Odins labyrint af Mads Peder Nordbo

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 6 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 7 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

Begyndelse og slutning

H

imlen flækkede. Et ganske kort øjeblik føltes det forløsende at hænge i den varme sommerluft over haven, men da min ryg bankede ned i blomsterbedet med høje og tætte klaser af gul solhat, blev al luft og liv presset ud af mig. Jeg prøvede at suge ny luft ned i lungerne, men det eneste, jeg mærkede, var små kramper, der hvor luften burde være gledet igennem. Der lå en dis over mit syn. Allerede før jeg ramte jorden, flakkede mit blik rundt i en tåget blanding af illusion og virkelighed. Men noget slap igennem.

Glimt i tågen. Måske var det bare mine erindringer, der gav slip og gled frit omkring? Himmel. Hus. Jord.

Haven omkring mig var en blomstrende, britisk staudehave.

Huset, jeg var faldet fra, var et ældre rødstenshus i Londonbydelen Kensington.

Mit blik søgte og ramte spredte punkter. Gesimser. Balustre.

Buede vinduer. Jeg anede svagt balkonen på fjerde etage.

Jeg forsøgte at dreje mig, men min krop føltes fremmed. Mit blik tumlede ned langs muren, til det ramte jorden. Haven. Døren.

Lungerne ville stadig ikke tage imod luft.

Noget bevægede sig og kom til syne helt tæt ved. Helen. Det var Helen. Hun knælede og strakte en arm ud. Hun rørte ved mig.

Måske på armen. Huden. Helen. Hendes ansigt var vådt, øjnene store. Hun fangede mit blik. Hendes hænder lagde sig omkring mit ansigt. Så kiggede hun op mod balkonen og mit hjemmelavede 7

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 8 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

reb, der var bundet fast til balkonens gelænder. Det nåede kun et par meter ned ad huset. Hun så tilbage på mig, bøjede sig frem, lagde to fingre på min hals, åbnede min mund og sørgede for, at der var frie luftveje. En prikkende fornemmelse spredte sig. Brændte i min brystkasse. Så kom stødene. Først svagt, så voldsomt. Mine lunger blev presset op i struben, og mine øjne trak revner i tågen. »Mathias ... Det er okay ... Bare lig stille.« Stemmen gled gennem mine tanker uden at fæstne sig. Ordene var de første, jeg havde hørt hende sige, efter at hun var trådt gennem mit bliks tåge.

Ellers havde jeg kun set hendes læber bevæge sig og måske hørt en grødet mos af lyde.

Hun rejste sig og råbte hen mod huset, men ordene gled lige gennem mig og sivede ned i jorden. Alt virkede langt væk. Helen forsvandt. »Mathias.« En ny stemme brød ind og gjorde mørket til tåge og tågen tynd. »Mathias, er du her stadig?« Det lød som Whitmore.

Jeg forsøgte at fokusere på ham. Han sad kun få meter fra mig i sin rullestol. Martha var der også. Jeg så dem et øjeblik helt klart. Der var sol. Himlen bag dem blå. Angsten lyste i hans øjne. Ansigtet var blegt og furet. Helen kom tilbage og satte sig igen på hug ved siden af mig. Vi var alle ude i haven. »Hvad skete der?« Det var Helens stemme. Jeg kunne ikke svare. »Sprang du selv ud?« Hun så ikke ind i mine øjne, da hun spurgte. Måske var der heller ikke liv i dem. Hun rejste sig usikkert op. Det skar gennem mit hoved.

Det var ikke et uheld, at jeg var endt med ryggen mod livet. Det hele pegede nærmere mod en løbsk kausalitet. Alt for mange uforløste årsager må nødvendigvis føre til en ophobning af virkninger, der ikke kan rummes i et menneskes hjerne, hvis de udløses på én gang.

Whitmores ansigt virkede stift. Det var mig, der skulle have bå8

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 9 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

ret vores viden videre. Ham, der skulle dø. Mit blik gled hen over den sorte stok, der hvilede på hans ben, og det stoppede først ved dens liljeformede jernhoved, hvis tunge blade mere end én gang havde ramt en modstanders hud og kød og kvast hans knogler.

Smerten rørte på sig. Lysten til at lukke øjnene og give slip pressede sig på, men mit blik fjernede sig ikke fra Whitmore. Martha var væk. Hendes hånd på mit hoved. Havde hun strøget mig over håret? Helen var forsvundet igen efter meget forsigtigt at have kysset mig to gange på panden. Begge kys skar rungende gennem mig som ekkoet fra en sonar.

En fugtig duft af muld fandt vej til mig. Den føltes blød, som var der slået sprækker i jorden og en blid luft begyndt at strømme op fra dens revner.

Helen kom tilbage. Denne gang med to mænd i uniform.

Hendes ansigt føltes tæt på. Det sorte hår glinsede i solens stråler. Ansigtet var smalt. Læberne fyldige. Fugtige. Læberne bevægede sig igen. Ingen lyd. Mit blik faldt til jorden. Blad for blad vippede de gule solhatte ind foran hende.

Smerterne bølgede uroligt rundt i det meste af min krop, og der skete intet, når jeg forsøgte at skabe bevægelse. En af de to mænd gled som en skygge hen over mig. Han løftede min ene arm og lagde et par fingre på indersiden af mit håndled. En varme spredte sig. Jeg kunne mærke min arm. Mine øjne gled i. Jeg ville ønske, at det hele bare var en drøm, men det var det ikke. Jeg var ikke vågnet skrigende midt i et fald, men landet tungt og hårdt for enden af drømmen. Jeg tror ikke, at mit hjerte slog mere. Jeg var alene.

Var jeg død?

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

De første fortællinger

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

Kapitel 1

J

uli 2009 blev jeg ramt af en oplevelse, der i første omgang blot blev udløst af et brev og en lille bog, men senere viste sig at have vidtrækkende konsekvenser. Oplevelsen påvirkede mig på samme måde, som når en sten kastes i vandet. Først ser man kun et lille skvulp, men så stille, glidende breder bølgerne fra nedslaget sig og forandrer vandet.

Det begyndte, så vidt jeg dengang vidste, den 2. juli. Jeg var på vej hjem fra universitetet, hvor jeg ved siden af mit studium havde et job som assistent på biblioteket. I modsætning til resten af universitetet lukkede biblioteket ikke om sommeren, og jeg brugte derfor en del af min ferie på at rydde op, arkivere og hjælpe vildfarne bøger hjem på rette plads. Det perfekte job. Måske for perfekt, når jeg tænker på, hvor let det var for mig at være usynlig mellem de endeløse rækker af reoler og tørt duftende bøger, der altid havde ryggen vendt mod mig, så længe jeg ikke selv bad dem om at åbne sig.

I min taske havde jeg et brev eller rettere en tyk, brun kuvert med noget firkantet indeni og engelske frimærker udenpå. På forsiden stod der med håndskrevne bogstaver Mathias Hviid, Syddansk Universitetsbibliotek, Campusvej 55, 5230 Odense M, Denmark, men der var ingen afsender på brevet.

Det var underligt, at kuverten var sendt til biblioteket og ikke til min egen adresse. Tanken om, at kuverten havde noget med mit arbejde på biblioteket at gøre, havde strejfet mig, men jeg havde en 13

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

fornemmelse af, at kuvertens indhold var af mere privat karakter.

Derhjemme ville min mor sikkert være nysgerrig efter at se, hvad der var i den, så hvis det var hensigten, at indholdet skulle undgå hendes opmærksomme spørgsmål, gav det god mening at sende brevet direkte til mit arbejde. Jeg regnede med, at svaret lå inden i kuverten, men besluttede mig for først at åbne den, når jeg var helt alene.

I modsætning til de fleste andre på min alder havde jeg endnu ikke taget mig sammen til at flytte hjemmefra, og jeg boede derfor stadig på et værelse oppe under taget i min mors hus. Hun er ellers på mange måder et menneske, som folk vender sig væk fra, og det tror jeg egentlig også, hun foretrækker. Det er rigeligt, at alle kan se de mange små, hvide ar, der løber hen over hendes pande, fortsætter ned ad begge arme og til sidst ender i to hvide plamager på hendes håndrygge.

Som barn rørte jeg en gang imellem ved arrene. Lod mine fingre glide forsigtigt hen over den ujævne, hvide overflade. Men kun når hun sov. Jeg forestillede mig, at ar, ligesom isbjerge i havet, blot viser en lille del af sig selv over overfladen, mens det reelle ar ligger som en langt større klump længere inde. Hun havde altid sagt, at arrene stammede fra før, jeg blev født. Fra en tid, jeg ikke behøvede at tænke over. Derfor måtte jeg selv gætte mig frem til svar ud fra det, jeg hen ad vejen fik stykket sammen.

