske pengeinstitutter, Tønder Landmandsbank, Den nordslesvigske Folkebank, graasten Bank og Folkebanken for Als og Sundeved, og fra slutningen af 1970’erne begyndte banken at investere sin overskudslikviditet i værdipapirer i stedet for – som man dengang plejede – at sætte pengene i nationalbanken til en lav rente. Fra 1980 udvidede man konceptet til investeringsrådgivning af kunderne. Bankens historiker noterer i jubilæumsskriftet: ‘Allerede i år 2000 tjente banken 500 mio. kr. på denne aktivitet, svarende til 25 procent af bankens samlede bruttoindtjening, og mindst denne indtjeningsandel er holdt siden.’ Inden Carsten Andersen, hovedpersonen i hele denne udvikling, forlod posten som adm. direktør for Sydbank, udtalte han i et interview til Information (4. maj 2010), at ‘de danske banker sidste år tjente ti gange mere på at købe og sælge på et usikkert marked end på almindelig bankvirksomhed. Der er tale om en anden type bank end for 25 år siden.’ Man kunne også sige at rollefordelingen mellem bank og børs, inden Carsten Andersen lagde den nye kurs, var mere klar og tydelig end den blev efter 1980. Banken begrænsede sig inden dette systemskifte hovedsagelig til at låne penge ud, hvor børsen formidlede gambling med værdipapirer. Bankens motto var soliditet, børsens hurtig profit. Banken var kapitalismens katedral, børsen dens kasino. Både bank og børs var naturligvis livsvigtige institutioner for erhvervslivet, fordi de begge skulle levere nødvendig kapital til virksomhedernes drift, men set fra den private investors vinkel var den nye, flydende overgang mellem dem en ulempe, specielt fordi man ikke blev ordentligt informeret om at banken nu var gået ind i en ny dobbeltrolle: både rådgiver og selv spekulant i de papirer man rådgav om. Det havde konsekvenser for kunderne at bankerne æn-

drede deres profil i mere spekulativ retning. Tillad mig at give et personligt eksempel fra det virkelige liv. Jeg havde i det finansielle skæbneår 2008 arvet nogle penge efter min mor. Min ‘investeringsrådgiver’ i Sydbank, som jeg havde et tillidsfuldt forhold til, inviterede mig til et investeringsmøde ‘for at gøre status’. Statusopgørelsen viste utvetydigt at jeg burde investere mine penge (og han kunne jo se på sin skærm hvor mange det drejede sig om) i en ‘finansiel kontrakt’. Jeg vidste ikke hvad han talte om, men rådgiveren forklarede, at det gik ud på at jeg bare skulle indskyde 4 millioner kr., så ville jeg ved en lille ændring i valutakursen inkassere en stor fortjeneste. Jeg indvendte at 4 millioner var mange penge, og så mange penge havde min mor altså heller ikke efterladt sig. Det spillede ingen rolle, forklarede han, for jeg kunne bare låne 4 millioner i schweizerfranc gennem banken, jeg skulle overhovedet ikke have penge op af lommen. Det lød jo fristende, selv om jeg havde det forbehold at jeg til nytår skulle indløse noget kreditforeningsgæld. Han beroligede mig med, at ‘vi’ hurtigt kunne komme ud af det igen, når ‘vi’ lige havde tjent 40.000 kr. Finanskrisen var imidlertid allerede godt i gang (det var i september 2008), og alt gik stik modsat af hvad min bankrådgiver sagde ‘vi’ forventede. Schweizerfrancen steg – som altid når der er optræk til krise. CHF, som den hedder mellem venner, er safe haven når investorerne bliver nervøse. Jeg var ikke den eneste der kom i klemme det efterår. en stor del af det danske erhvervsliv, ikke mindst landmænd, og op mod halvdelen af de danske kommuner havde optaget lån i schweizerfranc. Vi blev alle fanget i en forventning der havde udviklet sig til en sandhed, at CHF var noget af det mest stabile i denne verden, både hvad rente og kurs angik. At optage lån i den valuta var en helt banal bankforretning, næsten gammeldags forsigtig, og havde intet med spekulation at gøre. Det viste sig at være forkert. Og det kom bag på alle, inklusive de såkaldte ‘investeringsrådgivere’ ude i bankafdelingerne, som jo naturligvis ikke var dem der havde udtænkt

strategien. Det pæneste man kan sige om den sag, er at bankerne havde presset deres medarbejdere ud over grænserne for deres kompetencer.