Jeg tror, hendes psykiske ar havde gjort hende til invalidepensionist, allerede inden jeg blev født, men det er ikke noget, vi har talt om, mere noget, jeg har antaget ud fra det, jeg engang læste i hendes dagbøger, hvor hendes splittelse for alvor blev tydelig for mig.

Lige så langt tilbage jeg kan huske, har hun været et splittet menneske. I perioder har jeg følt, at det var den søde side af hende, der var min rigtige mor, mens den mørke side måtte være skyggen af min far, og hvis der var én ting, jeg med sikkerhed fik ud af dagbøgerne, var det frygten for Skyggen.

14

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

Da jeg kom hjem og sad alene på mit værelse, fik jeg hurtigt revet kuverten op. Indeni lå en lille, brunplettet notesbog, ombundet som en pakke med snor. Det var en gammel og slidt notesbog.

Forsigtigt skubbede jeg snorene til side og lukkede bogen op.

Selvom den var stiv i ryggen, da jeg åbnede den, fik jeg hurtigt bladret den igennem. Samtlige sider var skrevet med en skråskrift, der så ud til at være lige så gammel som bogen selv. Mellem to af siderne lå et helt nyt brev og en flybillet.

Kære Mathias Hviid, stod der på engelsk øverst oppe med en klassisk skråskrift, der ikke matchede den i bogen.

I det samme hørte jeg lyde ude på gangen ved trappen, der førte op til mit værelse. »Mathias?« kaldte min mor. »Mathias, der er mad om et øjeblik!« »Kommer ...« London 28.6.2009 Kære Mathias Hviid Mit navn er Lucian Whitmore. Jeg er en gammel mand, der nærmer sig slutningen af et langt liv, men der er noget, jeg først skal have på plads, og derfor skriver jeg til dig.

For at gå lige til sagen har jeg en opgave, jeg mangler at få løst. En opgave, jeg skal give videre. Det drejer sig om bevarelsen af en viden, der ikke bare rækker meget langt bagud i tiden, men også kan ændre verdenssynet for en stor del af jordens befolkning og rokke ved fundamentet for hele den vestlige verden. Den viden skal jeg have hjælp til at sikre for eftertiden, ligesom jeg også gerne vil have det hele samlet i et kortere manuskript, der kan publiceres, når tiden er moden.

15

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

Jeg ønsker ikke at fortælle for meget pr. brev eller telefon, og da jeg er for gammel til at rejse, inviterer jeg i stedet dig herover til mit hjem.

Jeg skylder dig at skrive, at den viden, jeg taler om, kan være farlig.

Den har en tendens til at tage livet af dem, der forsøger at skrive den ned, og de seneste tre er bestemt ikke sluppet heldigt fra arbejdet med den.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du skal følge mit råd og rejse herover, er du velkommen til at nævne mit navn for din mor, og lad så ellers tvivlen komme mig til gode. Det er ikke mig som person, der er farlig.

Jeg antager, at du selv kan regne ud, hvorfor du er egnet, når du kigger i bogen, jeg sender med. Bogen har ikke den store betydning isoleret set, men den er ikke desto mindre en lille del af den samlede viden, jeg har skrevet om. Resten vil du få, hvis du kommer over og vel at mærke er klar til at modtage det. Mathias, jeg vil tro, en ung studerende som dig med speciale i runologi og filologi nok vil glædes en del over at få fingre i originale udgaver af Worms skrifter, for blot at nævne ét eksempel blandt mange. Derfor bør du have med i dine overvejelser, at du via dit arbejde med den viden, jeg taler om, vil komme ganske tæt på kulturelle skatte, som du end ikke i din vildeste fantasi havde kunnet forestille dig fandtes.

Der er vedlagt en billet. Du skal flyve fra Billund til Heathrow og tage videre til 32 Draycott Place, Kensington.

Sloane Square Station ligger tæt ved. Tag Circle eller District Line.

Med venlig hilsen Lucian Whitmore Lucian Whitmore. Jeg smagte overrumplet og mistroisk på ordene.

Den Lucian Whitmore, jeg først tænkte på, var en af det 20. århundredes mest fremtrædende engelske kunstnere. Han havde gennem det meste af sin tid portrætteret mennesker i hverdagssituationer, hvor de blev udstillet nøgne og i mere eller mindre gro16

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

teske fremstillinger. Den måde, hvorpå han kunne fange blikket i et øje, lidelsen, urenheden og kroppens forfald, var unik.

Billetten, der lå sammen med sedlen, var en flybillet fra Billund til Heathrow med afrejse to dage senere. Jeg var målløs og sad længe og stirrede forvirret ud i luften. Så lagde jeg bog, brev og billet fra mig og gik ned for at spise med min mor. »Hvad læser du?« spurgte hun. »Bare noget til studiet.« »I ferien?« Jeg kiggede op fra min mad og så på hende. Jeg havde mest lyst til at sige Whitmores navn. »Forberedelse.« Da jeg var mindre, var jeg bange for hende. Ikke fordi hun slog, for hun har aldrig lagt hånd på mig eller så meget som rusket mig, men fordi hun havde skyggesiden i sig. Fordi jeg altid var bange for at gøre noget galt eller sige noget forkert, så det mørke kiggede frem gennem revnerne.

Hun smilede, men rystede svagt på hovedet. »Der findes andet i livet end bøger. Kunne du ikke komme med i en studiegruppe, hvis du skal læse så meget? Du måtte gerne ende med at have et mere socialt liv end mig.« Det sidste sagde hun med et smil, men jeg kunne let høre alvoren bag ordene. »Mjo,« sagde jeg uden at være det mindste i nærheden af at mene det. »Det finder jeg ud af.« Senere samme aften læste jeg brevet igen og søgte bagefter på Lucian Whitmore på Google. De hits, jeg fik, fortalte mig ikke noget nyt. I stedet bestemte jeg mig for at samle nogle bøger om Lucian Whitmore sammen ude på universitetet dagen efter.

Jeg lukkede ned for min computer og kastede mig nysgerrigt over den brune notesbog, der indeholdt en masse håndskrevne si17

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 18 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

der, tegninger, årstal og meget mere. Der var ingen tvivl om, at den var gammel. Dels kunne det ses på skriften, papiret og farven. Dels stod der Botanisk Have, Juli 1897 på første side. Jeg stak næsen ned i bogens midtersider, der duftede af hengemt, gammelt støv.

Det så ud, som om forfatteren mest havde arbejdet med runernes oprindelse, men der var også en del spredte noter om planter og oplevelser i naturen. Forfatteren havde tydeligvis skrevet på flere emner ad gangen og ret impulsivt taget dem et for et, når det passede ham.

Jeg fortsatte med at læse i bogen og søge efter spor, lige til det blev mørkt, og jeg begyndte at blive for træt til at koncentrere mig.

Men da jeg var kommet hele vejen gennem alle bogens noter, bladrede jeg den alligevel igennem igen forfra. Der var noget, der havde fanget min opmærksomhed. Først havde jeg ikke bemærket det, fordi runerne, historien og botanikken havde overrumplet mig, men kort efter begyndte det at tone frem fra spredte sætninger, der var skudt ind mellem al videnskaben som små øer af angst.

Der er noget, der følger efter mig ... Det er kommet tættere på. Jeg ved, hvad det vil ... Flytter dokumenterne til min kasse i haverne. Mig selv kan jeg ikke skjule her ... Vil bruge en af dem til at gøre en ende på dette mareridt.

Det med mareridtet var det sidste, der stod i notesbogen.

Det stod ikke klart, hvad det var, der fulgte efter ham og var som et mareridt for ham, men det lå hele tiden og ulmede mellem siderne. Ord for ord gled det ind i mig. Jeg lukkede bogen og slukkede lyset.

Da jeg næste dag kom ud til universitetsbiblioteket, styrede jeg med det samme hen til hylderne med bøger om moderne kunst, greb et passende udvalg af Whitmore-bøger og fandt en krog, hvor jeg kunne læse.

18

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 19 SESS: 40 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

Ifølge biografierne havde Lucian Whitmore haft en hård barndom, fordi ingen rigtig tog sig af ham. Hans forældre hed Graham Whitmore og Emily Whitmore, og den unge Lucian Whitmore voksede op i 20’ernes og 30’ernes London, hvor overklassen levede i imperiets falmende lys. Modsat mange andre fra den britiske overklasse mistede Lucian Whitmores far ikke sin formue, men kun sin værdighed, mens imperiet krakelerede. Derfor voksede Lucian op med en desillusioneret far, der godt nok havde penge, men ikke trivedes. Med Lucians mor var sagen en anden. Hun var mere et livstykke, men havde desværre et svingende sind. I de bøger, hvor jeg så hende omtalt, lod det til, at man ikke kendte hendes forældre. Da de fik Lucian, var hun blot 22 år gammel og han 23, og bagefter var ingenting det samme.