BOBLenS PSYKOLOgI

Det såkaldte ‘tulipankrak’ i 1636-37 i Amsterdam er ofte beskrevet som et typisk eksempel på at spekulation og forventning kan drive prisen på en bestemt vare op på et urealistisk højt niveau, med efterfølgende sammenbrud til følge, når markedet mister tilliden til at der ligger værdier bag de opskruede priser. en boble brister. når netop tulipanboblen i 1637 har fået så megen omtale, skyldes det vel, at episoden taler til økonomers specielle sans for humor. At noget så harmløst som tulipaner kan give anledning til fallitter, stærke mænds selvmord og sammenbrudte familier, er på historisk afstand komisk, for den slags melodrama hører ellers naturligt hjemme i miljøerne omkring olie og diamanter. Tulipanen var ny i europa i begyndelsen af det 17. århundrede. Det var mindre end et halvt århundrede siden den var importeret fra Tyrkiet, og den blev endnu betragtet, ikke som værtindebuket ved borgerlige middagsselskaber, men som eksotisk samlerobjekt for overklassen, et signal om rigdom og luksus, især de flammede og stribede varianter, eksempelvis den skønne Semper Augustus, var efterspurgt, og man kunne sagtens risikere at skulle betale over tusind gylden for et enkelt eksemplar, ja, spekulation drev den på et tidspunkt op over 4.500 gylden. Hollænderne kalder det med et malerisk udtryk windhandel, når efterspørgsel og priser pustes op, uden at der – som i denne historie – er en eneste konkret tulipan involveret, kun fantasien om hvor vidunderlige de er. I spekulationen er det i sidste ende spillelidenskaben der mobiliseres, spillet for de hurtige gevinsters skyld.

en medvirkende årsag til at den hektiske spillerstemning fik lov at gå grassat, kan have været at byldepesten hjemsøgte Holland netop på det tidspunkt, fra 1635 til 1637. Den sorte død spredte en defaitistisk stemning omkring sig, der fik folk til at agere kortsigtet. Havde man held med det spekulative arrangement, kunne man forsøde tilværelsen her og nu. gik det skidt, var man måske alligevel død, når det gik galt. Allerede den 4. februar 1637 begyndte de første investorer at ane uråd. Dagen efter raslede priserne ned med endnu større hast end de var steget i løbet af efteråret 1636. Alle ville sælge, ingen ville købe, det klassiske scenarie ved investeringskrak. Folk gik i panik, nu skulle de forbandede tulipanløg afhændes, koste hvad det ville. Omsider gik det op for folk, ellers fik de det i alt fald nu at føle, at de havde spekuleret sig fra hus og hjem, bare for et par blomsterløgs skyld. Domstolene ville efterfølgende ikke anerkende spekulationerne som handelskontrakter der kunne annulleres. Der var efter domstolenes mening tale om spillegæld i juridisk forstand, ikke om handel. Transaktionerne omkring de ulyksalige, fiktive tulipaner var at sidestille med hasardspil, de havde intet med ærligt købmandskab at gøre. Det er en vigtig pointe at samfundet tilskyndede til den lemfældige kreditgivning der førte til krisen i 2008. Demokraterne i USA havde som politisk projekt at sikre ganske almindelige mennesker uden formue en bolig af en vis standard. Under præsident Clinton lagde man pres på de store kreditinstitutioner, Fannie Mae og Freddie Mac, for at bevilge lån til mennesker, som ikke nødvendigvis kunne leve op til de strengeste kriterier for kreditvurdering (de såkaldte subprime lån). Det er her der begynder at gå ebberød Bank i det. Beregningen var at hvis man fordelte risikoen ved at bundte dårlige lån med gode, så skulle man nok få solgt de gældsbeviser, selv om der ikke nødvendigvis var sikkerhed for samtlige underliggende lån. Men hvis ejendomspriserne steg, skulle der ikke