Den nat, Lucian blev født, var den sidste nat, hans mor var normal. Allerede dagen efter blev hun hentet til indlæggelse. Dybt psykotisk. Der var ingen, der nogensinde havde fundet ud af, hvad der egentlig skete den nat, men efter sigende vendte hun aldrig hjem igen, og Lucians far isolerede sig mere eller mindre på et værelse højt oppe i huset, indtil han mange år efter kastede sig i døden fra værelsets balkon. Ifølge biografierne kom Lucian og husets tjenestefolk, en gammel gartner og en kokkepige, ud i haven, lige efter at faren var sprunget. Han havde ligget på ryggen og stirret op i himlen med et hysterisk blik og fråde om munden. En gal mand stod der flere steder. Kort tid efter begyndte Lucian Whitmore at male døde mennesker. Først nogle år senere vendte han sig mod de levende, men han holdt fast i det dystre, vulgære og blotlagte i sine portrætter.

Jeg lagde bøgerne fra mig og fiskede i stedet brevet fra Whitmore frem fra en lomme i min taske. Jeg studerede hans håndskrift og begyndte at lede i bøgerne igen. Denne gang efter kopier af breve, hvor hans egen håndskrift kunne ses. Tre bøger senere var 19

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 20 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

der gevinst. Hans håndskrift kunne tydeligt læses sammen med en af hans blyantskitser, og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var den samme skrift som i brevet. Jeg tror, jeg blegnede, men det var måske bare en følelse. Brevet var ægte, og hvis manden havde ret, så dækkede ordene i brevet over meget mere, end jeg kunne forestille mig.

Jeg stoppede et par bøger om Whitmore ned i min taske. Det var svært for mig at forestille mig den viden, han skrev om. Svært for mig at tro på, at han i sit hus skulle have gemt en viden, der var så stærk, at den kunne slå mennesker ihjel og i sidste ende ændre verden. Det måtte jo næsten være som at kigge i Vatikanets arkiver.

Jeg smed tasken over skulderen og begyndte at gå mod udgangen. I den lille bog, som Whitmore havde sendt med brevet, havde jeg lagt mærke til, at ordet eril gik igen på en del sider. Ofte i sammenhæng med notater om runer og teser om nordiske folk. Et sted havde der endda stået, at erilerne stadig eksisterede, men mig bekendt var eril en titel, der alene fandtes i en række runeindskrifter fra de nordgermanske områder i tiden mellem år 0 og 600 e.Kr. Desuden var det min opfattelse, at en eril var en form for krigerisk shaman, der ifølge myten havde fået evnen til at skrive med runer direkte fra guderne.

Jeg slog tanken hen. Det var 1.500 år siden, der havde levet eriler, og hvad end der så forfulgte ham, der havde skrevet den lille notesbog i 1897, var det næppe en gal shaman fra oldtiden.

Jo mere jeg analyserede ordene i brevet og notesbogen i mine tanker, jo mere mærkede jeg, at min nysgerrighed var for stor til, at jeg kunne takke nej til invitationen. Samtidig blev jeg overbevist om, at jeg ikke bare ville tage over for at samle en masse løse ender sammen til et manuskript, jeg ville også finde ud af, hvad Whitmore egentlig gemte på. Hvis manden virkelig skjulte originaler af Worms tekster og mange andre lignende rigdomme, måtte disse, 20

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 21 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

ud over at være uvurderlige skatte, være en del af en helt unik samling, som jeg bogstavelig talt ville give min ene arm for at dumpe ned midt i.

Jeg havde ofte læst om de store bogsamlinger, som Ole Worm og flere af hans efterkommere i det 16. og 17. århundrede skulle have efterladt sig, men var også klar over, at ingen i dag vidste, hvor alle bøgerne, håndskrifterne og kildeteksterne i sidste ende var blevet af. Tanken om, at de ikke var gået tabt i Københavns brand i 1728, men derimod måske endt i London i Whitmores hus, gav mig gåsehud af spænding.

Selvfølgelig skulle jeg tage til London og opsøge Lucian Whitmore. Indeni kunne jeg mærke, at jeg allerede havde taget udfordringen til mig. Jeg var spændt. Også selvom jeg ikke regnede med, at noget kunne ryste mig så meget, at det ændrede mit syn på verden. Mit verdenssyn var som en følge af mødet med min mors dagbøger både blevet rystet og havde fæstnet sig igen for længe siden, og det med de døde forfattere skræmte mig heller ikke. Det er trods alt sjældent, at folk bliver dræbt af fortiden, selvom lige præcis min fortid faktisk havde grebet alt for hårdt fat i mig flere gange.

Kapitel 2

D

a jeg var seks år gammel, så jeg et menneske dø ved en kirke.

Det var mit første møde med døden, og den tog et menneske, der havde haft stor indflydelse på min mors liv og senere også fik det på mit. Alt det vidste jeg bare ikke noget om i det øjeblik, da min mor stod og knugede mig ind til sig med en vaniljeduftende hånd presset hårdt mod mine læber, mens vi så det døende men21

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 22 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

neske kæmpe sig op ad de tre adskilte stentrapper, der førte op til kirken. Det gik først op for mig, da jeg seks år senere i 1996 var alene hjemme en hel dag og fik forvildet mig ind i en række forbudte bøger.

Min mor har vist altid samlet på bøger, og allerede da jeg var barn, havde hun så mange, at de havde deres eget værelse. For mig var det værelse en verden, hvor alt kunne ske, og alt fandtes.

Jeg kan ikke helt huske det, men jeg tror, min trang til at læse opstod en dag, hvor jeg sad og kiggede på alle de mange bogrygge på reolerne. Fra min mors læsning vidste jeg, at der i alle disse tunge, mørke kasser af ord fandtes en utrolig rigdom af farver, liv og fantastiske fortællinger. Forsigtigt rakte jeg hånden ud og greb Peter Pjusk. Jeg forsvandt ind i et univers af farlige katte, venlige gråspurve og en stadig søgen efter føde. Nogle år senere var det Moby Dick, Skatteøen og Den sorte hingst. Senere igen Ringenes herre, og efter dem kommer de som perler på en snor: Den lange rejse, Ved vejen, Åndernes hus, Rosens navn og så videre.

Den dag, hvor jeg var alene hjemme som 12-årig, befandt jeg mig i fasen omkring Den sorte hingst, men søgte efter næste trin, næste udfordring. Jeg havde netop taget en bog ned fra en af hylderne, da jeg fik øje på noget bag den. Det var en brun bogryg uden titel. Forsigtigt pillede jeg den ud fra dens skjul bag de andre bøger og lod fingrene glide hen over dens spættede overflade. Jeg åbnede bogen og kunne se, at den var fyldt med håndskrevne sider. Det lignede en dagbog, og jeg genkendte hurtigt min mors skrift.

Jeg tog et par bøger mere ud af reolen. Også bag dem gemte der sig brune notesbøger. 13 bøger i alt. Og de var alle skrevet af min mor om min mor.

Men det, jeg havde fundet, var ikke bare dagbøger. Det var udførlige og detaljerede logbøger over nogle dystre år af min mors liv.

Værst var det i de sidste bøger, hvor et uhyggeligt mørke blev be22

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 23 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

skrevet, og en skygge krøb ind over hende og mishandlede hende igen og igen.

Det var en skygge, der var skræmmende meget mere nærværende end kaptajn Ahab og Long John Silver fra de andre bøgers verden. Den var ond. Beskrevet så intenst, at jeg kunne mærke den og lugte den. Svedig og rådden.

Den dag, jeg fandt bøgerne, nåede jeg ikke at læse det hele, slet ikke, men det var nok, og selvom jeg skulle have holdt mig fra det, læste jeg resten i ugerne efter, når min mor var ude af huset.

For hver bog, jeg læste færdig, åbnedes såret inden i mig mere og mere, og selvom jeg i første omgang ikke forstod alle sammenhænge i bøgerne, var jeg ikke i tvivl om, at deres indhold havde haft afgørende betydning for både min mors og mit liv.

Alt ændrede sig, mens jeg læste dagbøgerne. Jeg mærkede den falske mor, Birgitte, kvinden fra dagbøgerne, inden i mit hoved; på vej ind i kroppen, hvor hun hev og sled i alle de revner og sprækker, hun kunne finde. Den ene bog efter den anden var trængt ind i mig. Alle mine forestillinger styrtet sammen. Tilbage lå en lille, blottet dreng.

Da min mor kom hjem den dag, jeg havde læst den sidste og mest ødelæggende bog, lå jeg inde på min seng og rystede. »Hvad er der sket?« spurgte hun, men det eneste, jeg hørte hende sige, var tag mit liv. En sætning, jeg havde læst igen og igen i dagbøgerne. »Er du blevet syg ... dårlig?« fortsatte hun og lagde en blød og kærlig hånd på min pande. Tag mit liv. Hendes hånd lå på min pande, men også Birgittes, og jeg kunne ikke holde berøringen ud, for hendes ord lå så tæt omkring mig, at jeg knap kunne trække vejret. »Hvis jeg havde vidst, du var sløj, var jeg ikke gået ... Du skulle have sagt det.« 23

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 24 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

Den Birgitte, der talte til mig gennem dagbøgerne, voksede op på et børnehjem på Fyn sidst i 60’erne og først i 70’erne. Jeg aner ikke, hvad børnehjemmet hed, eller hvor det lå. Det stod ikke i dagbøgerne. Det første, hun skrev i den første dagbog, var: Jeg har besluttet mig. I morgen tidlig tager jeg ud til tvillingerne. De vil tilbyde mig et arbejde. De blev aldrig tilbage om natten. Jeg håber, de aldrig har forstået, hvad der foregik.

Birgitte skrev efterfølgende om en tid, hvor hun boede hos et par sære tvillinger, der, så vidt jeg forstod, var født i England, men voksede op i ensomhed i Danmark sammen med en gammel guvernante, der oven i det hele døde, før de to var blevet rigtig voksne. Deres far kendte de ikke, og moren var død under fødslen.

Birgitte skrev også, at tvillingerne var født med en række fysiske handicap, der gav dem begge et frastødende udseende og en kluntet måde at bevæge sig på. Hun skrev, at skæbnen havde gemt dem væk på toppen af en bakke i deres Glashus, der på mange måder alene ved sit navn stod i kontrast til dem selv. Dengang jeg læste om Glashuset i dagbøgerne, forstod jeg ikke, hvor navnet var kommet fra. Det gik først op for mig mange år senere, da jeg en dag selv fandt huset for enden af en lang grusvej.

Det virkede på mig, som om tvillingerne var meget menneskesky og ikke havde kontakt med folk fra den landsby, de boede i nærheden af. For den 12-årige udgave af mig selv fremstod de som noget fra en anden verden, og det blev ikke bedre af, at Birgitte kaldte den ene for Ler og den anden for Maler, fordi den ene var optaget af at dyrke jorden og passe haven, mens den anden var mere interesseret i kunst og bøger. Maler brugte således sin tid på at fordybe sig i verdens skønhed, mens Ler var travlt beskæftiget med dyrkning og udbytte. Derudover havde Ler et noget mere roligt temperament end Maler, der godt kunne miste kontrollen over sig selv. Når det skete, skrev Birgitte, at den stærkere Ler fik24

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 25 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

serede Maler til sengen i nogle timer. Det plejede at få ham til at samle sig.

Til trods for deres forskelle var de to tæt forbundet. Birgitte skrev flere gange, at andre mennesker, både folk fra byen og børnene på børnehjemmet, havde den opfattelse, at de to tvillinger var én og samme person. Jeg ved ikke, hvorfor andre så dem på den måde. Måske fordi de var sære og sky? Måske fordi de aldrig forlod huset samtidig? Halvvejs gennem den første dagbog begyndte Birgitte også selv at omtale tvillingerne samlet som én med navnet Elma, og i stedet for de og dem skrev hun ofte han og ham.

I en af de sidste dagbøger fandt jeg en håndfuld løse tegninger.

De var alle sammen lavet med blyant på groft, gulnet papir. På en af dem genkendte jeg min mor. Hun var ung. Yngre end jeg nogensinde selv havde set hende, men jeg var ikke i tvivl. Det var hendes krøllede hår, fregnede hud og lille næse. Øjnene var lukkede.

Måske sov hun. Underlæben hang en smule nedad, hun var sort under øjnene, og håret så ud til at være klistret sammen i store tjavser ved det ene øre. Halsen var langstrakt. Kravebenene bulede tydeligt ud under huden.

På et af de andre ark var der tegnet en underlig menneskeklump, der, som jeg så det dengang, var svær at tyde. Klumpen havde tre krumme ben, hvoraf det midterste enten var ekstra tykt eller to ben tegnet helt tæt sammen. Op fra benene voksede en bred krop, der endte i en spaltning, hvor hver ende forløstes i et hoved. Det ene hoved var større end det andet. Dets hage sprang voldsomt frem, og panden var nærmest sunket ind i kraniet. Ansigtet mellem hagen og den hule pande var præget af et fast blik, der stirrede stift ud fra arket. Det andet hoved var aflangt, som havde to store hænder presset det sammen, indtil dets kranium havde givet efter, kæberne var gået af led og øjnene presset ud af hulningerne. Underlæben hang. Næsen var næsten væk, og blikket virkede mere resigneret end noget an25

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 26 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

det, jeg før havde set. Begge hoveder havde rodet hår, kraftige øjenbryn og lange skægstubbe. De to arme, der kunne ses, virkede abnormt lange, og mens hånden under det kraftige hoved var grov og stor som en skovl, var hånden i siden med det lange ansigt let og fin.

Det lange ansigt måtte være Malers og det grove Lers.

Som 12-årig anede jeg ikke, hvad Birgitte gemte i sig, eller hvad der skjulte sig i hendes sind og psyke. Men jeg tror, at Elma vidste det. Han kendte hende. Da hun var barn på børnehjemmet, kom Elma en gang imellem med frugt og grønt til dem om sommeren, og nogle gange havde han endda været til kortaften hos forstanderen, men blev aldrig tilbage om natten, som hun skrev.

Det var ofte uklart for mig, hvem af de to tvillinger hun skrev om, især fordi hun så ofte skrev ham og han, men det måtte være Ler, hun omtalte på de sider, hvor hun gengav deres samtale om lidelsen, skabelsen og meningen med livet. Hun skrev utrolig meget om netop det møde og lignende samtaler i årene efter. Jeg tror, hun havde et stort behov for at søge trøst og svar hos én, der var fast i troen på sin egen guddom. Det var imidlertid ikke de religiøse overvejelser eller de underlige tvillinger, der i sig selv påvirkede mig så kraftigt dengang, det var alle de mange små passager om den ondskab, hun oplevede som både barn og ung. Jeg kunne ikke forstå ondskaben fuldt ud, men blot mærke den, mens den voksede sig stor og stærk i mine tanker.

Glashuset er et hus for galninge, havde hun skrevet i den første dagbog. De taler om Guds broderskab og Odins orden, men giver mig ingen svar på, hvorfor der findes børn, der græder sig i søvn hver aften.

Ingen Gud burde kigge tavst på de ting, der skete på børnehjemmet.

Hvorfor er der så meget lidelse? spurgte jeg Elma. Han sagde, at Gud prøver os, tester os. Jeg blev vred.

Sådan blev hun ved med at skrive. Note efter note om Elma, børnene, Gud og deres samtaler.

26

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 27 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

Når jeg ser på ham, kan jeg se, at han selv har måttet lide. Der er ikke noget, jeg misunder ham ... Han sagde, at han før havde hørt om de særlige børn på børnehjemmet. Dem, der skulle blive længe oppe, når der havde været kortaften i forstanderens hus. De særlige børn. Det rystede mig, at han vidste det ... Sådan var det på børnehjemmet ...

Store Michael forsvandt en nat og kom aldrig igen. Kun de to andre.

Deres øjne var tomme ... En pude over ansigtet, så vi hverken kunne skrige eller få luft.

Jeg forstod ikke alle de underlige ord om tvillingerne, de særlige børn og børnehjemmet, men jeg forstod, at Elma var god ved hende, og det var først, da en ny person dukkede op i huset hos dem, at det hele begyndte at ændre sig. Det var Skyggen. Efter at Skyggen viste sig første gang, skrev hun ofte om den. En plaget skikkelse, der bevægede sig rundt i huset om natten. Nogle gange som et køligt pust, der fik de små hår til at rejse sig på hendes arme og ryg. Andre gange som et fugtigt mørke, der omsluttede hende, trængte ind gennem huden og satte dybe spor.