være nogen problemer, alle ville tjene penge, både debitorer og kreditorer. Det begyndte i 1999, men der skulle altså gå ni år inden systemet brød sammen med en hel stribe fallitter i sit kølvand. Selv om man ofte har henført problemerne til bankernes uansvarlige grådighed, lå der altså en politisk strategi bagved: Arbejderklassen og middelklassen skulle opmuntres til at købe fast ejendom og akkumulere formue. Man ville give almindelige amerikanere mulighed for at investere i lokalsamfundet, hvor bl.a. skolerne drives for indtægterne fra ejendomsskatter, og øget home-ownership ville samtidig skabe en stabil arbejdskraft. Hertil kommer naturligvis, som en afgørende faktor der har gjort hele denne udvikling mulig, en lempelse af tilsynet med den finansielle sektor. Sproget afspejler de skiftende strømninger og holdninger til investering. Hvis det betragtes som noget positivt at investere dristigt, har sproget et positivt ord parat, risikovillighed, og hvis stemningen skifter og det betragtes om noget negativt, omdøber vi det til letsindighed. Grådighed har negative konnotationer, men kan i gode tider kaldes forretningstalent. Forsigtighed og påpasselighed er kedelige, gammeldags dyder, som kan være relevante i mormors bank, men er og bliver det modsatte af slanke-balancer og innovation, som er det eneste yngre mennesker kan være bekendt at gå ind for. globaliseringen har været drevet af finansielle institutioner, der har udviklet nye lånemuligheder og nye typer værdipapirer, som har gjort det muligt for husholdninger at låne sig til et forbrug, de ellers ikke havde indkomst til at finansiere. Ove Kaj Pedersen skriver i sin bog om Konkurrencestaten (2011): ‘Alt i alt synes konklusionen klar: Fra 1980’erne blev finanskapitalen forandret fra at være en B-spiller, der understøttede manufakturkapitalen med kapital og kredit, til at være en A-spiller, der har gjort gældsætning og lån til driv-

kraften bag den globale orden og spekulation til et vigtigt aspekt ved økonomisk vækst. Det kaldes (…) kapitalismens finansliggørelse.’ Da man i 1980’erne i liberalismens navn deregulerede bankerne, med andre ord gav dem frihed til at agere ligesom børserne, var vejen åben for at spekulationen kunne finde nye veje. Finansmarkedet gav sig herefter til at udvikle produkter af en hidtil uset kompleksitet, jo mere fremmedartede og uforståelige jo bedre, for jo større var sandsynligheden for at kun få i selve systemet forstod hvilken risiko man rent faktisk løb. Ligesom ved rouletten kan de professionelle have deres fornøjelse ved at hægte amatørerne af, så de kan komme i gang med deres sofistikerede spil og sandsynlighedsberegninger. et af problemerne var at grænsen mellem lovligt og ulovligt blev forskudt, da man deregulerede. Hvis markedet endda havde været reguleret, kunne man i det mindste have kaldt det ulovligt og slæbt dem i retten, når nogen overskred grænsen, men i 1980’erne så man netop dereguleringen som modernitetens landvinding i økonomien. globalisering krævede et frit flydende pengemarked, sagde man. Ultraliberalismen, som herskede i de år, havde tillid til at ‘markedet’ af sig selv ville regulere økonomierne. Markedets selvregulerende kræfter ville være til gavn for lande over hele kloden, det var filosofien. Hvis man slap kræfterne løs i globaliseringens frie, verdensomspændende marked, ville alle tjene på det. De lande der endnu ikke var parat til at udsætte sig for de brutale kræfter som markedet trods alt også rummede, og som kunne risikere at udkonkurrere deres hjemlige industri, måtte se at skærpe sig, så de også kunne få del i den almindelige velstand. Denne filosofi indebar at man ikke kunne stille de nyrige bankspekulanter til ansvar. Man kunne ikke bevise at de havde gjort noget kriminelt, fordi det der tidligere var kriminelt, nu var lovliggjort i liberalismens navn. et af de mest ekstravagante eksempler på konsekvenserne af denne nye