Jeg mærkede dens varme krop glide ind over min, og jeg fortrængte, hvem jeg var. Den kravlede rundt på mig som et sultent dyr, der ledte efter en åbning, en revne i sit offer, hvor den langsomt kunne begynde at æde sig ind under huden til det forsvarsløse og bløde. Jeg græd, fordi varmen fra gråden var det eneste, der kunne få min krop til at slappe af, og hvis jeg slappede af, gjorde det mindre ondt. Dens sved og ånde løb hen over min hud og lagde sig som en fugtig hinde under mig. Så kom ordene. Først var de kun en tanke i mit hoved, en stille bøn om, at den skulle slå mig ihjel, men tanken voksede sig stor og messede løs. »Dræb mig, dræb mig, dræb mig, dræb mig,« indtil jeg til sidst greb fat i dens hoved og stirrede ind i mørket og lugten og sagde: »Tag mit liv i stedet for!« Hen mod slutningen af bøgernes samlede fortælling blev de natlige angreb fra Skyggen beskrevet som mere og mere vold27

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 28 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

somme. En morgen var hun vågnet blodig og fastspændt ude i haven. Her lå hun, indtil Elma kom ud og fandt hende. Det var samtidig med, at tegningerne af de døde dyr begyndte at dukke op.

Først var det fugle og mus. Senere katte, kaniner, hunde og andre dyr, jeg slet ikke kendte navnene på dengang. Hvis det bare havde været døde dyr, havde tegningerne nok ikke været så uhyggelige, men ingen af dyrene var døde på naturlig vis. Nogle var sprættet op og deres indvolde lagt pænt til rette ved siden af deres maver. Andre havde fået brækket alle ben eller hevet en vinge eller et ben helt af.

Flere virkede levende i blikket, men lyste af afmagt og angst. En enkelt kat havde slet intet blik, for dens øjne var gennemboret af pinde, og den var endda tegnet, mens den kradsede i et af de blodige huller med den ene pote. Jeg vidste ikke, hvorfor min mor havde gemt tegningerne, eller hvem der havde tegnet dem. Jeg så kun motiverne og forstod, at min mor måtte have følt sig som et af dem.

Så vidt jeg har kunnet læse mig til, ødelagde det til sidst Elma.

Nogle dage sad han og stirrede tomt ud i luften, mens han andre dage gik råbende og rasende rundt på sin grund. Som barn forstod jeg ikke, hvorfor de ikke stoppede Skyggen. Det gik først op for mig mange år efter.

Det, der i sidste ende knækkede Elma helt, var dog hverken angrebene mod Birgitte eller de døde dyr, men derimod en tilintetgørelse af hans helligdom. Det skete en morgen, hvor Birgitte skrev, at Skyggen ikke havde besøgt hende om natten. Hun havde set på sine arme og ben og kigget i spejlet, men der var ikke kommet nye rifter, blødende revner eller blå mærker den nat. Da hun kort efter var gået ned i stueetagen, kunne hun ikke finde Elma.

Først da hun gik ud i haven, fik hun øje på ham.

Han sad sammensunken med hagen hvilende på brystkassen midt mellem en masse glasskår og iturevne planter i det, der dagen 28

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 29 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

før havde været deres kæreste eje. Han blødte fra hænderne, men Birgitte vidste, at det var Skyggen, der havde gjort det. Hun vidste, hvor meget dette hvide, smukke drivhus betød for Elma. Vidste, at han, lige siden han var dreng, havde passet og plejet netop dette sted og dets gamle planter med omhu og nænsomhed. Det var det eneste af alle Elmas livsværker, som de to halvdele havde været helt fælles om at elske og opbygge.

Bagefter var alt anderledes. Splittelsen mellem de to tvillinger voksede. Et stort had mellem dem tog til dag for dag. Det var, som om de hver især bebrejdede den anden alt det, der var sket. Som om de vidste, at deres tid var forbi.

For Elma var tiden med Birgitte, før overgrebene begyndte, sikkert fløjet af sted som den bedste tid i hans liv. Men efter at angrebene blev grovere, og Elmas splittelse tog til, blev Birgitte nødt til at rejse videre. Alle har en grænse.

Formentlig mødte Elma og Birgitte aldrig hinanden igen, men hun så ham alligevel en enkelt gang mere. Det er muligt, at han også så hende, men et møde var det ikke. Jeg tror mest, han så på mig. Birgitte var væk for altid.

Det skete næsten syv år efter, at hun flyttede fra Glashuset. Da jeg sad med dagbøgerne, fandt jeg brevet, som førte til, at hun så Elma denne sidste gang. Brevet lå gemt i den sidste dagbog. Han skrev, at han ikke længere havde let ved at komme rundt ved egen hjælp, så han havde besluttet at køre til gudstjeneste en sidste gang i kirken, der lå ved siden af bakken med Glashuset. Han ville nødigt gå ene, skrev han.

Jeg husker det hele meget tydeligt, fordi det var første gang, jeg så et menneske dø. Han stod foran den nederste af de tre stentrapper, der adskilt af to grusede reposer førte op til kirken. Sveden var allerede begyndt at pible frem som en klar, glinsende hinde hen over hans flade pande.

29

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 30 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

Den første trappe havde kun et par trin, og dem kom han op ad uden den store kamp, men allerede ved den anden trappe gik han i stå. Han så op ad trappen, der havde langt flere trin, og lagde en hånd på gelænderet. Samtidig med at han satte af og tog det første skridt, lod han sin anden hånd svinge fremad for at få balance i den krogede krop. Det lykkedes, og han blev ved med at lade sig falde fremad i halve pendulbevægelser, der ved hvert skridt brat stoppede midt i faldet, når han førte et ben op og frem. Lidt efter stod han på den anden repos. Han pustede, og hagen, der stak lige så langt ud fra hans hals som en præstekrave, vippede op og ned i takt med hans åndedræt. Sveddråberne havde vokset sig store. Han fortsatte.

Den tredje trappe så ud til at volde ham stort besvær, selvom den var lidt kortere, og hans kræfter ebbede tydeligvis ud under kampen. Han svedte kraftigt nu, og hans anstrengte vejrtrækning kunne tydeligt høres fra vores skjul.

Jeg husker, at han midt på den tredje trappe pludselig rettede sig op, knyttede en stor næve mod himlen og råbte ud i den tomme luft: »Du slår mig ihjel, din satan!« Så trak han vejret dybt et par gange og forsatte: »Nu kommer du til at rådne op ... Det bliver min trøst i helvede!« Han så sig omkring. Det gav et sæt i både min mor og mig, og hendes hånd pressede mine læber ekstra hårdt ind mod tænderne, så smagen af vanilje fra hendes håndcreme bredte sig i min mund.

Han vendte sig igen mod kirken. Der var ikke lang vej igen. Rundt omkring os stod høje cypresser og tronede over lange rækker af gravsten og små sirligt rensede bede. Der lugtede skarpt af gran, og luften var tæt af varme. Han stønnede. Tungt og slæbende nåede han frem, løftede blikket og så ind gennem den åbne dør, der med to store blåmalede håndflader bød ham velkommen. Han var tæt på målet. Blot et par meter fra Guds hus. Min mor løsnede presset mod min mund, og jeg gispede efter vejret. I døren til våbenhuset 30

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 31 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

gav kirketjeneren ham en salmebog i hånden, og han forsvandt ind i kirken. Orgelet præluderede.

Så snart den kæmpende mand var indenfor, forsvandt min mor også derind, men først efter at have lagt en pegefinger på mine læber og indtrængende bedt mig om at stå stille og ikke sige en lyd, indtil hun kom ud igen.

Som alle andre nysgerrige børn kunne jeg ikke holde mit løfte.

Jeg sneg mig helt tæt på og stirrede gennem revnen mellem den åbne dør og dørkarmen ind i kirkerummet. Solen bagte bag mig, og mit hjerte bankede hurtigt.

Kordegnen sagde nogle messende ord. De andre i kirken fulgte ham. De sang nogle salmer, mens jeg lyttede. Præsten gik op på den gyldne talerstol, der hang halvvejs oppe på væggen til højre for mig. Han virkede langt væk, men det, han sagde, var så håndgribeligt, at jeg stod bag døren og gjorde præcis samme bevægelse med hænderne som han og senere gentog hans ord for mig selv aften efter aften. »Når jeg beder,« sagde præsten, »så ser jeg på mine foldede hænder. Jeg holder dem op foran mit bryst, så tommelfingrene vender ind mod mig selv. Tommelfingeren ligger tættest på hjertet, og derfor beder jeg først for dem, der står mig nær, som for eksempel min familie. Pegefingeren er den finger, andre bruger til at pege på mig med. Derfor beder jeg i anden ombæring for dem, der har noget at skulle sige over mig, som for eksempel læger. Langfingeren er den længste finger, og derfor beder jeg ud fra den om at hjælpe de højeste i samfundet, som for eksempel dronningen og regeringen.

Ringfingeren er den svageste finger, hvilket enhver, der har spillet klaver, ved. Ud fra den beder jeg for de svage og syge i samfundet.

Mens lillefingeren, den er bønnen for mig selv.« Resten af prædikenen handlede om en række personer fra Det Gamle Testamente. Han talte om den hellige Erasmus, der blev 31

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 32 SESS: 40 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

overhældt med kogende bly og fik tarmene revet ud af kroppen uden at miste forstanden, og om Job, der, til trods for at han var en retfærdig mand, blev udsat for den ene ulykke efter den anden.

Præsten fortalte om Jobs fortvivlelse over, at Gud opførte sig anderledes, end man kunne forvente af sin gud, og om Jobs skildring af Gud som en antiskaber.

Min mor skrev det hele ned i den sidste dagbog. Gud gør præcis det modsatte af, hvad en skaber normalt gør. Han ryster jorden løs af dens fundament, så søjlerne skælver, han befaler solen ikke at stå op, han gør vældige og uforståelige ting, ja, han jager efter mig for en bagatel; uden grund tilføjer han mig sår på sår, Job 9:17. Jobs venner prøver at få ham til at indse, at Gud nok alligevel har ret. Men Job holder fast ved sin anklage, og Gud giver Job ret. Det er Job, der har talt sandt, og ikke vennerne, fastslår Gud i bogens sidste kapitel. Det er på den baggrund, at vi forstår smerten og lidelsen i Jesu ord »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« Lige efter det har min mor skrevet, at Elma pludselig forlod kirken. Det husker jeg også, fordi jeg måtte skynde mig tilbage til mit skjulested, da Elma rejste sig og gik slæbende hen mod døren og mig.

Jeg gemte mig hurtigt igen. Elma kom ud og forsvandt bag et par buske ikke så langt fra mig. Hverken han eller jeg hørte præstens afsluttende ord om lægekunstens ærkeengel, Rafael, og den hellige Birgittas opofrelse blandt de spedalske, men det gjorde min mor, og på hendes skrift så det ud til, at det havde ramt hende.

Det, der ramte mig, var derimod døden, da den kom. Så snart min mor var kommet ud og havde knuget mig ind til sig i et tidsrum, der føltes som flere minutter, så hun sig nervøst omkring.

Fregnerne blussede som røde lamper på hendes hvide kinder, og hendes brystkasse vippede. Hun holdt en hånd op til panden. Jeg regnede med, at det var den gamle mand, hun kiggede efter, og pe32

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 33 SESS: 40 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

gede derfor over på buskene, hvor han var forsvundet. Hun så på mig, bed sig i underlæben, tog min hånd og begyndte at gå derhen.

Da vi så ham, vidste jeg straks, at der var noget galt, men da var det for sent. Inden min mor fik lagt sine hænder beskyttende hen over mine øjne, havde jeg både set det, hun ville skjule, og hørt hendes eget halvkvalte skrig.

Den gamle sad på en bænk bag busken, men han lignede ikke længere sig selv. Hans skjorte var revet op, og det så ud, som om han havde kradset sin egen brystkasse til blods. Hans øjne var opspilede og stirrede stift ud i luften. Den flade pande var hvid som kridt. Omkring hans mund og ned ad hans kraftige hage hang der store klatter af hvidgul fråde. Han var endnu ikke død, men da min mor få sekunder efter trak mig med sig, og vi flygtede væk fra kirken og den groteske skabning, der havde flået sig selv til blods, kunne jeg over min skulder se, at han faldt sammen og gled ned på jorden.

Og det var det billede, der brændte sig fast på min nethinde, da vi for ud gennem lågen. Den gamles ansigt i døden.

Dengang lod min mor, som om hun ikke kendte ham, og selv da det flere år efter gik op for mig, at det ikke var sandt, var jeg stadig så langt fra at kunne rumme sammenhængen, at jeg måtte lade det ligge.

Efterhånden som jeg var blevet voksen, havde jeg fået min viden om Elma, børnehjemmet og Skyggen gemt så langt væk inden i mig selv, at det ikke længere var en del af min hverdag. Men nu var det begyndt at gløde igen, og det, der havde givet det luft, var noget, jeg havde fundet, mens jeg kiggede i alle biografierne om Lucian Whitmore.

Det ene sted stod der: Midt i 80’erne verserede et rygte om, at navnet Lucian Whitmore var et pseudonym, samt at han i virkeligheden var en slags høvding eller nærmest guddom i en religiøs orden. Så vidt 33

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 34 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

vides lå der dog intet til grund for dette, og rygtet døde hurtigt ud igen.

Et par sider længere fremme i samme bog stod der: Ukendte kilder, der stammer fra før Anden Verdenskrig, påstod, at Lucian Whitmore havde to brødre, men at de to var så handicappede, at de ikke overlevede fødslen.

Det var den eneste af alle de bøger, jeg havde skimmet, der havde gisninger med om dette, og biografiens forfatter affejede da også rygterne som usandsynlige, men jeg havde bidt mærke i dem, og uden at kunne sætte en finger på sammenhængen fik jeg en fornemmelse af, at det hele hang sammen. En masse små tråde bandt min mors dagbøger, Elma i Glashuset, døden på kirkegården, Whitmores skjulte viden og de døde forfattere sammen. Whitmores brev havde vækket min angst og mine erindringer til live, trukket Birgitte, Elma og Skyggen tilbage til overfladen, men også åbnet for noget andet. Det var ikke længere kun længslen efter uvurderlige skatte og farlig viden, der trak mig til London, men også tanken om, at det hele på en eller anden måde allerede var forbundet til mig selv.

Da først beslutningen om at tage til London havde fæstnet sig i mig, fandt jeg frem til et telefonnummer til Whitmores hus og ringede kort over og talte med en ældre dame, der bekræftede, at invitationen var god nok, og at jeg var ventet i huset dagen efter.

Jeg havde også bestemt mig for, at det eneste rigtige var at vise min mor brevet. Hun ville sikkert gerne vide, hvorfor jeg pludselig rejste til London. Især når hun var nævnt i invitationen. »Hvad er det?« spurgte hun, da jeg gav hende brevet fra Lucian Whitmore. »Har du fået brev fra London? Hvem kender du i London?« Efter at hun havde læst færdig, blev hun helt stille og faldt sammen i kroppen.

34

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 35 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

»Lucian Whitmore,« sagde hun så. »Jeg har ventet på det her brev.« »Hvad?« spurgte jeg. »Du kender da ikke Lucian Whitmore!

Hvad pokker snakker du om?« Den sammenhæng, jeg havde fornemmet, blev med ét alt for virkelig.

Hun lagde brevet fra sig og så på mig. »Jeg ved ikke. Lige siden Elma døde, har jeg bare vidst, at dette brev ville dukke op en dag.« »Men ... hvordan?« Det hele blussede op i mig. Jeg kunne ikke sige noget om Elma uden også at afsløre alt det, jeg havde læst om Birgitte. Jeg kiggede ned i køkkenbordet. »Jeg forstår ikke, hvad du mener,« hviskede jeg med grødet stemme.

Hun rejste sig og gik over til mig, begravede sine hænder i mit hår og begyndte at massere min hovedbund. »Det må du undskylde. Jeg skulle nok ikke have sagt noget.« »For pokker,« sagde jeg højt. »Jeg havde regnet med, at du ville blive sur, rasende, skælde ud, gå i seng ... et eller andet. Som du plejer. I stedet står du her og siger, at du har ventet på, at det skulle ske! Du har for helvede heller aldrig nogensinde talt om nogen Elma før. Hvad sker der?« Begge vores forvrængede ansigter spejlede sig i en blank stålkande, der stod på bordet. Hun så på mig, og jeg mærkede et voldsomt nærvær, en kærlighed, jeg ikke normalt lagde mærke til. Hendes hænder gled gennem mit hår.

Det gjorde ondt i min brystkasse. Det trykkede og bankede, uden at jeg var klar over hvorfor. Jeg rejste mig op og stod foran hende. »Åh, der er så meget,« sagde hun. »Jeg har været heldig at have dig for mig selv så længe, men nu skal du af sted. Det er din tur, og når du kommer hjem igen, er vi hver især blevet et andet menneske.« Hun lagde sine håndflader hårdt mod mine kinder. »Du må ikke blive så vred. Elma var en, jeg kendte. Han var for syg til at rejse til London og bad mig en dag om at aflevere noget for sig ...

35

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 36 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

en lille bronzehest ... dyr, vil jeg tro. Den var til Lucian Whitmore, og jeg rejste over til ham med den. Han var en spændende mand.

Midt i 60’erne dengang. Han må være næsten 90 nu.« Jeg stirrede ind i hendes grønne øjne, mens hendes spinkle hænder holdt mit hoved fast. Hendes røde hår strittede som altid ud til alle sider, og hendes kinder var spættede af de rødbrune fregner.

Hun var på mange måder smuk, men hun skjulte det godt. En del af de ar, hun havde fået på panden, halsen og hænderne, kunne stadig ses tydeligt, men det gjorde hende ikke mindre indtagende.