tilstand var den gruppe spekulanter der under finanskrisen i 2007-2010 drev det islandske samfund ud over afgrundens rand på grund af islandske bankers uhæmmede kreditgivning, hjulpet godt på vej ved at det var finansfyrsterne der selv ejede bankerne. Da det hele gik galt, endte den samlede regning hos de islandske skatteydere. Spekulationen var i den periode drevet af økonomer med tolv i regning og nul i etik, som den islandske forfatter einar Már gudmundsson skrev i Hvidbogen: krisen på Island (2009) om den islandske skandale. Man så i samme periode omvendt budgettænkning på statsligt niveau, f.eks. den manipulation med tallene der gav grækenland mulighed for at komme med i euroen, selv om landet i realiteten ikke opfyldte de af eurolandene stillede konvergenskrav. Kreativiteten blev i det hele taget presset til det yderste i årene op til finanskrisen i 2008. De såkaldte derivater, af nogle kaldet finansmarkedets viagra, medvirkede stærkt til at sætte gang i omsætningen og, ikke mindst, til at gøre finansmarkedet uigennemskueligt for almindelige mennesker. et derivat er et finansielt produkt konstrueret på basis af et andet, underliggende produkt og grundlæggende baseret på et væddemål om hvilken vej kurserne bevæger sig på disse underliggende produkter. De klassiske derivater er futures og optioner. en future er en bindende aftale om køb og salg af et værdipapir til en fastsat kurs på et fastsat fremtidigt tidspunkt. Hvis aftalen ikke er bindende, men blot en valgmulighed, taler man om option, en købsoption kaldes call option, en salgsoption hedder en put option. Oprindelig blev futures og optioner brugt som forsikringer mod udsving i valutakurser, som kan være meget generende, i værste fald ruinerende, for firmaer der handler med udlandet, men de blev hurtigt til selvstændige spekulationsobjekter. I forbindelse med aktier taler man især om optioner og futures, i forbindelse med obligationer om terminsforretninger,

kurskontrakter, repo’er og reverse, og i forbindelse med valuta om swaps, futures og forwards. I løbet af 80’erne blev den traditionelle floor trading erstattet af elektronisk handel, hvilket øgede det i forvejen hektiske tempo. englænderne kalder med god grund denne overgang Big Bang. efter børskrakket i 1987, som mange tilskrev de programmerede elektroniske systemer der automatisk udløste købs- og salgsordrer, blev tempoet ikke sat ned, men tværtimod op, da den første forskrækkelse havde fortaget sig, og man opfandt nye, kreative måder at spekulere på. De omtalte, amerikanske subprime lån er et eksempel. De var på forhånd konstrueret som mindre kreditværdige, ‘sub-’, men naturligvis udstedt med en forventning om at de på et tidspunkt ville blive ‘-prime’, nemlig når ejendomspriserne igen var steget. Der skete som bekendt desværre det modsatte, de faldt, hvorved såvel långivere som låntagere kom i ulykke. De såkaldte CDS’er (credit default swaps), forsikringskontrakter vedrørende gæld, som garanterer kreditoren at han får sine penge selv om debitoren går fallit, blev meget populære. Der kan laves spekulation med swap-kontrakter på basis af alle slags økonomiske engagementer: gæld i fast ejendom, olie- og kornpriser, eller for den sags skyld grækenlands statsgæld. Det er i sagens natur vanskeligt at skønne om hvilket omfang derivathandlen har på verdensplan i dag. et kvalificeret gæt går ud på at det drejer sig to millioner milliarder dollars (ca. 50 gange verdens samlede bruttonationalprodukt), mange gange større end den samlede værdi af verdens aktie- og obligationsmarkeder. Det sidste nye påfund blandt mange andre er ‘strukturerede indlån’, som dels skal opfylde bankernes behov for indskudskapitel, dels skal give kunderne chancen for at få en bedre forrentning end bankens almindelige indlånsrente ved at der i forbindelse med indlånet tegnes en eller flere optioner på et ‘underliggende aktiv’. Min nye bank har f.eks. lanceret