Tværtimod. For mig var de tegn på, at en enorm styrke måtte gemme sig bag den skal, hun havde skabt omkring sig selv. Jeg sagde ikke noget. »Det var en fin tur,« sagde hun, lukkede øjnene og gned sine øjenlåg med fingrene.

Jeg trak vejret dybt. »Så du synes, jeg skal tage af sted?« Hun sukkede og bad mig vente et øjeblik, mens hun gik ind på sit værelse. Kort efter kom hun ud igen med en kuvert i den ene hånd og et sammenrullet stykke papir i den anden. »Jeg har skrevet en kort hilsen til Lucian ... Whitmore,« sagde hun og rakte mig kuverten. »Du kan bare give ham den og sige, det er fra din mor. Sig, det er fra Birgitte.« Så rakte hun mig papirrullen. Jeg kiggede på hende og rullede den ud. På indersiden var der en tegning af min mors ansigt, som det så ud, før jeg blev født. Ansigtet var tegnet med blyant, og helt nederst stod der Whitmore. Tegningen var ikke mage til dem, jeg havde set i hendes dagbøger, men der var en del ligheder. Især øjnene på den nye mindede mig om dem på tegningerne af de lemlæstede dyr. »Kender han dig så godt?« Hun trak på skuldrene. »Det ved jeg faktisk ikke ... mere. Det er længe siden. Han tilbød at tegne mig som tak for min tid. Mit ansigt fascinerede ham, sagde han.« 36

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 37 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

Jeg så på tegningen igen. Ikke en detalje havde han udeladt.

Ikke et ar. Jeg rullede papiret sammen og rakte det tilbage til hende. »Kender du også til den viden, han skriver om?« »Nej, slet ikke.« Hun tog fat om mig og knugede mig ind til sig.

Det var længe siden, min mor sidst havde været så meget mor.

Jeg lukkede øjnene. Jeg ville gerne blive i hendes arme, men havde samtidig en fornemmelse af, at min næste udfordring var at rive mig løs og dukke op igen et andet sted.

Kapitel 3

D

et virkede, som om min mor havde forliget sig med, at jeg skulle til London. På mærkværdig vis var hun selv blevet mere normal, end hun havde været længe, selvom jeg undrede mig over, hvorfor hun havde sagt, at vi begge ville være en anden, når jeg kom hjem.

På turen derover tænkte jeg igen over, hvorfor Whitmore havde valgt mig, men det, at min mor kendte ham, plus min egen interesse for sprog og for runernes oprindelse var lige præcis nok til at overbevise mig om, at det var forklaringen. Jeg havde flere opgaver og artikler liggende frit tilgængelige på danske studieportaler, og det kunne godt tænkes, at Whitmore havde fået fat i nogle af dem og lagt mærke til, at mit arbejdsområde var identisk med de emner, der fyldte mest i den lille notesbog.

Det var min første rejse til London, men byen var på ingen måde fremmed for mig. Det er svært at vokse op i en verden fuld af bøger uden at møde britisk kultur og historie.

Jeg stod af ved South Kensington Station og gik med det 37

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 38 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

samme op til Natural History Museum for at komme til et udgangspunkt, jeg havde let ved at finde frem til. Museet var langt større, end jeg havde ventet, og det rejste sig kompakt op fra vejen i ensartede kasser af gulbrune og grå sandsten. Overalt hvor murværket mødte et vindue eller en dør, var stenene skåret ud i søjler, buer, bladranker, fortidsdyr og meget mere, og alle voksede de livagtigt frem, som var intet mere naturligt end liv skabt af sten.

Fra vejen kunne jeg se ned på plænen foran bygningen, hvor der lå et par store stykker okkerfarvet træ, der så lige så hårdt ud som murene bag dem. Older than the dinosaurs, stod der på et lyserødt skilt ved siden af dem. Resten kunne jeg ikke læse. Jeg strakte mig.

Rejsen sad stadig i min krop. Jeg så til højre, hvor Victoria and Albert Museum lå, og bestemte mig for, at jeg ville se begge museer, inden jeg skulle hjem igen. Men ikke nu.

Efter kort tid fandt jeg Draycott Place, der viste sig at være en gade med en lang række af fire- eller femetagers rødstenshuse, der så ud til at være fra omkring midten af 1800-tallet. Alle bygningerne havde mønstre, gesimser og balkoner. Husene var på mange måder ens, men havde alligevel alle forskellige træk i form af et spir, en ekstra høj skorsten, kobber på kvisten eller noget helt fjerde.

Foran husene var der hegn af samme sortmalede jern som de gamle gadelygter langs vejen.

Jeg stoppede ved nummer 32. Det var et stort hus, og efter antallet af vinduer at dømme måtte der være mange værelser. Alle vinduerne havde tynde, hvide gardiner og var i sig selv kunstværker med små ruder, buede rammer og gammelt, fint glas. Huset havde et bredt midterparti og to runde karnapper, der rejste sig fra gadeplan og strakte sig som tempelsøjler op til fjerde etage, hvor de endte i buer af udskåret sten og to balkoner. Mit blik gled fra balkonerne tilbage til hoveddøren.

Forsigtigt satte jeg min fod på det første trin, kiggede på de nær38

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 39 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

meste vinduer og gik så videre op ad den hvide marmortrappe. Jeg greb fat om den tunge messingdørhammer og lod den falde tilbage.

Først et prøvende slag, så et hårdt. Og så igen, indtil jeg hørte en puslen fra den anden side. Døren blev åbnet på klem. Dernæst en smule mere. Et lille, rynket ansigt dukkede frem af revnen, og to små øjne, der et kort øjeblik så ud, som om de skulle vænne sig til lyset, så ud på mig. Det var en ældre dame. Hun så indtrængende på mig. »Ja?« »Jeg hedder Mathias Hviid,« skyndte jeg mig at sige på engelsk. »Jeg har fået ...« Jeg gik i stå, mens jeg tænkte over, hvad det egentlig var, jeg havde fået. »En invitation til at møde op her. Af Lucian Whitmore. Det var mig, der ringede.« Jeg famlede i min skuldertaske efter brevet fra Whitmore, men nåede ikke at finde det, før hun lagde sin hånd på min arm og bad mig komme ind. »Jeg tror, det var godt, du kom,« sagde hun og lukkede døren efter os. »Mr. Whitmore har bedt mig om at give dig det store balkonværelse på fjerde etage. Der vil du få fred og arbejdsro. Vi håber, du vil være tilfreds med det. Der kommer ikke så mange gæster her.« »Det lyder fint. Tak.« »Jeg hedder Martha,« sagde hun, mens hun med den ene hånd viste mig ind i hallen. »Whitmore hviler sig på det her tidspunkt.« Jeg nikkede. »Ved du noget om, hvornår jeg skal begynde, og hvad jeg skal lave?« »Det blander jeg mig ikke i.« Hun rystede på hovedet og pegede så hen mod trapperne. »Jeg har svært ved at klare dem. Hvis du går op her og fortsætter til fjerde etage, finder du dit værelse lige over for trappen. Døren er ikke låst.« Hun greb forsigtigt fat i min arm og gav den et svagt, men mærkbart klem. »Unge Hviid. Jeg giver besked, når Mr. Whitmore 39

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 40 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

er klar til at se dig. Er du sulten? Vil du have en sandwich og noget te?« To hårde slag mod et trægulv afbrød hende i det samme. Hun afsluttede hurtigt vores samtale og forsvandt ind ad en dør i hallens venstre side. Efter at jeg var blevet alene, var det første, jeg lagde mærke til, stilheden. Der var så stille midt i huset, at London med ét føltes mange kilometer væk.

Jeg begyndte forsigtigt at gå op ad trappen. Ligesom de tungt udskårne paneler, der overalt krøb op ad væggene i gotiske buer, var trappen lavet af mahogni og påført et tykt lag lak engang for meget længe siden. Enkelte steder var der pletter, hvor lakken var skallet af, men ellers skinnede den som en blank hinde over det mørke træ, der sikkert også var kilden til den svage duft af fernis, der hang i luften. Godt halvdelen af hvert trin var dækket af et mørkegrønt, plysagtigt tæppe, der kvalte lyden af mine skridt. Jeg bøjede mig let frem og duftede til tæppet, mens jeg kørte en hånd hen over det.

Det både lugtede og føltes som en gammel, brun bamse af den slags, der mangler et øre og et øje, men alligevel er den bedste netop på grund af sin trygge duft.

Da jeg kom til første etage, spredte tæppet og træværket sig ud i en repos, der som en svalegang løb hele vejen rundt om det tomme rum, der forbandt stueetagen med loftet og taget fem etager oppe. Der var fem døre på første etage. Alle lukkede. Ligesom panelerne voksede langt op ad væggenes gulnede, grønblomstrede tapet, strakte også lofterne med omkring en meters mellemrum lange, søgende arme ned over væggene, hvor de endte blindt i noget, der mest af alt lignede knyttede hænder.

Jeg lukkede mine øjne og lyttede. Der lå en dyne af stilhed over hallen, og jeg havde en fornemmelse af, at lyde slet ikke kunne færdes frit omkring mig. Jeg åbnede mine øjne igen. Havde en følelse af, at nogen så på mig, men der var ingen. Alle dørene var stadig 40

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 41 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

lukkede, og de skygger, der krøb rundt langs loftet og gulvets hjørner og kroge, var ikke store nok til at skjule et menneske.

Ved siden af hver dør på svalegangen hang der en messinglampe med matteret glaskuppel. De var alle slukkede. Jeg fulgte trappen op mod anden etage, hvor der var mørkere end på første. Også her var alle dørene lukkede, og skyggerne i krogene var en anelse tættere end dem, jeg havde efterladt et par meter under mig. På tredje etage var det næsten det samme. Grønne og bløde tæpper. Tungt, mørkebrunt træ overalt og slukkede messinglamper. Den samme sugende stilhed. Forskellen lå i lyset, der så småt var blevet mere blåt og dæmpet, og jeg var ikke længere så sikker på, at der ikke kunne gemme sig en person i skyggerne længst inde i svalegangens kroge.

På vej op ad trappen mod fjerde etage blev lyset kraftigere og de blå nuancer mere dominerende. Jeg trådte op på trappens repos, der som på de andre etager løb hele etagen rundt og forbandt fem lukkede døre. Jeg så mig kort omkring, gik frem til den nærmeste dør og åbnede den.

Da den gik op, strømmede lyset og varmen mig i møde i et gyldent skær, der et kort nu blændede mig. For enden af værelset var en stor fransk dobbeltdør, der stod på klem, så de lange hvide gardiner blafrede ind i værelset, som ville de gribe mig og trække mig med ud gennem åbningen. Jeg bandt gardinerne op og åbnede dørene helt. På den anden side lå en balkon med udsigt over en have, som jeg regnede med hørte til huset.

Loftet, der var hvidt og lyst, lå som et lagen højt over værelset.

Ud over de tynde, lyse gardiner var der også to tykke røde i velour.

De var trukket fra, men strakte sig hele vejen fra gulv til loft og ville således kunne skjule dørene ud til balkonen helt, hvis de blev trukket for. Gulvet var dækket af et rødt, mønstret tæppe, der gik fra væg til væg.

41

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 42 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

Der stod en elegant, bred seng langs væggen til højre, og til venstre var placeret et gammelt skrivebord og en bred stol med tykke, buede ben og rød polstring. Oven på skrivebordet stod en nyere computer og en lille lampe. Ved siden af skrivebordet hang der et højt spejl med en bølgende, gylden ramme. Lyset faldt i samme nu ind gennem værelset, så mit ansigt blussede op i forhold til resten af kroppen.

Når jeg derhjemme udfordrede mig selv, stirrede jeg altid på mit spejlbillede. Jeg skulle se ind i hans øjne for at forstå min egen alvor. Mit spejlbillede har altid virket stærkere i sit udtryk, end jeg har følt mig. Det er, som om tiden bøjer virkeligheden omkring ham og derefter kaster den ud til mig.

Første gang, jeg lagde mærke til ham, var jeg 12 år og havde brug for at udfordre mig selv. Nok mest på grund af mit manglende mod. Han udfordrede mig dengang til at frygte min mors skygge mindre. I stedet for altid at ligge helt gemt væk, når jeg sov, tvang han mig til først at sove med en hånd uden for dynen, så et ben, begge ben, og til sidst kunne jeg sove uden dyne, hvis jeg havde lyst. Det var det samme med mit studium og mit arbejde. Alt sammen var det noget, han fik mig til at gøre uden om mit manglende mod. Han tvang mig til at lave forsøg med mit mod og min psyke.

Jeg tror, det var et oprør. Ikke mod min mor, men mod mig selv.

I de seneste mange år havde mit spejlbillede dog holdt sig i ro, men nu var han begyndt at stikke til mig igen. Det føltes, som om brevet og rejsen til London atter havde vækket hans lyst til at presse mig.

Jeg stirrede ham i øjnene. De var så lyseblå, at de virkede gennemsigtige, på nær pupillerne, der som to bundløse huller rakte ind i hans dybeste gemmer. Jeg kørte en hånd gennem hans uredte, lyse hår og så hans blege læber vrænge. Et suk løb gennem mig, og jeg vendte mig igen om mod værelset. Det røde tæppes mønstre så 42

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 43 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

ud som kantede guldranker, der her og der med periodiske mellemrum omkransede små dybblå søer eller brønde.

Jeg fik pakket ud, undersøgt resten af værelset og set nærmere på udsigten over den gamle blomsterhave og de mange tagrygge omkring mig. Neden under skrivebordet stod der en gammel trækasse, der var mere simpelt udformet end resten af møblerne i værelset og en del mere slidt. Næsten helt sort i træet. Forsigtigt bukkede jeg mig ind under bordet og hev i kassens låg. Det var låst.

Jeg rejste mig og gik hen til døren ud til hallen, åbnede den og kiggede ud på gangen. Jeg havde allerede glemt, hvor mørkt og stille der var på den side.

Hallens tørre duft smøg sig igen om mig. Som i et gammelt bibliotek, hvor bøger, gardiner og tæpper har suget støv til sig i så mange år, at de er blevet til ét. En både svag og spids duft, der føltes som en blanding af støvet plys, voks, krydderurter og fernis.

Jeg satte mig på trappens øverste trin og lukkede mine øjne, mens jeg tænkte på, hvad der var bag alle de mange lukkede døre.

Måske gemte en af dem den hemmelige viden, som Whitmore havde skrevet om? Måske en af de uvurderlige tekster eller de døde forfattere?

Jeg så op. Over mig lyste loftet op i en smuk glasmosaik, der i et skær af blå nuancer viste en stor Jesus-figur med åbne arme og bydende håndflader. Mest af alt lignede det et blyindfattet vinduesparti i endevæggen på en kirke. Her tronede det bare over en høj hall, som var huset en oprejst katedral. Når lamperne på etagerne var slukkede, var glasmosaikken den eneste lyskilde mellem hallens gulv og loft, og det var derfor, de øverste etager lå hen i et blåligt tusmørke. Jeg rejste mig og fortsatte ned ad trappen. Mit blik fulgte springende dørene, panelerne, tapetet på væggene og de bløde tæpper på trinene.

Nede i bunden af hallen stoppede jeg igen og kiggede op. Der 43

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 44 SESS: 39 OUTPUT: Mon Sep 17 10:58:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/134672_Odins_labyrint_151x226_Garamond/Materie

var mørkest på tredje etage. Jeg lænede mit hoved helt bagover og så på ny op gennem det fem etager høje rum, der højt oppe sprang ud i et væld af stærke blålige nuancer og Jesus, der rakte sine åbne, gennemhullede håndflader ned mod mig. Hans glorie var så lys, at jeg kunne se himlen gennem den. En sky gled for solen udenfor.

Glorien blev mørk. Det gøs i mig.

Jeg mærkede, at kilden til den søde og krydrede del af husets duft bredte sig op fra en trappe, der førte ned under stueetagen. Jeg gik hen til trappen, fulgte duften ned ad trinene og fortsatte hen ad gangen til en åben dør, hvor jeg bankede let på dørkarmen.

Der sad to kvinder ved et bord i midten. Den ældre dame, der tidligere havde lukket mig ind, så hen mod mig. Den anden var en ung, sorthåret pige. Hendes hår gav genskin i lyset fra de højt placerede vinduer i kælderetagen. Jeg havde svært ved at slippe hende med øjnene, men opfangede alligevel en del af køkkenet også.

Gulvet var af tegllignende sten, og både skabene og det store jernkomfur, der stod til højre for mig, så ud til at være lige så gamle som huset selv. Rundtomkring på hylder og kroge var der fyldt godt op med potter, skåle og kander, og lyset fra et par vinduer øverst oppe på den ene væg glimtede i kobber, fajance og porcelæn.

Luften var tæt af kaffe, kanel, timian, nelliker og en masse andre dufte, jeg ikke kunne skelne.

Jeg rømmede mig. Den unge piges øjne var klare og blå. De lyste. Hvor mange sekunder kunne jeg stå og glo, før det blev pinligt?

Hvad skulle jeg sige? Det var for sent. Jeg var allerede pinlig. Deres ansigter var vendt mod mig, afventende. »Martha, skal du ikke introducere os?« sagde den unge pige så.

Martha rejste sig og gik hen mod mig. »Jo ... Mathias, du skal møde mit barnebarn, Helen.«

44