et sådant struktureret indlån. Kunden indsætter et beløb (minimum 25.000) på en konto i banken, uopsigeligt i tre et halvt år. For en del af pengene bliver der tegnet en optionskontrakt baseret på ti udvalgte amerikanske aktier. Hvis disse aktier samlet stiger i løbet af de tre et halvt år, får indskyderen en gevinst, hvis ikke, får man det beløb man har indbetalt tilbage uden forrentning. Det hele er baseret på formodninger om og forhåbninger til stigninger på det amerikanske aktiemarked. Der er ikke en eneste konkret aktiehandel involveret i det arrangement. Vi befinder os her i den mere sobre, man kunne næsten sige noble, ende af derivatmarkedet, idet kunden ikke risikerer egentlige tab. Hvis man er oplagt til noget frækkere, skal man spørge i sit pengeinstitut efter afdelingen for exotic derivatives. Der findes produkter til alle typer af risikoprofiler i den afdeling. Vi kan i dag ikke hævde at spekulation er forbeholdt kapitalister med høj cylinderhat, sådan som jeg troede inden jeg på egmont Kollegiet i 1950’erne mødte mit livs første spekulant. I dag kan enhver der har anskaffet sig en computer spekulere på fondsbørsen. Men tabene er ikke demokratiseret, for det er stadig kun en inderkreds der for alvor er informeret, eventuelt har mulighed for at påvirke kursudviklingen, hvis de er mægtige nok. Der er i virkeligheden kun guldet at ty til som flugtmulighed for kapitalen, når det for alvor gælder. Personlige kontakter eller banker kan man ikke stole på, og schweizerfrancen slet ikke. Ågerkarlen gobseck, en af Balzacs usentimentale grobrianer, mejsler denne indsigt med store bogstaver: ‘guldet er det åndelige princip i vores nuværende samfund. Hvis I havde levet lige så længe som jeg, ville I vide, at der kun findes én materiel ting, hvis værdi er tilstrækkelig stabil til, at et menneske skal kunne beskæftige sig med den. Den ting er gULDeT.’

Den 15. oktober 2011 demonstrerede indbyggerne i 791 byer over hele kloden, også København, hvor omkring 1000 mennesker samlede sig på Rådhuspladsen, i protest mod finanskrisens konsekvenser, som de nægter at betale for, fordi det er finansverdenen selv der har forårsaget dem. Den nye Occupy Denmark-bevægelse er en broget buket af folk, som gør oprør mod alt, fra den grådige kapitalisme som tillader folk at spekulere sig til enorme rigdomme uden at betale skat, til den udsigtsløse krig i Afghanistan. Demonstrationerne i new York og London var især rettet imod finanscentrene. Det er svært at se på nuværende tidspunkt om det drejer sig om en forbigående demonstration af vrede og afmagt eller en global bevægelse der indleder en ny æra. Wall Streets ry for at være en sump af amoralitet går tilbage til republikkens tidligste dage. når Thomas Jefferson beskrev new York som ‘en mødding af alle den menneskelige naturs laster’, tænkte han frem for alt på Wall Street. når man taler om pengeverdenens ryggesløshed, glemmer man tit at det amerikanske samfund er grundlagt af hårdtarbejdende puritanere. Den puritanske pastor Cotton Mather tog naturligvis afstand fra gambleren. For ham var penge tjent ved spil en syndig krænkelse af the laws of honesty and industry which God has given us. Det forhindrer ikke at man i andre kredse har dyrket børsspekulanten som helt. Det er især i opgangstider, når aktiemarkederne buldrer frem, at spekulanten opfattes som finansgeni, i nedgangstider er man mere tilbøjelig til at beskrive ham som et amoralsk monster. når de selv ser sådan på det, er det jo ikke så underligt, at europæerne var længe om at få øje på USA som et kulturland. Knut Hamsun boede derovre i flere omgange, 1882-84 og 1886-88, og hjembragte sin første bog, Fra det moderne Amerikas Aandsliv (1889), hvor han sammenfatter sine (negative) indtryk af amerikansk livsform og kultur. Man kan sige at antiamerikanismen gjorde ham progermansk på livstid, hvil-

ket som bekendt kom til at koste ham dyrt under retsopgøret efter Anden Verdenskrig. en af de ret få Amerika-beundrere i begyndelsen af forrige århundrede, Johannes V. Jensen, skriver, i indledningen til den danske oversættelse af Walt Whitmans digte, ironisk om Henrik Cavlings problemer med at rapportere hjem til danskerne om dette land, som Cavling grundlæggende betragtede som en upoleret indianernation med dollartegn i øjnene: ‘Henrik Cavling anvender i Halvfemserne den amuserede, om end respektfulde Tone overfor Amerika man skylder en Dyrehavsbakke i det store.’ Selvbevidste, gammel-kultiverede europæere skulle have mange årtier til at vænne sig til den tanke at der kunne komme værdifuld kunst og litteratur fra vildmarken derovre. Det var blandt andet fordi man totalt undervurderede filmen som kunstart. Moralister har lagt megen identitetssymbolik i at genren gangsterfilm, som primært handler om penge erhvervet ved voldelige midler, stammer fra USA. I gangsterfilmen er det højeste tegn på mandighed, at man er parat til at rage til sig, og det sikreste tegn på succes, at man er i stand til det. europæerne så i denne type inkarnationen af den amerikanske mand og essensen af den amerikanske drøm. Filmens mistillid til kapitalismen er omtrent lige så gammel som mediet selv. en af D.W. griffiths tidlige film, som hed A Corner in Wheat (1909) fortæller historien om en styg spekulant som skaffer sig kontrol over hele hvedemarkedet, hvorved han bringer det daglige brød uden for almindelige menneskers rækkevidde. Hvis de prøver at protestere, bliver de tæsket af politibetjente. Han ender med at få den død han fortjener, kvalt i en stor dynge korn. Hollywood er på den humanistiske side, imod den umenneskelige kapitalisme. I store dele af Hollywoods historie fulgte analysen af forretningslivets metoder skiftende perioders økonomiske konjunkturer. Under Den Store Depression i 30’erne var det film som Baby Face, der malede et trøstesløst billede af de egenskaber

der bragte én til tops i erhvervslivet, eller Skyscraper Souls, der fortæller historien om en mand der skaffer sig kontrol over en skyskraber ved manipulation af aktiekurser, hvorved han ruinerer småinvestorerne og driver sin tidligere partner til selvmord. efterkrigsårene, da USA’s økonomi boomede, var præget af en større forståelse for erhvervslivets vilkår. Film som Executive Suite og The Man in the Gray Flannel Suit, giver sympatiske billeder af livet i store virksomheder. Vi er kommet til den optimistiske epoke, hvor Charles Wilson skulle have sagt: ‘What’s good for general Motors is good for the country, and vice versa,’ uden at der var nogen der grinede. I 70’erne, med Vietnam-krig og økonomisk stagnation, blev de rige portrætteret som grådige, voldelige og ondskabsfulde tyranner. Man kan tænke på noah Cross i Chinatown eller skandalefilm som The China Syndrome og Silkwood, hvor grådige virksomheder var parat til at ofre arbejdernes sikkerhed for egen vinding. Man skulle tro at Reagan-årene i 80’erne, med deres lovsang til indtjening og det frie markeds velsignelser, ville have oplevet en genoplivning af den erhvervsvenlige film, men det skete kun delvis. De sene firsere er blevet kaldt ‘the golden era of anti-capitalist films’, og Wall Street er til enhver tid god for en moralsk historie om menneskets hensynsløse grådighed. Den første Wall Street-film (af Oliver Stone) fra 1987 handler ganske rigtigt om den hensynsløse børsspekulant gordon gekko (Michael Douglas i topform), som uden skrupler bruger alle midler for at tjene penge, f.eks. kan han ikke se noget forkert i insiderhandel. Greed is good er den arbejdsmoral han selv praktiserer og docerer over for sin lærling, Bud Fox. Men helt så entydigt får filmens morale ikke lov til at stå. Da Buds egen far bliver offer for kapitalismens brutalitet og trues med fyring, bliver sønnen blød i knæene. Hollywood har alligevel ikke, når det drejer sig om handlingen i en spillefilm på det tidspunkt, lyst til at lade det hensynsløse pengebegær gå planken helt ud. Der skal

antydes et alternativ til hensynsløsheden og kynismen inden for filmens egne rammer. efterfølgeren, Wall Street. Money never Sleeps, fra 2010, havde ikke den samme gennemslagskraft som den første Wall Street-film. I mellemtiden var mottoet ‘greed is good’ blevet citeret en million gange af alle og enhver, og den ryggesløse forretningsmand blevet en banal Hollywood-kliché som ikke længere kunne forarge nogen for alvor. Charles Fergusons dokumentarfilm fra 2011, Inside Job, bekræfter alle eksisterende fordomme om Wall Street. gennem en række interview med nøglepersoner i den politiske og finansielle sektor afslører Ferguson at aktørerne under finanskrisen i 2008, bl.a. dem der havde administreret de uforsvarlige lån i ejendomssektoren, var helt blottede for moralske skrupler. For dem var det legitimt at score kassen uden at tænke på at man måske ruinerede uskyldige mennesker og uden at informere dem ordentligt om hvad det var for en risiko de var ved at pådrage sig. Amerikanske forfattere har altid interesseret sig for den særlige kultur der udfoldede sig omkring Wall Street – fra Herman Melville, William Faulkner og Tom Wolfe i The Bonfire of the Vanities fra 1988, til Bret easton ellis’ American Psycho fra 1991, som blev filmatiseret ni år senere i en helt klinisk, patologisk thriller om det amerikanske Wall Street-miljøs totale materialisme og amoralitet, understreget af de overlagte og tilsyneladende fuldstændig meningsløse mord hovedpersonen begår. Financial Times fortæller (10. februar 2012) historien om en vis Dr. Lionel Bissoon, som efter finanskrisen i 2008 blev modelæge på Manhatten for en række centralt placerede ansatte i finanssektoren. De havde hørt at han tilbød en testosteronkur, som kunne skærpe deres opfatte- og ydeevne og gøre dem til konkurrencedygtige alfa-mænd i en tid hvor mange firmaer afskedigede medarbejdere i bundter. USA’s kreative medicinalindustri havde allerede sat navn

på en aldersbetinget svækkelse som rammer midaldrende mænd: andropause. Symptomerne er nedsat energi og svigtende professionel entusiasme, kort sagt: nedsat libido. Dr. Bissoon siger i dag at da han startede med at tilbyde sin testosteron-terapi, regnede han med at hans patienter først og fremmest ville være mænd der dyrkede ekstremsport. ‘Jeg var overrasket over at 90 procent af mine patienter rent faktisk var ansatte i finansindustrien, de fleste i trediverne og fyrrerne.’ en af hans patienter, som havde gennemført et behandlingsforløb, var meget tilfreds med resultatet: ‘Jeg er nu lidt mere alfa-mand og kan nøjes med mindre søvn. Det er den positive side af aggressionen. Man ændrer mentalitet og begynder at se positivt på fremtiden.’ Dr. Bissoon er ikke alene om at dække markedets behov på dette specielle område. Det Las Vegas-baserede firma Cenegenics var i 2012 nået op på at drive tyve klinikker rundt omkring i USA med omkring 20.000 patienter. Omsætningen steg fra 37 mio. dollars i 2007 til 60 mio. i 2011. Mens nogle hævder at det er mænds naturlige produktion af testosteron og deraf følgende aggressive risikovillighed, der bærer skylden for den finansielle krise, tror mange Wall Street-ansatte åbenbart på at det samme stof indtaget som medicin vil sætte dem i stand til at klare sig i den heftige konkurrence fra kollegerne under den økonomiske nedtur. Denne praksis giver et svimlende nyt perspektiv på moderne vestlig civilisation. Man kan formode at finansverdenen ikke er den eneste der fylder sig med præstationsfremmende stoffer. Hvad med krigsindustrien? Hvordan klarer de højere officerer presset under Afghanistan-krigen fx? Der er mange steder man kan trænge til et lysere syn på fremtiden. Denne overraskende udvikling inden for medicinalindustrien giver begrebet ‘risikosamfund’ en helt ny, kønnet dimension.